50 år i Risøs forskningsmiljø - Roskilde Museum

50 år i Risøs forskningsmiljø
Nogle personlige betragtninger
Af Vagn O. Jensen
Indledning
I slutningen af 1950'erne blev ”Forsøgsanlæg Risø” opbygget på halvøen
Risø nord for Roskilde. Den officielle indvielse fandt sted 6. juni
1958. Risø var en selvstændig institution først styret af Atomenergikommissionen,
AEK, og senere af sin egen bestyrelse. Begge rapporterede
direkte til de ministerier, som havde ansvaret for Forsøgsanlægget.
Gennem de ca. 50 år har Risø haft en omtumlet tilværelse, som endte
med, at anlægget ved udgangen af 2006 blev underlagt Danmarks
Tekniske Universitet, DTU.
Jeg er en af de få medarbejdere, der har været tilknyttet Risø længst,
idet jeg allerede i 1957 aftalte en ansættelse med Risøs daværende
direktør. Jeg begyndte på Risø medio 1958 og gik på pension i 1999,
men jeg har været tilknyttet Risø som konsulent lige siden. Da jeg i
efteråret 2006 i et møde på Roskilde Museum sagde, at jeg tænkte på
at holde op, men ville vente til efter nytår, for så havde jeg været på
Risø fra dets start til dets ophør som selvstændig institution, udbrød
museumsinspektør Tom Christensen: ”Vagn, du må kunne skrive en
interessant artikel om din tid på Risø til ROMU”. Hans bemærkning
førte til denne artikel.
Der er skrevet meget om Risø både i pressen, i Risøs egne årsberetninger
og i forskellige populære publikationer. Den mest omfattende
beskrivelse af Risøs historie er bogen Til samfundets tarv 1 , der udkom
i forbindelse med Risøs 40-års jubilæum i 1998. Denne bog, som jeg
har støttet mig til i udarbejdelsen af denne artikel, giver næsten 1000
referencer til notater og publikationer om Risø. Det er derfor en temmelig
umulig opgave at skrive noget nyt om Risøs historie og især
noget nyt, som interesserer ROMUs læsere. Der er dog en synsvinkel,
7

som tidligere publikationer ikke har beskæftiget sig meget med:
Hvordan har de store ændringer, som ude fra er påtvunget Risø, og
som blev implementeret af direktionen, påvirket forskermiljøet? Dette
spørgsmål er den røde tråd gennem denne artikel. For at sætte forskermiljøet
i relief skal der dog først gives en kort gennemgang af de
begivenheder, der førte til oprettelsen af Risø, og den udvikling, forsøgsanlægget
har været igennem.
Udsigt over den sydlige del af Roskilde Fjord med et nyopbygget Risø i
begyndelsen af 1960’erne.
For at sandsynliggøre, at netop jeg kan have de nødvendige erfaringer
til at behandle det nævnte område, følger her et kort resume af min
Risø-karriere. Jeg tog eksamen som civilingeniør i fysik i januar 1958.
Efter et halvt år som soldat blev jeg udstationeret på Fysikafdelingen
på Risø, hvor jeg kom ind i Plasmafysiksektionen, der forskede i
8

fusionsenergi. Her fik jeg samarbejde med en række andre unge forskere.
Efter et 1½ års studieophold i USA midt i 1960'erne blev jeg
leder af en mindre gruppe, der beskæftigede sig med grundforskning
omkring et eksperiment kaldet Q-maskinen. Samtidig blev jeg ekstern
lektor i plasmafysik på DTU. Gennem undervisningen dér fik jeg kontakt
til mange studerende og rekrutterede flere af dem til ansættelser på
Risø. I forbindelse med Danmarks indtræden i EF blev jeg sektionsleder
for plasmafysiksektionen, hvis arbejde nu blev en del af EFs
fusionsforskningsprogram. Denne stilling gav mig tættere kontakt til
de andre forskningsenheder på Risø. Mange rejser til møder om europæisk
fusionsforskning i EF-landene gav mig indsigt i forholdene på
en række andre laboratorier rundt i Europa samt i administrationen i
Bryssel. Midt i 1990'erne fratrådte jeg som sektionsleder og blev
menig forsker igen. I 1999 blev jeg pensioneret, men fortsatte som
konsulent på Risø med forskellige ad hoc opgaver, bl.a. har jeg holdt
foredrag og skrevet undervisningsmateriale og populære artikler om
fusionsforskningen. Især gennem min tid som konsulent har jeg fået
gode indtryk af medarbejderes problemer, idet mange har opsøgt mig
for at diskutere dem med mig. Jeg har været en slags skriftefader.
Gennem hele min tid på Risø har jeg mere interesseret mig for
forskningen og de problemer, som forskerne har haft, end for Risøs
overordnede forskningspolitik. Jeg har dog siddet så højt i systemet, at
jeg har kunnet kigge direktionen over skulderen og danne mig min
egen mening om deres beslutninger.
Jeg føler, at denne karriere har givet mig en baggrund for at skrive
om, hvordan forskere har oplevet ændringer i Risøs forskningsmiljø.
Sådanne oplevelser er naturligvis individuelle; nogle føler, at Risø har
været en ideal arbejdsplads, andre det modsatte, og de fleste har blandede
opfattelser. Mine betragtninger er i bedste fald en slags fællesnævner
for forskellige opfattelser, men jeg tror, at de repræsenterer
noget, som føles og anerkendes af de fleste.
Danmark vil oprette et atomforsøgsanlæg
De første tanker om at oprette en dansk forskningsinstitution som
Risø opstod i begyndelsen af 1950'erne. Europa var ved at komme på
9

