Acrobat-fil - Kofoeds Skole

April 2008
Slip kreativiteten løs!
side 3-5
Trange tider
– Kofoeds Skole i 30‘erne
side 6-8
Tillykke
med de 80
side 9
Vind et flot
LAGKAGEFAD!
side 11

80 år – 80 skoler
LEDER
Kofoeds Skole fylder 80 år. På selve
fødselsdagen den 28. marts samles
nuværende og tidligere elever og medarbejdere
ved et stort arrangement i Christians Kirke på
Christianshavn for at se tilbage og lidt frem.
Christians Kirke er skolens ’vugge’ Her arbejdede
kordegn Kofoed, og i sognets menighedshus
så ”Christians Sogns Arbejdsstuer” dagens lys i
1928. Navnet var velovervejet og karakteristisk.
Det nye sociale arbejde skulle ikke hedde en
varmestu e. Senere kaldte Kofoed det
”Skolen for Arbejdsledige”.
De, der søgte hjælp, blev
ikke betegnet som klien-
Kofoeds Skole
er i sit væsen først
og fremmest en idé.
En idé om, hvordan
man skal hjælpe.
Forkert givet hjælp
gør mere skade
end gavn
ter, men som elever.
Hurtigt voksede
arbejdet med værkstedsfor
men som det
bærende. Inden
længe var der også
undervisning.
Bespisning, tøjhjælp,
bad og vaskeri kom
til, ligesom rådgivning,
lægehjælp osv.
Alt skete under mottoet
”Hjælp til selvhjælp.”
”Vi hjælper ikke for at hjælpe,
men for at opbygge,” sagde Kofoed.
Han opfattede sin metode som en protest mod den
almissepræ gede nødhjælp, som var mere udbredt
på hans tid. Den ydmyger og passiverer modtageren,
og er ødelæggende for hans selvværd og
identitet.
Igennem årene har skolen haft formentlig et par
hundredtusinde elever. Ansigterne har været
mange og forskelligartede. På fødselsdagen medvirker
to af de mest prominente gamle elever: tidligere
statsminister Anker Jørgensen og sangeren og
musikeren Kim Larsen. Anker Jørgensen har gået
til undervisning på skolen, Kim Larsen ekviperede
sig på tøjdepotet.
Vores fornemmeste ’resultat’ er uden tvivl, at
man efter at have været elev på Kofoeds Skole kan
blive Danmarks statsminister. Anker Jørgensen var
i sine unge dage i en periode arbejdsløs. Så gik
han på Kofoeds Skole og lærte engelsk.
2 Kofoeds Avis | april 2008
Vi kan glæde os over, at
Kofoeds Skoles idé i disse
år spreder sig med lynets
hast. ”80 år – 80 skoler i otte
lande,” kan vi sige. 80 ’knopskydninger’ af vores
skole rundt omkring i verden. Der er oprettet
Kofoeds Skoler eller Kofoeds Skole-inspirerede
projekter i syv lande ud over Danmark: Polen,
Tjekkiet, Estland, Litauen, Rumænien, Ukraine og
Armenien. Det er de færreste, om nogen, der fungerer
præcist som skolen i København, men grundlaget
for dem alle er de kofoedske tanker. Egentlige
Kofoeds Skoler er der p.t. ca. 17-18 af i udlandet.
Jeg siger ca., fordi der hele tiden åbnes nye, og
andre er under forberedelse. Dertil kommer de såkaldte
andengenerations-skoler. Projekter og institutioner,
som oprettes uden vores direkte medvirken,
men med udtrykkelig inspiration fra vores
ideer.
Allerede omkring 1950 blev der arbejdet på at
oprette Kofoeds Skoler i en række byer i både indland
og udland. Det var formentlig kun Kofoeds
tragiske død ved en bilulykke i 1952, der stoppede
disse planer. Så meget mere er det derfor en glæde
for os, at de realiseres nu.
Hvordan har skolen kunnet overleve i så mange
år? Under skiftende samfundsvilkår og forskellige
tiders livsindstillinger? Jeg tror, det bl.a. skyldes, at
vi har en smuk og livskraftig ’urfortælling’ om kordegn
Kofoeds liv og gerning.
Vi kan altid finde næring i Kofoeds tanker om
hjælp og pædagogik til udsatte, skrøbelige mennesker.
Den kamp, han førte i 30’erne og 40’erne, er
vores ’skabelsesberetning og evangelium’. Det er
uden tvivl en vigtig del af skolens sammenhængskraft,
evne til at overleve og samtidig forny sig.
Jens Aage Bjørkøe
Forstander
KOLLEKTDAG OG FESTGUDSTJENESTE 30. MARTS
Kofoeds Skole har kollektdag i kirkerne søndag den 30 marts.
Samme dag er der festgudstjeneste i Christians Kirke på
Christianshavn kl. 10 – ved Ole Meldgaard og Jens Aage
Bjørkøe, Kofoeds Skole.
FOTO: KOFOEDS SKOLE

Musik og sang fylder en stor del af
Mettes liv og hendes skema på
Kofoeds Skole. ”Jeg tror, at
kreativitet befrir mennesker,
så vi kan lære at leve med
den, vi er,” siger hun
INTERVIEW
Af Marianne Bjørkøe og Karen Pedersen
Fotos: André Andersen
Sønnen er det allervigtigste i Mettes liv.
