klik her og download.

DET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 1

Foto: Kasper Fuglsang 

Pakhuset har eksisteret i 25 år. Det fejres med en 

musikalsk fest med masser af levende musik, men 

det markeres også med dette jubilæumsskrift, der er 

en mosaik af forskellige historier samt nye og gamle 

billeder fra pakhuset og forskellige musikalske sce- 

ner i byen. Det gennemgående tema for pakhusets 

jubilæumsskrift er den gode historie. Det betyder, at 

der ved gennemlæsning af skriftet, vil mangle om- 

tale af rigtig mange af de ting, der er foregået i Det 

Bruunske Pakhus gennem 25 år. Som en del af pro- 

cessen med at producere dette jubilæumsskrift blev 

alle, der har eller har haft en tilknytning til pakhu- 

set, opfordret til at fortælle om deres store eller små 

oplevelser i Det Bruunske Pakhus. Således er jubilæ- 

umsskriftet fortrinsvis præget af de gode personlige 

historier og ikke af, hvad man bør bringe. 

2 DET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 DET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 3 

God læselyst 

Med venlig hilsen 

Redaktionen 

Jubilæumsskrifter er udgivet af Det Bruunske Pakhus i 

et oplag på 2000 eksemplarer 

Ansvarshavende redaktør: 

Thomas Kvist Christiansen, Kvist Kommunikation 

Jubilæumsskriftets historier er skrevet af: 

Carsten Linde, Claus Johansen, Niels Budolfsen, 

Peter Friis Autzen og Thomas Kvist Christiansen 

For- og bagsidefoto samt portrætfoto af Dan 

Dorschel: Kasper Fuglsang 

Layout og opsætning: Kim Jønsson, Allegori’et 

Tryk: ER Tryk 

INDHOLD: 

Formandens forord ............................................ side 5 

Borgmesterens ord ............................................. side 7 

Bruuns gamle købmandshus 

der blev til byens kulturoase ............................... side 9 

Casper, parkbetjenten og de mange kasketter .... side 13 

Dan Dorschel .................................................. side 17 

Ensemble New, canadierne og ”vores øl” .......... side 20 

Orkestret gav en omgang .................................. side 23 

Fotografiske glimt fra dengang 

før musikken spillede i pakhuset ....................... side 25 

Pakhuset som fødestue for legendarisk 

og stærkt efterspurgt trio .................................. side 30 

Uforglemmelig oplevelse med Dave Hole .......... side 35 

Midt i en jazztid – version 2.01.12 .................... side 36 

Verdens længste trommesolo ............................ side 40 

Magi i luften .................................................... side 42 

Dobbeltkoncerten der tømte pakhuset for øl ..... side 44 

Den musikalske milepæl i 2001 ........................ side 45 

Jubilæumshistorien fortsætter på nettet............. side 47 

Pakhusets fremtidsvisioner ............................... side 49 

Tak til sponsorer og samarbejdspartnere ........... side 51

FORORD 

Martin Andersen. Formand for foreningen Det Bruunske Pakhus 

Det Bruunske Pakhus kan nu fejre 25 års jubilæum, 

og jeg kan se tilbage på 11 år i formandsstolen. 

Ja tiden går hurtigt når man beskæftiger sig med noget 

godt, og Det Bruunske Pakhus er en virkelig god en af 

slagsen. 

Efter at politikerne i byen havde besluttet at huset skulle 

renoveres og bruges til kulturhus, gik der ikke lang 

tid, før mange kræfter fra de forskellige grupper i byen, 

gik sammen om at påvirke både den fysiske indretning 

af huset og hele den administrative opbygning. 

I september 1986 kunne Det Bruunske Pakhus indvies 

som musik- og teaterhus, og alle kunne lave arrangementer 

i huset, hvis der var offentlig adgang. 

I 1987 ansætter Fredericia Kommune den første medarbejder, 

og det er ingen ringere end den senere så 

navnkundige leder af huset gennem mange år Dan 

Dorschel. 

Og så går det ellers stærkt med mange koncerter gennem 

årene. Udover de rytmiske koncerter har huset 

lagt øvelokaler til Ensemble New, Vejle Amts rytmiske 

basisensemble, teater- og musik foreninger, foredrag, 

kunstferniseringer og meget andet. 

I dag præsenteres et meget bredt program med omkring 

150 koncerter om året, så der er ingen tvivl om, 

at det er en meget aktiv fødselar vi fejrer, og det er med 

stolthed at jeg som formand kan konstatere, at huset i 

dag har ry som et af landets mest hyggelige og intime 

spillesteder. 

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke alle 

vores meget engagerede frivillige i huset, som får det 

hele til at kunne lade sig gøre omkring afvikling af koncerterne. 

Ligeledes skal også lyde en stor tak til politikerne i Fredericia 

og Fredericia Kommune, for den store opbakning 

huset altid har fået, og sidst men ikke mindst alle 

vore trofaste sponsorer, som gennem årene har støttet 

op om huset. 

Jeg sidder nok ikke som formand de næste 25 år, 

men jeg har slet ingen tvivl i mit sind om, at Det Bruunske 

Pakhus består. 

4 DET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 DET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 5

6 DET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 

Henning Stærk under koncert i pakhusets gård i 2009. 

Gennem 25 år har Det Bruunske Pakhus været et kulturelt samlingssted 

for fredericianere i alle aldre. Mange har haft deres 

første – og måske største – musikalske oplevelser i pakhuset, andre 

har mødt deres udkårne dér og endnu flere har tilbragt festlige aftener 

i venners lag, når musikerne har givet den gas, eller komikerne 

har indtaget scenen. 

Pakhuset har fyldt meget i Fredericias kulturliv helt fra åbningen i 

1986, og hver uge hele året lægger pakhuset vægge til et varieret udbud 

af koncerter, shows, udstillinger, whisky-smagning, strikkecafé, 

foredrag og meget andet. 

Pakhuset har evnet at tiltrække alle slags kunstnere, både store 

navne og mindre kendte, og kunstnerne har syntes om at optræde 

på det stemningsfyldte spillested foran et trofast og engageret publikum. 

Ikke overraskende er en del af dem med til at fejre Det Bruunske 

Pakhus’ 25 års jubilæum, som helt præcist ligger den 17. september. 

Den dag blev valgt til åbningsdagen, fordi det var fødselsdatoen 

for den mand, Det Bruunske Pakhus er opkaldt efter, købmand og 

rådmand Johannes Ivar Bruun, som lod det opføre for mere end 150 

år siden. 

Dagen fejres den 10. september, og typisk for Det Bruunske Pakhus 

bliver det gjort godt og grundigt med en vifte af både kendte og 

mindre kendte navne, med noget for enhver smag, og det bliver ved 

hele dagen. God fornøjelse og tillykke med de 25 år! 

Thomas Banke 

Borgmester 



Elisabeth i pakhuset i 2010. Fotograf: Ole Sejrup. 

Bruuns gamle 

købmandshus 

der blev til byens 

KULTUROASE 

Af Thomas Kvist Christiansen 


Når Det Bruunske Pakhus i 2011 fejrer sit 25 års jubilæum 

som kultur- og spillested i Fredericia, kan 

man lægge yderligere godt 200 leveår til. Husets historie 

går nemlig tilbage til året 1780, hvor storkøbmanden 

Johannes Iver Bruun købte ejendommen på hjørnet 

af Danmarksgade og Kirkestræde. Her lå to kornlader, 

som i 1791 var vokset til 30 fag, og som omtaltes som 

rådmand Bruuns hus. Laderne var købt af en Niels 


Helt og rådmand Iversens enke. I forvejen ejede Johannes 

Iver Bruun hjørneområdet ved Vendersgade, og da 

han senere også opkøbte hjørnet ved Kirkestræde, blev 

det på denne måde til et større købmandskompleks på 

den sydlige del af Danmarksgade. 

Johannes Iver Bruun rev den gamle bindingsværksbygning, 

der lå i Kirkestræde, ned, og byggede i stedet 

den grundmurede bygning, som i dag er Det Bruunske 

Pakhus. 

