den humanitære folkeret og danmark - Røde Kors
den humanitære folkeret og danmark - Røde Kors den humanitære folkeret og danmark - Røde Kors
den humanitære folkeret o g danmark
- Page 3 and 4: den humanitære folkeret o g danmar
- Page 5 and 6: Indhold Forord 11 1. Indledning om
- Page 7 and 8: indhold 5. Beskyttelse af civilbefo
- Page 9 and 10: indhold 7. 7. Retsforfølgning af k
- Page 11 and 12: Forord Den humanitære folkeret er
- Page 13 and 14: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 15 and 16: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 17 and 18: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 19 and 20: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 21 and 22: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 23 and 24: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 25 and 26: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 27 and 28: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 29 and 30: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 31: 1. Indledning om den humanitære fo
- Page 34 and 35: 34 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANM
- Page 36 and 37: 3 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMA
- Page 38 and 39: 3 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMA
- Page 40 and 41: 40 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANM
- Page 42 and 43: 42 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANM
- Page 44 and 45: 44 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANM
- Page 46 and 47: 4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMA
- Page 48 and 49: 4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMA
- Page 50 and 51: 50 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANM
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
o g <strong>danmark</strong>
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
o g <strong>danmark</strong><br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
dansk røde kors’ <strong>folkeret</strong>sudvalg<br />
københavn 2006
Den Humanitære Folkeret <strong>og</strong> Danmark<br />
Udgivet af:<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
Publikationen kan hentes på Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’<br />
hjemmeside www.drk.dk<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
Postboks 2600<br />
Blegdamsvej 27<br />
2100 København Ø<br />
Telefon: +45 35 25 92 00<br />
info@drk.dk<br />
www.drk.dk<br />
Protektor: Hans Kongelige Højhed Prinsen<br />
Kommitteret: Hans Kongelige Højhed Kronprinsen<br />
Præsi<strong>den</strong>t: Bodil Nyboe Andersen<br />
Generalsekretær: Jørgen Poulsen<br />
Layout: Artpeople<br />
Omslag: Paramedia<br />
Sats <strong>og</strong> Tryk: Narayana Press<br />
© Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, januar 2007<br />
1. udgave, 1. oplag, oplag: 600<br />
ISBN: 978-87-85026-84-2
Indhold<br />
Forord 11<br />
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 13<br />
1.1. Kort om <strong>folkeret</strong>tens regler om anvendelsen af væbnet magt 13<br />
Humanitær <strong>folkeret</strong> 14<br />
Reglerne om staternes magtanvendelse (Jus ad Bellum) 15<br />
Reglerne for krigsførelse (Jus in Bello) 16<br />
1.2. Retskilder 17<br />
1.3. Historisk udvikling 17<br />
Nedskrivningen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 18<br />
Genève-reglerne 18<br />
Haager-reglerne 19<br />
Tillægsprotokollerne til Genève-konventionerne 19<br />
Retsforfølgning 20<br />
Krigsforbryderdomstole 20<br />
1.4. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s anvendelsesområde 21<br />
1.5. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s grundprincipper 23<br />
1.6. Sædvaneret in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 24<br />
1.7. Forholdet mellem <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> menneskerettighederne 26<br />
1.8. Udviklingsten<strong>den</strong>ser 29<br />
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 33<br />
2.1. Indledning 33<br />
2.2. Folkerettens krav om loyal opfyldelse af traktatforpligtelser 33<br />
2.3. Gennemførelse af internationale forpligtelser i dansk ret 35<br />
2.4. Opfyldelse af <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser under Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne<br />
37<br />
Effektive straffesanktioner 38<br />
Undersøgelsesprocedurer 39<br />
Udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 41<br />
Forpligtelse til samarbejde vedrørende opfyldelse af<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 41
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg 42<br />
Andre nationale rådgivningsorganer 44<br />
2.5. De internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencers henstillinger 46<br />
Danmarks reaktion på henstillingen om internationalt samarbejde 47<br />
2.6. Danmarks pledges afgivet ved<br />
Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference 47<br />
2.7. Eksempler på Danmarks opfyldelse af <strong>folkeret</strong>lige traktater 49<br />
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse 53<br />
3.1. Indledning 53<br />
Begrebet terrorisme 53<br />
3.2. Terrorisme, terrorbekæmpelse <strong>og</strong> international strafferet 55<br />
3.3. Terrorisme, terrorbekæmpelse <strong>og</strong> humanitær <strong>folkeret</strong> 57<br />
Kampen mod terror vs. Krigen mod terror 58<br />
3.4. Terrorisme, terrorbekæmpelse <strong>og</strong> dansk ret 59<br />
3.5. Danmarks deltagelse i kampen mod terrorisme 62<br />
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger 65<br />
4.1. Indledning 65<br />
4.2. Kombattantbegrebet 66<br />
4.3. Ikke-kombattanter <strong>og</strong> anvendelse af private sikkerhedsfirmaer 68<br />
4.4. Civile 70<br />
Begrebet „Ikke-kombattant“ 68<br />
Anvendelse af private sikkerhedsfirmaer 68<br />
4.5. Definition <strong>og</strong> beskyttelse af krigsfanger 71<br />
Hvem får status som krigsfange? 71<br />
„Spøgelsesfanger“ – Ghost Detainees 74<br />
Indhold<br />
4.6. Begrebet „ulovlige kombattanter“ navnlig i kampen mod terrorisme 74<br />
Overblik 74<br />
Baggrun<strong>den</strong> for begrebet „ulovlige kombattanter“ 75<br />
Hvilken status har „ulovlige kombattanter“? 77<br />
Retsvirkningerne af USA’s anvendelse af begrebet „ulovlige kombattanter“ 79<br />
Anerkender Danmark begrebet „ulovlige kombattanter“? 80<br />
Den danske stat <strong>og</strong> <strong>den</strong> danske Guantánamo-fange 81<br />
Talibans status 82<br />
Status af Al-Qaeda 82<br />
Military Commissions 83<br />
4.7. Er <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> tidssvarende for vor tids konflikter? 83
indhold<br />
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 85<br />
5.1. Indledning 85<br />
5.2. Beskyttelse af civile under internationale væbnede konflikter 86<br />
Retsgrundlag 86<br />
Anvendelsesområdet 87<br />
Den beskyttede personkreds 88<br />
Beskyttelse mod krigens følger 89<br />
Rettigheder for civilbefolkningen på de stri<strong>den</strong>de parters territorier<br />
<strong>og</strong> på besat område 91<br />
Udlændinge 92<br />
Befolkningen i et besat område 93<br />
Internerede civile 94<br />
Sårbare personer 95<br />
5.3. Beskyttelsen af civile under ikke-internationale væbnede konflikter 102<br />
Retsgrundlag 102<br />
Anvendelsesområdet 103<br />
Den beskyttede personkreds 104<br />
Den almindelige beskyttelse af civilbefolkningen mod følger af <strong>den</strong> væbnede<br />
konflikt 105<br />
Grundlæggende rettigheder for civilbefolkningen 105<br />
Internerede civile 107<br />
Sårbare personer 108<br />
5.4. Civilbefolkningens ret til humanitær bistand 110<br />
5.5. Nationalt oplysningskontor 111<br />
5.6. Redningsberedskabets opgaver 112<br />
Danmarks redningsberedskab efter 11. september 2001 113<br />
Sammenlægning af det statslige redningsberedskab <strong>og</strong> forsvaret 114<br />
Civilforsvarsmærket 116<br />
5.7. <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket 116<br />
6. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse<br />
121<br />
6.1. Begrænsninger i metoder for lovlig krigsførelse 121<br />
Asymmetrisk krigsførelse 123<br />
6.2. Sikkerhedsforanstaltninger under angreb 125<br />
Forsigtighedsforanstaltninger mod virkninger af angreb 125<br />
Legitime militære mål 126<br />
„Dual-use“ objekter 127<br />
Repressalier 130<br />
Maritim krigsførelse <strong>og</strong> luftkrigsførelse 130
6.3. Særligt beskyttede genstande <strong>og</strong> områder 131<br />
Genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overlevelse 131<br />
Værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige egenskaber 132<br />
Kulturværdier 133<br />
Særligt beskyttede zoner 135<br />
Det naturlige miljø 138<br />
6.4. Våbensystemer <strong>og</strong> ammunition 139<br />
Napalm 139<br />
Blin<strong>den</strong>de laservåben 140<br />
Klyngebomber 141<br />
Projektiler med forarmet uran 143<br />
6.5. Nye våben 144<br />
6.6. International overvågning 148<br />
7. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> krigsforbrydelser 151<br />
7.1. Indledning 151<br />
7.2. Midlertidige nationale <strong>og</strong> internationale domstole 153<br />
7.3. Den Internationale Straffedomstol 154<br />
Er de midlertidige, regionale domstoles rolle udspillet? 157<br />
7.4. Internationale forbrydelser 158<br />
Folkedrab 158<br />
Forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> 160<br />
Krigsforbrydelser 162<br />
Grove overtrædelser af Genève-konventionerne af 1949 165<br />
Andre grove overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder under<br />
internationale væbnede konflikter 166<br />
Alvorlige overtrædelser af fællesartikel 3 i Genève-konventionerne<br />
af 1949 under ikke-internationale væbnede konflikter 167<br />
Andre alvorlige overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder i<br />
ikke-internationale væbnede konflikter 168<br />
7.5. Indbringelse af sager for Den Internationale Straffedomstol 169<br />
Henvisninger fra stater 170<br />
Henvisninger fra FN’s Sikkerhedsråd 170<br />
ICC’s anklager indleder efterforskning 171<br />
Undtagelse af personel på FN-autoriserede operationer fra<br />
ICC’s jurisdiktion 171<br />
Bilaterale immunitetsaftaler 173<br />
Forholdet mellem Den Internationale Straffedomstol<br />
<strong>og</strong> nationale domstole 174<br />
7. 6. Retsforfølgning af krigsforbrydere i andre lande 175<br />
Indhold
indhold<br />
7. 7. Retsforfølgning af krigsforbrydere i Danmark 179<br />
Jurisdiktion 180<br />
Straffehjemmel 187<br />
Ulovlige mål <strong>og</strong> midler 190<br />
Brug af ulovlige våben 190<br />
Forsætligt angreb på civilbefolkningen 190<br />
Besættelsesmagtens overførsel af dele af sin egen civilbefolkning til det område,<br />
<strong>den</strong> besætter, eller deportation bort fra dette territorium af hele<br />
eller dele af befolkningen (etnisk udrensning) 191<br />
Uberettiget udsættelse af repatriering af krigsfanger 191<br />
Udnyttelse af tilstedeværelsen af en civil til at sikre visse områder<br />
mod militære operationer 192<br />
Psykisk tortur 192<br />
Utilstrækkelige <strong>og</strong> umenneskelige forhold i fangelejre 193<br />
8. Dansk militærpersonels ansvar 195<br />
8.1. Indledning 195<br />
8.2. Overordnedes ansvar for egne <strong>og</strong> underordnedes handlinger 196<br />
Overordnedes ansvar for egne handlinger <strong>og</strong> beordrede handlinger 196<br />
Overordnedes ansvar for underordnedes handlinger 201<br />
Overordnedes ansvar i internationale koalitioner 203<br />
8.3. Underordnedes ansvar for egne eller beordrede handlinger 204<br />
Underordnedes ansvar for egne handlinger 204<br />
Camp E<strong>den</strong>-sagerne 205<br />
Underordnedes ansvar for handlinger udført efter ordre fra overordnede 207<br />
8.4. Militærpersonels ansvar under FN- <strong>og</strong> NATO-operationer 208<br />
8.5. Statsansvar 209<br />
Statens ansvar for væbnede styrkers overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten 209<br />
Private sikkerhedsfirmaer 211<br />
Naturalrestitution <strong>og</strong> erstatning 212<br />
9. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 213<br />
9.1. Indledning 213<br />
9.2 Civilbefolkningen 218<br />
9.3 Mediernes rolle 220<br />
9.4 Sanitetspersonel <strong>og</strong> kvalificeret personel 221<br />
9.5 Forsvarets personel 223<br />
Militære manualer <strong>og</strong> reglementer 224<br />
Undervisning i forsvaret 226<br />
Juridiske rådgivere 230
10 Indhold<br />
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ rolle 233<br />
10.1. Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse 233<br />
10.2. De nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber 234<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ opgaver 234<br />
Status 234<br />
Opgaver 235<br />
Det praktiske nationale <strong>og</strong> internationale arbejde 235<br />
Strategi 2010 236<br />
10.3. Det internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Forbund, IFRC 237<br />
Opgaver <strong>og</strong> strategi 237<br />
Arbejdsdelingen mellem IFRC <strong>og</strong> ICRC 238<br />
10.4. Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Komité, ICRC 238<br />
ICRC – baggrund <strong>og</strong> status 238<br />
ICRC’s mandat 239<br />
ICRC’s arbejde 240<br />
Besøg <strong>og</strong> inspektion af steder hvor mennesker holdes frihedsberøvet 240<br />
Genoprettelse af familiebånd 242<br />
Rollen som fortaler for <strong>og</strong> v<strong>og</strong>ter af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 242<br />
Sammendrag på engelsk 247<br />
Litteraturfortegnelse 251<br />
Bilag 264<br />
Anvendte forkortelser 264<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-principperne 268<br />
Uddrag af statutterne for Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse 270<br />
Oversigt over konventioner 281<br />
Oversigt over beskyttelsesmærker 288<br />
Stikordsregister 290
Forord<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er blevet en del af danskernes dagligdag. Det er derfor Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> udgiver „Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> Danmark“. Samtidig er det en helt<br />
grundlæggende opgave for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> fremme respekten for reglernes overholdelse.<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder mindstekrav for beskyttelse af ofre for væbnede<br />
konflikter. Reglerne er udviklet gennem krige <strong>og</strong> konflikter de seneste århundreder.<br />
Alle stater har forpligtet sig til at overholde mindstekravene. Ingen andre <strong>folkeret</strong>lige<br />
regler har opnået samme universelle tilslutning.<br />
Vi møder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i dagspressen <strong>og</strong> TV, når der rapporteres om krig<br />
<strong>og</strong> krise, <strong>og</strong> ofte er der danskere til stede i de krige <strong>og</strong> konflikter, der rapporteres fra.<br />
Det gælder Irak <strong>og</strong> Afghanistan, hvor danske soldater er blevet dræbt <strong>og</strong> såret under<br />
tjeneste. Det gælder Mellemøsten med bl.a. to danske flådefartøjer til overvågningsopgaver.<br />
Det omfatter <strong>og</strong>så danskere på feriesteder <strong>og</strong> familiebesøg i områder, der rammes<br />
af krigshandlinger eller terrorangreb, ansatte i private firmaer, der opererer i områder<br />
ramt af konflikt, <strong>og</strong> delegater <strong>og</strong> udsendte fra <strong>humanitære</strong> hjælpeorganisationer, der<br />
ofte befinder sig i selve konfliktområderne.<br />
I „Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> Danmark“ findes en dækkende gennemgang af<br />
reglerne. Den røde tråd i fremstillingen er beskyttelsen af krigens ofre. I forhold til<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> omfatter dette <strong>og</strong>så emner som: Hvad er terrorisme? Hvordan<br />
behandler man krigsfanger? Hvad er forskellen mellem en soldat <strong>og</strong> en terrorist? Findes<br />
der ulovlige kombattanter? Hvad er tortur, <strong>og</strong> er det altid forbudt? Er klyngebomber<br />
ulovlige? Er der en forpligtelse til retsforfølgelse af krigsforbrydere? Hvad er statens<br />
<strong>og</strong> det enkelte menneskes ansvar for at overholde <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>?<br />
De konkrete regler i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> findes i tekstsamlingen: „Humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>“, der blev udgivet af Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg i 2004. Teksterne findes<br />
<strong>og</strong>så på U<strong>den</strong>rigsministeriets hjemmeside www.um.dk.<br />
„Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> Danmark“ uddyber disse tekster med fortolkning,<br />
praksis, national <strong>og</strong> international retspraksis <strong>og</strong> international humanitær sædvaneret.<br />
„Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> Danmark“ findes på Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ hjemmeside.<br />
www.drk.dk.<br />
Det er første gang, der på dansk er udkommet en samlet fremstilling af reglerne.<br />
Initiativet blev taget af Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Folkeretsudvalg, der i 1997 udarbejdede<br />
rapporten „Humanitær Folkeret i Danmark“ (126 sider). Udviklingen si<strong>den</strong> da har<br />
øget behovet i Danmark for kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Samtidig er <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> blevet suppleret med nyskabelser som Den Internationale Straffedomstol,<br />
nye regler for brug af våben, traktaten om et supplerende beskyttelsesmærke,<br />
en beskrivelse af sædvaneretten <strong>og</strong> retspraksis. Derfor er „Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
<strong>og</strong> Danmark“ blevet en ganske omfattende publikation, der sætter nye standarder for<br />
beskrivelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> her i landet. Folkeretsudvalget har haft ansvaret<br />
for rammerne for indholdet <strong>og</strong> det faglige niveau.
12 Forord<br />
Der skal rettes en stor tak til udvalget, som består af: Thomas Stenfeldt Batchelor,<br />
Frederik Harhoff, Lise Lotte Leicht, Karin Helweg-Larsen, Ove Høgh-Gullberg Hoff,<br />
Birthe Philip, Lars Adam Rehof, Tyge Trier (formand) <strong>og</strong> Jens Vedsted-Hansen. Lars<br />
Adam Rehof var knyttet til projektet som konsulent i perio<strong>den</strong> december 2005 til august<br />
2006.<br />
Der skal samtidig rettes en særlig tak til medlemmerne af Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>udvalg,<br />
der her i landet har ansvaret for at koordinere myndighedernes gennemførsel af<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Udvalgets medlemmer har haft manuskriptet til gennemsyn<br />
<strong>og</strong> bidraget med værdifulde kommentarer <strong>og</strong> forslag. Medlemmerne repræsenterer<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet (formand), Statsministeriet, Justitsministeriet, Undervisningsministeriet,<br />
Forsvarskommandoen, Generalauditøren, Forsvarets Sundhedstjeneste,<br />
Beredskabsstyrelsen, In<strong>den</strong>rigs- <strong>og</strong> Sundhedsministeriet <strong>og</strong> Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
Udarbejdelsen af teksten blev organiseret som et projekt i <strong>folkeret</strong>senhe<strong>den</strong> på<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ landskontor. I projektets første fase var Therese Rytter projektleder,<br />
mens det i sidste fase var Peter Vedel Kessing. Undervejs har følgende været knyttet til<br />
projektet: Omar de Atrip, Maria Louise Clausen, Hans Beck Gregersen, Michaela Jin-Ok<br />
Grunth, Preben Søegaard Hansen, Fozia Jabbar, Louise Johannesen, Gitte Lundgaard,<br />
Le Lise Ravn, Morten Bach Sørensen, Trine Maj Sønderstrup, Katrine E. Thomasen <strong>og</strong><br />
Pernille Ørum Walther.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
Oktober 2006
1. Indledning om <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
Kapitel 1 giver en introduktion til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> <strong>den</strong>s placering i en retlig<br />
<strong>og</strong> samfundsmæssig sammenhæng. Kapitlet indledes med et afsnit om <strong>folkeret</strong>tens<br />
regler om magtanvendelse (afsnit 1.1) efterfulgt af en gennemgang af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>s retskilder (afsnit 1.2), historik (afsnit 1.3), anvendelsesområde (afsnit 1.4) <strong>og</strong><br />
grundprincipper (afsnit 1.5). Herefter følger en redegørelse for sædvaneretten (afsnit<br />
1.6) <strong>og</strong> forholdet til menneskerettighederne (afsnit 1.7). Kapitlet afsluttes med et afsnit<br />
om udviklingsten<strong>den</strong>ser (afsnit 1.8).<br />
I de følgende kapitler indføjes, hvor det er relevant, oplysninger om retstilstan<strong>den</strong><br />
i Sverige, Norge, Tyskland <strong>og</strong> Holland. Disse stater tilhører en gruppe, som Danmark<br />
normalt sammenligner sig med ved implementeringen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Formålet er at tilvejebringe et sammenligningsgrundlag for vurderingen af Danmarks<br />
implementering af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
1.1. Kort om <strong>folkeret</strong>tens regler om anvendelsen<br />
af væbnet magt<br />
Folkeretten er de internationale regler, der regulerer forbindelserne mellem staterne<br />
både i fredstid <strong>og</strong> krigstid. Et af <strong>folkeret</strong>tens grundlæggende formål – således som<br />
det blandt andet har fundet udtryk i FN-pagten – er at etablere et regelbaseret sæt<br />
af adfærdsnormer for staterne, herunder at medvirke til opretholdelse af fred <strong>og</strong> sikkerhed<br />
<strong>og</strong> begrænse anvendelsen af magt. Til det formål opstiller <strong>folkeret</strong>ten regler<br />
om magtanvendelse staterne imellem (underti<strong>den</strong> sammenfattet under <strong>den</strong> latinske<br />
betegnelse Jus ad Bellum). Som nævnt ne<strong>den</strong>for er <strong>folkeret</strong>tens hovedregel, at internationale<br />
væbnede konflikter (krige) er forbudte. Hvis en væbnet konflikt alligevel skulle<br />
opstå, finder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> anvendelse (underti<strong>den</strong> sammenfattet under <strong>den</strong><br />
latinske betegnelse Jus in Bello).<br />
1 Oplysningerne i disse kapitler stammer hovedsagligt fra svar på brev fra Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> til de<br />
nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber i de omtalte lande samt fra ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/.<br />
For så vidt angår svarene fra Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er disse baseret på en rapport fra The German International<br />
Humanitarian Law Committee: Information Exchange System on National Implementation of<br />
International Humanitarian Law – Questionnaire and Report, June 2004.<br />
2 Begreberne krig <strong>og</strong> væbnet konflikt anvendes i <strong>den</strong>ne fremstilling som synonymer. Det samme gælder<br />
begreberne borgerkrig <strong>og</strong> ikke-international (intern) væbnet konflikt. I <strong>den</strong> moderne humanitærretlige<br />
terminol<strong>og</strong>i er begreberne krig <strong>og</strong> borgerkrig blevet erstattet af hhv. international væbnet konflikt <strong>og</strong><br />
ikke-international væbnet konflikt.
14 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Humanitær <strong>folkeret</strong><br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er de internationale regler, der af <strong>humanitære</strong> årsager søger at<br />
begrænse de skadelige virkninger af væbnede konflikter. Formålet med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> er at beskytte personer, som ikke eller ikke længere deltager i fjendtlighederne,<br />
<strong>og</strong> at begrænse de midler <strong>og</strong> metoder, der må anvendes under en væbnet konflikt.<br />
Alvorlige overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten under væbnede konflikter, som angår personer<br />
eller grupper af personer, kan inddeles i fire kategorier, som er reguleret i Genèvekonventionerne<br />
fra 1949 med tilhørende tillægsprotokoller samt Statutten for Den<br />
Internationale Straffedomstol:<br />
Grove overtrædelser (på engelsk: grave breaches) af Genève-konventionerne (1949) <strong>og</strong><br />
Tillægsprotokol I (1977) er de alvorligste overtrædelser, der finder sted under en international<br />
væbnet konflikt. Grove overtrædelser betragtes som krigsforbrydelser <strong>og</strong> omfatter<br />
f.eks. forsætligt drab, tortur <strong>og</strong> angreb på civilbefolkningen, jf. de fire Genève-konventioner,<br />
henholdsvis artikel 49, 59, 129 <strong>og</strong> 146 samt Tillægsprotokol I, artikel 85.<br />
Krigsforbrydelser (på engelsk: war crimes) omfatter foru<strong>den</strong> grove overtrædelser af<br />
Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I-II <strong>og</strong>så over 25 andre alvorlige overtrædelser<br />
af ret <strong>og</strong> sædvane, der finder sted enten under internationale væbnede konflikter<br />
eller under ikke-internationale væbnede konflikter, jf. artikel 8 i Statutten for Den Internationale<br />
Straffedomstol (ICC-statutten). Som eksempler kan nævnes plyndringer<br />
af byer, anvendelse af forgiftede våben <strong>og</strong> udsultning af civile som krigsmetode.<br />
Folkedrab (på engelsk: genocide) omfatter en række nærmere bestemte forbrydelser,<br />
såsom drab, der udføres med forsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk,<br />
racemæssig eller religiøs gruppe, jf. artikel 6 i ICC-statutten. Som eksempel kan nævnes<br />
folkedrabet udført primært mod tutsierne i Rwanda, 1994.<br />
Forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> (på engelsk: crimes against humanity) er en række<br />
nærmere bestemte forbrydelser, såsom drab <strong>og</strong> udryddelse, der begås som led i et<br />
overlagt, omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning, jf. artikel 7 i<br />
ICC-statutten. Som eksempel kan nævnes angrebene på bosniske landsbyer <strong>og</strong> drab<br />
af bosniske muslimer under borgerkrigen i Eksjugoslavien, 1991.<br />
Folkedrab <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> har en række fællestræk med krigsforbrydelser.<br />
Visse forbrydelser, såsom drab <strong>og</strong> tortur, vil alt afhængig af omstændighederne<br />
kunne udgøre enten folkedrab, forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong> eller en krigsforbrydelse.<br />
De tre kategorier af forbrydelser afskiller sig samtidig <strong>og</strong>så fra hinan<strong>den</strong><br />
på flere punkter. For det første er gerningsindholdet af forbrydelserne forskelligt. Hertil<br />
kommer, at mens folkedrab <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> både kan finde sted<br />
i fredstid <strong>og</strong> i krigstid, kan krigsforbrydelser kun begås under væbnede konflikter.<br />
3 Fleck (1995), s. 9.<br />
4 Tillægsprotokol I, artikel 85(1).<br />
5 I traditionel forstand anses reglerne om krigsforbrydelser <strong>og</strong> grove overtrædelser af Genève-konventionerne<br />
som en del af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, mens reglerne om folkedrab <strong>og</strong> forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> tilhører <strong>den</strong> internationale strafferet. I <strong>den</strong>ne fremstilling behandles de d<strong>og</strong> samlet,<br />
idet de alle ofte finder sted i forbindelse med en væbnet konflikt.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 15<br />
Folkeretten regulerer <strong>og</strong>så en række andre retsområder, såsom international strafferet,<br />
internationale menneskerettigheder, flygtningeret, m.m.<br />
Reglerne om staternes magtanvendelse (Jus ad Bellum)<br />
Efter afslutningen af 2. ver<strong>den</strong>skrig etablerede det internationale samfund De Forenede<br />
Nationer (FN) med det formål at opretholde mellemfolkelig fred <strong>og</strong> sikkerhed. I medfør<br />
af FN-pagten fra 1945 fik FN til opgave at træffe effektive fælles forholdsregler til forebyggelse<br />
<strong>og</strong> fjernelse af trusler mod fre<strong>den</strong> <strong>og</strong> til undertrykkelse af angrebshandlinger<br />
eller andre brud på fre<strong>den</strong>.<br />
Ver<strong>den</strong>ssamfundet havde i flere århundreder anerkendt, at magtanvendelse som<br />
instrument i løsningen af uoverensstemmelser mellem staterne skulle kontrolleres <strong>og</strong><br />
begrænses. I FN-pagten indførtes der et universelt bin<strong>den</strong>de forbud mod magtanvendelse<br />
staterne imellem:<br />
Artikel 2(4) „Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel<br />
om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod n<strong>og</strong>en stats territoriale integritet<br />
eller politiske uafhængighed eller på n<strong>og</strong>en an<strong>den</strong> måde, der er uforenelig med<br />
de Forenede Nationers formål.“<br />
Hovedreglen er, at staterne ikke har ret til at anvende væbnet magt mod andre stater<br />
eller fremsætte trusler om anvendelse af sådan magt. Fra hovedreglen gælder imidlertid<br />
følgende undtagelser:<br />
•<br />
For det første har staterne efter FN-pagtens artikel 51 ret til individuelt eller<br />
kollektivt selvforsvar mod et væbnet angreb, indtil FN’s Sikkerhedsråd har taget<br />
de nødvendige forholdsregler til at opretholde international fred <strong>og</strong> sikkerhed.<br />
Det er således altid tilladt at forsvare sig med militære midler mod et væbnet<br />
angreb. Selvforsvaret skal imidlertid være nødvendigt <strong>og</strong> proportionalt. Det<br />
betyder, at <strong>den</strong> angrebne stat kun må anvende en sådan grad af magt, som står i<br />
et rimeligt forhold til angrebet.<br />
Et kontroversielt spørgsmål er, om retten til selvforsvar <strong>og</strong>så gælder forud<br />
for et angreb, hvis der foreligger en overhængende trussel om angreb, såkaldt<br />
anticiperet (foregribende) selvforsvar. Denne ret var i et vist omfang anerkendt<br />
forud for FN-pagtens vedtagelse, <strong>og</strong> <strong>den</strong> dominerende opfattelse synes at være, at<br />
<strong>den</strong> fortsat gælder, da en stat ikke kan forventes at forholde sig passivt i tilfælde,<br />
hvor fjen<strong>den</strong> åbenbart forbereder et angreb. Den gæl<strong>den</strong>de ret til selvforsvar<br />
6 Se endvidere Dansk institut for Internationale Studier, Nye Trusler <strong>og</strong> Militær Magtanvendelse, juni<br />
2005, for en nærmere drøftelse af disse regler.<br />
7 Et eksempel på kollektivt selvforsvar er, at staterne, som deltager i NATO-samarbejdet, kan beslutte,<br />
at et væbnet angreb mod en eller flere af staterne udgør et væbnet angreb imod dem alle, jf. artikel 5<br />
i Den nordatlantiske Traktat.<br />
8 Jf. herved <strong>og</strong>så <strong>den</strong> gamle Caroline-sag fra 1837, der anses som det klassiske udtryk for doktrinen om<br />
selvforsvar <strong>og</strong> som selve kil<strong>den</strong> til selvforsvar som en juridisk doktrin, jf. DIIS note 6, s. 53.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
•<br />
•<br />
omfatter ikke forebyggende angreb for at imødegå mere fjerntliggende trusler,<br />
f.eks. mod en stat, som mistænktes for at udvikle atomvåben.<br />
For det andet kan FN’s Sikkerhedsråd efter FN-pagtens kapitel VII tillade<br />
brugen af væbnet magt, hvis Sikkerhedsrådet mener, at der foreligger en trussel<br />
mod fre<strong>den</strong>, et fredsbrud eller en angrebshandling. 0 I disse situationer træffer<br />
Sikkerhedsrådet de nødvendige forholdsregler til genoprettelse af fre<strong>den</strong> <strong>og</strong> kan<br />
bemyndige staten til at anvende væbnet magt. Hvis sanktioner som afbrydelse<br />
af økonomiske eller diplomatiske forbindelser med <strong>den</strong> angribende stat viser<br />
sig utilstrækkelige, kan Sikkerhedsrådet tillade medlemsstaterne at tage alle<br />
nødvendige midler i brug for at standse aggressionen, herunder militær<br />
magtanvendelse.<br />
Sikkerhedsrådet fastsl<strong>og</strong> i en resolution fra april 2006, at angreb på civil-<br />
befolkningen <strong>og</strong> systematiske <strong>og</strong> omfattende brud på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong><br />
menneskerettighederne under væbnet konflikt kan udgøre en trussel mod fre<strong>den</strong>,<br />
som berettiger Sikkerhedsrådet til at træffe nødvendige forholdsregler under<br />
kapitel VII.<br />
En tredje undtagelse er de tilfælde, hvor en væbnet intervention er nødvendig<br />
for at afværge en overhængende humanitær katastrofe som følge af folkedrab,<br />
forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, etnisk udrensning eller lignende alvorlige<br />
krænkelser, <strong>og</strong> hvor FN’s Sikkerhedsråd er forhindret i at intervenere på grund<br />
af uenighed. En sådan ret til humanitær intervention u<strong>den</strong> Sikkerhedsrådets<br />
bemyndigelse er d<strong>og</strong> stadig omdiskuteret.<br />
Reglerne for krigsførelse (Jus in Bello)<br />
Opstår en væbnet konflikt, finder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> anvendelse. Formålet<br />
med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er dels at beskytte personer, der ikke – eller ikke længere<br />
– deltager i <strong>den</strong> væbnede konflikt, såsom syge, sårede, krigsfanger <strong>og</strong> civile, dels<br />
at begrænse magtanvendelsen til det nødvendige set i forhold til formålet med <strong>den</strong><br />
væbnede konflikt. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> søger således at minimere menneskelig<br />
lidelse u<strong>den</strong> at hindre militær effektivitet, <strong>og</strong> dermed at skabe en balance mellem militær<br />
nødvendighed <strong>og</strong> medmenneskelighed. Ved at forebygge degenereringen af væbnede<br />
9 Et andet omdebatteret spørgsmål er, om der er adgang til selvforsvar over for angreb fra en ikke-statslig<br />
international bevægelse som f.eks. Al-Qaeda, eller om termen ‘væbnet angreb’ i artikel 51 kun dækker<br />
over angreb af stater.<br />
10 I henhold til artikel 42, jf. artikel 39.<br />
11 Jf. Sikkerhedsrådet, Resolution 1674 (2006), 28. april 2006, op. 26: „Notes that the deliberate targeting<br />
of civilians and other protected persons, and the commission of systematic, flagrant and widespread<br />
violations of international humanitarian and human rights law in situations of armed conflict, may<br />
constitute a threat to international peace and security, and, reaffirms in this regard its readiness to<br />
consider such situations and, where necessary, to adopt appropriate steps.“<br />
12 NATO’s <strong>humanitære</strong> intervention i Kosovo i 1999 er et eksempel herpå.<br />
13 Frederik Harhoff, Unauthorised Humanitarian Interventions – Armed Violence in the Name of Humanity,<br />
NJIL 70, 2001, s. 106-27; Jens Elo Rytter, Humanitarian Intervention without the Security Council:<br />
From San Francisco to Kosovo – and Beyond, NJIL 70, 2001, s. 128-60; Ole Spiermann, Humanitarian<br />
Interventions as a Necessity and the Threat or Use of Jus C<strong>og</strong>ens, NJIL 71, 2002, s. 523-43.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 1<br />
konflikter til brutalitet <strong>og</strong> barbari kan <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indirekte <strong>og</strong>så bidrage<br />
til genoprettelsen af fred mellem de stri<strong>den</strong>de parter.<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> består overordnet set af to dele: reglerne om beskyttelse<br />
af krigens ofre (Genève-reglerne) <strong>og</strong> reglerne om midler <strong>og</strong> metoder i krigsførelsen<br />
(Haager-reglerne). Med vedtagelsen af Tillægsprotokollerne af 1977 blev opdelingen<br />
af reglerne i et vist omfang ophævet.<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> skal til enhver tid overholdes af de stri<strong>den</strong>de parter i en<br />
væbnet konflikt, uanset om magtanvendelsen er lovlig eller ej efter <strong>den</strong> almindelige <strong>folkeret</strong>.<br />
Det er i <strong>den</strong> forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at <strong>den</strong> humanitærretlige vurdering<br />
ikke er afhængig af resultatet af eksempelvis en FN-vurdering. Selv om krigshandlinger<br />
efter en FN-vurdering siges at være ophørt, vil der fortsat kunne foreligge en konflikt<br />
bedømt på grundlag af de humanitærretlige regler.<br />
1.2. Retskilder<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> består af:<br />
Sædvaneret, dvs. internationale regler, der er udviklet på baggrund af staternes praksis<br />
over tid, <strong>og</strong> som anses som retligt bin<strong>den</strong>de for hele ver<strong>den</strong>ssamfundet u<strong>den</strong> videre.<br />
Statutten for Den Internationale Domstol (ICJ) definerer sædvaneretten som „a general<br />
practice accepted as law“. Betingelsen for at en regel kan anses som en del af sædvaneretten<br />
er, at der foreligger en omfangsrig, repræsentativ <strong>og</strong> stort set entydig statspraksis<br />
(på latin: usus), der accepteres af staterne, som var det en retlig forpligtelse (på latin:<br />
opinio juris). Væsentlige aspekter af krigsførelse er fortsat reguleret af sædvaneretten,<br />
såsom reglerne om krigsførelse til søs. Se evt. nærmere om sædvaneretten i afsnit 1.6<br />
Internationale traktater (konventioner, protokoller m.m.), dvs. internationale aftaler,<br />
der som udgangspunkt kun er retligt bin<strong>den</strong>de for de stater, der har tilsluttet sig dem.<br />
En del traktatregler er d<strong>og</strong> udtryk for kodificerede sædvaner <strong>og</strong> vil således være retligt<br />
bin<strong>den</strong>de for alle stater. Dette gælder f.eks. fælles artikel 3 i Genève-konventionerne<br />
af 1949 om minimumsbeskyttelse i enhver væbnet konflikt, artikel 75 i Tillægsprotokol<br />
I af 1977 om grundlæggende garantier, <strong>og</strong> <strong>den</strong> grundlæggende regel i artikel 48 i<br />
Tillægsprotokol I af 1977 om, at de stri<strong>den</strong>de parter til enhver tid skal skelne mellem<br />
civile <strong>og</strong> kombattanter <strong>og</strong> kun må rette et angreb mod sidstnævnte.<br />
1.3. Historisk udvikling<br />
De første bestræbelser på at begrænse menneskelig lidelse i tilfælde af krig kan spores<br />
tilbage til blandt andet de antikke civilisationer i Indien, Ægypten <strong>og</strong> senere Romerriget.<br />
I Europa styrkedes ideen om at indføre regler om krigsførelsen i Middelalderen<br />
blandt andet som et resultat af indflydelsen fra kristendommen <strong>og</strong> ridderskabet. Fra<br />
at have udviklet sig til moralske normer begyndte nedskrivningen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
14 Jf. ICRC’s sædvanretsstudie redigeret af Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. xxxi-xxxii.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>folkeret</strong> i midten af 1800-tallet. De var begrundet i <strong>den</strong> rationelle iagttagelse, at egne<br />
soldater kæmper bedre, hvis de ved, at der gælder visse regler for krigens førelse.<br />
Nedskrivningen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
Nedskrivningen startede in<strong>den</strong> for rammerne af Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Komité<br />
(ICRC), som blev stiftet i 1863 på initiativ af schweizeren Henry Dunant. Dybt berørt<br />
af rædslerne på slagmarken i Solferino i Italien i 1859 t<strong>og</strong> Dunant initiativ til at oprette<br />
neutrale hjælpekorps, der skulle hjælpe syge <strong>og</strong> sårede under krig. På initiativ af <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> afholdt <strong>den</strong> schweiziske regering en diplomatisk konference i Genève i 1864 for at<br />
vedtage en konvention om forbedring af forhol<strong>den</strong>e for sårede i krig. Danmark delt<strong>og</strong><br />
i <strong>den</strong>ne konference, der resulterede i vedtagelsen af <strong>den</strong> første <strong>humanitære</strong> konvention<br />
om respekt for <strong>og</strong> beskyttelse af syge <strong>og</strong> sårede medlemmer af de væbnede styrker. Hermed<br />
blev det blandt andet fastslået, at det ikke længere var strafbart at hjælpe fjen<strong>den</strong>s<br />
sårede („Tutti fratelli“, „Vi er alle brødre“).<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket blev vedtaget som det neutrale symbol for hjælpen, <strong>og</strong> allerede<br />
i krigen Danmark overfor Preussien <strong>og</strong> Østrig i 1864 var mærket i brug.<br />
Få år senere blev Skt. Petersborg-deklarationen af 1868 vedtaget. Deklarationen<br />
forsøger at regulere midlerne <strong>og</strong> metoderne under væbnede konflikter. Den fastslår,<br />
at retten til frit at vælge sine våben („krigsmidler“) ikke er ubegrænset, <strong>og</strong> indfører et<br />
forbud mod at anvende våben, der forårsager unødig lidelse. Deklarationen fastslår<br />
<strong>og</strong>så princippet om distinktion, der indebærer, at det eneste lovlige mål, staterne<br />
må sætte sig under en krig, bør være at svække fjen<strong>den</strong>s væbnede styrker, jf. afsnit<br />
1.5.<br />
Disse indle<strong>den</strong>de forsøg på at nedskrive de fremherskende normer for væbnede<br />
konflikter har dannet udgangspunkt for udviklingen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i <strong>den</strong>s<br />
to retninger:<br />
•<br />
•<br />
Genève-reglerne, der omhandler beskyttelse af ofre for væbnede konflikter; <strong>og</strong><br />
Haager-reglerne, der regulerer midler <strong>og</strong> metoder for væbnede konflikter.<br />
Genève-reglerne<br />
På baggrund af erfaringerne fra 2. ver<strong>den</strong>skrig udvikledes Genève-konventionerne<br />
af 12. august 1949, der udgør grundstammen i Genève-reglerne. Det var navnlig <strong>den</strong><br />
manglende beskyttelse af civile <strong>og</strong> behandlingen af krigsfanger, der ikke levede op til<br />
internationale mindstestandarder, der var årsag til Genève-konventionernes vedtagelse.<br />
Konventionerne søgte således at beskytte de syge <strong>og</strong> sårede under henholdsvis landkrig<br />
(Genève-konvention I), søkrig (Genève-konvention II), krigsfanger (Genève-konvention<br />
III) samt civile personer i krigstid (Genève-konvention IV).<br />
En stor del af reglerne i Genève-konventionerne fra 1949 gælder ikke kun for de<br />
stater, der har tiltrådt dem, men for alle stri<strong>den</strong>de parter i en væbnet konflikt, da der<br />
er enighed om, at en lang række af reglerne er udtryk for sædvaneretten.<br />
Genève-konventionerne bekræfter en række af grundprincipperne for krigsførelse,<br />
der har udviklet sig gennem staternes praksis som en del af sædvaneretten, jf. afsnit 1.4.<br />
Af særlig betydning er <strong>den</strong> fælles artikel 3, der fastslår, at personer, som ikke deltager<br />
aktivt i fjendtlighederne, skal behandles humant; at de ikke må tages som gidsler; at
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 1<br />
de ikke må ydmyges; at de har krav på fair trial-garantier; <strong>og</strong> at de, hvis de er syge <strong>og</strong><br />
sårede, skal opsamles <strong>og</strong> plejes.<br />
Haager-reglerne<br />
Fundamentet for Haager-reglerne er Skt. Petersborg-deklarationen af 1868, som blev<br />
udbygget i 1899 med vedtagelsen af Haager-deklarationen om forbud mod anvendelsen<br />
af dum-dum-projektiler <strong>og</strong> i 1907 med hele tretten konventioner om krigsførelse til<br />
lands <strong>og</strong> på søen.<br />
Erfaringerne fra 1. ver<strong>den</strong>skrig viste imidlertid, at reglerne om midler <strong>og</strong> metoder<br />
for krigsførelse var utilstrækkelige, herunder navnlig reguleringen af anvendelsen af<br />
biol<strong>og</strong>iske <strong>og</strong> kemiske våben. Dette førte til vedtagelsen af Protokollen om Giftgas<br />
(1925), der forbyder anvendelsen af kvælende, giftige gasarter <strong>og</strong> bakteriol<strong>og</strong>iske krigsmidler.<br />
Protokollen blev i 1972 <strong>og</strong> 1993 suppleret med regler om forbud mod udvikling,<br />
fremstilling <strong>og</strong> destruktion af biol<strong>og</strong>iske <strong>og</strong> kemiske våben.<br />
På de konventionelle våbens område blev mulighe<strong>den</strong> for frit at vælge sine våben<br />
yderligere indskrænket i 1980 med konventionen om forbud mod eller begrænsninger<br />
i anvendelsen af visse konventionelle våben, som forvolder unødig skade. Våbenkonventionen<br />
er en rammekonvention, <strong>og</strong> de konkrete begrænsninger indeholdes i<br />
konventionens protokoller. Der er nu fem protokoller. Protokol II drejer sig om miner<br />
<strong>og</strong> gav ikke tilstrækkelig beskyttelse til civilbefolkningen. Efter pres fra blandt andet<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> vedt<strong>og</strong> blandt andet Danmark Ottowa-konventionen af 1997, som indførte<br />
et forbud mod personelminer.<br />
Til Haager-reglerne hører <strong>og</strong>så Konventionen om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde<br />
af væbnet konflikt (1954) <strong>og</strong> <strong>den</strong>s to protokoller fra henholdsvis 1954 <strong>og</strong> 1999.<br />
Tillægsprotokollerne til Genève-konventionerne<br />
Udviklingen si<strong>den</strong> 1949, herunder erfaringerne fra Vietnam-krigen <strong>og</strong> borgerkrige<br />
blandt andet i Afrika, affødte et behov for en yderligere <strong>folkeret</strong>lig beskyttelse af krigens<br />
ofre. For det første var der behov for at beskytte ofre for ikke-internationale væbnede<br />
konflikter, der hidtil kun havde nydt beskyttelse efter fællesartikel 3. For det andet stod<br />
det klart, at <strong>den</strong> generelle beskyttelse af krigens ofre kun kunne forbedres gennem en<br />
inddragelse <strong>og</strong> regulering af de midler <strong>og</strong> metoder, der kan anvendes under en væbnet<br />
konflikt, dvs. ved at integrere Genève-reglerne <strong>og</strong> Haager-reglerne.<br />
I 1977 blev to tillægsprotokoller til Genève-konventionerne vedtaget om henholdsvis<br />
internationale væbnede konflikter (Tillægsprotokol I) <strong>og</strong> ikke-internationale<br />
væbnede konflikter (Tillægsprotokol II). Tillægsprotokollerne blev udarbejdet på<br />
en diplomat-konference, der varede fra 1974-77. ICRC havde udarbejdet forslag<br />
til protokollerne. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> var repræsenteret i Danmarks delegation på<br />
diplomat-konferencen.<br />
Tillægsprotokol I fastsætter yderligere regler for internationale væbnede konflikter<br />
<strong>og</strong> indeholder en række sædvaneretlige principper. Det fastslås som hovedregel,<br />
at parternes ret til at vælge metoder <strong>og</strong> midler i krigsførelsen ikke er ubegrænset, jf.<br />
artikel 35. Protokollen knæsætter <strong>og</strong>så det grundlæggende princip, at krigsførelse kun<br />
må være rettet mod militære mål, herunder kombattanter, <strong>og</strong> ikke mod civile mål eller<br />
personer, jf. artikel 48. Protokollen indeholder desu<strong>den</strong> detaljerede regler om midlerne<br />
<strong>og</strong> metoderne under væbnede konflikter <strong>og</strong> udvider begrebet grove overtrædelser,
20 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
jf. artikel 11 <strong>og</strong> 85. Tillægsprotokollen udvider endvidere definitionen af begrebet<br />
„international væbnet konflikt“ til <strong>og</strong>så at omfatte visse konflikter, der udkæmpes af<br />
befolkningsgrupper under udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse.<br />
Tillægsprotokol II indfører regler om ikke-internationale væbnede konflikter (borgerkrige)<br />
<strong>og</strong> videreudvikler beskyttelsen givet i Genève-konventionernes fællesartikel<br />
3 ved at indføre en række grundlæggende garantier for personer, der ikke tager del i<br />
fjendtlighederne, især civile, jf. artikel 4.<br />
Retsforfølgning<br />
For at sikre at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> håndhæves, pålægger Genève-konventionerne<br />
staterne at skabe effektive strafsanktioner over for personer, der begår grove overtrædelser<br />
af disse konventioner. For disse forbrydelser gælder det, at staterne har pligt til<br />
at forbyde dem i deres straffelovgivning <strong>og</strong> retsforfølge de formodede gerningsmænd<br />
eller udlevere dem til retsforfølgning, uafhængigt af gerningsstedet <strong>og</strong> <strong>den</strong> formodede<br />
gerningsmands nationalitet. Her gælder med andre ord universel jurisdiktion. For de<br />
øvrige overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> har staterne ret, men ikke pligt, til at<br />
retsforfølge de formodede gerningsmænd. For at forhindre manglende retsforfølgelse<br />
<strong>og</strong> strafunddragelse (impunity) skal staterne endvidere tage de nødvendige skridt for<br />
at bekæmpe enhver overtrædelse af Genève-konventionerne.<br />
Retsforfølgning af personer, der har begået en af de grove forbrydelser, kan efter <strong>folkeret</strong>tens<br />
regler ske enten ved nationale eller internationale domstole. Som udgangspunkt<br />
er kompetencen til at retsforfølge <strong>og</strong> straffe krigsforbrydelser overladt til staterne selv,<br />
hvorfor retsforfølgningen som hovedregel skal ske ved nationale domstole. Praksis har<br />
imidlertid vist, at staterne i vidt omfang negligerer <strong>den</strong>ne forpligtelse. Dette skyldes en<br />
række forhold, herunder manglende beviser eller manglende politisk vilje til at indlede<br />
retsforfølgning, f.eks. fordi gerningsmæn<strong>den</strong>e tilhører <strong>den</strong> sid<strong>den</strong>de regering. Dette har<br />
været en medvirkende årsag til, at ver<strong>den</strong>ssamfundet har etableret internationale domstole,<br />
jf. ne<strong>den</strong>for. Se <strong>og</strong>så kapitel 8 om retsforfølgning af folkedrab, krigsforbrydelser<br />
<strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>.<br />
Krigsforbryderdomstole<br />
Idéen om at etablere en global krigsforbryderdomstol opstod første gang i 1920 i forbindelse<br />
med udarbejdelsen af statutten for Den Permanente Internationale Domstol<br />
(PICJ) <strong>og</strong> blev genfremsat få år efter FN’s oprettelse. De særlige krigsforbrydertribunaler<br />
oprettet efter <strong>den</strong> 2. ver<strong>den</strong>skrig (Nürnberg Tribunalet <strong>og</strong> Krigsforbrydertribunalet<br />
for Fjernøsten) blev ikke oprettet af det internationale samfund, men af sejrherrerne<br />
efter krigen. Retspraksis fra disse tribunaler har imidlertid været en væsentlig inspirationskilde<br />
for efterfølgende internationale tiltag. FNs Folkedrabskonvention fra 1948<br />
forudså oprettelsen af en særlig folkedrabsdomstol, men det blev aldrig realiseret som<br />
følge af manglende international opbakning.<br />
I 1993 lykkedes det imidlertid for FN at oprette en international domstol – Det<br />
Internationale Krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien (ICTY) – der kunne retsfor-<br />
15 Jf. Genève-konvention I, artikel 49; Genève-konvention II, artikel 50; Genève-konvention III, artikel<br />
129; Genève-konvention IV, artikel 146 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 86.<br />
16 Espersen, Harhoff <strong>og</strong> Spiermann (2003), s. 315.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 21<br />
følge <strong>og</strong> dømme enkeltpersoner direkte i henhold til <strong>folkeret</strong>ten. Denne internationale<br />
domstol var, i lighed med Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda<br />
(ICTR) af 1994, nedsat midlertidigt til retsforfølgning <strong>og</strong> pådømmelse af forbrydelser<br />
begået under territorialt afgrænsede <strong>og</strong> afsluttede konflikter. For grove overtrædelser<br />
af Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne, begået under alle øvrige konflikter,<br />
var der indtil for nylig ikke n<strong>og</strong>en international domstol med generel fremadrettet<br />
kompetence til at pådømme sådanne krænkelser af <strong>folkeret</strong>ten.<br />
En permanent international domstol blev imidlertid en realitet med oprettelsen<br />
af Den Internationale Straffedomstol (ICC). ICC kan ligesom de to ad hoc-tribunaler<br />
– ICTY <strong>og</strong> ICTR – retsforfølge de alvorligste forbrydelser: folkedrab, forbrydelser<br />
mod menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> krigsforbrydelser. Se nærmere herom i kapitel 8.<br />
1.4. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s anvendelsesområde<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> finder som nævnt anvendelse i følgende situationer: internationale<br />
væbnede konflikter <strong>og</strong> ikke-internationale væbnede konflikter.<br />
Internationale væbnede konflikter omfatter alle tilfælde, hvor en krig er erklæret eller<br />
hvor der i øvrigt de facto er opstået en væbnet konflikt mellem to eller flere stater, selv<br />
om krigs- eller konflikttilstan<strong>den</strong> ikke anerkendes af <strong>den</strong> ene eller begge parter. Det<br />
er som nævnt en selvstændig humanitærretlig vurdering, som afgør, om reglerne finder<br />
anvendelse. I praksis vil ICRC’s retsopfattelse ofte spille en betydelig normerende<br />
rolle for store dele af ver<strong>den</strong>ssamfundet. Begrebet omfatter <strong>og</strong>så væbnede konflikter,<br />
hvorunder folk kæmper mod koloniherredømme <strong>og</strong> fremmedbesættelse <strong>og</strong> efter omstændighederne<br />
imod racistiske regimer i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse.<br />
Reglerne om internationale væbnede konflikter gælder endvidere i alle tilfælde af hel<br />
eller delvis besættelse af en an<strong>den</strong> stats territorium, uanset om besættelsen møder<br />
væbnet modstand eller ej.<br />
Ikke-internationale væbnede konflikter omfatter enhver væbnet konflikt af ikke-international<br />
karakter, der opstår på en af de deltagende staters territorium, herunder <strong>og</strong>så når<br />
niveauet for stridighederne er lavt, jf. Genève-konventionernes fællesartikel 3. Tillægsprotokol<br />
II om beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter udbygger<br />
<strong>og</strong> supplerer beskyttelsen i fællesartikel 3. Tillægsprotokol II finder anvendelse i alle<br />
væbnede konflikter, der finder sted på en stats territorium mellem <strong>den</strong>s væbnede styrker<br />
<strong>og</strong> fjendtlige væbnede styrker eller andre organiserede væbnede grupper, som – under<br />
ansvarlig kommando – udøver en sådan kontrol over en del af <strong>den</strong>s territorium, at det<br />
gør dem i stand til at gennemføre vedhol<strong>den</strong>de <strong>og</strong> samlede militære operationer samt til<br />
at opfylde Tillægsprotokol II, jf. artikel 1. Den præcise nedre grænse mellem en intern<br />
konflikt <strong>og</strong> interne uroligheder vil bero på en vurdering af <strong>den</strong> konkrete situation. Det<br />
17 Etableringen af Den Internationale Straffedomstol blev vedtaget 17. juli 1998 <strong>og</strong> Statutten for Den<br />
Internationale Straffedomstol trådte i kraft 1. juli 2002, se http://www.icc-cpi.int/about.html.<br />
18 Jf. Genève-konventionerne, fællesartikel 2.<br />
19 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 1(4).
22 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
følger af artikel 1 i Tillægsprotokol II, at protokollen ikke finder anvendelse i tilfælde<br />
af interne uroligheder <strong>og</strong> spændinger, såsom optøjer <strong>og</strong> sporadiske voldshandlinger<br />
<strong>og</strong> andre lignende handlinger, der ikke har et sådant omfang (ge<strong>og</strong>rafisk, organisatorisk<br />
etc.), at de udgør væbnede konflikter. En tilsvarende afgrænsning findes ikke i<br />
<strong>den</strong> fælles artikel 3. Det er derfor blevet anført, at tærsklen for, hvornår der foreligger<br />
en ikke-international væbnet konflikt er højere i Tillægsprotokol II end i <strong>den</strong> fælles<br />
artikel 3, <strong>og</strong> at der vil være tilfælde, hvor kun fællesartikel 3 vil finde anvendelse. Det<br />
er imidlertid <strong>og</strong>så anført, at <strong>den</strong> fælles artikel 3 må fortolkes i overensstemmelse med<br />
<strong>den</strong> efterfølgende artikel 1 i Tillægsprotokol II. Ifølge visse <strong>folkeret</strong>seksperter er tærsklen<br />
for ikke-internationale væbnede konflikter i Tillægsprotokol II så høj, at <strong>den</strong> vil<br />
udelukke de fleste revolutioner <strong>og</strong> oprør <strong>og</strong> vil formentlig ikke finde anvendelse under<br />
en borgerkrig, førend oprørerne har etableret en form for de facto-regering. 0 USA’s<br />
Højesteret har afgjort, at <strong>den</strong> fælles artikel 3 skal anvendes af det amerikanske forsvar<br />
i kampen mod <strong>den</strong> internationale terrorisme. Se nærmere om reglerne om beskyttelse<br />
under ikke-internationale væbnede konflikter i kapitel 6.<br />
Definition af „væbnet konflikt“. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder ikke en definition<br />
af begrebet væbnet konflikt, men en sådan kan udledes af retspraksis fra blandt andet<br />
ICTY. I Tadic-sagen fastsl<strong>og</strong> ICTY, at en væbnet konflikt eksisterer i alle tilfælde, hvor<br />
der anvendes væbnet magt mellem stater eller langvarig væbnet voldsanvendelse mellem<br />
regeringsmyndigheder <strong>og</strong> organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne<br />
grupper in<strong>den</strong> for en stat:<br />
„ …an armed conflict exists whenever there is a resort to armed force between States<br />
or protracted armed violence between governmental authorities and organized armed<br />
groups or between such groups within a State.“<br />
Afgørelsen, af om der foreligger en væbnet konflikt, beror efter <strong>den</strong>ne definition på en<br />
vurdering af de faktuelle <strong>og</strong> objektivt konstaterbare omstændigheder u<strong>den</strong> hensyntagen<br />
til formålet med eller motivet for konflikten eller parternes karakteristik af konflikten.<br />
Ophør af væbnet konflikt. Hvorvidt en væbnet konflikt er ophørt vil blandt andet<br />
afhænge af, om tropper/organiserede væbnede styrker er blevet trukket tilbage, om en<br />
generel demobilisering er påbegyndt, om der er opnået enighed mellem parterne om<br />
udestående spørgsmål mv. Mens enkeltstående grænsestridigheder som udgangspunkt<br />
ikke i sig selv udgør en væbnet konflikt, så vil en egentlig invasion af en an<strong>den</strong><br />
stat derimod udgøre en væbnet konflikt. Det forhold, at der foregår enkelte isolerede<br />
<strong>og</strong> sporadiske kamphandlinger, betyder ikke nødvendigvis, at fjendtlighederne ikke<br />
er ophørt. Spørgsmålet om, hvorvidt – <strong>og</strong> i hvilket tilfælde – terrorisme kan anses<br />
som en væbnet konflikt, behandles i kapitel 3.<br />
20 Jf. Green (2000), s. 66-67.<br />
21 ICTY, Prosecutor v. Dusko Tadic, dom af 7. maj 1997 (IT-94-1-T), para. 561.<br />
22 Jf. Fleck (1995), s. 366.<br />
23 Jf. UK Ministry of Defence (2004), s. 205.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 23<br />
Anvendelsesområde for humanitærretlige forpligtelser. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> gælder<br />
for alle stri<strong>den</strong>de parter i en væbnet konflikt, uanset om partnerne er aggressorer<br />
eller ofre for aggressionen. For så vidt angår tidshorisonten, finder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> anvendelse fra starten af en væbnet konflikt <strong>og</strong> indtil de militære operationers<br />
generelle ophør. I tilfælde af besættelse gælder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
indtil afslutningen af besættelsen, selv om militære operationer måtte være ophørt<br />
tidligere. For personer, som ved konfliktens eller besættelsens ophør endnu ikke er<br />
blevet frigivet, hjemsendt eller tilbagevendt, gælder reglerne d<strong>og</strong> indtil deres endelige<br />
frigivelse, hjemsendelse eller tilbageven<strong>den</strong>.<br />
1.5. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s grundprincipper<br />
Som nævnt ovenfor er det et alment anerkendt princip in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, at parterne i en væbnet konflikt ikke har en ubegrænset ret til frit at vælge<br />
metoder <strong>og</strong> midler ved krigsførelsen. Fem grundlæggende principper gennemsyrer<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>: principperne om militær nødvendighed, medmenneskelighed,<br />
distinktion (skelnen/sondring), forsigtighed <strong>og</strong> proportionalitet.<br />
Princippet om militær nødvendighed tillader en stat, som er involveret i en væbnet konflikt,<br />
kun at anvende en sådan grad <strong>og</strong> form for magt, som er lovlig ifølge <strong>folkeret</strong>ten,<br />
<strong>og</strong> som er nødvendig for at opfylde konfliktens legitime formål, dvs. underkastelse af<br />
fjen<strong>den</strong> hurtigst muligt <strong>og</strong> med mindst mulig tab af menneskeliv <strong>og</strong> ressourcer. Princippet<br />
om militær nødvendighed indebærer, at magtanvendelsen skal være kontrolleret,<br />
lovlig <strong>og</strong> nødvendig. Det er således f.eks. lovligt at dræbe væbnede fjender <strong>og</strong> andre<br />
personer, hvis tilintetgørelse er uundgåelig, eller at tage dem til fange. Det vil derimod<br />
være ulovligt at dræbe en fjendtlig kombattant, som har overgivet sig (fransk: hors de<br />
combat).<br />
Princippet om medmenneskelighed forbyder påførelse af lidelse, skade eller ødelæggelse,<br />
der ikke er nødvendig for opfyldelsen af legitime militære formål. Dette princip<br />
er baseret på forestillingen om, at når først et militært formål er opfyldt, er yderligere<br />
påførelse af lidelse unødvendig. Hvis en fjendtlig kombattant f.eks. er blevet såret <strong>og</strong><br />
derfor ikke længere deltager i fjendtligheder, er det ikke et legitimt militært formål<br />
fortsat at angribe ham. Af samme årsag bekræfter princippet civiles grundlæggende<br />
krav på beskyttelse mod angreb, idet civile ikke bidrager til militære operationer.<br />
Princippet stammer fra <strong>den</strong> såkaldte „Martens Klausul“, hvorefter alle personer som<br />
minimum skal være beskyttet af de <strong>folkeret</strong>lige grundsætninger, der følger af almindeligt<br />
anerkendte sædvaneregler, principper om medmenneskelighed <strong>og</strong> <strong>den</strong> offentlige<br />
samvittigheds bud.<br />
24 Dette princip er rodfæstet i Bilag til Haager-konvention IV af 1907 (Landkrigsreglementet), artikel<br />
22 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 35(1) <strong>og</strong> 36.<br />
25 Martens Klausulen er bl.a. nedfældet i præamblen til Haager-konvention IV af 1907 (Landkrigsreglementet)<br />
<strong>og</strong> er senest gentaget i artikel 1 (2) i Tillægsprotokol I <strong>og</strong> i præamblen til Tillægsprotokol<br />
II.
24 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Princippet om distinktion indebærer, at de stri<strong>den</strong>de parter til enhver tid skal skelne<br />
mellem civilbefolkningen <strong>og</strong> kombattanter, <strong>og</strong> mellem civile genstande <strong>og</strong> militære<br />
mål. Princippet udspringer af reglen om, at militæroperationer kun må rettes mod<br />
fjen<strong>den</strong>s væbnede styrker <strong>og</strong> militære mål, samt at kun kombattanter må deltage i<br />
væbnede konflikter <strong>og</strong> gøres til genstand for angreb. Formålet med princippet er at<br />
sikre respekten for <strong>og</strong> beskyttelsen af civile personer <strong>og</strong> genstande.<br />
Princippet om forsigtighed forpligter de stri<strong>den</strong>de parter til altid at sørge for at skåne<br />
civilbefolkningen, civile <strong>og</strong> civile genstande. Ved angreb indebærer princippet, at der<br />
skal træffes en række sikkerhedsforanstaltninger, herunder i valget af angrebsmidler<br />
<strong>og</strong> –metoder med henblik på at undgå <strong>og</strong> begrænse tabet blandt civile til det mindst<br />
mulige <strong>og</strong> tilsvarende begrænse ska<strong>den</strong> på civile <strong>og</strong> civile genstande.<br />
Princippet om proportionalitet indebærer at tab som følge af <strong>den</strong> militære operation<br />
ikke må overstige <strong>den</strong> forventede militære fordel. Proportionalitetsprincippet er<br />
møntet på at balancere de ofte modstri<strong>den</strong>de hensyn mellem princippet om militær<br />
nødvendighed <strong>og</strong> princippet om medmenneskelighed, når man træffer forholdsregler<br />
i forbindelse med et væbnet angreb. I praksis indebærer princippet, at magtudøveren<br />
ikke alene skal vurdere, hvilke mulige forholdsregler man kan tage for at minimere<br />
tilfældige tab, men <strong>og</strong>så skal sammenligne forskellige metoder for at blive i stand til at<br />
vælge <strong>den</strong> mindst skadelige metode, som er forenelig med militær succes.<br />
Disse principper suppleres af Tillægsprotokol I, artikel 36, som har til formål at forhindre<br />
ibrugtagning af våben, der forvolder overflødig skade eller unødvendig lidelse,<br />
eller hvis anvendelse i øvrigt kan være i strid med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
1.6. Sædvaneret in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
Sædvaneretten kan som nævnt ovenfor udledes af staternes praksis som <strong>den</strong> kommer<br />
til udtryk i national lovgivning, domstolsafgørelser, militære manualer <strong>og</strong> officielle<br />
udtalelser. En regel anses som en del af sædvaneretten, når <strong>den</strong> afspejler en omfangsrig,<br />
repræsentativ <strong>og</strong> stort set entydig statspraksis (latin: usus), der accepteres af staterne<br />
som en retlig forpligtelse (latin: opinio juris).<br />
Si<strong>den</strong> vedtagelsen af Genève-konventionerne i 1949 har ver<strong>den</strong>ssamfundet været<br />
vidne til et utal af væbnede konflikter. Konventionerne har ydet en væsentlig beskyttelse<br />
til personer, som ikke deltager direkte i fjendtlighederne, herunder civile <strong>og</strong><br />
krigsfanger. På trods heraf har utallige krænkelser fundet sted, hvilket har resulteret<br />
i udbredt lidelse <strong>og</strong> død. Den generelle opfattelse er, at brud<strong>den</strong>e på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> ikke skyldes reglernes utilstrækkelighed, men snarere manglende vilje eller<br />
direkte modvilje mod at respektere dem ofte kombineret med utilstrækkelige midler<br />
26 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 48, jf. artikel 49(3). Princippet har desu<strong>den</strong> status som sædvaneret, jf.<br />
ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. l 1-13, s. 37-45.<br />
27 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 57 <strong>og</strong> 58.<br />
28 Princippet er nedfældet i Tillægsprotokol I, artikel 51(5)(b), 57(2)(a)<strong>og</strong> 57(2)(b). Princippet har desu<strong>den</strong><br />
status som sædvaneret, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie, ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005),<br />
Vol. I, regel nr. 14, s. 45-50.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 25<br />
til at håndhæve dem. Andre årsager til reglernes manglende overholdelse er uvi<strong>den</strong>hed<br />
om deres anvendelsesområde <strong>og</strong> manglende kendskab til dem blandt politiske ledere,<br />
militærchefer, kombattanter <strong>og</strong> <strong>den</strong> brede offentlighed. Denne erkendelse <strong>og</strong> ønsket<br />
om at fremme respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> førte til, at Den 26. Internationale<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 1995 gav ICRC mandat til at udarbejde en rapport om<br />
sædvaneretlige regler in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Knap ti år senere, i 2005,<br />
<strong>og</strong> efter omfattende forskning foreligger rapporten, <strong>og</strong>så kaldet sædvaneretsstudiet,<br />
Customary International Humanitarian Law. 0<br />
ICRC’s Sædvaneretsstudium i<strong>den</strong>tificerer 161 sædvaneretlige regler in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> om henholdsvis princippet om skelnen/sondring, beskyttede personer<br />
<strong>og</strong> genstande, krigsmetoder, våben, behandlingen af civile <strong>og</strong> ikke-kombattanter samt<br />
implementering af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Selv om der er sket store fremskridt i kodificeringen<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, så spiller sædvaneretten fortsat en afgørende rolle.<br />
Dette skyldes for det første, at sædvaneretten gælder for alle stater <strong>og</strong> stri<strong>den</strong>de parter,<br />
uanset om de har tiltrådt reglerne eller ej, mens traktaterne kun gælder for de stater,<br />
der har ratificeret dem. Mens Genève-konventionerne har universel tilslutning, gælder<br />
dette ikke alle øvrige konventioner in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> som f.eks. Tillægsprotokol<br />
I-II. Ifølge sædvaneretsstudiet tilhører en væsentlig del af de regler, som er<br />
indeholdt i disse protokoller, sædvaneretten. Det gælder f.eks. reglerne om krigsførelse,<br />
behandling af civile <strong>og</strong> sårede kombattanter. Disse regler vil derfor finde anvendelse for<br />
alle stater, uanset om de har tiltrådt de pågæl<strong>den</strong>de traktater eller ej.<br />
For det andet udgør sædvaneretten et vigtigt supplement til <strong>den</strong> beskyttelse, som<br />
civile i dag nyder efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s bestemmelser om ikke-internationale<br />
væbnede konflikter. Dette område er i konventionsmæssig henseende meget beske<strong>den</strong>t<br />
reguleret. Den righoldige sædvaneret supplerer hermed <strong>den</strong> relativt begrænsede<br />
regulering af disse konflikter med <strong>den</strong> virkning, at retsbeskyttelsen i princippet bliver<br />
betydeligt bedre, end det var forudsat i de skrevne regler.<br />
For det tredje kan sædvaneretten <strong>og</strong>så bidrage til fortolkningen af konventionerne,<br />
jf. princippet om at <strong>folkeret</strong>lige traktater skal fortolkes i god tro <strong>og</strong> under hensyntagen<br />
til alle relevante <strong>folkeret</strong>lige regler.<br />
Endelig har i<strong>den</strong>tifikationen af de sædvaneretlige regler betydning for de tilfælde,<br />
hvor en væbnet konflikt føres af en koalition, som tilfældet blandt andet var i Irakkrigen<br />
(2003) med Danmark som deltager i koalitionen. Når koalitionsstaterne som<br />
kollektiv ikke har de samme konventionsforpligtelser, fordi de ikke har ratificeret de<br />
samme konventioner, repræsenterer sædvaneretten de regler, som er fælles for alle<br />
29 Den 26. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Resolution 1, 3.-7. december 1995.<br />
30 Rapporten omfatter 3 bind på over 5.000 sider. Rapporten, som er udarbejdet på ICRC’s foranledning<br />
<strong>og</strong> under ICRC’s auspicier, er udtryk for en væsentlig forskningsindsats, som over tid kan få en normerende<br />
virkning, hvis staterne i praksis accepterer konklusionerne („regler“). ICRC’s Sædvaneretsstudie<br />
ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005).<br />
31 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 25-30 (om sanitetspersonel<br />
<strong>og</strong> religiøst personel <strong>og</strong> genstande), regel nr. 31-32 (om humanitært hjælpepersonel), regel<br />
nr. 33 (om personel <strong>og</strong> genstande involveret i en fredsbevarende mission), regel nr. 34 (om journalister),<br />
regel nr. 87-105 (om behandlingen af civile <strong>og</strong> personer der er hors de combat), regel nr. 118-128 (om<br />
frihedsberøvede personer), regel nr. 129-133 (om fordrevne personer) <strong>og</strong> regel nr. 134-138 (om andre<br />
personer der er tildelt særlig beskyttelse, herunder bl.a. kvinder, børn <strong>og</strong> ældre).<br />
32 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. x.
2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
koalitionsstaterne. Disse regler anses som minimumsstandarder, når der skal udarbejdes<br />
regler for det militære engagement, Rules of Engagement (se afsnit 10.4.1.),<br />
eller politikker. Hvis Danmark har en højere ratifikationsrate end de øvrige stater i<br />
koalitionen, vil en dansk soldat ikke alene være bundet af minimumsstandarderne,<br />
men af alle de konventioner, Danmark har ratificeret.<br />
1.7. Forholdet mellem <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong><br />
menneskerettighederne<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> menneskerettighederne udspringer begge af ønsket om<br />
at beskytte menneskets liv, integritet <strong>og</strong> værdighed. Mens <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
finder anvendelse under væbnede konflikter, gælder menneskerettighederne både i<br />
fredstid <strong>og</strong> – med visse begrænsninger – under væbnede konflikter.<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s regler er som nævnt møntet på at regulere de stri<strong>den</strong>de<br />
parters adfærd under væbnede konflikter <strong>og</strong> på at beskytte personer, som ikke deltager<br />
i fjendtlighederne. Til sammenligning tager de menneskeretlige regler ikke specifikt<br />
sigte mod at beskytte personer under væbnede konflikter, men de søger at beskytte alle<br />
borgere mod overgreb fra statsmagtens side, navnlig i fredstid. Menneskerettighederne<br />
<strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er således komplementære under væbnede konflikter.<br />
Der kan argumenteres for, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i visse situationer med væbnet<br />
konflikt har forrang (latin: lex specialis) i det omfang, det ikke udgør et brud med de<br />
menneskeretlige mindstekrav.<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s regler kan ikke fraviges under væbnede konflikter, idet de<br />
netop er møntet på at regulere sådanne konflikter. De kan således ikke suspenderes (der<strong>og</strong>ation),<br />
selv om en menneskerettighedskonvention tillader fravigelse fra en given rettighed.<br />
Dette er fastslået af Den Internationale Domstol (ICJ) senest i <strong>den</strong> vejle<strong>den</strong>de udtalelse om<br />
<strong>den</strong> <strong>folkeret</strong>lige status af opførelsen af en mur i de besatte palæstinensiske områder:<br />
„More generally, the Court considers that the protection offered by human rights conventions<br />
does not cease in case of armed conflict, save through the effect of provisions<br />
for der<strong>og</strong>ation of the kind to be found in Article 4 of the International Covenant on<br />
Civil and Political Rights….“.<br />
For så vidt angår forholdet mellem menneskerettighederne <strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
har Den Internationale Domstol fastslået, at der er tre mulige situationer:<br />
33 For en detaljeret gennemgang af menneskerettighederne henvises til Rehof <strong>og</strong> Trier (1990); Steiner &<br />
Alston (1996), Tomuschat (2003) <strong>og</strong> Clayton & Tomlinson (2005). Se <strong>og</strong>så David Kretzmers indlæg på<br />
Chatham House konferencen i 2005, jf. www.chathamhouse.org.uk/ pdf/research/il/ILParmedconflict.<br />
pdf<br />
34 For en nærmere beskrivelse af samspillet mellem <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> menneskeret se ICRC’s<br />
Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. 299-306<br />
35 ICJ, Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territories, Advisory<br />
opinion, ICJ Reports 2004 (9. juli 2004), afsnit 106. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts &<br />
Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. 299-300.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 2<br />
„…some rights may be exclusively matters of international humanitarian law; others<br />
may be exclusively matters of human rights law; yet others may be matters of both these<br />
branches of international law.“<br />
Som udgangspunkt gælder menneskerettighederne fuldt ud under væbnede konflikter.<br />
Visse menneskerettigheder kan d<strong>og</strong> lovligt fraviges af staterne under væbnede konflikter<br />
(der<strong>og</strong>ation). Dette gælder blandt andet retten til frihed <strong>og</strong> personlig sikkerhed,<br />
ytringsfrihe<strong>den</strong>, bevægelsesfrihe<strong>den</strong>, forsamlingsfrihe<strong>den</strong> <strong>og</strong> retten til privatliv.<br />
Betingelsen for at en sådan fravigelse kan finde sted er, at der foreligger en offentlig<br />
nødstilstand, som truer statens sikkerhed, såsom en væbnet konflikt. Der<strong>og</strong>ationen<br />
skal endvidere være absolut nødvendig, proportional <strong>og</strong> ikke-diskriminerende. Det er<br />
endvidere en betingelse for der<strong>og</strong>ationens lovlighed, at de forholdsregler, der træffes i<br />
medfør af der<strong>og</strong>ationen, ikke er uforenelige med statens øvrige <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser.<br />
Denne betingelse må antages at indebære, at der ikke lovligt vil kunne der<strong>og</strong>eres fra<br />
de menneskeretlige forpligtelser, såfremt der derved opstår strid med de humanitærretlige<br />
forpligtelser, som påhviler <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat. Endelig skal <strong>den</strong> stat, der<br />
fraviger menneskerettighederne, omgående underrette de øvrige stater om fravigelsen<br />
<strong>og</strong> begrundelsen herfor via FN’s generalsekretær, når der er tale om en FN-konvention.<br />
Kun hvis samtlige disse betingelser er opfyldt, kan en stat lovligt fravige menneskerettighederne<br />
under en væbnet konflikt.<br />
Der findes en kerne af menneskerettigheder, der under ingen omstændigheder kan<br />
fraviges, selv ikke i krigs- eller undtagelsestilstand. Til kredsen af sådanne ufravigelige<br />
menneskerettigheder hører retten til ikke vilkårligt at blive berøvet livet; forbudet mod<br />
tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;<br />
forbudet mod slaveri; forbudet mod straf med tilbagevirkende kraft; retten til retsevne;<br />
samt tanke-, samvittigheds- <strong>og</strong> religionsfrihe<strong>den</strong>.<br />
En gennemgang af de menneskeretlige regler <strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s regler<br />
under væbnede konflikter viser, at de to regelkomplekser i n<strong>og</strong>le tilfælde yder en stort<br />
set ensartet beskyttelse. Dette gælder f.eks. retten til human behandling, herunder<br />
forbudet mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling<br />
eller straf. 0 Denne grundsætning finder stort set ensly<strong>den</strong>de udtryk i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>s minimumsgaranti i Genève-konventionernes fællesartikel 3 <strong>og</strong> Tillægsprotokol<br />
36 ICJ, Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territories, Advisory<br />
opinion, ICJ Reports 2004, (9. juli 2004), afsnit 106.<br />
37 Jf. bl.a. FN’s Konvention om borgerlige <strong>og</strong> politiske rettigheder, artikel 4 <strong>og</strong> Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,<br />
artikel 15.<br />
38 Jf. Marco Sassòli, Use and Abuse of the Laws of War in the „War on Terrorism“, Law and Inequality, 22,<br />
2004, s. 195.<br />
39 FN’s Konvention mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller<br />
straf (1984) indeholder en definition af begrebet „tortur“ i artikel 1. ICTY har imidlertid fastslået, at <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s definition af tortur ikke indeholder de samme elementer som FN-konventionens<br />
definition. Efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er det ikke et krav, at torturen skal være påført af eller på<br />
opfordring fra eller med samtykke fra en myndighedsperson, jf. ICTY, Prosecutor v. Kunarac and<br />
Others, IT-96-23-T, dom af 22. februar 2001, afsnit 483-96.<br />
40 Humanitær <strong>folkeret</strong>: Genève-konventionerne, fællesartikel 3, <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 75(1)-(2).<br />
Menneskeret: FN’s Konvention om borgerlige <strong>og</strong> politiske rettigheder, artikel 7 <strong>og</strong> 10; Den Europæiske<br />
Menneskerettighedskonvention, artikel 3 <strong>og</strong> FN’s Konvention mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig<br />
eller nedværdigende behandling eller straf, artikel 2 <strong>og</strong> 16.
2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
I samt i <strong>den</strong> internationale menneskerettighedsbeskyttelse, herunder i FN’s internationale<br />
Konvention om civile <strong>og</strong> politiske rettigheder <strong>og</strong> FN’s Konvention mod tortur<br />
<strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (FN’s<br />
Torturkonvention).<br />
I andre tilfælde yder de to regelkomplekser en forskelligartet beskyttelse. Da <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> under væbnede konflikter ofte vil antage karakter af lex specialis,<br />
vil <strong>den</strong> i disse tilfælde ofte finde anvendelse frem for menneskerettighedsbeskyttelsen.<br />
I Nuclear Weapon-sagen blev det f.eks. slået fast, at under en væbnet konflikt må<br />
spørgsmålet om, hvori „vilkårlig berøvelse af livet“ består, afgøres af lex specialis,<br />
som i dette tilfælde er <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, der netop er møntet på at regulere<br />
krigsførelsen. Dette gælder muligvis <strong>og</strong>så adgangen til at frihedsberøve fjendtlige<br />
kombattanter, der er mere vidtgående efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, idet <strong>den</strong> tillader,<br />
at kombattanter tages til fange <strong>og</strong> holdes interneret indtil <strong>den</strong> væbnede konflikts afslutning,<br />
mens fredelige civile under væbnede konflikter kun undtagelsesvis interneres<br />
af særlige sikkerhedsmæssige årsager <strong>og</strong> snarest skal løslades. I andre situationer kan<br />
man imidlertid forestille sig, at menneskerettighederne vil kunne supplere beskyttelsen<br />
i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Menneskerettighedskonventioner<br />
De væsentligste FN-menneskerettighedskonventioner er (i kronol<strong>og</strong>isk rækkefølge):<br />
• Konvention om forebyggelse <strong>og</strong> straf for folkedrab (1948)<br />
• Konvention om flygtninges retsstilling (1951)<br />
• Konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (1965)<br />
• Konvention om borgerlige <strong>og</strong> politiske rettigheder (1966)<br />
• Konvention om økonomiske, sociale <strong>og</strong> kulturelle rettigheder (1966)<br />
• Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder<br />
(1979)<br />
• Konvention mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller<br />
nedværdigende behandling eller straf (1984)<br />
• Konvention om barnets rettigheder (1989)<br />
• Specialkonventioner, såsom ILO-konventionerne<br />
Hertil kommer en række regionale menneskerettighedskonventioner:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)<br />
Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention (1969)<br />
Det Afrikanske Menneskerettighedscharter (1981)<br />
41 ICJ, Legality of the Use by a State of Nuclear Weapons in Armed Conflict, Advisory opinion, ICJ Reports<br />
1996, (8. juli 1996), afsnit 25; ICJ, Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied<br />
Palestinian Territories, Advisory opinion, ICJ Reports 1996, (9. juli 2004), afsnit 105.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 2<br />
1.8. Udviklingsten<strong>den</strong>ser<br />
Si<strong>den</strong> afslutningen på <strong>den</strong> kolde krig har en række markante udviklingsten<strong>den</strong>ser gjort<br />
sig gæl<strong>den</strong>de i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Her skal blot nævnes n<strong>og</strong>le få ten<strong>den</strong>ser.<br />
Årene umiddelbart efter afslutningen på <strong>den</strong> kolde krig var kendetegnet ved en høj<br />
grad af optimisme, vedrørende ver<strong>den</strong>ssamfundets indtræ<strong>den</strong> i en ny æra af fred <strong>og</strong> stabilitet.<br />
Udviklingen si<strong>den</strong> 1989 har imidlertid vist, at <strong>den</strong> kolde krigs afslutning ikke har<br />
medført en øget grad af fred <strong>og</strong> stabilitet. Tværtimod har ver<strong>den</strong>ssamfundet de seneste<br />
femten år været vidne til en stigning i antallet <strong>og</strong> omfanget af internationale <strong>og</strong> navnlig<br />
interne konflikter. Disse konflikter har hovedsageligt fundet sted i udviklingslan<strong>den</strong>e<br />
<strong>og</strong> i lande, som gennemgår en forandring fra én regime-type til en an<strong>den</strong>, eksempelvis<br />
forsøg på overgang fra diktatur til demokrati, <strong>og</strong> de har haft alvorlige menneskelige,<br />
økonomiske <strong>og</strong> politiske omkostninger både lokalt <strong>og</strong> internationalt.<br />
En an<strong>den</strong> markant udviklingsten<strong>den</strong>s er væksten af konfliktformer, kendetegnet ved<br />
en højere grad af involvering af ikke-statslige aktører („anarkistiske konflikter“) <strong>og</strong> en<br />
mere direkte berøring af civilbefolkningen (eksempelvis „etnisk udrensning“):<br />
•<br />
•<br />
Svækkelsen eller sammenbruddet af statsstrukturer har medført udbredelsen af<br />
lovløse områder u<strong>den</strong> for centralregeringens rækkevidde. Sådanne områder,<br />
blandt andet n<strong>og</strong>le af de tidligere sovjetiske republikker, er blevet skueplads for<br />
anarkistiske konflikter, hvor ikke-statslige væbnede grupper har udnyttet det<br />
politiske tomrum til at erobre magten.<br />
En an<strong>den</strong> konfliktform, der har været fremherskende si<strong>den</strong> starten af 1990’erne,<br />
er etnisk udrensning, der består i tvangsforflyttelse, der kan udvikle sig til<br />
udryddelse af befolkningsgrupper (folkedrab). Ved hjælp af propaganda, vold <strong>og</strong><br />
had søger <strong>den</strong>ne konfliktform at etablere en særlig i<strong>den</strong>titet <strong>og</strong> underminere <strong>den</strong><br />
eksisterende nationale i<strong>den</strong>titet, hvorved fredelig sameksistens de etniske grupper<br />
imellem udelukkes. Eksempler herpå er konflikterne i det Eksjugoslavien,<br />
Rwanda <strong>og</strong> Sri Lanka.<br />
En tredje udviklingsten<strong>den</strong>s er <strong>den</strong> stadigt mere avancerede krigsførelse, hvor der gøres<br />
brug af højteknol<strong>og</strong>iske <strong>og</strong> sofistikerede våben <strong>og</strong> metoder, der blandt andet muliggør<br />
præcisionsbombardementer. Hertil kommer en forventning om, at stadigt flere stater<br />
<strong>og</strong> ikke-statslige aktører får rådighed over avancerede våben <strong>og</strong> andre krigsmidler.<br />
En fjerde udviklingsten<strong>den</strong>s, der er forbundet med flere af de foregående ten<strong>den</strong>ser,<br />
er fremkomsten af trusler fra international terrorisme. Terrortruslen er blevet<br />
mere nærværende <strong>og</strong> overhængende <strong>og</strong>så i <strong>den</strong> vestlige del af ver<strong>den</strong> i de forløbne<br />
fem år, hvilket navnlig skyldes to forhold. For det første er der opstået transnationale<br />
terrornetværk såsom Al-Qaeda, der har global rækkevidde <strong>og</strong> sofistikeret kapacitet.<br />
42 Luke A. Patey, Conflicting motivations, The private sector and international conflict. An annotated<br />
bibli<strong>og</strong>raphy, DIIS Working Paper 2004.<br />
43 Mark Duffield (2001).<br />
44 ICRC, International humanitarian law – Answers to your questions, 2002.<br />
45 Se nærmere om <strong>den</strong> nye terrorisme mv.: Dansk Institut for Internationale Studier, Nye trusler <strong>og</strong> militær<br />
magtanvendelse juni 2005, s. 22-26.
30 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Terrortruslens realitet er blevet bekræftet af Al-Qaedas terroraktioner i over ti lande<br />
de forløbne fem år. For det andet foreligger der en aktuel risiko for, at terrorgrupperne<br />
vil kunne sprede omfattende død <strong>og</strong> ødelæggelse, hvis de får adgang til biol<strong>og</strong>iske eller<br />
kemiske våben eller i værste fald atomvåben.<br />
Truslen fra terrorisme er af visse stater søgt imødegået ved indførelsen af ny lovgivning<br />
<strong>og</strong> praksis, herunder øget politimæssig overvågning, indførelse af skærpede<br />
forhørsmetoder, internering af terror-mistænkte personer på ubestemt tid <strong>og</strong> tilbagelevering<br />
af asylsøgere til deres hjemlande.<br />
Disse udviklingsten<strong>den</strong>ser har på forskellig vis mindsket staternes vilje til at overholde<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Hertil kommer, at <strong>den</strong> kontekst, hvori <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> skal implementeres, på visse områder er blevet mindre gunstig. Dette skyldes<br />
navnlig tre forhold. For det første har et stigende antal væbnede grupper ikke til hensigt<br />
at overholde <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s regler. Dernæst spiller forventningen om de<br />
stri<strong>den</strong>de parters gensidighed i overholdelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> ikke længere<br />
en væsentlig disciplinerende rolle , herunder blandt andet som følge af væksten i<br />
såkaldt „asymmetrisk krigsførelse“. For det tredje har n<strong>og</strong>le statslige aktører svært ved<br />
at sikre <strong>den</strong> krævede balance mellem legitime sikkerhedshensyn <strong>og</strong> forpligtelsen til at<br />
respektere menneskerettighederne.<br />
På <strong>den</strong> an<strong>den</strong> side er der <strong>og</strong>så væsentlige positive faktorer. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
er blevet synliggjort <strong>og</strong> har påkaldt sig stor opmærksomhed det seneste årti. For<br />
det andet har der været en væsentlig udvikling i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, især ved<br />
etableringen af internationale tribunaler. Den reelle mulighed for faktisk straffrihed for<br />
krigsforbrydere er blevet indsnævret med etableringen af de to ad hoc-krigstribunaler<br />
for henholdsvis Eksjugoslavien <strong>og</strong> Rwanda, <strong>og</strong> med oprettelsen af Den Internationale<br />
Straffedomstol, ICC.<br />
Som følge af de nye udviklingsten<strong>den</strong>ser <strong>og</strong> udfordringer for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
har Harvard Universitetets Pr<strong>og</strong>ram for Humanitær Politik <strong>og</strong> Konfliktforskning <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong> schweiziske regering afholdt en række ekspertmøder i 2002-04 (Harvard-processen),<br />
der netop havde til hensigt at vurdere betydningen af samti<strong>den</strong>s udfordringer for<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Et væsentligt spørgsmål er i <strong>den</strong> sammenhæng, hvorvidt <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> fortsat er tidssvarende eller om <strong>den</strong> skal moderniseres i lyset af<br />
de nye ten<strong>den</strong>ser <strong>og</strong> trusler. Dette spørgsmål debatteres indgående i det internationale<br />
samfund i disse år. Den danske regering har deltaget i Harvard-processen <strong>og</strong> ventes<br />
<strong>og</strong>så at deltage i de fremtidige møder, Danmark bliver inviteret til.<br />
ICRC har gentagne gange fastslået, at det eksisterende retsgrundlag er tilstrækkeligt<br />
til at imødegå de nye udfordringer, som moderne konflikter giver anledning til:<br />
46 FN, A more secure world: Our shared responsibility, Report of the High-level Panel on Threats, Challenges<br />
and Change, (A/59/565), december 2004, s. 47-48.<br />
47 Hans-Peter Gasser, Acts of terror,“terrorism“ and international humanitarian law, IRRC, Vol. 84, No.<br />
847, September 2002, s. 565-66.<br />
48 ICRC, Keynote address by Dr. Jakob Kellenberger, Presi<strong>den</strong>t of the International Committee of the Red<br />
Cross, XXVIIIth Round Table on Current Problems of International Humanitarian Law. San Remo, 2.<br />
september, 2004.<br />
49 Jf. besvarelse fra U<strong>den</strong>rigsministeriet af 22. juni 2005 på skrivelse fra Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> af 28. april<br />
2005.
1. Indledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 31<br />
„International humanitarian law, in its current form is, on the whole adequate as a legal basis<br />
for responding to the challenge of contemporary international armed conflicts.“ 0<br />
„The moral and legal challenge presently facing the international community is to find<br />
ways of dealing with new forms of violence while preserving existing standards of protection<br />
provided by international law, including international humanitarian law.“<br />
50 The relevance of international humanitarian law in contemporary armed conflicts, Committee of legal<br />
advisers on public international law (CADHI), 28th meeting Lausanne, 13-14 September 2004 – Intervention<br />
by Dr. Jakob Kellenberger, Presi<strong>den</strong>t of the ICRC se: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.<br />
nsf/iwpList575/61303D20135345C4C1256F42005AEFC4 samt ICRC, International humanitarian<br />
law and the challenge of contemporary armed conflicts, 2004, s. 5: „…the existing legal framework<br />
is on the whole adequate to deal with present day international armed conflict“, se http://www.icrc.<br />
org/Web/eng/siteeng0.nsf/htmlall/5XRDCC/$File/IHLcontemp_armedconflicts_FINAL_ANG.pdf.<br />
51 ICRC, The relevance of international humanitarian law in contemporary armed conflict, Committee<br />
of legal advisors on public international law (CADHI), 28th meeting Lausanne, 13-14 September<br />
2004 – Intervention by Dr. Jakob Kellenberg, Presi<strong>den</strong>t of the ICRC, 14. september 2004.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
Kapitel 2 indeholder en gennemgang af de væsentligste krav om opfyldelse af traktatforpligtelser<br />
under <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> belyser de danske tiltag for at opfylde<br />
disse. Efter en kort indledning (afsnit 2.1) gennemgås <strong>folkeret</strong>tens krav om traktatopfyldelse<br />
(afsnit 2.2.) efterfulgt af en vurdering af, i hvilket omfang Danmark har formået<br />
at efterleve disse krav (afsnit 2.3). Herefter følger et afsnit om Danmarks opfyldelse af<br />
sine <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser under Genève-konventionerne (afsnit 2.4) <strong>og</strong> en gennemgang<br />
af de henstillinger, som er vedtaget af Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference<br />
(afsnit 2.5) <strong>og</strong> de løfter (pledges), Danmark <strong>og</strong> Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har afgivet i <strong>den</strong>ne<br />
forbindelse (afsnit 2.6). Kapitlet afsluttes med eksempler på, hvorledes Danmark har<br />
opfyldt andre traktater end Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne under <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> (afsnit 2.7).<br />
2.1. Indledning<br />
Når <strong>folkeret</strong>ten efterleves i langt de fleste tilfælde, er det ofte, fordi staterne har en<br />
interesse heri. Interessen er især baseret på de fordele, som staternes gensidige forpligtelser<br />
medfører. Samme hovedsynspunkt gælder for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. For<br />
at sikre <strong>den</strong> bedst mulige regulering bør <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> allerede i fredstid<br />
søges gennemført fuldt ud i de nationale retssystemer.<br />
2.2. Folkerettens krav om loyal opfyldelse af<br />
traktatforpligtelser<br />
Folkerettens krav om loyal opfyldelse af <strong>folkeret</strong>lige aftaler er en sædvaneretlig regel,<br />
som er nedskrevet (kodificeret) i artikel 26 i Wiener-konventionen om traktatretten:<br />
„Enhver ikraftværende traktat er bin<strong>den</strong>de for <strong>den</strong>s deltagere <strong>og</strong> skal opfyldes af dem<br />
i god tro.“<br />
Folkerettens krav om loyal opfyldelse genfindes <strong>og</strong> udbygges i artikel 80 i Tillægsprotokol<br />
I til Genève-konventionerne, hvorefter:<br />
„1. De Høje Kontraherende Parter <strong>og</strong> de stri<strong>den</strong>de Parter skal ufortøvet træffe alle nødvendige<br />
foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af deres forpligtelser ifølge<br />
Konventionerne <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne Protokol.
34 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
2. De Høje Kontraherende Parter <strong>og</strong> de stri<strong>den</strong>de Parter skal udstede ordrer <strong>og</strong> instruktioner<br />
for at sikre overholdelsen af Konventionerne <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne protokol.“<br />
Folkeretten opstiller ikke specifikke krav til, hvordan <strong>den</strong>ne opfyldelse skal finde sted<br />
nationalt, så længe resultatet af traktatforpligtelsen (indholdet af <strong>den</strong> internationale<br />
forpligtelse) præsteres. Den enkelte stat afgør som udgangspunkt selv, hvordan de<br />
internationale regler gennemføres i det nationale retssystem, dvs. må<strong>den</strong> hvorpå de<br />
internationale forpligtelser opfyldes. Den enkelte traktat kan d<strong>og</strong> indeholde bestemte<br />
krav til opfyldelsesmeto<strong>den</strong>, <strong>og</strong>/eller et internationalt kontrolorgan – som f.eks. Den<br />
Europæiske Menneskerettighedsdomstol – kan være beføjet til i konkrete sager at tage<br />
stilling til, om forpligtelserne er opfyldt.<br />
Hvilke skridt, der bør tages med henblik på opfyldelse, afhænger af karakteren af<br />
<strong>den</strong> enkelte forpligtelse. Så længe staten opfylder <strong>den</strong> traktatretlige forpligtelse, <strong>og</strong> der<br />
ikke stilles bestemte krav til opfyldelsesmeto<strong>den</strong> i traktaten selv, har staten valgfrihed<br />
med hensyn til opfyldelsesmetode.<br />
Den måde, hvorpå <strong>den</strong> enkelte stat opfylder <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser, er derfor som<br />
udgangspunkt i praksis ofte et internt anliggende <strong>og</strong> afhænger i sidste ende af statens<br />
forfatningsret. Staternes valgfrihed med hensyn til opfyldelse af <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser<br />
har medført, at staterne gennemfører deres <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser på forskellig vis<br />
i national lovgivning. Det kan derfor være vanskeligt med sikkerhed at vurdere, om<br />
en stat vil kunne præstere traktatopfyldelse under alle omstændigheder. Fraværet af<br />
internationale kontrolorganer vil yderligere vanskeliggøre <strong>den</strong>ne vurdering.<br />
N<strong>og</strong>le stater har sikret en særlig opfyldelse af deres traktatforpligtelser, idet indgåede<br />
traktater automatisk bliver en del af national ret. Det betegnes automatisk eller semiautomatisk<br />
inkorporation, <strong>og</strong> det betyder, at traktatens bestemmelser er umiddelbart<br />
anvendelige i det nationale retssystem i det omfang, reglerne er egnede til at blive<br />
anvendt af retshåndhævende organer, herunder om de skaber rettigheder <strong>og</strong> muligvis<br />
pligter for borgerne. Således fremgår det eksempelvis af artikel 65 <strong>og</strong> 67 i Hollands<br />
forfatning, at traktater, der „efter deres indhold u<strong>den</strong> videre [er] bin<strong>den</strong>de for enhver“,<br />
skal anvendes som om, de var en del af national hollandsk ret.<br />
Andre stater har ikke <strong>den</strong>ne automatik for så vidt angår traktatret. Danmark hører<br />
i lighed med de øvrige nordiske lande <strong>og</strong> Storbritannien til <strong>den</strong>ne kategori. Det vil<br />
derfor i forbindelse med traktaters indgåelse ofte være nødvendigt at foretage særlige<br />
opfyldelsesskridt <strong>og</strong> i øvrigt sikre, at <strong>den</strong> nationale retstilstand til stadighed er i overensstemmelse<br />
med statens traktatforpligtelser. Konstateringen af et eventuelt behov for<br />
særlige gennemførelsesskridt er imidlertid i praksis overladt til <strong>den</strong> udøvende magt <strong>og</strong><br />
kontrolleres sjæl<strong>den</strong>t af lovgiver <strong>og</strong> stort set aldrig af domstolene.<br />
De forskellige former for opfyldelse af traktatforpligtelser, som anvendes i dansk<br />
ret, vil blive gennemgået i afsnit 2.3.<br />
Den mest effektive gennemførelsesform er at sætte de anvendelige <strong>folkeret</strong>lige regler<br />
i kraft i national ret ved inkorporering. Inkorporering indebærer, at der i en lov henvises<br />
til traktaten, som erklæres at være en del af gæl<strong>den</strong>de ret. Inkorporering giver dermed<br />
52 For Storbritannien gælder d<strong>og</strong>, at <strong>den</strong> <strong>folkeret</strong>lige sædvaneret automatisk bliver en del af det nationale<br />
retssystem, hvorimod traktater skal gennemføres for at få virkning i national ret.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 35<br />
et klarere retsgrundlag <strong>og</strong> en øget opmærksomhed på <strong>og</strong> større bevidsthed om konventionerne.<br />
Hertil kommer <strong>den</strong> væsentlige signalværdi som ligger i inkorporeringen.<br />
Adskillige gange har internationale overvågningskomitéer opfordret Danmark til at<br />
inkorporere en konkret konvention – som f.eks. FN’s Torturkonvention – i stedet for<br />
at bruge andre <strong>og</strong> mindre effektive opfyldelsesmetoder.<br />
2.3. Gennemførelse af internationale forpligtelser<br />
i dansk ret<br />
Det danske udgangspunkt er, at <strong>den</strong> <strong>folkeret</strong>lige regel skal sættes i kraft i det nationale<br />
system, før reglen kan anvendes i <strong>den</strong> nationale retsor<strong>den</strong>. I medfør af Grundlovens<br />
§ 19, stk. 1, har regeringen kompetencen til at indgå traktater på Danmarks vegne.<br />
Indgåelsen af en traktat vil d<strong>og</strong> som oftest kræve Folketingets samtykke, før indgåede<br />
forpligtelser træder i kraft, hvilket følger af bestemmelsens ordlyd:<br />
„Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. U<strong>den</strong> Folketingets samtykke<br />
kan han d<strong>og</strong> ikke foretage n<strong>og</strong>en handling der forøger eller indskrænker rigets<br />
område, eller indgå n<strong>og</strong>en forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er<br />
nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning…“<br />
Når Folketingets samtykke er indhentet, kan regeringen meddele <strong>den</strong> såkaldte depositar,<br />
at Danmark har ratificeret. For Genève-konventionerne er depositaren Schweiz,<br />
som har ansvaret for at orientere andre deltagerstater om ratifikationen I forbindelse<br />
med Folketingets samtykke vurderer regeringen, om dansk ret allerede er i overensstemmelse<br />
med traktatens bestemmelser. Hvis der således konstateres normharmoni<br />
mellem dansk ret <strong>og</strong> traktatens bestemmelser, vil regeringen ikke tage særlige skridt<br />
til opfyldelse af traktatforpligtelserne bortset fra selve ratifikationen, som <strong>den</strong> enkelte<br />
ressortminister forudgående indhenter Folketingets samtykke til.<br />
Hvis regeringen vurderer, at traktatens regler forudsætter ny eller ændret dansk<br />
lovgivning for, at det krævede traktatresultat kan præsteres i dansk ret, skal sådan<br />
lovgivning besluttes i Folketinget, før ratifikation kan finde sted.<br />
Ifølge dansk forfatningsret <strong>og</strong> -praksis kan traktater opfyldes på følgende tre måder: 1.<br />
konstatering af normharmoni, 2. omskrivning i/til dansk ret eller 3. inkorporering.<br />
Ad 1) Konstatering af normharmoni.<br />
Når <strong>den</strong> danske stat tilslutter sig en traktat, vurderer regeringen, hvorvidt der er<br />
normharmoni mellem traktatens materielle regler <strong>og</strong> <strong>den</strong> gæl<strong>den</strong>de retstilstand. Leder<br />
<strong>den</strong>ne fortolkning frem til en konstatering af normharmoni, foretages ikke yderligere.<br />
53 Betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret, kap 7,<br />
s. 128-163. I forbindelse med betænkningsarbejdet opfordrede Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> udvalget til at drøfte<br />
inkorporering af Genève-konventionerne af 1949 med tilhørende protokoller.<br />
54 Espersen, Harhoff <strong>og</strong> Spiermann, Folkeret (2003), s. 122.<br />
55 Espersen, Harhoff <strong>og</strong> Spiermann (2003), s. 108-35. Betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af<br />
menneskerettighedskonventioner i dansk ret, s. 24-30.
3 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Et eksempel herpå er Danmarks ratifikation af FN’s Konvention om barnets rettigheder<br />
i 1991, hvor regeringen fandt, at ratifikation ikke nødvendiggjorde en ændring af<br />
dansk lovgivning.<br />
Ad 2) Omskrivning.<br />
Såfremt det vurderes, at <strong>den</strong> nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med<br />
traktaten, kan gæl<strong>den</strong>de nationale regler ændres med henblik på at sikre en opfyldelse<br />
af forpligtelserne i henhold til traktaten. En ændring kan finde sted ved at ophæve<br />
<strong>den</strong> bestemmelse, der står i kontrast til <strong>den</strong> <strong>folkeret</strong>lige forpligtelse, ved at ændre <strong>den</strong><br />
gæl<strong>den</strong>de bestemmelse eller ved at vedtage en helt ny bestemmelse. Som et eksempel<br />
på omskrivning kan nævnes gennemførelsen af FN’s Konvention om afskaffelse af alle<br />
former for racediskrimination (1965). Konventionen blev i Danmark opfyldt ved ændring<br />
af lovgivning med indføjelse af racismeparagraffen i straffelovens § 266b.<br />
Ad 3) Inkorporering.<br />
Ved inkorporering bliver hele eller dele af traktaten til dansk ret ved i en lov at bestemme<br />
dette <strong>og</strong> henvise til traktaten, som erklæres at være en del af gæl<strong>den</strong>de ret. Valget af<br />
inkorporering skyldes ofte et ønske om at styrke traktaten i dansk ret. Ved inkorporering<br />
understreges det, at domstolene ikke kun skal anvende danske fortolkningsprincipper,<br />
men <strong>og</strong>så <strong>folkeret</strong>lige principper, <strong>og</strong> de skal endvidere inddrage international retspraksis<br />
i deres afgørelser. Som et eksempel på inkorporering ved lov kan nævnes loven om<br />
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1992.<br />
Når danske myndigheder tilslutter sig en traktat, er de ligeledes forpligtet til løbende<br />
at opfylde traktatforpligtelserne <strong>og</strong> må således ikke senere lovgive eller på an<strong>den</strong> måde<br />
handle i strid med traktaten. I <strong>den</strong> løbende opfyldelse søger myndighederne at skabe<br />
normharmoni mellem traktatforpligtelser <strong>og</strong> dansk ret ved anvendelsen af forskellige<br />
principper, hvorved de <strong>folkeret</strong>lige regler tillægges vægt i forhold til de danske retsregler.<br />
Disse principper har fundet udtryk i de såkaldte fortolknings-, formodnings- <strong>og</strong><br />
instruktionsregler, der kan beskrives således:<br />
•<br />
•<br />
Fortolkningsreglen medfører, at en tvetydig dansk retsregel så vidt muligt fortolkes<br />
i overensstemmelse med internationale forpligtelser. Hvor der således er flere<br />
fortolkningsmuligheder, skal administrative myndigheder <strong>og</strong> domstole vælge <strong>den</strong><br />
<strong>folkeret</strong>skonforme fortolkning.<br />
Formodningsreglen er princippet om, at administrative myndigheder <strong>og</strong><br />
domstole kan formode, at danske retsregler, der synes at stride mod <strong>folkeret</strong>lige<br />
forpligtelser, ikke intenderer et <strong>folkeret</strong>sbrud. Den nationale regel skal<br />
derfor anvendes med sådanne forbehold eller tilføjelser, at <strong>den</strong> bringes i<br />
overensstemmelse med <strong>folkeret</strong>ten. Folketinget formodes med andre ord ikke at<br />
lovgive i strid med <strong>folkeret</strong>ten.<br />
56 Lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.<br />
57 Espersen, Harhoff <strong>og</strong> Spiermann (2003), s. 100-06. Betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af<br />
menneskerettighedskonventioner i dansk ret, s. 26-27.<br />
58 Lars Adam Rehof <strong>og</strong> Tyge Trier (1990), s. 85.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 3<br />
•<br />
Instruktionsreglen indebærer, at administrative myndigheder er bundet af<br />
statens <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser, når de træffer afgørelser af skønsmæssig<br />
karakter. De retsanven<strong>den</strong>de myndigheder er dermed forpligtede til at handle i<br />
overensstemmelse med Danmarks <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser i det omfang, det er<br />
muligt in<strong>den</strong> for gæl<strong>den</strong>de ret.<br />
Ovennævnte principper kan imidlertid ikke anvendes, såfremt en utvetydig dansk retsregel<br />
er i klar modstrid med <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser, <strong>og</strong> et <strong>folkeret</strong>sbrud er udtrykkeligt<br />
intenderet, da der hermed er gjort endeligt op med de <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser i <strong>den</strong><br />
lovforbere<strong>den</strong>de proces. En ikke-gennemført <strong>folkeret</strong>lig regel kan heller ikke erstatte<br />
en manglende hjemmel i det nationale retssystem i det tilfælde, hvor en sådan hjemmel<br />
kræves som grundlag for danske myndigheders virksomhed.<br />
I Danmark er <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> med enkelte undtagelser søgt gennemført<br />
gennem konstatering af normharmoni mellem <strong>den</strong> eksisterende danske retstilstand<br />
<strong>og</strong> de internationale forpligtelser. En undtagelse hertil er loven om Den Internationale<br />
Straffedomstol, ICC, der omtales under afsnit 2.7.<br />
2.4. Opfyldelse af <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser under Genèvekonventionerne<br />
<strong>og</strong> tillægsprotokollerne<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder mange detaljerede regler, der alle har til formål<br />
at begrænse de negative konsekvenser af væbnede konflikter. Alle de deltagende stater<br />
har en klar forpligtelse til <strong>og</strong> som udgangspunkt selv en interesse i at sikre, at <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> overholdes. De tiltag, der er nødvendige for at sikre en effektiv<br />
efterlevelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, involverer regeringen, relevante ministerier,<br />
Folketinget, domstolene, de væbnede styrker samt andre statsorganer. Derudover er<br />
de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber forpligtet til at arbejde for at sikre respekten for <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Andre frivillige organisationer som Human Rights Watch <strong>og</strong><br />
Amnesty International arbejder <strong>og</strong>så med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Da Danmark ratificerede Genève-konventionerne i 1951 <strong>og</strong> tillægsprotokollerne i<br />
1982, påt<strong>og</strong> <strong>den</strong> danske stat sig en række forpligtelser, hvoraf de vigtigste søges belyst<br />
i det efterfølgende.<br />
Danmark har blandt andet forpligtet sig til at sikre, at grove overtrædelser af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 0 kriminaliseres i national ret, <strong>og</strong> at nationale domstole retsforfølger<br />
disse, jf. kapitel 7. Desu<strong>den</strong> har Danmark forpligtet sig til, at der gennemføres<br />
forebyggende tiltag såsom undervisning <strong>og</strong> generel udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong><br />
59 Jf. bl.a. artikel 3 i Statutterne for Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-bevægelse.<br />
60 „Grove overtrædelser“ dækker som omtalt i kapitel 1 over en række nærmere specificerede forbrydelser<br />
begået i forbindelse med væbnet konflikt. Disse omfatter bl.a. forsætligt drab, tortur eller umenneskelig<br />
behandling, forsætlig at påføre lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, omfattende ødelæggelser<br />
<strong>og</strong> tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af militær nødvendighed, <strong>og</strong> som udføres på<br />
ulovlig <strong>og</strong> vilkårlig måde. For en komplet liste se Genève-konvention I, artikel 50, Genève-konvention<br />
II, artikel 51, Genève-konvention III, artikel 130 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 147.