”Det vigtigste er at finde ro og overskud
til at være sammen med ham.
Vi har meget, vi skal indhente”
Kofoeds Avis | april 2008
3

”Jeg har lyst til at give noget igen. Jeg vil gerne bidrage og være en del
af samfundet, men jeg vil gerne have lov at være der som den, jeg er,”
siger Mette Lykke Kofoed
”Jeg spiller ikke trommer for at
blive dygtig, men for at blive glad –
glad for mit liv. Og jeg tror for resten
også, at hvis noget er rigtig
godt for én, så bliver man også
god til det. Det er i al fald min nyerhvervede
erfaring.”
Sådan siger Mette Lykke Kofoed,
37 år.
Da hun kom til Kofoeds Skole for
tre siden, havde hun i årevis bokset
med at finde sin identitet og føle sig
værdsat – som Mette.
”Jeg fik meget opmærksomhed
som barn, men blev mest elsket for
ting, som glædede mine forældre.
Meget mere end for det, jeg selv ønskede
at blive elsket og set for. På
den måde skabte jeg en falsk identitet,
hvor jeg kunne få den accept, jeg
ønskede. Det skabte også et smertefuldt
vakuum indeni. Det, der var
udenpå, stemte ikke med det, der var
inden i mig.”
Udadtil var den unge og voksne
Mette en succes. Hun var dygtig i
skolen, blev uddannet som skuespiller
på en velrenommeret teaterskole i
4 Kofoeds Avis | april 2008
London, havde kæreste og snart også
barn på vej. Men indeni knugede det
sig mere og mere sammen …
Depressionen kom piblende
Mette havde kæmpet for at blive
skuespiller.
”Som skuespiller kan man jo blive
set og hørt og få lov til at vise alle
sine følelser. Fortælle vigtige, inderlige
historier fra hjertet, som de ellers
ikke ville høre om i mit hjem. Men
uddannelsen var rigtig hård, for man
skal i den grad arbejde med sine følelser
hele tiden. Jeg gennemførte,
men jeg havde slet ikke en fornemmelse
af at have ’vundet’. Da jeg
kom hjem, følte jeg, at jeg skulle leve
op til at være ’hende, der kan klare
det hele’.”
”Indeni kunne jeg mærke depressionen
komme piblende. Jeg gik til
en del castings og blev også opmuntret
og lagt mærke til, men jeg havde
egentlig ikke lyst til at blive udvalgt.
Jeg følte det som et præstationsræs.
Jeg ville bare gerne gemme mig eller
nok snarere gerne ses som den,
jeg var, og ikke for det, jeg kunne
præstere.”
Boede 22 steder på tre år
I den periode var Mette mere eller
mindre hjemløs. Hun boede 22 forskellige
steder på tre år.
På et tidspunkt besluttede hun, at
hun ville uddanne sig til lærer.
”Nu skulle mit liv for alvor
komme ud i lyset blandt mennesker.
Jeg glædede mig til noget bogligt
igen efter alt det hårde arbejde med
følelser. Bøger og det faglige havde
altid været min stærke side, og jeg
tænkte, at i undervisning er man i
dialog med virkeligheden.”
Så Mette begyndte på lærerseminariet,
men følte sig ’anderledes’
som skuespiller og buddhist. Mens
hun gik på seminariet, blev hun gravid
med sin daværende kæreste.
Han havde et alkoholmisbrug, og
Mette kæmpede for at holde sammen
på sin drøm om at skabe en familie
og være ”lykkelige til vores dages
ende” med ham.
Alt var kaos i privatlivet – og indeni.
Til sidst blev presset for stort,
og Mette blev indlagt på psykiatrisk
afdeling i tre måneder, da hendes
søn var få måneder gammel. Herefter
røg kæreste, uddannelse, bolig
– og sønnen.
”Myndighederne gik ind og bestemte,
hvor meget jeg kunne se min
dreng. Han fik en aflastningsfamilie
og var også dagligt hos sin far.
Læreruddannelsen havde jeg slet
ikke kræfter eller lyst til at komme
tilbage til. Jeg følte, at alt var taget
fra mig, intet gav mening. Overhovedet,”
siger Mette.
Siden fulgte fire års kamp, hvor
Mette langsomt fik lov at se sin søn
mere og mere igen.
Hun gik til psykolog og til psykiater,
og fandt en god alternativ behandler,
som hjalp hende til at
droppe medicinen. For tre år siden
fik hun sin egen lejlighed.

Plads til forskellighed
Hos psykiateren faldt Mette tilfældigt
over Kofoeds Skoles undervisningskatalog
og besluttede sig
for at give skolen en chance. De første
fag, hun meldte sig til, var syning,
madlavning, qi-gong, sang,
bevægelse/afspænding og formning.
Senere tog musikfagene helt over.
”Musik skal man have overskud
til, i begyndelsen kunne jeg slet ikke
lytte til musik.”
På skolen fandt Mette først og
fremmest plads til forskellighed og til
at være sig selv.