Det Bruunske Pakhus indgik som et væsentligt led i 

en af de mange købmandsgårde, der prægede bybilledet 

fra midten af 1700-tallet. Foruden pakhuset, der 

var indrettet til magasin for grovvarer som korn, tovværk 

og støbegods, bestod købmandsgården af et forhus 

mod Danmarksgade. Huset var indrettet til bolig, 

boder og med en skænkestue. I gården fandtes stalde 

til både de handlendes og gårdens avlsbrug. I pakhuset 

var der desuden indrettet en kølle - et særligt rum i to 

etager, hvor der kunne tørres malt til brygning af øl. 

En foretagsom herre 

Johannes Iver Bruun var en foretagsom 

herre, som også byggede en 

tobaksfabrik på den 

grund, Danmarksgade 8, hvor restauranten Jensens 

Bøfhus og Advokatgruppen i dag har adresse. Ligeledes 

opkøbte han kirker, og ejede på et tidspunkt Harte, 

Taulov og Vejlby Kirker. Det gav en god omsætning, 

for hvert år kunne Johannes Iver Bruun på den konto 

indkassere 480 rigsdalere. 

I 1765 blev Johannes Iver Bruun beskikket til vicerådmand, 

i 1776 blev han beskikket til agent med kammerrådsrang, 

og året efter blev han virkelig rådmand. 

I 1781 blev han viceborgmester for derefter i år 1800 at 

blive udnævnt til borgmester i Fredericia. I 1802 blev 

han justitsråd og endelig opnåede han kort før sin død 

i 1804 at blive udnævnt til Stadshauptmand med kaptajns 

rang. 

Huset slap uden skrammer 

Efter Johannes Iver Bruuns død var det sønnen, Bertel 

Bruun, der drev familieforetagenet videre, og desuden 

startede en klædefabrik og frugtvinsfabrikation, ligesom 

han oprettede en sæbefabrikation. Bertel Bruun 

huskes dog mest for sit store arbejde for at Fredericia 

skulle få en havn. Bertel Bruun døde i 1827. På det 

tidspunkt ejedes pakhuset af familien Brøchner, familie 

til Bertel Bruuns kone, Magdalene – huset blev på det 

tidspunkt betegnet som Fredericias første handelsgård. 

Selvom anden halvdel af 1800-tallet blev dramatisk for 

Fredericia med krige, bombardementer og ødelæggelser 

af byen, lykkedes det for Det Bruunske Pakhus at komme 

helskindet igennem uden skrammer. Helt frem til 1922 

blev huset brugt til beboelse, kornmagasin og pakhus. 

Omkring 1915 blev en del af huset brugt som auktionslokale. 

Fra omkring 1940-50 har en klædefabrik brugt pakhuset 

til lager, og fra 1945 har bygningen huset en møbelforretning. 

På det tidspunkt var bygningen i voldsomt 

forfald – tegltaget og tagkonstruktionen var så beskadiget, 

at der var fare for at bygningen blev totalskadet. 

I 1979 blev bygningen registreret som bevaringsværdig, 

og i 1980 blev den fredet, samtidig med at Fredericia 

Kommune købte og året efter i 1981 satte gang i 

en total renovering, som blev afsluttet i 1986, hvorefter 

huset kunne tages i brug som kulturhus. 


Lars Muhl på scenen. 


Casper, 

Parkbetjenten 

og de mange kasketter 

Af Carsten Linde 


Det er endnu en fortravlet hverdag i Nærpolitiet, 

7000 Fredericia. En af de dage, hvor der kom flere 

sager ind, end der kom ud Vi skriver 1996 eller lige 

deromkring Klokken nærmer sig frokosttid, da Rigspolitiets 

telefon ( altså den gode gamle fastnettelefon ) 

ringer!!! 

”Hallo, der er Daaan!” .. meget langt og åbent ”a”....lyder 

det på dansk-amerikansk i den anden ende af røret. 

Og det var hverken Dan Lynge eller Dan Turell, men 

derimod den daglige leder af Det Brunnske Pakhus, 

Dan Dorschel Dan ville høre, om jeg kunne komme 

forbi Pakhuset, gerne med det straks, da han lige ville 

vende et presserende emne med mig. Så under forehavende 

af at skulle på intensiv cyklende patrulje i indre 

by, uagtet jeg havde Taulov som mit ”Nærområde!!” 

driblede jeg på den røde tjenestecykel ned til Dan. 

Dan sad med jordens største smil ( sammen med jordens 

længste krøllede hår ) og fortalte, at FBI netop 

havde ringet. Ok - det skal her lige slås fast med 7 tommer 

søm, at nok var og er jeg betjent, men har aldrig 

haft noget med FBI at gøre. Det viste sig dog, at det 

var Funny Business Incoperated, som i sin egenskab 

af at være bookingselskab for samtlige danske stand 

up’ere, lige havde tilbudt Dan og Det Bruunske Pakhus 

en ”hemmelig stand up aften” med Casper Christensen, 

Jan Gintberg, Mick Øgendahl og en på daværende 

tidspunkt total ukendt Anders Fjeldsted. 

De fire flotte, forrygende frække fyre skulle ud på en 

lille scene og afprøve nye ting og havde ønsket at gøre 

det netop i aften, netop på Det Bruunske Pakhus, som 

fra dag 1 af i stand up’ens barndom havde taget imod 

dem med åbne arme og udsolgte shows! Aftalen gik på, 

at først i dag kl. 15:00 måtte det offentliggøres, hvad 

der var i vente. 

At Dan havde kontaktet mig skyldtes, at jeg i 90’erne var 

PR-mand for Pakhuset og derfor havde et godt netværk i 

forhold til at få bragt nyheden videre. Aviserne kunne ikke 

bruges - det var for sent, de var allerede gået i trykken. 

Derfor tog jeg min usynlige PR-kasket på, og på den røde, 

hårdtprøvede tjenestemands-cykel trillede jeg ud til Radio 

Fredericia - en privat radio, som dengang i høj grad var 

en kommerciel Radio, som sjældent gjorde noget, uden at 

det gav mønter på deres kistebund. 

Men denne solonyhed kunne Radio Fredericia dog slet, 

slet ikke stå for. Så aftalen var, at de bragte nyheden 

som ”Front Page Breaking News” i deres kl. 15-nyheder. 

”Honoraret” var 4 fribilletter og et eksklusivt interview 

med stand up’erne efter showet. Deal! 

Jeg fik derefter travlt med at få kontaktet min daværende 

”fru Linde” samt et vennepar, som var 123% til 

stand up show – og få lokket dem ned i Pakhuset samme 

aften. Det var det nemmeste job den dag. Endelig 

tog jeg endnu en kasket på, da jeg kontaktede Fredericia 

Dagblads daværende redaktør, Mogens Sørensen, 

og forklarede ham nødvendigheden af, at den historie 

skulle bringes i morgen. Mogens Sørensen var - sædvanen 

tro hurtigt tænkende, og spillede bolden tilbage : 

”Prøv at anmelde den stand up aften, Carsten” – Deal. 

Kl. 15:01 sendte Radio Fredericia nyheden om aftenens 

stand up show, hvor kun personlig fremmøde 

resulterede i billetter. Kl. 15:30 begyndte en nærmest 

uendelig kø at dannes foran Det Brunnske Pakhus, en 

kø af hardcore stand up-fans og mega-hard-core-Casper 

C. fans. 188 forventningsfulde fredericianere sad 

samme aften kl. 20:00 skulder ved skulder i Pakhuset, 

og kunne ud af de smukke vinduer se mindst 188 andre 

fredericianere, som slukørede måtte konstatere, at de 

IKKE nåede at få billet til denne enestående event. Det 

meget improviserede og lystslupne show, hvor specielt 

Jan Gintberg og Casper Christensen var i absolut storform, 

fik latteren til at løfte taget af Pakhuset adskillige 

gange. 

På et tidspunkt, hvor Casper Christensen 

forsøgte at få en dialog i gang med publikum 

i emnet ”koner, kærester og sidespring”, 

fik jeg flettet en flabet bemærkning 

ind om et muligt sidespring med 

Caspers daværende kæreste, Anette Toftgaaard 

- en bemærkning, som dels fik latteren 

frem blandt publikum og i et smukt, 

svagt mikro-sekund fik Casper ud af balance 

og ud af fatning. 

