1/2010 - Katolsk dialog & information

5. årgang, nr. 1, 2010
Jesus og Martha om opstandelsen
af Hans Christensen
Evolution og skabelse - 1. del
af pater Rainer Koltermann SJ
Notater om pater Dorn
af Niels la Cour
Guds ansigt - ikke vores eget
af Eva Nordentoft
Anmeldelse af bog om paven
af Karlheinz Löhrer
Langfredagsprædiken
af pater L.O.Dorn S.J

Jesus og Martha taler om
opstandelsen
Af Hans Christensen
I de synoptiske evangelier (Matthæus,
Markus og Lukas) er tempelrensningen,
da Jesus driver de handlende
ud af tempelpladsen, den begivenhed,
der får bægeret til at flyde
over for de jødiske ledere, og dermed
angives som den direkte årsag til, at
de beslutter sig til at slå Jesus ihjel.
I Johannesevangeliet derimod
kommer dødsdommen som en reaktion
på Jesu syvende og sidste tegn:
opvækkelsen af Lazarus fra de døde.
Inden selve opvækkelsesberetningen
får vi en teologisk belæring om,
hvordan opstandelsen egentlig skal
forstås. Vi læser i:
Johannes kap.11 v17 Da Jesus
kom, fik han at vide, at Lazarus allerede
havde ligget fire dage i graven.
v18 Betania lå i nærheden af
Jerusalem, femten stadier derfra, v19
og mange jøder var kommet ud til
Martha og Maria for at trøste dem
i sorgen over deres bror. v20 Da nu
Martha hørte, at Jesus var på vej, gik
hun ud for at møde ham; men Maria
blev siddende inde i huset. v21 Martha
sagde til Jesus: »Herre, havde du
været her, var min bror ikke død. v22
Men selv nu ved jeg, at hvad du beder
Gud om, vil Gud give dig.« v23
Jesus sagde til hende: »Din bror skal
opstå.« v24 Martha sagde til ham:
»Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen
på den yderste dag.« v25
Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen
og livet; den, der tror på mig,
skal leve, om han end dør. v26 Og
enhver, som lever og tror på mig, skal
aldrig i evighed dø. Tror du det?« v27
Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at
du er Kristus, Guds søn, ham som
kommer til verden.«
Det er den praktiske og noget kontante
Martha, der går Jesus i møde.
Det er svært ikke at læse hendes
hilsen som andet end en slet skjult
bebrejdelse: ”Havde du været her, var
3

min bror ikke død”. Man kan høre
den Johannæiske menighed i begyndelsen
af det 2.århundrede råbe det
samme:
Hvorfor udebliver Herrens komme
– hvorfor skal vi dø!? Men selvom
Martha er skuffet, så ved hun – hun
har overbevist sig selv om – at Gud
giver, hvad Jesus og vi i hans navn
beder om. Martha ved også, at hendes
broder engang skal opstå på den sidste,
dommens dag. I stedet for at få
sin overbevisning bekræftet bringer
Jesus et helt nyt perspektiv ind i samtalen:
»Jeg er opstandelsen og livet;
den, der tror på mig, skal leve, om
han end dør. Og enhver, som lever
og tror på mig, skal aldrig i evighed
dø. Tror du det?« Jesus bruger den
betegnelse Gud i Det gamle Testamente
brugt om sig selv: Jeg er! –
mere autoritet kan man som jøde ikke
sætte bag en udtalelse. Den der tror
og sætter sin lid til Gud skal leve og
aldrig i evighed dø selvom han/hun
dør – for det gør vi jo!
Livet i troen begynder før døden.
Opstandelsen til det evige liv er
igangsat for os allerede nu inden vor
jordiske død. Timen er kommet, uret
er sat i gang. Troen skænker os livet
her og nu og i al evighed. Vi skal
4
ikke vente på opstandelsen. Vi er allerede
opstået eller døde før vore jordiske
liv får ende. Lazarus’ udgang
af graven var ikke en opstandelse –
han skulle dog dø igen engang – men
hans og hans to søstres tro på Kristus
gav dem opstandelsen og det evige
liv. For det er evigt liv er at tro på
Kristus og Hans åbenbaring af Faderen
og Helligånden.
Martha bringes noget ud af fatningen,
for Jesu udsagn er overvældende
og næsten ikke til at tro. Hun svarer
per automatik med en Kristusbekendelse
fra den senere johannæiske menighed:
»Ja, Herre, jeg tror, at du er
Kristus, Guds søn, ham som kommer
til verden.«
Oversættelser er altid kompromisser,
for egentlig lyder sidste delen:
”ham, som er ved at komme (kommende
– præsens participium) til
verden”. Det stemmer overens med
begyndelsen af Johannes Evangeliet,
hvor der tales om ”Lyset, det sande
lys, som oplyser ethvert menneske,
var ved at komme til verden.”.
Kristus kommer, ja han er allerede
hér – en realitet for troen.
Hvordan skal vi så forstå opstandelsen?
Vi ved at disciplene genkendte
Jesus som den Kristus, Guds

søn, han virkelig er. Opstandelsen for
os betyder altså, at vi altid og evigt
lever i og af troen på den evige kærlige
Gud åbenbaret i Jesus Kristus.
Opstandelsen er den faktor, den katalysator,
der bringer vores bedste,
sande jeg frem i os, så vi for altid er
genkendelige for Gud og for vore
medskabninger. Hvordan vi klarer at
gå igennem vores jordiske død uden
at blive væk for Gud og hinanden, det
Så drag os ganske til dig hen.
o Jesus, du vor sjæleven,
at hver af os så inderlig
i troen må omfavne dig.
Hans Adolph Brorson 1732
må vi overlade til den Treenige Gud
at blive indbyrdes enig om. Derfor
har Jesus også sagt:
Joh.10v27 Mine får hører min
røst, og jeg kender dem, og de følger
mig, v28 og jeg giver dem evigt liv,
og de skal aldrig i evighed gå fortabt,
og ingen skal rive dem ud af min
hånd. v29 Det, min fader har givet
mig, er større end alt andet, og ingen
kan rive det ud af min faders hånd.
Redaktionen ønsker læserne en glædelig påske!
5

