[pdf] Hent BØRN RUM FORM

Cand. jur. Leif Hermann
Arkitekturpolitik
- i børnehøjde
De forenede Nationers Børnekonvention,
som Danmark vedtog
at tilslutte sig i 1991, forpligter
underskriverne til at lytte til
børn. Deres mening skal altså
tages alvorligt og forsøges indarbejdet
i planer og projekter. Det
lyder jo nemt og ligetil, men er
det langt fra.
I årene efter Danmarks tilslutning
til Børnekonventionen igangsatte
regeringen og mange bykommuner
en lang række initiativer med
henblik på at indarbejde konventionens
tankegang i mange af det
offentlige livs og den offentlige
forvaltnings gøremål især på kulturområdet
samt i institutioner
og skoler. Børns medbestemmelse
blev til et meget brugt slagord
op igennem 1990’erne.
Når det drejer sig om en bys udvikling
og udseende, er opgaven
ikke enkel hverken for voksne
eller børn. Både børn og voksne
skal kunne finde sig selv i byen.
Det betyder kontinuitet, overskuelighed
og plads til intimitet,
så livet også med mening kan
leves imellem husene. Men det
betyder også udfordringer. Enkeltelementer
og helheder skal
kunne sætte gang i fantasien og
give oplevelser.
Gade- og byrum er mødesteder
for alle. Så at sige byens dagligstue
og gågadebelægningen og
fortovene er byens gulvtæppe.
Udvikles disse nære fysiske omgivelser
uden hensyn til disse
forestillinger bliver pladser, torve
og gader noget vi passerer for at
komme videre. Dermed reduceres
de til transportkorridorer,
hvis eneste funktion bliver at
sikre passage af mennesker og
varer på den lige for tiden mest
bæredygtige og co2 venlige måde.
I årene efter årtusindeskiftet har
mange kommuner udformet en
politik, der fastlægger principper
for og hensigter med kommunens
udvikling såvel i byzonen
som i det åbne land. En del kommuner
har integreret disse principper
og hensigter i kommune-
og lokalplanlægningen. Andre
har ladet det blive ved mere uforpligtende
fastlæggelse af særlige
arkitekturpolitikker. Fælles for
det hele er, at det er meget svært
at få øje på børneperspektivet
både i tilblivelsen og i den endelige
udformning.
For en del år siden (1996) igangsatte
Slesvig-Holsten et projekt,
der hed Schleswig-Holstein –
Land für Kinder: Planen mit
Phantasie – Zukunftswerkstatt
und Planungszirkel. En af de
mange metoder, der blev anvendt
for at finde ud af børns
opfattelser af og holdninger til
by- og gaderum, var at udstyre
børnene med et engangskamera
og give dem opgaven at fotografere,
hvad de kunne lide og navnlig
ikke kunne lide i byens rum.
Fotografierne blev så samlet i
en stor udstilling, der dannede
grundlag for navnlig børnenes
diskussioner om byplanlægning
og byfornyelse. Det var lærerigt.
Ikke mindst fordi børn var opmærksomme
på langt flere detaljer
især, når det drejede sig om
trafiksikkerhed, smutveje, placering
af (is)boder, anvendelsen
af åbne pladser, byggetomter, lokalisering
af rulleskøjtebaner og
legepladser. Som en ledetråd, der
gik igen i alle kommentarer, var
ønsket om sikkerhed, nærhed og
overskuelighed. Og så var børn
opmærksomme på det grimme,
det forfaldne og disharmoniske.
Leif Hermann, tidl. folketingsmedlem
for SF og tidl. formand for
Teknik- og Miljøudvalget i Skive
Kommune. Medlem af Naturklagenævnet.
K A P I T E L 4 A R K I T E K T U R O G D E S I G N – N A T I O N A L T O G L O K A L T
39