Casper kom sig ret hurtigt, og ville vide, 

hvad en så flabet østjyde lavede til dagligt. 

Jeg fortalte, at jeg såmænd var politibetjent. 

Det fik Casper så lynhurtigt vendt 

til ”Parkbetjenten fra Voldsbyen” til stor, 

stor morskab for både Casper selv, men i 

særdeleshed til stor morskab for resten af 

det grine-glade publikum. 

Således tilsvinet men stadig med mavekneb 

efter utallige grine-flip blev aftenen 

foreviget på skrift i Fredericia Dagblad 

dagen efter under overskriften ” Kong Casper 

kom til byen ”. 

Det Bruunske Pakhus er en enestående institution, 

ikke kun hvad musik angår, men 

så sandelig også hvad stand up og godt humør 

angår. 


Dan Dorschel overrækker Det Bruunske Pakhus nye talentpris ”Årets Franz” til musikeren 

og sangeneren Thomas Buttenschøn i juli 2008. Fotograf: Ulla Saabye Jørgensen. 

Dan Dorschel 


21 år har han stået i spidsen for Det Bruunske Pak- 

I hus, og har været involveret i cirka 2000 koncerter 

og 1000 andre arrangementer. Dan Dorschel, som 

i dag har rundet de 66 år, lagde i 2008 arbejdet som 

daglig leder af det lokale kulturhus og spillested bag 

sig for at tage fat på et nyt liv, der i høj grad skulle være 

præget af, hvad han selv havde lyst til at lave. 

Dan Dorschel, der er opvokset i USA, født i 1945 i San 

Mateo på bygrænsen til San Fransisco, har en stor passion 

for vand og ikke mindst musik - i særlig grad folkmusikken. 

Han er selv en aktiv musiker, men har efter 

sit arbejdsliv i pakhuset anskaffet sig et andet ”instrument”, 

et avanceret Panasonic digital HD-videokamera, 

som i dag fylder en stor del af hans pensionistliv. 

Kameraet var endnu ikke blevet indkøbt den dag i november 

2007, hvor jeg mødte Dan Dorschel til en snak 

i cafeen om blandt andet arbejdet med pakhusjobbet 

og den forestående efterløn, men han havde surfet internettet 

tyndt det meste af natten for at finde det helt 

rigtige kamera. Det nye liv, som han stod for at skulle 

tage hul på tre måneder efter, når den nye leder, Helle 

Lillethorup skulle tage over, brændte i ham. Faktisk 

var han allerede blevet engageret af nogle bekendte til 

et filmjob i Los Angeles, hvor han med sit videokamera 

skulle agere 2. kameramand ved optagelsen til komediefilmen 

Karate Film Cafe. Men Dan Dorschel var 

også optaget af at bruge sit kamera i musikkens tjeneste, 

lave film og videoklip med musikere til blandt andet 

internettet. 

- Jeg kan mærke i min krop, at jeg bare skal i gang med 

at gøre noget for mig selv. Jeg kan mærke, at jeg har no- 

get, der bobler inde i mig, noget som bare skal ud. Jeg 

vil gerne bruge noget af den kreativitet, som jeg håber 

jeg har, for mig selv, fortalte Dan Dorschel denne novemberdag 

for knap fire år siden, hvor det også meget 

handlede om trangen til at komme i gang med at spille 

noget mere på gulvbassen og ikke mindst besøge familien, 

moderen på 84 år samt broderen og søsteren i 

USA noget mere. 

- Jeg har været slem til at udskyde tingene, men nu 

kommer der til at ske noget, og jeg kan næsten ikke 

vente med at komme i gang med de nye projekter. 

Hvordan er det så gået med Dan Dorschel og hans planer 

og drømme for efterløns- og pensionistlivet. Det 

vender vi tilbage til. Først vil det være på sin plads lige 

at vende blikket tilbage til dengang, hvor han i en årrække 

som aktiv musiker spillede i Strib i folkemusikgrupperne 

Phebers og Skipper Tørland. På et tidspunkt 

blev han også involveret i det fredericianske musikliv. 

- Jeg husker, at jeg blev kontaktet af Leif Urhøj, som 

spurgte, om jeg ville være med i Musiksamråd. Jeg fortalte 

ham, at jeg ikke kendte ret meget til Fredericia, 

men Leif Urhøj svarede blot igen og sagde – nej, men 

du kender noget til folkemusikken. Og det måtte jeg 

give ham ret i 

- Jeg indvilgede i at deltage i et møde, hvor jeg, lidt naivt 

spurgte, hvorfor Fredericia ikke havde et musikhus, 

når nu Århus havde fået et flot musikhus. Jeg fik ikke 

rigtig noget svar, men det satte åbenbart noget i gang, 

fortalte Dan Dorschel., som via sin indsats i Musiksamråd 

blev involveret i indretningen og organiseringen 

af Det Bruunske Pakhus. Efterfølgende blev Dan 


Dorschel ansat som pedel og alt-mulig-mand i pakhuset 

fra 1987 og senere som leder. Når det var Dan Dorschel, 

der blev udpeget og spurgt om han havde lyst til 

at stå i spidsen for det Bruunske Pakhus, så skyldes det 

blandt andet, at han havde gjort sig bemærket i byen 

som amatørmusiker, og aktiv i koncertforeningen Musik 

og Ungdom. Han var med til ar arrangere en lang 

række koncerter alle de steder, hvor det var muligt at 

lave levende musik. 

At Dan Dorschel i 1973 endte i Fredericia, og blev involveret 

i det lokale musikliv, hang sammen med, at 

han arbejdede som teknikker på marsvinestationen i 

Strib – et projekt under Odense Universitet. Forbindelsen 

mellem amerikaneren Dan Dorschel og marsvinene 

ved Lillebælt var indirekte opstået via en veninde, som 

han fik, da han gik på universitet hjemme i USA. Hun 

fik job på et Ocenarium i Hamburg, hvor blandt andet 

havdyr, delfiner og marsvin blev trænet til shows, og 

da hun vidste, af Dan Dorschel var en dygtig uddannet 

livredder og en dygtig tekniker hvad bassiner og filtre 

angik, tilbød hun ham et job. Efter kort tids overvejelse 

rejste han for første gang til Danmark den 9. maj 1969 

- til København, hvor showet skulle afvikles. Efterfølgende 

blev han nogen tid efter headhuntet til marsvinestationen 

i Strib. 

I et portræt af Dan Dorschel i Fredericia Dagblad, fra 

netop dengang, da han var blevet ansat på Det Bruunske 

Pakhus, fortalte han, at han ikke turde gætte på, 

om han ville blive boende i Danmark. 

- Nu har jeg været i landet i 17 år, og jeg er faldet godt 

til. Men om jeg bliver her, må fremtiden vise. Så længe 

jeg stadig er amerikansk statsborger, holder jeg muligheden 

åben for engang at vende tilbage til mit hjemland. 

Dermed er vi nået tilbage til udgangspunktet for denne 

historie om Dan Dorschel. For efter knap 42 år i Dan- 


mark og et arbejdsliv i bagspejlet på vejen gennem den 

3. alder, hvad tænker han så om årene efter, at han gav 

stafetten som leder af pakhuset videre – har han fået 

opfyldt de drømme og planer, som kom frem under 

samtalen i november 2007. 

- Og, jo, jeg har fået opfyldt de fleste af mine drømme 

og planer, lyder det fra Dan Dorschel i dag. Han ser 

frem til sit eget 25 års jubilæum om et halvt års tid. 

Den 31. januar 2012 har han og kvinden i hans liv, Lise 

Eriksen, været sammen i 25 år. 

- Vi mødtes til en Mona Larsen-koncert i Det Bruunske 

Pakhus, og dagen efter blev jeg ansat som pedel, 

fortæller Dan Dorschel, og lægger ikke skjul på, at han 

i dag nyder sin 3. alder sammen med Lisa i blandt andet 

sommerhuset i Bøgeskov og i kolonihaven. Og ikke 

mindst nyder han de ting, som han har fået tid til at 

gøre, efter han stoppede i pakhuset. 