fode efter verdenskrigen, og der var opstået en stærk tro på, at naturvidenskabelig
forskning ville få en afgørende betydning for den teknologiske
udvikling. Specielt så man i atomenergien en sikker, billig og
næsten uudtømmelig energikilde, som blot manglede at blive færdigudviklet.
I mange lande var der oprettet institutioner, som forskede i
den fredelige udnyttelse af atomenergien. Danmark var kommet lidt
bag efter, men i 1953 tog Akademiet for de Tekniske Videnskaber
(ATV) initiativ til at nedsætte et firemands Atomenergiudvalg
med professor Niels Bohr som formand. Udvalget skulle planlægge
etablering af et statsligt dansk atomforskningsprogram.
I begyndelsen af 1955 var tiden moden til at informere regeringen
med henblik på at få dens accept for yderligere tiltag, som skulle finansieres
af staten og lægges i statsligt regi. Den 7. januar afholdtes et
møde på statsminister Hedtofts kontor, hvor udenrigsminister H. C.
Hansen og finansminister Kampmann samt udvalgets fire medlemmer
var til stede. Niels Bohr orienterede om udvalgets arbejde og konkluderede,
at det ville være vigtigt for Danmark at være med i forskningen
på og udvikling af atomenergien. Derfor foreslog udvalget, at
Danmark skulle have en atomreaktor til forsøgs- og uddannelsesformål.
Niels Bohr bydes
velkommen til at holde
sin berømte tale om
kædereaktioner.
Tegning af Bo Bojesen.
10

Udvalgets tanker blev godt modtaget, og resultatet blev, at der blev
nedsat en forberedende atomenergikommission, som skulle fortsætte
arbejdet med bl.a. at forhandle samarbejdsaftaler med USA og
England og tage beslutning om placeringen af et dansk forskningsanlæg.
Den forberedende atomenergikommission havde Niels Bohr som
formand, og foruden de tre andre medlemmer af udvalget bestod den
af repræsentanter for dansk videnskab, dansk industri, elværkerne og
fagforeningerne samt departementschef H. H. Koch fra centraladministrationen.
Efter Bohrs ønske blev de politiske partier ikke repræsenteret.
Kommissionen blev lagt i Finansministeriets regi, fordi
finansminister Kampmann havde involveret sig stærkt i sagen.
Den forberedende Atomenergikommission forhandlede med USA
og England om køb af atomreaktorer og om samarbejde på området.
Man valgte Risø som et passende sted at opbygge forsøgsanlægget. Der
skulle nu indgås bindende kontrakter, og regeringen, der nu blev ledet
af H. C. Hansen, ønskede at sikre en bred politisk opbakning. Den
indkaldte de udvalgsberettigede partier til et møde i maj måned. Alle
partier undtagen Venstre tilsluttede sig forslaget. Senere tilsluttede
Venstre sig også, og aftalerne med USA og England kunne indgås.
Senere i løbet af 1956 opkøbtes de arealer på og omkring Risø, hvor
atomforsøgsanlægget nu ligger.
Planlægningen af en permanent organisation af dansk atomenergiforskning
resulterede i ”Lov om en atomenergikommission”, som blev
enstemmigt vedtaget i Folketinget den 21. december 1955. Efter
Bohrs ønsker var loven holdt i bløde formuleringer. Første paragraf lød
”Til at fremme atomenergiens udnyttelse til samfundets tarv nedsættes
en atomenergikommission”. Loven pålagde finansministeren at udpege
kommissionens medlemmer således, at naturvidenskabelig og
teknisk forskning såvel som institutioner med samfundsmæssige interesser
i energiforsyningen blev repræsenteret. Kommissionens væsentligste
opgaver blev at stå for opbygningen og driften af det, der blev
Forskningscenter Risø, herunder at ansætte personale. Midlerne til
driften blev bevilget på finansloven
Atomenergikommissionen, AEK, fik 24 medlemmer: 10 forskere fra
universiteter og højere læreanstalter, 13 repræsentanter fra industrien,
11

elværkerne og fagbevægelsen og departementschef H. H. Koch fra centraladministrationen.
På det første møde i februar 1956 valgtes Niels
Bohr til formand, samtidigt nedsattes et forretningsudvalg, FU, med
H. H. Koch som formand. AEKs sammensætning med det store islæt
af akademisk personale fra universitets- og forskermiljøet sammen
med den store respekt, der dengang var omkring naturvidenskabelig
forskning, fik, som vi skal se senere, stor indflydelse på forskningsmiljøet
på Risø i de første år.
Første møde i AEK den 13. februar 1956.
Risø etableres
AEKs opgaver i forbindelse med etableringen af Atomforsøgsstation
Risø var: 1) at opføre de nødvendige bygninger og etablere infrastrukturen,
2) at ansætte personale og 3) at fastlægge overordnede retningslinier
for forskningen.
1) Opbygningsfasen gik eksemplarisk hurtigt. Projekteringsarbejdet
blev påbegyndt i begyndelsen af marts 1956. Der var rejsegilde på
de første bygninger i oktober, og i maj 1957 kunne de første færdige
lokaler tages i brug. Allerede ved den officielle indvielse den 6.
juni 1958 var hovedparten af de bygninger, der i dag findes på
Risø, opført.
2) Risøs personale bestod af et bredt udsnit af befolkningen. Ved siden
12