”Jeg fandt nogle mennesker, jeg
kunne snakke med og dele livets
små og store ting med. På Kofoeds
Skole er der fyldt med mennesker,
der har oplevet kriser tæt på og har
haft forskellige konflikter i deres liv.
Det gør dem meget menneskelige.
Det er dejligt at kunne sidde i kantinen
eller på musikværkstedet og
dele ’dagens tilstand’, opmuntre hinanden
og dele grin og sorger med de
andre, som også er lidt ’skæve’, og
for hvem livet ikke altid har formet
sig, som de havde ønsket det.”
Jubelglad på trommer
Mette kommer på skolen fire gange
om ugen til musik: rytmik, sang,
trommer, guitar og perkussion.
”Lige nu er det vigtigt for mig at
finde ud af, hvad der gør mig glad.
At spille trommer gør mig rigtig
glad! Det rammer lige ind i mit
hjerte og i min krop. Jeg vil ikke noget
med det, men jeg vil gerne lade
det komme til at fylde mere og mere
i mit liv. Og hvem ved, hvad det så
kan vokse sig til. Hjemmefra har jeg
lært, at alt helst skulle føre til noget –
og det kan være temmelig dræbende
for en kreativ proces. Nogle ting skal
lades være i fred, så de kan vokse
langsomt under gode omstændigheder.
Som en blomst. Den kan man
heller ikke tvinge eller råbe frem.”
”At jeg endelig er vendt tilbage til
trommerne, er også et bevis på, at
man ikke kan dræbe en drøm. Jeg
fik nemlig ikke lov til at spille trommer
for min far. ’For hvad skulle det
dog føre til? Det er kun dumme jubelglade
mennesker, der gør det.’ Og
nu står jeg her. Og gør det. Og bliver
super- eller jubelglad af det.”
Små skridt mod store mål
Nu er det jobcentret, der presser på.
”’Hvor skal du hen?’, spørger de.
Det er svært at svare på. Jeg har
brug for en tid endnu til bare at
være. Hele min krop gør det, den altid
har villet og følt, at den skulle –
og jeg kan mærke, at det ’rykker’ i
mit liv lige nu,” siger Mette, som i
øvrigt giver jobcentret pæne ord med
på vejen:
”De har behandlet mig godt. De
har spurgt og lyttet, men jeg er også
kommet med min ærlighed: Jeg vil
gerne, men jeg ved ikke, om jeg kan.
Og jeg er selv kommet med forslag
til noget, jeg kunne have lyst til. Det
har de vist meget forståelse for, og de
har været med til at skubbe i en konkret
retning.”
Planen er nu, at Mette skal i afklaring
eller praktik. Endnu en
chance for at komme nærmere på
at finde ud af, hvad hun er god til,
hvad hun skal arbejde mere med,
og hvad hun har at tilbyde en arbejdsplads,
siger hun.
”For jeg kan mærke, at jeg faktisk
gerne vil bruge lidt mere af
mig selv nu. Og jeg er glad for den
hjælp, jeg får til at komme derhenad.
Lige nu har jeg afklarende
samtaler med en jobkonsulent på
Kofoeds Skole; det er skønt at have
en sparringspartner i den proces.”
”Jeg ved, jeg har talenter og ressourcer,
men også, at jeg skal passe
på mig selv. Så et praktikforløb er
nok det første skridt. Måske i et stille
og roligt miljø med nemme papiropgaver
og andre overskuelige ting –
eller som hjælpelærer i dans, for at få
min fornøjelse med på arbejde og
samtidig lære noget. Små skridt ad
gangen hen mod mit store mål er vejen
frem. Jeg skal langsomt bygge
mig selv op til at blive stærk og
kunne udleve mine drømme helt.”
Jeg vil gerne dele med andre
Drømmene handler om at kunne
bruge kreativiteten aktivt til gavn for
andre:
”Til at trøste, heale, glæde, røre
og opmuntre mennesker. Skabe,
skrive og fortælle historier for børn
og voksne. Videregive dansens
glæde og fortælle om livet. Jeg vil
gerne dele min historie og mine erfaringer
og indsigter med andre. Få
det til at give mening ved at give det
videre,” siger Mette.
”Tænk at kombinere kunst, psykologi
og faglighed, så kreativiteten giver
mening for almindelige mennesker.
Det største kunne være at lave
en ny slags skole, hvor børn bliver
dannet i stedet for ’bare’ uddannet.
En skole med nye læringsformer.
Hvor man ser på børnenes ressourcer
og bruger kreativiteten til at
bygge deres selvtillid, selvværd og
hele baduljen op. Et sted, der hylder
forskelligheden.”
”Jeg tror, at kreativitet befrir mennesker,
så vi kan lære at leve med
den, vi er. Det vil jeg gerne give videre
til andre, der har brug for det.”
POLITIKERE – KOM SELV OG SE …
Politikerne kunne lære meget af Kofoeds
Skole, mener Mette Kofoed.
”Jeg hører tit politikerne tale om tværkulturelle
tiltag, integration og støttende
foranstaltninger. Jeg tænker: Gå på Kofoeds
Skole, for der er det bare. Alt det, som
samfundet har brug for.
Der er plads til mennesker og til deres
forskellighed. Der er varme og rummelighed.
Man lærer at samarbejde. På kryds og tværs
af alder, kultur, sprog, størrelse, evner og
baggrund.