3 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> blandt militært personel <strong>og</strong> i civilbefolkningen, jf. kapitel 9.<br />
Genève-konventionernes <strong>og</strong> Tillægsprotokol I’s mekanismer såsom undersøgelsesprocedurer,<br />
Den Internationale Undersøgelseskommission samt de deltagende staters<br />
interne samarbejde <strong>og</strong> samarbejdet med FN har til formål at fremme staternes opfyldelse<br />
af deres <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser til kriminalisering, retsforfølgning <strong>og</strong> forebyggelse af<br />
grove overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Effektive straffesanktioner<br />
Pligten til på effektiv vis at kriminalisere grove overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
samt at eftersøge <strong>og</strong> retsforfølge personer sigtet for sådanne overtrædelser fremgår<br />
blandt andet af Genève-konvention I, artikel 49:<br />
„De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til at gennemføre alle love, der er nødvendige<br />
for at skabe effektive straffesanktioner over for personer, som begår eller beordrer<br />
iværksættelsen af n<strong>og</strong>en af de i følgende artikel beskrevne grove overtrædelser af nærværende<br />
konvention.<br />
Enhver af De Høje Kontraherende Parter har pligt til at eftersøge personer, der er<br />
sigtet for at have begået eller for at have beordret iværksættelsen af sådanne grove overtrædelser,<br />
<strong>og</strong> skal u<strong>den</strong> hensyn til sådanne personers statsborgerforhold stille dem for<br />
egne domstole. Den kan <strong>og</strong>så i overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning<br />
beslutte at overgive sådanne personer til en an<strong>den</strong> interesseret part til retsforfølgning,<br />
under forudsætning af, at <strong>den</strong>ne part har tilvejebragt et tilstrækkeligt bevismateriale.“<br />
Formålet med at kunne stille en krigsforbryder m.fl. for en national domstol i en stat,<br />
hvor overtrædelsen ikke er begået, er at give international ret gennemslagskraft <strong>og</strong> at<br />
forhindre straffrihed for grove overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Det er i <strong>den</strong>ne<br />
henseende afgørende, at det retligt er muligt at straffe personen i alle stater, hvilket<br />
vil sige, at samtlige stater har etableret jurisdiktion <strong>og</strong> straffehjemmel. Såfremt blot<br />
én stat ikke har gjort dette, kan krigsforbrydere finde fristed i <strong>den</strong>ne stat <strong>og</strong> dermed<br />
reelt opnå straffrihed. Det samme er selvfølgelig tilfældet, hvis staten ikke benytter sin<br />
faktiske adgang til at indlede strafforfølgning. Der sondres således mellem retlig <strong>og</strong><br />
faktisk straffrihed.<br />
I Danmark er det, når det er en dansk militærperson, der er mistænkt for at have<br />
overtrådt <strong>den</strong> militære straffelov, Forsvarets Auditørkorps, der foretager efterforskningen.<br />
Auditørkorpset er herudover en selvstændig militær anklagemyndighed. I en<br />
militær straffesag vil Auditørkorpset således forestå efterforskningen <strong>og</strong> på baggrund<br />
heraf afgøre, hvorvidt der er grundlag for at rejse tiltale. Vurderes der at være grundlag<br />
herfor, rejses der tiltale mod mistænkte ved de almindelige danske domstole.<br />
61 Genève-konvention I, artikel 47, Genève-konvention II, artikel 48, Genève-konvention III, artikel<br />
127, Genève-konvention IV, artikel 144, Tillægsprotokol I, artikel 83 <strong>og</strong> Tillægsprotokol II, artikel 19<br />
(forpligtelsen fremstår ikke så eksplicit her som i de forannævnte konventioner).<br />
62 Pligten fremgår ligeledes af Genève-konvention II, artikel 50, Genève-konvention III, artikel 129 samt<br />
Genève-konvention IV, artikel 146.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 3<br />
Drejer det sig derimod om en u<strong>den</strong>landsk formodet krigsforbryder, vil anklagemyndighe<strong>den</strong><br />
efter 1. juni 2002 henhøre under Statsadvokaten for Særlige Internationale<br />
Straffesager.<br />
Om retsforfølgning ved internationale domstole <strong>og</strong> danske domstole henvises i<br />
øvrigt til kapitel 7.<br />
Undersøgelsesprocedurer<br />
En mere effektiv håndhævelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> kan sikres ved at iværksætte<br />
undersøgelser af påståede krænkelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> under <strong>den</strong> væbnede<br />
konflikt eller kort efter ophøret heraf. Genève-konventionerne giver mulighed for at<br />
iværksætte undersøgelser, hvis en af konfliktens parter hævder, at der er blevet begået<br />
grove overtrædelser af Genève-konventionerne.<br />
Med vedtagelsen af Tillægsprotokol I af 1977 blev der oprettet en international undersøgelseskommission<br />
(International Fact-Finding Commission), der har til formål at<br />
foretage undersøgelsesmissioner. Kommissionen har ifølge Tillægsprotokol I, artikel<br />
90(2)(c) kompetence til:<br />
„(i) at undersøge enhver kendsgerning, som påstås at være en grov overtrædelse, således<br />
som beskrevet i Konventionerne <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne Protokol, eller enhver an<strong>den</strong> alvorlig krænkelse<br />
af Konventionerne eller af <strong>den</strong>ne Protokol;<br />
(ii) gennem venskabelig mellemkomst at lette genoprettelsen af respekt for Konventionerne<br />
<strong>og</strong> <strong>den</strong>ne Protokol.“<br />
Kommissionen er imidlertid ikke blevet taget i brug endnu. Kommissionen har kun<br />
fået mandat til at undersøge grove overtrædelser af Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol<br />
I, der finder anvendelse under internationale væbnede konflikter. Langt<br />
størstedelen af alle væbnede konflikter i dag er imidlertid interne. Kommissionen har<br />
d<strong>og</strong> tilkendegivet, at <strong>den</strong> fortolker sit mandat bredt <strong>og</strong> har erklæret, at <strong>den</strong> vil agere i<br />
interne væbnede konflikter, hvis <strong>den</strong> anmodes herom.<br />
Den naturlige forklaring på, at kommissionen endnu ikke er blevet anvendt, kan<br />
være, at de involverede parter ikke ønsker at medvirke til at få blotlagt eventuelle<br />
krænkelser. ICRC’s rapport „Improving Compliance with International Humanitarian<br />
63 Jf. de fire Genève-konventioner, henholdsvis artikel 52, 53, 132 <strong>og</strong> 149.<br />
64 I forbindelse med forhandlingerne af protokollen fremsatte <strong>den</strong> danske delegation forslaget om at<br />
oprette et internationalt organ, som kunne medvirke til at sikre overholdelsen af konventionernes<br />
regler. Resultatet af delegationens anstrengelser blev bestemmelsen om oprettelsen af en international<br />
undersøgelseskommission i Tillægsprotokol I, artikel 90.<br />
65 Frits Karlshoven, The International Humanitarian Fact-Finding Commission: A Sleeping Beauty?, Humanitäres<br />
Völkerrecht, Heft 4, 2002, s. 214: „The Commission accordingly has almost from day one<br />
declared itself ready to carry out its functions in situations of internal armed conflict as well. It considers<br />
that nothing in the text of Article 90 prevents it from doing so, provided all the parties concerned in a<br />
particular enquiry or good offices procedure consent to its functioning. Similarly, it is convinced that<br />
whether in a situation of international or internal armed conflict, the scope of applicable law need not<br />
be restricted to „the Conventions and this Protocol“ and may effectively encompass the entire field of<br />
IHL, again,“ Se hele artiklen på: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/htmlall/5TLESB/$FILE/<br />
Frits+Kalshoven+2.pdf?OpenElement
40 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Law“ fra 2003 konkluderer således, at fraværet af politisk vilje til at få undersøgt interne<br />
forhold er det overvejende problem.<br />
En an<strong>den</strong> forklaring på <strong>den</strong> manglende brug af kommissionen kan måske findes i<br />
<strong>den</strong>s uafhængige status. Kommissionen, der blev etableret ved traktat, er uafhængig af<br />
FN-systemet, hvilket ligeledes kommer til udtryk ved, at kommissionen har sæde i Bern<br />
<strong>og</strong> ikke i New York eller Genève, som det er tilfældet med FN. Hvor dette som udgangspunkt<br />
blev betragtet som et af kommissionens store fortrin, så har det måske samtidig<br />
bidraget til at isolere <strong>den</strong>. I 1990’ernes tidligere Jugoslavien opfordrede Internationalt<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> således de involverede parter til at gøre brug af kommissionen. Udfaldet blev<br />
imidlertid, at FN’s Sikkerhedsråd i 1992 oprettede en FN ad hoc-kommission med mandat<br />
til at undersøge de hævdede forbrydelser. To ud af undersøgelseskommissionens<br />
tre medlemmer var i øvrigt <strong>og</strong>så medlemmer af Den Internationale Undersøgelseskommission.<br />
Denne ad hoc-kommission blev senere erstattet af ICTY.<br />
Undersøgelseskommissionen har endnu ikke har modtaget en eneste anmodning,<br />
men eksperter i humanitær <strong>folkeret</strong> anbefaler fortsat, at der gøres brug af <strong>den</strong>. Dette<br />
kan først <strong>og</strong> fremmest hænge sammen med, at kommissionen har <strong>den</strong> styrke, at <strong>den</strong><br />
allerede er etableret <strong>og</strong> har fastlagt detaljerede procedureregler. I praksis betyder det,<br />
at <strong>den</strong> kan påbegynde sit arbejde i det øjeblik, <strong>den</strong> bliver anmodet herom.<br />
Selv om kommissionen ikke på nuværende tidspunkt har samme brede opbakning<br />
som Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, så bliver <strong>den</strong> anerkendt af stadig<br />
flere stater. Danmark har accepteret <strong>den</strong>s virke. Under forarbejderne til Tillægsprotokol<br />
I af 1977 var Danmark en varm fortaler for oprettelsen af Den Internationale Undersøgelseskommission.<br />
Det er ikke kun mindre stater, der har accepteret kommissionens<br />
virke. Således er Rusland, Storbritannien, Australien, Japan <strong>og</strong> Tyskland blandt de stater,<br />
der har accepteret <strong>den</strong>s virke.<br />
Som et skud på stammen af alternativer til Den Internationale Undersøgelseskommission<br />
har FN med Sikkerhedsrådsresolution 1564 0 oprettet en ad hoc-undersøgelseskommission<br />
(International Commission of Inquiry on Darfur) med mandat til at<br />
undersøge, hvorvidt der er blevet begået folkedrab, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
<strong>og</strong> krigsforbrydelser i Sudan i forbindelse med krisen i Darfur.<br />
I rapporten til generalsekretæren af 25. januar 2005 opfordrede ad hoc-undersøgelseskommissionen<br />
Sikkerhedsrådet til at konkludere, at situationen i Darfur udgjorde en<br />
trussel mod <strong>den</strong> internationale fred <strong>og</strong> sikkerhed, <strong>og</strong> med mandat i FN-pagtens kapitel<br />
VII henvistes sagen til anklageren ved ICC efter artikel 13(b) i statutten. I marts 2005<br />
reagerede Sikkerhedsrådet på opfordringen <strong>og</strong> henviste sagen til ICC, jf. SC resolution<br />
1593.<br />
66 Rapporten, der blev lanceret på Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, bygger på konklusionerne<br />
fra en række regionale ekspertseminarer, hvor eksperter i humanitær <strong>folkeret</strong> fra forskellige<br />
institutioner <strong>og</strong> organisationer delt<strong>og</strong>.<br />
67 FN’s ad hoc-kommission blev etableret med Sikkerhedsrådets Resolution 780, (SC/RES/780), 6. oktober<br />
1992.<br />
68 Luigi Condorelli, La Commission internationale humanitaire d’établissement des faits: un outil obsolète<br />
ou un moyen utile de mise en œuvre du droit international humanitaire?, IRRC, No. 842, juni 2001.<br />
69 Det er d<strong>og</strong> blevet kritiseret, at de i konflikten involverede parter har mulighed for at modificere<br />
disse.<br />
70 FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1564, (SC/RES/1564), 18. september 2004.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 41<br />
Et muligt alternativ til undersøgelseskommissioner er anklageren ved ICC. For så<br />
vidt angår de stater, der har ratificeret ICC-statutten, har anklageren mulighed for at<br />
indlede efterforskning af egen drift, på baggrund af egne informationer eller informationer<br />
indleveret af stater, FN-organer, mellemstatslige <strong>og</strong> ikke-statslige organisationer,<br />
såfremt der er tale om en forbrydelse omfattet af domstolens jurisdiktion, jf. artikel 15<br />
i statutten.<br />
Udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
Genève-konventionerne af 1949 <strong>og</strong> tillægsprotokollerne af 1977 etablerer en forpligtelse<br />
til at udbrede kendskabet til bestemmelserne heri, jf. note 62. De deltagende stater er<br />
blandt andet forpligtet til at oversætte Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokollerne<br />
samt til at sende dem til depositaren i Schweiz <strong>og</strong> til de øvrige deltagende stater. Tillægsprotokol<br />
I, artikel 84 har således følgende ordlyd:<br />
„De Høje Kontraherende Parter skal så snart som muligt gennem depositaren … oversende<br />
til hinan<strong>den</strong> deres officielle oversættelse af <strong>den</strong>ne Protokol, såvel som de love <strong>og</strong><br />
reglementer, de måtte have vedtaget for at sikre <strong>den</strong>s anvendelse.“<br />
Hvorledes Danmark i øvrigt opfylder sin <strong>folkeret</strong>lige forpligtelse til at udbrede kendskabet<br />
til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i Danmark gennemgås i kapitel 9.<br />
Forpligtelse til samarbejde vedrørende opfyldelse<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
Et vigtigt element i det internationale samarbejde om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er Den<br />
Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-konference. Den afholdes hvert 4. år,<br />
<strong>og</strong> konferencens deltagere er alle stater, der har ratificeret Genève-konventionerne af<br />
1949, herunder Danmark, alle anerkendte nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåneselskaber,<br />
herunder Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, selskabernes internationale forbund (IFRC)<br />
<strong>og</strong> ICRC. Konferencens vedtagelser afspejler status for det internationale samarbejde<br />
om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i forhold til beskyttelse af <strong>og</strong> hjælp til ofre for væbnede<br />
konflikter.<br />
Til at fremme staternes internationale samarbejde om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
har ICRC efter konsultation på Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference oprettet<br />
et rådgivningsorgan, der står til rådighed for staterne med hensyn til blandt andet<br />
national opfyldelse af Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne samt afholde<br />
regelmæssige møder med staternes implementeringsorganer.<br />
Med øje for behovet for koordinering har ICRC udviklet vejle<strong>den</strong>de principper for,<br />
hvorledes staterne kan etablere sådanne nationale organer (kommissioner) for at sikre<br />
71 Forpligtelsen findes desu<strong>den</strong> i Genève-konvention I, artikel 48, Genève-konvention II, artikel 49,<br />
Genève-konvention III, artikel 128 samt Genève-konvention IV, artikel 145. Se <strong>og</strong>så Tillægsprotokol<br />
I, artikel 83.<br />
72 På de internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer deltager alle repræsentanter på lige fod. Konferencen<br />
mødtes sidste gang i 2003. Konferencens vedtagelser kan findes på ICRC’s hjemmeside: www.icrc.<br />
org, under „RC Movement“.<br />
73 Initiativet blev taget af ICRC <strong>og</strong> omtales i ICRC News, <strong>den</strong> 21. juni 1995.
42 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
implementeringen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Ifølge disse principper anbefales det,<br />
at de nationale kommissioner blandt andet gives mandat til følgende:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
at fremme ratifikation af traktater om humanitær <strong>folkeret</strong>;<br />
at vurdere eksisterende lovgivning, domstolsafgørelser <strong>og</strong> administrative<br />
bestemmelser i lyset af statens internationale forpligtelser;<br />
at afgive udtalelser (engelsk: advisory opinions) til de nationale myndigheder om<br />
implementeringen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> at formulere anbefalinger i<br />
<strong>den</strong>ne henseende;<br />
at rådgive regeringen i spørgsmål om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>; <strong>og</strong><br />
at spille en nøglerolle i udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
herunder at deltage i udviklingen af træningspr<strong>og</strong>rammer for de væbnede styrker<br />
<strong>og</strong> andre myndigheder.<br />
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg<br />
Fra et dansk perspektiv er ansvaret fordelt således, at det påhviler lovgivningsmagten<br />
(dvs. Folketinget <strong>og</strong> regeringen) at gennemføre det nødvendige lovgrundlag, mens<br />
regeringen gennem de enkelte ressort-ministerier er ansvarlig for <strong>den</strong> løbende gennemførelse<br />
af reglerne.<br />
I Danmark oprettedes i 1982 Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg. Regeringens <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-udvalg fungerer som et interministerielt udvalg med deltagelse af Dansk <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>. Udvalget er således sammensat af repræsentanter fra U<strong>den</strong>rigsministeriet (der<br />
har formandskabet), Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen,<br />
Forsvarets Auditørkorps, In<strong>den</strong>rigsministeriet, Beredskabsstyrelsen (tidligere Civilforsvarsstyrelsen),<br />
Undervisningsministeriet, Forsvarets Sundhedstjeneste samt Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ deltagelse i udvalget skal især ses i lyset af organisationens<br />
særlige indsats for oplysning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> til <strong>den</strong> brede befolkning <strong>og</strong><br />
folke- <strong>og</strong> gymnasieskolerne samt organisationens rolle som brobygger til det internationale<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> deltager på lige fod med regeringen i møderne i<br />
Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference.<br />
Udvalget er rådgivende <strong>og</strong> koordinerende i forhold til dansk implementering af <strong>den</strong><br />
humanitær <strong>folkeret</strong>. Udvalgets kommissorium er:<br />
„…at klarlægge behovet for gennemførelse af administrative foranstaltninger til sikring<br />
af en løbende opfyldelse af [Tillægs-]protokollerne <strong>og</strong> Genève-konventionerne særligt<br />
for så vidt angår uddannelses- <strong>og</strong> oplysnings-virksomhed <strong>og</strong> at koordinere indholdet <strong>og</strong><br />
gennemførelsen af sådanne foranstaltninger. Herudover fungerer udvalget tillige som<br />
rådgivningsorgan for regeringen i spørgsmål om fortolkningen <strong>og</strong> anvendelsen af de<br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>lige regler gæl<strong>den</strong>de for væbnede konflikter.“<br />
74 ICRC, Guiding principles concerning the status and methods of operation of national bodies for the<br />
implementation of international humanitarian law, (Ref. LG 1998-056-ENG), 30. maj 1998.<br />
75 Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, Første delberetning fra Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, U<strong>den</strong>rigsministeriet,<br />
januar 1984.<br />
76 Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, Første delberetning fra Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, U<strong>den</strong>rigsministeriet,<br />
januar 1984, s. 1.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 43<br />
Som det fremgår, er udvalget ikke involveret i egentligt lovforbere<strong>den</strong>de arbejde, uanset<br />
at sådanne initiativer kunne være nødvendige eksempelvis i forbindelse med indføring<br />
af effektive straffesanktioner for overtrædelser af protokollerne.<br />
Det begrænsede kommissorium bør formentlig ses i lyset af <strong>den</strong> daværende politiske<br />
situation, som i høj grad var præget af <strong>den</strong> kolde krig mellem øst- <strong>og</strong> vestmagterne.<br />
Situationen indbød ikke til at give humanitær <strong>folkeret</strong> højeste prioritet på <strong>den</strong> politiske<br />
dagsor<strong>den</strong>. I 1985 udgav udvalget en tekstsamling med titlen „Humanitær Folkeret“.<br />
Tekstsamlingen indeholder en danskspr<strong>og</strong>et samling af de konventioner, som Danmark<br />
på daværende tidspunkt havde ratificeret.<br />
I perio<strong>den</strong> si<strong>den</strong> udgivelsen af <strong>den</strong> første tekstsamling skete en væsentlig udvikling<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, herunder etableringen af ICC <strong>og</strong> vedtagelsen af konventioner<br />
om begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som Danmark har<br />
tiltrådt. Dette resulterede i, at Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg i 2004 valgte at udgive<br />
en ny version af tekstsamlingen „Humanitær Folkeret“.<br />
Andre sager, som er blevet forelagt for Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, er blandt<br />
andet udarbejdelsen af i<strong>den</strong>tifikationskort til journalister, juridiske rådgivere i forsvaret,<br />
sektorhåndbøger til forsvaret <strong>og</strong> til medicinsk personel, oprettelsen af et informationskontor<br />
for krigsfanger, fortolkningsspørgsmål samt forberedelse <strong>og</strong> opfølgning af<br />
møderne i Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference. På møderne giver Dansk <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> en status på arbejdet med at oplyse om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I 2002 bidr<strong>og</strong> udvalget til et udredningsarbejde om behovet for en bedre beskyttelse<br />
i dansk lovgivning af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket i Danmark. Arbejdet blev forestået af<br />
Justitsministeriet <strong>og</strong> resulterede i udarbejdelsen af Justitsministeriets cirkulære om<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket. Se nærmere herom i afsnit 5.7.<br />
Der er praksis for, at Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg <strong>og</strong>så drøfter status mv. for de<br />
tilsagn (på engelsk: pledges), som <strong>den</strong> danske regering <strong>og</strong> Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> afgiver i<br />
forbindelse med de internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer. Med hensyn til Danmarks<br />
pledges afgivet ved Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 2004 henvises til afsnit<br />
2.6.<br />
Udvalget har på initiativ af Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> drøftet, om udvalgets mandat skulle<br />
styrkes <strong>og</strong> opgaverne revurderes, herunder om der skulle tilvejebringes et lovgrundlag<br />
for udvalget <strong>og</strong> dermed sikre udvalget en selvstændig bevilling <strong>og</strong> eget sekretariat. Et<br />
nyt kommissorium kunne indebære mulighed for at foreslå iværksættelse af både retlige<br />
<strong>og</strong> administrative foranstaltninger, herunder konkrete henstillinger om forbedringer<br />
til de ansvarlige ministerier samt forestå udførende opgaver. Resultatet af drøftelsen<br />
blev imidlertid, at udvalgets kommissorium skulle fastholdes. Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>udvalg<br />
udtalte i <strong>den</strong> forbindelse i 1998:<br />
„Hovedvægten i udvalgets arbejde har været <strong>og</strong> er fortsat at bidrage til en kontinuerlig<br />
udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i Danmark….Aktivitetsniveauet<br />
i udvalget må ses i forhold til, at Danmark indtil 1999 ikke har været involveret i en<br />
77 Udvalget udarbejdede i januar 1984 en delberetning om udvalgets virksomhed fra det konstituerende<br />
møde <strong>den</strong> 30. august 1982 til udgangen af 1983. Udvalget har ikke udarbejdet yderligere<br />
delrapporter.<br />
78 Cirkulæreskrivelse nr. 9738 af 11. marts 2002 om <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket.
44 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
international væbnet konflikt med andre stater. Det er <strong>den</strong>ne situation, udvalget skal<br />
forholde sig til, <strong>og</strong> de ansvarlige ministerier <strong>og</strong> styrelser må nødvendigvis anlægge en<br />
„cost-benefit“ synsvinkel på de foranstaltninger, det vil være rimeligt at iværksætte allerede<br />
i fredstid.“<br />
Den internationale udvikling <strong>og</strong> Danmarks sikkerhedspolitiske prioriteringer har si<strong>den</strong><br />
1999 forstærket fokus på udvalgets opgaveområde. Danmarks til stadighed øgede<br />
deltagelse i internationale militære operationer <strong>og</strong> fremkomsten af nye trusler fra<br />
transnational terrorisme <strong>og</strong> dermed væsentlighe<strong>den</strong> af <strong>den</strong> internationale <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> er faktorer, der giver anledning til at overveje Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalgs<br />
monitorerende rolle.<br />
At behovet for at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> dermed <strong>og</strong>så opfyldelsen af de<br />
deri liggende forpligtelser, i højere grad kommer på <strong>den</strong> politiske dagsor<strong>den</strong>, er <strong>og</strong>så<br />
senest blevet understreget i en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier.<br />
Heri konkluderes det blandt andet, at adgangen til militær magtanvendelse pga. <strong>den</strong><br />
nye terrorisme under helt særlige omstændigheder muligvis kan udvides til <strong>og</strong>så at<br />
omfatte forebyggende magtanvendelse u<strong>den</strong> bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd. 0<br />
I <strong>den</strong> forbindelse tyder det på, at man fra dansk side ønsker, at NATO skal spille en<br />
aktiv rolle som konfliktløser i fremti<strong>den</strong>.<br />
Andre nationale rådgivningsorganer<br />
På ver<strong>den</strong>splan var der ved udgangen af juni 2005 oprettet i alt 72 nationale kommissioner,<br />
herunder 22 i Europa. De nationale kommissioner varierer betydeligt for så<br />
vidt angår deres status, sammensætning <strong>og</strong> mandat. N<strong>og</strong>le nationale kommissioner<br />
er kun tillagt koordinerende beføjelser, mens andre har beføjelser til blandt andet<br />
at vurdere national rets forenelighed med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> medvirke til<br />
implementeringen af de internationale forpligtelser. Eksempelvis har både Canada <strong>og</strong><br />
Storbritannien etableret nationale kommissioner, der er tillagt vidtgående beføjelser<br />
i tråd med ICRC’s anbefalinger. Sverige, Norge <strong>og</strong> Tyskland har alle oprettet et organ,<br />
der svarer til det danske organ: Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg.<br />
Den 20. juni 1991 blev „Totalförsvarets Folkrättsråd“ nedsat i Sverige ved rigsdagsbeslutning.<br />
Dette er en pendant til Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg. Rådet overvåger<br />
implementeringen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, refererer til det svenske forsvarsministerium<br />
<strong>og</strong> kan konsulteres om spørgsmål af operationel karakter samt spørgsmål om<br />
udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> in<strong>den</strong> for totalforsvarets område.<br />
Endvidere er rådet ansvarlig for koordination <strong>og</strong> udvikling af dette område med særligt<br />
79 Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, An<strong>den</strong> delberetning fra Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, U<strong>den</strong>rigsministeriet<br />
1. december 1999, s. 3.<br />
80 Dansk Institut for Internationale Studier, Nye trusler <strong>og</strong> militær magtanvendelse, juni 2005,<br />
s. 156-158.<br />
81 Dette fremgår af u<strong>den</strong>rigsminister Per Stig Møllers tale på et NATO-seminar i København <strong>den</strong><br />
20-21. juni 2005, hvori han bl.a. sagde: To win the peace we must use the whole toolbox of political,<br />
military, economic and social means available to us… We believe NATO is a natural stakeholder in<br />
building sustainable peace.“ Se hele talen på: http://www.um.dk/NR/rdonlyres/2382DE12-B1FD-<br />
46EF-85D4-F96E32FE021F/0/Taleafu<strong>den</strong>rigsministerPerStigMøllerengelsk.doc.<br />
82 ICRC, Table of national committees and other national bodies on international humanitarian law, 30.<br />
juni 2005.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 45<br />
fokus på information <strong>og</strong> undervisning. Medlemmerne af dette udvalg er repræsentanter<br />
fra blandt andet U<strong>den</strong>rigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forsvaret, Militær Instituttet,<br />
Civilforsvaret, Sundhedsministeriet <strong>og</strong> Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
Herudover blev der i 1995 oprettet en „Advisory Group on Public International<br />
Law“. Denne gruppe har til opgave at overvåge udviklingen i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
samt at foreslå <strong>den</strong> svenske regering mulige områder for fremtidig udvikling. Medlemmerne<br />
udgør repræsentanter fra U<strong>den</strong>rigsministeriet, Forsvarsministeriet, Militæret,<br />
Militær Instituttet, Civilforsvaret, Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, „Save the children Fund“ samt<br />
juridiske eksperter.<br />
I forbindelse med Sveriges ratifikation af tillægsprotokollerne blev en „folkrättskommitté“<br />
nedsat. Denne komité har blandt andet offentliggjort konventionssamlinger<br />
samt en omfattende betænkning om tillægsprotokollernes <strong>og</strong> Genève-konventionernes<br />
betydning for svensk administration, forsvar, retssystem mv. Betænkningen er en officiel<br />
svensk fortolkning af de forpligtelser, som følger af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I Norge blev „Kontaktutvalget for <strong>folkeret</strong>t i krig“ oprettet i 1989 ved kongelig resolution<br />
blandt andet på baggrund af en opfordring fra <strong>den</strong> 25. Internationale <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-konference (1986) om at rapportere om nationale opfyldelsestiltag. Udvalget<br />
fungerer som et forum for drøftelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> samt som et kontakt- <strong>og</strong><br />
koordineringsorgan for opfyldelsesbestræbelserne. Udvalget følger undervisnings- <strong>og</strong><br />
informationsarbejdet på området <strong>og</strong> har yderligere til opgave at komme med forslag<br />
med henblik på at sikre opfyldelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i Norge. I udvalget<br />
sidder repræsentanter fra U<strong>den</strong>rigsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,<br />
<strong>den</strong> Offentlige Anklager samt Norges <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
I 1973 oprettede Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> (TRK) en særlig komité vedrørende opfyldelse af<br />
humanitær <strong>folkeret</strong>, „Fachausschuss Humanitäres Völkerrecht“. Denne komité startede<br />
som en <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> komité, men betragtes i dag som regeringens rådgivende<br />
organ vedrørende opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Det formelle grundlag for<br />
komitéen findes i dag i Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Statut artikel 17. Komitéen udgør et forum for<br />
konsultation <strong>og</strong> koordinering mellem Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> <strong>og</strong> de forskellige afdelinger af<br />
<strong>den</strong> tyske regering, <strong>og</strong> arbejdet i komitéen fokuserer på implementeringen, udbredelsen<br />
<strong>og</strong> udviklingen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Medlemmerne er repræsentanter fra<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet, Forsvarsministeriet, In<strong>den</strong>rigsministeriet, Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> samt<br />
det akademiske miljø.<br />
I Holland er der ikke etableret et permanent udvalg, der har til opgave at koordinere<br />
opfyldelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Dial<strong>og</strong>en om implementering af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> mellem <strong>den</strong> hollandske stat <strong>og</strong> Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> foregår gennem<br />
regelmæssige uformelle møder, hvor Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, U<strong>den</strong>rigsministeriet <strong>og</strong><br />
Forsvarsministeriet deltager. Herudover har Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> oprettet en „Advisory<br />
Committee“ hvor U<strong>den</strong>rigsministeriet, Forsvarsministeriet, Ministeriet for Sundhed,<br />
Velfærd <strong>og</strong> Sport samt Forsvaret er repræsenteret. Denne komité rådgiver om Hollandsk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ anliggender.<br />
83 Informationer om „Kontaktutvalget for <strong>folkeret</strong>t i krig“ er fundet på <strong>den</strong> norske hjemmeside Odin –<br />
„Informasjon frå Regjeringa <strong>og</strong> Departementa“: http://odin.dep.no/mod/norsk/dok/regpubl/stmeld/002005-040001/ved018-nn.html#lnr563
4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
2.5. De internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencers<br />
henstillinger<br />
Gennemførelsesprocessen har formet sig meget forskelligt i de mange stater, der har<br />
tilsluttet sig Genève-konventionerne. Dette skyldes dels overordnede forskelle i opfyldelsesmetoder,<br />
dels hvor højt de forskellige stater prioriterer forpligtelsen til at opfylde,<br />
herunder hvor mange ressourcer, der tilføres processen. På trods af <strong>den</strong> universelle<br />
tilslutning til Genève-konventionerne <strong>og</strong> en stor tilslutning til tillægsprotokollerne,<br />
er der mange stater, der reelt ikke har sørget for eller ønsket at virkeliggøre bestemmelserne<br />
i deres nationale lovgivning <strong>og</strong> praksis.<br />
Dette har ved flere lejligheder fået ICRC til at opfordre staterne til en øget indsats <strong>og</strong><br />
et øget samarbejde på området. Især i de seneste to årtier har bestræbelserne på at opfylde<br />
<strong>den</strong> humanitær <strong>folkeret</strong> været i fokus på de internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer,<br />
hvor regeringerne <strong>og</strong> de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-selskaber deltager<br />
på lige fod. Resolutioner vedtaget på de internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer er ikke<br />
<strong>folkeret</strong>ligt bin<strong>den</strong>de normer, men udgør en markering, der har betydning for udviklingen<br />
<strong>og</strong> fortolkningen af de bin<strong>den</strong>de <strong>folkeret</strong>lige normer på området. Konferencernes<br />
status afspejles af <strong>den</strong> kendsgerning, at der f.eks. i artikel 44 i Genève-konvention I er<br />
henvist til konferencernes henstillinger vedrørende brugen af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket.<br />
Resolution V, vedtaget på Den 25. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 1986, opfordrede<br />
således staterne til at opfylde deres forpligtelser i medfør af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
<strong>og</strong> til at informere hinan<strong>den</strong> <strong>og</strong> ICRC om de tiltag, de måtte foretage i <strong>den</strong>ne forbindelse.<br />
Resolutionen blev fulgt op i 1988 <strong>og</strong> 1989 med flere opfordringer på baggrund af en ringe<br />
reaktion fra staterne. Kun 27 ud af <strong>den</strong>gang 160 mulige stater havde besvaret forespørgslen<br />
fra ICRC. Danmarks reaktion på <strong>den</strong>ne henvendelse behandles ne<strong>den</strong>for.<br />
Disse opfordringer er blevet gentaget i senere resolutioner vedtaget på de efterfølgende<br />
tre internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer i henholdsvis 1995, 1999 <strong>og</strong> 2003 på<br />
baggrund af en fortsat begrænset reaktion fra staterne. Ligesom de første opfordringer<br />
understreger disse resolutioner opfyldelsesbestræbelsernes væsentlighed <strong>og</strong> opfordrer<br />
staterne til at samarbejde herom. Staterne opfordres desu<strong>den</strong> på ny til at informere<br />
ICRC om deres opfyldelsesaktiviteter for på <strong>den</strong>ne måde at sætte ICRC bedre i stand<br />
til at vejlede staterne.<br />
Resolution I fra Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 2003 understreger<br />
endvidere, at:<br />
„all states must take national measures to implement international humanitarian law,<br />
including training of the armed forces and making this law known among the general<br />
public, as well as the adoption of legislation to punish war crimes in accordance with<br />
their international obligations.“<br />
Samme resolution understreger vigtighe<strong>den</strong> af, at staterne styrker gennemførelsen<br />
af <strong>den</strong> eksisterende internationale beskyttelse af krigens ofre under interne væbnede<br />
84 Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Resolution 1, 2.-6. december 2003. Resolutionen er<br />
gengivet i IRRC, Vol. 85, No. 852, december 2003 (s. 885-915), s. 886.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 4<br />
konflikter. I forlængelse heraf afgiver staterne pledges om, hvilke tiltag man fra national<br />
side vil sikre.<br />
Danmarks reaktion på henstillingen om internationalt samarbejde<br />
Si<strong>den</strong> Den 25. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 1986 er staterne som nævnt<br />
blevet opfordret til internationalt samarbejde. Staterne er konkret blevet opfordret til<br />
at sende oplysninger om deres implementeringstiltag til ICRC samt meddele i hvilken<br />
udstrækning, de har sendt de samme oplysninger til de andre kontraherende stater.<br />
Danmark var et af de få lande, der (i 1989) reagerede på <strong>den</strong>ne opfordring.<br />
Staternes manglende eller sparsomme reaktion førte til, at der i forbindelse med<br />
de internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer i 1999 <strong>og</strong> 2003 ikke blev satset på systematisk<br />
rapportering fra staterne. I stedet introducerede man de tidligere nævnte pledges,<br />
der har fået fodfæste. Samtidigt arbejder ICRC’s „Advisory Service“ kontinuerligt <strong>og</strong><br />
uafhængigt af konferencernes 4-årlige rytme med staternes implementering af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Tiltaget skal ses i lyset af, at der eksisterer en <strong>folkeret</strong>lig forpligtelse til at holde andre<br />
traktatsubjekter til Tillægsprotokol I orienteret om tiltag, der vedrører implementeringen<br />
af traktaten, jf. artikel 84:<br />
„De Høje Kontraherende Parter skal så snart som muligt gennem depositaren <strong>og</strong> i<br />
fornø<strong>den</strong>t omfang gennem Beskyttelsesmagten oversende til hinan<strong>den</strong> deres officielle<br />
oversættelse af <strong>den</strong>ne Protokol, så vel som de love <strong>og</strong> reglementer, de måtte have vedtaget<br />
for at sikre <strong>den</strong>s anvendelse“<br />
Danmark har i modsætning til de fleste andre stater sendt oversættelserne af Genèvekonventionerne<br />
<strong>og</strong> tillægsprotokollerne til depositarstaten, <strong>og</strong> U<strong>den</strong>rigsministeriet<br />
oplyste i 1996, at:<br />
„…udveksling af informationer de deltagende stater imellem om <strong>den</strong> nærmere opfyldelse<br />
af Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne m.fl. traktater om humanitær <strong>folkeret</strong><br />
sker typisk gennem de 5-årlige Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konferencer, hvor staterne på<br />
opfordring af ICRC informerer om lovgivning <strong>og</strong> praksis i så henseende.“<br />
2.6. Danmarks pledges afgivet ved Den 28. Internationale<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference<br />
Ved Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 2003 afgav <strong>den</strong> danske regering<br />
tilsagn om en række tiltag på nationalt <strong>og</strong> regionalt plan med henblik på at sikre en<br />
mere effektiv opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. I pledge 157 afgav Danmark til-<br />
85 Fremgår af U<strong>den</strong>rigsministeriets svar til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> af 22. juni 2005.<br />
86 Se U<strong>den</strong>rigsministeriets svar til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Folkeretsudvalg af 22. maj 1996.<br />
87 Tilsagnets ordlyd er: „In order to determine whether the employment of conventional weapons<br />
would in some or all circumstances be prohibited by international law or other agre-
4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
sagn om, at man i årene 2004 til 2007 vil gennemgå Danmarks procedurer vedrørende<br />
udviklingen, studierne, anskaffelsen samt brugen af konventionelle våben med henblik<br />
på at afgøre, hvorvidt anvendelsen af disse er i overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Det større perspektiv for <strong>den</strong>ne<br />
tilkendegivelse er at sikre en mere effektiv beskyttelse af kombattanter mod unødvendig<br />
lidelse <strong>og</strong> undgå vilkårlige angreb. Med hensyn til status i Danmark har Forsvarsministeriet<br />
bekræftet, at ministeriet har iværksat <strong>den</strong> nævnte gennemgang af de eksisterende<br />
procedurer, men pt. anvender Forsvaret fortsat samme evalueringsprocedure for nye<br />
våben som i 2001. I øvrigt oplyser Forsvarsministeriet, at det er Forsvarskommandoen,<br />
der er ansvarlig for at procedurerne overholdes. Forsvarskommandoen vil i tilfælde af<br />
tvivl konsultere Forsvarsministeriet.<br />
Derudover afgav Danmark i EU-regi sammen med de øvrige medlemmer af EU et<br />
fælles tilsagn om at fremme respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i fredsbevarende<br />
operationer. Rent operationelt vil de europæiske lande fremme kendskabet til <strong>og</strong> uddannelsen<br />
af de militære styrker i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> de internationale menneskerettigheder,<br />
herunder især de styrker, der skal deltage i fredsbevarende operationer.<br />
Endvidere tilkendegav EU’s medlemsstater, at de vil fremme arbejdet med udbredelse<br />
af oplysning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> blandt militært personel i <strong>den</strong> tredje ver<strong>den</strong>s<br />
lande. EU’s medlemsstater afgav <strong>og</strong>så et løfte om at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> blandt civilbefolkningen især gennem uddannelsespr<strong>og</strong>rammer blandt<br />
unge. Med hensyn til status i Danmark henvises til gennemgangen i kapitel 9.<br />
EU’s medlemsstater tilkendegav endvidere ved Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>konference,<br />
at støtte til <strong>og</strong> samarbejde med ICC er af stor betydning i forsøget på at<br />
forhindre internationale forbrydelser. EU’s medlemsstater forpligtede sig derfor til at<br />
udbrede kendskabet til bestemmelserne <strong>og</strong> principperne i samt værdierne bag ICCstatutten<br />
gennem samarbejde med andre stater <strong>og</strong> civilsamfun<strong>den</strong>e. Ligeledes afgav de<br />
løfte om at yde teknisk <strong>og</strong> politisk støtte hertil. For at sikre domstolens uafhængighed<br />
påt<strong>og</strong> staterne sig en forpligtelse til at tage alle de nødvendige skridt med henblik på en<br />
underskrivelse <strong>og</strong> ratificering af „Agreement on Privileges and Immunities of the ICC“<br />
samt at fremme disse initiativer blandt andre stater. 0 Med hensyn til status i Danmark<br />
ratificerede Danmark aftalen om privilegier <strong>og</strong> immuniteter for Den Internationale<br />
Straffedomstol <strong>den</strong> 3. juni 2005. Danmark har ligeledes pr. 3. juni 2005, på linje med<br />
blandt andet Sverige, Norge, Frankrig <strong>og</strong> Tyskland, ratificeret „Agreement on Privileges<br />
and Immunities of the ICC.“<br />
På EU-plan er det det til enhver tid sid<strong>den</strong>de EU-formandskabsland, der er ansvarlig<br />
for efterlevelsen af løftet. Operationelt har EU oprettet en særlig arbejdsgruppe, der<br />
ements the Government of Denmark pledges to review its procedures concerning studies, development,<br />
acquisition or adoption of such weapons“. Se: http://www.icrc.org/Applic/p128e.<br />
nsf/pbk/DCOE-5TWE63?openDocument§ion=PBP<br />
88 Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Joint Pledge 181, 2.-6- december 2003. Se: http://www.<br />
icrc.org/Applic/p128e.nsf/pbk/SDEE-5U3L9Z?openDocument§ion=PBP<br />
89 Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Joint Pledge 87, 2.-6. december 2003. Se: http://www.<br />
icrc.org/Applic/p128e.nsf/pbk/DCOE-5TXJ8S?openDocument§ion=PBP<br />
90 Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Joint Pledge 82, 2.-6. december 2003, Se: http://www.<br />
icrc.org/Applic/p128e.nsf/pbk/SDEE-5U3L7E?openDocument§ion=PBP<br />
91 Pr. 18. august 2005 har 62 stater underskrevet <strong>og</strong> 26 stater ratificeret aftalen. Se: http://www.iccnow.<br />
org/countryinfo/SIGNsRATIFsAPICbyRegion.pdf
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 4<br />
mødes minimum 4 gange om året for at koordinere EU-lan<strong>den</strong>es støtte til ICC. Danmark<br />
har spillet en aktiv rolle for at fremme andre staters ratifikation af ICC-statutten<br />
både i EU-regi, <strong>og</strong> u<strong>den</strong>for. Danmark har blandt andet været involveret i en konference,<br />
der havde til formål at udbrede kendskabet til ICC <strong>og</strong> samtidig bistå en række arabiske<br />
lande med lovforbere<strong>den</strong>de arbejde forud for ratifikation af statutten. Konferencen<br />
blev afholdt via et samarbejde mellem Danmark, Canada, Irland <strong>og</strong> Schweiz <strong>og</strong> med<br />
deltagelse fra seks arabiske stater. Herudover har Danmark benyttet det midlertidige<br />
medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd som platform for arbejde til støtte for ICC.<br />
EU’s medlemsstater gav <strong>og</strong>så tilsagn om at støtte rehabilitering, social <strong>og</strong> økonomisk<br />
reintegration af ofre for eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber, undervisning i risiko ved fær<strong>den</strong><br />
i områder med eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber samt rydningspr<strong>og</strong>rammer. EU’s<br />
medlemsstater tilkendegav, at de vil arbejde hen imod ratifikation <strong>og</strong> implementering<br />
af protokollen til Konventionen om konventionelle våben, vedtaget af medlemsstaterne<br />
<strong>den</strong> 27.- 28. november 2003. Protokollen blev tiltrådt af Danmark <strong>den</strong> 28. juni<br />
2005.<br />
2.7. Eksempler på Danmarks opfyldelse af <strong>folkeret</strong>lige<br />
traktater<br />
I Danmark er der ikke etableret et samlet <strong>og</strong> detaljeret retsgrundlag for retsforfølgning<br />
af krigsforbrydelser, fordi regeringen antager, at der er normharmoni.<br />
Når en formodet krigsforbryder skal retsforfølges i Danmark, vil det som udgangspunkt<br />
ske på grundlag af straffelovens eller <strong>den</strong> militære straffelovs bestemmelser.<br />
Hvis kommandanten for en krigsfangelejr f.eks. torturerer en krigsfange, vil dette være<br />
omfattet af straffelovens voldsbestemmelser (§ 245-46).<br />
Der findes endvidere eksempler på specifik lovgivning af relevans for retsforfølgning<br />
af krigsforbrydelser. Det drejer sig for det første om lov om straf for krigsforbrydelser<br />
fra 1946, der som tidligere nævnt blev indført med henblik på at kunne retsforfølge<br />
personer, der havde begået krigsforbrydelser under 2. ver<strong>den</strong>skrig. Trods <strong>den</strong> generelle<br />
titel er lovens anvendelse imidlertid begrænset til krigsforbrydelser begået under 2.<br />
ver<strong>den</strong>skrig.<br />
92 Konventionen om konventionelle våben, <strong>og</strong>så betegnet Våbenkonventionen, er en rammekonvention,<br />
som indeholder en række generelle bestemmelser vedrørende våben. På internationalt plan trådte<br />
konventionen i kraft 2. december 1983. Til konventionen blev der oprindeligt forhandlet 3 protokoller,<br />
hvoraf Protokol I forbyder eller begrænser anvendelsen af ikke påviselige sprængstykker, Protokol II<br />
miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer samt Protokol III brandvåben. I forbindelse med en revision af<br />
konventionen i 1996 blev Protokol II genforhandlet <strong>og</strong> udvidet, ligesom der blev vedtaget en Protokol<br />
IV vedrørende forbud mod blæn<strong>den</strong>de laservåben. I 2003 blev der endvidere vedtaget en Protokol V<br />
vedrørende eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber. Danmark ratificerede konventionen med dertilhørende<br />
tillægsprotokoller <strong>den</strong> 18. juni 1997. Danmark ratificerede ligeledes <strong>den</strong> ændrede Protokol II <strong>den</strong> 30.<br />
april 1997, <strong>og</strong> protokollen trådte i kraft <strong>den</strong> 3. december 1998.<br />
93 Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Joint Pledge 353, 2.-6. december 2003.<br />
94 Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om straf for krigsforbrydelser som ændret ved Lov nr. 423 af 7. oktober<br />
1947.
50 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Et andet eksempel er lov om straf for folkedrab fra 1955, som blev gennemført<br />
for at efterleve forpligtelserne i Konventionen om forebyggelse af <strong>og</strong> straf for folkedrab<br />
(Folkedrabskonventionen). Konventionen blev vedtaget på FN’s initiativ <strong>den</strong> 9. december<br />
1948 på baggrund af 2. ver<strong>den</strong>skrig. I forbindelse med Danmarks ratifikation af<br />
Folkedrabskonventionen vurderede myndighederne, at der stort set var normharmoni<br />
mellem konventionens bestemmelser <strong>og</strong> national ret, da folkedrab kan straffes i medfør<br />
af <strong>den</strong> borgerlige straffelovs bestemmelse om manddrab. Da folkedrab imidlertid<br />
er en særlig forbrydelse, der indeholder en hensigt til helt eller delvist at udslette en<br />
national, etnisk eller religiøs gruppe, vedt<strong>og</strong> Folketinget efterfølgende en lov om straf<br />
for folkedrab. Loven indeholder en særlig strafferamme <strong>og</strong> en straffehjemmel, men<br />
indeholder ikke bestemmelser om jurisdiktion, hvorfor <strong>den</strong> borgerlige straffelovs<br />
eller <strong>den</strong> militære straffelovs jurisdiktionsbestemmelser skal anvendes. Det kan give<br />
problemer med manglende jurisdiktion, blandt andet i forhold til folkedrab begået i<br />
interne væbnede konflikter. Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg arbejder med disse<br />
spørgsmål <strong>og</strong> afgiver betænkning ultimo 2006.<br />
Et tredje eksempel er lov om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse<br />
af krigsforbrydelser i Eksjugoslavien. Loven forpligter danske myndigheder<br />
til at samarbejde med tribunalet, herunder foretage straffeprocessuelle indgreb, sikre<br />
beviser mv. Loven kan efter justitsministerens bestemmelse i medfør af § 5 udstrækkes<br />
til at gælde an<strong>den</strong> international strafforfølgning af krigsforbrydelser. Mulighe<strong>den</strong><br />
for at udstrække loven er efterfølgende benyttet ved justitsministerens udstedelse af<br />
bekendtgørelse om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse<br />
af folkedrab <strong>og</strong> andre alvorlige overtrædelser af international humanitær ret begået i<br />
Rwanda m.v.<br />
Senest er lov om Den Internationale Straffedomstol blevet vedtaget i 2001. Lovens<br />
§ 1, stk. 1 lyder:<br />
„Statutten for Den Internationale Straffedomstol… gælder her i landet.“<br />
Lovens ord kan d<strong>og</strong> misforstås, da loven ikke inkorporerer statuttens materielle bestemmelser<br />
i dansk ret, udover hvad der allerede følger af straffeloven <strong>og</strong> <strong>den</strong> militære<br />
straffelov – bestemmelserne gennemføres altså ved konstatering af normharmoni.<br />
Da mange af de forbrydelser, der er kriminaliseret i statutten, ikke på tilsvarende<br />
vis er specifikt kriminaliseret i dansk ret, kan en dansk domstol i sådanne tilfælde kun<br />
fælde dom, hvis man via en kombination af en række bestemmelser i straffeloven kan<br />
etablere et tilsvarende gerningsindhold. Der kan således opstå situationer, hvor det<br />
95 Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab.<br />
96 Lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse<br />
af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, som ændret ved Lov nr. 436 af 31. maj 2000.<br />
97 Bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til<br />
pådømmelse af folkedrab <strong>og</strong> andre alvorlige overtrædelser af international humanitær ret begået i<br />
Rwanda m.v.<br />
98 Lov nr. 342 af <strong>den</strong> 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.<br />
99 Lov nr. 342 af <strong>den</strong>. 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol § 1, stk. 1. Se <strong>og</strong>så Jørn Vestergaard,<br />
Den Internationale Straffedomstols jurisdiktionskompetence, TFK 2003.222.
2. Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 51<br />
kan være forbundet med betydelige vanskeligheder at etablere et sådant tilsvarende<br />
gerningsindhold.<br />
I forbindelse med ratifikationen af ICC-statutten har Danmark påtaget sig en række<br />
forpligtelser med hensyn til de danske myndigheders samarbejde med domstolen. De<br />
danske myndigheder er forpligtede til at samarbejde fuldt ud med domstolen i <strong>den</strong>nes<br />
efterforskning <strong>og</strong> retsforfølgning af forbrydelser under domstolens jurisdiktion,<br />
ligesom de på domstolens anmodning skal anholde <strong>og</strong> udlevere personer til <strong>den</strong>ne.<br />
Med hensyn til efterforskning af en given sag er <strong>den</strong> danske stat endvidere pålagt at<br />
tilvejebringe information samt tillade anklageren <strong>og</strong> forsvaret at foretage de nødvendige<br />
undersøgelser på egen hånd.<br />
Endelig er danske myndigheder forpligtet til at fuldbyrde idømte fængselsstraffe,<br />
stille dommere til rådighed <strong>og</strong> sikre effektiv erstatning til ofrene. Se kap. 7 for yderligere<br />
information om forholdet mellem de nationale myndigheder <strong>og</strong> ICC.
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse<br />
Kapitel 3 indeholder en gennemgang af de væsentligste <strong>folkeret</strong>lige <strong>og</strong> danske regler<br />
om henholdsvis terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse. Kapitlet indledes med et afsnit om<br />
begrebet terrorisme <strong>og</strong> en omtale af de mest kendte terroraktioner i nyere tid (afsnit<br />
3.1). Herefter følger en gennemgang af terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse set i henholdsvis<br />
en international strafferetlig sammenhæng (afsnit 3.2) <strong>og</strong> en humanitær-<strong>folkeret</strong>lig<br />
sammenhæng (afsnit 3.3). Kapitlet afsluttes med en redegørelse for de initiativer, der er<br />
taget i dansk ret for at kriminalisere terrorisme <strong>og</strong> sikre en effektiv terrorbekæmpelse<br />
(afsnit 3.4) samt en belysning af Danmarks deltagelse i <strong>den</strong> internationale kamp mod<br />
terrorisme (afsnit 3.5).<br />
3.1. Indledning<br />
Si<strong>den</strong> terrorangrebene på World Trade Center <strong>og</strong> Pentagon 11. september 2001 har<br />
terrorisme <strong>og</strong> terrorismebekæmpelse rangeret højt på <strong>den</strong> internationale sikkerhedspolitiske<br />
dagsor<strong>den</strong>. De mange terrorangreb, der har fundet sted si<strong>den</strong> 1960’erne <strong>og</strong><br />
som kulminerede i 2001, har med al tydelighed vist, at terrorisme udgør en alvorlig<br />
trussel mod international fred <strong>og</strong> sikkerhed. 00 Ifølge FN’s generalsekretær er terrorisme<br />
en trussel mod alt det, FN står for: respekt for menneskerettigheder, retsstatsprincippet,<br />
beskyttelse af civile, tolerance mellem folk <strong>og</strong> nationer samt fredelig løsning af<br />
konflikter. 0<br />
Begrebet terrorisme<br />
Det internationale samfund har endnu ikke opnået enighed om en universel definition<br />
af terrorisme. FN’s Konventionen om bekæmpelse af finansieringen af terrorisme (1999)<br />
Artikel 2, stk. 1, litra b)definerer terrorisme som:<br />
„Enhver an<strong>den</strong> handling, der er beregnet til at forårsage død eller alvorlig personskade<br />
på en civilperson eller en an<strong>den</strong> person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en<br />
væbnet konfliktsituation, såfremt formålet med en sådan handling, henset til handlingens<br />
karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering<br />
eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en given<br />
handling“. 0<br />
100 For en gennemgang af de nye trusler som følge af terrorisme henvises til Dansk Institut for Internationale<br />
Studier, Nye trusler <strong>og</strong> militær magtanvendelse, juni 2005.<br />
101 FN’s generalsekretær, In larger freedom: towards development, security and human rights for all,<br />
(A/59/2005), 21. marts 2005, afsnit 87.<br />
102 Se http://www.folketinget.dk/Samling/20012/udvbilag/REU/L32_bilag6.htm
54 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Det seneste forsøg på at fastlægge en universel definition af terrorisme blev fremlagt<br />
i 2004 af Højniveaupanelet om trusler, udfordringer <strong>og</strong> forandring (High-level Panel<br />
on Threats, Challenges and Change), nedsat af FN’s generalsekretær for at styrke det<br />
kollektive sikkerhedssystem. Her foreslås følgende definition:<br />
„any action, in addition to actions already specified by the existing conventions on aspects<br />
of terrorism, the Geneva Conventions and Security Council resolution 1566 (2004),<br />
that is intended to cause death or serious bodily harm to civilians or non-combatants,<br />
when the purpose of such act, by its nature or context, is to intimidate a population,<br />
or to compel a Government or an international organization to do or to abstain from<br />
doing any act.“ 0<br />
Årsagen til, at FN’s medlemsstater endnu ikke har kunnet opnå enighed om en definition,<br />
er navnlig to forhold. For det første er der uenighed om, hvorvidt definitionen<br />
<strong>og</strong>så skal omfatte staters brug af væbnet magt mod civile, hvilket flere stater har<br />
modsat sig. For det andet er det blevet anført, at folk under fremmed besættelse har<br />
en ret til at modsætte sig besættelsen, <strong>og</strong> at en terrorismedefinition ikke må fortrænge<br />
<strong>den</strong>ne ret. Ifølge FN’s omtalte Højniveaupanel anses ingen af disse argumenter d<strong>og</strong><br />
som tungtvejende nok til at berettige, at man ikke vedtager en universel definition af<br />
terrorisme. 0<br />
Højniveaupanelet <strong>og</strong> FN’s generalsekretær har samstemmende fastslået vigtighe<strong>den</strong><br />
af, at der opnås enighed om en universel definition af terrorisme i FN’s Generalforsamling,<br />
<strong>og</strong> at staterne i samme forbindelse vedtager en generel konvention om terrorisme.<br />
0 På FN’s World Summit i september 2005 bekræftede deltagerstaterne dette<br />
mål. 0<br />
Mens ver<strong>den</strong>ssamfundet endnu ikke har kunnet opnå enighed om en generel definition<br />
<strong>og</strong> konvention om terrorisme, så har ver<strong>den</strong>ssamfundet imidlertid opnået<br />
enighed om, at visse specifikke handlinger kan betegnes som terrorisme. Dette gælder<br />
– i fredstid – gidseltagning, kapring <strong>og</strong> destruktion af luftfartøjer, angreb rettet<br />
mod internationalt beskyttede personers liv, fysiske integritet <strong>og</strong> frihed <strong>og</strong> – under<br />
væbnede konflikter – voldshandlinger eller trussel om vold med det formål at sprede<br />
terror i civilbefolkningen. 0<br />
103 FN’s generalsekretærs „High-level Panel on Threats, Challenges and Change“, A more secure world:<br />
Our shared responsibility, (A/59/565), 2. december 2004, afsnit 164.<br />
104 FN’s generalsekretærs „High-level Panel on Threats, Challenges and Change“, A more secure world:<br />
Our shared responsibility, (A/59/565), 2. december 2004, afsnit 160-61.<br />
105 FN’s generalsekretær, In larger freedom: towards development, security and human rights for all,<br />
(A/59/2005), 21. marts 2005, afsnit 91.<br />
106 Jf. FN’s Generalforsamling, Resolution 60, (A/60/L.1), 24. oktober 2005, afsnit 83.<br />
107 Hans-Peter Gasser, Acts of terror, „terrorism“ and international humanitarian law, IRRC, Vol. 84, No.<br />
847, september 2002, s. 555-60. Inter-American Commission of Human Rights, Report on terrorism<br />
and human rights, oktober 2002, afsnit 15.
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse 55<br />
Eksempler på nyere terroraktioner<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
Bombningen af Greenpeace-skibet Rainbow Warrior, New Zealand i 1985,<br />
begået af stats-sponserede terrorister (agenter) fra Frankrig.<br />
Bombningen af et Pan Am fly over Lockerbie, Skotland i 1988, begået af statssponserede<br />
terrorister (agenter) fra Libyen.<br />
Angrebene på USA’s ambassader i Kenya <strong>og</strong> Tanzania i 1998, formentlig udført<br />
af Al-Qaeda.<br />
Angrebene på World Trade Center <strong>og</strong> Pentagon 11. september 2001,<br />
formentlig udført af Al-Qaeda.<br />
Bombesprængningen på Bali i 2002, som formentlig er udført af Al-Qaeda <strong>og</strong><br />
Jemaah Islamiyah.<br />
Angrebene på passagert<strong>og</strong> i Madrid i 2004, formentlig udført af<br />
Al-Qaeda-tilhængere.<br />
Aktionen på en skole i Beslan/Rusland i 2004, begået af tjetjenske <strong>og</strong> ingusjiske<br />
gidseltagere.<br />
Bombesprængningerne af tre metrostationer <strong>og</strong> en dobbeltdækkerbus i<br />
London i 2005.<br />
Bombesprængningerne af syv t<strong>og</strong> i Mumbai i 2006.<br />
3.2. Terrorisme, terrorbekæmpelse <strong>og</strong> international<br />
strafferet<br />
Terrorisme <strong>og</strong> staternes forholdsregler mod terrorisme reguleres potentielt af flere<br />
grene in<strong>den</strong> for <strong>folkeret</strong>ten alt afhængig af terrorismens grad, karakter, udøvere <strong>og</strong><br />
kontekst: reglerne om magtanvendelse, international strafferet, humanitær <strong>folkeret</strong><br />
<strong>og</strong> menneskerettighederne. Dette afsnit vil belyse terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse i<br />
relation til international strafferet, humanitær <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> dansk ret. Såkaldt „statsterrorisme“<br />
vil typisk indebære en overtrædelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong>/eller <strong>den</strong><br />
internationale menneskeret samt kunne pådømmes ved ICC, mens terrorisme udført<br />
af privatpersoner/grupper typisk vil skulle bedømmes efter <strong>den</strong> nationale <strong>og</strong> internationale<br />
strafferet.<br />
I internationalt regi er der i løbet af de seneste 40 år vedtaget tretten konventioner,<br />
der er møntet på at forebygge, undertrykke <strong>og</strong> bekæmpe specifikke former for terrorisme.<br />
0 Disse <strong>folkeret</strong>lige regler forpligter deltagerstaterne til at kriminalisere en lang<br />
108 Konventionerne (1963-2005) vedrører bl.a. flykapring, bomber, terrorfinansiering, gidseltagning<br />
<strong>og</strong> nuklear terrorisme. For en oversigt over de eksisterende konventioner, se: http://www.unodc.<br />
org/unodc/en/terrorism_conventions.html<br />
Det internationale samarbejde om terrorbekæmpelse foregår <strong>og</strong>så in<strong>den</strong>for rammerne af OECD,<br />
NATO <strong>og</strong> OSCE.
5 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
række terror-relaterede forbrydelse, til at efterforske, retsforfølge <strong>og</strong> straffe formodede<br />
terrorister eller at udlevere dem samt at samarbejde i forebyggelsen af terrorisme. 0<br />
Som følge af terrorangrebene mod USA i 2001 blev det internationale retsgrundlag<br />
for terrorbekæmpelse styrket med vedtagelsen af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1373.<br />
Resolutionen blev vedtaget i henhold til FN-pagtens kapitel VII om forholdsregler<br />
over for trusler mod fre<strong>den</strong>, fredsbrud <strong>og</strong> angrebshandlinger. Sådanne beslutninger er<br />
umiddelbart bin<strong>den</strong>de for alle FN’s medlemsstater. Resolutionen pålægger medlemsstaterne<br />
at:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
kriminalisere terroraktiviteter;<br />
retsforfølge terrorister samt personer <strong>og</strong> organisationer, der støtter terrorister;<br />
stoppe pengestrømmene til finansiering af terrorisme;<br />
ratificere FN-konventionerne om terrorismebekæmpelse;<br />
bistå andre lande med at gennemføre FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1373; <strong>og</strong><br />
rapportere regelmæssigt til FN’s Sikkerhedsråd om gennemførelsen af<br />
Sikkerhedsrådsresolution 1373.<br />
Sikkerhedsrådsresolution 1373 medførte <strong>og</strong>så, at der blev etableret en Anti-terrorisme<br />
Komité (CTC), som er omdrejningspunktet for FN’s forstærkede indsats mod terrorismen.<br />
Sikkerhedsrådet har forudgående <strong>og</strong> efterfølgende vedtaget en række resolutioner<br />
vedrørende terrorisme. 0<br />
Det er udtrykkeligt fremhævet i de fleste af de tidligere omtalte internationale<br />
konventioner vedrørende terrorisme samt i resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, at<br />
stater i deres indsats mod terrorisme skal overholde international ret, herunder særligt<br />
menneskeretlige <strong>og</strong> humanitærretlige forpligtelser. Denne forpligtelse er <strong>og</strong>så blevet<br />
fastslået i slutdokumentet UN’s World Summit 2005.<br />
Som følge af at det internationale samfund endnu ikke har kunnet opnå enighed om<br />
en universel definition af begrebet terrorisme, er det i forbindelse med forhandlingerne<br />
af ICC-statutten blevet besluttet, at ICC’s jurisdiktion indtil videre ikke skal omfatte<br />
terrorisme.<br />
Det er imidlertid muligt at retsforfølge <strong>og</strong> straffe gerningsmænd, som har begået<br />
specifikke terrorhandlinger under væbnet konflikt, der er udtrykkeligt kriminaliseret<br />
109 På europæisk plan er der <strong>og</strong>så taget en række initiativer til bekæmpelse af terrorisme. In<strong>den</strong> for<br />
Europarådet er der vedtaget en konvention om forebyggelse af terrorisme (5. maj 2005), som Danmark<br />
har undertegnet. I EU-regi har medlemsstaterne vedtaget en rammeafgørelse om bekæmpelse<br />
af terrorisme, der indeholder en fælles EU-definition af terrorisme <strong>og</strong> fælles mindstekrav til de<br />
nationale strafferammer for terrorisme, <strong>og</strong> en handlingsplan (marts 2004).<br />
110 FN’s Sikkerhedsråd har bl.a. vedtaget følgende centrale resolutioner om bekæmpelse af terrorisme:<br />
Resolution 1267, der indfører sanktioner mod Al-Qaeda-medlemmer <strong>og</strong> det tidligere Talibanstyre;<br />
Resolution 1566, der etablerer en arbejdsgruppe med mandat til at fremkomme med forslag, der<br />
skal fremme bl.a. mulighe<strong>den</strong> for at retsforfølge terrorister;<br />
Resolution 1540, der indfører forhindringer for, at terrorister får adgang til masseødelæggelsesvåben.<br />
111 Jf. Peter Vedel Kessing, Fortrænger forpligtelsen til at bekæmpe terrorisme staters menneskeretlige <strong>og</strong><br />
humanitærretlige forpligtelser?, Juristen, No. 3, juni 2006.<br />
112 Jf. 2005 World Summit Outcome, UN General Assembly (A/60/L.1) af 20. september 2005, afsnit<br />
85.
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse 5<br />
i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Dette skete første gang i Galic-sagen, hvor ICTY bidr<strong>og</strong> til<br />
at fastlægge begrebet terror.<br />
„I Galic-sagen blev General Galic ved ICTY tiltalt for – i perio<strong>den</strong> september 1992 til<br />
august 1994 – at have gennemført en kampagne af beskydning <strong>og</strong> angreb på civilbefolkningen<br />
i Sarajevo, hvilket havde resulteret i død <strong>og</strong> skade på civile, med det primære<br />
formål at sprede rædsel blandt civilbefolkningen. Tribunalet fastsl<strong>og</strong> i Galic-sagen, at<br />
en forbrydelse bestående af voldshandlinger, der bevidst er rettet mod civilbefolkningen<br />
eller individuelle civile <strong>og</strong> som medfører død eller alvorlig skade på krop eller helbred<br />
med det primære formål at sprede rædsel blandt civilbefolkningen, er at betragte som<br />
terror. Galic blev fundet individuelt strafferetligt ansvarlig for terrorhandlingerne,<br />
jf. ICTY-statuttens artikel 7(1), <strong>og</strong> blev herefter blandt andet dømt for overtrædelse af<br />
Tillægsprotokol I, artikel 51, jf. ICTY-statuttens artikel 3.“<br />
ICC kan ligesom ICTY retsforfølge <strong>og</strong> straffe gerningsmænd, som har begået specifikke<br />
handlinger, der er omfattet af statutten, jf. ICC-statuttens artikel 7 (forbrydelser<br />
mod menneskehe<strong>den</strong>) <strong>og</strong> artikel 8 (krigsforbrydelser), <strong>og</strong> som samtidig kan siges at<br />
udspringe af en terroristisk sammenhæng.<br />
Da terrorisme betragtet som en generel forbrydelse ikke kan pådømmes internationalt,<br />
er retsforfølgning <strong>og</strong> afstraffelse af terrorisme derfor overladt til de nationale<br />
myndigheder. Som følge af de internationale strafferetlige konventioner om forebyggelse,<br />
undertrykkelse <strong>og</strong> bekæmpelse af terrorisme har deltagende stater, der arresterer<br />
en formodet terrorist, pligt til enten at retsforfølge eller til at udlevere vedkommende<br />
til retsforfølgning i et andet land (latin: aut dedere, aut judicare). I Danmark er der<br />
mulighed for at straffe terrorisme efter straffelovens § 114 m.fl.<br />
3.3. Terrorisme, terrorbekæmpelse <strong>og</strong> humanitær <strong>folkeret</strong><br />
Terrorisme kan finde sted i fredstid eller i forbindelse med væbnede konflikter. Kun i<br />
sidstnævnte tilfælde vil <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> finde anvendelse. Kampen mod terrorisme<br />
har hidtil i overvejende grad fundet sted in<strong>den</strong> for sædvanlige civile rammer<br />
for kriminalitetsbekæmpelse, herunder navnlig gennem efterretningsvirksomhed, efterforskning<br />
<strong>og</strong> retsforfølgning. Terrorangrebene 11. september 2001 viste imidlertid,<br />
at international terrorisme kan have samme destruktive virkninger som krigsførelse<br />
<strong>og</strong> i n<strong>og</strong>le tilfælde vil være statsstøttet. International terrorisme – <strong>og</strong> bekæmpelsen af<br />
113 Jf. ICTY, Prosecutor v. Stanislav Galic, (IT-98-29-T), dom af 5. december 2003, afsnit 66.<br />
114 ICTY, Prosecutor v. Stanislav Galic, (IT-98-29-T), dom af 5. december 2003, afsnit 87 <strong>og</strong> 133-138.<br />
115 Tillægsprotokol I, artikel 51(2) har følgende ordlyd: „Civilbefolkningen som sådan såvel som individuelle<br />
civile må ikke gøres til genstand for angreb. Det er forbudt at foretage voldshandlinger eller<br />
fremsætte trusler om vold med det primære formål at sprede rædsel blandt civilbefolkningen.“ – i<br />
<strong>den</strong> danske version oversættes „terror“ til „rædsel“.. Jugoslavien havde ratificeret Tillægsprotokol I<br />
(11. marts 1977) <strong>og</strong> inkorporeret traktaten i national ret.<br />
116 ICTY, Prosecutor v. Stanislav Galic, (IT-98-29-T), dom af 5. december 2003, afsnit 748, 750 <strong>og</strong> 769.<br />
117 Se bl.a. herom Gilbert Guillaume, Terrorism and International Law, British Institute of International<br />
and Comparative Law, Grotius Lecture, 13. november 2003.
5 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
samme – vil derfor efter omstændighederne kunne tage form af en væbnet konflikt<br />
mellem stater.<br />
Kampen mod terror vs. Krigen mod terror<br />
Efter terrorangrebene 11. september 2001 har det været debatteret indgående, om disse<br />
angreb <strong>og</strong> <strong>den</strong> heraf afledte krig mod terrorisme, „war on terror“ kan betegnes som en<br />
væbnet konflikt med <strong>den</strong> virkning, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> finder anvendelse.<br />
Fortalerne for, at „krigen mod terrorisme“ skal anses som en væbnet konflikt,<br />
fremhæver at terrorangrebene har bekræftet fremkomsten af et nyt fænomen: transnationale<br />
netværk, der i kraft af deres teknol<strong>og</strong>iske kapacitet <strong>og</strong> globale rækkevidde<br />
er i stand til at påføre omfattende død <strong>og</strong> ødelæggelse i fjerntliggende stater. Dette<br />
begrunder – i fortalernes optik – at terrorismen sidestilles med krigshandlinger, <strong>og</strong> at<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> dermed finder anvendelse. Fortalerne mener d<strong>og</strong> samtidig,<br />
at definitionen på en international væbnet konflikt ikke passer til <strong>den</strong> transnationale<br />
terrorisme, da <strong>den</strong> ikke alene involverer stater, men <strong>og</strong>så omfatter ikke-statslige aktører.<br />
Den transnationale terrorisme menes heller ikke at svare til <strong>den</strong> traditionelle<br />
forståelse af en ikke-international væbnet konflikt, idet <strong>den</strong> er begrænset til en enkelt<br />
stats territorium. På <strong>den</strong>ne baggrund mener fortalerne, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
skal tilpasses, <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne udvikling hævdes allerede at finde sted i praksis. Et eksempel<br />
herpå er USA’s kategorisering af formodede terrorister som „fjendtlige kombattanter“<br />
(enemy combattants), hvilket ifølge USA har <strong>den</strong> virkning, at de pågæl<strong>den</strong>de lovligt<br />
kan angribes <strong>og</strong> at de, hvis de pågribes, kan holdes fanget indtil ophøret af „krigen<br />
mod terrorisme“.<br />
I følge ICRC finder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> kun anvendelse, når „kampen mod<br />
terrorisme“ antager et sådant omfang, at <strong>den</strong> udgør en væbnet konflikt eller finder sted<br />
under en væbnet konflikt. Som eksempel herpå kan nævnes <strong>den</strong> amerikansk-ledede<br />
militæraktion mod Afghanistan i efteråret 2001. ICRC tilbageviser således påstan<strong>den</strong><br />
om, at der kan være tale om en „krig mod terrorisme“ med <strong>den</strong> virkning, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> finder anvendelse på permanent basis. En væbnet konflikt fordrer en<br />
vis intensitet <strong>og</strong> eksistensen af stri<strong>den</strong>de parter. En part i en konflikt skal ifølge ICRC<br />
forstås som væbnede styrker eller væbnede grupper med en vist niveau af organisering,<br />
kommandostruktur <strong>og</strong> som følge heraf evnen til at implementere <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
For så vidt angår de transnationale terrornetværk er det ifølge ICRC vanskeligt<br />
at se, at disse løst forbundne <strong>og</strong> hemmelige netværk af celler generelt kan anses som<br />
part i en væbnet konflikt. Vurderingen af, hvorvidt terrorismen <strong>og</strong> terrorbekæmpelsen<br />
kan kategoriseres som en væbnet konflikt, må ifølge ICRC således afgøres individuelt<br />
sag for sag.<br />
Terrorisme – <strong>og</strong> kampen mod terrorisme – vil være omfattet af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> når:<br />
118 ICRC, International Humanitarian Law and the Challenges of Contemporary Armed Conflicts, september<br />
2003, s. 17-18. Se http://www.icrc.org/Web/eng/siteeng0.nsf/htmlall/5XRDCC/$File/IHLcontemp_armedconflicts_FINAL_ANG.pdf<br />
119 Ibid, s.18-19. Se evt. <strong>og</strong>så ICRC, When is a war not a war? – The proper role of the law of armed<br />
conflict in the „global war on terror“, 16. marts 2004. Tilgængelig på:<br />
http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList575/3C2914F52152E565C1256E60005C84C0
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse 5<br />
•<br />
•<br />
terrorhandlinger eller terrorbekæmpelse involverer organiseret vold af et sådan<br />
omfang <strong>og</strong> intensitet, at det får en væbnet konflikt til at opstå; eller<br />
terrorhandlingerne finder sted under en igangværende væbnet international eller<br />
national konflikt. 0<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder ikke en definition af terrorisme, men Genèvekonvention<br />
IV, artikel 33, Tillægsprotokol I, artikel 51 samt Tillægsprotokol II, artikel<br />
13 indeholder forbud mod terrorhandlinger, herunder angreb på civile; vilkårlige<br />
angreb; angreb på religiøse steder; angreb på værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige<br />
kræfter; gidseltagning; <strong>og</strong> drab af personer, som ikke – længere – deltager i<br />
fjendtlighederne.<br />
3.4. Terrorisme, terrorbekæmpelse <strong>og</strong> dansk ret<br />
Som følge af terrorangrebene mod USA i 2001 foret<strong>og</strong> Danmark en vurdering af, om<br />
dansk lovgivning var tilstrækkelig til at sikre en effektiv indsats mod terrorisme. Dette<br />
resulterede i, at Folketinget i foråret 2002 vedt<strong>og</strong> <strong>den</strong> såkaldte „anti-terrorpakke“ for at<br />
udbygge retsgrundlaget for forebyggelse, efterforskning <strong>og</strong> strafforfølgning af terrorhandlinger.<br />
Lovændringen havde til formål at gennemføre de nødvendige ændringer<br />
for, at Danmark kunne ratificere FN’s terrorfinansierings-konvention af 1999 <strong>og</strong> opfylde<br />
blandt andet FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1373 (2001).<br />
Med anti-terrorpakken blev en lang række love ændret, herunder straffeloven,<br />
retsplejeloven, våbenloven, udleveringsloven samt lov om konkurrence- <strong>og</strong> forbrugerforhold<br />
på telemarkedet.<br />
Med anti-terrorpakken blev der indsat en særlig terrorismeparagraf i straffelovens<br />
§ 114:<br />
„For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid <strong>den</strong>, som med forsæt til at skræmme<br />
en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller u<strong>den</strong>landske offentlige<br />
myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at<br />
120 ICRC, International Humanitarian Law and the Challenges of Contemporary Armed Conflicts,<br />
September 2003, s. 18-19 samt http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList575/<br />
3C2914F52152E565C1256E60005C84C0: When the „war on terror“ amounts to the use of armed<br />
force within a State, between that State and a rebel group, or between rebel groups within the State,<br />
the situation may amount to non-international armed conflict a) if hostilities rise to a certain level<br />
and/or are protracted beyond what is known as mere internal disturbances or sporadic riots, b) if<br />
parties can be defined and i<strong>den</strong>tified, c) if the territorial bounds of the conflict can be i<strong>den</strong>tified and<br />
defined, and d) if the beginning and end of the conflict can be defined and i<strong>den</strong>tified. Absent these<br />
defining characteristics of either international or non-international armed conflict, humanitarian<br />
law is not applicable.<br />
121 ICRC, What does humanitarian law say about terrorism?, 31. oktober 2002; <strong>og</strong> Gasser (2002), s. 555-60 samt<br />
http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList104/256CFA98B1DCE442C1256CF6002D63F0.<br />
122 Se Lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- <strong>og</strong><br />
forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere<br />
til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af<br />
terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsrådsresolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer<br />
til bekæmpelse af terrorisme m.v.).
0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international<br />
organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige<br />
strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i<br />
kraft af sin karakter eller <strong>den</strong> sammenhæng, hvori <strong>den</strong> begås, kan tilføje et land eller en<br />
international organisation alvorlig skade:<br />
1) Manddrab efter § 237.<br />
2) Grov vold efter § 245 eller § 246.<br />
3) Frihedsberøvelse efter § 261.<br />
[ … ]<br />
Stk. 2. På samme måde straffes <strong>den</strong>, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer<br />
våben eller eksplosivstoffer.<br />
Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde <strong>den</strong>, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer<br />
med at begå en af de i stk. 1 <strong>og</strong> 2 nævnte handlinger.“<br />
Regeringen ønskede hermed i højere grad at signalere, at terrorisme i alle <strong>den</strong>s former<br />
er uacceptabel i et demokratisk samfund.<br />
Ved lovændringen indføjedes straffelovens §§ 114a-e, der udvider det almindelige<br />
medvirkensbegreb. Hermed blev det navnlig forbudt at yde økonomisk, teknisk, moralsk<br />
<strong>og</strong> militær støtte til personer, grupper eller sammenslutninger, der begår eller har<br />
til hensigt at begå terrorhandlinger. I straffeloven indførtes <strong>og</strong>så en bestemmelse om<br />
ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben (ABC-våben).<br />
Retsplejelovens bestemmelser blev <strong>og</strong>så ændret på centrale punkter med henblik<br />
på at styrke politiets efterforskningsmuligheder. Der blev blandt andet givet politiet<br />
mulighed for at:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
foretage indgreb i meddelelseshemmelighe<strong>den</strong> qua forpligtelsen for teleselskaber<br />
<strong>og</strong> internet-udbydere til at registrere <strong>og</strong> opbevare oplysninger om tele- <strong>og</strong><br />
internetkommunikation i 1 år (§ 786);<br />
foretage gentagne, hemmelige ransagninger i visse sager om alvorlige forbrydelser<br />
(§ 799);<br />
pålægge tredjemand at udlevere dokumenter u<strong>den</strong> forudgående retskendelse<br />
(§ 806); <strong>og</strong><br />
beslaglægge penge <strong>og</strong> andre formuegoder med henblik på konfiskation (§ 802-03).<br />
Anti-terrorpakken har givet anledning til betydelig kritik fra advokater, universitetsjurister<br />
<strong>og</strong> andre, som anfører, at stramningerne er i strid med de langsigtede<br />
hensyn til borgernes retssikkerhed. Kritikken går navnlig på, at de nye bestemmelser<br />
i straffeloven er upræcise <strong>og</strong> vidtgående – blandt andet fordi enhver form for støtte til<br />
terrororganisationer, selv om støtten ikke kan henføres til konkrete handlinger, kriminaliseres.<br />
Forman<strong>den</strong> for Advokatrådet har anført, at man med de nye regler risikerer<br />
at blive dømt for at have støttet en humanitær organisation, hvis <strong>den</strong> si<strong>den</strong> hen vælger<br />
at bruge midlerne til humanitært arbejde, der <strong>og</strong>så er til gavn for medlemmerne af<br />
en terrorbevægelse. Den støtte, der eksempelvis blev givet til det sydafrikanske parti<br />
African National Congress (ANC) i 1980’erne, ville med antiterrorloven have været
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse 1<br />
strafbar. Det samme gør sig muligvis gæl<strong>den</strong>de for en del af <strong>den</strong> støtte, der er gået til<br />
de palæstinensiske selvstyremyndigheder.<br />
Tiltale for terrorisme <strong>og</strong> medvirken hertil vil kun kunne rejses efter justitsministerens<br />
påbud, dvs. på grundlag af en politisk beslutning. Ifølge visse strafferetseksperter<br />
indebærer en sådan ordning en risiko for politisering, vilkårlighed <strong>og</strong> magtmisbrug.<br />
De største betænkeligheder knytter sig imidlertid til de vidtgående efterforskningsmæssige<br />
beføjelser, som politiet har fået. Med en retskendelse i hån<strong>den</strong> kan politiet<br />
aflytte telefonsamtaler, bryde ind i personlige computere <strong>og</strong> læse private e-mails,<br />
u<strong>den</strong> at <strong>den</strong> „krænkede“ person selv er under mistanke, når bare der er mistanke<br />
mod afsenderen. Selv om en retskendelse yder en vis garanti mod vilkårlige indgreb,<br />
er realiteten, at det i praksis ofte vil være særdeles vanskeligt for en dommer at<br />
nægte politiet en retskendelse, når <strong>den</strong>ne begrundes med <strong>den</strong> blotte mistanke om<br />
terrorisme.<br />
Som følge af <strong>den</strong> nyere retsudvikling, herunder navnlig vedtagelsen af Europarådets<br />
Konvention om forebyggelse af terrorisme af 3. maj 2005, FN’s Konvention om nuklear<br />
terrorisme, af 13. april 2005 samt terrorhandlingerne i London i juli 2005, fremsatte<br />
regeringen <strong>den</strong> 31. marts 2006 tre lovforslag med henblik på at styrke indsatsen mod<br />
terrorisme, blandt andet ved en udvidet kriminalisering af opfordring <strong>og</strong> rekruttering<br />
til terrorhandlinger <strong>og</strong> oplæring af terrorister i at udføre terrorhandlinger. Formålet<br />
med lovforslaget var endvidere at gøre det muligt for Danmark at ratificere de to nævnte<br />
konventioner. Dele af lovforslagene blev kritiseret for at være for vidtgående <strong>og</strong> betænkelige<br />
ud fra en retssikkerhedsmæssig vurdering. Det blev således blandt andet<br />
kritiseret, at der med lovforslagene blev indført en bredere definition af terrorisme i<br />
dansk ret end <strong>den</strong> eksisterende i straffelovens § 114. En definition af terrorisme, som<br />
ikke stiller krav om, at der foreligger et særligt terrorforsæt. De tre lovforslag blev<br />
vedtaget <strong>den</strong> 2. juni 2006.<br />
123 Høringssvar fra Advokatrådet, 23. november 2001; Jørn Vestergaard, Anti-terrorpakken – <strong>den</strong> strafferetlige<br />
del, Lov & Ret 1/2002; Ole Espersen, Om terrordefinitionen <strong>og</strong> tiltalebeføjelser, 8. april 2002.<br />
124 Jørn Vestergaard, Anti-terrorpakken – <strong>den</strong> strafferetlige del, Lov & Ret 1/2002, s. 4.<br />
125 En undersøgelse fra 1988 har vist, at domstolene næsten altid imødekommer politiets begæringer<br />
om telefonaflytning (96%), selv om mistanken kun viser sig berettiget i ca. en tredjedel af sagerne<br />
(36%). Begæringerne i undersøgelsen gik primært på mistanke om narkokriminalitet, jf. Preben<br />
Wilhjelm, Antiterrorpakken <strong>og</strong> retssikkerhe<strong>den</strong>, 17. november 2001.<br />
126 Jf. bl.a. Høring om Terrorbekæmpelse, Landstingssalen Christiansborg, <strong>den</strong> 10. maj 2006. Udskrift af<br />
høring kan findes her:<br />
http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=1290&toppic=kategori5&language=dk<br />
127 Jf. bl.a. Høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder af 27. marts 2006. Kan findes her: http://<br />
www.humanrights.dk/hoeringssvar/alle/n06_33/<br />
128 Jf. Lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven, retsplejeloven <strong>og</strong> forskellige andre love<br />
(Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.); Lov nr. 568 af 9. juni 2006 om ændring af<br />
lov om forsvarets formål, opgaver <strong>og</strong> organisation m.v. (Ændringer som følge af regeringens terrorhandlingsplan<br />
<strong>og</strong> aftale om forsvarets ordning 2005-2009 m.v.); samt Lov nr. 545 af 8. juni 2006<br />
om ændring af lov om konkurrence- <strong>og</strong> forbrugerforhold på telemarkedet, lov om radiofrekvenser<br />
<strong>og</strong> lov om radio- <strong>og</strong> teleterminaludstyr <strong>og</strong> elektromagnetiske forhold (Opfølgning på regeringens<br />
handlingsplan for terrorbekæmpelse).
2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
3.5. Danmarks deltagelse i kampen mod terrorisme<br />
Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd 2005-06 <strong>og</strong> som formand for FN’s Sikkerhedsråds<br />
Anti-terrorisme Komité (CTC) har Danmark haft to overordnede mål for drøftelserne i<br />
de omtalte fora: at sikre gennemførelsen af en overordnet FN-strategi mod terrorisme;<br />
<strong>og</strong> at arbejde for en bred tilslutning til en definition af terrorisme <strong>og</strong> for enighed om<br />
en generel konvention mod terrorisme. Samtidig har Danmark som formand for CTC<br />
arbejdet for at styrke medlemsstaternes indsats mod terrorisme.<br />
For arbejdet i CTC har Danmark haft følgende specifikke prioriteter:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
styrkelse af <strong>den</strong> globale opbakning til terrorbekæmpelse;<br />
fokusering på de lande, der har problemer med gennemførelse af<br />
Sikkerhedsrådsresolution 1373;<br />
styrkelse af CTC’s rolle som formidler af teknisk bistand;<br />
styrkelse af samarbejdet med regionale organisationer i arbejdet med at bekæmpe<br />
terrorisme; <strong>og</strong><br />
fremme af menneskerettighedsaspektet i CTC’s arbejde. 0<br />
Efter 11. september 2001 har mange stater indført lovgivning til bekæmpelse af terrorhandlinger<br />
<strong>og</strong> skabt hjemmel til at træffe indgribende foranstaltninger over for<br />
enkeltpersoner. Adskillige stater ver<strong>den</strong> over har si<strong>den</strong> 2001 indført ganske vidtgående<br />
<strong>og</strong> upræcise antiterrorlove, der giver mulighed for at foretage indgreb over for personer,<br />
som enten mistænkes for terror eller hævdes at være mistænkt herfor. Brugen af<br />
tidsubegrænset frihedsberøvelse u<strong>den</strong> domstolskontrol eller udvidelse af politiets <strong>og</strong><br />
anklagemyndighe<strong>den</strong>s beføjelser til, under domstolskontrol, at tilbageholde personer<br />
har ført til en global svækkelse af uskyldsformodningen.<br />
De seneste år har vist, at staternes forholdsregler i bekæmpelsen af terror kan<br />
resultere i brud på forpligtelser efter menneskerettighederne <strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Et eksempel herpå er USA’s behandling af fanger på Guantánamo-basen på<br />
Cuba <strong>og</strong> i Abu Ghraib-fængslet i Irak samt eksistensen af såkaldte „sorte huller“, hvor<br />
samarbejdsvillige stater i hemmelighed opbevarer tilbageholdte personer u<strong>den</strong> n<strong>og</strong>en<br />
adgang til advokatbistand eller domstolskontrol. Et andet eksempel er Storbritanniens<br />
tidsubestemte internering af terrormistænkte udlændinge – som ikke kunne udsendes<br />
af landet – u<strong>den</strong> adgang til domstolsprøvelse.<br />
129 Jf. Regeringen, Redegørelse fra regeringen om indsatsen mod terrorisme. Udviklingen i det internationale<br />
samarbejde, juni 2005, s. 6-7. Tilgængelig på: http://www.um.dk/NR/rdonlyres/EF-<br />
5DA5E9-4F04-4C66-825D-6FC26A9E1FC3/0/Redeg%C3%B8relseENDELIG.pdf<br />
130 Regeringen, Redegørelse fra regeringen om indsatsen mod terrorisme. Udviklingen i det internationale<br />
samarbejde, juni 2005, s. 7.<br />
131 Se Europarådets Parlamentariske Forsamling „Alleged secret detentions and unlawful inter-state<br />
transfers of detainees involving Council of Europe member states“, Report from the Committee on<br />
Legal Affairs and Human Rights, Rapporteur: Mr Dick Marty, Doc. 10957, 12 June 2006. Storbritanniens<br />
parlament vedt<strong>og</strong> i 2001 en anti-terrorlov (Anti-Terrorism, Crime and Security Act), som<br />
giver in<strong>den</strong>rigsministeren ret til at internere udlændinge – som mistænkes for terror <strong>og</strong> som ikke<br />
kan udsendes af landet, – på ubestemt tid u<strong>den</strong> at blive stillet for en dommer. Se http://www.opsi.<br />
gov.uk/acts/acts2001/20010024.htm I 2004 blev loven underkendt af House of Lords, <strong>og</strong> det blev<br />
fastslået at de ni personer, der havde siddet interneret i op imod 3 år i medfør af loven, havde fået
3. Terrorisme <strong>og</strong> terrorbekæmpelse 3<br />
ICRC har gentagne gange pointeret, at kampen mod terrorisme skal udkæmpes<br />
med respekt for menneskerettighederne <strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> under ingen<br />
omstændigheder må underminere de værdier, som vores samfund er baseret på:<br />
„The struggle against terrorist activities, necessary and legitimate as it is, must not undermine<br />
the values on which society must be founded – in particular the preservation<br />
of human dignity according to international law.“<br />
Den danske regering har <strong>og</strong>så fastslået, at der ikke er et modsætningsforhold mellem<br />
terrorbekæmpelse <strong>og</strong> menneskerettigheder. Samtidig har Danmarks u<strong>den</strong>rigsminister<br />
erklæret:<br />
„Det er vanskeligt at sikre en effektiv indsats mod terrorisme, som ikke krænker individets<br />
rettigheder. Her bør FN spille en meget mere aktiv rolle i forhold til at vejlede<br />
medlemslan<strong>den</strong>e i at integrere hensynet til menneskerettigheder i indsatsen mod terrorisme.“<br />
deres menneskerettigheder krænket, jf. Judgments – A (FC) and others (FC) v. Secretary of State for<br />
the Home Department. (2004) UKHL 56, on appeal from (2002) EWCA Civ 1502, 16. dec. 2004. Se<br />
http://www.publications.parliament.uk/pa/ld200405/ldjudgmt/jd041216/a&oth-1.htm<br />
132 ICRC, Address by the Presi<strong>den</strong>t of the ICRC, Dr. Jakob Kellenberger, Genève, 3. December 2003.<br />
133 U<strong>den</strong>rigsminister Per Stig Møller, FN skal føre an i kampen mod terror, Kronik i Berlingske Ti<strong>den</strong>de,<br />
4. april 2005.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger<br />
Kapitel 4 beskriver visse af aktørererne i væbnede konklifter <strong>og</strong> deres rettigheder <strong>og</strong><br />
forpligtelser. Kapitlet indledes med en kort introduktion (afsnit 4.1) efterfulgt af en<br />
gennemgang af henholdsvis kombattantbegrebet (afsnit 4.2), ikke-kombattanter (afsnit<br />
4.3), civile, der deltager i kamphandlinger (afsnit 4.4) <strong>og</strong> krigsfangebegrebet (afsnit 4.5).<br />
Desu<strong>den</strong> indeholder kapitlet en analyse af de <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>lige problemstillinger,<br />
som tilbageholdelsen af de såkaldte „ulovlige kombattanter“ på Guantánamo Bay giver<br />
anledning til (afsnit 4.6). Kapitlet afrundes med en gennemgang af spørgsmålet om,<br />
hvorvidt <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er tidssvarende for vore tids konflikter (afsnit 4.7)<br />
4.1. Indledning<br />
Et af hovedprincipperne i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er, at krigsførende parter har pligt<br />
til at skelne mellem soldater („kombattanter“) <strong>og</strong> civile. Sondringen mellem kombattanter<br />
<strong>og</strong> civile er helt central i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, idet disse to kategorier har<br />
forskellige rettigheder <strong>og</strong> pligter.<br />
Under enhver væbnet konflikt må angreb således kun rettes mod kombattanter, <strong>og</strong><br />
civile skal i videst muligt omfang spares for krigens rædsler. Som udgangspunkt vil<br />
personer, der ikke er kombattanter, betegnes som civile. Der gælder d<strong>og</strong> særlige regler<br />
for kombattanter, der ikke længere er kampdygtige (på fransk: hors de combat) <strong>og</strong> for<br />
personer, der ledsager de væbnede styrker u<strong>den</strong> at tage direkte del i kamphandlingerne<br />
(„ikke-kombattanter“).<br />
I internationale væbnede konflikter er det endvidere kun kombattanter, der lovligt<br />
må tage direkte del i kamphandlinger, <strong>og</strong> såfremt civile tager direkte del i kamphandlinger,<br />
kan de, så længe de direkte deltager i fjendtlighederne, lovligt angribes af modparten<br />
<strong>og</strong> efterfølgende retsforfølges for deres blotte deltagelse i kamphandlingerne,<br />
men de mister ikke i øvrigt deres status som civile.<br />
Kombattanter, der tages til fange af modparten, anses som udgangspunkt som<br />
krigsfanger <strong>og</strong> tillægges en bred vifte af rettigheder, som blandt andet er opregnet i<br />
134 Der tænkes her navnlig på lægeligt <strong>og</strong> religiøst personale. Men <strong>og</strong>så journalister, der følger krigen,<br />
kan være særligt reguleret, om end disse som udgangspunkt må karakteriseres som civile, jf. Tillægsprotokol<br />
I, artikel 79. Krigskorrespon<strong>den</strong>ter anses d<strong>og</strong> ikke som civile, jf. Genève-konvention<br />
III, artikel 4(A)(4).<br />
135 En undtagelse hertil er, hvis civile i forbindelse med en invasion eller lignende griber til våben u<strong>den</strong><br />
dermed at organisere sig som kombattanter. Dette betegnes som „levée en masse“, <strong>og</strong> disse civile kan<br />
ikke retsforfølges for deres blotte deltagelse i kamphandlinger, men kan som nævnt lovligt angribes<br />
af modparten, jf. Genève-konvention III, artikel 4(A)(6).<br />
136 Pligten til at skelne mellem kombattanter <strong>og</strong> civile anses for at gælde i såvel internationale som<br />
ikke-internationale væbnede konflikter. I Tillægsprotokol II er de rettigheder <strong>og</strong> pligter, der gælder<br />
i forhold de forskellige personer, d<strong>og</strong> ikke tilnærmelsesvist lige så specifikt reguleret, som i konventioner,<br />
der vedrører <strong>den</strong> retlige regulering af internationale væbnede konflikter.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Genève-konvention III. Som nævnt må de ikke retsforfølges for deres blotte deltagelse i<br />
kamphandlingerne. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at ikke alene krigsfanger er<br />
beskyttet i tilfælde af frihedsberøvelse. En lang række grundlæggende garantier gælder<br />
således for alle tilfangetagne, uanset status.<br />
USA har i <strong>den</strong> såkaldte „krig mod terror“ anvendt begrebet „ulovlige kombattanter“<br />
om de personer, som tilbageholdes i Guantánamo Bay på Cuba, herunder en nu frigiven<br />
dansk statsborger. En sådan ensidig kategorisering fratager ikke de tilbageholdte<br />
de ovennævnte internationalretligt garanterede grundlæggende beskyttelsesgarantier,<br />
<strong>og</strong> spørgsmålet er således, hvilke retlige konsekvenser dette har for de tilbageholdtes<br />
beskyttelse <strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
4.2. Kombattantbegrebet<br />
Kombattanter defineres som udgangspunkt, som alle personer, der er medlem af en stri<strong>den</strong>de<br />
parts væbnede styrker, med undtagelse af sanitetspersonel <strong>og</strong> feltpræster.<br />
Kriterierne for at være en del af en parts væbnede styrker <strong>og</strong> derved opnå kombattantstatus<br />
er efter Tillægsprotokol I at:<br />
•<br />
•<br />
personen er under en kommando, der over for modparten er ansvarlig for de<br />
underordnedes handlemåde (instruktions- <strong>og</strong> sanktionsbeføjelser); <strong>og</strong><br />
sådanne væbnede styrker er underkastet et internt disciplinært system,<br />
som blandt andet skal håndhæve overholdelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>. 0<br />
Hermed blev de tidligere bestemmelser fra Haager-reglementet <strong>og</strong> Genève-konvention<br />
III forenklet. Efter reglerne i disse konventioner er det blandt andet et krav, for at blive<br />
omfattet af reglerne <strong>og</strong> for at opnå krigsfangestatus, at personerne er under kommando,<br />
bærer på afstand synlige kendetegn, bærer deres våben synligt <strong>og</strong> overholder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>s regler, jf. artikel 4 i <strong>den</strong> tredje Genève-konvention. Kravet om, at<br />
våben skal bæres synligt, er imidlertid opretholdt i Tillægsprotokol I, hvis kombattanter<br />
skal være berettiget til krigsfangestatus.<br />
Kravet om, at kombattanter skal bære særlige kendetegn, som er væsentligt modificeret<br />
for så vidt angår de stater, der har ratificeret Tillægsprotokol I, har især be-<br />
137 Jf. Genève-konventionerne, fællesartikel 3, Tillægsprotokol I, artikel 75 <strong>og</strong> Tillægsprotokol II, artikel<br />
4-6. Indholdet af disse regler har i vidt omfang status som sædvaneret, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie<br />
ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, kapitel 32.<br />
138 Jf. http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/html/usa-detention-update-121205?OpenDocument<br />
139 Udtrykket svarer til U<strong>den</strong>rigsministeriets oversættelse af Genève-konventionerne, men religiøst<br />
personel er en mere retvisende betegnelse, idet en moderne fortolkning bør inkludere feltrabbinere<br />
<strong>og</strong> feltimamer m.fl., jf. http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/html/usa-detention-update-<br />
121205?OpenDocument<br />
140 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 43.<br />
141 Det er omdebatteret, om disse fire kriterier <strong>og</strong>så gælder for de stri<strong>den</strong>de parters væbnede styrker,<br />
jf. artikel 4 A (1), eller om de kun relaterer sig til hjemmeværn, frivillige korps, mv. jf. artikel 4 A<br />
(2).<br />
142 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 44.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger<br />
tydning for modstands-, guerilla- <strong>og</strong> befrielsesbevægelser, hvis medlemmer under de<br />
nævnte betingelser hermed <strong>og</strong>så kan opnå status som kombattanter. Dette medfører,<br />
at det i praksis bliver sværere at skelne mellem civile <strong>og</strong> kombattanter, men det skal i<br />
<strong>den</strong>ne forbindelse erindres, at enhver direkte deltagelse i <strong>den</strong> væbnede konflikt under<br />
alle omstændigheder vil medføre, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de, uanset om <strong>den</strong>ne er civil eller<br />
kombattant, bliver et legitimt mål for modpartens angreb.<br />
Nuti<strong>den</strong>s væbnede konflikter foregår ikke længere adskilt fra civilbefolkningens<br />
hverdag <strong>og</strong> fær<strong>den</strong>. Deltagerne i konflikterne er heller ikke længere kun regulære<br />
styrker, men består i dag af et bredt udsnit af regulære styrker, paramilitære styrker,<br />
modstandsbevægelser, guerillabevægelser samt irregulære <strong>og</strong> uorganiserede bander.<br />
Eksempler herpå er konflikterne i Den Demokratiske Republik Congo, Sierra Leone,<br />
Afghanistan <strong>og</strong> Sudan. Hvorvidt disse personer skal betragtes som kombattanter <strong>og</strong><br />
opnår krigsfangestatus ved tilfangetagelse afhænger af en konkret vurdering, <strong>og</strong> af<br />
hvorvidt <strong>den</strong> konkrete stat har tiltrådt Tillægsprotokol I. Uanset hvad, vil de som nævnt<br />
være legitime mål, så snart <strong>og</strong> så længe de deltager direkte i <strong>den</strong> væbnede konflikt, <strong>og</strong><br />
selv om de ikke måtte tillægges krigsfangestatus, vil de som nævnt være beskyttet af<br />
en række grundlæggende garantier.<br />
Ikke-internationale væbnede konflikter er ikke så tæt reguleret som internationale<br />
væbnede konflikter, men som nævnt gælder det <strong>og</strong>så i førstnævnte konflikter, at kun<br />
personer, der deltager direkte i <strong>den</strong> væbnede konflikt, må angribes. Hvad der skal<br />
forstås som „direkte deltagelse“ er omdiskuteret, men det antages ikke, at f.eks. civile,<br />
som arbejder i kantiner eller depoter, som forsyner de væbnede styrker med mad <strong>og</strong><br />
beklædning, kan anses for at deltage direkte i fjendtlighederne, <strong>og</strong> sådanne personer<br />
vil dermed ikke være legitime mål.<br />
Hvorvidt en person, der deltager i en ikke-international væbnet konflikt, kan retsforfølges,<br />
afhænger som udgangspunkt af <strong>den</strong> anvendelige nationale ret. De har imidlertid<br />
krav på <strong>den</strong> minimumsbeskyttelse, der er foreskrevet i fællesartikel 3 til Genève-konventionerne,<br />
som er sædvaneret, <strong>og</strong> som gælder for alle stater. Tillægsprotokol II’s mere<br />
specifikke bestemmelser finder tillige anvendelse, såfremt <strong>den</strong> tilbagehol<strong>den</strong>de stat har<br />
ratificeret <strong>den</strong>ne (så som Danmark).<br />
Årsagen til <strong>den</strong> begrænsede internationale regulering af ikke-internationale konflikter<br />
er, at mange stater betragter sådanne konflikter som rent interne anliggender,<br />
som skal behandles under national ret <strong>og</strong> ikke som et <strong>folkeret</strong>ligt anliggende.<br />
143 Hvorvidt Tillægsprotokol I, artikel 43 <strong>og</strong> 44 har status som sædvaneret <strong>og</strong> dermed ligeledes er<br />
bin<strong>den</strong>de for de stater, der ikke har ratificeret Tillægsprotokol I, er omdiskuteret. Det er blevet<br />
konstateret, at statspraksis har etableret reglerne som sædvaneret, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved<br />
Henckaerts & Doswald-Beck (2005), regel nr. 4. Ver<strong>den</strong>s største militærmagt USA har d<strong>og</strong> ikke<br />
ratificeret Tillægsprotokol I – især p.g.a. indvendinger mod artikel 44, jf. Dinstein (2004), s. 44-47.<br />
Omvendt står der i US Naval Handbook fra 1995 skrevet, at kombatanter omfatter „all members of<br />
the regularly organized armed forces of a party to the conflict…as well as irregular forces who are<br />
under responsible command and subject to internal military discipline, carry their arms openly, and<br />
otherwise distinguish themselves clearly from the civilian population“, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie<br />
ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol II, § 665, s. 93, jf. Vol. I, s. 14 ff.<br />
144 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 3, s. 11-14.<br />
145 Jf. ICRC, International Humanitarian Law and The Challenges of Contemporary Armed Conflicts,<br />
september 2003, s. 28.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
4.3. Ikke-kombattanter <strong>og</strong> anvendelse af private<br />
sikkerhedsfirmaer<br />
Begrebet „Ikke-kombattant“<br />
Begrebet „ikke-kombattanter“ anvendes til tider som en fællesbetegnelse for <strong>den</strong> gruppe<br />
personer, der ikke må angribes, <strong>og</strong> som ikke har ret til at tage direkte del i kamphandlinger,<br />
selv om de ledsager de væbnede styrker. De har således en del til fælles med civile,<br />
men vil som udgangspunkt have status som krigsfanger i tilfælde af tilfangetagelse.<br />
Begrebet omfatter tolke, sundhedspersonale <strong>og</strong> religiøst personale , der følger med<br />
de væbnede styrker u<strong>den</strong> at deltage direkte i <strong>den</strong> væbnede konflikt. Soldater, der ikke<br />
længere er i stand til at kæmpe, såsom syge, sårede <strong>og</strong> skibsbrudne, betragtes ligeledes<br />
som ikke-kombattanter.<br />
Der kan <strong>og</strong>så være andre personer, der ikke er kombattanter, <strong>og</strong> som følger de<br />
væbnede styrker, men som ikke får status som krigsfanger ved tilfangetagelse. Dette<br />
kan eksempelvis være lejesoldater, som ved direkte deltagelse i en væbnet konflikt må<br />
angribes, men ellers må anses som civile, der ikke får krigsfangestatus, <strong>og</strong> hvis rettigheder<br />
på særlige punkter er begrænset yderligere. De nyder d<strong>og</strong> som alle andre<br />
beskyttelse efter de grundlæggende beskyttelsesgarantier.<br />
Anvendelse af private sikkerhedsfirmaer<br />
Si<strong>den</strong> afslutningen af <strong>den</strong> kolde krig er antallet af private sikkerhedsfirmaer, der arbejder<br />
for de væbnede styrker, steget væsentligt. F.eks. anslås det i n<strong>og</strong>le medier, at<br />
der under Irak-krigen (2003) befandt sig 15.000-20.000 ansatte fra over 60 private<br />
sikkerhedsfirmaer i Irak, herunder <strong>og</strong>så danske sikkerhedsfolk, <strong>og</strong> krigen er blevet<br />
omtalt som <strong>den</strong> „<strong>den</strong> første privatiserede krig“. Herudover varetages flere opgaver,<br />
der traditionelt henhører under de væbnede styrker, nu af private firmaer. Dette gælder<br />
f.eks. sikkerhedsopgaver, såsom beskyttelse af regeringsinstitutioner, væbnet eskortering<br />
af konvojer med forsyninger til koalitionens væbnede styrker <strong>og</strong> beskyttelse af<br />
koalitionens bygninger.<br />
Spørgsmålet er, om væbnede kontraktansatte i sådanne private sikkerhedsfirmaer<br />
kan anses for at være lejetropper som defineret i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>? ICRC mener<br />
ikke, at der er et entydigt svar på dette, da det må bero på en konkret vurdering<br />
146 Religiøst personale <strong>og</strong> sundhedspersonale nyder en helt særlig beskyttelse, idet de ved tilfangetagelse,<br />
har ret til at fortsætte deres bistand til andre tilfangetagne, jf. Genève-konvention III, artikel 33.<br />
147 Jf. Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987),<br />
kommentar nr. 1797, s. 575. Si<strong>den</strong> lejesoldater ikke tildeles status som kombattanter <strong>og</strong> krigsfanger,<br />
er de civile, omfattet af Genève-konvention IV, men har begrænsede rettigheder <strong>og</strong> kan bl.a. sikkerhedsinterneres<br />
efter Genève-konvention IV, artikel 5.<br />
148 Minimumsbeskyttelsen i Tillægsprotokol I, artikel 75 finder <strong>og</strong>så anvendelse for lejesoldater. Om lejesoldater,<br />
se Fleck (1995), s. 69. <strong>og</strong> Green (2000), s. 114-117 <strong>og</strong> 199. Se <strong>og</strong>så International Convention<br />
against the Recruitment, Use, Financing and Training of Mercenaries. Tilgængelig på: http://www.<br />
ohchr.org/english/law/mercenaries.htm<br />
149 Military industrial complexes, The Economist, 29. marts 2003, s. 56, nævnt i Private Security Companies<br />
– The Case for Regulation, SIPRI Policy Paper no. 9, Caroline Holmquist, Stockholm International<br />
Peace Research Institute, januar 2005, s. 1 <strong>og</strong> 24.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger<br />
af hver enkelt sag. I de fleste tilfælde vil de ud fra et rent juridisk synspunkt ikke være<br />
at betragte som „lejesoldater“ som defineret i Tillægsprotokol I, idet de som oftest<br />
ikke er hvervet specielt med henblik på at deltage i kamphandlinger, <strong>og</strong> da de ofte er<br />
statsborgere hos en stri<strong>den</strong>de part. 0<br />
Medmindre de er indrulleret i en stats væbnede styrker vil personalet i private sikkerhedsfirmaer<br />
formentligt blive betragtet som ikke-kombattanter <strong>og</strong> kan derfor ikke<br />
retmæssigt angribes eller deltage i <strong>den</strong> væbnede konflikt. Såfremt de er autoriseret til<br />
at følge de væbnede styrker <strong>og</strong> ansvarlige for styrkernes velfærd, vil de efter omstændighederne<br />
skulle gives beskyttelse som krigsfanger i tilfælde af tilfangetagelse. I<br />
andre situationer vil personalet i de private sikkerhedsfirmaer være at betragte som<br />
civile, <strong>og</strong>så i forbindelse med en eventuel tilfangetagelse. Hvis de udfører aktiviteter, der<br />
svarer til en direkte deltagelse i fjendtlighederne, må de imidlertid angribes, så længe<br />
de direkte deltager i fjendtlighederne, <strong>og</strong> de vil da kun være beskyttet af de grundlæggende<br />
garantier. Personalet i private sikkerhedsfirmaer i væbnede konflikter skal ikke<br />
alene respektere <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, men <strong>og</strong>så <strong>den</strong> gæl<strong>den</strong>de lovgivning (f.eks.<br />
strafferetlige forbud mod vold) <strong>og</strong> kan retsforfølges, hvis de begår krigsforbrydelser<br />
eller overtræder gæl<strong>den</strong>de lovgivning.<br />
Det har imidlertid vist sig, at det af praktiske <strong>og</strong> juridiske grunde kan være svært at<br />
føre sager mod private sikkerhedsfirmaer <strong>og</strong> deres personale. De kan som led i en eventuel<br />
kontrakt med militæret have fået immunitet fra retsforfølgelse ved domstolene i de<br />
lande, hvor de udfører deres aktiviteter, <strong>og</strong> endvidere kan de lokale domstole ofte ikke<br />
fungere på grund af en væbnede konflikt i landet. En an<strong>den</strong> komplikation ligger i, at det<br />
kan være svært at indlede en retsforfølgning ved domstolene i det land, hvor de private<br />
sikkerhedsfirmaer er registreret, da de påståede forbrydelser sandsynligvis er begået i<br />
udlandet, <strong>og</strong> de fleste domstole kun har begrænset ekstraterritorial jurisdiktion. Selv om<br />
personalet i private sikkerhedsfirmaer kan gøres personligt ansvarlige for overtrædelser<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, vil det i praksis være svært at finde en national domstol, der<br />
er i stand til – <strong>og</strong> har <strong>den</strong> fornødne vilje til – at udøve ekstraterritorial jurisdiktion over<br />
de påståede forbrydelser, jf. endvidere ne<strong>den</strong>for i kapitel 7 om retsforfølgning.<br />
Stater kan være ansvarlige for brud på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> begået af private<br />
sikkerhedsfirmaer, som de har givet bemyndigelse/tilladelse til at varetage opgaver,<br />
som normalt er en del af regeringsmyndighe<strong>den</strong>, eller som rent faktisk agerer under<br />
deres instruktion <strong>og</strong> under deres direkte kontrol. Selv om private sikkerhedsfirmaer<br />
ikke arbejder som befuldmægtiget af staten, vil staten stadig have en forpligtelse til at<br />
sikre respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> skal gøre, hvad der er nødvendigt for<br />
at forhindre <strong>og</strong> straffe forbrydelser begået af individer eller enheder, der opererer på<br />
eller fra deres territorium eller fra territorium, som staten har besat.<br />
Det er afgørende, at såvel militæret som private sikkerhedsfirmaer er bekendt med<br />
deres ansvar under <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> at brud på <strong>folkeret</strong>ten af private sikkerhedsfirmaers<br />
personale bliver behørigt straffet. ICRC insisterer således på, at ten<strong>den</strong>sen<br />
mod en privatisering af militære funktioner ikke er ensbety<strong>den</strong>de med en svækkelse af<br />
respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> <strong>den</strong>s implementering.<br />
150 Jf. definitionen i Tillægsprotokol I, artikel 47(2). Betingelserne i artikel 47(2) for hvornår en person<br />
kvalificerer som lejesoldat er kumulative.<br />
151 Jf. Genève-konvention III, artikel 4(A)(4).
0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Set i lyset af <strong>den</strong> stigende anvendelse af private sikkerhedsfirmaer til varetagelse af<br />
opgaver, der traditionelt varetages af staten under væbnede konflikter – <strong>og</strong> som <strong>den</strong><br />
gæl<strong>den</strong>de humanitærretlige regulering forudsætter varetages af staterne – vil der være<br />
behov for, at nationale militære myndigheder fastlægger klare retningslinier for privates<br />
direkte eller indirekte involvering i væbnede konflikter, herunder begrænser deres<br />
bevæbnede rolle mest muligt <strong>og</strong> i kontrakter klart specificerer de privates rettigheder<br />
<strong>og</strong> pligter, blandt andet i relation til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
4.4. Civile<br />
Civile har som nævnt ikke ret til at tage direkte del i kamphandlinger. Til gengæld<br />
nyder de beskyttelse som civile <strong>og</strong> må ikke gøres til genstand for angreb.<br />
Hvis civile tager direkte del i kamphandlingerne, ophører <strong>den</strong>ne beskyttelse, <strong>og</strong> de<br />
må gøres til genstand for angreb, så længe de direkte deltager i kamphandlingerne.<br />
Når de tages til fange, nyder de imidlertid stadig beskyttelse efter Genève-konvention<br />
IV om beskyttelse af civile personer i krigstid. De kan imidlertid – modsat kombattanter<br />
– retsforfølges for deres medvirken i kamphandlingerne. For eksempel kan<br />
en civil, der har dræbt en soldat, blive retsforfulgt for manddrab. Herudover kan de<br />
naturligvis – ligesom kombattanter – retsforfølges for krigsforbrydelser, de måtte have<br />
begået under kamphandlinger.<br />
En særlig kategori af civile er, som nævnt ovenfor, det der kaldes „leveé en masse“.<br />
Herved menes civile indbyggere i et ikke-besat territorium, der, når fjen<strong>den</strong> nærmer<br />
sig, af egen drift griber spontant til våben for at yde modstand mod invasionsstyrkerne<br />
u<strong>den</strong> at have haft tid til at gruppere sig i regulære militære enheder. Disse civile kan ikke<br />
retsforfølges for deres blotte deltagelse i kamphandlinger, men kan som nævnt lovligt<br />
angribes af modparten. Denne gruppe personer vil således ikke kunne retsforfølges<br />
for at have dræbt en soldat, <strong>og</strong> ved tilfangetagelse vil de have status <strong>og</strong> rettigheder som<br />
krigsfanger, jf. ne<strong>den</strong>for.<br />
I Sverige er det strafbart at angribe civile. Det er de svenske myndigheder, der er<br />
ansvarlige for beskyttelsen af civile, <strong>og</strong> det er i „Totalforsvarets folkerättsförordning“ organiseret,<br />
hvilke opgaver de forskellige myndigheder har under væbnede konflikter.<br />
Civile er beskyttet i Norge både i <strong>den</strong> borgerlige <strong>og</strong> <strong>den</strong> militære straffelov, <strong>og</strong> anklagemyndighe<strong>den</strong><br />
er ansvarlig for retsforfølgningen af alle angreb på civile.<br />
Bestemmelserne, der regulerer det tyske forsvars adfærd i væbnet konflikt, dækker<br />
<strong>og</strong>så beskyttelsen af civilbefolkningen samt civile genstande. Disse bestemmelser findes i<br />
<strong>den</strong> tyske „Joint Service Regulations“ (Zentrale Diennstvorschriften, „Humanitäres Völkerrecht<br />
in bewaffneten Konflikten“). En revision af militærmanualen er iværksat <strong>og</strong><br />
skulle på nuværende tidspunkt være til overvejelse i det tyske forsvarsministerium. Den<br />
152 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 51(3).<br />
153 Den svenske straffelov kap. 22, § 6 (3).<br />
154 Series 15 – Joint Service Regulations. Indtil nu består serien af 3 dokumenter; en lille pjece om <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s principper (ZDv 15/1- Grundsätze – afventer revision), en omfattende manual<br />
((ZDv 15/2 – Handbuch – under revision) samt en tekstb<strong>og</strong> med en samling af de relevante traktater<br />
m.m. (ZDv 15/3 Textsammlung). En revideret studieb<strong>og</strong> (ZDv 15/4 – Fälle und Lösungen) – til<br />
træningsformål – er under forberedelse.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger 1<br />
primære kilde er de <strong>folkeret</strong>lige regler, <strong>og</strong> definitionerne i militærmanualen støtter sig til<br />
de enkelte bestemmelser i blandt andet Tillægsprotokol I. Under en væbnet konflikt<br />
er det Forsvarsministeriet, der har ansvaret for beskyttelsen af civilbefolkningen, mens<br />
det i fredstid er In<strong>den</strong>rigsministeriet. Den 1. maj 2004 oprettede In<strong>den</strong>rigsministeriet<br />
„Bundesamt für Bevölkerungsschutz und Katastropheenhilfe“ i Bonn med henblik på<br />
at centralisere aktiviteter på dette område. Kontoret er ansvarligt for beskyttelsen af<br />
civilbefolkningen <strong>og</strong> for at yde krisestøtte.<br />
Sverige har ikke gennemgået ændringer i beskyttelsen af befolkningen efter 11. september<br />
2001, <strong>og</strong> i Tyskland er der ikke sket ændringer specifikt relateret til 11. september<br />
2001. Der er i Norge vedtaget nye bestemmelser i <strong>den</strong> norske straffelov om terrorhandlinger.<br />
I Holland er International Crimes Act vedtaget efter 11. september 2001.<br />
Herudover er der i Holland si<strong>den</strong> 11. september 2001 udviklet lovgivning på nationalt <strong>og</strong><br />
EU-niveau vedrørende kampen mod terrorisme. For eksempel blev The Law on Crimes<br />
on Terrorism implementeret <strong>den</strong> 10. august 2004 for at give gyldighed til EU Guidelines<br />
on the fight on terrorism. Denne er blevet udvidet med et forslag om at kriminalisere<br />
hårde terroristhandlinger udtrykkeligt en efter en samt at bringe Jihad-rekrutteringer<br />
<strong>og</strong> terrorist-sammensværgelser ind under strafferetten. Forbrydelser som drab, hård<br />
mishandling <strong>og</strong> kidnapning bliver straffet hårdere, hvis de er begået som en terroristhandling.<br />
Desu<strong>den</strong> er mulighe<strong>den</strong> for at forbyde terroristorganisationer udvidet.<br />
4.5. Definition <strong>og</strong> beskyttelse af krigsfanger<br />
Hvem får status som krigsfange? 159<br />
Som udgangspunkt er en krigsfange en kombattant, der er taget til fange af modparten<br />
under en international væbnet konflikt. 0 Udover kombattanter er der imidlertid andre<br />
persongrupper, som efter Genève-konvention III er berettiget til krigsfangestatus, eller<br />
som er berettiget til at modtage samme behandling som krigsfanger.<br />
Den første særlige gruppe, der har ret til krigsfangestatus ved tilfangetagelse, er civile,<br />
der af egen drift griber spontant til våben for at yde modstand mod invasionsstyrkerne<br />
u<strong>den</strong> at have haft tid til at gruppere sig i regulære militære enheder (fransk: leveé en<br />
masse). Det er imidlertid en forudsætning, at disse civile bærer våbnene åbenlyst <strong>og</strong><br />
respekterer krigens love <strong>og</strong> sædvaner.<br />
Den an<strong>den</strong> persongruppe er ikke-kombattanter, der som nævnt i afsnit 4.3 ledsager<br />
de væbnede styrker. Dette gælder blandt andet krigskorrespon<strong>den</strong>ter, civile medlemmer<br />
af militærflys besætninger <strong>og</strong> medlemmer af arbejdsenheder.<br />
155 F.eks. defineres begrebet „militære mål“ i henhold til Tillægsprotokol I, artikel 52.<br />
156 Information herom kan findes på http://www.zivilschutz-online.de<br />
157 LOV 1902-05-22 nr. 10: Almindelig borgerlig straffelov 147a <strong>og</strong> 147b.<br />
158 Loven er vedtaget på grund af inkorporeringen af ICC-statutten, se ovenfor, afsnit 3.3.<br />
159 De persongrupper, der er berettiget til krigsfangestatus, er fastlagt i Genève-konvention III, artikel<br />
4 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 43 <strong>og</strong> 44. Behandlingen af krigsfanger i det tidsrum, hvor de er internerede,<br />
er reguleret indgående i Genève-konvention III, artikel 21-108.<br />
160 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 45.<br />
161 Jf. Genève-konvention III, artikel 4(A)(6).<br />
162 Jf. Genève-konvention III, artikel 4(A)(4). Endvidere gives besætninger tilhørende handelsmarinen<br />
<strong>og</strong> civile luftfartøjer krigsfangestatus, hvis de ikke nyder gunstigere beskyttelse efter andre bestem-
2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
En særlig persongruppe er som nævnt i afsnit 4.3 sanitært <strong>og</strong> religiøst personel, der<br />
ud over de almindelige krigsfangerettigheder gives mulighed for at hjælpe medtilfangetagne.<br />
Hertil kommer, at personer, som tilhører nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber<br />
<strong>og</strong> andre frivillige hjælpeorganisationer, ligestilles med sanitært <strong>og</strong> religiøst personel,<br />
i det omfang de udfører de samme opgaver <strong>og</strong> har således <strong>og</strong>så mulighed for at opnå<br />
de rettigheder, der tilkommer personer, der har krav på status som krigsfange.<br />
I <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> gælder der en regel om, at personer, der tager direkte del<br />
i fjendtligheder <strong>og</strong> bliver tilfangetaget, skal formodes at være krigsfanger. Bestemmelsen<br />
er begrundet i de særlige rettigheder, der følger af tildeling af krigsfangestatus. I tilfælde<br />
af at der opstår tvivl om, hvorvidt en person, som har taget direkte del i fjendtlighederne,<br />
opfylder betingelserne for at være krigsfange, skal personen nyde beskyttelse<br />
som krigsfange, indtil vedkommendes status er blevet afgjort af en kompetent domstol<br />
(engelsk: competent tribunal).<br />
Krigsfanger beholder deres retlige status fra tilfangetagelsesøjeblikket <strong>og</strong> indtil de<br />
frigives <strong>og</strong> hjemsendes ved fjendtlighedernes ophør. Det er imidlertid afgørende at<br />
bemærke, at de tilbageholdte kan retsforfølges for eventuelle krigsforbrydelser, <strong>og</strong> de<br />
kan tilbageholdes til fuldbyrdelse af eventuel straf forbundet hermed.<br />
Med de mange begreber, der anvendes for personer i væbnede konflikter, er det<br />
imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at de personer, der ikke betragtes som krigsfanger,<br />
stadig nyder beskyttelse efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, enten som civile efter Genèvekonvention<br />
IV eller om ikke andet, efter de grundlæggende garantier, der følger af<br />
sædvaneretten, som de blandt andet kommer til udtryk i <strong>den</strong> fælles artikel 3, artikel<br />
75 i Tillægsprotokol I. Denne problemstilling behandles yderligere ved diskussionen<br />
af USA’s brug af begrebet „ulovlige kombattanter“, jf. afsnit 4.6.<br />
Hvilke særlige rettigheder har krigsfanger?<br />
Tildeling af krigsfangestatus er af stor betydning af to årsager:<br />
•<br />
•<br />
En krigsfange kan hverken blive retsforfulgt eller straffet for at have taget direkte<br />
del i fjendtlighederne, si<strong>den</strong> kombattanter efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> pr.<br />
definition har ret til at svække de fjendtlige parters kampdygtighed („licence<br />
to kill“). Dette begrænser imidlertid ikke mulighe<strong>den</strong> for at retsforfølge for<br />
eventuelle krigsforbrydelser mv.<br />
Krigsfangestatus tillægger <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de en bred vifte af særlige rettigheder.<br />
melser, jf. Genève-konvention III, artikel 4(A)(5).<br />
163 Jf. Genève-konvention III, artikel 33, jf. artikel 4(C). Dette gælder i det tidsrum, i hvilket de tilbageholdes<br />
til bistand for krigsfanger. Se <strong>og</strong>så Green (2000), s. 106. Sanitetspersonel <strong>og</strong> feltpræster er<br />
en del af væbnede styrker, men er ikke kombattanter, jf. Tillægsprotokol I, artikel 43(2).<br />
164 Jf. Genève-konventionen I, artikel 26. Personer omfattet af Genève-konvention I, artikel 25 betragtes<br />
som krigsfanger, jf. Genève-konvention I, artikel 29.<br />
165 Jf. Genève-konvention III, artikel 5(2) <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 45(1).<br />
166 I kommentaren til Genève-konvention, artikel 4, 4. punktum, anføres, at: „Every person in enemy<br />
hands must have some status under international law: he is either a prisoner of war and, as such,<br />
covered by the Third Convention, a civilian covered by the Fourth Convention, or again, a member<br />
of the medical personnel of the armed forces who is covered by the First Convention. ‘ There is no<br />
‘intermediate status; nobody in enemy hands can be outside the law“, jf. Jean Pictet (1958), s. 51
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger 3<br />
En lang række af de specifikke rettigheder, som krigsfanger tildeles efter Genève-konvention<br />
III, svarer til de grundlæggende garantier, som alle frihedsberøvede nyder godt<br />
af, <strong>og</strong> kan ligeledes genkendes fra de almindelige menneskeretlige garantier, der i et vist<br />
omfang kan være gæl<strong>den</strong>de i væbnet konflikt sideløbende med de særlige regler, der<br />
følger af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Dette gælder eksempelvis det ufravigelige forbud<br />
mod tortur, inhuman <strong>og</strong> nedværdigende behandling.<br />
Tilbageholdelsesmagten skal behandle krigsfanger humant, <strong>og</strong> enhver uretmæssig<br />
handling eller undladelse fra tilbageholdelsesmagtens side, der medfører, at en krigsfange<br />
i <strong>den</strong>s varetægt afgår ved dø<strong>den</strong>, udsættes for vold eller på an<strong>den</strong> måde udsættes<br />
for alvorlig helbredsfare, betragtes som en krigsforbrydelse. Det er endvidere<br />
forbudt at udsætte krigsfanger for repressalier, <strong>og</strong> de skal beskyttes imod voldelige <strong>og</strong><br />
fornærmende handlinger samt „offentlighe<strong>den</strong>s nyfigenhed“, hvilket eksempelvis vil<br />
sige ydmygelse i medierne mv.<br />
Et eksempel på rettigheder, der særligt gælder for krigsfanger, er relateret til tilbageholdelsesmagtens<br />
ret til at afhøre krigsfanger. En krigsfange har således alene pligt<br />
til at opgive oplysninger om efternavn, fornavne <strong>og</strong> grad, fødselsdato samt militært<br />
tjenestenummer. Som det <strong>og</strong>så gælder for andre tilbageholdte, må tilbageholdelsesmagten<br />
aldrig anvende fysisk eller psykisk vold eller n<strong>og</strong>en som helst an<strong>den</strong> form for<br />
tvang over for krigsfanger. Tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> umenneskelig behandling betragtes som<br />
en krigsforbrydelse. 0<br />
Særligt for krigsfanger gælder det, at <strong>den</strong> tilbagehol<strong>den</strong>de stat skal give ICRC’s<br />
repræsentanter ret til at færdes overalt, hvor krigsfanger er tilbageholdt, <strong>og</strong> de skal<br />
have adgang til alle rum, som benyttes af krigsfanger. De skal endvidere have ret til at<br />
tale med krigsfangerne <strong>og</strong> fangerepræsentanterne u<strong>den</strong> vidner, enten personligt eller<br />
med tolk. Krigsfanger kan ikke give afkald på de beskyttelsesgarantier, der følger af<br />
Genève-konvention III.<br />
Krigsfanger er sikret en række rettigheder, såfremt der tages retslige skridt mod<br />
dem. En dom over en krigsfange er således kun gyldig, såfremt <strong>den</strong> er afsagt af de<br />
samme domstole <strong>og</strong> efter samme procesmåde, som hvor det drejer sig om medlemmer<br />
af tilbageholdelsesmagtens egne væbnede styrker samt såfremt visse procesgarantier<br />
er overholdt.<br />
Krigsfanger skal endvidere frigives ved <strong>den</strong> væbnede konflikts ophør, <strong>og</strong> i øvrigt<br />
gælder der efter Genève-konvention III en lang række meget specifikke rettigheder<br />
relateret til behandlingen af frihedsberøvede krigsfanger under frihedsberøvelsen,<br />
herunder respekt for deres religiøse frihed, ret til forbindelse med omver<strong>den</strong>en, <strong>og</strong> ret<br />
til vederlagsfri lægebehandling.<br />
167 Jf. Genève-konvention III, artikel 13, hvorefter dette betegnes som et groft brud på konventionen.<br />
Ifølge ICC-statuttens artikel 8 er grove overtrædelser af Genève-konventionerne en krigsforbrydelse,<br />
jf. nærmere kapitel 7.<br />
168 Jf. Genève-konvention III, artikel 13. Fremvisningen af <strong>den</strong> tilfangetagne Saddam Hussein på TV<br />
rejste en diskussion om hans status i forhold til bl.a. disse regler.<br />
169 Jf. Genève-konvention III, artikel 17(1) <strong>og</strong> Fleck (1995) s. 346.<br />
170 Jf. Genève-konvention III, artikel 130 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 85(5), jf. ICC-statutten, artikel<br />