af de videnskabelige medarbejdere er der administrativt personale,
kontorpersonale, bibliotekarer, håndværkere, kantinepersonale, vagter
m.m. Det viste sig sværest at finde det ønskede antal naturvidenskabelige
medarbejdere. Især kneb det med fysikere (se Boksen).
Allerede i marts 1956 udnævnes professor T. Bjerge som administrerende
direktør for forsøgsanlægget. I løbet af sommeren og
efteråret ansattes ledere af de forskellige afdelinger. De fleste af
disse kom direkte fra akademiske stillinger ved universiteter og
havde enten professor- eller doktorgrader eller var kendte for deres
videnskabelige arbejder andre steder.
Derefter gik ansættelserne slag i slag, indtil det samlede personale i
1962 var kommet op på de ca. 700, som stort set har været Risøs
bemanding lige siden.
3) Den brede formulering af formålet med Risøs videnskabelige arbejde,
at det skulle være ”Til fremme af atomenergiens fredelige
udnyttelse til samfundets tarv”, gjorde det let at fastlægge retningslinier
for forskningsprogrammet. Niels Bohrs store autoritet og
prestige sammen med de mange naturvidenskabsmænd fra universitetsverdenen
i AEK og Risøs ledelse bevirkede, at den akademiske
ånd fik en dominans, som industriens og elværkernes repræsentanter
i AEK ikke rigtigt kunne gå op imod. Dette forstærkedes
af, at formanden for FU, H. H. Koch, var en meget stærk personlighed,
der i udstrakt grad støttede forskernes indflydelse.
Risøs overordnede mål blev at designe en dansk reaktor med egenskaber,
der gjorde den velegnet til danske forhold. Risø fik derfor en
reaktorafdeling, som skulle stå for designarbejdet. Reaktoren, DOR
(Deuterium modereret, Organisk kølet Reaktor), blev Risøs hovedaktivitet
i de første år. For at give forskerne og teknikerne erfaring i at
arbejde med og udføre eksperimenter blev der indkøbt tre reaktorer.
Der blev oprettet en række afdelinger, hver med deres ansvarsområde.
De opgaver, der blev taget op, var direkte støtte til DOR-projektet, sikkerhedsstudier,
der måtte gennemføres, inden atomenergien kunne
introduceres, studier af grundforskningsmæssig karakter, der kunne
udføres på de nukleare faciliteter, og andre studier, som det var naturligt
at lægge på Risø.
13

Danmark havde nu fået en forskningsinstitution, der overgik alle
andre danske forskningsinstitutioner både i størrelse og i frihed til selv
at fastlægge forskningsprogrammer. Som det skal vises i næste afsnit,
kom denne situation hurtigt i modvind.
Risø kommer i modvind
Omkring 1960 var der både i offentligheden og blandt politikerne
bred enighed om, at det var det rigtige Risø, der var blevet etableret. I
AEK havde nogle af elværkernes og industriens repræsentanter der
imod reservationer. Dansk Elforsyning, der bestod af en række uafhængige
elværker, så Risøs arbejde med DOR som en risiko for, at
elforsyningen på sigt ville blive lagt under offentlig kontrol. I efteråret
1962 døde Niels Bohr, og Risø mistede dermed sin mest prominente
støtte. I februar 1963 meddelte Danske Elværkers Forening, DEF, at
de ikke havde aktuelle planer om at indføre atomkraft i Danmark, og
at de, hvis det senere blev aktuelt, ikke ville føle sig bundet til en Risøudviklet
reaktor, men ville anskaffe den reaktortype fra det internationale
marked, som fandtes bedst egnet.
Dette var et stort slag for Risø. Argumenterne for DOR var væk, og
arbejdet blev standset i 1964. I de følgende år forsøgte man at etablere
samarbejde om udvikling af andre reaktortyper, dels med norske og
svenske kolleger og dels med Danatom, som var en privat industriorganisation.
Disse samarbejder fungerede ikke tilfredsstillende og blev
standset sidst i 1960'erne. At Risøs flagskib, udvikling af DOR, måtte
opgives, betød ikke, at de andre forskningsaktiviteter i afdelingerne
blev standset. Der var stadig bred politisk enighed om, at Danmark
havde brug for at have folk med specialviden på hele atomenergiområdet.
Ligeledes var de forskellige forskningsprojekter på det nukleare
område stadig lige aktuelle, så de fortsatte.
Straks efter, at elværkerne havde erklæret, at de ikke ville være bundet
til en dansk atomreaktor, blev der rettet et andet angreb på Risø.
Danmarks Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, DTVF, havde i
1960 fået ansvaret for Danmarks langsigtede forskningspolitik på de
teknisk-videnskabelige områder, men det var uklart, om arbejdet på
Risø også var DTVFs ansvarsområde. En konflikt var uundgåelig, og
14

