Tillg 1 - Alma

ESSÆERNE OG DE FØRSTE TERAPEUTER
Filon fra Alexandria levede på Jesus og
apostlenes tid. Han var en åndrig hellensk-jødisk
filosof og forfatter, inspireret af den græske
filosofi og ånd. Men han stødte i datidens græske
kultur og sæder allerede på en så stor dekadence
i forhold til tidligere, ægte tider, at han ikke kunne
respektere kulturen og sæderne. Derimod så han
filosofiens sande arvtagere i essæerne og de
første terapeuter. Filon mente, at det var dem, der
videreformidlede den ægte filosofi og ånd.
Det vigtigste kildeskrift om de første terapeuter,
"Det kontemplative liv" af Filon, blev førhen ikke
udgivet i fuldstændig oversættelse. F.eks er den
mærkelige fremstilling af de orgiastiske måltider
for det meste forbigået i tavshed. Herunder
gengiver vi hele den virkelige ordlyd. Filon giver
disse krasse skildringer for ved hjælp af
kontrasterne at fremstille terapeuternes sæder og
tankesæt i et desto klarere lys. Modsætningen er
gennemført helt ned i detaljen.

FILON: DET KONTEMPLATIVE LIV
DE VITA CONTEMPLATIVA
§ 1. Det er allerede blevet sagt om essæerne, at de med stor
iver og omhu tilrettelagde det praktiske liv, og at de i alle, eller
i det mindste i de fleste henseender, stræbte efter stor
konsekvens. Her vil jeg fortsætte mine betragtninger og tale
om dem i den udstrækning, i hvilken de vier sig til det
kontemplative liv. Derved vil jeg kun sige, hvad der bør siges,
og ikke tilføje egne besmykkelser. Jeg vil holde mig til den
enkle sandhed. Dette gælder for alle mine bestræbelser og al
min kundskabssøgen. Thi disse mænds mange dyder må ikke
gøre dén tavs, som mener, at man aldrig bør fortie noget godt.
Denne skoles ånd fremgår tydeligt allerede af navnet. De
kaldes terapeuter, helbredere. Dels fordi de anser deres
lægekunst for at være bedre end den, der udøves i byerne, for
den duer kun til at helbrede kroppene, mens terapeuterne
også helbreder sjælene fra dødbringende svære og
uhelbredelige sygdomme, fremkaldt gennem begær og
lidelser, bekymringer og ængstelser, egoisme, ufornuft og
uretfærdighed, og alle de utallige andre svagheder og
vanartetheder. På den anden side bærer de dette navn, fordi
naturen og de hellige love har lært dem gennem hellig tjeneste
at dyrke og ære det sande væsen, som er det gode, helligere
end enheden og mere oprindeligt end selve verdenssjælen.
Hvilken kendt, åndelig retning skulle vel kunne sammenlignes
med deres gudsdyrkelse? Måske de, som dyrker elementerne,
jord, vand, luft og ild, som de giver forskellige navne? Eller de
kalder den for Hefaistos efter handlingen at antænde, luften for
Hera efter processen med at stige og svæve, vandet for
Poseidon, måske efter dét at drikke, og jorden hedder
2

Demeter, fordi den er moderen til alt som lever og vokser. Men
disse navne er jo sofisternes opfindelser. Elementerne er intet
andet end ubesjælet stof, ude af stand til at røre på sig af egen
kraft, underkastet en skabers hånd, som kan gøre dem til et
udtryk for sine idéer.
Eller skal vi tænke på dem, som dyrker de fuldkomne
himmellegemer, solen, månen og de andre stjerner,
planeterne og fiksstjernerne, eller den altomfattende himmel
og altet? Men de er heller ikke opstået af sig selv, derimod
gennem en skaber og gennem hans fuldkomne tanker.
Eller skal vi måske tænke på dem, som dyrker halvguderne?
Det ville faktisk gøre os til genstand for latterliggørelse.
Hvordan kan mon ét og samme væsen være både dødeligt og
udødeligt? Dertil kommer, at halvguderne gennem deres
oprindelse og deres undfangelse er behæftede med en
skamplet, thi man er dristig nok til at tilskrive de salige,
guddommelige magter en brist i deres evne til at beherske sig,
præcis som om de, drevne af vanvid, skulle have plejet
omgang med dødelige kvinder. De er jo frie for enhver lidelse
og trefoldigt salige.
Eller kommer de måske i betragtning, som tilbeder udskårne
gudebilleder? Disse består af sten og træ og var kort tid
forinden fuldstændig uden form og skikkelse. Stenhuggere og
træskærere har hugget dem ud af materialet. Og af det
samme materiale laver man jo også badekar, og bækkener til
at vaske fødder i, og andre mindre agtede ting, som snarere er
tjenlige til det, der sker i mørket end til det, der tildrager sig i
lyset.
3