8(2)(a).<br />
171 Jf. Genève-konvention III, artikel 126.<br />
172 Jf. Genève-konvention III, artikel 7.<br />
173 Jf. bl.a. Genéve-konvention III, artikel 102.
4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Ansvaret for, at en krigsfange behandles retmæssigt, beror, uanset enkeltpersoners<br />
ansvar, hos <strong>den</strong> stat, der tilbageholder krigsfangen. Tilbageholdelsesstaten har pligt<br />
til at sikre, at <strong>den</strong>s institutioner overholder internationale bestemmelser om behandling<br />
af krigsfanger. Søgsmål over for statens organer om krænkelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> kan derfor rejses direkte over for <strong>den</strong> tilbagehol<strong>den</strong>de magt med hjemmel i<br />
principperne om internationalt ansvar.<br />
„Spøgelsesfanger“ – Ghost Detainees<br />
I henhold til Genève-konvention III, artikel 126 (vedrørende krigsfanger) <strong>og</strong> Genèvekonvention<br />
IV, artikel 143 (vedrørende internerede civile) påbydes det staterne at<br />
sikre ICRC adgang til alle internerede <strong>og</strong> interneringssteder i internationale væbnede<br />
konflikter. Fællesartikel 3 i de fire Genève-konventioner giver endvidere ICRC ret til<br />
at anmode om adgang til at tilse personer internerede i interne væbnede konflikter<br />
som eksempelvis borgerkrige.<br />
I henhold til Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelses statut kan ICRC endvidere<br />
anmode om at få adgang til personer interneret i forbindelse med uroligheder <strong>og</strong> optøjer,<br />
der ikke har en sådan intensitet, at de udgør en væbnet konflikt efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>.<br />
Besøg under internationale væbnede konflikter må kun forbydes på grund af „by<strong>den</strong>de<br />
militær nødvendighed“ <strong>og</strong> da kun som en „ekstraordinær <strong>og</strong> midlertidig foranstaltning“.<br />
Dette har d<strong>og</strong> ikke forhindret stater i gennem ti<strong>den</strong> at holde fanger skjult<br />
for ICRC jf. f.eks. mediedebatten om hemmelige fængsler i krigen mod terror.<br />
ICRC har udtrykt stadigt stigende bekymring over det ukendte antal mennesker,<br />
der tilbageholdes på skjulte opholdssteder som en del af <strong>den</strong> såkaldte „kamp mod terror“.<br />
For ICRC er det af høj prioritet at opnå oplysninger om disse tilbageholdte <strong>og</strong> få<br />
adgang til dem. ICRC fortsætter sin dial<strong>og</strong> med de amerikanske myndigheder for at<br />
sikre sig fortsat adgang til alle tilbageholdte i Afghanistan, Irak <strong>og</strong> på <strong>den</strong> amerikanske<br />
Guantánamo-base i Cuba. Se <strong>og</strong>så afsnit 10.3 ne<strong>den</strong>for.<br />
4.6. Begrebet „ulovlige kombattanter“ navnlig i kampen<br />
mod terrorisme<br />
Overblik<br />
I dette kapitel er beskrevet hvilke kategorier af beskyttede personer, der er omfattet af<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Enhver person, der er i en stri<strong>den</strong>de parts eller en besættelsesmagts varetægt, er<br />
beskyttet af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> (suppleret af menneskeretten). Som udgangspunkt<br />
opsamler beskyttelsen af civile i Genève-konvention IV alle personer, der tilbageholdes,<br />
<strong>og</strong> som ikke betegnes som krigsfanger. Såfremt enkelte personer skulle antages at<br />
falde u<strong>den</strong> for <strong>den</strong>ne beskyttelse, f.eks. fordi de ikke opfylder nationalitetskriterierne,<br />
174 Jf. Genève-konvention III, artikel 12(1).<br />
175 Jf. Fleck (1995) s. 327.<br />
176 Jf. Genève-konvention III, artikel 126(2) <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 143(3).
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger 5<br />
vil der som tidligere nævnt gælde en række grundlæggende garantier som udtrykt ved<br />
Tillægsprotokol I, artikel 75.<br />
Baggrun<strong>den</strong> for begrebet „ulovlige kombattanter“<br />
Den 11. september 2001 blev USA udsat for terroraktioner udført af personer med<br />
tilknytning til det såkaldte „Al-Qaeda“-netværk <strong>og</strong> rettet mod blandt andet World<br />
Trade Center i New York <strong>og</strong> Pentagon i Washington. USA fastsl<strong>og</strong> kort efter, at Al-<br />
Qaeda opererede fra Afghanistan med støtte fra landets Taliban-regime. I oktober 2001<br />
indledte USA – bistået af sine NATO-allierede – en militær operation mod Al-Qaedas<br />
baser i Afghanistan <strong>og</strong> mod Taliban-regimet. Under krigen t<strong>og</strong> USA flere hundrede<br />
personer til fange, heriblandt en dansk statsborger, mistænkt for at tilhøre Talibanregimets<br />
væbnede styrker eller netværket/organisationen Al-Qaeda. Fangerne blev<br />
fra januar 2002 overført til blandt andet <strong>den</strong> amerikanske militærbase i Guantanámo<br />
Bay på Cuba. Tilbageholdelsen betegnes af USA som et led i USA’s globale „krig“ mod<br />
international terrorisme.<br />
USA har afvist, at Guantánamo-fangerne har rettigheder baseret på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> begrunder dette med, at de falder u<strong>den</strong> for de persongrupper, der beskyttes<br />
i Genève-konventionen, idet de er „ulovlige kombattanter“.<br />
Juridisk argumenterer <strong>den</strong> amerikanske regering i et notat fra det amerikanske<br />
justitsministerium <strong>og</strong> si<strong>den</strong> tiltrådt af Det Hvide Hus for, at Al-Qaeda som en ikkestatslig<br />
terrororganisation ikke er beskyttet af Genève-konventionerne, <strong>og</strong> at krigen<br />
mod Al-Qaeda ikke er en væbnet konflikt omfattet af Genève-konventionerne, da det<br />
hverken er en konflikt mellem to eller flere kontraherende parter til konventionerne<br />
eller en ikke-international konflikt, hvilket er en forudsætning for anvendelsen af<br />
Genève-konventionerne. Desu<strong>den</strong> argumenteres der for, at hverken Al-Qaeda eller<br />
Taliban-regimet opfylder betingelserne for at opnå kombattantstatus, da de blandt<br />
andet ikke opfylder Genève-konvention III, artikel 4(A)(2)’s krav om at:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
bære synlige kendetegn, så de adskiller sig fra de civile;<br />
bære våbnene åbenlyst; <strong>og</strong><br />
udføre operationer i overensstemmelse med krigens love <strong>og</strong> sædvaner.<br />
Det anføres endvidere af <strong>den</strong> amerikanske regering, at præsi<strong>den</strong>ten ikke er bundet af<br />
eventuelle <strong>folkeret</strong>lige sædvaner, idet præsi<strong>den</strong>ten af kongressen har fået bemyndigelse<br />
til at gå i krig <strong>og</strong> træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre<br />
<strong>den</strong>ne.<br />
177 USA handlede i selvforsvar efter FN-pagten, artikel 51, samt med støtte i FN’s Sikkerhedsråd,<br />
Resolution 1368, (SC/RES/1368), 12. september 2001, <strong>og</strong> FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1373, (SC/<br />
RES/1373), 28. september 2001.<br />
178 Jf. U.S. Department of Justice, Memorandum for William J. Haynes II, General Counsel, Department of Defense,<br />
9. januar 2002. Tilgængelig på: http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/NSAEBB127/02.01.09.<br />
pdf. Dette <strong>og</strong> andre offentlige <strong>og</strong> lækkede fortrolige dokumenter vedrørende <strong>den</strong> amerikanske fortolkning<br />
er samlet på The National Security Archive på: http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/<br />
NSAEBB127/ Det skal bemærkes, at <strong>den</strong> endelige fortolkning først blev fastlagt efter at der havde<br />
været modstri<strong>den</strong>de anbefalinger fra det amerikanske justitsministerium, u<strong>den</strong>rigsministerium <strong>og</strong><br />
forsvarsministerium, jf. de lækkede dokumenter på ovennævnte hjemmeside.<br />
179 Jf. Genève-konventionerne, fællesartikel 2 <strong>og</strong> 3.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Det anføres endeligt, at der ikke er behov for at give de tilbageholdte en høring for<br />
at få afklaret, hvilken beskyttelse de eventuelt er berettiget til efter Genève-konventionerne,<br />
da dette er endeligt afklaret ved præsi<strong>den</strong>tens beslutning om, at personer fra<br />
Al-Qaeda eller Taliban er „ulovlige kombattanter“, som derfor ikke opnår krigsfangestatus.<br />
Den amerikanske præsi<strong>den</strong>t har imidlertid tilkendegivet, at USA vil behandle<br />
alle tilbageholdte humant, selv om USA ikke måtte være juridisk forpligtet hertil. 0<br />
Denne ensidige amerikanske opfattelse hensætter disse personer i et juridisk tomrum<br />
u<strong>den</strong> særlig beskyttelse.<br />
Begrebet „ulovlig kombattant“ findes ikke i <strong>den</strong> traktatbaserede <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
men er førhen blevet anvendt til at beskrive personer, som tager direkte del i<br />
kamphandlinger u<strong>den</strong> at have juridisk ret til det, idet de ikke lever op til kriterierne<br />
for kombattantstatus. Dette er f.eks. tilfældet, hvis oprørsbevægelser kæmper i skjul<br />
blandt civilbefolkningen, eller hvis civile deltager i direkte kamphandlinger.<br />
I Sverige blev „Totalforsvarets folkerättsförordning“ vedtaget <strong>den</strong> 8. januar 1990.<br />
Dette er en bekendtgørelse udarbejdet på baggrund af Folkrättskommitéens arbejde.<br />
Forordningen fastlægger blandt andet kombattantbegrebet. Bekendtgørelsen indeholder<br />
en konkretisering af opdelingen imellem kombattanter, civile med følgestatus <strong>og</strong><br />
civile. De politifolk, der deltager i rigets forsvar, anses som kombattanter. Da afklaringen<br />
imidlertid ikke er komplet, er der i 1996 nedsat en kommission til undersøgelse<br />
af politiets <strong>og</strong> andre gruppers opgaver samt deres <strong>folkeret</strong>lige stilling under væbnede<br />
konflikter.<br />
Med hensyn til begrebet „illegal combattants“ er dette defineret i forarbejderne<br />
til en lov fra 1984. Begrebet er defineret som „civile, der tager ulovlig del i<br />
fjendtligheder“.<br />
I Norsk lovgivning er kombattantbegrebet hverken defineret eller reguleret. Norge<br />
benytter heller ikke begrebet „illegal combattants“, <strong>og</strong> der er ikke taget stilling til det.<br />
Hvad angår afgørelser af de rettigheder, forpligtelser <strong>og</strong> beskyttelsesregler, der gælder<br />
i det konkrete tilfælde, er det afgørende i Norge, hvorvidt en person falder ind under<br />
de begrebskategorier, som er knæsat i gæl<strong>den</strong>de <strong>folkeret</strong>lige instrumenter, herunder<br />
180 „…Of course, our values as a Nation, values that we share with many nations in the world, call for<br />
us to treat detainees humanely, including those who are not legally entitled to such treatment. Our<br />
Nation has been and will continue to be a strong supporter of [the] Geneva [-conventions] and its<br />
principles. As a matter of policy, the US Armed Forces shall continue to treat detainees humanely<br />
and, to the extent appropriate and consistent with military necessity, in a manner consistent with<br />
the principles of [the] Geneva [-conventions].“, se: Presi<strong>den</strong>t George W. Bush, Memorandum for The<br />
Vice Presi<strong>den</strong>t, Bush, 7. Februar 2002. Tilgængelig på: http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/<br />
NSAEBB127/02.02.07.pdf<br />
181 Hvilke retsvirkninger, der knyttes til ulovlige kombatanter, er der stor uenighed om. F.s.v.a. retspraksis<br />
henvises der til U.S. Supreme Court (USA): EX PARTE QUIRIN, 317 U.S. 1 (1942). Sagen<br />
er fra 1942, før vedtagelsen af de gæl<strong>den</strong>de Genève-konventioner, hvori Supreme Court udtalte: „By<br />
universal agreement and practice, the law of war draws distinction between armed forces and the<br />
peaceful populations of belligerent nations, and also between lawful and unlawful combatants. Lawful<br />
combatants are subject to capture and detention as prisoners of war by opposing military forces.<br />
Unlawful combatants are likewise subject to capture and detention, but, in addition, they are subject<br />
to trial and punishment by military tribunals for acts which render their belligerency unlawful“. Se<br />
endvidere Knut Dörmann, The legal situation of „unlawful/unprivileged combatants“, IRRC, Vol. 85,<br />
No. 849, marts, 2003, s. 46 samt George H. Aldridge, The Taliban, Al-Qaeda, and the determination<br />
of illegal combatants, AJIL, Vol. 96, 2002, s. 892. Se <strong>og</strong>så Genève-konvention III, artikel 4(A)(2).<br />
182 Utredning SOU 1984:56.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger<br />
særligt Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne. Det er d<strong>og</strong> i Stortinget bestemt,<br />
at private sikkerhedsvirksomheder ikke må benyttes i militære operationer.<br />
For så vidt angår Holland er kombattanter defineret som de personer, der har ret til<br />
at deltage direkte i fjendtligheder, herunder <strong>den</strong> direkte støtte til militære operationer.<br />
Begrebet „illegal combattants“ er hverken anvendt i Military Regulations eller International<br />
Crimes Act.<br />
Den hollandske stat anvender kun private sikkerhedsvirksomheder til opgaver, der<br />
er statens ansvar, i n<strong>og</strong>le situationer vedrørerende vedligeholdelse af udstyr. Herudover<br />
benyttes de ikke. I de enkelte situationer anses personerne for civile. Private sikkerhedsvirksomheder<br />
benyttes aldrig under militære operationer.<br />
Hvilken status har „ulovlige kombattanter“?<br />
Spørgsmålet er imidlertid, om begrebet „ulovlige kombattant“ har n<strong>og</strong>en plads i <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>? Og hvis ikke, hvilken status har de af USA klassificerede såkaldte<br />
„ulovlige kombattanter“?<br />
Problemet er ikke, at USA anvender begrebet „ulovlige kombattanter“, uanset at det<br />
som nævnt kan give anledning til forvirring i sig selv. Det problematiske er snarere, at<br />
USA anfører, at „ulovlige kombattanter“ står helt u<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s<br />
beskyttelse. Det er endvidere problematisk, at USA’s regering har nægtet de „ulovlige<br />
kombattanter“ deres ret til at lade en kompetent domstol afgøre, hvilken beskyttelse<br />
de eventuelt måtte være berettiget til. Selv om <strong>den</strong> amerikanske præsi<strong>den</strong>t måtte have<br />
retten til afgøre dette spørgsmål efter amerikansk ret, fratager det ikke de tilbageholdte<br />
personer retten til at få dette afgjort af et kompetent tribunal, jf. Genève-konvention<br />
III, artikel 5.<br />
Hvis tilbageholdte ikke tillægges kombattantstatus, vil de som udgangspunkt nyde<br />
beskyttelse efter Genève-konvention IV. Genève-konvention IV opererer med begrebet<br />
„beskyttede personer“. Denne kategori omfatter enhver person, der befinder sig i<br />
hænderne på en stri<strong>den</strong>de part eller besættelsesmagt, i hvilken de ikke er statsborgere,<br />
<strong>og</strong> som ikke tilhører en af følgende fire persongrupper, som Genève-konvention IV<br />
udtrykkelig udelukker fra definitionen „beskyttede personer“. Disse er:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
personer der nyder særlig beskyttelse efter Genève-konvention I-III (herunder<br />
sårede <strong>og</strong> krigsfanger);<br />
statsborgere tilhørende en stat, der ikke har tiltrådt konventionen;<br />
statsborgere, der tilhører en neutral stat; <strong>og</strong><br />
statsborgere tilhørende en allieret krigsførende stat.<br />
ICTY har i Delalic-sagen på linie hermed udtalt følgende:<br />
183 Dette er bestemt ved flertalsbeslutning i stortinget (Innst. S. nr. 234 (2003-2004), jf. st. prp. Nr. 42<br />
(2003-2004).<br />
184 Se <strong>og</strong>så Brief of Amici Curiae Experts on the Law in Support of Petitioners, s. 6, Hamdi v. Rumsfeld,<br />
124 S. Ct. 2633 (2004) (No. 03-6696).<br />
185 Jf. Genève-konvention IV, artikel 4. De tre sidste persongrupper falder kun u<strong>den</strong>for konventionen,<br />
så længe deres nationalstat er normalt diplomatisk repræsenteret i opholdsstaten, jf. artikel 4(2).
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
„If an individual is not entitled to the protections of the Third Convention as a prisoner<br />
of war (or of the First or Second Conventions) he or she necessarily falls within the ambit<br />
of Convention IV, provided that its article 4 requirements are satisfied.“<br />
Efter Genève-konvention IV, artikel 4 er man som udgangspunkt beskyttet som civil,<br />
hvis man ikke nyder bedre beskyttelse, fordi man karakteriseres som krigsfange,<br />
uanset om man har taget direkte del i krigshandlinger. Kun hvis man ikke opfylder<br />
nationalitetskriterierne listet ovenfor, vil man kunne falde u<strong>den</strong> for <strong>den</strong>ne beskyttelse,<br />
jf. Genève-konvention IV, artikel 4(2).<br />
Tilbage står spørgsmålet om, hvilken beskyttelse <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> tildeler<br />
„ulovlige kombattanter“, som ikke opfylder nationalitetskriterierne i Genève-konvention<br />
IV <strong>og</strong> dermed falder u<strong>den</strong> for konventionens beskyttelse.<br />
Tillægsprotokol I, artikel 45(3), der i vidt omfang kodificerer gæl<strong>den</strong>de sædvaneret,<br />
fastsætter, at:<br />
„Enhver, som har taget del i fjendtlighederne, <strong>og</strong> som ikke er berettiget til krigsfangestatus,<br />
eller ikke nyder godt af en mere favorabel behandling i henhold til Fjerde<br />
Konvention, skal til enhver tid være berettiget til beskyttelse i henhold til artikel 75 i<br />
<strong>den</strong>ne Protokol.“<br />
Heraf følger, at en „ulovlig kombattant“, som ikke er kombattant <strong>og</strong> som ikke opfylder<br />
nationalitetskriterierne i Genève-konvention IV, under alle omstændigheder vil være<br />
berettiget til minimumsbeskyttelsen, der følger af Tillægsprotokol I, artikel 75.<br />
Dette vil som nævnt formentlig <strong>og</strong>så være gæl<strong>den</strong>de for USA, selv om USA ikke har<br />
ratificeret Tillægsprotokol I, idet disse grundlæggende garantier i vidt omfang følger<br />
af <strong>folkeret</strong>lig sædvaneret. Tillægsprotokol I, artikel 75, som indeholder en lang række<br />
grundlæggende garantier, sikrer blandt andet tilbageholdtes ret til retfærdig rettergang,<br />
personlig frihed <strong>og</strong> ret til human behandling.<br />
Parallelt med <strong>den</strong> beskyttelse, der følger af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, er alle mennesker<br />
inklusive „ulovlige kombattanter“ <strong>og</strong>så beskyttet af de internationale menneskerettigheder,<br />
som <strong>og</strong>så tildeler de tilbageholdte retsgarantier i forbindelse med<br />
frihedsberøvelse <strong>og</strong> blandt andet beskytter dem mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig<br />
eller nedværdigende behandling eller straf.<br />
186 ICTY, The Prosecutor v. Delalic et al., (IT-96-21-T), dom af 16. november 1998, afsnit 271. Se endvidere<br />
Knut Dörmann, The legal situation of „unlawful/unprivileged combabtants, IRRC, Vol. 85, No.<br />
849, marts 2003. Heri argumenteres der for, at ulovlige kombatanter er omfattet af beskyttelsen i<br />
Genève-konvention IV.<br />
187 Den tilbagehol<strong>den</strong>de stat kan efter Genève-konvention IV, artikel 5 i helt ekstraordinære situationer<br />
begrænse de rettigheder, der ellers følger af Genève-konvention IV.<br />
188 I ICRC’s kommentar til Tillægsprotokol I, artikel 75 anføres, at „There are persons who, on the basis<br />
of Article 5 of the Fourth Convention, are deprived of certain rights laid down by that Convention<br />
during detention. There can ben no doubt that Article 75 constitutes a minimum standard which<br />
does not alow for any exceptions. Such Persons must regain all the rights and privilges laid down<br />
by the Convention as soon as circumstances permit“, jf. Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de<br />
Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987), kommentar nr. 3032, s. 870.<br />
189 Jf. afsnit 1.7. ovenfor, herunder henvisningen i fodnote 34. Se <strong>og</strong>så Report of the Chairperson-Rapporteur<br />
of the Working Group on Arbitrary Detention; the Special Rapporteur on the indepen<strong>den</strong>ce<br />
of judges and lawyers; the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger<br />
Folkeretten efterlader med andre ord ikke n<strong>og</strong>en tvivl i spørgsmålet om retsstillingen<br />
for personer, der uberettiget tager direkte del i kamphandlingen: de er civile,<br />
der enten er omfattet af Genève-konvention IV eller af bestemmelsen i Tillægsprotokol<br />
I, artikel 75, <strong>og</strong> de er under alle omstændigheder omfattet af de ufravigelige<br />
menneskerettigheder. 0<br />
Retsvirkningerne af USA’s anvendelse af begrebet<br />
„ulovlige kombattanter“<br />
Ved USA’s anvendelse af begrebet „ulovlige kombattanter“ unddrages Guantánamofangerne<br />
uberettiget <strong>den</strong> beskyttelse, som tilkommer dem efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Dette gælder f.eks. retten til en retfærdig rettergang, <strong>og</strong> for de tilbageholdte, der måtte<br />
være at betragte som krigsfanger, deres ret til at blive løsladt ved ophøret af fjendtlighederne.<br />
I stedet betragtes de internerede som „ulovlige kombattanter“ i „krigen mod<br />
terror“ <strong>og</strong> er nu på tredje år interneret på ubestemt tid, u<strong>den</strong> at mange har fået deres<br />
sag prøvet ved en kompetent domstol.<br />
Ved USA’s placering af militærbasen u<strong>den</strong> for amerikansk territorium var formodningen,<br />
at fangerne ikke ville være omfattet af amerikansk jurisdiktion. Som følge<br />
heraf mente USA’s regering, at de internerede var afskåret fra at få deres status eller<br />
behandling prøvet ved en amerikansk domstol. USA’s Højesteret har imidlertid fastslået,<br />
at amerikanske domstole har jurisdiktion over Guantánamo-fangerne.<br />
USAs højesteret fandt ved en dom af <strong>den</strong> 29. juni 2006, at rettighederne i Genève-konventionere<br />
kan påberåbes af individer, herunder <strong>og</strong>så af såkaldte „enemy combatants“<br />
ved de amerikanske domstole. Højesteret fandt endvidere, at fælles artikel 3 under alle<br />
omstændigheder gælder, uanset om der er tale om en intern konflikt eller en international<br />
konflikt mellem USA <strong>og</strong> Al-Qaeda. Derfor regulerer artikel 3 forholdet mellem<br />
USA <strong>og</strong> Al-Qaeda. Efter artikel 3 skal Hamdi retsforfølges af en „regularly constituted<br />
court affording all the judicial guarantees which are rec<strong>og</strong>nized as indispensable by<br />
civilized people.“ – Ved fastlæggelsen, af hvad der menes med „regularly constituted<br />
court“, henvises til ICRC Sædvaneretsstudiet rule no. 100 s. 355, hvor det anføres, at<br />
det er en domstol, som er „established and organized in accordance with the laws and<br />
procedures already in force in a country“. Højesteret konkluderede, at procedurer ved<br />
de såkaldte Military Commissions ikke lever op til krav i fælles artikel 3. Vedrørende<br />
hvilke judicielle garantier Hamdan har krav på, henviser retten til artikel 75 i TP I,<br />
der, selv om protokollen ikke er ratificeret af USA, anses for sædvaneret. Det følger<br />
blandt andet af artikel 75, at tiltalte har „right to be tried in ones presence“, som ikke<br />
er opfyldt ved Military Commissions.<br />
treatment or punishmen; the Special Rapporteur on freedom of religion or belief; and the Special<br />
Rapporteur on the right of everyone to the enjoyment of the highest attainable standard of physical<br />
and mental health on the situation of detainees at Guantánamo Bay, UN doc. E/CN.4/2006/120.<br />
190 Se <strong>og</strong>så David Kretzmers indlæg på Chatham House konferencen i 2005, jf. www.chathamhouse.<br />
org.uk/ pdf/research/il/ILParmedconflict.pdf<br />
191 USA’s Højesterets afgørelse af 28. juni 2004 Hamdi v. Rumsfeld, 124 S. Ct. 2633 (2004) (No.<br />
03-6696).<br />
192 USA’s Højesterets dom af 29. juni 2006 Hamdan v. Rumsfeld (No. 05-184), jf. http://www.supremecourtus.gov/opinions/05pdf/05-184.pdf
0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Den Internationale Domstol (ICJ) har ydermere fastslået, at stater i en række situationer<br />
<strong>og</strong>så skal respektere de menneskeretlige forpligtelser, de har påtaget sig, når de handler<br />
u<strong>den</strong> for eget territorium.<br />
USA’s forsøg på at etablere (folke-)retlige tomrum har alvorlige konsekvenser for<br />
<strong>folkeret</strong>ten. For det første fratager det <strong>den</strong> enkelte person <strong>den</strong> beskyttelsesgaranti, som<br />
tilkommer pågæl<strong>den</strong>de efter <strong>folkeret</strong>ten. For det andet er det med til at underminere<br />
<strong>folkeret</strong>ten <strong>og</strong> retsstatsprincipper, hvilket kan lede til en „spill-over effect“, hvor andre<br />
stater føler sig så meget desto mindre forpligtet til at overholde <strong>folkeret</strong>ten.<br />
Pierre-Richard Prosper, USA’s ambassadør i spørgsmål om krigsforbrydelser, har<br />
været afvisende over for påstan<strong>den</strong> om, at USA forsøger at skabe „retstomme rum“ <strong>og</strong><br />
har gentaget, at behandlingen af fangerne er hjemlet i national ret <strong>og</strong> <strong>folkeret</strong>ten, <strong>og</strong><br />
at USA giver de tilbageholdte en human behandling samt at tilbageholdelsen udgør<br />
et proportionalt indgreb i forhold til de terrorhandlinger, der blev begået <strong>den</strong> 11. september<br />
2001.<br />
De tilbageholdte „ulovlige kombattanter“ har imidlertid ikke fået opfyldt en række<br />
grundlæggende garantier, hvorefter de blandt andet skal gives ret til en retfærdig rettergang,<br />
herunder advokatbistand; upartisk, uafhængig domstol; tolkebistand <strong>og</strong> en<br />
sagsbehandling, der bygger på princippet om uskyld, indtil andet er bevist. Ved at<br />
anvende <strong>den</strong> udefinerede standard „humane treatment“, som følger af national ret, har<br />
USA frataget fangerne de særlige retssikkerhedsgarantier i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
På et mere generelt plan sender USA herved et signal om, at grundlæggende rettigheder<br />
kan tilsidesættes for særlige grupper af personer, når målet er at bekæmpe<br />
terrorisme. Det vil kunne få indflydelse på, hvordan andre lande, der traditionelt følger<br />
USAs lederskab, vælger at håndtere bekæmpelse <strong>og</strong> efterforskning af terrorisme.<br />
Anerkender Danmark begrebet „ulovlige kombattanter“?<br />
Da en af de tilbageholdte personer på Guantánamo-basen var dansk statsborger, har<br />
spørgsmålet om status for de tilbageholdte på Guantánamo-basen <strong>og</strong> deres behandling<br />
haft særlig interesse for Danmark.<br />
Kort in<strong>den</strong> USA <strong>og</strong> dets allierede indledte krigen i Afghanistan, mødtes en repræsentant<br />
for ICRC med repræsentanter fra det danske forsvarsministerium <strong>og</strong> u<strong>den</strong>rigsministerium.<br />
ICRC ønskede med mødet at gøre <strong>den</strong> danske regering opmærksom på,<br />
hvor vigtigt det er, at Genève-konventionerne bliver overholdt.<br />
I februar 2002 anerkendte USA Genève-konventionernes gyldighed i forbindelse<br />
med konflikten i Afghanistan. ICRC hilste USA’s erklæring velkommen, men påpegede<br />
samtidig, at ICRC <strong>og</strong> USA havde forskellige opfattelser af, hvilke fanger der falder ind<br />
under konventionens bestemmelser.<br />
I november 2002 anmodede Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i et brev til statsminister Anders<br />
F<strong>og</strong>h Rasmussen regeringen om at sikre, at Danmark klart anerkender, at fangerne på<br />
Guantánamo er omfattet af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> derfor skal behandles i over-<br />
193 Se ICJ, Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territories,<br />
Advisory opinion, ICJ Reports 2004, (9. juli 2004), afsnit 102-113.<br />
194 Se <strong>og</strong>så Memorandum fra Department of State (Colin Powell) dateret 26. januar 2002, som findes<br />
på http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/NSAEBB127/02.01.26.pdf<br />
195 Pierre-Richard Prosper, debatindlæg i Politiken <strong>den</strong> 20. marts 2003.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger 1<br />
ensstemmelse med Genève-konventionerne. Anders F<strong>og</strong>h Rasmussen svarede Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i januar 2003, at regeringen er enig med Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i, at fangerne<br />
på Guantánamo er omfattet Genève-konventionerne. Men Anders F<strong>og</strong>h Rasmussen<br />
skrev desu<strong>den</strong>: „Det må på <strong>den</strong> an<strong>den</strong> side fastslås, at kampen mod <strong>den</strong> internationale<br />
terrorisme stiller os over for udfordringer, som ikke fuldt ud kan finde svar i <strong>den</strong><br />
gæl<strong>den</strong>de <strong>folkeret</strong>“.<br />
ICRC’s præsi<strong>den</strong>t Jakob Kellenberger mødtes med USA’s u<strong>den</strong>rigsminister Colin<br />
Powell <strong>og</strong> daværende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i januar 2004 for at følge op<br />
på møderne afholdt i 2003. Jakob Kellenberger beklagede, at USA, på trods af gentagne<br />
anmodninger fra ICRC, fortsat ikke behandlede fangerne på Guantánamo i henhold til<br />
Genève-konventionernes bestemmelser. Ligeledes udtrykte Jakob Kellenberger bekymring<br />
over, at et ukendt antal mennesker, taget til fange under <strong>den</strong> såkaldte globale krig<br />
mod terror, blev holdt tilbage u<strong>den</strong>, at ICRC havde haft adgang til at besøge dem.<br />
I februar 2004 overrakte ICRC en fortrolig rapport til koalitionsstyrkerne i Irak om<br />
forhol<strong>den</strong>e for fangerne i Irak, som var i koalitionens varetægt. Rapporten dokumenterede<br />
talrige <strong>og</strong> grove brud på Genève-konventionerne <strong>og</strong> stillede en række forslag<br />
til, hvordan der kunne rettes op på problemerne. Rapporten blev fulgt op af møder<br />
mellem repræsentanter for ICRC <strong>og</strong> koalitonsstyrkerne.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> opfordrede i maj 2004 u<strong>den</strong>rigsminister Per Stig Møller <strong>og</strong> forsvarsminister<br />
Søren Gade til, at regeringen optrapper arbejdet med at gennemføre <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i Danmark <strong>og</strong> i de lande, hvor danske tropper er udstationeret.<br />
Den danske regering har ved flere lejligheder tilkendegivet, at <strong>den</strong> ikke accepterer<br />
<strong>den</strong> amerikanske anvendelse af termen „ulovlige kombattanter“. I et svar til Folketinget<br />
oplyste u<strong>den</strong>rigsministeren således i maj 2005, at regeringen på intet tidspunkt har<br />
accepteret, at fangerne ikke skulle være omfattet af Genève-konventionerne. „Konkret<br />
er det regeringens opfattelse, at tilbageholdte personer enten er omfattet af 3. eller 4.<br />
Genève-konvention, <strong>og</strong> at de derfor ikke kan komme til at befinde sig i et retstomt<br />
rum“.<br />
Den danske stat <strong>og</strong> <strong>den</strong> danske Guantánamo-fange<br />
Der kan argumenteres for, at <strong>den</strong> frigivne danske fange på Guantánamo-basen ikke<br />
skulle tillægges krigsfangestatus i henhold til Genève-konvention III, <strong>og</strong> at han ikke<br />
levede op til nationalitetskravet i Genève-konvention IV, artikel 4, da han var statsborger<br />
i Danmark, der var en af USA’s allierede krigsførende stater. Han ville i så<br />
fald have været berettiget til beskyttelse efter de grundlæggende garantier, som fremgår<br />
af Tillægsprotokol I, artikel 75, som Danmark har tiltrådt, <strong>og</strong> de ufravigelige<br />
menneskeretsbestemmelser.<br />
Der er imidlertid flere forhold, der tyder på, at <strong>den</strong> danske Guantánamo-fange af<br />
USA hverken fik tildelt <strong>den</strong> behandling, som Tillægsprotokol I, artikel 75. eller ufravigelige<br />
internationale menneskerettigheder foreskriver, blandt andet retsgarantier i<br />
forbindelse med frihedsberøvelse <strong>og</strong> forbud mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig<br />
eller nedværdigende behandling eller straf.<br />
196 Se besvarelse af spørgsmål nr. S 1585 af 20. maj 2005 til u<strong>den</strong>rigsministeren stillet af Mette Gjerskov<br />
(S).
2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Talibans status<br />
Ved USA’s angreb på Afghanistan var der juridisk set tale om en international væbnet<br />
konflikt mellem to stater. Da både koalitionsstaterne <strong>og</strong> Afghanistan er parter til<br />
Genève-konventionerne, finder disse samt sædvaneret anvendelse i <strong>den</strong>ne internationale<br />
konflikt.<br />
De personer, som kæmpede som en del af Taliban-styrets væbnede styrker, var<br />
kombattanter <strong>og</strong> berettigede til formodning om krigsfangestatus efter artikel 4 <strong>og</strong> 5 i<br />
Genève-konvention III. Det forhold, at talibanerne er allierede eller samarbejder med<br />
Al-Qaeda medlemmer, fratager ikke talibanerne deres krigsfangestatus. Nægtelse af<br />
krigsfangestatus kan heller ikke retfærdiggøres af, at USA ikke anerkendte Taliban<br />
som Afghanistans legitime regering, eftersom Taliban-styret var Afghanistans de factoregering,<br />
hvorfor Taliban-soldater udgjorde Afghanistans regulære væbnede styrker.<br />
Idet USA plejede diplomatiske relationer med Taliban-styret, tyder meget på, at USA<br />
in<strong>den</strong> angrebet <strong>og</strong>så var af <strong>den</strong> opfattelse.<br />
Mere tvivlsomt er det, om n<strong>og</strong>le af de tilbageholdte fra Afghanistan kan nægtes<br />
krigsfangestatus med henvisning til, at de ikke udgjorde en del af de væbnede styrker<br />
i Afghanistan, men „blot“ tilhørte organiserede modstandsbevægelser mv., som ikke<br />
opfyldte betingelserne for at opnå krigsfangestatus i henhold til Genève-konvention III,<br />
artikel 4(A)(2). I så fald ville de imidlertid nyde beskyttelse efter Genève-konvention<br />
IV eller de grundlæggende garantier.<br />
I det omfang USA ikke har behandlet tilbageholdte medlemmer af Afghanistans<br />
væbnede styrker som krigsfanger, mener visse eksperter, at dette udgør et brud på<br />
Genève-konvention III, artikel 5(2) <strong>og</strong> angiveligt <strong>og</strong>så af Tillægsprotokol I, artikel<br />
45(1). Det er omdiskuteret, hvorvidt det udgør et brud på Genève-konvention III,<br />
artikel 5, når USA nægter at lade et tribunal afgøre, hvorvidt de tilbageholdte personer<br />
har krav på krigsfangestatus. Men det synes klart, at det er et brud på Tillægsprotokol<br />
I, artikel 45(1), i det omfang bestemmelsen har status som sædvaneret.<br />
Status af Al-Qaeda<br />
Modsat retsstillingen for Taliban-soldaterne er Al-Qaeda-soldaternes situation mere<br />
uklar. Da de er irregulære styrker, skal de leve op til de fire kriterier i artikel 4(A)(2)<br />
i Genève-konvention III. Der er visse forhold, der taler for, at de ikke lever op til<br />
disse fire krav.<br />
Le<strong>den</strong>de Al-Qaeda medlemmer har således sagt, at de ikke vil overholde kriteriet<br />
om, at deres aktioner i Afghanistan skal være i overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>. Der er <strong>og</strong>så tvivl om, hvorvidt de har båret deres våben synligt, <strong>og</strong> om de har<br />
båret et emblem, der er tydeligt på afstand. Al-Qaeda krigerne kan således som udgangspunkt<br />
næppe antages at have krav på krigsfangestatus, undtaget enheder, som måtte<br />
kunne anses som en del af Talibans væbnede styrker. De kan derfor næppe betegnes<br />
197 Se Memorandum to the U.S. Presi<strong>den</strong>t from advisor (nu justitsminister) Alberto R. Gonzales, 25.<br />
januar 2002, som findes på: http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/NSAEBB127/02.01.25.pdf<br />
198 Dette anføres bl.a. af George H. Aldrich, der mener, at Tillægsprotokol I, artikel 45(1) har status<br />
som sædvaneret. Se George H. Aldrich, The Taliban, Al Qaeda, and the Determination of Illegal<br />
Combatants, American Journal of International Law, Vol. 96, No. 4, oktober, 2002, s. 897-898.<br />
199 Komandostruktur, faste kendetegn, bærer våben åbenlyst <strong>og</strong> overholdelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
jf. ovenfor under afsnit 5.6.
4. Kombattantbegrebet <strong>og</strong> krigsfanger 3<br />
som kombattanter, men har i stedet status som civile med risiko for retsforfølgning,<br />
fordi de har taget direkte del i kamphandlinger. De Al-Qaeda-medlemmer, som ikke<br />
opfylder nationalitetskriterierne i Genève-konvention IV, er d<strong>og</strong> alene beskyttet af de<br />
grundlæggende garantier, der følger af artikel 75 i Tillægsprotokol I.<br />
Det diskuteres, hvor meget der skal til, før civile kan anses for at tage direkte del i<br />
kamphandlingerne, herunder hvornår de kan retsforfølges herfor. Fra visse sider kræves<br />
det, at de pågæl<strong>den</strong>de skal være pågrebet i forbindelse med kamphandlinger, mens<br />
der fra andre sider argumenteres for, at det er tilstrækkeligt, at civile har medvirket i<br />
planlægning <strong>og</strong> forberedelse af fjendtlighederne. 00<br />
Military Commissions<br />
I november 2001 tillod <strong>den</strong> amerikanske regering, at Guantánamo-fanger, mistænkt<br />
for terrorhandlinger, kunne få deres sag prøvet ved de såkaldte Military Commissions.<br />
Formålet med Military Commissions var at retsforfølge ikke-amerikanske statsborgere,<br />
som var mistænkt for at have deltaget i international terrorisme begået mod USA <strong>og</strong><br />
krigsforbrydelser. De første høringer startede i august 2004, men det er tvivlsomt om<br />
dissse Military Commissions opfylder de vigtigste grundlæggende standarder for en<br />
retfærdig rettergang, herunder retten til:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
en uafhængig prøvelse;<br />
en forsvarsadvokat;<br />
at have tid til <strong>og</strong> mulighed for at forberede et effektivt forsvar; <strong>og</strong><br />
at beviser opnået ved tortur eller umenneskelig behandling ikke benyttes.<br />
Spørgsmålet om lovlighe<strong>den</strong> af disse militær-kommissioner er, som omtalt ovenfor,<br />
blevet afgjort (<strong>og</strong> underkendt) af USAs højesteret ved en dom af 29. juni 2006. 0<br />
4.7. Er <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> tidssvarende for<br />
vor tids konflikter?<br />
Om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er tidssvarende <strong>og</strong> anvendelig for vor tids konflikter,<br />
herunder „krigen mod terrorismen“, har været debatteret af eksperter ved blandt andet<br />
det 27. San Remo Roundtable i 2003, arrangeret af ICRC i samarbejde med the International<br />
Institute of Humanitarian Law. Debatten kastede lys over de udfordringer,<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> står over for i nuti<strong>den</strong>s væbnede konflikter, <strong>og</strong> eksperterne<br />
drøftede, hvorvidt der var behov for en forbedring/opdatering af reglerne for at være<br />
anvendelige i <strong>den</strong> såkaldte „krig mod terrorismen“. ICRC’s konklusion på drøftelserne<br />
var, at det store billede, som dukker op, er et billede af et veletableret <strong>og</strong> veludviklet<br />
sæt regler, hvis grundlæggende principper, såfremt de anvendes i god tro <strong>og</strong> med <strong>den</strong><br />
200 Jf. ICRC, International Humanitarian Law and the Challenges of contemporary armed conflicts Geneva,<br />
2003, s. 32-35.<br />
201 USA’s Højesterets dom af 29. juni 2006 Hamdan v. Rumsfeld (No. 05-184), jf. http://www.supremecourtus.gov/opinions/05pdf/05-184.pdf
4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
fornødne politiske vilje, tjener deres oprindelige formål, nemlig at regulere adfærd i<br />
krig <strong>og</strong> derved hindre lidelser forårsaget af krig.<br />
Gennemførelsen <strong>og</strong> udviklingen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> har med årene medvirket<br />
til at redde utallige liv, beskyttet menneskelig integritet, helbred <strong>og</strong> værdighed<br />
<strong>og</strong> højnet bevidsthe<strong>den</strong> om de grundlæggende principper på hvilke vores fælles civilisation<br />
er grundlagt. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> bygger på århundreders erfaringer <strong>og</strong><br />
afbalancerer de konkurrerende betragtninger mellem medmenneskelighed <strong>og</strong> militær<br />
nødvendighed.<br />
Det er ICRC’s holdning, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> fortsat er fuldt ud anvendelig<br />
i nuti<strong>den</strong>s konflikter. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> har hidtil vist sig at være fleksibel <strong>og</strong><br />
vil fortsat udvikle sig i forhold til de nye typer krigsførelse. ICRC’s rolle i processen vil<br />
som altid være at sikre, at udviklingen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> <strong>den</strong>s praktiske<br />
anvendelighed bevarer de eksisterende standarder for beskyttelse af personer. ICRC<br />
vil fortsætte arbejdet med at udbygge beskyttelsesreglerne. 0<br />
I kritikken af USA’s manglende anerkendelse af tilbageholdtes ret til beskyttelse efter<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, indgår ofte en blanding af juridiske, moralske <strong>og</strong> politiske<br />
argumenter. Selv om <strong>den</strong> amerikanske fortolkning af Genève-konventionerne er meget<br />
anstrengt, må det anerkendes, at <strong>den</strong> nye virkelighed med en form for „krig mod<br />
terrorisme“ aktualiserer n<strong>og</strong>le problemstillinger, som ikke var forudset ved Genèvekonventionernes<br />
vedtagelse eller ved vedtagelsen af Tillægsprotokollerne i 1977. De<br />
juridiske argumenter fremført af USA fremhæver gråzoner i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
der er åbne for forskellige fortolkninger, selv om man med tillægsprotokollerne søgte<br />
at løse en række udestående spørgsmål.<br />
Der kunne således være fordele ved at opdatere/supplere de eksisterende konventioner.<br />
Problemet er imidlertid, at der ikke er enighed om, hvad indholdet skal være.<br />
Dette illustreres ved eksempelvis USA’s manglende tiltrædelse af Tillægsprotokol I. Hvis<br />
man åbner for en genforhandling af de historiske regler, risikerer man ydermere en<br />
udvanding eller forringelse heraf i en politisk iver for at være effektive i bekæmpelsen<br />
af terrorisme. I så fald er det at foretrække at beholde de eksisterende regler, der modsat<br />
USA’s fortolkning ikke efterlader personer u<strong>den</strong> beskyttelse, samtidigt med at de kan<br />
fortolkes i lyset af nutidige <strong>og</strong> fremtidige problemstillinger.<br />
202 ICRC, International Humanitarian Law and the Challenges of Contemporary Armed Conflicts, September<br />
2003.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen<br />
Kapitel 5 indeholder en gennemgang af de væsentligste <strong>folkeret</strong>lige <strong>og</strong> danske regler<br />
om beskyttelse af civilbefolkningen under væbnede konflikter. Kapitlet indledes med<br />
et afsnit om baggrun<strong>den</strong> <strong>og</strong> behovet for beskyttelse af civilbefolkningen (afsnit 5.1).<br />
Herefter følger en gennemgang af reglerne om beskyttelsen af civile under internationale<br />
væbnede konflikter (afsnit 5.2), beskyttelsen af civile under ikke-internationale væbnede<br />
konflikter (afsnit 5.3) <strong>og</strong> retten til humanitær bistand (afsnit 5.4). Kapitlet afsluttes med<br />
en redegørelse for det nationale oplysningskontor (afsnit 5.5), redningsberedskabets<br />
opgaver (afsnit 5.6) samt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket (afsnit 5.7.).<br />
5.1. Indledning<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> havde oprindeligt primært til formål at beskytte sårede soldater,<br />
eftersom langt <strong>den</strong> overvejende del af krigens ofre tidligere var personer, som<br />
tilhørte de væbnede styrker. Dette gjaldt til <strong>og</strong> med 1. ver<strong>den</strong>skrig, hvor kun knap 1 %<br />
af krigens ofre var civile.<br />
I takt med at de væbnede konflikter har ændret karakter, <strong>og</strong> slagmarken er rykket<br />
tættere på civilbefolkningen, er andelen af civile ofre steget markant. Under 2.<br />
ver<strong>den</strong>skrig var andelen af civile ofre således steget til ca. 50 % 0 , <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne ten<strong>den</strong>s<br />
forstærkedes under Korea-krigen <strong>og</strong> Vietnam-krigen, hvor det anslås, at henholdsvis<br />
80 % <strong>og</strong> 95 % af krigens ofre tilhørte civilbefolkningen, jf. figur 5.1. I nuti<strong>den</strong>s væbnede<br />
konflikter formodes det, at op mod 90 % af krigens ofre er civile, som tilfældet f.eks.<br />
var under borgerkrigen i Eksjugoslavien.<br />
Figur 5.1. Andelen af dræbte blandt de væbnede styrker <strong>og</strong> civilbefolkningen under væbnede konflikter:<br />
0<br />
Væbnede styrker Civile<br />
1. ver<strong>den</strong>skrig (1914-18) 10.000.000 50.000<br />
2. ver<strong>den</strong>skrig (1939-45) 26.000.000 24.000.000<br />
Korea-krigen (1950-53) 100.000 500.000<br />
Vietnam-krigen (1964-75) 150.000 3.000.000<br />
På baggrund af <strong>den</strong>ne udvikling blev <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s beskyttelse af civile<br />
i forbindelse med internationale væbnede konflikter udbygget væsentligt først i 1949<br />
203 Jf. Hans Blix, Area bombardment: Rules and reasons, British Yearbook of International Law, 1978,<br />
s. 31-69.<br />
204 Jf. Sassòli & Bouvier (1999), s. 145.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
med vedtagelsen af Genève-konvention IV, <strong>og</strong> si<strong>den</strong> i 1977 med Tillægsprotokol I til<br />
Genève-konventionerne. I dag er det disse regelsæt, som er grundstammen i <strong>folkeret</strong>tens<br />
regler om beskyttelse af civile under internationale væbnede konflikter. Beskyttelsen af<br />
civile under ikke-internationale væbnede konflikter er begrænset til de grundlæggende<br />
garantier i Genève-konventionernes fælles artikel 3 <strong>og</strong> Tillægsprotokol II. Foru<strong>den</strong><br />
beskyttelsen efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> nyder hele civilbefolkningen endvidere<br />
godt af de grundlæggende menneskerettigheder, der som udgangspunkt gælder under<br />
alle forhold, jf. kap 1.7.<br />
5.2. Beskyttelse af civile under internationale væbnede<br />
konflikter<br />
Retsgrundlag<br />
Reglerne om beskyttelse af civilbefolkningen <strong>og</strong> civile under internationale væbnede<br />
konflikter findes i Landkrigsreglementet, Genève-konvention IV <strong>og</strong> Tillægsprotokol<br />
I. Genève-konvention IV blev vedtaget i 1949 kort efter 2. ver<strong>den</strong>skrig <strong>og</strong> bygger i vid<br />
udstrækning på erfaringerne herfra. Foru<strong>den</strong> en kortfattet regulering af <strong>den</strong> almindelige<br />
beskyttelse af civilbefolkningen mod følgerne af krig (artikel 13-26) <strong>og</strong> fælles bestemmelser<br />
vedrørende de stri<strong>den</strong>de partners territorier <strong>og</strong> besatte områder (artikel 27-34)<br />
indeholder konventionen derfor detaljerede regler om behandlingen af de civile, der<br />
anses som udsatte eller sårbare (artikel 35-141).<br />
Tillægsprotokol I udbygger <strong>den</strong> beskyttelse, der er givet civile i Genève-konvention<br />
IV. Den almindelige beskyttelse af civilbefolkningen mod krigens følger udvides med<br />
nye grundæggende garantier, <strong>og</strong> staterne forpligtes blandt andet til at tage særlige forholdsregler<br />
til respekt <strong>og</strong> beskyttelse af kvinder <strong>og</strong> børn. Hertil kommer, at protokollen<br />
indeholder en udførlig regulering af de midler, metoder <strong>og</strong> våben, der lovligt må<br />
anvendes under en væbnet konflikt.<br />
Sædvaneretten er <strong>og</strong>så en retskilde under væbnede konflikter, <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne uskrevne<br />
del af <strong>folkeret</strong>ten spiller en væsentlig rolle for beskyttelsen af civile. Dette skyldes for<br />
det første, at sædvaneretten gælder for alle stater <strong>og</strong> stri<strong>den</strong>de parter, uanset om de har<br />
tiltrådt reglerne eller ej, mens traktaterne kun gælder for de stater, der har ratificeret<br />
dem. Dette har navnlig betydning i relation til Tillægsprotokol I, der – i modsætning<br />
til Genève-konventionerne – ikke nyder universel tilslutning. Enhver stat, der ikke har<br />
ratificeret Tillægsprotokol I, vil således til enhver tid være forpligtet til at overholde de<br />
af Tillægsprotokol I’s regler, der er en del af sædvaneretten. Stater, såsom Indien, Irak,<br />
Iran, Israel <strong>og</strong> USA, der ikke har ratificeret Tillægsprotokol I, vil således være forpligtet<br />
til f.eks. at behandle enhver person, der ikke deltager i fjendtlighederne, humant,<br />
jf. artikel 75 om grundlæggende garantier, idet <strong>den</strong>ne regel tilhører sædvaneretten.<br />
For det andet kan sædvaneretten <strong>og</strong>så bidrage til fortolkningen af konventionerne, jf.<br />
princippet om, at <strong>folkeret</strong>lige traktater skal fortolkes i god tro <strong>og</strong> under hensyntagen<br />
til alle relevante <strong>folkeret</strong>lige regler. 0<br />
205 Jf. Wiener Traktatretskonventionen artikel 26 samt ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts &<br />
Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. x.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen<br />
På baggrund af mangeårige <strong>og</strong> omfattende studier af statspraksis i 46 repræsentative<br />
lande ver<strong>den</strong> over har Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Komité (ICRC) i 2005 udgivet<br />
studiet Customary International Humanitarian Law. Dette sædvaneretsstudium i<strong>den</strong>tificerer<br />
161 sædvaneretlige regler in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Studiet har en<br />
væsentlig betydning for beskyttelsen af civile under væbnede konflikter, idet studiet med<br />
stor detailrigdom fastlægger, hvilke regler enhver stat <strong>og</strong> stri<strong>den</strong>de part skal overholde<br />
for at sikre, at civilbefolkningen <strong>og</strong> civile enkeltpersoner respekteres <strong>og</strong> beskyttes.<br />
Anvendelsesområdet<br />
Genève-konvention IV <strong>og</strong> Tillægsprotokol I finder anvendelse i alle tilfælde, hvor der<br />
er erklæret krig, eller hvor der i øvrigt er en situation med en væbnet konflikt mellem<br />
to eller flere deltagende stater, uanset om de anerkender det eller ej, samt i tilfælde af<br />
hel eller delvis besættelse. 0<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder ikke en definition af begrebet væbnet konflikt,<br />
men en sådan kan udledes af retspraksis fra ICTY. I Tadic-sagen fastsl<strong>og</strong> ICTY, at en<br />
væbnet konflikt eksisterer i alle tilfælde, hvor der anvendes væbnet magt mellem stater<br />
eller langvarig væbnet vold mellem regeringsmyndigheder <strong>og</strong> organiserede væbnede<br />
grupper eller mellem sådanne grupper in<strong>den</strong> for en stat. 0<br />
Spørgsmålet om, hvorvidt Genève-konvention IV finder anvendelse i en given konflikt,<br />
er helt afgørende for civilbefolkningens beskyttelse. I praksis er der flere eksempler<br />
på, at staterne benægter <strong>den</strong> væbnede konflikts eksistens – uafhængigt af om reglerne<br />
gælder eller ej – eller deres deltagelse i konflikten. I andre tilfælde benægter staten, at<br />
der er tale om en international væbnet konflikt, <strong>og</strong> at Genève-konvention IV dermed<br />
gælder. Staternes manglende anerkendelse begrundes blandt andet med, at <strong>den</strong> retlige<br />
status af det pågæl<strong>den</strong>de territorium er uklar, eller at der er tale om generobring af<br />
landområde, som med urette er blevet erobret fra dem.<br />
Eksempelvis anerkender Israel ikke, at Genève-konvention IV gælder for de besatte<br />
palæstinensiske områder. Det begrundes med <strong>den</strong> manglende anerkendelse af territoriet<br />
som suverænt forud for Jordans <strong>og</strong> Egyptens annektering af områderne, <strong>og</strong> at territoriet<br />
ikke tilhører en stat, som har tiltrådt Genève-konvention IV. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
<strong>og</strong> FN’s Sikkerhedsråd har gentagne gange erklæret, at Genève-konvention IV gælder<br />
på de besatte områder. 0 Dette blev i 2004 <strong>og</strong>så slået fast af Den Internationale Domstol<br />
i Haag (ICJ) i sin udtalelse om de retlige konsekvenser af Israels opførelse af en mur<br />
i de besatte palæstinensiske områder. 0 Domstolen udtalte, at Genève-konvention<br />
IV finder anvendelse på et hvilket som helst besat territorium i tilfælde af en væbnet<br />
konflikt mellem to eller flere deltagende stater. Israel <strong>og</strong> Jordan var begge deltagere i<br />
Genève-konvention IV, da <strong>den</strong> væbnede konflikt brød ud i 1967. På <strong>den</strong> baggrund fandt<br />
domstolen, at Genève-konvention IV finder anvendelse i de palæstinensiske områder,<br />
206 Jf. Genève-konventionerne fællesartikel 2 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 1(3).<br />
207 Jf. Genève-konventionerne fællesartikel 2 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 1(3).<br />
208 ICRC, Israel, Occupied Territories and Autonomous Territories: Focus on Protection, 31. December<br />
2005, s. 6. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 237 (1967), 271 (1969), 446 (1979), 681 (1990), 799 (1992)<br />
<strong>og</strong> 904 (1994).<br />
209 ICJ, Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territories, Advisory<br />
opinion, ICJ Reports 2004, (9. juli 2004), afsnit 90-101.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
der før konfliktens udbrud lå øst for „Den Grønne Linje“, <strong>og</strong> som under konflikten<br />
blev besat af Israel.<br />
Staternes manglende efterlevelse af Genève-konvention IV udgør i dag et så alvorligt<br />
problem, at det ifølge ICRC er <strong>den</strong> største barriere for en effektiv beskyttelse af civile<br />
under væbnede konflikter. 0<br />
Den beskyttede personkreds<br />
Under en international væbnet konflikt vil følgende personer være at betragte som<br />
beskyttede personer, jf. Genève-konvention IV, artikel 4:<br />
„Beskyttet ved konventionen er personer, der i tilfælde af en strid eller besættelse i et<br />
givent øjeblik <strong>og</strong> under en hvilken som helst form befinder sig i hænderne på en stri<strong>den</strong>de<br />
part eller besættelsesmagt, i hvilken de ikke er statsborgere.<br />
Statsborgere tilhørende en stat, der ikke har tiltrådt konventionen, beskyttes ikke af<br />
<strong>den</strong>ne. Statsborgere tilhørende en neutral stat, der befinder sig på en krigsførende stats<br />
territorium, samt statsborgere, tilhørende en medkrigsførende stat, er ikke at anse som<br />
beskyttede personer, så længe <strong>den</strong> stat i hvilken de er statsborgere, er normalt diplomatisk<br />
repræsenteret i <strong>den</strong> stat, i hvis hænder de befinder sig.“<br />
Definitionen af beskyttede personer i artikel 4 er meget omfattende, <strong>og</strong> <strong>den</strong> dækker<br />
enhver civil, som befinder sig på en stri<strong>den</strong>de parts territorium eller besat territorium,<br />
herunder turister <strong>og</strong> andre u<strong>den</strong> varig tilknytning til territoriet. Udtrykket „i hænderne<br />
på“ skal således ikke forstås i fysisk forstand. I gennemgangen ne<strong>den</strong>for anvendes<br />
begreberne civilbefolkning, civile <strong>og</strong> beskyttede personer som synonymer.<br />
Retten til beskyttelse er betinget af, at man afstår fra at deltage i krigshandlingerne.<br />
Beskyttelsen fortabes med andre ord, såfremt – <strong>og</strong> så længe – <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de civile<br />
person deltager direkte i fjendtlighederne, jf. Tillægsprotokol I, artikel 51(3).<br />
Under internationale væbnede konflikter kan <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s beskyttelse<br />
af civilbefolkningen overordnet set inddeles i to kategorier:<br />
•<br />
•<br />
<strong>den</strong> almindelige beskyttelse af civilbefolkningen; <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong> særlige beskyttelse af civile, som befinder sig i en særlig udsat eller sårbar<br />
position.<br />
210 ICRC, General problems in implementing the Fourth Geneva Convention, 27. oktober 1998, jf. http://<br />
www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList74/7E9D0ED1449F156AC1256B66005C349E. For en<br />
gennemgang af beskyttelsen af civile under væbnede konflikter henvises til Report of the Secretary-<br />
General to the Security Council on the protection of civilians in armed conflict, (S/2004/431), 28. maj<br />
2004. Tilgængelig på: http://daccessdds.un.org/doc/UNDOC/GEN/N04/363/13/PDF/N0436313.<br />
pdf?OpenElement<br />
211 Som et eksempel på reglens praktiske anvendelse, se ICTY, Prosecutor v Ivica Rajic, (IT-95-12), Review<br />
of the indictment pursuant to rule 61 of the Rules of Procedure and Evi<strong>den</strong>ce, 13. September<br />
1996, afsnit 34-37.<br />
212 Jf. Pictet (1958), s. 47.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen<br />
Sondringen mellem <strong>den</strong> almindelige beskyttelse <strong>og</strong> <strong>den</strong> særlige beskyttelse er begrundet<br />
i det forskelligartede beskyttelsesbehov, de to grupper har. Mens civilbefolkningen<br />
som helhed har et generelt behov for beskyttelse mod krigens følger <strong>og</strong> respekt for<br />
visse grundlæggende rettigheder, har visse kategorier af civile et særligt, supplerende<br />
beskyttelsesbehov. Dette skyldes enten, at de er mere udsatte for fare i forbindelse<br />
med konflikten, f.eks. fordi de er interneret af fjen<strong>den</strong>, eller at de fra naturens hånd er<br />
mere sårbare, f.eks. gravide kvinder. Kategorien af sårbare personer omfatter navnlig<br />
kvinder, børn, flygtninge <strong>og</strong> statsløse personer. Den særlige beskyttelse indebærer,<br />
at kvinder f.eks. foru<strong>den</strong> <strong>den</strong> almindelige beskyttelse <strong>og</strong>så nyder en særlig beskyttelse<br />
mod voldtægt <strong>og</strong> tvungen prostitution.<br />
5.2.1. Den almindelige beskyttelse af civilbefolkningen<br />
Civilbefolkningen har som helhed ret til beskyttelse mod følgerne af militæroperationer<br />
<strong>og</strong> andre krigshandlinger. Befolkningen i de stri<strong>den</strong>de parters territorier <strong>og</strong> besatte<br />
områder har endvidere krav på respekt for visse grundlæggende rettigheder.<br />
Beskyttelse mod krigens følger214<br />
Den almindelige beskyttelse af civilbefolkningen mod krigens følger har til formål at<br />
begrænse befolkningens lidelser <strong>og</strong> de farer, som følger af militære operationer. Den<br />
grundlæggende regel om <strong>den</strong>ne almindelige beskyttelse findes i Tillægsprotokol I,<br />
artikel 48:<br />
„For at sikre respekten for <strong>og</strong> beskyttelsen af civilbefolkningen <strong>og</strong> civile genstande skal<br />
de stri<strong>den</strong>de Parter til enhver tid skelne mellem civilbefolkningen <strong>og</strong> kombattanter <strong>og</strong><br />
mellem civile genstande <strong>og</strong> militære mål <strong>og</strong> skal i overensstemmelse hermed alene rette<br />
deres operationer mod militære mål.“<br />
Staterne anerkender forpligtelsen til at skelne mellem civile <strong>og</strong> kombattanter samt<br />
retten til alene at rette angreb mod kombattanter i et sådan omfang, at indholdet af<br />
Tillægsprotokol I, artikel 48 har status som sædvaneret.<br />
Den almindelige beskyttelse mod krigens følger indebærer, at civile ikke må gøres<br />
til genstand for angreb, voldshandlinger eller trusler herom med det formål at „sprede<br />
rædsel“. Civile må heller ikke udsættes for vilkårlige angreb eller repressalier eller<br />
være tvunget til at fungere som menneskelige skjolde.<br />
De stri<strong>den</strong>de parter skal endvidere træffe en række særforanstaltninger, som sikrer, at<br />
sårede, syge <strong>og</strong> gamle, svagelige personer, børn under 15 år, gravide <strong>og</strong> småbørnsmødre<br />
213 Flygtninge <strong>og</strong> statsløse er ikke særligt beskyttede, men har krav på status som beskyttede personer på<br />
samme vilkår som beskyttede personer i 1. <strong>og</strong> 3. del af IV GK, jf. TP I, artikel 73. Kvinder er særligt<br />
beskyttede, jf. TP I, artikel 76. Børn er særligt beskyttede, jf. TP I, artikel 77-78.<br />
214 Jf. Genève-konvention IV, artikel 13-26 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 48-67.<br />
215 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 1, s. 3-8.<br />
216 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 51. Bemærk, at „sprede rædsel“ i <strong>den</strong> engelske version hedder „spread<br />
terror“. Terror var allerede et kendt fænomen omkring forhandlingerne af Tillægsprotokollen, <strong>og</strong><br />
som det hedder sig i kommentarerne til artikel 51(2): „This provision is intended to prohibit acts of<br />
violence the primary purpose of which is to spread terror among the civilian population without<br />
offering substantial military advantage“, jf. Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz,<br />
Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987), kommentar nr. 1940. s. 618.
0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
i særlig grad beskyttes <strong>og</strong> respekteres. Det indebærer blandt andet, at de stri<strong>den</strong>de<br />
parter skal tillade fri passage af mad, medicin <strong>og</strong> andre livsfornø<strong>den</strong>heder, <strong>og</strong> de må<br />
under ingen omstændigheder angribe civile hospitaler eller dets personale. Hvis en<br />
stri<strong>den</strong>de part eller besættelsesmagt forsætligt angriber civilbefolkningen eller civile<br />
enkeltpersoner, der ikke deltager i fjendtlighederne, er der tale om en grov overtrædelse<br />
af Genève-konventionerne. Dette udgør en krigsforbrydelse under ICC-statutten <strong>og</strong> vil<br />
efter omstændighederne kunne udgøre en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong>. For en<br />
definition af disse begreber henvises til kapitel 1.<br />
Krigens parter har mulighed for at etablere forskellige typer zoner, som skærmer<br />
civile fra angreb. Det gælder for det første „hospitals- <strong>og</strong> sikkerhedszoner“, som kan<br />
oprettes i fredstid eller efter krigens udbrud. I praksis er sådanne zoner aldrig blevet<br />
oprettet, da de er vanskelige at etablere, særligt i tætbefolkede områder, hvor behovet er<br />
størst. For det andet kan krigens parter oprette „neutraliserede zoner“ i områder, hvor<br />
kamphandlingerne foregår. Her skal sårede <strong>og</strong> syge kombattanter samt civile, der ikke<br />
deltager i fjendtlighederne, beskyttes mod krigens følger. Sådanne zoner er oprettet<br />
under flere væbnede konflikter, oftest med ICRC’s mellemkomst. For alle beskyttede<br />
zoner gælder det, at krigens parter gensidigt skal anerkende dem via overenskomster.<br />
For en mere udførlig gennemgang af de zoner <strong>og</strong> områder, der kan oprettes i medfør<br />
af Genève-konventionerne, henvises til oversigten i kapitel 6.<br />
I praksis overholder krigens parter ofte ikke reglerne, <strong>og</strong> historien frembyder mange<br />
eksempler på, at civile er blevet udsat for vilkårlige eller sågar målrettede angreb. Dette<br />
har ført til, at FN’s Sikkerhedsråd u<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s område har oprettet<br />
såkaldte sikre områder (safe areas), sikkerhedszoner (security zones), beskyttede zoner<br />
(protected zones) <strong>og</strong> sikre <strong>humanitære</strong> områder (secure humanitarian areas). Dette er<br />
sket med resolutioner vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd i medfør af FN-pagtens kapitel<br />
VII for at afværge trusler mod international fred <strong>og</strong> sikkerhed.<br />
I praksis har disse zoner vist sig ikke at være sikre. Et tragisk eksempel herpå er<br />
folkedrabet i byen Srebrenica i <strong>den</strong> østlige del af Bosnien-Hercegovina. Srebrenica blev<br />
i 1993 erklæret for en „sikker zone“ af FN’s Sikkerhedsråd for de ca. 40.000 internt<br />
fordrevne bosniske muslimske for at forhindre, at de faldt i hænderne på de serbiske<br />
styrker, der havde omringet byen. Da det internationale samfund ikke havde vilje til<br />
at forsvare <strong>den</strong> sikre zone, blev ca. 8.000 bosniske muslimer i Srebrenica systematisk<br />
henrettet af serbiske styrker i juli 1995. For en detaljeret gennemgang af sagen henvises<br />
til afsnit 6.3.<br />
FN har i de seneste år blandt andet med baggrund i folkedrabene i Srebrenica<br />
<strong>og</strong> Rwanda haft et øget fokus på behovet for beskyttelse af civile under væbnede<br />
konflikter. 0<br />
Under FN’s Menneskerettighedskommissions session i april 2005 blev der for første<br />
gang vedtaget en resolution om beskyttelsen af civile under væbnet konflikt. I resolutionen<br />
udtrykkes der alvorlig bekymring over brud på menneskerettighederne <strong>og</strong> <strong>den</strong><br />
217 Jf. Tillægsprotokol I, artikel 85(3)(a) <strong>og</strong> ICC-statuttens artikel 8(2)(b)(i) <strong>og</strong> 7(1).<br />
218 Jf. Genève-konvention IV, artikel 14-15.<br />
219 ICRC, General problems in implementing the Fourth Geneva Convention, 27. oktober 1998, afsnit<br />
3(a)(ii). Tilgænglig på: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList246/ 7E9D0ED1449F1<br />
56AC1256B66005C349E<br />
220 Se bl.a. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1325 af 31. oktober 2000 <strong>og</strong> 1265 af 17. september 1999.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 1<br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> under væbnet konflikt i alle dele af ver<strong>den</strong>en <strong>og</strong> <strong>den</strong> betydning,<br />
det har for civilbefolkningen, i særlig grad kvinder, børn <strong>og</strong> sårbare grupper. Det understreges,<br />
at menneskerettighederne <strong>og</strong> <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> komplementerer <strong>og</strong><br />
gensidigt styrker hinan<strong>den</strong> under væbnet konflikt, <strong>og</strong> alle parter til en væbnet konflikt<br />
opfordres til at efterleve deres forpligtelser efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> menneskerettighederne,<br />
herunder i særlig grad til at sikre respekt for <strong>og</strong> beskyttelse af <strong>den</strong><br />
civile befolkning.<br />
På FN’s World Summit 2005 fastsl<strong>og</strong> medlemsstaterne, at alle regeringer har et kollektivt<br />
internationalt ansvar for at beskytte befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser,<br />
etnisk udrensning <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>. I topmødets slutdokument<br />
udtrykte medlemsstaterne <strong>og</strong>så vilje til at handle kollektivt via FN’s Sikkerhedsråd for at<br />
forhindre de nævnte overgreb, såfremt fredelige midler viser sig at være utilstrækkelige,<br />
<strong>og</strong> nationale myndigheder ikke har kunnet forhindre overgrebene. Forpligtelsen til at<br />
beskytte indebærer <strong>og</strong>så et ansvar for at forebygge sådanne forbrydelser. Spørgsmålet<br />
er naturligvis, hvorledes <strong>den</strong>ne hensigtserklæring fra topmødet vil blive gennemført i<br />
praksis, men det er positivt, at viljen er til stede.<br />
Rettigheder for civilbefolkningen på de stri<strong>den</strong>de parters<br />
territorier <strong>og</strong> på besat område223<br />
Civile, der befinder sig på de stri<strong>den</strong>de parters territorier eller på besat område, er<br />
beskyttede personer, som har krav på respekt <strong>og</strong> beskyttelse. Dette fremgår af grundprincippet<br />
i Genève-konvention IV, artikel 27, der samtidigt afspejler filosofien bag<br />
konventionen om respekt for individet <strong>og</strong> ukrænkelighe<strong>den</strong> af dets fundamentale<br />
rettigheder:<br />
•<br />
•<br />
Kravet om respekt indebærer en forpligtelse til at afstå fra at forvolde civile skade.<br />
Kravet om beskyttelse går et skridt videre <strong>og</strong> indebærer en positiv forpligtelse for<br />
<strong>den</strong> fjendtlige magt til at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger.<br />
Kravet om respekt betyder, at civile under alle omstændigheder skal behandles humant.<br />
Indgreb, der medfører fysisk lidelse eller udryddelse af beskyttede personer, er udtrykkeligt<br />
forbudte. Det gælder blandt andet drab, tortur, legemsstraffe <strong>og</strong> lemlæstelse.<br />
Til kategorien af forbudte handlinger hører <strong>og</strong>så brugen af beskyttede personer som<br />
menneskelige skjolde i militæroperationer, kollektiv afstraffelse, skræmme- eller terrorhandlinger,<br />
plyndring, gidseltagning <strong>og</strong> repressalier. Krigens parter skal endvidere<br />
respektere beskyttede personers integritet, ære <strong>og</strong> overbevisning, <strong>og</strong> de må ikke gives<br />
en mindre gunstig behandling på grund af deres race, køn, religion, politisk anskuelse,<br />
national oprindelse eller lignende.<br />
221 Jf. FN’s Menneskerettighedskommission, Protection of the human rights of civilians in armed conflict,<br />
(E/CN.4/2005/L.82.), 15. april 2005.<br />
222 Jf. FN’s Generalforsamlings resolution 60/1 (A/60/1), 20 september 2005, afsnit 138-140. Humanitær<br />
intervention er en af mulighederne for, at ver<strong>den</strong>ssamfundet kan leve op til sit ansvar, når <strong>den</strong><br />
ansvarlige stat svigter befolkningen. Se evt. The international Commission on Intervention and State<br />
Sovereignty, The Responsibility to Protect, december 2001.<br />
223 Jf. Genève-konvention IV, artikel 27-78.
2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Kravet om beskyttelse indebærer, at de stri<strong>den</strong>de parter eller besættelsesmagten skal<br />
beskytte civile mod voldshandlinger eller trusler herom. Kvinder skal særligt beskyttes<br />
mod ethvert angreb på deres ære, særligt voldtægt, tvangsprostitution <strong>og</strong> enhver form<br />
for angreb på deres blufærdighed.<br />
I tilfælde af at en stri<strong>den</strong>de part eller en besættelsesmagt overtræder forbudet mod<br />
drab, tortur, gidseltagning eller voldtægt, vil dette efter omstændighederne kunne<br />
udgøre en grov overtrædelse af Genève-konventionerne, en krigsforbrydelse eller en<br />
forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong>.<br />
I praksis har det ofte knebet med respekten for grundprincippet om beskyttelse af<br />
civile. I mange tilfælde, hvor landsbyer eller hele byer er blevet erobret, har civilbefolkningen<br />
været udsat for trusler, repressalier, mishandling, voldtægt <strong>og</strong> korporlig afstraffelse.<br />
I visse tilfælde har handlingerne været udtryk for en krigsmetode, som havde til<br />
formål at terrorisere <strong>og</strong> fordrive befolkningen fra deres hjem („etnisk udrensning“).<br />
Dette var blandt andet tilfældet under borgerkrigen i Eksjugoslavien. Fra praksis kendes<br />
<strong>og</strong>så eksempler på gidseltagning, hvor gidslerne er blevet anvendt som bytte for fanger<br />
eller som menneskeskjold. F.eks. anvendte Iraks daværende præsi<strong>den</strong>t, Saddam Hussein,<br />
civile som menneskeskjolde under Irak-krigen i 1990 for blandt andet at forhindre<br />
de allierede i at bombe en bunker, der husede en irakisk militær kommandocentral<br />
(Operation Desert Storm).<br />
5.2.2. Den særlige beskyttelse af udsatte <strong>og</strong> sårbare civile<br />
Som omtalt ovenfor vil der under væbnede konflikter være personer, som er særligt<br />
udsatte eller sårbare <strong>og</strong> derfor har et behov for supplerende beskyttelse. Disse personer<br />
kan inddeles i fire kategorier:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
udlændinge, der befinder sig på en af de stri<strong>den</strong>de parters territorium;<br />
befolkningen i et besat område;<br />
internerede civile; <strong>og</strong><br />
sårbare personer (kvinder, børn, flygtninge, statsløse personer <strong>og</strong> journalister).<br />
Udlændinge226<br />
Som udgangspunkt skal opholdsstaten behandle udlændinge, der frivilligt eller tvangsmæssigt<br />
forbliver på tilbageholdelsesmagtens territorium under en væbnet konflikt,<br />
som andre udlændinge behandles i fredstid. De nyder derfor blandt andet beskyttelse<br />
efter de menneskerettighedskonventioner, som landet har tiltrådt, forudsat at de ikke er<br />
blevet suspenderet ved krigens udbrud (latin: der<strong>og</strong>ation). Udlændingene har <strong>og</strong>så ret<br />
til at forlade territoriet, som det var tilfældet, da danske statsborgere blev evakueret fra<br />
Libanon i juli 2006, med mindre afrejsen strider imod statens nationale interesser.<br />
I praksis er udlændinge blevet tvunget til at forlade deres bopælsland af etnisk eller<br />
religiøst betingede årsager. Dette er ofte sket under umenneskelige forhold, hvor<br />
familier er blevet adskilt fra hinan<strong>den</strong>, udsat for nedværdigende behandling <strong>og</strong> frarøvet<br />
224 Jf. Genève-konvention IV, artikel 147 <strong>og</strong> ICC-statutten, artikel 8(2) <strong>og</strong> 7.<br />
225 Se bl.a. Paolo Fusco, „Legal status of human shields“, Warszawa 2003, http://files.studiperlapace.<br />
it/docs/20050125105209.pdf<br />
226 Jf. Genève-konvention IV, artikel 35-46.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 3<br />
deres ejendele. Visse udlændinge er sågar blevet overført til lande, hvor de havde en<br />
velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af deres politiske observans eller religiøse<br />
overbevisninger.<br />
Befolkningen i et besat område227<br />
Besættelse betragtes principielt som en midlertidig tilstand, hvor der ikke sker n<strong>og</strong>en<br />
overdragelse af suverænitet. Besættelsesmagten overtager for en tid ansvaret for forvaltningen<br />
af det besatte område <strong>og</strong> dets befolkning <strong>og</strong> skal grundlæggende sikre, at hverdagen<br />
for civilbefolkningen på det besatte territorium er så normal som muligt. En af<br />
besættelsesmagtens væsentligste forpligtelser er derfor at genoprette <strong>den</strong> offentlige or<strong>den</strong><br />
<strong>og</strong> sikkerhed samt at sikre forsyningen af mad <strong>og</strong> lægehjælp til civilbefolkningen.<br />
Reglerne om besatte områder har <strong>og</strong>så til formål at sikre beskyttelsen af civilbefolkningen<br />
mod besættelsesmagtens overgreb. Folkeretten indeholder f.eks. et forbud<br />
mod deportation af beskyttede personer, tvungen overførelse af enkeltpersoner <strong>og</strong><br />
masseoverførsler af beskyttede personer fra et besat område til besættelsesmagtens<br />
eller et andet besat eller ubesat lands område, med mindre dette sker af hensyn til<br />
deres egen sikkerhed. Midlertidig evakuering kan d<strong>og</strong> finde sted, hvis det er påkrævet<br />
af hensyn til befolkningens sikkerhed eller som følge af tvingende militære grunde.<br />
Det er endvidere forbudt for en besættelsesmagt at deportere eller overføre dele af sin<br />
egen civilbefolkning til det besatte område, jf. artikel 49(6) (etnisk udtynding). Hvis<br />
besættelsesmagten overtræder forbudet mod deportation <strong>og</strong> tvungen overførsel af personer,<br />
der er beskyttet af Genève-konvention IV, vil dette være en grov overtrædelse af<br />
Genève-konventionerne <strong>og</strong> dermed en krigsforbrydelse. Forbrydelsen kan endvidere<br />
efter omstændighederne udgøre en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong>.<br />
Fra praksis kan nævnes en række eksempler på krænkelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> under besættelse. Besættelse har for mange civile været ensbety<strong>den</strong>de med<br />
mishandling, voldtægt, vilkårlige anholdelser, tortur <strong>og</strong> summariske henrettelser. Dette<br />
har været tilfældet i adskillige konflikter <strong>og</strong> ikke kun på konfliktens tidlige stadier.<br />
Tvangsmæssige overførsler <strong>og</strong> deportationer af civile fra deres hjemland har været meget<br />
fremherskende, trods de tragiske konsekvenser dette havde under 2. ver<strong>den</strong>skrig. Kollektive<br />
deportationer er blevet gennemført som en form for afstraffelse med det formål<br />
at udføre etnisk eller racemæssig „udrensning“ i et givent område eller for at udrydde<br />
<strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de gruppe. Besættelsesmagter har <strong>og</strong>så overført deres egen befolkning til<br />
det besatte territorium – eksempelvis har Kina overført etniske hankinesere i stor stil<br />
til Tibet, <strong>og</strong> Israel har opført jødiske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder,<br />
i alt ca. 500.000 bosættere i Øst-Jerusalem <strong>og</strong> på Vestbred<strong>den</strong>. 0<br />
227 Jf. Genève-konvention IV, art 47-78 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 63 <strong>og</strong> 69.<br />
228 Jf. Genève-konvention IV, artikel 147 <strong>og</strong> ICC-statutten, artikel 8(a)(vii).<br />
229 Jf. ICC-statutten, artikel 7(1)(d).<br />
230 ICRC, General problems in implementing the Fourth Geneva Convention, ICRC 27. oktober 1998,<br />
afsnit 5.
4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Internerede civile231<br />
Krigens parter <strong>og</strong> besættelsesmagten har ret til at internere civile eller anvise dem et<br />
tvungent opholdssted, hvis det er absolut nødvendigt af hensyn til statens sikkerhed,<br />
eller hvis staten anser kontrolforanstaltningerne i Genève-konvention IV for utilstrækkelige,<br />
jf. Genève-konvention IV, artikel 41-42 <strong>og</strong> 78. Internering af beskyttede personer<br />
er i disse tilfælde principielt ikke en straf, men alene en sikkerhedsforanstaltning.<br />
Afgørelser om internering af sikkerhedshensyn skal regelmæssigt – <strong>og</strong> mindst hver 6.<br />
måned – tages op til fornyet behandling. Beskyttede personer kan <strong>og</strong>så interneres,<br />
hvis de begår en strafbar handling for at skade besættelsesmagten, jf. Genève-konvention<br />
IV, artikel 68. Den internerede har i alle tilfælde ret til at få afgørelsen prøvet ved<br />
en kompetent domstol eller af et administrativt organ.<br />
Reglerne om selve interneringen har mange fællestræk med reglerne om tilbageholdelse<br />
af krigsfanger i Genève-konvention III, artikel 79-141. Bestemmelserne<br />
regulerer alle de praktiske aspekter ved interneringen, såsom interneringsstedet, mad<br />
<strong>og</strong> påklædning, hygiejne <strong>og</strong> lægebehandling, religions-udøvelse, forholdet til omver<strong>den</strong>en,<br />
strafferetlige <strong>og</strong> disciplinære sanktioner. Internerede skal til enhver tid behandles<br />
humant <strong>og</strong> har krav på de basale retssikkerhedsgarantier. ICRC skal have adgang, <strong>og</strong><br />
de internerede skal have lov til at udveksle <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-familiemeddelelser. Ved fjendtlighedernes<br />
eller besættelsens afslutning skal de stri<strong>den</strong>de parter sikre de interneredes<br />
tilbageven<strong>den</strong> til deres bopæl eller lette deres hjemsendelse.<br />
I praksis er civile under adskillige væbnede konflikter blevet interneret i strid med<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Anholdelser <strong>og</strong> interneringer har i mange tilfælde fundet sted<br />
i stor målestok alene på grund af de interneredes nationalitet. Under fangeskabet er de<br />
internerede jævnligt blevet udsat for mishandling, n<strong>og</strong>le gange med dø<strong>den</strong> til følge.<br />
Mishandlingen har som oftest fundet sted i forbindelse med afhøringer, særligt for at<br />
fremtvinge en tilståelse eller oplysninger af betydning i <strong>den</strong> væbnede konflikt eller for<br />
at tvinge <strong>den</strong> internerede til at samarbejde med besættelsesmagten.<br />
Et af de alvorligste eksempler på udryddelse („ethnic cleansing“) <strong>og</strong> andre massive<br />
krænkelser af internerede civile kendes fra koncentrationslejrene i Bosnien. Som et led i<br />
borgerkrigen i Eksjugoslavien erobrede serberne magten i det strategisk vigtige distrikt<br />
Prijedor i april 1992. De serbiske styrker oprettede i <strong>den</strong>ne forbindelse mindst fire<br />
koncentrationslejre. I to af koncentrationslejrene – Omarska <strong>og</strong> Keraterm – blev bosniske<br />
muslimer systematisk dræbt <strong>og</strong> tortureret. Den tredje koncentrationslejr – Trnopolje<br />
– fungerede som et samlingssted for massive deportationer af kvinder, børn <strong>og</strong><br />
ældre, mens <strong>den</strong> fjerde lejr – Manjaca – <strong>og</strong>så kaldet „krigsfangelejren“ i vid udstrækning<br />
blev brugt til internering af civile. En FN-kommission af eksperter fastsl<strong>og</strong>, at <strong>den</strong>ne<br />
systematiske ødelæggelse af samfundet i Prijedor-området, herunder elimineringen<br />
af det ikke-serbiske lederskab, udgjorde et folkedrab i henhold til ICC-statutten.<br />
231 Jf. Genève-konvention IV, artikel 41-44 <strong>og</strong> artikel 79-135. Reglerne gælder både for internerede i<br />
besatte områder <strong>og</strong> på tilbageholdsmagtens område.<br />
232 Jf. Genève-konvention IV, artikel 43.<br />
233 ICRC, General problems in implementing the Fourth Geneva Convention, 27. oktober 1998, afsnit<br />
6.<br />
234 Jf. FN, Final Report of the United Nations Commission of Experts, etableret i medfør af FN’s Sikkerhedsrådsresolution<br />
780, New York: United Nations, 1992), S/1994674/Add.2 (Vol.), December 28,
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 5<br />
Den daværende serbiske præsi<strong>den</strong>t, Radovan Karadzic, <strong>og</strong> general Ratko Mladic er<br />
efterfølgende blevet tiltalt for folkedrab, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, krigsforbrydelser<br />
<strong>og</strong> grove overtrædelser af Genève-konventionerne ved ICTY. Ingen af dem<br />
er imidlertid blevet udleveret til retsforfølgning ved ICTY.<br />
Som et andet eksempel på manglende respekt for interneredes rettigheder kan nævnes<br />
koalitionsstyrkernes behandling af civile irakiske fanger – såvel som krigsfanger – i<br />
forbindelse med <strong>den</strong> amerikansk-ledede krig mod Irak (2003). Internationalt <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> havde i perio<strong>den</strong> marts-november 2003 dokumenteret omfattende brud på de<br />
internerede irakeres rettigheder i Abu Ghraib-fængslet, Umm Qasr-lejren <strong>og</strong> Camp<br />
Bucca. Her konstateredes blandt andet brutal behandling ved tilfangetagelsen, i enkelte<br />
tilfælde med dø<strong>den</strong> til følge; systematisk fysisk <strong>og</strong> psykisk mishandling under forhør,<br />
såsom hætte over hovedet (hooding) i op til flere dage, brug af håndjern i lange perioder<br />
med alvorlige hud- <strong>og</strong> nerveskader til følge, gennembankning med pistoler <strong>og</strong> rifler,<br />
trusler om tortur <strong>og</strong> drab, tvungen nøgenparade foran medfanger <strong>og</strong> vagter, udsættelse<br />
for ekstreme temperaturer <strong>og</strong> lydniveauer samt fastholdelse i smertefulde stillinger;<br />
isolationsfængsling i celler u<strong>den</strong> dagslys i dage- eller ugevis samt generelt unødig brug<br />
af magt under interneringen med skade eller dø<strong>den</strong> til følge.<br />
Mishandlingen af irakiske fanger i Irak har i enkelte tilfælde resulteret i, at de umiddelbart<br />
ansvarlige er blevet retsforfulgt <strong>og</strong> idømt fængselsstraffe ved nationale domstole<br />
i Storbritannien <strong>og</strong> USA.<br />
I forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak-krigen <strong>og</strong> <strong>den</strong> efterfølgende besættelse<br />
af landet har der <strong>og</strong>så været rejst en sag mod dansk militært personel for at have<br />
overtrådt <strong>folkeret</strong>tens regler om human behandling af tilbageholdte i <strong>den</strong> danske lejr,<br />
Camp E<strong>den</strong>, jf. ne<strong>den</strong>for s. 197.<br />
Sårbare personer238<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> yder en særlig, supplerende beskyttelse til visse persongrupper,<br />
der anses som særligt sårbare i forbindelse med en væbnet konflikt. Dette gælder navnlig<br />
kvinder, børn, flygtninge samt i et vist omfang statsløse personer <strong>og</strong> journalister.<br />
Kvinder<br />
Under væbnede konflikter er kvinder særligt sårbare, idet de ofte enten lades ubeskyttet<br />
tilbage eller tvinges på flugt med begrænsede muligheder for at forsvare sig mod<br />
overgreb fra <strong>den</strong> fjendtlige magts side. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder derfor en<br />
1994. Se <strong>og</strong>så Human Rights Watch, Bosnia and Hercegovina – The Unindicted: Reaping the Rewards<br />
of „Ethnic Cleansing“, 1997. Tilgængelig på: http://www.hrw.org/reports/1997/bosnia/Bosnia.htm<br />
235 ICTY, The prosecutor v. Radovan Karadzic and Ratko Mladic, (IT-95-5-I) Initial Indictment, 24. juli<br />
1995. ICTY, The prosecutor v. Radovan Karadzic, Amended indictment, 31. maj 2000. ICTY, The<br />
prosecutor v. Ratko Mladic, (IT-95-5/18-I), Amended indictment, 11. oktober 1992.<br />
236 Jf. rapport fra ICRC vedrørende koalitionsstyrkernes behandling af krigsfanger <strong>og</strong> andre beskyttede<br />
personer i Irak i forbindelse med anholdelse, internering <strong>og</strong> forhør, februar 2004.<br />
237 I forbindelse med fangemishandlingerne i Abu Ghraib-fængslet i Irak er blandt andre to amerikanske<br />
soldater – Charles Graner <strong>og</strong> Lyndie England – blevet idømt fængselsstraffe på henholdsvis 10 år <strong>og</strong><br />
3 år ved amerikanske domstole.<br />
238 Tillægsprotokol I, artikel 73 <strong>og</strong> 76-79.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
række bestemmelser om respekt for <strong>og</strong> beskyttelse af kvinder. Grundprincippet om<br />
hensyntagen til kvinders særlige behov er afspejlet i Genève-konvention IV, artikel<br />
27(2), hvorefter de stri<strong>den</strong>de parter <strong>og</strong> besættelsesmagten er forpligtet til at yde særlig<br />
beskyttelse til kvinder mod ethvert angreb på deres ære, herunder voldtægt, tvangsprostitution<br />
<strong>og</strong> enhver form for angreb på deres blufærdighed. Denne beskyttelse<br />
udstrækkes i Tillægsprotokol I, artikel 76, der fastslår, at kvinder skal være genstand<br />
for særlig respekt <strong>og</strong> i særdeleshed skal beskyttes mod voldtægt, tvungen prostitution<br />
<strong>og</strong> en hvilken som helst an<strong>den</strong> form for kønsfrihedsforbrydelse. Forbudet mod at<br />
begå voldtægt eller andre seksuelle overgreb anses som så fundamental, at <strong>den</strong> tilhører<br />
sædvaneretten. En overtrædelse af forbudet mod voldtægt af personer, der tilhører<br />
gruppen af beskyttede personer, vil efter omstændighederne kunne udgøre en grov<br />
overtrædelse af Genève-konventionerne, i det omfang ugerningen kan kvalificeres som<br />
tortur eller umenneskelig behandling eller forsætlig påførelse af betydelig lidelse eller<br />
alvorlig skade på legeme eller helbred, jf. Genève-konvention IV, artikel 147. Det udgør<br />
under alle omstændigheder en krigsforbrydelse, jf. ICC-statutten 8(2)(b)(xxii). 0 Efter<br />
omstændighederne kan voldtægt udgøre en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong>, hvis<br />
voldtægten sker som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning<br />
<strong>og</strong> med vi<strong>den</strong> om angrebet, jf. ICC-statutten, artikel 7(1)(g).<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder ikke en alment anerkendt definition af begrebet<br />
voldtægt. I mangel heraf er dette begreb blevet fastlagt gennem de internationale<br />
krigsforbrydertribunalers retspraksis.<br />
„I Akayesu-sagen fastsl<strong>og</strong> ICTR, at voldtægt er „en form for aggression <strong>og</strong> at centrale<br />
elementer af voldtægt ikke kan fastlægges ud fra en mekanisk beskrivelse af genstande<br />
<strong>og</strong> kropsdele.“ Domstolen definerede herefter voldtægt som „en fysisk indtrængen af<br />
seksuel karakter udøvet over for en person under tvangsmæssige omstændigheder“.<br />
I <strong>den</strong> konkrete sag var der rejst tiltale mod Jean-Paul Akayesu – som i 1993-94 var borgmester<br />
i Taba, Rwanda – for folkedrab, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> (udryddelse,<br />
drab, tortur <strong>og</strong> voldtægt) <strong>og</strong> for overtrædelse af Genève-konventionernes fællesartikel 3<br />
(grusom behandling). Domstolen fandt, at Akayesu havde tilskyndet til <strong>og</strong> støttet adskillige<br />
tilfælde af voldtægt af seksten piger <strong>og</strong> kvinder (primært Tutsier) <strong>og</strong> an<strong>den</strong> seksuel<br />
vold. Akayesu blev herefter dømt for forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
I Kunarac-sagen gav ICTY en mere håndfast definition af begrebet voldtægt, der defineres<br />
som „<strong>den</strong> seksuelle indtrængen, uanset hvor begrænset <strong>den</strong> end måtte være: (a) i vagina<br />
eller anus på offeret udført af gerningsman<strong>den</strong>s penis eller af en hvilken som helst an<strong>den</strong><br />
genstand anvendt af gerningsman<strong>den</strong>; eller (b) i offerets mund udført af gerningsman<strong>den</strong>s<br />
239 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 134, s. 475-79<br />
<strong>og</strong> regel nr. 93, s. 323-27.<br />
240 I tilfælde af en væbnet konflikt af en ikke-international karakter kvalificerer voldtægt ligeledes som<br />
en krigsforbrydelse, jf. ICC-statutten, artikel 8(2)(e)(vi).<br />
241 ICTR, Prosecutor v. Akayesu, (ICTR-96-4-T), dom af 2. september 1998, afsnit 597-598 <strong>og</strong><br />
687-688.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen<br />
penis eller af en hvilken som helst an<strong>den</strong> genstand; hvor seksuel indtrængen forekommer<br />
u<strong>den</strong> offeret samtykke“. Se nærmere om <strong>den</strong>ne sag ne<strong>den</strong>for.<br />
Seksuel vold <strong>og</strong> voldtægt er et udbredt fænomen under væbnede konflikter, <strong>og</strong> i visse<br />
tilfælde anvendes disse overgreb som et krigsmiddel som led i en „etnisk udrensning“<br />
af et område, for at sprede terror <strong>og</strong> tvinge befolkningen på flugt. Denne praksis,<br />
som blandt andet kendes fra Eksjugoslavien, Rwanda <strong>og</strong> Uganda, er gentagne gange<br />
blevet fordømt af FN’s Generalforsamling, der har fastslået, at voldtægt som led i<br />
krigsførelse kan udgøre et folkedrab, en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong> eller en<br />
krigsforbrydelse.<br />
„Kunarac-sagen, der <strong>og</strong>så er kendt som „The rape camp case“, er et eksempel på systematisk<br />
voldtægt af kvinder med an<strong>den</strong> etnicitet, hvor voldtægten anvendes som et redskab til<br />
at sprede rædsel. I <strong>den</strong> konkrete sag var der rejst tiltale mod tre militærpersoner, herunder<br />
Dragoljub Kunarac, som i 1992-93 var kommandør for en enhed in<strong>den</strong>for det bosniskserbiske<br />
forsvar. Tiltalen lød på, at Kunarac i sin egenskab af kommandør var ansvarlig<br />
for sine underordnede soldaters voldtægt <strong>og</strong> seksuelle overgreb på adskillige muslimske<br />
kvinder, der var tilbageholdt i detentionscentre <strong>og</strong> i militær-enhe<strong>den</strong>s hovedkvarter i<br />
Foca, Republika Srpska, deraf tilnavnet „rape camp“. Kunarac var endvidere tiltalt for selv<br />
at have været personligt involveret i voldtægt <strong>og</strong> seksuelle overgreb. Domstolen fandt,<br />
at Kunarac havde begået adskillige tilfælde af voldtægt, herunder gruppe-voldtægt, <strong>og</strong><br />
at han endvidere var ansvarlig for sine underordnedes seksuelle overgreb. Kunarac blev<br />
herefter dømt for forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>.“<br />
Selv om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s forbud mod seksuel vold gælder både for mænd <strong>og</strong><br />
kvinder, viser praksis, at kvinder langt oftere er ofre for seksuel vold under væbnede<br />
konflikter. På grund af problemets omfang vedt<strong>og</strong> FN’s Sikkerhedsråd i 2000 <strong>den</strong> første<br />
resolution om kvinder, fred <strong>og</strong> sikkerhed. Heri opfordres medlemsstaterne til at styrke<br />
beskyttelsen af kvinder under væbnede konflikter <strong>og</strong> at retsforfølge forbrydelser mod<br />
kvinder.<br />
Børn<br />
Børn er ligeledes særligt sårbare over for krigens følger pga. deres unge alder <strong>og</strong> udviklingstrin.<br />
Det anslås, at over 22 millioner børn er blevet fordrevet som følge af krig,<br />
<strong>og</strong> andre 2 millioner børn er døde som direkte årsag af væbnede konflikter de seneste<br />
15 år. Børn, der er blevet forældreløse som følge af krig, <strong>og</strong> uledsagede mindreårige,<br />
242 ICTY, Prosecutor v. Kunarac, (IT-96-23-A), dom af 12. juni 2002, afsnit 127.<br />
243 Jf. Unicef, Sexual violence as a weapon of war, 1996. Tilgængelig på: http://www.unicef.org/sowc96pk/<br />
sexviol.htm<br />
244 Jf. FN’s Generalforsamling,, Resolution 51/115, (A/RES/51/115), 12. december 1996.<br />
245 FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1325 on Women and peace and security, (S/RES/1325/2000), 31.<br />
oktober 2000. Se evt. nærmere om beskyttelsen af kvinder under væbnede konflikter i „Rape and<br />
Sexual Abuse of Women in International Law“ af C. Chinkin, EJIL 1994, s. 326-341; „Women, Human<br />
Rights and International Humanitarian Law“ af J. Gardam, IRRC, nr. 324, 1988, s. 421-432.<br />
246 Se bl.a. FN, Children and Armed Conflict, (A/59/426), 8. oktober 2004. Genève-konventionerne <strong>og</strong><br />
Tillægsprotokol I anvender forskellige aldersgrænser, om end 15 år er <strong>den</strong> mest udbredte.
DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
der befinder sig i krigszonen, er særligt udsatte i forhold til tvangsarbejde, tvangsrekruttering,<br />
illegal bortadoption eller tvungen prostitution. Ofte bliver børnene aldrig<br />
genforenet med familien, men tvinges til at leve et liv præget af undertrykkelse <strong>og</strong><br />
mishandling.<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> foreskriver, at børn under væbnede konflikter har ret til<br />
en særlig respekt <strong>og</strong> beskyttelse, jf. Tillægsprotokol I, artikel 77-78. De stri<strong>den</strong>de parter<br />
skal yde børn <strong>den</strong> omsorg <strong>og</strong> hjælp, de har brug for, hvad enten det er på grund af deres<br />
alder eller af n<strong>og</strong>en an<strong>den</strong> grund. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder imidlertid ikke<br />
en definition af begrebet „børn“.<br />
For at undgå børns aktive involvering i krig skal de stri<strong>den</strong>de parter så vidt muligt<br />
sikre, at børn under 15 år ikke tager direkte del i fjendtlighederne, <strong>og</strong> de skal afholde sig<br />
fra at rekruttere dem til deres væbnede styrker. Forbudet mod rekruttering af børnesoldater<br />
fremgår <strong>og</strong>så af menneskerettighederne, jf. artikel 38 i Konventionen om barnets<br />
rettigheder af 1989 <strong>og</strong> Tillægsprotokollen om børns involvering i væbnede konflikter<br />
af 2000. Sidstnævnte protokol giver børn en bedre beskyttelse, idet aldersgrænsen<br />
for rekruttering til de væbnede styrker er 18 år. Forbudet mod rekruttering af børn<br />
samt forbud mod børns deltagen i væbnet konflikt anses under alle omstændigheder<br />
som gæl<strong>den</strong>de sædvaneret. Såfremt de stri<strong>den</strong>de parter overtræder forbudet mod<br />
at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller<br />
anvender dem til aktiv deltagelse i fjendtligheder, vil dette udgøre en krigsforbrydelse.<br />
I Danmark er mindstealderen for rekruttering til Forsvaret fastsat til 18 år.<br />
Anvendelsen af børnesoldater er et meget alvorligt <strong>og</strong> udbredt problem under<br />
væbnede konflikter. Det antages, at over 300.000 børn er blevet rekrutteret som børnesoldater<br />
af regeringshære eller guerilla-bevægelser i mere end halvtreds lande ver<strong>den</strong><br />
over, herunder i Angola, Burma, Colombia, Liberia, Nepal, Sudan <strong>og</strong> Uganda. I<br />
Sierra Leone er tusindvis af børn blevet bortført af modstandsgrupper <strong>og</strong> tvunget til<br />
at deltage i forbrydelser mod civile, såsom halshugning, amputationer af arme <strong>og</strong> ben,<br />
voldtægt <strong>og</strong> afbrænding af levende mennesker. 0<br />
Hvis børn under 15 år deltager direkte i krigshandlinger, anses de som kombattanter,<br />
<strong>og</strong> de skal, hvis de tages til fange af modparten, anses som krigsfanger, jf. Genève-konvention<br />
III. Samtidig skal de fortsat nyde særlig gunstig beskyttelse, jf. Tillægsprotokol I,<br />
artikel 77(3). Hvis børn anholdes eller interneres i forbindelse med en væbnet konflikt,<br />
skal de interneres adskilt fra de voksne, medmindre de er interneret med familien, jf.<br />
Tillægsprotokol I, artikel 77(4). Konventionen om barnets rettigheder, der stort set er<br />
ratificeret af alle ver<strong>den</strong>s stater, specificerer <strong>den</strong>ne forpligtelse yderligere. De stri<strong>den</strong>de<br />
parter er endvidere forpligtet til at tage skridt til sikring af, at børn under 15 år, der<br />
som følge af krigen er blevet forældreløse eller adskilt fra deres familie, ikke overlades<br />
til sig selv <strong>og</strong> at deres underhold mv. lettes, jf. Genève-konvention IV, artikel 24.<br />
247 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 136-137,<br />
s. 482-488.<br />
248 Jf. ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(xxvi).<br />
249 Jf. FN’s Sikkerhedsråds pressemeddelelse, Security Council reiterates strong condemnation of use of<br />
child soldiers, (SC/8319), 23. februar 2005. Tilgængelig på: http://www.un.org/News/Press/docs/2005/<br />
sc8319.doc.htm<br />
250 Jf. Human Rights Watch, World Report 2002 <strong>og</strong> http://hrw.org/campaigns/crp/index.htm
5. Beskyttelse af civilbefolkningen<br />
FN’s Sikkerhedsråd har gentagne gange fordømt børns involvering i væbnede konflikter<br />
blandt andet i Liberia, Sudan <strong>og</strong> <strong>den</strong> Demokratiske Republik Congo. Med henblik<br />
på at øge beskyttelsen af børn under væbnede konflikter har FN’s Sikkerhedsråd si<strong>den</strong><br />
1999 vedtaget en række resolutioner. Ved resolution 1612 (2005) er der blevet etableret<br />
en monitorerings- <strong>og</strong> rapporteringsmekanisme, der skal overvåge overgreb begået<br />
mod børn i konfliktsituationer, herunder navnlig opsamle <strong>og</strong> videregive information til<br />
FN om rekruttering <strong>og</strong> anvendelse af børnesoldater. I forbindelse med de væbnede<br />
konflikter i Den Demokratiske Republik Congo (1999) <strong>og</strong> Sierra Leone (2001) indførte<br />
FN brugen af særlige rådgivere for beskyttelse af børn („child protection advisors“) i de<br />
fredsbevarende operationer for hermed at øge beskyttelsen af børn i konflikterne.<br />
Flygtninge, internt fordrevne <strong>og</strong> statsløse personer<br />
Væbnede konflikter medfører ofte massive befolkningsbevægelser. Hundredetusinder<br />
mennesker terroriseres hvert år af væbnede konflikter <strong>og</strong> er tvunget til at flygte for deres<br />
liv <strong>og</strong> slå sig ned i flygtningelejre. Dette gælder for følgende tre grupper:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
flygtninge, der er flygtet fra deres hjemland pga. risiko for forfølgelse eller andre<br />
overgreb;<br />
internt fordrevne, som ligeledes er flygtet fra deres hjem pga. risiko for forfølgelse<br />
eller andre overgreb, eller som er blevet tvangsforflyttet, men som fortsat<br />
opholder sig i deres hjemland; <strong>og</strong><br />
statsløse, som ikke er statsborgere i n<strong>og</strong>en stat, <strong>og</strong> som derfor kan være særligt<br />
udsat i konfliktsituationer.<br />
251 FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1612, (SC/RES/1612), 26. juli 2005.<br />
252 Jf. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1379, (SC/RES/1379), 20. november 2001, afsnit 2. FN’s Sikkerhedsråd,<br />
Resolution 1279, (SC/RES/1279), 30. november 1999, afsnit 4. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution<br />
1270, (SC/RES/1270) 22. oktober 1999, afsnit. 15.<br />
253 Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder ikke n<strong>og</strong>en definition af, hvad en flygtning er. FN’s Konvention<br />
om flygtninges retsstilling definerer en flygtning som enhver, der: „…som følge af velbegrundet frygt<br />
for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe<br />
eller sine politiske anskuelser befinder sig u<strong>den</strong>for det land, i hvilket han har statsborgerret, <strong>og</strong> som<br />
ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse; eller<br />
som ikke har n<strong>og</strong>en statsborgerret, <strong>og</strong> på grund af sådanne begivenheder befinder sig u<strong>den</strong>for det<br />
land, hvor han tidligere havde fast bopæl, <strong>og</strong> ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke<br />
ønsker – at vende tilbage dertil“, jf. Konvention om flygtninges retsstilling, artikel 1(A)(2), jf. Protokol<br />
af 31. januar vedrørende flygtninges retsstilling, artikel 1(2).<br />
254 „Internt fordrevne“ er ikke omfattet af FN’s Flygtningekonvention, jf. forrige note, da de fortsat<br />
befinder sig in<strong>den</strong> for deres hjemlands territorium. De er derfor <strong>og</strong>så stadig undergivet dette lands<br />
love.<br />
255 En „statsløs person“ er i FN’s Konvention af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling<br />
defineret som: „En person som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger“, jf.<br />
Konvention af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling, artikel 1(1). Statsløse anses som<br />
flygtninge efter FN’s Flygtningekonvention, hvis de ikke har mulighed for – eller ikke ønsker – at<br />
vende tilbage til det land, hvor de tidligere havde fast bopæl, pga. en velbegrundet frygt for forfølgelse<br />
af ovennævnte grunde. Dvs. statsløse kan være flygtninge, men er det ikke nødvendigvis. Statsløse<br />
skal have samme rettigheder som fremmede statsborgere, der befinder sig på en stri<strong>den</strong>de parts<br />
territorium, jf. Genève-konvention IV, artikel 4(1).
