Acrobat-fil - Kofoeds Skole

Subsistensløs
Vinteren 1938 og 39 slæbte sig af sted, det blev en tid jeg aldrig
vil glemme …
At være subsistensløs var på den tid i strid med love og
regler. Var man hjemløs, stod man som lovbryder og kunne
anholdes og stilles for en dommer. Dommen var som regel
deportation til ens føde- eller hjemby, tidligere opholdssted
eller lignende. Det drejede sig om at have så få ’undermennesker’
i kommunen som muligt. Måske var ideen rigtig god,
for det bevirkede, at man for alt i verden skulle undgå at
komme i klammeri med politiet eller andre myndigheder.
Alt dette gjorde, at det var nødvendigt at kontakte andre
subsistensløse for at finde ud af, hvordan de klarede dagen
og vejen, hvordan de kunne undgå at betle, hvilket også var
forbudt, hvordan de kunne få stillet deres sult og få et par timers
søvn om natten.
Når Kofoeds Skole var lukket, var det værst, men om middagen
kunne man begive sig til Tvedes bryggeri, som lå i en
baggård på Vesterbro. Her blev der serveret en portion byggrød
og et glas hvidtøl. Det var en god måde at få stillet sulten
på. Man blev ikke betragtet som undermenneske eller
tigger.
Et andet sted var Nimbs kælder. I restaurantens kælderhals
var der uddeling af madpakker.
En aften kom jeg lidt sent til Nimb, det var bidende koldt,
og der stod nok 12-15 mennesker og ventede på, at klokken
skulle blive 02. Det var næsten på klokkeslæt, at lemmen på
døren gik op, og en dame sagde: ”Vær så god” og stak de
madpakker, der var, ud til os.
Mødet med Fyrtårnet
Hitler havde overtaget magten i Tyskland, og frygten for en
kommende krig medførte også et behov for forsvarsforanstaltninger.
En sådan foranstaltning var oprettelsen af KLFP,
Københavns Luftværnsforenings Pulterkammerrydning.
I etageejendomme havde lejligheder hvert sit pulterkammer
enten på loftsetagen eller i kælderen. Nogle af dem var rene
brandfælder i tilfælde af et luftbombardement.
Hvordan Kofoed fik kendskab til KLFP’s planer, ved jeg
ikke, men jeg og min bror Bruno fik sammen med flere andre
arbejde med at rydde pulterkamre. Tænk efter lang tid uden
arbejde at få en ugeløn udbetalt! Vi fik udleveret et armbind
med KLFP’s initialer. Alt blev båret ud på en lastbil, der når
den var fuldt læsset blev kørt ud på Bådsmandsstrædes kaserne,
en forladt bygning, som forsvaret ejede (det nuværende
Christiania, red.).
Visse effekter blev sorteret fra som sælgelige, resten blev
tilintetgjort på et bål. Der var mange mennesker involveret i
projektet. En enkelt vil jeg gerne fortælle om.
Han stod med et langskaftet redskab og smed papir og
8 Kofoeds Avis | april 2008
Da jeg denne aften kom ned i kælderhalsen, var der fyldt
op, og jeg måtte tage til takke med at stå på det nederste trin
og undvære varmen fra de andre. Men pludselig sagde en af
de tilstedeværende, en stor københavner: ”Ta’ og la’ den lille
lort komme inderst, han fryser sgu ihjel.” Der blev gjort plads
allerinderst, og jeg nød varmen, så godt jeg kunne.
Det var imidlertid ikke forbi med gode oplevelser denne
nat. Lidt før madpakkeuddelingen gik døren op, en velklædt
herre kom ud og skulle op ad trappen. Vi gjorde pligtskyldigt
plads og gengældte hans ”god morgen.” Han gik et par trin
op, drejede hovedet og sagde: ”Det er koldt gutter.” Et lyst
hoved i flokken svarede ”tak for oplysningen.” Den velklædte
herre tog endnu et trin op og udbrød: ”Da var jeg dum.” Han
knappede sin frakke op og tog sin tegnebog, stak en tier til
den, der stod nærmest, med ordene: ”Her er lidt til morgenkaffen.”
Og tro mig, jeg husker morgenen efter på Jacobs
Kaffebar. Jeg tror, at en kop kaffe og et rundstykke kostede 35
øre, så alle fik et godt morgenmåltid.
Den velklædte herre var i øvrigt
kapelmester Teddy Petersen, som
i mange år berigede os med sine
musikalske evner.
Faren for krig var overhængende. Mange
pulterkamre i København var de rene
brandfælder i tilfælde af bombardement.
Derfor skulle de ryddes
andet på bålet. En gruppe af dem, der sorterede, talte lidt ophidset
sammen, mens de gestikulerede og pegede på manden.
De spurgte, om han var arbejdsløs, hvilket han svarede
nej til. En mand fra gruppen sagde: ”Vi mener at kunne
kende Dem og regner ikke med, at De mangler penge, så vi
synes ikke det er pænt af Dem at tage arbejdet fra dem, der
trænger.”
Manden trak sig omgående væk fra bålet, lod os forstå, at
han var blevet tilbudt arbejdet, som lød spændende og var
noget helt nyt for ham. ”Men jeg trækker mig omgående og
ønsker ikke at modtage betaling for mit arbejde. De penge, jeg
har tjent, må I få. Jeg har haft det rart og stiftet bekendtskab
med mennesker, jeg aldrig havde drømt om at møde.”
Kofoed fik kendskab til episoden og lavede en aftale med
manden om at komme ud på skolen og holde foredrag om sit
liv. Det blev en uforglemmelig aften med et menneske, som
trods sit liv som komiker havde dybt alvorlige ting at fortælle
os om. Mandens navn var Carl Schenstrøm, Fyrtårnet (den
ene halvdel af makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, red.).
Redigeret af Karen Pedersen