Efter et års tid, hvor han brugte en del tid på at sætte 

sig ind i, hvordan hans nye kamera fungerede og ikke 

mindst i al teknikken omkring det at producere video, 

har han brugt kameraet til blandt andet at støtte og 

hjælpe musikere, ved at lave diverse store og små videoproduktioner 

– blandt andet til internettet. Moderen 

hjemme i USA, der bliver 88, og er kommet på plejehjem, 

får også glæde af Dan Dorschel, som inden længe 

sætter sig i flyvemaskinen og rejser de 15 timer over 

Atlanterhavet for at være sammen med hans amerikanske 

familie. Det glæder han sig meget til. Musikalsk 

holder han også stadig ved, og spiller en fem-seks gang 

om året sammen med sit orkester String Time – og 

får på den måde blandt andet luftet gulvbassen til en 

god gang amerikansk oldtime musik. Men pakhuset er 

også stadig en stor del af hans liv. Han er nemlig blevet 

æresmedlem af huset. 

- Jeg kommer så tit jeg kan i pakhuset, nyder musikken 

og snakken, og så glæder jeg mig over, at pakhuset med 

Helle Lillethorup i spidsen som min efterfølger kører 

videre i den samme ånd, som herskede, da jeg var leder 

– at huset stadig er stedet, hvor der satses på kvalitetsmusik. 


Backseat på 

udendørsscenen 

i gården i 2008. 

Fotograf: Michael 

Nielsen. 


Ensemble New, canadierne og ”vores øl” 


en kort årrække fra 1995 var Det Bruunske Pakhus 

I fast tilholdssted for det særlige musikalske projekt, 

Ensemble New. Der var tale om Vejle Amts Rytmiske 

Basisensemble – det første rytmiske ensemble i landet, 

der var støttet af stat, amt og kommune. Musikeren Jakob 

Rostbøll arbejdede med ensemblet igennem to-tre 

år, og lavede blandt andet en koncertturne, der bragte 

Ensemble New til Toronto og til verdens mest berømte 

jazzklub Blue Note i New York. Jakob Rostbøll lægger 

ikke skjul på, at han har haft mange gode oplevelser 

med Det Bruunske Pakhus. 

- Jeg har spillet på Pakhuset siden sidst i 1980érne. 

Jeg tror mit første job, der var med River jazz & blues 

Band. Dengang Dana LaCroix kom til Danmark, var 

Det Bruunske Pakhus et af de første steder hun spillede. 

Det var et duojob med Paul Banks. Og så kommer 

jeg lige til at tænke på noget sjovt, fortæller Jakob 

Rostbøll, og lader nogle af erindringerne fra Ensemble 

New-tiden tone frem. 

- Jeg havde spillet en del jobs med Muddy Waters’ 

pianist Pinetop Perkins i USA. I 2000 fik jeg Pinetop 

Perkins til Danmark, hvor han spillede på Copenhagen 

Bluesfestival, Odense Bluesfestival, og i Fredericia. 

I Fredericia og Odense var det Ensemble New, der var 

backing for Pinetop Perkins. Koncerten i Fredericia var 

arrangeret af Pakhuset, men blev afholdt på Tøjhuset. 

Det var sjovt at se ensemblet sammen med en mand, 

som har været en væsentlig del af den proces, som har 

givet os grundlaget for det vi i Danmark kalder rytmisk 

musik, og dermed for vores rytmiske spillesteder. 

Ensemble New var på den måde et godt efteruddannel- 

seskursus for dem som deltog, fortæller Jakob Rostbøll, 

der de seneste 10 år boet i USA, hvor han har turneret 

med blandt andet Pinetop Perkins, Henry Butler, Kim 

Prevost og George Kilby Jr. 

- En anden ting, jeg kommer i tanke om, var, da ensemblet 

spillede på Jazz House i København med trompetisten 

Tom Harrell. Det var inden ensemblets koncerter i 

Toronto. Jeg havde skaffet et sponsorat fra Carlsbergs folk 

i Toronto. De havde en kampagne i gang i Toronto, som 

skulle associere Carlsberg med jazz. Der havde været en 

konkurrence, hvor præmien var en tur til Copenhagen 

Jazz Festival. Toronto-folkene var i København, da ensemblet 

spillede på Jazz House, for jeg havde selvfølgelig 

bedt dem om at komme. 

- Nu var det sådan, at de her canadiere var mere interesseret 

i øl end i jazzmusik. Det betød jo en del for 

mine planer, at de havde en god oplevelse, så medens 

ensemblet spillede, fik jeg dem hevet med ud i 

bandrummet, så de ku’ råbe op og drikke øl, uden at 

genere publikum. Da Ensemble New kom backstage 

for at holde pause, var vores canadiske venner (sponsorere) 

og deres entourage i højt humør. 

Min kone, Dana, stod oppe på et bord iført sort spandex 

og underholdt med historier fra de varme lande. Ensemblets 

ølkasse var stort set blevet tømt, og lydniveauet var 

formodentlig en del højere, end hvad det have været under 

trommesoloen. Da ensemblet åbnede døren til deres 

backstagerum var chokket ikke til at overse. To verdener 

kollidere. Carlsberg-folkene fik at vide, at de ikke måtte 

drikke ”vores øl”, og min kone, som de ikke tidligere 

havde mødt, blev af guitaristen identificeret som en prostitueret 

thai-pige (Dana er halvt japaner), som jeg havde 

slæbt med for at underholde mine barbariske venner. 

- Som det fremgår, var det ikke alle, som synes, det var 

morsomt. Men jeg har nu tit grinet af det optrin - og vi 

mistede ikke vores sponsorere. 



Anne Dorthe Michelsen på pakhuset 2009. Fotograf: Ole Sejrup. 

Orkestret gav 

en omgang 

Af Claus Johansen 

Som (amatør)musiker i Fredericia har man altid 

nydt godt af Pakhuset - ikke mindst af Dan og Helles 

imødekommenhed og hjælp, når et arrangement 

skulle løbe af stablen, musik optages, eller hvis man 

bare havde en god/underlig ide. Man bliver altid mødt i 

øjenhøjde og med stor velvilje i Pakhuset. 

”Mit” orkester, Barock, har igennem årene nydt godt af 

denne velvilje i mange forskellige sammenhænge. Vi fejrede 

vort 30 års orkesterjubilæum i pakhuset (hvor ellers??) 

med reception og koncert , har optaget tv-program og afholdt 

releaseparty, og tidligere spillede vi der jævnligt. 

Særligt kan jeg huske èt spillejob, det må have været omkring 

1990. Uden at prale alt for meget kan jeg vel godt 

tillade mig at sige, at Barock på det tidspunkt havde vind 

i sejlene lokalt. Vi var husorkester på Lady Hamilton, og 

der var fuldt hus hver gang. Vi havde også spillet i pakhu- 

set et par gange med samme resultat, men vi syntes ikke 

helt, at Dan betalte nok, selvom vi var vilde med stedet. 

Hyren var bedre på Lady Hamilton, hvor vi altid spillede 

”på døren”. Enden på det blev, at vi foreslog Dan, at vi fik 

samme ordning hos ham - hvilket han straks var med på, 

og så var alle glade! 

Med vores sædvanlige talent for at organisere og arrangere 

havde vi med stor omhu valgt at spille samme 

aften som Bryan Adams spillede i Århus og på årets 

første store grillaften. Der var i omegnen af 10 publikummer, 

da vi startede, så det endte med, at vi delte 

ud af orkestrets kasse øl til de fremmødte - så det i det 

mindste var hyggeligt! Retfærdigvis skal det siges, at 

det senere væltede ind med folk, så der alt i alt var 23 

betalende!! Det er vel i grunden på den måde, at man 

lærer en hvis ydmyghed, og at træerne ikke nødvendigvis 

vokser ind i himlen.... 

På en måde viser denne historie også noget om Pakhusets 

format. For vi har nemlig spillet for endnu færre i 

Esbjerg. En betalende, da vi startede. Og han fik sgu 

os’ en øl fra orkesterkassen!! 

Tillykke med jubilæet, kære Pakhus. 

