[pdf] Hent BØRN RUM FORM

Ved at involvere voksne med stor
erfaring i at arbejde med børn,
sikrer man ikke kun en lydhørhed
over for børnenes input.
Man sikrer også, at processen
får den udvidede autoritet og det
samlende ejerskab, der skal til,
for et samlet højere ambitionsniveau.
Børnene husker de voksne
på, hvad de selv opfattede som
spændende og udfordrende, da
de var børn. Denne genskabte
erindring virker motiverende.
Under en proces som denne kan
man desuden på et tidligt stadie
få øje på, hvor og hvordan et
traditionelt hensyn til økonomi,
drift og organisation faktisk
modarbejder selve formålet med
huset – at være et hus på børns
vilkår.
At blive taget alvorligt
Det er en afgørende del af processen,
at deltagerne føler, at man
tager dem alvorligt. Dette er især
vigtigt for at fastholde børnenes
koncentration: Børnene skal
møde aktivt lyttende voksne, der
hjælper dem med at lave modeller.
De bliver interviewet om
deres tanker til en film. Og de
møder sig selv i denne film, lige
før de skal se arkitekternes første
udkast.
Bliver man taget alvorligt, tager
man også sin opgave alvorlig.
Under mødet med arkitekterne,
var børnene meget opmærksomme.
De viste tydeligt, at de
er kompetente til at vurdere, om
en arkitektur er hensigtsmæssig
for børn eller ej. De fulgte med i
redegørelsen, og fulgte op med
en række kritiske spørgsmål:
”Hvordan kommer man egentlig
herop?”, ”Har I virkelig penge til
alt dette?” og ” Hvad gør I, hvis
det brænder ?”.
Børnearkitektur som tragt
Til projektets slutrapport er tilføjet
et tragtlignende objekt i papir.
Dette objekt skal opfattes som
et kondensat af alle de samtaler,
modeller og tegninger, der er opstået
under workshopforløbet.
Tragten er billedet på den særlige
kombination af åbenhed, foranderlighed
og kompleksitet, som
faktisk alle høringsrundens deltagere
har ønsket for et fremtidigt
børnekulturhus
En tragt er jo et stykke banal arkitektur,
der kan bruges på en
række måder, netop fordi den
er så enkel i sin grundform: Den
kan bruges til at hælde, råbe,
som kikkert og som et forstørrelsesglas,
som lampe – eller et telt,
fingrene kan danse i.
Dette er den form for mangfoldig
brugbarhed, som kendetegner
børns aflæsning af verden. Det
er en sådan enkel og samtidig
mangfoldig arkitektur, man ønsker
sig i Fremtidens Børnekulturhus
på Amager.
Kerstin Bergendal er billedkunstner.
Hun arbejder med afsæt i
sted, erindring og socialitet. Hun
registrerer steder, danner steder,
griber ind i steder, og fremkalder
steders historie. Senest har hun
gennemført en omorganisering af
Brønshøj Bibliotek i København,
for samtidig at genoplive lokalbibliotekets
idé.
”I et demokrati er færdigheder som at
kunne læse og skrive både vigtige for at
kunne finde og forstå information og for
at kunne udtrykke sine holdninger. Det
samme gør sig gældende for visuelle
kompetencer, hvor det er begrænsende,
hvis man ikke selv kan afkode, forstå eller
udtrykke sig visuelt”
Liv Merete Nielsen,
professor ved Avdeling for Estetiske
Fag på Høgskolen i Oslo.
K A P I T E L 3 E N V I S I O N F O R F R E M T I D E N
31