Acrobat-fil - Kofoeds Skole
Acrobat-fil - Kofoeds Skole Acrobat-fil - Kofoeds Skole
”Jeg har lyst til at give noget igen. Jeg vil gerne bidrage og være en del af samfundet, men jeg vil gerne have lov at være der som den, jeg er,” siger Mette Lykke Kofoed ”Jeg spiller ikke trommer for at blive dygtig, men for at blive glad – glad for mit liv. Og jeg tror for resten også, at hvis noget er rigtig godt for én, så bliver man også god til det. Det er i al fald min nyerhvervede erfaring.” Sådan siger Mette Lykke Kofoed, 37 år. Da hun kom til Kofoeds Skole for tre siden, havde hun i årevis bokset med at finde sin identitet og føle sig værdsat – som Mette. ”Jeg fik meget opmærksomhed som barn, men blev mest elsket for ting, som glædede mine forældre. Meget mere end for det, jeg selv ønskede at blive elsket og set for. På den måde skabte jeg en falsk identitet, hvor jeg kunne få den accept, jeg ønskede. Det skabte også et smertefuldt vakuum indeni. Det, der var udenpå, stemte ikke med det, der var inden i mig.” Udadtil var den unge og voksne Mette en succes. Hun var dygtig i skolen, blev uddannet som skuespiller på en velrenommeret teaterskole i 4 Kofoeds Avis | april 2008 London, havde kæreste og snart også barn på vej. Men indeni knugede det sig mere og mere sammen … Depressionen kom piblende Mette havde kæmpet for at blive skuespiller. ”Som skuespiller kan man jo blive set og hørt og få lov til at vise alle sine følelser. Fortælle vigtige, inderlige historier fra hjertet, som de ellers ikke ville høre om i mit hjem. Men uddannelsen var rigtig hård, for man skal i den grad arbejde med sine følelser hele tiden. Jeg gennemførte, men jeg havde slet ikke en fornemmelse af at have ’vundet’. Da jeg kom hjem, følte jeg, at jeg skulle leve op til at være ’hende, der kan klare det hele’.” ”Indeni kunne jeg mærke depressionen komme piblende. Jeg gik til en del castings og blev også opmuntret og lagt mærke til, men jeg havde egentlig ikke lyst til at blive udvalgt. Jeg følte det som et præstationsræs. Jeg ville bare gerne gemme mig eller nok snarere gerne ses som den, jeg var, og ikke for det, jeg kunne præstere.” Boede 22 steder på tre år I den periode var Mette mere eller mindre hjemløs. Hun boede 22 forskellige steder på tre år. På et tidspunkt besluttede hun, at hun ville uddanne sig til lærer. ”Nu skulle mit liv for alvor komme ud i lyset blandt mennesker. Jeg glædede mig til noget bogligt igen efter alt det hårde arbejde med følelser. Bøger og det faglige havde altid været min stærke side, og jeg tænkte, at i undervisning er man i dialog med virkeligheden.” Så Mette begyndte på lærerseminariet, men følte sig ’anderledes’ som skuespiller og buddhist. Mens hun gik på seminariet, blev hun gravid med sin daværende kæreste. Han havde et alkoholmisbrug, og Mette kæmpede for at holde sammen på sin drøm om at skabe en familie og være ”lykkelige til vores dages ende” med ham. Alt var kaos i privatlivet – og indeni. Til sidst blev presset for stort, og Mette blev indlagt på psykiatrisk afdeling i tre måneder, da hendes søn var få måneder gammel. Herefter røg kæreste, uddannelse, bolig – og sønnen. ”Myndighederne gik ind og bestemte, hvor meget jeg kunne se min dreng. Han fik en aflastningsfamilie og var også dagligt hos sin far. Læreruddannelsen havde jeg slet ikke kræfter eller lyst til at komme tilbage til. Jeg følte, at alt var taget fra mig, intet gav mening. Overhovedet,” siger Mette. Siden fulgte fire års kamp, hvor Mette langsomt fik lov at se sin søn mere og mere igen. Hun gik til psykolog og til psykiater, og fandt en god alternativ behandler, som hjalp hende til at droppe medicinen. For tre år siden fik hun sin egen lejlighed.