Ser vi på egypternes kultur, så møder vi heller ikke der noget,
som virkelig kunne komme i betragtning. De har ophøjet dyr,
som savner tankens kraft, til guddommelig dyrkelse, ikke blot
tamdyr, men oven i købet også de vilde. Ud af alle de arter,
som findes under månen, har man udvalgt én, blandt
landdyrene løven, blandt vanddyrene krokodillen, og blandt
luftens dyr gribben og den egyptiske ibis. Selv om man ser, at
disse dyr fødes og har brug for føde, at de er umættelige i
deres æderi og fulde af urenlighed, at de forgifter menneskene
og fortærer dem, at de rammes af mange forskellige
sygdomme at de dør, - så tilbeder de ædle væsener alligevel
dem, som er vilde og tøjlesløse. De fornuftsbegavede tilbeder
de fornuftsløse, de gudsbeslægtede tilbeder dem, som ikke
engang kan sammenlignes med rovdyrene, lederne og
herskerne tilbeder væsener, som er underkastet naturen og
tjener den.
§ 2. Derved at disse åndelige retninger lader deres ordflom
strømme ind over ikke blot ligesindede mennesker, men også
over andre, som omgiver dem, fastholder de alle i en tilstand,
som er fjern fra al frelse, og berøver dem deres mest
nødvendige sans, nemlig synet. Jeg taler derved ikke om
kroppens øje, men om sjælens, som alene er i stand til at
skelne mellem sandhed og løgn.
Terapeuterne vandrer derimod uafladeligt på
kontemplationens vej og stræber efter at se den virkelige
eksistens. De søger længere end til den synlige sol og forlader
aldrig den velordnede vej, som leder til den fuldkomne
salighed. Disse søgere efter frelse modtager ikke impulsen
dertil gennem tradition, heller ikke derved, at et menneske
kalder eller maner dem, men kun når de er blevet henrykte af
4

himmelsk kærlighed, eller ligesom bakkanterne og
korybanterne er fulde af hengivelse og ikke levner sig selv ro,
førend de skuer det, som de længes efter.
Eftersom de tror, at de igennem deres længsel efter det fra
døden befriede og salige liv allerede har bragt det dødelige liv
til fuldbyrdelse, overlader de deres ejendom til deres sønner
og døtre eller andre slægtninge, eller til kammerater og
venner. De, som har opnået kontemplationens rigdom, må jo
overlade den blinde rigdom til dem, som selv er blinde i ånden.
Grækerne priser Anaxagoras og Demokrit, fordi de ud af
længsel og kærlighed til visdommen tillod, at deres marker
blev til græsgange for fårene. Jeg beundrer disse mænd, for
de blev ikke længere ved med at holde fast i jordisk ejendom.
Men hvor meget højere står ikke de, som ikke har gjort deres
ejendom til græsgange, men i kraft af den har hjulpet
mennesker, om det så er slægtninge eller venner, og dermed
gjort de ubemidlede til bemidlede! De førstnævnte handlinger
må jeg kalde uoverlagte, ja, måske rent ud sværmeriske hos
mænd, som Grækenland beundrer. Men det sidstnævnte er
gennemtænkt med nøgternt sind og moden forstand. Hvad gør
fjender, andet end at ødelægge modstanderens land og
forøde alle træerne der, for at modstanderen gennem at
mangle det allernødvendigste skal blive tvunget til at
kapitulere?
Netop sådan har menneskene omkring Demokrit handlet imod
deres eget folk derved, at de gennem deres handlemåde har
bragt det i nød. Selv om det måske ikke er gjort med vilje, så
er det alligevel sket gennem mangel på forudseenhed og
hensyn til andres vel.
5

Hvor meget højere står så ikke terapeuterne, hvor meget mere
beundringsværdige er de ikke? De nedvurderer på ingen
måde en fælles stræben efter visdom. Men de foretrækker at
være ligeglade med deres ejendom og skænker den storladent
bort, i stedet for at ødelægge den, og på den vis gavner de
både de andre og sig selv - de andre gennem deres
gavmildhed, og sig selv gennem dét at værdsætte visdommen.
Bekymring for jordisk ejendom og ejendele er sløseri med
tiden. Men tiden må udnyttes vel, for som lægen Hippokrates
siger: Livet er kort, men kunsten varer længe. Det forekommer
mig, at også Homer antydede dette i Iliaden, i begyndelsen af
den trettende sang, hvori der står:
Mysernes mænd, tapre i nærkamp, og de ædle hippomolgere,
fattige er de, hoppemælksfostrede, men overgår alle i retfærd.
Sådan ser det ud, som om den ivrige beskæftigelse med det
ydre liv og de jordiske ejendele skaber uretfærdigheder
gennem den ligegyldighed for andre, som opstår, mens et
modsat tankesæt skaber retfærdighed gennem den
jævnbyrdighed, som da kommer frem. Der kommer nemlig
menneskenes egen, naturgivne rigdom til syne, som er langt
mere lykkebringende end al tom navnkundighed.
Når de har bortskænket deres jordiske gods, rejser de
uigenkaldelige fra verden og efterlader brødre, børn, hustruer,
forældre, alle slægtninge, venner, kammerater og deres
fødeland, hvor de er født og vokset op, eftersom vanen dog er
et stærkt bånd og en mægtig fristelse. Men de flytter ikke blot
til en anden by, ligesom skibsbrudne og dårlige slaver, som
beder deres herrer om, at de skal sælge dem og nærmere
tænker på at bytte herre end på at blive frie. For enhver by,
selv den mest velordnede, er fuld af larm og uudsigelig
6

