You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
April 2008<br />
Slip kreativiteten løs!<br />
side 3-5<br />
Trange tider<br />
– <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> i 30‘erne<br />
side 6-8<br />
Tillykke<br />
med de 80<br />
side 9<br />
Vind et flot<br />
LAGKAGEFAD!<br />
side 11
80 år – 80 skoler<br />
LEDER<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> fylder 80 år. På selve<br />
fødselsdagen den 28. marts samles<br />
nuværende og tidligere elever og medarbejdere<br />
ved et stort arrangement i Christians Kirke på<br />
Christianshavn for at se tilbage og lidt frem.<br />
Christians Kirke er skolens ’vugge’ Her arbejdede<br />
kordegn Kofoed, og i sognets menighedshus<br />
så ”Christians Sogns Arbejdsstuer” dagens lys i<br />
1928. Navnet var velovervejet og karakteristisk.<br />
Det nye sociale arbejde skulle ikke hedde en<br />
varmestu e. Senere kaldte Kofoed det<br />
”<strong>Skole</strong>n for Arbejdsledige”.<br />
De, der søgte hjælp, blev<br />
ikke betegnet som klien-<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong><br />
er i sit væsen først<br />
og fremmest en idé.<br />
En idé om, hvordan<br />
man skal hjælpe.<br />
Forkert givet hjælp<br />
gør mere skade<br />
end gavn<br />
ter, men som elever.<br />
Hurtigt voksede<br />
arbejdet med værkstedsfor<br />
men som det<br />
bærende. Inden<br />
længe var der også<br />
undervisning.<br />
Bespisning, tøjhjælp,<br />
bad og vaskeri kom<br />
til, ligesom rådgivning,<br />
lægehjælp osv.<br />
Alt skete under mottoet<br />
”Hjælp til selvhjælp.”<br />
”Vi hjælper ikke for at hjælpe,<br />
men for at opbygge,” sagde Kofoed.<br />
Han opfattede sin metode som en protest mod den<br />
almissepræ gede nødhjælp, som var mere udbredt<br />
på hans tid. Den ydmyger og passiverer modtageren,<br />
og er ødelæggende for hans selvværd og<br />
identitet.<br />
Igennem årene har skolen haft formentlig et par<br />
hundredtusinde elever. Ansigterne har været<br />
mange og forskelligartede. På fødselsdagen medvirker<br />
to af de mest prominente gamle elever: tidligere<br />
statsminister Anker Jørgensen og sangeren og<br />
musikeren Kim Larsen. Anker Jørgensen har gået<br />
til undervisning på skolen, Kim Larsen ekviperede<br />
sig på tøjdepotet.<br />
Vores fornemmeste ’resultat’ er uden tvivl, at<br />
man efter at have været elev på <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> kan<br />
blive Danmarks statsminister. Anker Jørgensen var<br />
i sine unge dage i en periode arbejdsløs. Så gik<br />
han på <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> og lærte engelsk.<br />
2 <strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
Vi kan glæde os over, at<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s idé i disse<br />
år spreder sig med lynets<br />
hast. ”80 år – 80 skoler i otte<br />
lande,” kan vi sige. 80 ’knopskydninger’ af vores<br />
skole rundt omkring i verden. Der er oprettet<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>r eller <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>-inspirerede<br />
projekter i syv lande ud over Danmark: Polen,<br />
Tjekkiet, Estland, Litauen, Rumænien, Ukraine og<br />
Armenien. Det er de færreste, om nogen, der fungerer<br />
præcist som skolen i København, men grundlaget<br />
for dem alle er de kofoedske tanker. Egentlige<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>r er der p.t. ca. 17-18 af i udlandet.<br />
Jeg siger ca., fordi der hele tiden åbnes nye, og<br />
andre er under forberedelse. Dertil kommer de såkaldte<br />
andengenerations-skoler. Projekter og institutioner,<br />
som oprettes uden vores direkte medvirken,<br />
men med udtrykkelig inspiration fra vores<br />
ideer.<br />
Allerede omkring 1950 blev der arbejdet på at<br />
oprette <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>r i en række byer i både indland<br />
og udland. Det var formentlig kun <strong>Kofoeds</strong><br />
tragiske død ved en bilulykke i 1952, der stoppede<br />
disse planer. Så meget mere er det derfor en glæde<br />
for os, at de realiseres nu.<br />
Hvordan har skolen kunnet overleve i så mange<br />
år? Under skiftende samfundsvilkår og forskellige<br />
tiders livsindstillinger? Jeg tror, det bl.a. skyldes, at<br />
vi har en smuk og livskraftig ’urfortælling’ om kordegn<br />
<strong>Kofoeds</strong> liv og gerning.<br />
Vi kan altid finde næring i <strong>Kofoeds</strong> tanker om<br />
hjælp og pædagogik til udsatte, skrøbelige mennesker.<br />
Den kamp, han førte i 30’erne og 40’erne, er<br />
vores ’skabelsesberetning og evangelium’. Det er<br />
uden tvivl en vigtig del af skolens sammenhængskraft,<br />
evne til at overleve og samtidig forny sig.<br />
Jens Aage Bjørkøe<br />
Forstander<br />
KOLLEKTDAG OG FESTGUDSTJENESTE 30. MARTS<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> har kollektdag i kirkerne søndag den 30 marts.<br />
Samme dag er der festgudstjeneste i Christians Kirke på<br />