den brød for alvor ud i februar 1963. DTVF foreslog, at arbejdet på
Risø skulle omlægges fra atomrelaterede opgaver til at dække erhvervsbehov,
så det derved blev til størst mulig gavn for det danske samfund.
Konflikten var hård, og den blev ført på et højt politisk plan. DTVF
synes at have fremført så urealistiske argumenter mod en fortsættelse
af Risøs organisation og arbejdsprogrammer, at selv repræsentanter fra
industrien og elværkerne ikke ville støtte dem. I december 1963
besluttede regeringens økonomiudvalg, at Risø skulle fortsætte efter de
hidtidige retningslinjer, at AEK skulle udvides med tre industrirepræsentanter,
og at Risø og industrien sammen skulle undersøge, i hvilket
omfang Risø kunne hjælpe industrien med løsning af ikke-nukleare
opgaver. Resultatet var en sejr for Risø. Bortset fra en række angreb i
Folketinget fra Venstres Axel Kristensen var der stort set arbejdsro på
Risø helt frem til energikrisen i 1973. I denne periode fortsatte Risø de
allerede nævnte projekter samtidig med, at de engagerede sig i samarbejdsopgaver
for industrien, hospitalsvæsnet og elværkerne. De sidste
så nu i øjnene, at Risø kunne blive en uundværlig samarbejdspartner,
når de skulle indføre atomenergi.
I slutningen af 1973 hævede de olieproducerende lande i OPEC oliepriserne
drastisk. I Vesten medførte det en langvarig lavkonjunktur
med stor inflation og et stærkt ønske om at gøre sig uafhængig af olien
som energikilde. Blandt danske elværker øgedes interessen for atomkraft.
Den jysk-fynske elværkssammenslutning Elsam planlagde
opbygningen af et a-kraftværk, som skulle sættes i drift omkring 1980.
Risø fik igen en betydelig rolle, idet de på én gang skulle være rådgiver
for Elsam vedr. placering af kraftværket, dets sikkerhed og forureningsproblemer,
men også fungere som rådgiver og kontrollant for
myndighederne.
Samtidigt opstod der nye problemer. I befolkningerne i mange lande
var opstået tvivl om sikkerheden omkring atomenergien. Man bekymrede
sig især om spredningen af radioaktivt materiale ved reaktoruheld
og om deponeringen af radioaktivt affald. I Danmark var det især
OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft), som agiterede
stærkt følelsesbetonet mod atomenergien, og det lykkedes dem at
påvirke det politiske system i så høj grad, at Folketinget i 1976 beslut-
15

tede at opløse AEK og i stedet udnævne en bestyrelse for Risø med
Erik Ib Schmidt som formand og med 10 medlemmer repræsenterende
Energiministeriet, Miljøstyrelsen, Landbrugsrådet, industrien,
arbejderbevægelsen og den teknisk-videnskabelige forskning. Den
store repræsentation af universiteter og forskning i det gamle AEK blev
opgivet. Senere samme år besluttede Folketinget at udskyde indførelse
af atomenergi i Danmark, ”indtil der forelå en afklaring af problemerne
omkring reaktorsikkerheden og bortskaffelsen af radioaktivt affald”.
Endnu accepterede regeringen dog indførelse af a-kraft ”på sigt”.
For Risø medførte dette, at tiåret 1976 til '86 blev en urolig periode
med en mærkbar økonomisk stramning. Arbejdsområderne inden for
atomkraft og grundforskning blev nedprioriteret. I denne periode var
det svært både for det politiske system og for Risøs ledelse at finde et
fast grundlag for Risøs forskning. Nye opgaver inden for energiområdet
blev taget op. Her er det især arbejdet med vindenergi, der har
påkaldt sig stor offentlig og erhvervsmæssig interesse, men også områder
som forbrænding af kul og miljøforskning i forbindelse med energiproduktion
blev studeret.
Hidtil var hovedparten af Risøs forskning finansieret med basismidler
over finansloven. I denne periode blev en større og større del finansieret
med midler enten fra danske videnskabelige forskningsfonde, fra
EU eller fra erhvervskontrakter. De sidste andele udgjorde efterhånden
op mod 50%. Dette medførte en meget stor ekstra belastning for forskerne,
som nu skulle bruge meget tid på at skrive ansøgninger, administrere
relativt små kontrakter og skrive rapporter.
I 1985 besluttede Folketinget at fjerne atomenergi fra den danske
energiplan. Året efter blev Risøs formålsparagraf omformuleret, så Risø
nu skulle udføre naturvidenskabelig og teknologisk forskning inden
for områderne energi og miljø. Samtidig omdøbtes anlægget til
Forskningscenter Risø. Reelt var Risø nu et centerforskningsinstitut på
linje med andre centerforskningsinstitutter.
En kritisk OECD-evaluering i 1987 foreslog, at Risøs forskningsområder
skulle udvides. Det ydre pres på Risø for at tilpasse forskningen
til de nye formål var stort. Med ministeriets accept besluttede
direktionen sig derfor i 1990 for en større omstrukturering.
16

