en bebyggelse fra sen vikingetid og middelalder ... - Roskilde Museum

Visby – en bebyggelse fra sen vikingetid og
middelalder i Vindinge Lillevang
af Jens Ulriksen
Landsbyen Vindinge ligger få kilometer sydøst for Roskilde i et frugtbart
agerland hævet omkring 50-60 m over fjordens vandspejl. Landskabet
er af istidens indlandsis blevet efterladt som relativt jævnt med
enkelte mere markante bakketoppe. Afvigende herfra er Vindinge
Lillevang, der udgør den nordlige del af Vindinge Sogn. Dette område
er fra naturens hånd præget af et uroligt relief med en mængde vandhuller
og fugtige lavninger mellem bakker af vekslende højde og
udstrækning.
Så langt tilbage i tiden som administrative kort og arkiver rækker, har
det nuværende sogn været delt i to selvstændige ejerlav. Det største er
Vindinge på næsten 10 km 2 med landsbyen liggende lidt nordligt men
ellers centralt. Vindinge er en velkendt arkæologisk lokalitet, som har
været en tilbagevendende arbejdsmark for Roskilde Museum gennem
de sidste 20 år. I og omkring selve landsbyen er der fundet bebyggelsesrester
fra både ældre romersk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder,
og på Stålmosegårds jorder er opsamlet ganske mange metalgenstande
fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Desuden er der
undersøgt begravelser fra yngre romersk jernalder, ældre germansk
jernalder og vikingetid. 1
Sognets andet ejerlav ligger nord for Vindinge. Det er betydelig mindre,
kun omkring 2,5 km 2 stort, og hedder i dag Vindinge Lillevang.
Hér er ingen landsby, men derimod en række gårde langs Lillevangsvej,
hvorfra man har dyrket jorden siden udskiftningstiden.
Når man betragter ejerlavenes grænser, er der grund til at formode,
at Lillevang på et tidspunkt er blevet udskilt af Vindinge. Opdeling af
store ejerlav i to eller flere mindre enheder er et overordentlig hyppigt
fænomen i Danmark. De udskilte, nye bebyggelser kaldtes ofte torper.
Ordet ’torp’ betød i middelalderen slet og ret ’udflytterbebyggelse’, og
det genfindes i en lang række af landsbynavne, der ender på -rup, -drup
15

og -strup. Men også andre stednavneendelser fandt anvendelse ved
landsbyanlæggelser, som det vil fremgå nedenfor. Hvorvidt Lillevang
virkelig er udskilt af et oprindeligt og større Vindinge ejerlav kan ikke
afgøres med sikkerhed. Hvis det er tilfældet, er de ikke blot blevet
adskilt dyrkningsmæssigt, men også hvad angår deres administrative
tilhørsforhold. Mens Vindinge ifølge alle kendte kilder altid har ligget
i Tune herred, har Lillevang ejerlav ført en noget mere omskiftelig
tilværelse. I det 16. årh. var det henlagt til Sømme herred, 2 men efter
reformationen er det flere gange blevet flyttet frem og tilbage mellem
Vindinge Sogn i Tune herred og Roskilde Domsogn i Sømme herred.
Der findes som nævnt ikke længere nogen landsby i Vindinge Lillevang.
Den har været nedlagt i mere end 500 år, men navnet ”Visby” er
16
Fig. 1. Vindinge Sogn
med angivelse af de to
ejerlav. Området med
marknavne i Vindinge
Lillevang er markeret
med skravering.
Bearbejdning Maja
Andresen.
Copyright Kort- og
Matrikelstyrelsen.
G11-97

Fig.2. Omtegnet udsnit af udskiftningskort over ”Windinge Lillevang eller
Wasby Mark” udarbejdet år 1800 af Ehlers. Marker benævnt
”Gadestykker”og ”Lille Vangs Tofter” er angivet. Engarealer og vådbundsområder
med tørvegrave er grønne, mens vandhuller er blå.
af stednavneforskningen blevet knyttet til området. I 1085 skænkede
kong Knud den Hellige to bol 3 i en bebyggelse ved navn
”Winnincgawe” til den senere domkirke i Lund. 4 På nudansk ville
navnet lyde: ”Vindingevi”, hvor det afsluttende –vi har betydningen
(hedensk) helligdom. Kristian Hald har foreslået, at ”Winnincgawe” er
identisk med den nedlagte landsby i Vindinge Lillevang. 5 ”Visby”
skulle således betyde ”viets by”. Han støttes af navneforskeren Bent
Jørgensen, der dog gør opmærksom på det forhold, at Knud den
Helliges ”Winnincgawe” lå i Tune herred, mens Visby – i det mindste
i det 16. årh. – havde et tilhørsforhold til Sømme herred. 6 Tolkningen
er derfor ikke helt uproblematisk.
17