Christianshavn kl. 10 – ved Ole Meldgaard og Jens Aage<br />
Bjørkøe, <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>.<br />
FOTO: KOFOEDS SKOLE
Musik og sang fylder en stor del af<br />
Mettes liv og hendes skema på<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>. ”Jeg tror, at<br />
kreativitet befrir mennesker,<br />
så vi kan lære at leve med<br />
den, vi er,” siger hun<br />
INTERVIEW<br />
Af Marianne Bjørkøe og Karen Pedersen<br />
Fotos: André Andersen<br />
Sønnen er det allervigtigste i Mettes liv.<br />
”Det vigtigste er at finde ro og overskud<br />
til at være sammen med ham.<br />
Vi har meget, vi skal indhente”<br />
<strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
3
”Jeg har lyst til at give noget igen. Jeg vil gerne bidrage og være en del<br />
af samfundet, men jeg vil gerne have lov at være der som den, jeg er,”<br />
siger Mette Lykke Kofoed<br />
”Jeg spiller ikke trommer for at<br />
blive dygtig, men for at blive glad –<br />
glad for mit liv. Og jeg tror for resten<br />
også, at hvis noget er rigtig<br />
godt for én, så bliver man også<br />
god til det. Det er i al fald min nyerhvervede<br />
erfaring.”<br />
Sådan siger Mette Lykke Kofoed,<br />
37 år.<br />
Da hun kom til <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> for<br />
tre siden, havde hun i årevis bokset<br />
med at finde sin identitet og føle sig<br />
værdsat – som Mette.<br />
”Jeg fik meget opmærksomhed<br />
som barn, men blev mest elsket for<br />
ting, som glædede mine forældre.<br />
Meget mere end for det, jeg selv ønskede<br />
at blive elsket og set for. På<br />
den måde skabte jeg en falsk identitet,<br />
hvor jeg kunne få den accept, jeg<br />
ønskede. Det skabte også et smertefuldt<br />
vakuum indeni. Det, der var<br />
udenpå, stemte ikke med det, der var<br />
inden i mig.”<br />
Udadtil var den unge og voksne<br />
Mette en succes. Hun var dygtig i<br />
skolen, blev uddannet som skuespiller<br />
på en velrenommeret teaterskole i<br />
4 <strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
London, havde kæreste og snart også<br />
barn på vej. Men indeni knugede det<br />
sig mere og mere sammen …<br />
Depressionen kom piblende<br />
Mette havde kæmpet for at blive<br />
skuespiller.<br />
”Som skuespiller kan man jo blive<br />
set og hørt og få lov til at vise alle<br />
sine følelser. Fortælle vigtige, inderlige<br />
historier fra hjertet, som de ellers<br />
ikke ville høre om i mit hjem. Men<br />
uddannelsen var rigtig hård, for man<br />
skal i den grad arbejde med sine følelser<br />
hele tiden. Jeg gennemførte,<br />
men jeg havde slet ikke en fornemmelse<br />
af at have ’vundet’. Da jeg<br />
kom hjem, følte jeg, at jeg skulle leve<br />
op til at være ’hende, der kan klare<br />
det hele’.”<br />
”Indeni kunne jeg mærke depressionen<br />
komme piblende. Jeg gik til<br />
en del castings og blev også opmuntret<br />
og lagt mærke til, men jeg havde<br />
egentlig ikke lyst til at blive udvalgt.<br />
Jeg følte det som et præstationsræs.<br />
Jeg ville bare gerne gemme mig eller<br />
nok snarere gerne ses som den,<br />
jeg var, og ikke for det, jeg kunne<br />
præstere.”<br />
Boede 22 steder på tre år<br />
I den periode var Mette mere eller<br />
mindre hjemløs. Hun boede 22 forskellige<br />
steder på tre år.<br />
På et tidspunkt besluttede hun, at<br />
hun ville uddanne sig til lærer.<br />
”Nu skulle mit liv for alvor<br />
komme ud i lyset blandt mennesker.<br />
Jeg glædede mig til noget bogligt<br />
igen efter alt det hårde arbejde med<br />
følelser. Bøger og det faglige havde<br />
altid været min stærke side, og jeg<br />
tænkte, at i undervisning er man i<br />
dialog med virkeligheden.”<br />
Så Mette begyndte på lærerseminariet,<br />
men følte sig ’anderledes’<br />
som skuespiller og buddhist. Mens<br />
hun gik på seminariet, blev hun gravid<br />
med sin daværende kæreste.<br />
Han havde et alkoholmisbrug, og<br />
Mette kæmpede for at holde sammen<br />
på sin drøm om at skabe en familie<br />
og være ”lykkelige til vores dages<br />
ende” med ham.<br />
Alt var kaos i privatlivet – og indeni.<br />
Til sidst blev presset for stort,<br />
og Mette blev indlagt på psykiatrisk<br />
afdeling i tre måneder, da hendes<br />
søn var få måneder gammel. Herefter<br />
røg kæreste, uddannelse, bolig<br />
– og sønnen.<br />
”Myndighederne gik ind og bestemte,<br />
hvor meget jeg kunne se min<br />
dreng. Han fik en aflastningsfamilie<br />
og var også dagligt hos sin far.<br />
Læreruddannelsen havde jeg slet<br />
ikke kræfter eller lyst til at komme<br />
tilbage til. Jeg følte, at alt var taget<br />
fra mig, intet gav mening. Overhovedet,”<br />
siger Mette.<br />
Siden fulgte fire års kamp, hvor<br />
Mette langsomt fik lov at se sin søn<br />
mere og mere igen.<br />
Hun gik til psykolog og til psykiater,<br />
og fandt en god alternativ behandler,<br />
som hjalp hende til at<br />
droppe medicinen. For tre år siden<br />
fik hun sin egen lejlighed.