forvirring, som ikke kan udholdes af den, som én gang er
blevet grebet af kærlighed til visdommen. Terapeuterne søger
hellere deres bopæl udenfor murene, i haver eller på afsides
liggende marker. Der overgiver de sig til ensomheden, men
det sker ikke, fordi de afskyr menneskene, men for at undgå
de former for skik og brug, som de ved vil være skadelige for
dem.
§ 3. Man kan møde dette fællesskab mange steder på jorden.
Ikke kun den græske verden, men også den ikke-græske har
fået del i det fuldkomne gode. I Egypten findes de i stor
mængde, talrigest i omegnen af Alexandria. Overalt fra sendes
de dygtigste til terapeuternes skole. Den er beliggende på et
meget velegnet sted ved bredden af Den mareotiske Sø på
nogle højdedrag - et virkelig specielt gunstigt sted, både hvad
angår sikkerheden og luftens milde varme. Sikkerheden
kommer fra de omkringliggende gårde og byerne. Den
behagelige temperatur i luften opstår fra søen, som strømmer
ud i havet, og gennem vindene, som bestandigt blæser fra det
nærliggende åbne hav. Den tyndere luft kommer fra havet,
den tættere luft fra søen, der udmunder i havet, og blandingen
fremkalder det mest helsebringende klima.
Boligerne for dem, som samles her, er de enkleste, man kan
tænke sig, og yder blot ly mod to besværligheder, nemlig
solens glød og luftens kølighed. De ligger ikke tæt sammen,
som husene i byerne, for naboskab er tyngende og næppe
tillokkende for de, som søger ensomheden. Men de ligger
heller ikke langt fra hinanden, eftersom alle jo alligevel elsker
og værner om fællesskabet, og dermed kan de også komme
hinanden til hjælp, såfremt de bliver overfaldet af røvere.
7

I hvert hus findes der et helligt rum, kaldet helligdommen eller
monasteriet, hvor hver enkelt alene kan udføre det hellige livs
mysterier. Man må ikke bære noget ind i dette rum, hverken
mad eller drikke eller noget andet, som kan tilfredsstille
kropslige behov. Kun lovskrifterne tager de med sig, og de
sandshedsord, som er blevet forkyndt af profetiske mænd,
salmerne og alt, som kan befordre og fuldbyrde indsigt og
fromhed. De lader aldrig tanken på den guddommelige verden
forsvinde fra deres bevidsthed, og selv i deres drømme er de
alene fulde af forestillinger om de guddommelige kræfters
skønhed. Mange udtaler endog under søvnen den hellige
filosofis alvorlige læresætninger.
To gange om dagen plejer de at bede: Om morgenen og om
aftenen. Når solen står op, beder de om en god dag, men de
mener en god dag i den virkelige betydning, nemlig hvor det
himmelske lys fylder deres tanker. Ved solens nedgang beder
de om at deres sjæl, befriet fra sansernes og
sanseiagttagelsernes byrde, må træde ind i sit eget
"synedrium", sin egen rådsforsamling for at finde vejen til
sandheden. Al tiden mellem morgen og aften er for dem en
træning af sjælen. Hvis de tager de hellige skrifter i deres
hånd, så gælder deres studium filosofien, og de udlægger den
faderlige visdom på den måde, at de bagom symbolernes
ordlyd og ordbetydning fornemmer sig frem til en skjult højere
natur, som udmønter sig i disse symboler.
I deres kreds bevares skrifterne fra gamle tider, nedskrevne af
mænd, som var ledere for en sådan åndelig bestræbelse, og
som har efterladt sig meget af denne idéverden, præget i
billeder. De har brug for dem, som afbilder og videregiver den
ældre skoles væsen. De overgiver sig ikke bare til en indre
kontemplation, men de digter også sange og salmer til Guds
8

pris på mange forskellige versemål og melodier, som de giver
en særskilt ophøjet form gennem højtidelige rytmer.
Seks af ugens dage tilbringer de med filosofiske studier i total
ensomhed i deres klosterceller, uden at overskride tærskelen,
eller lade blikket gå på vandring. På den syvende dag samles
de til en fælles rådslagning. De sætter sig aldersbestemt i den
foreskrevne stilling med hænderne indad, den højre mellem
brystet og hagen, den venstre bagud mod siden.
Derpå træder den ældste, som er mest erfaren udi læren, frem
og begynder at tale, alt imens han tilbageholder sit minespil og
er reserveret i sin stemme. Han taler i klare tanker og med
klog eftertanke, ikke med storslåede ord ligesom de talere og
nutidige sofister, som tér sig mærkværdigt i deres foredrag.
Han udforsker og forklarer tankernes eksakte betydning, som
ikke kun når til de ydre ører, men trænger ind i sjælen, som
åbner sig. Tankernes eksakte betydning fastholdes inden i
sjælen. I fredelig tavshed lytter alle de andre og giver deres
bifald til kende blot med en svag blinken eller et nik.
Den fælles helligdom, hvor man mødes på den syvende dag,
består af to rum, det ene for mænd og det andet for kvinder.
Her hersker nemlig den skik, at kvinderne også deltager, for så
vidt som de er besjælede af den samme stræben og tilhører
den samme åndelige retning. Mellem de to afdelinger er der
en væg, som er tre eller fire alen høj og ligner et brystværn.
Mellemrummet op til taget er åbent. Man indretter det således
af to årsager, først og fremmest for at beskytte den
blufærdighed, som hører med til kvindens væsen, men også
for at kvinderne skal have bekvemme siddepladser og alligevel
kunne høre taleren.
9