Omstruktureringen medførte, at mange veletablerede og velrenommerede
aktiviteter blev standset, medens nye projekter med mindre
videnskabeligt indhold blev startet op. Fra nu af blev det et væsentligere
argument for at arbejde med et projekt, at det fik ekstern finansiel
støtte, end at det indebar en stor videnskabelig udfordring. Indtil
Risø i 2007 blev lagt under DTU, arbejdede man stort set ifølge
beslutningerne fra omstruktureringen.
Risøs forskermiljø
Risøs største reaktor, DR3.
Det forskermiljø, jeg mødte, da jeg som soldat kom på Risø, får mig
til at tænke på en anekdote, som fortælles om Niels Bohr. Han blev
engang spurgt: ”Hvorfor er det netop Dem, professor Bohr, der blev
kvantemekanikkens fader?” Svaret skal have været ” Det er da klart, jeg
var den fysiker i hele verden, der kendte den klassiske fysik bedst”.
Hvis anekdoten er sand, må Bohr have bidt sig i tungen; han var jo en
17

meget beskeden mand. Men indholdet er sandt. En god fysiker har en
meget dyb og bred forståelse af fysikken og fantasi til at bruge den på
sit aktuelle problem.
Billede af Risøs plasmafysiske eksperiment, den såkaldte Q-maskine.
I Risøs første år, da ledelsen var domineret af velrenommerede naturvidenskabsfolk,
var der fuld forståelse for, at forskerne burde have den
bredest mulige indsigt i naturvidenskaben. Miljøet på Risø blev indrettet
derefter. Forskerne blev i stort omfang fritaget for administrative
og regnskabsmæssige pligter. Kantinen serverede ikke blot frokost,
men også middag efter arbejdstids ophør. Her mødtes medarbejdere
fra alle afdelinger. De lærte hinanden at kende og diskuterede hinandens
problemer, og samarbejde blev etableret. Ligeledes var kaffestuen
åben, så folk efter frokost kunne mødes og diskutere deres problemer.
I Fysikafdelingen mødtes de akademiske medarbejdere hver eftermiddag
til te, hvor afdelingslederen og de få ældre medarbejdere fortalte
om forskellige emner og opfordrede de unge til at sætte sig ind i dem.
I Fysikafdelingen gik man også ind for, at det var sundt for unge for-
18

skere at undervise. Ved at undervise i sit fag, lærer man det til bunds.
Jeg husker, at vores afdelingsleder en dag ved teen sagde: ”Jeg har fået
en opringning fra professor Højgård Jensen, som skal arrangere et
fysikkursus i Folkeuniversitetet. Han mangler en fysiker, der kan påtage
sig undervisningen. Er der nogen, der har lyst?”. Jeg havde aldrig
undervist før, men havde lyst til at prøve, men var også nervøs. Jeg gik
ind til afdelingslederen, og jeg havde kun lige fået sagt, at jeg var interesseret
i at undervise i Folkeuniversitetet, men … før han greb telefonen
og ringede til Højgård Jensen. Jeg hørte ham sige: ” Jeg har her en
ung medarbejder, der gerne vil påtage sig fysikundervisningen i
Folkeuniversitetet”. Det blev begyndelsen på min karriere som underviser,
og jeg lærte en masse.
Risø fik hurtigt mange internationale forbindelser. Allerede i sommeren 1959
blev der afholdt en stor sommerskole i plasmafysik med deltagere fra det meste af
verden. Her ses deltagerne.
At komme fra militæret til Risø var en speciel oplevelse. Parolen i
militæret var: ”Gør hvad der bliver sagt, hold kæft og lad være med at
tænke!” På Risø fik man et bredt forskningsområde at arbejde inden
for, og så måtte man selv finde ud af, hvordan man ville angribe det.
Det var en stor udfordring for os unge forskere. I ældre institutter ville
der normalt være forskere i alle aldre, så de ældre kunne støtte og rådgive
de unge. På Risø var der dengang næsten ingen ældre, der kunne
understøtte os unge. Der var naturligvis nogle unge forskere, som ikke
19

ød sig om disse forhold; de forlod Risø. Der var også nogle, som ikke
evnede at opnå resultater; de blev bedt om at finde andet arbejde. På
Risø blev man forkælet som forsker, men man kunne ikke loppe sig.
Et sådant miljø forudsatte, at ledelsen havde en stor tillid til de unge
forskere. Følgende episode, gengivet efter hukommelsen, viser, at den
tillid var der. I begyndelsen af 1960'erne følte mange unge forskere sig
usikre på, om den retning, som de havde givet deres forskning, var den
rette for ”samfundets tarv”. Tillidsmanden gik til direktør Bjerge for at
diskutere problemet med ham. Bjerges svar lød nogenlunde sådan:
”Unge mand, vi har aftalt med hver af jer, hvilket hovedområde I skal
arbejde med. I jeres valg af retning må I tage hensyn til egne interesser,
så I derved yder den bedste forskning, men også til ”samfundets tarv”.
Det er så min opgave som direktør at støtte Dem og at forklare AEK,
at De er i gang med optimal forskning inden for Deres hovedområde”.
Selv har jeg oplevet en næsten utrolig tillid fra min afdelingsleders
side. Da jeg havde været på Risø et par år og havde fået sat mig ind i
nogle plasmafysiske teorier vedrørende et eksperiment, som vi havde i
gang, fik jeg en ide til en ny metode til måling af elektriske felter i plasmaet.
Jeg forklarede afdelingslederen principperne bag ideen og sagde,
at jeg syntes, at det ville være en god ide at afprøve den eksperimentelt,
men at det ville koste ca. 200.000 kr. til nyt udstyr. Efter blot få
minutters snak ringede afdelingslederen til formanden for
Forretningsudvalget. Jeg overhørte samtalen; den lød efter min
hukommelse ”Jeg har her en af mine unge plasmafysikere, han har fået
en ide til en målemetode for elektriske felter i plasmaeksperimentet.
Metoden indeholder god fysik, og jeg tror, at den er farbar. Vi vil gerne
afprøve den, men der bliver brug for ca. 200.000 kr. til udstyr. Kan
han få stillet et sådant beløb til rådighed? Et øjebliks tavshed, mens
H.H. Koch svarede. Så sagde afdelingslederen i telefonen: ” Tak, så gør
vi det, farvel” og til mig: ”Den er i orden, du har pengene, held og
lykke med arbejdet”. De 200.000 kr. svarede til mindst fem års løn for
en ung ingeniør. Når en ung forsker får vist en sådan tillid, går man til
opgaven med den største entusiasme og vilje til succes.
I perioden fra midt i 1960'erne til midten af 1980'erne ændrede
forskningsmiljøet på Risø sig relativt langsomt. Som tidligere nævnt
20