Plads til forskellighed<br />
Hos psykiateren faldt Mette tilfældigt<br />
over <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s undervisningskatalog<br />
og besluttede sig<br />
for at give skolen en chance. De første<br />
fag, hun meldte sig til, var syning,<br />
madlavning, qi-gong, sang,<br />
bevægelse/afspænding og formning.<br />
Senere tog musikfagene helt over.<br />
”Musik skal man have overskud<br />
til, i begyndelsen kunne jeg slet ikke<br />
lytte til musik.”<br />
På skolen fandt Mette først og<br />
fremmest plads til forskellighed og til<br />
at være sig selv.<br />
”Jeg fandt nogle mennesker, jeg<br />
kunne snakke med og dele livets<br />
små og store ting med. På <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong> er der fyldt med mennesker,<br />
der har oplevet kriser tæt på og har<br />
haft forskellige konflikter i deres liv.<br />
Det gør dem meget menneskelige.<br />
Det er dejligt at kunne sidde i kantinen<br />
eller på musikværkstedet og<br />
dele ’dagens tilstand’, opmuntre hinanden<br />
og dele grin og sorger med de<br />
andre, som også er lidt ’skæve’, og<br />
for hvem livet ikke altid har formet<br />
sig, som de havde ønsket det.”<br />
Jubelglad på trommer<br />
Mette kommer på skolen fire gange<br />
om ugen til musik: rytmik, sang,<br />
trommer, guitar og perkussion.<br />
”Lige nu er det vigtigt for mig at<br />
finde ud af, hvad der gør mig glad.<br />
At spille trommer gør mig rigtig<br />
glad! Det rammer lige ind i mit<br />
hjerte og i min krop. Jeg vil ikke noget<br />
med det, men jeg vil gerne lade<br />
det komme til at fylde mere og mere<br />
i mit liv. Og hvem ved, hvad det så<br />
kan vokse sig til. Hjemmefra har jeg<br />
lært, at alt helst skulle føre til noget –<br />
og det kan være temmelig dræbende<br />
for en kreativ proces. Nogle ting skal<br />
lades være i fred, så de kan vokse<br />
langsomt under gode omstændigheder.<br />
Som en blomst. Den kan man<br />
heller ikke tvinge eller råbe frem.”<br />
”At jeg endelig er vendt tilbage til<br />
trommerne, er også et bevis på, at<br />
man ikke kan dræbe en drøm. Jeg<br />
fik nemlig ikke lov til at spille trommer<br />
for min far. ’For hvad skulle det<br />
dog føre til? Det er kun dumme jubelglade<br />
mennesker, der gør det.’ Og<br />
nu står jeg her. Og gør det. Og bliver<br />
super- eller jubelglad af det.”<br />
Små skridt mod store mål<br />
Nu er det jobcentret, der presser på.<br />
”’Hvor skal du hen?’, spørger de.<br />
Det er svært at svare på. Jeg har<br />
brug for en tid endnu til bare at<br />
være. Hele min krop gør det, den altid<br />
har villet og følt, at den skulle –<br />
og jeg kan mærke, at det ’rykker’ i<br />
mit liv lige nu,” siger Mette, som i<br />
øvrigt giver jobcentret pæne ord med<br />
på vejen:<br />
”De har behandlet mig godt. De<br />
har spurgt og lyttet, men jeg er også<br />
kommet med min ærlighed: Jeg vil<br />
gerne, men jeg ved ikke, om jeg kan.<br />
Og jeg er selv kommet med forslag<br />
til noget, jeg kunne have lyst til. Det<br />
har de vist meget forståelse for, og de<br />
har været med til at skubbe i en konkret<br />
retning.”<br />
Planen er nu, at Mette skal i afklaring<br />
eller praktik. Endnu en<br />
chance for at komme nærmere på<br />
at finde ud af, hvad hun er god til,<br />
hvad hun skal arbejde mere med,<br />
og hvad hun har at tilbyde en arbejdsplads,<br />
siger hun.<br />
”For jeg kan mærke, at jeg faktisk<br />
gerne vil bruge lidt mere af<br />
mig selv nu. Og jeg er glad for den<br />
hjælp, jeg får til at komme derhenad.<br />
Lige nu har jeg afklarende<br />
samtaler med en jobkonsulent på<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>; det er skønt at have<br />
en sparringspartner i den proces.”<br />
”Jeg ved, jeg har talenter og ressourcer,<br />
men også, at jeg skal passe<br />
på mig selv. Så et praktikforløb er<br />
nok det første skridt. Måske i et stille<br />
og roligt miljø med nemme papiropgaver<br />
og andre overskuelige ting –<br />
eller som hjælpelærer i dans, for at få<br />
min fornøjelse med på arbejde og<br />
samtidig lære noget. Små skridt ad<br />
gangen hen mod mit store mål er vejen<br />
frem. Jeg skal langsomt bygge<br />
mig selv op til at blive stærk og<br />
kunne udleve mine drømme helt.”<br />
Jeg vil gerne dele med andre<br />
Drømmene handler om at kunne<br />
bruge kreativiteten aktivt til gavn for<br />
andre:<br />
”Til at trøste, heale, glæde, røre<br />
og opmuntre mennesker. Skabe,<br />
skrive og fortælle historier for børn<br />
og voksne. Videregive dansens<br />
glæde og fortælle om livet. Jeg vil<br />
gerne dele min historie og mine erfaringer<br />
og indsigter med andre. Få<br />
det til at give mening ved at give det<br />
videre,” siger Mette.<br />
”Tænk at kombinere kunst, psykologi<br />
og faglighed, så kreativiteten giver<br />
mening for almindelige mennesker.<br />
Det største kunne være at lave<br />
en ny slags skole, hvor børn bliver<br />
dannet i stedet for ’bare’ uddannet.<br />
En skole med nye læringsformer.<br />
Hvor man ser på børnenes ressourcer<br />
og bruger kreativiteten til at<br />
bygge deres selvtillid, selvværd og<br />
hele baduljen op. Et sted, der hylder<br />
forskelligheden.”<br />
”Jeg tror, at kreativitet befrir mennesker,<br />
så vi kan lære at leve med<br />
den, vi er. Det vil jeg gerne give videre<br />
til andre, der har brug for det.”<br />
POLITIKERE – KOM SELV OG SE …<br />
Politikerne kunne lære meget af <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong>, mener Mette Kofoed.<br />
”Jeg hører tit politikerne tale om tværkulturelle<br />
tiltag, integration og støttende<br />
foranstaltninger. Jeg tænker: Gå på <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong>, for der er det bare. Alt det, som<br />
samfundet har brug for.<br />
Der er plads til mennesker og til deres<br />
forskellighed. Der er varme og rummelighed.<br />
Man lærer at samarbejde. På kryds og tværs<br />
af alder, kultur, sprog, størrelse, evner og<br />
baggrund.<br />
Og man får spejlet sig selv grundigt – hvis<br />
man ellers vil ses – og lært og reflekteret<br />
over mange ting om sig selv og sin færden.<br />
Det har været en gave for mig. Alt dette ville<br />
jeg gerne se noget mere af ude i samfundet.<br />
Det er hér – alt det, politikerne taler om.<br />
Det er nogle gange på bunden af samfundet,<br />
man skal kigge.”