Lokale Barock på scenen på Diskotek Nattergalen sammen med 

sangeren Taco i marts 1983. Fotograf: Thomas Kvist Christiansen 


24 D ET BRUUNSKE PAKHUS 25 ÅR 2011 

Mother Of Mary på scenen i pakhuset – i starten af 1990érne. Foto: Thomas Kvist Christiansen 

 

før musikken spillede i pakhuset 



Fredericia har altid haft et rigt musikliv, der kan 

føres helt tilbage til byens barndom, hvor det var 

regiments- og militærmusikken, der var det bærende 

element. I de seneste fem-seks årtier har forskellige 

store og små scener rundt i byen budt på et væld af 

koncerter og musikalske arrangementer. Siden starten 

af 1980érne har jeg været meget optaget af det musikalske 

liv i byen, og har med mit fotoapparat haft stor 

fornøjelse med at fange stemningen på flere af disse 


scener, som før pakhusets start som spillested i 1986, 

var der man gik hen, når man skulle høre levende musik 

Billederne på de følgende sider er på ingen måde 

dækkende i forhold til at beskrive alle de steder, hvor 

der var koncerter før 1986, det er blot et lille nostalgisk 

tilbageblik på nogle af de musikalske begivenheder, der 

fandt sted i Fredericia i første halvdel af 1980érne – på 

musikscener, der ikke eksisterer mere. 

Tøjhuset i Vendersgade var et populært spillested, som blev brugt til en lang række af koncerter i starten af 1980érne, før 

det blev renoveret. Orkestre spillede på det rå betongulv, og publikum sad, stod eller dansede i to etager. Det var foreningen 

Musik og Ungdom, der stod bag koncerterne, som bød på navne som blandt andre TV2 og Cornelis Wresvijk, men som også 

rammen om en række arrangementer med lokale orkestre. Billedet af koncerten med Cornelis Wresvijk er fra den 6. september 

1983. 

Jomfru Ane Band er på scenen på ”Blokken”, koncertstedet i Bloch Andresens gamle fabriksbygning ved Danmarksgade, 

med det relativt nystartede lokalorkester Barock som opvarmer. 



Tøjhuset i Vendersgade blev 

godt brugt af foreningen 

Musik og Ungdom, der stod 

bag koncerterne. 

På Det Bruunske Pakhus jubilæumshjemmeside, 

www.pakhuset25aar.dk kan 

du se mange flere billeder 

fra de forskellige tidligere 

koncertscener i Fredericia. 

Fredericia Hallen var rammen for Musik og Ungdoms koncert med Sebastian og Lis Sørensen den 17. september 1983. 

Den gamle ”Møbelhallen”, der var beliggende mellem Prinsensgade og Østre Voldgade nedenfor det gamle købestævne på volden, 

blev også brugt til koncerter. Billederne på disse sider stammer fra en Fredericia Festuge – formentlig i 1983 eller 1984. 


Pakhuset som fødestue for legendarisk og 

stærkt efterspurgt Trio 

Ammestuehistorie om starten på samarbejdet mellem (Rock) Nalle, Magic Slim og Omar Kent Dykes 

Af Carsten Linde. 

Da den danske musikbranche fik nys om, at Det 

Bruunske Pakhus rundede 25 år, og at der var 

mulighed for, at man kunne fortælle en god historie fra 

Pakhuset, kontaktede Nalle straks stedet og sagde, at 

han da med sikkerhed kunne fortælle en lille historie! 

Og nu er Nalle jo ikke hr. hvem som helt. 

Født Roland Lyhr Sørensen en lørdag i april, 1943 i 

hjertet af 5000 Odense C. Kendt og elsket fra 1965 

som Rock Nalle frem til starten af 80’erne, hvor hans 

stjernestatus forsvandt i misbrugståger. 

Men tågen lettede, og hr. Sørensen genopstod som folkekær, 

tørlagt sanger. Nu kalder han sig blot Nalle. Det 

musikalske fokus er nu rettet på roots-blues og soul - 

selvfølgelig med lidt old time rock’n roll iblandet. 

Nalle blev en dag tilbage i 2006 ringet op af sin booker, 

Flemming, fra Marsk Music: 

”Nalle – du skal en tur i Det Bruunske Pakhus, hvor 

Magic Slim og Omar Kent Dykes, ( med Omar & The 

Howlers ) skal optræde. Dem SKAL du høre og sige 

hej til”, lød den nærmest bydende invitation fra marsklandet. 

Nalle tog togturen fra eventyrbyen, Odense, til ”byen 

for alle”, 7000 Fredericia, og mødtes backstage med de 

to levende legender, Magic Slim og Omar Dykes. 

Den snak på Pakhuset blev lang, meget lang. Men 

snakken og stemningen var ganske enkelt så inspireren- 

de og positiv, at de tre kendisser på stedet besluttede, at 

de skulle da lave en plade sammen. Som sagt så gjort : 

I 2008 udkom albummet Chapel Hill med Nalle, Omar 

& Magic Slim. 

”Meeen”, siger Nalle med en tydelig fynsk dialekt og 

med et lidt smørret grin: ”Der var en hage ved den 

plade – den er kun udkommet i Danmark, da Magic 

Slim er kontraktlig forpligtet af et andet og større amerikansk 

selskab. Så selvom pladen kunne sælge i udlandet, 

tør jeg sku’ ikke blive rodet ud i retssag” – Og det 

er da til at forstå. 

Men pladen og trioens indtil videre relativ få koncerter 

har allerede afstedkommet, at flere store festivaler 

har ringet Marks Music ned med en bydende bøn om 

at Nalle, Omar & Magic Slim i 2012 går på en fælles 

turne. Så hvem ved - måske det historiske møde, 

backstage på Pakhuset, afføder den største og mest efterspurgte 

koncert turne for Nalle siden the haydays i 

60’erne og 70’erne. 

I mellemtiden har Nalle ikke tænkt sig at flade ud på 

sofaen og se OB spille europæisk fodbold. 

”For at være ærlig – og det skal man jo i Danmark ”, 

siger Nalle lidt moraliserende, ”mit seks år gamle samarbejde 

med Knud Møller og Hans Theessink var nået 

til en punkt, hvor lysten var væk!. 

Derfor kan jeg med stor glæde i stemmen fortælle, at 

jeg her i slutningen af august er i studiet sammen med 

mit nye band.” 

Ivan Sand, Dion Egtved, Henning Kaae og Nalle – tilsammen 

”Nalle And His Crazy Ivans” er på vej med 

deres anden udgivelse. Igen indspillet i Dions studie i 

Uldum. Og Nalle har ikke svært ved at finde numre til 

albummet. 

”Omar har ca. 30.000 blues-cd’er” ( og lige så mange 

jazz udgivelser ). Så når vi mødes har han altid lige et 

par ukendte, men altid fremragende cd’er med.” 

Det er blandt disse ukendte udgivelser, at Nalle har 

fundet frem til numrene til den næste Crazy Ivan cd. 

”Og den må gerne udkomme i udlandet”, griner Nalle 

- Nalle, som først nu i en moden alder helt nyder at 

være i lyskeglens midte. For som han siger på rigsfynsk: 

” Den varmer så dajli!!” 

Med den kommende cd med ”Nalle & his crazy ivans” 

i bagagen håber Nalle da så inderligt, ja nærmest bydende, 

at Det Bruunske Pakhus bliver et af bandets 

turne-stop i februar 2012. 


Poul Halberg på pakhusets scene i 2009. Fotograf: Ole Sejrup 


Peter Sommer på scenen i Det Bruunske Pakhus. 

Fotograf: Ole Sejrup 


Den amerikanske bluesmusiker Walther Trout på scenen under en totalt udsolgt koncert i december 1990. 

Fotograf: Thomas Kvist Christiansen 

”thanks to some old friends” 

Niels Budolfsen 

Det er svært at vælge den bedste blandt mange 

gode historier fra Det Bruunske Pakhus, men én, 

jeg husker tilbage på med et smil på læben, er, dengang 

i 1998, hvor den australske slideguitarist Dave Hole besøgte 

Pakhuset for første gang. Han havde på det tidspunkt 

ikke nogen officielle udgivelser i Danmark, og 

der var da heller ikke mange publikummer. Ikke desto 

mindre var vi en lille drengeklub bestående af 4 bluesglade 

gutter, som havde lagt vejen forbi. Plantet helt 

oppe foran scenen fik vi en fantastisk oplevelse! Vi må 

dog også have gjort et vist indtryk på Dave Hole, for 

han stillede velvilligt op til fællesfotografering sammen 

med os. Resultatet af fotograferingen var et gruppebillede, 

som vi fik lavet 5 fine forstørrelser af. 