100 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Det anslås, at der er ca. 9 millioner flygtninge i ver<strong>den</strong> i dag, <strong>og</strong> at op mod 24 millioner mennesker<br />
i mindst 50 lande er internt fordrevne som følge af vold, forfølgelse <strong>og</strong> krig.<br />
Efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> skal flygtninge <strong>og</strong> statsløse personer under væbnede<br />
konflikter <strong>og</strong> besættelse betragtes som beskyttede personer, <strong>og</strong> de har samme ret til<br />
beskyttelse som resten af civilbefolkningen, jf. Genève-konvention IV, artikel 44 <strong>og</strong><br />
Tillægsprotokol I, artikel 73 om udlændinge, der befinder sig på en stri<strong>den</strong>de parts<br />
territorium. Det er forbudt at betragte disse persongrupper som fjendtlige udlændinge<br />
alene på grund af, at de er statsborgere i en fjendtlig stat.<br />
Asylansøgere må i <strong>den</strong> forbindelse som udgangspunkt behandles som flygtninge.<br />
Det skyldes, at man opnår status som flygtning efter FN’s Flygtningekonvention fra<br />
det øjeblik, man opfylder kriterierne i konventionens definition. Dette vil typisk være<br />
tilfældet forud for <strong>den</strong> formelle anerkendelse. Når en stat gennem sin asylprocedure anerkender<br />
en person som flygtning, er det således blot en afklaring af, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de<br />
allerede falder in<strong>den</strong> for konventionens regler. Er der derimod givet endeligt afslag<br />
på asylansøgningen, skal <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de betragtes som almindelig udlænding.<br />
Internt fordrevne betragtes derimod ikke som særskilt beskyttede personer, selv om<br />
de ofte har samme behov for beskyttelse som flygtninge. Da internt fordrevne ikke har<br />
krydset en international landegrænse, men fortsat befinder sig i hjemlandet, har de<br />
alene ret til <strong>den</strong> almindelige beskyttelse mod krigens følger på linje med deres civile<br />
landsmænd. De nyder således ikke godt af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s særlige beskyttelse<br />
af udsatte eller sårbare personer, selv om de ofte befinder sig i en meget udsat position.<br />
Beskyttelsen af internt fordrevne personer skal primært søges i national ret <strong>og</strong> de menneskerettighedskonventioner,<br />
som <strong>den</strong> stat, hvori de er statsborgere, har ratificeret.<br />
Mens flygtninge er omfattet af mandatet for FN’s Flygtningehøjkommissariat<br />
(UNHCR) <strong>og</strong> derfor nyder en særlig beskyttelse, findes der ingen særlig FN-institution<br />
med generelt mandat til at beskytte internt fordrevne. ICRC har mandat til at<br />
arbejde for internt fordrevne i statutterne for <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, <strong>og</strong> Flygtningehøjkommissariatet<br />
har med årene fået mulighed for at etablere hjælpepr<strong>og</strong>rammer til fordel for<br />
internt fordrevne. Samtidig nyder både flygtninge, internt fordrevne <strong>og</strong> statsløse godt<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> assistance, som generelt ydes af FN’s kontor for <strong>humanitære</strong> anliggender<br />
(OCHA) til ofre for komplekse <strong>humanitære</strong> nødsituationer, såsom væbnede<br />
konflikter. 0 Det er vigtigt at understrege, at internt fordrevne har samme behov for<br />
beskyttelse <strong>og</strong> assistance som flygtninge.<br />
256 Jf. oplysninger fra Dansk Flygtningehjælp, 10. juni 2006, www.Flygtning.dk. Se endvidere FN’s<br />
Flygtningehøjkommissariat, Refugees by numbers – 2005 edition, September 2005, s. 18. Tilgængelig<br />
på: http://www.unhcr.ch/cgi-bin/texis/vtx/basics/opendoc.pdf?tbl=BASICS&id=416e3eb24. FN’s<br />
Flygtningehøjkommissariat, Internally displaced persons –questions and answers, september 2005,<br />
s. 4. Tilgængelig på: http://www.unhcr.ch/cgi-bin/texis/vtx/basics/opendoc.pdf?tbl=BASICS&id=4<br />
05ef8c64<br />
257 Fleck (1995), s. 286.<br />
258 Jf. UNHCR’s Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status (1979), afsnit<br />
28 samt G.S. Goodwin-Gill, The Refugee in International Law, 2nd Edition (1996), s. 32 <strong>og</strong> s. 141.<br />
259 FN’s Flygtningehøjkommissariat blev etableret i 1950 i medfør af FN’s Generalforsamling, Resolution<br />
5/428, (A/RES/5/428), 14. december 1950. Den statut for UNHCR, der blev vedtaget ved resolutionen,<br />
afgrænser i afsnit 6-7 hvilke flygtninge, der falder in<strong>den</strong> for Flygtningehøjkommissariatets mandat<br />
å stort set samme måde som FN’s Konvention om flygtninges retsstilling.<br />
260 FN’s kontor for <strong>humanitære</strong> anliggender blev etableret i 1992 i medfør af FN’s Generalforsamling,<br />
Resolution 46/182, (A/RES/46/182), 19. december 1991.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 101<br />
Journalister<br />
Under væbnede konflikter rapporterer krigskorrespon<strong>den</strong>ter, journalister, fot<strong>og</strong>rafer <strong>og</strong><br />
andre mediefolk fra krigszonerne til offentlighe<strong>den</strong> om de stri<strong>den</strong>de parters aktiviteter<br />
<strong>og</strong> konsekvenserne af krigshandlingerne. Disse personer befinder sig som følge af deres<br />
erhverv i en udsat position <strong>og</strong> har derfor et særligt beskyttelsesbehov. Den <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> indeholder derfor særforanstaltninger til beskyttelse af både krigskorrespon<strong>den</strong>ter<br />
<strong>og</strong> journalister på farlige missioner.<br />
De såkaldte akkrediterede krigskorrespon<strong>den</strong>ter er personer, som følger de væbnede<br />
styrker u<strong>den</strong> direkte at være medlemmer af disse. Som følge heraf skal de anses som<br />
civile <strong>og</strong> nyde godt af <strong>den</strong> beskyttelse, <strong>folkeret</strong>ten yder civile efter Genève-konvention<br />
IV. Hvis en krigskorrespon<strong>den</strong>t pågribes af fjen<strong>den</strong>, ændres hans/hendes status imidlertid,<br />
<strong>og</strong> vedkommende skal behandles som krigsfange, jf. Genève-konvention III,<br />
artikel 4(A)(4). Beskyttelsen efter <strong>den</strong>ne bestemmelse er d<strong>og</strong> betinget af, at krigskorrespon<strong>den</strong>ten<br />
er autoriseret af de væbnede styrker, som <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de følger.<br />
I nuti<strong>den</strong>s væbnede konflikter er der <strong>og</strong>så en række andre journalister, som udfører<br />
journalistiske opgaver i krigsområder u<strong>den</strong> at være akkrediteret som krigskorrespon<strong>den</strong>ter.<br />
Sådanne journalister på såkaldte „farlige professionelle missioner“ <strong>og</strong> andre<br />
mediefolk har status som civile <strong>og</strong> skal betragtes som beskyttede personer <strong>og</strong> beskyttes<br />
som sådan, forudsat at de ikke tager aktivt del i fjendtlighederne, jf. Tillægsprotokol<br />
I, artikel 79. Dette gælder <strong>og</strong>så, hvis de tages til fange af fjen<strong>den</strong>. Journalisters ret til<br />
at være omfattet af beskyttelsesreglerne for civile, så længe de ikke tager direkte del i<br />
fjendtlighederne, er gæl<strong>den</strong>de sædvaneret. Journalister har ret til at få udstedt i<strong>den</strong>tifikationskort<br />
af regeringen i <strong>den</strong> stat, hvor de er statsborgere eller bosid<strong>den</strong>de, eller hvor<br />
det nyhedsmedium, de er ansat ved, er beliggende. I<strong>den</strong>tifikationskortet har til formål<br />
at attestere vedkommendes status som journalist, jf. Tillægsprotokol I, artikel 79(3) <strong>og</strong><br />
Anneks II. I Danmark udstedes i<strong>den</strong>tifikationskortet af U<strong>den</strong>rigsministeriet.<br />
I forbindelse med krigen mod Irak genintroducerede USA fænomenet indrullerede<br />
journalister (engelsk: embedded journalists), hvilket er journalister, som følger de væbnede<br />
styrker u<strong>den</strong> at være autoriserede som krigskorrespon<strong>den</strong>ter. USA ville hermed<br />
sikre, at vestlige journalister fik adgang til at rapportere fra krigszonerne, hvilket ikke<br />
var tilladt under krigen mod Afghanistan (2001), hvor mediedækningen af krigen<br />
udelukkende varet<strong>og</strong>es af <strong>den</strong> arabiske tv-kanal, Al Jazeera. Over 600 amerikanske <strong>og</strong><br />
u<strong>den</strong>landske journalister er derfor blevet „indrulleret“ i <strong>den</strong> amerikanske hær i Irak <strong>og</strong><br />
tilknyttet forskellige af koalitionsstyrkernes hærenheder. Hermed har USA kunnet sikre<br />
sig, at der rapporteredes direkte fra deres side af frontlinjen. Problemet er imidlertid,<br />
at de „indrullerede“ journalister er med til at underminere <strong>den</strong> beskyttelse, som civile<br />
almindelige journalister nyder efter <strong>folkeret</strong>ten. Det skyldes, at risikoen for fjendtlige<br />
angreb på de almindelige, ubevæbnede journalister forøges, når fjen<strong>den</strong> ikke kan skelne<br />
dem fra de „indrullerede“. Fra et <strong>folkeret</strong>ligt perspektiv er de indrullerede journalisters<br />
retsstilling uafklaret. Mens der er enighed om, at de som udgangspunkt skal nyde<br />
261 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 34, s. 115-18.<br />
262 Se evt. Hans-Peter Gasser, The protection of journalists engaged in dangerous professional missions,<br />
IRRC, No. 232, februar 1983, s. 3-18.<br />
263 Alexandre Balguy-Gallois, Protection des journalistes et des médias en période de conflit armé, RRC,<br />
Vol. 86, No. 853, marts 2004, s. 42-43.
102 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
beskyttelse som civile, er der uenighed om deres status ved tilfangetagelse. Britiske<br />
myndigheder er formentlig af <strong>den</strong> opfattelse, at de bør gives krigsfangestatus, mens<br />
franske myndigheder er fortalere for, at de gives status som civile. Danske myndigheder<br />
har så vidt vides endnu ikke udtalt sig om <strong>den</strong>ne problematik.<br />
I løbet af de seneste 12 år er over 1.100 journalister blevet dræbt i tjenesten, <strong>og</strong><br />
mange andre er blevet truet, chikaneret, fængslet vilkårligt eller kidnappet. Europarådet<br />
<strong>og</strong> FN har i forbindelse med flere væbnede konflikter, blandt andet i Somalia, fordømt<br />
vold <strong>og</strong> trusler mod journalister. FN har blandt andet i forbindelse med konflikterne<br />
i Afghanistan <strong>og</strong> Kosovo anmodet de stri<strong>den</strong>de parter om at sikre journalisternes sikkerhed<br />
<strong>og</strong> om at afholde sig fra chikane. ICRC har oprettet en „hot line“ til brug for<br />
eftersøgning af journalister, der meldes savnet på en farlig mission.<br />
På baggrund af det store antal krigsofre blandt journalister t<strong>og</strong> International Federation<br />
of Journalists <strong>og</strong> International Press Centre initiativ til at etablere International<br />
News Safety Institute (INSI) i 2003. Dette institut har til formål at tilvejebringe en<br />
nyhedskultur, hvor journalistisk sikkerhed sættes i højsædet. Til det formål har INSI<br />
udgivet et sikkerhedskodeks om blandt andet træning <strong>og</strong> forsikring af mediefolk samt<br />
beskyttelsesudstyr. INSI har <strong>og</strong>så lanceret en global kampagne for at fremme journalisters<br />
sikkerhed, hvilket i 2004 resulterede i vedtagelsen af Genève-deklarationen om<br />
aktioner til fremme af sikkerhe<strong>den</strong> for journalister <strong>og</strong> medier i farlige situationer.<br />
5.3. Beskyttelsen af civile under ikke-internationale<br />
væbnede konflikter<br />
Si<strong>den</strong> 2. ver<strong>den</strong>skrig har flertallet af de væbnede konflikter i ver<strong>den</strong> været af ikkeinternational<br />
karakter, <strong>og</strong> de har koster mange millioner mennesker livet <strong>og</strong> medført<br />
omfattende menneskelig lidelse <strong>og</strong> materiel skade, jf. figur 5.1 ovenfor. De første regler<br />
om beskyttelsen af civile under ikke-internationale væbnede konflikter blev derfor<br />
vedtaget i 1949 efter <strong>den</strong> 2. ver<strong>den</strong>skrig for at forbedre beskyttelsen af krigens ofre.<br />
Retsgrundlag<br />
Reglerne om beskyttelse af civile under ikke-internationale væbnede konflikter stammer<br />
fra 1949 <strong>og</strong> findes i <strong>den</strong> fælles artikel 3 i Genève-konventionerne af 1949 <strong>og</strong> i<br />
Tillægsprotokol II fra 1977. Artikel 3 udgør hjørnestenen i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
under ikke-internationale væbnede konflikter, <strong>og</strong> bestemmelsen anses i praksis som<br />
en „mini-konvention“. Bestemmelsen fastlægger de grundlæggende principper, der<br />
gælder i alle væbnede konflikter af ikke-international karakter.<br />
Tillægsprotokol II supplerer <strong>og</strong> udbygger artikel 3 u<strong>den</strong> at ændre betingelserne<br />
for anvendelsen af artikel 3. Tillægsprotokollen udvider rækken af grundlæggende<br />
264 The „Green Book“ – Working arrangements with the media in times of emergency, tension, conflict<br />
or war, 2005, jf. http://www.mod.uk/NR/rdonlyres/36DBFDCE-6739-4DB3-B589-162FCA85B25/0/<br />
mod_green_book_20051130.pdf<br />
265 Jf. FN’s Generalforsamling, Resolution 51/108, (A/RES/51/108), 12. December 1996 <strong>og</strong> FN’s Generalforsamling,<br />
Resolution 53/164, (A/RES/53/164), 25. februar 1999, jf. FN’s Menneskerettighedskommission,<br />
Resolution 1995/56, 3. marts 1995.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 103<br />
garantier, jf. Tillægsprotokol II, artikel 4. Desu<strong>den</strong> ydes en særlig beskyttelse til medicinsk<br />
personel, medicinske enheder <strong>og</strong> personer <strong>og</strong> materiel bærende <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>emblemet.<br />
Protokollen indeholder endvidere enkelte bestemmelser om begrænsninger<br />
i krigsførelsen.<br />
Da ikke-internationale væbnede konflikter ikke er reguleret i tilnærmelsesvis samme<br />
detaljerede grad som internationale væbnede konflikter, spiller sædvaneretten en vigtig<br />
rolle som retskilde. Ydermere spiller sædvaneretten en vigtig rolle som retskilde, når en<br />
konflikt finder sted i en stat, der ikke har ratificeret Tillægsprotokol II. Sædvanerettens<br />
vigtighed understreges af, at størstedelen af væbnede konflikter er ikke-internationale.<br />
Sudan er et konkret eksempel på en intern væbnet konflikt i et land, der ikke<br />
har ratificeret Tillægsprotokol II. Reguleringen af <strong>den</strong> væbnede konflikt begrænser sig<br />
således til Genève-konventionernes fællesartikel 3 samt det sædvaneretlige regelsæt.<br />
Den fælles artikel 3 <strong>og</strong> Tillægsprotokol II yder kun en begrænset beskyttelse af<br />
civilbefolkningen. Til sammenligning indeholder Tillægsprotokol II kun 15 artikler,<br />
der konkret regulerer beskyttelsen af personer, der er berørt af væbnet konflikt, mens<br />
Tillægsprotokol I indeholder over 80 sådanne artikler. Derfor spiller sædvaneretten<br />
ligeledes en vigtig rolle for så vidt angår de stater, der har ratificeret Tillægsprotokol<br />
II, idet sædvaneretten i mange tilfælde yder en bedre beskyttelse end de nedskrevne<br />
regler i Tillægsprotokol II. Dette kan konstateres, da staternes praksis afspejler en<br />
udbredt ten<strong>den</strong>s til ligeledes at anse dele af regelsættene i Genève-konventionerne <strong>og</strong><br />
Tillægsprotokol I som bin<strong>den</strong>de <strong>og</strong>så i ikke-international konflikt. I visse tilfælde er<br />
<strong>den</strong>ne praksis så markant, at <strong>den</strong> har opnået status som sædvaneret.<br />
ICRC’s Sædvaneretsstudium fra 2005 har på baggrund af dokumenteret statspraksis<br />
i<strong>den</strong>tificeret en lang række sædvaneretlige regler, der gælder både i forbindelse med<br />
internationale væbnede konflikter <strong>og</strong> ikke-internationale væbnede konflikter. 0<br />
Anvendelsesområdet<br />
Anvendelsesområdet for <strong>den</strong> fælles artikel 3 <strong>og</strong> Tillægsprotokol II er forskelligt, <strong>og</strong><br />
fællesartikel 3 giver i flere henseender civilbefolkningen <strong>og</strong> civile en bedre <strong>og</strong> bredere<br />
beskyttelse end Tillægsprotokol II.<br />
For det første finder <strong>den</strong> fælles artikel 3 anvendelse i alle tilfælde af ikke-internationale<br />
væbnede konflikter på en deltagende stats territorium. Tillægsprotokol II<br />
kvalificerer kravene til fjendtlighederne yderligere. Den finder således kun anvendelse<br />
i tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter, der finder sted på en deltagende<br />
266 Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987),<br />
kommentar nr. 4364-66, s. 1325-1326.<br />
267 Kun 157 stater har ratificeret Tillægsprotokol II, jf. Jean-Marie Henckaerts, Study on customary<br />
international humanitarian law: A contribution to the understanding and respect for the rule of law in<br />
armed conflict, IRRC, Vol. 87, No. 857, marts 2005, s. 184. Til sammenligning har Genéve-konventionerne<br />
vundet universel tilslutning – dvs. 192 stater, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts<br />
& Doswald-Beck (2005),Vol. I, s. xxx.<br />
268 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. xvi.<br />
269 Jean-Marie Henckaerts, Study on international humanitarian law: A contribution to the understanding<br />
and respect for the rule of law in armed conflict, IRRC, Vol. 87, No. 857, marts 2005, s. 188-190.<br />
270 For en liste over de i<strong>den</strong>tificerede regler se: Henckaerts, Jean-Marie, Study on international humanitarian<br />
law: A contribution to the understanding and respect for the rule of law in armed conflict,<br />
IRRC, Vol. 87, No. 857, marts 2005, s. 198ff.
104 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
stats territorium mellem <strong>den</strong>s væbnede styrker <strong>og</strong> fjendtlige væbnede styrker eller<br />
andre organiserede væbnede grupper, som – under ansvarlig kommando – udøver en<br />
sådan kontrol over en del pågæl<strong>den</strong>de stats territorium, at det sætter dem i stand til<br />
at gennemføre vedhol<strong>den</strong>de <strong>og</strong> samlede militære operationer samt til at opfylde Tillægsprotokol<br />
II, jf. artikel 1.<br />
Tillægsprotokol II finder ikke anvendelse i tilfælde af interne uroligheder <strong>og</strong> spændinger<br />
såsom optøjer <strong>og</strong> sporadiske voldshandlinger <strong>og</strong> andre lignende handlinger, der<br />
ikke er væbnede konflikter. Begrebet ikke-internationale væbnede konflikter fortolkes<br />
således mere snævert i Tillægsprotokol II end i <strong>den</strong> fælles artikel 3, <strong>og</strong> der vil derfor<br />
være tilfælde, hvor kun artikel 3 vil finde anvendelse. Ifølge visse <strong>folkeret</strong>seksperter er<br />
tærsklen for ikke-internationale væbnede konflikter i Tillægsprotokol II så høj, at <strong>den</strong><br />
vil udelukke de fleste revolutioner <strong>og</strong> oprør <strong>og</strong> formentlig ikke vil finde anvendelse<br />
under en borgerkrig, førend oprørerne har etableret en eller an<strong>den</strong> form for de facto<br />
regering.<br />
For det andet finder Tillægsprotokol II kun anvendelse ved konflikter mellem regeringsstyrker<br />
<strong>og</strong> oprørsgrupper. Fællesartikel 3 gælder derimod <strong>og</strong>så for konflikter mellem<br />
forskellige oprørsgrupper, der kæmper indbyrdes for at opnå kontrollen over landet,<br />
uanset at regeringen ikke er involveret i konflikten. Konflikterne i Libanon i 1980’erne<br />
<strong>og</strong> Somalia i 1991 er eksempler på sådanne typer af interne konflikter. Tillægsprotokol<br />
II fandt første gang anvendelse under borgerkrigen i El Salvador i 1980’erne.<br />
Den beskyttede personkreds<br />
Beskyttelsen i Genève-konventionernes fællesartikel 3 gælder enhver person, der<br />
ikke – eller ikke længere – deltager aktivt i fjendtlighederne. Den beskyttede personkreds<br />
udstrækkes i Tillægsprotokol II til at omfatte enhver person, som er berørt af en<br />
ikke-international væbnet konflikt, jf. artikel 2. Det betyder, at en soldat i modpartens<br />
varetægt <strong>og</strong> en interneret civil har krav på samme retlige beskyttelse.<br />
Retten til beskyttelse er ligesom under internationale væbnede konflikter betinget<br />
af, at man afstår fra at deltage i krigshandlingerne. Beskyttelsen fortabes med andre<br />
ord, såfremt – <strong>og</strong> så længe – <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de civile person deltager direkte i fjendtlighederne,<br />
jf. Tillægsprotokol II, artikel 13(3).<br />
Under ikke-internationale væbnede konflikter kan <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s beskyttelse<br />
af civil-befolkningen overordnet set inddeles i to kategorier:<br />
•<br />
•<br />
<strong>den</strong> almindelige beskyttelse af civilbefolkningen; <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong> særlige beskyttelse af civile, som befinder sig i en særlig udsat eller sårbar<br />
position.<br />
5.3.1. Den almindelige beskyttelse af civilbefolkningen<br />
Civilbefolkningen har som helhed ret til beskyttelse mod følgerne af militæroperationer<br />
<strong>og</strong> andre krigshandlinger. Enhver person, som er berørt af en ikke-international væbnet<br />
konflikt, har endvidere krav på respekt for grundlæggende rettigheder.<br />
271 Jf. Green (2000), s. 66-67.<br />
272 Jf. ICRC Annual Report 39 (1989).
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 105<br />
Den almindelige beskyttelse af civilbefolkningen mod<br />
følger af <strong>den</strong> væbnede konflikt<br />
Ifølge Tillægsprotokol II, artikel 13 skal civilbefolkningen <strong>og</strong> individuelle civilpersoner<br />
nyde almindelig beskyttelse mod de farer, der opstår som følge af militære operationer.<br />
Som følge heraf må „civilbefolkningen som sådan såvel som individuelle civilpersoner<br />
ikke gøres til genstand for angreb. Voldshandlinger eller trusler om vold, hvis primære<br />
formål er at sprede terror blandt civilbefolkningen, er forbudt“, jf. Tillægsprotokol II,<br />
artikel 13(2). Bestemmelsen har status som sædvaneret. Forbudet kan <strong>og</strong>så udledes<br />
af retspraksis fra Den Internationale Domstol (ICJ) <strong>og</strong> ICTY. Såfremt en stri<strong>den</strong>de part<br />
overtræder forbudet ved forsætligt at angribe civilbefolkningen eller civile enkeltpersoner,<br />
vil dette efter omstændighederne kunne udgøre en krigsforbrydelse. Som<br />
eksempler på sådanne forbudte voldhandlinger kan nævnes vilkårlig <strong>og</strong> omfattende<br />
beskydning, bombning af byer, voldtægt, mishandling <strong>og</strong> tortur af kvinder <strong>og</strong> børn<br />
samt drab.<br />
Under ikke-internationale væbnede konflikter nyder civilbefolkningen <strong>og</strong>så beskyttelse<br />
mod tvangsforflytning, jf. Tillægsprotokol II, artikel 17. Hvis civilbefolkningen<br />
beordres til forflytning på grund af konflikten, vil dette efter omstændigheder kunne<br />
udgøre en krigsforbrydelse, med mindre pågæl<strong>den</strong>de civiles sikkerhed eller tvingende<br />
militære grunde nødvendiggør tvangsforflytning, jf. Tillægsprotokol II, artikel<br />
17(1).<br />
Som nævnt ovenfor finder dele af <strong>den</strong> beskyttelse af civilbefolkningen, der gælder<br />
under internationale væbnede konflikter, <strong>og</strong>så anvendelse i forbindelse med ikke-internationale<br />
konflikter, i det omfang bestemmelserne har status som sædvaneret. Dette<br />
gælder f.eks. forbudet mod brug af civile som menneskeskjolde i militære operationer.<br />
Et andet væsentligt princip, der ligeledes har status som sædvaneret, er de stri<strong>den</strong>de<br />
parters forpligtelse til at træffe alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte<br />
civilbefolkningen <strong>og</strong> civile enkeltpersoner underlagt deres kontrol imod farer,<br />
der opstår som følge af militære operationer. Sådanne foranstaltninger omfatter blandt<br />
andet konstruktion af tilflugtssteder, oprettelsen af hospitals- <strong>og</strong> sikkerhedszoner samt<br />
tilbagetrækning af civile til sikre områder.<br />
Grundlæggende rettigheder for civilbefolkningen<br />
Den fælles artikel 3 udtrykker det fundamentale princip om human behandling, der<br />
ligger til grund for alle fire Genève-konventioner:<br />
at enhver person, som ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, under alle omstændigheder<br />
skal behandles humant, dvs. med respekt for deres fysiske <strong>og</strong> psykiske integritet<br />
<strong>og</strong> med ret til en retfærdig rettergang.<br />
Dette gælder ikke kun civile, men <strong>og</strong>så medlemmer af de væbnede styrker, som<br />
har nedlagt våbnene, <strong>og</strong> personer, der er blevet ukampdygtige. Disse personer må ikke<br />
udsættes for mindre gunstig behandling på grund af deres race, farve, religion, overbe-<br />
273 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 1 <strong>og</strong> 2, s. 3-11.<br />
274 Jf. ICC-statutten, artikel 8(2)(e)(i).<br />
275 Forbudet i Tillægsprotokol II, artikel 17 er sanktioneret i ICC-statutten, artikel 8(2)(e)(viii).<br />
276 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 97, s. 337-40.<br />
277 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 15. s, 51-55 samt<br />
regel nr, 22, s. 68-71 <strong>og</strong> regel nr. 35, s. 119-20.
10 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
visning, køn, eller lignende forhold. I forhold til disse personer er følgende handlinger<br />
til enhver tid forbudte:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
drab, tortur, grusom behandling, lemlæstelse <strong>og</strong> vold mod liv <strong>og</strong> legeme;<br />
gidselstagning;<br />
krænkelse af <strong>den</strong> personlige værdighed – i særdeleshed ydmygende <strong>og</strong><br />
nedværdigende behandling; <strong>og</strong><br />
domme, der ikke er afsagt af en domstol, der yder alle internationalt anerkendte<br />
retlige garantier, <strong>og</strong> henrettelser, der foretages u<strong>den</strong> en sådan domstols<br />
forudgående afgørelse.<br />
Tillægsprotokol II udbygger <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> minimumsbeskyttelse i fællesartikel 3<br />
ved at tilføje en række yderligere grundlæggende garantier, idet følgende handlinger<br />
til enhver tid er forbudte, jf. artikel 4:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
enhver form for korporlig afstraffelse (f.eks. piskning, håndafhugning);<br />
kollektiv afstraffelse (hvor flere personer straffes for en enkelt persons<br />
overtrædelser);<br />
terrorhandlinger;<br />
voldtægt, påtvunget prostitution, enhver form for kønsfrihedsforbrydelse, slaveri,<br />
slavehandel under enhver form <strong>og</strong> plyndring; <strong>og</strong><br />
trusler om at begå n<strong>og</strong>en af de ovennævnte handlinger.<br />
Forpligtelsen for de stri<strong>den</strong>de parter til at behandle civile humant har i vid udstrækning<br />
status som sædvaneret. Såfremt en stri<strong>den</strong>de part forbryder sig mod en eller flere<br />
fundamentale garantier, vil dette udgøre en krigsforbrydelse.<br />
Den „<strong>humanitære</strong> minimumsgaranti“ i Tillægsprotokol II svarer i et vist omfang til<br />
minimumsgarantien i Tillægsprotokol I, om end civile gives en bedre beskyttelse under<br />
internationale væbnede konflikter. 0 Dette skyldes, at staterne ved Tillægsprotokol II’s<br />
tilblivelse var bange for, at protokollen ville påvirke staternes suverænitet <strong>og</strong> forhindre<br />
regeringerne i på effektiv vis at opretholde lov <strong>og</strong> or<strong>den</strong>. Hertil kom frygten for, at en<br />
omfattende retsbeskyttelse under ikke-internationale væbnede konflikter – svarende<br />
til <strong>den</strong> i Tillægsprotokol I – ville kunne legitimere fremmede magters intervention.<br />
Under forhandlingerne om Tillægsprotokol II ville flere stater derfor sikre sig, at<br />
protokollen indeholdt tilstrækkelige garantier for respekt for staternes suverænitet <strong>og</strong><br />
ikke-indblanding i interne anliggender.<br />
Mange stater mente endvidere, at en detailregulering af beskyttelsen af civile ville<br />
være urealistisk at gennemføre i praksis. Som følge heraf blev de rent <strong>humanitære</strong><br />
278 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie (2005), regel 87, s. 306-08 (human behandling); regel 88, s. 308-11 (ikkediskrimination);<br />
regel 89, s. 311-14 (drab), regel 90, s. 315-19 (tortur); regel 91, s. 319-20 (korporlig<br />
afstraffelse); regel 92, s. 320-23 (mishandling/skamfering); regel 93, s. 323-27 (voldtægt <strong>og</strong> an<strong>den</strong><br />
seksuel vold); regel 94, s. 327-30 (slaveri); regel 96, s. 334-36 (gidseltagning); regel 100-01, s. 352-74<br />
(retfærdig rettergang); <strong>og</strong> regel 103, s. 374-75 (kollektiv afstraffelse).<br />
279 Jf. ICC-statuttens artikel 8(2)(c) <strong>og</strong> 8(2)(e).<br />
280 Princippet kan <strong>og</strong>så udledes af sædvaneretten, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie (2005), regel 87,<br />
s. 306-08.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 10<br />
regler bibeholdt, men i en mere generel form. F.eks. blev beskyttelsen af børn begrænset<br />
til et princip under bestemmelsen om fundamentale garantier. Tilsvarende blev<br />
reguleringen af civile interneredes rettigheder begrænset set i forhold til <strong>den</strong> omfattende<br />
<strong>og</strong> detaljerede beskyttelse, der gælder for civile internerede under internationale<br />
konflikter.<br />
Parallelt med <strong>den</strong> humanitærretlige <strong>og</strong> sædvaneretlige beskyttelse nyder civile under<br />
ikke-internationale væbnede konflikter <strong>og</strong>så beskyttelse efter de menneskerettighedskonventioner,<br />
som staten har ratificeret. Beskyttelsen i menneskerettighedskonventionerne<br />
gælder i det omfang, de enkelte rettigheder ikke er suspenderet som følge af krigen<br />
(latin: der<strong>og</strong>ation). Dette er blandt andet blevet fastslået af ICJ for så vidt angår ICCPR.<br />
Således i sagen om opførelsen af en mur i de besatte palæstinensiske områder:<br />
„The protection of the International Covenant of Civil and Political Rights does not<br />
cease in times of war, except by operation of article 4 of the Covenant whereby certain<br />
provisions may be der<strong>og</strong>ated from in a time of national emergency“.<br />
5.3.2. Den særlige beskyttelse af udsatte <strong>og</strong> sårbare civile<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> yder en særlig, supplerende beskyttelse til visse persongrupper,<br />
der anses som mere udsatte for fare i forbindelse med konflikten, fordi de er interneret<br />
eller særligt sårbare. Dette er navnlig tilfældet for kvinder, børn, flygtninge, statsløse<br />
personer <strong>og</strong> muligvis i et vist omfang journalister.<br />
Internerede civile<br />
Fra praksis kendes adskillige eksempler på vilkårlig <strong>og</strong> ulovlig frihedsberøvelse af civile<br />
under ikke-internationale væbnede konflikter blandt andet fra konflikterne i Eksjugoslavien,<br />
Burundi <strong>og</strong> Sudan.<br />
Den kodificerede <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>lige beskyttelse af internerede civile under<br />
ikke-internationale væbnede konflikter er imidlertid begrænset i forhold til beskyttelsen<br />
under internationale konflikter. Tillægsprotokol II indeholder i artikel 5 én enkelt<br />
bestemmelse vedrørende personer, hvis frihed er begrænset. Heraf fremgår navnlig,<br />
at de internerede skal nyde godt af de grundlæggende garantier i artikel 4. Selve interneringen<br />
er desu<strong>den</strong> reguleret for så vidt angår adgangen til fødevarer, sundhed,<br />
religionsudøvelse, brevveksling, mv., jf. artikel 5. Heraf fremgår <strong>og</strong>så, at de interneredes<br />
fysiske <strong>og</strong> mentale helbredstilstand <strong>og</strong> integritet ikke uberettiget må udsættes for fare,<br />
samt at der ved de interneredes løsladelse skal træffes de nødvendige foranstaltninger<br />
med henblik på at garantere deres sikkerhed.<br />
281 Se <strong>og</strong>så Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann<br />
(1987), kommentar nr. 4412 <strong>og</strong> 4416, s. 1335-1336.<br />
282 ICJ, Legality of the Threat or Use of Nuclear Weapons, Advisory opinion, ICJ Reports 1996, (8. juli<br />
1996), afsnit 25 <strong>og</strong> ICJ, Legal Consequences of the Construc-tion of a Wall in the Occupied Palestinian<br />
Territories, Advisory opinion, ICJ Reports 2004, (9. juli 2004), afsnit 106.<br />
283 Jf. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1019, (SC/RES/1019), 9. november 1995 – Resolution 1034, (SC/<br />
RES/1034) Resolution 1072, (SC/RES/1072), 30. august 1996. FN’s Generalforsamling, Resolution<br />
55/116, (A/RES/55/116), 12. marts 2001. FN’s Menneskerettighedskommission, Resolution 1996/71,<br />
23. april 1996 – Resolution 1996/73, 23. april 1996.
10 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Den begrænsede beskyttelse af internerede civile under ikke-internationale væbnede<br />
konflikter suppleres som nævnt både af sædvaneretten <strong>og</strong> menneskerettighederne,<br />
som ikke ophører med at gælde i tilfælde af krig. Som følge heraf gælder der <strong>og</strong>så i<br />
ikke-internationale væbnede konflikter et forbud mod vilkårlig frihedsberøvelse, <strong>og</strong><br />
en række processuelle garantier skal opfyldes i forbindelse med internering af civile.<br />
Den pågæl<strong>den</strong>de skal blandt andet oplyses om grun<strong>den</strong>e til anholdelsen <strong>og</strong> stilles<br />
for en dommer prompte. Den internerede skal endvidere have mulighed for at få<br />
prøvet lovlighe<strong>den</strong> af frihedsberøvelsen, <strong>og</strong> vedkommende skal løslades, hvis frihedsberøvelsen<br />
viser sig at være ulovlig. Domfældelse for et strafbart forhold skal ske i<br />
overensstemmelse med principperne om retfærdig rettergang, hvilket blandt andet<br />
indbefatter adgang til forsvar, til at føre vidner, til tolk, <strong>og</strong> til at være til stede under<br />
retssagen, mv. Denne supplerende sædvaneretlige <strong>og</strong> menneskeretlige beskyttelse<br />
medvirker i vidt omfang til at udfylde de „huller“ i beskyttelsen af internerede, som<br />
Tillægsprotokol II efterlader.<br />
Sårbare personer<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> yder en særlig, supplerende beskyttelse til visse persongrupper,<br />
der anses som særligt sårbare i forbindelse med en væbnet konflikt. I forbindelse<br />
med en ikke-international væbnet konflikt gælder dette navnlig kvinder, børn <strong>og</strong><br />
journalister.<br />
Kvinder<br />
Under ikke-internationale væbnede konflikter følger kravet om beskyttelse af kvinder<br />
<strong>og</strong> respekt for deres særlige behov af <strong>den</strong> „<strong>humanitære</strong> minimumsgaranti“ <strong>og</strong> sædvaneretten.<br />
Ifølge Genève-konventionernes fællesartikel 3 skal kvinder nyde respekt<br />
for deres person <strong>og</strong> værdighed. Dette betyder, at kvinder ikke må udsættes for vold,<br />
tortur, mishandling, eller krænkelse af <strong>den</strong> personlige værdighed, herunder ydmygende<br />
<strong>og</strong> nedværdigende, voldtægt eller tvangsprostitution. I tilfælde af frihedsberøvelse<br />
har kvinder endvidere ret til at blive interneret adskilt fra mænd, jf. Tillægsprotokol<br />
II, artikel 5(2). Den skrevne <strong>folkeret</strong> er meget sparsom hvad angår fastlæggelsen af<br />
de behov, som kvinder har ret til at få dækket. ICRC <strong>og</strong> FN har i mangel af en sådan<br />
regulering specificeret de væsentligste behov, som de stri<strong>den</strong>de parter bør bestræbe<br />
sig på at opfylde under væbnede konflikter. Hertil hører navnlig retten til medicinsk,<br />
psykol<strong>og</strong>isk <strong>og</strong> social assistance, herunder traumebehandling <strong>og</strong> rådgivning.<br />
Voldtægt <strong>og</strong> an<strong>den</strong> seksuel vold over for kvinder er – som nævnt ovenfor – meget<br />
udbredt under væbnede konflikter, <strong>og</strong> kvinder er langt hyppigere ofre for <strong>den</strong>ne form<br />
for overgreb end mænd. Systematisk voldtægt anvendes angiveligt ofte som et våben<br />
284 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 99-100, s. 344-371;<br />
regel nr. 118-121, s. 428-437.<br />
285 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 134,<br />
s. 475-479.<br />
286 Jf. Den 26. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, Resolution II, <strong>og</strong> FN’s Komité for afskaffelse af<br />
diskrimination mod kvinder, rapport til FN’s Generalforsamling, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved<br />
Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. 478.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 10<br />
i væbnede konflikter. Dette har blandt andet været tilfældet i Bosnien, hvor over<br />
20.000 muslimske piger <strong>og</strong> kvinder rapporteredes voldtaget, efter at konflikten udbrød<br />
i 1992, <strong>og</strong> i Rwanda. Som eksempler på ikke-internationale væbnede konflikter, hvor<br />
der blev udøvet seksuel vold, kan nævnes militærkuppet mod præsi<strong>den</strong>t Aristide i<br />
Haiti, borgerkrigen i Peru mellem regeringsstyrker <strong>og</strong> rebeller fra „Den Lysende Sti“<br />
samt konflikterne i Algeriet, Burma, Uganda <strong>og</strong> Sudan.<br />
Såfremt de stri<strong>den</strong>de parter tilsidesætter kravet om human behandling <strong>og</strong> f.eks.<br />
udsætter kvinder for voldtægt, seksuelt slaveri, tvangsprostitution eller tvungen graviditet,<br />
ville sådanne krænkelser udgøre krigsforbrydelser.<br />
Børn<br />
Børn er særligt sårbare i forbindelse med væbnede konflikter, <strong>og</strong> de har behov for en<br />
privilegeret behandling i forhold til resten af civilbefolkningen. Som følge heraf har børn<br />
ret til særlig beskyttelse. Under ikke-internationale væbnede konflikter er beskyttelsen<br />
af børn d<strong>og</strong> mindre omfangsrig i forhold til beskyttelsen under internationale konflikter<br />
som redegjort for ovenfor. Børn har d<strong>og</strong> som enhver an<strong>den</strong> civil, der ikke deltager i<br />
fjendtligheder, krav på respekt for deres person <strong>og</strong> beskyttelse mod overgreb på deres<br />
integritet <strong>og</strong> værdighed, jf. artikel 4. Ifølge Konventionen om barnets rettigheder skal<br />
de stri<strong>den</strong>de parter sikre, at alle nødvendige forholdsregler tages for at sikre beskyttelse<br />
af <strong>og</strong> omsorg for børn, der er påvirket af en væbnet konflikt.<br />
Ifølge Tillægsprotokol II skal børn endvidere nyde <strong>den</strong> omsorg <strong>og</strong> hjælp, de har<br />
behov for. Dette indbefatter blandt andet, at de har krav på undervisning. For børn, der<br />
er adskilt fra familien som følge af konflikten, skal de stri<strong>den</strong>de parter endvidere tage<br />
alle nødvendige skridt til lettelse af genforening med familien. For at forhindre børns<br />
deltagelse i væbnede konflikter gælder der – ligesom under internationale konflikter – et<br />
forbud mod rekruttering af børn under 15 år samt et forbud mod, at de gives tilladelse<br />
til at deltage i fjendtlighederne jf. artikel 4(3)(c). 0<br />
Såfremt de stri<strong>den</strong>de parter overtræder forbudet mod at lade børn deltage aktivt i<br />
fjendtlighederne eller udskriver eller hverver børn under 15 år til tjeneste i nationale<br />
væbnede styrker, udgør dette en krigsforbrydelse. Tillægsprotokollen til Konventionen<br />
om barnets rettigheder giver børn en øget beskyttelse, idet aldersgrænsen på dette<br />
område er sat til 18 år, hvilket <strong>og</strong>så er grænsen i Danmark.<br />
Journalister<br />
Under ikke-internationale væbnede konflikter følger kravet om respekt for <strong>og</strong> beskyttelse<br />
af civile journalister af sædvaneretten. Tillægsprotokol II indeholder således<br />
ingen udtrykkelig særbeskyttelse af journalister. Journalister nyder imidlertid beskyt-<br />
287 Unicef, Sexual violence as a weapon of war, 1996.<br />
Tilgængelig på: http://www.unicef.org/sowc96pk/sexviol.htm<br />
288 FN’s Menneskerettighedskommission, Contemporary forms of slavery – Systematic rape, sexual slavery<br />
and slavery-like practices during armed conflict, (E/CN.4/Sub.2/1998/13), 22. juni 1998.<br />
289 ICC-statutten,,artikel 8(2)(c) <strong>og</strong> (e).<br />
290 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 136-137,<br />
s. 482-488.<br />
291 ICC-statutten, artikel 8(2)(e)(vii).<br />
292 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol I, regel nr. 34, s. 115-118.
110 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
telse mod angreb på grundlag af forbudet mod at rette angreb mod civilbefolkningen<br />
eller civile enkeltpersoner. Som nævnt under afsnittet om beskyttelse af journalister<br />
i internationale væbnede konflikter, udsættes <strong>den</strong>ne persongruppe ofte for særlige<br />
farer <strong>og</strong> risici under væbnede konflikter, herunder <strong>og</strong>så ikke-internationale konflikter.<br />
Som et eksempel herpå kan nævnes overgrebene på journalister under borgerkrigen<br />
i El Salvador i 1980’erne. Under <strong>den</strong>ne konflikt blev fire hollandske journalister,<br />
som var ledsaget af medlemmer af frihedsbevægelsen FMLN, overfaldet <strong>og</strong> myrdet<br />
af en patrulje fra regeringens væbnede styrker. FN’s Sandhedskommission for El<br />
Salvador fastsl<strong>og</strong> efterfølgende, at disse overgreb var et brud på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, herunder princippet om at civile ikke må gøres til genstand for angreb.<br />
FN har <strong>og</strong>så i adskillige andre tilfælde fordømt overgreb på journalister blandt andet<br />
under de ikke-internationale konflikter i Afghanistan, Burundi, Tjetjenien, Kosovo<br />
<strong>og</strong> Somalia.<br />
5.4. Civilbefolkningens ret til humanitær bistand<br />
Under væbnede konflikter opstår der ofte mangel på livsfornø<strong>den</strong>heder, som er nødvendige<br />
for civilbefolkningens overlevelse. Det gælder fødevarer, rent vand, medicin <strong>og</strong><br />
sanitært udstyr. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> har forsøgt at imødekomme sådanne behov<br />
ved at regulere civilbefolkningens ret til humanitær bistand. Humanitær bistand kan<br />
ydes dels via hjælpeaktioner til civilbefolkningen, dels via civilforsvaret.<br />
Ved Den 26. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 1995 fremhævedes fire grundprincipper<br />
af betydning for retten til humanitær bistand under væbnede konflikter:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
ofrene for væbnede konflikter har ret til at modtage humanitær bistand;<br />
stater har pligt til at sikre humanitær bistand over for civile under statens kontrol;<br />
stater har pligt til at tillade <strong>humanitære</strong> organisationer at fordele humanitær<br />
bistand; <strong>og</strong><br />
<strong>humanitære</strong> organisationer skal respektere principperne om medmenneskelighed,<br />
neutralitet, upartiskhed <strong>og</strong> uafhængighed, når de fordeler humanitær bistand til<br />
krigens ofre.<br />
Under internationale væbnede konflikter er krigens parter forpligtet til at tillade hjælpeaktioner<br />
til fordel for civile, <strong>og</strong>så selv om det er modpartens civile. Dette vigtige princip<br />
fremgår af Genève-konvention IV, artikel 23, hvorefter krigens parter <strong>og</strong> tredjestater<br />
er forpligtet til at tillade fri passage for forsendelser af livsnødvendige fornø<strong>den</strong>heder<br />
såsom medicinsk udstyr <strong>og</strong> medicinalvarer til visse nødli<strong>den</strong>de civile. Efter bestemmelsen<br />
har stater d<strong>og</strong> visse muligheder for at kontrollere sådanne forsendelser. Den<br />
stat, som tillader passage, kan <strong>og</strong>så kræve, at beskyttelsesmagten eller ICRC overvåger<br />
uddelingen af forsendelserne. For en gennemgang af ICRC’s rolle under væbnede<br />
konflikter henvises til kapitel 10.<br />
I besatte områder har hele civilbefolkningen ret til humanitær bistand, hvis <strong>den</strong><br />
mangler livsnødvendige forsyninger, jf. Genève-konvention IV, artikel 55. Med vedta-<br />
293 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol I, s. 115-16.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 111<br />
gelsen af Tillægsprotokol I blev retten til humanitær bistand udstrakt til <strong>og</strong>så at gælde<br />
civilbefolkningen i områder, som kontrolleres af en stri<strong>den</strong>de part, hvis befolkningen<br />
ikke er tilstrækkeligt forsynet med de basale fornø<strong>den</strong>heder, jf. Tillægsprotokol I,<br />
artikel 70. Hjælpeaktioner er i disse områder d<strong>og</strong> betinget af, at <strong>den</strong> stri<strong>den</strong>de part,<br />
som kontrollerer området, tillader aktionen. Hjælpeaktioner kan generelt udføres af en<br />
hvilken som helst statslig eller privat organisation, forudsat at aktionen er humanitær,<br />
upartisk <strong>og</strong> gennemføres u<strong>den</strong> forskelsbehandling.<br />
Under 1990’ernes internationale væbnede konflikter har de stri<strong>den</strong>de parter i flere<br />
tilfælde hindret eller ligefrem nægtet humanitær bistand til civilbefolkningen under<br />
henvisning til sikkerhedsmæssige hensyn. Det internationale samfund har gentagne<br />
gange fordømt sådanne handlinger, som efter omstændighederne kan udgøre en krænkelse<br />
af forbudet mod udsultning af civile som en krigsmetode.<br />
Under ikke-internationale konflikter kan hjælpeorganisationer såsom <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>selskaber<br />
tilbyde deres bistand med henblik på udførelsen af deres traditionelle opgaver<br />
over for konfliktens ofre, jf. Tillægsprotokol II, artikel 18.<br />
Humanitær bistand kan som nævnt <strong>og</strong>så ydes gennem civilforsvaret, jf. Tillægsprotokol<br />
I, artikel 61-67. Se nærmere herom <strong>og</strong> om civilforsvaret i Danmark i afsnit 5.6<br />
om redningsberedskabets opgaver.<br />
5.5. Nationalt oplysningskontor<br />
I tilfælde af krig eller besættelse skal Danmark oprette et nationalt oplysningskontor<br />
(national information bureau) til indsamling <strong>og</strong> videregivelse af oplysninger om<br />
internerede militær- <strong>og</strong> civilpersoner samt om sårede <strong>og</strong> døde kombattanter. De<br />
nationale oplysningskontorer har en vigtig funktion <strong>og</strong>så på internationalt plan, idet<br />
de er <strong>den</strong> vigtigste videresendelseskanal for Den Centrale Eftersøgningstjeneste (Central<br />
Tracing Agency) under Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. I praksis har ICRC imidlertid<br />
ofte måttet påtage sig at oprette sådanne oplysningskontorer eller at etablere sin egen<br />
eftersøgningstjeneste i felten for at indsamle <strong>og</strong> videregive oplysninger om krigsfanger<br />
<strong>og</strong> andre beskyttede personer, som befinder sig i området.<br />
Statsparterne, de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-selskaber <strong>og</strong> forbundet<br />
af disse (IFRC) samt ICRC vedt<strong>og</strong> på Den 25. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i<br />
1986 en resolution, som blandt andet opfordrede staterne til at forberede oprettelsen<br />
af oplysningskontorer i fredstid, således at kontorerne ville kunne opfylde deres forpligtelser<br />
umiddelbart efter et eventuelt udbrud af en væbnet konflikt.<br />
I Sverige er der oprettet et nationalt oplysningskontor i overensstemmelse med<br />
bestemmelserne i Genève-konventionerne. Dette varetages af Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> efter<br />
aftale med <strong>den</strong> svenske regering. Tyskland har <strong>og</strong>så oprettet et informationskontor som<br />
beskrevet i Genève-konventionerne. Kontoret („Amtliche Auskunftsbüro“) er belig-<br />
294 Jf. Genève-konvention I, artikel 16-17, Genève-konvention II, artikel 19, Genève-konvention III,<br />
artikel 122-125, Genève-konvention IV, artikel 136-141 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 33.<br />
295 Beredskabsstyrelsen, Sundhedspersonalets rettigheder <strong>og</strong> pligter under væbnede konflikter, 1999,<br />
s. 24.<br />
296 Se information herom på http://www.icrc.org/ihl-nat, under Swe<strong>den</strong>, „Ordinance relating to the<br />
obligation to provide information concerning prisoners of war and other protected persons“.
112 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
gende i München, <strong>og</strong> det udgør en del af Tyske <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ eftersøgningskontor. I<br />
Norge er der i 1959 indgået en aftale mellem de norske myndigheder <strong>og</strong> Norges <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> om, at Norges <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er ansvarlig for oprettelsen af et sådant, <strong>og</strong> i Holland har<br />
regeringen delegeret opgaven vedrørende det nationale oplysningskontor til Hollandsk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. På nuværende tidspunkt er informationskontoret i Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
ikke etableret, men Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> diskuterer for øjeblikket med <strong>den</strong> hollandske<br />
regering, herunder forsvarsministeriet, om hvorvidt placeringen af hollandske tropper<br />
i Afghanistan nødvendiggør, at oplysningskontoret bliver sat i kraft.<br />
I hverken Norge, Sverige, Tyskland eller Holland er der oprettet sikkerhedszoner.<br />
Både Norge, Sverige, Tyskland <strong>og</strong> Holland har et civilforsvar.<br />
I Sverige hører civilforsvaret under forsvarsministeriet, mens det i Norge er organiseret<br />
separat fra det militære forsvar.<br />
For så vidt angår Tyskland er dette reguleret ved lov om civilforsvar „Zivilschutzgestetz“,<br />
som administreres på delstatsniveau. Selve beskyttelsen af de civile enheder<br />
<strong>og</strong> personel er ikke udtrykkeligt nævnt i loven. Vedrørende status som civil forsvarsorganisation<br />
er det præciseret i loven, at civilforsvarets enheder <strong>og</strong> institutioner skal<br />
handle i overensstemmelse med de specifikke regler i Genève-konvention IV, artikel<br />
63 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 61.<br />
I Holland er der ikke et sammenhængende civilt forsvar, men derimod et decentraliseret<br />
civilforsvarssystem separat fra det militære forsvar. Dette koordineres af<br />
in<strong>den</strong>rigsministeriet. Det primære ansvar for civilforsvaret er lokalt. Si<strong>den</strong> år 2000 har<br />
det militære forsvar fået flere civile opgaver, hvilket er sket med henblik på at støtte<br />
de civile myndigheder, især i forhold til kampen mod terrorisme.<br />
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg traf i 1983 en principbeslutning om, at et oplysningskontor<br />
i Danmark mest naturligt kunne placeres i Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ regi, <strong>og</strong> at Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> på <strong>den</strong>ne baggrund kunne træffe de fornødne forbere<strong>den</strong>de foranstaltninger.<br />
Principbeslutningen blev truffet med forbehold for af de finansielle aspekter. I praksis<br />
er der ikke blevet afsat ressourcer til kontoret, hvilket har betydet, at de forbere<strong>den</strong>de<br />
foranstaltninger til dets oprettelse derfor aldrig er blevet påbegyndt. Forbeholdet har<br />
med andre ord bevirket, at principbeslutningen ikke har fået n<strong>og</strong>en betydning.<br />
5.6. Redningsberedskabets opgaver<br />
Efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er civilforsvaret en beskyttet gruppe, som er berettiget til<br />
at udføre <strong>humanitære</strong> opgaver, der har til formål at beskytte civilbefolkninger mod de<br />
farer, der er forbundet med fjendtligheder <strong>og</strong> afhjælpe virkningerne heraf. Civilforsvaret<br />
er berettiget til at udføre dets civilforsvarsmæssige funktioner bortset fra tilfælde, hvor<br />
tvingende militær nødvendighed hindrer dette. Civilforsvarets opgaver er: varsling,<br />
evakuering, forvaltning af beskyttelsesrum <strong>og</strong> mørklægnings-foranstaltninger, sanitetstjeneste,<br />
brandslukning, påvisning <strong>og</strong> afmærkning af farezoner, dekontaminering,<br />
297 Information herom kan findes på http://www.drk-suchdienst.org<br />
298 Se <strong>og</strong>så notat fra U<strong>den</strong>rigsministeriet om samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver set<br />
i lyset af Genève-konventionerne, af 3. oktober 2003.<br />
299 Defence White Paper of 2000.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 113<br />
nødindkvartering <strong>og</strong> nødforsyninger samt bistand ved opretholdelsen af or<strong>den</strong> mv.,<br />
jf. Tillægsprotokol I, artikel 61.<br />
Tillægsprotokollen sondrer mellem civile civilforsvarsorganisationer <strong>og</strong> -personel<br />
(artikel 61a <strong>og</strong> 67) <strong>og</strong> militære enheder <strong>og</strong> -personel, som tildeles civilforsvarsorganisationer<br />
(artikel 67). Begge organisationer <strong>og</strong> deres personel skal respekteres <strong>og</strong> beskyttes.<br />
For medlemmer af militære enheder er det d<strong>og</strong> betinget af, at de udelukkende udfører<br />
n<strong>og</strong>le af de ovennævnte opgaver, at de kan skelnes fra andre medlemmer af de væbnede<br />
styrker, <strong>og</strong> at de ikke deltager direkte i fjendtlighederne. Hvis disse krav ikke opfyldes,<br />
mister de militære civilforsvarsenheder deres særlige <strong>folkeret</strong>lige beskyttelse.<br />
I Danmark er det redningsberedskabet, der har til opgave at varetage de civilforsvarsmæssige<br />
opgaver. Redningsberedskabet er afløseren for civilforsvaret <strong>og</strong> brandvæsenet,<br />
der med virkning fra 1. januar 1993 blev sammenlagt til et integreret redningsberedskab.<br />
00<br />
Ifølge beredskabslovens § 1 er det redningsberedskabets opgave „at forebygge,<br />
begrænse <strong>og</strong> afhjælpe skader på personer, ejendom <strong>og</strong> miljøet ved ulykker <strong>og</strong> katastrofer,<br />
herunder krigshandlinger, eller overhængende fare herfor“. Redningsberedskabet<br />
omfatter både det statslige <strong>og</strong> det kommunale redningsberedskab (i daglig tale omtales<br />
det kommunale beredskab ofte fortsat som brandvæsenet). 0 Foru<strong>den</strong> redningsberedskabet<br />
findes <strong>og</strong>så <strong>den</strong> civile sektors beredskab, hvis opgaver er at planlægge for<br />
at opretholde <strong>og</strong> videreføre samfundets funktioner i tilfælde af ulykker <strong>og</strong> katastrofer,<br />
herunder krigshandlinger samt for at kunne yde støtte til landets samlede forsvar.<br />
Beredskabsstyrelsen (tidligere Civilforsvarsstyrelsen) leder det statslige redningsberedskab<br />
<strong>og</strong> rådgiver myndighederne i spørgsmålet om redningsberedskabet <strong>og</strong> det civile<br />
beredskab. Styrelsen fører desu<strong>den</strong> tilsyn med landets kommunale redningsberedskaber<br />
<strong>og</strong> deltager i det internationale samarbejde på beredskabs/civilbeskyttelsesområdet<br />
blandt andet in<strong>den</strong> for FN, NATO <strong>og</strong> EU.<br />
Danmarks redningsberedskab efter 11. september 2001<br />
Efter terrorangrebet på World Trade Center <strong>og</strong> Pentagon 11. september 2001 har<br />
trusselsbilledet ændret sig ver<strong>den</strong> over. I Danmark blev der i 2002 indgået en 4-årig<br />
politisk aftale om redningsberedskabet efter 2002, <strong>og</strong> et enigt Folketing besluttede, at<br />
der skulle gennemføres en vis modernisering af redningsberedskabet <strong>og</strong> <strong>den</strong> civile<br />
sektors beredskab <strong>og</strong> foretages en national sårbarhedsvurdering. 0 Formålet med<br />
sårbarhedsvurderingen var at kortlægge samfundets sårbarhed <strong>og</strong> give en vurdering<br />
af <strong>den</strong> civile sektors beredskab i forhold hertil.<br />
Efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 <strong>og</strong> de efterfølgende terrorhandlinger<br />
på Bali i oktober 2002, i Madrid i marts 2004 <strong>og</strong> i London i juli 2005 vurderes truslen<br />
om terrorangreb mod civile mål som reel, <strong>og</strong>så i en dansk sammenhæng. Terrortruslen<br />
mod Danmark kan formentlig siges at være blevet forøget som følge af landets stigende<br />
deltagelse i løsningen af internationale militære opgaver, herunder i Irak-krigen (2003).<br />
300 Redningsberedskabet blev oprettet som følge af vedtagelsen af beredskabsloven. Se Lov nr. 1054 af<br />
23. december 1992 – jf. nu Lovbekendtgørelse nr. 137 af 1.marts 2004 med senere ændringer.<br />
301 Som følge af gennemførelsen af <strong>den</strong> nye kommunalreform overgår det amtskommunale beredskab<br />
til regionerne med virkning fra 1. januar 2007, jf. Lov nr. 534 af 24. juni 2005 om ændring af beredskabsloven<br />
(konsekvensrettelser i forbindelse med kommunalreformen).<br />
302 Jf. Udvalget for National Sårbarhedsudredning, National Sårbarhedsudredning, januar 2004, s. 7.
114 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Senest har <strong>den</strong> diplomatiske krise <strong>og</strong> vre<strong>den</strong> blandt dele af befolkningen i en række<br />
muslimske nationer, som reaktion på Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed<br />
afstedkommet yderligere fokus på Danmark som muligt terrormål. Det øgede trusselsniveau<br />
stiller skærpede krav til det nationale beredskab, herunder <strong>og</strong>så til Dansk <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>’ kapacitet til at udfylde sit mandat vedrørende beskyttelse af civilbefolkningen i<br />
tilfælde af at en væbnet konflikt skulle opstå i eller berøre Danmark.<br />
Sårbarhe<strong>den</strong> anses i høj grad at knytte sig til hele samfundets infrastruktur, hvor<br />
f.eks. terrorhandlinger kan rettes mod civile funktioner. Den aktuelle terrortrussel er<br />
i forhold til tidligere kendetegnet ved, at massive tab af menneskeliv er et mål i sig<br />
selv.<br />
På baggrund af omfattende analyser af det nationale beredskab konkluderede sårbarhedsvurderingen,<br />
at Danmark i dag har et beredskab <strong>og</strong> en krisestyringsorganisation,<br />
der er velfungerende. Ændringerne i trussels- <strong>og</strong> risikobilledet igennem de senere år<br />
stiller imidlertid øgede krav til beredskabets omstillingsevne, fleksibilitet <strong>og</strong> koordination<br />
på tværs. På baggrund heraf fremsattes en række anbefalinger, herunder at:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
der formuleres en samlet politik for sikkerheds- <strong>og</strong> beredskabsområdet; 0<br />
der udvikles en tværgående kapacitet, der sikrer løbende overvågning <strong>og</strong><br />
vurdering af trusler <strong>og</strong> risici;<br />
der udvikles et enkelt beredskabsplanlægningssystem for hele samfundets<br />
beredskab; <strong>og</strong><br />
det overvejes at etablere et centralt kontaktpunkt for offentlighe<strong>den</strong>.<br />
Sammenlægning af det statslige redningsberedskab <strong>og</strong> forsvaret<br />
Regeringen fremlagde i august 2003 sit supplerende regeringsgrundlag, „Vækst, Velfærd<br />
<strong>og</strong> Fornyelse II“. Heraf fremgik, at <strong>den</strong> politiske aftale om det civile beredskab skulle<br />
midtvejsevalueres i sommeren 2004 samtidig med, at et nyt forsvarsforlig var under<br />
overvejelse. Regeringen ville i <strong>den</strong>ne forbindelse komme med oplæg til en sammenlægning<br />
af redningsberedskabets <strong>og</strong> forsvarets opgaver for at sikre <strong>den</strong> bedst mulige<br />
samordning. Til det formål nedsattes en tværministeriel arbejdsgruppe vedrørende<br />
samling af det civile beredskab <strong>og</strong> forsvarets opgaver. I sin december 2003-rapport anbefalede<br />
arbejdsgruppen, „at regeringen hurtigst muligt træffer beslutning vedrørende<br />
en samling af det statslige redningsberedskab med forsvaret …“. 0 Arbejdsgruppen<br />
påpegede, at det skal „sikres, at en organisatorisk samling af det civile beredskabs<br />
(redningsberedskabet) <strong>og</strong> forsvarets opgaver ikke i sig selv vil medføre ophør af civilforsvarets<br />
generelle beskyttelse under en væbnet konflikt samt at Danmark kan leve<br />
op til sine forpligtelser under Genève-konventionerne i tilfælde af en relevant væbnet<br />
konflikt“. 0<br />
303 Som opfølgning på udredningen om <strong>den</strong> nationale sårbarhed har regeringen udarbejdet en politik<br />
for det videre arbejde med beredskabet i Danmark: Regeringen, Et robust <strong>og</strong> sikkert samfund – Regeringens<br />
politik for beredskabet i Danmark, juni 2004.<br />
304 Arbejdsgruppen vedrørende en samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver, Rapport fra<br />
arbejdsgruppen vedrørende en samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver, december 2003,<br />
s. 7, 66 <strong>og</strong> 71.<br />
305 Arbejdsgruppen vedrørende en samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver, Rapport fra<br />
arbejdsgruppen vedrørende en samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver, december 2003,
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 115<br />
I januar 2004 blev det statslige redningsberedskab <strong>og</strong> forsvaret sammenlagt organisatorisk<br />
ved en kongelig resolution. Hermed er det statslige redningsberedskab <strong>og</strong><br />
forsvaret blevet integreret, <strong>og</strong> det statslige redningsberedskab er overført til Forsvarsministeriets<br />
område med virkning fra 1. februar 2004. 0 Formålet med samlingen er<br />
blandt andet at skabe grundlag for en mere koordineret udnyttelse af samfundets beredskabsressourcer<br />
<strong>og</strong> et styrket samspil mellem det civile <strong>og</strong> det militære beredskab.<br />
På baggrund af beslutningen om sammenlægningen af det statslige redningsberedskab<br />
<strong>og</strong> forsvaret blev der i 2004 nedsat en ny arbejdsgruppe, der skulle udarbejde<br />
oplæg til, hvorledes det statslige redningsberedskab <strong>og</strong> forsvaret bedst integreres.<br />
Arbejdsgruppen skulle blandt andet opstille modeller for samlingen, herunder forslag<br />
til <strong>den</strong> fremtidige kommandostruktur <strong>og</strong> etablissementsstruktur, <strong>den</strong> fremtidige værnepligtsuddannelse,<br />
internationale opgaver samt det kemiske <strong>og</strong> nukleare beredskab.<br />
I sin rapport fra 2005 peger arbejdsgruppen blandt andet på, at der in<strong>den</strong> for det<br />
statslige redningsberedskabs støttestrukturer er en række muligheder for samling med<br />
forsvarets funktionelle tjenester vedrørende administration af personale, materiel <strong>og</strong><br />
bygninger. Herudover foreslås det, at det undersøges nærmere, om der kan foretages<br />
en samling af flere af forsvarets, hjemmeværnets <strong>og</strong> det statslige redningsberedskabs<br />
skoler, <strong>og</strong> om der i øvrigt kan ske en samtænkning af udannelsesvirksomhe<strong>den</strong> i forsvaret,<br />
hjemmeværnet <strong>og</strong> det statslige redningsberedskab. 0<br />
På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger har regeringen besluttet at tage skridt<br />
til at samle det statslige redningsberedskab <strong>og</strong> forsvaret yderligere. Hvorvidt <strong>den</strong>ne<br />
yderligere sammenlægning er forenelig med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> vil afhænge af<br />
en lang række forhold såsom karakteren <strong>og</strong> omfanget af sammenlægningen. Det skal<br />
bemærkes, at hvis anbefalingerne følges fuldt ud, vil dette kunne medføre en integration<br />
af det statslige redningsberedskab i forsvaret, som kan bevirke, at beredskabets civile<br />
karakter bortfalder. Af betydning for <strong>den</strong>ne vurdering er først <strong>og</strong> fremmest, at <strong>den</strong> første<br />
arbejdsgruppe lægger op til en fælles kommandostruktur, fælles kasernedrift, samlet<br />
udnyttelse af materiel, fælles uddannelse <strong>og</strong> en overførelse af styringen af beredskabets<br />
internationale indsatser til forsvaret, mv.<br />
Som nævnt ovenfor er civilforsvarets civile karakter helt afgørende for, at det nyder<br />
<strong>folkeret</strong>lig beskyttelse. Alt afhængig af hvor fuldstændig sammenlægningen af beredskabet<br />
<strong>og</strong> forsvaret vil blive, kan der blive tale om, at militærpersoner vil skulle udføre<br />
civilforsvarsopgaver. Hvis det er tilfældet, må de pågæl<strong>den</strong>de militærpersoner ikke<br />
s. 43 <strong>og</strong> 45, se http://www.im.dk/%5Cimagesupload%5Cdokument%5CRapport%20 fra%20arbejds<br />
gruppen%20vedr%C3%B8rende%20en %20samling%20af%20det%20civile%20beredskabs%20<strong>og</strong>%<br />
20forsvarets%20opgaver.pdf<br />
306 Se herom http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/046D8BC4- EA61-4F08-BBF1-10683932A510/1508<br />
1/050601 Regeringensredegørelseomberedskabet.pdf. Til sammenligning er det civile beredskab<br />
<strong>og</strong> forsvaret to adskilte enheder i de fleste andre vesteuropæiske lande, herunder Norge, Holland,<br />
Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Østrig, Grækenland <strong>og</strong> Portugal samt USA. I Schweiz,<br />
Canada <strong>og</strong> Sverige hører civilforsvaret under forsvarsministeriet. Fra svensk side finder man, at der<br />
muligvis kan være <strong>folkeret</strong>lige problemer knyttet til en sammenlægning af <strong>den</strong> civile enhed <strong>og</strong> hæren.<br />
I Belgien er der foretaget en sammenlægning mellem det civile beredskab <strong>og</strong> forsvaret, jf. notat fra<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriets <strong>folkeret</strong>skontor om samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver set<br />
i lyset af Genève-konventionerne, 3. oktober 2003.<br />
307 Jf. Regeringen, Regeringens redegørelse om beredskabet, juni 2005, s. 4-5. http://forsvaret.dk/NR/<br />
rdonlyres/046D8BC4-EA61-4F08-BBF1-10683932A510/15081/050601Regeringensredegørelseomberedskabet.pdf
11 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>og</strong>så udføre militære opgaver i tilfælde af en væbnet konflikt. I modsat fald mister de<br />
militære personer <strong>og</strong> civilforsvaret <strong>den</strong> <strong>folkeret</strong>lige beskyttelse (artikel 67), <strong>og</strong> man vil<br />
ikke længere være berettiget til at anvende civilforsvarsmærket.<br />
Civilforsvarsmærket<br />
Tillægsprotokol I fastlægger i artikel 66(4) samt i anneks 1, artikel 16 det internationale<br />
kendemærke for civilforsvaret (blå ligesidet trekant på orange baggrund). Kendemærket<br />
skal som nævnt anvendes til beskyttelse af civilforsvarsorganisationer <strong>og</strong> disses personel,<br />
bygninger <strong>og</strong> materiel samt civile beskyttelsesrum. Efter artikel 66(8) har staterne forpligtet<br />
sig til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at overvåge anvendelsen af det<br />
internationale kendemærke samt forhindre <strong>og</strong> modvirke ethvert misbrug heraf. Denne<br />
regel er gennemført i beredskabslovens § 68, hvorefter misbrug af det internationale<br />
kendemærke under krise eller krig straffes med bøde eller fængsel indtil 12 år.<br />
5.7. <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket<br />
I medfør af Genève-konvention I, artikel 44(1) må <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket i krigstid som<br />
udgangspunkt kun anvendes til at angive eller beskytte de sanitære enheder <strong>og</strong> indretninger,<br />
personel <strong>og</strong> materiel, der er beskyttet af Genève-konvention I <strong>og</strong> andre konventioner,<br />
som regulerer lignende spørgsmål. Hertil kommer nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskabers<br />
ret til i fredstid, i overensstemmelse med national lovgivning, at gøre brug af <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-navnet <strong>og</strong> -mærket, jf. artikel 44(2). De internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-organisationer<br />
<strong>og</strong> deres bemyndigede personel har til en hver tid ret til at gøre brug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>mærket,<br />
jf. artikel 44(3). Yderligere kan der rent undtagelsesvist, i overensstemmelse<br />
med national lovgivning <strong>og</strong> med et af de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskabers udtrykkelige<br />
tilladelse, i fredstid gives tilladelse til, at <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket anvendes på køretøjer, der<br />
benyttes som ambulancer <strong>og</strong> til afmærkning af katastrofeposter, som udelukkende er<br />
bestemt til at yde sårede eller syge vederlagsfri behandling, jf. artikel 44(4). Lovlig brug<br />
af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket er således snævert afgrænset.<br />
Der sondres mellem anvendelse af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket som beskyttelsesmærke <strong>og</strong><br />
som i<strong>den</strong>tifikationsmærke. Under væbnede konflikter er brugen af mærket tilladt for<br />
sundhedspersonale, religiøst personale <strong>og</strong> sanitære enheder – både civilt <strong>og</strong> militært.<br />
Under disse forhold er det et beskyttelsesmærke, dvs. at de personer <strong>og</strong> genstande, der<br />
bærer det, ikke må angribes, men skal respekteres <strong>og</strong> beskyttes. Når de nationale <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-selskaber benytter mærket i fredstid i overensstemmelse med Genève-konvention<br />
I, artikel 44(2) er der tale om, at mærket benyttes som i<strong>den</strong>tifikationsmærke. Når <strong>den</strong>ne<br />
virksomhed udøves i krigstid, må mærket kun anvendes, hvis det ikke kan opfattes<br />
som et beskyttelsesmærke. Det betyder, at mærket skal være forholdsvis lille <strong>og</strong> ikke<br />
må anbringes på armbind eller bygningstage.<br />
Ifølge <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er det forbudt, at man u<strong>den</strong> for de omtalte tilfælde<br />
anvender mærket eller efterligninger heraf eller i øvrigt misbruger mærket, jf. Tillægsprotokol<br />
I, artikel 38 <strong>og</strong> Genève-konvention I, artikel 53. Forudsætningen for en<br />
effektiv beskyttelse af mærket under en væbnet konflikt er, at reglerne om mærkets<br />
anvendelse respekteres allerede i fredstid. Som følge heraf skal staterne forebygge <strong>og</strong><br />
bekæmpe misbrug af mærket, jf. Genève-konvention I, artikel 54. Det betyder, at der
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 11<br />
skal vedtages national lovgivning, som regulerer brugen <strong>og</strong> beskyttelsen af mærket.<br />
Staterne skal <strong>og</strong>så etablere et system, der sikrer streng kontrol med brugen af mærket,<br />
ligesom de skal informere deres væbnede styrker <strong>og</strong> befolkningen om reglerne. Det<br />
er <strong>den</strong> eneste måde, hvorpå man i tilfælde af krig kan sikre, at syge <strong>og</strong> sårede bliver<br />
respekteret <strong>og</strong> beskyttet.<br />
For at lette staternes udarbejdelse af national lovgivning om brugen <strong>og</strong> beskyttelsen<br />
af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket har ICRC formuleret en „model-law“. 0 I <strong>den</strong>ne foreslås<br />
misbrug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket udtrykkeligt kriminaliseret i national lovgivning, <strong>og</strong> det<br />
anbefales, at straffen er enten alvorlig bødestraf eller fængselsstraf. Formålet med <strong>den</strong><br />
strenge straf er, at <strong>den</strong> skal have en afskrækkende effekt.<br />
For så vidt angår <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket er der i Sverige vedtaget en lov om beskyttelse af<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket <strong>og</strong> civilforsvarsmærket. 0 I henhold til <strong>den</strong>ne lov kan blandt andet<br />
salg af varer, der bærer mærket, straffes med bøde ellers fængsel. Misbrug af mærket er<br />
<strong>og</strong>så kriminaliseret i <strong>den</strong> almindelige straffelov kapitel 22, afsnit 6 0, hvorefter misbrug<br />
kan straffes med op til 4 års fængsel <strong>og</strong> i visse tilfælde i op til 10 år eller livstid.<br />
I Norge er beskyttelsen af mærket ikke separat reguleret, men er derimod en del af<br />
<strong>den</strong> almindelige straffelov. Overtrædelse medfører bødestraf eller fængsel i op til 3<br />
måneder. I Holland er beskyttelsen af mærket reguleret i <strong>den</strong> almindelige straffelov<br />
samt International Crimes Act.<br />
Tysklands „Ordnungswidrigkeitengesetz“ indeholder i afsnit 125 en bestemmelse, der<br />
regulerer beskyttelsen af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket. Ifølge <strong>den</strong>ne bestemmelse medfører upassende<br />
brug bødestraf. Bestemmelsen gælder både i krigs- <strong>og</strong> fredstid, <strong>og</strong> selve bø<strong>den</strong><br />
må højst lyde på 1000 Euro. En beskyttelse af mærket findes <strong>og</strong>så i <strong>den</strong> Borgerlige<br />
308 Lavoyer, Jean-Philippe, National legislation on the use and the protection of the emblem of the red cross<br />
and red crescent, IRRC, No. 313, august 1996, s. 482-485. S. Selve ICRC’s forslag til en lov vedrørende<br />
beskyttelsen af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket fremgår af samme udgave af IRRC, s. 486-495.<br />
309 Act relating to the protection of certain international emblems of medical aid and of international<br />
distinctive signs of civil defence, 1953:771.<br />
310 Se <strong>og</strong>så afsnit 3.3.<br />
311 Afsnit 328 (2) bestemmer således:<br />
„Any person shall be liable to the same penalty who without authority publicly or for an unlawful<br />
purpose uses:<br />
a) any designation rec<strong>og</strong>nized or commonly used in Norway or abroad of an international organization<br />
or any insignia or seal used by an international organization if Norway is a member of the said<br />
organization or has by international agreement undertaken to give protection against such use,<br />
b) any badge or designation which by international agreement binding on Norway is designed for<br />
use in connection with aid to the wounded and sick or the protection of cultural values in war,<br />
c) any designation, insignia, seal or badge which can easily be mistaken for anything mentioned<br />
under litrae a and b.<br />
Any person who otherwise without authority publicly wears or permits any person in his service to<br />
wear any badge prescribed or approved by public authorities for the holders of special positions or<br />
anything so similar thereto that error may easily arise shall be liable to fines. The same applies to any<br />
person who without authority publicly or for an unlawful purpose assumes or uses any Norwegian<br />
or foreign title or decoration.“<br />
312 Artikel 435c.<br />
313 Se the German International Humanitarian Law Committee: Information Exchange System on National<br />
Implementation of International Humanitarian Law – Questionnaire and Report, June 2004,<br />
p. 9.
11 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Lov § 12. At <strong>den</strong>ne bestemmelser omfatter en beskyttelse af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket blev<br />
slået fast i en dom af <strong>den</strong> 23. juni 1994 afgivet af <strong>den</strong> tyske forbundsdomstol.<br />
I krigstid er <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket beskyttet af <strong>den</strong> danske militære straffelovs § 36,<br />
stk. 1. I fredstid er misbrug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket strafbart efter straffelovens § 132,<br />
stk. 1, nr. 2.:<br />
„§ 131, stk. 1: Med bøde straffes <strong>den</strong>, som forsætligt benytter eller ved uagtsomhed på<br />
retsstridig måde benytter […]<br />
2) kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger <strong>og</strong> materiel, der<br />
er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge i krig […].“<br />
Denne bestemmelse finder efter § 132, stk. 2, tillige anvendelse på efterligninger af kendetegn<br />
<strong>og</strong> betegnelser. <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket misbruges i stigende grad af kommercielle<br />
virksomheder i fredstid <strong>og</strong> i krigstid af konfliktens parter.<br />
I Danmark bliver <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket hvert år misbrugt i en lang række tilfælde.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har påpeget misbruget over for danske myndigheder <strong>og</strong> anført, at<br />
det efter deres vurdering i høj grad skyldes dels <strong>den</strong> generelle strafferetlige beskyttelse<br />
af mærket, dels det manglende kendskab til <strong>den</strong> strafferetlige beskyttelse af mærket. I<br />
2002 bidr<strong>og</strong> Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg til en udredning om behovet for en bedre<br />
beskyttelse i dansk lovgivning af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket i Danmark. Det resulterede i udarbejdelsen<br />
af Justitsministeriets cirkulære til politiet om <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket. Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> havde argumenteret for en egentlig lov om <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket blandt andet<br />
med henvisning til det udbredte misbrug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket, <strong>og</strong> at dette forhold<br />
er problematisk ikke alene nationalt, men <strong>og</strong>så internationalt, idet manglende respekt<br />
for <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket i fredstid, kan have fatale konsekvenser i krigstid. Justitsministeriet<br />
var på daværende tidspunkt imidlertid ikke overbevist om, at <strong>den</strong> generelle<br />
strafferetlige beskyttelse var utilstrækkelig, men indvilligede d<strong>og</strong> i at udarbejdede det<br />
nævnte cirkulære, som Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> anvender i sit arbejde for at beskytte <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-mærket.<br />
Cirkulæret vil muligvis bidrage til at skærpe myndighedernes bevågenhed over for<br />
misbrug af mærket, men der var i 2002 fra <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ side ingen forventning om, at<br />
cirkulæret u<strong>den</strong> videre ville forebygge misbrug eller sikre, at borgerne får kendskab<br />
til, at misbrug af mærket er ulovligt. Hertil kræves en målrettet oplysning af borgerne<br />
<strong>og</strong> en speciel, udtrykkelig kriminalisering i dansk straffelovgivning.<br />
De foreløbige erfaringer efter udsendelsen af cirkulæret viser ingen ten<strong>den</strong>s til, at<br />
antallet af tilfælde af misbrug, som kommer til <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ kendskab, er aftagende.<br />
Det modsatte synes nærmest at være tilfældet – ikke mindst som følge af internettets<br />
udbredelse.<br />
Der har i perio<strong>den</strong> efter cirkulærets udsendelse været en lille stigning i antallet<br />
af strafferetlige sager, som er blevet anlagt af anklagemyndighe<strong>den</strong> mod misbrugere<br />
314 Den engelske oversættelse er The Civil Code, se ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.<br />
nsf/a24d1cf3344e99934125673e00508142/6a7f00f53f6afd48412566e20053c4ad?OpenDocument<br />
315 BGH-Ermittlungsrichter, af 23. juni 1994, I ZR 15/92 – Kammergericht – LG Berlin.<br />
316 Lov nr. 530 af 24. juni 2005 – Militær straffelov.<br />
317 Cirkulæreskrivelse nr. 9738 af 21. marts 2002 om <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket.
5. Beskyttelse af civilbefolkningen 11<br />
af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket. Hvorvidt dette skyldes cirkulæret eller må henføres til andre<br />
forhold, kan ikke afgøres, da stigningen ikke er signifikant. Til gengæld kan man konstatere,<br />
at der fra anklagemyndighe<strong>den</strong> synes at være i tvivl om hvilken bestemmelse,<br />
der skal tjene som grundlag for anklage. To sager mod <strong>den</strong> samme forening, Kurdisk<br />
<strong>Røde</strong> Halvmåne – begge anlagt af Københavns politi – blev således ført efter henholdsvis<br />
§ 132, stk. 1, nr. 2 <strong>og</strong> § 132, stk.1, nr. 3.<br />
Denne tilsynela<strong>den</strong>de tvivl hos anklagemyndighe<strong>den</strong> vedrørende hvilken bestemmelse,<br />
der skal udformes anklage efter samt det faktum, at antallet af tilfælde af misbrug<br />
ikke er aftagende her mere end fire år efter, cirkulæret er blevet bragt i anvendelse,<br />
understreger nødvendighe<strong>den</strong> af en mere klart formuleret lovgivning om forbud mod<br />
u<strong>den</strong>forståendes brug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket.<br />
En præcisering af straffelovens § 132, stk. 1, nr. 2, som udtrykkeligt stipulerer, at<br />
uvedkommendes brug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket er kriminaliseret, vil have en præventiv<br />
effekt i sig selv, men vil <strong>og</strong>så kunne gøre <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ <strong>og</strong> myndighedernes bekæmpelse<br />
af misbrug af mærket væsentligt mere effektivt.<br />
Hertil kommer, at et højere bø<strong>den</strong>iveau ville kunne have en afskrækkende effekt<br />
over for virksomheder, som trods <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ formaninger fortsætter deres misbrug<br />
af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket. Det er jo netop i sådanne tilfælde, at det er nødvendigt med<br />
en tilpas streng straf for at kunne sætte en effektiv stopper for misbruget. Rent faktisk<br />
har det nuværende bø<strong>den</strong>iveau tit ingen afskrækkende effekt over for f.eks. store virksomheder,<br />
som har væsentlige beløb investeret i en reklamekampagne, hvori der gøres<br />
brug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket.<br />
Straffelovens § 132, stk. 1, nr. 2 er for snæver til at dække enhver anvendelse af <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-mærket, der ikke er godkendt af det nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskab eller i øvrigt<br />
ikke er i overensstemmelse med humanitær <strong>folkeret</strong>. Bestemmelsen kræver forsæt eller<br />
uagtsomhed til en retsstridig handling. Den blotte anvendelse af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket<br />
eller en efterligning heraf u<strong>den</strong> udtrykkelig godkendelse fra Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er således<br />
ikke kriminaliseret <strong>og</strong> bødebelagt.
6. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong><br />
midler ved lovlig krigsførelse<br />
Kapitel 6 indeholder en gennemgang af de væsentligste <strong>folkeret</strong>lige <strong>og</strong> danske regler, der<br />
knytter sig til metoder <strong>og</strong> midler ved krigsførelse. Kapitlet starter med en gennemgang<br />
af begrænsninger i metoder for lovlig krigsførelse (afsnit 6.1) samt et kort afsnit om<br />
asymmetrisk krigsførelse. Herefter følger underafsnit om sikkerhedsforanstaltninger<br />
under angreb (6.2.), forsigtighedsforanstaltninger mod virkninger af angreb, legitime<br />
militære mål, dual-use objekter, repressalier, <strong>og</strong> maritim krigsførelse <strong>og</strong> luftkrigsførelse.<br />
Derefter kommer et afsnit om særligt beskyttede genstande <strong>og</strong> områder (afsnit 6.3),<br />
med underafsnit om genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overlevelse,<br />
værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige kræfter, kulturværdier <strong>og</strong> genstande, særligt beskyttede<br />
zoner <strong>og</strong> det naturlige miljø. Dette efterfølges af et afsnit om våbensystemer<br />
<strong>og</strong> ammunition (6.4) med tilhørende underafsnit om napalm, blin<strong>den</strong>de laservåben,<br />
klyngebomber <strong>og</strong> projektiler med forarmet uran. Kapitlet afsluttes med et afsnit om<br />
nye våben (6.5) <strong>og</strong> international overvågning (6.6).<br />
6.1. Begrænsninger i metoder for lovlig krigsførelse<br />
Sun Tzu nedskrev i det 4. århundrede før vor tidsregning i det nuværende Kina en militærhåndb<strong>og</strong><br />
til brug for militære ledere. Sun Tzus filosofi var blandt andet, at krigens<br />
primære formål ikke er at udslette fjen<strong>den</strong>, <strong>og</strong> at det er bedre at tage ham til fange end<br />
at dræbe ham. Det overordnede formål var selvfølgelig at vinde krigen, men det var<br />
bedst at få fjen<strong>den</strong> til at gøre, som man gerne vil have, u<strong>den</strong> at der blev udgydet blod<br />
<strong>og</strong> u<strong>den</strong> at ødelægge de byer, der skal indtages. Et kendt citat fra Sun Tzus „The art of<br />
war“ lyder: „[O]ne hundred victories in one hundred battles is not the most skillful.<br />
Subduing the other’s military without battle is the most skillful“.<br />
En an<strong>den</strong> central militærteoretiker er Carl von Clausewitz. Han udgav i det 19.<br />
århundrede en række bøger om krigsførelse, der stadig konsulteres. Clausewitz’ lære<br />
er læren om krigsførelsens grundprincipper, om dynamikken mellem offensiven <strong>og</strong><br />
defensiven, krigens dynamik, om krigens moral <strong>og</strong> om svækkelsen af fjen<strong>den</strong>s kræfter<br />
indtil kulminationen i sejr. Clausewitz mente, at eftersom krig var magtanvendelse,<br />
eksisterede ingen l<strong>og</strong>iske begrænsninger herfor, d<strong>og</strong> med undtagelse af visse selvpålagte,<br />
men forsvin<strong>den</strong>de små restriktioner; nemlig <strong>den</strong> internationale ret <strong>og</strong> sædvanen.<br />
I dag skal militære handlinger under væbnet konflikt udføres i overensstemmelse<br />
med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s fem grundprincipper: militær nødvendighed, medmen-<br />
318 Sun Tzu (2001), s. 9.<br />
319 Clausewitz (1832).
122 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
neskelighed, distinktion, forsigtighed <strong>og</strong> proportionalitet. For nærmere uddybning af<br />
disse principper, se kapitel 1, afsnit 1.5.<br />
Præamblen til Skt. Petersborg-deklarationen af 1868, én af de tidlige kodifikationer<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, slår fast, at det eneste lovlige formål med krig er at svække<br />
de fjendtlige stridskræfter <strong>og</strong> fjen<strong>den</strong>s vilje til at kæmpe. Det er med andre ord kun<br />
tilladt at anvende handlinger, der er nødvendige for at opnå dette formål. Handlinger,<br />
der går ud over dette ved at forvolde unødvendig skade på beskyttede personer <strong>og</strong><br />
genstande, er derfor forbudt.<br />
Forbudte handlinger omfatter blandt andet at plyndre byer, pladser eller kulturelle<br />
mindesmærker samt at rette angreb mod byer, boliger eller bygninger, som ikke forsvares.<br />
0 Derudover er det forbudt at rette angreb mod individuelle civile eller civilbefolkningen<br />
som sådan eller civile genstande, gidseltagning, udsultning, anvendelse<br />
af perfidi; f.eks. brug af svigagtige krigsmetoder for at narre en fjende til at tro, at han<br />
er i sikkerhed for derefter at dræbe ham, misbrug af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-emblemet, at beordre,<br />
at der ikke må være overlevende eller at true modparten hermed, at føre krig på dette<br />
grundlag, tvinge modparten til at kæmpe mod sit eget land eller at terrorisere civilbefolkningen.<br />
Disse forbud er <strong>og</strong>så forankret i sædvaneretten.<br />
ICTY behandlede i sagen Prosecutor vs. Stanislav Galic terror mod civilbefolkningen<br />
som en krigsforbrydelse. Stanislav Galic var øverstkommanderende for Sarajevo Romanja<br />
Korpset fra september 1992 til august 1994, i hvilket tidsrum civile, der befandt<br />
sig i <strong>den</strong> bosnisk kontrollerede del af Sarajevo, blev udsat for vilkårlige, koordinerede<br />
<strong>og</strong> vedvarende angreb fra snigskytter. Der var sågar en gade kaldet „Sniper Alley“. Fra<br />
en etageejendom på <strong>den</strong> an<strong>den</strong> side af flo<strong>den</strong> havde snigskytterne frit udsyn over dele<br />
af <strong>den</strong>ne gade <strong>og</strong> enhver, der passerede forbi <strong>den</strong>ne del af ga<strong>den</strong>, var i fare for at blive<br />
dræbt. Som følge heraf døde i hundredvis <strong>og</strong> flere tusinde blev såret. Tribunalet definerer<br />
terror som: voldshandlinger, der begås forsætligt imod civile, der ikke tager direkte del i<br />
kamphandlingerne, <strong>og</strong> som forårsager død eller alvorlig skade på legeme eller helbred,<br />
<strong>og</strong> hvis primære formål er at sprede terror blandt civilbefolkningen. Den centrale del af<br />
definitionen er gerningsman<strong>den</strong>s forsæt: tribunalet fastsl<strong>og</strong> her, at der til <strong>den</strong>ne forbrydelse<br />
kræves et helt særligt forsæt.<br />
Skillelinien mellem tilladte <strong>og</strong> forbudte handlinger kan imidlertid forekomme uklar.<br />
Grænsen mellem tilladte <strong>og</strong> forbudte handlinger er meget fin. Så længe man under<br />
udførelsen af de militære operationer ikke overtræder reglerne in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, er alt tilladt.<br />
320 Bilag til Haager-konvention IV af 1907 (Landkrigsreglementet), artikel 25 <strong>og</strong> 28. Haager-konvention<br />
om beskyttelse af kulturværdier 1954 <strong>og</strong> ICC-statutten, artikel 8(2).<br />
321 Genève-konventionerne, fællesartikel 3. Genève-konvention IV, artikel 34, Tillægsprotokol I, artikel<br />
37(1), 39, 40, 48, 51, 54(1) <strong>og</strong> 75. Tillægsprotokol II, artikel 14. Bilag til Haager-konvention IV af 1907<br />
(Landkrigsreglementet), artikel 23(h). Disse handlinger er ligeledes kriminaliseret i ICC-statutten,<br />
artikel 8(2).<br />
322 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 1-10, 46-48,<br />
53 – 56, 59, 65, 59 <strong>og</strong> 96.<br />
323 ICTY, Prosecutor vs. Stanislav Galic, (IT-98-29-T), dom af 5. december 2003, afsnit 98 – 105.<br />
324 ICTY, Prosecutor vs. Stanislav Galic, (IT-98-29-T), dom af 5. december 2003, afsnit 136-138.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 123<br />
Som eksempel på tilladte handlinger kan nævnes anvendelse af krigslist , <strong>og</strong>så kaldet<br />
vildledning i dansk militær terminol<strong>og</strong>i. Vildledning kan for eksempel være forklædning<br />
som en busk, opførelse af installationer, der ikke er tænkt at skulle tages i brug,<br />
f.eks. falske landingsbaner eller at foregive at kommunikere med enheder, der ikke<br />
eksisterer, forudsat at kommunikationen ikke forstyrrer allerede reserverede radiofrekvenser.<br />
Ligeledes er det tilladt at opføre falske bunkers <strong>og</strong> lignende, men kun så længe<br />
disse ikke placeres i nærhe<strong>den</strong> af beskyttede genstande, dvs. civil beboelse, kulturelle<br />
mindesmærker, skoler etc., fordi disse falske installationer udgør legitime militære mål<br />
<strong>og</strong> derfor skal placeres væk fra civilbefolkningen. Det er endvidere tilladt blandt<br />
andet at lægge falske miner, placere falske tanks <strong>og</strong> at flytte grænseskel.<br />
Som eksempel på forbudte handlinger kan nævnes, at det ikke er tilladt at foregive at<br />
være en person, der nyder særlig beskyttet status, dvs. civile, krigsfanger eller hors de<br />
combat. Samme gælder misbrug af parlamentærflaget, misbrug af beskyttede emblemer<br />
såsom <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-mærket, FN-emblemet, emblemer bestemt at<br />
skulle anvendes til at markere beskyttede kulturelle objekter, anvendelse af neutrale<br />
staters flag <strong>og</strong> emblemer eller uniformer, at indgå en våbenhvileaftale med modparten<br />
med intention om at misbruge aftalen til at lave et overraskelsesangreb for på <strong>den</strong> måde<br />
at overmande mod parten, eller tilfangetagelse eller drab af modpartens kombattanter<br />
under udøvelse af svigagtige krigsmetoder.<br />
Asymmetrisk krigsførelse<br />
Den klassiske form for krigsførelse er <strong>den</strong> symmetriske krigsførelse, det vil sige <strong>den</strong><br />
traditionelle forståelse af to parter, der hver især er ligevægtige hvad angår militær kapacitet.<br />
Udgangspunktet for <strong>den</strong>ne form for krigsførelse er <strong>den</strong> positive gensidighed som<br />
beskrevet i <strong>den</strong> fælles artikel 2 til Genève-konventionerne. Den positive gensidighed<br />
betyder, at parterne til konflikten gensidigt har en interesse i at overholde reglerne. Selv<br />
om de moderne konflikter adskiller sig fra dati<strong>den</strong>s traditionelle krige, er princippet<br />
om <strong>den</strong> positive gensidighed videreført. Et eksempel er behandling af krigsfanger: et<br />
incitament til at behandle modpartens krigsfanger i overensstemmelse med kravene i<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er således vi<strong>den</strong> om, at egne tropper behandles efter samme<br />
regelsæt <strong>og</strong> med samme respekt, som man selv udviser overfor modparten. 0<br />
325 Bilag til Haager-konvention IV 1907 (Landkrigsreglementet), artikel 24. Tillægsprotokol I, artikel<br />
37(2). ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 57,<br />
s. 203-205.<br />
326 Green (2000), s. 147.<br />
327 Tillægsprotokol I, artikel 58(b).<br />
328 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), s. 204.<br />
329 ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(vii) <strong>og</strong> (xi). ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck<br />
(2005), Vol. I, regel nr. 58-65, s. 203-226.<br />
330 Se i øvrigt om krigsfanger ovenfor i kapitel 5.
124 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
•<br />
•<br />
•<br />
Asymmetrisk „krigs“førelse har 3 fremtræ<strong>den</strong>de karakteristika:<br />
For det første afvises traditionelle militære <strong>og</strong> retmæssige metoder for<br />
krigsførelse til fordel for andre ulovlige metoder, f.eks. kapring af civile<br />
passagerfly.<br />
For det andet må det anses for overvejende sandsynligt, at målet med disse<br />
angreb er at forvolde massive tab af menneskeliv <strong>og</strong> omfattende skade på civile<br />
genstande, herunder økonomisk skade.<br />
For det tredje er <strong>den</strong>ne form for krigsførelse ikke længere territorielt bundet.<br />
De, som udfører handlingerne, har således ikke en fast territoriel base <strong>og</strong> ej<br />
heller nødvendigvis statslig tilknytning.<br />
331<br />
Den asymmetriske krigsførelse adskiller sig fra de traditionelle konflikter ved, at parterne<br />
i <strong>den</strong> asymmetriske konflikt ikke sjæl<strong>den</strong>t har ganske forskellige mål <strong>og</strong> anvender forskellige<br />
taktiske <strong>og</strong> strategiske midler <strong>og</strong> metoder i opfyldelsen af deres strategi eller mål.<br />
Den asymmetriske konflikts fundamentale mål er at finde en vej rundt om modpartens<br />
militære styrker ved at udforske <strong>den</strong>s svaghed, <strong>og</strong> krigsførelsen kan antage en mangfoldighed<br />
af former; asymmetrien kan eksistere i form af værdier, magt, metoder <strong>og</strong> midler,<br />
organisationsstruktur, økonomi etc. Asymmetrien forstærkes yderligere i visse tilfælde<br />
af, at mange af konflikterne i dag er interne, det vil sige, at der vil være store forskelle på<br />
<strong>den</strong> militære kapacitet hos de stri<strong>den</strong>de parter, fordi konflikten udkæmpes mellem en<br />
stat <strong>og</strong> en ikke-statslig gruppe. Det er i <strong>den</strong> forbindelse vigtigt at huske på, at sporadiske<br />
voldshandlinger ikke i sig selv udgør en væbnet konflikt, jf. omtalen i kapitel 1<br />
I nuti<strong>den</strong>s konflikter, hvor mange landes militære forsvar er moderne <strong>og</strong> teknisk<br />
avanceret, vil <strong>den</strong> største skade oftest kunne udrettes ved at rette angreb mod de „bløde<br />
mål“, dvs. civilbefolkningen. Disse angreb kan undergrave respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, idet det her er selve beskyttelsesobjektet, der angribes.<br />
For eksempel kan gidseltagning, som vi så det i <strong>den</strong> russiske by Beslan i 2004, hvor<br />
en hel skole blev taget som gidsler, anses som en form for asymmetrisk krigsførelse.<br />
Andre former kan være angreb rettet mod <strong>humanitære</strong> organisationer eller humanitær<br />
nødhjælp. Således blev både FN’s hovedkvarter <strong>og</strong> ICRC’s kontor i Bagdad bombet i<br />
henholdsvis august <strong>og</strong> oktober 2003. I maj 1992 blev en ICRC konvoj angrebet i Sarajevo<br />
<strong>og</strong> delegationslederen dræbt. En tredje form kan være anvendelse af selvmordsbomber.<br />
Her nævnes blot ganske få metoder, da det er umuligt at opstille en udtømmende<br />
liste over metoder <strong>og</strong> midler, der kan anvendes under asymmetrisk krigsførelse.<br />
331 Toni Pfanner, Asymmetrical warfare from the perspective of humanitarian law and humanitarian<br />
action, IRRC, Vol. 87, No.857, marts 2005. Se <strong>og</strong>så: ICRC, International Humanitarian Law and the<br />
Challenges of Contemporary Armed Conflicts, september 2003. For asymmetrisk krigsførelse ved<br />
hjælp af computerteknol<strong>og</strong>i, se Michael N. Schmitt, Heather A. Harrison Diniss, Thomas C Winfield,<br />
Computers and War: The Legal Battlespace, Harvard Pr<strong>og</strong>ram on Humanitarian Policy and Conflict<br />
Research, juni 2004 <strong>og</strong> Michael N. Schmitt, The Impact of High and Low-tech Warfare on the Principle<br />
of Distinction, Harvard Pr<strong>og</strong>ram on Humanitarian Policy and Conflict Research, november 2003.<br />
332 Sassòli & Bouvier (1999), s. 1093.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 125<br />
I dag hænger asymmetrisk krigsførelse desværre ofte sammen med udførelsen af<br />
terrorhandlinger eller terrorangreb. I visse ekstreme situationer, for eksempel med<br />
grupper som Al-Qaeda, er selve terrorhandlingerne formentlig det centrale i deres<br />
strategiske krigsførelse.<br />
Uanset om der ved for eksempel terrorisme er tale om asymmetrisk krigsførelse, skal<br />
det imidlertid understreges, at der gælder visse universelle, „elementære medmenneskelige<br />
hensyn“. Disse regler findes blandt andet i Genève-konventionernes fælles artikel<br />
3. Bestemmelsen opfattes samtidigt som sædvaneret <strong>og</strong> gælder derfor for alle parter,<br />
uanset om de har ratificeret Genève-konventionerne <strong>og</strong> uanset konfliktens karakterer.<br />
6.2. Sikkerhedsforanstaltninger under angreb<br />
Tillægsprotokol I, artikel 57 foreskriver, at der ved udførelsen af militære operationer<br />
skal drages omsorg for at skåne alle civile enkeltpersoner <strong>og</strong> civilbefolkningen som<br />
sådan samt civile genstande. Reglerne om sikkerhedsforanstaltninger under angreb<br />
anses i dag for at være sædvaneret <strong>og</strong> bekræfter reglen i Tillægsprotokol I, artikel 48<br />
om forpligtelsen til at skelne mellem civilbefolkningen <strong>og</strong> kombattanter <strong>og</strong> mellem<br />
civile genstande <strong>og</strong> militære mål. Kriterierne i Tillægsprotokol I, artikel 52(2) skal<br />
derudover altid være opfyldt, før der må rettes angreb .<br />
Artikel 57 forpligter <strong>den</strong>, der retter angreb, til nøje planlægning af de militære<br />
angreb <strong>og</strong> til øjeblikkelig afbrydelse af et angreb, hvis det bliver klart, at målet ikke<br />
er et legitimt militært mål. Der skal – medmindre omstændighederne ikke tillader<br />
det – gives effektivt forudgående advarsel om angreb, der kan have indvirkning på<br />
civilbefolkningen, <strong>og</strong> ved valg mellem to legitime militære mål skal angreb rettes mod<br />
det mål, der forventes at medføre mindst risiko for skade på civilbefolkningen.<br />
Artikel 57 har stor betydning i bykampe <strong>og</strong> tætbeboede områder, hvor det kan være<br />
ganske vanskeligt at undgå at gøre skade på civile. Bestemmelsen skal derfor <strong>og</strong>så ses<br />
i sammenhæng med brugen af avanceret efterretningsudstyr samt <strong>den</strong> øgede brug af<br />
præcisionsvåben. Begge er med til at øge sikkerhe<strong>den</strong> for, at kun lovlige militære mål<br />
angribes, samtidig med at risikoen for skade på civilbefolkningen <strong>og</strong> civile genstande<br />
mindskes.<br />
Forsigtighedsforanstaltninger mod virkninger af angreb<br />
Tillægsprotokol I, artikel 58 forpligter <strong>den</strong> part, der angribes. Reglerne om forsigtighedsforanstaltninger<br />
mod virkninger af angreb anses i et vist omfang som sædvaneret<br />
333 ICJ, Corfu Channel (United Kingdom v. Albania), Judgment, ICJ Reports 1949, (9. april 1949), s. 22.<br />
Bekræftet i: ICJ, Military and Paramilitary Activities in and against Nicaragua (Nicaragua v. United<br />
Status of America), Judgment – Merits, ICJ Reports 1986 (27. juni 1986), afsnit 218, s. 104.<br />
334 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 15 -21,<br />
s. 51-67.<br />
335 Se hertil afsnit 7.2. om legitime militære mål. ICC-statutten, bl.a. artikel 8(2)(b)(i), (ii), (ix), (xviii)<br />
<strong>og</strong> (xx) <strong>og</strong> artikel 8(2)(e)(i), (ii) <strong>og</strong> (iv) kriminaliserer bl.a. angreb direkte rettet mod civile personer<br />
eller genstande.<br />
336 Tillægsprotokol I, artikel 57(1), (2) <strong>og</strong> (3).
12 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>og</strong> foreskriver forholdsregler, der skal tages både under væbnet konflikt <strong>og</strong> i fredstid.<br />
Artikel 58(a) om at flytte civilbefolkningen, individuelle civile <strong>og</strong> civile genstande<br />
fra områder i nærhe<strong>den</strong> af militære mål er primært tænkt at skulle anvendes under<br />
væbnet konflikt, mens 58(b) om at undgå at anbringe militære mål i eller i nærhe<strong>den</strong><br />
af tætbefolkede områder, <strong>og</strong> 58(c) om at træffe andre nødvendige forsigtighedsforanstaltninger<br />
for at beskytte civilbefolkningen imod farer, der opstår som følge af militære<br />
operationer, er tænkt at skulle anvendes i fredstid. Forpligtelsen i artikel 58(c) sigter<br />
primært på etablering af beskyttelsesrum.<br />
Hele bestemmelsen skal naturligvis efterleves under væbnet konflikt, men tanken<br />
bag opdelingen er, at det i fredstid er lettere at tage de nævnte forholdsregler, således at<br />
disse forholdsregler allerede er taget, når staten befinder sig i en væbnet konflikt.<br />
Legitime militære mål<br />
Pligten til at sondre mellem civile <strong>og</strong> militære mål er ligeledes sædvaneretligt normeret.<br />
Civilbefolkningen <strong>og</strong> civile genstande skal beskyttes mest muligt. Militære angreb<br />
må derfor kun rettes mod legitime militære mål. Legitime militære mål er defineret i<br />
Tillægsprotokol I, artikel 52(2). Dette var første gang, militære mål blev defineret i en<br />
international traktat. Inkluderingen af definitionen er vigtig, fordi det ellers efterlades<br />
til de krigsførende parter selv at definere legitime militære mål med <strong>den</strong> mulige konsekvens,<br />
at civilbefolkningens beskyttelse mindskes. Definitionen er dernæst vigtig,<br />
fordi det er forudsætningen for at kunne anvende <strong>og</strong> efterleve distinktionsreglen i<br />
protokollens artikel 48.<br />
Artikel 52(2) indeholder to krav til opfyldelsen af et legitimt militært mål. For det<br />
første skal objekterne ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgøre<br />
et effektivt bidrag til en militær aktion. For det andet skal deres fuldstændige eller delvise<br />
ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det pågæl<strong>den</strong>de tidspunkt<br />
herskende omstændigheder udgøre en klar militær fordel.<br />
Klare eksempler på legitime militære mål er fabrikker, der producerer våben eller<br />
dele hertil, værfter, der producerer krigsskibe eller dele hertil, eller andre bygninger<br />
eller installationer, andet militært udstyr (det vil sige våben <strong>og</strong> brændstoflagre, kaserner,<br />
bunkere, militære depoter, militære hovedkvarterer, forsvarsministerier, kommunikationsinstallationer,<br />
jernbaner <strong>og</strong> andre transportmidler til brug for flytning af militære<br />
forsyninger) hvis anvendelse udgør et effektivt bidrag til <strong>den</strong> militære aktion <strong>og</strong> hvis<br />
ødelæggelse derfor under de på det pågæl<strong>den</strong>de tidspunkt herskende omstændigheder<br />
ville udgøre en klar militær fordel, jf. Tillægsprotokol I, artikel 52(2). 0 Civile genstande<br />
defineres negativt i forhold til legitime militære mål <strong>og</strong> er således „…genstande der ikke<br />
337 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol I, regel nr. 22-24, s. 68-76.<br />
338 Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Zimmermann (1987),<br />
s. 691-95.<br />
339 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 7 -10, s. 25-36.<br />
340 ICRC udfærdigede i 1956 i samarbejde med militære eksperter en tentativ, ikke-udtømmende liste<br />
over legitime militære mål. Listen kan ses i Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz,<br />
Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987), note nr. 3 til kommentar nr. 2002, s. 632-633. Under<br />
Edinburgh-konferencen i 1969 blev definitionen af legitime militære mål ændret <strong>og</strong> <strong>den</strong> definition,<br />
vi i dag kender fra Tillægsprotokol I, ligger tæt op ad definitionen fra Edinburgh-konferencen.<br />
Edinburgh-konferencen blev indkaldt af The Institute of International Law med det formål at studere<br />
masseødelæggelsesvåben, jf. Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski,
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 12<br />
er militære mål“ <strong>og</strong> omfatter blandt andet bygninger, der benyttes af civile (for eksempel<br />
lejlighedskomplekser, fabrikker der producerer ikke-militære produkter, butikker <strong>og</strong><br />
markeder, skoler, museer, biler, busser etc.) TV- <strong>og</strong> radiostationer samt elværker vil<br />
som udgangspunkt <strong>og</strong>så være civile installationer, jf. d<strong>og</strong> ne<strong>den</strong>for om dobbelt brug<br />
(engelsk: dual use). I tilfælde af tvivl forudsættes det, at målet er en civil genstand <strong>og</strong><br />
derfor ikke må angribes.<br />
Der skal altid foretages en afvejning af nødvendighe<strong>den</strong> af at ødelægge et bestemt<br />
mål ud fra proportionalitetsprincippet <strong>og</strong> princippet om militær nødvendighed, <strong>og</strong><br />
der bør ikke rettes angreb mod legitime militære mål, hvis angrebet medfører fare for<br />
unødvendig <strong>og</strong> uproportionel skadeforvoldelse på miljøet eller civilbefolkningen, <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong>ne fare er større end <strong>den</strong> forventede direkte <strong>og</strong> klare militære fordel.<br />
„Dual-use“ objekter<br />
Det kan underti<strong>den</strong> volde store vanskeligheder at fastslå, hvornår et objekt med sikkerhed<br />
er et legitimt militært mål. Et grænseområde mellem civile <strong>og</strong> militære objekter er<br />
„dual-use“ objekter. Dette er objekter, der både anvendes til civile <strong>og</strong> militære formål,<br />
<strong>og</strong> som i tilfælde af væbnet konflikt derfor kan udgøre legitime militære mål. På <strong>den</strong>ne<br />
måde kan en sekundær militær anvendelse af objektet bevirke, at det opfylder kravene<br />
i Tillægsprotokol I, artikel 52(2).<br />
„Dual-use“ er ikke et juridisk begreb. In<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> findes der ikke<br />
en juridisk term kaldet „dual-use“. D<strong>og</strong> kan angreb rettet mod „dual-use“-objekter, der<br />
opfylder kravene i Tillægsprotokol I, artikel 52(2), stride imod proportionalitetsprincippet<br />
<strong>og</strong> således være ulovlige. Dette vil være tilfældet, hvis følgerne af angrebet hos<br />
civilbefolkningen står i groft misforhold til <strong>den</strong> direkte forventede militære fordel, hvis<br />
angrebet forårsager unødig <strong>og</strong> tilfældig skade på civilbefolkningen, eller hvis angrebet<br />
udføres på en sådan måde, at unødig skade på civilbefolkningen ikke søges undgået.<br />
Eksempler på „dual-use“ objekter er elektricitetsværker, infrastruktur så som vejstrækninger,<br />
broer <strong>og</strong> jernbaner, TV-stationer, fabrikker, lufthavne <strong>og</strong> selv visse ministerier.<br />
Selv landområder kan være legitime militære mål <strong>og</strong> derfor et „dual-use“<br />
objekt.<br />
I de tilfælde, hvor det er muligt, skal „dual-use“ objekter så vidt muligt uskadeliggøres<br />
u<strong>den</strong> at disse ødelægges fuldstændigt, da objekterne netop <strong>og</strong>så er nødvendige i forbindelse<br />
med genopbygningen af samfundet efter afslutningen af krigshandlingerne.<br />
Wenger, Zimmermann (1987), kommentar 2003, s. 633. En ikke-udtømmende liste over militære<br />
mål kan ligeledes ses i: UK Ministry of Defence (2004), s. 56-57.<br />
341 A.P.V. R<strong>og</strong>ers, Zero-casualty warfare, IRRC, Vol. 82, No. 837, marts 2000, s. 177-178. I modsætning<br />
hertil står synspunktet om, at der tillades en større grad af risiko for miljøskader, hvis målet er<br />
tilstrækkeligt vigtig i kampen for at opnå <strong>den</strong> direkte <strong>og</strong> klare militære fordel. Dette antages i FN,<br />
Final Report to the Prosecutor by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign<br />
Against the Federal Republic of Yugoslavia, juni 2000, afsnit 19,<br />
http://www.un.org/icty/pressreal/nato061300.htm#IVA1<br />
342 Om proportionalitetsprincippets formulering som sædvaneretskilde, se: ICRC’s Sædvaneretsstudie<br />
ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 14, s. 46-50.
12 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Til illustration af vanskelighe<strong>den</strong> ved at klassificere et objekt som et legitimt militært<br />
mål følger her 2 eksempler. Eksemplerne relaterer sig til NATO’s intervention i Kosovo<br />
i 1999, hvor <strong>og</strong>så Danmark delt<strong>og</strong>. Angrebene blev blandt andet fra ICRC’s side kritiseret<br />
for ikke at leve op til reglerne. Eksemplerne er medtaget, fordi de viser <strong>den</strong><br />
praktiske vanskelighed ved fortolkning <strong>og</strong> anvendelse af reglerne:<br />
Bombardement af et civilt passagert<strong>og</strong> I april 1999 blev et civilt passagert<strong>og</strong> ramt<br />
af to laserstyrede missiler fra et NATO-fly mens t<strong>og</strong>et krydsede en jernbanebro. Mindst<br />
10 personer døde <strong>og</strong> 15 blev alvorligt såret. Det var ikke t<strong>og</strong>et, men jernbanebroen som<br />
t<strong>og</strong>et krydsede, der var genstand for NATO’s angreb. Jernbanebroen var af koalitionen<br />
bedømt til at være et legitimt militært mål, fordi <strong>den</strong> var en del af serbernes forsyningsrute<br />
i Kosovo. NATO fandt derfor, at jernbanebroens formål <strong>og</strong> anvendelse udgjorde et<br />
effektivt bidrag til <strong>den</strong> militære aktion (første krav i Tillægsprotokol I, artikel 52(2)),<br />
<strong>og</strong> at jernbanebroens fuldstændige eller delvise ødelæggelse under de på det pågæl<strong>den</strong>de<br />
tidspunkt herskende omstændigheder udgjorde en klar militær fordel (andet<br />
krav). Passagert<strong>og</strong>et blev ramt, fordi piloten havde affyret det første missil, in<strong>den</strong> han<br />
blev opmærksom på bevægelse på broen <strong>og</strong> således ikke kunne neutralisere missilet.<br />
Piloten var af <strong>den</strong> opfattelse, at broen skulle destrueres, hvorfor han affyrede endnu et<br />
missil. Dette ramte ligeledes t<strong>og</strong>et, der på dette tidspunkt var gledet længere frem på<br />
skinnerne, <strong>og</strong> der skete derfor yderligere skade på passagererne.<br />
Det er efterfølgende hævdet i en omfattende teknisk rapport, at piloten for det første<br />
ikke var alene i flyet, da han angreb broen, idet der i flyet ligeledes var en våbenssystems<br />
officer , <strong>og</strong> at det var <strong>den</strong>ne, der styrede angrebet, <strong>og</strong> for det andet at reaktionsti<strong>den</strong> var<br />
mellem 7-8 sekunder, dvs. længere end <strong>den</strong> af NATO angivne reaktionstid. Komiteen,<br />
der står bag rapporten, afviser relevansen af, hvem der rent faktisk rettede angrebet, idet<br />
begge personer under alle omstændigheder udførte flere opgaver samtidig, herunder<br />
blandt andet at holde flyet i luften. I relation til dette bør opmærksomhe<strong>den</strong> rettes<br />
mod forpligtelsen i Tillægsprotokol I, artikel 57(4) hvorefter <strong>den</strong>, der retter angreb, skal<br />
træffe alle rimelige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå tab af civiles liv <strong>og</strong> skade<br />
på civile genstande. Bestemmelsen skal læses i forlængelse af artikel 57(1) <strong>og</strong> indebærer,<br />
at alle på tidspunktet mulige forholdsregler skal træffes for at sikre, at angreb kun<br />
rettes mod militære mål. Spørgsmålet kan herefter stilles om, hvorvidt man har gjort,<br />
hvad der var muligt for at undgå tab af civile liv <strong>og</strong> skade på civile genstande, hvis hver<br />
person i flyet var så travlt optaget af andre ting, at personen ikke havde tilstrækkelig<br />
tid til at bedømme status af genstan<strong>den</strong> for angrebet. I forlængelse heraf skal nævnes<br />
forpligtelsen i Tillægsprotokol I, artikel 57(b) til at afbryde et angreb, hvis det bliver<br />
klart, at målet ikke (længere) er et legitimt militært mål. Mulighe<strong>den</strong> for afbrydelse af<br />
343 Om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s anvendelse på operationer foretaget af NATO <strong>og</strong>/eller FN, se kapitel<br />
9.<br />
344 Angreb på et civilt passagert<strong>og</strong> i Grdelica-dalen <strong>den</strong> 12. april 1999. FN, Final Report to the Prosecutor<br />
by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign Against the Federal Republic<br />
of Yugoslavia, juni 2000, afsnit 58-62.<br />
345 Weapons Systems Officer (WSO).<br />
346 Rapport af Ekkehard Wenz, jf. Anklage-embedet ved ICTY, Final Report to the Prosecutor by the<br />
Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign Against the Federal Republic of<br />
Yugoslavia, juni 2000, afsnit 60-62.<br />
347 Anklage-embedet ved ICTY, Final Report to the Prosecutor by the Committee Established to Review<br />
the NATO Bombing Campaign Against the Federal Republic of Yugoslavia, juni 2000, afsnit 61.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 12<br />
et angreb hænger samme med våbenteknik <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 57(a)(ii), der<br />
forpligter <strong>den</strong>, der retter angreb, til at „træffe alle gennemførlige forsigtighedsforanstaltninger<br />
i valget af angrebsmidler <strong>og</strong> -metoder med henblik på at undgå <strong>og</strong> under<br />
alle omstændigheder at begrænse til det mindst mulige tilfældige tab blandt civile,<br />
skade på civile <strong>og</strong> skade på civile genstande“.<br />
Bombardement af TV – <strong>og</strong> radiostation i Be<strong>og</strong>rad. Ligeledes i april 1999 blev en<br />
serbisk TV- <strong>og</strong> radiostation udsat for et målrettet angreb fra NATO. Mellem 10 <strong>og</strong><br />
17 mennesker blev dræbt – heraf størstedelen civile serbere. TV- <strong>og</strong> radiostationer<br />
nyder beskyttelse som civile objekter <strong>og</strong> må således ikke angribes. Årsagen til at<br />
NATO anså TV- <strong>og</strong> radiostationen som et legitimt militært mål var dels, at TV – <strong>og</strong><br />
radiostationens enkelte komponenter udgjorde en del af K3 strukturen (kommando,<br />
kontrol <strong>og</strong> kommunikation), det vil sige at <strong>den</strong> serbiske hær anvendte TV- <strong>og</strong> radiostationen<br />
som en kommunikationsvej. Stationen udgjorde dermed et effektivt bidrag<br />
til <strong>den</strong> militære aktion, <strong>og</strong> <strong>den</strong>s fuldstændige eller delvise ødelæggelse under de på<br />
det pågæl<strong>den</strong>de tidspunkt herskende omstændigheder ville således udgøre en klar<br />
militær fordel. Begge krav i Tillægsprotokol I, artikel 52(2) var dermed efter NATOs<br />
opfattelse opfyldt. Derudover tilførte de elektriske transformerstationer strøm til det<br />
serbiske luftforsvars koordinationsmekanismer, hvorfor destruktionen af disse transformerstationer<br />
under de på det pågæl<strong>den</strong>de tidspunkt herskende omstændigheder ville<br />
udgøre en klar militær fordel. Kravene i Tillægsprotokol I, artikel 52(2) ansås derfor<br />
for opfyldt. Dernæst anså NATO TV- <strong>og</strong> radiostationen som et legitimt militært mål,<br />
fordi stationen angiveligt blev anvendt til at sprede propaganda til civilbefolkningen. 0<br />
I dette tilfælde kan det diskuteres, dels hvorvidt hindringen af udbredelsen af <strong>den</strong>ne<br />
propaganda bidr<strong>og</strong> effektivt til <strong>den</strong> militære aktion, dels hvorvidt koalitionen levede<br />
op til forpligtelsen i Tillægsprotokol I, artikel 57(2)(b) om at give forudgående advarsel<br />
in<strong>den</strong> angreb med det formål at skåne civilbefolkningen.<br />
348 Bombardement af RTS, <strong>den</strong> serbiske TV – <strong>og</strong> radiostation i Be<strong>og</strong>rad, <strong>den</strong>, 23. april 1999, jf. FN,<br />
Final Report to the Prosecutor by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign<br />
Against the Federal Republic of Yugoslavia, juni 2000, afsnit 71-79.<br />
349 Se om et angreb på en irakisk TV station: „TV station attack could be illegal“, Richard Norton-<br />
Taylor, The Guardian, Wednesday March 26, 2003, læs artikel på: http://www.guardian.co.uk/Iraq/<br />
Story/0,2763,922445,00.html. En TV station i Bagdad blev i marts 2003 udsat for et bombeangreb.<br />
Bombardementet blev kritiseret af Amnesty International for at være i strid med Genève-konventionerne.<br />
Ifølge USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld, var formålet med angrebet at sætte en stopper<br />
for regimets mulighed for at kommunikere, mens Storbritanniens daværende forsvarsminister,<br />
Geoffrey Hoon hævdede, at TV stationen var et legitimt militært mål, idet stationen ganske vist var<br />
civil, men blev brugt til militære formål, hvorfor <strong>den</strong> mistede beskyttelse.<br />
350 Storbritanniens premierminister Tony Blair udtalte dagen efter bombardementet, at angrebet mod<br />
TV- <strong>og</strong> radiostationen var fuldt legitimt, The Times, 24. april 1999, jf. FN, Final Report to the Prosecutor<br />
by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign Against the Federal<br />
Republic of Yugoslavia, juni 2000, afsnit 74. NATO indikerede i en pressemeddelelse af 8. april 1999,<br />
at stationen ville blive angrebet, hvis ikke Serbiens leder, Milosovic, tillod 6 timers nyhedsformidling<br />
fra vestlige nyhedsbureauer på lige fod med serbiske nyhedsbureauer u<strong>den</strong> censur. FN, Final Report<br />
to the Prosecutor by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign Against the<br />
Federal Republic of Yugoslavia, juni 2000, afsnit 74.