Trange ti<br />
ERINDRINGER<br />
Tekst: Helge Thomsen<br />
Fotos: <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s arkiv og Det Kongelige Bibliotek<br />
Som 18-årig tog Helge Thomsen<br />
fra Assens til København for at<br />
opleve storbyen. Arbejdsløsheden<br />
var stor, og det var en<br />
kamp at klare dagen og vejen.<br />
I det år, han tilbragte i hovedstaden,<br />
kom han ofte på<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>.<br />
Helge Thomsen er i dag 87 år<br />
og bor i Skagen. Her er hans<br />
historie om sit førkrigsår i<br />
København og på skolen<br />
Soignering var første trin i genopbyggelsen af eleverne på <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>.<br />
„Skridt for skridt vil vi forsøge at nå ind til det centrale: mandens<br />
selvrespekt. Formår vi at vække den til live, kommer det øvrige af sig<br />
selv,“ mente Kofoed<br />
6 <strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
Gymnastik var tidligt på skolens program.<br />
Systematisk tilrettelagt motion bringer større<br />
livskraft og udholdenhed, mente Kofoed<br />
Krigsrumlen<br />
På <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> kunne man reparere sit tøj, forsåle<br />
sine sko, vaske og stryge tøj, gå i bad, og der<br />
var et snedkerværksted, hvor man kunne sætte<br />
møbler i stand. Hver dag fik man udleveret et klippekort,<br />
og for hver aktivitet, man deltog i, fik man<br />
et klip. Et vist antal point gav ret til at få en kop te<br />
og fire skiver rugbrød.<br />
Det er klart, at et sådant opholdssted krævede<br />
hjælpere af forskellig art, bl.a. til madlavning, undervisning<br />
og vejledning på værkstederne. Mange af<br />
disse hjælpere var studerende, de fleste teologistuderende,<br />
det var herlige mennesker … Blandt de arbejdsløse<br />
var der også faglærte, som hjalp på værkstederne.<br />
En af hjælperne hed Arne. Han var skrædder. På<br />
værkstedet var han god nok, men på et tidspunkt<br />
lærte jeg en side af hans personlighed at kende, som<br />
satte en brat stopper for vores bekendtskab.
der<br />
I vinteren 1938-39 var der et utal af politiske partier, som<br />
forsøgte at gøre sig gældende. De havde alle en guru; en<br />
fører, om man vil. Forbilledet var for de fleste Adolf Hitler,<br />
han gjorde indtryk på mange, og der blev fisket i rørte<br />
vande. Især var man ude efter unge mennesker, som var<br />
nemme at begejstre, dels på grund af den store arbejdsløshed,<br />
dels på grund af krigsrumlen.<br />
Omtalte Arne kom en dag ind i gymnastiksalen, hvor vi<br />
var fire unge mænd, som morede os med spring og forskellige<br />
aktiviteter. Han spurgte os, om vi ikke kunne tænke os<br />
lidt mere avanceret gymnastik og måske lidt forsvarsteknik.<br />
Det lød besnærende, og vi mødtes i salen en gang om ugen.<br />
Det blev imidlertid mere og mere til jiu-jitsu, men vi havde<br />
det sjovt og tænkte ikke så meget over det, før han begyndte<br />
at fortælle os om et parti, som han var medlem af. Det hed<br />
Nationalt Arbejderparti NAP – og han syntes, vi skulle<br />
komme med til et møde.<br />
På snedkerværkstedet<br />
reparerede mændene møbler.<br />
Hjælp til selvhjælp i praksis<br />
Klippekortet blev indført i 1936. Eleverne kunne ved at soignere sig, gå til<br />
gymnastik, vaske deres tøj osv. tjene point til forskellige goder: en skjorte,<br />
et måltid mad, adgang til skolens læsestue og underholdning …<br />
Daglejere<br />
Hver dag stillede mange arbejdsløse i alle aldre op ved<br />
skolen, hvis motto var: Hjælp til selvhjælp.<br />
Klokken 7 åbnede skolen for en meget lille gruppe, som mødte op<br />
for at dyrke morgengymnastik, men også for at vise, at vi stod til rådighed<br />
for arbejdsmarkedet, hvis nogle af skolens venner skulle have<br />
gravet have, fejet fortov, banket tæpper eller lignende. Det kunne<br />
også være arbejde på en virksomhed, som manglede en mand i en<br />
kort periode. Selv havde jeg med faste mellemrum arbejde med at<br />
slæbe tæpper ned i gården, banke, børste og slæbe op igen. I en periode<br />
var jeg i arbejde hos en distributør, hvor jeg var såkaldt trappeartist;<br />
jeg delte plakater ud. Der skulle løbes stærkt, når betalingen<br />
var to kroner for 1000 plakater …<br />
Vi var som regel 12-15 unge mennesker på morgenholdet. En god<br />
ting var, at her fik vi dagens første måltid, en kop kaffe og brød med<br />
både margarine og syltetøj.<br />
Da vi var ankommet, sagde han til os, at vi var udset<br />
til at være en slags kontrollører. Flere var inviteret<br />
fra <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>.<br />
Mødet skulle til at begynde, da en af vores ældre<br />
kammerater kom ind ad døren. Han var lettere beruset<br />
og kom med en bemærkning om, at det nok var et<br />
nazimøde, han var inviteret til.<br />
Arne stod et stykke derfra og gav os ordre til at<br />
smide ham ud, hvilket vi nægtede. Arne udbrød: ”I er<br />
nogle kønne udsmidere”, hvorefter han slog ham i ansigtet,<br />
tog ham og slyngede ham ned ad trappen. Han<br />
var voldsomt forslået, da vi kom ned for at hjælpe<br />
ham. Vi råbte ”nazisvin” til Arne, og dermed var dét<br />