Evolution og skabelse - 1. del
Forholdet mellem evolution og skabelse i kirkens dokumenter
af pater Rainer Koltermann SJ, professor i naturfilosofi ”Hochschule
Sankt Georgen”. Afskedsforelæsning: fredag, 12.2.1999 i aulaen på
samme ”Hochschule ”, Frankfurt
Oversat af Karlheinz Löhrer [Bemærkninger fremsat i kantet parentes er
oversætterens]
Efter at kirken mere og mere gået i dialog med naturvidenskaberne,
er kirkens dybere forståelse af Guds skaberværk vokset;
og for de troende naturvidenskabsfolk har denne dialog
ført til, at deres tro er blevet mere forenelig med deres faglige
viden. Denne dialog har forandret erkendelsen. Læs mere om
det i nedenstående forelæsning.
1. Problemstilling og historie.
Da Charles Darwin udgav sin bog om
“Arternes oprindelse” i 1859, ansås
det som en revolution på biologiens
område. Så sent som i 1737 skrev
Carl von Linné i sin “Systema naturae”:
Der findes så mange arter, som
den uendelige væren har frembragt
lige fra begyndelsen.” Ganske vist
havde Linné allerede i sin “Philosophia
botanica” fra 1751 forsøgt at
6
fremstille “fragmenter af et naturligt
system “. Her findes den betydningsfulde
sætning: “Naturen gør ingen
spring (natura non facit saltus).” Er
evolutionen dermed udelukket? Man
kan i de forskellige oplag af “Systema
naturae” konstatere, at Linné,
omend forsigtigt, oftere og tydeligere
nærmer sig den overbevisning, at der
sker en arternes forandring. Hans søn

måtte endda forsvare ham over for en
teolog, der bebrejdede ham, at han
nægtede arternes skabelse.
Denne episode gør det tydeligt, at
der for det første allerede før Darwin,
således f.eks. hos Lamarck, kom tanker
til udtryk om de levende væseners
evolution, og at man for det andet
lige fra begyndelsen forbandt tanken
om evolutionen med en videnskabsteoretisk
falsk modsætning til skabelsestroen.
Darwin og hans forgængere
talte nemlig til en tankeverden, hvor
to ting blev forbundet med hinanden,
der tankemæssigt skal holdes
adskilt: nemlig på den ene side den
af biologerne langt hen ad vejen fast-
holdte arternes konstans og på den
anden side arternes skabelse. Antog
man, at Gud fra begyndelsen havde
skabt arterne i deres forskellighed
og mangfoldighed, så behøvede man
ingen naturvidenskabelig begrundelse
for deres forskellighed. Men så måtte
de levende væseners forskellighed
allerede findes i de gamle geologiske
lag. Dette er imidlertid ikke tilfældet.
En bogstavelig forståelse af 1. Mos.
gjorde det nærliggende at antage, at
skabelsen i sin mangfoldighed tilsyneladende
havde fundet sted i begyndelsen.
Men når arternes forskellighed
først var opstået i løbet af tiden,
så var man nødt til både at søge svar
Pater Rainer Koltermann var professor i naturfilosofi ved det teologiske
fakultet (Hochschule) Sankt Georgen i Frankfurt, og professor i zoologi
ved Johannes Gutenberg-universitet i Mainz. Jeg har kendt ham siden
1952, hvor vi begyndte sammen i jesuiternes noviciat. - Da jeg hørte, at
han havde skrevet en læseværdig artikel om det nedenstående emne i et
kirkeligt blad, bad jeg om at måtte oversætte og trykke den i vort blad.
Den 5. juli 2009 modtog jeg en mail fra ham: “Kære Karlheinz, da jeg i
overmorgen tidligt skal til en operation på sygehuset, kan jeg ikke så hurtigt
opfylde din bøn. Jeg melder mig igen. Hjertelig hilsen, Rainer”. Han
døde den 12. juli på sygehuset. - Men i mailen til mig havde han som vedhæftet
fil sendt mig sin afskedsforelæsning om emnet. Den gengives her
i oversættelse med små udeladelser og mindre forkortelser. Flere oplysninger
om Rainer Koltermann (bl.a. nekrologen) findes på www.google.de
(Lö)
7

på de naturvidenskabelige mekanismer
og årsager til arternes dannelse
og gøre sig nye tanker over skabelsesbegrebet
og ligeledes revidere fortolkningen
af skabelsesberetningerne
i 1. og 2. Mos.
Det var altså denne situation,
Darwin skrev sin bog i. Da skabelsen
både for teologer og for biologer
tankemæssigt var snævert forbundet
med arternes konstans, måtte en benægtelse
af denne nødvendigvis føre
til en benægtelse af skabelsen. I dag
er vi - takket være fremskridtene i
erkendelsen og i videnskabsteorien - i
stand til let at opdage kategorifejlen i
disse overvejelser. I dag kan vi klart
skelne klart mellem på den ene side
det naturvidenskabelige spørgsmål,
om arterne er konstante eller ikke
konstante - og på den anden side det
filosofisk-teologiske spørgsmål, om
de er skabte eller ej.
8
I dag kan vi klart skelne klart
mellem på den ene side det
naturvidenskabelige spørgsmål,
om arterne er konstante eller
ikke konstante - og på den anden
side det filosofisk-teologiske
spørgsmål, om de er skabte eller
ej.
Iflg. Ludwig Wittgenstein er det
jo en grundregel, at man ikke må
spille to sprogspil ud mod hinanden.
[...]Således er der ingen modsætning
mellem de to sætninger: ”Arterne opstod
gennem evolution” og “Arterne
er skabte”. Ser man logisk på det, så
kan der tænkes endnu en mulighed
- sådan som f.eks. George Cuvier
(1769-1832; grundlæggeren af palæontologien)
har forslået: Der skete
igen og igen naturkatastrofe i løbet af
jordens historie (syndflod, klimakatastrofer,
meteornedslag), hvor arterne
blev tilintetgjort - og så har Gud hver
gang skabt nye organismer. Der er
faktisk sket naturkatastrofer i løbet af
jordens historie, dog ikke af et sådant
omfang, at en hel fauna og flora blev
tilintetgjort. Desuden forekommer det
mærkeligt, at Gud efter sådanne katastrofer
skulle have skabt arter, der
lignede de forudgående og knyttede
an til dem.
Situationen i Tyskland blev yderligere
tilspidset ved, at Ernst Haeckel
(1834-1919) imod den bibelske skabelsesberetning
skrev en “Natürliche
Schöpfungsgeschichte” (Berlin 1868)
og proklamerede sig selv som pave
af et materialistisk monistforbund i
opposition til katolikkernes ultramon-