I 1257 var ”Wesby” i Roskilde Frue Klosters besiddelse, 7 og det kan
være årsagen til, at området er blevet udskilt af Vindinge Sogn og –
sandsynligvis – fik status af landsogn for Frue Kirke. I 1328 var ejeren
Henrik Klausen, der pantsatte ”Wæsby” for ”150 mark penge”. 8 I
1340 havde Henrik Klausen tilsyneladende indløst pantet, for han
beseglede et brev under tilnavnet ”Vesby”, og det samme skete i 1344. 9
Derefter er der stille om lokaliteten indtil 1568, hvor ejeren var
Roskilde Domkapitel. Imidlertid benævntes stedet på det tidspunkt
”Wesby wang”, og det betyder, at bebyggelsen var nedlagt og henlå
som dyrket mark. 10 I markbogen fra 1682 angives ”Wisbye” som nedlagt,
men marknavne som ”Ødetoftås”, ”Gadestykker” og ”Lille Vangs
Tofter” vidner om, hvor i landskabet bebyggelsen har ligget.
Udskiftningskortet fra 1800 betegner ejerlavet som ”Windinge Lillevang
eller Wasby Mark”, og agre med navnene ”Gadestykker” og ”Lille
Vangs Tofter” dækker et sammenhængende areal på ca. 450 x 500 m.
Bynavnet har altså endnu på dette tidspunkt været levende, og helt op
i det 20. årh. ville folketraditionen på egnen vide, at ”Vedsby” var
blevet hærget og brændt af svenskerne. 11
De arkæologiske undersøgelser
I 1998 blev det nødvendigt at foretage de første arkæologiske undersøgelser
i Vindinge Lillevang. Roskilde Amt havde givet tilladelse til at
udvide Store Hede Grusgrav mod syd, et landskab der bl.a. omfattede
arealet, hvor de bebyggelsesindikerende marknavne fandtes. På dette
tidspunkt var området med betegnelsen ”Gadestykker” allerede bortgravet
uden at være blevet arkæologisk undersøgt. En del af arealet er
tidligere blevet afsøgt med metaldetektor, uden at der fremkom
væsentlige fund. En visuel overfladerekognoscering resulterede kun i
meget begrænsede aktivitetsspor, men museet besluttede alligevel for
egen regning at gennemføre en prøvegravning med udgangspunkt i
marknavnene. Der var flere årsager til dette valg: marknavnenes
udsagnsværdi som nøjagtig bebyggelsesindikator ville blive efterprøvet
og tidspunkterne for en eventuel bebyggelses etablering og nedlæggelse
ville forhåbentlig kunne fastslås. Det var desuden håbet, –
såfremt tolkningen af ”Winnincgawe” som Visby er korrekt – at finde
18

Fig.3. Udgravningsfelter og søgegrøfter. Felt 1 og 2 blev undersøgt i 1999, mens
felt 3 blev undersøgt i 2001. Højdekoter i meter o. h.
de bygninger og hegn, der udgjorde Knud den Helliges to bol og den
ejendom, som Henrik Klausen Visby pantsatte for ”150 mark penge”.
Prøvegravningen i 1998 blev lagt i den østlige del af området.
Søgegrøfterne afgrænsede et areal med mange spor efter nedgravninger,
og i foråret 1999 udgravedes to felter og nogle søgegrøfter
på i alt 4200 m 2. 12 I 2000 gennemførtes en prøvegravning vest herfor.
Hér var i mellemtiden blevet fundet en del af en kværnsten af glimmerskifer
med røde granater fra sen vikingetid og tidlig middelalder
samt et fragment af en bronzefibel fra vikingetid. Ved prøvegravnin-
19