venskab forbi. Vi fortalte Kofoed om episoden og så<br />
aldrig Arne på skolen mere.<br />
<strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
7
Subsistensløs<br />
Vinteren 1938 og 39 slæbte sig af sted, det blev en tid jeg aldrig<br />
vil glemme …<br />
At være subsistensløs var på den tid i strid med love og<br />
regler. Var man hjemløs, stod man som lovbryder og kunne<br />
anholdes og stilles for en dommer. Dommen var som regel<br />
deportation til ens føde- eller hjemby, tidligere opholdssted<br />
eller lignende. Det drejede sig om at have så få ’undermennesker’<br />
i kommunen som muligt. Måske var ideen rigtig god,<br />
for det bevirkede, at man for alt i verden skulle undgå at<br />
komme i klammeri med politiet eller andre myndigheder.<br />
Alt dette gjorde, at det var nødvendigt at kontakte andre<br />
subsistensløse for at finde ud af, hvordan de klarede dagen<br />
og vejen, hvordan de kunne undgå at betle, hvilket også var<br />
forbudt, hvordan de kunne få stillet deres sult og få et par timers<br />
søvn om natten.<br />
Når <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> var lukket, var det værst, men om middagen<br />
kunne man begive sig til Tvedes bryggeri, som lå i en<br />
baggård på Vesterbro. Her blev der serveret en portion byggrød<br />
og et glas hvidtøl. Det var en god måde at få stillet sulten<br />
på. Man blev ikke betragtet som undermenneske eller<br />
tigger.<br />
Et andet sted var Nimbs kælder. I restaurantens kælderhals<br />
var der uddeling af madpakker.<br />
En aften kom jeg lidt sent til Nimb, det var bidende koldt,<br />
og der stod nok 12-15 mennesker og ventede på, at klokken<br />
skulle blive 02. Det var næsten på klokkeslæt, at lemmen på<br />
døren gik op, og en dame sagde: ”Vær så god” og stak de<br />
madpakker, der var, ud til os.<br />
Mødet med Fyrtårnet<br />
Hitler havde overtaget magten i Tyskland, og frygten for en<br />
kommende krig medførte også et behov for forsvarsforanstaltninger.<br />
En sådan foranstaltning var oprettelsen af KLFP,<br />
Københavns Luftværnsforenings Pulterkammerrydning.<br />
I etageejendomme havde lejligheder hvert sit pulterkammer<br />
enten på loftsetagen eller i kælderen. Nogle af dem var rene<br />
brandfælder i tilfælde af et luftbombardement.<br />
Hvordan Kofoed fik kendskab til KLFP’s planer, ved jeg<br />
ikke, men jeg og min bror Bruno fik sammen med flere andre<br />
arbejde med at rydde pulterkamre. Tænk efter lang tid uden<br />
arbejde at få en ugeløn udbetalt! Vi fik udleveret et armbind<br />
med KLFP’s initialer. Alt blev båret ud på en lastbil, der når<br />
den var fuldt læsset blev kørt ud på Bådsmandsstrædes kaserne,<br />
en forladt bygning, som forsvaret ejede (det nuværende<br />
Christiania, red.).<br />
Visse effekter blev sorteret fra som sælgelige, resten blev<br />
tilintetgjort på et bål. Der var mange mennesker involveret i<br />
projektet. En enkelt vil jeg gerne fortælle om.<br />
Han stod med et langskaftet redskab og smed papir og<br />
8 <strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
Da jeg denne aften kom ned i kælderhalsen, var der fyldt<br />
op, og jeg måtte tage til takke med at stå på det nederste trin<br />
og undvære varmen fra de andre. Men pludselig sagde en af<br />
de tilstedeværende, en stor københavner: ”Ta’ og la’ den lille<br />
lort komme inderst, han fryser sgu ihjel.” Der blev gjort plads<br />
allerinderst, og jeg nød varmen, så godt jeg kunne.<br />
Det var imidlertid ikke forbi med gode oplevelser denne<br />
nat. Lidt før madpakkeuddelingen gik døren op, en velklædt<br />
herre kom ud og skulle op ad trappen. Vi gjorde pligtskyldigt<br />
plads og gengældte hans ”god morgen.” Han gik et par trin<br />
op, drejede hovedet og sagde: ”Det er koldt gutter.” Et lyst<br />
hoved i flokken svarede ”tak for oplysningen.” Den velklædte<br />
herre tog endnu et trin op og udbrød: ”Da var jeg dum.” Han<br />
knappede sin frakke op og tog sin tegnebog, stak en tier til<br />
den, der stod nærmest, med ordene: ”Her er lidt til morgenkaffen.”<br />
Og tro mig, jeg husker morgenen efter på Jacobs<br />
Kaffebar. Jeg tror, at en kop kaffe og et rundstykke kostede 35<br />
øre, så alle fik et godt morgenmåltid.<br />
Den velklædte herre var i øvrigt<br />
kapelmester Teddy Petersen, som<br />
i mange år berigede os med sine<br />
musikalske evner.<br />
Faren for krig var overhængende. Mange<br />
pulterkamre i København var de rene<br />
brandfælder i tilfælde af bombardement.<br />
Derfor skulle de ryddes<br />
andet på bålet. En gruppe af dem, der sorterede, talte lidt ophidset<br />
sammen, mens de gestikulerede og pegede på manden.<br />
De spurgte, om han var arbejdsløs, hvilket han svarede<br />
nej til. En mand fra gruppen sagde: ”Vi mener at kunne<br />
kende Dem og regner ikke med, at De mangler penge, så vi<br />
synes ikke det er pænt af Dem at tage arbejdet fra dem, der<br />
trænger.”<br />
Manden trak sig omgående væk fra bålet, lod os forstå, at<br />
han var blevet tilbudt arbejdet, som lød spændende og var<br />
noget helt nyt for ham. ”Men jeg trækker mig omgående og<br />
ønsker ikke at modtage betaling for mit arbejde. De penge, jeg<br />