Og man får spejlet sig selv grundigt – hvis
man ellers vil ses – og lært og reflekteret
over mange ting om sig selv og sin færden.
Det har været en gave for mig. Alt dette ville
jeg gerne se noget mere af ude i samfundet.
Det er hér – alt det, politikerne taler om.
Det er nogle gange på bunden af samfundet,
man skal kigge.”

Trange ti
ERINDRINGER
Tekst: Helge Thomsen
Fotos: Kofoeds Skoles arkiv og Det Kongelige Bibliotek
Som 18-årig tog Helge Thomsen
fra Assens til København for at
opleve storbyen. Arbejdsløsheden
var stor, og det var en
kamp at klare dagen og vejen.
I det år, han tilbragte i hovedstaden,
kom han ofte på
Kofoeds Skole.
Helge Thomsen er i dag 87 år
og bor i Skagen. Her er hans
historie om sit førkrigsår i
København og på skolen
Soignering var første trin i genopbyggelsen af eleverne på Kofoeds Skole.
„Skridt for skridt vil vi forsøge at nå ind til det centrale: mandens
selvrespekt. Formår vi at vække den til live, kommer det øvrige af sig
selv,“ mente Kofoed
6 Kofoeds Avis | april 2008
Gymnastik var tidligt på skolens program.
Systematisk tilrettelagt motion bringer større
livskraft og udholdenhed, mente Kofoed
Krigsrumlen
På Kofoeds Skole kunne man reparere sit tøj, forsåle
sine sko, vaske og stryge tøj, gå i bad, og der
var et snedkerværksted, hvor man kunne sætte
møbler i stand. Hver dag fik man udleveret et klippekort,
og for hver aktivitet, man deltog i, fik man
et klip. Et vist antal point gav ret til at få en kop te
og fire skiver rugbrød.
Det er klart, at et sådant opholdssted krævede
hjælpere af forskellig art, bl.a. til madlavning, undervisning
og vejledning på værkstederne. Mange af
disse hjælpere var studerende, de fleste teologistuderende,
det var herlige mennesker … Blandt de arbejdsløse
var der også faglærte, som hjalp på værkstederne.
En af hjælperne hed Arne. Han var skrædder. På
værkstedet var han god nok, men på et tidspunkt
lærte jeg en side af hans personlighed at kende, som
satte en brat stopper for vores bekendtskab.

der
I vinteren 1938-39 var der et utal af politiske partier, som
forsøgte at gøre sig gældende. De havde alle en guru; en
fører, om man vil. Forbilledet var for de fleste Adolf Hitler,
han gjorde indtryk på mange, og der blev fisket i rørte
vande. Især var man ude efter unge mennesker, som var
nemme at begejstre, dels på grund af den store arbejdsløshed,
dels på grund af krigsrumlen.
Omtalte Arne kom en dag ind i gymnastiksalen, hvor vi
var fire unge mænd, som morede os med spring og forskellige
aktiviteter. Han spurgte os, om vi ikke kunne tænke os
lidt mere avanceret gymnastik og måske lidt forsvarsteknik.
Det lød besnærende, og vi mødtes i salen en gang om ugen.
Det blev imidlertid mere og mere til jiu-jitsu, men vi havde
det sjovt og tænkte ikke så meget over det, før han begyndte
at fortælle os om et parti, som han var medlem af. Det hed
Nationalt Arbejderparti NAP – og han syntes, vi skulle
komme med til et møde.
På snedkerværkstedet
reparerede mændene møbler.
Hjælp til selvhjælp i praksis
Klippekortet blev indført i 1936. Eleverne kunne ved at soignere sig, gå til
gymnastik, vaske deres tøj osv. tjene point til forskellige goder: en skjorte,
et måltid mad, adgang til skolens læsestue og underholdning …
Daglejere
Hver dag stillede mange arbejdsløse i alle aldre op ved
skolen, hvis motto var: Hjælp til selvhjælp.
Klokken 7 åbnede skolen for en meget lille gruppe, som mødte op
for at dyrke morgengymnastik, men også for at vise, at vi stod til rådighed
for arbejdsmarkedet, hvis nogle af skolens venner skulle have
gravet have, fejet fortov, banket tæpper eller lignende. Det kunne
også være arbejde på en virksomhed, som manglede en mand i en
kort periode. Selv havde jeg med faste mellemrum arbejde med at
slæbe tæpper ned i gården, banke, børste og slæbe op igen. I en periode
var jeg i arbejde hos en distributør, hvor jeg var såkaldt trappeartist;
jeg delte plakater ud. Der skulle løbes stærkt, når betalingen
var to kroner for 1000 plakater …
Vi var som regel 12-15 unge mennesker på morgenholdet. En god
ting var, at her fik vi dagens første måltid, en kop kaffe og brød med
både margarine og syltetøj.
Da vi var ankommet, sagde han til os, at vi var udset
til at være en slags kontrollører. Flere var inviteret
fra Kofoeds Skole.
Mødet skulle til at begynde, da en af vores ældre
kammerater kom ind ad døren. Han var lettere beruset
og kom med en bemærkning om, at det nok var et
nazimøde, han var inviteret til.
