[pdf] Hent BØRN RUM FORM

B Ø R N R U M F O R M A R K I T E K T U R O G D E S I G N F O R B E G Y N D E R E
130
en bestemt dansk måde at tænke
design på – nej, det handler om
at kunne forstå en problematik,
hvad enten du skal lave et vejkryds
i Ohio eller i Libanon eller
Kina.
At du er i stand til at stikke fingeren
i jorden og sige: ”Hvilken kultur
har vi at gøre med her? Hvilke
problemer er der her? Hvordan
kan det løses?”. Og måske oven
i købet turde komme med nogle
helt andre bud. Det er rigtig, rigtig
svært.
Og det kræver en god grundlæggende,
humanistisk forståelse af
og respekt for omverdenen. Det
er ikke noget, du bare lige lærer
på fem år på en arkitektskole.
Det er noget, du helst skal have
med i rygsækken, noget helt
grundlæggende, der handler om
at kunne gå ind at samarbejde og
forholde dig til nye typer af materialer,
kulturer osv.
En empati med andre kulturer?
JS: - En kulturel empati, ja. Og en
erkendelse af, at vi lever i en globaliseret
verden, hvor det ingen
mening giver at tale om dansk
tradition. Du kan ikke udvikle
god arkitektur eller godt design
uden at være sted-specifik – du
er nødt til at forholde dig til den
omgivende kultur.
PG: - Det er banalt, men det er
ikke noget, du bare lærer på et semesterkursus
på arkitektskolen
– det er en kompetence, du skal
opdyrke fra du er lille. Husk på,
at mennesker automatisk reagerer
negativt på fornyelser og forandringer.
For inderst i hjernen er vi stadig
ude på savannen, og fornemmer
vi forandringer i buskadset, overlever
de af os, der løber deres vej
alt hvad remmer og tøj kan holde,
mens de nysgerrige bliver slugt af
en sabeltiger, fordi de blev stående
og tænkte ”hvor spændende,
nu sker der noget nyt, forandrin-
ger i mit nærmiljø, det virker interessant,
det må jeg se lidt nærmere
på!”
Det er det, vi hele tiden er oppe
imod, fordi design er indbegrebet
af forandringer. Derfor kommer
vi et vigtigt skridt videre, hvis vi
kan give børn og unge forståelsen
for, at det handler om at gøre verden
bedre, og om at håndtere og
tøjle forandringer.
Måske kan vi ændre den grundlæggende
holdning til, at forandringer
ikke nødvendigvis er af
det onde – at man aktivt kan gå
ind og gøre dem til et god. At man
faktisk kan gøre tingene på andre
måder. Det kan alle børn opdrages
til. Derfor bør alle børn have de
her grundlæggende værktøjer til
at skabe og håndtere forandringer.
Hvordan vil I som fagorganisationer
arbejde politisk for at
styrke arkitektur og designformidlingen
i skolerne?
PG: - Den nuværende designpolitik
bør revideres. I 10 år har vi –
med succes – haft fokus på at gøre
industri og erhvervsliv opmærksom
på, hvordan design kan skabe
sorte tal på bundlinjen. Nu er
det tid til at koncentrere os om:
• Hvordan vi får de kreative
kompetencer i spil blandt
børn og unge? Vi vil komme
med meget klare og konkrete
forslag til, hvordan man kan
gribe den opgave an. F.eks.
ved at lave et langsgående snit
fra vuggestue til designuddannelserne,
der tænker alle
børn med og giver både gode
designere og gode brugere.
• En bedre koordinering af de
forskellige designuddannelser,
vi har i dag – en egentlig designuddannelsespolitik,
som
tager stilling til, hvilke designere,
der uddannes hvorfra og
hvorfor?
• En beslutning om, hvilke humanistiske
værdier, de danske
designuddannelser skal ba-
seres på. F.eks. social integration.
Mange lande beskæftiger
sig ikke med det, så det er et
område, hvor vi kan markere
os internationalt.
JS: - Det er oplagt at bruge de
gode arkitekter og designere,
som har spidskompetencer på de
områder. I Akademisk Arkitektforening
har vi netop kortlagt
over 100 mennesker, der er interesseret
i at arbejde med børn
og arkitektur. Vi har en drøm
om, at vi til Arkitekturens dag 1.
oktober kan lave et korps af vores
medlemmer rundt om i det
ganske land, som har lyst til at
blive rekvireret til lokale skoler.
Og – med udgangspunkt i det lokale
miljø, som børnene kender –
fortælle og sætte gang i børnenes
refleksion over, hvad det er, de
oplever, og hvad det er, de ser.
F.eks. kan arkitekten, der er ved
at bygge et nyt rådhus eller en ny
svømmehal forklare, hvad han
har tænkt, og hvorfor det ser ud,
som det gør. På den måde er det
langt nemmere for børnene at få
det forankret i en grundforståelse,
for de går forbi det her sted
hver dag.
For læreren, som bor i området
og kender det rigtig godt, er det
også nemt at arbejde sammen
med sine kolleger og få f.eks.
geografilæreren på banen til at
forklare børnene noget om, hvordan
man aflæser et kulturlandskab.
Og bede biologilæreren
forklare flora og fauna i det her
miljø – hvad sker der f.eks. hvis
man rydder en hel skov for at
bygge nyt? Hvad fjerner man, og
hvad tilføjer man?
På den måde er der et tværfagligt
potentiale i det, som kan foldes
ud, hvis man anerkender hinandens
fagligheder, og vi fra vores
specialistside anerkender den
pædagogiske faglighed, folkeskolelærerne
har i forhold til, hvordan
man bedst formidler tingene
på hvilke alderstrin.