har tjent, må I få. Jeg har haft det rart og stiftet bekendtskab<br />
med mennesker, jeg aldrig havde drømt om at møde.”<br />
Kofoed fik kendskab til episoden og lavede en aftale med<br />
manden om at komme ud på skolen og holde foredrag om sit<br />
liv. Det blev en uforglemmelig aften med et menneske, som<br />
trods sit liv som komiker havde dybt alvorlige ting at fortælle<br />
os om. Mandens navn var Carl Schenstrøm, Fyrtårnet (den<br />
ene halvdel af makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, red.).<br />
Redigeret af Karen Pedersen
Medmenneskelighed<br />
– en evig nødvendighed<br />
TILLYKKE!<br />
Af Willy R. Eliasen<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>! Kendt af fleste<br />
landet over, ja, endda nogle steder<br />
uden for Danmarks grænser.<br />
Først da jeg flyttede til<br />
København og i 1965 blev elev<br />
på Statens Politiskole, fik jeg<br />
kendskab til skolen og dens sociale<br />
engagement.<br />
Måske tænker man ikke på, at<br />
politiet faktisk er en del af det<br />
sociale system og har berøring<br />
med alle sider af det danske<br />
samfund, især dem, vi kalder ’de<br />
udstødte’.<br />
Det sociale system var ganske<br />
anderledes dengang for godt 40<br />
år siden. Inden for politiet havde<br />
man Politiets Sociale Hjælpetjeneste.<br />
Den havde til huse i baghuset<br />
på Nørrebrogade 9. Her<br />
sad nogle ældre overbetjente,<br />
som kendte byen som deres egne<br />
bukselommer. Hver morgen indbragte<br />
transportvognene fra byens<br />
ni politistationer nattens<br />
’fangst’ af detentionsgæster. De<br />
fik en snak, en cigaret og en tår<br />
kaffe.<br />
Der fandt også en slags visitation<br />
sted til herbergerne, herunder<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>. Men tit var<br />
det en umulig opgave, da de pågældende<br />
ofte ikke var i stand til<br />
at tage imod nogen form for rådgivning.<br />
De var alt for sølle.<br />
Anderledes socialt engagement<br />
Det nærmere kendskab til<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> fik jeg, da jeg<br />
kom på uddannelse i Udryk-<br />
ningstjenesten, som hedder<br />
Beredskabsafdelingen i dag.<br />
Derfra patruljerede vi over hele<br />
byen, også på Christianshavn,<br />
hvor skolen lå på det tidspunkt.<br />
Jeg så allerede dengang, at<br />
skolens sociale engagement var<br />
anderledes end de andre steder,<br />
jeg havde berøring med. Her<br />
kunne vi ’aflevere’ dem, som vi<br />
ikke anede, hvad vi skulle stille<br />
op med; meget tit var det grønlandske<br />
borgere. På skolen tog<br />
man sig af dem. De kunne få et<br />
sted at sove, mad, pleje, og en<br />
start på en ny tilværelse, hvis de<br />
selv ville. Det var tydeligt, at vores<br />
’indbragte’ havde respekt for<br />
dem, der tog imod på skolen. Det<br />
kneb ofte over for os uniformerede.<br />
Værn om den spinkle flamme<br />
Når jeg tænker tilbage på min<br />
tid i Københavns og senere<br />
i Glostrup Politi og ser på de<br />
muligheder, vi havde dengang,<br />
er meget blevet bedre i dag.<br />
Men der er stadig udstødte, som<br />
har behov for at blive opsøgt på<br />
gader og stræder. Mennesker,<br />
som har brug for en snak og sikkert<br />
også en smøg – hvad de<br />
nok ikke får, men så en kop kaffe<br />
og ikke mindst muligheden for<br />
et bad og rent tøj.<br />
Her er <strong>Kofoeds</strong> Kælder det<br />
rette tilbud – ikke pågående,<br />
men hjælpsom.<br />
Jeg nærer fortsat stor respekt<br />
for det arbejde, der foregår på<br />
skolen. Måske mener nogle, at<br />
der ikke længere er brug for den<br />
slags arbejde. De tager fejl! Det<br />
er der netop. Ikke mindst i store<br />
byer som København er der<br />
hårdt brug for <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s<br />
måde at engagere sig på.<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> er unik. Den<br />
har forstået dygtigt at følge med<br />
udviklingen i samfundet, ja, man<br />
kan ligefrem sige, at skolen på<br />
sine områder har vist vejen, samtidig<br />
med, at man har set nye<br />
mål. Men stadig er man tro mod<br />
skolens fundament: medmenneskelighed,<br />
eller at være ”de skærmende<br />
hænder for den spinkle<br />
flamme,” som det så smukt er<br />
tegnet i skolens symbol.<br />
Hjertelig tillykke med jubilæet,<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>!<br />
Årsmærket viser skolens<br />
selvopfattelse først i 60‘erne<br />
Willy R. Eliasen er tidligere kriminalinspektør<br />
i Glostrup Politi, nu 2. viceborgmester<br />
(V) i Egedal Kommune.<br />
Medlem af <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s repræsentantskab.<br />
<strong>Kofoeds</strong> Avis | april 2008<br />
9
FOTOS: JØRL<br />
10<br />
Kim Clemen byder velkommen<br />
<strong>Kofoeds</strong> Karavane<br />
– nu ruller vi<br />
<strong>Kofoeds</strong> Karavane er et rullende informationskontor<br />
i form af en campingvogn.<br />
I april måned slår karavanen lejr med gule<br />
parasoller, borde, stole og blomsterkummer i<br />
boligområder og på centrale torve og pladser i<br />
Københavnsområdet for at oplyse arbejdsledige<br />