gen kunne bebyggelsessporene afgrænses til en aflang højning, og i
fyldskifterne fandtes østersøkeramik, gråbrændt middelalderkeramik,
et cirkulært remspænde af bronze fra middelalderen og en Urnesfibel
af bronze, der almindeligvis dateres til tiden mellem 1050 og 1125.
Udgravningen af omtrent 4500 m 2 blev gennemført i september 2001.
Bebyggelsen
Undersøgelsesområdet udgjordes populært sagt af tre mindre højninger
i terrænet, der lå omkring 53 m o.h. Muldlaget var omtrent 30
cm tykt, og råjorden bestod af grus- og sandblandet ler, der sine steder
var stenet. Imellem højningerne bar jorden tydeligt præg af at være
vandlidende og dermed uegnet til husbyggeri.
Felt 1
Felt 1 – længst mod sydøst – omfattede to huse på en sydvendt, svagt
skrånende bakke for hvis fod lå et vandhul. I feltets sydende fandtes
hus I. Det var en 11,5 m lang øst-vestorienteret bygning med tagbærende
vægge og uden synlige gavlstolper. Grundplanen var svagt
trapezformet, således at bredden var 4,5 m mod øst og 5 m vest. Især
ved husets sydside var en del stolpehuller, der kan være spor efter
udskiftning af væggen. De syv stolper i hver væg stod med ca. 1
meters mellemrum, mens der i husets østende var et spring på 4 m til
den sidste stolpe. Rest af en ruminddeling var formentlig til stede i
østenden af bygningen. Husets udformning genfindes på gårde fra
slutningen af 1100-tallet og i 12-1300-årene. 13 Denne dateringsramme
støttes i nogen grad af et skår af østersøkeramik med efterdrejet randparti
og omløbende fureornamentik, som blev fundet i et af stolpehullerne.
Denne keramiktype er overordentlig almindelig på Sjælland
fra 900-årene til omkring 1200.
Umiddelbart øst for hus I var en sværm af stolpehuller samt flere
større og mindre gruber. Der sås desuden flere grøftstrukturer uden
nogen særlig dybde, der kunne følges til et vandlidende område mod
syd. Blandt fyldskifterne var flere dybe og regulære stolpehuller, men
de stod ikke med en regelmæssighed, der tillader at tolke sporene som
rester af en eller flere huskonstruktioner. Et par forløb af stolpehuller
20

Fig. 4. Hus I og II.
på henved 10 meters længde kunne godt udskilles i fladen, men
bygninger syntes der på ingen måde at være tale om.
Nordligere – og lidt højere i terrænet end hus I – fandtes hus II,
resterne af en krumvægget bygning. Den har været af beskedne dimensioner:
9,8 m lang, 5 m bred på midten og 3,2 m bred ved gavlene.
Huset var orienteret nord-syd og væggene, der har båret taget, bestod
af stolper, som har stået med 1-1,5 meters mellemrum. Vægstolperne
viste spor efter svidning af overfladen inden nedgravningen. Krumvægshuse
uden indre tagbærende stolper og udvendige skrå støttestolper
er typologisk den sidste udgave af vikingetidens krumvægshuse.
På Roskildeegnen er typen dateret til mellem midten af 1000årene
og begyndelsen af 1100-tallet. 14 I et af stolpehullerne fandtes to
21

skår af groft magret og blødt brændt keramik. Keramikken er vanskelig
at datere, men synes umiddelbart ældre end 11. årh.
Ved hus II – og nord herfor – var flere store fyldskifter med ensartet
fyld. De var relativt dybe, men fundmængden begrænset. Pløjning har
tydeligvis grebet forstyrrende ind i anlæggene, for der fremkom frisk
halm godt 10 cm nede i fyldet. Der var to brønde i dette område, der
ved snitning viste sig at have en øvre tragtformet del og et nedre,
smallere parti med mere rette sider. Den ene var uden fund og er derfor
udateret. Den anden, A27, var omgivet af ganske mange små
stolpehuller, hvis relation til brønden kunne ikke fastslås.
I toppen af brøndfylden fandtes bl.a. et remspænde af bronze fra
1200-tallet, mens fylden i øvrigt var sparsom på fund: enkelte skår af
østersøkeramik, et blyglaseret kandeskår med hindbærknopdekoration,
tegl og dyreknogler. I Danmark bliver blyglaseret keramik, bl.a.
fra kander, hyppigt dateret til århundredet mellem 1250 og 1350.
Bearbejdningen af fundmaterialer fra byudgravninger i bl.a. Randers
og Ribe peger imidlertid på, at denne tidshorisont ikke er dækkende. I
Ribe optræder glaserede kander allerede før 1200. Så tidlige forekomster
er muligvis importerede; i hvert fald er der endnu ikke fastslået en
dansk produktion på et så tidligt tidspunkt. 15 I Randers er den glaserede
kande tilstede i fundsammenhænge fra ca. 1200 og frem til 1400tallet.
16 I tilknytning til en af grøftstrukturerne i felt 1 lå gruben A71,
22
Fig. 5. Østersøkeramik fra
A71. Foto Henrik Jørgensen.

Fig. 6. Hus III er markeret med blå og hus IV med rød. Anlæg med kammageraffald
er angivet med gul.
der rummede en del brændt ler, som muligvis er rester af støbeforme.
Desuden fandtes mellem magret og velbrændt østersøkeramik.
Felt 2
Felt 2, der lå nord for felt 1, dækkede en lille højning i terrænet, hvor
der fandtes to huse i forlængelse af hinanden. Nord herfor faldt terrænet
kendeligt, og både hér og mod vest tyndede anlægssporene samtidig
ud. Mod syd var flere spredte stolpehuller, mens den østligste
fjerdedel af feltet prægedes af et vandlidende område, hvortil flere
grøfter havde deres afløb. Øst herfor var ingen anlægsspor. Også vest
for hus III lå terrænet lavere, og her var et system af nord-sydgående
grøfter af ringe dybde.
Hus III var en svagt trapezformet bygning orienteret ØNØ-VSV.
23