130 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Repressalier<br />
Ved anvendelsen af repressalier sondres mellem repressalier før konflikten bryder ud i en<br />
egentlig krig, <strong>og</strong> efter krigen er brudt ud, dvs. repressalier reguleret af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>. Repressalier, in<strong>den</strong> konflikten er brudt ud i en egentlig væbnet konflikt, er modforholdsregler<br />
taget af en stat, der har været udsat for et <strong>folkeret</strong>sbrud begået af en an<strong>den</strong><br />
stat. Repressalier under en krig mod beskyttede personer eller objekter er forbudt.<br />
Maritim krigsførelse <strong>og</strong> luftkrigsførelse<br />
Maritim krigsførelse er sparsomt reguleret, <strong>og</strong> traktaterne er af ældre dato. I dag<br />
anses San Remo-manualen om søkrigsførelse af 1994 for at være gæl<strong>den</strong>de international<br />
humanitær sædvaneret i forbindelse med maritim krigsførelse. De relevante<br />
bestemmelser fra de ældre traktater er videreført, <strong>og</strong> manualen tager højde for både<br />
teknol<strong>og</strong>iske fremskridt, udviklingen i havretten generelt samt miljøspørgsmål.<br />
Luftkrigsførelse er ligeledes reguleret i San Remo-manualen <strong>og</strong> derudover i et<br />
sæt regler, der er over 80 år gamle.<br />
Tillægsprotokol I, især artikel 49 – 58 om beskyttelse af civilbefolkningen <strong>og</strong> civile<br />
genstande m.m. finder anvendelse i forbindelse med maritim krigsførelse <strong>og</strong> luftkrigsførelse,<br />
jf. 57(4):<br />
„Under gennemførelse af militære operationer til vands eller i luften skal hver stri<strong>den</strong>de<br />
part, i overensstemmelse med <strong>den</strong>s rettigheder <strong>og</strong> pligter i henhold til de <strong>folkeret</strong>lige<br />
regler under væbnede konflikter, træffe alle rimelige forsigtighedsforanstaltninger for<br />
at undgå tab af civiles liv <strong>og</strong> skade på civile genstande“.<br />
Derudover skal alle angreb fra luften <strong>og</strong> havet foregå under iagttagelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> <strong>den</strong>nes 5 grundprincipper.<br />
Anvendelsen af luft- <strong>og</strong> missilteknol<strong>og</strong>i som krigsstrategi er under en næsten eksplosiv<br />
udvikling, mens virkningerne af <strong>den</strong>ne udvikling ikke haft samme juridiske<br />
bevågenhed.<br />
351 Genève-konvention I, artikel 46, Genève-konvention II, artikel 47, Genève-konvention III, artikel<br />
13, Genéve-konvention IV, artikel 33, Tillægsprotokol I, artikel 20, artikel 51 (6), artikel 55 (2),<br />
artikel 56 (4) samt 1954 Kulturkonventionen, artikel 4. Se desu<strong>den</strong> ICRC’s Sædvaneretsstudie, regel<br />
nr. 146 – 148 samt Frits Kalshoven, Belligerent Reprisals, Martinus Nijhoff, 2005.<br />
352 Relevante konventioner er bl.a. Haager-konvention VII af 18. oktober 1907 om handelsskibes forandring<br />
til krigsskibe, Haager-konvention VIII af 18. oktober 1907 om udlægning af undersøiske<br />
stødminer, Haager-konvention IX af 18. oktober 1907 om visse indskrænkninger i udøvelsen af<br />
opbringelsesretten under søkrig, Haager-konvention XIII af 18. oktober 1907 om neutrale magters<br />
rettigheder <strong>og</strong> pligter under søkrig.<br />
353 San Remo-manualens artikel 13, 38-45, 46, 53-58, 62–66, 70–78, 109–117, 121, 125–134, 141–145,<br />
153–160, <strong>og</strong> hele del IV, der svarer til reglerne i Genève-konvention I <strong>og</strong> II om hospitalsfly <strong>og</strong> disses<br />
bemanding <strong>og</strong> passagerer.<br />
354 Haager-regler om luftkrigsførelse af 1923. Det bemærkes, at de pågæl<strong>den</strong>de regler aldrig er blevet<br />
formelt vedtaget, men at de, indtil vedtagelsen af Tillægsprotokol I, i vidt omgang blev anvendt af<br />
stater.<br />
355 Se nærmere om disse 5 grundprincipper ovenfor i kapitel 1. Tilsvarende for angreb fra luften gælder<br />
forbu<strong>den</strong>e i ICC-statutten, blandt andet forbudet om at rette angreb mod civilbefolkningen eller<br />
civile genstande, jf. de relevante bestemmelser i artikel 8(2).<br />
356 Dette er årsagen til etableringen af projektet „International Humanitarian Law in Air and Missile<br />
Warfare“. Projektet er inspireret af San Remo-manualen <strong>og</strong> har som mål at fremkomme med forslag
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 131<br />
6.3. Særligt beskyttede genstande <strong>og</strong> områder<br />
Forbudet mod at rette angreb mod civilbefolkningen <strong>og</strong> mod civile genstande eksisterer,<br />
fordi civilbefolkningen <strong>og</strong> civile mål skal skånes mest muligt. For en nærmere beskrivelse<br />
af legitime militære mål <strong>og</strong> civile genstande henvises til afsnit 6.2. Der er civile<br />
genstande <strong>og</strong> områder, der nyder særlig beskyttelse mod kamphandlingerne. N<strong>og</strong>le af<br />
disse gennemgås kort ne<strong>den</strong>for.<br />
Genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overlevelse<br />
Den generelle beskyttelse af civile genstande følger af Tillægsprotokol I, artikel 52, der<br />
forbyder angreb på civile genstande. Tillægsprotokol I, artikel 54 indeholder forbud<br />
mod at rette angreb mod genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overlevelse,<br />
med det bestemte formål at hindre, at disse genstande kan tjene som underhold<br />
for civilbefolkningen. Årsagen til bestemmelsen er, at det ikke er tilstrækkeligt alene<br />
at forbyde vilkårlige angreb mod civilbefolkningen eller <strong>den</strong> vilkårlige anvendelse af<br />
våben, hvis det er muligt at anvende våben på en legitim måde med konsekvenser til<br />
skade for civilbefolkningen. Bestemmelsen er ikke udtømmende. Det kan derfor ikke<br />
udelukkes, at genstande som tøj <strong>og</strong> midlertidige beskyttelsesværn efter omstændighederne<br />
vil kunne omfattes af beskyttelsen i artikel 54.<br />
Udsultning som en metode for krigsførelse er absolut forbudt, jf. Tillægsprotokol<br />
54(1). 0 Forbudet understreges i Tillægsprotokol I, artikel 54(2), der forbyder ødelæggelse<br />
af blandt andet fødevarer, afgrøder <strong>og</strong> husdyr, drikkevandsinstallationer <strong>og</strong> forsyninger<br />
samt overrislingsanlæg, som er uundværlige for civilbefolkningens underhold<br />
<strong>og</strong> overlevelse. Civilbefolkningen ville i sådanne situationer kunne blive efterladt<br />
u<strong>den</strong> tilstrækkeligt med føde eller vand, <strong>og</strong> dermed ville der bestå en latent risiko for<br />
udsultning eller nødtvungen bortflyting. Men genstan<strong>den</strong>e må på <strong>den</strong> an<strong>den</strong> side<br />
ødelægges, hvis de „udelukkende“ anvendes til brug for de væbnede styrker, jf. Tilllægsprotokol<br />
I, artikel 54(3)(a).<br />
til et juridisk regelsæt, der én gang for alle i<strong>den</strong>tificerer de sædvaneretlige regler in<strong>den</strong>for <strong>folkeret</strong>ten,<br />
der regulerer luftkrigsførelse. Mere information om projektet tilgængeligt på: http://www.ihlresearch.<br />
org/amw/project.php<br />
357 ICC-statutten kriminaliserer i artikel 8(2)(b)(ii) angreb rettet specifikt mod civile genstande. Se<br />
derudover ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 35,<br />
s. 119-120 <strong>og</strong> regel nr. 37, s. 122-126.<br />
358 Der gælder d<strong>og</strong> en undtagelse for så vidt angår „dual use“-objekterne.<br />
359 Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987),<br />
kommentar nr. 2103, s. 655.<br />
360 Overtrædelser af forbudet er sanktioneret i ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(xxv). Forbudet har endvidere<br />
status som sædvaneret, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005),<br />
Vol. I, regel nr. 53, s. 186-189.<br />
361 Det kan tilføjes, at handlinger foretaget med det formål at udsulte civilbefolkningen vil blive betragtet<br />
som folkedrab, hvis handlingerne foretages for helt eller delvist at udrydde en national, etnisk, racemæssig<br />
eller religiøs befolkningsgruppe som sådan. Handlingerne ville i sådanne tilfælde krænke både<br />
Tillægsprotokol I <strong>og</strong> Folkedrabskonventionen. Se kapitel 7 om retsforfølgning for en uddybning.<br />
362 Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987),<br />
kommentar nr. 2112, s. 657.
132 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige egenskaber<br />
Værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige egenskaber, er civile genstande <strong>og</strong> er specifikt<br />
beskyttet mod angreb i artikel 56. Bestemmelsen forbyder som udgangspunkt angreb<br />
mod værker eller anlæg, der rummer farlige kræfter, såsom dæmninger, diger <strong>og</strong><br />
kernekraftværker, hvis angrebet kan forårsage frigørelse af farlige kræfter <strong>og</strong> følgelig<br />
alvorlige tab blandt civilbefolkningen, jf. Tillægsprotokol I, artikel 56(1). Efter artikel<br />
56 (2) kan <strong>den</strong> særlige beskyttelse af sådanne værker <strong>og</strong> anlæg d<strong>og</strong> ophøre, såfremt de<br />
benyttes til regelmæssig, betydelig <strong>og</strong> direkte støtte for militære operationer. Et angreb<br />
betinges af, at „alle praktiske sikkerhedsforanstaltninger træffes for at undgå frigørelsen<br />
af de farlige kræfter“, jf. Tillægsprotokol I, artikel 56(3). Det er i øvrigt forbudt at gøre<br />
værkerne eller anlæggene til genstand for repressalier, jf. Tillægsprotokol I, artikel<br />
56(4). Iværksættes der et angreb mod værker eller anlæg, der rummer farlige kræfter,<br />
med vi<strong>den</strong> om at angrebet vil forårsage usædvanligt store tab af menneskeliv, skade<br />
på civilpersoner eller beskadigelse af civile genstande, vil angrebet udgøre en grov<br />
overtrædelse af protokollen, jf. Tillægsprotokol I, artikel 85,(3)(c).<br />
Der er to betingelser, der skal være opfyldt, før det er lovligt at angribe dæmninger,<br />
diger, kernekraftværker <strong>og</strong> militære mål, der er placeret i nærhe<strong>den</strong> af disse værker<br />
eller anlæg. For det første skal anlægget anvendes til „regelmæssig, betydelig <strong>og</strong> direkte<br />
støtte for militære operationer“, <strong>og</strong> for det andet skal angrebet være <strong>den</strong> „eneste<br />
mulige måde, hvorved sådan støtte kan bringes til ophør“, jf. Tillægsprotokol I, artikel<br />
56(2). Legitime militære objekter placeret i nærhe<strong>den</strong> af sådanne værker <strong>og</strong> anlæg må<br />
under et skærpet proportionalitetskrav angribes, hvis dette ikke vil være til fare for<br />
civilbefolkningen.<br />
Der gælder, som nævnt ovenfor i kapitel 6, en forpligtelse til at bestræbe sig på ikke<br />
at placere militære mål i nærhe<strong>den</strong> af værker <strong>og</strong> anlæg, der er omfattet af Tillægsprotokol<br />
I, artikel 56(1), jf. artikel 56(5).<br />
Som eksempel på et angreb, som må anses som stri<strong>den</strong>de imod Tillægsprotokol I,<br />
artikel 56, kan nævnes et planlagt angreb på et vandkraftværk nær en dæmning. Uanset<br />
om vandkraftværket under de på det pågæl<strong>den</strong>de tidspunkt herskende omstændigheder<br />
måtte være et legitimt militært mål, må det ikke angribes, hvis angrebet medfører risko<br />
for ødelæggelse af dæmningen. Det samme gælder, selv om der lige ved si<strong>den</strong> af anlægget<br />
løber en jernbane eller ligger en bro, der under de på det pågæl<strong>den</strong>de tidspunkt<br />
herskende omstændigheder udgør et legitimt militært mål.<br />
363 Overtrædelser af forbudet er sanktioneret i ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(iv). Overtrædelse af ICCstatutten,<br />
artikel 8(2)(b)(iv) er d<strong>og</strong> betinget af, at overtræderen foretager angrebet forsætligt med<br />
vi<strong>den</strong> om, at det pågæl<strong>den</strong>de angreb vil forårsage tilfældige tab blandt civile, skade på civile eller<br />
civile genstande eller udbredt, langvarig <strong>og</strong> alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville<br />
overstige <strong>den</strong> forventede konkrete <strong>og</strong> direkte samlede militære fordel. Forbudet har endvidere status<br />
som sædvaneret, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel<br />
nr. 42, s. 139-142.<br />
364 Tillægsprotokol I, artikel 85(3)(c), jf. (5). Angreb, der forårsager alvorlige tab blandt civilbefolkningen<br />
eller udbredt, langvarig <strong>og</strong> alvorlig skade på miljøet, er kriminaliseret i ICC-statuttens artikel<br />
8(2)(b)(iv). Se derudover ICRC’s Sædvaneretsstudie, regel nr. 43-45.<br />
365 Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Wenger, Zimmermann (1987),<br />
Kommentar nr. 2156-2157, s. 670.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 133<br />
På <strong>den</strong> an<strong>den</strong> side er der intet til hinder for, at en stat under en krig fjerner, ødelægger<br />
eller gør sine egne værker ubrugelige. Der må bare ikke opstå fare for civilbefolkningen,<br />
for eksempel i form af udslip af farlige kræfter.<br />
Ud over at forbyde angreb, der har konsekvenser for civilbefolkningen, er angreb,<br />
der har konsekvenser for det naturlige miljø ligeledes forbudt, jf. Tillægsprotokol I,<br />
artikel 35(3) <strong>og</strong> 55.<br />
Kulturværdier366<br />
Kulturværdier defineres som flytbare <strong>og</strong> ikke-flytbare værdier af afgørende betydning<br />
for alle folkeslags kulturarv såsom mindesmærker, kirkelige eller verdslige, af arkitektonisk,<br />
kunstnerisk eller historisk art; arkæol<strong>og</strong>iske steder; grupper af bygninger,<br />
der som helhed er af historisk eller kunstnerisk interesse; kunstværker; manuskripter,<br />
bøger <strong>og</strong> andre genstande af kunstnerisk, historisk eller arkæol<strong>og</strong>isk interesse; såvel<br />
som vi<strong>den</strong>skabelige samlinger <strong>og</strong> vigtige samlinger af bøger eller arkiver eller af reproduktioner<br />
af de genstande, der er beskrevet ovenfor. Hertil føjes bygninger, hvis<br />
hovedformål er at tjene som opbevarings- <strong>og</strong> udstillingssted for flytbare kulturværdier,<br />
<strong>og</strong> som faktisk tjener dette formål, herunder museer, store biblioteker, arkivlokaler <strong>og</strong><br />
beskyttelsesrum, der i tilfælde af væbnet konflikt skal give ly for flytbare kulturværdier,<br />
jf. Kulturkonventionen artikel 1. Angreb mod disse beskyttede genstande vil, i det omfang<br />
de ligeledes falder ind under Tillægsprotokol I, artikel 85(4)(d), udgøre en grov<br />
overtrædelse af Tillægsprotokol I.<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
Kulturkonventionen, artikel 1(a) etablerer en særlig beskyttelse for<br />
bestemte kulturgenstande, der er „af afgørende betydning for alle folkeslags<br />
kulturarv“.<br />
Tillægsprotokol I, artikel 53 beskytter kulturelle genstande, „som udgør<br />
folkenes kulturelle eller åndelige arv“.<br />
Protokol II til Kulturkonventionen, artikel 10 introducerer bestemmelser om<br />
forhøjet beskyttelse, der finder anvendelse på genstande, der er „kulturarv af<br />
største vigtighed for menneskehe<strong>den</strong>“.<br />
Protokol II til Kulturkonventionen, artikel 22(1) udvider anvendelsesområdet<br />
for konventionen til <strong>og</strong>så at omfatte interne væbnede konflikter.<br />
Der er forskel på beskyttelsesniveauet i henholdsvis Tillægsprotokol I, artikel 53 <strong>og</strong><br />
Kulturkonventionen <strong>og</strong> Protokol II til Kulturkonventionen. Det blev da <strong>og</strong>så udtalt ved<br />
<strong>den</strong> diplomatiske konference, der ledte op til vedtagelsen af Tillægsprotokol I i 1977,<br />
at Kulturkonventionen af 1954 fastlagde en mere generel beskyttelse, mens hensigten<br />
366 Kulturværdier er beskyttet i Haager-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i<br />
tilfælde af væbnet konflikt (Kulturkonventionen) samt <strong>den</strong>nes tilhørende protokoller fra hhv. 1954<br />
<strong>og</strong> 1999. Der findes ligeledes en række relevante bestemmelser i Tillægsprotokol I, artikel 38, 53 <strong>og</strong><br />
85(4)(d), Tillægsprotokol II, artikel 16 <strong>og</strong> ICC-statuttens artikel 8(2)(b)(ix) <strong>og</strong> (e)(iv).<br />
367 Angreb på visse kulturværdier er santioneret i ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(ix) <strong>og</strong> 8(2)(e)(iv). Sædvaneretten<br />
indeholder ligeledes bestemmelser, der vedrører beskyttelsen af kulturværdier, jf. ICRC’s<br />
Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 38-41, s. 127-138.
134 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
med Tillægsprotokol I, artikel 53 var at yde en særlig beskyttelse til en mere snæver<br />
gruppe af kulturgenstande.<br />
Derudover har UNESCO’s Generalforsamling udtalt, at beskyttelsen af kulturværdier<br />
som fastslået i Kulturkonventionen er udtryk for gæl<strong>den</strong>de sædvaneret. I overensstemmelse<br />
med reglerne i Kulturkonventionen <strong>og</strong> Protokol II må kulturværdierne kun<br />
angribes, hvis der foreligger tvingende militær nødvendighed, <strong>og</strong> da kun så længe <strong>den</strong>ne<br />
nødvendighed varer.<br />
Protokol II til Kulturkonventionen stiller yderligere krav om, at beslutningen om<br />
påberåbelse af en by<strong>den</strong>de militær nødvendighed skal tages af en højtstående officer,<br />
samt at der skal gives effektivt forudgående varsel, jf. artikel 6(c) <strong>og</strong> 6(d). Protokol II<br />
til Kulturkonventionen etablerer endvidere en ekstra forhøjet beskyttelse for særlige<br />
genstande. Denne forhøjede beskyttelse er gennemført, fordi efterlevelsen af reglerne<br />
i Kulturkonventionen har vist sig mangelfuld.<br />
Som eksempel på <strong>den</strong> ineffektive efterlevelse kan nævnes <strong>den</strong> omfattende ødelæggelse<br />
af nationale, etniske <strong>og</strong> religiøse bygninger <strong>og</strong> genstande i Eksjugoslavien.<br />
Protokol II til Kulturkonventionen etablerer ydermere adgang for de kontraherende<br />
parter til at få særlige kulturelle værdigenstande optegnet på en liste, der er oprettet i<br />
samarbejde med UNESCO, <strong>og</strong> som giver disse kulturværdier en særlig forhøjet beskyttelse.<br />
0 Derudover opretter protokollen en komité til beskyttelse af kulturværdier i<br />
tilfælde af væbnet konflikt. Komitéen skal blandt andet udvikle retningslinier for gennemførelse<br />
af protokollen, overvåge <strong>den</strong>nes gennemførelse samt udvikle en liste, der opregner<br />
de kulturgenstande, der har forhøjet beskyttelse. Komitéen kan samarbejde med<br />
internationale <strong>og</strong> nationale statslige <strong>og</strong> ikke-statslige organisationer, heriblandt ICRC.<br />
Komitéen assisteres af UNESCOs sekretariat. Både Kulturkonventionen <strong>og</strong> Protokol<br />
II til Kulturkonventionen etablerer en forpligtelse til at markere kulturgenstan<strong>den</strong>e med<br />
et særligt kendetegn samt til at etablere straffesanktioner for overtrædelser. Kapitel fire<br />
i Protokol II til Kulturkonventionen supplerer artikel 28 i Kulturkonventionen ved<br />
at etablere individuelt strafansvar for overtrædelser samt regler om retsforfølgning,<br />
udlevering til retsforfølgning <strong>og</strong> internationalt samarbejde.<br />
Danmark ratificerede i marts 2003 Kulturkonventionen samt Protokol I til Kulturkonventionen.<br />
Blandt andet Finland, Spanien, Tyskland <strong>og</strong> Østrig har ratificeret<br />
Protokol II til Kulturkonventionen. Danmarks ratifikation af Kulturkonventionen<br />
<strong>og</strong> Protokol I krævede ingen ændring af <strong>den</strong> danske lovgivning, hvorfor der ikke var<br />
behov for at indhente Folketingets samtykke.<br />
368 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. 129-130.<br />
369 Kulturkonventionen, artikel 11(2) <strong>og</strong> Protokol II til Kulturkonventionen, artikel 6. Mulighe<strong>den</strong> for<br />
undtagelsesvist at gøre kulturværdier til genstand for angreb i tilfælde af tvingende militær nødvendighed<br />
finder ikke anvendelse, hvis <strong>den</strong> givne kulturværdi er omfattet af <strong>den</strong> forhøjede beskyttelse<br />
i Tillægsprotokol I, artikel 53 eller Tillægsprotokol II, artikel 16, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved<br />
Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, s. 130.<br />
370 Protokol II af 29. marts 1999 til Kulturkonventionens artikel 4, 10 <strong>og</strong> 11.<br />
371 Protokol II til Kulturkonventionen, artikel 24, 26, 28.<br />
372 Kulturkonventionen, artikel 6, 16, 17 <strong>og</strong> 28 <strong>og</strong> Protokol II til Kulturkonventionen, artikel 15 -21.<br />
373 Se Bekendtgørelse nr. 32 af 23. oktober 2003 af UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse<br />
af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt med tilhørende protokol.<br />
374 http://portal.unesco.org/la/convention.asp?KO=15207&language=E<br />
375 Betænkning 1435/2004 om <strong>den</strong> militære straffelov, retsplejelov <strong>og</strong> disciplinarlov, s. 287, note 35.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 135<br />
Kulturministeriet oplyste i 2005 til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> vedrørende ratifikation af Protokol<br />
II, at der i forbindelse med gennemførelsen af konventionen i dansk ret blev nedsat<br />
et implementeringsudvalg, der er sammensat af relevante ministerier <strong>og</strong> myndigheder.<br />
Dette udvalg arbejder <strong>og</strong>så med spørgsmålet om en eventuel ratifikation af Protokol<br />
II. Det er uafklaret, hvornår en dansk ratifikation finder sted, men Kulturministeriet<br />
har over for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> oplyst, at det er regeringens ønske at ratificere Protokol<br />
II til Kulturkonventionen.<br />
Særligt beskyttede zoner377<br />
Der eksisterer to forskellige slags beskyttelseszoner: beskyttelseszoner oprettet af FNstyrker,<br />
„safe areas“ <strong>og</strong> beskyttelseszoner oprettet af parterne til <strong>den</strong> væbnede konflikt.<br />
Beskyttelseszoner oprettet af FN-styrker har til formål at forhindre, at visse personer<br />
eller persongrupper ikke falder i fjen<strong>den</strong>s hænder. Derudover er det forbudt at angribe<br />
uforsvarede byer eller „åbne byer“. „Åben by“ karakteriserer en by, der hverken<br />
forsvares indefra eller udefra, <strong>og</strong> som modparten derfor kan indtage u<strong>den</strong> at gøre skade<br />
på civilbefolkningen <strong>og</strong> civile genstande. Begrebet bruges synonymt med „uforsvaret<br />
by“.<br />
Beskyttelseszonerne oprettet af parterne til <strong>den</strong> væbnede konflikt har til formål at<br />
skåne civilbefolkningen mod farer, der opstår som følge af militære operationer, ved at<br />
sikre, at der ikke i de beskyttede zoner befinder sig militære mål. Hvis zonerne opfylder<br />
betingelserne, må de under ingen omstændigheder angribes. 0 Hvis en demilitariseret<br />
zone eller et ikke-forsvaret område trods forbudet alligevel angribes „forsætligt“, <strong>og</strong> angrebet<br />
„forårsager død eller alvorlige skader på legeme eller helbred“, vil dette kvalificere<br />
angrebet som en grov overtrædelse af Tillægsprotokol I, jf. artikel 85(3)(d). Angreb<br />
mod ikke-forsvarede områder kan udgøre forsætlige angreb på civilbefolkningen eller<br />
civile enkeltpersoner, der ikke tager del i fjendtlighederne eller civile genstande, der<br />
ikke er militære mål.<br />
Ne<strong>den</strong>for er et eksempel fra Eksjugoslavien på en beskyttelseszone oprettet af FNstyrker.<br />
Specifikt for sikkerhedszonerne i Bosnien-Hercegovina skal det nævnes, at<br />
ICRC allerede i 1992 stærkt opfordrede det internationale samfund til at etablere <strong>og</strong><br />
til at sørge for <strong>den</strong> nødvendige internationale beskyttelse af sikkerhedszonerne, f.eks.<br />
ved deployering af UNPROFOR.<br />
Byen Srebrenica i <strong>den</strong> østlige del af Bosnien-Hercegovina blev i 1993 af FN’s Sikkerhedsråd<br />
erklæret som et „safe area“ for de ca. 40.000 internt fordrevene bosniske<br />
muslimske for at forhindre, at de faldt i hænderne på de serbiske styrker, der havde<br />
omringet byen.<br />
376 Telefonisk samtale med Kulturministeriet <strong>den</strong> 11. august 2005.<br />
377 Se <strong>og</strong>så kapitel 6.<br />
378 Sassoli & Bouvier (1999), s. 172.<br />
379 UK Ministry of Defence (2004), s. 80, note 179.<br />
380 For yderligere om sikkerhedszoner henvises til kapitel 6.<br />
381 Forbudet mod at angribe en demilitariseret zone har desu<strong>den</strong> status som sædvaneret, jf. ICRC’s<br />
Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 36, s. 120-121.<br />
382 ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(i) <strong>og</strong> 8(2)(b)(ii) (hvis beskyttet af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket).<br />
383 Sassoli & Bouvierr (1999), s. 1127-1129.<br />
384 FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 819, (SC/RES/819), 16. april 1993, s. 2. Byen blev imidlertid ikke<br />
demilitariseret, idet parterne ikke kunne opnå enighed om definitionen <strong>og</strong> fortolkningen af en
13 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
I dagene mellem <strong>den</strong> 11. – 19. juli 1995 foret<strong>og</strong> bosniske serbiske styrker massehenrettelser<br />
af bosniske muslimer i Srebrenica samt andre landsbyer i nærhe<strong>den</strong>. I løbet af<br />
6 dage blev mellem 7.000-8.000 bosniske muslimske mænd systematisk <strong>og</strong> summarisk<br />
henrettet <strong>og</strong> smidt i massegrave.<br />
I Srebrenica havde omkring 26.000 mænd, kvinder, børn <strong>og</strong> ældre søgt ly i FN-styrkernes<br />
base – en gammel batterifabrik ved Potocari, et par kilometer nord for Srebrenica<br />
– fordi de serbiske styrker afbrændte huse, terroriserede, voldt<strong>og</strong> <strong>og</strong> myrdede. Mange<br />
begik selvmord ved at hænge sig for at undgå serbernes mishandling. De bosniske<br />
muslimer blev tvunget ud fra fabrikken, gennet sammen i lastbiler <strong>og</strong> busser <strong>og</strong> kørt<br />
væk. Men in<strong>den</strong> da blev alle mænd <strong>og</strong> drenge i <strong>den</strong> kampdygtige alder, omkring 3000<br />
mennesker, systematisk separeret fra kvinderne <strong>og</strong> børnene <strong>og</strong> blev dræbt.<br />
Disse massehenrettelser var blot en af de etniske udrensninger, som serberne foret<strong>og</strong><br />
i Bosnien-Hercegovina. Disse etniske udrensninger blev til et folkedrab. En af<br />
de hovedansvarlige var general Radislav Krstic. Krstic var næstkommanderende for<br />
Drina-korpset indtil omkring <strong>den</strong> 20. – 21. juli 1995 <strong>og</strong> derefter øverstkommanderende<br />
for korpset. General Krstic blev i 2001 idømt 46 års fængsel ved ICTY, men i 2004<br />
nedsatte appelkammeret hans straf til 35 år, fordi appelkammeret mente, at Krstic, selv<br />
om han var klar over, at visse personer i toppen af <strong>den</strong> serbiske hær havde intentioner<br />
om at begå folkedrab, snarere havde medvirket hertil u<strong>den</strong> selv at have haft det særlige<br />
forsæt, (latin: dolus specialis), der strafferetligt kræves for at kunne straffe for folkedrab.<br />
Appelkammeret sagde med andre ord, at Krstic ikke kunne straffes for andres hensigt,<br />
men for at have været vi<strong>den</strong>de herom <strong>og</strong> for ikke at have gjort n<strong>og</strong>et ved det, men<br />
omvendt for at have deltaget aktivt i folkedrabet ved blandt andet for at have udlånt<br />
tropper hertil.<br />
I Genève-konventionerne sondres mellem en række forskellige zoner <strong>og</strong> områder:<br />
demilitariseret zone. Beskyttelseszonen udviklede sig herefter katastrofalt, på grund af manglende<br />
vilje fra det internationale samfunds side til at autorisere væbnet magt til at opretholde zonen. FN<br />
blev voldsomt kritiseret for dette manglende mandat, <strong>og</strong> i dag er FN-styrker, der udsendes under<br />
kapitel VII operationer, udstyret med et udvidet mandat, med tilladelse til at bruge magtanvendelse<br />
til at gennemføre opgaven.<br />
385 ICTY, Prosecutor v. Krstic, (IT-98-33-T), dom af 2. august 2001, afsnit 307-311. Drina-korpset var<br />
et af de korps, der udgjorde <strong>den</strong> serbiske hær, VRS.<br />
386 ICTY, Prosecutor v. Krstic, (IT-98-33-T), dom af 2. august 2001, afsnit 307-311. Drina-korpset var<br />
et af de korps, der udgjorde <strong>den</strong> serbiske hær, VRS.<br />
387 ICTY, Prosecutor v. Radislav Krstic, (IT-98-33-T), dom af 2. august 2001, afsnit 726 <strong>og</strong> ICTY, Prosecutor<br />
v. Radislav Krstic, (IT-98-33-A), dom af 19. april 2004, afsnit 275.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 13<br />
Internationale væbnede konflikter388<br />
Terminol<strong>og</strong>i Hospitalszoner<br />
<strong>og</strong> – områder,<br />
der er indrettet<br />
med henblik<br />
på at beskytte<br />
sårede <strong>og</strong> syge<br />
Hjemmel Genève-konvention<br />
I,<br />
artikel 23<br />
Kategorier af<br />
beskyttede<br />
personer<br />
Oprettelses-<br />
måde<br />
Karakteristika<br />
Beliggenhed<br />
Tidsramme<br />
Sårede, syge <strong>og</strong><br />
sanitetspersonel.<br />
Skriftlig aftale<br />
mellem parterne<br />
eller ensidig<br />
erklæring<br />
anerkendt af<br />
modparten.<br />
Væk fra områder<br />
med aktive<br />
kamphandlinger.<br />
Så længe det er<br />
nødvendigt.<br />
Markeringer <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- eller<br />
<strong>Røde</strong> Halvmåne-mærket<br />
på hvid bund.<br />
Hospitals- <strong>og</strong><br />
sikkerhedszoner<br />
<strong>og</strong> andre<br />
lokaliteter<br />
Genève-konvention<br />
IV,<br />
artikel 14<br />
Bestemte kategorier<br />
af civile:<br />
syge, sårede,<br />
gamle svagelige,<br />
gravide kvinder<br />
<strong>og</strong> mødre til<br />
børn under 7<br />
år, børn under<br />
15 år.<br />
Skriftlig aftale<br />
mellem parterne<br />
eller ensidig<br />
erklæring<br />
anerkendt af<br />
modparten.<br />
Væk fra områder<br />
med aktive<br />
kamphandlinger.<br />
Så længe det er<br />
nødvendigt.<br />
<strong>Røde</strong> skråstriber<br />
på hvid<br />
bund.<br />
Interne væbnede konflikter389<br />
Neutraliserede<br />
zoner<br />
Genève-konvention<br />
IV,<br />
artikel 15<br />
Alle civile,<br />
der ikke tager<br />
direkte del i<br />
kamphandlingerne<br />
samt<br />
syge <strong>og</strong> sårede<br />
kombattanter.<br />
Skriftlig aftale<br />
mellem<br />
parterne.<br />
Inde i<br />
kampzonen.<br />
Midlertidig.<br />
Endnu ikke<br />
defineret.<br />
Terminol<strong>og</strong>i Neutraliserede zoner<br />
Uforsvarede<br />
områder<br />
Tillægsprotokol<br />
I, artikel 59<br />
Civilbefolkningen<br />
bosat i<br />
området.<br />
Erklæring til<br />
modparten eller<br />
ad hoc-aftale<br />
(hvis alle betingelserne<br />
ikke er<br />
opfyldt).<br />
Nær ved eller<br />
i en zone,<br />
hvor styrkerne<br />
er i kontakt,<br />
når området<br />
står åbent for<br />
besættelse af en<br />
modpart.<br />
Fastlægges efter<br />
aftale mellem<br />
parterne.<br />
Hjemmel Genève-konventionernes fælles artikel 3.<br />
Kategorier af beskyttede personer Civilbefolkningen.<br />
Demilitariserede<br />
zoner<br />
Tillægsprotokol<br />
I, artikel 60<br />
Civilbefolkningen<br />
bosat i<br />
området.<br />
Udtrykkelig<br />
aftale.<br />
Begrænser<br />
udstrækningen<br />
af området<br />
for militære<br />
operationer.<br />
Fastlægges efter<br />
aftale mellem<br />
parterne<br />
Oprettelsesmåde Aftale mellem parterne <strong>og</strong>/eller i praksis et ICRC-initiativ.<br />
Karakteristika<br />
Beliggenhed<br />
Tidsramme<br />
Anal<strong>og</strong> anvendelse af reglerne for zonen oprettet i medfør af<br />
Genève-konvention IV, artikel 15.<br />
Markeringer <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- eller <strong>Røde</strong> Halvmåne-mærket, hvis oprettet af eller<br />
for ICRC.<br />
388 Skemaet er reproduceret fra: Sasòli & Bouvier (1999), s. 173.<br />
389 Skemaet er reproduceret fra: Sasòli & Bouvier (1999), s. 173.
13 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Det naturlige miljø<br />
Tillægsprotokol I, artikel 35(3) <strong>og</strong> 55 indeholder en pligt til at drage omsorg for beskyttelsen<br />
af det naturlige miljø. 0 Artikel 35(3) indeholder forbud mod at anvende<br />
„metoder eller midler i krigsførelse, som tilsigter eller som må forventes at forårsage<br />
udbredt, langvarig <strong>og</strong> alvorlig skade på det naturlige miljø“. Artikel 55(1) supplerer forbudet<br />
ved at forbyde „brug af krigsmetoder eller krigsmidler i krigsførelsen, som tilsiger<br />
eller som må forventes at forårsage [langvarig <strong>og</strong> alvorlig] skade på det naturlige miljø<br />
<strong>og</strong> derved skade befolkningens helbred eller overleven“. Repressalier i form af angreb<br />
på det naturlige miljø er ligeledes forbudt, jf. Tillægsprotokol 55(2). Sædvaneretten<br />
indeholder ligeledes forbud mod angreb på det naturlige miljø.<br />
Kravene i artikel 35(3) om, at <strong>den</strong> tilsigtede eller forventede skade på miljøet skal<br />
være udbredt, langvarig <strong>og</strong> alvorlig, gælder samtidigt (kumulative). At ska<strong>den</strong> skal være<br />
langvarig vil som udgangspunkt sige, at <strong>den</strong> mindst skal strække sig over et eller flere<br />
år eller en eller flere høstæsoner.<br />
Som eksempel på situationer, hvor formodningen vil være, at angrebet vil forårsage<br />
skade på det naturlige miljø eller udgøre en fare for civilbefolkningen i en sådan<br />
grad, at angrebet vil være en krænkelse af Tillægsprotokol I, selv om installationen er<br />
et legitimt militært mål, kan nævnes angreb, der er rettes mod kemiske fabrikker <strong>og</strong><br />
olieinstallationer. Ligeledes må olieudslippene <strong>og</strong> oliebran<strong>den</strong>e under <strong>den</strong> 1. Golfkrig<br />
i 1990/1991 antages at kvalificere sig som et brud på Tillægsprotokol I, artikel 35(3).<br />
Dette skal ses i sammenhæng med forbudet i Tillægsprotokol I, artikel 56 mod at angribe<br />
værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige kræfter.<br />
390 ICRC/FN’s Generalforsamling, Guidelines for Military Manuals and Instructions on the Protection of<br />
the Environment in Times of Armed Conflict, (A/49/323), 19. august 1994. Dokumentet er optrykt i<br />
Roberts & Guelff (2004), s. 609- 614.<br />
391 San Remo Manualen, artikel 11 indeholder en opfordring til, at der aftales et forbud mod krigshandlinger<br />
i områder, der udgør sjældne eller skrøbelige havmiljøer, <strong>og</strong> områder, der er det naturlige<br />
miljø for reducerede eller truede dyre- <strong>og</strong> plantearter eller andre livsformer. Manualens artikel 44<br />
foreskriver, at: „Methods and means of warfare should be employed with due regard for the natural<br />
environment taking into account the relevant rules of international law. Damage to or destruction of<br />
the natural environment not justified by military necessity and carried out wantonly is prohibited“.<br />
ICC-statutten, artikel 8(2)(b)(iv) kriminaliserer angreb, der iværksættes med vi<strong>den</strong> om, at angrebet<br />
vil forårsage udbredt, langvarig <strong>og</strong> alvorlig skade på miljøet, der ikke ville være proportional med<br />
<strong>den</strong> militære fordel, angrebet forventes at medføre.<br />
392 ICJ, Legality of the Use by a State of Nuclear Weapons in Armed Conflict, Advisory Opinion, ICJ Reports<br />
1996, (8. juli, 1996), afsnit 31. Se <strong>og</strong>så ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck<br />
(2005), Vol. I, regel nr. 43-45, s. 143-158.<br />
393 Conference of the Committee on Disarmament’s fortolkning af Konventionen om fjendtlig anvendelse<br />
af miljøpåvirkningsteknik, artikel 1 <strong>og</strong> 2, jf. Roberts & Guelff, s. 407.<br />
394 Om særligt beskyttede genstande, se afsnit 7.3. ovenfor om værker <strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige<br />
kræfter. Se hertil: ICRC/FN’s Generalforsamling, Guidelines for Military Manuals and Instructions<br />
on the Protection of the Environment in Times of Armed Conflict, (A/49/323), 19. august 1994, artikel<br />
9(c).
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 13<br />
6.4. Våbensystemer <strong>og</strong> ammunition<br />
De krigsførende har ikke ubegrænset frihed i valget af midler til at skade en fjende.<br />
Det er forbudt at anvende våben, projektiler eller stoffer, som efter deres natur forårsager<br />
overflødig skade eller unødvendige lidelser. Ligeledes er det forbudt at benytte kampmetoder<br />
<strong>og</strong> kampmidler, hvis virkninger ikke kan begrænses således som foreskrevet<br />
i Tillægsprotokol I. Det er således forbudt at anvende våben, som vilkårligt vil ramme<br />
militære mål <strong>og</strong> civile eller civile genstande“, jf. Tillægsprotokol I, artikel 51(4)(c).<br />
Alle våben kan bruges på en måde, der ikke forårsager unødvendig lidelse. D<strong>og</strong> findes<br />
der våben, der som følge af <strong>den</strong> måde, de er konstrueret på, forårsager unødvendig<br />
lidelse. Disse våben er derfor i et vist omfang forbudt. Forbu<strong>den</strong>e mod specifikke våben<br />
er indeholdt i internationale konventioner, der regulerer anvendelsen af disse våben.<br />
Blandt de vigtigste konventioner er Ottawa-konventionen om anti-personelminer,<br />
Konventionen om kemiske våben, samt Våbenkonventionen af 1980 med tilhørende<br />
protokoller (CCW-konventionen). På CCW-revisionskonferencen i Genève <strong>den</strong><br />
11. – 21. december 2001 blev det besluttet at udvide konventionens artikel 1, således at<br />
konventionen <strong>og</strong>så gælder i interne væbnede konflikter. Danmark fremsendte <strong>den</strong> 14.<br />
september 2004 sin godkendelsesskrivelse til <strong>den</strong> ændrede artikel 1 til FN’s generalsekretær.<br />
00 Danmarks godkendelse af <strong>den</strong> ændrede artikel fremgår af Bekendtgørelse<br />
nr. 20 af 21. juli 2005.<br />
Ne<strong>den</strong>for behandles n<strong>og</strong>le af de våben, der ikke er forbudt endnu, men som på<br />
grund af deres evne til at forårsage unødvendig lidelse ligger på grænsen til at være<br />
lovlige.<br />
Napalm<br />
Napalm er et våben, hvori et tykt <strong>og</strong> klæbrigt stof er blandet med benzin eller petroleum.<br />
Stoffet klæber til hu<strong>den</strong> <strong>og</strong> kan derfor ikke umiddelbart fjernes, hvorfor det kan medføre<br />
svære forbrændinger. I særlige tilfælde kan det medføre, at mennesker „smelter“.<br />
395 Bilag til Haager-konvention IV af 1907 (Landkrigsreglementet), artikel 22. Tillægsprotokol I, artikel<br />
35(1) lyder: „I enhver væbnet konflikt er de stri<strong>den</strong>de parters ret til at vælge metoder <strong>og</strong> midler i<br />
krigsførelsen ikke ubegrænset“.<br />
396 Bilag til Haager-konvention IV af 1907 (Landkrigsreglementet), artikel 23(e).<br />
397 Konvention af 18. september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion <strong>og</strong> overførsel af<br />
anti-personelminer samt om deres destruktion.<br />
398 Konvention af 13. januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring <strong>og</strong> anvendelse af<br />
kemiske våben <strong>og</strong> sådanne våbens tilintetgørelse.<br />
399 Konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle<br />
våben, som må anses for at være unødigt skadevol<strong>den</strong>de eller for at ramme i flæng. Protokol<br />
I af 10. oktober 1980 vedrørende ikke-påviselige sprængstykker. Protokol II af 10. oktober 1980<br />
vedrørende forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer,<br />
Ændret Protokol II af 3. maj 1996 vedrørende forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen<br />
af miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer. Protokol III af 10. oktober 1980 vedrørende forbud mod<br />
eller begrænsninger i anvendelsen af brandvåben. Protokol IV af 13. oktober 1995 vedrørende forbud<br />
mod anvendelse <strong>og</strong> overførslen af blin<strong>den</strong>de laservåben. Protokol V af 28. november 2003 vedrørende<br />
eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber.<br />
400 Jf. skrivelse fra U<strong>den</strong>rigsministeriet til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> af <strong>den</strong> 22. juni 2005 samt Bekendtgørelse<br />
nr. 20 af 21. juli 2005 om Danmarks godkendelse af ændring af FN-konventionen af 1980 om særligt<br />
skadevol<strong>den</strong>de konventionelle våben.
140 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Napalm er primært konstrueret med henblik på at antænde objekter ved udløsning<br />
af flammer, varme eller en kombination heraf frembragt ved en kemisk reaktion<br />
af et stof fremført på målet. Virkningerne kan ikke begrænses, hvorfor napalm efter<br />
sin natur er et våben, der er egnet til at forårsage overflødig skade eller unødvendige<br />
lidelser, ligesom napalm vanskeligt kan rettes mod et udtrykkeligt militært mål. Det<br />
vil med andre ord sige, at det rammer i flæng. Napalm er omfattet af Protokol III til<br />
Våbenkonventionen. Det debatteres endnu, hvorvidt napalm omfattes af definitionen<br />
på et kemisk våben i Konventionen om kemiske våben, artikel II(2). Definitionen på<br />
et kemisk våben omfatter ifølge konventionen hvert enkelt kemikalie sammen eller<br />
adskilt, men definitionen begrænser sig til kemikalier, der er forbudt i medfør af 3<br />
annekser til konventionen. 0<br />
Uanset om napalm kun anvendes på legitime militære mål, der er placeret langt<br />
væk fra civilebefolkningen, kan anvendelse af napalm efter omstændighederne stride<br />
mod forbudet mod at benytte metoder eller midler i krigsførelse, der tilsigter udbredt,<br />
langvarig <strong>og</strong> alvorlig skade på det naturlige miljø, jf. Tillægsprotokol I, artikel 35(3)<br />
<strong>og</strong> artikel 55.<br />
Den danske regering ophørte med anvendelsen af napalm i halvfjerdserne, men<br />
napalm anvendes stadig af USA. 0<br />
Blin<strong>den</strong>de laservåben<br />
Protokol IV til Våbenkonventionen (CCW) 0 forbyder under visse omstændigheder<br />
anvendelse <strong>og</strong> overførsel af våben, der er særligt beregnet til, som eneste eller som en<br />
af flere våbenvirkninger, at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne. Protokollens<br />
anvendelsesområde er sammenfal<strong>den</strong>de med anvendelsesområdet for selve<br />
Våbenkonventionen, <strong>og</strong> forbudet mod anvendelsen <strong>og</strong> overførslen gælder således både<br />
internationale samt ikke-internationale væbnede konflikter. 0<br />
De kontraherende parter er forpligtet til at træffe „alle gennemførlige forsigtighedsforanstaltninger<br />
for at undgå at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne“, jf.<br />
Protokol IV til Våbenkonventionen, artikel 2. Forbudet er som nævnt ikke absolut <strong>og</strong><br />
omfatter „forårsagelse af blindhed“, som er en „hændelig eller indirekte følge af legitim<br />
militær brug af lasersystemer“, jf. artikel 3. Hændelig eller tilfældig skadeforvoldelse<br />
forekommer i alle konflikter, men det formindsker ikke forbudet mod at angribe civile.<br />
Netop på grund af forbudet tilstræbes det at undgå at skade civile. På samme måde<br />
vil et absolut forbud mod blin<strong>den</strong>de laservåben muligvis ikke eliminere anvendelsen<br />
af våbnene, men et absolut forbud vil derimod øge bestræbelserne på at gennemføre<br />
forsigtighedsforanstaltninger under anvendelsen af blin<strong>den</strong>de laservåben.<br />
401 Derudover verserer stadig diskussioner vedrørende lovlighe<strong>den</strong> af kemikaliet „Agent Orange“. Agent<br />
Orange er et ukrudtsmiddel, udviklet til militært brug <strong>og</strong> anvendt under Vietnam-krigen til at rydde<br />
store arealer skov for derved at afsløre fjen<strong>den</strong>.<br />
402 The Indepen<strong>den</strong>t August 10, 2003 „US admits it used napalm bombs in Iraq“, artikel af Andrew<br />
Buncombe, <strong>og</strong> „U.S. uses napalm gas in Fallujah – Witnesses“, 11/28/2004, Al jazeera.<br />
403 Protokol IV af 13. oktober 1995 vedrørende forbud mod anvendelse <strong>og</strong> overførslen af blin<strong>den</strong>de<br />
laservåben.<br />
404 Der gælder ligeledes i sædvaneretten et forbud mod brug af laservåben, der er særligt beregnet til som<br />
eneste eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne, jf.<br />
ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 86, s. 292-296.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 141<br />
Blin<strong>den</strong>de laservåben er ikke tænkt at skulle anvendes individuelt, men i samspil<br />
med andre våben, hvorfor de overvejende vil medføre overflødig skade <strong>og</strong> unødvendig<br />
lidelse. Der vil derfor forekomme lige så mange dødsfald som ellers, men samtidig<br />
mange flere tilfælde af skader på øjnene.<br />
Danmark anvender ikke laservåben. Det danske forsvar anvender laser til udpegning<br />
af mål <strong>og</strong> til afstandsmåling. Udstyret til afstandsmåling er det samme udstyr,<br />
der anvendes i civilt regi. Alt udstyret er synssikret, dvs. at selv om man kommer til at<br />
pege en person i øjnene, vil synet ikke tage skade.<br />
Klyngebomber<br />
En klyngebombe er en metalbeholder, der indeholder tusindvis af „bomblets“, dvs. små<br />
bomber. Bomben smides fra fly <strong>og</strong> eksploderer på et forhåndspr<strong>og</strong>rammeret tidspunkt.<br />
De små bomber flyver til jor<strong>den</strong> med faldskærme <strong>og</strong> eksploderer ved anslag mod<br />
en hård overflade. Klyngebomberne anvendes til at ødelægge blandt andet panseret<br />
mandskabsv<strong>og</strong>ne <strong>og</strong> kampv<strong>og</strong>ne <strong>og</strong> til at dræbe kombattanter. De har derudover <strong>den</strong><br />
militære fordel, at de dækker et meget stort område, når de smides fra fly. 0 Bomberne<br />
har blandt andet været brugt i konflikterne i Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Golfkrigen,<br />
Tjetjenien, Kosovo <strong>og</strong> <strong>den</strong> seneste konflikt i Libanon i juli 2006.<br />
Der eksisterer intet traktatmæssigt direkte forbud mod anvendelsen af klyngebomber.<br />
0<br />
Klyngebomberne rammer ikke præcist, deres virkninger kan ikke begrænses til<br />
legitime militære mål, <strong>og</strong> de forårsager overflødig skade eller unødige lidelser. Klyngebomber<br />
er bygget med en selvdestruktionsmekanisme, der i princippet burde øge<br />
beskyttelsen for <strong>den</strong> civile befolkning. Alligevel forårsager de skade på civile efter<br />
ophøret af de væbnede konflikter. Årsagerne er mange <strong>og</strong> kan blandt andet være, at<br />
selvdestruktionsmekanismen ikke fungerer, at jor<strong>den</strong>, de lander på, er blødgjort af<br />
regnvejr, hvorfor bomberne ikke eksploderer, eller at faldskærmen hænger fast i træer<br />
<strong>og</strong> buske, <strong>og</strong> bomben derfor aldrig rammer jor<strong>den</strong> <strong>og</strong> eksploderer. I Kosovo blev mange<br />
klyngebomber fundet over en kilometer fra det sted, de oprindeligt skulle have landet<br />
<strong>og</strong> eksploderet.<br />
Anvendelsen af klyngebomber kan derfor stride mod forbu<strong>den</strong>e i Tillægsprotokol<br />
I, artikel 35(2) <strong>og</strong> 51(5)b) om at forårsage „overflødig skade eller unødige lidelser“,<br />
<strong>og</strong> mod at rette angreb, der „må forventes at medføre tilfældige tab af civilpersoners<br />
liv, skade på civile, ødelæggelse af civile genstande eller en kombination deraf, som<br />
betydeligt vil overstige <strong>den</strong> forventede konkrete <strong>og</strong> direkte militære fordel“.<br />
Det volder store problemer at rydde et område for ueksploderede klyngebomber.<br />
N<strong>og</strong>le af årsagerne er, at bomberne er yderst følsomme <strong>og</strong> derfor kan eksplodere som<br />
følge af temperaturskift, at bomberne ikke kan ryddes mekanisk, fordi <strong>den</strong> puls, elek-<br />
405 Det amerikanske forsvarsministerium har desu<strong>den</strong> udtalt, at de er særdeles velegnede til ødelæggelse<br />
af olieraffinaderier samt lufthavne, jf. ICRC, Cluster bombs and Landmines in Kosovo – Explosive<br />
Remnants of War, juni 2001, s. 7, note 10.<br />
406 Forsvarsministeriet, Notat vedrørende regulering af klyngebomber, 13. november 2003. Klyngebomber<br />
falder ikke ind under definitionen af en anti-personel mine som defineret i Konvention af 18. september<br />
1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion <strong>og</strong> overførsel af personelminer samt om<br />
deres destruktion, eller under definitionen i Ændret Protokol II af 3. maj 1996 vedrørende forbud<br />
mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer.
142 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
tromagnetiske minedetektorer udsender, kan få klyngebomben til at eksplodere, <strong>og</strong> at<br />
bombehunde ikke kan anvendes til rydningen, fordi hun<strong>den</strong>es snuder kan forårsage<br />
eksplosion, hvis de kommer i kontakt med bomben. 0<br />
Ueksploderede klyngebomber medfører ydermere sociale <strong>og</strong> økonomiske konsekvenser:<br />
efterladte ueksploderede klyngebomber på store landbrugsarealer medfører, at<br />
disse arealer ikke kan opdyrkes eller på an<strong>den</strong> måde anvendes til landbrugsproduktion.<br />
Dette kan medføre, at erhverv må nedlægges eller indstilles. Ligeledes kan efterladte<br />
ueksploderede klyngebomber forhindre flygtninge <strong>og</strong> interne fordrevnt i at vende hjem<br />
til deres hjemegn, fordi de hverken har hjem eller erhverv at vende tilbage til.<br />
I byen Prizren i Kosovo var en frugtplantage blevet overstrøget med klyngebomber.<br />
De hang i træerne eller havde boret sig ned i jor<strong>den</strong>. På trods af <strong>den</strong> enorme fare<br />
forhindrede det ikke arbejderne i at møde op, fordi deres økonomiske situation tvang<br />
dem til det. Klyngebomberne lander <strong>og</strong>så i havet. Disse ueksploderede bomber kan<br />
havne i nettene hos erhvervsfiskere <strong>og</strong> forårsage stor skade, når nettene hives op. 0<br />
Når bomberne forbliver liggende udetoneret i et område efter ophøret af kampene,<br />
bliver de karakteriseret som eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber. Det er især civilbefolkningen<br />
i de krigshærgede områder, der såres eller dræbes af disse. I Polen er omkring<br />
10.000 mennesker dræbt eller såret af eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber fra <strong>den</strong> 2.<br />
ver<strong>den</strong>skrig. Andre lande, som er hårdt ramt af eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber, er<br />
Angola, Bosnien-Hercegovina, Cambodja, Laos, Tjetjenien <strong>og</strong> Chad. 0<br />
Protokol V til Våbenkonventionen omfatter <strong>og</strong>så klyngebomber 0 <strong>og</strong> foreskriver, at<br />
de kontraherende parter skal markere områder med eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber <strong>og</strong><br />
skal samarbejde omkring udbredelse af information <strong>og</strong> oprydning, således at civilbefolkningen<br />
beskyttes mest muligt. Protokollen finder anvendelse både i internationale<br />
<strong>og</strong> interne væbnede konflikter, jf. artikel 1(3).<br />
Ved Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference afgav EU’s formandskab på<br />
vegne af unionen en pledge (nr. 535) om, at medlemsstaterne ville arbejde hen mod<br />
en ratifikation <strong>og</strong> implementering af Protokol V med det formål at styrke beskyttelsen<br />
af civile ofre for væbnede konflikter fra ukontrollerede angreb <strong>og</strong> fra våben, der<br />
rammer i flæg samt at beskytte kombattanterne mod unødvendig lidelse <strong>og</strong> forbudte<br />
våben gennem kontrol af våbenudvikling, forbud mod anvendelse <strong>og</strong> udbredelse af<br />
visse våben.<br />
Danmark har tiltrådt Protokol V <strong>den</strong> 28. juni 2005, <strong>og</strong> <strong>den</strong> danske stat arbejder<br />
fortsat aktivt i CCW-regi på at få andre lande til at ratificere protokollen. In<strong>den</strong><br />
tiltrædelsen af protokollen arbejdede Danmark aktivt in<strong>den</strong> for rammen af Protokol<br />
V på at reducere eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber <strong>og</strong> på at „…finde løsninger på de<br />
problemer, der skyldes efterladt ikke-eksploderet ammunition, herunder <strong>og</strong>så klyn-<br />
407 Dertil kommer de høje økonomiske omkostninger i forbindelse med bomberydningen, se nærmere:<br />
ICRC, Cluster bombs and Landmines in Kosovo – Explosive Remnants of War, juni 2001, s. 14.<br />
408 ICRC, Cluster bombs and Landmines in Kosovo – Explosive Remnants of War, juni 2001, s. 13.<br />
409 ICRC, Special report, Mine Action 2003, august 2004, s. 6.<br />
410 Protokol V af 28. november 2003 vedrørende eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber, artikel 1(4) <strong>og</strong> 2.<br />
411 Kvittering for aflevering af Danmarks ratifikationsinstrument blev modtaget <strong>den</strong> 28. juni 2005.<br />
Telefonisk samtale med U<strong>den</strong>rigsministeriet <strong>den</strong> 14. juli 2005. Protokollen træder i kraft ved 20<br />
ratifikationer.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 143<br />
geammunition“. Regeringens langsigtede mål er for det første fortsat at yde teknisk<br />
<strong>og</strong> økonomisk bistand til rydning af ueksploderet ammunition <strong>og</strong> miner, for det andet<br />
at arbejde for at sikre, at klyngeammunition <strong>og</strong> andre ueksploderede krigsefterla<strong>den</strong>skaber<br />
ikke er til fare for civilbefolkningen <strong>og</strong> for det tredje at arbejde for et internationalt<br />
forbud mod alle former for klyngeammunition, som ikke er udstyret med en<br />
selvdestruktionsmekanisme.<br />
Som led i arbejdet for at reducere eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber er der i Danmark<br />
udstedt et nationalt forbud mod anskaffelse <strong>og</strong> anvendelse af klyngeammunition,<br />
der ikke er udstyret med selvdeaktiverings- selvneutraliserings- eller selvdestruktionsmekanismer.<br />
Dermed reduceres ikke-detoneret klyngeammunition til maksimalt<br />
0,5 %. Regeringens holdning er, at „…alle nye klyngeammunitionstyper <strong>og</strong> –systemer,<br />
der i fremti<strong>den</strong> måtte blive indkøbt eller anvendt af Danmark, skal opfylde disse<br />
standarder“.<br />
Danmark afgav efterfølgende i 2004 i CCW-regi, som det eneste land, en ensidig<br />
erklæring om ikke at anvende klyngeammunition u<strong>den</strong> selvdestrueringsmekanismer,<br />
der efterlader mere end 1 % ueksploderede krigsefterla<strong>den</strong>skaber i området, hvor de<br />
er anvendt. Afgivelsen af erklæringen i CCW-regi er udtryk for <strong>den</strong> formelle tilkendegivelse<br />
af, at <strong>den</strong> danske regering tager afstand fra anvendelsen af våbensystemer,<br />
som efterlader eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber. Der er en difference på 0.5 %, men<br />
<strong>den</strong> danske regerings udmelding på 0.5 % skal ses i lyset af, at man ønskede at sikre sig<br />
en forhandlingsposition, idet der stadig er mange lande, der ikke kan – eller vil – nå<br />
under 1 %.<br />
I 2004 fremsatte Danmark sammen med USA et fælles forslag til en ny protokol om<br />
regulering af anvendelsen af panserminer med det formål at reducere skadevirkningerne<br />
af disse. Forslaget støttes af 30 lande <strong>og</strong> er døbt „30 nations-forslaget“.<br />
Projektiler med forarmet uran417<br />
Forarmet uran er et svagt radioaktivt tungmetal. Det er et biprodukt af <strong>den</strong> proces,<br />
der foregår, når forarmet uran anvendes i atom- <strong>og</strong> kernevåben. Forarmet uran-projektiler<br />
blev anvendt under NATO’s intervention i Kosovo i 1999, i Afghanistan 2001<br />
<strong>og</strong> i Irak 2003. Projektilerne anvendes ofte, fordi de på grund af <strong>den</strong> høje gennemtrængningsevne<br />
<strong>og</strong> evne til at detonere ved anslagspunktet er særdeles velegnede til at<br />
gennembryde kampv<strong>og</strong>nspanser.<br />
412 Folketingsåret 2003-2004. Besvarelse af forespørgsel F 56 BEH1 af 27. maj 2004, tale 3, U<strong>den</strong>rigsministeren.<br />
Tilgængelig på: http://www.ft.dk/?/samling/20051/MENU/00000002.htm<br />
413 Folketingsåret 2003-2004. Besvarelse af forespørgsel F 56 BEH1 af 27. maj 2004, tale 3, U<strong>den</strong>rigsministeren.<br />
414 Folketingsåret 2003-2004. Besvarelse af forespørgsel F 56 BEH1 af 27. maj 2004, tale 3, U<strong>den</strong>rigsministeren.<br />
415 U<strong>den</strong>rigsministeriets <strong>og</strong> Forsvarsministeriets svar af hhv. <strong>den</strong> 22. juni 2005 <strong>og</strong> 6. juli 2005 til Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
416 Telefonisk samtale med Forsvarsministeriet <strong>den</strong> 7. september 2005.<br />
417 Se ICRC, Depleted Uranium Munitions, IRRC, Vol. 83, No. 842, juni 2001, s. 543-545. WHO information<br />
om forarmet uran er tilgængelig på: http://www.who.int/mediacentre/factsheets/fs257/en/index.<br />
html<br />
418 Robert James Parsons, Depleted Uranium in Bunker Bombs – America’s big dirty secret, Le Monde<br />
Diplomatique, 3. marts 2003. Tilgængelig på http://mondediplo.com/2002/03/03uranium
144 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Der findes intet traktatmæssigt forbud mod anvendelsen af forarmet uran. Anvendelsen<br />
af projektilerne skal d<strong>og</strong> ske i overensstemmelse med allerede eksisterende<br />
traktat- <strong>og</strong> sædvaneret.<br />
Detonerede projektiler er ikke farlige i sig selv <strong>og</strong> udgør ingen fare som sådan. Men<br />
støvpartikler indehol<strong>den</strong>de rester af tungmetallet fra de efterladte projektiler spredes<br />
med vind <strong>og</strong> vejrforhold <strong>og</strong> med risiko for, at de indåndes af mennesker. Derudover<br />
udgør uopsamlede projektiler en fare for de, der måtte komme i berøring med dem.<br />
Det kan for eksempel være børn, der leger i krigsramte områder. Metalfragmenter eller<br />
metalsplinter, der rammer mennesker <strong>og</strong> sårer dem, kan ligeledes medføre, at forarmet<br />
uran optages i kroppen. Forarmet uran kan medføre skade på de indre organer, dels<br />
på grund af tungmetallet, <strong>og</strong> dels på grund af udslippet af radioaktiv stråling. Der er<br />
især fare for nedsættelse af nyrefunktionen, skade på immunforsvaret <strong>og</strong> på åndedrætsfunktionen.<br />
Anvendelsen kan derfor være i strid med distinktionsprincippet,<br />
der forbyder angreb, hvis virkninger ikke kan begrænses <strong>og</strong> som forvolder skade på<br />
civilbefolkningen <strong>og</strong> i strid med Tillægsprotokol I, artikel 35 om unødvendig lidelse.<br />
Det er endnu uafklaret, i hvilket omfang forarmet uran „forårsager udbredt, langvarig<br />
<strong>og</strong> alvorlig skade på det naturlige miljø“ <strong>og</strong> dermed i sidste ende skader på civilbefolkningen.<br />
FN’s Miljøagentur er derfor i gang med undersøgelser af de miljømæssige<br />
konsekvenser af anvendelsen af uran i blandt andet Irak. Under alle omstændigheder<br />
må anvendelsen af forarmet uran-projektiler afvejes i overensstemmelse med de hensyn<br />
opregnet ovenfor under afsnit 6.3.5 om det naturlige miljø.<br />
Det danske forsvar anvender ikke <strong>og</strong> har aldrig anvendt forarmet uran.<br />
6.5. Nye våben<br />
In<strong>den</strong> nye våbentyper anskaffes <strong>og</strong> anvendes, skal det nøje vurderes, om det pågæl<strong>den</strong>de<br />
våben er i overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s krav. Forpligtelsen i Tillægsprotokol<br />
I, artikel 36 til at foretage <strong>den</strong>ne vurdering skal ses i lyset af <strong>den</strong> hastige<br />
teknol<strong>og</strong>iske udvikling in<strong>den</strong> for våbenindustrien, der omfatter våben, der skader ved<br />
blandt andet lydbølger, mikrobølgevåben, der k<strong>og</strong>er ofret <strong>og</strong> laservåben, der medfører<br />
permanente synsskader. Tillægsprotokol I, artikel 36 er derudover tænkt som en bro<br />
mellem de specifikke våbentraktater/ protokoller <strong>og</strong> reglen om unødvendig lidelse, fordi<br />
staterne, når de først er i besiddelse af et nyt våben, ikke forbyder det. 0<br />
Tillægsprotokol I, artikel 36 forpligter staterne til ved „udforskningen, udviklingen,<br />
erhvervelsen eller valget af et nyt våben <strong>og</strong> af metoder eller midler i krigsførelse“ at<br />
undersøge, hvorvidt dets anvendelse „under visse eller alle omstændigheder“ er i strid<br />
med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Forpligtelsen gælder antagelig ligeledes i de tilfælde,<br />
hvor staten udvikler <strong>og</strong> producerer våbnene med henblik på salg til andre stater.<br />
419 FN’s Nyhedsservice, UN Environment pr<strong>og</strong>ramme train Iraqis in measuring depleted uranium, 31.<br />
maj 2005. Tilgængelig på: http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=14445&Cr=uranium&<br />
Cr1=<br />
420 Se Danish Red Cross – International Law Committee, Reviewing the legality of new weapons, Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, 2001.<br />
421 Isabelle Daoust, Robin Coupland, Rikke Ishoey, New wars, new weapons? The obligation of States to<br />
assess the legality of means and methods of warfare, IRRC, Vol. 84, No. 846, juni 2002, s. 351-352.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 145<br />
Hermed sikres, at <strong>humanitære</strong> hensyn indgår på et tidligt tidspunkt. Formålet med<br />
undersøgelsen er at forhindre, at ulovlige våben anvendes.<br />
Artikel 36 er tavs med hensyn til, hvordan undersøgelsen skal foretages, men bestemmelsen<br />
pålægger staten at tilvejebringe sammenhængende nationale tiltag i undersøgelsen<br />
af, hvorvidt et bestemt våben eller en bestemt krigsmetode er forbudt.<br />
Vurderingen af nye våbens overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> bør<br />
foretages forud for kontraktindgåelse i en formaliseret procedure. Undersøgelsen af<br />
lovlighe<strong>den</strong> af våbenet skal baseres dels på allerede eksisterende våbentraktater , dels<br />
på sædvanerettens regler om krigsførelse, herunder navnlig distinktions- <strong>og</strong> proportionalitetsprincipperne,<br />
princippet om militær nødvendighed samt forbudet om at anvende<br />
våben, der forårsager overflødig skade <strong>og</strong>/eller unødige lidelser. Vurderingen skal<br />
ydermere omfatte hensyn til miljøet. Endelig skal undersøgelsen tage Martens Klausul<br />
med i betragtningerne. Det følger af klausulen, at alle personer som minimum skal<br />
være beskyttet af de <strong>folkeret</strong>lige grundsætninger, der følger af almindeligt anerkendte<br />
sædvaneregler, principper om medmenneskelighed <strong>og</strong> <strong>den</strong> offentlige samvittigheds<br />
bud, jf. nærmere om klausulen ovenfor, afsnit 1.5.<br />
ICRC’s prioriteter på dette område er efter Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference<br />
blandt andet, at alle stater etablerer interne nationale procedurer til vurdering<br />
af nye våben <strong>og</strong> metoder eller midler ved krigsførelse.<br />
I Sverige foretages vurderingen af nye metoder <strong>og</strong> midler i krigsførelsen af en særskilt<br />
myndighed, men <strong>den</strong>ne vurdering er ikke nærmere normeret. Der er desu<strong>den</strong> under<br />
forsvarsministeriet nedsat et særligt udvalg, som skal undersøge <strong>og</strong> rapportere om<br />
nye svenske våbenprojekter med henblik på at forhindre eller begrænse anvendelsen<br />
af konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevol<strong>den</strong>de eller for at<br />
ramme i flæng.<br />
Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har foreslået igangsættelsen af en undersøgelse af, hvordan regler<br />
<strong>og</strong> retningslinier for våbenoverførsel kan tage højde for modtagernes overholdelse af<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I Norge er vurderingen af nye våbens overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
reguleret ved et direktiv af 18. juni 2003. Tiltag på dette område blev indført i<br />
1993, hvorefter der i forsvarets overkommando blev etableret et udvalg med eksperter<br />
in<strong>den</strong> for jura, medicin <strong>og</strong> materiel. Udvalget afgiver rådgivende udtalelser om enkelte<br />
våben før nyanskaffelser. Evalueringen af nye våben er obligatorisk.<br />
422 Isabelle Daoust, Robin Coupland, Rikke Ishoey, New wars, new weapons? The obligation of States to<br />
assess the legality of means and methods of warfare, IRRC, Vol. 84, No. 846, juni 2002, s. 348.<br />
423 Som for eksempel St. Petersborg-deklarationen, Haager-deklarationerne, Genève-protokollen, Konventionen<br />
om bakteriol<strong>og</strong>iske våben, Konventionen om kemiske våben <strong>og</strong> Ottawa-konventionen om<br />
anti-personel landminer.<br />
424 ICJ, Legality of the Use by a State of Nuclear Weapons in Armed Conflict, Advisory Opinion, ICJ<br />
Reports 1996, (8. juli, 1996), afsnit 78.<br />
425 Tillægsprotokol I, artikel 35(3) <strong>og</strong> 55, jf. Tillægsprotokol I, artikel 36.<br />
426 ICRC, General and complete disarmament, Statement by the International Committee of the Red<br />
Cross at United Nations General Assembly 59th session, 11. oktober 2004.<br />
427 Dette forslag er stillet på baggrund af Pledge 105 afgivet ved Den 28. international <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference<br />
(2003).<br />
428 Direktivet er tilgængeligt på ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.nsf/WebLAW?OpenV<br />
iew&Start=1&Count=150&Expand=73#73
14 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Den tyske militærmanual behandler spørgsmålet om metoder <strong>og</strong> midler i krigsførelsen.<br />
Det relevante kapitel gentager <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s krav i <strong>den</strong>ne forbindelse <strong>og</strong><br />
foretager en fortolkning af begreber som „overflødig skade, unødige lidelser“, „udbredt,<br />
langvarig <strong>og</strong> alvorlig skade“. Nye våbens overensstemmelse med <strong>folkeret</strong>tens krav skal<br />
vurderes af et organ in<strong>den</strong> for forsvarsministeriet.<br />
Der findes desu<strong>den</strong> i <strong>den</strong> tyske grundlov en bestemmelse, hvorefter:<br />
„Weapons designed for warfare may be manufactured, transported or marketed only<br />
with the permission of the Federal Government. Details will be regulated by… a Federal<br />
Law“. 0<br />
Denne bestemmelse har medført <strong>den</strong> tyske „War Weapons Control Act“, der blandt<br />
andet kriminaliserer overtrædelser af forbud mod udvikling, handel osv. af anti-personelminer<br />
<strong>og</strong> kemiske <strong>og</strong> biol<strong>og</strong>iske våben.<br />
I Holland er der oprettet en kommission til vurdering af nye våben <strong>og</strong> metoder i<br />
krigsførelsen i overensstemmelse med Tillægsprotokol I, artikel 36. Kommissionen er<br />
d<strong>og</strong> ikke trådt sammen <strong>og</strong> er på nuværende tidspunkt til revision. I praksis er det specialister<br />
i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> fra det hollandske forsvarsministerium, der varetager<br />
opgaven. Den overordnede kontrol med overholdelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> sker<br />
gennem et uformelt møde mellem u<strong>den</strong>rigsministeren <strong>og</strong> forsvarsministeren samt <strong>den</strong><br />
kontrol, der gør sig gæl<strong>den</strong>de i parlamentet.<br />
På Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference afgav <strong>den</strong> danske regering tilsagn<br />
om at tage en række tiltag op på nationalt <strong>og</strong> regionalt plan med henblik på at sikre en<br />
mere effektiv opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. I tilsagn („pledge“) nr. 157 afgav<br />
Danmark således tilsagn om, at man i årene 2004 til 2007 vil gennemgå Danmarks<br />
procedurer vedrørende udviklingen, studier, anskaffelsen samt brugen af konventionelle<br />
våben med henblik på at afgøre, hvorvidt anvendelsen af disse er i overensstemmelse<br />
med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Det<br />
større perspektiv for <strong>den</strong>ne tilkendegivelse er at sikre en mere effektiv beskyttelse af<br />
kombattanter mod unødvendig lidelse <strong>og</strong> undgå vilkårlige angreb.<br />
Forsvarsministeriet oplyser i 2005 over for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, at en gennemgang af<br />
eksisterende procedurer vedrørende udvikling, studier, anskaffelse samt brug af konventionelle<br />
våben, jf. pledge nr. 157 er iværksat. De danske våbenerhvervelsesprocedurer<br />
var under revision i 2001, <strong>og</strong> det blev besluttet, at yderligere undersøgelser <strong>og</strong><br />
beskrivelse af de relevante konventioner, der regulerer anvendelse af metoder <strong>og</strong> midler<br />
ved krigsførelse, skal udgøre en integreret del af evalueringsproceduren. Formålet er,<br />
at man på det tidligste tidspunkt i kontraktindgåelsesfasen bliver i stand til at forudse<br />
de juridiske krav til våben <strong>og</strong> ammunition.<br />
Den danske evalueringsprocedure af nye våben samt metoder eller midler ved<br />
krigsførelse varetages i dag af Hærens Materielkommando. Evalueringen foretages ved<br />
429 Section International Legal Affairs.<br />
430 Den tyske grundlov artikel 26 (2).<br />
431 Act Implementing Article 26 (2) of the Basic Law (War Weapons Control Act) of April 20.<br />
1961. Se de relevante dele af loven på ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.nsf/<br />
a24d1cf3344e99934125673e00508142/7c40d589fbfcc6dbc1256e78005bc42f?OpenDocument<br />
432 Forsvarsministeriets svar til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> af <strong>den</strong> 6. juli 2005.
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 14<br />
forsvarets udforskning, erhvervelse <strong>og</strong> udvikling af nye våben. Hærens Materielkommando<br />
har dannet en gruppe af kvalificeret personel fra hæren, søværnet <strong>og</strong> flyvevåbnet<br />
med <strong>den</strong> nødvendige juridiske kundskab. I tvivlstilfælde kontaktes Forsvarsministeriet.<br />
Hærens Materielkommando er en del af Forsvarskommandoen, <strong>og</strong> det er således i<br />
sidste ende Forsvarskommandoen, der skal sørge for en effektiv implementering af de<br />
procedurer, der er nødvendige for opfyldelsen af forpligtelserne i Tillægsprotokol I,<br />
artikel 36.<br />
Forsvaret har særlige erhvervelsesprocedurer, efter hvilke evalueringen foretages som<br />
en integreret del af anskaffelsesproceduren <strong>og</strong> omfatter teknisk gennemførelse af blandt<br />
andet våbenammunition „for at begrænse kollateral skade <strong>og</strong> unødvendig lidelse“.<br />
Det danske forsvar anskaffer normalt våben fra u<strong>den</strong>landske producenter. Evalueringen<br />
foretages på baggrund af våbnets type <strong>og</strong> karakter <strong>og</strong> baseres dels på egen erfaring,<br />
dels andre staters erfaring, dels informationer fra våbenfabrikanten samt kendskab til<br />
det specifikke våben.<br />
Anskaffelsesproceduren er opdelt i forskellige faser. Herunder er udforskningsfasen<br />
<strong>den</strong> første fase, hvor det vurderes, hvorvidt de enkelte våben <strong>og</strong> våbensystemer er i<br />
overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Våbnet eller våbensystemet fravælges,<br />
hvis dette ikke er tilfældet.<br />
Fravælges våbnet ikke, vil en evaluering typisk omfatte en afprøvning af våbnet:<br />
udførelse af ballistiske beregninger <strong>og</strong> målinger foretaget ved anvendelse af forskellige<br />
typer ammunition, således at effekterne kan vurderes i forskellige mål <strong>og</strong> omgivelser.<br />
Finder evalueringsgruppen, at et bestemt våben er i stand til at forårsage overflødig<br />
skade eller unødvendig lidelse eller på andre måder er i strid med Danmarks forpligtelser<br />
efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, foretages yderligere undersøgelser, <strong>og</strong> yderligere<br />
nødvendig ekspertise indhentes. Det kan for eksempel være lægelig, juridisk eller<br />
teknisk ekspertise.<br />
Da der således foretages en kontrol i forbindelse med <strong>den</strong> almindelige sagsbehandling,<br />
efterlever Danmark Tillægsprotokol I, artikel 36. Den faglige ekspertise er sikret<br />
under evalueringen, <strong>og</strong> der er mulighed for yderligere konsultation.<br />
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en stats evaluering af, hvorvidt et bestemt<br />
våben er forbudt, ikke er bin<strong>den</strong>de internationalt, ligesom staterne ikke er forpligtede<br />
til at offentliggøre resultaterne af evalueringerne.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Folkeretsudvalg har udviklet følgende to modeller, som kunne<br />
styrke <strong>den</strong> internationale efterlevelse af artikel 36.<br />
Model 1: International Weapons Screening Agency. Modellen foreslår etableringen af<br />
et juridisk <strong>og</strong> teknisk orienteret agentur, hvor staterne har adgang til uafhængige<br />
433 Brev til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Forsvarsministeriet af <strong>den</strong> 6. juli 2005 der bekræfter, at proceduren<br />
er <strong>den</strong> samme som i 2001. Denne procedure er beskrevet i brev til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Forsvarsministeriet<br />
af 22. november 2001. Og brev til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Forsvarsministeriet af <strong>den</strong> 27.<br />
oktober 2005.<br />
434 Forsvarsministeriets svar til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> af <strong>den</strong> 6. juli 2005.<br />
435 Brev til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Forsvarsministeriet af <strong>den</strong> 27. oktober 2005 med tilhørende svar fra<br />
Forsvarskommandoen dateret 20.oktober 2005.<br />
436 Eberlin, Gasser, Junod, Pictet, Pilloud, de Preux, Sandoz, Swinarski, Zimmermann (1987), afsnit<br />
1469-1470, s. 424.
14 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
evalueringer af våben, våbensystemer <strong>og</strong> metoder. Formålet er at opnå transparens <strong>og</strong><br />
ansvarlighed i anvendelsen af våben. Den institutionelle struktur kunne i vidt omfang<br />
baseres på IAEAs struktur.<br />
Model 2: Depositaren for våbenevalueringer. Modellen foreslår etableringen af et forum,<br />
der samler våbenevalueringer fra stater eller våbenevalueringer udført af andre<br />
institutioner. Denne model er mindre ambitiøs end model 1, <strong>og</strong> der er derfor <strong>og</strong>så<br />
større mulighed for en realisering af <strong>den</strong>ne model in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> nærmeste fremtid.<br />
Hertil kommer, at flere stater har udtrykt vilje til at dele evalueringer med andre stater.<br />
Ligesom med model 1 er formålet at opnå transparens <strong>og</strong> ansvarlighed i anvendelsen<br />
af våben.<br />
6.6. International overvågning<br />
Konventionen om kemiske våben er <strong>den</strong> første multilaterale nedrustningsaftale, der<br />
kræver <strong>den</strong> totale afskaffelse af hele <strong>den</strong>ne kategori af masseødelæggelsesvåben in<strong>den</strong><br />
for en fast tidsramme. Konventionen opretter et overvågningsorgan: „Organization<br />
for the Prohibition of Chemical Weapons“ (OPCW). OPCWs mandat er klart: organisationen<br />
skal føre kontrol med <strong>den</strong> totale destruktion af alle erklærede kemiske våben,<br />
deaktiveringen <strong>og</strong> <strong>den</strong> efterfølgende destruktion eller omdannelse af alle faciliteter anvendt<br />
til at producere kemiske våben. Organisationen har derudover mandat til at føre<br />
tilsyn med en række kemikalier, der anvendes i forbindelse med fremstilling af kemiske<br />
våben, men som <strong>og</strong>så i vid udstrækning har civil <strong>og</strong> kommerciel anvendelse.<br />
Medlemsstaterne fremsender erklæringer angående transport <strong>og</strong> overførsler af<br />
disse kemikalier for at sikre, at kemikalierne udelukkende anvendes til formål, der<br />
ikke er forbudt ifølge konventionen <strong>og</strong> vedrørende nationale tiltag til etablering af<br />
straffesanktioner for krænkelser af konventionen. 0 Ifølge Artikel VII-Action Plan<br />
vedtaget på Review-konferencen i maj 2003 er det planen, at alle kemiske våben i medlemsstaterne<br />
skal være elimineret eller destrueret pr. november 2005. OPCW har i<br />
forbindelse med overvågningen mulighed for at foretage inspektioner på virksomheder<br />
i deltagerstaterne.<br />
Danmark ratificerede konventionen i juli 1995 <strong>og</strong> har ved lov givet tilladelse til, at<br />
internationale inspektører kan foretage inspektioner her i landet i overensstemmelse<br />
med reglerne i 1993-konventionen. De internationale inspektører skal godkendes<br />
437 Det Internationale Atomenergi Agentur (The International Atomic Energy Agency).<br />
438 For yderligere informationer om disse to modeller henvises til: Danish Red Cross – International<br />
Law Committee, Reviewing the legality of new weapons, Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, 2001.<br />
439 Hjemmeside: http://www.opcw.org. Konventionen er ratificeret af 176 stater pr. 24. februar 2006. Se<br />
<strong>og</strong>så http://www.icrc.org/ihl.nsf/WebSign?ReadForm&id=553&ps=P<br />
440 Spørgeskemaer nr. S/440/2004 <strong>og</strong> S317/2002, jf. http://www.opcw.org/docs/s440_2004.pdf. OPCW<br />
har ikke mandat til at vurdere nationale lovgivningstiltag.<br />
441 Plan of Action Regarding the Implementation of Article VII Obligations, (C-8/DEC.16), 24. oktober<br />
2003, afsnit 11, s. 3. Tilgængelig på: http://www.opcw.org/docs/c8dec16_EN.pdf. Se <strong>og</strong>så se http://<br />
www.opcw.org/docs/cwc_eng.pdf punkt 17ff, s. 102.<br />
442 Lov nr. 442 af 14. juni 1995 om inspektioner, erklæringsafgivelse <strong>og</strong> kontrol i medfør af FN’s Konvention<br />
om forbud mod kemiske våben, som ændret ved Lov nr. 470 af 10. juni 1997 <strong>og</strong> Lov nr. 228
. Begrænsninger i metoder <strong>og</strong> midler ved lovlig krigsførelse 14<br />
af erhvervsministeren, <strong>og</strong> de nærmere regler for udførelsen af selve inspektionerne<br />
fastsættes af erhvervsministeren <strong>og</strong> u<strong>den</strong>rigsministeren. Konventionen indeholder en<br />
liste over kontrollerede kemikalier, <strong>og</strong> <strong>den</strong> danske lov indeholder i overensstemmelse<br />
hermed bestemmelser om transport <strong>og</strong> overførsler af disse kemikalier til <strong>og</strong> fra stater,<br />
der ikke har ratificeret konventionen. Kemikalierne må kun overføres til andre medlemsstater<br />
af konventionen <strong>og</strong> kun til brug for forskning, medicinsk eller farmaceutisk<br />
anvendelse eller til beskyttelsesformål. Overførte kemikalier må desu<strong>den</strong> ikke reeksporteres<br />
til tredjelande, der ikke har ratificeret konventionen. Bekendtgørelse nr. 235<br />
af 30. marts 2004, der trådte i kraft <strong>den</strong> 1. maj 2004, indeholder endvidere en liste over<br />
de kemikalier, det er forbudt at importere fra tredjestater.<br />
For anti-personelminer gælder Ottawa-konventionen om anti-personelminer <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong>nes ubetingede anvendelsesforbud, <strong>og</strong> de kontraherende stater forpligter sig samtidig<br />
til at fjerne alle anti-personelminer i minerede områder under deres jurisdiktion.<br />
Fristen er 10 år efter konventionens ikrafttrædelse i vedkommende stat. Konventionen<br />
etablerer ikke en egentlig verifikationsmekanisme, men der er etableret en obligatorisk<br />
undersøgelseskommission. Konventionen etablerer gennemsigtighedsforanstaltninger<br />
med rapportering til FN’s generalsekretær, <strong>og</strong> der afholdes status- <strong>og</strong> overvågningskonferencer<br />
hvert 5. år. Ved en konference i Nairobi 29. november – 3. december 2004<br />
vedt<strong>og</strong> de stater, der allerede har ratificeret, at arbejde pr<strong>og</strong>ressivt <strong>og</strong> fremadrettet hen<br />
mod universel ratifikation in<strong>den</strong> 2009, 10-året for konventionens ikrafttrædelse.<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet har oplyst over for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, at der arbejdes systematisk<br />
med at efterleve de forpligtelser, Danmark har påtaget sig under Ottawa-konventionen,<br />
herunder de periodevise afrapporteringer. Der blev i 2004 afsat kr. 82 millioner kr. til<br />
diverse aktiviteter i forbindelse med efterlevelsen af forpligtelserne under konventionen,<br />
eksempelvis indsamling af landminer samt destruktion.<br />
Det Internationale Atomenergiagentur (The International Atomic Energi Agency<br />
(IAEA) overvåger nedrustning i medfør af traktaten om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben<br />
fra 1968 (Nuclear Non-Proliferation Treaty). Traktaten er ratificeret af<br />
188 lande.<br />
På grund af de manglende internationale overvågningsmekanismer vedrørende<br />
forbudte konventionelle våben er der yderligere risiko for, at disse våben falder i<br />
hænderne på ikke-statslige aktører <strong>og</strong> eller tredjelande, der hverken har pengene eller<br />
mulighederne for at træne i brugen af våbnene eller tilvejebringe <strong>den</strong> passende eller<br />
nødvendige lægefaglige ekspertise i tilfælde af skader med våbnene. Derudover er der<br />
en forøget risiko for våbensmugling.<br />
af 23. april 200. Bekendtgørelse af 62 af 6. februar 2004 om ikrafttræ<strong>den</strong> af lov om ændring af lov om<br />
inspektioner, erklæringsafgivelse <strong>og</strong> kontrol i medfør af FN’s Konvention om forbud mod kemiske<br />
våben (Overflyttelse af kompetence fra de statslige told- <strong>og</strong> skattemyndigheder til Erhversministeriet)<br />
<strong>og</strong> Bekendtgørelse nr. 235 af 30 marts 2004 om overførsler, erklæringsafgivelse, kontrol <strong>og</strong> inspektioner<br />
i medfør af FN’s Konvention om forbud mod kemiske våben.<br />
443 Ottowa-konventionen om anti-personelminer er pr. 27. februar 2006 ratificeret af 148 stater, mens<br />
7 stater alene har underskrevet traktaten. Se ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl.nsf/<br />
INTRO?OpenView For stater, der ikke har ratificeret Ottawa-konventionen reguleres anvendelsen<br />
af landminer af Protokol II fra 1980 <strong>og</strong> <strong>den</strong> reviderede Protokol II fra 1996 til 1980 Konventionen<br />
om forbud mod visse konventionelle våben. Der kan ikke tages forbehold, jf. Ottawa-konventionen<br />
om anti-personelminer, artikel 19.<br />
444 Ottawa-konvention om anti-personelminer, artikel 8(8).
7. Retsforfølgning af folkedrab,<br />
forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
<strong>og</strong> krigsforbrydelser<br />
Kapitel 7 indeholder en gennemgang af de væsentligste regler <strong>og</strong> problematikker, der<br />
knytter sig til retsforfølgning af internationale forbrydelser under væbnede konflikter.<br />
Kapitlet starter med en indledning om retsforfølgning af internationale forbrydelser<br />
(afsnit 7.1) efterfulgt af en gennemgang af reglerne om midlertidige nationale <strong>og</strong> internationale<br />
domstole (afsnit 7.2), Den Internationale Straffedomstol (ICC) (afsnit 7.3),<br />
internationale forbrydelser (afsnit 7.4) samt reglerne om indbringelse af sager for ICC,<br />
herunder om forholdet mellem ICC <strong>og</strong> nationale domstole (afsnit 7.5). Til sidst gennemgås<br />
reglerne om retforfølgning af krigsforbrydere i andre lande (afsnit 7.6) samt<br />
de danske regler om retsforfølgning af krigsforbrydere i Danmark (afsnit 7.7).<br />
7.1. Indledning<br />
Efter <strong>folkeret</strong>ten har staterne altid ret til at retsforfølge personer, der er mistænkt for<br />
at have overtrådt krigens love. For de groveste internationale forbrydelser under væbnede<br />
konflikter, dvs. „grove overtrædelser“ af Genève-konventionerne, har staterne<br />
<strong>og</strong>så pligt til at retsforfølge de formodede gerningsmænd. Disse forbrydelser anses<br />
som så grove, at <strong>folkeret</strong>ten her etablerer universel jurisdiktion , hvilken betyder, at<br />
staterne har pligt til at kriminalisere forbrydelserne <strong>og</strong> enten retsforfølge eller udlevere<br />
de ansvarlige krigsforbrydere til retsforfølgning i et andet land, uanset gerningsstedet<br />
<strong>og</strong> gerningsman<strong>den</strong>s nationalitet. Hensigten med at etablere universel jurisdiktion er<br />
at sikre, at krigsforbryderne ikke har n<strong>og</strong>et fristed i ver<strong>den</strong>, hvorfra de kan unddrage<br />
sig strafansvar.<br />
Retsforfølgningen af de grove forbrydelser kan efter <strong>folkeret</strong>tens regler ske enten<br />
ved nationale eller internationale domstole. Som udgangspunkt er kompetencen til at<br />
retsforfølge <strong>og</strong> straffe grove overtrædelser overladt til staterne selv. Retsforfølgningen<br />
skal altså som hovedregel ske ved nationale domstole. Praksis har imidlertid vist, at<br />
staterne i vidt omfang negligerer <strong>den</strong>ne forpligtelse. Dette skyldes en række forhold,<br />
herunder manglende beviser eller manglende politisk vilje til at indlede retsforfølgning,<br />
f.eks. fordi gerningsmæn<strong>den</strong>e tilhører <strong>den</strong> sid<strong>den</strong>de regering.<br />
I erkendelse af at håndhævelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> <strong>den</strong> internationale<br />
strafferet ikke kan overlades til staterne alene, har ver<strong>den</strong>ssamfundet efter mange års<br />
445 Jf. Espersen, Harhoff <strong>og</strong> Spiermann (2003), s. 301 <strong>og</strong> 151-55. Der eksisterer ingen globalt anerkendt<br />
definition på universel jurisdiktion, jf. bl.a. Frederik Harhoff, Jurisdiktion ved retsforfølgning af internationale<br />
forbrydelser Juristen, Årg. 82, nr. 1, 2000 s. 23.
152 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
forhandlinger etableret en permanent international straffedomstol: Den Internationale<br />
Straffedomstol (ICC). Domstolen, hvis virke officielt startede <strong>den</strong> 1. juli 2002,<br />
udgør en milepæl i håndhævelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> <strong>den</strong> internationale<br />
strafferet. Den åbner mulighed for at retsforfølge krigsforbrydere i de tilfælde, hvor de<br />
implicerede stater ikke selv kan eller vil retsforfølge de pågæl<strong>den</strong>de. ICC vil navnlig<br />
fokusere på at retsforfølge dem, som bærer det øverste militære <strong>og</strong> politiske ansvar<br />
for forbrydelserne. Staterne vil således fortsat skulle retsforfølge de ansvarlige for de<br />
øvrige <strong>og</strong> navnlig mindre grove internationale forbrydelser. ICC vil utvivlsomt bidrage<br />
væsentligt til at styrke det internationale retssamfund, men en effektiv bekæmpelse af<br />
straffrihed for krigsforbrydere vil fortsat kræve, at staterne som udgangspunkt retsforfølger<br />
gerningsmæn<strong>den</strong>e ved deres nationale domstole.<br />
Som det vil fremgå af gennemgangen af de internationale regler om retsforfølgning,<br />
har Danmark efter <strong>folkeret</strong>ten mulighed for at retsforfølge krigsforbrydelser. I Danmark<br />
er der imidlertid ikke etableret et samlet <strong>og</strong> fuldstændigt retsgrundlag for retsforfølgning<br />
af krigsforbrydelser mv., fordi man i Danmark har valgt at fastholde systemet med<br />
„normharmoni“ mellem dansk ret <strong>og</strong> Danmarks <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser. Systemet går<br />
ud på, at alle internationale forbrydelser, som staterne efter <strong>folkeret</strong>ten er forpligtet til<br />
at kriminalisere, skal kunne dækkes af bestemmelserne i straffeloven, evt. gennem en<br />
kombination af disse. Når en formodet krigsforbryder skal retsforfølges i Danmark,<br />
vil det således ske på grundlag af straffelovens eller militær straffelovs bestemmelser.<br />
Hvis kommandanten for en krigsfangelejr f.eks. torturerer en krigsfange, vil dette være<br />
omfattet af straffelovens § 245 eller § 246 (kvalificeret eller særlig grov vold) samt<br />
eventuelt tillige af straffelovens § 260 (ulovlig tvang), § 266 (ulovlige trusler) <strong>og</strong> § 150<br />
(misbrug af offentlig stilling).<br />
Der findes d<strong>og</strong> <strong>og</strong>så eksempler på specifik lovgivning af relevans for retsforfølgning<br />
af krigsforbrydelser. Det drejer sig for det første om lov om straf for krigsforbrydelser<br />
af 1946, som anvendtes til at gennemføre et større retsopgør efter 2. ver<strong>den</strong>skrig.<br />
Et andet eksempel er lov om straf for folkedrab af 1955, 0 som blev gennemført for at<br />
efterleve forpligtelserne i Folkedrabskonventionen af 1948. Et tredje eksempel er lov<br />
om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser<br />
i Eksjugoslavien af 1994. Senest er lov om Den Internationale Straffedomstol<br />
vedtaget med det formål at gennemføre ICC-statutten i dansk ret, herunder at regulere<br />
danske myndigheders forpligtelse til at samarbejde med ICC. Ingen af disse love – bortset<br />
fra loven fra 1955 – inkorporerer imidlertid de materielle straffebestemmelser fra<br />
de <strong>folkeret</strong>lige konventioner mv., <strong>og</strong> der kan derfor ikke ske domfældelse ved en dansk<br />
domstol for overtrædelse af eksempelvis ICC-statuttens artikel 8 om krigsforbrydel-<br />
446 Jf. Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol vedtaget af FN’s diplomatiske konference<br />
vedrørende etableringen af Den Internationale Straffedomstol, 17. juli 1998, A/CONF.183/9 (1998).<br />
Rom-statutten – <strong>og</strong>så kaldet ICC-statutten – trådte i kraft <strong>den</strong> 1. juli 2002 efter at 60 stater havde<br />
ratificeret ICC-statutten, jf. ICC-statuttens artikel 126.<br />
447 Jf. U1995.838H, hvor en krigsfange i en kroatisk krigsfangelejr, hvori han fungerede som lejrvagt,<br />
fik 8 års fængsel for at have begået grov vold over for medfanger.<br />
448 Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om Straf for Krigsforbrydelser med senere ændringer.<br />
449 Jf. Ditlev Tamm, Retsopgøret efter besættelsen, 2. udgave, 1985, s. 630 f.<br />
450 Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab.<br />
451 Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab.<br />
452 Lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 153<br />
ser. Retsforfølgning <strong>og</strong> domfældelse i Danmark vil således ske i henhold til dansk<br />
straffelovgivning.<br />
Som nævnt eksisterer der ikke et fuldstændigt dansk retsgrundlag til retsforfølgning<br />
af krigsforbrydelser, hvilket betyder, at visse forbrydelser ikke kan straffes i<br />
Danmark.<br />
Det skyldes for det første, at danske domstole ikke har såkaldt straffemyndighed<br />
(jurisdiktion) i alle tilfælde. Danske domstole har f.eks. ikke mulighed for at straffe<br />
forbrydelser, der er begået u<strong>den</strong> for <strong>den</strong> danske stat af u<strong>den</strong>landske statsborgere mod<br />
danskere, med mindre gerningsman<strong>den</strong> befinder sig på dansk jord. Det skyldes, at<br />
straffeloven ikke indeholder et princip om dansk international jurisdiktion (det passive<br />
personalprincip). Et sådant princip er imidlertid blevet indført i <strong>den</strong> militære straffelov,<br />
jf. ne<strong>den</strong>for.<br />
En an<strong>den</strong> årsag til, at visse forbrydelser ikke kan straffes i Danmark er, at de ikke<br />
er strafbare efter dansk straffelovgivning. For disse forbrydelser er der således ikke<br />
såkaldt straffehjemmel i dansk ret. Et udsnit af de forbrydelser, der ikke er strafbare i<br />
Danmark, vil blive gennemgået ne<strong>den</strong>for. Som eksempler på manglende straffehjemmel<br />
kan nævnes deportation af hele eller dele af befolkningen i et besat område ud af<br />
eller in<strong>den</strong> for territoriet samt uberettiget udsættelse af repatriering af krigsfanger.<br />
7.2. Midlertidige nationale <strong>og</strong> internationale domstole<br />
De første straffetribunaler af international karakter blev oprettet efter 2. ver<strong>den</strong>skrig.<br />
Nürnberg-tribunalet blev etableret af USA, Storbritannien, Frankrig, <strong>og</strong> Sovjetunionen,<br />
mens Tokyo-tribunalet (IMTFE) blev oprettet af USA med deltagelse af de 9 krigsførende<br />
lande samt Indien <strong>og</strong> Filippinerne. Tribunalerne havde til formål at retsforfølge<br />
de ansvarlige for forbrydelser mod fre<strong>den</strong>, krigsforbrydelser <strong>og</strong> forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> begået under <strong>den</strong> 2. ver<strong>den</strong>skrig.<br />
Fyrre år senere oprettede FN’s Sikkerhedsråd to midlertidige tribunaler som reaktion<br />
på de grusomme overgreb, som ver<strong>den</strong> oplevede under krigen i Eksjugoslavien<br />
<strong>og</strong> folkedrabet i Rwanda. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien<br />
(ICTY) blev etableret i 1993 i Haag. ICTY har til formål at retsforfølge grove<br />
overtrædelser af Genève-konventionerne, folkedrab, overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> sædvaneretten samt forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> begået si<strong>den</strong> 1991 i<br />
Eksjugoslavien. Året efter blev Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda<br />
453 Ved Lov nr. 530 af 24. juni 2005 Militær straffelov – blev princippet om dansk international jurisdiktion<br />
(det passive personalprincip) indføjet, <strong>og</strong> det vil herefter – efter lovens ikrafttræ<strong>den</strong> <strong>den</strong> 1.<br />
januar 2006 – være muligt at retsforfølge u<strong>den</strong>landske statsborgere, som begår forbrydelser mod<br />
bl.a. dansk militært personel u<strong>den</strong> for dansk territorium, jf. § 5, stk. 2.<br />
454 Ved Nürnberg-tribunalet kunne en forbrydelse kun karakteriseres som en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong>,<br />
såfremt forbrydelsen var begået i forbindelse med krigshandlinger. Under statutterne for<br />
ICTR <strong>og</strong> ICC kan en forbrydelse karakteriseres som en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong>, selv om<br />
<strong>den</strong> ikke er begået under en væbnet konflikt. ICTY har derimod kun kompetence til at pådømme<br />
forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, hvis disse er begået under en væbnet konflikt, jf. ICTY-statutten,<br />
artikel 5.<br />
455 ICTY blev etableret i henhold til FN-pagten, kapitel 7 i medfør af FN’s Sikkerhedsråd, Resolution<br />
827, (SC/RES/827), 25. maj 1993.
154 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
(ICTR) etableret i Arusha i Tanzania. ICTR har til formål at retsforfølge folkedrab,<br />
forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> overtrædelser af fællesartikel 3 i Genève-konventionerne<br />
begået i Rwanda eller af Rwandas borgere i nabolan<strong>den</strong>e. I modsætning<br />
til ICTY blev ICTR nedsat i forbindelse med en konflikt, der udelukkende var intern,<br />
<strong>og</strong> ICTR’s primære fokus er desu<strong>den</strong> folkedrab.<br />
Fælles for de to tribunaler er, at de begge er blevet etableret af FN’s Sikkerhedsråd,<br />
da det blev vurderet, at de to konflikter udgjorde en trussel mod <strong>den</strong> internationale<br />
fred <strong>og</strong> sikkerhed, jf. FN-pagtens kapitel VII. At de to tribunaler er etableret i henhold<br />
til FN-pagtens kapitel VII betyder, at deres jurisdiktion er obligatorisk <strong>og</strong> ikke betinget<br />
af de berørte staters accept. Tribunalerne har dermed u<strong>den</strong> videre jurisdiktion over de<br />
nævnte forbrydelser.<br />
Det gælder ligeledes for begge tribunaler, at de er oprettet i tilknytning til en bestemt<br />
konflikt <strong>og</strong> for en tidsbegrænset periode. ICTY’s tidsmæssige jurisdiktion er begrænset<br />
til perio<strong>den</strong> mellem 1991 <strong>og</strong> en dato, der vil blive fastsat af FN’s Sikkerhedsråd i forbindelse<br />
med genoprettelsen af fre<strong>den</strong> i området. Indtil FN’s Sikkerhedsråd træffer<br />
beslutning herom, er ICTY’s tidsmæssige jurisdiktion tidsubestemt <strong>og</strong> omfatter <strong>og</strong>så<br />
fremtidige konflikter. Det er som følge heraf, at der ved ICTY blev indledt retsforfølgning<br />
af Slobodan Milosovic for forbrydelser begået under <strong>den</strong> væbnede konflikt<br />
i Kosovo. ICTR’s tidsmæssige jurisdiktion er fastlagt på forhånd <strong>og</strong> strækker sig fra<br />
1. januar – 31. december 1994 in<strong>den</strong> for hvilket periode folkedrabet i Rwanda fandt<br />
sted. Da tribunalerne begge er nedsat ad hoc, vil de lukke, når alle tiltalte er anholdt,<br />
retsforfulgt <strong>og</strong> dømt. Ifølge de såkaldte ful<strong>den</strong>delsesstrategier er det planen, at enhver<br />
domstolsaktivitet ved ICTY <strong>og</strong> ICTR skal være afsluttet i 2010.<br />
7.3. Den Internationale Straffedomstol<br />
Mens staterne i et vist omfang har etableret straffemyndighed (jurisdiktion) for<br />
internationale forbrydelser, har det i praksis knebet med opfyldelsen af pligten<br />
til <strong>og</strong>så at retsforfølge forbryderne. Tanken om at etablere en global dømmende<br />
myndighed for internationale forbrydelser, som staterne ikke kunne eller ønskede<br />
at retsforfølge, har stået på FN’s dagsor<strong>den</strong> si<strong>den</strong> 1947. Med vedtagelse af statutten<br />
for Den Internationale Straffedomstol (Rom-statutten eller ICC-statutten) i 1998<br />
lykkedes det omsider ver<strong>den</strong>ssamfundet at etablere <strong>den</strong> første permanente internationale<br />
straffedomstol.<br />
456 ICTR blev etableret i henhold til FN-pagten, kapitel 7 i medfør af FN’s Sikkerhedsråd, Resolution<br />
955, (SC/RES/955), 8. november 1994.<br />
457 Jf. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 827, (SC/RES/827), 25. maj 1993, afsnit 2, <strong>og</strong> Cassese, Gaeta, Jones<br />
(2002), Vol. I, s. 545.<br />
458 Jf. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1503, (S/RES/1503) 28. august 2003, afsnit 7. For en vurdering af<br />
ICTY’s fremskridt med henblik på implementering af The Completion Strategies henvises til „Meron-rapporten“<br />
fra præsi<strong>den</strong>ten for ICTY til FN’s generalsekretær: FN, Assessments and report of<br />
Judge Theodor Meron, Presi<strong>den</strong>t of the International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia,<br />
provided to the Security Council pursuant to paragraph 6 of Security Council resolution 1534 (2004),<br />
(S/2005/343), 2005, jf. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1534, (S/RES/1534), 26. marts 2004, afsnit<br />
6.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 155<br />
Fordelen ved en permanent domstol er, at <strong>den</strong> allerede er etableret, når alvorlige<br />
internationale forbrydelser finder sted. På <strong>den</strong>ne måde undgår man først at skulle<br />
etablere en ny domstol fra bun<strong>den</strong>, nyansætte dommere, efterforskere m.fl. <strong>og</strong> iværksætte<br />
hele administrationen. I stedet er det muligt straks at gå i gang med at optage <strong>og</strong><br />
registrere beviser, der ellers risikerer at gå tabt, <strong>og</strong> indlede de pågæl<strong>den</strong>de retssager. En<br />
permanent domstol – der som ICC er baseret på en <strong>folkeret</strong>lig traktat – har desu<strong>den</strong><br />
<strong>den</strong> fordel, at <strong>den</strong> ikke er afhængig af, at der ved hver enkelt væbnet konflikt etableres<br />
politisk vilje i FN’s Sikkerhedsråd til retsforfølgning. Hertil kommer, at ICC er etableret<br />
for stedse <strong>og</strong> derfor i princippet vil kunne pådømme forbrydelser i alle fremtidige<br />
væbnede konflikter.<br />
I modsætning til de to midlertidige tribunaler – ICTY <strong>og</strong> ICTR – er ICC etableret<br />
ved en international traktat (ICC-statutten). ICC-statutten trådte i kraft <strong>den</strong> 1. juli<br />
2002, da 60 stater havde ratificeret <strong>den</strong>. At ICC-statutten er en traktat betyder, at <strong>den</strong><br />
kun gælder for de lande, der har ratificeret <strong>den</strong>, <strong>og</strong> at ICC kun har jurisdiktion over<br />
disse stater. Efter artikel 12(2)-(3) kan ICC’s jurisdiktion d<strong>og</strong> udstrækkes til <strong>og</strong>så<br />
at omfatte stater, som ikke deltager i ICC-statutten, men som har accepteret ICC’s<br />
jurisdiktion.<br />
Klager over påståede krænkelser af ICC-statutten kan indbringes af de stater, der<br />
har ratificeret ICC-statutten, af FN’s Sikkerhedsråd <strong>og</strong> af ICC’s anklager. For en gennemgang<br />
af bestemmelserne om ICC’s jurisdiktion <strong>og</strong> reglerne om indbringelse af sager<br />
for ICC henvises til afsnit 7.5 ne<strong>den</strong>for.<br />
ICC-statutten er pr. 30. juni 2005 blevet undertegnet af 139 stater. Den er pr. 14.<br />
november 2005 ratificeret af 100 stater. 0<br />
ICC-statutten blev ratificeret af Norge <strong>og</strong> gennemført ved lov nr. 65 af 15. juni<br />
2001, der implementerer ICC-statutten i norsk lovgivning. Loven, der trådte i kraft 1.<br />
juli 2002, indeholder blandt andet bestemmelser vedrørende samarbejdet med ICC,<br />
anvendelsen af tvangsmæssige foranstaltninger i overensstemmelse med ICC’s anbefalinger<br />
samt overgivelsen af mistænkte til ICC. Ændringer i lov om udlevering blev<br />
<strong>og</strong>så foretaget. Der blev ikke foretaget ændringer i norsk lovgivning med henblik på<br />
at bringe <strong>den</strong>ne i overensstemmelse med de forbrydelseskategorier, som ICC opererer<br />
med, men som nævnt forventes lovforslag herom at blive fremsat i 2006.<br />
Tyskland ratificerede ICC-statutten <strong>den</strong> 11. december 2000 efter samtykke fra det<br />
tyske Bundestag. ICC-statutten er dermed inkorporeret i det tyske retssystem. For at<br />
muliggøre overførslen af tyske statsborgere til internationale domstole blev <strong>den</strong> tyske<br />
grundlovs artikel 16 ændret <strong>den</strong> 2. december 2000, <strong>og</strong> <strong>den</strong> 21. juni 2002 blev der vedtaget<br />
en ny lov om fuldbyrdelse af ICC-statutten. Denne lov indeholder blandt andet<br />
bestemmelser om retlig assistance til ICC, samarbejdet mellem de tyske myndigheder<br />
<strong>og</strong> ICC samt overførslen af personer til ICC.<br />
459 Af ICC-statutten, artikel 4(2) fremgår det, at ICC <strong>og</strong>så kan få jurisdiktion på andre staters territorium<br />
efter en særlig aftale indgået mellem ICC <strong>og</strong> <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat.<br />
460 Jf. http://www.icc-cpi.int/asp/statesparties.html<br />
461 Lov nr. 39 af 13. juni 1975.<br />
462 Gesetz zur Ausführung des Römischen Statuts des Internationalen Strafgerichtshofes.
15 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Sverige ratificerede ICC-statutten u<strong>den</strong>, at al <strong>den</strong> nødvendige lovgivning var på plads,<br />
men der er i Sverige gennemført lovgivning vedrørende samarbejdet med ICC.<br />
I Holland blev International Crimes Act udarbejdet for at lade ICC-statutten samt<br />
komplementaritets-principperne heri få gyldighed. Denne lov medførte ændringer i<br />
Wartime Offences Act, Straffeloven samt the Surrender of War Crime Suspects Act,<br />
<strong>og</strong> <strong>den</strong> tilvejebragte de ændringer, der skulle til for at kunne rejse tiltale <strong>og</strong> retsforfølge<br />
krigsforbrydelser i Holland. Denne lov medførte <strong>og</strong>så, at to nationale love om implementeringen<br />
af Folkedrabskonventionen <strong>og</strong> FN’s Torturkonvention blev tilbagetrukket.<br />
Herudover er der <strong>den</strong> 20. juni 2002 vedtaget en International Criminal Court Implementation<br />
Act.<br />
Det skal afslutningsvist nævnes, at de fire staters nationale lovgivninger ikke sondrer<br />
mellem krigsforbrydelser begået under væbnet konflikt <strong>og</strong> under besættelse. Visse<br />
handlinger begået af en besættelsesmagt er d<strong>og</strong> særskilt kriminaliseret under <strong>den</strong> tyske<br />
VStGB.<br />
For Danmarks vedkommende blev ICC-statutten ratificeret <strong>den</strong> 21. juni 2001,<br />
<strong>og</strong> aftalen om privilegier <strong>og</strong> immunitet for Den Internationale Straffedomstol blev ratificeret<br />
<strong>den</strong> 3. juni 2005. Danske myndigheder arbejder desu<strong>den</strong> aktivt sammen med<br />
de øvrige EU-lande for at støtte ICC <strong>og</strong> sikre universel ratifikation af ICC-statutten,<br />
<strong>og</strong> det danske medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd 2005-06 bliver blandt andet anvendt<br />
som en platform for det danske arbejde til støtte for ICC.<br />
ICC blev oprettet for at supplere nationale domstole. ICC’s jurisdiktionskompetence<br />
er derfor gjort komplementær <strong>og</strong> subsidiær i forhold til national retsforfølgning<br />
i modsætning til de to ad hoc-tribunaler (ICTY <strong>og</strong> ICTR), der er primære i forhold<br />
til de nationale domstole. ICC er desu<strong>den</strong> begrænset til situationer, hvor staterne er<br />
uvillige <strong>og</strong>/eller ude af stand til effektivt at gennemføre retsforfølgning, jf. artikel 1 <strong>og</strong><br />
17. Se evt. nærmere herom i afsnit 8.5.<br />
Af ICC’s statut fremgår det i artikel 5, at ICC har jurisdiktion (latin: jurisdiction<br />
ratione materiae) til at retsforfølge følgende forbrydelser: folkedrab, forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> krigsforbrydelser. Disse forbrydelser karakteriseres i præamblen <strong>og</strong><br />
i artikel 5 som de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund<br />
som helhed.<br />
Derudover vil aggression <strong>og</strong>så kunne retsforfølges ved ICC, men jurisdiktion i<br />
relation til <strong>den</strong>ne mulige forbrydelse bliver først aktuel, når der opnås enighed om en<br />
definition af aggression. Medlemsstaterne vil forsøge at fastlægge en definition af <strong>den</strong>ne<br />
463 Cooperation with the International Criminal Court Act, 2002:329 af 8. maj 2002 samt Cooperation<br />
with the International Criminal Court Ordinance, 2003:69 af 27. februar 2003.<br />
464 Wetboek van Strafrecht.<br />
465 Se ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.nsf/WebLAW?OpenView&Start=1&Count=150<br />
&Collapse=69.5#69.5<br />
466 Se VStGB Sec. 8 (3)2.<br />
467 Lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.<br />
468 Jf. svar fra U<strong>den</strong>rigsministeriet af 22. juni 2005 på henvendelse fra Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, <strong>den</strong> 30. maj<br />
2005. Se evt. <strong>og</strong>så EU’s fælles holdning om ICC, der er operationaliseret i EU’s Action plan to follow-up<br />
on the common position on the International Criminal Court, februar 2004. Tilgængelig på:<br />
http://ue.eu.int/uedocs/cmsUpload/ICC48EN.pdf Danmark har desu<strong>den</strong> taget en række konkrete<br />
initiativer til støtte for ICC. I februar 2005 afholdt Danmark sammen med Canada, Irland <strong>og</strong> Schweiz<br />
konferencen „ICC and the Arab World“ med deltagelse af embedsmænd fra seks arabiske lande.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 15<br />
forbrydelse syv år efter ICC-statuttens ikrafttræ<strong>den</strong>, dvs. ved en regeringskonference<br />
i 2009. Det er desu<strong>den</strong> ikke usandsynligt, at andre forbrydelser, såsom grove krænkelser<br />
af internationale menneskerettigheder, med ti<strong>den</strong> kan føjes til ICC’s jurisdiktion<br />
i forbindelse med en fremtidig revision af statutten.<br />
ICC har som nævnt beføjelser til at retsforfølge personer for de alvorligste forbrydelser,<br />
der vedkommer det internationale samfund som helhed, jf. artikel 1 (latin:<br />
jurisdiction ratione personae). ICC har således alene kompetence til at pådømme sager,<br />
der vedrører fysiske personer, men ikke sager vedrørende stater eller andre juridiske<br />
personer, såsom organisationer eller private virksomheder.<br />
Spørgsmålene om, hvilken nationalitet gerningsman<strong>den</strong> skal have, <strong>og</strong> hvor forbrydelsen<br />
skal være begået for at være omfattet af ICC’s jurisdiktion (latin: jurisdiction<br />
ratione loci), behandles ne<strong>den</strong>for i afsnit 7.5.<br />
ICC’s tidsmæssige jurisdiktion (latin: jurisdiction ratione temporis) er – i modsætning<br />
til ICTY <strong>og</strong> ICTR – alene begrænset bagud i tid. ICC har således jurisdiktion over<br />
forbrydelser begået efter 1. juli 2002 <strong>og</strong> i princippet ud i al fremtid, jf. artikel 11.<br />
Etableringen af ICC er af stor potentiel betydning for <strong>den</strong> internationale retsor<strong>den</strong>,<br />
idet der hermed er givet et internationalt instrument til håndhævelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, der ikke er afhængig af politisk vilje til retsforfølgning i FN’s Sikkerhedsråd.<br />
Behovet for international retsforfølgning har vist sig at være stort, da staterne ofte ikke<br />
selv retsforfølger sine krigsforbrydere.<br />
ICC vil her kunne spille en væsentlig rolle ved at medvirke til udfyldelsen af dette<br />
tomrum <strong>og</strong> dermed til bekæmpelsen af <strong>den</strong> udbredte straffrihed, der hidtil har hersket<br />
for krigsforbrydelser. ICC udgør således et væsentligt skridt i udviklingen af et<br />
internationalt strafferetligt <strong>og</strong> straffeprocessuelt system, der er baseret på forskellige<br />
retstraditioner, herunder såkaldt „common law“, „civil law“, kinesisk ret <strong>og</strong> islamisk<br />
ret. ICC’s effekt er d<strong>og</strong> betinget af staternes ratifikation af ICC-statutten <strong>og</strong> deres loyale<br />
samarbejde med ICC.<br />
Er de midlertidige, regionale domstoles rolle udspillet?<br />
Foru<strong>den</strong> ICTY <strong>og</strong> ICTR – som begge er etableret af FN’s Sikkerhedsråd efter FN-pagtens<br />
kapitel VII – har FN i nyere tid medvirket til oprettelsen af en række midlertidige<br />
nationale tribunaler med international involvering, såkaldte blandede internationale/<br />
nationale tribunaler, i blandt andet Sierra Leone, Cambodja, Øst-Timor <strong>og</strong> Guatemala.<br />
Disse tribunaler har alle at gøre med situationer, som ikke falder ind under ICC’s jurisdiktion,<br />
idet forbrydelserne blev begået forud for juli 2002. Spørgsmålet er herefter,<br />
om man <strong>og</strong>så efter etableringen af ICC vil finde anledning til at støtte oprettelsen af<br />
sådanne midlertidige tribunaler til retsforfølgning af forbrydelser begået i tilknytning<br />
til bestemte væbnede konflikter.<br />
Det er ikke utænkeligt, idet ICC efter omstændighederne vil finde det både retligt<br />
<strong>og</strong> tidsmæssigt fordelagtigt at overlade retsforfølgningen til eksempelvis en særligt<br />
oprettet national eller regional domstol, hvori de ansatte – inklusiv dommere <strong>og</strong> an-<br />
469 Regeringskonferencen – <strong>og</strong>så kaldet revisionskonferencen – vil blive indkaldt af FN’s generalsekretær,<br />
<strong>og</strong> konferencen skal være åben for dem, der deltager i forsamlingen af deltagerstater. Revisionen<br />
kan omfatte, men er ikke begrænset til, det katal<strong>og</strong> af forbrydelser, der er indeholdt i ICC-statutten,<br />
artikel 5, jf. artikel 123.