og socialt udsatte om deres muligheder på<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>.<br />
Der vil være informationsmateriale om skolens<br />
værksteder, undervisning, rådgivning osv.,<br />
billeder fra skolen og lidt at spise og drikke.<br />
Startskuddet lyder d. 31. marts. Karavanen<br />
kører i to uger med ti stop undervejs.<br />
Kontakt: Nanna Mølbak Hansen, tlf. 32 68 02 17<br />
nannah@kofoedsskole.dk<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s mangeårige forstander,<br />
Jens Aage Bjørkøe, er ved<br />
at lægge sidste hånd på en meget<br />
omfattende bog om skolen. Om vores<br />
metode, dennes resultater på<br />
mange forskellige niveauer. Om<br />
skolens historie, om dens placering<br />
Nytårskur i <strong>Kofoeds</strong> Kælder<br />
Årets nytårskur er et af højdepunkterne i <strong>Kofoeds</strong> Kælder, som er … ja, en kælder<br />
på Kultorvet i København. Her kan byens hjemløse bl.a. kan få lidt varme,<br />
en kop kaffe, bad, tøj, en sovepose og nogle at drøfte deres hverdag med.<br />
Formanden for <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s bestyrelse, fhv. socialminister Aase Olesen (R),<br />
løftede i sin bordtale for brugerne sløret for, hvordan det er at være til en ’rigtig’<br />
nytårskur hos Dronning Margrethe. De fleste frokostsultne fremmødte, ca.<br />
en snes, var grønlændere, så der blev spontant oversat.<br />
Efter spisning, ledsaget af appetitvækkende toner fra Harmonika-Jørgen,<br />
overrakte Claus Børlum Petersen fra firmaet Shoppit milde gaver.<br />
En medarbejder derfra så i TV2, at årets ’høst’ af efterladte soveposer fra<br />
Roskilde Festivalen var rådnet op pga. regn. Soveposerne plejer at blive<br />
foræret til byens hjemløs. Shoppit besluttede straks at forære<br />
Kælderen 100 soveposer og oven i hatten 10.000 kr. Dem har lederen<br />
Kim Clemen og co. investeret i godt kogegrej til brugerne –<br />
og en dåse konserves til det første måltid. Det hele blev modtaget<br />
med klapsalver, kindkys og knus af brugerne.<br />
Således blev det atter nytår i <strong>Kofoeds</strong> Kælder. - jørl<br />
i samfundet og socialpædagogikken<br />
over fire-fem årtier. Om elevgrupper,<br />
medarbejdere og meget,<br />
meget mere. Vi håber, at det bliver<br />
bogen om <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> set indefra<br />
– i hvert fald en god del år frem.<br />
Og at den vil kunne være en hjælp<br />
Få besøg af<br />
<strong>Kofoeds</strong> Korps<br />
Bogen om <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> på vej<br />
<strong>Kofoeds</strong> Korps er en gruppe socialfaglige medarbejdere<br />
fra <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>. Korpset tager blandt andet ud<br />
til samarbejdspartnere og fortæller om skolens mange<br />
tilbud, helhedsorienterede metoder og resultater, specielt<br />
når det gælder om at få elever i job.<br />
I foråret har korpset planlagt en større besøgsrunde<br />
til jobcentre i København og omegn.<br />
På længere sigt er det hensigten, at korpset udvides<br />
med flere specialister inden for skolens kerneområder,<br />
f.eks. grønlænderes vilkår og misbrugsbehandling.<br />
Korpset vil fremover stå til rådighed med foredrag,<br />
præsentationer for samarbejdspartnere,<br />
gæsteundervisning, konferenceindlæg o.l.<br />
Kontakt: Malene Alexandersson, tlf. 32 68 02 16<br />
malenea@kofoedsskole.dk<br />
til f.eks. studerende på vores felt.<br />
Det er tanken, at bogen senere<br />
også skal udgives på engelsk, da<br />
interessen udefra for vores principper<br />
er stadigt voksende.<br />
- jørl
Fødselsdagskonkurrence:<br />
Vind en lagkage på fad<br />
Lagkagen på forsiden har vi<br />
spist! Men du kan vinde et<br />
gavekort på en lagkage fra en<br />
bager nær dig. Og et smukt<br />
lagkagefad (billedet) fra <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong>s glasværksted.<br />
For at deltage i konkurrencen<br />
skal du svare rigtigt på spørgsmålet<br />
herunder (svaret findes i<br />
bladet):<br />
Grundlæggeren af <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong>, Hans Christian<br />
Kofoed, døde i 1952 – hvor<br />
gammel blev han<br />
?<br />
Støt <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong><br />
BLIV STØTTEMEDLEM<br />
Læs mere på girokortet på midtersiderne<br />
om, hvordan du kan blive støttemedlem<br />
og ellers kan støtte skolen.<br />
Besøg <strong>Kofoeds</strong><br />
<strong>Skole</strong><br />
Foreninger og lign. kan<br />
besøge <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> og få<br />
en rundvisning.<br />
Kontakt:<br />
Karin Larsen<br />
karinl@kofoedsskole.dk<br />
www.kofoedsskole.dk<br />
Send dit svar på mail til<br />
hj@kofoedsskole.dk – skriv<br />
”konkurrence” i emnefeltet.<br />
Eller skriv svaret på et brevkort<br />
og send det til<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong><br />
Nyrnberggade 1<br />
2300 København S<br />
att. Helle Jørler<br />
Senest den 1. maj.<br />
Vi trækker lod blandt<br />
de rigtige svar.<br />
NY BOG:<br />
Noget på hjerte<br />
I forbindelse med <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s<br />
80 års fødselsdag udkommer bogen<br />