§ 4. Mådehold har de gjort til et fundament i sjælen, og på det
kan alle dyder bygges videre. Mad og drikke er der næppe
nogen af dem, der indtager før solnedgangen, eftersom de kun
anser de filosofiske studier som værende lyset værdige. Det,
som kroppen behøver, kan derimod nøjes med mørket, mener
de. Derfor er dagene viet til studierne og en kort del af natten
til deres kropslige behov. Nogle kommer kun hver tredje dag i
tanker om, at de bør spise; hos dem er længslen efter
kundskab det fremherskende. Atter andre modtager så megen
glæde og nydelse fra filosofiens måltider, der bliver dem tilbudt
så rigeligt og gavmildt, at de oven i købet kan være uden føde
i dobbelt så lang tid, og efter seks dage føler de knapt nok
noget behov derfor; de har vænnet sig til at leve af luft, noget
som også siges om fårekyllinger, men de har jo deres sang,
som gør det lettere at udholde mangelen på føde.
Den syvende dag anser de som værende en særlig hellig og
højtidelig dag og viser den derfor stor ærbødighed. Efter at
have sørget for sjælen, salver de nu deres krop, og det er dem
også magtpåliggende at lette trækdyrene for deres konstante
arbejde.
De spiser ikke kostbar mad, men kun billigt brød, og som
krydderi har de salt, som de svageste iblandt dem blander
med isop. Som drik har de frisk kildevand. Således stiller de
den sult og tørst, som naturen har indgivet den dødelige
menneskeslægt. De foretager sig ikke noget, som skulle
kunne gøre dem blødagtige, men kun dét, som er nødvendigt
for at kunne leve. De spiser altså for at slippe for sulten, og
drikker for at slippe for tørsten. Ethvert tiltag til frådseri
undviger de som en forræderisk fjende mod sjælen og
kroppen.
10

Der findes to slags hylstre, et som beklæder os, og et som
giver os husly. Det er allerede blevet sagt om boligerne, at de
bør være enkle, uden udsmykning, kun indrettet til at dække
det nødtørftigste behov. Klæderne er ligeledes yderst enkle og
tjener kun til beskyttelse mod kulde og varme. Om vinteren
bærer de en tykkere uldkåbe, om sommeren en
linnedklædning.
I enhver henseende øver de sig i at være fri for
forfængelighed, thi de ved, at forfængelighed har sit udspring i
løgnen, mens beskedenhed derimod har sit i sandheden, og at
alt bærer sit ophavs karakter med sig. Ud af løgnen opstår der
alle mulige former for ondskab, ud af sandheden flyder der en
rigdom af menneskelig og guddommelig godhed.
§ 5. Nu vil jeg også berette om deres sammenkomster og de
højtidelige sædvaner under deres gæstebud og sammenligne
dem med andres gæstebud.
Thi når andre drikker ublandet vin, så er det som om de ikke
drikker vin, men snarere et stimulerende middel, som
fremkalder vanvid og raseri eller, hvad værre er, et middel til
fuldstændig at tabe deres sunde fornuft. De overdænger
hinanden med fornærmelser og bliver gale som rasende
hunde, kaster sig over hinanden og bider hinanden, sådan at
næser, ører, fingre og andre lemmer rykkes i stykker. De gør
beretningen om kyklopen og Odysseus' kammerater til
virkelighed, idet de, som digteren siger, sluger råt
menneskekød og derigennem begår en endnu større brutalitet
end kyklopen. Han hævnede sig på sine fjender, men disse
andre forbryder sig under salt- og bordfællesskab mod deres
11

kammerater og venner, mange gange oven i købet mod
slægtninge, derved at de handler imod al lov og orden. Det er
som ved gymnastikkonkurrencerne, hvor de svage presser de
stærke til side, fordi det er pengene, som spiller en rolle, i
stedet for kvalifikationerne. Desværre må dette tilskrives dem.
For dét som sportsudøverne gør i ædru tilstand på stadion i
dagens løb, mens de under de olympiske lege løber frem
foran hele det græske folk for at vinde sejr og krans, det
samme gør disse gæstebudsdeltagere lumsk i nattens mørke,
mens de er drukne og fulde af vin, uden ånd og uden kunst,
æreløse og skamløse og til sidst helt igennem udsvævende.
Hvis ikke en domsmand stillede sig imellem for at skille dem
ad, ville de med en endnu større kraftanstrengelse tvinge
hinanden ned på marken for at myrde hinanden og slå
hinanden ihjel. Uden at vide af det taber de forstanden
gennem vinen og tilfører dermed, som komediedigteren siger,
ikke blot de andre mennesker, men også sig selv skade,
eftersom de må bære følgerne af deres solderi. For i sandhed,
de som kom til gæstebuddet, friske og som venner, går snart
efter derfra som fjender med lemlæstede kroppe. Nogle af
dem har brug for anklagere og dommere, andre har brug for
prædikanter og læger.
Andre af drikkebrødrene, som kan forekomme mere
mådeholdne, drikker vin fra alrunerodens bedøvende saft. De
falder næsegrus ind over bordet, støtter sig på venstre
underarm, vipper nakken bagover og drikker flittigt fra
bægeret. Til sidst falder de i dyb søvn. De ser ikke mere noget
og hører heller ingenting, og det er som om de bare ejer en
eneste sans, den laveste, nemlig smagssansen.
Jeg kender også nogen som, inden de synker sammen,
træffer forberedelser til næste dags drikkelag, eftersom de
12