Fig. 7. Genstande fra hus IV. Benplade, østersøkeramik, rødbrændt keramik
med hvidlig glasur på indersiden. Foto Henrik Jørgensen.
Den var 14 meter lang og 4,1-4,8 meter bred med lige, tagbærende
vægge. Stolperne stod overvejende med 1 meters mellemrum. I
vestenden var der dog et spring på ca. 3,7 m til den yderste stolpe, et
træk der genfindes i hus I. Typologisk kan huset tidligst være opført i
slutningen af 1100-tallet, men kendes derefter gennem flere hundrede
år. I stolpehullerne fandtes østersøkeramik og en benpren. Østersøskåret
havde en magring, brænding og farve, der på Roskildeegnen
kendes fra vikingetidsbebyggelser fra slutningen af 10. og 11. årh.
Benprenen har en parallel på middelaldergården Tofteagervej i det
moderne Roskildes østlige udkant, hvor den er fundet sammen med
genstande fra 1200-årene. 17
Hus IV lå i umiddelbar forlængelse af hus III. Grundplanen var rektangulær,
10 m lang og 5,5 m bred, orienteret ØNØ-VSV. Vægstolperne
stod lidt ujævnt, men overvejende med 1,5-2 meters afstand. I
vestgavlen var to stolper, mens der i øst kun var en enkelt bevaret. Et
større fyldskifte greb forstyrrende ind, således at en anden gavlstolpe
24

Fig. 8. Kammageraffald fra A280.
Foto Henrik Jørgensen.
kan være forsvundet. I stolpehullerne fandtes en ornamenteret benplade,
hårdt brændt sort østersøkeramik, rødbrændt keramik med en
brunlig blyglasur, hvidglaseret rødbrændt keramik, en isslægge, samt
forarbejdet hjortetak og ben. Hustypen har en lang historie fra slutningen
af 1100-tallet til renæssancen, 18 men genstandsmaterialet daterer
bygningens nedrivning til 12.-13. årh.
I flere anlæg tæt på hus III og IV fandtes affald fra tilvirkning af
ben- og takgenstande, herunder kamme. Især A280 rummede en relativt
stor genstandsmængde i form af et skår af blyglaseret keramik,
østersøkeramik, en hvæssesten af skifer, kammageraffald, tegl og
knogler fra pattedyr og fisk.
Felt 3
Felt 3 lå omtrent 150-200 m vest for felt 1 og 2. Mod syd var det
begrænset af tomten af den nedrevne landejendom på matr. 8a, men
dækkede i øvrigt en højning, hvis højeste punkt lå i feltets nordøstlige
25

del. Terrænet faldt mest markant mod vest i retning af et vandhul,
mens det bebyggede område var afgrænset af tidligere vandlidende
partier mod nord. En søgegrøft fra nordenden af felt 3 viste kun vage
spor af aktiviteter, og i tre søgegrøfter nordvest for felt 3 var der ingen
bebyggelsesspor. Syd for feltet, og øst for den nedrevne landejendom,
hvor terrænet lå lidt lavere, blev trukket yderligere en søgegrøft, men
heller ikke hér var spor efter bebyggelse.
Hus V lå nordligst i felt 3. Det var et rektangulært hus på 14 meters
længde og 5,2 meters bredde med tagbærende vægge, orienteret N-S.
Vægstolperne var sat med ca. 1,5 meters mellemrum, mens der ikke var
26
Fig. 9. Hus V, VIII og IX.

Fig. 10. Hus VI.
bevaret spor af gavlene. Husets nordende stødte op til en plamage
af sortgrå sandet jord, der tilsyneladende var en del af et vandhul eller
vådområde. I stolpehullerne fandtes intet daterende materiale, men
hustypen hører overvejende hjemme i 1100-1300-tallet.
Hus IX var en lille bygning i to faser, der fandtes 7-8 m vest for hus
V. Den bevarede del af konstruktionen i hver fase bestod af fire
stolpehuller, der var sat i et kvadrat med en indbyrdes afstand på 2,5
m. I den arkæologiske terminologi kaldes denne type småhuse for
’staklader’, og de kendes gennem hele det første årtusind e.Kr. fortsættende
ind i middelalderen. Fraværet af daterende fund i stolpehullerne
gør en nærmere tidsfæstelse vanskelig, men bygningens placering
i forhold til hus V tillader en formodning om, at de er samtidige.
Omtrent 20 m øst for hus V – på den højeste del af feltet – fandtes
fire stolpehuller fra hus XI. Stolpehullerne var relativt store i fladen,
men den kraftige nedpløjning af terrænet havde reduceret deres dybde
til mellem 5 og 15 cm. Afstanden mellem hullerne var omtrent 2,2 m
27