tanisme. I dette virvar af meninger
og gensidig forkætrelse er det yderst
forbavsende, at pater Erich Wasmann
SJ (1858-1931), født i det år, hvor
Darwin offentliggjorde sit værk “The
origin of species”, i sin lærebog “Die
moderne Biologie und die Entwicklungstheorie”
tog stilling til problemfeltet
evolution og skabelse i en nøgtern
og differentierende sprogstil. P.
Wasmann blev opfordret til over for
et større publikum at gøre rede for,
hvordan han opfattede de offentlige
foredrag af Ernst Haeckel i Berlin i
1905. Hans foredrag i februar 1907
havde hver gang 1000 tilhørere, på
den 4. aften, hvor der optrådte 12 opponenter
mod Wasmann, endda 2000.
En så stor tiltrækningskraft og almen
interesse havde striden om evolution
og skabelse dengang.
Også i dag, 92 år senere, er der
såvel blandt mange naturvidenskabsfolk
som hos mange kristne, især hos
kreationisterne, forvirring og uklarhed
vedr. forholdet mellem evolution
og skabelse. Også kirken var længe
om at komme til klarhed om dette
problem. Lad os nu i en anden del se
på kirkens dokumenter om sagen.
Også i dag er der såvel blandt
mange naturvidenskabsfolk som
hos mange kristne, især hos
kreationisterne, forvirring og
uklarhed vedr. forholdet mellem
evolution og skabelse.
Det var så sent som i begyndelsen
af 1940erne, at en af mine
forgængere på denne lærestol,
pater Felix Rüschkamp SJ, på et
vink fra Rom til biskoppen i Limburg
blev afsat, fordi han forfægtede
menneskets afstamning fra
ikke humane primater.
2. Kirkens dokumenter vedr.
forholdet mellem evolution
og skabelse
Bibelkommissionens svar fra 1909
En af de første udtalelser om forholdet
mellem evolution og skabelse findes
i et svar fra bibelkommissionen
den 30.6.1909 på spørgsmålet om,
hvordan skabelsen af mennesket og
dannelsen af kvinden ud af manden
skal forstås. Til begge spørgsmål
svares der, at det er kendsgerninger,
der “rører ved fundamenterne af den
kristne tro” og at man derfor skal tro
på dem. Allerede før p. Wasmann,
der anså den legemlige afstamning
9

af mennesket fra ikke humane primater
for at være en hypotese, som
dog ikke var tilstrækkeligt begrundet,
havde på lignende måde den engelske
zoolog og konvertit Georg Jackson
Mivart (1827-1900) og de franske
gejstlige M.-D. Leroy og John Zahm
for-fægtet menneskets legemlige afstamning
fra dyreriget. Leroys værker
(L’Evolution des espèces oganiques,
Paris 1887 og L’Evolution restreint
aux espéces organiques, Lyon 1891)
var derfor i 1895 blevet sat på indekset
af forbudte bøger.
Denne skelnen mellem afstamning
af legemet og skabelsen af sjælen,
fastholdes ganske vist siden hen i
næsten alle kirkelige dokumenter.
Det var så sent som i begyndelsen
af 1940erne, at en af mine forgængere
på denne lærestol, pater Felix
Rüschkamp SJ, på et vink fra Rom til
biskoppen i Limburg blev afsat, fordi
han forfægtede menneskets afstamning
fra ikke humane primater.
På grund af dette svar fra bibelkommissionen
og især på grund
af konstateringen af, at man måtte
holde fast på “sensum litteralem
historicum” (den litterær-historiske
betydning) af Skabelsesberetningens
tre første kapitler, var der sat en stop-
per for at tænke sig teologisk dybere
ind i problematikken evolution og
skabelse.
Encyklika “Humani generis”
(1950)
Encyklika “Humani generis” af Pius
XII i 1950 betød et første vendepunkt.
Heri siger paven: “Kirkens
lære forbyder ikke, at “Evolutionismens”
lære, hvad angår det menneskelige
legemes oprindelse fra et
allerede eksisterende levende væsen
(vivente materia) bliver genstand for
forskning og drøftelser blandt fagfolk
i overensstemmelse med, hvad
forskningen i humanvidenskaberne
og teologi siger i dag - mens der
skal holdes fast ved den katolske tro
på, at sjælen umiddelbart er skabt af
Gud. På trods af meget forsigtige og
temmelig snørklede formuleringer
blev evolutionslæren som “hypotese,
der skal tages alvorlig” tilladt,
og - såfremt den ikke berører Guds
skaberværk - praktisk frigivet til den
filosofiske og teologiske forskning.
Så kunne der blandt teologer starten
en diskussion om, hvordan Guds skaberværk
egentlig skulle forstås i evolutionens
fænomener. Her var det lige
fra starten klart, at det ved naturvi-
11

denskabernes udsagn drejede sig om
kategoriale, verdens-interne årsager,
men at skabelsen både af levende
væsener og af mennesket af Gud aldrig
i sit fulde indhold kunne fattes
kategorialt. Men er det nu meningsfuldt
at skelne mellem: kroppen opstod
ved evolution, mens sjælen blev
skabt af Gud? Udelukker evolution
skabelse - eller spurgt på en anden,
modsat måde: er ikke hele mennesket
(også kroppen) skabt af Gud? Er der
måske tale om forskellige aspekter
ved skabelsesbegrebet, som man skal
finde frem til på en ny måde?
12
Så kunne der blandt teologer
starten en diskussion om, hvordan
Guds skaberværk egentlig
skulle forstås i evolutionens
fænomener.
Kommission fra den pavelige akademi
for videnskaberne 1982.
Fra 24.-27. 5. 1982 mødtes en kommission
under det pavelig videnskabernes
akademi i Vatikanet, en kreds
af fagfolk, der skal rådgive paven
i videnskabelige spørgsmål, under
ledelse af den daværende præsident
Carlos Chagas. Der blev diskuteret
om den videnskabelig strid mellem
palæontologerne og molekylærbiologerne
om tidspunktet af forgreningen
af den menneskelige linje fra de ikkehumane
primater i løbet af evolutionen.
Iflg. de fleste palæontologer
dengang skete adskillelsen for ca. 20
millioner, mens de molekylære resultater
(sammenligning af sekvenserne
i proteiner og DNA) taler for kun 5
til 7 millioner år. I den afsluttende erklæring,
fremsat af kommissionen af
den pavelige videnskabernes akademi
hedder det med henblik på vores sammenhæng:
”Vi indrømmer frimodigt,
at der er plads til meningsforskelle i
spørgsmål, som nydannelse af arter
og mekanismer for evolutionær forandring.
Alligevel er vi overbeviste
om, at der er en mængde af bevismateriale,
der sikrer evolutionskonceptets
anvendelse på mennesket og
andre primater mod enhver alvorlig
tvivl.” Her indrømmes det altså, at
de højere primaters og menneskets
evolution er bevist, selvom der endnu
er åbne spørgsmål vedr. evolutionens
årsag og enkelte punkter af den specielle
evolutionsteori. I mellemtiden
stemmer naturvidenskabsfolkene
over ens i, at forgreningen af den
menneskelige linje skete for 7-8 mil-