Arne stod et stykke derfra og gav os ordre til at
smide ham ud, hvilket vi nægtede. Arne udbrød: ”I er
nogle kønne udsmidere”, hvorefter han slog ham i ansigtet,
tog ham og slyngede ham ned ad trappen. Han
var voldsomt forslået, da vi kom ned for at hjælpe
ham. Vi råbte ”nazisvin” til Arne, og dermed var dét
venskab forbi. Vi fortalte Kofoed om episoden og så
aldrig Arne på skolen mere.
Kofoeds Avis | april 2008
7

Subsistensløs
Vinteren 1938 og 39 slæbte sig af sted, det blev en tid jeg aldrig
vil glemme …
At være subsistensløs var på den tid i strid med love og
regler. Var man hjemløs, stod man som lovbryder og kunne
anholdes og stilles for en dommer. Dommen var som regel
deportation til ens føde- eller hjemby, tidligere opholdssted
eller lignende. Det drejede sig om at have så få ’undermennesker’
i kommunen som muligt. Måske var ideen rigtig god,
for det bevirkede, at man for alt i verden skulle undgå at
komme i klammeri med politiet eller andre myndigheder.
Alt dette gjorde, at det var nødvendigt at kontakte andre
subsistensløse for at finde ud af, hvordan de klarede dagen
og vejen, hvordan de kunne undgå at betle, hvilket også var
forbudt, hvordan de kunne få stillet deres sult og få et par timers
søvn om natten.
Når Kofoeds Skole var lukket, var det værst, men om middagen
kunne man begive sig til Tvedes bryggeri, som lå i en
baggård på Vesterbro. Her blev der serveret en portion byggrød
og et glas hvidtøl. Det var en god måde at få stillet sulten
på. Man blev ikke betragtet som undermenneske eller
tigger.
Et andet sted var Nimbs kælder. I restaurantens kælderhals
var der uddeling af madpakker.
En aften kom jeg lidt sent til Nimb, det var bidende koldt,
og der stod nok 12-15 mennesker og ventede på, at klokken
skulle blive 02. Det var næsten på klokkeslæt, at lemmen på
døren gik op, og en dame sagde: ”Vær så god” og stak de
madpakker, der var, ud til os.
Mødet med Fyrtårnet
Hitler havde overtaget magten i Tyskland, og frygten for en
kommende krig medførte også et behov for forsvarsforanstaltninger.
En sådan foranstaltning var oprettelsen af KLFP,
Københavns Luftværnsforenings Pulterkammerrydning.
I etageejendomme havde lejligheder hvert sit pulterkammer
enten på loftsetagen eller i kælderen. Nogle af dem var rene
brandfælder i tilfælde af et luftbombardement.
Hvordan Kofoed fik kendskab til KLFP’s planer, ved jeg
ikke, men jeg og min bror Bruno fik sammen med flere andre
arbejde med at rydde pulterkamre. Tænk efter lang tid uden
arbejde at få en ugeløn udbetalt! Vi fik udleveret et armbind
med KLFP’s initialer. Alt blev båret ud på en lastbil, der når
den var fuldt læsset blev kørt ud på Bådsmandsstrædes kaserne,
en forladt bygning, som forsvaret ejede (det nuværende
Christiania, red.).
Visse effekter blev sorteret fra som sælgelige, resten blev
tilintetgjort på et bål. Der var mange mennesker involveret i
projektet. En enkelt vil jeg gerne fortælle om.
Han stod med et langskaftet redskab og smed papir og
8 Kofoeds Avis | april 2008
Da jeg denne aften kom ned i kælderhalsen, var der fyldt
op, og jeg måtte tage til takke med at stå på det nederste trin
og undvære varmen fra de andre. Men pludselig sagde en af
de tilstedeværende, en stor københavner: ”Ta’ og la’ den lille
lort komme inderst, han fryser sgu ihjel.” Der blev gjort plads
allerinderst, og jeg nød varmen, så godt jeg kunne.
Det var imidlertid ikke forbi med gode oplevelser denne
nat. Lidt før madpakkeuddelingen gik døren op, en velklædt
herre kom ud og skulle op ad trappen. Vi gjorde pligtskyldigt
plads og gengældte hans ”god morgen.” Han gik et par trin
op, drejede hovedet og sagde: ”Det er koldt gutter.” Et lyst
hoved i flokken svarede ”tak for oplysningen.” Den velklædte
herre tog endnu et trin op og udbrød: ”Da var jeg dum.” Han
knappede sin frakke op og tog sin tegnebog, stak en tier til
den, der stod nærmest, med ordene: ”Her er lidt til morgenkaffen.”
Og tro mig, jeg husker morgenen efter på Jacobs
Kaffebar. Jeg tror, at en kop kaffe og et rundstykke kostede 35
øre, så alle fik et godt morgenmåltid.
Den velklædte herre var i øvrigt
kapelmester Teddy Petersen, som
i mange år berigede os med sine
musikalske evner.
Faren for krig var overhængende. Mange
pulterkamre i København var de rene
brandfælder i tilfælde af bombardement.
Derfor skulle de ryddes
andet på bålet. En gruppe af dem, der sorterede, talte lidt ophidset
sammen, mens de gestikulerede og pegede på manden.