15 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
klagere – kender <strong>den</strong> regionale kultur, taler spr<strong>og</strong>et <strong>og</strong> har bedre adgang til at sikre<br />
bevismidlerne, fremfor at overlade sagen til ICC, der ikke har de samme forudsætninger.<br />
Mulighe<strong>den</strong> blev fremført i forbindelse med situationen i Darfur-provinsen i Sudan,<br />
men i marts 2005 henviste FN’s Sikkerhedsråd situationen i Darfur til anklageren ved<br />
ICC. 0<br />
I forbindelse med fremtidige væbnede konflikter vil det formentlig i visse tilfælde<br />
kunne komme på tale at oprette regionale domstole – f.eks. en fællesregional domstol<br />
i et af nabolan<strong>den</strong>e til konflikten – hvis de nationale domstole ikke foretager retsforfølgning,<br />
<strong>og</strong> ICC heller ikke er involveret. Den aktuelle situation i FN’s Sikkerhedsråd<br />
er imidlertid, at der – med undtagelse af USA – ikke er støtte til at etablere ad hoctribunaler<br />
eller blandede tribunaler, hvis de pågæl<strong>den</strong>de forbrydelser ligger in<strong>den</strong> for<br />
ICC’s jurisdiktion.<br />
7.4. Internationale forbrydelser<br />
I det følgende vil de internationale bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> krigsforbrydelser blive gennemgået. Til krigsforbrydelserne hører<br />
sub-kategorien „grove overtrædelser“ af Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol<br />
I. Det er disse regler, der etablerer det <strong>folkeret</strong>lige grundlag for retsforfølgning ved<br />
internationale <strong>og</strong> nationale domstole. Mens de første tre kategorier af internationale<br />
forbrydelser stammer fra internationale domstolsstatutter <strong>og</strong> Folkedrabskonventionen,<br />
hører begrebet „grove overtrædelser“ alene hjemme i Genève-reglerne. Da <strong>folkeret</strong>ten<br />
ikke indeholder en samlet regulering vedrørende internationale forbrydelser, er de<br />
internationale regler dels komplementære, dels overlappende, som det vil fremgå af<br />
gennemgangen ne<strong>den</strong>for.<br />
Udgangspunktet for <strong>den</strong>ne gennemgang tages i ICC-statutten. Dette udgangspunkt<br />
er valgt, fordi ICC er en permanent international straffedomstol, der har mulighed for<br />
at dømme i sager mod personer, der er tiltalt for krigsforbrydelser, forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> eller folkedrab uafhængigt af et givent ge<strong>og</strong>rafisk område <strong>og</strong> en bestemt<br />
konflikt.<br />
Folkedrab<br />
Folkedrab er i artikel 6 i ICC-statutten defineret i overensstemmelse med FN’s Folkedrabskonvention<br />
af 9. december 1948.<br />
470 Jf. FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1593, (SC/RES/1593), 31. marts 2005. Den Internationale Undersøgelseskommission<br />
vedrørende Darfur anbefalede <strong>og</strong>så, at FN’s Sikkerhedsråd indbragte situationen<br />
i Darfur for ICC i medfør af ICC-statuttens art 13(b) i forlængelse af rapportens anbefalinger, se FN,<br />
Report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-General,<br />
Pursuant to Security Council Resolution 1564 of 18 September of 18 September 2004, (S/2005/60), 1.<br />
februar 2005 afsnit 647, s. 174. Tilgængelig på: http://www.unmis.org/english/documents/SG-ReportsOnSudan/s2005-60.pdf
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 15<br />
Folkedrab (genocide)<br />
Ved „folkedrab“ forstås i <strong>den</strong>ne statut enhver af følgende handlinger, der udføres<br />
med fortsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller<br />
religiøs gruppe, således:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
drab på medlemmer af gruppen;<br />
tilføjelse af alvorlig skade på legeme eller sjæl hos medlemmer af gruppen;<br />
bevidst påtvingelse af livsvilkår for gruppen, der er beregnet på at bevirke, at<br />
gruppen helt eller delvist ødelægges fysisk;<br />
indførelse af foranstaltninger, der har til hensigt at forhindre fødsler in<strong>den</strong> for<br />
gruppen; eller<br />
tvangsforflyttelse af børn fra gruppen til andre grupper.<br />
(jf. ICC-statuttens artikel 6. Se <strong>og</strong>så ICTY-statutten, artikel 4(2), ICTR-statutten,<br />
artikel 2(2) <strong>og</strong> Folkedrabs konventionen, artikel 2)<br />
Folkedrab anses for at være <strong>den</strong> mest alvorlige forbrydelse, fordi <strong>den</strong> indebærer en afvisning<br />
af retten til at eksistere for bestemte persongrupper, der ikke selv har indflydelse<br />
på <strong>den</strong> egenskab, de lægges til had for. For at der kan være tale om folkedrab, skal to<br />
krav være opfyldt: For det første skal gerningsman<strong>den</strong> have forsæt til at begå <strong>den</strong>ne<br />
handling (drab, udsultning o.l.). For det andet skal handlingen have til formål helt eller<br />
delvist at udrydde en bestemt gruppe. I <strong>den</strong>ne sammenhæng er det vigtigt at være<br />
opmærksom på, at der med gruppe ikke forstås enhver form for gruppe. Definitionen<br />
er begrænset til stabile <strong>og</strong> permanente grupper, som man f.eks. opdrages eller fødes<br />
ind i, såsom grupper af national, etnisk, racemæssig eller religiøs karakter. Hermed<br />
falder politiske, kulturelle <strong>og</strong> faglige grupper u<strong>den</strong> for definitionen. Det, der rammes<br />
i folkedrabsforbrydelsen, er gruppens sammenhængskraft, dvs. gruppens evne til<br />
at vedblive med at bestå som gruppe, hvis medlemmer føler sig forbundne omkring<br />
deres fællesskab. Intentionen om helt eller delvist at udrydde en bestemt gruppe kræver<br />
forsæt til at udrydde et „væsentligt antal individer“ , men ikke nødvendigvis en „meget<br />
vigtig del“ af gruppen. Forbrydelsen skal således som udgangspunkt overskride<br />
en vis – ikke nærmere angivet – kvantitativ tærskel for at kunne karakteriseres som<br />
folkedrab samtidig med, at gerningsman<strong>den</strong> skal have såkaldt folkedrabshensigt. Man<br />
vil d<strong>og</strong> kunne forestille sig særlige tilfælde, hvor der vil foreligge folkedrab, såfremt<br />
471 Ødelæggelse af gruppen omfatter <strong>den</strong> fysiske destruktion af hele eller en del af gruppen.<br />
472 ICTR foret<strong>og</strong> klassifikationen af tilhørsforhold ud fra faste tilhørsforhold, dvs. det skal være stabile<br />
grupper, man f.eks. fødes ind i, <strong>og</strong> hvor de andre medlemmer af gruppen ikke stiller spørgsmålstegn<br />
ved tilhørsforholdet, mens ICTY har foretaget klassifikationen ud fra gerningsman<strong>den</strong>s subjektive opfattelse<br />
af ofrenes tilhørsforhold <strong>og</strong> under iagttagelse af kravet om en stabil <strong>og</strong> permanent gruppe.<br />
473 ICTR, The Prosecutor vs. Clément Kayishema and Obed Ruzindana, (ICTR-95-1-T), dom af 21. maj<br />
1999, afsnit 97.<br />
474 ICTY, The Prosecutor vs. Goran Jelisic, (Case no. IT-95-10-T), dom af 14. december 1999, afsnit 82.<br />
ICTR, The Prosecutor vs. Ignace Bagilishema, ICTR, (Case no. ICTR-95-1A-T), dom af 7. juni 2001,<br />
afsnit 64.
1 0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
blot én enkelt person dræbes. Hvis f.eks. gruppens sammenhængskraft afhænger af én<br />
eneste person – som det eksempelvis er tilfældet med tibetanernes Dalai Lama – kan<br />
det efter omstændighederne være folkedrab, hvis n<strong>og</strong>en dræber ham med det formål<br />
at få gruppen til at falde fra hinan<strong>den</strong>. I praksis er det ofte vanskeligt at bevise, at der<br />
foreligger folkedrabshensigt, <strong>og</strong> domstolen må da i stedet henholde sig til objektivt<br />
konstaterbare udtryk for folkedrabshensigten <strong>og</strong> faktiske omstændigheder.<br />
Eksempler på folkedrab kendes blandt andet fra Eksjugoslavien. I juli 1995 angreb<br />
<strong>den</strong> bosnisk-serbiske hær Srebrenica, hvor <strong>den</strong> henholdsvis udviste <strong>og</strong> dræbte flertallet<br />
af enklavens bosniske muslimer (etnisk udrensning). Radislav Krstic , som var<br />
øverstkommanderende for det pågæl<strong>den</strong>de bosnisk-serbiske regiment, blev fundet<br />
skyldig i folkedrab for sin medvirken til drab på ca. 8.000 muslimer i Srebrenica, <strong>og</strong><br />
idømtes 35 års fængsel ved ICTY i 2004.<br />
Et af de mest omfangsrige tilfælde af folkedrab i nyere tid kendes fra Rwanda. I <strong>den</strong><br />
første sag, der blev afgjort ved ICTR, blev hutuen Jean-Paul Akayesu i 1998 fundet<br />
skyldig i folkedrab på baggrund af udryddelsen af tutsier samt direkte <strong>og</strong> offentlig opfordring<br />
til at begå folkedrab m.m. Akayesu blev fundet skyldig <strong>og</strong> idømt tribunalets<br />
hårdeste straf: fængsel på livstid. Dommen skiller sig ud ved at statuere folkedrab, selv<br />
om tutsierne ikke blev anset for at tilhørt en bestemt etnisk, racemæssig, religiøs eller<br />
national gruppe. ICTR anså imidlertid i dommen tutsierne som en særlig (distinct)<br />
gruppe i kraft af gruppens kollektive i<strong>den</strong>titet (bibragt af de belgiske koloniherrer) <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong>s stabile <strong>og</strong> permanente tilstand.<br />
Forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
Forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> består af en række handlinger, der begås som led i<br />
et omfattende eller systematisk overgreb mod civilbefolkningen. Ved ICTY stilles der<br />
ydermere krav om, at forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> skal begås under en væbnet<br />
konflikt, <strong>og</strong> ved ICTR er det påkrævet, at forbrydelsen skal have et diskriminerende<br />
element. ICC-statuttens artikel 7 medtager ingen af disse krav. Før en person kan dømmes<br />
for forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> ved ICC, stilles følgende krav vedrørende<br />
handlingens objektive karakter (latin: actus reus): At overgrebet er systematisk eller<br />
omfattende, at det er begået mod en civilbefolkning samt at angrebet begås „mod enhver<br />
civilbefolkning i medfør af eller til fremme af en stats eller organisations politik<br />
om at begå det pågæl<strong>den</strong>de angreb“, jf. artikel 7(1)-(2). Domfældelse fordrer endvidere,<br />
at følgende krav til <strong>den</strong> formodede gerningsmands subjektive hensigt er opfyldt (latin:<br />
mens rea): at han/hun havde forsæt til at begå <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de handling.<br />
475 ICTY, The Prosecutor vs. Goran Jelisic, (Case no. IT-95-10-T), dom af 5. juli, 2001, afsnit 47.<br />
476 ICTR, The Prosecutor vs. Jean-Paul Akayesu, (Case no. ICTR-96-4-T), dom af 2. september, 1998. For<br />
en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt tutsierne tilhører en gruppe henvises til Frederik Harhoff, The<br />
Rwanda Tribunal: A presentation of some legal aspects, IRRC, No. 321, december 1997, s. 665-673.<br />
477 ICTR, The Prosecutor vs. Jean-Paul Akayesu, (Case no. ICTR-96-4-T), dom af 2. september, 1998. For<br />
en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt tutsierne tilhører en gruppe henvises til Frederik Harhoff, The<br />
Rwanda Tribunal: A presentation of some legal aspects, IRRC, No. 321, december 1997, s. 665-673.<br />
478 FN, Report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-<br />
General, Pursuant to Security Council Resolution 1564 (2004) of 18 September 2004, (S/2005/60),<br />
1. februar 2005, afsnit 498, s. 134-135. ICTR, The Prosecutor vs. Jean-Paul Akayesu, (Case no. ICTR-<br />
96-4-T), dom af 2. september 1998, afsnit 516.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 1<br />
Forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> (Crimes against humanity)<br />
Ved „forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>“ forstås i <strong>den</strong>ne statut blandt andet følgende<br />
handlinger, når de begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en<br />
civilbefolkning <strong>og</strong> med vi<strong>den</strong> om angrebet:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
drab;<br />
udryddelse;<br />
slaveri;<br />
deportation eller tvungen overførelse af en befolkning;<br />
fængsling eller an<strong>den</strong> alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med <strong>folkeret</strong>tens<br />
basale regler;<br />
tortur;<br />
voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, graviditet <strong>og</strong> sterilisering eller<br />
enhver an<strong>den</strong> form for seksuel vold af lignende grovhed;<br />
forfølgelse af enhver i<strong>den</strong>tificerbar gruppe eller fællesskab af politiske,<br />
racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte eller andre<br />
årsager; <strong>og</strong><br />
andre umenneskelige handlinger af lignende karakter.<br />
(jf. ICC-statuttens artikel 7. Se <strong>og</strong>så ICTY-statuttens artikel 5 <strong>og</strong> ICTR-statuttens<br />
artikel 3)<br />
Folkedrab <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> overlapper til dels hinan<strong>den</strong>, idet begge<br />
forbrydelser vedrører overgreb på civilbefolkningen <strong>og</strong> kan finde sted enten under en<br />
væbnet konflikt eller i fredstid. Specielt for folkedrab er imidlertid som nævnt, at det<br />
forudsætter en hensigt til helt eller delvis at udrydde en bestemt befolkningsgruppe<br />
(folkedrabshensigt). Da det i praksis ofte er vanskeligt at bevise, at der foreligger<br />
folkedrabshensigt, kan domstolen i sådanne sager være nødsaget til „kun“ at dømme<br />
<strong>den</strong> ansvarlige for forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> eller krigsforbrydelser. Dette har<br />
været tilfældet i flere sager ved ICTY, <strong>og</strong> problematikken har for nylig været rejst<br />
af Den Internationale Undersøgelseskommission vedrørende Darfur (International<br />
Commission of Inquiry on Darfur), nedsat af FN’s Sikkerhedsråd i medfør af resolution<br />
1564 (2004).<br />
I sin rapport til FN’s generalsekretær af 25. januar 2005 konkluderer <strong>den</strong> internationale<br />
undersøgelseskommission, at Sudans regering <strong>og</strong> de paramilitære Janjaweed-styrker<br />
har begået omfattende <strong>og</strong> systematiske overgreb på civilbefolkningen i Sudans Darfurregion,<br />
herunder vilkårlige angreb, drab, tortur, tvungne forsvindinger, tilintetgørelse<br />
af landsbyer <strong>og</strong> tvangsforflyttelse. Mange tusinde mennesker er blevet dræbt, <strong>og</strong> over<br />
1,8 millioner er drevet på flugt. Ofrene tilhører hovedsageligt afrikanske stammer. På<br />
479 ICTY, The Prosecutor vs. Goran Jelisic, (Case no. IT-95-10-T), dom af 14. december 1999. ICTY, The<br />
Prosecutor vs. Milomir Stakic, (Case no. IT-97-24-T), dom af 31. juli 2003. ICTY, The Prosecutor vs.<br />
Radoslav Brdjanin, (Case no. IT-99-36-T), dom af 1. september 2004.
1 2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>den</strong>ne baggrund anses regeringen <strong>og</strong> Janjaweed-militsen som ansvarlige for forbrydelser<br />
mod menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> krigsforbrydelser. Regeringen menes imidlertid ikke at være<br />
skyldig i folkedrab, idet det afgørende element i folkedrabsforbrydelsen, folkedrabshensigten,<br />
ikke menes at være til stede. Kommissionen kan d<strong>og</strong> ikke udelukke, at enkelte<br />
myndighedspersoner kan have begået folkedrab, idet <strong>den</strong> pointerer, at <strong>den</strong>ne afgørelse<br />
kun kan træffes af en domstol. 0<br />
Mens forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> ifølge ICC-statutten kun foreligger, såfremt<br />
overgrebene har en systematisk eller omfattende karakter, kan enkeltstående <strong>og</strong> isolerede<br />
overgreb under væbnede konflikter retsforfølges i henhold til Genève-konventionerne<br />
<strong>og</strong> Tillægsprotokol I.<br />
Eksempler på forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> kendes blandt andet fra borgerkrigen<br />
i Eksjugoslavien. I en sag ved ICTY blev <strong>den</strong> bosnisk-kroatiske General Blaskic<br />
idømt 45 års fængsel for sit ansvar for organiserede overgreb på muslimske civile i ca.<br />
20 byer. Blaskic blev blandt andet fundet skyldig i forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>,<br />
idet han havde forfulgt <strong>den</strong> muslimske civilbefolkning af politiske, racistiske <strong>og</strong> religiøse<br />
grunde fra maj 1992 til januar 1994. Forfølgelserne fandt sted som del af et omfattende<br />
<strong>og</strong> systematisk angreb på byer <strong>og</strong> landsbyer beboet af bosniske muslimer. Under<br />
angrebet blev bosniske muslimer myrdet, deporteret, udsat for andre umenneskelige<br />
handlinger <strong>og</strong> systematisk arresteret. Ved appelinstansen blev Blaskic d<strong>og</strong> frifundet for<br />
en række forbrydelser, <strong>og</strong> straffen blev som følge heraf nedsat til 9 års fængsel. Sagen<br />
er efterfølgende begæret genoptaget af anklageren pga. fremkomsten af nye beviser.<br />
Krigsforbrydelser<br />
Artikel 8 i ICC-statutten fastslår, at ICC skal have jurisdiktion over 50 krigsforbrydelser,<br />
begået under internationale eller ikke-internationale væbnede konflikter. Ved<br />
krigsforbrydelser forstås:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
grove overtrædelser af Genève-konventionerne af 1949;<br />
andre grove overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder under internationale<br />
væbnede konflikter;<br />
alvorlige overtrædelser af <strong>den</strong> fælles artikel 3 i Genève-konventionerne af 1949<br />
under ikke-internationale væbnede konflikter; <strong>og</strong><br />
andre alvorlige overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder i ikke-internationale<br />
væbnede konflikter.<br />
Med ICC-statuttens definition af krigsforbrydelser er der for første gang foretaget en<br />
samlet international definition af begrebet.<br />
480 FN, report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-<br />
General, Pursuant to Security Council Resolution 1564 of 18 September 2004, Geneva, (S/2005/60),<br />
1. februar 2005, se http://www.unmis.org/english/documents/SG-ReportsOnSudan/s2005-60.pdf<br />
481 ICTY, The Prosecutor vs. Tihomir Blaskic, ICTY, (Case no. IT-95-14-T), dom af 3. marts 2000.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 3<br />
Krigsforbrydelser<br />
Domstolen skal have jurisdiktion over krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås<br />
som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende begåelse af sådanne<br />
forbrydelser, for eksempel:<br />
Grove overtrædelser af Genève-konventionerne, dvs. enhver af følgende handlinger<br />
mod personer eller ejendom, der nyder beskyttelse efter Genève-konventionerne<br />
(artikel 8 (2)a):<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
forsætligt drab;<br />
tortur eller umenneskelig behandling, herunder biol<strong>og</strong>iske forsøg;<br />
tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred;<br />
omfattende ødelæggelse <strong>og</strong> tilegnelse af ejendom, der ikke er af militær nødvendighed,<br />
<strong>og</strong> som udføres på ulovlig <strong>og</strong> vilkårlig måde;<br />
forsætlig berøvelse af en krigsfanges eller an<strong>den</strong> beskyttet persons ret til rimelig<br />
<strong>og</strong> almindelig domstolsbehandling; <strong>og</strong><br />
ulovlig deportation eller overførsel eller ulovlig internering samt gidseltagning.<br />
Andre grove overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der finder anvendelse under internationale<br />
væbnede konflikter (artikel 8 (2)b):<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
forsætligt angreb på civilbefolkningen, der ikke tager del i fjendtlighederne;<br />
brug af giftige våben eller andre våbentyper, beregnet til at skabe unødige<br />
lidelser;<br />
angreb eller bombardement af byer, landsbyer eller bygninger, der er u<strong>den</strong><br />
forsvar;<br />
angreb på kombattanter, der har overgivet sig betingelsesløst;<br />
angreb på personel, materiel eller enheder, der deltager i humanitær bistand i<br />
overensstemmelse med FN-pagten; <strong>og</strong><br />
voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution <strong>og</strong> graviditet samt an<strong>den</strong> seksuel<br />
vold.<br />
I tilfælde af ikke-internationale konflikter, alvorlige overtrædelser af fællesartikel<br />
3 i Genève-konventionerne, dvs. enhver af følgende handlinger, der begås<br />
mod personer, der ikke – eller ikke længere – deltager aktivt i fjendtlighederne<br />
(artikel 8(2)c):<br />
•<br />
•<br />
•<br />
vold mod liv <strong>og</strong> legeme, i særdeleshed drab, lemlæstelse, grusom behandling<br />
<strong>og</strong> tortur;<br />
krænkelse af <strong>den</strong> menneskelige værdighed, navnlig ydmygende <strong>og</strong> nedværdigende<br />
behandling; <strong>og</strong><br />
domfældelse eller henrettelse u<strong>den</strong> forudgående dom afsagt af en behørigt<br />
konstitueret domstol, som yder alle de retsgarantier, som anerkendes som<br />
ufravigelige.<br />
→
1 4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Andre alvorlige overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder under ikke-internationale<br />
væbnede konflikter (artikel 8(2)e):<br />
•<br />
•<br />
•<br />
forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner,<br />
der ikke tager direkte del i fjendtlighederne;<br />
voldtægt, seksuelt slaveri <strong>og</strong> tvungen prostitution; <strong>og</strong><br />
anvendelse af børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller<br />
grupper eller brugen af børn til aktiv deltagelse i fjendtlighederne.<br />
(jf. ICC-statuttens artikel 8. Se <strong>og</strong>så ICTY-statutten, artikel 2, ICTR-statutten, artikel<br />
4 samt Genève-konventionerne, Tillægsprotokol I-II, fællesartikel 3 i Genève-konventionerne<br />
<strong>og</strong> Haager-konvention IV af 1907.)<br />
I modsætning til forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> folkedrab, der kan finde sted<br />
både i freds- <strong>og</strong> krigstid, kan krigsforbrydelser kun begås i forbindelse med en væbnet<br />
konflikt. Krigsforbrydelser skal retsforfølges uanset gerningsman<strong>den</strong>s status <strong>og</strong><br />
statsborgerskab. Det betyder at statsoverhoveder, forsvarets soldater <strong>og</strong> civile (ikkestatslige<br />
aktører) <strong>og</strong>så skal retsforfølges <strong>og</strong> straffes for krigs-forbrydelser. Da ICC er<br />
baseret på princippet om individuelt strafansvar, vil regeringer eller væbnede grupper<br />
som kollektiv ikke kunne retsforfølges ved ICC, men kun enkeltmedlemmer af disse<br />
regeringer eller grupper.<br />
Af definitionen på krigsforbrydelser i ICC-statutten fremgår det, at navnlig krigsforbrydelser,<br />
der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende begåelse<br />
af sådanne forbrydelser, er omfattet af ICC’s jurisdiktion. Dette kriterium betyder, at<br />
enkeltstående forbrydelser begået af individuelle medlemmer af de væbnede styrker<br />
som udgangspunkt ikke retsforfølges ved ICC.<br />
Kriteriet indebærer, at isolerede tilfælde af eksempelvis tortur under væbnet konflikt<br />
ikke nødvendigvis vil kunne blive pådømt ved ICC. At man har valgt at tilføje „navnlig“<br />
i definitionen kan <strong>og</strong>så hænge sammen med, at forhandlerne bag statutten har forsøgt at<br />
gøre statutten mere acceptabel for stater, der har mange styrker i udlandet, <strong>og</strong> som har<br />
en ten<strong>den</strong>s til at føle sig truet af ICC, men det er <strong>og</strong>så i høj grad udtryk for domstolens<br />
komplementære struktur i forhold til nationale domstole. I de enkeltstående tilfælde af<br />
krigsforbrydelser vil det således være op til staterne selv at kriminalisere <strong>og</strong> retsforfølge<br />
disse forbrydelser i henhold til Genève-konventionerne, der ikke stiller domstolens<br />
skærpede krav til forbrydelsens systematik eller omfang. Ved anvendelse af betegnelsen<br />
„navnlig“ er ICC imidlertid ikke afskåret fra at pådømme tilfælde af enkeltstående<br />
krigsforbrydelser. Det vil navnlig tænkes at komme på tale i principielle sager.<br />
Eksempler på krigsforbrydelser kendes blandt andet fra borgerkrigen i Eksjugoslavien.<br />
I en sag ved ICTY blev <strong>den</strong> bosniske serber Dusko Tadic i 1997 fundet skyldig<br />
i krigsforbrydelser (umenneskelig behandling) <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
482 Cassese, Gaeta, Jones (2002), s. 380.<br />
483 ICTY, The Prosecutor vs. Dusko Tadic, (Case no. IT-94-1-T), dom af 7. maj 1997. Tadic blev ligeledes<br />
fundet skyldig i appelsagen, se ICTY, The Prosecutor vs. Dusko Tadic, (Case no. IT-94-1-A), dom af<br />
15. juli 1999.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 5<br />
(forfølgelse af gruppe eller fællesskab af nationale, politiske, etniske, racistiske eller<br />
religiøse grunde) mod ikke-serbere i tre fangelejre i Bosnien, jf. ICTY-statuttens artikel<br />
3 <strong>og</strong> 5. Tadic blev idømt 20 års fængsel, men da han appellerede dommen, fandtes han<br />
endvidere skyldig i grove overtrædelser af Genève-konventionerne, jf. ICTY-statuttens<br />
artikel 2, hvorfor straffen blev forlænget med 5 år. ICC-statutten indeholder som<br />
nævnt <strong>den</strong> hidtil mest omfattende <strong>og</strong> fuldstændige opregning af overtrædelser af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, der kan betegnes som krigsforbrydelser. Bestemmelser om krigsforbrydelser<br />
findes imidlertid <strong>og</strong>så i ICTY-statutten <strong>og</strong> ICTR-statutten samt i Genèvekonventionerne<br />
<strong>og</strong> Tillægsprotokol I. Gerningsindholdet af en given krigsforbrydelse<br />
kan imidlertid variere fra retskilde til retskilde. Tortur er et klassisk eksempel herpå.<br />
Tortur er omfattet af Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I samt af begreberne<br />
krigsforbrydelser <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> i ICC-statutten. Forbudet mod<br />
tortur er desu<strong>den</strong> udførligt reguleret i en specifik menneskerettighedskonvention,<br />
FN’s Konvention mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller nedværdigende<br />
behandling eller straf af 1984 (FN’s Torturkonvention, CAT). FN’s Torturkonvention<br />
indeholder desu<strong>den</strong> en definition af torturforbrydelsen i artikel 1, der i et vist omfang<br />
har fungeret som fortolkningsbidrag in<strong>den</strong>for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Denne<br />
definition af tortur er imidlertid ikke universel:<br />
„I Kunarac-sagen fastsl<strong>og</strong> ICTY, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s definition af tortur ikke<br />
indeholder de samme elementer som <strong>den</strong> definition, der generelt anvendes in<strong>den</strong> for<br />
menneskerettighederne (FN’s Torturkonvention). Domstolen fastsl<strong>og</strong> ikke desto mindre,<br />
at tilstedeværelsen af en offentlig myndighedsperson (state official) i tortur-processen<br />
ikke er en forudsætning for, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de forbrydelse kan anses som tortur ifølge<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.“<br />
Hvad angår gerningsindholdet af torturbegrebet i ICC’s vejle<strong>den</strong>de beskrivelse af<br />
gerningsindholdet (Elements of Crimes) defineres tortur <strong>og</strong>så forskelligt afhængigt af,<br />
om der er tale om tortur som en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong> eller en krigsforbrydelse.<br />
Hvor tortur i forbindelse med forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> defineres<br />
som påførelse af fysisk eller psykisk smerte på en eller flere personer, stilles der under<br />
krigsforbrydelser tillige krav om, at handlingen begås med det formål at fremtvinge<br />
oplysninger eller tilståelse, eller foretage afstraffelse, intimidering eller tvang af diskriminerende<br />
grunde.<br />
Grove overtrædelser af Genève-konventionerne af 1949<br />
Grove overtrædelser af Genève-konventionerne af 1949 er <strong>den</strong> første kategori af krigsforbrydelser,<br />
som nævnes i ICC-statutten. Begrebet grove overtrædelser (engelsk: grave<br />
breaches) omfatter de alvorligste overtrædelser af Genève-konventionerne, der begås<br />
484 ICTY, The Prosecutor vs. Anto Furundzija, (Case no. IT-95-17/1), dom af 10. december 1998, afsnit<br />
160-161. Se evt. nærmere herom i Dörmann (2004), s. 44-50.<br />
485 ICTY, The Prosecutor vs. Dragoljub Kunarac, Radomir Kovac and Zoran Vukovic, (Case no. IT-<br />
96-23/1-T) dom af 22. februar 2001, afsnit 482-96.<br />
486 International Criminal Court, Elements of Crimes, U.N. Doc. PCNICC/2001/Add.2 (2000), artikel<br />
7(1)(f) <strong>og</strong> artikel 8(2)(a)(ii)-1. Se ICC-statuttens artikel 9 om elements of crimes.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
i forbindelse med internationale væbnede konflikter, jf. de fire Genève-konventioner,<br />
henholdsvis artikel 50, 51, 130 <strong>og</strong> 147.<br />
Mens sondringen mellem „grove overtrædelser“ <strong>og</strong> krigsforbrydelser ikke har betydning<br />
i relation til ICC-statutten, da der ikke er tilknyttet forskellige retsvirkninger<br />
til disse to kategorier, så har <strong>den</strong>ne sondring betydning for <strong>den</strong> nationale implementering<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Sondringen har navnlig relevans for <strong>den</strong> nationale<br />
retsforfølgning af grove overtrædelser af Genève-konventionerne.<br />
National retsforfølgning: Det kendetegnende ved grove overtrædelser er, at deltagerstaterne<br />
ifølge Genève-konventionerne ikke blot kan, men skal kriminalisere <strong>og</strong><br />
retsforfølge sådanne forbrydelser, uanset gerningsman<strong>den</strong>s statsborgerskab <strong>og</strong> hvor<br />
forbrydelsen er blevet begået. Således fremgår det af de fire Genève-konventioner,<br />
henholdsvis artikel 49, 50, 129 <strong>og</strong>146, at:<br />
„De Høje Kontraherende Parter forpligter sig til at gennemføre alle love, der er nødvendige<br />
for at skabe effektive straffesanktioner overfor personer, som begår eller beordrer…grove<br />
overtrædelser af nærværende konvention[, samt] …har pligt til at eftersøge<br />
personer, der er sigtet for at have begået eller beordret…grove overtrædelser, <strong>og</strong> skal u<strong>den</strong><br />
hensyn til sådanne personers statsborgerforhold stille dem for sine egne domstole“.<br />
Vælger <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat ikke at retsforfølge <strong>den</strong> mistænkte person, har staten pligt<br />
til at udlevere <strong>den</strong>ne til retsforfølgning i en an<strong>den</strong> medlemsstat, som vil retsforfølge<br />
personen. Betingelsen for, at der foreligger grove overtrædelser er, at overtrædelserne<br />
har fundet sted under en international væbnet konflikt <strong>og</strong> er begået mod personer<br />
beskyttet af Genève-konventionerne.<br />
Andre grove overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder under<br />
internationale væbnede konflikter<br />
Den an<strong>den</strong> kategori af krigsforbrydelser i ICC-statutten omfatter „andre grove overtrædelser<br />
af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder under internationale væbnede konflikter“.<br />
Hertil hører navnlig grove overtrædelser af Tillægsprotokol I vedrørende beskyttelsen<br />
af ofre i internationale væbnede konflikter, jf. Tillægsprotokol I, artikel 11 <strong>og</strong> 85. Denne<br />
an<strong>den</strong> kategori af krigsforbrydelser under internationale væbnede konflikter omfatter<br />
endvidere overtrædelser af IV. Haager-konvention af 1907 <strong>og</strong> det tilhørende landkrigsreglement,<br />
som blandt andet indeholder en udførlig regulering af de stri<strong>den</strong>de parters<br />
behandling af krigsfanger.<br />
Som det fremgår af ICC-statuttens definition af krigsforbrydelser er voldtægt <strong>og</strong> an<strong>den</strong><br />
seksuel vold <strong>og</strong>så defineret som en krigsforbrydelse, når handlingerne er omfattende<br />
eller begås som led i en plan eller politik. Voldtægt <strong>og</strong> an<strong>den</strong> seksuel vold har fundet<br />
sted i alle væbnede konflikter, men er indtil for få år si<strong>den</strong> ikke blevet betragtet som en<br />
487 Dörmann (2004), s. 128.<br />
488 Personer hors de combat, krigsfanger <strong>og</strong> civile. En person er anerkendt som hors de combat, hvis <strong>den</strong>ne<br />
er i modpartens varetægt <strong>og</strong> har nedlagt våbnene, har overgivet sig eller er blevet gjort ukampdygtig<br />
på grund af sår eller sygdom <strong>og</strong> derfor er ude afstand til at forsvare sig, jf. Genève-konventionerne,<br />
fællesartikel 3.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1<br />
egentlig krigsforbrydelse. Under konflikten i Eksjugoslavien blev der i udstrakt omfang<br />
gjort brug af voldtægt <strong>og</strong> an<strong>den</strong> seksuel vold som led i en etnisk udrensning.<br />
I Kunarac-sagen – <strong>og</strong>så kendt som „the rape camp case“ – hvor der blandt andet var<br />
tale om en militærkommandørs systematiske voldtægt af kvinder i Republika Srpska,<br />
sl<strong>og</strong> ICTY for første gang fast, at voldtægt kan betegnes som en krigsforbrydelse. 0 For<br />
en gennemgang af sagen henvises til kapitel 6.2. om <strong>den</strong> særlige beskyttelse af udsatte<br />
<strong>og</strong> sårbare civile. Med vedtagelsen af ICC-statutten er det nu endegyldigt slået fast, at<br />
voldtægt udgør en krigsforbrydelse under enhver væbnet konflikt, jf. ICC-statuttens<br />
artikel 8, stk 2 b), litra xxii), <strong>og</strong> 2 e), litra vi).<br />
National retsforfølgning: For grove overtrædelser af Tillægsprotokol I gælder – ligesom<br />
under Genève-konventionerne – at deltagerstaterne har pligt til at kriminalisere <strong>og</strong><br />
retsforfølge dem, uanset gerningsman<strong>den</strong>s nationalitet <strong>og</strong> gerningsstedet, jf. artikel<br />
85(1). Tillægsprotokol I indfører således – ligesom Genève-konventionerne – universel<br />
jurisdiktion for de mest alvorlige krigsforbrydelser.<br />
Alvorlige overtrædelser af fællesartikel 3 i Genève-konventionerne<br />
af 1949 under ikke-internationale væbnede konflikter<br />
Den tredje kategori af krigsforbrydelser, der er omfattet af ICC-statutten, er „alvorlige<br />
overtrædelser af fællesartikel 3 i Genève-konventionerne af 1949 under ikke-internationale<br />
væbnede konflikter“. Denne type krigsforbrydelser vedrører handlinger, der<br />
begås som led i en ikke-international væbnet konflikt mod personer, som ikke – eller<br />
ikke længere – tager direkte del i fjendtlighederne.<br />
Den fælles artikel 3 – <strong>og</strong>så kaldet <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> minimumsgaranti – var indtil<br />
1977 <strong>den</strong> eneste internationale beskyttelse, der fandtes i forbindelse med ikke-internationale<br />
væbnede konflikter. Se evt. nærmere om anvendelsesområdet for <strong>og</strong> indholdet<br />
af fællesartikel 3 i kapitel 5.<br />
De forpligtelser, der følger af Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, finder<br />
primært anvendelse for medlemmer af de væbnede styrker, der opererer under en stri<strong>den</strong>de<br />
parts ansvarlige kommando, <strong>og</strong> myndighedspersoner, der de facto repræsenterer<br />
regeringen, <strong>og</strong> som har til opgave at udføre eller støtte krigshandlinger. I Akayesu-sagen<br />
sl<strong>og</strong> ICTR imidlertid fast, at <strong>den</strong> minimumsbeskyttelse, <strong>den</strong> fælles artikel 3 er udtryk for,<br />
fordrer en effektiv afstraffelse af enhver, der overtræder fælles artikel 3, herunder <strong>og</strong>så<br />
personer med ringere tilknytning til konflikten. ICTR udtalte videre, at afstraffelse for<br />
brud på <strong>den</strong> fælles artikel 3 må gælde for enhver u<strong>den</strong> forskelsbehandling, som forudsat<br />
i principperne om individuelt strafansvar, <strong>og</strong> som fastslået af Nürnberg-tribunalet.<br />
Ingen person er således undtaget fra strafansvar for brud på <strong>den</strong> fælles artikel 3.<br />
Da staterne efter <strong>folkeret</strong>ten ikke har pligt til at kriminalisere eller retsforfølge alvorlige<br />
overtrædelser i ikke-internationale væbnede konflikter ved nationale domstole,<br />
489 Jf. Cherif Bassiouni, Marcia McCormick, Sexual Violence: An Invisible Weapon of War in the former<br />
Yugoslavia, Occasional Paper No.1, International Human Rights Law Institute, DePaul University<br />
College of Law, 1996, s. 1-2.<br />
490 ICTY, The Prosecutor vs. Dragoljub Kunarac, Radomir Kovac and Zoran Vukovic, (Case no. IT-<br />
96-23/1-T) dom af 22. februar 2001.<br />
491 ICTR, The Prosecutor vs. Jean-Paul Akayesu, (Case no. ICTR-96-4-A), dom af 1. juni 2001, afsnit<br />
443-445.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
kan ICC få betydning i de tilfælde, hvor staterne ikke har kriminaliseret brud på Tillægsprotokol<br />
II.<br />
Andre alvorlige overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder i<br />
ikke-internationale væbnede konflikter<br />
Til <strong>den</strong> fjerde <strong>og</strong> sidste kategori af krigsforbrydelser i ICC-statutten hører „andre<br />
alvorlige overtrædelser af ret <strong>og</strong> sædvaner, der gælder i ikke-internationale væbnede<br />
konflikter“. Denne kategori omfatter navnlig overtrædelser af Tillægsprotokol II til<br />
Genève-konventionerne vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede<br />
konflikter.<br />
ICC-statutten udvider <strong>den</strong> nedskrevne (kodificerede) <strong>folkeret</strong>lige beskyttelse under<br />
ikke-internationale væbnede konflikter ved at føje nye typer af krigsforbrydelser til<br />
„krigsforbrydelseskatal<strong>og</strong>et“, som ikke tidligere har haft et traktatretligt grundlag. Som<br />
eksempler på krigsforbrydelser, der ikke har udtrykkelig hjemmel i Tillægsprotokol II,<br />
kan nævnes:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, tvungen graviditet, tvungen<br />
sterilisation <strong>og</strong> enhver an<strong>den</strong> form for seksuel vold, der ligeledes kan udgøre en<br />
overtrædelse af fællesartikel 3;<br />
at indskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker<br />
eller grupper eller anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne; <strong>og</strong><br />
forsætligt at angribe bygninger, materiel <strong>og</strong> sanitetsenheder- <strong>og</strong> transporter<br />
samt personel, der anvender Genève-konventionernes kendemærker i<br />
overensstemmelse med <strong>folkeret</strong>ten.<br />
National retsforfølgning: Mens der for krigsforbrydelser under internationale væbnede<br />
konflikter gælder en forpligtelse til at kriminalisere <strong>og</strong> retsforfølge sådanne overtrædelser,<br />
så finder det såkaldte „grove overtrædelser-system“ (på engelsk: grave breaches<br />
regime) ikke anvendelse under ikke-internationale væbnede konflikter.<br />
Tillægsprotokol II indeholder ikke en udtrykkelig forpligtelse for de deltagende<br />
stater til at kriminalisere <strong>og</strong> retsforfølge alvorlige overtrædelser af Tillægsprotokol II.<br />
Retsforfølgning ved nationale domstole er således afhængig af, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat<br />
har valgt at kriminalisere <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de forbrydelse i national lovgivning, at <strong>den</strong> har<br />
straffemyndighed (jurisdiktion), <strong>og</strong> at <strong>den</strong> iværksætter retsforfølgning i tilfælde af alvorlige<br />
overtrædelser af Tillægsprotokol II. Det samme gør sig gæl<strong>den</strong>de for forbrydelser,<br />
der ikke har n<strong>og</strong>et traktatretligt grundlag, men alene kan udledes af sædvaneretten.<br />
Se evt. nærmere om, hvilke forbrydelser, der anses som forbudte efter sædvaneretten,<br />
i kapitel 5.<br />
Da staterne efter <strong>folkeret</strong>ten ikke har pligt til at kriminalisere eller retsforfølge<br />
alvorlige overtrædelser i ikke-internationale væbnede konflikter ved nationale domstole<br />
– bortset fra brud på fællesartikel 3 – kan ICC <strong>og</strong>så her få betydning i de tilfælde,<br />
hvor staterne ikke har kriminaliseret brud på Tillægsprotokol II.<br />
492 Dörmann (2004), s. 468.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1<br />
7.5. Indbringelse af sager for Den Internationale<br />
Straffedomstol<br />
ICC kan udøve jurisdiktion over de forbrydelser, der er nævnt i artikel 5, såfremt <strong>den</strong><br />
stat, der har en særlig forbindelse til forbrydelsen, har ratificeret ICC-statutten, jf.<br />
artikel 12(2). En deltagerstat vil have en sådan forbindelse til forbrydelsen, enten hvis<br />
gerningsman<strong>den</strong> er statsborger i <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat, eller hvis forbrydelsen er begået<br />
på <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stats territorium (latin: jurisdicion ratione loci).<br />
Hvis ICC har jurisdiktion over en given forbrydelse, kan ICC ikke alene udøve disse<br />
beføjelser i forhold til <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de deltagerstats territorium, men i forhold til en<br />
hvilken som helst deltagerstats territorium. Hvis f.eks. <strong>den</strong> anklagede gerningsmand<br />
er dansk statsborger, kan ICC udøve sin jurisdiktion over for Danmark. ICC kan endvidere<br />
udøve jurisdiktion over for f.eks. deltagerstaten Belgien, hvis et vidne i sagen er<br />
belgisk statsborger, <strong>og</strong> vedkommende indkaldes til at vidne ved ICC.<br />
ICC’s beføjelser kan endvidere udstrækkes til <strong>og</strong>så at omfatte ikke-deltagende stater,<br />
såfremt en sådan stat i <strong>den</strong> givne sag accepterer ICC’s jurisdiktion ved at afgive en<br />
erklæring herom, jf. artikel 12(3).<br />
Elfenbenskysten, som er hærget af væbnet konflikt mellem regeringstropperne <strong>og</strong><br />
ikke-statslige militære grupper, har afgivet en erklæring til ICC i medfør af artikel<br />
12. Heraf fremgår det, at Elfenbenskysten accepterer ICC’s jurisdiktion med hensyn<br />
til forbrydelser begået efter 19. september 2002, hvor rebelstyrkerne havde forsøgt at<br />
vælte præsi<strong>den</strong>ten. Grundet omfanget <strong>og</strong> alvorlighe<strong>den</strong> af de begåede forbrydelser har<br />
FN’s specielle rådgiver for forebyggelse af folkedrab <strong>den</strong> 15. november 2004 opfordret<br />
Sikkerhedsrådet til at indbringe sagen for ICC.<br />
ICC kan kun antage en sag til behandling, hvor en stat enten er uvillig <strong>og</strong>/eller ude<br />
af stand til effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning. Afgørelsen<br />
af, hvorvidt der foreligger <strong>den</strong> fornødne evne eller vilje til national retsforfølgning,<br />
tilkommer ICC <strong>og</strong> ikke de berørte stater. Overordnet set vil ICC vurdere, om <strong>den</strong><br />
pågæl<strong>den</strong>de stat har handlet i god tro. Følgende forhold vil blive inddraget i en sådan<br />
overvejelse: hvorvidt <strong>den</strong> nationale retsforfølgning har haft til formål at beskytte <strong>den</strong><br />
pågæl<strong>den</strong>de person fra strafferetligt ansvar, om der har været forsinkelser i processen,<br />
der ikke stemmer overens med tilkendegivelsen om, at man ønsker at retsforfølge<br />
<strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de person, <strong>og</strong> hvorvidt processen er blevet foretaget af et uafhængigt <strong>og</strong><br />
upartisk organ.<br />
Udøvelsen af ICC’s jurisdiktion (latin: jurisdiction ratione loci) kan begrænses efter en<br />
anmodning fra FN’s Sikkerhedsråd om udsættelse af efterforskningen eller retsforfølgningen<br />
i 12 måneder, jf. artikel 16. Denne adgang giver i realiteten FN’s Sikkerhedsråd<br />
vetoret i relation til ICC’s arbejde, jf. senere i dette kapitel.<br />
493 Cassese, Gaeta, Jones (2002), s. 214-215.<br />
494 Af ICC-statuttens artikel 4(2) fremgår det, at ICC <strong>og</strong>så kan etablere jurisdiktion på andre staters<br />
territorium efter en særlig aftale indgået mellem ICC <strong>og</strong> <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat.<br />
495 Elfenbenskysten underskrev ICC-statutten <strong>den</strong> 30. november 1998, men Elfenbenskysten har endnu<br />
ikke ratificeret statutten.<br />
496 ICC-statutten, artikel 17-19.<br />
497 ICC-statutten, artikel 17(2)(a)-17(2)(c).
1 0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
De personer, som vil blive retsforfulgt ved ICC, er som udgangspunkt dem, som<br />
bærer det overordnede ansvar for de formodede forbrydelser, dvs. militærcheferne <strong>og</strong><br />
regeringscheferne, mens det overlades til staterne selv at retsforfølge individuelle <strong>og</strong><br />
lavere rangerende medlemmer af de væbnede styrker.<br />
En sag om en påstået krænkelse af ICC-statutten kan som nævnt ovenfor indbringes<br />
for ICC ad tre veje: ved en henvisning fra en deltagerstat, ved en henvisning fra FN’s<br />
Sikkerhedsråd, eller ved at ICC’s anklager indleder efterforskning af egen drift.<br />
Henvisninger fra stater<br />
Ifølge ICC-statuttens artikel 14 kan stater, der har ratificeret ICC-statutten (dvs. deltagerstater),<br />
henvise en sag (en såkaldt situation) til ICC’s anklager i de tilfælde, hvor der<br />
synes at være blevet begået en eller flere forbrydelser under domstolens jurisdiktion.<br />
Henvisningen vil ske med anmodning om, at anklageren efterforsker situationen med<br />
henblik på at afgøre, hvorvidt en eller flere navngivne personer bør anklages for de<br />
pågæl<strong>den</strong>de forbrydelser.<br />
Enhver deltagerstat kan således indbringe en sag for ICC, herunder <strong>og</strong>så sager, der<br />
ikke vedrører <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stat. Dette skyldes, at de mest alvorlige internationale<br />
forbrydelser anses som „forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som<br />
helhed.“<br />
Fra ICC-statuttens ikrafttræ<strong>den</strong> i juli 2002 <strong>og</strong> indtil april 2005 har tre stater henvist<br />
sager til ICC vedrørende forhol<strong>den</strong>e på deres territorium. Det drejer sig om Uganda,<br />
Den Demokratiske Republik Congo <strong>og</strong> Den Centralafrikanske Republik. 00<br />
Henvisninger fra FN’s Sikkerhedsråd<br />
Klager – <strong>og</strong>så kaldet henvisninger – med henblik på retsforfølgning kan efter statuttens<br />
artikel 13 (b) <strong>og</strong>så indgives til ICC af FN’s Sikkerhedsråd. FN’s Sikkerhedsråd kan – i<br />
modsætning til deltagerstaterne – indgive klager over folkedrab, forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> krigsforbrydelser, uanset hvor disse er begået <strong>og</strong> uanset gerningsman<strong>den</strong>s<br />
nationalitet. FN’s Sikkerhedsråd har således <strong>og</strong>så mulighed for at indbringe<br />
sager for ICC, der har forbindelse til stater, der ikke har tiltrådt ICC-statutten. FN’s<br />
Sikkerhedsråd er med andre ord ikke begrænset af ICC’s ge<strong>og</strong>rafiske jurisdiktion (latin:<br />
jurisdiction ratione loci). FN’s Sikkerhedsråd kan således henvise en sag til ICC, såfremt<br />
det vurderer, at der foreligger en trussel mod fre<strong>den</strong>, et fredsbrud eller en aggressionshandling,<br />
jf. ICC-statutten, artikel 13(b).<br />
498 International Criminal Court, Office of the Prosecutor, Paper on some policy issues before the Office<br />
of the Prosecutor, September 2003, afsnit 2.1. Tilgængelig på: http://www.icc-cpi.int/otp/otp_policy.<br />
html<br />
499 Cassese, Gaeta & Jones (2002), s. 623.<br />
500 United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs, Reliefweb, Presi<strong>den</strong>t of Uganda<br />
refers situation concerning Lord’s Resistance Army (LRA) to International Criminal Court, (AFR/821<br />
L/3055), 29. januar 2004. Tilgængelig på: http://www.reliefweb.int/rw/rwb.nsf/AllDocsByUNID/<br />
3e0aa69543dcaddf49256e2b00057b35 FN’s pressemeddelelse, Prosecutor receives referral concerning<br />
Central African Republic, (AFR/1090 L/3078), 7. januar 2005. Tilgængelig på: http://www.un.org/<br />
News/Press/docs/2005/afr1090.doc.htm FN’s pressemeddelelse, Prosecutor receives referral of situation<br />
in Democratic Republic of Congo, (AFR/903-L/3067), 19. april 2004. Tilgængelig på: http://www.<br />
un.org/News/Press/docs/2004/afr903.doc.htm
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 1<br />
Formålet med <strong>den</strong>ne udvidelse af ICC’s jurisdiktion er at undgå etableringen af nye<br />
ad hoc-domstole. FN’s Sikkerhedsråd har for første gang benyttet sig af <strong>den</strong>ne mulighed<br />
i forbindelse med overgrebene i Sudans Darfur-region. I medfør af FN’s Sikkerhedsrådsresolution<br />
1593 af 31. marts 2005 henviste Sikkerhedsrådet således situationen i<br />
Darfur si<strong>den</strong> 1. juli 2002 til anklageren ved ICC.<br />
ICC’s anklager indleder efterforskning<br />
ICC’s anklager har mulighed for at indlede efterforskning på eget initiativ på grundlag<br />
af oplysninger om forbrydelser, der er omfattet af ICC’s jurisdiktion, jf. artikel 15. Hvis<br />
anklageren konkluderer, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen,<br />
skal han anmode forundersøgelseskammeret om tilladelse til at foretage efterforskning.<br />
Hvis forundersøgelseskammeret under gennemgangen af anmodningen <strong>og</strong> materialet<br />
finder, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen, <strong>og</strong> at sagen synes<br />
at høre under ICC’s jurisdiktion, skal der gives tilladelse til, at efterforskningen påbegyndes.<br />
Ofre for forbrydelserne har allerede på dette tidlige stadium ret til at bidrage<br />
til sagens opklaring.<br />
ICC’s anklager er d<strong>og</strong> – i modsætning til FN’s Sikkerhedsråd – begrænset af ICC’s<br />
ge<strong>og</strong>rafisk afgrænsede jurisdiktionskompetence. Anklageren kan således alene indlede<br />
efterforskning af forbrydelser, der formodes at være begået på en deltagerstats<br />
territorium eller af en statsborger i en sådan stat. Anklagerens adgang til at indlede<br />
efterforskning er ydermere begrænset af FN’s Sikkerhedsråds ret til at anmode ICC<br />
om ikke at indlede eller at udsætte efterforskning eller retsforfølgning i en periode på<br />
12 måneder, jf. artikel 16.<br />
Anklagerens adgang til at indlede efterforskning er af central betydning i de tilfælde,<br />
hvor FN’s Sikkerhedsråd <strong>og</strong> deltagerstaterne ikke har <strong>den</strong> nødvendige politiske vilje til<br />
at lade en retssag indlede ved ICC. Anklagerens beføjelser er d<strong>og</strong> begrænsede, idet han<br />
blandt andet skal afholde sig fra at indlede efterforskning, hvis dette vil kompromittere<br />
en igangværende fredsproces.<br />
Ikke-statslige organisationer (NGO’er) <strong>og</strong> enkeltpersoner kan spille en afgørende<br />
rolle i retsforfølgningen af internationale forbrydelser rolle ved at sende informationer<br />
om begåede forbrydelser til ICC’s anklager.<br />
Undtagelse af personel på FN-autoriserede operationer fra<br />
ICC’s jurisdiktion<br />
ICC-statuttens artikel 16 giver FN’s Sikkerhedsråd mulighed for at anmode ICC om<br />
ikke at påbegynde eller fortsætte efterforskning eller retsforfølgning i en given sag i op<br />
til et år, såfremt der er vedtaget en sikkerhedsrådsresolution herom under FN-pagtens<br />
kapitel VII. En sådan anmodning fra Sikkerhedsrådet bevirker, at ICC’s beføjelser<br />
suspenderes, <strong>og</strong> anmodningen kan fornys af Sikkerhedsrådet.<br />
USA har gentagne gange forsøgt at få Sikkerhedsrådet til anmode ICC om at undtage<br />
personel på FN-operationer <strong>og</strong> FN-autoriserede operationer fra ICC’s jurisdiktion.<br />
Dette skyldes, at USA har udstationeret mange soldater i forbindelse med FN-autoriserede<br />
operationer, <strong>og</strong> USA ønsker ikke at overdrage ansvaret for en evt. retsforfølgning<br />
af deres statsborgere til ICC, idet landet frygter uvarslet <strong>og</strong> politisk motiveret retsforfølgning.<br />
Det skal hertil føjes, at USA allerede i forbindelse med forhandlingerne om<br />
ICC-statutten udtrykte sin bekymring over ICC’s jurisdiktion. USA frygtede, at der
1 2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
ville blive indledt politisk motiveret efterforskning – <strong>og</strong> herefter retsforfølgning – af<br />
udsendte amerikanske soldater som følge af anklagerens vidtgående beføjelser til at<br />
indlede efterforskning af egen drift (jf. ICC-statuttens artikel 15, jf. artikel 13). USA<br />
deltager derfor ikke i ICC-statutten.<br />
USA’s omtalte anmodning til Sikkerhedsrådet resulterede i, at Sikkerhedsrådet vedt<strong>og</strong><br />
Resolution 1422 i juli 2002. 0 Hermed blev det vedtaget, at såfremt der opstår en sag,<br />
der involverer personel fra et troppebidragende land, som ikke deltager i ICC-statutten,<br />
<strong>og</strong> <strong>den</strong>ne sag vedrører handlinger eller undladelser i forbindelse med en FN-operation<br />
eller en FN-autoriseret operation (såsom „Operation Enduring Freedom“ i Afghanistan),<br />
så skal ICC ikke iværksætte eller fortsætte efterforskning eller retsforfølgning i sådanne<br />
sager i en 12 måneders periode, med mindre FN’s Sikkerhedsråd træffer beslutning<br />
herom. Da USA ikke har tiltrådt ICC-statutten, indebærer Resolution 1422, at amerikanske<br />
statsborgere, der deltager i ovennævnte type militære operationer i udlandet,<br />
er fritaget for retsforfølgning ved ICC.<br />
Vedtagelsen af resolution 1422 skal ses i lyset af, at USA betingede fornyelsen af FN’s<br />
fredsbevarende mission i Bosnien-Hercegovina af vedtagelsen af resolution 1422. FN’s<br />
Sikkerhedsråd vedt<strong>og</strong> således resolution 1422 blandt andet for at sikre fortsættelsen af<br />
FN’s fredsbevarende missioner. 0<br />
Resolution 1422 blev fornyet i 2003 med vedtagelsen af Resolution 1487. 0 FN’s<br />
generalsekretær udtrykte i <strong>den</strong>ne forbindelse bekymring <strong>og</strong> fremhævede, at hvis resolutionen<br />
blev en årlig rutine, ville dette ikke alene underminere ICC’s autoritet, men<br />
<strong>og</strong>så Sikkerhedsrådet <strong>og</strong> FN’s fredsbevarende styrkers autoritet. 0 Mens resolution<br />
1422 blev vedtaget i enstemmighed, undlod tre stater at stemme for resolution 1487:<br />
Frankrig, Tyskland <strong>og</strong> Syrien. Disse stater påpegede blandt andet, at ICC ikke var en<br />
hindring for fredsbevarende operationer, men tværtimod kunne spille en væsentlig<br />
rolle i beskyttelsen af fredsbevarende styrker. 0 EU udtrykte <strong>og</strong>så skepsis <strong>og</strong> erklærede,<br />
at en automatisk fornyelse af resolution 1422 ville underminere ICC-statutten<br />
<strong>og</strong> <strong>den</strong>s grundlæggende formål: at bringe straffrihed til ophør ved de mest alvorlige<br />
forbrydelser. 0<br />
I 2004 opgav USA at få vedtaget endnu en 12 måneders suspension af ICC’s beføjelser<br />
over for personel, der deltager i FN-operationer eller FN-autoriserede operationer, idet<br />
der ikke var nok stater, der ville stemme for resolutionen. FN’s generalsekretær udtalte<br />
i <strong>den</strong> forbindelse:<br />
501 FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1422, (SC/RES/1422) 12. juli 2002.<br />
502 Jf. FN’s pressemeddelelse, Security Council requests one-year extension of UN peacekeeper immunity<br />
from international criminal court, (SC/7789), 12. juni 2003. Human Rights Watch, „Close the Door<br />
to Impunity: Human Rights Watch Recommendations to U.N. Member States on the Renewal of<br />
Resolution 1487“, 13. maj, 2004.<br />
503 FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1487, (SC/RES/1487), 12. juni 2003.<br />
504 Coalition for the International Criminal Court, U.S Requests Renewal of Security Council Resolution<br />
1487 Seeking ICC Immunity for U.S. Military Personnel, Media Advisory, 19. maj 2004, s. 1. Tilgængelige<br />
på: http://iccnow.org/documents/declarationsresolutions/unbodies/051904Renewal1487.pdf<br />
505 Jf. FN’s pressemeddelelse, Security Council requests one-year extension of UN peacekeeper immunity<br />
from international criminal court, (SC/7789) 12. juni 2003.<br />
506 EU, EU Presi<strong>den</strong>cy Statement – Proposed renewal of the provisions of SCR 1422 (ICC), 12. juni 2003.<br />
Tilgængelig på: http://europa-eu-un.org/articles/es/article_2431_es.htm
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 3<br />
„… for the past two years, I have spoken quite strongly against the exemption, and I<br />
think it would be unfortunate for one to press for such exemption, given the prison abuse<br />
in Iraq. I think in this circumstance it would be unwise to press for an exemption, and<br />
it would be even more unwise on the part of the Security Council to grant it. It would<br />
discredit the Council and the United Nations that stands for the rule of law and the<br />
primacy of the rule of law“. 0<br />
Resolutionerne 1422 (2002) <strong>og</strong> 1487 (2003) er af visse <strong>folkeret</strong>seksperter blevet anset<br />
som værende i strid med forpligtelser i ICC-statutten. Dette skyldes for det første, at<br />
FN’s Sikkerhedsråd i forbindelse med dets vedtagelse ikke har foretaget en vurdering<br />
af, hvorvidt der i det foreliggende tilfælde forelå en trussel mod international fred <strong>og</strong><br />
sikkerhed, hvilket er en forudsætning for, at Sikkerhedsrådet kan tage forholdsregler i<br />
henhold til FN-pagtens kapitel VII. For det andet betragtes resolutionerne som uforenelige<br />
med ICC-statuttens artikel 16, da de har til formål at give generel immunitet,<br />
u<strong>den</strong> at der er foretaget en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.<br />
Bilaterale immunitetsaftaler<br />
Si<strong>den</strong> etableringen af ICC har USA indgået bilaterale immunitetsaftaler med 100<br />
stater, 0 herunder 42 aftaler med stater, som <strong>og</strong>så har ratificeret ICC-statutten. Det<br />
er imidlertid kun 20 af disse stater, der har ratificeret immunitetsaftalerne. 0 Til sammenligning<br />
har 100 stater pr. 14. november 2005 ratificeret ICC-statutten. 0<br />
Formålet med de bilaterale immunitetsaftaler er at sikre, at amerikanske statsborgere,<br />
herunder militært personel, ikke omfattes af ICC’s jurisdiktion. Hensigten er således<br />
angiveligt at sikre, at amerikanske statsborgere, der er mistænkt for krigsforbrydelser i<br />
udlandet, hverken retsforfølges ved ICC eller nationalt i opholdslandet, men udleveres<br />
til USA.<br />
Ifølge artikel 98 i ICC-statutten har medlemsstaterne mulighed at afvise at overføre<br />
personer til ICC’s jurisdiktion i tilfælde, hvor dette vil medføre brud på de internationale<br />
aftaler, som staterne har indgået. Det primære formål med artikel 98 er således<br />
at regulere konkurrerende hensyn mellem deltagerstaterne <strong>og</strong> ikke at tjene som retsgrundlag<br />
for, at ikke-deltagerstater kan unddrage sig fra retsforfølgning. Med henvisning<br />
til artikel 98 har USA indgået de omtalte bilaterale immunitetsaftaler med flere<br />
af ICC-statuttens deltagerstater. Aftalerne har været genstand for omfattende kritik,<br />
<strong>og</strong> det er blevet fremført, at de er i strid med artikel 98, da de kan underminere ICC’s<br />
formål.<br />
507 Jf. Statement of the UN Secretary General som gengivet i Amnesty International, Open letter to<br />
members of the Security Council regarding renewal of Resolution 1487, (IOR 40/008/2004), 17. juni<br />
2004.<br />
508 Jf. pressemeddelelse af 3. maj 2005 fra US State Department: www.state.gov/r/pa/prs/ps/2005/45573.<br />
htm I Europa er sådanne aftaler indgået med <strong>og</strong> ratificeret af de nationale parlamenter i Albanien,<br />
Bosnien-Hercegovina, Georgien, Makedonien, Rumænien <strong>og</strong> Tadsjikistan.<br />
509 Jf. Coalition for the International Criminal Court, Status of US Bilateral Immunity Agreements, 23.<br />
november 2005. Tilgængelig på: http://www.iccnow.org/documents/USandICC/BIAsByRegion_current.pdf<br />
510 Se: http://www.icc-cpi.int/asp/statesparties.html<br />
511 Amnesty International, „International Criminal Court: US Efforts to obtain impunity for genocide,<br />
crimes against humanity and war crimes“, (IOR 40/025/2002), 2. september, 2002. Human Rights
1 4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Hovedargumentet er, at artikel 98 alene er møntet på de standardaftaler, SOFAaftalerne<br />
(Status of Forces Agreements), der indgås i forbindelse med udsendelsen af<br />
styrker gennem FN eller NATO. SOFA-aftalerne indgås mellem FN (eller NATO) <strong>og</strong><br />
værtsstaten <strong>og</strong> regulerer missionen <strong>og</strong> de udsendte styrkers retlige stilling i forhold til<br />
værtsstatens myndigheder <strong>og</strong> borgere. Typisk indeholder aftalerne en bestemmelse<br />
om, at <strong>den</strong> stat, som bidrager til FN- eller NATO-styrken, har eksklusiv jurisdiktion<br />
over sit militærpersonel. Hvis dansk militærpersonel f.eks. overtræder Genève-konventionerne,<br />
vil de pågæl<strong>den</strong>de være immune over for retsforfølgning ved værtsstatens<br />
domstole. Retsforfølgning af danske soldater vil således foregå ved danske domstole.<br />
Dette harmonerer <strong>og</strong>så med straffelovens § 7, hvorefter Danmark har jurisdiktion, når<br />
gerningsman<strong>den</strong> er dansk statsborger. Formålet med SOFA-aftalerne er med andre ord<br />
at regulere spørgsmålet om jurisdiktion over det udsendte militærpersonel mellem<br />
værtsstaten <strong>og</strong> <strong>den</strong> til styrken bidragende stat. Aftalerne berører ikke spørgsmålet om<br />
ICC’s jurisdiktion i relation til FN-/eller NATO-tropperne. Se evt. herom i afsnit 8.4<br />
om militær personels ansvar under FN- <strong>og</strong> NATO-operationer.<br />
Problemstillingen vedrørende USA’s indgåelse af bilaterale immunitetsaftaler er<br />
blevet drøftet i EU-regi, <strong>og</strong> et enigt EU har understreget, at de groveste internationale<br />
forbrydelser under alle omstændigheder skal retsforfølges. EU har endvidere fastlagt<br />
en række vejle<strong>den</strong>de principper, som EU-lan<strong>den</strong>e skal følge i eventuelle fremtidige<br />
forhandlinger med USA om bilaterale ikke-udleveringsaftaler. Hermed er der fra<br />
europæisk side gjort et politisk forsøg på at dæmme op for de bilaterale immunitetsaftaler<br />
vendt mod ICC.<br />
Forholdet mellem Den Internationale Straffedomstol<br />
<strong>og</strong> nationale domstole<br />
Etableringen af ICC er en milepæl i arbejdet for at håndhæve <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Hensigten er, at ICC skal fungere parallelt med de nationale domstole. ICC har som<br />
nævnt jurisdiktion over de alvorligste <strong>og</strong> mest omfattende forbrydelser, der vedkommer<br />
det internationale samfund. ICC’s kompetence er samtidig subsidiær i forhold til<br />
de nationale domstoles jurisdiktionskompetence, <strong>og</strong> ICC vil således ikke fungere som<br />
substitut for de nationale domstole. De nationale myndigheder har fortsat det primære<br />
ansvar for retsforfølgningen af krigsforbrydere. Dette gælder både for de alvorlige<br />
forbrydelser, som er omfattet af ICC-statutten, <strong>og</strong> de mindre grove forbrydelser, som<br />
falder u<strong>den</strong> for ICC’s jurisdiktion. Det forhold, at ICC’s jurisdiktionskompetence er<br />
gjort subsidiær i forhold til deltagerstaterne, afspejler i høj grad staternes bekymring<br />
vedrørende deres nationale suverænitet.<br />
Internationale domstole som ICC er – i modsætning til de nationale domstole – ikke<br />
knyttet til et statsapparat med en udøvende magt. Som følge heraf er ICC’s samarbejde<br />
med deltagerstaterne af stor betydning. Dette understreges af, at ICC ikke selv har<br />
mulighed for at arrestere mistænkte personer, men er afhængig af, at de nationale<br />
Watch, Bilateral Immunity Agreements, 20. juni 2003. Tilgængelig på: http://www.hrw.org/campaigns/icc/docs/bilateralagreements.pdf<br />
512 EU-rådsmøde, 30. september 2002, jf. U<strong>den</strong>rigsministeriet, Beretning til Folketinget vedrørende<br />
udviklingen i Den Europæiske Union 2002, U<strong>den</strong>rigsministeriet 2002, kap. 4.<br />
513 Jf. Cassese, Gaeta, Jones (2002), s. 668.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 5<br />
regeringer overfører mistænkte i deres varetægt <strong>og</strong> bruger deres politi eller militær<br />
til at arrestere dem. Retsopgøret med krigsforbrydelserne i Eksjugoslavien har vist, at<br />
dette ikke altid kan tages for givet. To af de mest efterlyste personer, der ønskes stillet<br />
for ICTY, Radovan Karadzic <strong>og</strong> General Ratko Mladic, er ikke blevet pågrebet i de otte<br />
år, de har været efterlyst.<br />
7. 6. Retsforfølgning af krigsforbrydere i andre lande<br />
Sverige, Norge, Tyskland <strong>og</strong> Holland har alle muliggjort retsforfølgningen af krigsforbrydelser,<br />
d<strong>og</strong> på forskellig vis.<br />
Den svenske straffelov etablerer i kapitel 22, afsnit 6 en særskilt hjemmel til at<br />
straffe en række krigsforbrydelser uanset gerningspersonens statsborgerskab <strong>og</strong> gerningssted.<br />
Herunder er der mulighed for at straffe angreb på civile <strong>og</strong> ukampdygtige,<br />
angreb på beskyttede installationer, anvendelsen af visse ulovlige våben <strong>og</strong> tvangsindrullering<br />
af krigsfanger i egne styrker. Strafansvaret er begrænset til grove overtrædelser<br />
af Genève-konventionerne. Overordnedes ansvar for underordnedes handlinger er<br />
desu<strong>den</strong> fastlagt ved disse regler. Strafferammen er op til fire år, men kan i grove tilfælde<br />
stige til 10 år eller helt op til livstid. Herudover er folkedrab særskilt kriminaliseret ,<br />
men ikke forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>. Begge kategorier forventes kriminaliseret<br />
med vedtagelse af ny lovgivning i forbindelse med ratifikation af ICC-statutten, se<br />
ne<strong>den</strong>for.<br />
I Norge kan krigsforbrydelser som hovedregel straffes efter <strong>den</strong> borgerlige straffelovs<br />
almindelige bestemmelser. Der findes d<strong>og</strong> særskilte straffebestemmelser på specifikke<br />
områder. For eksempel straffes fremstilling, udvikling <strong>og</strong> besiddelse af bakteriol<strong>og</strong>iske<br />
våben med fængsel i op til 10 år i medfør af <strong>den</strong> borgerlige straffelovs § 153 a. Desu<strong>den</strong><br />
kan krigsforbrydelser straffes i medfør af <strong>den</strong> militære straffelovgivning , herunder<br />
blandt andet ved § 107 om forbud mod brug af visse våben samt § 108 om forbud<br />
mod overtrædelser af Genève-konventionerne <strong>og</strong> de to tillægsprotokoller. Straffen for<br />
overtrædelse af § 108 er op til 4 års fængsel, med mindre strengere bestemmelser finder<br />
anvendelse.<br />
For så vidt angår forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> folkedrab er disse forbrydelser<br />
på nuværende tidspunkt ikke kriminaliseret som sådan, <strong>og</strong> overtrædelser straffes<br />
efter bestemmelserne om drab i <strong>den</strong> almindelige straffelov. En norsk „Straffelovskommisjon“<br />
har anbefalet, at <strong>den</strong> norske straffelov skal indeholde separate bestemmelser<br />
vedrørende krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> samt folkedrab. Et<br />
konkret lovforslag herom forventes fremsat i 2006.<br />
514 Brottsbalk, SFS 1962:700.<br />
515 Se ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.nsf/WebLAW?OpenView for en engelsk oversættelse<br />
af loven – Act relating to the punishment of genocide.<br />
516 Straffeloven, lov nr. 10 af 22. maj 1902.<br />
517 Militær straffelov, lov nr. 13 af 22. maj 1902.<br />
518 NOU 2002:4, kap. 16. Norsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har afgivet en rådgivende redegørelse i <strong>den</strong>ne sammenhæng.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
U<strong>den</strong>landske krigsforbrydere, som har begået forbrydelser i udlandet, kan i n<strong>og</strong>le<br />
tilfælde straffes i medfør af bestemmelsen i <strong>den</strong> borgerlige straffelovs § 12, nr. 4 om<br />
dobbelt strafbarhed.<br />
I statsråd <strong>den</strong> 20. maj 2005 blev en lov, der udvider <strong>den</strong> borgerlige straffelovs<br />
bestemmelser om jurisdiktion, herunder blandt andet i forhold til krigsforbrydelser,<br />
folkedrab samt forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, vedtaget. 0 Lovens bestemmelser er<br />
endnu ikke trådt i kraft. De vil træde i kraft, når Stortinget har vedtaget de nye specielle<br />
bestemmelser i straffeloven. Ifølge <strong>den</strong>ne lov skal Norge desu<strong>den</strong> have mulighed for<br />
at straffe, såfremt Norge er forpligtet til – eller har ret til – at retsforfølge forholdet i<br />
medfør af en <strong>folkeret</strong>lig overenskomst. De relevante bestemmelser findes i <strong>den</strong> norske<br />
straffelov §§ 5-6:<br />
„§ 5. Straffelovgivningens anvendelse på handlinger i utlandet<br />
Utenfor virkeområdet etter § 4 gjelder straffelovgivningen for handlinger foretatt<br />
a) av en norsk statsborger,<br />
b) av en person med bosted i Norge, eller<br />
c) på vegne av et foretak registrert i Norge,<br />
når handlingene:<br />
1. er straffbare <strong>og</strong>så etter loven i landet der de er foretatt,<br />
2. anses som krigsforbrytelse, folkemord eller forbrytelse mot menneskeheten,<br />
3. anses som brudd på krigens <strong>folkeret</strong>t,<br />
4. anses som barneekteskap eller tvangsekteskap,<br />
5. anses som kjønnslemlestelse,<br />
6. er rettet mot <strong>den</strong> norske stat eller norsk statsmyndighet, eller<br />
7. er foretatt utenfor området for noen stats høyhetsrett <strong>og</strong> kan straffes med fengsel.<br />
Første ledd gjelder tilsvarende for handlinger foretatt<br />
a) av en person som etter handlingstidspunktet er blitt norsk statsborger eller har fått<br />
bosted i Norge,<br />
b) av en person som er eller etter handlingen er blitt statsborger i eller bosatt i et annet<br />
nordisk land, <strong>og</strong> som oppholder seg i Norge, eller<br />
c) på vegne av et utenlandsk foretak som etter handlingstidspunktet har overført sin<br />
samlede virksomhet til et foretak registrert i Norge.<br />
Første ledd nr. 1, 2, 5 <strong>og</strong> 6 gjelder tilsvarende for handlinger foretatt av andre personer<br />
enn dem som omfattes av første <strong>og</strong> annet ledd, når personen oppholder seg i Norge, <strong>og</strong><br />
handlingen har en lengstestraff på fengsel i mer enn 1 år.<br />
519 „§ 12 For så vidt ikke annet er særlig bestemt eller vedtatt i overenskomst med fremmed stat får norsk<br />
straffelov anvendelse på handlinger som er foretatt:… 4. i utlandet av utlending, når handlingen…<br />
b) er en forbrytelse straffbar <strong>og</strong>så etter det lands lov i hvilket <strong>den</strong> er foretatt, <strong>og</strong> <strong>den</strong> skyldige har<br />
bopel i riket eller oppholder seg her, …“<br />
520 Lov nr. 28 om Straff, se http://www.lovdata.no/nyhet/2005/20050520-1522.html
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1<br />
Ved strafforfølgning etter <strong>den</strong>ne paragraf kan straffen ikke overstige høyeste lovbestemte<br />
straff for tilsvarende handling i det landet der <strong>den</strong> er foretatt.<br />
Påtale etter <strong>den</strong>ne paragraf reises bare når allmenne hensyn tilsier det.<br />
§ 6. Særlig <strong>folkeret</strong>tslig grunnlag til å strafforfølge<br />
Utenfor virkeområdet etter §§ 4 <strong>og</strong> 5 gjelder straffelovgivningen <strong>og</strong>så for handlinger<br />
som Norge etter overenskomster med fremmede stater eller etter <strong>folkeret</strong>ten for øvrig<br />
har rett eller plikt til å strafforfølge.<br />
§ 5 femte ledd gjelder tilsvarende.“<br />
Det skal <strong>og</strong>så nævnes, at Norge ved lov nr. 52 af 25. juni 2004 indførte et forbud mod<br />
tortur i <strong>den</strong> almindelige norske straffelov:<br />
„§ 117 a.<br />
Den som begår tortur, straffes med fengsel i inntil 15 år. Ved grov <strong>og</strong> alvorlig tortur<br />
med dø<strong>den</strong> til følge, kan fengsel inntil 21 år anvendes. Medvirkning straffes på samme<br />
måte.<br />
Med tortur menes at en offentlig tjenestemann påfører en annen person skade eller<br />
alvorlig fysisk eller psykisk smerte,<br />
a) med forsett om å opnå opplysninger eller en tilståelse,<br />
b) med forsett om å avstraffe, true, eller tvinge noen, eller<br />
c) på grunn av personens trosbekjennelse, rase, hudfarge, kjønn, homofil legning,<br />
leveform eller orientering eller nasjonale eller etniske opprinnelse.<br />
Med offentlig tjenestemann menes i <strong>den</strong>ne bestemmelsen enhver som<br />
a) utøver offentlig myndighed på vegne av stat eller kommune, eller<br />
b) utfører tjeneste eller arbeid som stat eller kommune i medhold av lov eller forskrift<br />
skal oppnevne noen for å utføre eller helt eller delvis skal betale for.<br />
Det regnes <strong>og</strong>så som tortur at handlinger som nevnt i annet ledd, begås av en person<br />
som handler etter oppfordring eller med uttrykkelig eller underforstått samtykke fra en<br />
offentlig tjenestemann.“<br />
I Tyskland er mulighe<strong>den</strong> for at retsforfølge krigsforbrydelser forbedret med Völkerstrafgesetzbuch<br />
(VStGB), der blev vedtaget i det tyske parlament <strong>den</strong> 26. juni 2002.<br />
Loven har blandt andet til formål at give de nationale domstole mulighed for at dømme<br />
de handlinger, der <strong>og</strong>så kan dømmes under ICC-statutten. I henhold til loven kan<br />
krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> <strong>og</strong> folkedrab straffes.<br />
For så vidt angår definitionerne på de enkelte forbrydelser lægger de sig op ad<br />
bestemmelserne i internationale konventioner, herunder Folkedrabskonventionen <strong>og</strong><br />
521 Tyskland har <strong>og</strong>så udtrykkeligt kriminaliseret tortur i <strong>den</strong> tyske straffelov artikel 340, 223a <strong>og</strong> 224-225.<br />
Holland har <strong>og</strong>så kriminaliseret tortur, se ne<strong>den</strong>for.<br />
522 Den engelske oversættelse er: the Code of Crimes against International Law, <strong>og</strong> en engelsk oversættelse<br />
af loven kan findes på ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.nsf/WebLAW?OpenView
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
ICC-statutten, men forbrydelserne er selvstændigt defineret. Lovens bestemmelser<br />
fastlægger strafferammen for de enkelte forbrydelser, <strong>og</strong> overtrædelser straffes i n<strong>og</strong>le<br />
tilfælde med livstid.<br />
For grove overtrædelser indeholder VStGB princippet om universel jurisdiktion:<br />
„This act shall apply to all criminal offences against international law designated under<br />
this Act, to serious criminal offences therein even when the offence was committed<br />
abroad and bears no relation to Germany“.<br />
Rejsning af tiltale er underlagt anklagemyndighe<strong>den</strong>s skøn, <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne beslutter således,<br />
om påståede forbrydelser skal bringes for retten.<br />
Den tyske borgerlige straffelov regulerer endvidere spørgsmål om international<br />
jurisdiktion, <strong>og</strong> forbrydere, der har begået forbrydelser mod tyske statsborgere (passiv<br />
personalprincip), kan derfor retsforfølges.<br />
I Holland blev en ny International Crimes Act implementeret <strong>den</strong> 19. juni 2003.<br />
Denne lov kriminaliserer krigsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
samt tortur i en enkelt separat lov. Med <strong>den</strong>ne lov er forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
for første gang gjort strafbare i hollandsk ret. De øvrige forbrydelser var<br />
<strong>og</strong>så tidligere strafbare, men var spredt over forskellige love. Forbrydelserne er kriminaliseret<br />
én for én <strong>og</strong> ikke efter en generel henvisning til international lov. Loven<br />
foreskriver immunitet for statsoverhoveder, diplomater <strong>og</strong> andre i overensstemmelse<br />
med <strong>folkeret</strong>ten.<br />
Udover <strong>den</strong>ne nye lov er „Violations of the laws and customs of war“ kriminaliseret<br />
i the Wartimes Offences Act <strong>og</strong> ikke i <strong>den</strong> almindelige straffelov. Denne lov kriminaliserer<br />
overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> generelt <strong>og</strong> opretholder forskellige<br />
straffe for forskellige forbrydelser. Holland har <strong>og</strong>så si<strong>den</strong> 1954 haft en Surrender<br />
of War Crime Suspects Act.<br />
For så vidt angår jurisdiktion er det i Section 2 i International Crimes Act reguleret,<br />
at:<br />
523 Article 1, part 1, Section 1.<br />
524 „§ 7 of Penal Code of the Federal Republic of Germany: (1) The German criminal law is applicable to<br />
crimes committed abroad against a German if such conduct is punishable by the law of the place where<br />
it occurred, or if no criminal law enforcement existed at the place where the crime was committed.<br />
(2) The German criminal law is likewise applicable to crimes committed abroad if such conduct is<br />
punishable by the law of the place where it occurred, or if no criminal law enforcement existed at<br />
the place where the crime was committed, and if the perpetrator:<br />
1. was a German at the time of the crime or acquired German citizenship thereafter, or<br />
2. was a foreigner at the time of the crime, was apprehended within Germany and, although the<br />
extradition statute would permit extradition for the type of offense involved, was not extradited<br />
either because a request for extradition was never made, or was refused, or because extradition is<br />
not feasible.“<br />
525 Wet Internationale Misdrijven.<br />
526 Wet oorl<strong>og</strong>strafrecht.<br />
527 Military Regulations of 1993 nr. 27-412/1: Part 1 Applicability of humanitarian law of war.<br />
528 Wet Overlevering inzake oorl<strong>og</strong>smisdrijven. Se ICRC’s hjemmeside: http://www.icrc.org/ihl-nat.<br />
nsf/WebLAW?OpenView&Start=1&Count=150&Collapse=69.5#69.5
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1<br />
„1. Without prejudice to the relevant provisions of the Criminal Code and the Code of<br />
Military Law, Dutch criminal law shall apply to:<br />
(a) anyone who commits any of the crimes defined in this Act outside the Netherlands,<br />
if the suspect is present in the Netherlands;<br />
(b) anyone who commits any of the crimes defined in this Act outside the Netherlands,<br />
if the crime is committed against a Dutch national;<br />
(c) a Dutch national who commits any of the crimes defined in this Act outside the<br />
Netherlands.<br />
2. The expression ‘any of the crimes defined in this Act’ as referred to in subsection 1<br />
shall be equated with the crimes defined in Articles 131-134, 140, 189, 416-417bis and<br />
420bis-420quater of the Criminal Code, if the offence or crime referred to in such articles<br />
is a crime defined in this Act.<br />
3. Prosecution on the basis of subsection 1 (c) may also take place if the suspect becomes<br />
a Dutch national only after committing the crime.“<br />
I hollandsk ret er der således international <strong>og</strong> universal jurisdiktion; for så vidt angår<br />
universal jurisdiktion d<strong>og</strong> med det krav, at personen skal være lokaliseret på hollandsk<br />
territorium.<br />
Der har verseret to sager om krigsforbrydelser ved de hollandske domstole. Begge<br />
sager er rejst mod hollandske erhvervsfolk (Guus van Kouwenhoven <strong>og</strong> Frans van<br />
Anraat):<br />
I sagen mod van Kouwenhoven var <strong>den</strong>ne anklaget for at overtræde FN’s Sikkerhedsrådsresolution<br />
1343. Van Kouwenhoven havde angiveligt støttet ex-præsi<strong>den</strong>t Charles Taylors<br />
forsøg på at destabilisere Sierra Leone ved at lette importen af våben. Van Kouwenhoven<br />
var anklaget for at have hyret militser i Liberia <strong>og</strong> forsyne dem med våben, hvilket<br />
muliggjorde deres deltagelse i massakre på uskyldige. Hertil kommer, at han angiveligt<br />
havde forsynet børnesoldater i Sierra Leone <strong>og</strong> Liberia med våben. Han var tiltalt for<br />
krigsforbrydelser <strong>og</strong> trafik med våben i Liberia. Van Anraat var tiltalt som medskyldig til<br />
krigsforbrydelser <strong>og</strong> folkedrab i Iran <strong>og</strong> Irak, idet <strong>den</strong>ne solgte råmaterialer til kemiske<br />
våben til Saddam Husseins Irak mellem 1984 <strong>og</strong> 1988. Disse råmaterialer omfattede materialer<br />
til nerve- <strong>og</strong> sennepsgas. Den 16. marts 1988 udførte Irak luftbombardementer<br />
over <strong>den</strong> nordirakiske by Halabja indehol<strong>den</strong>de begge slags gas.<br />
7. 7. Retsforfølgning af krigsforbrydere i Danmark<br />
Efter <strong>folkeret</strong>ten er hovedreglen som nævnt, at kompetencen til at retsforfølge <strong>og</strong> straffe<br />
internationale forbrydelser er overladt til staterne selv. Retsforfølgning af disse forbrydelser<br />
sker altså som udgangspunkt ved nationale domstole i henhold til national ret.<br />
Den danske stat har efter <strong>folkeret</strong>ten mulighed for at retsforfølge internationale<br />
forbrydelser, uanset gerningspersonens nationalitet <strong>og</strong> gerningsstedet. For så vidt angår<br />
de alvorligste krigsforbrydelser, omtalt i Genève-konventionerne, Tillægsprotokol I
1 0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>og</strong> i FN’s Torturkonvention, har Danmark en pligt til at retsforfølge eller udlevere <strong>den</strong><br />
pågæl<strong>den</strong>de til retsforfølgning i en an<strong>den</strong> stat, jf. ne<strong>den</strong>for.<br />
Forudsætningen for, at krigsforbrydere kan retsforfølges ved danske domstole er, at<br />
der for det første er etableret dansk straffemyndighed (jurisdiktion), <strong>og</strong> for det andet<br />
at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de forbrydelse er strafbar efter dansk ret (straffehjemmel), dvs. at der<br />
findes danske straffebestemmelser, der kriminaliserer <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de handling. Dette<br />
fremgår af straffelovens § 10, stk. 1, hvorefter kun handlinger, der er strafbare efter dansk<br />
ret, kan føre til strafansvar ved danske domstole. Straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2 skaber<br />
dansk straffemyndighed for handlinger foretaget u<strong>den</strong> for Danmark af personer, som<br />
er bosat i Danmark, hvis handlingen <strong>og</strong>så er strafbar efter gerningslandets lovgivning;<br />
princippet om dobbelt strafbarhed. 0 Hvis ikke handlingen er strafbar efter gerningslandets<br />
lovgivning, er det ikke muligt at straffe <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de ved danske domstole i<br />
medfør af § 7, stk. 1, nr. 2. Det fremgår desu<strong>den</strong> af straffelovens § 10, stk. 2, at der ikke<br />
kan idømmes strengere straf end hjemlet ved gerningsstedets lovgivning, forudsat at<br />
betingelserne i § 7 er opfyldt.<br />
Som det vil fremgå af gennemgangen ne<strong>den</strong>for, har Danmark i de senere år både<br />
retsforfulgt krigsforbrydere ved danske domstole <strong>og</strong> udleveret u<strong>den</strong>landske krigsforbrydere<br />
til retsforfølgning i udlandet. Kursen over for krigsforbrydere er generelt blevet<br />
skærpet i Danmark, idet <strong>den</strong> danske stat ikke ønsker, at krigsforbrydere skal kunne<br />
finde et fristed i Danmark. Som følge heraf oprettedes Statsadvokaturen for særlige<br />
internationale straffesager i 2002. Institutionen er en specialiseret anklagemyndighed,<br />
der blandt andet skal efterforske internationale sager om folkedrab, forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong>, krigsforbrydelser <strong>og</strong> andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet,<br />
når gerningsman<strong>den</strong> befinder sig her i landet.<br />
Jurisdiktion<br />
Reglerne om dansk straffemyndighed (jurisdiktion) findes i straffelovens §§ 6-9 <strong>og</strong><br />
militær straffelovs §§ 1-5. Reglerne vil blive gennemgået under ét under hensyntagen<br />
til, hvor forbrydelsen er begået. Det skal nævnes, at straffelovens jurisdiktionsbestemmelser<br />
er ved at blive vurderet, navnlig i lyset af <strong>den</strong> internationale udvikling, i et<br />
udvalg – „Jurisdiktionsudvalget“ – nedsat af justitsministeren i 2002.<br />
For krigsforbrydelser begået i Danmark vil der altid være kompetence til at retsforfølge<br />
gerningsman<strong>den</strong> ved danske domstole, uanset vedkommendes nationalitet, jf.<br />
straffelovens § 6 <strong>og</strong> <strong>den</strong> militære straffelovs § 2-3.<br />
529 Jf. de fire Genève-konventioner, henholdsvis artikel 49, 50, 129 <strong>og</strong> 146 samt Tillægsprotokol I,<br />
artikel 86. Det fremgår desu<strong>den</strong> af FN’s Torturkonvention, artikel 4, at der skal etableres effektive<br />
straffesanktioner i det nationale retssystem.<br />
530 Princippet om dobbelt strafbarhed betyder, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de handling skal være strafbar både i<br />
staten, hvor handlingen er begået, <strong>og</strong> i staten, som straffer <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de handling.<br />
531 Jf. Bekendtgørelse nr. 1146 af 13. december 2002 om fordelingen af forretningerne mellem statsadvokaterne.<br />
532 Tilsvarende institutioner er bl.a. oprettet i Sverige, Norge, Belgien <strong>og</strong> Canada.<br />
533 Justitsministeriet nedsatte i 2002 et jurisdiktionsudvalg, som har til opgave at foretage en gennemgang<br />
af straffelovens bestemmelser om jurisdiktion med henblik på at vurdere, hvorvidt der kan være<br />
behov for at foretage ændringer i disse bestemmelser. Jurisdiktionsudvalgets opgave er fastlagt i dets<br />
kommissorium. Se: Justitsministeriet, Kommissorium for Jurisdiktionsudvalget, 2002. Tilgængelig på:<br />
http://www.jm.dk/image.asp?page=image&objno=74636
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 1<br />
For krigsforbrydelser begået i udlandet vil der efter straffeloven være dansk straffemyndighed<br />
når:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
gerningsman<strong>den</strong> er dansk statsborger eller har fast bopæl i Danmark, jf.<br />
straffelovens § 7;<br />
forbrydelsen er begået mod <strong>den</strong> danske stat mv., jf. straffelovens § 8, nr. 1;<br />
forbrydelsen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken<br />
Danmark er forpligtet til at retsforfølge, jf. straffelovens § 8, nr. 5; <strong>og</strong><br />
Danmark afslår en begæring om udlevering af <strong>den</strong> sigtede til retsforfølgning i<br />
et andet land for en forbrydelse, der er strafbar i det pågæl<strong>den</strong>de land, <strong>og</strong> efter<br />
dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i ét år, jf. straffelovens § 8, nr. 6.<br />
Straffelovens § 7 vedrører for det første retsforfølgning af danske statsborgere, som<br />
har begået forbrydelser i udlandet. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med<br />
<strong>den</strong> militære straffelov, hvorefter dansk militærpersonel <strong>og</strong> andre personer, som begår<br />
krigsforbrydelser (under væbnede konflikter), vil ifalde ansvar efter <strong>den</strong> militære straffelov.<br />
Straffelovens § 7 vil for danske statsborgere derfor navnlig finde anvendelse i de<br />
tilfælde, hvor der begås overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten i fredstid.<br />
Straffelovens § 7 omhandler for det andet retsforfølgning af gerningsmænd, som<br />
har fast bopæl i Danmark u<strong>den</strong> at være danske statsborgere. Denne bestemmelse har<br />
haft relevans i nyere tid i relation til u<strong>den</strong>landske krigsforbrydere, som opholder sig i<br />
Danmark som flygtninge under såkaldt „tålt ophold“, dvs. udlændinge, som på grund af<br />
risiko for forfølgelse, tortur eller dødsstraf ikke kan tvangsudsendes til deres hjemland,<br />
men som har fået afslag på opholdstilladelse netop på grund af de alvorlige forbrydelser,<br />
de antages at have begået, jf. Udlændingelovens § 10, stk. 1.<br />
„Et eksempel herpå er <strong>den</strong> tidligere irakiske hærchef, Nizar al-Khazraji. Hærchefen fik<br />
afslag på asyl i Danmark, da han antageligt var ansvarlig for krigsforbrydelser i Irak,<br />
herunder udryddelsen af 200.000 civile kurdere ved Anfal-kampagnen i 1988 <strong>og</strong> giftgasangrebet<br />
på landsbyen Halabja. Selv om <strong>den</strong> irakiske hærchef kun havde „tålt ophold“ i<br />
Danmark, fandt de danske myndigheder, at han kunne retsforfølges for krigsforbrydelser<br />
ved danske domstole, <strong>og</strong> efterforskningen indledtes hos statsadvokaten for særlige internationale<br />
straffesager. Retsforfølgningen har d<strong>og</strong> ikke kunnet fuldføres, da hærchefen<br />
flygtede ud af Danmark.“<br />
Adgangen til retsforfølgning af formodede krigsforbrydere med fast bopæl i Danmark<br />
er imidlertid ikke ubegrænset, men viger for <strong>folkeret</strong>tens regler om immunitet for<br />
statsoverhoveder <strong>og</strong> diplomater.<br />
534 I <strong>den</strong>ne fremstilling er kun de væsentligste bestemmelser om dansk straffemyndighed medtaget, <strong>og</strong><br />
omtale af bl.a. straffelovens § 8, nr. 2-4 <strong>og</strong> § 9 er udeladt.<br />
535 Jf. Rigsadvokatens afgørelse af 3. oktober 2001 om retsforfølgning af Nizar al-Khazraji.<br />
536 Statsoverhoveders immunitet er sædvaneretligt normeret, mens diplomaters immunitet er reguleret<br />
i Wiener-konventionen af 18. april 1961om diplomatiske forbindelser. Se <strong>den</strong> centrale bestemmelse<br />
i artikel 31.
1 2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
„Et eksempel herpå er sagen om Israels forhenværende ambassadør i Danmark, Carmi<br />
Gillon. Gillon var som chef for Israels sikkerhedstjeneste Shin Bet i midten af 1990’erne<br />
ansvarlig for adskillige tilfælde af „moderat fysisk pres“ i Israel. Dette vedstod Gillon<br />
offentligt. Efter sin ankomst til Danmark indgav en gruppe torturofre <strong>og</strong> et folketingsmedlem<br />
politianmeldelse mod Gillon. De danske myndigheder fastsl<strong>og</strong> imidlertid, at<br />
Gillon ikke kunne retsforfølges i Danmark pga. sin diplomatiske immunitet, da Wienerkonventionens<br />
regler om beskyttelse af diplomater fortrænger FN’s Torturkonventions<br />
regler.“<br />
Straffelovens § 8, nr. 5 udgør grundlaget for danske domstoles jurisdiktion ved strafforfølgning<br />
af internationale forbrydelser, såsom overtrædelser af Genève-konventionerne,<br />
Tillægsprotokol I <strong>og</strong> FN’s Torturkonvention. Bestemmelsen er udtryk for Danmarks<br />
konventionsmæssige forpligtelser til at kriminalisere <strong>og</strong> retsforfølge overtrædelser af<br />
internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> nævnes<br />
ikke udtrykkeligt i bemærkningerne til lovforslaget. Det blev derimod fremhævet,<br />
at ændringen var en forudsætning for Danmarks ratifikation af visse internationale<br />
konventioner om tortur <strong>og</strong> terrorisme:<br />
„Ændringen skal muliggøre, at der i større omfang end i dag kan ske retsforfølgning af<br />
personer, som opholder sig her i landet, for alvorlige forbrydelser, som de pågæl<strong>den</strong>de<br />
personer har begået i udlandet.“<br />
For så vidt angår overtrædelser af Haager-reglerne, Folkedrabskonventionen samt<br />
forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, hvor der ikke er pligt til, men alene mulighed for<br />
at retsforfølge, er dansk jurisdiktion kun delvist etableret, som det fremgår ne<strong>den</strong>for.<br />
Det er nærliggende at undersøge, hvorvidt straffelovens § 8, nr. 5 kan udvides til <strong>og</strong>så<br />
at omfattet <strong>folkeret</strong>lig sædvaneret, jf. princippet i <strong>den</strong> nye militære straffelov § 36,<br />
stk. 2.<br />
Pligten til retsforfølgning gælder som nævnt for grove forbrydelser, uanset gerningsman<strong>den</strong>s<br />
nationalitet <strong>og</strong> gerningsstedet, forudsat at gerningsman<strong>den</strong> befinder sig<br />
på statens territorium. Det betyder, at forbrydelser begået i udlandet af u<strong>den</strong>landske<br />
statsborgere mod danskere, ikke kan straffes i Danmark, med mindre gerningsman<strong>den</strong><br />
befinder sig på dansk jord. Et eksempel herpå findes i Pinochet-sagen:<br />
„I Pinochet-sagen anmeldte en række herboende eksil-chilenere Chiles tidligere diktator,<br />
Augusto Pinochet, til <strong>den</strong> danske Rigsadvokat med krav om at søge Pinochet udleveret<br />
fra Storbritannien til retsforfølgning her i landet. Rigsadvokaten afviste at begære Pinochet<br />
udleveret til Danmark med <strong>den</strong> begrundelse, at „FN’s Torturkonvention forpligter<br />
imidlertid i et tilfælde som det foreliggende alene Danmark til at retsforfølge – eller<br />
udlevere til retsforfølgning i et andet land – såfremt <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de opholder sig her<br />
i landet. Denne konvention kan således ikke danne grundlag for dansk straffemyndig-<br />
537 Jf. politimesteren i Gentoftes afgørelse af 3. september 2001 vedrørende Carmi Gillon.<br />
538 Jf. politimesteren i Gentoftes afgørelse af 3. september 2001 vedrørende Carmi Gillon.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 3<br />
hed“. Rigsadvokatens afgørelse blev senere stadfæstet af Justitsministeriet. 0 Hvis<br />
torturen havde fundet sted her i landet, ville Danmark derimod have haft jurisdiktion<br />
i sagen med <strong>den</strong> virkning, at Danmark kunne have indledt retsforfølgningen <strong>og</strong> kræve<br />
Pinochet udleveret til Danmark.“<br />
Straffelovens § 8, nr. 6 har til formål at supplere bestemmelsen i nr. 5, således at der <strong>og</strong>så<br />
i tilfælde, hvor der ikke er n<strong>og</strong>en konventionsmæssig forpligtelse til retsforfølgning,<br />
gives mulighed for at foretage retsforfølgning i Danmark af alvorlige forbrydelser, der<br />
er begået i udlandet, i de situationer hvor udlevering nægtes. Bestemmelsen i nr. 6<br />
har en tæt tilknytning til udleveringsloven, der således har en indirekte betydning for<br />
spørgsmålet om jurisdiktion.<br />
I medfør af straffelovens § 8, nr. 6 er betingelserne for at retsforfølge for det første,<br />
at en an<strong>den</strong> stat begærer personen udleveret, <strong>og</strong> dette afslås fra dansk side. Det er<br />
yderligere en betingelse, at handlingen kan medføre højere straf end fængsel i 1 år i<br />
Danmark <strong>og</strong>, at handlingen tillige er strafbar på gerningsstedet; princippet om dobbelt<br />
strafbarhed. Princippet om dobbelt strafbarhed betyder således, at andre staters<br />
nationale strafferetlige regler er afgørende for, om en person kan straffes i Danmark.<br />
Udlevering til retsforfølgning i et andet land kan ikke finde sted i en række tilfælde.<br />
Dette gælder som udgangspunkt, hvis personen er dansk statsborger, hvis bevismaterialet<br />
ikke er tilstrækkeligt, hvis der er tale om en militær eller politisk lovovertrædelse, hvis<br />
der er risiko for, at udlevering vil medføre forfølgelse, tortur eller an<strong>den</strong> umenneskelig<br />
behandling efter udleveringen, hvis udleveringen vil være uforenelig med <strong>humanitære</strong><br />
hensyn, hvis forbrydelsen allerede er blevet pådømt her i landet mv. Endvidere må<br />
udlevering blandt andet kun ske på betingelse af, at dødsstraf ikke må fuldbyrdes for<br />
<strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de handling.<br />
Straffelovens § 8, nr. 6 er, som det fremgår, en forholdsvis stringent udmøntning af<br />
princippet om, at en stat enten selv skal retsforfølge eller udlevere <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de til<br />
retsforfølgning i en an<strong>den</strong> stat.<br />
„§ 8, nr. 6, er anvendt i sagen mod en flygtning fra Rwanda, der kom til Danmark efter<br />
borgerkrigen i Rwanda i 1994. Da det i 2000 stod de danske myndigheder klart, at han<br />
var sigtet for krigsforbrydelser, blev han anholdt <strong>og</strong> efterfølgende udleveret til retsforfølgning<br />
ved ICTR.“<br />
Adgangen til udlevering af egne statsborgere til retsforfølgning i andre EU-lande er<br />
med EUs rammeafgørelse om <strong>den</strong> europæiske arrestordre blevet udvidet for personer,<br />
der er sigtet, tiltalt eller dømt for nærmere opregnede alvorlige lovovertrædelser. Rammeafgørelsen<br />
er gennemført i dansk ret ved ændring af udleveringsloven i 2003. Efter<br />
539 Jf. Rigsadvokatens afgørelse af 3. december 1998.<br />
540 Jf. Justitsministeriets afgørelse af 29. januar 1999.<br />
541 Lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere <strong>og</strong> lov om udlevering<br />
af lovovertrædere til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om<br />
<strong>den</strong> europæiske arrestordre m.v.).<br />
542 Den europæiske arrestordre er gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003. Formålet med<br />
loven er at gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der er nødvendige for Danmarks opfyldelse<br />
af Rådet for Den Europæiske Unions rammeafgørelse om <strong>den</strong> europæiske arrestordre mv.
1 4 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
rammeafgørelsen skal udlevering mellem EU-lan<strong>den</strong>e fra 1. januar 2004 ske på grundlag<br />
af „en europæisk arrestordre“. En europæisk arrestordre indeholder dels en anmodning<br />
om anholdelse <strong>og</strong> varetægtsfængsling med henblik på udlevering, dels en anmodning<br />
om udlevering. Indførelsen af arrestordren indebærer, at EU-lan<strong>den</strong>e i højere grad skal<br />
anerkende hinan<strong>den</strong>s retsafgørelser, <strong>og</strong> samtidig begrænses mulighederne for at afslå<br />
en anmodning om udlevering. Med <strong>den</strong> nye arrestordre indføres der en forenkling <strong>og</strong><br />
effektivisering af udleverings-procedurerne, således at en person, som er sigtet for en<br />
alvorlig overtrædelse, hurtigt kan udleveres til retsforfølgning eller straffuldbyrdelse i<br />
det land, hvor lovovertrædelsen er begået. Arrestordren kan på <strong>den</strong> ene side indebære,<br />
at EU-lan<strong>den</strong>e er kommet endnu et skridt i retning af en mere effektiv retsforfølgning.<br />
På <strong>den</strong> an<strong>den</strong> side er der en række retssikkerhedsmæssige betænkeligheder knyttet til<br />
arrestordren, herunder uskyldsformodningen <strong>og</strong> processuelle garantier indeholdt i Den<br />
Europæiske Menneskerettighedskonvention.<br />
For det første indebærer arrestordren, at princippet i dansk ret om dobbelt strafbarhed<br />
– som forudsætning for udlevering – ophæves for en række forbrydelser, der<br />
er omfattet af <strong>den</strong> såkaldte positiv-liste. Det betyder, at danske statsborgere kan udleveres<br />
til retsforfølgning i andre EU-lande, hvis de er sigtet eller mistænkt for at have<br />
begået en handling, som er ulovlig i det pågæl<strong>den</strong>de EU-land, selv om handlingen er<br />
lovlig i Danmark. For det andet giver arrestordren ikke i sig selv en effektiv beskyttelse<br />
mod udlevering til forhold, som er menneskerettighedskrænkende. Arrestordren<br />
indeholder ikke et generelt forbud mod udlevering i strid med et lands menneskeretlige<br />
forpligtelser, men alene et forbud mod udlevering til tortur. Ved ændringen af<br />
udleveringsloven i 2003 fandt man ikke anledning til at indføre en bestemmelse om,<br />
at udlevering ikke må ske i strid med Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Disse<br />
forpligtelser gælder imidlertid fuldt ud, uanset ordly<strong>den</strong> af udleveringsloven, <strong>og</strong><br />
udlevering vil således ikke kunne ske, hvis dette f.eks. er i strid med artikel 6 i Den<br />
Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang, eller<br />
konventionens artikel 3 om forbudet mod tortur eller umenneskelig eller nedværdigende<br />
behandling eller straf.<br />
Dansk strafferetspleje er underlagt en række principper, herunder opportunitetsprincippet.<br />
Ifølge opportunitetsprincippet afgør anklagemyndighe<strong>den</strong> selv, om der<br />
skal rejses tiltale i en straffesag eller ej. I sager, der rejses i medfør af straffelovens § 8,<br />
nr. 4-6 er det justitsministeren, som har påtalekompetence <strong>og</strong> ikke statsadvokaturen. I<br />
bemærkningerne til lovforslaget om straffelovens § 8, nr. 5-6 fremhæves opportunitetsprincippet,<br />
der indebærer, at der ikke består en pligt til at påtale, men alene en mulighed<br />
543 Positiv-listen omfatter handlinger som terrorisme, menneskehandel, ulovlig våben- eller narkotikahandel,<br />
svig, bestikkelse, mv.<br />
544 Jf. Institut for Menneskerettigheder, Notat til Justitsministeriet vedr. forslag til lov om udlevering af<br />
lovovertrædere <strong>og</strong> lov om udlevering til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige, 20. januar 2003. Tilgængelig<br />
på: http://www.humanrights.dk/hoeringssvar/alle/n03_02/<br />
545 Udleveringsloven indeholder d<strong>og</strong> særlige bestemmelser om forbud mod udlevering til dødsstraf <strong>og</strong><br />
forbud mod udlevering, hvis der er fare for, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de efter udleveringen vil blive udsat for<br />
politisk forfølgelse.<br />
546 Jf. Institut for Menneskerettigheder, Notat til Justitsministeriet vedr. forslag til lov om udlevering af<br />
lovovertrædere <strong>og</strong> lov om udlevering til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige, 20. januar 2003. Tilgængelig<br />
på: http://www.humanrights.dk/hoeringssvar/alle/n03_02/
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 5<br />
herfor. Det fremgår af bemærkningerne til straffelovens § 8, nr. 5-6, at justitsministeren<br />
ved afgørelsen af, om påtale skal rejses, kan lade sig påvirke af en række hensyn:<br />
„Der vil i <strong>den</strong> forbindelse kunne tages hensyn ikke alene til behovet <strong>og</strong> mulighe<strong>den</strong> for<br />
at gennemføre en straffesag her i landet, men <strong>og</strong>så til sagens <strong>folkeret</strong>lige aspekter <strong>og</strong><br />
forholdet til andre implicerede stater.“<br />
Denne bemærkning synes at rejse fortolkningstvivl. Det er muligt at fortolke bemærkningen<br />
på en måde, som er overensstemmende med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Uanset<br />
opportunitetsprincippet er „forholdet til andre stater“ ikke et legitimt moment i vurderingen<br />
af tiltalespørgsmålet. Det er desu<strong>den</strong> diskutabelt, om „behovet … for at gennemføre<br />
en straffesag her i landet“ er et legitimt hensyn. Argumenter af politisk karakter<br />
kan være i strid med konventionens ånd <strong>og</strong> formål <strong>og</strong> er i så fald ikke legitime. De<br />
<strong>folkeret</strong>lige forpligtelser skal ved efterforskning <strong>og</strong> tiltale være normerende for skønnet<br />
<strong>og</strong> begrænse opportunitetsbeføjelserne, hvilket <strong>og</strong>så følger af instruktionsreglen.<br />
Det kan i <strong>den</strong>ne forbindelse drøftes, om <strong>den</strong> nuværende danske ordning lever op til<br />
Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Torturkonvention. Konventionen<br />
indeholder følgende bestemmelse i artikel 7:<br />
„1. Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en person, som påstås<br />
at have begået en overtrædelse som nævnt i artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde<br />
overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, med<br />
mindre <strong>den</strong> udleverer ham.<br />
2. Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i tilfælde af en almindelig<br />
overtrædelse af alvorlig karakter ifølge <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de stats lovgivning. I de<br />
i artikel 5, stk. 2, nævnte tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning<br />
<strong>og</strong> domfældelse, på ingen måde være mindre strenge end de, der gælder i de tilfælde,<br />
der er nævnt i artikel 5, stk. 1.“<br />
Det kan desu<strong>den</strong> give anledning til overvejelse, om opportunitetsprincippet bør gælde<br />
for krigsforbrydelser, <strong>og</strong> det kan diskuteres, om en fastholdelse af opportunitetsprincippet<br />
kan siges at være i overensstemmelse med kravene i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I Holland <strong>og</strong> Tyskland er det muligt at indbringe anklagemyndighe<strong>den</strong>s afgørelser<br />
om tiltale, herunder opgivelse af tiltale, for domstolene, for herved at få afklaret om<br />
afgørelsen var lovlig. En tilsvarende efterprøvelsesmulighed findes ikke i Danmark.<br />
Den militære straffelov etablerer dansk jurisdiktion for overtrædelse af <strong>folkeret</strong>lige<br />
regler, som Danmark har tiltrådt, når forbrydelsen finder sted under væbnet konflikt<br />
(dvs. krig) <strong>og</strong> begås af dansk militærpersonel eller enhver an<strong>den</strong>, herunder civile, jf.<br />
<strong>den</strong> militære straffelovs § 36, jf. §§ 2 <strong>og</strong> 5, stk. 2. Straffehjemlen i § 36 har følgende<br />
ordlyd:<br />
547 Folketingsti<strong>den</strong>de 1985/1986, Tillæg A, spalte 2087, afsnit 6.<br />
548 Jf. Marianne Holdgaard Bukh, Retsforfølgning af krænkelser af menneskerettigheder <strong>og</strong> humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> begået i udlandet, Ugeskrift for Retsvæsen 1994B.131-137, s. 135.<br />
549 Jf. ovenfor afsnit 4.2. om instruktionsreglen.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
„§ 36. Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer kendetegn<br />
eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger <strong>og</strong> materiel, der er<br />
bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med fængsel indtil på livstid.<br />
Stk. 2. På tilsvarende måde straffes <strong>den</strong>, der forsætligt bruger krigsmiddel eller fremgangsmåde,<br />
hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst<br />
eller med <strong>folkeret</strong>lig sædvaneret.“<br />
Den militære straffelov etablerer dansk jurisdiktion for overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> begået i <strong>og</strong> u<strong>den</strong> for <strong>den</strong> danske stat, jf. § 3. Loven finder <strong>og</strong>så anvendelse<br />
på lovovertrædelser, der begås mod andre landes militære styrker, som samvirker<br />
med danske militære styrker, jf. § 4. Under dansk straffemyndighed hører endvidere<br />
overtrædelser af § 36, der er foretaget u<strong>den</strong> for <strong>den</strong> danske stat, u<strong>den</strong> hensyn til hvor<br />
gerningsman<strong>den</strong> hører hjemme, når overtrædelsen er begået over for dansk militært<br />
personel eller personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 <strong>og</strong> 2, 0 jf. § 5, stk. 2 (dansk international<br />
jurisdiktion eller det passive personalprincip).<br />
Den militære straffelovs §§ 2 <strong>og</strong> 5, stk. 2 giver <strong>den</strong> danske stat jurisdiktion til at<br />
retsforfølge <strong>og</strong> straffe enhver forbrydelse, begået af eller over for dansk militært personel<br />
under en væbnet konflikt, såfremt forbrydelsen krænker <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Danmark kan således ikke alene retsforfølge <strong>og</strong> straffe personer for overtrædelser af<br />
Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, men <strong>og</strong>så for overtrædelser af <strong>folkeret</strong>lig<br />
sædvaneret. Den militære straffelov adskiller sig hermed fra straffeloven ved at etablere<br />
en mere vidtgående jurisdiktionskompetence.<br />
I modsætning til straffelovens § 8, nr. 5-6 finder <strong>den</strong> militære straffelovs § 36, jf. §§ 2<br />
<strong>og</strong> 5, stk. 2 imidlertid alene anvendelse, når Danmark deltager i en væbnet konflikt.<br />
Disse bestemmelser i <strong>den</strong> militære straffelov gælder således ikke i tilfælde af besættelse<br />
i modsætning til Genève-konventionerne, der gælder både under internationale<br />
væbnede konflikter <strong>og</strong> i tilfælde af hel eller delvis besættelse, jf. fællesartikel 2.<br />
Den nuværende udformning af <strong>den</strong> militære straffelov betyder, at overtrædelser af<br />
krigens love, som begås af dansk militært personel i besættelsestid, ikke efter gæl<strong>den</strong>de<br />
dansk ret vil kunne straffes efter <strong>den</strong> militære straffelovs § 36. Sådanne brud på <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> vil kun kunne straffes efter <strong>den</strong> militære straffelovs bestemmelser<br />
om pligtforsømmelser, herunder <strong>den</strong> subsidiære bestemmelse i <strong>den</strong> militære straffelov<br />
§ 15 eller alternativt efter <strong>den</strong> borgerlige straffelov.<br />
Handlinger, der er omfattet af bestemmelserne om jurisdiktion i <strong>den</strong> militære straffelov,<br />
kan samtidig være dækket af <strong>den</strong> borgerlige straffelovs bestemmelser. Der kan<br />
imidlertid opstå situationer, hvor overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> kun er<br />
omfattet af <strong>den</strong> militære straffelov. Dette kan eksempelvis være krænkelser af Genèvekonventionerne,<br />
som ikke kan karakteriseres som grove.<br />
Der vil endvidere kunne forekomme situationer, hvor overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> alene vil være omfattet af straffeloven. Dette gælder f.eks. ved grove<br />
550 Personer omfattet af § 2, nr. 1 <strong>og</strong> 2 er enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en<br />
enhed af dette, <strong>og</strong> krigsfanger samt sanitetspersonel <strong>og</strong> feltpræster, der tilbageholdes til bistand for<br />
krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gæl<strong>den</strong>de mellemfolkelige overenskomster.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1<br />
krænkelser af Genève-konventionerne i tilfælde af krig, hvor Danmark ikke er involveret,<br />
<strong>og</strong> hvor gerningspersonen efterfølgende tager ophold i Danmark.<br />
Påtalekompetencen tilkommer efter <strong>den</strong> militære straffelov auditørerne. Som følge<br />
af opportunitetsprincippet eksisterer der heller ikke for dette område en egentlig pligt<br />
til at rejse påtale, jf. ovenstående. Når auditørerne træffer afgørelse om påtalerejsning,<br />
bør de forpligtelser, der påhviler Danmark i medfør af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, respekteres.<br />
Se evt. nærmere om påtalekompetencen ovenfor.<br />
Som nævnt ovenfor etablerer <strong>den</strong> militære straffelov af 31. maj 2005 dansk international<br />
jurisdiktion (det passive personalprincip). I praksis betyder det, at f.eks. irakiske<br />
oprørere eller civile, som angriber danske soldater eller krigskorrespon<strong>den</strong>ter i Irak<br />
under en væbnet konflikt, vil kunne retsforfølges ved danske domstole, forudsat at Irak<br />
udleverer gerningsmæn<strong>den</strong>e, jf. <strong>den</strong> militære straffelov § 5, stk. 2. Bestemmelsen vil<br />
kunne få selvstændig betydning i relation til „mindre grove“ overtrædelser af Genèvekonventionerne,<br />
begået over for dansk militært personel m.fl. i udlandet.<br />
En tilsvarende bestemmelse om dansk international straffemyndighed (det passive<br />
personalprincip) findes ikke i straffeloven. Det er imidlertid muligt, at en sådan bestemmelse<br />
vil blive foreslået indført i straffeloven på baggrund af overvejelserne i Jurisdiktionsudvalget,<br />
som netop gennemgår straffelovens jurisdiktionsregler. I takt med <strong>den</strong><br />
øgede internationalisering kan der argumenteres for, at reglerne bør udformes således,<br />
at de i videst muligt omfang sikrer retsforfølgning af personer, der har begået alvorlige<br />
forbrydelser såsom krigsforbrydelser.<br />
Straffehjemmel<br />
Forudsætningen for at krigsforbrydere kan retsforfølges ved danske domstole er som<br />
nævnt ovenfor, at <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de forbrydelse er strafbar efter dansk ret. Bestemmelserne<br />
herom i straffeloven <strong>og</strong> <strong>den</strong> militære straffelov skal svare til <strong>den</strong> internationalt<br />
fastlagte krigsforbrydelse i gerningsbeskrivelse <strong>og</strong> gerningsindhold. Dette afføder et<br />
principielt spørgsmål om, i hvilket omfang <strong>den</strong> nationale straffelovgivning er forenelig<br />
med de internationale regler, <strong>og</strong> om det er muligt at i<strong>den</strong>tificere <strong>den</strong> nødvendige straffehjemmel<br />
i bestemmelserne i <strong>den</strong> nationale straffelov.<br />
Spørgsmålet om retsforfølgning af krigsforbrydere reguleres i flere, til dels usammenhængende,<br />
internationale regelsæt. Da <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> som hovedregel<br />
ikke er blevet inkorporeret i dansk ret, skal domstolene søge at i<strong>den</strong>tificere en<br />
hjemmel i dansk ret, der dækker gerningsbeskrivelsen. Såvel dansk straffelov som de<br />
internationale bestemmelser har en l<strong>og</strong>isk struktur <strong>og</strong> indre sammenhæng. Men de<br />
to strukturer passer ikke nødvendigvis sammen. Det kan give anledning til tvivl om,<br />
hvorvidt begreber som forældelse, handle efter befaling, nødværge, nødret, samtykke,<br />
forsøg, medvirken mv. har samme indhold i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> som i <strong>den</strong> danske<br />
strafferet.<br />
De internationale normer om krigsforbrydelser har ikke været behandlet i en<br />
grundig nationalpolitisk beslutningsproces. De internationale normer er ikke entydigt<br />
defineret i konventionerne, hvilket medfører, at domstolene skal fortolke <strong>og</strong> konkretisere<br />
normerne. Fraværet af en detaljeret udredning efterlader dommerne med en uklarhed,<br />
551 En undtagelse er Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab. Loven er en inkorporering af<br />
Konvention om forebyggelse af <strong>og</strong> straf for folkedrab.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
hvilket med baggrund i <strong>den</strong> danske retstradition kan føre til tilbagehol<strong>den</strong>hed. Lovgivningsmagten<br />
har ikke præciseret de internationale normers anvendelsesområde,<br />
hvilket efterlader en mulighed for forskellig fortolkning ved domstolene. Dommeren<br />
kan eksempelvis ikke konsultere en betænkning eller andre forarbejder i tilfælde af tvivl<br />
om en straffesags endelige udfald. Dette medfører, at det bliver vanskeligt at forudse,<br />
hvordan udfaldet af en sag bliver, hvilket er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.<br />
Dansk implementeringspraksis med hensyn til straffehjemmel har generelt været<br />
baseret på anvendelse af allerede eksisterende straffebestemmelser i straffeloven. Dette<br />
indebærer, at der hverken i straffeloven, militær straffelov eller i særlovgivningen i<br />
øvrigt findes en bestemmelse, der f.eks. kriminaliserer drab på krigsfanger eller angreb<br />
på civilbefolkningen, som er forbudt efter Genève-konventionerne. Som eksempel<br />
kan nævnes en højesteretsdom fra 1995 (U1995.838H):<br />
Denne dom fastsl<strong>og</strong>, at en lejrvagt i en bosnisk-kroatisk fangelejr for bosniske muslimer<br />
havde begået grove krænkelserne af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> ved at have udøvet vold<br />
mod indsatte, i to tilfælde med dø<strong>den</strong> til følge. Lejrvagten blev dømt efter straffelovens<br />
regler om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 246,<br />
jf. § 245.<br />
Spørgsmålet om kriminalisering af handlinger, som staterne er forpligtet til at retsforfølge<br />
efter <strong>folkeret</strong>ten, <strong>og</strong> sammenhængen med <strong>den</strong> tidligere militære straffelovs § 25,<br />
som svarer til <strong>den</strong> gæl<strong>den</strong>de § 36 i <strong>den</strong> militære straffelov, er senest blevet vurderet<br />
i forbindelse med gennemførelsen af loven om Den Internationale Straffedomstol. I<br />
bemærkningerne til lovforslaget anføres følgende:<br />
„For så vidt angår de forhold, der omfattes af statuttens artikel 7 (forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>)<br />
<strong>og</strong> artikel 8 (krigsforbrydelser), findes hjemlen til at retsforfølge militært<br />
personel i militær straffelovs § 25.<br />
…<br />
I det omfang forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> eller krigsforbrydelser omfattet af artikel<br />
7 <strong>og</strong> 8 ikke er omfattet af militær straffelovs § 25, må forhol<strong>den</strong>e anses for dækket af<br />
straffelovens almindelige bestemmelser om blandt andet drab, vold, voldtægt, frihedsberøvelse<br />
<strong>og</strong> hærværk, <strong>og</strong> der vil hermed være grundlag for at gøre Danmarks primære<br />
jurisdiktionskompetence gæl<strong>den</strong>de.“<br />
Danmark har således i vidt omfang konstateret normharmoni ved vurderingen af, om<br />
dansk lovgivning skulle justeres som følge af Danmarks tiltrædelse af internationale<br />
konventioner. ICC-statutten stiller ikke krav om, at deltagerstaterne skal kunne udøve<br />
straffemyndighed i sager, der er omfattet af ICC’s jurisdiktion. Samtidig er det af<br />
afgørende betydning, at dansk lovgivning giver mulighed for at retsforfølge danske<br />
statsborgere (f.eks. militært personel) ved danske domstole, således at det ikke på<br />
552 Betænkning nr. 1435/2004 om <strong>den</strong> militære straffelov, retsplejelov <strong>og</strong> disciplinarlov, 2004, s. 117 f.<br />
553 Genève-konvention III, artikel 129 <strong>og</strong> 130, <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 146 <strong>og</strong> 147.<br />
554 Folketingsti<strong>den</strong>de 2000-01, Tillæg A, s. 499 f.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1<br />
grund af utilstrækkelig dansk straffehjemmel bliver nødvendigt at lade danske borgere<br />
strafforfølge ved ICC. Det ses ikke, at danske myndigheder har foretaget en konkret<br />
vurdering af, hvorvidt de i statutten opregnede forbrydelser er strafbare i Danmark<br />
udover <strong>den</strong> generelle vurdering citeret ovenfor.<br />
Hvad angår de enkelte krigsforbrydelser er et bredt udsnit af disse umiddelbart<br />
omfattet af <strong>den</strong> danske straffelovgivning. Dette drejer sig eksempelvis om forbrydelser<br />
som drab, voldtægt, vold, gidseltagning, ejendomskrænkelser, tvangsindrullering i<br />
modpartens hær mv.<br />
Visse grove forbrydelser er udtrykkeligt kriminaliseret i straffeloven. For eksempel<br />
har man efter 11. september 2001 som led i terrorbekæmpelsen indført særlige straffebestemmelser,<br />
herunder terrorisme-paragraffen i straffelovens § 114. Regeringen<br />
ønsker med <strong>den</strong>ne udtrykkelige kriminalisering i højere grad at signalere, at terrorisme<br />
i alle <strong>den</strong>s former er uacceptabel i et demokratisk samfund. Terrorisme kunne d<strong>og</strong> <strong>og</strong>så<br />
in<strong>den</strong> lovændringen straffes efter straffelovens regler.<br />
En række af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s grove krænkelser er derimod ikke udtrykkeligt<br />
kriminaliseret eller defineret i straffeloven. Med lovens nuværende udformning<br />
kan straf for visse „grove overtrædelser“ – såsom tortur – ikke idømmes ved henvisning<br />
til en enkelt bestemmelse, men alene ved en sammenstykning af adskillige straffelovsbestemmelser.<br />
Herved opstår der naturligvis risiko for, at en del af forbrydelsen<br />
forbliver ustraffet. Spørgsmålet er, om ikke hensynet til <strong>den</strong> loyale gennemførelse af<br />
internationale forpligtelser, retssikkerhe<strong>den</strong> <strong>og</strong> befolkningens retsbevidsthed taler for,<br />
at domstolene bør have klare <strong>og</strong> præcise definitioner <strong>og</strong> straffebestemmelser at støtte<br />
sig til i tilfælde af grove overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Modviljen mod at indføre udtrykkelige forbud mod „grove overtrædelser“ begrundes<br />
blandt andet med, at det bryder med straffelovens enkelthed, <strong>og</strong> at der endvidere<br />
ville være tale om symbollovgivning, dvs. lovgivning, som ikke ændrer retstilstan<strong>den</strong>,<br />
men blot indeholder en politisk tilkendegivelse, f.eks. om at en given forbrydelse er<br />
uacceptabel i et demokratisk samfund. Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke gælder<br />
det samme hensyn for krigsforbrydelser som for terrorisme: at forbrydelserne er uacceptable<br />
i et demokratisk samfund.<br />
Den manglende udtrykkelige kriminalisering af visse krigsforbrydelser kan være<br />
særligt betænkelig i betragtning af, at påtalen i Danmark er underlagt opportunitetsprincippet.<br />
Når anklagemyndighe<strong>den</strong> skal afgøre, om <strong>den</strong> vil rejse tiltale i en given<br />
sag, må <strong>den</strong> antages at ville vurdere, om <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de forbrydelse er opregnet i<br />
straffeloven. Såfremt dette ikke er tilfældet, må anklagemyndighe<strong>den</strong> formodes at<br />
være mindre tilbøjelig til at rejse tiltale. Den manglende kriminalisering af en række af<br />
555 Jf. bemærkningerne til Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol, fremsat 4. oktober 2000,<br />
(L 20), afsnit 6., Se <strong>og</strong>så U<strong>den</strong>rigsministeriet, Notat til Folketingets u<strong>den</strong>rigsudvalg, L20: Forslag til<br />
lov om Den Internationale Straffedomstol – Regeringens kommentarer til de modtagne høringssvar, 8.<br />
december 2000, s. 18. Tilgængelig på:<br />
http://www.folketinget.dk/Samling/20001/udvbilag/URU/L20_bilag12.htm<br />
556 Lov nr. 378 af 6. juni 2002 (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af<br />
terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsrådsresolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer<br />
til bekæmpelse af terrorisme m.v.).<br />
557 Jf. bemærkningerne til lovforslag L35 fremsat af justitsministeren <strong>den</strong> 13. december 2001, s. 10.<br />
558 Frederik Harhoff, Jurisdiktion ved retsforfølgning af internationale forbrydelser, Juristen, 2000, Årg.<br />
82, nr. 1.