lioner år siden: den førte forfædrene
af chimpansen over australopithecus,
homo rudolfensis til homo erectus
og homo sapiens. Det bekræftes også
af de nyeste fund af ”Little foot”
(australopithecus spec.) ved Sterkfontein
(Sydafrika).
Johannes Paul II. taler ved generalaudienser.
Johannes Paul II. er ved forskellige
lejligheder kommet ind på forholdet
mellem evolution og skabelse.
1) Generalaudiens af 29.1.1986 på
tysk.
Den 29.1.1986 sagde paven; ”Til
de mest kendte sider af den Hellige
Skrift hører sikkert fremstillingen af
verdens skabelse. I husker: Her deles
skaberværket i streng, højtidelig form
op på ugens syv dage [...]. De fleste
kender disse tekster, men ikke alle
forstår, at der her fremsættes dybt
åndelige, religiøse udsagn i en for os
mennesker tilgængelig form. Disse
udsagn modsiger derfor på ingen
måde teorien af den almene verdensrevolution
(fremhævelse af forf.), når
denne holder sig til naturvidenskabeligt
bevislige resultater. Den kristne
trossætning om, at Gud har skabt tin-
gene, rækker dybere, er af grundlæggende
art, taler om tingenes væren,
ikke deres synlige overflade. Vi har
lov til at bekende i troen, at alle ting
til syvende og sidst skylder Gud deres
eksistens, Gud som er al værens uendelige
fylde. Således bærer tingene i
deres rod afhængighedens tegn; alle
er i deres kerne ’henført’ (zugeordnet)
til Gud. Samtidig har vi lov til at
bekende i skabelsestroen, at alle ting
fra Gud er ’gode’, ja endda ’meget
gode’, som genesisteksten til sidst
fremhæver. Vansiringen af de skabte
ting til det onde og det dårlige stammer
ikke fra Guds skaberhånd.”
Den kristne trossætning om, at
Gud har skabt tingene, rækker
dybere, er af grundlæggende art,
taler om tingenes væren, ikke
deres synlige overflade. Vi har
lov til at bekende i troen, at alle
ting skylder deres eksistens til
syvende og sidst Gud, som er al
værens uendelige fylde.
Denne tekst er meget betydningsfuld.
For her siges det om skabelsen, at
Guds virke er skrevet ned ”i en for
os mennesker tilgængelig form” dvs.
i en billedlig form, hvor de syv dage
13

ikke skal tages bogstaveligt. For det
andet siges det, at meningen er ”dyb
åndelig, religiøs”, af principiel art.
Det drejer sig altså om udsagn om
selve væren (altså filosofisk-teologiske
udsagn) og ikke om udsagn om
den synlig overflade, dvs. ikke om
naturvidenskabelige udsagn. Med
Ludwig Wittgenstein kan vi altså i
pavens ord se to sprogspil: på den
ene side sprogspillet den synlige
overflade, om teorien om en generel
verdensrevolution og dermed om en
naturvidenskabelig konstatering, der
kan iagttages; og på den anden side
sprogspillet om det dybere lag af alt
væren af denne verdens ting, af denne
verden som helhed, som i deres rod
bærer tegnet for dens afhængighed
og ’henførthed’ (Hingeordnetheit) til
skaberen.
Hvordan skal Guds skabervirksomhed
nu sættes i relation ti den generelle
verdensrevolution og dermed
også til de levende væseners evolution?
Der kan altså ikke være tale om
at en eneste skabelse skete i begyndelsen
af verden. Kosmogonien, dvs.
de verdensbegivenheder, der skete i
det lange tidsrum på 15 milliarder år
- og biogenesen, dvs. livets opståen
der skete for ca. 4 milliarder år siden
14
- og fylogenesen, dvs. udfoldelsen af
mangfoldigheden af organismer - alt
dette har brug for en tidsmæssig faktor
(Komponent) i skabelsesbegivenheden.
Det har Johannes Paul II. taget
stilling til i en anden tale.
2) Johnnes Paul II.s tale den
26.4.1985
Her sagde paven: Iflg. min forgængers
redegørelser (dvs. Pius XII. i encyklikaen
”Humani generis”) står den
rigtigt forståede skabelsestro og den
rigtigt forståede evolutionslære ikke
i vejen for hinanden. Evolution forudsætter
skabelse: skabelse viser sig
i evolutionens lys som en begivenhed
der er udstrakt i tiden som ”creatio
continua” ( fremhævelse af forf.),
hvori Gud som ”himlens og jordens
skaber” bliver synlig for troens øjne”
(L’Osservatore Romano 24.5.1985).
Stikordet ”creation continua” udgør
også et filosofisk udgangspunkt,
nemlig, at de levende væsener er kontingente
[= afhængige, betingede] og
derfor i deres eksistens labile. Deres
fald tilbage til intetheden forhindres
derfor af creatio continua, de levende
væseners vedvarende, kontinuerlige
opretholdelse i deres væren via Gud.
Det er selvfølgeligt også tilfældet for

de levende væseners handlinger, og
her af særlig interesse des forplantning,
for mutationerne og selektionerne,
som af evolutionsteorien betegnes
som naturvidenskabelige årsager. De
er sig selv kontingente og har som
sådan behov for ”concursus divinus”,
det guddommelige medvirken med
hensyn til deres væren. Dermed har
vi udvidet skabelsesbegrebet fra at
betyde ”skabelsen af verden ud af
intet i begyndelsen af tiden” til at betyde
”opretholdelse og bevaring af de
skabte ting gennem tiderne”. Derved
bliver deisme til teisme. I deismen
forstås Gud som en urmager, som
sætter verden i gang ligesom et ur for
derefter at overlade den til sig selv,
hvorimod Gud i teismen fortsat tager
sig af verden, der sørger for den, eller
udtrykt uden metafor: er mulighedsbetingelse
for dens væren. Indfører vi
dermed ikke et tidsbegreb i Guds tidløse
skaberværk? På ingen måde! Det
helt gennemtænkte skabelsesbegreb
inkluderer nødvendigvis opretholdelsen
i væren. Den tidløse skabelsesakt,
der ikke kan skilles fra Guds væsen,
har sin virkning i tiden. Idet vi går ud
fra organismernes synlige overflade,
nemlig evolutionsbegivenheden, når
vi frem til foranderligheden og dermed
til det levendes kontingens. Tager
vi evolutionen alvorlig og tænker
denne begivenhed igennem til dens
rødder, så føres vi stringent til (som
Teilhard de Chardin har kaldt det) indersiden
af evolutionen, det levendes
skabelse.
Dermed har vi udvidet skabelsesbegrebet
fra at betyde
”skabelsen af verden ud af intet
i begyndelsen af tiden” til at
betyde ”opretholdelse og bevaring
af de skabte ting gennem
tiderne”. Derved bliver deisme
til teisme.
(Fortsættes i næste nummer.)
15