Niels Bohr viser Frederik IX og dronning Ingrid rundt på Risø.
Fra højre: Frederik IX, Niels Bohr, H.H. Koch,
Preben Hansen (Risøs arkitekt), dronning Ingrid og
O. Kofoed-Hansen (Fysikafdelingens leder).
led Risø store prestigetab og blev udsat for angreb i denne periode,
som bl.a. viste sig i visse dele af pressen. Risø reagerede ved forskellige
tiltag som fx, at kantinen ophørte med at servere aftensmad, og at kaffestuen
blev lukket. Der blev indført kontrolure for medarbejdernes
arbejdstid. I og med, at Risø i denne periode blev mere og mere involveret
i kontraktforskning, måtte forskerne bruge en voksende del af
deres tid med at skrive ansøgninger, at holde kontrol med tidsforbrug,
at føre regnskaber og med at skrive rapporter. Men i det store og hele
havde forskerne ro til at fortsætte deres arbejde.
Omstruktureringen i 1990 medførte en enorm ændring i forskningsmiljøet.
21

Fusionsforskning, det felt, som jeg var leder af, måtte igennem en
meget turbulent periode. Jeg deltog derfor i en række møder og samtaler
og oplevede problemerne og frustrationerne på nært hold. For at
illustrere disse problemer skal jeg her gengive mine mest markante
oplevelser i den anledning. Flere andre forskere har haft tilsvarende
oplevelser.
For mig begyndte det med en opringning i hjemmet en søndag eftermiddag
i januar 1990. Det var Risøs underdirektør, der ville have en
samtale med mig. Vi mødtes på hans kontor, og han meddelte mig
kort, at direktionen havde besluttet, at der skulle ske store ændringer i
Risøs forskningsprogrammer, bl.a. skulle fusionsforskningen nedlægges,
så snart de kontraktmæssige forpligtelser, vi havde med andre
laboratorier, var opfyldt. Det kom som et chok for mig. Jeg havde altid
følt, at fusionsforskning var et must for Risø. Det var jo en langsigtet
Plasmafysiksektionen på vej ud fra Veddelev Havn på en sommerudflugt
på fjorden.
22

forskning, der i fremtiden ville kunne give et stort bidrag til løsningen
af menneskehedens energiproblem. Dertil kom, at vi i sektionen følte,
at vi havde opfyldt alle de forventninger, Risø kunne have til os. Vi
havde gjort os positivt bemærket inden for det europæiske fusionssamarbejde
ved at opbygge forskelligt meget anerkendt udstyr til brug
på andre laboratorier, og vor teorigruppe var netop i gang med at etablere
tæt samarbejde med andre grupper rundt i Europa. Vor publikationsvirksomhed
var blandt de bedste på Risø. Jeg var også chokeret,
fordi jeg havde rekrutteret mange unge forskere til sektionen fra min
undervisning på DTU. De havde regnet med, at de kunne få en karriere
som fusionsforskere. Jeg husker ikke, om jeg fik nogen forklaring
på, hvorfor fusionsforskningen skulle nedlægges; måske var jeg for
chokeret til at fatte det. Den sidste besked, jeg fik, var, at direktionens
beslutning først ville blive bekendtgjort om nogen tid, og at jeg indtil
da ikke måtte omtale det for nogen.
Det var meget hårdt at gå rundt mellem mine medarbejdere de følgende
uger med den viden uden at kunne tale om den. Faktisk så hårdt,
at jeg for at få luft gik ind til min gamle afdelingsleder, der nu kom på
Risø som emeritus, for at tale med ham om det og måske få trøst. Det
blev en speciel oplevelse. Da jeg fortalte ham, at vor forskning skulle
standses, og at andre forskningsgrene, som han tidligere havde været
med til at starte, også skulle lukkes ned, blev han mere ulykkelig og
vred end jeg. Han følte, at meget af det, han havde brugt sine kræfter
og sit liv på at sætte i gang, nu uden grund blev opgivet. Det var mig,
der måtte trøste.
Da beslutningen blev bekendtgjort, fik det store konsekvenser for
mange medarbejdere. En del var der ikke plads til i den nye struktur;
de blev afskediget. Andre måtte opgive deres hidtidige arbejdsområder,
hvor de måske havde opnået højt renomme, og begynde på helt nye
opgaver, hvor de ikke havde ekspertise.
Jeg tror, at de fleste medarbejdere havde forståelse for, at en tilpasning
af Risøs forskningsprofil til de nye formålsparagraffer var nødvendig.
Men at den skulle være så drastisk og gennemføres uden reelt
at inddrage medarbejderne, var der ikke megen forståelse for. Det er
derfor forståeligt, at der opstod en tillidskløft mellem direktion og
23