De spurgte, om han var arbejdsløs, hvilket han svarede
nej til. En mand fra gruppen sagde: ”Vi mener at kunne
kende Dem og regner ikke med, at De mangler penge, så vi
synes ikke det er pænt af Dem at tage arbejdet fra dem, der
trænger.”
Manden trak sig omgående væk fra bålet, lod os forstå, at
han var blevet tilbudt arbejdet, som lød spændende og var
noget helt nyt for ham. ”Men jeg trækker mig omgående og
ønsker ikke at modtage betaling for mit arbejde. De penge, jeg
har tjent, må I få. Jeg har haft det rart og stiftet bekendtskab
med mennesker, jeg aldrig havde drømt om at møde.”
Kofoed fik kendskab til episoden og lavede en aftale med
manden om at komme ud på skolen og holde foredrag om sit
liv. Det blev en uforglemmelig aften med et menneske, som
trods sit liv som komiker havde dybt alvorlige ting at fortælle
os om. Mandens navn var Carl Schenstrøm, Fyrtårnet (den
ene halvdel af makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, red.).
Redigeret af Karen Pedersen

Medmenneskelighed
– en evig nødvendighed
TILLYKKE!
Af Willy R. Eliasen
Kofoeds Skole! Kendt af fleste
landet over, ja, endda nogle steder
uden for Danmarks grænser.
Først da jeg flyttede til
København og i 1965 blev elev
på Statens Politiskole, fik jeg
kendskab til skolen og dens sociale
engagement.
Måske tænker man ikke på, at
politiet faktisk er en del af det
sociale system og har berøring
med alle sider af det danske
samfund, især dem, vi kalder ’de
udstødte’.
Det sociale system var ganske
anderledes dengang for godt 40
år siden. Inden for politiet havde
man Politiets Sociale Hjælpetjeneste.
Den havde til huse i baghuset
på Nørrebrogade 9. Her
sad nogle ældre overbetjente,
som kendte byen som deres egne
bukselommer. Hver morgen indbragte
transportvognene fra byens
ni politistationer nattens
’fangst’ af detentionsgæster. De
fik en snak, en cigaret og en tår
kaffe.
Der fandt også en slags visitation
sted til herbergerne, herunder
Kofoeds Skole. Men tit var
det en umulig opgave, da de pågældende
ofte ikke var i stand til
at tage imod nogen form for rådgivning.
De var alt for sølle.
Anderledes socialt engagement
Det nærmere kendskab til
Kofoeds Skole fik jeg, da jeg
kom på uddannelse i Udryk-
ningstjenesten, som hedder
Beredskabsafdelingen i dag.
Derfra patruljerede vi over hele
byen, også på Christianshavn,
hvor skolen lå på det tidspunkt.
Jeg så allerede dengang, at
skolens sociale engagement var
anderledes end de andre steder,
jeg havde berøring med. Her
kunne vi ’aflevere’ dem, som vi
ikke anede, hvad vi skulle stille
op med; meget tit var det grønlandske
borgere. På skolen tog
man sig af dem. De kunne få et
sted at sove, mad, pleje, og en
start på en ny tilværelse, hvis de
selv ville. Det var tydeligt, at vores
’indbragte’ havde respekt for
dem, der tog imod på skolen. Det
kneb ofte over for os uniformerede.
Værn om den spinkle flamme
Når jeg tænker tilbage på min
tid i Københavns og senere
i Glostrup Politi og ser på de
muligheder, vi havde dengang,
er meget blevet bedre i dag.
Men der er stadig udstødte, som
har behov for at blive opsøgt på
gader og stræder. Mennesker,
som har brug for en snak og sikkert
også en smøg – hvad de
nok ikke får, men så en kop kaffe
og ikke mindst muligheden for
et bad og rent tøj.
Her er Kofoeds Kælder det
rette tilbud – ikke pågående,
men hjælpsom.
Jeg nærer fortsat stor respekt
for det arbejde, der foregår på
skolen. Måske mener nogle, at
der ikke længere er brug for den
slags arbejde. De tager fejl! Det
er der netop. Ikke mindst i store
byer som København er der
hårdt brug for Kofoeds Skoles
måde at engagere sig på.
Kofoeds Skole er unik. Den
har forstået dygtigt at følge med
udviklingen i samfundet, ja, man
kan ligefrem sige, at skolen på
sine områder har vist vejen, samtidig
med, at man har set nye
mål. Men stadig er man tro mod
skolens fundament: medmenneskelighed,
eller at være ”de skærmende
hænder for den spinkle
flamme,” som det så smukt er
tegnet i skolens symbol.
Hjertelig tillykke med jubilæet,
Kofoeds Skole!
Årsmærket viser skolens
selvopfattelse først i 60‘erne
Willy R. Eliasen er tidligere kriminalinspektør
i Glostrup Politi, nu 2. viceborgmester
(V) i Egedal Kommune.
Medlem af Kofoeds Skoles repræsentantskab.
Kofoeds Avis | april 2008
9

FOTOS: JØRL
10
Kim Clemen byder velkommen
Kofoeds Karavane
– nu ruller vi
Kofoeds Karavane er et rullende informationskontor
i form af en campingvogn.
