[pdf] Hent BØRN RUM FORM

B Ø R N R U M F O R M A R K I T E K T U R O G D E S I G N F O R B E G Y N D E R E
30
Billedkunstner Kerstin Bergendal
Hus Huske Hypoteser
En model for integrering af børns perspektiv
i arkitektur
I forbindelse med planlægningen
af det nye Fremtidens Børnekultur
gennemførte jeg en høringsrunde
i form af i alt elleve høringsworkshops
med det formål
at definere en grundarkitektur,
der kunne bevirke et optimalt
møde mellem børn og forskellige
former for kunstneriske udtryk.
Fra start var formålet at integrere
erfaringer fra denne proces i
den faktiske planlægning af det
nye børnekulturhus på Amager.
Derfor involverede vi både børn
og voksne i tæt samarbejde med
arkitekterne. På denne måde
ville vi sikre et bredere ejerskab
til børnenes kvalitetskriterier, så
børnene kunne sætte et faktisk
fingeraftryk på den kommende
bygning. Men for at de voksnes
aspekt ikke alligevel skulle dominere,
adskiltes børn og voksne i
hver sin proces.
De fleste deltagere havde en konkret
tilknytning til Børnekulturhus
Ama´r: De 15 børn var
brugere eller kommende brugere
af huset. De øvrige deltagere var
kunstnere, bestyrelsesmedlemmer,
medarbejdere og ansatte
ved daginstitutioner, andre kulturhuse
eller kommunen. Endelig
deltog en række specialister
fra teater, kunst, bibliotek og
forskning.
Billede på drømme
En model er jo i sig selv et billede.
Det kan bruges til at vise til andre,
hvad man mener er vigtigt,
og andre kan forholde sig til det.
Uanset deltagernes alder blev de
derfor bedt om at udforme modeller
og tegninger, men dog helt
uden at forholde sig til en konkret
organisation, byggegrund, økonomiske
eller tekniske hensyn.
De skulle udelukkende give mig
rent principielle bud på, hvad de
mente ville føre til en dynamisk
virksomhed i børnekulturhuset.
Herved blev alle bidrag bud på
en drømme-arkitektur, eller rene
principper for, hvad som er vigtig
at huske, når man bygger for
børnekultur. Bidragene fremstår
altså som ligeværdige, uanset om
de kom fra børn eller voksne.
Kvalificeret lytten
Processen hviler på rolig lytten.
Og rolig lytten tager tid. Børnene
mødtes derfor syv gange, og hver
gang i fem timer. De voksne mødtes
i reglen en gang, men da også
i fem timer. Udover at udforme
modeller, optog jeg et videointerview
med hver enkelt deltager,
siddende foran de modeller og
tegninger, som vedkommende
havde lavet. Samtalerne kredsede
rundt om spørgsmålet om, hvad
der genererer et frugtbart møde
mellem børn og kunst, og hvad
som kendetegner børnekultur.
Disse samtaler blev efterfølgende
til filmen HusHuskeHypoteser,
der samler udsagn fra både børn
og voksne. Filmen er meget væsentlig
for processens resultat.
Samtalerne opfattes, i sær af bør-
nene, som en slags parallel til
fjernsynsinterviews. Generelt
tager man denne situation yderst
alvorligt og formulerer sig meget
eftertænksomt. Af den grund bliver
interviewmaterialet et rigt og
kvalificeret input til planlæggere
og beslutningstagere.
De prioriteringer og anbefalinger,
der kommer frem i samtaler og
modeller, har jeg derudover ekstraheret
til en række hovedprincipper
samlet i en lille praktisk
boks. Hvert hovedprincip har
fået sit eget lille hæfte, illustreret
med eksempler fra dialogerne.
Boks og film er udgivet som et
samlet produkt. Den viden, der
er samlet ind fra deltagerne, er
derefter i høj grad lagt til grund
for byggeprogrammet til Fremtidens
Børnekulturhus.
Dobbelt bogføring
Ved løbende at involvere både
børn og voksne i en visualiseringsproces
som denne, skaber
man et incitament for, at de
voksne faktisk tager børnenes
løsningsmodeller og kvalitetsparametre
til sig som et aktiv.
Børnenes input til en rumlig organisation
formuleres samtidig i
en løbende ”dobbelt bogføring”;
Dels både i model og i fortællinger.
Dels når de erfarne voksne ser
deres modeller, og kan verificere
børnenes synsvinkler, og oversætte
deres rum til praktisk
pædagogik og økonomiske termer.