Siloas dam på Jesu tid - Selskab for Bibelsk Arkæologi

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN
Den, der tørster,
skal komme til mig
og drikke
Af postdoc, ph.d., cand.theol.
Morten Hørning Jensen
På Jesu tid fandt der under løvhyt-
tefesten en speciel ’vandøsnings-
ceremoni’ sted, hvor en festklædt
procession hentede vand i skåle fra
Siloadammen for at tømme dem ud i
et kar ved brændofferalteret i temp-
let. Denne ceremoni kaster lys over
Jesu opråb i Joh 7,37.
Grædemuren er i denne uge ikke helt sig
selv. Folk er ekstra glade. Der smiles og
synges. De fleste er festklædte med bedesjal
om hovedet og har et bundt grene og
en citron i hånden. Rundt om i Jerusalem
ser man den ene hytte efter den anden på
altaner og tage. Der fejres nemlig løvhyttefest,
og der er stadig et gran af sandhed
i de gamle rabbineres vurdering: den, der
ikke har oplevet glæden i Jerusalem under
løvhyttefesten, kender slet ikke til glæde.
I GT’s forskrifter er der et direkte påbud
om at være glad (5 Mos 16,14), for med
denne fest afsluttes årets takkefester for
den afgrøde, Gud havde ladet vokse på
markerne. Nu er alt i hus, og en ny regntid
står for døren.
VANDØSNINGSCEREMONIEN
PÅ JESU TID
På Jesu tid, da templet endnu stod i
Jerusalem, blev den forestående regntid
og vandets betydning markeret på en
særlig måde. Det jødiske skrift Mishnah fra
ca. 200 e.Kr. beskriver, hvordan en særlig
procession fandt sted på løvhyttefestens
sidste dag. Med en præst i spidsen forlod
en festklædt forsamling af mennesker
templet og banede sig vej ned gennem
den gamle Davidsby til Siloadammen. Her
fyldte de gyldne kar med vand og gik tilbage
mod templet og ind på tempelplad-
En af de mange altanløvhytter i det ultraortodokse
kvarter i Jerusalem.
Foto: Hartvig Wagner.
sen gennem de sydvendte trappeopgange
under den kongelige søjlehal. Men frem
for at gå ind i selve tempelkomplekset ad
den normale vej gennem Den gyldne Port,
der ledte ind i kvindernes forgård, valgte
processionen denne ene dag om året at
benytte en særlig port, der havde fået sit
SJÆLDEN VIDEO FRA BESØG
UNDER TEMPELPLADSEN
For nylig lykkedes det en besøgende i
den nye moske under Tempelpladsen
at optage en videofilm af, hvad han så.
Filmen vises gratis på nettet og giver et
godt indtryk af de berømte ”Salomos
stalde”. Se hele filmen på adressen:
>>> kortlink.dk/2e5s
navn efter denne begivenhed, Vandporten. Den førte direkte ind i
præsternes forgård, og at dømme ud fra den jødiske historieskriver
Josefus og fra Mishnah, bestod processionen af repræsentanter
fra hele folket: Mænd, kvinder og børn.
Denne ene dag om året var der altså vendt op og ned på den
normale orden, og alle befandt sig nu i præsternes forgård frem
for bagved afskærmningerne mellem hhv. kvindernes og mændenes
forgård (Ant. 13.372 og m. Sukkah 4,9). Vandet fra karrene
blev nu hældt i et sølvkar ved foden af brændofferalteret, mens
folket tiljublende råbte til præsten, at han skulle løfte sine hænder,
så alle kunne se, at karrene virkelig var blevet tømt.
EN NY KILDE
SKAL SPRINGE FRA TEMPLET
Selvom denne tradition ikke er foreskrevet direkte i Moseloven, så
knytter to steder i GT en forbindelse mellem templet og kildevand,
det levende vand (jf. de tre artikler om levende vand i TEL 2002-
2, 3, 4). Ez 47,1-12 og Zak 14,8 beskriver, hvordan en kilde en
dag skal springe fra templet med en sådan styrke, at der vil blive
vendt op og ned på de kendte livsvilkår - præcis som der denne
dag er vendt op og ned på hvem, der må befinde sig i præsternes
forgård. Vandet skal strømme ud fra templet, så selv Det døde
Hav bliver levende og fyldt med fisk, og alle folkeslag skal drage til
Jerusalem for at fejre løvhyttefesten (Zak 14,16). Netop Zakarias 14
blev ifølge den babylonske Talmud læst under løvhyttefesten.
LEVENDE MESSIASFORVENTNINGER
På den måde var løvhyttefesten spækket med Messiasforventninger.
Hvert år drog folk op til Jerusalem og mange sikkert med et
håb om, at det netop var i år, at Gud ville gribe ind.
Ikke underligt var folk derfor yderst interesserede i at finde
ud af, om Jesus ville dukke op i templet til løvhyttefesten. Var det
nu, han vil vise sig som Messias i templet, eller ville han fortsætte
med at gøre sine gerninger i det afsidesliggende Galilæa (jf. Jesu
brødres kommentar i Joh 7,3-4)?
I Johannesevangeliets beretning får vi en fornemmelse af,
hvordan luften nærmest summede af forventninger, mens man
ledte efter ham: ”Jøderne ledte nu efter ham under festen og
sagde: ’Hvor er han?’ Og blandt folk var der megen snak om ham.
Nogle sagde: ’Han er en god mand.’ Andre sagde: ’Nej, han fører
folket vild.’” (Joh 7,11-12). Da Jesus endelig trådte frem på tempelpladsen
og begyndte at undervise, blev der med det samme
splittelse. Nogle kom til tro på ham som Messias. Andre sendte
vagter ud for at gribe ham.
Festklædte jøder foran
Grædemuren under løvhyttefesten.
Foto: Todd Bolen,
www.bibleplaces.com.
8 9