Fig. 11. Hus VII (blå) og X (rød).
på tværs og 2,7 m på langs. Der er således tale om en konstruktion af
relativt beskedne dimensioner, der minder om en staklade eller kan
have været en mindre økonomibygning med parvist rejste indre tagbærende
stolper. Der var ingen genstande i stolpehullerne, hvorfor
huset ikke kan dateres nærmere.
Hus VI havde en rektangulær grundplan, og lå omtrent 30 m syd for
hus V. Det var 13 m langt og 4,6 m bredt, orienteret VNV-ØSØ med
lige tagbærende vægge. Vægstolperne – syv i hver side – var nedgravet
regelmæssigt overfor hinanden. Gavlstolper sås ikke. Der blev ikke
gjort daterende fund i fylden fra stolpehullerne, men typologisk kan
huset placeres i 12.-14. årh.
Sydligst i felt 3 fandtes tomten af hus VII. Det var en 12 m lang
bygning, orienteret øst-vest, bestående af to tagbærende vægge, hvor-
28

Fig. 12. Genstande fra A443. Østersøkeramik, urnesfibel, glaseret randskår.
Foto Henrik Jørgensen.
af den sydlige var let krummet, mens den nordlige var ret. Vestenden
var 4,2 m bred, mens østenden var 3 m bred. Der var ingen spor af
gavlkonstruktionen. Stolpesætningen i væggene var uregelmæssig, ikke
mindst for sydsidens vedkommende. Der fremkom ingen genstande i
stolpehullerne, men typologisk har huset paralleller i 12.-13. årh.
Hus X var en næsten kvadratisk staklade, der fandtes i vestenden af
hus VII. Der var mellem 2 m og 2,2 m mellem stolpehullerne, der i
øvrigt var ganske ensartede. I det nordvestlige stolpehul fandtes en
dyreknogle og en jernkniv. Som nævnt ovenfor er stakladen som bygningstype
vanskelig at tidsfæste, og jernkniven giver ingen mulighed
for en snævrere datering end jernalder/middelalder. Ét kan dog fastslås:
hus X og hus VII har ikke stået på samme tid, men hvilken bygning,
der er ældst, lader sig ikke afgøre.
Sidst skal nævnes muligheden for tilstedeværelsen af et midtsulehus,
hus VIII, omtrent 17 m syd for hus IX (se fig. 9.) Tomten udgjordes af
tre ensartede stolpehuller, der var anbragt med en helt regelmæssig
indbyrdes afstand på 4,5 m. Der var endnu et stolpehul 4,5 m mod
nord, men det faldt en smule ud af den lige linie, som de tre øvrige lå
29

Fig. 13. Genstande fra A637. 1.Tenvægt, 2. Kam, 3. Nål, 4. Remspænde,
5. Beslag, 6. Bogbeslag. Foto Henrik Jørgensen.
fast på. Hullernes diameter varierede fra 34 cm til 53 cm og dybden
mellem 10 og 15 cm. Fylden var mørk brun til gråbrun lermuld.
Midtsule-huse kendes i nogle egne af landet fra 11. årh., og konstruktionen
har været i anvendelse frem til 1800-tallet. I dette tilfælde må
den dog formodes at være middelalderlig, da Visby allerede var nedlagt
før 1500.
Ud over hustomterne, der var nogenlunde jævnt fordelt, var felt 3
præget af flere grøfter, der forløb på kryds og tværs. Sådanne strukturer
er almindelige i middelalderlige landbebyggelser, og det er ligeså
almindeligt, at grøfterne ikke med nogen grad af sikkerhed kan knyttes
sammen med de fundne bygninger. Grøfterne kan være rester af
tofteskel eller indre hegn og grøfter på gårdtoften, men i dette tilfælde
kan der ikke drages konklusioner.
På det højest liggende sted i feltet var et ca. 20 m langt og 12-15 m
bredt areal af sortgrå sandet jord, og nogenlunde centralt heri var et
sort fyldskifte på 5 m i diameter, kantet af gul råler. Det viste sig at
være en 2,65 m dyb brønd med skrå sider og flad bund. Den var
30
1
4
3
5
2
6