Noget på hjerte – en antologi<br />
med 19 artikler skrevet af medarbejdere,<br />
elever, og medlemmer af<br />
skolens bestyrelse og repræsentantskab.<br />
Bogen tegner nogle skitser til<br />
forståelse af nutidens sociale udfordringer<br />
og giver nogle bud på,<br />
hvad der bør gøres for at hjælpe<br />
socialt udsatte mennesker til at<br />
kunne leve et integreret liv i samfundet<br />
på et værdigt grundlag.<br />
Det er en bog med mange indfaldsvinkler<br />
til det sociale arbejde:<br />
bl.a. socialpolitik, sociale metoder<br />
og indsatser, refleksioner over<br />
konkrete erfaringer med skolens<br />
arbejde, etik og kristendom, personlige<br />
oplevelser, forskning, frivilligt<br />
socialt arbejde, social økonomi<br />
og folkeoplysning. Dermed<br />
afspejler bogen, at socialt arbejde<br />
handler om det hele – det hele<br />
menneske i samfundet.<br />
Bogen kan bestilles på<br />
ks@kofoedsskole.dk<br />
Den koster 125 kr. inkl. moms<br />
og forsendelse.<br />
OPRET ET TESTAMENTE<br />
Du kan støtte <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong>s arbejde ved at oprette et testamente,<br />
enten til fordel for skolens generelle arbejde eller særlige<br />
projekter og indsatsområder. På den måde er du med til at<br />
sikre en indsats for arbejdsledige og udsatte også i fremtiden.<br />
Vi har stor erfaring med behandling af arvesager og stiller gratis<br />
advokatbistand til din rådighed. Som humanitær organisation<br />
er <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> desuden fritaget for at betale arveafgift.<br />
Kontakt:<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong><br />
Tlf. 32 68 02 00<br />
ks@kofoedsskole.dk<br />
FOTO: HOLT & MADSENS EFTFLG.<br />
11
FESTSANG<br />
KOFOEDS SKOLE – 80 ÅR!<br />
Tekst: Henrik Juhl Melodi: Den evigglade kobbersmed<br />
Der var engang en Kofoed, som gik rundt på Christianshavn<br />
Han kom selvfølg’lig fra Bornholm – Hans Christian var hans navn<br />
Der har de mange Kofødder, og også røget sild<br />
men ham her var en særlig slags, for han var gjort af ild:<br />
”Vi kan hjælpe dig, hvis du også hjælper med<br />
Har du ondt i sjælen, så får vi den på gled<br />
Er du træt af livet, så tag og vask dit tøj<br />
og befri dine sko for alverdens skidt og møg!”<br />
Og tænk engang, det virkede – han fik dem bragt i kog<br />
De fik så dejligt travlt, de glemte helt at gå i stå<br />
Han started’ i en kælder, men han var som sagt af ild<br />
så hurtigt kendte alle hans energiske appeal<br />
Det var: ”Bøj og stræk!” – Det var: ”Børst din sko og smil!<br />
Tag dit gode tøj på, og hold en venlig stil<br />
Gå så ud i verden og find dit bedste held<br />
Har vi hjulpet dig rigtigt, så hjælper du dig selv!”<br />
Desværre blev han ikke mer’ end firehalvtreds år<br />
men frugten af ham virker her på skolen, hvor vi står<br />
Med tiden har vi ændret os, men ellers tror vi nok<br />
at vi har fattet hans essens, og at vi gi’r den krop<br />
Så når dansen går rundt om skolens juletræ<br />
står han stadig dér som en majestætisk bræ<br />
og hvis drivhusgassen den tror, den kan få held<br />
til at smelte ham væk, skal den passe på sig selv!<br />
Vi lever i en nutid med en ganske barsk pro<strong>fil</strong><br />
og kører mod en fremtid uden sikkerhedsventil<br />
For mange men’sker lever nu mentalt på vand og brød<br />
men næres deres drømme ku’ det være at de skød<br />
tusind blomster her, hvor vi fejrer vores dag<br />
Vi er 80 år gamle og tror på samme sag<br />
Er du sur på livet, så kom og bliv lidt mild<br />
Der er sovs og kartofler, og også stegte sild<br />
Så ta’r vi den for sidste gang – pointen den er sund<br />
Vi hjælper for at bygge op – Vi hjælper ikke kun<br />
Hvert enkelt men’ske har sit eget særlige talent<br />
Vi hjælper med at finde det – Det er såmænd lidt nemt<br />
Det er: ”Bøj og stræk!” – Det er: ”Børst din sko og smil!<br />
Tag dit gode tøj på, og hold en venlig stil<br />
Gå så ud i verden og find dit bedste held<br />
Har vi hjulpet dig rigtigt, så hjælper du dig selv!”<br />
SKRIV TIL REDAKTIONEN: hellej@kofoedsskole.dk<br />
FÅ KOFOEDS AVIS TILSENDT: Kontakt <strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> 32 68 02 80 eller ks@kofoedsskole.dk<br />
Maskinel magasinpost<br />
ID nr.: 42416<br />
Afsender:<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong><br />
Nyrnberggade 1<br />
2330 København S.<br />
REDAKTION: Helle Jørler (ansvar), Karen Pedersen,<br />
Marianne Bjørkøe og Henrik Juhl<br />
LAYOUT: Henriette Mørk<br />
FORSIDEFOTO: André Andersen<br />
TRYK: Kailow Graphics. Oplag: 18.500<br />
Eftertryk tilladt med kildeangivelse<br />
ISSN: 1604-2654<br />
Red. sluttet d. 4. marts 2008<br />
<strong>Kofoeds</strong> <strong>Skole</strong> er en selvejende institution,<br />
der yder hjælp til selvhjælp til mennesker i sociale<br />
vanskeligheder. <strong>Skole</strong>n arbejder på et kristent<br />
og folkeligt grundlag.<br />
KONTAKT<br />
Nyrnberggade 1, 2300 København S<br />
Tlf.: 32 68 02 00 – Fax: 32 95 62 17<br />
ks@kofoedsskole.dk – www.kofoedsskole.dk<br />
Postgiro: 9 11 88 45<br />
Næste blad<br />
udkommer<br />
1. juni<br />
2008