1 0 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
<strong>folkeret</strong>tens groveste forbrydelser som selvstændige forbrydelser kan således medvirke<br />
til at svække retsbeskyttelsen i Danmark.<br />
Endelig synes der at være en række krigsforbrydelser, som ikke er omfattet af materielle<br />
straffebestemmelser, <strong>og</strong> som dermed ikke er fuldt ud strafbare i Danmark. Dette<br />
er generelt beklageligt <strong>og</strong> særligt uheldigt i betragtning af, at Danmark i de senere år<br />
i større omfang end tidligere har sendt militært personel til udlandet med henblik på<br />
deltagelse i fredsbevarende- <strong>og</strong> fredsskabende operationer. Det er af afgørende betydning,<br />
at dansk lovgivning giver mulighed for at retsforfølge dansk militært personel<br />
ved danske domstole, således at det ikke på grund af utilstrækkelig dansk lovgivning<br />
fremstår som om, der i Danmark er straffrihed for visse krigsforbrydelser, <strong>og</strong> at strafforfølgning<br />
kun kan ske ved at lade militærpersonellet retsforfølge ved ICC.<br />
På baggrund af analysen ne<strong>den</strong>for af humanitær <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> dansk strafferet er<br />
der i<strong>den</strong>tificeret en række forbrydelser, som er ulovlige efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
<strong>og</strong>/eller sædvaneretten, <strong>og</strong> som må antages ikke i fuldt omfang at være strafbare i<br />
Danmark.<br />
Efter <strong>folkeret</strong>ten anses flere af de ne<strong>den</strong>stående overtrædelser ikke alene som brud<br />
på en konvention i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, men <strong>og</strong>så som brud på sædvaneretten,<br />
dvs. de regler <strong>og</strong> principper, der anses som så grundlæggende, at de binder enhver stat,<br />
uanset om staten har tiltrådt eller ratificeret <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de konvention eller ej. Ikke<br />
desto mindre kan der med rette stilles spørgsmål ved, om de pågæl<strong>den</strong>de overtrædelser<br />
er fuldt ud strafbare i Danmark.<br />
Ulovlige mål <strong>og</strong> midler<br />
Krigsforbrydelser i <strong>den</strong>ne kategori er mangeartede. Angreb på kulturelle, historiske<br />
<strong>og</strong> religiøse steder, som nævnt i Tillægsprotokol I, artikel 85(4)(d), vil kunne henføres<br />
under straffelovens bestemmelser om hærværk. Anvendelsen af lureminer i form af<br />
en tilsynela<strong>den</strong>de uskadelig genstand er forbudt i medfør af FN’s Våbenkonvention fra<br />
1980, men må<strong>den</strong> at anvende sådanne våben på ses ikke selvstændigt kriminaliseret i<br />
dansk ret. I modsætning til <strong>den</strong> følgende kategori af krigsforbrydelser, er det må<strong>den</strong>,<br />
disse våben anvendes på, der er ulovlig <strong>og</strong> ikke følgerne eller våbnene i sig selv.<br />
Brug af ulovlige våben<br />
Visse våbentyper er forbudte efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Det gælder f.eks. bakteriol<strong>og</strong>iske<br />
krigsmidler <strong>og</strong> visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt<br />
skadevol<strong>den</strong>de eller for at ramme i flæng såsom dum-dum-kugler. Anvendelsen af disse<br />
våben anses som en krigsforbrydelse. Brugen af giftgasser kan eventuelt være omfattet<br />
af straffelovens § 183 om spredning af skadevol<strong>den</strong>de luftarter for at forvolde skade på<br />
andres person eller formue. Dansk ret levner ikke mulighed for at straffe for <strong>den</strong> blotte<br />
anvendelse af sådanne våben, medmindre anvendelsen har haft visse følger.<br />
Forsætligt angreb på civilbefolkningen<br />
Tillægsprotokol I, artikel 51(2) indeholder et ubetinget forbud mod vilkårlige angreb<br />
rettet mod civilbefolkningen, som grove overtrædelser, når de begås forsætligt i strid<br />
559 Forbudet mod brug af ulovlige våben er ligeledes normeret i sædvaneretten, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie<br />
ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol I, regel nr. 70-80 <strong>og</strong> 86, s. 237-279 <strong>og</strong> s. 292-296.
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 1<br />
med bestemmelserne i protokollen <strong>og</strong> forårsager død eller alvorlig skade på legeme eller<br />
helbred. Forsætlige angreb, der foretages ved udøvelse af eksempelvis vold, vil kunne<br />
straffes efter straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod liv <strong>og</strong> legeme, drab,<br />
voldtægt etc. Forsætlige angreb foretaget med <strong>den</strong> hensigt at gøre civilbefolkningen<br />
til genstand for angreb vil efter omstændighederne kunne straffes efter straffelovens<br />
§§ 180-182, 183, 184. Beskyttelsen af civile er et af de helt grundlæggende principper i<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> de stri<strong>den</strong>de parters pligt til at beskytte civilbefolkningen<br />
er udtrykkeligt fremhævet. Angreb mod civile er derfor en særlig skærpende omstændighed,<br />
der bør iagttages ved strafforfølgning. Dette kan tale for, at forbrydelsen bliver<br />
selvstændigt kriminaliseret. 0<br />
Besættelsesmagtens overførsel af dele af sin egen civilbefolkning<br />
til det område, <strong>den</strong> besætter, eller deportation bort fra dette<br />
territorium af hele eller dele af befolkningen (etnisk udrensning)<br />
Tillægsprotokol I, artikel 85(4)(a) indeholder et forbud mod overførsel af dele af sin<br />
egen civilbefolkning til et territorium, der besættes, samt deportation af hele eller dele<br />
af befolkningen i et besat område både ud af <strong>og</strong> in<strong>den</strong> for territoriet. Deportation af<br />
civilbefolkningen vil kunne være omfattet af straffelovens § 261 om ulovlig frihedsberøvelse<br />
eller § 260 om ulovlig tvang. Imidlertid er der ingen bestemmelser, der<br />
omfatter overførsel af en del af besættelsesmagtens egen civilbefolkning til <strong>den</strong> stat<br />
eller det område, der besættes. Denne overførsel kan få alvorlige konsekvenser for<br />
<strong>den</strong> besatte stats civilbefolkning. Et eksempel er de israelske bosættelser i de af Israel<br />
besatte områder.<br />
Uberettiget udsættelse af repatriering af krigsfanger<br />
Den manglende efterlevelse af pligten til ufortøvet at frigive <strong>og</strong> hjemsende krigsfanger<br />
ved fjendtlighedernes ophør er en grov overtrædelse af Tillægsprotokol I, artikel<br />
85(4)(b), når overtrædelsen er forsætligt <strong>og</strong> i strid med Genève-konventionerne eller<br />
Tillægsprotokol I. Krigsfangers ret til at blive hjemsendt ved de aktive fjendtligheders<br />
ophør er en umistelig ret efter Genève-konvention III, artikel 109 <strong>og</strong> 118. Der findes<br />
ikke i dansk ret bestemmelser om tilbageholdelsen af krigsfanger bortset fra, at <strong>den</strong><br />
militære straffelov finder anvendelse på fremmede militærpersoner, der er interneret<br />
her i landet, <strong>og</strong> andre personer, der i henhold til en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig<br />
overenskomst, har krav på behandling som disse. Handlingen kan efter omstændighederne<br />
være omfattet af straffelovens § 260 om ulovlig tvang eller § 261 om ulovlig<br />
frihedsberøvelse. Er der imidlertid tale om en tilbageholdelse af krigsfanger, der efter<br />
dansk retspraksis ville anses som lovlig, vil de nævnte straffelovsbestemmelser ikke<br />
finde anvendelse.<br />
560 Forbudet mod angreb mod civilbefolkningen er ligeledes normeret i sædvaneretten, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie<br />
ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 6, s. 19-24.<br />
561 Forbudet mod deportering eller tvungen overførsel af civilbefolkningen fra et besat territorium er<br />
ligeledes normeret i sædvaneretten, jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck<br />
(2005), Vol. I, regel nr. 129-130, s. 457-463.
1 2 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Udnyttelse af tilstedeværelsen af en civil til at sikre visse<br />
områder mod militære operationer<br />
Genève-konvention IV, artikel 28 indeholder et udtrykkeligt forbud mod at bruge<br />
civile som menneskelige skjolde. Samme princip ses i Genève-konvention III, artikel<br />
23, som indeholder et forbud mod udnyttelsen af krigsfanger til at beskytte militære<br />
mål. Tillægsprotokol I, artikel 51(7) udvider <strong>den</strong> beskyttelse, som allerede ydes til<br />
krigsfanger <strong>og</strong> personer beskyttet af Genève-konvention IV, til hele civilbefolkningen<br />
<strong>og</strong> civile enkeltpersoner. Bestemmelserne udtrykker en del af <strong>den</strong> særlige beskyttelse,<br />
der tilkommer alle, der ikke tager direkte del i <strong>den</strong> væbnede konflikt <strong>og</strong> understreger<br />
således hele grundlaget for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Handlingen ville efter omstændighederne<br />
omfattes af straffelovens §§ 250, 252 eller 260, men de særlige omstændigheder,<br />
hvorunder <strong>den</strong>ne beskyttelse skal ydes, vil vanskeligt kunne opfanges.<br />
Psykisk tortur<br />
FN’s Torturkonvention fastsætter pligt til blandt andet at straffe psykisk tortur jf. artikel<br />
1 <strong>og</strong> 4. Straffelovsrådet har udtalt, at psykisk tortur efter omstændighederne er<br />
omfattet af straffelovens § 245, stk. 2 om forsætlig tilføjelse af skade på legeme eller<br />
helbred, eller af § 244 om indgreb i <strong>den</strong> fysiske integritet. Selv om psykisk tortur ofte<br />
vil være kombineret med fysisk skade, er psykisk tortur ikke udtrykkeligt selvstændigt<br />
kriminaliseret (dvs. u<strong>den</strong> forsæt til fysisk skadeforvoldelse). I tilknytning hertil kan der<br />
opstå problemer i tilfælde af psykisk vold, som ikke indebærer fysisk skade. I medfør af<br />
Tillægsprotokol I, artikel 11 er det en grov overtrædelse at bringe <strong>den</strong> psykiske sundhedstilstand<br />
i alvorlig fare. Denne grove overtrædelse indeholder ikke et krav om, at<br />
<strong>den</strong> psykiske sundhedstilstand faktisk har lidt skade. Forbudet mod tortur anses som<br />
så grundlæggende, at det udgør en del af sædvaneretten, som binder alle stater.<br />
Danmark er blevet kritiseret af FN’s Komité mod tortur for ikke at have opfyldt<br />
sin internationale forpligtelse til at definere <strong>og</strong> kriminalisere tortur i dansk ret. Den<br />
danske regering har hidtil indtaget det standpunkt, at det hverken er nødvendigt eller<br />
hensigtsmæssigt at indsætte en særlig torturbestemmelse i lovgivningen, idet regeringen<br />
mener, at dansk lovgivning utvivlsomt lever op til de internationale konventioners<br />
krav. Imidlertid har justitsministeren i juli 2006 anmodet Straffelovrådet om at<br />
overveje, om der bør indsættes en særlig torturbestemmelse i straffeloven. Desu<strong>den</strong><br />
anmodes Straffelovrådet om at overveje, om der i givet fald bør gælde en særlig forældelsesregel<br />
i tilknytning til en sådan torturbestemmelse.<br />
Norge er <strong>og</strong>så blevet kritiseret af FN (1998) pga. sin manglende definition <strong>og</strong><br />
kriminalisering af tortur. Den norske Straffelovskommisjon har – ligesom det danske<br />
562 Jf. Betænkning 1099/1987 om strafferammer <strong>og</strong> prøveløsladelse, 1987, s. 150 Greve, Jensen, Nielsen<br />
(2005), §§ 244-248, s. 321-338.<br />
563 ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005), Vol. I, regel nr. 90, s. 315-319.<br />
564 FN’s Torturkomité, Conclusions and recommendations of the Committee against Torture: Denmark,<br />
(CAT/C/CR/28/1), 28. maj 2002.<br />
565 Jf. Forslag til militær straffelov <strong>og</strong> ændring af lov om forsvarets personel, (L54): forsvarsministerens<br />
besvarelse af spørgsmål nr. 13 i forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget, 28. april<br />
2005.<br />
566 Straffelovrådets kommissorium kan ses her:<br />
http://www.jm.dk/image.asp?page=image&objno=75613
. Retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser… 1 3<br />
Straffelovsråd – fundet, at tortur kan falde ind under andre bestemmelser i <strong>den</strong> norske<br />
straffelov, blandt andet „legemskrenkelser, tvang, trusler <strong>og</strong> misbruk av offentlig myndighet“,<br />
<strong>og</strong> har derfor ikke anbefalet, at der indføres en særlig bestemmelse mod tortur i<br />
<strong>den</strong> norske straffelov. Det norske Justits- <strong>og</strong> Politidepartement har på trods heraf besluttet,<br />
at der bør indsættes en særlig bestemmelse mod tortur i <strong>den</strong> norske straffelov, idet<br />
departementet har lagt vægt på, at „Internasjonalt vil det være uheldig om Norge ikke<br />
følger Torturkomiteens anbefalinger. Dette vil blant annet være et dårlig signal i forhold<br />
til land, hvor behovet er mer påtrengende for at myndigheterne markerer i klartekst at<br />
tortur er uakseptabelt.“ Som følge heraf har Norge indføjet et udtrykkeligt forbud<br />
mod tortur i § 117a i <strong>den</strong> norske straffelov af 25. juni 2004, hvorved tortur defineres<br />
<strong>og</strong> kriminaliseres.<br />
Utilstrækkelige <strong>og</strong> umenneskelige forhold i fangelejre<br />
Dette kan omfatte manglende mad, manglende eller uhygiejniske sanitære installationer,<br />
utilstrækkelige soveforhold mv. Medmindre der er forsæt til folkedrab, vil krigsforbrydelser<br />
af <strong>den</strong>ne art kun vanskeligt eller slet ikke kunne straffes ifølge dansk ret. Selve<br />
interneringen af krigsfanger vil ikke som udgangspunkt være ulovlig i medfør af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, men kan være det, hvis interneringsstedet er af for ringe kvalitet<br />
<strong>og</strong> derved bringer de interneredes helbred i fare.<br />
567 Jf. det norske Justits- <strong>og</strong> Politidepartements høring af 14. juni 2002 om en ny straffelov, afsnit 4.3.<br />
Tilgængelig på:<br />
http://www.dep.no/jd/norsk/dok/andre_dok/hoeringsnotater/012101-080026/dok-bn.html
8. Dansk militærpersonels ansvar<br />
Kapitel 8 indeholder en gennemgang af de væsentligste <strong>folkeret</strong>lige <strong>og</strong> danske regler<br />
om militærpersonels ansvar for overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Kapitlet<br />
giver en kort indledning om baggrun<strong>den</strong> for princippet om individuelt strafansvar ved<br />
krigsforbrydelser (afsnit 8.1) efterfulgt af en gennemgang af reglerne om overordnedes<br />
ansvar for egne <strong>og</strong> underordnedes handlinger (afsnit 8.2) <strong>og</strong> underordnedes ansvar for<br />
egne eller beordrede handlinger (afsnit 8.3). Herefter berøres centrale problematikker<br />
vedrørende militærpersonels ansvar under FN- <strong>og</strong> NATO-operationer (afsnit 8.4).<br />
Afslutningsvis gennemgås reglerne om statsansvar for krigsforbrydelser, herunder<br />
staters ansvar for private sikkerhedsfirmaers overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
(afsnit 8.5).<br />
8.1. Indledning<br />
Princippet om, at individuelle personer kan holdes strafferetligt ansvarligt for krænkelser<br />
af internationale normer, stammer tilbage fra Nürnberg- <strong>og</strong> Tokyo-processerne,<br />
hvor individuelle personer for første gang i større omfang blev gjort ansvarlige for<br />
internationale forbrydelser såsom krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
<strong>og</strong> forbrydelser mod fre<strong>den</strong> ved en international domstol.<br />
Det er i statutterne for både ICTY, ICTR <strong>og</strong> ICC slået fast, at personer kan ifalde<br />
individuelt strafansvar for krænkelser af <strong>folkeret</strong>ten. Af artikel 25 i ICC-statutten<br />
fremgår det således, at:<br />
„[d]omstolen har jurisdiktion med hensyn til fysiske personer…[<strong>og</strong>] person[er], der<br />
begår en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, skal være individuelt ansvarlige <strong>og</strong><br />
kan straffes i medfør af <strong>den</strong>ne statut.“<br />
ICC-statutten udelukker hermed retsforfølgning af stater <strong>og</strong> juridiske personer såsom<br />
virksomheder <strong>og</strong> organisationer. Reglen om individuelt strafansvar påvirker ikke statens<br />
ansvar efter <strong>folkeret</strong>ten, <strong>og</strong> staten vil således kunne ifalde ansvar for krænkelser<br />
af <strong>folkeret</strong>ten, herunder for overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> begået af eksempelvis<br />
det danske forsvar, jf. ICC-statuttens artikel 25(4). Se nærmere om statsansvar<br />
i afsnit 8.5.<br />
Soldater <strong>og</strong> andre personer, der gør tjeneste i forsvaret, er forpligtet til at overholde<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Det er derfor afgørende, at ansatte i det danske forsvar, overordnede<br />
som underordnede, har kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> de heraf<br />
afledte bestemmelser i dansk straffelovgivning.<br />
568 Nürnberg-tribunalets charter, artikel 6.<br />
569 ICTY-statuttutens artikel 7(1), ICTR-statuttens artikel 6(1) <strong>og</strong> ICC-statuttens artikel 25.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Den militære straffelov indeholder bestemmelser, der tilsigter at regulere militærpersonels<br />
adfærd i fredstid <strong>og</strong> under væbnede konflikter. Loven indeholder forskellige<br />
strafferammer for overtrædelser begået i henholdsvis krigstid <strong>og</strong> fredstid. Den militære<br />
straffelov indeholder blandt andet bestemmelser om retsforfølgning af overtrædelser<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> begået af militærpersonel, jf. kap. 8 ovenfor.<br />
8.2. Overordnedes ansvar for egne <strong>og</strong><br />
underordnedes handlinger<br />
Overordnedes ansvar for egne handlinger <strong>og</strong> beordrede handlinger<br />
En militær eller civil chef er – som enhver an<strong>den</strong> person – ansvarlig for sine egne handlinger,<br />
der krænker <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. En militærchef kan således – som enhver<br />
an<strong>den</strong> – holdes personligt ansvarlig, hvis han eller hun selv begår grove overtrædelser<br />
af Genève-konventionerne eller Tillægsprotokol I eller begår andre krigsforbrydelser.<br />
Det følger af det internationale princip om individuelt strafansvar.<br />
Efter ICC-statuttens artikel 25 er en person ikke kun ansvarlig for selve udførelsen<br />
af en forbrydelse, men <strong>og</strong>så for at medvirke til, fremme eller bidrage til en forbrydelse,<br />
eller at forsøge dette. Den overordnede kan <strong>og</strong>så holdes ansvarlig for at beordre, tilskynde<br />
til eller foranledige en forbrydelse. Som følge heraf vil en militærchef <strong>og</strong>så være<br />
strafferetligt ansvarlig, hvis han beordrer en af sine underordnede til at begå en strafbar<br />
handling eller efter omstændighederne undlader at forhindre en sådan, jf. <strong>og</strong>så ne<strong>den</strong>for<br />
under 9.2. Det individuelle strafansvar følger her af doktrinen om direkte eller aktivt<br />
kommandoansvar. 0 Doktrinen om kommandoansvar sikrer, at de personer, som bærer<br />
det største ansvar for udførelsen af internationale forbrydelser, holdes individuelt strafferetligt<br />
ansvarlige, selv om de ikke selv har begået de pågæl<strong>den</strong>de overtrædelser.<br />
Joint Criminal Enterprise – <strong>og</strong>så kaldet „fælles plan“ – er en form for medvirken,<br />
der resulterer i, at alle eller n<strong>og</strong>le implicerede ifalder et individuelt strafansvar. Denne<br />
doktrin har ikke udtrykkelig hjemmel i ICC-statutten, ICTY-statutten eller ICTR-statutten,<br />
men <strong>den</strong> fremgår ifølge dommerne ved ICTY implicit af ICTY-statuttens artikel<br />
7(1). Efter doktrinen om Joint Criminal Enterprise kan en person holdes strafferetligt<br />
ansvarlig for enhver forbrydelse, der begås som følge af eksistensen af en fælles plan<br />
om at begå forbrydelser, der er kriminaliseret i henhold til ICTY-statutten, hvis <strong>den</strong><br />
tiltalte deltager sammen med andre i udarbejdelsen af planen. Doktrinen er udviklet<br />
i ICTY’s retspraksis <strong>og</strong> blev anvendt første gang i Tadic-sagen:<br />
Dusko Tadic var en lavere rangerende person, som havde deltaget i grove overtrædelser<br />
begået over for bosniske muslimer <strong>og</strong> kroater i Prijedor-området i Bosnien-Hercegovina<br />
i 1992. Tadic blev på <strong>den</strong>ne baggrund i 1995 ved ICTY tiltalt for medvirken til<br />
31 overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, herunder angreb på samt drab <strong>og</strong> mishandling<br />
af muslimer <strong>og</strong> kroater. Ved førsteinstansen blev Tadic dømt for 9 tilfælde af<br />
570 Jf. ICTY-statuttens artikel 7(1), ICTR-statuttens artikel 6(1) <strong>og</strong> ICC-statuttens artikel 25(3).<br />
571 Human Rights Watch, International Criminal Court, A Handbook for Implementing the Rome Statute,<br />
september 2001, s. 19. Tilgængelig på: http://hrw.org/campaigns/icc/docs/handbook_e.pdf
. Dansk militærpersonels ansvar 1<br />
krigsforbrydelse <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, men han blev frifundet for en<br />
af de alvorligste anklager – manddrab som en forbrydelse mod menneskehe<strong>den</strong> – for<br />
drabet på fem muslimske mænd i <strong>den</strong> bosniske by, Jaskici. Førsteinstansen fastsl<strong>og</strong>, at<br />
Tadic var medlem af <strong>den</strong> væbnede gruppe, der gjorde indt<strong>og</strong> i Jaskici <strong>og</strong> udøvede vold<br />
over for byens indbyggere. Førsteinstansen bemærkede, at de fem mænd havde været<br />
i live, da <strong>den</strong> væbnede gruppe ankom til byen, <strong>og</strong> at de var dræbt, da gruppen forlod<br />
byen. Ikke desto mindre kunne førsteinstansen ikke på det foreliggende bevisgrundlag<br />
fastslå, at det var hævet over enhver rimelig tvivl, at Tadic havde medvirket til drabet<br />
på de fem mænd. Anklagemyndighe<strong>den</strong> appellerede frifindelsen for forbrydelse mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> til ICTY’s appelinstans. Appelinstansen fastsl<strong>og</strong>, at førsteinstansen<br />
havde fejlet ved at fastslå, at <strong>den</strong> ikke på det foreliggende grundlag fandt det hævet over<br />
enhver rimelig tvivl, at Tadic havde spillet en rolle i drabet på de fem mænd. Ifølge Appelinstansen<br />
havde førsteinstansen endvidere anlagt en forkert forståelse af doktrinen<br />
om fælles formål.<br />
Spørgsmålet var herefter, om Tadic kunne anses som skyldig i drabet trods manglende<br />
bevis på, at han personligt havde skudt de fem mænd. Appelinstansen fandt, at strafansvar<br />
efter artikel 7(1) <strong>og</strong>så kan pådrages ved deltagelse i virkeliggørelsen af et fælles<br />
design eller formål. Efter en analyse af sædvaneretten <strong>og</strong> retspraksis vedrørende Joint<br />
Criminal Enterprise fra militærdomstole etableret efter 2. ver<strong>den</strong>skrig konkluderede appelinstansen,<br />
at der findes tre kategorier af Joint Criminal Enterprise:<br />
Grundlæggende Joint Criminal Enterprise. Gerningsmæn<strong>den</strong>e handler på basis af et fælles<br />
design <strong>og</strong> har alle forsæt til at virkeliggøre designet, dvs. at de har samme kriminelle<br />
intention, uanset rollefordelingen imellem dem. Som eksempel kan nævnes at der er<br />
udarbejdet en fælles plan om drab, <strong>og</strong> hver enkelt deltager har forsæt til at dræbe, selv<br />
om de efter planen har forskellige roller.<br />
Systematisk Joint Criminal Enterprise. Gerningsmæn<strong>den</strong>e handler ifølge et fælles design,<br />
der er kendetegnet ved eksistensen af et organiseret system af drab eller mishandling.<br />
Som eksempel kan nævnes koncentrations- <strong>og</strong> udryddelseslejre.<br />
Udvidet Joint Criminal Enterprise. Denne kategori omfatter de tilfælde, hvor der foreligger<br />
et fælles design, hvis formål er at begå en forbrydelse, <strong>og</strong> hvor én af gerningsmæn<strong>den</strong>e<br />
begår en strafbar handling, der falder u<strong>den</strong> for det fælles design, men ikke desto mindre<br />
er en naturlig <strong>og</strong> forudsigelig konsekvens af virkeliggørelsen af det fælles formål.<br />
Et eksempel herpå er, at der foreligger en fælles plan, hvis formål er tvangsmæssigt at<br />
uddrive personer med en bestemt etnicitet fra et område (etnisk udrensning), <strong>og</strong> under<br />
udførelsen af planen bliver en eller flere personer dræbt.<br />
572 ICTY, Trial Chamber Judgement, Prosecutor v. Tadic, IT-94-1-T, 7. maj 1997, afsnit 373. Efterfølgende<br />
retspraksis har bidraget til at præcisere indholdet af Joint Criminal Enterprise, såsom ICTY, Appeals<br />
Chamber Judgement, Prosecutor v Vasiljevic, IT-98-32-A, 25. februar 2004, afsnit 94-101.<br />
573 ICTY, Appeals Chamber Judgement, Prosecutor v. Tadic, IT-94-1-A, 15. juli 1999, para. 183.<br />
574 For en mere detaljeret gennemgang af dommen henvises til Cassese, Gaeta, Jones (2002), s. 791 f.<br />
575 ICTY, Appeals Chamber Judgement, Prosecutor v. Tadic, IT-94-1-A, 15. juli 1999, para. 196f, 201f<br />
<strong>og</strong> 204f.
1 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Herefter konkluderede appelinstansen, at en tiltalt, som har forsæt til at deltage i det<br />
fælles design, kan findes skyldig i handlinger u<strong>den</strong> for det fælles design, hvis sådanne<br />
handlinger er en naturlig <strong>og</strong> forudsigelig følge af effektueringen af det fælles formål. På<br />
<strong>den</strong>ne baggrund blev Tadic fundet skyldig i drabet på de fem mænd i henhold til doktrinen<br />
om Joint Criminal Enterprise, <strong>og</strong> Tadic idømtes 25 års fængsel.<br />
Doktrinen om Joint Criminal Enterprise har fået stigende betydning i ICTY’s retspraksis.<br />
Af de 42 sager, hvor der er rejst tiltale ved ICTY i perio<strong>den</strong> 25. juni 2001 – 1. januar<br />
2004, er 27 af tiltalerne baseret på Joint Criminal Enterprise. Denne doktrin anvendes<br />
i stigende omfang af internationale anklagere som en metode for at få domfældt de<br />
øverste militære <strong>og</strong> politiske ledere. Eksempelvis var Slobodan Milosovic tiltalt for at<br />
have deltaget i tre tilfælde af omfattende Joint Criminal Enterprise.<br />
Den tredje <strong>og</strong> mest vidtgående kategori af Joint Criminal Enterprise – som ICTY<br />
anvendte i Tadic-sagen – har været genstand for en del kritik, idet mange staters straffelovgivning<br />
ikke anerkender <strong>den</strong>ne form for strafansvar, herunder Tyskland, Holland<br />
<strong>og</strong> Schweiz. Selv i lande som Storbritannien <strong>og</strong> Canada, der anerkender strafansvar<br />
for forudsigelige forbrydelser i <strong>den</strong>ne situation, anses doktrinen som kritisabel, fordi<br />
<strong>den</strong> slækker på kravet om gerningsman<strong>den</strong>s subjektive hensigt (forsæt) til at begå<br />
<strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de handling, u<strong>den</strong> samtidig at mindske straffen for <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de<br />
forbrydelse.<br />
I det svenske forsvar er overordnedes ansvar for underordnedes handlinger for<br />
medlemmer af forsvaret blandt andet fastlagt ved regler i straffelovens kapitel 22, afsnit<br />
6:<br />
„If a crime against international law has been committed by a member of the armed<br />
forces, his lawful superior shall also be sentenced in so far as he was able to foresee the<br />
crime but failed to perform his duty to prevent it.“<br />
Herudover findes der <strong>og</strong>så en bestemmelse i <strong>den</strong> svenske straffelov, der regulerer straffrihed<br />
for underordnede, der udfører handlinger efter ordre fra overordnede:<br />
„An act committed by a person on the order of someone to whom he owes obedience<br />
shall not result in his being liable to punishment, if in view of the nature of obedience<br />
due, the nature of the act and the circumstances in general, it was his duty to obey the<br />
order“. 0<br />
Den norske lovgivning hjemler ikke udtrykkeligt kommandoansvar, hverken for militært<br />
eller civilt personel, men <strong>den</strong> norske Straffelovskommisjon har fremsat forslag til en ny<br />
576 ICTY, Appeals Chamber Judgement, Prosecutor v. Tadic, IT-94-1-A, 15. juli 1999, para. 204.<br />
577 Danner and Martinez (2005), s. 26.<br />
578 ICTY, Initial Indictment, Prosecutor v. Milosovic, IT-01-51-I, 22. November 2001. Se evt. <strong>og</strong>så The<br />
development of the grave breaches regime and of individual criminal responsibility by the International<br />
Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia, Natalie Wagner, International Review of the Red Cross,<br />
Vol. 85, No. 850, juni 2003.<br />
579 Danner and Martinez (2005), s. 28.<br />
580 Den svenske straffelov kap. 24 § 8.
. Dansk militærpersonels ansvar 1<br />
bestemmelse, der vil indføre udtrykkeligt kommandoansvar. Retspraksis er d<strong>og</strong> på<br />
nuværende tidspunkt, at kommandoansvar følger af en officers almindelige pligter.<br />
Der findes d<strong>og</strong> i <strong>den</strong> borgerlige straffelov en bestemmelse om underordnedes<br />
ansvar:<br />
„In cases in which a superior cannot be punished for a misdemeanour committed by<br />
another person in his service, the subordinate can always be held criminally liable even if<br />
the penal provision according to its wording is only directed against the superior.“<br />
Der er under <strong>den</strong> norske militære straffelov fastsat strengere ansvar for militære personer<br />
end for civile, der begår samme forbrydelser.<br />
Den tyske VStGB indeholder en bestemmelse vedrørende overordnedes ansvar for<br />
underordnedes handlinger både for så vidt angår militære <strong>og</strong> civile ledere:<br />
„Section 4, Responsibility of military commanders and other superiors (1) A military<br />
commander or civilian superior who omits to prevent his or her subordinate from<br />
committing an offence pursuant to this Act shall be punished in the same way as a<br />
perpetrator of the offence committed by that subordinate. Section 13 subsection (2) of<br />
the Criminal Code shall not apply in this case.<br />
(2) Any person effectively giving orders or exercising command and control in a unit<br />
shall be deemed equivalent to a military commander. Any person effectively exercising<br />
command and control in a civil organisation or in an enterprise shall be deemed equivalent<br />
to a civilian superior.“<br />
Hertil kommer, at militære <strong>og</strong> civile ledere kan straffes, når de ikke opfylder deres pligt<br />
til at føre tilsyn <strong>og</strong> til at rapportere forbrydelser.<br />
I <strong>den</strong> tyske militære straffelov findes en bestemmelse om handlinger, der foretages<br />
under ordre:<br />
„(1) A subordinate who, under order, commits an unlawful act which constitutes an<br />
offence under criminal law, is guilty only if he realizes that the act is unlawful, or if<br />
this is obvious from circumstances known to him. (2) If, according to the special circumstances<br />
surrounding execution of the order, the responsibility of the subordinate is<br />
limited, the Court may apply this in mitigation of punishment in accordance with Art.<br />
49, subsect. 1 of the Penal Code or, in the case of a minor offence, decide not to impose<br />
punishment.“<br />
581 NOU 2002:4.<br />
582 Den borgerlige straffelov kap. 3 § 41.<br />
583 Part 1, section 4.<br />
584 Chapter 3, Section 13 <strong>og</strong> 14.<br />
585 § 5 i <strong>den</strong> tyske militære straffelov.
200 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Her skal nævnes, at <strong>den</strong> tyske „Soldatengesetz“ blandt andet forbyder underordnede at<br />
adlyde ordrer, der udgør grove overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I Holland er der i International Crimes Act § 3, section 9 <strong>og</strong>så en bestemmelse<br />
vedrørende kommandoansvar både for så vidt angår militære <strong>og</strong> civile ledere:<br />
„1. A superior shall be liable to the penalties prescribed for the offences referred to in<br />
§ 2 if he:<br />
(a) intentionally permits the commission of such an offence by a subordinate;<br />
(b) intentionally fails to take measures, in so far as these are necessary and can be expected<br />
of him, if one of his subordinates has committed or intends to commit such an<br />
offence.<br />
2. Anyone who culpably neglects to take measures, in so far as these are necessary and<br />
can be expected of him, where he has reasonable grounds for suspecting that a subordinate<br />
has committed or intends to commit such an offence, shall be liable to no more<br />
than two-thirds of the maximum of the principal sentences prescribed for the offences<br />
referred to in § 2.<br />
3. If, in the circumstances referred to in subsection 2, the maximum sentence prescribed<br />
for the offence is life imprisonment, the term of imprisonment imposed shall not<br />
exceed fifteen years.“<br />
International Crimes Act § 4 section 11 regulerer herudover underordnedes ansvar:<br />
„1. The fact that a crime as defined in this Act was committed pursuant to a regulation<br />
issued by the legal power of a State or pursuant to an order of a superior does not make<br />
that act lawful.<br />
2. A subordinate who commits a crime referred to in this Act in pursuance of an order<br />
by a superior shall not be criminally responsible if the order was believed by the subordinate<br />
in good faith to have been given lawfully and the execution of the order came<br />
within the scope of his competence as a subordinate.<br />
3. For the purposes of subsection 2, an order to commit genocide or a crime against<br />
humanity is deemed to be manifestly unlawful.“<br />
Militært kommandoansvar er <strong>og</strong>så reguleret i „Military Regulations“ fra 1993.<br />
586 Afsnit 11, para. 2 samt German International Humanitarian Law Comittee: Information Exchange<br />
System on National Implementation of International Humanitarian Law – Questionnaire and Report.<br />
June 2004, s. 18.<br />
587 § 1, section 1, 1 b definerer en overordnet således „‘superior’ means:<br />
(i) a military commander, or a person effectively acting as such, who has effective command or<br />
authority over or exercises effective control over one or more subordinates;<br />
(ii) a person who exercises effective authority, in a civilian capacity, over or exercises effective control<br />
over one or more subordinates.“
. Dansk militærpersonels ansvar 201<br />
I tilfælde af at en dansk militærchef begår grove overtrædelser af Genève-konventionerne<br />
eller Tillægsprotokol I eller andre krigsforbrydelser, er Danmark forpligtet til<br />
at iværksætte effektive straffesanktioner. Denne forpligtelse gælder <strong>og</strong>så i relation til<br />
enhver an<strong>den</strong>, som overtræder Genève-konventionerne eller Tillægsprotokol I. Påbudet<br />
om at skabe effektive straffesanktioner er efterlevet i <strong>den</strong> militære straffelovs § 36, der<br />
har følgende ordlyd:<br />
„Den, som under væbnet konflikt forsætligt misbruger eller ikke respekterer kendetegn<br />
eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger <strong>og</strong> materiel, der er bestemt til<br />
at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med fængsel indtil på livstid.<br />
Stk. 2. På tilsvarende måde straffes <strong>den</strong>, der forsætligt bruger krigsmiddel eller fremgangsmåde,<br />
hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst<br />
eller med <strong>folkeret</strong>lig sædvaneret.“<br />
Det fremgår af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, at ansvaret omfatter alle krænkelser af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> ikke alene grove overtrædelser. Den militære straffelovs § 36<br />
stiller ikke et krav om dobbelt strafbarhed <strong>og</strong> er derfor ikke afhængig af strafferetten<br />
på gerningsstedet.<br />
Personer, der med hjemmel i <strong>den</strong> militære straffelovs § 36 findes skyldige i krigsforbrydelser,<br />
herunder <strong>og</strong>så for at have beordret krigsforbrydelser, kan straffes med fængsel<br />
op til livstid. Betingelsen for, at en person kan straffes for <strong>den</strong> ulovlige handling, er at<br />
vedkommende forsætligt har begået overtrædelsen <strong>og</strong> opfylder strafbarhedsbetingelserne.<br />
Det indebærer blandt andet, at vedkommende skal være myndig <strong>og</strong> tilregnelig.<br />
Der må endvidere ikke foreligge n<strong>og</strong>en straffrihedsgrunde, hvilket f.eks. kan være, at<br />
<strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de lider af en psykisk sygdom, handler i selvforsvar eller befinder sig i<br />
en faktisk vildfarelse. 0 Disse bestemmelser gælder for enhver person uanset vedkommendes<br />
stilling <strong>og</strong> rang.<br />
Overordnedes ansvar for underordnedes handlinger<br />
Efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er en militær eller civil overordnet ansvarlig for sine<br />
underordnedes handlinger eller forsætlige undladelser, jf. doktrinen om indirekte eller<br />
passivt kommandoansvar. Dette princip er solidt rodfæstet i <strong>folkeret</strong>lig sædvaneret<br />
<strong>og</strong> er <strong>og</strong>så nedfældet i ICC-statuttens artikel 28 om ansvar for militære <strong>og</strong> andre overordnede.<br />
De vigtigste bestemmelser findes i Tillægsprotokol I, artikel 86-87.<br />
588 Jf. de fire Genève-konventioner, henholdsvis artikel 49, 50, 129 <strong>og</strong> 146 samt Tillægsprotokol I, artikel<br />
86.<br />
589 Jf. Lov nr. 530 af 24. juni 2005 (militær straffelov).<br />
590 Reglerne om strafbarhedsbetingelser <strong>og</strong> straffrihedsgrunde fremgår af ICC-statuttens artikel 30-32<br />
<strong>og</strong> straffelovens kap. III <strong>og</strong> X.<br />
591 Jf. ICC-statuttens artikel 28, ICTY-statuttens artikel 7(3), ICTR-statuttens artikel 6(3) <strong>og</strong> Tillægsprotokol<br />
I, artikel 86(2).<br />
592 Jf. ICRC’s Sædvaneretsstudie (2005), regel 152-153 om militærchefers ansvar for deres underordnedes<br />
krigsforbrydelser. For en gennemgang af <strong>den</strong> internationale <strong>og</strong> nationale retspraksis vedr.<br />
kommandoansvar efter 2. ver<strong>den</strong>skrig, herunder „Celibici-sagen“, henvises til Cassese, Gaeta, Jones<br />
(2002), s. 825-37.
202 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
En militær overordnet såsom en militær befalingsmand eller en person, der faktisk<br />
handler som sådan, er strafferetligt ansvarlig for forbrydelser under ICC’s jurisdiktion,<br />
der begås af styrker under <strong>den</strong> overordnedes effektive kommando/myndighed <strong>og</strong><br />
kontrol som resultat af, at <strong>den</strong> overordnede har undladt at udøve behørig kontrol over<br />
styrkerne. Militærchefens strafansvar forudsætter, at han vidste eller – pga. omstændighederne<br />
– burde have vidst, at de ulovlige handlinger ville blive begået <strong>og</strong> samtidig<br />
undlod at forhindre det, gribe ind eller retsforfølge gerningsman<strong>den</strong>, jf. ICC-statuttens<br />
artikel 28(a).<br />
En civil overordnet er ansvarlig for overtrædelser, begået af pågæl<strong>den</strong>des underordnede,<br />
hvis vedkommende enten vidste eller bevidst så bort fra oplysninger, der<br />
klart tydede på, at de underordnede var ved eller skulle til at begå en forbrydelse, hvis<br />
forbrydelsen vedrører aktiviteter omfattet af <strong>den</strong> overordnedes effektive ansvar <strong>og</strong><br />
kontrol, <strong>og</strong> hvis <strong>den</strong> overordnede samtidig undlod at forhindre det, jf. ICC-statuttens<br />
artikel 28(b).<br />
ICC-statutten opererer med andre ord med et gradueret kommandoansvar, hvor<br />
strafansvaret for civile chefer er mindre strengt end strafansvaret for militærchefer.<br />
„I Blaskic-sagen ved ICTY blev Tihomir Blaskic fundet skyldig i indirekte kommandoansvar<br />
<strong>og</strong> idømt 45 års fængsel. ICTY fandt, at Blaskic havde de facto kontrol over<br />
det militære personel under hans kommando, der blandt andet havde stået bag drab på<br />
civile bosniere, ødelæggelse af civil ejendom <strong>og</strong> etnisk udrensning af <strong>den</strong> muslimske<br />
befolkning. ICTY fandt, at Blaskic var vi<strong>den</strong>de om eller burde have kendt til de forbrydelser,<br />
der blev begået af hans underordnede. Hertil kom, at han ikke havde truffet<br />
n<strong>og</strong>en foranstaltninger for at stoppe eller straffe forseelserne.“<br />
ICC-statuttens artikel 28 omfatter ikke alene umiddelbart overordnede chefer, men <strong>og</strong>så<br />
en stats øverste militære <strong>og</strong> politiske ledere. En stats forsvarschef eller forsvarsminister<br />
vil således kunne ifalde et individuelt strafansvar for menige soldaters overtrædelser<br />
af humanitær <strong>folkeret</strong>. Da ICC endnu ikke har afsagt sin første dom, foreligger der<br />
ingen retspraksis vedrørende artikel 28. Der er imidlertid i flere tilfælde rejst tiltale<br />
mod staters øverste ledere både ved ICTY <strong>og</strong> ved nationale domstole i henhold til<br />
princippet om kommandoansvar.<br />
Med henblik på at forhindre overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er <strong>den</strong> overordnede<br />
ansvarlig for, at medlemmer af de væbnede styrker under hans kommando<br />
har tilstrækkeligt kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Staterne skal sikre, at disse<br />
pligter efterleves af de militære chefer.<br />
Dansk ret indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om overordnedes ansvar<br />
for underordnedes handlinger. Danmarks gennemførelse af ICC-statutten indebærer<br />
ikke, at ICC-statuttens kapitel 3 om almindelige strafferetlige principper generelt fin-<br />
593 Denne sondring blev indføjet på forslag fra USA. Til sammenligning sondrer Tillægsprotokol I,<br />
artikel 86 (2) ikke mellem militære <strong>og</strong> civile chefer..<br />
594 ICTY, Trial Chamber Judgement, Prosecutor v. Blaskic, dom af 3. marts 2000.<br />
595 Tillægsprotokol I, artikel 87(1)-(3).
. Dansk militærpersonels ansvar 203<br />
der anvendelse ved danske domstole. Kommando-ansvaret er således fortsat ikke et<br />
princip, der er udtrykkeligt nævnt i straffeloven eller militær straffelov.<br />
Indtil der indføres en udtrykkelig bestemmelse i dansk ret om kommandoansvar,<br />
vil militære chefer ifalde ansvar efter <strong>den</strong> generelle regel om ansvar for medvirken i<br />
straffelovens § 23, hvoraf fremgår, at strafansvar ifaldes for enhver, der ved tilskyndelse,<br />
råd eller dåd har medvirket til et strafbart forhold. Mens der således efter <strong>folkeret</strong>ten<br />
opereres med et gradueret kommandoansvar, sondrer dansk rets bestemmelser om<br />
strafansvar ikke mellem chefer <strong>og</strong> underordnede eller militærfolk <strong>og</strong> civile. Det betyder,<br />
at civile chefer som udgangspunkt ifalder det samme ansvar som militære chefer.<br />
Overordnedes ansvar i internationale koalitioner<br />
Når en væbnet konflikt, en besættelse eller andre former for militære operationer udføres<br />
af en koalition af stater, indebærer det, at militære opgaver skal løses i samarbejde<br />
med andre staters væbnede styrker. Dette berører naturligvis ikke <strong>den</strong> enkelte stats pligt<br />
til at overholde de internationale konventioner, som staten har tiltrådt, eller ansvaret<br />
for overtrædelser begået af statens egne væbnede styrker. Spørgsmålet er imidlertid,<br />
i hvilket omfang en stat <strong>og</strong>/eller <strong>den</strong>nes overordnede militærchef kan gøres ansvarlig<br />
for overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, der begås af en an<strong>den</strong> stats væbnede<br />
styrker.<br />
Dette spørgsmål har f.eks. relevans i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen<br />
<strong>og</strong> <strong>den</strong> efterfølgende besættelse af landet samt <strong>den</strong> nuværende deltagelse i <strong>den</strong><br />
multi-nationale sikringsstyrke. Storbritannien har haft det overordnede ansvar for<br />
udførelsen af koalitionens <strong>og</strong> si<strong>den</strong> sikringsstyrkens operationer i Basra-regionen (Division<br />
Syd-Øst), <strong>og</strong> Danmark har som følge heraf været underlagt britiske regler om<br />
magtanvendelse („Rules of Engagement“). Efter disse regler har det været fast praksis,<br />
at Danmark overførte irakere, der havde været tilbageholdt af danske styrker, til <strong>den</strong><br />
britiske militærlejr, der havde mandat til at foretage afhøringer af både krigsfanger <strong>og</strong><br />
civile fanger.<br />
Spørgsmålet er, hvilket ansvar Danmark har for disse fanger, når først de er overdraget<br />
til britisk varetægt. Ifølge Genève-konvention III om behandling af krigsfanger<br />
<strong>og</strong> Genève-konvention IV om beskyttelse af civile personer i krigstid må krigsfanger<br />
<strong>og</strong> civile (beskyttede personer) kun overføres af tilbageholdelsesmagten (Danmark) til<br />
en magt, som har tiltrådt konventionerne, <strong>og</strong> kun efter at tilbageholdelsesmagten har<br />
forvisset sig om vedkommende magts vilje <strong>og</strong> evne til at respektere konventionerne.<br />
I praksis overfører de danske styrker tilbageholdte irakere til <strong>den</strong> britiske militærlejr,<br />
idet Storbritannien har tiltrådt de omtalte konventioner <strong>og</strong> desu<strong>den</strong> har både vilje <strong>og</strong><br />
evne til at respektere konventionerne. Det er imidlertid tvivlsomt, om Danmark ville<br />
596 Bemærkningerne til forslaget om lov om Den Internationale Straffedomstol (L 20) fremsat 4. oktober<br />
2000, s. 20.<br />
597 Den multi-nationale sikringsstyrke har hjemmel i FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1546 af 8. juni 2004<br />
(S/RES/1546(2004)). Den nuværende danske deltagelse i <strong>den</strong> multi-nationale sikringsstyrke hviler<br />
på en folketingsbeslutning af 26. januar 2006. Styrken, der opererer på anmodning af <strong>den</strong> irakiske<br />
regering, yder støtte til de politiske <strong>og</strong> økonomiske reformer i Irak <strong>og</strong> til opretholdelsen af sikkerhe<strong>den</strong><br />
i landet, <strong>og</strong> de kan som følge heraf træffe alle nødvendige forholdsregler for at opretholde sikkerhed<br />
<strong>og</strong> stabilitet i Irak.<br />
598 Jf. Genève-konvention III, artikel 12 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 45.
204 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
overføre tilbageholdte personer til amerikanske styrker, da de i flere tilfælde har vist sig<br />
at mangle evne <strong>og</strong>/eller vilje til at respektere konventionernes grundlæggende princip<br />
om human behandling af fanger.<br />
Efter fangeoverdragelsen er <strong>den</strong> modtagende magt (Storbritannien) ansvarlig for, at<br />
konventionerne, overholdes i relation til de overførte fanger, som befinder sig i <strong>den</strong>ne<br />
stats varetægt. Briterne har således blandt andet ansvaret for, at de irakiske fanger<br />
behandles humant. Hvis <strong>den</strong> modtagende stat i væsentlig grad undlader at overholde<br />
konventionerne, skal overførelsesmagten (Danmark) tage effektive forholdsregler for<br />
at bringe sagen i or<strong>den</strong> eller anmode om tilbageførelse af de pågæl<strong>den</strong>de fanger.<br />
I praksis indebærer bestemmelserne om overførsel af fanger, at en stat har pligt<br />
til at føre løbende tilsyn med de fanger, som staten har overført til en an<strong>den</strong> stat. For<br />
at sikre opfyldelsen af <strong>den</strong>ne forpligtelse har Storbritannien <strong>og</strong> Danmark indgået en<br />
aftale, hvorefter Danmark har adgang til jævnligt at føre tilsyn med overførte fanger,<br />
hvis helbred blandt andet monitoreres ved hjælp af danske lægeundersøgelser. Selv om<br />
<strong>den</strong> væbnede konflikt <strong>og</strong> besættelsen er ovre, <strong>og</strong> Genève-konventionerne derfor ikke<br />
længere finder anvendelse, har Storbritannien <strong>og</strong> Danmark besluttet fortsat at anvende<br />
konventionernes principper.<br />
Hvis det skulle ske, at britiske styrker efter fangeoverdragelsen mishandler en eller<br />
flere af de pågæl<strong>den</strong>de fanger, opstår spørgsmålet, om danske militærchefer kan<br />
pådrage sig ansvar herfor. Det vil kunne være tilfældet, såfremt danske militærchefer i<br />
væsentlig henseende har tilsidesat deres tilsynspligt med, at overførte fanger behandles<br />
i overensstemmelse med <strong>den</strong> tredje <strong>og</strong> fjerde Genève-konvention. Ansvarsdiskussionen<br />
vil dreje sig om, hvorvidt en dansk militærchef vil kunne være ansvarlig, hvis han vidste<br />
eller burde have vidst, at mishandlingen fandt sted, <strong>og</strong> han ikke forsøgte at forhindre<br />
eller standse mishandlingen.<br />
Tilsvarende problemstillinger opstår i Afghanistan, i det omfang dansk militærpersonel<br />
har været eller vil blive involveret i pågribelse af personer som led i <strong>den</strong> militære<br />
indsats i konflikten <strong>og</strong> vil opstå i andre situationer med væbnet konflikt, som Danmark<br />
deltager i. Som følge af manglende offentlig indsigt i begivenhederne i Afghanistan i<br />
de seneste år, er det imidlertid vanskeligt at vurdere spørgsmålet nærmere.<br />
8.3. Underordnedes ansvar for egne eller beordrede<br />
handlinger<br />
Underordnedes ansvar for egne handlinger<br />
Den enkelte kombattant er efter bestemmelsen i ICC-statuttens artikel 25 samt Genèvekonventionerne<br />
<strong>og</strong> Tillægsprotokol I, jf. ovenfor, ansvarlig for egne handlinger, der<br />
krænker <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Reglerne for underordnedes ansvar for egne handlinger<br />
er de samme som for overordnede. Danske soldater vil således kunne ifalde<br />
strafansvar efter militær straffelovs § 36.<br />
Den militære straffelovs § 36 (tidligere § 25) har aldrig været anvendt ved de danske<br />
domstole. Det er imidlertid ikke utænkeligt, at bestemmelsen vil kunne finde anvendelse<br />
i fremti<strong>den</strong> i forbindelse med Danmarks øgede deltagelse i internationale fredsskabende<br />
<strong>og</strong> fredsbevarende operationer.
. Dansk militærpersonels ansvar 205<br />
Camp E<strong>den</strong>-sagerne<br />
Danmark har som led i sin deltagelse i Irak-krigen haft militære styrker udstationeret<br />
i Irak si<strong>den</strong> 2003. I ti<strong>den</strong> marts-juni 2004 blev en række fangeafhøringer foretaget af<br />
blandt andet en dansk efterretningsofficer <strong>og</strong> fire militærpolitisergenter. På baggrund<br />
af Forsvarets Auditørkorps’ efterforskning af sagerne, blev der ved anklageskrift af 19.<br />
januar 2005 rejst tiltale mod de omtalte personer. Officeren blev tiltalt for:<br />
„ved tre episoder i marts, april <strong>og</strong> juni 2004 – som udspørger via tolk med det formål<br />
at opnå oplysninger fra forskellige tilbageholdte irakiske mænd – at have forlangt, at de<br />
tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ med rank ryg, samt at have<br />
ladet dem fastholde i stillingen af en militærpolitimand, hvis de prøvede at skifte stilling.<br />
Der er desu<strong>den</strong> rejst tiltale for ved én af episoderne at have betegnet de udspurgte med<br />
skældsord som hunde <strong>og</strong> svin mv., samt ved én episode at have nægtet de udspurgte<br />
adgang til drikkevand. Endelig er der rejst tiltale for i ét tilfælde at have sagt til en af de<br />
udspurgte, der udtalte, at man hellere måtte slå ham ihjel, at det ville man måske <strong>og</strong>så<br />
gøre.“<br />
Tiltalen blev rejst for særlig grov pligtforsømmelse (myndighedsmisbrug) efter militær<br />
straffelovs daværende § 15 (jf. Genève-konvention IV, artikel 27 <strong>og</strong> 31 om beskyttelse<br />
af civile personer i krigstid):<br />
„§ 15. Den, der, u<strong>den</strong> at gerningen er omfattet af en an<strong>den</strong> bestemmelse i <strong>den</strong>ne lov,<br />
forsætligt eller uagtsomt undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører,<br />
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig<br />
grov, eller har <strong>den</strong> medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år, i<br />
krigstid indtil 3 år.“<br />
„Artikel 27. Beskyttede personer har under alle forhold krav på, at deres person, ære <strong>og</strong><br />
familierettigheder, religiøse overbevisning <strong>og</strong> religionsudøvelse samt sæder <strong>og</strong> skikke<br />
respekteres. De skal til enhver tid behandles humant <strong>og</strong> skal beskyttes særligt mod alle<br />
voldshandlinger eller trusler derom …“<br />
„Artikel 31. Der må ikke udøves fysisk eller moralsk tvang mod beskyttede personer, i<br />
særdeleshed ikke med det formål at opnå oplysninger fra dem eller fra tredjemand.“<br />
Det kan umiddelbart give anledning til undren, at Forsvarets Auditørkorps rejste tiltale<br />
efter <strong>den</strong> daværende § 15 (nugæl<strong>den</strong>de § 27), der dækker over overtrædelser af tjenestebestemmelser,<br />
reglementer, stående befalinger, kasernebestemmelser, mv., 00 <strong>og</strong> ikke<br />
for overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten efter <strong>den</strong> daværende § 25, stk. 1, 2. led:<br />
„§ 25. Den, der i krig misbruger eller ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er<br />
forbeholdt personer, indretninger <strong>og</strong> materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller<br />
syge, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende måde straffes <strong>den</strong>, der<br />
599 Pressemeddelelse af 21. januar 2005 fra Forsvarets Auditørkorps.<br />
600 Jf. Militær straffe- <strong>og</strong> retsplejelovgivning, Kommenteret af Biering-Sørensen <strong>og</strong> Gyde, 1988, s. 83f.
20 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
bruger krigsredskab eller fremgangs-måde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark<br />
tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med almindelige <strong>folkeret</strong>lige regler.“<br />
Dette kan muligvis skyldes, at der i perio<strong>den</strong> marts-juni 2004 ikke længere forelå en<br />
international væbnet konflikt i Irak, men derimod en besættelse. 0 Mens Genève-konventionerne<br />
både gælder i krigstid <strong>og</strong> under besættelse, gjaldt § 25 kun i krigstid. Det<br />
samme er tilfældet for <strong>den</strong> nugæl<strong>den</strong>de § 36. Forsvarets Auditørkorps havde således<br />
ikke mulighed for at rejse tiltale efter § 25. Danske soldater, der overtræder krigens<br />
love i besættelsestid, kan med andre ord ikke straffes efter <strong>den</strong> skærpede regel i § 25 (i<br />
dag § 36), men alene efter <strong>den</strong> militære straffelovs bestemmelser om pligtforsømmelser,<br />
herunder <strong>den</strong> subsidiære bestemmelse i § 15 (nugæl<strong>den</strong>de § 27), hvor strafferammen er<br />
bøde, hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller har<br />
<strong>den</strong> medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år. Til sammenligning<br />
er straffen for overtrædelser af § 25 bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år, <strong>og</strong> efter <strong>den</strong><br />
nye bestemmelse i § 36 straffes overtrædelser med fængsel indtil på livstid.<br />
Ved Københavns Byrets dom af 12. januar 2006 fandt retten officeren skyldig i<br />
overtrædelse af <strong>den</strong> militære straffelov § 27, stk. 1, ved groft at have tilsidesat sine<br />
pligter efter blandt andet Genève-konventionen til at behandle beskyttede civilpersoner<br />
humant <strong>og</strong> med respekt <strong>og</strong> værdighed.<br />
Ved afgørelse af 6. juli 2006 frikendte Østre Landsret officeren. Retten fandt det ikke<br />
bevist, at officeren groft havde tilsidesat sine pligter efter § 27. Retten lagde herved <strong>og</strong>så<br />
vægt på, at Forsvarets instruktion af <strong>og</strong> tilsyn med officeren havde været mangelfuldt.<br />
Sagen illustrerer, at Genève-konventionerne har et bredere anvendelsesområde end<br />
<strong>den</strong> militære straffelov.<br />
I forbindelse med revisionen af <strong>den</strong> militære straffelov i foråret 2005 blev det af<br />
Rehabiliterings- <strong>og</strong> Forskningscentret for Torturofre (RCT) foreslået, at anvendelsesområdet<br />
for lovforslagets § 36 udvidedes fra „væbnet konflikt“ til „væbnet konflikt samt hel<br />
eller delvis besættelse“. 0 En sådan lovændring ville sikre en overensstemmelse mellem<br />
<strong>den</strong> militære straffelovs bestemmelser om overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong><br />
Genève-konvention IV. Det fremgår af fællesartikel 2 i Genève-konventionerne, at:<br />
„Konventionen finder ligeledes anvendelse i tilfælde af hel eller delvis besættelse af en<br />
af De Høje Kontraherende Parters territorium, selv om en sådan besættelse ikke møder<br />
væbnet modstand.“<br />
Ved at udvide anvendelsesområdet for <strong>den</strong> militære straffelovs § 36 ville Danmark<br />
opfylde en væsentlig forpligtelse, der følger af dansk ratifikation af Genève-konventio-<br />
601 ICRC Irak Bulletin af 24. april 2004. Ifølge forsvarsministeren er danske militære styrker i Irak – frem<br />
til juni 2004 – blevet betegnet som bistand til besættelsesmagten i henhold til FN’s Sikkerhedsrådsresolution<br />
1483 (2003), jf. bilag til forsvarsministerens skrivelse af 8. april 2005 vedr. besvarelse af<br />
spørgsmål 9 i forbindelse med behandlingen af forslaget til militær straffelov mv. af 23. februar 2005<br />
(L54).<br />
602 Jf. henvendelse af 11. marts 2005 fra RCT til forsvarsministeren, jf. L54 – bilag 5, L55 – bilag 4 <strong>og</strong><br />
L56 – bilag 4 (2004-05, 2. samling). Se hertil forsvarsministerens svar, jf. bilag til forsvarsministerens<br />
skrivelse af 8. april 2005, besvarelse af spørgsmål 1 i forbindelse med behandlingen af forslaget til<br />
militær straffelov mv. af 23. februar 2005.
. Dansk militærpersonels ansvar 20<br />
nerne. En sådan lovændring ville betyde, at en overtrædelse af Genève-konventionerne<br />
som udgangspunkt ville medføre <strong>den</strong> samme straf, uanset om overtrædelsen finder<br />
sted under en væbnet konflikt eller i tilfælde af besættelse.<br />
Mens <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> bygger på <strong>den</strong> antagelse, at en overtrædelse af <strong>den</strong>s<br />
regler er lige alvorlig, uanset om <strong>den</strong> finder sted under en væbnet konflikt eller under<br />
besættelse, kan retsstillingen i Danmark give anledning til det indtryk, at regeringen<br />
øjensynligt ser lempeligere på brud på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i tilfælde af besættelse.<br />
Efter gæl<strong>den</strong>de dansk ret kan domstolene alene henholde sig til straffeloven <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong> militære straffelovs bestemmelser om pligtforsømmelser i tilfælde af brud på <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> under besættelse. Da straffeloven som beskrevet i kapitel 8 ikke<br />
indeholder en kriminalisering af samtlige overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
kan dette betyde, at visse overtrædelser, der begås under en besættelse, ikke vil kunne<br />
straffes ved danske domstole, eksempelvis tvangsforflyttelse af befolkningsgrupper.<br />
Underordnedes ansvar for handlinger udført efter ordre<br />
fra overordnede<br />
Det forhold, at en forbrydelse er begået efter ordre fra en regering eller en militær- eller<br />
civil overordnet, fritager ikke <strong>den</strong> underordnede fra ansvar. Dette er et alment anerkendt<br />
<strong>folkeret</strong>ligt princip, som med ICC-statutten har fået en autoritativ formulering i artikel<br />
33. Den underordnede vil således ifalde strafansvar, med mindre vedkommende var<br />
retligt forpligtet til at adlyde ordren <strong>og</strong> ikke vidste, at ordren var ulovlig, <strong>og</strong> ordren<br />
ikke var åbenbart ulovlig. 0 Ordrer om at begå folkedrab eller forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong><br />
anses altid for åbenbart ulovlige.<br />
Efter dansk ret har udgangspunktet traditionelt været det modsatte, jf. <strong>den</strong> tidligere<br />
straffrihedsregel i <strong>den</strong> militære straffelovs § 9. På forslag fra forsvarsministeren er dansk<br />
ret imidlertid blevet bragt i overensstemmelse med <strong>folkeret</strong>tens regler om strafansvar<br />
i forbindelse med vedtagelsen af <strong>den</strong> nye militære straffelov i 2005:<br />
„§ 9. Det forhold, at en strafbar handling er begået efter ordre fra en overordnet, fritager<br />
ikke <strong>den</strong>, som har begået handlingen, for strafansvar, medmindre <strong>den</strong>ne var forpligtet<br />
til at adlyde ordrer fra <strong>den</strong> overordnede <strong>og</strong> ikke vidste, at ordren var ulovlig, <strong>og</strong> ordren<br />
ikke var åbenbart ulovlig.“ 0<br />
Den ændrede formulering af § 9 er sket med henblik på at tilnærme formuleringen til<br />
ICC-statuttens artikel 33. 0 Ifølge bemærkningerne til loven er der med <strong>den</strong>ne lovændring<br />
ikke tilsigtet n<strong>og</strong>en realitetsændring i forhold til <strong>den</strong> tidligere bestemmelse i<br />
603 ICC-statuttens artikel 33.<br />
604 Jf. lov nr. 530 af 24. juni 2005 (militær straffelov). Formuleringen af § 9 er ændret i forhold til det<br />
oprindeligt fremstillede forslag til militær straffelov <strong>og</strong> lov om forsvarets personel af 23. februar 2005,<br />
afsnit 3.5., hvor det dagæl<strong>den</strong>de lovtekniske udgangspunkt om straffrihed foresl<strong>og</strong>es fastholdt, jf. <strong>og</strong>så<br />
flertallet bag betænkningen om <strong>den</strong> militære straffelov, retsplejelov <strong>og</strong> disciplinarlov 1435/2004. Et<br />
mindretal bag betænkningen foresl<strong>og</strong> en alternativ formulering i forhold til <strong>den</strong> tidligere militære<br />
straffelovs § 9. Formålet var at tilnærme bestemmelsen til artikel 33 i ICC-statutten <strong>og</strong> herved over<br />
for det militære personel klart signalere, at det er undergivet <strong>den</strong> internationale retsor<strong>den</strong>. Dette<br />
forslag svarer til <strong>den</strong> nu vedtagne § 9.<br />
605 Jf. Forsvarsudvalgets betænkning af 4. maj 2005 over lovforslag nr. L 54, L 55 <strong>og</strong> L 56. 2004 – 05 (2.<br />
samling).
20 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
§ 9. 0 Den ændrede ordlyd kan få betydning i relation til vurderingen af bevisbyrde.<br />
Mens det efter ordly<strong>den</strong> af <strong>den</strong> tidligere militære straffelov var anklagemyndighe<strong>den</strong>,<br />
der skulle føre bevis for, at <strong>den</strong> underordnede var skyldig, er det efter ordly<strong>den</strong> af <strong>den</strong><br />
gæl<strong>den</strong>de militære straffelov <strong>og</strong> ICC-statutten <strong>den</strong> underordnede, som skal bevise sin<br />
uskyld. Denne harmonisering af dansk ret med <strong>folkeret</strong>ten har været særligt påtrængende<br />
efter Danmarks ratifikation af ICC-statutten, hvorved dansk militært personel<br />
nu ikke kun er omfattet af dansk ret, men <strong>og</strong>så af ICC-statuttens artikel 33.<br />
8.4. Militærpersonels ansvar under FN- <strong>og</strong><br />
NATO-operationer<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> finder anvendelse under fredsbevarende <strong>og</strong> fredsskabende<br />
operationer i det omfang, der anvendes væbnet magt. Når en national styrke opererer<br />
med et FN-mandat, men forbliver under national kommando, står styrken som var <strong>den</strong><br />
selv en part i <strong>den</strong> væbnede konflikt <strong>og</strong> må derfor respektere krigens love. Hvis styrkerne<br />
overtræder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> vil <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de regering <strong>og</strong> de enkelte<br />
medlemmer af de væbnede styrker kunne holdes ansvarlige i henhold til deres egen<br />
stats (dvs. operatørstatens/afsenderstatens) nationale lovgivning.<br />
Når væbnede styrker opererer under FN’s eller NATO’s kommando, er spørgsmålet<br />
om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s anvendelighed mere kompliceret. Væbnede styrker, der<br />
udsendes gennem FN eller NATO, vil normalt være omfattet af særlige aftaler, der<br />
indgås mellem organisationen <strong>og</strong> værtsstaten, de såkaldte „SOFA’er“ (Status of Forces<br />
Agreements). SOFA’erne er standardaftaler, der regulerer de udsendte styrkers retlige<br />
stilling i forhold til værtsstatens myndigheder <strong>og</strong> borgere, herunder deres immunitet<br />
<strong>og</strong> privilegier. Typisk vil der i forbindelse med en FN-fredsbevarende mission gives<br />
eksklusiv jurisdiktion over militærpersonel til <strong>den</strong> stat, der bidrager til styrken, jf.<br />
SOFA-aftalemodellen, para 47(b). Heraf fremgår:<br />
„Military members of the military component of the United Nations peace-keeping<br />
operation shall be subject to the exclusive jurisdiction of their respective participating<br />
States in respect of any criminal offence which may be committed by them in the[host<br />
country/territory].“ 0<br />
Væbnede styrker, der udsendes gennem FN eller NATO, er endvidere underlagt de<br />
såkaldte troppebidragsaftaler (Troop Contribution Agreements), der specificerer, at det<br />
udsendte personel skal nyde godt af de privilegier <strong>og</strong> <strong>den</strong> immunitet, der fremgår af<br />
606 Det er regeringens vurdering, at der rent indholdsmæssigt var overensstemmelse mellem ICC-statuttens<br />
artikel 33 <strong>og</strong> <strong>den</strong> tidligere § 9 i <strong>den</strong> militære straffelov, jf. notat af 8. december 2000 om forslag<br />
til lov om Den Internationale Straffedomstol, U<strong>den</strong>rigsministeriet m.fl., s. 2.<br />
607 Model Status of Forces Agreement for Peacekeeping Operations, UN. Doc. A/45/594 af 9. oktober<br />
1990. Det bemærkes, at SOFA-aftaler indgås fra land til land, <strong>og</strong> at det danske udgangspunkt er<br />
eksklusiv dansk straffejurisdiktion over dansk militært personel.
. Dansk militærpersonels ansvar 20<br />
SOFA-aftalerne, <strong>og</strong> at en eventuel retsforfølgning skal forestås af <strong>den</strong> troppebidragende<br />
stat. 0<br />
En styrke under FN-kommando vil med andre ord være underlagt forskellige retsgrundlag<br />
0 , herunder:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
aftalerne mellem FN <strong>og</strong> værtsstaten (Status of Forces Agreements);<br />
aftalerne mellem FN <strong>og</strong> de til styrken bidragende stater (Troop Contribution<br />
Agreements);<br />
FN’s Konvention om privilegier <strong>og</strong> immunitet af 1946; <strong>og</strong><br />
national lovgivning i <strong>den</strong> til styrken bidragende stat eller i værtsstaten.<br />
Udgangspunktet vil i praksis være, at en udsendt dansk soldat, som begår en krigsforbrydelse<br />
eller andre brud på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, altid vil kunne retsforfølges, <strong>og</strong><br />
dette vil som hovedregel ske ved danske domstole. Der kan imidlertid <strong>og</strong>så blive tale<br />
om retsforfølgning for værtsstatens domstole i særlige tilfælde. Dette vil eksempelvis<br />
kunne komme på tale i situationer, hvor soldaten begår en mindre alvorlig forseelse,<br />
der er strafbar efter værtslandets regler, men ikke efter dansk ret.<br />
Et andet væsentligt spørgsmål er, hvilken betydning SOFA-aftalerne har for ICC’s<br />
jurisdiktion. SOFA-aftalernes bestemmelser om jurisdiktion betyder ikke nødvendigvis,<br />
at ICC’s jurisdiktion hermed u<strong>den</strong> videre begrænses. Efter <strong>den</strong> tilgang, som er afspejlet<br />
i ICC-statutten, har ICC jurisdiktion over fredsbevarende styrker, hvis de overtræder<br />
statutten, <strong>og</strong> krænkelsen finder sted på en deltagende stats territorium. Hvorvidt en sag<br />
om en formodet krænkelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> vil blive taget op nationalt eller<br />
af ICC afhænger af en række forhold, herunder hvorvidt <strong>den</strong> stat, på hvis territorium<br />
overtrædelsen har fundet sted, deltager i statutten eller har accepteret ICC’s jurisdiktion,<br />
<strong>og</strong> hvorvidt <strong>den</strong> stat, i hvilken <strong>den</strong> anklagede er statsborger, deltager i statutten eller<br />
har accepteret ICC’s jurisdiktion. Se nærmere herom i afsnit 8.3-8.4.<br />
8.5. Statsansvar<br />
Statens ansvar for væbnede styrkers overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten<br />
Det er et grundlæggende princip i <strong>folkeret</strong>ten, at stater har pligt til loyalt at opfylde deres<br />
internationale forpligtelser, herunder <strong>folkeret</strong>lige traktater, jf. Traktatretskonventionens<br />
artikel 26. Staterne har endvidere pligt til at forhindre grove overtrædelser af Genèvekonventionerne<br />
<strong>og</strong> Tillægsprotokollerne, jf. Tillægsprotokol I, artikel 86(1):<br />
„De Høje Kontraherende Parter <strong>og</strong> de stri<strong>den</strong>de Parter skal bekæmpe grove overtrædelser<br />
[krigsforbrydelser], <strong>og</strong> træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at standse<br />
alle andre overtrædelser, af Konventionerne eller af <strong>den</strong>ne Protokol…“.<br />
Efter <strong>folkeret</strong>ten er det et generelt princip, at enhver handling eller undladelse, der kan<br />
henregnes til en stat, <strong>og</strong> som er i strid med en <strong>folkeret</strong>lig regel, udløser statsansvar,<br />
608 Carsten Stahn (2002), The Ambiguities of Security Council Resolution 1422 (2002).<br />
609 UK Ministry of Defence (2004), s. 375.
210 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
jf. artikel 2 i Den Internationale Lovkommissions udkast om statsansvar. 0 Staten<br />
hæfter principielt for alle sine organer, uanset deres placering i det statslige hierarki.<br />
En krigsførende stat er således <strong>folkeret</strong>ligt – men ikke strafferetligt – ansvarlig for alle<br />
handlinger begået af personer, der tilhører <strong>den</strong>s væbnede styrker. Mens det individuelle<br />
strafansvar forudsætter skyld, gælder der for statsansvaret ikke n<strong>og</strong>et almindeligt krav<br />
om skyld.<br />
Statens ansvar for sine væbnede styrkers overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
gælder i alle tilfælde, hvor <strong>den</strong> pågæl<strong>den</strong>de soldat handler i officiel kapacitet (i embeds<br />
medfør), uanset om vedkommende overskrider grænserne for, hvad han/hun har bemyndigelse<br />
til eller handler i strid med en ordre.<br />
Hvorvidt staten <strong>og</strong>så ifalder ansvar for sine væbnede styrkers private handlinger,<br />
såsom voldtægt eller tyveri, der begås i soldatens fritid, mens han/hun opholder sig<br />
i det konfliktramte eller besatte område, er omdiskuteret. Ifølge Den Internationale<br />
Lovkommissions udkast om statsansvar er staten kun ansvarlig, hvis soldaten handler<br />
i sin officielle kapacitet, jf. artikel 7:<br />
„The conduct of an organ of a State or of a person or entity empowered to exercise<br />
elements of the governmental authority shall be considered an act of the State under<br />
international law if the organ, person or entity acts in that capacity, even if it exceeds its<br />
authority or contravenes instructions.“<br />
Ifølge Landskrigsreglementets artikel 3 er staten imidlertid ansvarlig for alle<br />
overtrædelser, begået af <strong>den</strong>s soldater, uanset om de bliver begået i tjenesten<br />
eller ej:<br />
„Den krigsførende part, som måtte krænke bestemmelserne i det nævnte reglement, er<br />
i givet tilfælde forpligtet til skadeserstatning. Den er ansvarlig for alle handlinger, som<br />
begås af de til <strong>den</strong>s væbnede magt hørende personer.“<br />
Til støtte for <strong>den</strong>ne brede fortolkning af statsansvaret, hvor <strong>og</strong>så private handlinger er<br />
omfattet, har førende <strong>folkeret</strong>seksperter anført, at soldater tilhører en særlig kategori af<br />
et statsorgan, over for hvem staten udøver betydeligt strengere kontrol end over andre<br />
myndighedspersoner. Soldater anses således for altid at handle i embeds medfør i hvert<br />
fald i tilfælde af en væbnet konflikt. Argumentet er, at soldaten aldrig som privatperson<br />
ville have opholdt sig på det konfliktramte eller besatte territorium, <strong>og</strong> overtrædelsen<br />
ville derfor ikke have fundet sted.<br />
610 Jf. „Draft Articles on Responsibility of States for International Wrongful Acts“, International Law<br />
Commission (2001). FN’s Generalforsamling har noteret sig disse bestemmelser i resolution A/<br />
RES/56/83 af 28. januar 2002.<br />
611 Espersen, Harhoff <strong>og</strong> Spiermann (2002), kap. 10. Ansvar ved <strong>folkeret</strong>sbrud, s. 214-18.<br />
612 Jf. „Draft Articles on Responsibility of States for International Wrongful Acts“, artikel 7.<br />
613 Jf. State responsibility for violations of international humanitarian law, Marco Sassòli, International<br />
Review of the Red Cross, June 2002, Vol. 84, No. 846, s. 405-406.
. Dansk militærpersonels ansvar 211<br />
Private sikkerhedsfirmaer<br />
Det seneste årti har traditionelle statslige ansvarsområder som forsvar, sikkerhed <strong>og</strong><br />
fængsler i mange stater været underkastet en øget privatisering. I forbindelse med<br />
internationale væbnede konflikter gør en del stater i stigende omfang brug af private<br />
sikkerhedsfirmaer til at varetage statslige opgaver såsom bev<strong>og</strong>tning af fangelejre <strong>og</strong><br />
oliefelter, beskyttelse af statsrepræsentanter eller forplejning af tropper, som tilfældet<br />
har været med Group 4 i Storbritannien. Private sikkerhedsfirmaer er kendetegnet<br />
ved, at de antages af regeringer primært til at yde defensiv assistance primært med henblik<br />
på at beskytte individer <strong>og</strong> ejendom. De adskiller sig således fra private militære<br />
firmaer såsom „Executive Outcomes“ fra Sydafrika <strong>og</strong> „Sandline International“ fra<br />
Storbritannien, der antages af regeringer til at yde direkte, offensiv militær assistance<br />
til en væbnet konflikt eller deltage direkte i krigshandlinger, som det har været tilfældet<br />
i krigene i Angola <strong>og</strong> Sierra Leone i 1990’erne.<br />
Staternes anvendelse af private sikkerhedsfirmaer <strong>og</strong> <strong>den</strong> hermed forbundne delegering<br />
(outsourcing) af statslige funktioner vandt for alvor frem under krigene i Afghanistan<br />
(2001) <strong>og</strong> Irak (2003). Det anslås, at der under Irak-krigen (2003) befandt sig<br />
15.000-20.000 ansatte fra over 60 private sikkerhedsfirmaer i Irak, <strong>og</strong> krigen omtales<br />
ofte som „<strong>den</strong> første privatiserede krig“.<br />
Formålet med anvendelse af private sikkerhedsfirmaer er ofte at effektivisere myndighedsudøvelsen<br />
<strong>og</strong> at reducere omkostningerne, hvilket er muligt, da firmaerne i<br />
princippet opererer på markedsvilkår. Samtidig giver brugen af disse firmaer staterne<br />
mulighed for at operere u<strong>den</strong> for det traditionelle militære hierarki, hvorved kravene<br />
til tilsyn, kontrol <strong>og</strong> ansvarlighed (accountability) er mere begrænsede. Staternes brug<br />
af private sikkerhedsfirmaer til løsning af statslige opgaver rejser en række spørgsmål<br />
vedrørende deres lovlighed, legitimitet <strong>og</strong> ansvarlighed (accountability). Anvendelsen<br />
af private sikkerhedsfirma rejser <strong>og</strong>så spørgsmålet om, hvilket ansvar staten bærer i tilfælde<br />
af, at firmaerne eller disses ansatte overtræder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Endvidere<br />
kan der – berettiget eller uberettiget – opstå mistanke om, at pågæl<strong>den</strong>de regeringer<br />
søger at undgå eller omgå deres statsansvar efter <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Ifølge Den Internationale Lovkommissions udkast om statsansvar er staten ansvarlig<br />
for handlinger udført af private personer eller firmaer, som staten har bemyndiget til<br />
at udøve statslig myndighed, forudsat at handlingen begås som led i <strong>den</strong>ne statsligt<br />
delegerede virksomhed, jf. artikel 5:<br />
„The conduct of a person or entity which is not an organ of the State under article 4 but<br />
which is empowered by the law of that State to exercise elements of the governmental<br />
authority shall be considered an act of the State under international law, provided the<br />
person or entity is acting in that capacity in the particular instance.“<br />
614 For en redegørelse om private militære firmaer <strong>og</strong> private sikkerhedsfirmaer <strong>og</strong> deres stilling i <strong>folkeret</strong>ten<br />
henvises til Regulating private military companies, International Alert, 2001.<br />
615 Military industrial complexes, The Economist, 29. marts 2003, s. 56, nævnt i Private Security Companies<br />
– The Case for Regulation, SIPRI Policy Paper no. 9, Caroline Holmquist, Stockholm International<br />
Peace Research Institute, januar 2005, s. 1 <strong>og</strong> 24.
212 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Den danske stat vil således kunne engagere private firmaer til at fungere som fængselsvagter<br />
eller varetage andre lignende statslige funktioner i forbindelse med en væbnet<br />
konflikt. Firmaerne vil som følge heraf udøve de offentligt delegerede beføjelser, som<br />
hvervet indebærer, hvilket i fængselsvagtens tilfælde vil være tilbageholdelse, indespærring<br />
<strong>og</strong> iværksættelse af disciplinære foranstaltninger over for fanger. Hvis de private<br />
sikkerhedsfirmaer misbruger eller overskrider grænserne for deres beføjelser, vil <strong>den</strong><br />
danske stat kunne stilles til ansvar for disse overtrædelser. I praksis er det imidlertid<br />
sjæl<strong>den</strong>t, at staterne stilles til regnskab for sådanne overtrædelser.<br />
Naturalrestitution <strong>og</strong> erstatning<br />
Det <strong>folkeret</strong>lige statsansvar indebærer, at staten som hovedregel skal yde naturalrestitution,<br />
f.eks. i form af ophævelse af en besættelse eller frigivelse af ulovligt tilbageholdte<br />
personer. Kun hvis dette er umuligt, eller det vil medføre uforholdsmæssige store<br />
ulemper for staten, kan <strong>den</strong>ne i stedet betale erstatning. Statens erstatningsansvar<br />
fremgår af Tillægsprotokol I, artikel 91:<br />
„En stri<strong>den</strong>de Part, der krænker bestemmelserne i Konventionerne eller i <strong>den</strong>ne Protokol,<br />
skal, hvis sagen kræver det, være forpligtet til at betale erstatning. Den skal være ansvarlig<br />
for alle handlinger, begået af personer, der udgør en del af <strong>den</strong>s væbnede styrker.“<br />
Efter FN-pagtens artikel 33 skal staterne så vidt muligt bilægge deres tvister ved fredelige<br />
midler, dvs. ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift <strong>og</strong> domstolsafgørelse.<br />
Såfremt en stat vælger at gå domstolsvejen, vil retssagen mod <strong>den</strong> an<strong>den</strong> stat<br />
kunne anlægges ved Den Internationale Domstol (ICJ). ICJ må ikke forveksles med<br />
Den Internationale Straffedomstol (ICC). ICJ kan kun pålægge stater ansvar, me<strong>den</strong>s<br />
ICC alene kan pålægge personer ansvar.<br />
I tillæg til statsansvaret kan der ved grove brud på <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> – <strong>og</strong> i<br />
særlige tilfælde – blive tale om individuelt strafansvar for statens repræsentanter, dvs.<br />
for statsoverhoveder, ministre <strong>og</strong> folketingsmedlemmer. Hertil kræves imidlertid,<br />
at det kan påvises, at de er (med)skyldige, <strong>og</strong> at de almindelige strafbarhedsbetingelser<br />
er opfyldt. Deres ansvar for krigsforbrydelser følger blandt andet af bestemmelsen om<br />
civile chefers strafansvar i ICC-statuttens artikel 28, jf. afsnit 8.2.<br />
616 Se evt. <strong>og</strong>så State responsibility for violations of international humanitarian law, Marco Sassòli, International<br />
Review of the Red Cross, June 2002, Vol. 84, No. 846, s. 405-406.<br />
617 Gulmann, Bernhard <strong>og</strong> Lehmann (1989), Kap. 4 om staters ansvar, s. 99-118.<br />
618 Cassese (2003), s. 186.
9. Udbredelse af kendskabet<br />
til humanitær <strong>folkeret</strong><br />
Kapitel 9 indeholder en gennemgang af de væsentligste regler, der knytter sig til staternes<br />
pligt til at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> disse reglers opfyldelse<br />
i Danmark. Kapitlet indledes med en omtale af baggrun<strong>den</strong> for <strong>og</strong> indholdet af <strong>den</strong>ne<br />
pligt (afsnit 9.1). Herefter følger en redegørelse for pligtens betydning i forhold til<br />
civilbefolkningen (afsnit 9.2), medierne (afsnit 9.3), sanitetspersonel (afsnit 9.4.) <strong>og</strong><br />
forsvarets personel (afsnit 9.5). Da forsvaret er hovedaktør under væbnede konflikter,<br />
redegøres særskilt for udbredelsestiltag in<strong>den</strong> for forsvaret.<br />
9.1. Indledning<br />
Den vigtigste begrundelse for at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er,<br />
at overholdelse af reglerne redder liv <strong>og</strong> formindsker lidelse. Som kommentaren til<br />
Genève-konventionerne udtrykker det:<br />
„En af Genève-konventionernes værste fjender er uvi<strong>den</strong>hed.“<br />
Staternes forpligtelse til at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> fremgår af de<br />
fire Genève-konventioner, henholdsvis artikel 47, 48, 127 <strong>og</strong> 144 samt Tillægsprotokol<br />
I, artikel 83(1). 0 Heraf følger, at staterne forpligter sig:<br />
„ …i fredstid såvel som under væbnet konflikt videst muligt at udbrede kendskabet til<br />
Konventionerne <strong>og</strong> <strong>den</strong>ne Protokol i deres respektive lande <strong>og</strong> i særdeleshed til at lade<br />
studiet heraf indgå i dets militære undervisningspr<strong>og</strong>rammer <strong>og</strong> til at fremme civilbefolkningens<br />
studium heraf…“.<br />
Forpligtelsen følger desu<strong>den</strong> af det ansvar, staterne har påtaget sig til at overholde <strong>og</strong><br />
sikre respekt for konventionerne, jf. Genève-konventionernes fællesartikel 1.<br />
Under ikke-internationale væbnede konflikter er staterne ligeledes forpligtet til<br />
at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, jf. Tillægsprotokol II, artikel. 19.<br />
619 Jean Pictet (1952), s. 348.<br />
620 En række andre konventioner in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indeholder <strong>og</strong>så bestemmelser<br />
om, at staterne skal udbrede kendskabet til konventionerne. Det gælder f.eks. Haager-konventionen<br />
om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (1954), artikel 25 <strong>og</strong> <strong>den</strong>s Protokol II<br />
(1999), artikel 30 samt konventionen om visse konventionelle våben (1980), artikel 6 <strong>og</strong> <strong>den</strong>nes Protokol<br />
II <strong>og</strong> IV. På menneskerettighedsområdet findes forpligtelsen bl.a. i Konventionen om barnets<br />
rettigheder (1989), artikel 42 <strong>og</strong> <strong>den</strong>nes tillægsprotokol om børns involvering i væbnede konflikter<br />
(2000), artikel 6.
214 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er statens forpligtelse, men i<br />
praksis sker udbredelsen <strong>og</strong>så gennem andre kanaler.<br />
For at sikre respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i tilfælde af en væbnet konflikt<br />
er det afgørende, at staterne allerede i fredstid tager effektive skridt til at sikre reglernes<br />
overholdelse. Et sådant første skridt er, at staterne skal oversætte de <strong>folkeret</strong>lige regler til<br />
deres eget officielle spr<strong>og</strong> <strong>og</strong> sende oversættelsen tillige med de love, der er vedtaget for<br />
at sikre reglernes anvendelse, til depositaren. Danmark har opfyldt <strong>den</strong>ne forpligtelse<br />
ved overdragelsen af de danske tekstsamlinger om humanitær <strong>folkeret</strong> fra 1985 <strong>og</strong> 2004<br />
til ICRC <strong>og</strong> <strong>den</strong> schweiziske regering som depositar for Genève-konventionerne <strong>og</strong> de<br />
tre tillægsprotokoller, jf. afsnit 2.3. om depositaren.<br />
Da udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> skal være så vid som<br />
mulig, tillades staterne en høj grad af valgfrihed med hensyn til, hvorledes de vil opfylde<br />
<strong>den</strong>ne forpligtelse. Det er således i en vis udstrækning op til <strong>den</strong> enkelte stat, hvordan<br />
<strong>den</strong> vil fortolke de bestemmelser, som forpligter hver enkelt stat til at undervise <strong>og</strong> udbrede<br />
kendskabet til retsområdet. I betragtning af reglernes betydning under væbnede<br />
konflikter <strong>og</strong> det individuelle ansvar for overtrædelse, er der en generel forudsætning<br />
om et ganske højt oplysningsniveau, der øges proportionalt med risikoen for en væbnet<br />
konflikt.<br />
I Danmark koordineres aktiviteter vedrørende udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> af Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg. Aktiviteter udføres fortrinsvist<br />
af Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, forsvaret <strong>og</strong> det statslige redningsberedskab.<br />
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg blev nedsat i 1982 <strong>og</strong> skal ifølge sit kommissorium<br />
„klarlægge behovet for gennemførelse af administrative foranstaltninger til sikring af<br />
en løbende opfyldelse af [Tillægs-]protokollerne <strong>og</strong> Genève-konventionerne særligt for<br />
så vidt angår uddannelses- <strong>og</strong> oplysnings-virksomhed <strong>og</strong> at koordinere indholdet <strong>og</strong><br />
gennemførelsen af sådanne foranstaltninger. Herudover fungerer udvalget tillige som<br />
rådgivningsorgan for regeringen i spørgsmål om fortolkningen <strong>og</strong> anvendelsen af de<br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>lige regler gæl<strong>den</strong>de for væbnede konflikter.“<br />
Udvalget ønskede at koncentrere sig om udarbejdelsen af en konventionssamling<br />
<strong>og</strong> manualer for de forskellige sektorer in<strong>den</strong> for totalforsvaret samt om udbredelse<br />
af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Udvalget har si<strong>den</strong> sin etablering udgivet<br />
to konventionssamlinger i 1985 <strong>og</strong> i 2004 <strong>og</strong> har desu<strong>den</strong> blandt andet medvirket til<br />
udgivelsen af en danskspr<strong>og</strong>et udgave af ICRC’s manual om sundhedspersonalets rettigheder<br />
<strong>og</strong> pligter under væbnede konflikter. De enkelte myndigheders initiativer på<br />
dette område bliver <strong>og</strong>så drøftet på udvalgets møder.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har, som alle andre nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåneselskaber,<br />
pligt til at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> til at bistå<br />
621 Jf. de fire Genève-konventioner, henholdsvis artikel. 48, 49, 128 <strong>og</strong> 145 samt Tillægsprotokol I, artikel<br />
84.<br />
622 Jf. U<strong>den</strong>rigsministeriets brev af 22. juni 2005, der besvarer Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ forespørgsel af 28. april<br />
2005.<br />
623 Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg består af medlemmer fra U<strong>den</strong>rigsministeriet (formand), Justitsministeriet,<br />
Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, generalauditøren, In<strong>den</strong>rigsministeriet,<br />
Undervisningsministeriet, Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> <strong>og</strong> generallægen.<br />
624 Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, Første delberetning fra Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, U<strong>den</strong>rigsministeriet,<br />
januar 1984, s. 1.
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 215<br />
myndighederne med dette arbejde. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har som følge heraf udgivet en<br />
del materiale om humanitær <strong>folkeret</strong> både til generel information <strong>og</strong> til undervisning<br />
af skoleelever samt til <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-medlemmer. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har med støtte fra<br />
Undervisningsministeriet <strong>og</strong> U<strong>den</strong>rigsministeriet samt i samarbejde med Forsvarskommandoen<br />
lanceret et omfattende pr<strong>og</strong>ram for undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong> i<br />
folkeskolen. I de senere år har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> opprioriteret arbejdet med humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> der bliver tilført betydelige ressourcer til både nationale <strong>og</strong> internationale<br />
projekter om udbredelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Nærværende publikation er en<br />
del af oplysningsarbejdet. Se <strong>og</strong>så kapitel 10.<br />
Forsvaret foretager en lang række tiltag for at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> blandt militært <strong>og</strong> civilt personel. Retsområdet er integreret i undervisningen<br />
på samtlige uddannelser in<strong>den</strong> for forsvarets tre værn – hæren, søværnet <strong>og</strong> flyvevåbnet.<br />
Det danske forsvar har ikke udarbejdet en danskspr<strong>og</strong>et militærmanual. Forsvaret har<br />
i stedet valgt at integrere <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i forsvarets tekster, hvor dette anses<br />
som relevant. Forsvaret gør endvidere brug af Storbritanniens militære manual, The<br />
Manual of the Law of Armed Conflict (2004).<br />
Beredskabsstyrelsen afholder kurser om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> af 5 dages varighed<br />
for forsvaret, beredskabet <strong>og</strong> nødhjælpsorganisationer. Kurserne er møntet på personer,<br />
der skal udsendes til internationalt arbejde i krigs- <strong>og</strong> kriseområder. Der fokuseres på<br />
både Genève-konventionerne <strong>og</strong> Haager-reglerne, FN <strong>og</strong> ICRC’s rolle i en væbnet konflikt<br />
samt situationsspil om anvendelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Beredskabsloven<br />
indeholder ikke en forpligtelse til at udbrede kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
Det skal i <strong>den</strong>ne forbindelse nævnes, at det statslige beredskab <strong>og</strong> forsvaret blev<br />
sammenlagt i 2004, jf. <strong>og</strong>så afsnit 5.6. Hermed er det statslige (civile) beredskab <strong>og</strong><br />
forsvaret blevet integreret, <strong>og</strong> det statslige beredskab er overført til Forsvarsministeriets<br />
område med virkning fra 1. februar 2004. Formålet med samlingen er blandt andet at<br />
skabe grundlag for en mere koordineret udnyttelse af samfundets beredskabsressourcer<br />
<strong>og</strong> et styrket samspil mellem det civile <strong>og</strong> det militære beredskab. I forbindelse med<br />
sammenlægningen er det blandt andet blevet anbefalet, at det undersøges nærmere,<br />
om der kan foretages en samling af flere af forsvarets, hjemmeværnets <strong>og</strong> det statslige<br />
redningsberedskabs skoler, <strong>og</strong> om der i øvrigt kan ske en sammentænkning af udannelsesvirksomhe<strong>den</strong><br />
i de tre institutioner.<br />
625 I 2004 udgav Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> en vejledning om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> møntet på personel i<br />
felten: Handbook on the Practical Use of International Humanitarian Law.<br />
626 Jf. Beredskabsstyrelsen Højskole, http://www.brs.dk/brhs/kurser/humanitaer_<strong>folkeret</strong>/humanitaer_<br />
<strong>folkeret</strong>.htm<br />
627 Til sammenligning er det civile beredskab <strong>og</strong> forsvaret to adskilte enheder i de fleste andre vesteuropæiske<br />
lande, herunder Norge, Holland, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Østrig,<br />
Grækenland <strong>og</strong> Portugal samt USA. I Schweiz, Canada <strong>og</strong> Sverige hører civilforsvaret under forsvarsministeriet.<br />
Fra svensk side finder man, at der muligvis kan være <strong>folkeret</strong>lige problemer knyttet til en<br />
sammenlægning af <strong>den</strong> civile enhed <strong>og</strong> hæren. I Belgien er der foretaget en sammenlægning mellem<br />
det civile beredskab <strong>og</strong> forsvaret, jf. notat fra U<strong>den</strong>rigsministeriets <strong>folkeret</strong>skontor om samling af<br />
det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver set i lyset af Genève-konventionerne, 3. oktober 2003.<br />
628 Jf. Regeringens redegørelse om beredskabet, juni 2005, s. 5. Tilgængelig på:<br />
http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/7889F051-F17B-4E8D-B26C-0E27F463B9C9/15081/<br />
050601Regeringensredeg%C3%B8relseomberedskabet.pdf
21 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> foretages i Sverige af Totalförsvarets<br />
Folkrättsråd, Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, forsvaret, civilforsvaret <strong>og</strong> en del universiteter.<br />
Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har ansat en medarbejder til at sikre udbredelsen af kendskabet<br />
til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Desu<strong>den</strong> arrangeres kurser for journalisthøjskolen, for<br />
læger <strong>og</strong> sygeplejersker samt for lærere. Herudover bliver kurser i humanitær <strong>folkeret</strong><br />
arrangeret for egne medarbejdere, <strong>og</strong> der er i <strong>den</strong> forbindelse udarbejdet undervisningsmateriale<br />
om humanitær <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> menneskerettigheder. Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
har desu<strong>den</strong> et tæt samarbejde med forskellige universiteter. På nuværende tidspunkt<br />
samarbejder Svensk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> med undervisningsministeriet om at inkludere <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i folkeskolens pensum. Raoul Wallenberg Instituttet i Lund for<br />
menneskerettigheder <strong>og</strong> humanitær <strong>folkeret</strong> beskæftiger sig med humanitær <strong>folkeret</strong><br />
<strong>og</strong> tilbyder et udvidet kursus i <strong>folkeret</strong> til svenske <strong>og</strong> u<strong>den</strong>landske studerende.<br />
Totalförsvarets Fölkrättsråd afholder seminarer for undervisere, tekstb<strong>og</strong>sforfattere<br />
<strong>og</strong> forlæggere samt det nationale kontor for undervisning. Målet er at give alle skolebørn<br />
et basalt kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Omfanget af undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong> i forsvaret er afhængig af funktion<br />
<strong>og</strong> rang. Som minimum modtager <strong>den</strong> enkelte værnepligtige otte undervisningslektioner,<br />
hvortil kommer praktiske øvelser. Der findes i det svenske forsvar 30 civile <strong>og</strong><br />
50 militære juridiske rådgivere, hvis opgave er at sikre, at hensyn til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> medtages i forsvarets beslutningsproces samt integreres i <strong>den</strong> militære planlægning<br />
<strong>og</strong> øvelser.<br />
I Norge ligger hovedansvaret for udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
hos de nationale myndigheder. Rent praktisk foretages <strong>den</strong> aktive udbredelse til de<br />
væbnede styrker. Derudover kommer politikere <strong>og</strong> repræsentanter fra ministerier med<br />
lejlighedsvise indlæg i det offentlige rum, men ud over udbredelse til forsvaret sker der<br />
ingen systematisk udbredelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> fra de norske myndigheders<br />
side.<br />
Udbredelsen til forsvarets personel foretages hovedsagligt gennem deres eget system.<br />
Norges <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> deltager i henhold til aftale mellem forsvaret <strong>og</strong> Norges <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> i oplysningsarbejdet i forsvaret med foredrag, kurser, seminarer samt deltagelse<br />
i militære øvelser.<br />
Herudover udbredes kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> af Norges <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
til skoler (14-20 årige elever) gennem et rollespil udarbejdet af Norges <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
Desu<strong>den</strong> udsendes materiale <strong>og</strong> foredrag, når det efterspørges, <strong>og</strong> der bliver afholdt<br />
kurser <strong>og</strong> seminarer for medarbejdere <strong>og</strong> frivillige i Norges <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
Oslo Universitets juridiske fakultet oprettede sidste år et særligt kursus i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>, ligesom civilforsvarets skoler <strong>og</strong> politihøjskolerne har undervisning i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>. Træningen af det norske militærpersonel er på nuværende tidspunkt<br />
under revision med henblik på at sikre, at træningen svarer til NATO-standarder. 0<br />
Dette indebærer, at militærpersonel på alle niveauer vil modtage minimum-træning<br />
svarende til deres rang <strong>og</strong> funktion, <strong>og</strong> at træningen ved en systematisk fremgangmåde<br />
vil blive bedre integreret i uddannelsen <strong>og</strong> i de praktiske øvelser. Indtil nu har soldater<br />
629 Forsvarets fjernundervisning har udgivet/produceret to brevkurser, som <strong>og</strong>så er at få som CD-ROM.<br />
Det første kursus er lagt ud som elektronisk kursus i norsk <strong>og</strong> engelsk version på Internettet.<br />
630 STANAG 2449.
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 21<br />
<strong>og</strong> visse officerer modtaget træning af forskellig længde <strong>og</strong> kvalitet. Generaladvokat<br />
Arne W. Dahl har efter anmodning fra forsvaret skrevet „Håndbok i militær <strong>folkeret</strong>t“,<br />
som bruges i <strong>og</strong> u<strong>den</strong> for forsvaret som håndb<strong>og</strong> <strong>og</strong> læreb<strong>og</strong>. En engelskspr<strong>og</strong>et version<br />
er under forberedelse.<br />
Udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i Tyskland varetages af en<br />
række organer, herunder forsvaret, Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> samt andre frivillige organisationer,<br />
universiteter <strong>og</strong> ministerier.<br />
I det tyske forsvar er der oprettet et system for udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Alle soldater skal undervises i deres pligter <strong>og</strong> rettigheder under de<br />
<strong>folkeret</strong>lige regler, både i freds- <strong>og</strong> i krigstid. Alle uanset rang undervises i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>s principper, herunder især de, som skal deltage i u<strong>den</strong>landske missioner.<br />
Dette sker hovedsagligt for at skabe bevidsthed omkring, hvad der er rigtig <strong>og</strong> forkert<br />
i alle situationer. De generelle principper <strong>og</strong> essentielle elementer i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> udgør en væsentlig del af soldaternes grundtræning. Undervisning <strong>og</strong> træning<br />
i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> udgør <strong>og</strong>så en del af de kurser, der er elementer i kvalifikationen<br />
til at blive overordnet i militæret, <strong>og</strong> de er tilpasset de respektive rangniveauer.<br />
Undervisningen forestås af juridiske undervisere fra de forskellige militærakademier.<br />
Juridiske rådgivere er tildelt enhver militær leder på divisionsniveau eller højere.<br />
Disse rådgivere har blandt andet til opgave at rådgive om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
<strong>og</strong> de har umiddelbar adgang til <strong>den</strong> kommanderende officer samt ret til at rapportere<br />
direkte. Herudover er der i det tyske forsvar Joint Service Regulations , der i Serie 15<br />
regulerer forsvarets adfærd i tilfælde af væbnet konflikt. Grundprincipper <strong>og</strong> regler er<br />
<strong>og</strong>så indeholdt i soldatens kort over krigens regler.<br />
I Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> sker udbredelsen til såvel medlemmer <strong>og</strong> frivillige som til <strong>den</strong><br />
tyske befolkning. Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har for at opfylde sine forpligtelser i henhold til<br />
selskabets statut oprettet et system af „udbredelsesofficerer“ på alle niveauer, ca. 300<br />
i alt. Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er ydermere involveret i afholdelsen af konferencer, seminarer<br />
<strong>og</strong> sommerkurser, hvor unge jurister <strong>og</strong> jurastuderende undervises i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> organisationen afholder desu<strong>den</strong> løbende konferencer med henblik på at<br />
styrke dial<strong>og</strong>en mellem forsvarets juridiske rådgivere <strong>og</strong> Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ egne udbredelsesofficerer.<br />
Disse konferencer afholdes i samarbejde med forsvarsministeriet <strong>og</strong><br />
instituttet i Bochum. Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> udgiver herudover hvert kvartal et tidsskrift<br />
om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
For så vidt angår universiteternes udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> skal universitetet i Bochum fremhæves. Universitetet har et særligt institut<br />
for fredsbevarelse <strong>og</strong> humanitær <strong>folkeret</strong>, som blandt andet fungerer som konsultationsorgan<br />
for de tyske myndigheder <strong>og</strong> Tysk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. Herudover er det kun enkelte<br />
universiteter, der spiller en aktiv rolle i udbredelsen, <strong>og</strong> det er ikke alle universiteter,<br />
der udbyder undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
På det ministerielle plan i Tyskland er in<strong>den</strong>rigsministeriet involveret i udbredelsesaktiviteter<br />
gennem flere af dets institutioner, <strong>og</strong> aktiviteterne drejer sig ofte om<br />
631 Artikel 33(2) i „The Legal Status of Military Personnel Act“.<br />
632 Se afsnit 3.6.<br />
633 Institut für Frie<strong>den</strong>ssicherungsrecht und Humanitäres Völkerecht der Ruhr-Universität Bochum.<br />
634 Se note 633.
21 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
beskyttelsen af kulturel ejendom. Forsvarsministeriet udgiver ydermere fra tid til<br />
an<strong>den</strong> et nyhedsbrev på forsvarets intranet vedrørende information om <strong>folkeret</strong>ten.<br />
Nyhedsbrevet lægges <strong>og</strong>så ud til en task force, der beskæftiger sig med udbredelsen af<br />
kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I Holland foretages udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> blandt<br />
andet af Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, herunder deres International Humanitarian Law Division,<br />
som er ansvarlig for <strong>den</strong> eksterne <strong>og</strong> interne udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har <strong>og</strong>så et frivilligt netværk til udbredelse<br />
af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Den hollandske regering udbreder kendskabet<br />
til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i forsvaret ved at udpege militære juridiske rådgivere<br />
i overensstemmelse med konventionsforpligtelserne.<br />
Det hollandske T.M.C. Asser-institut udbyder undervisning <strong>og</strong> træning i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> samt udarbejder udgivelser <strong>og</strong> afholder konferencer, seminarer <strong>og</strong> andre<br />
events. Herudover udbreder The Clingendael Institute kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> gennem kurser, udgivelser <strong>og</strong> gennem organiseringen af events. Disse<br />
aktiviteter er tilgængelige for alle interesserede. De hollandske universiteter udbyder<br />
undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
I det hollandske forsvar modtager det militære personel, herunder de juridiske<br />
rådgivere, regelmæssigt kurser <strong>og</strong> træning i humanitær <strong>folkeret</strong>. Tre institutter står for<br />
<strong>den</strong>ne træning: The Royal Institute for the Navy (KIM), the Royal Military Academy<br />
for the Air- and Land Forces (KMA) samt the Royal Military School (KMS).<br />
Militært personel, der rangerer op til non-commissional officers, trænes i deres indle<strong>den</strong>de<br />
uddannelse i humanitær <strong>folkeret</strong> af deres egne instruktører. Disse instruktører<br />
deltager derfor i et årligt kursus, der omfatter humanitær <strong>folkeret</strong>. Officerer deltager<br />
som en del af deres militære karriere i flere kurser, der inkluderer humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
Herudover kan officerer deltage i kurser i udlandet i operationel ret eller humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>. Overalt i det hollandske forsvar er militære juridiske rådgivere til rådighed<br />
med henblik på at vejlede kommandører om anvendelse af Genève-konventionerne.<br />
Desu<strong>den</strong> underviser Hollandsk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i humanitær <strong>folkeret</strong> samt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ rolle<br />
på et antal kurser ved de forskellige militære træningscentre.<br />
9.2 Civilbefolkningen<br />
Ifølge <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> skal alle borgere i samfundet have et grundlæggende<br />
kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, således at de i tilfælde af en væbnet konflikt eller<br />
besættelse kender deres status <strong>og</strong> handlemuligheder. Borgerne skal vide, at de har status<br />
som civile, hvilket indebærer, at de ikke må tage direkte del i fjendtlighederne, men<br />
lovligt kan yde visse former for civil modstand. Kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
er således helt central både for at øge borgernes beskyttelse mod fjendtlighederne <strong>og</strong> for<br />
at sikre, at de ikke på grund af manglende kendskab til lovgivningen udøver ulovlige<br />
aktiviteter, som de vil kunne blive retsforfulgt <strong>og</strong> straffet for.<br />
635 Section on International Public Law.<br />
636 The Netherlands Institute of International Relations.
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 21<br />
I Danmark får civilbefolkningen meget begrænset information om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>. Det kan give anledning til undren, idet Danmark har en lang tradition for<br />
et aktivt engagement på det fredsbevarende område. Danmark sendte militære observatører<br />
til <strong>den</strong> første FN-mission i Mellemøsten i 1948 <strong>og</strong> har si<strong>den</strong> deltaget i over<br />
halvdelen af FN’s fredsbevarende operationer. Det danske bidrag til FN’s operationer<br />
omfatter militære observatører, stabsofficerer <strong>og</strong> civilt politi. Efter ophøret af <strong>den</strong><br />
kolde krig (1989/91) har Danmark optrappet sin deltagelse i internationale fredsbevarende<br />
<strong>og</strong> fredsskabende operationer. I dag deltager Danmark med militært personel i<br />
FN’s fredsbevarende operationer i Georgien, Øst-Timor, Kashmir, Den Demokratiske<br />
Republik Congo, Sierra Leone, Etiopien-Eritrea, Liberia <strong>og</strong> Mellemøsten. Endvidere deltager<br />
Danmark i internationale militære operationer under FN-mandat i Afghanistan,<br />
Bosnien-Hercegovina, Irak <strong>og</strong> Kosovo. Danmark deltager ligeledes i <strong>den</strong> internationale<br />
kamp mod terrorisme.<br />
På grund af Danmarks øgede deltagelse i militære operationer har <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> fået større relevans <strong>og</strong> aktualitet i en dansk sammenhæng ikke alene for dansk<br />
militært personel, men <strong>og</strong>så for danske beslutningstagere <strong>og</strong> <strong>den</strong> øvrige del af befolkningen.<br />
Danmarks øgede internationale militære engagement har <strong>og</strong>så øget danske<br />
myndigheders indsats for udbredelse af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i totalforsvaret<br />
<strong>og</strong> i civilbefolkningen. Regeringen synes at tillægge <strong>den</strong>ne forpligtelse større<br />
vægt i takt med det øgede internationale militære engagement <strong>og</strong> synlige konsekvenser<br />
af utilstrækkelig oplysningsindsats.<br />
Folkeskoler, gymnasier <strong>og</strong> HF underviser kun i begrænset omfang i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> de er ikke forpligtet hertil efter dansk ret. Det danske skolesystem er<br />
decentraliseret, hvilket betyder, at valg af undervisningsmateriale er op til <strong>den</strong> enkelte<br />
skole <strong>og</strong> lærer. Undervisningsministeriet har således ikke mulighed for at beslutte, at<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> skal på skoleskemaet i <strong>den</strong> danske folkeskole, så længe dette<br />
fagområde ikke indgår i folkeskolens centralt fastsatte fælles mål.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har gennem årene produceret materiale til undervisning i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> i folkeskolen, <strong>og</strong> i de seneste år har organisationen konstateret en stigende<br />
interesse for humanitær <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> øget efterspørgsel efter undervisningsmateriale på<br />
dette felt. Si<strong>den</strong> 2002 har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, jf. ovenfor, gjort en målrettet indsats for at<br />
sikre, at elever i folkeskolens ældste klasser (8.- 10. klassetrin) undervises i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> på mere permanent basis. Til det formål har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> med støtte fra<br />
Undervisningsministeriet <strong>og</strong> U<strong>den</strong>rigsministeriet samt i samarbejde med Forsvarskommandoen<br />
iværksat et undervisningsprojekt, Når krigen raser – regler, dilemmaer<br />
<strong>og</strong> konsekvenser, der består af undervisningsmateriale, en hjemmeside samt kurser for<br />
lærere <strong>og</strong> elever. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> arbejder for, at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> kommer<br />
til at udgøre en integreret del af folkeskolens læseplaner <strong>og</strong> gymnasiernes pensum.<br />
På sigt er det således hensigten at udvide målgruppen til <strong>og</strong>så at omfatte elever på<br />
ungdomsuddannelserne (gymnasier, HF, mv.). Projektet udgør <strong>den</strong> danske arm i et<br />
637 Jf. U<strong>den</strong>rigsministeriet, Spørgsmål <strong>og</strong> svar om Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Tilgængeligt<br />
på: http://www.sikkerhedsraadet.um.dk/da/menu/FAQ/<br />
638 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 393 af 26. maj 2005 om folkeskolen (kap. 2), lov nr. 95 af 18. februar 2004<br />
om uddannelsen til stu<strong>den</strong>tereksamen (gymnasieloven) (kap. 3), <strong>og</strong> lov nr. 97 af 18. februar 2004<br />
om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven) (kap. 3).