Plads til forskellighed Hos psykiateren faldt Mette tilfældigt over Kofoeds Skoles undervisningskatalog og besluttede sig for at give skolen en chance. De første fag, hun meldte sig til, var syning, madlavning, qi-gong, sang, bevægelse/afspænding og formning. Senere tog musikfagene helt over. ”Musik skal man have overskud til, i begyndelsen kunne jeg slet ikke lytte til musik.” På skolen fandt Mette først og fremmest plads til forskellighed og til at være sig selv. ”Jeg fandt nogle mennesker, jeg kunne snakke med og dele livets små og store ting med. På Kofoeds Skole er der fyldt med mennesker, der har oplevet kriser tæt på og har haft forskellige konflikter i deres liv. Det gør dem meget menneskelige. Det er dejligt at kunne sidde i kantinen eller på musikværkstedet og dele ’dagens tilstand’, opmuntre hinanden og dele grin og sorger med de andre, som også er lidt ’skæve’, og for hvem livet ikke altid har formet sig, som de havde ønsket det.” Jubelglad på trommer Mette kommer på skolen fire gange om ugen til musik: rytmik, sang, trommer, guitar og perkussion. ”Lige nu er det vigtigt for mig at finde ud af, hvad der gør mig glad. At spille trommer gør mig rigtig glad! Det rammer lige ind i mit hjerte og i min krop. Jeg vil ikke noget med det, men jeg vil gerne lade det komme til at fylde mere og mere i mit liv. Og hvem ved, hvad det så kan vokse sig til. Hjemmefra har jeg lært, at alt helst skulle føre til noget – og det kan være temmelig dræbende for en kreativ proces. Nogle ting skal lades være i fred, så de kan vokse langsomt under gode omstændigheder. Som en blomst. Den kan man heller ikke tvinge eller råbe frem.” ”At jeg endelig er vendt tilbage til trommerne, er også et bevis på, at man ikke kan dræbe en drøm. Jeg fik nemlig ikke lov til at spille trommer for min far. ’For hvad skulle det dog føre til? Det er kun dumme jubelglade mennesker, der gør det.’ Og nu står jeg her. Og gør det. Og bliver super- eller jubelglad af det.” Små skridt mod store mål Nu er det jobcentret, der presser på. ”’Hvor skal du hen?’, spørger de. Det er svært at svare på. Jeg har brug for en tid endnu til bare at være. Hele min krop gør det, den altid har villet og følt, at den skulle – og jeg kan mærke, at det ’rykker’ i mit liv lige nu,” siger Mette, som i øvrigt giver jobcentret pæne ord med på vejen: ”De har behandlet mig godt. De har spurgt og lyttet, men jeg er også kommet med min ærlighed: Jeg vil gerne, men jeg ved ikke, om jeg kan. Og jeg er selv kommet med forslag til noget, jeg kunne have lyst til. Det har de vist meget forståelse for, og de har været med til at skubbe i en konkret retning.” Planen er nu, at Mette skal i afklaring eller praktik. Endnu en chance for at komme nærmere på at finde ud af, hvad hun er god til, hvad hun skal arbejde mere med, og hvad hun har at tilbyde en arbejdsplads, siger hun. ”For jeg kan mærke, at jeg faktisk gerne vil bruge lidt mere af mig selv nu. Og jeg er glad for den hjælp, jeg får til at komme derhenad. Lige nu har jeg afklarende samtaler med en jobkonsulent på Kofoeds Skole; det er skønt at have en sparringspartner i den proces.” ”Jeg ved, jeg har talenter og ressourcer, men også, at jeg skal passe på mig selv. Så et praktikforløb er nok det første skridt. Måske i et stille og roligt miljø med nemme papiropgaver og andre overskuelige ting – eller som hjælpelærer i dans, for at få min fornøjelse med på arbejde og samtidig lære noget. Små skridt ad gangen hen mod mit store mål er vejen frem. Jeg skal langsomt bygge mig selv op til at blive stærk og kunne udleve mine drømme helt.” Jeg vil gerne dele med andre Drømmene handler om at kunne bruge kreativiteten aktivt til gavn for andre: ”Til at trøste, heale, glæde, røre og opmuntre mennesker. Skabe, skrive og fortælle historier for børn og voksne. Videregive dansens glæde og fortælle om livet. Jeg vil gerne dele min historie og mine erfaringer og indsigter med andre. Få det til at give mening ved at give det videre,” siger Mette. ”Tænk at kombinere kunst, psykologi og faglighed, så kreativiteten giver mening for almindelige mennesker. Det største kunne være at lave en ny slags skole, hvor børn bliver dannet i stedet for ’bare’ uddannet. En skole med nye læringsformer. Hvor man ser på børnenes ressourcer og bruger kreativiteten til at bygge deres selvtillid, selvværd og hele baduljen op. Et sted, der hylder forskelligheden.” ”Jeg tror, at kreativitet befrir mennesker, så vi kan lære at leve med den, vi er. Det vil jeg gerne give videre til andre, der har brug for det.” POLITIKERE – KOM SELV OG SE … Politikerne kunne lære meget af Kofoeds Skole, mener Mette Kofoed. ”Jeg hører tit politikerne tale om tværkulturelle tiltag, integration og støttende foranstaltninger. Jeg tænker: Gå på Kofoeds Skole, for der er det bare. Alt det, som samfundet har brug for. Der er plads til mennesker og til deres forskellighed. Der er varme og rummelighed. Man lærer at samarbejde. På kryds og tværs af alder, kultur, sprog, størrelse, evner og baggrund. Og man får spejlet sig selv grundigt – hvis man ellers vil ses – og lært og reflekteret over mange ting om sig selv og sin færden. Det har været en gave for mig. Alt dette ville jeg gerne se noget mere af ude i samfundet. Det er hér – alt det, politikerne taler om. Det er nogle gange på bunden af samfundet, man skal kigge.”