Næste år, da Dave kom tilbage, var vi igen på plads, 

og han kunne sagtens huske os. Vi havde efter koncerten 

æren af at blive inviteret med op i teatersalen (det 

daværende musikerrum), hvor vi fik en rigtig hyggelig 

snak over en øl. Vi fik Dave til at signere de 4 af forstørrelserne 

og skrive en lille hilsen til os hver. Som tak 

gjorde vi ham til æresmedlem af vores klub og overrakte 

ham den 5. forstørrelse, som vi havde signeret. 

Da han forrige år igen spillede på Pakhuset var vi selvfølgelig 

på plads igen og Dave kvitterede med et par af 

vores yndlingsnumre som ”thanks to some old friends 

among the audience”. 


Midt i en jazztid (version 2.012) 


Findes der noget, der er lige så sikkert som amen i 

kirken, at døgnet har 24 timer, at du kan stille dit ur 

efter en amerikansk trommeslager, så er det frokostjazz i 

Det Bruunske Pakhus. Til alle og evige tider arrangeret 

af Fredericia Jazzklub. Det er en tradition, som holdes i 

hævd hver anden lørdag i de lige uger. I gamle dage oplevede 

man duften og smagen af smørrebrød og høj cigarføring. 

Nu til dags er pipen stukket ind (hurra for den lille 

forskel), men stemningen er stadig høj, og maden er ”10 

- 4, i orden”, som man sagde i 80’erne. 

Frokostjazz på Pakhuset er en så urgammel og rodfæstet 

tradition, at man skulle tro, at Dirch Passer’s monolog 

”How jazz was born ” var skrevet en ulige uge 

lige efter det sidste New Orleans swing-trut var lydt i 

Pakhus-salen!! 

Denne historie tager os dog kun 23 år tilbage i tiden. 

Debut som 18 årig. 

Og hvem var så den unge, flotte trommeslager med 

80ér hår, som på de to fotos slår sig igennem en frokostjazz 

session anno 1988 ? 

Det var såmænd Rene Hansen, i dag 40 år og en af de 

mange frivillige hjælpere ved 6. Juli jazz-festivalen. 

Rene Hansen husker endda rigtig godt billederne og situationen: 

”Min mor var i slutningen af 1980’erne netop 

blevet gift med den daværende formand for Fredericia 

Jazzklub, Bent Sørensen. Og da jeg havde spillet trommer 

igennem et par år, blev jeg opfordret til at springe på scenen 

og spille med et par numre eller fire.” 

“Det fik jeg så lov til en lørdag, hvor min mor, formand 

Bent, og jeg var nede i pakhuset for at høre Pakhusor- 

kestret. Jeg blev budt på scenen af en flok positive, glade, 

velspillende og erfarne jazz-musikere, blandt andet 

med ”Tuba Poul” i flokken.” 

”Jeg var vanvittig nervøs”, erindrer Rene. ”Jeg mener, at 

det var min første optræden på pakhuset og mit første job 

i et jazzorkester. Men det gik da nogenlunde - faktisk så 

godt, at jeg fik lov at være stand in et par gange mere.” 

Beatles og Berry. 

I dag er 80’er håret historie. Men Rene har siden 1994 

skrevet lokal musikhistorie ved at være sanger, trommeslager 

og primus motor for det hedengangne Pepper 

Band - nu Sgt Pepper. Det er et Beatles kopi band, et 

af landets bedste, skal forstås!! Orkestret debuterede i 

øvrigt live til en Frock Festival i Fredericia i 1994, i et 

propfyldt telt, hvor selv en kritisk autodidakt koncertanmelder 

jublende måtte skrive en meget positiv klumme 

i Fredericia Dagblad. 

Rene Hansen spiller i dag desuden i et Chuck Berry 

kopi-band, der bærer det spøjse navn, Buck Cherry & 

The Midnight Cruisers. Og ganske som til frokost-jazz 

arrangementerne har Buck Cherry masser af blæserinstrumenter 

med. 

I de kommende par år agter Rene Hansen at holde 

lav cigarføring til frokostjazzen, samt at være frivillig 

hjælper til 6. juli festivalen. Men når de sidste ( få ) tilbageværende 

hår bliver grå og alderen nærmer sig 50, 

så kan det såmænd godt være, at Pakhusorkstret igen 

blive beæret med Rene Hansen bag trommerne. Således 

har vi jo næsten fremtidssikret frokost-jazzen på 

Det Brunnske Pakhus !!!! 

Rene Hansen på trommer i Pakhusorkestret. Manden 

på cornet er Aage Mogensen fra Skærbæk, som ”on 

and off” spillede i orkestret gennem mange år. ”Tuba 

Poul”alias Poul Christensen spiller trækbasun, og spiller 

i dag ogsa susafon i sit eget orkester, som hedder Tuxedo 

Jazzband, og som har spillet på Fredericia Museum til 

6. JuliJazz i 19 år i træk. Bent og Poul var begge med 

til at starte både Jazzklubben og Pakhusorkestret i 1987. 



Et lille udpluk 

af nogle af de 

mange kunstnere 

der har 

været gennem 

Pakhuset. 



Verdens længste trommesolo ? 


Nuvel. Pakhuset har ganske vist dannet ramme om 

mange udsolgte koncerter med store verdensnavne 

som Walter Trout, Canned Heat, The Animals, 

Rick Danko fra The Band, Mezzoforte, Poppy Choppy, 

Robben Ford, og sådan kunne vi jo blive ved. 

Men på samme tid har Det Bruunske Pakhus i 25 år 

også dannet ramme om debutkoncerter for ukendte, 

lokale bands. 

Den lokale trio, Inside Trading hverken var eller er et 

verdensnavn, endsige spillede de for et udsolgt Pakhus. 

Men til gengæld skrev de musikalsk verdenshistorie, 

da deres debutkoncert på Det Bruunske Pakhus lørdag 

den 24. januar 1998 - utilsigtet - indeholdt verdens 

længste trommesolo. 

Som de fleste nok er bekendt med, har en basguitar 

normalvis kun 4 strenge. De er til gengæld gigant tykke 

og kan holde sig i god stemning i årevis og i det hele taget 

holde i nærmest årtier. 

På samme tid skal det i dette relativ lukkede forum røbes, 

at den lokale bassist, Kenny Bruun Olsen som person lytter 

til perfekt musik som Toto, som fagmand installerer el 

til perfektion og i det hele taget har styr på tingene. 

Indtil denne skæbnesvangre lørdag aften. 

Inside Trading, som havde deres rødder i en lokal frikirke, 

gik frisk til rocksagen, da de omkring kl. 21 gik 

på scenen for at spille deres livs koncert. 

Kun godt 14 minutter inde i første sæt skete det umulige, 

utænkelige og usandsynlige: Vor Herre havde i et 

split sekund glemt at holde hånden over bassisten, hvis 

ene streng pludselig blev ualmindelig slap og umulig at 

spille hverken helt eller halt med: Den dybe E streng 


var gået til de evige musik-marker og efterladt Kenny 

musikalsk set halvnøgen på scenen. 

Desperat kiggede Kenny længe - meget længe ! - i basguitar 

flight-kassen for en reserve streng: Kassen var tom!!! 

Kenny, som ellers kun havde sunget kor og i det hele 

taget holdt sig pænt i baggrunden, tog beslutsomt sangerens 

mikrofon og bekendtgjorde, at bandet tog en 

lille kunstpause, alt imens han med lynets hastighed 

ville køre hjem og hente en ny E-streng. 

Det var nu op til brødrene Martin og Filip Gulløv at 

holde pausen og koncerten gående. 