synes, at en del af dagens morskab består i forhåbningen om
den næste rus. På denne vis lever de bestandigt uden hjem og
arne, i fjendskab med forældre, hustruer og børn, i fjendskab
med deres fødeland og til sidst også i fjendskab med sig selv.
Thi et så fugtigt og udsvævende liv er skadeligt for alle
mennesker.
§ 6. Måske er der nogen, der nu vil forsvare den nyeste slags
gæstebud, som dukker op overalt. De er sprunget frem i kraft
af en længsel efter romersk pomp og pragt, som både
grækere og ikke-grækere er misundelige på. De arrangeres,
således at de nærmere tjener det ydre skin end et sundt
vellevned. Omkring bordet stilles sofaer til tre eller flere
personer. De er prydede med skildpadde-læder, elfenben,
eller et endnu mere kostbart materiale. Oven over dem
udbredes der purpurrøde dækkener med indvævet guld og
sølv. Dertil andre, prydede med mangefarvet blomstermønster
- noget virkeligt iøjnefaldende. Derefter anbringes der en
masse drikkekar, ordnet efter deres form: Drikkehorn, skåle,
bægre, og mange andre kar, kunstfærdigt prydet med
jagtscener, som omhyggeligt er indgraveret af en kunstnerisk
hånd.
Man møder tjenende slaver ved disse gæstebud. De har en
vidunderlige fremtoning og skønhed, det er som om de
egentlig ikke var der for at gøre tjeneste, men i stedet for at
glæde gæsternes øjne med synet af dem. Nogle af dem, som
endnu kun er ynglinge, skænker vin, de andre, som ligner
hyrdedrenge, bærer vand ind. De er vaskede og gjort i stand,
har smurt og malet deres ansigter og har kunstfærdigt krøllet
og flettet hår. Thi de har langt hår og klipper endog pandehåret
i en jævn cirkellinie. De lysende hvide overklædninger er af det
13

fineste materiale, og dem bærer de optrukne. Fortil når de
dem til nedenfor knæene, bagtil er de en smule længere. Alle
delene er fæstnet med dobbelte uldsnore ved
underklædningens spænde, således at de går udad på begge
sider på en sådan måde, at hofterne bliver bredere.
Andre har grundigt trænet fornemme ynglinge, som allerede
har deres første skægdun på hagen, i opvartningens svære
kunst. De skal vise værtens velstand, men i virkeligheden viser
de blot deres egen mangel på virkelig anstændighed, og det
ved gæsterne godt. Alle de forskellige slags bagværk, kød og
krydderier, som bæres frem, har kostet bagere og slagtere
meget arbejde. Men målet er ikke at maden skal smage godt,
hvilke jo ville være det eneste meningsfulde, men snarere at
den skal dufte godt og se pragtfuld ud.
Syv velfyldte borde bæres ind, tunge af alt som jorden, havet,
floderne og luften har at give, udsøgte bidder af godt kød fra
land-, vand og luftdyr, alt tilberedt og serveret på speciel vis.
Og for at der ikke skal mangle noget af hele naturens rigdom,
bærer man til sidst træer ind, fulde af frugter. Når de bæres ud
igen, er de tomme på grund af de tilstedeværendes
umættelighed. Og nu bærer man en slags stegte høns ind,
som de sluger for alles åsyn, selv benene bider de endda i
stykker. De omgås barbarisk med maden, river den i stykker
og sluger den.
Til sidst er de trætte, og maverne er fyldte helt op, men de
mærker stadig at begæret kræver mere. Så lader de maden
stå og vender og drejer hovedet i alle retninger for at
undersøge rummet med øjne og næse. Øjnene udsøger sig alt
det gode kød, og næserne de opstigende maddunster. Når de
er blevet mætte af at se og lugte, begynder de at tale om
14