- Page 1 and 2: April 2008 Slip kreativiteten løs!
- Page 3: Musik og sang fylder en stor del af
- Page 7 and 8: der I vinteren 1938-39 var der et u
- Page 9 and 10: Medmenneskelighed - en evig nødven
- Page 11 and 12: Fødselsdagskonkurrence: Vind en la
Plads til forskellighed<br />
Hos psykiateren faldt Mette tilfældigt<br />
over <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s undervisningskatalog<br />
og besluttede sig<br />
for at give skolen en chance. De første<br />
fag, hun meldte sig til, var syning,<br />
madlavning, qi-gong, sang,<br />
bevægelse/afspænding og formning.<br />
Senere tog musikfagene helt over.<br />
”Musik skal man have overskud<br />
til, i begyndelsen kunne jeg slet ikke<br />
lytte til musik.”<br />
På skolen fandt Mette først og<br />
fremmest plads til forskellighed og til<br />
at være sig selv.<br />
”Jeg fandt nogle mennesker, jeg<br />
kunne snakke med og dele livets<br />
små og store ting med. På <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong> er der fyldt med mennesker,<br />
der har oplevet kriser tæt på og har<br />
haft forskellige konflikter i deres liv.<br />
Det gør dem meget menneskelige.<br />
Det er dejligt at kunne sidde i kantinen<br />
eller på musikværkstedet og<br />
dele ’dagens tilstand’, opmuntre hinanden<br />
og dele grin og sorger med de<br />
andre, som også er lidt ’skæve’, og<br />
for hvem livet ikke altid har formet<br />
sig, som de havde ønsket det.”<br />
Jubelglad på trommer<br />
Mette kommer på skolen fire gange<br />
om ugen til musik: rytmik, sang,<br />
trommer, guitar og perkussion.<br />
”Lige nu er det vigtigt for mig at<br />
finde ud af, hvad der gør mig glad.<br />
At spille trommer gør mig rigtig<br />
glad! Det rammer lige ind i mit<br />
hjerte og i min krop. Jeg vil ikke noget<br />
med det, men jeg vil gerne lade<br />
det komme til at fylde mere og mere<br />
i mit liv. Og hvem ved, hvad det så<br />
kan vokse sig til. Hjemmefra har jeg<br />
lært, at alt helst skulle føre til noget –<br />
og det kan være temmelig dræbende<br />
for en kreativ proces. Nogle ting skal<br />
lades være i fred, så de kan vokse<br />
langsomt under gode omstændigheder.<br />
Som en blomst. Den kan man<br />
heller ikke tvinge eller råbe frem.”<br />
”At jeg endelig er vendt tilbage til<br />
trommerne, er også et bevis på, at<br />
man ikke kan dræbe en drøm. Jeg<br />
fik nemlig ikke lov til at spille trommer<br />
for min far. ’For hvad skulle det<br />
dog føre til? Det er kun dumme jubelglade<br />
mennesker, der gør det.’ Og<br />
nu står jeg her. Og gør det. Og bliver<br />
super- eller jubelglad af det.”<br />
Små skridt mod store mål<br />
Nu er det jobcentret, der presser på.<br />
”’Hvor skal du hen?’, spørger de.<br />
Det er svært at svare på. Jeg har<br />
brug for en tid endnu til bare at<br />
være. Hele min krop gør det, den altid<br />
har villet og følt, at den skulle –<br />
og jeg kan mærke, at det ’rykker’ i<br />
mit liv lige nu,” siger Mette, som i<br />
øvrigt giver jobcentret pæne ord med<br />
på vejen:<br />
”De har behandlet mig godt. De<br />
har spurgt og lyttet, men jeg er også<br />
kommet med min ærlighed: Jeg vil<br />
gerne, men jeg ved ikke, om jeg kan.<br />
Og jeg er selv kommet med forslag<br />
til noget, jeg kunne have lyst til. Det<br />
har de vist meget forståelse for, og de<br />