Notater om pater Dorn
Af Niels la Cour
Ved sine navnkundige lørdagsmesser
i Sankt Augustins Kirkes huskapel på
Jagtvej, Østerbro, i København, som
pater L.O.Dorn SJ (1914-2000) trofast
celebrerede uge efter
uge, år efter år, viste pater
Dorn sig ofte som en dristig
ånd.
Pater Dorn kunne frappere
sin lille, spraglede,
atypiske menighed dels
med sit klare kritiske blik
fæstnet på forhold eller
begivenheder i kirken og
i verden, dels gennem sin
evne til at give for så vidt
alment anerkendte teologiske
grundtanker en ny dimension
gennem en original
og sommetider nærmest
lidt grænseoverskridende
formulering.
Gennem pater Dorns
sidste 13 leveår gik jeg
jævnligt til disse messer og
kom ind på efterfølgende
16
Pater L.O. Dorn SJ
at referere prædikenens hovedtema i
en notatbog. En genlæsning af disse
resumeer af hans prædikener får mig
til at spørge: Kunne disse notater, el-

ler nogle af dem, mon også have interesse
for andre?
Nedenfor bringes derfor 6 eksempler
på prædikenresumeer; altså
noteret ned umiddelbart efter sådan
som ordene ifølge min hukommelse
var faldet. Der kan hist og her være
et udtryk eller et synspunkt, som går
igen i pater Dorns to meget læseværdige
prædikensamlinger: “Når lyset
brydesl1 (Poul Kristensens forlag
1989) og “Genspejlinger” (Steno forlag
1997). Men ingen af de prædikener,
som nedenfor er resumeret, står i
deres helhed i de to samlinger. Hvert
resume slutter med datoen for det
udførte notat, og det var altid samme
dag eller en af de nærmeste dage efter,
at prædikenen var holdt.
Artiklen slutter med citat af en
udtalelse bl.a. om kvindelige præster.
Nogen tid efter pater Dorns død sås
i Katolsk Orientering en diskussion
om, hvad pater Dorn egentlig mente
om dette. Det er muligt, at der kan
fremfindes indbyrdes modstridende
udsagn fra ham herom, men nedenfor
ses hvad han sagde i en portrætvideo
produceret af KVIP (Katolsk Video
Produktion) i anledning af hans 80-
Rrs dag i 1994, i slutningen af hvilken
han gjorde sig nogle tanker om
kirkens fremtid.
Mirakler. Hele menneskehedens
historie som forudtænkt
af Gud.
Når der sker et mirakel, et under,
f.eks. en mirakuløs helbredelse, eller
en bønhørelse om en ændring af
vejret, så
er det næppe rigtigt at forestille
sig, at Gud griber ind i naturlovene
og ophæver de love, han selv har
skabt. Man bør snarere se sådanne
foreteelser som et udtryk for, at der er
flere naturlove, end videnskaben har
afdækket. Man kunne sige:
Gud griber aldrig ind, for han
griber al tid ind. Alt, hvad der sker,
er efter hans vilje, og en mirakuløs
bønhørelse kan således være indtænkt
i naturlovene allerede ved verdens
skabelse. Om senere mirakler ligger
inden for eller uden for menneskenes
videnskabelige erkendelse rokker
ikke ved, at alt, hvad der sker, samlet
kan være udtryk for naturlove igangsat
- ikke ophævet - af Gud. Vi må
også abstrahere fra tidsdimenionen.
Som jo kirkens Kristus-tro i sig selv
udtrykkeligt gør: “Ved hvem alt er
skabt”. Altså Kristus eksisterer forud
for alt det skabte. Hvilket så betyder,
at også frelsen ved Kristus har indgået
i skabelsen. Gud har ikke først
17

skabt mennesket og dernæst set, at
mennesket havde brug for frelsen ved
Kristus. Det hele har været tænkt på
en gang. 15.07.95.
Om Kristi to naturer
Ved betragtning af Kristi to naturer,
den guddommelige og den
menneskelige, bør det understreges,
at dette ikke implicerer noget overnaturligt.
Mysteriet indebærer, at
han var sandt menneske, ikke kun
spillede en rolle som menneske:-Og
følgelig kunne han aldrig - heller ikke
på korset - med sikkerhed vide, hvorledes
Gud ville frelse ham til sidst.
For havde han vidst det, havde han jo
ikke behøvet at tro. Og det er jo bl.a.
i troen, at han er det forbilledlige,
sande menneske. 17.12.94.
Pinse. Inkulturation.
Pluralitet.
Pinsedagens tungetale var et
eksempel på inkulturation. Menneskemængden
forstod disciplenes tale
på hver deres sprog. Helligånden sørgede
for en “oversættelse” til sprog,
som disciplene ellers ikke talte. Den
nutidige teologiske analogisering vil
være: Ved Helligandens hjælp omsættes
det kristne budskab, så det kan
18
forstås på mange forskellige måder
og får mange forskellige udtryk. Helligånden
foranlediger derved også en
pluralitet i kirken: Der er mange måder
at forstå troen på, både i konkret
sproglig betydning og i mere overført
betydning. 215.05. 96.
Menneskevordelsen
Menneskevordelsen betyder ikke
kun, at Gud stiger ned og antager
menneskeskikkelse, at det guddommelige
og eneste virkelige iklæder
sig det forgængelige og uvirkelige.
Menneskevordelsen er også en bekræftelse
på, at mennesket er skabt i
Guds billede, at mennesket trods sin
ringhed ikke er fjernere fra Gud, end
at Gud selv kunne blive menneske.
I alle mennesker findes nogle guddommelige
muligheder, og ved menneskevordelsen
tilføres mennesket
noget guddommeligt. Kristus vil som
vores ligemand - hvad han jo også
er som sandt menneske inddrage os
i guddommeligheden. Vi skal føle
håb, vi skal føle tro på, at vi kan være
medbestemmende over vores liv. Ved
Kristi fødsel bliver altså ikke kun
Gud menneske, men også i en vis forstand
”menneskenes Gud”. 17.12.88.

Mennesket som medarbejdere
på skaberværket
Troen er et udtryk for håb. Håb
om, at det gode - også selv om det
kan se meget sort ud - i sidste ende
vil sejre. Et håb, der grunder sig på
Kristi løfte om at komme igen i herlighed.
Et håb, der alene støtter sig
til en almen humanisme, vil nemt
slippe op, medens det håb, der bunder
i Kristus, og dermed i Gud selv, er så
stærkt, at det fortsætter med at være
der tilsyneladende helt ud over fornuftens
grænser. Menneskene arbejder
med på virkeliggørelsen af Guds
herlige rige her på jorden. Enhver
god gerning er et lille skridt i den
rigtige retning. Befrielsesteologien
arbejder i denne intention. Også de
mennesker, der skriver skønne romaner,
maler smukke billeder eller komponerer
smuk musik, arbejder med på
gudsriget. For romaner, billedkunst,
skøn musik og de øvrige kunstarter
er ikke bare som støv, der forsvinder.
Det skabes til Guds større ære og
går på en eller anden måde op i den
syntese, der engang skal blive gudsriget.
Men al menneskelig dygtighed
formår dog
i sidste instans intet af sig selv.
Den egentlige igangsættende og ska-
bende kraft kommer fra Gud, men
menneskene har han gjort til medarbejdere
på sit skaberværk. 03.06.89.
Messeofferet
Offeret, som vi bringer i messen,
viser noget om, hvem vi er. En
gave afspejler giveren og viser, at vi
ønsker at tilhøre modtageren: Gud.
Offergaven løfter os op fra underkastelse
til samhørighed. Selve livet er
vores “offergave”. I messen forenes
den i en syntese med Kristi offer.
Ikke at Kristi offer “gentages”, men
det bliver nærværende i messen.
08.11.97.
Kvindelige præster
Skellet mellem lægfolk og kleriker
vil skrumpe ind ganske betydeligt i
fremtiden. Vi vil få en anden embedsopfattelse
af, hvad præstedømmet er
for noget. Samtidig vil der selvfølgelig
blive givet adgang til præstedømmet
for kvinder, fordi hele teologien
bag præstedømmet vil ændre sig, og
hele sakramentalsteologien vil ændre
sig. (fra portrætvideo udgivet 1995).
19