maden og priser tilberedningen og værtens overdådighed.
Ifølge sædvane trækker de denne samtale temmelig længe
ud. Men de mere mådeholdne ved ganske vel, at det kun sker
for på ny at opflamme begæret, som det sandelig havde været
nyttigere at dæmpe ned. Det ville faktisk være bedre at sulte
og tørste end at hengive sig til disse mængder af mad og
drikke.
§ 7. Specielt berømte og betydningsfulde er de to gæstebud i
Grækenland, som Sokrates deltog i.
Det ene fandt sted i Kallios' hus i anledning af kransuddelingen
til Autolykos, og det andet i Agatons hus. Begge disse
gæstebud er blevet værdigt skildrede af mænd, som med
hensyn til sæder og stil var sande filosoffer, nemlig Xenofon
og Platon. De nedskrev dem som tankevækkende og anså, at
den tids mennesker i dem skulle se et eksempel på, hvordan
et gæstebud skulle foregå på harmonisk vis. Skønt mange af
vore samtidige, som godt kunne hengive sig til et kontemplativt
liv, er af samme mening, må man faktisk alligevel le af dem.
Hvert eneste af gæstebuddene har sin form for lyksalighed,
men Xenofons har større menneskelig umiddelbarhed. Der
findes fløjtespillersker og dansere, troldkarle og
komediespillere, som er stolte over deres udseende og deres
behagelige optræden, samt tillige andet, som plejer at finde
sted ved muntre lejligheder.
Platons skildring af gæstebuddet handler næsten udelukkende
om kærligheden, ikke bare om kærligheden mellem mænd og
kvinder, thi sådanne begær følger en naturlov, men også om
kærligheden mellem mænd, som endog adskiller sig fra
hinanden med hensyn til alder. Og selv om samtalen om Eros
15

og den himmelske Afrodite virker som et kunstlet påfund, så
besidder de dog et kunstværks hele fortryllelse. Den største
del indtager den sædvanlige og almene Eros, som tilintetgør
den mandskraft, som er den nyttigste dyd i både krig og fred.
Eros fremkalder i sjælene en kvindelig sygdom og gør mænd
til mande-kvinder, som med alle midler burde trænes i
tapperhed. Eros ødelægger ynglingealderen og har skabt et
råderum for de elskede, men den skader også dem, der
elsker, i forhold til det, som burde være det vigtigste for dem,
nemlig kroppen, sjælen og deres ejendom. Ynglinge-elskerne
tvinges nemlig af deres begær til helt at hellige sig deres
elsklinger. Kun da er de vågne og opmærksomme, mens de
på grund af deres lidelse er blinde i alle andre anliggender i
det normale liv. Og hvis deres kærlighed er ulykkelig, sygner
de for det meste hen. Deres ejendom mister de af to årsager,
dels gennem ubetænksomhed, og dels gennem de store
udgifter til den elskede.
Ud af dette opstår der imidlertid endnu et socialt misforhold.
Hvad det afstedkommer er, at byerne affolkes, at ædle
mennesker mere og mere forsvinder, og at ufrugtbarhed
opstår og udrydder menneskene. De ligner i deres handlinger
dem, som ikke kan dyrke deres jord, men som i stedet for at
så sæden i den frugtbare jord lader den falde på et område
som ligger under havets overflade, eller på en stenet hård
mark, hvor intet kan vokse og trives, og hvor det udstrøede
korn må gå til spilde.
Jeg har nu ladet alt dette passere forbi. Derved at det er så nyt
for vor tænkemåde, kommer det til at kilde behageligt i vores
øren. Men Moses' venner, som fra barndommen har lært sig at
elske sandheden, skal bedømme alt dette som ringe. De skal
vide at holde stand mod al fristelse og vildfarelse.
16

§ 8. Disse berømte gæstebud er altså fulde af tomme ord og
udtaler i virkeligheden deres egen dom, som ikke kan være
specielt fordelagtig. Nu vil jeg sammenligne dem med
gæstebuddene hos dem, som har viet deres liv og sig selv til
at skue og forstå den højere natur ifølge den hellige
undervisning, som profeten Moses har givet.
Deres vigtigste sammenkomst har de altid efter syv gange syv
dage, thi de ærer ikke kun det enkelte syvtal, men også
kvadratet på syv. De ser deri et helligt og evigt jomfrueligt tal.
Og denne dag er for dem en specielt stor højtid, fordi den
indeholder hemmeligheden med tallet 50 (pinsens
hemmelighed). Det er det allerhelligste tal, taget fra den
retvinklede trekant, hvori alt som opstår og består har sit
udspring.
Når de nu er samledes i hvide klæder, fulde af glæde og i
højtidelig feststemning, gives der et tegn af en af
efemereuterne, dagens vogtere, som gør tjeneste ved denne
højtid. Inden de sætter sig til bords, løfter de, en efter en,
blikket og hænderne mod himlen; øjnene fordi de har lært sig
at betragte de ting som er værd at betragte, hænderne fordi de
er frie for ethvert begær efter at eje og ubesmittede af enhver
stræben efter at erhverve sig ejendele. Og så beder de til Gud
om, at måltidet må være ham til behag og forløbe efter lovene
for hans fornuft.
Efter bønnen tager de ældste plads ved bordet, således at
alderen regnes fra det tidspunkt, hvor de blev optaget i
fællesskabet. De anser nemlig ikke de ældste for at være dem,
som har den højeste alder. Tværtimod betragter de dem som
17