1
5
2
Fig. 14. Genstande fra A752. 1-2. Glaseret keramik, 3. Tenvægt, 4. Fingerring,
5-6. Østersøkeramik, 7. Østersøkeramik, fejlbrændt. Foto Henrik Jørgensen.
allerede i højmiddelalderen blevet fyldt op med en 1,3 m tyk ’prop’ af
gul råler, og i toppen sås sort fyldjord med glaseret keramik, trækul,
knogler og teglstumper.
A443 var en mindre grube i østsiden af felt 3 på omtrent en halv
meters dybde, hvori Urnesfiblen blev fundet i forbindelse med prøvegravningen
i 2000. Udover fiblen fandtes østersøkeramik, gråbrændt
keramik og rødbrændt keramik med grønlig blyglasur med mørkere
pletter. Gråbrændt keramik er i forhold til østersøkeramikken meget
ensartet produceret, og dækker – i grove træk – en længere tidshorisont
fra 1100-tallet til ca. 1400. Karrene er håndopbyggede med en
udadbøjet rand. Overfladen er glattet og mat, farven sort eller gråsort,
mens skærven er ensartet grå. I forhold til østersøkeramikken er de
fint magrede og hårdt brændte, og især i 1100-1200-tallet kan de være
forsynede med omløbende fureornamentik, der er ’lånt’ fra østersøkeramikken.
I A637, en mindre grube i den nordlige ende af feltet, fandtes
gråbrændt keramik sammen med en dobbeltkam af ben, en halvkug-
6
3
7
4
31

leformet tenvægt af knogle, en del af en vævevægt af brændt ler samt
flere genstande af bronze, bl.a. nål, remspænde og beslag. Remspænde
og kam kan henføres til 1200-tallet. I gruben var endvidere en
del brændt og ubrændt ler med aftryk af vidjer og grene. Materialet kan
stamme fra en nedbrudt ovn eller en nedbrændt bygning med
lerklinede vægge. Sydligt i felt 3 undersøgtes gruben A752, der bl.a.
rummede en lille fingerring af bronze med knudeslåede ender,
jernknive og –nagler, et stykke klæbersten, en konisk tenvægt af ler,
østersøkeramik, gråbrændt keramik og skår af drejet keramik med en
grønlig, nopret glasur på ydersiden. I grubens bund fandtes to hundeskeletter.
Østersøkeramikken er af en karakter, der kan sammenlignes
med bopladsfund fra 10.-11. årh., og den koniske tenvægt
32
Fig. 15. Keramik fra A793.
Skår af grønglaseret kande
med dekoration i hvidler.
Foto Henrik Jørgensen.

kendes også fra denne periode, fortsættende ind i 1100-tallet. Det
samme gælder fingerringen, mens den glaserede keramik – med en så
tidlig datering – må tilskrives import. A762 var en grube, der lå centralt
i felt 3 omtrent midt i mellem hus V og VI. I det øverste lag var
talrige klumper af brændt og ubrændt ler, der kan være rester af en
nedrevet ovn eller en brændt bygning. I fyldjorden fremkom en nagle
af bronze, en benknap samt østersøkeramik, og ved bunden lå endnu
en hund begravet. Benknappen har paralleller i en lang række udgravninger
af bebyggelser fra 1100-1200-årene. A793 lå få meter syd
for A443 i den østlige side af felt 3. Blandt fundene var dels østersøkeramik,
dels flere skår af en grønglaseret kande med ribber og bladdekoration
i hvidler fra 1200-tallet.
Konklusion
Udgangspunktet for de arkæologiske undersøgelser i Vindinge
Lillevang var alene de overleverede marknavne, der pegede på tilstedeværelsen
af en nedlagt bebyggelse. Det viste sig at være en frugtbar
indfaldsvinkel, og der kan næppe indvendes noget imod at konkludere,
at ’Visby’ blev genfundet. Hvorvidt det er bebyggelsen i sin
helhed, som er blevet blotlagt, er en anden sag. Der kan meget vel have
været en nordlig del, hvor marknavnet ’Gadestykker’ er angivet på
udskiftningskortet, men som i givet fald er forsvundet for tid og
evighed i Store Hede Grusgravs dyb. Ligeledes er der sydøst for felt 1
et markareal, benævnt ”Lille Vangs Tofter”, der heller ikke er blevet
arkæologisk undersøgt. Det samme gælder i øvrigt arealet syd for felt
3, hvor den nedrevne landejendom har ligget i det 19.-20. årh.
Der var på forhånd en forventning om, at området ville rumme en
bebyggelse, der senest var etableret i vikingetid og tidligst nedlagt i
anden halvdel af 1300-tallet. Udgravningen har dog ikke blotlagt bygningslevn,
der utvetydigt kan dateres før 1000-tallet. Det krumvæggede
hus II kan være fra 11. århundrede, men kendes også fra det
efterfølgende. Det er altså den absolut sidste del af vikingetiden, der i
givet fald er repræsenteret. Hvorvidt det er Knud den Helliges ejendom,
som er fundet, er dog uvist. At kongen var ejer, betyder ikke, at
man nødvendigvis skal forvente særligt fornemme eller store
33