medarbejdere, en tillidskløft, som endnu ikke var helt glemt, da Risø i
2007 blev en del af DTU. Tillidskløften blev oven i købet dybere, da
det få år efter omstruktureringen blev nødvendigt at fyre endnu en hel
del medarbejdere, fordi omstruktureringen ikke havde medført den
ventede stabilisering af Risøs økonomi. Lad os håbe, at den nye ledelse
af Risø i DTU-regi vil være i stand til at genoprette et tillidsforhold
mellem medarbejdere og ledelse som det, der eksisterede før 1990.
I plasmasektionen blev situationen også turbulent. En af de mest
produktive og estimerede medarbejdere havde fået tilbudt et professorat
i Oslo, som han nu accepterede. Nogle unge næsten færdige ph.d.kandidater,
som var i forhandlinger om stillinger i sektionen, trak sig.
Nogle dygtige DTU-studenter, som jeg havde aftalt med, at de skulle
være ph.d.- studerende hos os, trak sig også. Dertil kom, at det blev
pålagt gruppen at arbejde med andre problemer uden for plasmafysikken,
bl. a. med hvirvler i en roterende vandtank.
En dag nogen tid efter, at omstruktureringen var sat i gang, gik jeg
med et banalt problem til Risøs sygeplejerske. Hun var en venlig og
forstående dame, som nød stor tillid. Da mit banale problem var klaret,
blev hun ved med at tale med mig. Det var lidt påfaldende, og jeg
spurgte, om hun havde et problem, hun ville tale med mig om. Nej,
det havde hun ikke, men hun troede, at jeg var kommet for at ”græde
ud ved hendes skulder”, fordi min sektion skulle nedlægges. Det var
jeg nu ikke. Men hun betroede mig, at mange medarbejdere helt op til
afdelingslederniveau var kommet til hende og havde bedt om hjælp og
trøst som følge af problemer, de havde med omstruktureringen.
For at gøre situationen helt grotesk skete der det for plasmafysiksektionen,
at det et eller to år efter omstruktureringen viste sig, at Risø ikke kunne
undvære de ca. fem millioner kroner, som sektionen fik i årligt tilskud fra
EUs fusionsprogram. Derfor blev sektionen alligevel ikke lukket ned, men
fortsatte på nedsat kraft med det personale, der var blevet tilbage. Fusionsarbejdet
var dog ikke stuerent på Risø, og det blev ikke nævnt, hverken i
Risøs årsplaner eller årsberetning, langt mindre fik ordet fusion lov til at
indgå i navnet på den nye afdeling, der blev dannet, og som sektionen
udgjorde ca. halvdelen af. Først ca. 10 år senere blev fusion igen et stuerent
ord, og gennem de sidste år er der kommet nyt liv i Risøs fusionsforskning.
24

Forskningsmiljøet efter omstruktureringen
Efter omstruktureringen er Risøs forskningsmiljø helt forskelligt fra
det oprindelige. Hovedårsagen er, at Risø nu kun får ca. halvdelen af
sine indtægter fra en bevilling over finansloven; resten er kontraktindtægter,
der enten kommer fra forskellige fonde eller direkte fra
Som nationens stolthed blev Risø tit vist frem for prominente udenlandske
statsoverhoveder. Her er den rumænske præsidentfamilie Ceausescu på besøg i
1980 og får forklaret fusionsforskningsproblemer af denne artikels forfatter.
kontraktforskning for betalende kunder. Risøs ledelse er derfor kun i
begrænset omfang i stand til selv at bestemme, hvilke forskningsprojekter
der skal arbejdes med. Dette forstærkes af, at mange fonde kun
bevilger midler til projekter, som Risø selv støtter med sine egne
finanslovsmidler.
25

For forskermiljøet er denne situation uheldig. Ser vi på fondsmidlerne,
så skal den forsker, der er interesseret i en bevilling, først indsende
et projektforslag med opremsning af forventede resultater til et
forskningsråd. Hvis han får sin bevilling, gælder den karakteristik kun
for en periode på tre år. Under arbejdet skal han føre detaljeret regnskab
med resurseforbruget og ofte skrive rapporter over de opnåede
resultater. Skulle forskeren under arbejdet få en god ide, som ikke er
beskrevet i ansøgningen, er det et problem, om han kan følge den op.
Alt i alt udgør dette en stor administrativ belastning og begrænsning i
forskningsfriheden, som tager mulighederne fra det, der burde være
hovedopgaven: god og fri forskning.
Kontraktforskning for kunder har stort set de samme problemer.
Også her er der mest tale om kortsigtede opgaver med et fast mål, og
den administrative belastning er lige så stor. Ofte forventer kunden, at
de opnåede resultater er hans, og han er af konkurrencemæssige grunde
interesseret i, at de holdes hemmelige. Forskeren er afskåret fra at
gøre det, som en forsker helst vil: publicere sine resultater i internatio-
Risøs tokamakeksperiment, forrest Verner Andersen, bagerst Bent Hurup
Hansen.
26