unge fyre, såfremt kærligheden til deres åndelige retning først
sent er vågnet inden i dem. Som de ældste regnes altså dem,
som i deres tidligste ungdom har dettaget i fællesskabet og
har udviklet moden kraft i stræben efter visdom i den
meditative del, som er den skønneste og mest guddommelige
del.
Kvinderne har også del i måltidet. De fleste af dem er gamle
og har i løbet af et langt liv bevaret deres jomfruelighed, ikke
ud af tvang som nogle af de græske præstinder, men frivilligt
efter egen overbevisning, thi de har længtes efter visdommen
og efterstræbt den, de har ønsket at være formælede med
den. De kropslige glæder har de altså skattet ringe, og de har
ikke tragtet efter at få dødelige, men udødelige efterkommere,
som kun en gudsbeslægtet sjæl kan bringe til verden, hvis
Verdensfaderen dér har sået sin åndes lysstråler, ved hvis
hjælp sjælen kan skue visdommens lære.
§ 9. Selskabet ved bordet er delt i to grupper, mændene sidder
til højre og kvinderne til venstre. Hvis nogen tror, at der var
udbredt hynder, selv om de ikke var kostbare, så dog bløde,
for disse ædle og fintfølende forvaltere af filosofien, tager de
fejl. Det er i stedet hårde måtter af sædvanligt materiale, billigt
fletværk af indenlandsk papyrus, som lægges på gulvet og
som blot er lidt polstret ved albuen for at give støtte. Streng
ordknaphed opmuntrer de ikke, i stedet er de altid frie og glade
og beskytter sig på den vis mod begærets mange tillokkelser.
De lader sig ikke betjene af slaver, thi de anser det for at være
mod naturens orden at eje sådanne. Naturen har jo skabt alle
mennesker frie. Det som har givet de stærkere magt over de
svagere er blot uretfærdighed og egoisme hos dem, som har
18

villet indføre manglende ligestilling, hvilket er kilden til alt ondt.
Ved disse hellige måltider findes der altså ingen slaver. Kun
frie mænd er tjenere og udfører deres hverv uden at være
tvungne. De er ivrige efter at hjælpe til og skynder sig at
komme hvert eneste udtalt ønske i forkøbet.
Men det er ikke alle frie folk, som opfostres til sådanne
tjenester. Inden for broderforbundet udvælger man meget nøje
ynglingene efter deres åndsevner, således at man virkelig kun
møder dygtige, ædle og højtstående personligheder. Som
ægte sønner konkurrerer de om at tjene deres fædre og
mødre og tror, at disse deres fælles forældre står dem nærmre
end deres kødelige forældre, ligesom det ædle og gode i det
hele taget kun er nærliggende for dem, som har en god vilje.
De tjenende ynglinge bærer ikke noget bælte og har dragten
rullet ned for ikke at ligne slaver. Jeg ved at nogle, som hører
om dette, kommer til at le af det. Men de som ler er sådanne,
hvis egne handlinger er beklagelige og ynkværdige.
Der serveres ikke vin på sådanne dage, kun frisk kildevand,
for det meste koldt, men opvarmet for de svageste blandt de
ældste. Der findes heller ikke blodholdig mad på bordet. Der er
kun brød, og som tilsætning har man salt, undertiden krydret
med isop for de mere overdådigt indstillede. Det mådehold,
som er påbudt præsterne når de frembærer ofret, står for dem
som det eneste rette for hele livet. Thi vinen er et
trolddomsmiddel, som afstedkommer ufornuft, ligesom lækker
og kostbar mad skaber det umætteligste begær.
§ 10. Dette er altså forberedelserne til måltidet. Når gæsterne
har indtaget deres pladser i den beskrevne orden og tjenerne
19

står parate, er det ikke et drikkelag, som påbegyndes, hvilket
man skulle tro. I stedet indtræder der en endnu dybere stilhed
end hidtil. Ingen tør røre sig eller så meget som trække vejret
tungt. En eller anden udvælger nu et sted i de hellige skrifter
for at udlægge det, eller også giver han svar på et fremsat
spørgsmål uden i det allermindste at tænke på at gøre sig selv
betydningsfuld. Han tragter jo ikke efter at blive anerkendt som
en kunstfærdig taler. Hans ønske er ene og alene at nå frem til
en bedre indsigt i et afsnit af læren. Og når han har nået
denne indsigt, giver han den uselvisk videre til de andre, som
måske ikke har så skarpsindige tanker, men som allligevel
nærer en stor længsel efter kundskab. Taleren benytter sig af
en udførlig og langsom måde at undervise på. Han gør stadige
ophold og indføjer gentagelser for at indprente tankerne i
sjælen. En udlægning, som går frem i et hastigt og åndeløst
tempo, kan tilhørerens forståelse ikke holde trit med, han har
brug for at få det sagte gentaget. De andre gæster ved bordet
sidder vendt mod ham og forbliver i en og samme stilling,
mens de lytter. Gennem nik og blink giver de til kende, at de
har forstået det. Vil de prise taleren, så gør det det ved at vise
ham glade miner. Tvivler de derimod på hans ord, så ryster de
sagte på hovedet og rører pegefingeren på højre hånd.
Ynglingene, som står rundt om bordet, lytter med lige så stor
opmærksomhed som de andre.
Udlægningen af de hellige skrifter grunder sig på den dybere
mening bag de allegorisk opfattede tekster. Hele lovbogen
forekommer disse mænd at ligne et levende væsen, hvis krop
består af budskabets umiddelbare ordlyd, og hvis sjæl udgør
det tankeindhold, som er synligt eller skjult i ordene. I dette
tankeindhold begynder den tænkende sjæl fremfor alt at
opdage og forstå sit eget væsen. I navnets spejlbillede ser de
for sig urbilledernes uhørte skønhed. De lærer sig at skelne
20