ygninger. Men to bol anses for at være en relativt stor ejendom i perioden,
19 hvilket umiddelbart synes at korrespondere dårligt med det
yderst beskedne hus II uden påviselige økonomibygninger.
De øvrige hustomter er typiske for middelalderlige landbebyggelser
i Danmark. De har alle været opført med jordgravede stolper, træklædte
eller lerklinede vægge og antagelig strå– eller halmtækkede tage.
Flere af husene syntes at være blevet ombygget eller repareret, men
det er karakteristisk, at der ikke forekommer flere faser af samme
bygning på samme sted, bortset fra hus IX i felt 3. Grundplanerne
lader sig i nogen grad datere alene ud fra deres form, men som det
turde være fremgået, giver hustypologi ikke snævre kronologiske rammer
i denne periode.
Det daterende genstandsmateriale fra husenes stolpehuller var yderst
sparsomt. Det udgjordes af lidt østersøkeramik, skår af blyglaseret
keramik og et beslag af ben, der samlet kunne henføres til 1000-1300årene.
Fundene fra affaldsgruber og brønde, hvor den gråbrændte
keramik var hyppigt forekommende, støtter denne datering, som
bebyggelsens glansperiode. Fund af stentøj, en glaseret ovnkakkel og
et par beslag af bronzeblik peger dog på, at Visby stadig eksisterede i
senmiddelalderen. Der kan imidlertid ikke med sikkerhed dokumenteres
bygninger fra 1400-1500-årene. Det kan skyldes, at de har
været opført på stensyld, som ikke nødvendigvis har været nedgravet
i råjorden, og for længst er fjernet i forbindelse med markarbejde. Der
fremkom faktisk en del stumper af røde teglsten og et enkelt fragment
af en tagsten af samme materiale jævnt spredt i gruber og brønde. Det
taler for, at der har været en stenbygning i Visby på et eller andet tidspunkt
i middelalderen, et tidspunkt som ikke kan fastslås på det foreliggende
grundlag. Det er ikke umuligt, at en mand af Henrik Klausens
status har haft sin bolig i et stenhus.
Overordnet set har landskabets udformning været afgørende for den
lidt spredte bebyggelse, som kendetegner Visby. De enkelte gårde er
placeret på lokale forhøjninger mellem lavere liggende engarealer og
vandhuller. Således opfattes felt 1 og felt 2 som dækkende hver en
gård, mens felt 3 omfatter én eller to gårde. De noget upræcise
dateringer af de enkelte hustomter gør det imidlertid umuligt at afgøre
34

Fig. 16. Felt 1 afrømmes med gravemaskine i 1999. På den grønne mark i baggrunden
undersøgtes felt 3 i 2001. Foto Jens Ulriksen.
hvilke bygninger, der er samtidige og udgør gårdenheder, ligesom det
ikke kan fastlægges med sikkerhed, hvor mange gårde, der har eksisteret
samtidig. Genstandsmaterialet fra de tre felter repræsenterer dog
de samme epoker, hvilket taler for, at der har været bygninger alle tre
steder på samme tid.
Trods sin bygningsmæssigt noget beskedne fremtræden, har Visby
ikke været et fattigt udsted. Det viser genstandsmaterialet. Der er
blevet fremstillet tekstiler og genstande – bl.a. kamme – af ben og
hjortetak, og muligvis har også bronzestøberen virket hér. Der var
remspænder, beslag og nåle af bronze, mønter fra 1200-1300-tallet,
importerede kværnsten af granatglimmerskifer og keramik – både
hjemlig og importeret – af samme typer, som kendes i Roskildes
uomtvisteligt rige bysamfund. Det er dog påfaldende, at østersøkeramikken
i Visby ofte blev fundet sammen med glaseret keramik, et
forhold som ikke ses særlig hyppigt i Roskilde.
35

Udgravningsresultaterne fra Visby gav svar på en del spørgsmål,
men som det næsten altid er tilfældet med arkæologi, har indsatsen
affødt nye problemstillinger, som man gerne vil have belyst. Der er
ingen tvivl om, at Roskilde Museum i de kommende år vil holde godt
øje med mulighederne for at undersøge bebyggelsesrester fra vikingetid
og middelalder for at få et klarere billede af udviklingen og
forholdet mellem land og by.
Epilog
Hvis man vil se eller gense landskabet i Vindinge Lillevang, skal man
skynde sig. Området bliver i disse år gravet væk af grusindustrien, ligesom
det er sket med andre 20 % af sognets areal. Den massive grusindvinding
betyder ikke blot, at naturen deformeres. Den indebærer
også fuldstændig destruktion af de fortidsminder, som befinder sig i
området. Fortidsminderne hører til en kategori af den fælles kulturarv,
som har meget trange kår i dagens Danmark. Museumslovens paragraffer
om nødudgravning er i princippet vedtaget for at beskytte disse
fortidsminder – eller sørge for, at de bliver arkæologisk undersøgt
inden de destrueres – men virkeligheden er anderledes. Talrige levn fra
vores fortid forsvinder uden forudgående undersøgelse hvert år, fordi
de offentlige midler til nødudgravninger er for få, og fordi den politiske
vilje til at leve op til lovens intentioner ikke er til stede.
36