Mens Kenny løb ( og det er vist ikke set hverken før 

eller siden !! ) for livet og for koncerten ud til bilen og 

i den råkolde, sneklædte januarnat kørte mod 7000, 

Nordbyen, begyndte Martin at fortælle mere eller mindre 

lumre, lødige anekdoter om mangt og meget. 

Da Martin - ret hurtigt - løb tør for krudt og ord, tog 

lillebror Filip over. 

Han havde besluttet sig for at lade sine trommestikker 

tale sit helt eget klare spor. 

Filip ville servere en trommesolo ud over det sædvanlige. 

Han startede dog pænt op med at spille en aldeles 

glimrende traditionel trommesolo på det hvide Pearl 

trommesæt. Men som om dette ikke var nok, fortsatte 

Filip soloen ud på og over scenegulvet, op ad stort set 

samtlige stolper i Pakhussalen, videre rundt på og sågar 

under de mange runde borde. 

Vi fik voldsomt vitale, vilde hvirvler i hvirvelstorms- og 

orkanagtig hastighed. 

På et tidspunkt, hvor trommesoloen havde danset og 

bevæget sig omkring mikserpulten, lavede Filip et mo- 

digt stunt ud over det sædvanlige. Han lavede en fantastisk 

hvirvel i den på en stol bagerst i salen placerede 

daglige leder, Dan Dorschels virkelig voldsomme hvirvelhår. 

Til stor, stor morskab og taktfaste klapsalver fra 

det målløse og bjergtagede publikum. 

17 min og 34 sekunder ( ca ! ) senere kom Kenny - stadig 

i løb - tilbage på scenen. Fik sat sin funklende nye 

blankpolerede elektriske, elastiske E-streng på basguitaren 

og var klar til at fortsætte. 

På præcis samme tid var en storsvedende Filip tilbage 

bag trommerne. Blot for at ende en eventyrlig underholdende 

og vel i grunden verdens længste trommesolo 

med et crash-bækken-slag så hårdt, at vi troede det 

værste: Skulle Filip nu hjem efter nyt crash-bækken? 

Nej, bækkenet holdt og koncerten holdt vand. Inside Tra- 

ding holdt kulden på ydersiden af muren, mens publikum 

varmede sig på en glimrende koncert, omend fantastiske 

Filip - ganske fortjent - løb med de største klapsalver. 

Hvem ved: Måske var det netop denne debutkoncert 

på Det Bruunske Pakhus, som gjorde, at bassist Kenny 

Bruun Olsen fik flere strenge at spille på, rent politisk. 

Kanske at netop denne aften gjorde, at Filip Gulløv lærte 

at være på strikkerne og kunne tryllebinde de børn, som 

han i dag som folkeskolelærer underviser i København? 

Måske gav denne koncert-oplevelse Martin Gulløv så 

meget medvind på den musikalske sti, at han endte 

med at udgive sin egen solo-cd? 

SÅ; Kom ikke her og sig, at en debutkoncert på Det 

Bruunske Pakhus ikke kan føre noget med sig i livet. 


Magi i luften 


Her er et foto af en mand. Han er glad. Han har 

lige for femte gang oplevet den samme blues-guitarist 

fyre den af på Det Bruunske Pakhus. Men, nu er 

det jo ikke hvilken som helst mand. Og det er såmænd 

ej heller hvilken som helt blues-guitarist, vi taler om. 

Manden på billedet er Finn Bang-Møller, netop fyldt 

50 år og bluesentusiast - så meget, at han sidder med i 

bestyrelsen for bluesforeningen ”Double Trouble”, der 

arranger blueskoncerter på Pakhuset. 

Bluesguitaristen på fotoet er Magic Slim. I dag 74 år og 

den sidste levende eksponent for den elektriske Chicago 

blues. Slim spiller guitar med kun ni fingre, da han 

tilbage i 50’ernes Mississippi mistede en finger under 

bomulds-plukning. 


Se, det var en rigtig blues-historie. 

For år tilbage stod Finn, som var frivillig hjælper i pakhuset, 

og passede baren. Pludselig kom en musiker hen 

til ham. Finn var ikke et sekund i tvivl om, at det var 

Slim. Slim havde nemlig flere strenge på guitaren, end 

han havde tænder i munden. 

”Har du en Jack Daniels Whisky”, mumlede Slim. 

Slim vidste godt, at Pakhuset ikke solgte den whisky. 

Men han havde altså spurgt Finn ikke desto mindre. 

Finn kunne kun tilbyde Magic en Tullamore. Magic 

takkede nej og luffede tydelig skuffet ud i band-bilen, 

hvor han i bunden af bagsædet fandt en sørgelig bundslat 

af en Jack Daniels. 

Senere på aftenen kom Magic Slim igen op til Finn i 

baren. Han ville nu alligevel gerne have en Tullamore 

whisky. Men Finn, som selv kan lide en god whisky, 

tog mod til sig og sagde de magiske ord: ”Mr. Slim. 

Du har mit ord på, at der fra og med næste gang du 

kommer og spiller på Pakhuset, altid vil være en flaske 

Jack Daniels til dig”. 

Om det lige præcis har været denne hjertevarme og 

gode handling, som har gjort, at Magic Slim – efter 

4-5 koncerter på Pakhuset som nærmest tandløs – nu 

optræder med væsentlige flere tænder i munden end de 

seks strenge på guitaren, skal være udsagt. Men sandt 

er det, at Magic Slim har fået gebis. Og lige så sandt 

er det, at han har garanti for en flaske god amerikansk 

whisky på pakhuset. 

At Slim sætter pris på Finn og på Pakhuset viser billedet 

af de to vist med al tydelighed. 

”Pakhuset og Danmark betyder 

faktisk noget helt specielt for 

Magic Slim”, fortæller Finn. 

”For et par år siden, mens Slim 

var i København, fik han hjertestop, 

og var faktisk klinisk set 

død. Men dygtige læger på Rigshospitalet 

fik ham genoplivet. 

Magic Slim fik ganske enkelt sit 

livs mest intense oplevelse. Godt 

hjulpet på vej af et fremragende 

og nærværende hold læger og sygeplejersker. 

Magic Slim var såre taknemmelig 

over livet og behandlingen. 

Så glad var han, at, da han nogle 

dage senere blev udskrevet, bad 

han om at måtte komme igen 

- ikke for at blive indlagt men 

for at holde en gratis koncert på 

Rigshospitalet som tak for hjælpen 

og livet. Den koncert var 

Finn dog ikke med til. Men Pakhuset 

og Double Trouble vil helt 

sikkert arrangerer koncerter med 

Magic Slim, så længe han er i 

live. Og så længe han har flere 

fingre end strenge at spille med! 


Dobbeltkoncerten der 

tømte Pakhuset for øl 

Af Peter Friis Autzen 

Det Bruunske Pakhus lagde scene til vores allerførste 

koncert. Det var i marts 1996, hvor de to lokale 

orkestre Bed n’ Breakfast og Beyond Blues arrangerede 

en dobbeltkoncert i huset. 

Bed n’ Breakfast, der siden har skiftet navn til Padlock 

Chain, var nervøse og spændte. I teknikrummet på første 

sal sad Søren Andersen - eller var det Martin Hald 

- og optog kampen på scenen. Optagelsen er (måske 

heldigt nok) gået tabt siden. 

Koncerten var speciel for os. Dels fordi det var vores 

debut, dels fordi huset løb tør for fadøl undervejs, hvilket 

vel er en kompliment til et nu-skal-vi-da-vist-ha’en-bajer-rockorkester. 

Det er aldrig sket for os siden, 

at et spillested er løbet tør for øl. Til gengæld har vi 

oplevet alt andet, lige fra bandmedlemmer, der brækker 

benet midt i et nummer (og naturligvis spiller videre), 

til spejlkugler der falder ned, udstyr der giver stød, og 

meget, meget, meget mere. 

Men det hele startede på Pakhuset for 15 år siden. Og 

vi er her endnu. Sammen med Pakhuset, der har udviklet 

sig en hel del mere end os... 