nale tidsskrifter. Dertil kommer, at lødigheden af den slags opgaver tit
ligger på et niveau, der ikke synes Risøs forskning værdigt. Der findes
jo i Danmark et Teknologisk Institut, som tager sig af mindre krævende
opgaver.
Personligt har jeg mærket ændringen i forskermiljøet især gennem de
sidste 10 år, hvor jeg har været konsulent. I gamle dage var det naturligt
at gå ind hos en kollega, hvis man var faldet over et interessant problem,
som man ønskede at fordybe sig i. Der var næsten altid tid til en
god snak om problemet, og begge fik udvidet deres viden til gavn for
andre opgaver. Når jeg i de seneste år er gået ind til en kollega med et
sådant problem, har jeg tit fået svaret: ”Det er et interessant problem,
du har der, Vagn; men jeg har ikke tid nu, jeg har en masse administrativt
arbejde med min forskningskontrakt”.
Ideen med at give midler til forskningen over forskellige fonde stammer
fra det politiske system. Drivkraften har sikkert været et ønske om
at have snor i forskerne, så man sikrer sig, at de udfører alvorligt
forskningsarbejde og ikke loppede den af. Nu er man sikker på, at de
arbejder hårdt med administrative opgaver, og ikke har tid til det, de
burde gøre: at forske.
Afslutning
Har man fået det indtryk, at jeg er grundlæggende negativ i min
bedømmelse af Risø, så er det helt galt. Bortset fra, at jeg føler, at
omstruktureringen blev gennemført på en uheldig måde, og at den
nuværende bevillingsprocedure ikke er optimal, har jeg ikke haft grund
til nogen form for kritik i de 50 år, jeg har været tilknyttet anlægget.
Jeg har altid været glad for at komme på arbejde og vil gerne takke Risø
som institution for at have givet mig mulighed for gennem 50 år at
arbejde med det, jeg har haft mest lyst til. Lad mig derfor udtrykke
min tak til Risø gennem et: ”Det gamle Risø er dødt; længe leve Risø,
DTU”. Jeg håber, at fusionen mellem Risø og DTU vil medføre, at en
del af Risøs gamle forskermiljø genskabes.
27

Risøs ansættelsesprocedure, før og nu
Da Risø skulle bemandes i slutningen af 1950'erne var det svært at rekruttere forskere,
især unge fysikere. De relativt få universitetsuddannede gik næsten alle til
gymnasierne, men også industrien og hospitalerne var begyndt at ansætte fysikere.
Medens han endnu var professor på DTH, havde prof. Bjerge oprettet en fysikingeniørgren,
som uddannede ca. 10 fysikere om året. Risø fik mange af sine unge
fysikere fra denne gren. Jeg var en af dem, og som illustration vil jeg beskrive, hvordan
jeg blev ansat.
Mit fysikerhold skulle til afsluttende eksamen i januar 1958. En af mine studiekammerater
og jeg havde i sommeren 1957 aftalt med vores professor, at vi skulle
være licentiatstuderende hos ham, når vi i 1960 havde aftjent vor værnepligt. I
efteråret 1957 sagde han til os, at vi ikke skulle være licentiater, men at vi skulle
på Risø. Risø manglede fysikere og havde derfor aftalt med forsvaret, at unge fysikere
kunne udstationeres på Risø i den sidste del af værnepligten, som dengang
var to år for ingeniører. Vi skulle henvende os til Risøs direktør, prof. Bjerge. Vi
fik arrangeret et møde, som fandt sted ved frokosttid på Bjerges kontor på
Ridebanefløjen på Christiansborg. Bjerge havde travlt og undskyldte, at han måtte
spise sine frokostmadder, medens han talte med os. Han havde forstået, at vi var
to lovende fysikere, og han gerne ville have os på Risø. Så hvis vi var interesserede,
ville han sørge for, at vi kunne aftjene de sidste 1½ år af vor værnepligt på
Risø. Vi var lykkelige og accepterede straks. Han trak så lidt i land og sagde, at vi
så skulle indgå en gentlemanaftale med ham om, at vi, hvis alt gik efter forventningen,
ville blive i hvert fald nogle år på Risø, når værnepligten var overstået. Det
kunne vi også acceptere. Vi begyndte på Risø midt på sommeren 1958.
Kort før, vi skulle hjemsendes fra militæret, spurgte vores afdelingsleder, om vi
ville have en fast ansættelse. Vi sagde begge ja, og en uges tid efter fik vi et ansættelsesbrev,
at vi var ansat ”indtil videre”. Vi har begge været ansat på Risø i hele
vort aktive liv uden nogen sinde at have sendt en ansøgning eller været igennem
en ansættelsessamtale.
Jeg gætter på, at ca. 20 fysikere fra DTH kom på Risø på tilsvarende måde.
Nu er det sværere at få en forskerstilling på Risø: efter kandidateksamen skal
man igennem en ph.d.-uddannelse, derefter skal man gennem et par års post doc.
ophold i udlandet, inden man kan få en tidsbegrænset stilling på Risø. Når man
er midt i trediverne eller mere, kan man så søge en permanent forskerstilling i
konkurrence med andre ansøgere.
Det er derfor klart, at Risø har svært ved at rekruttere unge forskere. Som alle
andre vil forskere gerne have en vis jobsikkerhed allerede fra en ung alder. Dertil
kommer, at Risø lønner væsentligt lavere end erhvervslivet.
28

NOTER
1. Til samfundets tarv. Forskningscenter Risøs historie. Henry Nielsen (red.), Kjeld
Nielsen, Flemming Petersen og Hans Sigurd Jensen, Forskningscenter Risø,
1998.
29