I april måned slår karavanen lejr med gule
parasoller, borde, stole og blomsterkummer i
boligområder og på centrale torve og pladser i
Københavnsområdet for at oplyse arbejdsledige
og socialt udsatte om deres muligheder på
Kofoeds Skole.
Der vil være informationsmateriale om skolens
værksteder, undervisning, rådgivning osv.,
billeder fra skolen og lidt at spise og drikke.
Startskuddet lyder d. 31. marts. Karavanen
kører i to uger med ti stop undervejs.
Kontakt: Nanna Mølbak Hansen, tlf. 32 68 02 17
nannah@kofoedsskole.dk
Kofoeds Skoles mangeårige forstander,
Jens Aage Bjørkøe, er ved
at lægge sidste hånd på en meget
omfattende bog om skolen. Om vores
metode, dennes resultater på
mange forskellige niveauer. Om
skolens historie, om dens placering
Nytårskur i Kofoeds Kælder
Årets nytårskur er et af højdepunkterne i Kofoeds Kælder, som er … ja, en kælder
på Kultorvet i København. Her kan byens hjemløse bl.a. kan få lidt varme,
en kop kaffe, bad, tøj, en sovepose og nogle at drøfte deres hverdag med.
Formanden for Kofoeds Skoles bestyrelse, fhv. socialminister Aase Olesen (R),
løftede i sin bordtale for brugerne sløret for, hvordan det er at være til en ’rigtig’
nytårskur hos Dronning Margrethe. De fleste frokostsultne fremmødte, ca.
en snes, var grønlændere, så der blev spontant oversat.
Efter spisning, ledsaget af appetitvækkende toner fra Harmonika-Jørgen,
overrakte Claus Børlum Petersen fra firmaet Shoppit milde gaver.
En medarbejder derfra så i TV2, at årets ’høst’ af efterladte soveposer fra
Roskilde Festivalen var rådnet op pga. regn. Soveposerne plejer at blive
foræret til byens hjemløs. Shoppit besluttede straks at forære
Kælderen 100 soveposer og oven i hatten 10.000 kr. Dem har lederen
Kim Clemen og co. investeret i godt kogegrej til brugerne –
og en dåse konserves til det første måltid. Det hele blev modtaget
med klapsalver, kindkys og knus af brugerne.
Således blev det atter nytår i Kofoeds Kælder. - jørl
i samfundet og socialpædagogikken
over fire-fem årtier. Om elevgrupper,
medarbejdere og meget,
meget mere. Vi håber, at det bliver
bogen om Kofoeds Skole set indefra
– i hvert fald en god del år frem.
Og at den vil kunne være en hjælp
Få besøg af
Kofoeds Korps
Bogen om Kofoeds Skole på vej
Kofoeds Korps er en gruppe socialfaglige medarbejdere
fra Kofoeds Skole. Korpset tager blandt andet ud
til samarbejdspartnere og fortæller om skolens mange
tilbud, helhedsorienterede metoder og resultater, specielt
når det gælder om at få elever i job.
I foråret har korpset planlagt en større besøgsrunde
til jobcentre i København og omegn.
På længere sigt er det hensigten, at korpset udvides
med flere specialister inden for skolens kerneområder,
f.eks. grønlænderes vilkår og misbrugsbehandling.
Korpset vil fremover stå til rådighed med foredrag,
præsentationer for samarbejdspartnere,
gæsteundervisning, konferenceindlæg o.l.
Kontakt: Malene Alexandersson, tlf. 32 68 02 16
malenea@kofoedsskole.dk
til f.eks. studerende på vores felt.
Det er tanken, at bogen senere
også skal udgives på engelsk, da
interessen udefra for vores principper
er stadigt voksende.
- jørl

Fødselsdagskonkurrence:
Vind en lagkage på fad
Lagkagen på forsiden har vi
spist! Men du kan vinde et
gavekort på en lagkage fra en
bager nær dig. Og et smukt
lagkagefad (billedet) fra Kofoeds
Skoles glasværksted.
For at deltage i konkurrencen
skal du svare rigtigt på spørgsmålet
herunder (svaret findes i
bladet):
Grundlæggeren af Kofoeds
Skole, Hans Christian
Kofoed, døde i 1952 – hvor
gammel blev han
?
Støt Kofoeds Skole
BLIV STØTTEMEDLEM
Læs mere på girokortet på midtersiderne
om, hvordan du kan blive støttemedlem
og ellers kan støtte skolen.
Besøg Kofoeds
Skole
Foreninger og lign. kan
besøge Kofoeds Skole og få
en rundvisning.
Kontakt:
Karin Larsen
karinl@kofoedsskole.dk
www.kofoedsskole.dk
Send dit svar på mail til
hj@kofoedsskole.dk – skriv
”konkurrence” i emnefeltet.
Eller skriv svaret på et brevkort
og send det til
Kofoeds Skole
Nyrnberggade 1
2300 København S
att. Helle Jørler
Senest den 1. maj.
Vi trækker lod blandt
de rigtige svar.
NY BOG:
Noget på hjerte
I forbindelse med Kofoeds Skoles
80 års fødselsdag udkommer bogen
Noget på hjerte – en antologi
med 19 artikler skrevet af medarbejdere,
elever, og medlemmer af
skolens bestyrelse og repræsentantskab.