mellem symbolerne og at afsløre dem, samt at fremføre det
afslørede indhold i lyset for dem, som gennem lette
antydninger kan forstå den skjulte mening med dét som er
blevet fremført. Når nu den, som fører ordet, regner med, at
han er fremkommet med en tilstrækkelig lang betragtning, og
når de forsamledes følelser stemmer overens med hans egne i
spørgsmålet herom, dvs. når han på en god og rigtig måde har
fuldført sin betragtning, og når forsamlingen er tilfreds med det
den har hørt, så klapper alle i hænderne som tegn på
almindelig glæde. Derefter rejser taleren sig op og istemmer
en hymne til Guds pris, enten en ny, som han selv har digtet,
eller en fra nogle af de gamle skjalde. De har jo efterladt sig en
rigdom af vers og melodier: Epos, processionssange, salmer,
offersange, altersange og korsang i mange forskellige rytmer
og versefødder.
Efter ham synger de andre også efter tur og rangorden, mens
alle lytter stille, undtagen når slutversene og de fælles salmer
synges. Da oplader nemlig alle, mænd og kvinder, deres røst.
Når hver og én har afsluttet deres salme, bærer ynglingene
bordet ind med den herligste føde, syret brød med salt, hvori
der er blandet isop, og dette sker ud af ærbødighed for et
andet bord, som står i templets hellige forrum. På
tempelbordet er der nemlig usyret brød og ublandet salt, fordi
det passer sig at det enkleste og reneste tildeles
præsteskabets højeste grad som løn for kulthandlingerne. De
andre skal alle stræbe efter den samme renhed, men de skal
dog undgå ukrydret brød, sådan at dette er et privilegium for
de højere præster.
21

§ 11. Efter måltidet fejrer de den hellige nat-højtidelighed. Den
får følgende forløb: Alle rejser sig, og omkring bordets midte
danner der sig først to kor, et mandligt og et kvindeligt. På
hver side vælges der en forsanger, og det bliver den mest
agtede og mest musikalske. Og derefter synger de salmer,
som er digtede til Guds ære på forskellige rytmer og melodier,
både som fællessang og i vekselkor, alt imens de følger takten
med bevægelser eller dansetrin. De bryder endda ud i
profetisk ekstase og synger, enten stående eller under
højtidelig dans. Samtidig digter de ofte strofer og modstrofer.
Når hver gruppe, mænd for sig og kvinder for sig, er blevet
stillet tilfreds på samme vis som deltagerne i Bacchus-fester
stilles tilfreds af vin, forener de sig, opfyldte af guddommelig
kærlighed, således at der opstår et eneste kor ud af de to
grupper. Dette efterligner den gamle fest, som fejredes ved
Det røde Hav, da det store under havde fundet sted der. Havet
blev nemlig på guddommelig befaling en kilde til redning for
den ene part og en kilde til fordærv for den anden. Vandet
svulmede op og formedes på begge sider til faste mure, og
rummet mellem dem blev til en tør, bred vej, ad hvilken folket
drog frem fra den ene strand til den anden. Da havet atter flød
sammen under ebbe og flod og fra begge sider blev udgydt
over fastlandet, blev de forfølgende fjender opslugt af
bølgerne og gik under. Da de så og oplevede dette, som
oversteg alle ord og tanker og enhver forhåbning, blev mænd
og kvinder ligeligt grebet af entusiasme. De forenede sig til et
kor og sang takkeofrets salmer til den reddende Gud. Derved
blev profeten Moses til forsanger for mændene og profetinden
Mirjam for kvinderne. Terapeuternes højtid skal skildre denne
tildragelse. Når mændenes dybe stemmer forenes med
kvindernes lyse stemmer i samklang og vekselsang, da opstår
der en harmonisk og sandt musikalsk symforni. Smukke er
22

tankerne, smukke er ordene og hellige er kordanserne. Målet
for tankerne, ordene og kordansen er fromheden. Beruset af
denne skønne rus, uden at blive tunge i hovedet eller trætte i
lemmerne, men oven i købet snarere mere vågne end før
måltidet, afventer de morgenen. De står der med blikket og
hele kroppen vendt mod morgenrøden og løfter hænderne
mod himlen, mens de ser solen stå op, og de beder om en
velsignet dag, om sandhed og om at måtte kunne skue ånden
klart.
Efter bønnen vender hver og én tilbage til sit eget hus, for på
ny at hengive sig til filosofiske studier og dyrke markerne.
Så meget om terapeuterne, disse elskere af den højere natur,
som alene lever i naturen og sjælens indre. De er medborgere
både i himlen og på jorden, gennem deres dyd har de
overgivet sig til Faderen og Skaberen af alle ting, thi gennem
dyden har de opnået hans kærlighed som den skønneste løn.
Dydens udvikling er større end al lykke; den fører frem til
salighedens højdepunkt.
Teksten af Filon er oversat fra bogen ”CAESAREN UND
APOSTEL” af lic. Emil Bock. Bogen er udgivet af Verlag Urachhaus
Stuttgart, 1958.
23