Guds ansigt - ikke vores eget
ansigt
ved Eva Nordentoft
( Fra ”Økumenisk Tid” Nr 3 2009, Det Økumeniske Center)
Reklamer har fundet vejen til ide og
praksis i den moderne spiritualitet.
”Pilgrimsvandring” opreklameres
som fitnessøvelse og søgen efter
sig selv: en reklame for FO-Aarhus
forår 2009 definerer og omtaler pilgrimsvandring
med ordene: ”Hvad er
det? Spirituel vandring, forvandlingsrejse
eller spontan life coaching?”
Efterspørgsel og udbud! Men ud
af dette konstante krav til individet
findes der befrielse i kraft af det konkrete.
Helbredende muligheder
”Næsten” kan befri mig fra selvoptagethed
og den konstante kamp
om at være nogen og helst den bedste.
Eftertanke om at alle mennesker
er født ind i en menneskelig sammenhæng
og dybt afhængig af den.
Vi kan ikke leve uden, at der er andre.
20
Filosoffen K.E.Løgstrup har kaldt tillid,
åbenhed og barmhjertighed for de
suveræne livsytringer og sidst i livet
føjet håbet til.
I Bjergprædiken taler Jesus om alt
det mennesker kan gøre for hinanden,
og Søren Kierkegaard beskriver i
”Kærlighedens Gerninger”: Gud bevarer
mig fra at forveksle næstekærlighed
med sentimental sympati, fordi
Gud garanterer at næstekærlighed er
befriende usentimental men omfatter
alle.
”Næsten” befrier mig fra selvoptagethed
og den konstante kamp
om at ”være noget” og helst ”den
bedste”. Anna Marie Aagaard siger i
sin bog ”Ånd har Krop” (Aqnis 2005)
at kirken skal gøre tidens åndelighed
kristen ved at åbne den sakramentale
tilgang til liturgi og bønsliv: Brød og
vin er konkret, nadveren er konkret..
Jeg mindes efter alle disse reflek-

sioner historien om jøderne, som i
nødens stund vælger en komité som
skal finde ud af om Gud findes; efter
dages grublen bliver resultatet forkyndt:
nej Gud findes ikke; men lad
os bede aftenbønnen.
Mariæ bebudelse, Heligåndskirken. Foto: Hans Christensen
Jesus har vist os Guds ansigt –
dette bør mediteres, ikke vores egen
ansigt – ikke vores eget spejlbillede.
21

Anmeldelse
Anmeldelse i anledning af en
bog om paven
ved Karlheinz Löhrer
Nogle uger før pastor Georg Niblers
død – han havde læst messe i
den tysksprogede menighed – talte
jeg ved kirkekaffen med ham. Emnet
var den nye pave (Benedikt XVI). Til
min overraskelse var Nibler ganske
overbevist om, at vi kunne vente os
noget stort af paven, som havde været
hans lærer i teologi i Münster. Paven
havde en dagsorden – ganske vist en
hemmelig, for han skulle være forsigtig
– om at reformere kurien ganske
kraftigt.
Lidt senere fik jeg (anbefalet af en
præsentation i Kipa, som er bragt i
Dialogs sidste nummer) en bog i hånden,
som anslog helt andre toner. Det
var teologen Hermann Härings bog:
”Im Namen des Herrn. Wohin der
Papst die Kirche führt.“ Med et forord
af Hans Küng (Gütersloher Verlagshaus
2009). Bogen fik mig til at
tvivle endnu mere på Georg Niblers
optimistiske tro på, hvad pave Bene-
22
dikt XVI. – måske i al stilhed – var i
gang med af gode reformer.
Tonen i bogen, som jeg nu læser
for anden gang, er dyster, frembragt
af en stor skepsis – og jeg blev nedslået
af at læse den. Den er skrevet af
en teolog og dermed så teologisk, at

jeg ikke har kunnet følge med i alle
dens tankegange. Jeg må her i min
anmeldelse af bogen holde mig til
det, jeg forstår. Den er skrevet på et
forståeligt, men ikke ligefremt klart
sprog (tysk) – lidt i modsætning til
Küngs meget indtrængende og velformulerede
anbefaling af bogen i
forordet.
Küng ”håber, at denne bog vil
hjælpe mange i Tyskland til bedre at
forstå og gennemskue den katolske
kirkes nuværende situation, så de
trods alle genvordigheder ikke mister
deres tro.” Det der står til debat
er ikke en antiromersk affekt, men
lidenskaben for det uforfalskede
evangelium i vores nutid. Men Küng
håber, at der er mulighed for en drejning
i en ny retning, eine Wende – i
det mindste på enkelte punkter (for
eksempel i den ventede socialencyklika).
Men så begynder Häring – netop
ikke med håbet om en drejning, men
angreb mod en meget positiv bog om
paven (af Peter Seewald), der klager
netop over den antiromerske affekt,
som han og paven selv finder i de kritiske
ytringer fra katolikker til pavens
”politik”. ”Det har bedrøvet mig”,
citeres paven, ”at også katolikker, der
egentlig burde vide bedre, med en aggressiv
fjendtlighed tror at måtte slå
på mig.” (S. 16) Hermed konstaterer
Häring i sit indledende og dermed
retningsbestemmende kapitel, at paven
ved at føle sig angrebet (af sine
egne får) svigter sin egentlige opgave,
nemlig at være deres hyrde. Jeg
personlig genkender den tendens fra
mine oplevelser i især den filosofiske
uddannelse, jeg har oplevet før Det
andet Vatikanerkoncil. Nemlig at definere
alle de standpunkter, man ikke
stemmer overens med, som fjendtlige,
oppositionelle, og kun at sætte
sig så meget ind i disse modstanderes
standpunkter, at de kan fremstilles
som modsatte – og dermed holde al
form for dialog på afstand. Dialog
– ikke blot en konstatering af to modsatte
standpunkter: ”Her står jeg – og
dér står du”, men: ”Vi er i bevægelse
mod hinanden i respekt for hinanden
– og dér, hvor vi finder hinanden, står
vi ikke længere på samme sted, hvor
vi stod før”.
Men, men – prøver Häring selv
at føre dialog? Hæfter han sig ikke
overvejende ved Ratzingers og pave
Benedikts problematiske teologi for
derved at vise, hvor den fører hen,
23