har været med til at skubbe i en konkret<br />
retning.”<br />
Planen er nu, at Mette skal i afklaring<br />
eller praktik. Endnu en<br />
chance for at komme nærmere på<br />
at finde ud af, hvad hun er god til,<br />
hvad hun skal arbejde mere med,<br />
og hvad hun har at tilbyde en arbejdsplads,<br />
siger hun.<br />
”For jeg kan mærke, at jeg faktisk<br />
gerne vil bruge lidt mere af<br />
mig selv nu. Og jeg er glad for den<br />
hjælp, jeg får til at komme derhenad.<br />
Lige nu har jeg afklarende<br />
samtaler med en jobkonsulent på<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>; det er skønt at have<br />
en sparringspartner i den proces.”<br />
”Jeg ved, jeg har talenter og ressourcer,<br />
men også, at jeg skal passe<br />
på mig selv. Så et praktikforløb er<br />
nok det første skridt. Måske i et stille<br />
og roligt miljø med nemme papiropgaver<br />
og andre overskuelige ting –<br />
eller som hjælpelærer i dans, for at få<br />
min fornøjelse med på arbejde og<br />
samtidig lære noget. Små skridt ad<br />
gangen hen mod mit store mål er vejen<br />
frem. Jeg skal langsomt bygge<br />
mig selv op til at blive stærk og<br />
kunne udleve mine drømme helt.”<br />
Jeg vil gerne dele med andre<br />
Drømmene handler om at kunne<br />
bruge kreativiteten aktivt til gavn for<br />
andre:<br />
”Til at trøste, heale, glæde, røre<br />
og opmuntre mennesker. Skabe,<br />
skrive og fortælle historier for børn<br />
og voksne. Videregive dansens<br />
glæde og fortælle om livet. Jeg vil<br />
gerne dele min historie og mine erfaringer<br />
og indsigter med andre. Få<br />
det til at give mening ved at give det<br />
videre,” siger Mette.<br />
”Tænk at kombinere kunst, psykologi<br />
og faglighed, så kreativiteten giver<br />
mening for almindelige mennesker.<br />
Det største kunne være at lave<br />
en ny slags skole, hvor børn bliver<br />
dannet i stedet for ’bare’ uddannet.<br />
En skole med nye læringsformer.<br />
Hvor man ser på børnenes ressourcer<br />
og bruger kreativiteten til at<br />
bygge deres selvtillid, selvværd og<br />
hele baduljen op. Et sted, der hylder<br />
forskelligheden.”<br />
”Jeg tror, at kreativitet befrir mennesker,<br />
så vi kan lære at leve med<br />
den, vi er. Det vil jeg gerne give videre<br />
til andre, der har brug for det.”<br />
POLITIKERE – KOM SELV OG SE …<br />
Politikerne kunne lære meget af <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong>, mener Mette Kofoed.<br />
”Jeg hører tit politikerne tale om tværkulturelle<br />
tiltag, integration og støttende<br />
foranstaltninger. Jeg tænker: Gå på <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong>, for der er det bare. Alt det, som<br />
samfundet har brug for.<br />
Der er plads til mennesker og til deres<br />
forskellighed. Der er varme og rummelighed.<br />
Man lærer at samarbejde. På kryds og tværs<br />
af alder, kultur, sprog, størrelse, evner og<br />
baggrund.<br />
Og man får spejlet sig selv grundigt – hvis<br />
man ellers vil ses – og lært og reflekteret<br />
over mange ting om sig selv og sin færden.<br />
Det har været en gave for mig. Alt dette ville<br />
jeg gerne se noget mere af ude i samfundet.<br />
Det er hér – alt det, politikerne taler om.<br />
Det er nogle gange på bunden af samfundet,<br />
man skal kigge.”
Change language