LITTERATUR
Christensen, T. 1983: Vindinge - en oversigt over de nyeste udgravninger. ROMU.
Årsskrift for Roskilde Museum 1982, pp. 11-26. Roskilde Museum.
Christensen, T. 1990: Margrethehåb. A Settlement Site of the Early Middle Ages at
Roskilde, Zealand. Journal of Danish Archaeology, vol. 7, pp. 205-215.
Odense University Press.
Danmarks Riges Breve. Udg. af Det danske Sprog- og Litteraturselskab 1938-1998.
Hald, K. 1965: Vore Stednavne. 2. udg.
Jørgensen, B. 1985: Forsvundne stednavne i Roskilde amt. Historisk årbog fra
Roskilde amt 1984-85, pp. 35-58. Historisk Samfund for Roskilde amt.
Roskilde.
Jørgensen, A. N. 1990: Tofteagervej – en middelalderlig landbebyggelse. ROMU.
Årsskrift fra Roskilde Museum 1989, pp. 5-16.
Klemensen, M. F. 2001: Huskonstruktioner i tidlig middelalderlig landbebyggelse. En kritisk
vurdering af udviklingsteorier og terminologi samt en analyse af udgravede hustomter
i Jylland ca. 1100-1300. Udg. af Afd. for Middelalderarkæologi og
Middelalderarkæologisk Nyhedsbrev. Århus.
Madsen, P.K. 1999: Middelalderkeramik fra syv udgravninger i Ribe 1980-84
– kronologi, datering og bytopografi. I: P.K. Madsen (red.)
Middelalderkeramik fra Ribe. Byarkæologiske undersøgelser 1980-87, pp. 11-85.
Den antikvariske Samlings Skriftrække bind 2. Jysk Arkæologisk Selskab.
Mikkelsen, H. 2002: Vor Frue Kloster. Et benediktinernonnekloster i Randers.
Kulturhistorisk Museum. Jysk Arkæologisk Selskab.
Porsmose, E. 1988: Middelalder o. 1000-1536. I: C. Bjørn (red.): Dansk landbrugs
historie 4000 f.Kr.-1536, pp. 205-417.
Ramskou, T. 1974: Stålmosegård – en gravplads fra ældre germansk jernalder.
Nationalmuseets Arbejdsmark 1974, pp. 158ff.
Rasmussen, U. Fraes 1994: Middelalderhuse. Nyere undersøgelser ved Køge.
Hikuin 21, pp. 65-84. Århus.
Roskildekirkens jordebøger og regnskaber. Danske middelalderlige regnskaber 3. rk., 1.
bind. Selskabet til udgivelse af kilder til dansk historie. 1956.
Skansjö, S. & H. Sundström (red.) 1988: Gåvobrevet 1085. Föredrag och diskussioner vid
Symposium kring Knut den heliges gåvobrev 1085 och den tidiga medeltidens
nordiska samhället. Lund University Press.
37

NOTER
1. Ramskou 1974; Christensen 1983.
2. Roskildekirkens jordebøger og regnskaber i 1504 og 1520. Jf. desuden B.
Jørgensen 1985, 52.
3. Begrebet ’bol’ er ikke klarlagt fuldtud, men menes i 11. årh. at have angivet en
landbrugsmæssig arealenhed.
4. Knud den Helliges gavebrev er bl.a. gengivet og kommenteret i Skansjö &
Sundström 1988.
5. Hald 1965, 106.
6. B. Jørgensen 1985, 53.
7. Danmarks Riges Breve, 2. rk. 1. bind, nr. 234.
8. Danmarks Riges Breve, 2. rk. 10. bind, nr. 5.
9. B. Jørgensen 1985, 52.
10. B. Jørgensen 1985, 52.
11. B. Jørgensen 1985, 52.
12. ROM j.nr. 1823, Vindinge Lillevang-Visby, Vindinge Sogn, sb. 19.
Rekognoscering og prøvegravninger blev gennemført af Svend Åge Tornbjerg.
Udgravningen i 1999 blev ledet af forfatteren, mens udgravningen i 2001
havde stud.mag. Maja Andresen som daglig leder. De to nødudgravninger blev
betalt af Rigsantikvaren.
13. Se f.eks. Klemensen 2001 og Rasmussen 1994.
14. Christensen 1990; Rasmussen 1994, 76ff.
15. Madsen 1999, 77f.
16. Mikkelsen 2002, 271f.
17. A.N. Jørgensen 1989, fig. 7, 7.
18. Rasmussen 1994, 76.
19.
Porsmose 1988.
38