nemlig den gale vej? Det var mit
indtryk ved min første læsning. Jeg
læste hen over små passager som
denne: ”Der er ingen grund til panik.
Uafhængig af kirkeledelserne viser
der sig i menighederne så meget
blomstrende og nyt liv, at den kristne
tro ikke vil forsvinde. Således opfatter
jeg denne bog også som starthjælp
til en ny bestemmelse af, hvor pavedømmet
står, fordi det i hvert tilfælde
vil have gavn af en åben struktur.”
(S. 21) Dermed er der åbnet for en ny
vej …
Efter det indledende kapitel gennemgår
Häring i fem afsnit pavens
teologi og ”politik”:
1. Om den barnlige holdnings elendighed.
Til Williams-sensationens
historie.
2. Den der graver grav for andre …
– Hvordan man bliver offer for
sin egen protektionisme. (Hertil
et uddybende citat fra kapitlet:
”Kort, paven falder selv i selvisolationens
grøft, som han for at
tæmme andre efter koncilet har
gravet.” S. 95)
3. Kun vi er kirke. Økumene mellem
mangel på idéer og rethaveri.
24
4. Blodhævn, Hellig krig og andre
grundindstillinger. Ratzingers
brudte forhold til religionerne.
(Hertil igen et uddybende citat:
”Ratzinger tillader ikke, at vi
betragter kirken ”som en vej til
frelse ved siden af den i andre
religioner”. Det tilstås, at også de
andre religioner indeholder værdifulde
”elementer”. Til dialog
i øjenhøjde fører denne indrømmelse
ikke. Atter en engang fører
alle veje til Rom.” S. 158 f.)
5. Benedikt XVI. og det jødiske
spørgsmål. Anmærkninger til et
nøgleproblem.
Disse overskrifter virker i deres
sproglige tone ret så polemiske og røber
i øvrigt ikke synderligt meget om
kapitlernes indhold. Dog aner man, at
to af kapitlerne (1 og 5) beskæftiger
sig med kirkens / pavens indstilling
til jøderne. Hans ophævelse af ekskommunikationen
af de fire biskopper
fra piusbroderskabet – inklusive
holocaustbenægteren Williams – spiller
en central rolle i bogen; og da
denne historie ikke er helt afsluttet
endnu, er man som læser af denne
bog tilbøjelig til at mene, at den måske,
måske er skrevet for tidligt …

Häring slutter sit 5. kapitel med
pavens indstilling til jøderne: ”Hans
teologis grundmønster har igennem
flere århundreder næret antijudaismen
og hans argumentationsverden
lader sig misbruge til antisemitiske
formål. Dette er nok grunden til, at
han ganske vist personlig, men ikke
programmatisk vender sig mod antijudaismen.”
Og med henblik på Williamsproblemet
bemærker Häring: ”Paven
siger, at man måtte reagere med den
hårdeste straf, ekskommunikationen,
på en forbudt bispevielse. Hertil må
man svare, at antisemitismen for 70
år siden har udviklet sig til en af de
mest ødelæggende og dødbringende
ideologier. Sammenlignet med det er
en ikke tilladt bispevielse til at forvinde
(at leve med). […] Hvis Rom
lader stå til ved denne skandaløse tilstand,
nemlig rehabilitering af en notorisk
holocaustbenægter, er Benedikt
XVI’s anseelse uopretteligt ruineret.”
(S. 188 f.) Kort efter slutter dette
sidste kapitel og dermed bogen med
pave Paul Johannes II.s ord: ”Jøderne
er vores ældre brødre.” (S. 189)
Selvom jeg hermed ikke har formidlet
et overblik af hele Härings
bog, mener jeg at have henvist til
nogle af bogens bærende tankegange
– og formidlet indtrykket af, hvor
splittet jeg selv har reageret over for
Härings teologiske argumentation.
Måtte andre pløje sig med større udbytte
og måske fornøjelse gennem
denne af Küng så stærkt anbefalede
bog.
Jeg kan kun håbe, at pastor Nibler
til syvende og sidst alligevel får ret
med sine så optimistiske forventninger
til vor pave.
Kan jeg så – afslutningsvis – selv
anbefale bogen til læserne? Så vidt
jeg kan se, er den (endnu) ikke oversat
til noget andet sprog. Bogens
lekture kræver gode tyskkundskaber.
Man kan finde bogen og anmeldelser
af den på nettet – og jeg kan tilslutte
mig en anmelder: Den der beskæftiger
sig med Benedikt XVI. og kirken,
kommer ikke uden om denne bog. –
Og jeg vil tilføje: Ja, læs denne bog,
hvis du er mere engageret i din kirke
end i, hvad dens ledelse foretager sig
for tiden! En bog som denne gør det
smerteligt klart, at Helligåndens virke
i kirken er afgørende.
25

26
Uden et engageret og medansvarligt
gudsfolk har kirken ingen fremtid
“Vi trænger til en mentalitetsændring,
frem for alt når det gælder lægfolket. Vi
skal ikke kun betragte dem som medarbejdere
for gejstligheden, men som virkelige
medansvarlige for selve kirken og dens
handlinger.”
Pave Benedikt XVI. ved åbningen af en kongres i sit
bispedømme i Lateranbasilikaen i Rom den 26. maj 2009 -
med henvisning til det Andet Vatikanerkoncil.

Langfredagsprædiken
Af pater L.O.Dorn S.J - 17. april 1987
»Da Jesus nu så sin moder og den
discipel, han elskede, stå ved hendes
side, siger han til sin moder:
»Kvinde, se, det er din søn.« Derpå
siger han til disciplen: »Se det er din
moder.« Og fra den time tog disciplen
hende hjem til sit.« Joh.19,26).
Hvem var nu »den discipel, han
elskede«?
Traditionen identificerer ham med
evangelisten Johannes, som igen
identificeres med apostlen Johannes,
Zebedæus’ søn og broder til apostlen
Jakob. Sådan siger traditionen, i hvert
fald for det meste - 100% enighed er
der ikke.
Nu er skikkelsens historiske identitet
ikke afgørende. Mere givtigt er
det at undersøge, hvorfor evangelisten
bruger denne betegnelse. Når
man læser Johannesevangeliet med
netop dette for øje, så bliver det efterhånden
temmeligt klart, at den discipel,
Jesus elskede, står for den forbilledlige
discipel, den sande kristne, og
det, fordi han ikke kun tror på Jesus,
Prædiken
men er knyttet til ham i kærlighed.
Han repræsenterer et kristent trosfællesskab,
som fremfor alt er åbent
for Helligånden, kærlighedens Ånd,
et kirkesamfund, hvis kendetegn er
kærlighed snarere end autoritet og
hierarkisk struktur. Netop derfor
fremhæves flere gange kontrasten
mellem den elskede discipel og Peter.
F.eks. ved den sidste Nadver, hvor det
kun er gennem den elskede discipel,
at Peter kan la at vide, hvem forræderen
er. Det er også den elskede
discipel, der skaffer Peter adgang til
ypperstepræstens gård. Påskernorgen
løber de begge til graven; det er den
elskede discipel, der ankommer først;
af respekt for Peter venter han på
ham, men når de så sammen går ind i
graven og ser, at den virkelig er tom,
så er det den elskede discipel, og ikke
Peter, der straks tror på opstandelsen.
Det er kærligheden, der fører til troen
snarere end omvendt.
Hvad er nu meningen med, at
evangelisten lader den elskede di-
27