Den musikalske milepæl i 2001 


TV2´s Steffen Brandt og Sven Gaul var med til at 

lykønske Det Bruunske Pakhus den 20. marts 

2001, da det 15 år gamle spillested havde nået en markant 

musikalsk milepæl. Efter flere års hårdt arbejde 

var det lykkedes at få Det Bruunske Pakhus ind i kredsen 

af 11 regionale spillesteder, som dermed var sikret 

to millioner kroner i støtte over fire år finansieret af 

staten, kommunen og det daværende Vejle Amt. 

Udover Steffen Brandt og Sven Gaul var der mange 

gæster i pakhuset for at overvære den officielle blåstempling 

af pakhuset som regionalt spillested, og det 

var formanden for Foreningen Det Bruunske Pakhus, 

Martin Andersen, næstformanden i Fredericia Kommunes 

kulturudvalg, Lisbeth Christensen, formanden 

for Statens Musikråd, Finn Slumstrup, og formanden 

for Vejle Amts undervisnings- og kulturudvalg, Jørgen 

Petersen, der satte de officielle underskrifter. 

Og der var ikke noget at sige til, at netop denne dag 

var en festdag for det ”unge” spillested, som udover de 

mere sikre musiknavne gerne ville præsentere publikum 

for de lidt mere smalle. Og med en økonomisk sikring 

i fire år, var Dan Dorschel, leder af pakhuset, ikke 

i tvivl om, at det ville komme til at betyde meget for 

Det Bruunske Pakhus fremover. Til Lokalbladet Budstikken 

forklarede han dengang: 

- Den økonomi, der ligger i at være regionalt spillested 

gør, at vi nu kan planlægge mere langsigtet. Vi vil 

fremover have mulighed for arrangementer, hvor vi kan 

satse lidt mere. Nu behøver vi ikke kun at se på økonomien, 

når vi engagerer musikere. 

Når Steffen Brandt og Svend Gaul dengang var med til 

fejringen af Det Bruunske Pakhus status som regionalt 

spillested, så skyldtes det blandt andet, at TV2 i forvejen 

skulle give koncert på teatret men også at de selv 

havde arbejdet aktivt for at skabe bedre økonomiske 

vilkår for den rytmiske musik. De sad begge i Statens 

Musikråd, som dengang kæmpede for at få den rytmiske 

musik på finansloven. Resultatet dengang var etablering 

af i alt 18 regionale spillesteder, som hver i sær 

fik tilført en million kroner årligt over fire år. 

Med status som det eneste regionale spillested i Vejle 

Amt, steg aktivitetsniveauet i Det Bruunske Pakhus år 

efter år, og i 2004 kunne man lave en foreløbig status, 

der fortalte, at 2003 var det bedste år nogensinde i husets 

historie med 7000 betalende gæster til flere propfyldte 

koncerter. 



Øernes Blues Band, 2009. Fotograf: Ole Sejrup 

Jubilæumsfesten fortsætter på nettet… 

D Da 

arbejdet med at samle gode historier sammen til jubilæumsskriftet for Det Bruunske Pakhus begyndte, 

blev der samtidig oprettet en blog på nettet, www.pakhuset25aar.dk, som alle interesserede 

kunne bruge til at fortælle om netop deres særlige oplevelser fra pakhuset. De bedste historier fra denne 

blog har du kunnet læse på de foregående sider i dette jubilæumsskrift. Men dermed har websitet pakhuset25aar.dk 

ikke udspillet sin rolle – tværtimod. Samtidig med denne jubilæumsudgivelse bliver bloggen 

suppleret af en regulær hjemmeside, hvor der løbende i jubilæumsåret vil blive lagt en masse gode pakhushistorier 

ud, nye og gamle videooptagelser, et hav af historiske fotos – og ikke mindst vil man kunne 

læse om alle de aktiviteter, der sker i forbindelse med jubilæumsfejringen – blandt andet billeder og videohistorier 

fra jubilæumsreception og koncertarrangementet i pakhusgården. 

- Det er altid meget svært at skulle lave en trykt udgivelse, skulle udvælge en begrænset mængde stof, 

når vi i virkeligheden har materiale – gode historier og billeder til en stor tyk bog. Derfor er det fantastisk, 

at vi nu efterfølgende kan tilbyde alle dem, der gerne vil se masser af billeder og dykke ned i 

det gamle materiale fra pakhuset, nu bare kan klikke sig ind på vores jubilæumshjemmeside og udforske 

pakhusets 25 årige historie. 

- Der er dukket meget spændende materiale op under arbejdet med at producere vores jubilæumsskrift, 

blandt andet scrapbøger og sjove og spændende artikler fra dengang, hvor det hele startede. Desuden 

findes der en sjov gammel gæstebog, som orkestre og musikere har skrevet i tilbage i tiden. Det er sjov 

læsning. Den vil blive lagt ind på vores hjemmeside, så man kan bladre i den, fortæller pakhusets daglige 

leder, Helle Lillethorup, som understreger, at hjemmesiden ikke blot er til læsning. Ligger du inde med 

gamle sjove fotos, papir som digital, så er du mere end velkommen til at dele dem med andre via hjemmesiden 

– specielt hvis de kan knyttes sammen med en god eller sjov historie fra pakhusets 25 års eksistens. 

Klik ind på hjemmesiden og læs, hvordan du kan få dit materiale lagt på hjemmesiden. 



Koncert med Hush i 2009. Fotograf Ole Sejrup. 

Set indefra 

Helle Lillethorup. Daglig leder i Det Bruunske Pakhus 

Efter 25 år som byens spillested, kan man vist godt 

påstå at Det Bruunske Pakhus har bevist sin langtidsholdbarhed, 

og fremstår i dag som et af landets 

velrenommerede spillesteder, medlem af Dansk Live – 

fællesorganisation for spillesteder og festivaler. 

Huset er opstået i en ånd af fællesskab og sammenhold, 

og selvom stedet i dag er et fuldt udbygget og professionelt 

spillested, så vil jeg vove den påstand, at den ånd 

stadig lever videre i huset, ikke mindst på grund af den 

fantastiske skare af frivillige, som bakker 100 % op om 

stedet. 

I disse år tales der meget om branding og manges succesopfattelse 

går på, at jo større koncerter jo bedre. Det 

kan huset ikke helt leve op til med plads til kun 130 

publikummer, men vi kan garantere en god lyd samt 

intime rammer, hvor musikken får førsteprioritet. 

Vores spillested har en unik akustik med trægulvet, 

bjælkerne og de ru vægge. Derfor oplever vi også en 

efterspørgsel efter at bruge lokalet til indspilninger, og 

derfor kan vi tiltrække store navne, som normalt ikke 

spiller på en så lille scene. 

Det er der heldigvis mange der sætter stor pris på, og 

medlemsskaren er også støt stigende, så tak for det ! 

Vores vision for fremtiden er et øget samarbejde både 

lokalt og regionalt, så det bliver nogle spændende år vi 

går i møde. 

Til slut vil jeg rette en stor tak til: 

Alle de frivillige i huset 

Det daglige personale 

Sponsorer og andre samarbejdspartnere 

Alle de fantastiske musikere som vi får besøg af 

Øvrige ambassadører for huset. 

Vi ses i Det Bruunske Pakhus 


Koncert med Esther Brohus. Fotograf: Ole Sejrup. 

Det Bruunske Pakhus siger tusinde tak til vores sponsorer uden hvis støtte tingene givetvis 

ville se helt anderledes ud. Det er i vilkårlig rækkefølge: 

Fredericia Kommune 

Statens Kunstråd 

Brørup Sparekasse 

Middelfart Sparekasse 

Tuborg 

3F 


ABC Service 

Dansk Shell 

Elbobladet 

Hotel Gammel Havn 

Linnemann 

Lucullus 

Pro Print 

R. A. Ussing & Søn 

YIT 

Zoffmann Optik 

Ærensgaard Vinhandel 

Radio VLR 

En særlig tak for decideret støtte til udgivelsen af denne publikation til: 

SparNord 

TRE-FOR Bredbånd 

Axeltorv Apotek 

Bankdata 

CULT A/S 

PR Offset 

Kvist Kommunikation 



Kirkestræde 3, Fredericia. Tlf: 7210 6710. Tirsdag fredag kl. 1216 

www.bruunskepakhus.dk

klik her og download.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?