Bogen tegner nogle skitser til
forståelse af nutidens sociale udfordringer
og giver nogle bud på,
hvad der bør gøres for at hjælpe
socialt udsatte mennesker til at
kunne leve et integreret liv i samfundet
på et værdigt grundlag.
Det er en bog med mange indfaldsvinkler
til det sociale arbejde:
bl.a. socialpolitik, sociale metoder
og indsatser, refleksioner over
konkrete erfaringer med skolens
arbejde, etik og kristendom, personlige
oplevelser, forskning, frivilligt
socialt arbejde, social økonomi
og folkeoplysning. Dermed
afspejler bogen, at socialt arbejde
handler om det hele – det hele
menneske i samfundet.
Bogen kan bestilles på
ks@kofoedsskole.dk
Den koster 125 kr. inkl. moms
og forsendelse.
OPRET ET TESTAMENTE
Du kan støtte Kofoeds Skoles arbejde ved at oprette et testamente,
enten til fordel for skolens generelle arbejde eller særlige
projekter og indsatsområder. På den måde er du med til at
sikre en indsats for arbejdsledige og udsatte også i fremtiden.
Vi har stor erfaring med behandling af arvesager og stiller gratis
advokatbistand til din rådighed. Som humanitær organisation
er Kofoeds Skole desuden fritaget for at betale arveafgift.
Kontakt:
Kofoeds Skole
Tlf. 32 68 02 00
ks@kofoedsskole.dk
FOTO: HOLT & MADSENS EFTFLG.
11

FESTSANG
KOFOEDS SKOLE – 80 ÅR!
Tekst: Henrik Juhl Melodi: Den evigglade kobbersmed
Der var engang en Kofoed, som gik rundt på Christianshavn
Han kom selvfølg’lig fra Bornholm – Hans Christian var hans navn
Der har de mange Kofødder, og også røget sild
men ham her var en særlig slags, for han var gjort af ild:
”Vi kan hjælpe dig, hvis du også hjælper med
Har du ondt i sjælen, så får vi den på gled
Er du træt af livet, så tag og vask dit tøj
og befri dine sko for alverdens skidt og møg!”
Og tænk engang, det virkede – han fik dem bragt i kog
De fik så dejligt travlt, de glemte helt at gå i stå
Han started’ i en kælder, men han var som sagt af ild
så hurtigt kendte alle hans energiske appeal
Det var: ”Bøj og stræk!” – Det var: ”Børst din sko og smil!
Tag dit gode tøj på, og hold en venlig stil
Gå så ud i verden og find dit bedste held
Har vi hjulpet dig rigtigt, så hjælper du dig selv!”
Desværre blev han ikke mer’ end firehalvtreds år
men frugten af ham virker her på skolen, hvor vi står
Med tiden har vi ændret os, men ellers tror vi nok
at vi har fattet hans essens, og at vi gi’r den krop
Så når dansen går rundt om skolens juletræ
står han stadig dér som en majestætisk bræ
og hvis drivhusgassen den tror, den kan få held
til at smelte ham væk, skal den passe på sig selv!
Vi lever i en nutid med en ganske barsk profil
og kører mod en fremtid uden sikkerhedsventil
For mange men’sker lever nu mentalt på vand og brød
men næres deres drømme ku’ det være at de skød
tusind blomster her, hvor vi fejrer vores dag
Vi er 80 år gamle og tror på samme sag
Er du sur på livet, så kom og bliv lidt mild
Der er sovs og kartofler, og også stegte sild
Så ta’r vi den for sidste gang – pointen den er sund
Vi hjælper for at bygge op – Vi hjælper ikke kun
Hvert enkelt men’ske har sit eget særlige talent
Vi hjælper med at finde det – Det er såmænd lidt nemt
Det er: ”Bøj og stræk!” – Det er: ”Børst din sko og smil!
Tag dit gode tøj på, og hold en venlig stil
Gå så ud i verden og find dit bedste held
Har vi hjulpet dig rigtigt, så hjælper du dig selv!”
SKRIV TIL REDAKTIONEN: hellej@kofoedsskole.dk
FÅ KOFOEDS AVIS TILSENDT: Kontakt Kofoeds Skole 32 68 02 80 eller ks@kofoedsskole.dk
Maskinel magasinpost
ID nr.: 42416
Afsender:
Kofoeds Skole
Nyrnberggade 1
2330 København S.
REDAKTION: Helle Jørler (ansvar), Karen Pedersen,
Marianne Bjørkøe og Henrik Juhl
LAYOUT: Henriette Mørk
FORSIDEFOTO: André Andersen
TRYK: Kailow Graphics. Oplag: 18.500
Eftertryk tilladt med kildeangivelse
ISSN: 1604-2654
Red. sluttet d. 4. marts 2008
Kofoeds Skole er en selvejende institution,
der yder hjælp til selvhjælp til mennesker i sociale
vanskeligheder. Skolen arbejder på et kristent
og folkeligt grundlag.
KONTAKT
Nyrnberggade 1, 2300 København S
Tlf.: 32 68 02 00 – Fax: 32 95 62 17
ks@kofoedsskole.dk – www.kofoedsskole.dk
Postgiro: 9 11 88 45
Næste blad
udkommer
1. juni
2008