scipel stå under korset? De andre
evangelister fortæller, at der var
kvinder til stede på Golgata, men
nævner hverken Jesu moder eller
nogen mandlig discipel. Johannes
har åbenbart en ganske særlig hensigt
ved at anbringe både Maria og
disciplen så tæt ved korset, at Jesus
kan tale til dem. Jesus siger til sin
moder: » Kvinde, se, det er din søn.«
Man har undret sig over, at Jesus i et
sådant øjeblik siger »kvinde« og ikke
»moder «. Det er imidlertid ganske
klart, at evangelisten ønsker at knytte
tråden tilbage til begyndelsen af Jesu
offentlige virksomhed, da hans disciple
først kom til at tro på ham, da
de så det første tegn, han gjorde. Det
var ved brylluppet i Kana, hvor det
var Maria, der henvendte sig til sin
søn, og han svarede hende: »Kvinde
... min time er endnu ikke kommet ...
« Nu er hans time kommet, og »kvinde«
bruges igen for at understrege,
at her drejer det sig om mere end et
mor-barn-forhold. Her er det verdens
frelser, der taler.
Det er selvfølgelig Jesus, der er
Marias søn, men nu skal disciplen
være det. Hvad Jesus er for Maria,
skal disciplen nu være. Dvs. disciplen
skal nu være Kristus for Maria. Og
28
husk: den elskede discipel står for
enhver ægte Jesu discipel, enhver kristen,
der er knyttet til Jesus Kristus i
tro og kærlighed.
Henvendt til disciplen siger Jesus:
»Se, det er din moder.« Maria er Jesu
moder, men nu skal det være sådan,
at det, hun er for Jesus, skal hun være
for disciplen, for enhver discipel.
Der ligger meget mere i dette end
en døende søns omsorg for en moder,
der nu kommer til at stå alene, fordi
der ingen søskende er, og hun har mistet
sin mand.
Efter sætningen »Og fra den time
tog disciplen hende hjem til sit«, står
der, at derefter vidste Jesus, at alt var
fuldbragt. Hvorfor skulle dette med
forholdet mellem moderen og den
elskede discipel betyde, at Jesus har
gennemført det hverv, Faderen havde
givet ham? Eller sagt med de ord,
som så ofte bruges i evangelierne:
Hvorfor skulle det betyde, at skriften
nu er gået i opfyldelse?
Svaret synes at være: Her kommer
menneskene indbyrdes i nøjagtig det
samme forhold, som deres forhold
til Jesus eller Jesu forhold til dem.
De skal være knyttet til hinanden i
Jesu Ånd, i Guds Ånd, Helligånden.
Johannes fortæller, at Jesus »bøjede

hovedet og opgav ånden«. Nu kan det
græske ord, der her bruges for »opgive«,
også oversættes med »overgive«.
Ordene »opgav ånden« henviser altså
ikke kun til den fysiske død; de er
også et teologisk udsagn om Helligånden.
I sit jordeliv var Jesus underkastet
de love, som alle mennesker er
underkastet, og derfor var hans virke
begrænset. Han kunne f.eks. kun
tale til forholdsvis få mennesker ad
gangen. Idet han nu forlader denne
verden af tid og rum, overgiver han
sin Ånd, i den forstand, at det nu er
Ånden, der overtager hans gerning,
og Ånden er jo ikke underkastet
den fysiske verdens love; Jesu Ånd
kan virke ubegrænset overalt. Det
er denne Ånd, Jesu Kristi ånd, som
de troende nu kan opfyldes af, for
at deres fællesskab helt kan præges
af kærlighed og sandhed, så deres
indbyrdes forhold svarer til, hvordan
Jesus forholdt sig til sine medmennesker.
Eller sagt på en anden måde: så
de bliver Kristus for hverandre.
Dette er frugten af Jesu død og
et væsentligt aspekt af det, vi kalder
»frelse«. Der står: »Fra den time tog
disciplen hende hjem til sit« - og de
græske ord for »sit« eller »sit eget«
minder om det, der står i prologen
til Johannesevangeliet (v. 11): »Han
kom til sit eget, og hans egne tog
ikke imod ham«. Dengang ville menneskene
altså ikke vide af det sande
fællesskab med Gud og hinanden,
men her under Jesu kors begynder
noget nyt; nu skal mennesker være
forenet med hinanden i en kærlighed,
der er Helligåndens gave. Opfyldt af
Jesu Kristi And, kan de nu leve op til
det, Johannes lader Jesus sige til sine
venner ved den sidste Nadver (Joh.
13,34): »En ny befaling giver jeg jer,
at I skal elske hverandre: ligesom jeg
har elsket jer, skal I elske hverandre.«
29

30
Indlæg fra læserne er meget velkomne.
Både reaktioner på bragte artikler, læserbreve og artikler.
Ligeledes vil vi gerne have forslag til emner og
skribenter. (red.)

Redaktion af dette nummer
Dan Eriksen (ansvarshavende)
Eva Nordentoft
Hans Christensen
Jean-Pierre Duclos
Nyhedsredaktion
Karlheinz Löhrer
Katolsk dialog & information udgives af redaktionen og udkommer 4 gange
om året.
Abonnement koster 200 kr. om året og bestilles ved henvendelse til kassereren:
Karlheinz Löhrer, Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj, tlf. 38 28 84 47
eller e-mail: kloehrer@tiscali.dk
Indbetaling med angivelse af indbetalers navn og adresse kan foregå:
- på girokonto, korttype +1, kontonr. 10166373
- fra udlandet, IBAN DK4830000010166373
Citater skal forsynes med angivelse af ‘Katolsk dialog & information’ som
kilde; optryk af hele artikler må kun ske med forfatterens tilladelse.
Indlæg sendes til Dan Eriksen, Emdrup Vænge, 2100 København Ø
eller dan_eriksen@get2net.dk
ISSN 1901-9823
Karlheinz Löhrer
Kjeld Wogensen
Peter G. Rasmussen
Layout
Benjamin Gamillscheg
31

Himmelfartsalteret, Helligåndskirken. Foto: Hans Christensen