220 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
globalt projekt, som ICRC har iværksat, Exploring Humanitarian Law, der har som<br />
målsætning, at alle ver<strong>den</strong>s skolebørn i alderen 13-18 år skal undervises i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>. På ver<strong>den</strong>splan får skoleelever i 93 lande undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong><br />
på grundlag af materialet fra ICRC.<br />
På Københavns Universitet er der i mere end 10 år blevet undervist i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> på jurastudiet. På studiets bacheloruddannelse undervises de studerende i<br />
<strong>folkeret</strong>, hvor <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong>så berøres. På kandidatuddannelsen udbydes<br />
der to fag om humanitær <strong>folkeret</strong> (The Law of Armed Conflicts) <strong>og</strong> krigsforbrydelser<br />
(The Law of War Crimes). Statskundskabsstuderende modtager ingen undervisning i<br />
humanitær <strong>folkeret</strong>, med mindre de vælger at blive meritstuderende på jurastudiet som<br />
en del af deres kandidatuddannelse.<br />
Egentlig folkeoplysning findes ikke, <strong>og</strong> der er hidtil kun i begrænset omfang skabt<br />
kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> in<strong>den</strong> for uddannelsessystemet. Der findes d<strong>og</strong><br />
fortsat en del uudnyttede muligheder for at „fremme civilbefolkningens studium“ af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, som påkrævet i Tillægsprotokol I, artikel 83. En opprioritering af<br />
dette område er d<strong>og</strong> sket med Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ lancering af undervisningsmaterialet:<br />
Når krigen raser.<br />
9.3 Mediernes rolle<br />
Medierne spiller en central rolle i udbredelsen af information i almindelighed. Det er<br />
derfor naturligt at fokusere på mediernes rolle i forbindelse med udbredelsen af kendskabet<br />
til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Medierne rapporterer om væbnede konflikter på<br />
ver<strong>den</strong>splan, <strong>og</strong> det er derfor væsentligt, at <strong>den</strong> enkelte journalist har kendskab til humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>, således at han eller hun kan rapportere om krænkelser af regelsættet.<br />
Dette fordrer naturligvis, at krigskorrespon<strong>den</strong>ten <strong>og</strong> fot<strong>og</strong>rafen har et grundlæggende<br />
kendskab til humanitær <strong>folkeret</strong>. Det er tilsvarende væsentligt, at alle journalistelever<br />
undervises i humanitær <strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> at der på de enkelte redaktioner findes en vis vi<strong>den</strong><br />
om dette område.<br />
På Danmarks Journalisthøjskole undervises de studerende i krigs-, krise- <strong>og</strong> katastrofejournalistik,<br />
der omfatter medierelaterede analyser af ver<strong>den</strong>skrigene, Golfkrigen,<br />
Balkan-krigene <strong>og</strong> Afghanistan-krigen. Tilrettelæggelsen <strong>og</strong> gennemførelsen af faget<br />
sker i samarbejde med blandt andet Beredskabsstyrelsen, Hærens <strong>og</strong> Søværnets Operative<br />
Kommandoer <strong>og</strong> FN’s kontor for koordinering af humanitær hjælp (OCHA). Faget<br />
strækker sig over 10 uger på studiets 2. del (8. semester) <strong>og</strong> afsluttes med en hovedopgave.<br />
Undervisning i dette fagområde er en nyskabelse på journalistuddannelsen.<br />
Den Journalistiske Efteruddannelse udbyder <strong>og</strong>så kurser om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I 2005 tilbydes færdigtuddannede journalister f.eks. undervisning i „krigens spilleregler“<br />
(Genève-konventionerne), hvilket indbefatter en gennemgang af de væsentligste regler<br />
639 Jf. Danmarks Journalisthøjskoles undervisningsplan for 2005, www.djh.dk/StudiePDF/F058KKK.<br />
pdf Danmarks Journalisthøjskoles undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong> er ikke påbudt ved lov eller<br />
bekendtgørelse, jf. bekendtgørelse af 575 af 5. juli 2002 om journalistuddannelserne (kap. 2).
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 221<br />
<strong>og</strong> et feltstudium (Sierra Leone). Kurset tilrettelægges <strong>og</strong> gennemføres i samarbejde<br />
med Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. 0<br />
I Danmark tilbydes journalister på såkaldt farlige missioner såsom væbnede konflikter<br />
ikke særskilt undervisning i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Formålet med journalistuddannelsens<br />
indførelse af faget krigs-, krise <strong>og</strong> katastrofejournalistik var netop at<br />
give de studerende <strong>den</strong> faglige ballast, der kræves for at kunne formidle kompliceret<br />
stof blandt andet om væbnede konflikter i en troværdig, præcis <strong>og</strong> forståelig form.<br />
I mangel af en egentlig folkeoplysning spiller medierne en afgørende rolle som<br />
formidlere af vi<strong>den</strong> om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> til civilbefolkningen m.fl.. Medierne<br />
udgør en af de væsentligste portaler til vi<strong>den</strong> om de faktiske forhold under væbnede<br />
konflikter <strong>og</strong> bidrager dermed til at give befolkningen en mere nuanceret forståelse<br />
af de væbnede konflikter <strong>og</strong> deres overensstemmelse med <strong>folkeret</strong>ten. Medierne spiller<br />
desu<strong>den</strong> en central rolle som „vagthund“, der rapporterer om de stri<strong>den</strong>de parters<br />
krænkelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Mediernes transmittering af mishandlingen af<br />
irakiske fanger i amerikansk fangenskab i Abu-Ghraib-fængslet i Irak var et eksempel<br />
på, hvorledes mediedækningen af væbnede konflikter <strong>og</strong> besættelse medvirker til at<br />
udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Efter de grusomme billeder af ydmygelser<br />
<strong>og</strong> mishandling af irakiske fanger for åben skærm kan de fleste ikke længere<br />
være i tvivl om, at disse overgreb ikke alene er moralsk forkastelige, men <strong>og</strong>så i strid<br />
med internationale konventioner.<br />
Mediedækningen af krænkelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> kan ydermere have<br />
<strong>den</strong> væsentlige afledte virkning, at respekten for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> øges, idet<br />
eksponeringen kan medvirke til at formå de(n) ansvarlige stat(er) til at retsforfølge <strong>og</strong><br />
straffe de formodede gerningsmænd.<br />
Om beskyttelsen af journalister <strong>og</strong> andre mediefolk under væbnede konflikter<br />
henvises til kapitel 5.2.2.<br />
9.4 Sanitetspersonel <strong>og</strong> kvalificeret personel<br />
Sanitetspersonel har en beskyttet status <strong>og</strong> spiller en særlig rolle under væbnede konflikter.<br />
Denne persongruppe omfatter blandt andet læger, sygeplejersker <strong>og</strong> andet sundhedspersonel,<br />
der af en part i en væbnet konflikt er autoriseret til at udføre sanitære<br />
opgaver såsom eftersøgning, opsamling, diagnose <strong>og</strong> behandling af sårede <strong>og</strong> syge, jf.<br />
Tillægsprotokol I, artikel. 8. Som følge af deres <strong>humanitære</strong> rolle <strong>og</strong> tætte forhold til<br />
de væbnede styrker har sanitetspersonel en række særlige rettigheder <strong>og</strong> forpligtelser.<br />
De har f.eks. pligt til at yde pleje <strong>og</strong> lægelige behandling til syge <strong>og</strong> sårede, uanset hvilken<br />
part de tilhører <strong>og</strong> u<strong>den</strong> n<strong>og</strong>en form for forskelsbehandling, undtagen af lægelige<br />
grunde. Sanitetspersonel skal respekteres <strong>og</strong> beskyttes <strong>og</strong> må f.eks. ikke straffes for at<br />
udføre sanitetsopgaver i overensstemmelse med lægelig etik eller tvinges til at foretage<br />
handlinger, der strider mod <strong>den</strong> lægelige etiks regler, jf. Tillægsprotokol I, artikel.<br />
15-16. Både civilt <strong>og</strong> militært sanitetspersonel skal have kendskab til deres rettigheder<br />
<strong>og</strong> pligter, således at de kan udføre deres opgaver med respekt for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> samtidig bevare deres beskyttelse.<br />
640 Jf. Den Journalistiske Efteruddannelse, http://www.dje.dk/FMPro
222 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Læger, der udsendes under en væbnet konflikt <strong>og</strong> tilhører en af konfliktens parter,<br />
befinder sig i en særlig udsat position. „Læger i risik<strong>og</strong>ruppen“ er et særligt fænomen,<br />
hvor læger befinder sig i en særlig udsat position pga. deres stilling <strong>og</strong> f.eks. tvinges til<br />
at deltage i tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> umenneskelig behandling af krigsfanger eller civile eller<br />
tvinges til at udføre lægeundersøgelser af sådanne personer for at vurdere, om de kan<br />
klare yderligere en omgang pisk eller an<strong>den</strong> form for tortur. Begge tilfælde er i modstrid<br />
både med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, lægeløftet <strong>og</strong> Tokyo-deklaration, der blev vedtaget<br />
af Ver<strong>den</strong>slægeforeningen (World Medical Association) i 1975.<br />
I Danmark berører de medicinstuderendes undervisning emnet tortur som led i <strong>den</strong><br />
generelle undervisning i retsmedicin. Med udgangspunkt i Genève-konventionerne <strong>og</strong><br />
FN’s Torturkonvention gennemgås forbudet mod tortur, følgerne efter tortur, medicinsketiske<br />
problemstillinger <strong>og</strong> lægeetiske deklarationer om tortur (Tokyo-deklarationen<br />
af 1975), der fastslår at læger ikke må medvirke ved tortur. Medicinstuderende har<br />
endvidere mulighed for at følge et valgfrit endags-kursus i „Tortur <strong>og</strong> <strong>den</strong> medicinske<br />
profession“, der gennemføres af Rehabiliterings- <strong>og</strong> Forskningscentret for Torturofre<br />
(RCT). Her gennemgås de helbredsmæssige følger af tortur, behandling af torturofre,<br />
dokumentation af tortur <strong>og</strong> lægens etiske dilemmaer i forhold til retshåndhævelse.<br />
På master-uddannelsen i international sundhed ved Københavns Univsersitet undervises<br />
de studerende i humanitær <strong>folkeret</strong>, katastrofebistand <strong>og</strong> humanitær bistand<br />
som led i et fire-ugers kursus om flygtningesundhed <strong>og</strong> sundhed i katastrofesituationer.<br />
Formålet med kurset er at give de studerende, der alle har en sundhedsfaglig,<br />
samfundsfaglig eller an<strong>den</strong> relevant uddannelsesbaggrund, vi<strong>den</strong> <strong>og</strong> redskaber til at<br />
kunne yde sundhedsfaglig humanitær bistand under væbnede konflikter <strong>og</strong> andre<br />
katastrofesituationer.<br />
Sygeplejestuderende undervises ikke i humanitær <strong>folkeret</strong>, men si<strong>den</strong> 1992 er grupper<br />
af studerende blevet undervist i emnet tortur <strong>og</strong> torturoverleverens reaktioner med<br />
det formål at gøre de studerende i stand til at i<strong>den</strong>tificere torturoverlevere <strong>og</strong> planlægge<br />
pleje <strong>og</strong> behandling. Undervisningen omfatter en gennemgang af FN’s Torturkonvention,<br />
torturmetoder, torturskader, tortursymptomer, i<strong>den</strong>tifikation <strong>og</strong> behandling af<br />
torturoverlevere samt forebyggelse af tortur.<br />
Som led i udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> blandt sundhedspersonale<br />
har Beredskabsstyrelsen efter aftale med ICRC <strong>og</strong> Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i 1999<br />
udgivet manualen „Sundhedspersonalets rettigheder <strong>og</strong> pligter under væbnede konflikter“.<br />
Denne publikationen er en oversættelse af <strong>den</strong> engelskspr<strong>og</strong>ede „Manual on the<br />
Rights and Duties of Medical Personnel in Armed Conflicts“, der er udgivet af ICRC.<br />
641 Se eventuelt Preventing and limiting suffering should conflict break out: The role of the medical profession,<br />
International Review of the Red Cross, Nr. 839 s. 601-615, Vivienne Nathanson, British Medical<br />
Association, september 2000.<br />
642 Jf. www.sis.ku.dk/sund Undervisningen sker på basis af Jørgen L. Thomsen: Retsmedicin – nordisk<br />
læreb<strong>og</strong>, 1. udgave, FADL’s forlag (2004) <strong>og</strong> Jørgen Voigt (red.): Lægelige aspekter af menneskerettighedsproblematikken.<br />
Specielt om torturen <strong>og</strong> <strong>den</strong>s følger (1993).<br />
643 Jf. bekendtgørelse nr. 246 af 5. april 2000 om uddannelse til Master of International Health (MIH).<br />
http://www.pubhealth.ku.dk/mih_en/Pr<strong>og</strong>ramme/pr<strong>og</strong>ramme_structure/module3a2005/<br />
644 Undervisningen forestås af sygeplejelærere, som er trænet af Rehabiliterings- <strong>og</strong> Forskningscentret<br />
for Torturofre (RCT).
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 223<br />
Udgivelsen af manualen på dansk er blevet aktualiseret i forbindelse med Danmarks<br />
øgede engagement i fredsbevarende aktioner <strong>og</strong> nødhjælpsaktioner i udlandet.<br />
In<strong>den</strong> for Forsvarets Sundhedstjeneste modtager sanitetspersonel i forbindelse med<br />
deres grunduddannelse 4 timers undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> medicinsk<br />
etik. Der lægges vægt på en gennemgang af Genève-konventionerne <strong>og</strong> enkelte andre<br />
relevante konventioner. Herunder gennemgås bestemmelserne om syge <strong>og</strong> sårede<br />
samt bestemmelser om sanitetspersonels rettigheder <strong>og</strong> pligter under væbnet konflikt.<br />
Reglerne om krigsfangetjeneste bliver desu<strong>den</strong> gennemgået i undervisningen.<br />
For læger, der skal arbejde i forsvaret, har undervisningen et betydeligt større<br />
omfang. Undervisningen i humanitær <strong>folkeret</strong> indgår her som en integreret del af et<br />
40 timers kursus omhandlende international politik, konventioner <strong>og</strong> medicinsk etik.<br />
Dette kursusmodul tilbydes <strong>og</strong>så sygeplejersker, som skal arbejde in<strong>den</strong> for forsvaret<br />
<strong>og</strong> feltpræster. Forsvarets le<strong>den</strong>de læger gennemgår desu<strong>den</strong> ofte <strong>og</strong>så Beredskabsstyrelsens<br />
kursus i humanitær <strong>folkeret</strong> som en del af deres efteruddannelse.<br />
9.5 Forsvarets personel<br />
I forsvaret er de vigtigste modtagere af information om <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
kombattanterne <strong>og</strong> de militærchefer, der leder en given militær operation. Under en<br />
væbnet konflikt er det disse grupper, som skal henholdsvis udføre <strong>og</strong> lede operationen,<br />
<strong>og</strong> de skal derfor blandt andet vide, hvilke midler <strong>og</strong> metoder, der er lovlige i<br />
krigsførelsen, <strong>og</strong> hvorledes krigsfanger <strong>og</strong> civile skal behandles. I modsat fald vil de<br />
kunne risikere at overtræde reglerne <strong>og</strong> dermed pådrage sig et strafferetligt ansvar.<br />
Det er ligeledes afgørende, at de pågæl<strong>den</strong>de har kendskab til deres egne rettigheder<br />
<strong>og</strong> pligter, således at de kan respektere dem <strong>og</strong> dermed bevare <strong>den</strong> højeste grad af<br />
beskyttelse.<br />
For at fremme overholdelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> blandt de væbnede styrker<br />
skal staterne derfor sikre, at studiet af humanitær <strong>folkeret</strong> integreres i militære undervisningspr<strong>og</strong>rammer.<br />
Denne forpligtelse hænger naturligt sammen med, at det primært<br />
er de væbnede styrker, der er ansvarlige for overholdelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Forpligtelsen er konkretiseret i Tillægsprotokol I, artikel. 83(2), hvoraf fremgår, at:<br />
„Enhver militær <strong>og</strong> civil myndighed, som under en væbnet konflikt påtager sig en forpligtelse<br />
vedrørende anvendelsen af Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, skal<br />
gøres fuldt ud bekendt med disse tekster.“<br />
Forpligtelsen til at gøre de væbnede styrker bekendt med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er<br />
styrket ved kravet om, at staterne skal sikre, at juridiske rådgivere er trænet, således<br />
at de kan assistere militærchefer i anvendelsen af Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægs-<br />
645 Publikationen erstatter sundhedsstyrelsens pjece fra 1955 om „Lægens pligter <strong>og</strong> rettigheder ifølge<br />
Genfer-konventionerne af 1949“.<br />
646 Oplysningerne om undervisningen in<strong>den</strong> for Forsvarets Sundhedstjeneste stammer fra Stabslæge<br />
Søren Worm-Petersen, Forsvarets Sundhedstjeneste, 4. november 2005.<br />
647 Oplysninger vedrørende undervisning i forsvaret er baseret på et notat fra Forsvarskommandoen<br />
fra 27. oktober 1994 samt et notat fra Forsvarskommandoen fra 16. august 1995.
224 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
protokol I, jf. nærmere herom ne<strong>den</strong>for. Hertil kommer, at militærchefer skal sikre, at<br />
deres personel har kendskab til sine <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser.<br />
Militære manualer <strong>og</strong> reglementer<br />
Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> finder først anvendelse <strong>og</strong> overtrædes derfor først, når der<br />
opstår en væbnet konflikt, men det vil være imod <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s ånd <strong>og</strong><br />
principper, hvis de væbnede styrker i fredstid trænes <strong>og</strong> oplyses mangelfuldt eller i<br />
modstrid med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Dette medfører, at <strong>humanitære</strong> overvejelser<br />
skal integreres i manualer, reglementer, forholdsordrer, operationsplaner mv., som udarbejdes<br />
<strong>og</strong> anvendes i fredstid, men sigter mod anvendelse under væbnede konflikter.<br />
Mens en traditionel juridisk fremstilling af humanitær <strong>folkeret</strong> er kendetegnet ved<br />
at rumme en nøgtern retlig redegørelse for de internationale konventioner, så er det<br />
karakteristiske for en militærmanual om humanitær <strong>folkeret</strong>, at <strong>den</strong> beskriver, hvorledes<br />
de internationale konventioner om væbnede konflikter skal fortolkes <strong>og</strong> dermed<br />
omsættes til praksis af en given stat. En militærmanual vil derfor afspejle nationale<br />
forhold, herunder de normer <strong>og</strong> værdier, det pågæl<strong>den</strong>de samfund er baseret på, <strong>og</strong><br />
<strong>den</strong> geopolitiske position staten indtager. Eksempelvis vil en amerikansk militærmanuel<br />
adskille sig fra en dansk militærmanuel, idet de to samfund på en række områder har<br />
forskellige værdi- <strong>og</strong> normsæt <strong>og</strong> desu<strong>den</strong> indtager en meget forskelligartet rolle på<br />
<strong>den</strong> internationale sikkerhedspolitiske scene.<br />
Militærmanualer om humanitær <strong>folkeret</strong> har en betydelig operationel betydning,<br />
idet det er i disse manualer, at statens egne styrker <strong>og</strong> andre stater kan aflæse, hvordan<br />
konventionerne bør føres ud i livet. Værdien af en militærmanual består i, at <strong>den</strong> enkelte<br />
stat tvinges til at omsætte konventionerne til nationale forhold. Manualerne udelukker<br />
eller indskrænker dermed det skøn, som <strong>den</strong> enkelte over- <strong>og</strong> underordnede må udøve<br />
i konkrete situationer i felten. I praksis anvendes militærmanualer både som grundlag<br />
for undervisningen af de væbnede styrker, for tilrettelæggelsen af militære øvelser samt<br />
for planlægningen <strong>og</strong> udførelsen af militære operationer.<br />
Militære manualer om humanitær <strong>folkeret</strong> er særdeles effektive redskaber i udbredelsen<br />
af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> in<strong>den</strong> for forsvaret. Dette skyldes, at<br />
de har stor rækkevidde, idet de når ud til samtlige medlemmer af de væbnede styrker.<br />
Hertil kommer, at de nyder anerkendelse in<strong>den</strong> for forsvaret, idet de er autoriseret af<br />
forsvarets øverste ledelse. I modsætning til traditionelle juridiske fremstillinger af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> har militærmanualerne ydermere <strong>den</strong> fordel, at de anvender en<br />
terminol<strong>og</strong>i, der er gængs in<strong>den</strong> for forsvaret.<br />
I Danmark har forsvaret endnu ikke udarbejdet en militærmanual om humanitær<br />
<strong>folkeret</strong>. Det danske forsvar har i stedet indarbejdet <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i de manualer<br />
<strong>og</strong> reglementer, der regulerer planlægning <strong>og</strong> udførelse af militære opgaver. 0<br />
Den danske løsning har <strong>den</strong> styrke, at forsvaret ved planlægningen eller udførelsen af<br />
en given militær operation får præsenteret de humanitær<strong>folkeret</strong>lige regler, der har<br />
648 Tillægsprotokol I, artikel. 82, 83 <strong>og</strong> 87.<br />
649 Jf. 4 Means of stepping up dissemination of international humanitarian law. Report on the follow-up<br />
to the International Conference for the Protection of War Victims; 26th International Conference of<br />
the Red Cross and Red Cresent.<br />
650 Brev af 8. juni 2005 til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Forsvarskommandoens juridiske sektion.
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 225<br />
relevans for operationen, i manualerne <strong>og</strong> reglementerne for <strong>den</strong> militære operation<br />
<strong>og</strong> således i princippet ikke behøver at studere andre kilder for at sikre, at operationen<br />
sker i overensstemmelse med <strong>folkeret</strong>ten.<br />
I praksis er det ikke utænkeligt, at manualerne <strong>og</strong> reglementerne om militære<br />
operationer ikke tager højde for enhver <strong>folkeret</strong>lig regel, som måtte vise sig at have<br />
relevans for en given militær operation. Den danske løsning rummer således <strong>og</strong>så<br />
en række begrænsninger. For det første begrænses danske militærchefer <strong>og</strong> soldaters<br />
beslutningsgrundlag, idet de kun vanskeligt kan opnå det samlede overblik over <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, som en militærmanual herom ville kunne give. Der kan være en<br />
risiko for, at dansk militært personel på grund af manglende overblik <strong>og</strong> ukendskab<br />
til, hvorledes reglerne skal udmøntes i praksis, kommer til at overtræde dem <strong>og</strong> ifalder<br />
ansvar. For det andet begrænses offentlighe<strong>den</strong>s indsigt i, hvorledes forsvaret vil omsætte<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i praksis, idet forsvarets reglementer om planlægning<br />
<strong>og</strong> udførelse af militære operationer i vid udstrækning er klassificerede.<br />
I fravær af en dansk militærmanual anvender forsvaret i en vis udstrækning blandt<br />
andet Storbritanniens militærmanual, „The Manual of Law of Armed Conflict“ i undervisningen<br />
af danske styrker. Selv om Danmark <strong>og</strong> Storbritannien på mange områder<br />
har en ensartet forståelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, så kan <strong>den</strong> britiske manual ikke<br />
u<strong>den</strong> videre overføres på danske forhold, idet Storbritannien på visse områder må<br />
formodes at have en an<strong>den</strong> fortolkning af reglerne end Danmark.<br />
Som omtalt i kapitel 1.6 har ICRC udarbejdet et omfattende studium af sædvaneretten<br />
med titlen Customary International Humanitarian Law (<strong>og</strong>så kaldet ICRC’s<br />
Sædvaneretsstudie), hvori de har kortlagt de regler in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>,<br />
der anses for at tilhøre sædvaneretten. Studiet fastslår ikke alene, hvilke konventionsbestemmelser,<br />
der tilhører sædvaneretten, men afdækker <strong>og</strong>så hvilke normer,<br />
der – u<strong>den</strong> at have en plads i konventionerne – er opstået ud af staternes praksis <strong>og</strong> som<br />
i dag udgør en del af sædvaneretten. Studiet har navnlig betydning som et supplement<br />
til <strong>den</strong> beskedne <strong>folkeret</strong>lige regulering af ikke-internationale væbnede konflikter.<br />
For at sikre at <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> bliver omsat til praksis, skal <strong>den</strong> <strong>og</strong>så integreres<br />
i de væbnede styrkers „Rules of Engagement“ („Regler for magtanvendelse“).<br />
Rules of Engagement (Regler for magtanvendelse)<br />
• „Rules of Engagement“ (ROE) er direktiver til militære chefer om anvendelsen af<br />
militær magt til løsning af <strong>den</strong> stillede opgave.<br />
• ROE anvendes både under fredsstøttende <strong>og</strong> andre militære operationer som det<br />
praktiske værktøj til at sikre gennemførelsen af juridiske <strong>og</strong> andre retningslinjer<br />
for <strong>den</strong> militære magtanvendelse.<br />
• ROE er fastlagt på baggrund af danske regelsæt på området <strong>og</strong> de regelsæt, der<br />
er fastlagt af internationale organisationer (FN, NATO, EU <strong>og</strong> lignende) <strong>og</strong><br />
formidlet gennem <strong>den</strong> kommandostruktur, enhe<strong>den</strong> er underlagt.<br />
• ROE går aldrig forud for international ret, herunder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong><br />
menneskerettighederne, eller national ret.<br />
•<br />
ROE må aldrig begrænse adgangen til selvforsvar.<br />
651 Jean-Marie Henckaerts <strong>og</strong> Louise Doswald-Beck, Customary International Humanitarian Law,<br />
Volume I. Rules, Volume II. State practice, Cambridge University Press, 2005.
22 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
•<br />
•<br />
Retningslinjer for soldaten <strong>og</strong> føreren – <strong>og</strong>så kaldet „soldatens kort“ <strong>og</strong> „førerens<br />
kort“ – er udarbejdet på baggrund af de ROE, som <strong>den</strong> udsendte enhed er<br />
underlagt.<br />
Den militære juridiske rådgiver har en væsentlig rolle i forbindelse med<br />
udfærdigelsen <strong>og</strong> fortolkningen af ROE samt i forbindelse med undervisning af<br />
chefer <strong>og</strong> andet militærpersonel, der skal anvende reglerne i praksis.<br />
Spørgsmålet om i hvilken udstrækning, <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er integreret i Rules<br />
of Engagement for en given militæroperation, er fortrolige militære oplysninger, hvis<br />
afsløring vil kunne bringe <strong>den</strong> militære operation i fare. Med tilsvarende begrundelse<br />
er det heller ikke muligt at oplyse om, hvordan <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er integreret<br />
i retningslinierne for soldaten <strong>og</strong> føreren – <strong>og</strong>så kaldet „soldatens kort“ <strong>og</strong> „førerens<br />
kort“. Fiktive „soldatens kort“ <strong>og</strong> „førerens kort“, der er udarbejdet af forsvaret til<br />
øvelsesbrug, viser imidlertid, at disse kort rummer en summarisk gengivelse af de mest<br />
basale regler in<strong>den</strong> for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Forsvaret understreger, at disse<br />
kort ikke kan <strong>og</strong> skal stå alene, idet de blot udgør en huskeliste <strong>og</strong> et supplement til<br />
forsvarets undervisning <strong>og</strong> øvrige reglementer om humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
Undervisning i forsvaret<br />
Forsvarskommandoen udstedte i 1995 et direktiv for <strong>den</strong> generelle fredstidsuddannelse<br />
i krigens <strong>folkeret</strong>. I medfør af dette direktiv skal alt fast tjenestegørende personel i forsvaret<br />
samt personel med designeringsfunktion modtage instruktion i krigens <strong>folkeret</strong><br />
(humanitær <strong>folkeret</strong>) i overensstemmelse med deres funktionsniveau. Formålet er at<br />
sikre, at Danmark lever op til sine <strong>folkeret</strong>lige forpligtelser.<br />
Direktivet opstiller undervisningsmål for uddannelsen i humanitær <strong>folkeret</strong>. Efter<br />
endt uddannelse skal <strong>den</strong> enkelte have kendskab til rettigheder <strong>og</strong> pligter samt i enhver<br />
situation kunne efterleve grundlæggende regler i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. For at<br />
omsætte uddannelsen til praksis skal humanitær <strong>folkeret</strong> indgå som en integreret del<br />
af forsvarets uddannelses- <strong>og</strong> øvelsesvirksomhed. Det skal herunder tydeliggøres, at<br />
det på alle niveauer tillægges betydning, at reglerne overholdes. Uddannelsens indhold<br />
skal tilrettelægges efter funktion <strong>og</strong> rang.<br />
Gennemførelsen af uddannelsen i humanitær <strong>folkeret</strong> sker decentralt. Forsvarets<br />
Auditørkorps har i samarbejde med Forsvarskommandoen deltaget i uddannelsen.<br />
Si<strong>den</strong> 1993 har forsvaret opprioriteret undervisningen i <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
markant. Den <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> indgår i dag som en fast bestanddel af grund-,<br />
videre- <strong>og</strong> efteruddannelsen på alle niveauer in<strong>den</strong> for både hæren, søværnet <strong>og</strong><br />
flyvevåbnet.<br />
652 Forsvarets Auditørkorps Årsberetning 2002, Den militære juridiske rådgiverordning i 2002, s. 8,<br />
København 2003.<br />
653 Oplysningerne stammer fra bilag 1-3 i brev af 8. juni 2005 til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Forsvarskommandoens<br />
juridiske sektion. Bilagene rummer fiktive eksempler på „soldatens kort“ under henholdsvis<br />
væbnet konflikt <strong>og</strong> FN-autoriserede fredsstøttende operationer.<br />
654 Besvarelse til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Kontorchef Birgitte Juul, Forsvarsministeriet, 6. juli 2005, <strong>og</strong><br />
besvarelse til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Kaptajn Henrik Lysholm Nielsen, Forsvarets Personeltjeneste,<br />
27. maj 2005.
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 22<br />
I hæren modtager samtlige kategorier af personel undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
Dette gælder i særlig grad for uddannelserne til sergent, militærpoliti, reserveofficer<br />
<strong>og</strong> linieofficer. Den mest omfattende undervisning i krigens love gives<br />
på officersuddannelsen, hvor der gennemføres 17 lektioner på <strong>den</strong> grundlæggende<br />
officersuddannelse. På <strong>den</strong> grundlæggende officersuddannelse er formålet med undervisningen,<br />
at kadetten skal erhverve sig et kendskab til krigens love for dels at<br />
kunne uddanne personel, <strong>og</strong> for dels at have forståelse for inddragelse af krigens love<br />
i planlægningen <strong>og</strong> udførelsen af en opgave. På <strong>den</strong> videregående officersuddannelse<br />
modtager kadetten yderligere 17 lektioners undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong>. Formålet<br />
med <strong>den</strong>ne undervisning i krigens <strong>folkeret</strong> er, at officeren efter endt uddannelse skal<br />
kunne uddanne hærens enheder i krigens love, inddrage dem i <strong>den</strong> operative planlægning<br />
<strong>og</strong> have forståelse for krigens loves indflydelse på bataljonens operationer.<br />
Uddannelsen foregår med udgangspunkt i tekstsamlingen „Humanitær Folkeret“, udgivet<br />
af Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg i 2004. Undervisningen i krigens love indgår på<br />
Hærens Officersskole <strong>og</strong>så i fagene statskundskab <strong>og</strong> taktik, ligesom det er integreret<br />
i alle taktiske udrykninger.<br />
I forbindelse med udsendelse til international mission undervises hærens personel<br />
i Rules of Engagement (ROE), <strong>og</strong> ved undervisningens afslutning skal soldaten kunne<br />
efterleve bestemmelser for brug af væbnet magt (ROE) <strong>og</strong> respektere styrkens beføjelser<br />
set i relation til operationsområdet, herunder til civilbefolkningen, NGO’er <strong>og</strong> militære<br />
myndigheder.<br />
Hæren har i 2004/05 gennemført en ny uddannelsesstruktur for værnepligtige, hvor<br />
<strong>den</strong> hidtidige værnepligtsuddannelse (9-12 måneder afhængigt af værnet) er konverteret<br />
til en basisuddannelse (4 måneder). Hvis <strong>den</strong> værnepligtige ønsker at fortsætte<br />
i forsvaret efter basisuddannelsen, indgås en konkrakt, <strong>og</strong> vedkommende gennemgår<br />
herefter en reaktionsstyrkeuddannelse (8 måneder). Omlæggelsen af værnepligten er<br />
sket som følge af forsvarsforliget 2005-09, hvorefter det tidligere mobiliseringsforsvar<br />
(øst-vest-problematikken) nu i højere grad indrettes på internationale opgaver.<br />
På hærens basisuddannelse indgår der 3 lektioner om humanitær <strong>folkeret</strong>, herunder<br />
Genève-konventionerne <strong>og</strong> Tillægsprotokol I-II, Haager-konventionen, Våbenkonventionen<br />
<strong>og</strong> regler for kamphandlinger. Efter <strong>den</strong>ne undervisning skal soldaten være<br />
bibragt en sådan holdning, at han af egen drift vil efterleve krigens love. I reaktionsstyrkeuddannelsen<br />
gives der yderligere én lektion i humanitær <strong>folkeret</strong>, hvor det indlærte<br />
fra grunduddannelsen repeteres, <strong>og</strong> fokus lægges på behandlingen af krigsfanger <strong>og</strong><br />
forbudet mod tortur. Soldaten skal herefter kunne forklare, hvorledes han skal forholde<br />
sig over for krigsfanger, <strong>og</strong> soldaten skal vide, at han ved afvæbning af en krigsfange<br />
overtager pligten til at beskytte <strong>den</strong>ne, <strong>og</strong> at krigsfanger kan afhøres, men ikke må udsættes<br />
for fysisk pression eller tortur for at opnå informationer. Efter de 12 måneders<br />
uddannelse er soldaten klar til 6 måneders udsendelse.<br />
655 Uddannelsen i krigens love baserer sig i Hæren på Hærens Operative Kommandos direktiv<br />
PL3/013-100 af juli 1993.<br />
656 Besvarelse til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Oberstløjtnant H.H. Møller, Hærens Officersskole, 5. april<br />
2005.<br />
657 Notat fra Forsvarets Personeltjeneste om undervisning i krigens love in<strong>den</strong>for hæren, maj 2005. Uddannelsen<br />
i krigens love baserer sig i Hæren på Hærens Operative Kommandos direktiv PL3/013-100<br />
af juli 1993.
22 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
I søværnet undervises der i humanitær <strong>folkeret</strong> på samtlige uddannelser. På Søværnets<br />
basisuddannelse undervises der i krigens love (6 timer), herunder Haagerkonventionen<br />
af 1907, Genève-konventionerne af 1949, tillægsprotokollerne af 1977,<br />
konventionen om kemiske våben af 1993, Ottowa-konventionen om antipersonelminer<br />
af 1997 <strong>og</strong> <strong>den</strong> militære straffelov. På <strong>den</strong> grundlæggende sergentuddannelse modtager<br />
eleverne yderligere 7 timers undervisning i krigens love, <strong>og</strong> ved undervisningens<br />
afslutning skal eleven kunne forklare ovennævnte konventioner <strong>og</strong> efterleve regler for<br />
anvendelsen af kampmidler.<br />
På Søværnets videreuddannelse til mellemleder undervises der i krigens love i 40<br />
timer med det formål at bibringe <strong>den</strong> kommende mellemleder forståelse for de <strong>folkeret</strong>lige<br />
regler, der gælder under væbnede konflikter <strong>og</strong> dermed anskueliggøre det ansvar<br />
<strong>og</strong> de pligter, der påhviler befalingsmænd i relation til efterlevelse af krigens <strong>folkeret</strong><br />
samt at udbygge deres vi<strong>den</strong> <strong>og</strong> forståelse for <strong>folkeret</strong>tens betydning for det danske<br />
forsvar, herunder særligt søværnet. Soldater, der uddanner sig til officer af reserven,<br />
modtager yderligere 10 lektioner i krigens love på officersgrunduddannelsen <strong>og</strong> 30<br />
lektioner på officersvidereuddannelsen. Denne undervisning tager sigte på at styrke<br />
officerens vi<strong>den</strong> <strong>og</strong> forståelse for krigens <strong>folkeret</strong>s betydning for det danske forsvar <strong>og</strong><br />
sætte officeren i stand til at anvende krigens <strong>folkeret</strong> i <strong>den</strong> militære planlægning samt<br />
uddanne undergivet personel. På søværnets militærpolitiuddannelse ydes særskilt<br />
undervisning i krigsfangetjeneste blandt andet med fokus på reglerne for tilfangetagelse<br />
<strong>og</strong> tilbageholdelse af krigsfanger (25 timer). Sluttelig modtager medlemmer af<br />
frømandskorpset 2 lektioners undervisning i krigens love, <strong>og</strong> ved udsendelse repeteres<br />
krigens love.<br />
I flyvevåbnet gennemfører alt militært personel sin grundlæggende militære uddannelse<br />
gennem deltagelse i enten basisuddannelsen (gælder for alt menigt personel) eller<br />
<strong>den</strong> grundlæggende sergentuddannelse (gælder for alt officerspersonel). På basisuddannelsen<br />
gives de menige 8 lektioner om <strong>folkeret</strong>ten, herunder <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Formålet med undervisningen er at give eleven vi<strong>den</strong> om <strong>folkeret</strong>tens begreber <strong>og</strong><br />
mulige konsekvenser ved overtrædelse af <strong>folkeret</strong>ten. Der fokuseres særligt på ICRC’s<br />
rolle i væbnede konflikter, FN’s fredsbevarende <strong>og</strong> fredsskabende aktiviteter samt redningsberedskabets<br />
<strong>humanitære</strong> aktiviteter. På <strong>den</strong> grundlæggende sergentuddannelse<br />
er afsat yderligere 3 lektioner til dette retsområde. Formålet med undervisningen er at<br />
give de studerende en indledning til krigens love, herunder kendskab til bestemmelserne<br />
om krigsfanger, beskyttelsestegn samt midler <strong>og</strong> metoder i krigen. På officersgrunduddannelsen<br />
gives de studerende 26 lektioner i humanitær <strong>folkeret</strong> („militærjura“) <strong>og</strong><br />
militær straffe- <strong>og</strong> retsplejelovgivning. Målet for uddannelsen er, at kadetten skal have<br />
forståelse for de grundlæggende regler om humanitær <strong>folkeret</strong>, således at vedkommende<br />
kan klarlægge reglernes betydning på delings- <strong>og</strong> eskadrilleniveau både i national <strong>og</strong><br />
international henseende. De skal endvidere have forståelse for det juridiske grundlag<br />
for danske styrkers deltagelse i internationale operationer <strong>og</strong> de principper, der gælder<br />
for lederens egen lovlige adfærd. Endelig skal kadetten være i stand til at vejlede <strong>og</strong><br />
deltage i disciplinær- <strong>og</strong> straffesagers udfærdigelse.<br />
658 Direktiv for fredstidsuddannelse i krigens love af 1995 (FKODIR PS.180.0).<br />
659 Fagplan for „Krigens Folkeret“, Undervisning i krigens love in<strong>den</strong>for søværnet, maj 2005.
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 22<br />
På flyvevåbnets efteruddannelse ydes der undervisning i humanitær <strong>folkeret</strong> på<br />
militærpolitiuddannelsen (2 lektioner) <strong>og</strong> missionsuddannelsen (1 lektion). På officerernes<br />
videreuddannelse I-II gives der yderligere 8 lektioner i humanitær <strong>folkeret</strong>. 0<br />
Målet med lederuddannelsen er, at officeren har forståelse for de <strong>folkeret</strong>lige principper,<br />
krigens love, de fredsskabende <strong>og</strong> fredsbevarende styrkers retsstilling samt regler, der<br />
i øvrigt regulerer disse styrkers adfærd. Officeren skal endvidere kunne anvende de<br />
fastsatte Rules of Engagement <strong>og</strong> være i stand til at afgøre, hvornår militært personel<br />
i en international styrke <strong>og</strong> hvornår Danmark som nation må anvende væbnet magt.<br />
Sluttelig skal officeren kunne anvende <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> i forbindelse med<br />
operativ planlægning <strong>og</strong> uddannelse.<br />
På Forsvarsakademiet videreuddannes militært personel af ledergruppen til at varetage<br />
de højeste stillinger in<strong>den</strong> for forsvaret. På akademiets Institut for Strategi <strong>og</strong><br />
Militære Operationer undervises der i humanitær <strong>folkeret</strong> (kaldet krigens <strong>folkeret</strong>) for<br />
studerende på <strong>den</strong> 2-årige videreuddannelse for ledere (Stabskursus) i 23 lektioner.<br />
Formålet med undervisningen er at supplere <strong>den</strong> vi<strong>den</strong> om krigens <strong>folkeret</strong>, som <strong>den</strong><br />
studerende tidligere har tilegnet sig i forbindelse med sin uddannelse til officer. Målet<br />
for undervisningen er, at <strong>den</strong> studerende skal have opnået forståelse for de væsentligste<br />
elementer i krigens <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> have forståelse for <strong>den</strong> indflydelse, som krigens<br />
<strong>folkeret</strong> har på planlægningen <strong>og</strong> gennemførelsen af de militære operationer, herunder<br />
kendskab til anvendelsen af juridiske rådgivere. Undervisningen i humanitær <strong>folkeret</strong><br />
<strong>og</strong> forbuddet mod tortur forestås af Forsvarsministeriet, Forsvarets Auditørkorps, Forsvarskommandoen<br />
<strong>og</strong> Rehabiliterings- <strong>og</strong> Forskningscentret for Torturofre (RCT).<br />
På Operations- <strong>og</strong> Føringsuddannelsen undervises de studerende i humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> i forbindelse med en temadag med deltagelse af blandt andet Forsvarets Auditørkorps,<br />
en juridisk rådgiver <strong>og</strong> personel med relevant operativ erfaring. Anvendelsen<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er desu<strong>den</strong> en integreret del af de på studiet stillede opgaver.<br />
På Forsvarsakademiet undervises der <strong>og</strong>så i humanitær <strong>folkeret</strong> på afhøringsinstruktørkurset.<br />
Formålet med kurset er at uddanne frivillige (primært nyuddannede<br />
spr<strong>og</strong>officerer) til at fungere som afhørings-instruktører på forsvarets særlige øvelser<br />
i modstand mod afhøring. Da de demonstrerede afhøringsmetoder skal være i<br />
overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>s bestemmelser om behandlingen af<br />
krigsfanger, modtager eleverne 6 lektioners undervisning i Genève-konvention III <strong>og</strong><br />
Tillægsprotokol I.<br />
Det er glædeligt at kunne konstatere, at der in<strong>den</strong> for forsvaret er sket store fremskridt<br />
for så vidt angår udbredelsen af kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Den<br />
militære ledelse får i dag en grundig indføring i de <strong>folkeret</strong>lige regler <strong>og</strong> problemstillinger<br />
via teoretiske studier kombineret med praktiske øvelser.<br />
660 Notat fra Forsvarets Personeltjeneste om undervisning i krigens love in<strong>den</strong>for flyvevåbnet, maj 2005.<br />
Undervisningen gennemføres ved Flyvevåbnets Førings- <strong>og</strong> Operationsstøtteskole <strong>og</strong> Flyvevåbnets<br />
Officersskole.<br />
661 Forsvaret har ikke uddannet afhøringsofficerer (operative afhørere) si<strong>den</strong> 1998, hvor spr<strong>og</strong>officeruddannelsens<br />
sigte blev ændret fra at uddanne afhøringsofficerer til krigsstyrken til at uddanne tolke<br />
<strong>og</strong> kulturformidlere. For at råde bod på en tiltagende mangel på spr<strong>og</strong>officerer oprettedes derfor<br />
afhøringsinstruktørkurset.<br />
662 Besvarelse til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Søren Bach, Forsvarsakademiet, 19. maj 2005, <strong>og</strong> fagplan for<br />
krigens <strong>folkeret</strong> på Forsvarsakademiets Institut for Strategi.
230 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
I takt med indvundne erfaringer fra aktuelle internationale missioner justeres<br />
undervisningen. Det kan synes, at undervisningen for menige <strong>og</strong> sergenter stadig er<br />
relativt begrænset set i forhold til retsområdets kompleksitet <strong>og</strong> <strong>den</strong> enkelte soldats<br />
ansvar. Det lave timeantal medfører, at <strong>den</strong> grundlæggende forståelse for humanitær<br />
<strong>folkeret</strong> kan være utilstrækkelig. For <strong>den</strong> menige soldat er det ikke nok at modtage få<br />
timers undervisning i dette meget omfattende retsområde. Reglerne skal integreres i<br />
al aktivitet, som soldaterne deltager i, således at det bliver naturlige hensyn at tage for<br />
<strong>den</strong> enkelte. I <strong>den</strong> forbindelse er uvi<strong>den</strong>hed ikke blot et spørgsmål om øget risiko for<br />
overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>; det er <strong>og</strong>så en øget sikkerhedsrisiko.<br />
Juridiske rådgivere<br />
For at sikre at militære operationer gennemføres i overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, skal staterne sørge for, at juridiske rådgivere er til rådighed, når det er<br />
nødvendigt, for at vejlede militære chefer om anvendelsen af Genève-konventionerne <strong>og</strong><br />
Tillægsprotokol I, jf. Tillægsprotokol I, artikel 82. Rådgiverne skal <strong>og</strong>så vejlede militærcheferne<br />
om <strong>den</strong> instruktion <strong>og</strong> undervisning, som de væbnede styrker skal gives.<br />
Staterne har et betydeligt råderum med hensyn til udformningen af rådgiverordningen,<br />
<strong>og</strong> det er op til <strong>den</strong> enkelte stat at fastlægge de juridiske rådgiveres funktioner, deres<br />
placering i det militære hierarki <strong>og</strong> status som enten civil eller militær rådgiver.<br />
Gennemførelsen af militære operationer er de seneste 50 år blevet en stadig mere<br />
kompleks opgave. Nye typer af operationer er opstået, f.eks. fredsskabende operationer,<br />
<strong>og</strong> andre har fået en større betydning såsom fredsbevarende operationer. Som følge<br />
heraf har militære styrker ver<strong>den</strong> over ændret sig <strong>og</strong> fået nye funktioner. Et eksempel<br />
herpå er <strong>den</strong> rolle, som samarbejdet mellem civile <strong>og</strong> militære myndigheder (CIMIC)<br />
har fået.<br />
De traditionelle juridiske spørgsmål, der knytter sig til udførelsen af militære operationer,<br />
er <strong>og</strong>så blevet mere komplekse. Udviklingen af nye våben <strong>og</strong> andre krigsammunitionstyper<br />
er intensiveret de seneste 25 år, hvilket har bevirket, at der er blevet<br />
vedtaget en række nye konventioner, der enten forbyder eller begrænser brugen af disse<br />
våbentyper, såsom kemiske våben, laservåben <strong>og</strong> anti-personelminer.<br />
Den internationale udvikling har øget betydningen af, at <strong>den</strong> militære chef har en<br />
juridisk rådgiver til sin rådighed. I en dansk sammenhæng har behovet for juridisk<br />
rådgivning i felten været voksende i takt med Danmarks stigende militære engagement<br />
i internationale militære operationer op igennem 1990’erne – særligt i Eksjugoslavien<br />
– <strong>og</strong> efter 11. september 2001 – i Afghanistan <strong>og</strong> Irak.<br />
I Danmark indførtes <strong>den</strong> militære juridiske rådgiverordning i 1997, <strong>og</strong> ordningen<br />
varetages af Forsvarets Auditørkorps. De militære juridiske rådgivere (MJUR) har<br />
følgende ansvarsområder:<br />
•<br />
•<br />
rådgivning af militære chefer om humanitær <strong>folkeret</strong> vedrørende planlagte <strong>og</strong><br />
forestående militære operationer;<br />
deltagelse i udarbejdelse af operationsplaner, herunder at vurdere de juridiske<br />
aspekter <strong>og</strong> konsekvenser af de midler <strong>og</strong> metoder, der tænkes anvendt i<br />
operationen;<br />
663 Forsvarsministeriet, Den militære juridiske rådgiverordning, kap. 2 (1999).
. Udbredelse af kendskabet til humanitær <strong>folkeret</strong> 231<br />
•<br />
•<br />
uddannelse af instruktører til varetagelse af <strong>den</strong> generelle fredstidsuddannelse i<br />
humanitær <strong>folkeret</strong> in<strong>den</strong> for forsvaret; <strong>og</strong><br />
deltagelse i planlægning, forberedelse <strong>og</strong> gennemførelse af militære øvelser.<br />
Juridiske rådgivere er i Danmark en integreret del af <strong>den</strong> militære enhed, de er tilknyttet.<br />
I kraft af deres position <strong>og</strong> funktion deltager de direkte i <strong>den</strong> militære beslutningsproces<br />
<strong>og</strong> dermed i gennemførelsen af militære operationer. Det er på <strong>den</strong> baggrund<br />
besluttet, at de juridiske rådgivere skal være medlemmer af de væbnede styrker. Under<br />
væbnede konflikter vil rådgiverne efter <strong>folkeret</strong>ten have status som kombattanter, <strong>og</strong><br />
ved en eventuel tilfangetagelse skal de betragtes som krigsfanger. Rådgiverordningen<br />
består af 6 faste tjenstgørende militære juridiske rådgivere <strong>og</strong> ca. 40 designerede<br />
militære juridiske rådgivere i forsvarets reserve.<br />
For at kunne rådgive de militære chefer om et bredt spektrum af Danmarks internationale<br />
forpligtelser, gennemgår de juridiske rådgivere, som alle har juridisk<br />
embedseksamen, et uddannelsesforløb bestående af en fire ugers grunduddannelse <strong>og</strong><br />
en løbende efteruddannelse.<br />
Grunduddannelsen består af en uges militær grunduddannelse, hvor Forsvarsakademiet<br />
underviser rådgiverne i militære operative <strong>og</strong> taktiske forhold, <strong>og</strong> tre ugers<br />
juridisk grunduddannelse, hvor Forsvarets Auditørkorps underviser rådgiverne i en lang<br />
række retlige discipliner, herunder almindelig <strong>folkeret</strong>, humanitær <strong>folkeret</strong>, reglerne<br />
om magtanvendelse, flygtningeret, menneskerettigheder, m.m..<br />
Efteruddannelsen af de militære juridiske rådgivere sammensættes på grundlag af<br />
rådgiveren <strong>og</strong> tjenestestedets konkrete behov <strong>og</strong> vil således blandt andet afhænge af,<br />
ved hvilket værn rådgiveren er ansat. Efteruddannelsen består dels af seminarer afholdt<br />
af Forsvarets Auditørkorps, dels af kurser i udlandet.<br />
Si<strong>den</strong> 1997 er militære juridiske rådgivere blevet udsendt i forbindelse med en række<br />
fredsstøttende operationer. Udsendelsen er enten sket som direkte støtte til danske<br />
enheder, der er udsendt i de pågæl<strong>den</strong>de operationer (f.eks. i Bosnien <strong>og</strong> Kosovo),<br />
eller til internationale stabe såsom NATO-stabe, hvor <strong>den</strong> juridiske rådgiver indgår i<br />
et team med u<strong>den</strong>landske officerer <strong>og</strong>/eller jurister. Danmark har f.eks. haft militære<br />
juridiske rådgivere udsendt til NATO’s operation „Amber Fox“ i Makedonien <strong>og</strong> til<br />
støtte for det danske F-16 bidrag til operation „Enduring Freedom“ i Afghanistan.<br />
Danmark har i løbet af de seneste 8 år gjort øget brug af juridiske militære rådgivere<br />
i forbindelse med internationale missioner. Hermed har man som udgangspunkt bidraget<br />
til at styrke efterlevelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Spørgsmålet er imidlertid,<br />
hvilken rolle rådgiverne har spillet i praksis, <strong>og</strong> hvorledes det rent faktisk har indvirket<br />
på de militære operationers forenelighed med <strong>folkeret</strong>ten.<br />
I Sverige overvåges overensstemmelse med <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> af juridiske<br />
rådgivere i forsvaret. Ved overtrædelser bliver specielle procedurer iværksat med hen-<br />
664 Ibid, kap 4.<br />
665 Forsvarets Auditørkorps Årsberetning 2002, Den militære juridiske rådgiverordning i 2002, s. 6.,<br />
København 2003.<br />
666 Skriftlig besvarelse til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> fra Specialkonsulent Peter Otken, Forsvarets Auditørkorps,<br />
25. maj 2005.<br />
667 Jf. Forsvarets Auditørkorps Årsberetning 2002, Den militære juridiske rådgiverordning i 2002, s. 6.,<br />
København 2003.
232 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
blik på undersøgelse <strong>og</strong> retsforfølgning. Disse procedurer kan medføre oprettelsen af<br />
militære tribunaler til retsforfølgningen af overtrædelser. Retsforfølgning kan d<strong>og</strong> <strong>og</strong>så<br />
ske ved de almindelige nationale domstole.<br />
For så vidt angår overvågning af overholdelsen af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> er det i<br />
Norge hver officers <strong>og</strong> tjenestemands <strong>og</strong> de øverste militære lederes ansvar at rapportere<br />
overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Herefter er det anklagemyndighe<strong>den</strong>, der<br />
er ansvarlig for at retsforfølge overtrædelserne.<br />
I det tyske forsvar skal de overordnede sikre, at de underordnede er opmærksomme<br />
på deres pligter <strong>og</strong> rettigheder under <strong>folkeret</strong>ten. De militære overordnede er<br />
forpligtede til at forhindre, <strong>og</strong> hvor det er nødvendigt, at undertrykke eller rapportere<br />
overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten. Juridiske rådgivere giver støtte ved udførelsen af disse<br />
opgaver. Såfremt der er tale om strafferetlige overtrædelser, skal sagen overføres til<br />
anklagemyndighe<strong>den</strong>.<br />
I Holland har alt militært personel pligt til at rapportere overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> til deres nærmeste overordnede. Dette betyder, at militære ledere<br />
rapporterer overtrædelser til de militære autoriteter i Holland, som rapporterer videre<br />
til forsvarsministeriet. Disse rapporteringer gives <strong>og</strong>så til militærpolitiet, der under<br />
justitsministeriets kontrol har mulighed for at efterforske. Det er anklagemyndighe<strong>den</strong><br />
(Opennbaar Ministerie) ved domstolen i Arnhem, der er <strong>den</strong> ansvarlige myndighed<br />
for lovovertrædere fra det hollandske forsvar. Denne domstol har et militær kammer,<br />
der arbejder med rejsning af tiltale mod medlemmer af det hollandske forsvar.<br />
668 På hollandsk: Commandantenmelding.
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ rolle<br />
Kapitel 10 beskriver Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelses idé, historie, opbygning<br />
<strong>og</strong> ikke mindst rolle i væbnede konflikter. Desu<strong>den</strong> beskrives Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ særlige<br />
status i Genève-konventionerne <strong>og</strong> Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ nationale <strong>og</strong> internationale<br />
opgaver.<br />
Kapitlet indledes med et afsnit om Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse (afsnit<br />
10.1) efterfulgt af en beskrivelse af de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber herunder Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> (afsnit 10.2). Herefter følger en redegørelse for Det internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
Forbund, IFRC (afsnit 10.3) <strong>og</strong> afslutningsvis et afsnit om Den internationale <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-komité, ICRC (afsnit 10.4).<br />
10.1. Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er en international bevægelse, der udgøres af de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber,<br />
Det internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Forbund (IFRC) <strong>og</strong> Den internationale <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> Komité (ICRC). I visse muslimske lande bruges betegnelsen <strong>Røde</strong> Halvmåne i<br />
stedet for <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, <strong>og</strong> man taler derfor <strong>og</strong>så om Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong><br />
<strong>Røde</strong> Halvmåne-bevægelse.<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsen daterer sig tilbage til 1863, hvor ICRC blev grundlagt med<br />
det formål at mindske de menneskelige lidelser under væbnede konflikter gennem oprettelsen<br />
af neutrale, medicinske hjælpekorps. Bevægelsen er nu ver<strong>den</strong>somspæn<strong>den</strong>de<br />
<strong>og</strong> engageret i en lang række aktiviteter, <strong>og</strong>så i fredstid. Det overordnede formål med<br />
aktiviteterne er først <strong>og</strong> fremmest at forebygge <strong>og</strong> lindre menneskelig lidelse, hvor end<br />
<strong>den</strong> forekommer <strong>og</strong> at beskytte <strong>den</strong> menneskelige værdighed, især under væbnede konflikter<br />
<strong>og</strong> andre nødsituationer. Alle tre dele af bevægelsen skal til enhver tid arbejde<br />
efter bevægelsens syv grundlæggende principper: medmenneskelighed, upartiskhed,<br />
neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed <strong>og</strong> almengyldighed. 0<br />
De nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber, IFRC <strong>og</strong> ICRC mødes hvert andet år i Delegatrådet<br />
<strong>og</strong> hvert fjerde år ved Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, bevægelsens<br />
øverste organ, der kan ændre bevægelsens statutter <strong>og</strong> vedtage overordnede retningslinier<br />
<strong>og</strong> principper for bevægelsens arbejde. Her deltager <strong>og</strong>så de stater, der har tiltrådt<br />
Genève-konventionerne . Den løbende koordinering af bevægelsens samarbejde<br />
foregår i The Standing Commission, der udgøres af 9 repræsentanter for de tre dele af<br />
bevægelsen, der vælges af medlemmerne.<br />
669 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut som vedtaget i oktober 1986 <strong>og</strong> ændret i december 1995/2006, præamblen.<br />
670 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, bl.a. præamblen <strong>og</strong> artikel 1(2).<br />
671 Næsten alle lande i ver<strong>den</strong> har tiltrådt Genève-konventionerne.<br />
672 Freddy Karup Pedersen, præsi<strong>den</strong>t for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i 1997-2005, blev på Den 28. Internationale<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference valgt som medlem af The Standing Commission.
234 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
10.2. De nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber<br />
Der er 185 nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber i ver<strong>den</strong>. Med afsæt i bevægelsens <strong>humanitære</strong><br />
værdigrundlag arbejder de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber med en vifte af forskellige<br />
aktiviteter såsom sundhed <strong>og</strong> omsorg i lokalsamfundet, forebyggelse af sygdomme som<br />
f.eks. HIV/AIDS, forbedring af sanitære forhold, førstehjælpstræning, ungdomsaktiviteter,<br />
iværksættelse af frivilligt arbejde mv. Endvidere står selskaberne for at opbygge<br />
katastrofeberedskab <strong>og</strong> yde katastrofehjælp, når behovet opstår. En særlig opgave for de<br />
nationale selskaber er at være fortaler for <strong>og</strong> udbrede kendskabet til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong> nationalt – både i fredstid <strong>og</strong> i krigstid – samt at beskytte <strong>og</strong> yde bistand til<br />
ofrene i tilfælde af, at landet bliver scene for en væbnet konflikt.<br />
De nationale selskaber har således <strong>humanitære</strong>-, beredskabsmæssige- <strong>og</strong> uddannelsesmæssige<br />
opgaver både under væbnet konflikt <strong>og</strong> i fredstid.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ opgaver<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> blev oprettet ved en anerken<strong>den</strong>de skrivelse fra regeringen <strong>den</strong> 26.<br />
juni 1876 under navnet ‘Foreningen af syge <strong>og</strong> såredes pleje under krigsforhold’. Foreningen<br />
skiftede si<strong>den</strong> navn til Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> i 1921. Regeringens anerkendelse fra<br />
1876 giver Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> en særlig status som privat humanitær organisation <strong>og</strong><br />
medfører <strong>og</strong>så særlige opgaver for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ opgaver <strong>og</strong><br />
mandat hviler på <strong>den</strong> internationale <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, de internationale statutter for<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsen samt love for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> som senest ændret på repræsentantskabsmødet<br />
<strong>den</strong> 5.-6. november 2005, vedtægter for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ afdelinger<br />
<strong>og</strong> amtskredse samt handlingsplaner, visioner <strong>og</strong> strategier for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
Status<br />
Et element i <strong>den</strong> særlige status, som Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har som nationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>selskab,<br />
følger af Genève-konvention I, artikel 26 <strong>og</strong> artikel 24, der giver personer, der<br />
tilhører et nationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskab <strong>og</strong> udfører sanitært arbejde, en særlig beskyttelse<br />
<strong>og</strong> ret til at blive respekteret. Desu<strong>den</strong> foreskriver Genève-konvention I, artikel 28 en<br />
særlig beskyttelse i tilfælde af frihedsberøvelse af blandt andet sådanne personer. Det<br />
sanitære arbejde, der er beskrevet i Genève-konvention I, er ikke en egentlig opgave i<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, men der påhviler Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> en rådighedsforpligtelse.<br />
Et andet element i Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ særlige status er retten til at benytte <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-mærket i krigstid <strong>og</strong> fredstid i medfør af Genève-konvention I, artikel 44 (se<br />
kapitel 5.7 om <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket).<br />
Endvidere foreskriver Tillægsprotokol I, artikel 81 (3), at de ratificerende parter<br />
f.eks. Danmark <strong>og</strong> de stri<strong>den</strong>de parter i tilfælde af væbnet konflikt er forpligtet til at<br />
lette gennemførelsen af <strong>den</strong> bistand, som Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> som nationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>selskab<br />
yder i væbnede konflikter.<br />
673 www.ifrc.org <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3.
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Rolle 235<br />
Opgaver<br />
Til opfyldelsen af sit mandat er Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> forpligtet til at efterleve <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>bevægelsens<br />
principper <strong>og</strong> til at arbejde i overensstemmelse med bevægelsens overordnede<br />
mission.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er som nationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskab forpligtet til at støtte de offentlige<br />
danske myndigheder i udførelsen af deres <strong>humanitære</strong> opgaver. Herunder<br />
følger en forpligtelse til at samarbejde med de offentlige myndigheder vedrørende<br />
sygdomsforebyggelse, sundhedsfremmende aktiviteter <strong>og</strong> aktiviteter, der sigter på at<br />
lindre menneskelig lidelse gennem f.eks. uddannelse, sundhed <strong>og</strong> social sikring, til gavn<br />
for samfundet. Endvidere er Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> forpligtet til at organisere nødhjælpsoperationer<br />
til gavn for ofre for væbnede konflikter <strong>og</strong> naturkatastrofer i samarbejde<br />
med de offentlige myndigheder. Denne forpligtelse til at samarbejde med <strong>og</strong> yde<br />
bistand til de danske myndigheder, der følger <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, fremgår<br />
udtrykkeligt af love for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> § 2.<br />
Ud over katastrofe- <strong>og</strong> nødhjælpsarbejdet har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> et særligt mandat,<br />
nemlig til at udbrede kendskabet til <strong>den</strong> internationale <strong>humanitære</strong> ret, herunder<br />
Genève-konventionerne, <strong>og</strong> holde øje med reglernes overholdelse i samarbejde med<br />
regeringen. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har en selvstændig pligt til at tage initiativer til udbredelse<br />
af kendskabet til reglerne samt en pligt til at udbrede <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens<br />
principper <strong>og</strong> værdier. Forpligtelsen til at bidrage til udbredelsen af kendskabet af<br />
Genève-konventionerne <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-principperne fremgår klart af love for Dansk<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> § 1, stk. 3.<br />
Med henblik på at kunne løfte de opgaver af humanitær-, beredskabs- <strong>og</strong> udannelsesmæssig<br />
art, der påhviler Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, er Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> forpligtet til at<br />
rekruttere <strong>og</strong> uddanne kvalificeret personale. Desu<strong>den</strong> har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> pligt til<br />
at opfordre befolkningen generelt, men særligt unge mennesker, til at tage del i organisationens<br />
arbejde. Rekruttering af personale samt frivillige skal ske u<strong>den</strong> skelen til<br />
race, køn, klasse, religiøse eller politiske opfattelser. Efter grundsætningen „Frivillige<br />
<strong>og</strong> ansatte med fælles mål“ tilstræber Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, at de frivillige <strong>og</strong> de ansatte<br />
afspejler <strong>den</strong> danske befolknings sammensætning.<br />
I relation til samarbejdet med IFRC <strong>og</strong> ICRC har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> pligt til at støtte<br />
disse to grene af Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse i deres arbejde. 0<br />
Det praktiske nationale <strong>og</strong> internationale arbejde<br />
I de første år efter oprettelsen var foreningens primære opgave at uddanne sygeplejersker,<br />
være hjælpeselskab for hæren <strong>og</strong> tilbyde førstehjælp til folk med en særlig<br />
farlig beskæftigelse <strong>og</strong> si<strong>den</strong> for ubemidlede („de, der oftest kommer ud for ulykker<br />
i hverdagen“). Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ første store opgave var imidlertid det <strong>humanitære</strong><br />
hjælpearbejde under 1. <strong>og</strong> si<strong>den</strong> 2. ver<strong>den</strong>skrig.<br />
674 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3 (1).<br />
675 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3 (2).<br />
676 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3 (2).<br />
677 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3 (4).<br />
678 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 4 (8).<br />
679 Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ vision 2010.<br />
680 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3 (5).
23 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
I overensstemmelse med de ovenfor skitserede opgaver udfører Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
en række forskellige aktiviteter på forskellige indsatsområder på nationalt plan. Blandt<br />
disse aktiviteter er uddannelse i fysisk <strong>og</strong> psykisk førstehjælp samt udbredelse af kendskabet<br />
til Genève-konventionerne. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> har blandt andet si<strong>den</strong> 2001 haft<br />
en Skoletjeneste, der har elever i folkeskoler <strong>og</strong> gymnasier samt lærere som målgruppe.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> varetager desu<strong>den</strong> en lang række frivillige sociale aktiviteter for<br />
særligt udsatte grupper i samfundet, blandt andet besøgstjeneste i de fleste afdelinger,<br />
aflastning af pårørende til demente, gå-med-tjenester, telefonkæder, væresteder,<br />
selvhjælpsgrupper for mennesker i krise eller sorg, genbrugsbutikker, flygtninge- <strong>og</strong><br />
integrationsarbejde <strong>og</strong> samaritergrupper, der har til formål at vedligeholde medlemmernes<br />
kendskab til førstehjælp <strong>og</strong> deltager i samaritervagter.<br />
Endvidere findes der mange børne- <strong>og</strong> ungdomsaktiviteter, der varetages selvstændigt<br />
af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> eller i samarbejde med Ungdommens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>.<br />
Si<strong>den</strong> 1984 har Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> tillige varetaget opgaven at modtage <strong>og</strong> indkvartere<br />
asylansøgere på statens vegne <strong>og</strong> står i dag for driften af hovedparten af de<br />
danske asylcentre. Den væsentligste opgave for Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er at sikre, at asylansøgernes<br />
ophold på asylcentrene bliver så humant som muligt. Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong><br />
deltager ikke i sagsbehandlingen, der foretages af Udlændingeservice (tidligere benævnt<br />
Udlændingestyrelsen).<br />
I relation til det internationale arbejde er Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> – i samarbejde med<br />
myndighederne – forpligtet til at hjælpe syge <strong>og</strong> sårede i tilfælde af en væbnet konflikt<br />
samt til at yde bistand til ofre for naturkatastrofer <strong>og</strong> lignende nødsituationer in<strong>den</strong> for<br />
organisationens ressourcemæssige begrænsning. Nødhjælpen kan tage form af delegater<br />
<strong>og</strong> an<strong>den</strong> faglig ekspertise, der kan yde en koordineret indsats, varer, økonomiske bidrag<br />
eller moralsk støtte <strong>og</strong> skal ydes gennem det involverede nationale selskab, ICRC eller<br />
IFRC. Nødhjælpen ydes i praksis oftest på baggrund af en anmodning fra IFRC eller<br />
ICRC.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> udfører <strong>og</strong>så internationalt udviklingsarbejde, der er nationalt<br />
arbejde i et andet land, hvor det lokale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskab har bedt om støtte, samt<br />
arbejder med katastrofehjælp. I det internationale arbejde satser Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> altid<br />
på at opbygge lokale ressourcer for derigennem at sikre en bedre hjælp til de svageste<br />
i fremti<strong>den</strong>.<br />
I medfør af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut artikel 3 (3) er Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> forpligtet<br />
til – så vidt muligt – at bidrage til oprettelse af nye nationale selskaber.<br />
Strategi 2010<br />
Strategi 2010 blev vedtaget i 1999 af Det internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Forbund (se under<br />
afsnittet om IFRC). Strategien introducerer en ny mission for alle <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaberne:<br />
at forbedre livsvilkårene for sårbare mennesker ved at mobilisere <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
styrke. Strategien i<strong>den</strong>tificerer fire kerneområder for de nationale selskabers indsats:<br />
681 Se <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ hjemmeside: www.drk.dk for en utømmende liste over samt beskrivelse af aktuelle<br />
aktiviteter.<br />
682 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3 (3).<br />
683 Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ vision 2010.
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Rolle 23<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
at synliggøre <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-bevægelsens grundlæggende<br />
principper <strong>og</strong> <strong>humanitære</strong> værdier;<br />
at reagere på katastrofer;<br />
at opbygge katastrofeberedskab; <strong>og</strong><br />
at arbejde med sundhed <strong>og</strong> omsorg i lokalsamfundet.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> arbejder i forvejen på alle 4 indsatsområder, <strong>og</strong> Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’<br />
Handlingsplan 2002-2005 stemmer godt overens med Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ vision 2010.<br />
10.3. Det internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Forbund, IFRC<br />
IFRC, der er en selvstændig privat humanitær organisation , blev grundlagt efter 1.<br />
ver<strong>den</strong>skrig i 1919 i Paris under navnet ‘Ligaen af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber’. Krigen havde<br />
påvist et behov for samarbejde <strong>og</strong> koordinering mellem de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber.<br />
I 1991 fik IFRC sin nuværende betegnelse.<br />
IFRC har i dag regionale kontorer i 14 regioner, landedelegationer i 63 lande, 6<br />
sub-delegationer <strong>og</strong> 2 regionale l<strong>og</strong>istiske centre. Sekretariatet er placeret i Genève.<br />
Opgaver <strong>og</strong> strategi<br />
IFRC fungerer som paraplyorganisation <strong>og</strong> internationalt talerør for de nationale <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-selskaber.<br />
Det følger af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statuts artikel 6, stk. 3, at det er IFRC’s overordnede<br />
målsætning at opfordre til, lette <strong>og</strong> fremme al slags humanitær aktivitet i de<br />
nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber med henblik på at hindre menneskelig lidelse <strong>og</strong> bidrage<br />
til fredsskabelse. Til fremme af <strong>den</strong>ne målsætning er det ifølge artikel 6, stk. 4 i <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>-bevægelsens statut blandt andet IFRC’s opgave at:<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
•<br />
virke som et permanent koordinationsorgan mellem de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>selskaber<br />
samt at give selskaberne <strong>den</strong> bistand, de ønsker;<br />
fremme <strong>og</strong> støtte oprettelse af nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber samt at assistere de<br />
nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber i rekruttering af medlemmer <strong>og</strong> inkorporering af<br />
bevægelses principper;<br />
organisere, koordinere <strong>og</strong> lede internationale nødhjælpshandlinger;<br />
yde nødhjælp til ofre for katastrofer u<strong>den</strong> for konfliktområder;<br />
assistere ICRC i at fremme <strong>og</strong> udvikle international humanitær ret samt udbrede<br />
kendskabet til international humanitær <strong>folkeret</strong> i de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>selskaber;<br />
<strong>og</strong><br />
fremme <strong>og</strong> koordinere sundhedsaktiviteter i de nationale selskaber.<br />
En af IFRC’s hovedopgaver er i praksis at fremme de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskabers<br />
samarbejde. Derfor arbejder Forbundet for at støtte de enkelte selskabers kapacitets-<br />
684 www.ifrc.org <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 6.<br />
685 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 6 (2).<br />
686 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 6 (4).
23 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
opbygning blandt andet ved at undervise i ledelse <strong>og</strong> organisation, finansiering <strong>og</strong><br />
oplæring af frivillige. Herudover bistår IFRC med opsamling af erfaringer fra selskabernes<br />
arbejde.<br />
Forbundet yder <strong>og</strong>så udviklingshjælp til nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber.<br />
Sekretariatets opgave består navnlig i at koordinere <strong>og</strong> mobilisere bevægelsens bistand<br />
til ofre for natur- <strong>og</strong> sundhedskatastrofer samt til flygtninge u<strong>den</strong> for konfliktområder.<br />
Landedelegationernes (field delegations) rolle er at støtte de nationale selskabers<br />
nødhjælpsarbejde <strong>og</strong> udviklingspr<strong>og</strong>rammer samt fremme regionalt samarbejde.<br />
Forbundets generalforsamling – det øverste beslutningstagende organ i IFRC – vedt<strong>og</strong><br />
i 1999 „Strategi 2010“. Det fælles mål for <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaberne <strong>og</strong> Forbundet er,<br />
som vedtaget i Strategi 2010, at forbedre livsvilkårene for sårbare mennesker ved at<br />
mobilisere <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> styrke. Strategien i<strong>den</strong>tificerer fire kerneområder for de<br />
nationale selskabers indsats (se ovenfor). Desu<strong>den</strong> fremhæves behovet for velfungerende,<br />
nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber, der kan mobilisere humanitær bistand <strong>og</strong> udføre<br />
deres <strong>humanitære</strong> opgaver. Endeligt understreges vigtighe<strong>den</strong> af effektivt samarbejde<br />
i strategien.<br />
Arbejdsdelingen mellem IFRC <strong>og</strong> ICRC<br />
Sevilla-aftalen fra 1997 fastlægger reglerne for koordinationen af institutionelle aktiviteter<br />
<strong>og</strong> kan groft skitseres således, at IFRC har ansvaret for det internationale samarbejde<br />
ved naturkatastrofer <strong>og</strong> organisatoriske forhold, mens ICRC leder bevægelsens arbejde<br />
under væbnede konflikter <strong>og</strong> interne stridigheder. IFRC koordinerer det internationale<br />
hjælpearbejde i fredstid. Men der eksisterer et fast, kontinuerligt samarbejde, så hvis<br />
en naturkatastrofe opstår i et område, hvor ICRC allerede opererer, vil ICRC have <strong>den</strong><br />
centrale rolle.<br />
10.4. Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Komité, ICRC<br />
ICRC – baggrund <strong>og</strong> status687<br />
Under en forretningsrejse i 1859 passerede <strong>den</strong> schweiziske forretningsmand, Henry<br />
Dunant, Solferino i Norditalien, hvor østrigske <strong>og</strong> franske styrker netop havde udkæmpet<br />
et blodigt slag. Dunant blev forfærdet over at se, hvordan sårede soldater lå<br />
hjælpeløst hen på slagmarken, <strong>og</strong> på baggrund af Dunants oplevelser <strong>og</strong> idéer blev<br />
ICRC stiftet i 1863 med det formål at oprette neutrale hjælpekorps, der kunne hjælpe<br />
syge <strong>og</strong> sårede ofre for væbnede konflikter. Det røde kors på <strong>den</strong> hvide baggrund skulle<br />
tjene som internationalt anerkendt symbol på det neutrale hjælpearbejdes beskyttede<br />
status. ICRC har si<strong>den</strong> haft en central rolle i udviklingen <strong>og</strong> nedskrivningen af <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> har været en drivende kraft bag Genève-konventionerne af 1949<br />
<strong>og</strong> tillægsprotokollerne af 1977 <strong>og</strong> 2005. Se mere herom i kapitel 1, afsnit 3.<br />
ICRC er en privat, schweizisk organisation med hovedsæde i Genève, som har som<br />
overordnet formål at beskytte <strong>og</strong> yde bistand til ofre for væbnede konflikter. ICRC<br />
koordinerer som nævnt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens hjælpearbejde i konfliktområder <strong>og</strong><br />
687 Afsnittet er i vidt omfang baseret på information fra ICRC’s hjemmeside, www.icrc.org
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Rolle 23<br />
søger at forebygge lidelse ved at virke som fortaler for overholdelse <strong>og</strong> udvikling af<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
I Genève-konventionerne af 1949 <strong>og</strong> tillægsprotokollerne af 1977 er der etableret<br />
en række rettigheder <strong>og</strong> forpligtelser for ICRC, der er tæt knyttet til ICRC’s formål.<br />
At ICRC baserer sine aktiviteter på et særligt mandat efter international ret, giver<br />
ICRC en enestående status i forhold til andre private organisationer, <strong>og</strong> selv om ICRC<br />
formelt set er en international privat organisation (INGO), har organisationen visse<br />
lighedstræk med en international regeringsorganisation (IGO). ICRC’s virke finansieres<br />
overvejende af bidrag fra stater, <strong>og</strong> de stater, der har tiltrådt Genève-konventionerne,<br />
udgør sammen med ICRC, IFRC <strong>og</strong> de nationale selskaber i <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens<br />
øverste besluttende organ, Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference. I 1990 fik ICRC<br />
observatør-status i FN <strong>og</strong> hermed ret til at deltage i møder <strong>og</strong> konferencer i FN u<strong>den</strong><br />
særlig invitation. Desu<strong>den</strong> holder ICRC regelmæssigt møder med formandskabet<br />
for FN’s Sikkerhedsråd.<br />
På trods af det statslige engagement i organisationen <strong>og</strong> uanset ICRC’s <strong>folkeret</strong>lige<br />
mandat <strong>og</strong> forbindelse til IGO, er ICRC en upartisk, neutral <strong>og</strong> uafhængig organisation.<br />
Dette er grundlaget for, at ICRC kan udføre sit mandat under væbnede konflikter <strong>og</strong><br />
for <strong>den</strong> brede tillid, som ICRC nyder. For generelt at sikre de bedst mulige forudsætninger<br />
for ICRC’s virke, er der i de fleste lande, hvor ICRC opererer, indgået hovedkvartersaftaler<br />
med myndighederne, der sikrer organisationen en række privilegier <strong>og</strong><br />
immuniteter såsom søgsmålsimmunitet, ukrænkelighed af ejendom <strong>og</strong> dokumenter<br />
samt vidnefritagelse. ICRC er generelt fritaget fra vidnepligt ved ICTY <strong>og</strong> ICC. 0<br />
ICRC’s mandat<br />
ICRC’s mandat er fastlagt i Genève-konventionerne <strong>og</strong> tillægsprotokollerne samt i<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statutter. Statutterne er ikke traktater, men i kraft af ICRC’s<br />
særlige status i international ret <strong>og</strong> staternes deltagelse i de internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>konferencer,<br />
har statutterne karakter af et mandat fra det internationale samfund. ICRC<br />
har eksklusivt mandat til at løse visse opgaver, mens n<strong>og</strong>le af de aktiviteter, ICRC er<br />
involveret i, <strong>og</strong>så kan udføres af andre upartiske <strong>humanitære</strong> organisationer. Under<br />
væbnede konflikter har ICRC d<strong>og</strong> fordel af at være globalt anerkendt som en neutral<br />
<strong>og</strong> upartisk humanitær aktør.<br />
Under internationale væbnede konflikter har ICRC ifølge Genève-konventionerne<br />
ret til at besøge <strong>og</strong> i enrum interviewe krigsfanger <strong>og</strong> frihedsberøvede beskyttede<br />
civile <strong>og</strong> til at eftersøge <strong>og</strong> opspore savnede personer <strong>og</strong> viderebringe beskeder til<br />
familiemedlemmer. Konventionerne giver ICRC retten til at tage <strong>humanitære</strong> initiativer<br />
i forhold til at sikre humane forhold for personer beskyttet af konventionerne.<br />
Heri ligger blandt andet en ret til at komme med forslag <strong>og</strong> anbefalinger <strong>og</strong> til at yde<br />
bistand gennem medicinsk <strong>og</strong> andet udstyr <strong>og</strong> personel samt nødhjælp som mad, tøj,<br />
688 FN’s Generalforsamlings resolution 45/6 af 16. oktober 1990, der blev vedtaget enstemmigt.<br />
689 Prosecutor v. Simic, Trial Chamber decision af 27. juli 1999. Vidnefritagelsen udledtes af ICRC’s<br />
særlige mandat under Genève-konventionerne.<br />
690 Jf. procesreglementet for ICC, regel 73.<br />
691 Jf. Genève-konvention III, artikel 126 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 143.<br />
692 Jf. Genève-konvention III, artikel 123, Genève-konvention IV, artikel 140 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel<br />
81.
240 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
medicin mv. Konventionerne specificerer en ret for ICRC til at bistå krigsfanger,<br />
beskyttede civile <strong>og</strong> personer i besatte områder med fornø<strong>den</strong>heder <strong>og</strong> overvåge fordelingen<br />
heraf. Endvidere opfordres ICRC i konventionerne til at arbejde for at lette<br />
indførelsen <strong>og</strong> anerkendelsen af hospitalszoner <strong>og</strong> -områder. ICRC kan desu<strong>den</strong> efter<br />
konventionerne fungere som beskyttelsesmagt. De stri<strong>den</strong>de parter skal anerkende<br />
<strong>og</strong> respektere ICRC’s særlige stilling <strong>og</strong> yde ICRC alle de faciliteter, det er dem muligt,<br />
således at organisationen kan udføre sit <strong>humanitære</strong> mandat efter konventionerne <strong>og</strong><br />
protokollen. Genève-konventionernes fælles artikel 3 giver i tilfælde af ikke-internationale<br />
væbnede konflikter ICRC (<strong>og</strong> andre upartiske <strong>humanitære</strong> organisationer)<br />
ret til at tilbyde de stri<strong>den</strong>de parter deres bistand. ICRC kan ikke i medfør af artikel<br />
3 påtvinge parterne at acceptere hjælpen, men omvendt kan et tilbud om hjælp ikke<br />
betragtes som uvedkommende indblanding i en stats indre anliggender.<br />
I interne konflikter baserer ICRC først <strong>og</strong> fremmest sine aktiviteter på <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>bevægelsens<br />
statutter, der bemyndiger ICRC til at udføre sit <strong>humanitære</strong> mandat <strong>og</strong>så<br />
under interne stridigheder, der ikke er omfattet af Genève-konventionerne. Mandatet<br />
inkluderer stridigheder, hvis intensitet ikke når op på niveauet for en væbnet konflikt.<br />
Staterne har i vidt omfang accepteret ICRC’s praksis på dette område, herunder <strong>og</strong>så<br />
fængselsbesøg. 00<br />
ICRC’s arbejde<br />
ICRC opererer i hele ver<strong>den</strong>, men har særligt mange aktiviteter i Afrika <strong>og</strong> Asien. Organisationen<br />
er permanent til stede i „risikoområder“ både for at udføre forebyggende<br />
arbejde, for at fungere som „early warning“-mekanisme, <strong>og</strong> for at være parat når en<br />
konflikt bryder ud. ICRC forbliver i området, <strong>og</strong>så efter en krig er endt.<br />
I det følgende beskrives n<strong>og</strong>le af de opgaver, ICRC har eksklusivt mandat til at udføre,<br />
<strong>og</strong> som samtidig udgør kerneaktiviteter for ICRC. Det drejer sig om fængselsbesøg,<br />
genoprettelse af familiebånd <strong>og</strong> rollen som fortaler for <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>.<br />
Besøg <strong>og</strong> inspektion af steder hvor mennesker holdes frihedsberøvet<br />
Personer, der under en væbnet konflikt eller interne stridigheder holdes frihedsberøvet<br />
af en fjendtlig modpart, er i en særlig sårbar situation med risiko for forskellige former<br />
for overgreb. Som nævnt giver Genève-konventionerne ICRC et specifikt mandat til<br />
at overvåge, at beskyttede personer (krigsfanger <strong>og</strong> civile) i modpartens varetægt behandles<br />
humant i overensstemmelse med konventionerne, 0 <strong>og</strong> en tilsvarende ret er<br />
anerkendt for ICRC til under interne stridigheder at besøge personer, der er frihedsberøvet<br />
som følge af stri<strong>den</strong>, <strong>og</strong> påse, at disse behandles humant. Fængselsbesøgene<br />
693 Jf. Genève-konvention I-III, artikel 9 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 10 samt kommentaren til<br />
bestemmelserne (www.icrc.org).<br />
694 Jf. Genève-konvention III, artikel 72-73 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 59, 61, 109 <strong>og</strong> 142.<br />
695 Jf. Genève-konvention I, artikel 23 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 14.<br />
696 Jf. Genève-konvention I-III, artikel 10 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 11.<br />
697 Jf. Genève-konvention I, artikel 125, Genève-konvention IV, artikel 142 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel<br />
81.<br />
698 Jf. kommentaren til <strong>den</strong> fælles artikel 3.<br />
699 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 5(2)(d) <strong>og</strong> ICRC’s statut, artikel 4.<br />
700 ICRC, 1. maj 1993: ICRC action in connection with internal disturbances. (www.icrc.org).<br />
701 Jf. Genève-konvention III, artikel 126 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 143.
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Rolle 241<br />
udgør en særlig vigtig aktivitet for ICRC, <strong>og</strong> ICRC er <strong>den</strong> eneste organisation, der har<br />
adgang til de indsatte.<br />
Hovedformålene med ICRC’s fængselsbesøg er at forebygge <strong>og</strong> stoppe tvangsforsvindinger,<br />
vilkårlige henrettelser, tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> mishandling, at genetablere familiebånd<br />
mellem internerede <strong>og</strong> deres familiemedlemmer samt at forbedre vilkårene for de indsatte.<br />
0 Formålet med besøgene er derimod ikke at få fangerne frigivet, medmindre<br />
der er tvingende <strong>humanitære</strong> grunde dertil.<br />
ICRC har minimumsbetingelser, som myndighederne skal acceptere, før et fængselsbesøg<br />
indledes. De afspejler samtidig aktiviteterne under de enkelte besøg. 0 Myndighederne<br />
skal tillade, at ICRC besøger <strong>og</strong> registrerer alle fanger, der falder in<strong>den</strong> for<br />
organisationens mandat, <strong>og</strong> der skal være adgang til alle steder beregnet til brug for<br />
de indsatte. ICRC skal endvidere have mulighed for at tale med enhver fange ligeledes<br />
efter eget valg i enrum <strong>og</strong> gentage besøg til fanger efter eget valg, så ofte ICRC ønsker<br />
det. Desu<strong>den</strong> skal ICRC have mulighed for at genetablere kontakten mellem indsatte<br />
<strong>og</strong> disses familiemedlemmer gennem <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-meddelelser <strong>og</strong> i nødstilfælde uddele<br />
mad, tøj <strong>og</strong> medicin.<br />
På baggrund af informationer fra myndighederne, fra de indsatte <strong>og</strong> fra ICRC-delegaternes<br />
egne observationer, skriver ICRC’s fangedelegation en rapport om besøget <strong>og</strong><br />
kommer med anbefalinger, hvor det er nødvendigt. Både før, under <strong>og</strong> efter besøgene er<br />
ICRC’s tilgang så vidt muligt baseret på en konstruktiv dial<strong>og</strong> med de ansvarlige myndigheder.<br />
Rapporten sendes derfor kun til myndighederne, <strong>og</strong> ICRC kommenterer ikke<br />
offentligt på forhold, der er relateret til fængselsbesøgene. Fortrolighe<strong>den</strong> sikrer ICRC’s<br />
fortsatte mulighed for dial<strong>og</strong> <strong>og</strong> samarbejde – <strong>og</strong>så ved fremtidige operationer – <strong>og</strong><br />
hindrer, at ICRC bliver viklet ind i en eventuel politisering af emnet. Til gengæld for<br />
fortrolighe<strong>den</strong> forventes myndighederne at udvise en vilje til at rette op på eventuelle<br />
kritiske forhold. 0 Fortrolighe<strong>den</strong> brydes kun i helt ekstraordinære tilfælde, som f.eks.<br />
hvis myndighederne offentliggør rapporten i forkortet <strong>og</strong> misvisende form, eller i tilfælde<br />
af grove <strong>og</strong> gentagne overtrædelser, hvor <strong>den</strong> fortrolige dial<strong>og</strong> er forgæves, eller<br />
hvis myndighederne klart ikke har til hensigt at overholde <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Det<br />
skete eksempelvis i slutningen af 1980’erne, hvor ICRC gik til offentlighe<strong>den</strong> i forsøg<br />
på at få frigivet n<strong>og</strong>le krigsfanger taget i krigen mellem Iran <strong>og</strong> Irak, som stadig blev<br />
holdt fanget efter krigens ophør. 0<br />
I 2005 gennemførte ICRC i alt ca. 6000 fængselsbesøg, der omfattede ca. 530.000<br />
frihedsberøvede personer. Størstedelen af besøgene foregik i Afrika <strong>og</strong> Asien. Kun en<br />
mindre andel af besøgene var relateret til internationale væbnede konflikter. 0 Blandt<br />
områder, som for øjeblikket er i fokus for ICRC’s fængselsbesøg, kan eksempelvis nævnes<br />
Irak, Sri Lanka <strong>og</strong> Israel samt de af Israel besatte områder. Ligeledes har ICRC haft<br />
helt særligt fokus på personer, som USA har tilbageholdt i Afghanistan eller på basen<br />
i Guantánamo Bay, Cuba, som et led i <strong>den</strong> såkaldte krig mod terror.<br />
702 ICRC, september 2005: Discover the ICRC.<br />
703 www.icrc.org <strong>og</strong> ICRC, September 2005: Discover the ICRC.<br />
704 Jf. endvidere ICRC, Crisis of Confi<strong>den</strong>ce, www.icrc.org/web/eng/siteeng0.nsf/html/6DZK8M<br />
705 http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList265/929018E28243CCB0C1256B6600600D8C<br />
706 ICRC Annual Report 2004, s. 312.
242 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
Genoprettelse af familiebånd707<br />
I forbindelse med væbnede konflikter <strong>og</strong> lignende stridigheder bliver familier ofte<br />
splittet eller mister kontakten til hinan<strong>den</strong>. Familiemedlemmer kan blive nødt til at<br />
flygte fra deres hjem, blive taget som krigsfanger eller blive frihedsberøvet af andre<br />
grunde, mens andre dør eller „forsvinder“. De sædvanlige kommunikationskanaler<br />
kan ofte bryde sammen under en konflikt. ICRC har si<strong>den</strong> krigen mellem Frankrig <strong>og</strong><br />
Tyskland i 1870 arbejdet med at sætte familiemedlemmer splittet af krig <strong>og</strong> konflikt<br />
i forbindelse med hinan<strong>den</strong>. Arbejdet udføres af Den Centrale Eftersøgningstjeneste<br />
under ICRC – til dels i samarbejde med de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber. Driften af<br />
Den Centrale Eftersøgningstjeneste er omtalt i Genève-konventionerne <strong>og</strong> nævnes i<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statutter som en af ICRC’s hovedopgaver. 0<br />
Genève-konventionerne opstiller forpligtelser for staterne til at oprette et officielt<br />
oplysningskontor 0 til behandling af oplysninger om beskyttede personer, <strong>og</strong> konventionerne<br />
forudsætter ICRC’s arbejde på dette område. ICRC’s opgave er at fungere<br />
som bindeled mellem de nationale informationsbureauer for parterne i en konflikt, <strong>og</strong><br />
staterne er forpligtede til at samarbejde. 0 Hvis ikke der er oprettet et oplysningskontor,<br />
tager ICRC selv initiativ til at indsamle informationer om beskyttede personer.<br />
En af opgaverne består i at sikre kontakt mellem internerede <strong>og</strong> deres familie. ICRC<br />
modtager <strong>og</strong> registrerer kort fra tilfangetagelsen af krigsfanger eller civile internerede<br />
<strong>og</strong> sender kopi til familiemedlemmer. De viderebringer post <strong>og</strong> beskeder om dødsfald<br />
mellem frihedsberøvede <strong>og</strong> disses familie. Desu<strong>den</strong> sender ICRC <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-meddelelser<br />
mellem adskilte familiemedlemmer, når almindelige postkanaler er upålidelige.<br />
En an<strong>den</strong> opgave er at genforene familiemedlemmer adskilt af konflikt ved at<br />
opspore personerne <strong>og</strong> sætte dem i forbindelse med hinan<strong>den</strong> <strong>og</strong> eventuelt hjælpe<br />
med rejsedokumenter. Der er her særligt fokus på børn, der er blevet adskilt fra deres<br />
forældre.<br />
Endelig hjælper ICRC med at eftersøge forsvundne personer. ICRC indsamler<br />
selv informationer eller søger at afklare forsvundne personers skæbne i samarbejde med<br />
myndighederne. I 2001 lanceredes kampagnen „The Missing“, som tjente til at sætte<br />
fokus på betydningen for efterladte af at få vished for, hvad der er sket med forsvundne<br />
familiemedlemmer.<br />
I 2005 blev der indsamlet ca. 500.000 <strong>og</strong> uddelt ca. 450.000 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-meddelelser.<br />
Lidt over en tiendedel af meddelelserne vedrørte frihedsberøvede personer, <strong>og</strong> størstedelen<br />
af meddelelserne vedrørte personer i Afrika. Knapt 6.500 familiemedlemmer blev<br />
opsporet, <strong>og</strong> 1.650 personer blev genforenet med deres familie ved ICRC’s hjælp.<br />
Rollen som fortaler for <strong>og</strong> v<strong>og</strong>ter af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statutter tildeler ICRC en særlig rolle som fortaler for <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. ICRC skal arbejde for overholdelse af de regler, der gælder under<br />
707 Se bl.a. ICRC, september 2005: Discover the ICRC.<br />
708 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 5(2)(e) <strong>og</strong> Statutten for ICRC, artikel 4(1)(e).<br />
709 Genève-konvention III, artikel 122 <strong>og</strong> Genève-konvention IV, artikel 136. Se <strong>og</strong>så Genève-konvention<br />
I, artikel 16 <strong>og</strong> Genève-konvention II, artikel 19 vedrørende oplysninger om syge <strong>og</strong> sårede.<br />
710 Genève-konvention IV, artikel 25.<br />
711 Genève-konvention IV, artikel 26 <strong>og</strong> Tillægsprotokol I, artikel 33.<br />
712 ICRC Annual Report 2005, s. 340-341.
10. Internationalt <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ Rolle 243<br />
væbnet konflikt, <strong>og</strong> tage imod enhver klage om påstået overtrædelse af disse regler.<br />
Organisationen skal endvidere arbejde for forståelsen <strong>og</strong> udbredelsen af kendskabet til<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> samt forberede udvikling af reglerne. De nationale <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-selskaber skal støtte dette arbejde. Aktiviteterne i relation<br />
til fortalerrollen kan overordnet opdeles i udbredelse, overvågning <strong>og</strong> udvikling af<br />
regelsættet.<br />
Arbejdet med at udbrede kendskabet til reglerne har karakter af en forebyggende<br />
indsats, ofte i form af uddannelse <strong>og</strong> træning. Jo større kendskabet til reglerne er, des<br />
mere sandsynligt er det, at de bliver overholdt, når det gælder. Indsatsen er især rettet<br />
mod politi, væbnede styrker <strong>og</strong> andre våbenbærere samt mod beslutningstagere <strong>og</strong><br />
meningsdannere. Men <strong>og</strong>så yngre grupper som skoleelever <strong>og</strong> studerende er i fokus, <strong>og</strong><br />
for at nå fremtidige beslutningstagere opfordres le<strong>den</strong>de universiteter til at undervise<br />
i humanitær <strong>folkeret</strong>. Si<strong>den</strong> mange af de konflikter, der udspiller sig i dag, er interne,<br />
søger ICRC at opnå kontakt med alle le<strong>den</strong>de skikkelser involveret i væbnede konflikter,<br />
<strong>og</strong>så ikke-statslige aktører, som kan have sparsomt kendskab til <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>.<br />
Med opfølgning fra Den Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference oprettede ICRC i<br />
1996 Advisory Service on International Humanitarian Law, som blandt andet arbejder<br />
for at fremme <strong>og</strong> støtte staters implementering af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>. Advisory<br />
Service tilbyder juridisk <strong>og</strong> teknisk assistance <strong>og</strong> informationsmateriale i relation til<br />
implementering <strong>og</strong> driver en database over nationale implementeringstiltag, der skal<br />
lette informationsudvekslingen.<br />
ICRC producerer endvidere et omfattende udbud af bøger, pjecer <strong>og</strong> andet informationsmateriale<br />
<strong>og</strong> udgiver det kvartårlige tidsskrift International Review of the Red<br />
Cross om humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
I funktionen med at overvåge staternes overholdelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
modtager ICRC klager over påståede brud, <strong>og</strong> organisationen observerer desu<strong>den</strong> selv<br />
staternes adfærd gennem sin tilstedeværelse i konfliktområder. Kendskab til brud på<br />
reglerne viderebringes nu <strong>og</strong>så gennem medierne. Også i <strong>den</strong>ne sammenhæng er det<br />
ICRC’s politik i videst muligt omfang at bygge arbejdet på en fortrolig dial<strong>og</strong> med de<br />
ansvarlige myndigheder. Offentlighe<strong>den</strong> inddrages kun i helt exceptionelle tilfælde,<br />
når der er vished for gentagne tilfælde af alvorlige overtrædelser af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong><br />
<strong>folkeret</strong>, <strong>og</strong> myndighederne ikke har taget skridt til at forbedre situationen.<br />
Det er ikke ICRC’s opgave at efterforske eller retsforfølge overtrædelser; dette er en<br />
opgave for staterne eller evt. de internationale domstole på området.<br />
ICRC har som tidligere nævnt været en drivende kraft i udviklingen <strong>og</strong> nedskrivningen<br />
af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> ved at være på forkant med at i<strong>den</strong>tificere behovet<br />
for regulering. ICRC var initiativtager til <strong>den</strong> konference, som <strong>den</strong> schweiziske regering<br />
holdt i 1864, som førte til vedtagelsen af <strong>den</strong> første Genève-konvention i 1964. Lige si<strong>den</strong><br />
har ICRC på baggrund af erfaringer <strong>og</strong> observationer fra de konflikter, der har udspil-<br />
713 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 5(2)(c) <strong>og</strong> ICRC’s statut, artikel 4(1)(c).<br />
714 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 5(2)(g) <strong>og</strong> ICRC’s statut, artikel 4(1)(g).<br />
715 <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsens statut, artikel 3(2).<br />
716 ICRC, september 2005: Discover the ICRC, s. 41-42.<br />
717 ICRC, september 2005: Discover the ICRC, s. 17.
244 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
let sig, bidraget i forbindelse med kodificeringer <strong>og</strong> ny international regulering, blandt<br />
andet i forbindelse med forberedelsen af de fire Genève-konventioner af 1949, de to<br />
tillægsprotokoller af 1977 <strong>og</strong> <strong>den</strong> tredje Tillægsprotokol af 2006. I tillægsprotokollerne<br />
af 1977 integreredes de såkaldte Genève-regler om behandling af beskyttede personer<br />
<strong>og</strong> Haager-reglerne om tilladte midler <strong>og</strong> metoder for krigsførelse i erkendelsen af, at<br />
formerne for krigsførelse havde ændret sig. I Tillægsprotokollen af 2006 indførtes<br />
et supplerende emblem (<strong>den</strong> <strong>Røde</strong> Krystal), som banede vejen for optagelsen af Israels<br />
<strong>Røde</strong> Davidstjerne <strong>og</strong> Palæstinas <strong>Røde</strong> Halvmåne i bevægelsen. Om udviklingen af<br />
<strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> <strong>og</strong> om Genève- <strong>og</strong> Haager-reglerne, se <strong>og</strong>så kapitel 1, afsnit<br />
3. De senere år har ICRC særligt bidraget i forbindelse med vedtagelsen af regler om<br />
tilladte våbentyper, blandt andet reglerne om brug af anti-personelminer.<br />
I 2004 færdiggjorde ICRC et omfattende studie af retlige sædvaner in<strong>den</strong> for <strong>den</strong><br />
<strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong>, hvori der i<strong>den</strong>tificeres 161 regler (ICRC’s Sædvaneretsstudie).<br />
De sædvaneretlige regler supplerer navnlig <strong>den</strong> skrevne ret for ikke-internationale<br />
konflikter, hvor <strong>den</strong> skrevne regulering er begrænset.<br />
718 Frits Kalshoven <strong>og</strong> Liesbeth Zegveld 2001, Constraints on the Waging of War, kap. 2.<br />
719 ICRC, september 2005: Discover the ICRC.
Summary<br />
As there has been no previous description of international humanitarian law in a Danish<br />
context, this is the first, most comprehensive and up-to-date existing version.<br />
The publication shall be seen in connection with the Danish Manual of International<br />
Humanitarian Law, which is a collection of texts, materials and conventions. The manual<br />
was published by the Governmental Legal Committee on the Implementation of<br />
International Humanitarian Law.<br />
These two main publications within the area supplement each other and show a<br />
broad perspective of relevance regarding International Humanitarian Law.<br />
Before publishing this book, the matter has been submitted to Ministries, Government<br />
Committees and it has been approved by the Government Board as well.<br />
It is also a well known fact that Denmark has been involved in armed conflicts<br />
recently on different levels. Both in the war in Iraq where Denmark was involved directly<br />
and also in the war between Israel and Palestine in summer 2006, which affected<br />
Denmark as 5040 Danish citizens were evacuated.<br />
This makes it even more essential for us to shed light on international humanitarian<br />
law issues.<br />
It is our hope that many will find the publication useful and that it will broa<strong>den</strong> the<br />
general knowledge of international humanitarian law in Denmark.<br />
Additionally we hope that decision makers in the public administration will make<br />
use of the publication when deciding on particular legal matters but even more we<br />
hope that advisers to the head of the administration will make use of this book when<br />
advising on legal matters.<br />
It is our aim as well that central parts of the defence and military will consider<br />
implementing legal perspectives in an even broader frame of reference; furthermore<br />
we hope that press editors will consider matters from a humanitarian law angle before<br />
publishing articles and other relevant texts.<br />
The publication will hopefully also be used at universities in courses on international<br />
humanitarian law.<br />
Use in military academies as a manual in humanitarian law will further be a great<br />
achievement for us.<br />
The book contains 10 chapters, which describe different issues related to international<br />
humanitarian law.<br />
Further there are several appendixes, which refer to a list of relevant conventions,<br />
statutes of the ICRC, the emblems and the seven fundamental principles of the Red<br />
Cross movement.<br />
Through out the book, some comparisons will be drawn to the state of the law<br />
in Swe<strong>den</strong>, Norway, Germany and Holland, as these are the countries that Denmark<br />
compares itself to when it comes to implementing humanitarian law.<br />
The publication is free of charge and will be available on the internet.
24 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
In chapter one an introduction to the area of international humanitarian law is<br />
given by describing the present position of the law in the broader context of society<br />
and law. The chapter introduces the rules related to the use of force in international<br />
law followed by an explanation of the sources of international humanitarian law.<br />
Further the important relations to customary international law and to human rights<br />
law is dealt with as well. The chapter finishes by discussing the development ten<strong>den</strong>cies<br />
within the area.<br />
The second chapter is related to how Denmark meets the relevant requirements<br />
concerning treaty obligations under international humanitarian law.<br />
It is considered which requirements there are under international law and the extent of<br />
Denmark’s fulfilment of these requirements. There is especially focus on how Denmark<br />
meets its obligations regarding the Geneva Conventions and the Additional Protocols<br />
and some comparisons are drawn to how Denmark has implemented other treaty<br />
obligations than the above mentioned.<br />
Further to this the chapter deals with the 28th International Red Cross conference<br />
held in 2003 and the pledges given by Denmark and the Danish Red Cross in this<br />
connection.<br />
An issue that is currently on the international agenda and in particular focus is<br />
dealt with in the third chapter. Terrorism and counter-terrorism is the subject of the<br />
chapter which is introduced with an overview of recent terrorist acts.<br />
The subject is dealt with both from an international humanitarian law angle and from<br />
an international criminal law point of view.<br />
Chapter three is completed with a description of the Danish initiatives in order to<br />
criminalize terrorism and there is also shed light on Denmark’s participation in the<br />
war on terror.<br />
Chapter four presents a classic problem in international humanitarian law. One<br />
of the fundamental principles is the principle of distinction i.e. that there must be a<br />
distinction between civilians and combatants as these two groups have different rights<br />
and duties.<br />
One of the core elements of the distinction principle is that a person is either a<br />
civilian or a combatant except from persons hors de combat. Only combatants can be<br />
taken as prisoners of war.<br />
The controversial issue in this relation is the so-called „war on terror“ and the notion<br />
of „illegal combatants“ used by the U.S to describe persons detained at Guantanamo<br />
Bay.<br />
It is emphasized that no such category can cause the loss of rights and basic protection<br />
given under international humanitarian law.<br />
The chapter is completed by a consideration about how up-to-date international<br />
humanitarian law is in comparison to modern conflicts.<br />
One of the most fundamental principles relating to international humanitarian law<br />
is dealt with in chapter five.<br />
The chapter consists of some of the most important international and Danish<br />
notions on the protection of civilians during armed conflicts. The basic reasoning for<br />
protection is given and protection of the civilian population both during international<br />
and internal armed conflicts is described thoroughly.
Summary 24<br />
Some national initiatives such as national information bureaus, relief work and<br />
protection of the emblems are also considered in chapter five.<br />
Chapter six depicts important national and international laws concerning limitations<br />
of means and methods of warfare.<br />
Notions such as legitimate military objectives, dual-use objects, reprisals, maritime<br />
and aerial warfare are among others described and discussed.<br />
Further to this the protection of civilian objects, objects indispensable to the survival<br />
of the civilian population, works and installations containing dangerous forces,<br />
cultural properties, the natural environment and safe zones are particularly taken into<br />
consideration in this part of the chapter.<br />
The last part of the chapter deals with an extensive list of weapons such as napalm,<br />
blinding laser weapons, cluster bombs and uranium munitions that are prohibited under<br />
international humanitarian law. Finally, the chapter is completed with some points of<br />
view on new weapons and international surveillance.<br />
Many of the issues arising in relation to prosecution for international crimes committed<br />
during an armed conflict are described in chapter seven accompanied by an<br />
introduction to the relevant legal – international and domestic – framework.<br />
The most serious international crimes are defined on the basis of the definitions<br />
found in the Rome Statute.<br />
With the establishment of the International Criminal Court prosecution of suspected<br />
war criminals or of persons suspected of having committed war crimes, crimes against<br />
humanity or genocide has seen a new era, and therefore special emphasis is placed on<br />
a description of ICC, the rules on how to refer a matter to the ICC and the relationship<br />
between ICC and domestic courts.<br />
However, the ad hoc criminal tribunals such as ICTY and ICTR are also dealt with<br />
in the chapter. In a Danish context chapter 7 depicts the relevant Danish rules governing<br />
criminal prosecution of war criminals in Denmark, focusing especially on the rules of<br />
jurisdiction in the Danish Penal Code, the lack of specific criminalisation of certain<br />
international crimes e.g. the problems of prosecuting the grave breaches of the 1949<br />
Geneva Conventions.<br />
The theme of chapter eight is Danish military personnel’s responsibility for breaches<br />
of international humanitarian law. Both the international framework as well as<br />
domestic regulation is described, further a short description of the reasoning behind<br />
the principle of individual criminal responsibility for war crimes is given. The essential<br />
doctrines of Command Responsibility and Joint Criminal Enterprise are dealt with in<br />
detail with basis in relevant case law from ICTY.<br />
The complex issue of jurisdiction in relation to breaches committed by military<br />
personnel during UN and NATO operations is raised in the chapter and the notion<br />
and meaning of Status of Forces Agreement and Troop Contribution Agreements are<br />
explained. Chapter 8 also focuses on the problems of accountability relating to the outsourcing<br />
of state responsibility to private military security companies – an issue which<br />
became of great relevance during the war in Iraq (2003) and Afghanistan (2001).<br />
Being a highly important corner stone in the assurance of respect for international<br />
humanitarian law an entire chapter is dedicated to a description of the promotion of<br />
international humanitarian law in chapter nine. Therefore, the most essential legal<br />
framework relating to the ratifying parties’ legal obligation to promote IHL is described
250 DEN HUMANITÆRE FOLKERET OG DANMARK<br />
in chapter 9 – mainly in relation to the civilian population, the media and sanitary personnel.<br />
Briefly the reasoning behind this legal obligation as well as the main content of<br />
the obligation is given in an introduction to the chapter. Having in mind the fact that<br />
the armed forces is a main actor in armed conflicts, dissemination activities targeted<br />
at the armed forces are emphasized.<br />
Importantly the international Red Cross movement is described in chapter ten, the<br />
final chapter. Mainly, it focuses on the International Committee of the Red Cross (ICRC)<br />
including the history of ICRC, ICRC’s mandate and status as a neutral, indepen<strong>den</strong>t<br />
and impartial organisation as stipulated in the Geneva Conventions and last but not<br />
least ICRC activities in relation to people affected by armed conflicts e.g. detention<br />
visits. The other main body of the international Red Cross movement, the federation,<br />
is naturally also mentioned in chapter 10 along with a short general description of<br />
the national Red Cross societies’ activities and the legal status of national societies. A<br />
thorough description is given of the tasks of the Danish Red Cross society as well as<br />
an outline of the history of the Danish Red Cross society dating from its governmental<br />
rec<strong>og</strong>nition in 1876.
Litteraturfortegnelse<br />
Fortegnelsen dækker anvendt litteratur frem til juni 2006<br />
Rapporter <strong>og</strong> lignende<br />
Amnesty International, International Criminal Court: US Efforts to obtain impunity for genocide, crimes<br />
against humanity and war crimes, (IOR 40/025/2002), september, 2002.<br />
Dansk Institut for Internationale Studier, Nye trusler <strong>og</strong> militær magtanvendelse, juni, 2005.<br />
FN, report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-General,<br />
Pursuant to Security Council Resolution 1564 (2004) of 18 September 2004, (S/2005/60), 1. februar<br />
2005.<br />
FN, In larger freedom: towards development, security and human rights for all, Report of the Secretary<br />
General of the United Nations, (A/59/2005), 21. marts, 2005.<br />
FN, Assessments and report of Judge Theodor Meron, Presi<strong>den</strong>t of the International<br />
Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia, provided to the Security Council pursuant to paragraph 6 of<br />
Security Council resolution 1534 (2004), (S/2005/343), 2005.<br />
FN, A more secure world: Our Shared responsibility, Report of the High-level Panel on Threats, Challenges<br />
and Change, (A/59/565), 2. december, 2004.<br />
FN, Report of the Secretary-General to the Security Council on the protection of civilians in armed conflict,<br />
(S/2004/431), maj 2004.<br />
FN, Report of the Secretary-General on children and armed conflict, (S/2002/1299), november 2002.<br />
FN’s Torturkomité, Conclusions and recommendations of the Committee against Torture: Denmark, (CAT/<br />
C/CR/28/1), 28. maj 2002.<br />
FN, Report of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women, (A/55/38), 17. august<br />
2000.<br />
FN, Final Report to the Prosecutor by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign<br />
Against the Federal Republic of Yugoslavia, juni 2000.<br />
FN’s Menneskerettighedskommssion, Contemporary forms of slavery – Systematic rape, sexual slavery and<br />
slavery-like practices during armed conflict, (E/CN.4/Sub.2/1998/13), 22. juni 1998.<br />
Forsvarets Auditørkorps, Årsberetning 2002, 2003. Tilgængelig på: http://forsvaret.dk/FAUK/Publikationer/Årsberetninger/2002<br />
Human Rights Watch, International Criminal Court, How Non-governmental Organizations can Contribute<br />
to the Prosecution of War Criminals, september, 2004.<br />
Human Rights Watch, World Report 2002, 2002.<br />
Human Rights Watch, International Criminal Court, Making the International Criminal Court Work, A<br />
Handbook for Implementing the Rome Statute, september, 2001.<br />
Human Rights Watch, Bosnia and Hercegovina – The Unindicted: Reaping the Rewards of „Ethnic Cleansing“,<br />
januar, 1997.<br />
Inter-American Commission on Human Rights, Report on Terrorism and Human Rights, oktober, 2002.<br />
International Alert, Regulation private military companies – options for the UK government, 2001. Tilgængelig<br />
på: http://www.fco.gov.uk/Files/kfile/pmcbeyanililly.pdf<br />
International Committee of the Red Cross, International Humanitarian Law and the Challenges of Contemporary<br />
Armed Conflicts, Rapport fra Den 28. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference, 2. – 6. December,<br />
2003.<br />
International Committee of the Red Cross, Special Report, Mine Action 2003, august 2004.<br />
International Committee of the Red Cross, Improving Compliance with International Humanitarian Law,<br />
oktober 2003.<br />
International Committee of the Red Cross, Cluster bombs and Landmines in Kosovo – Explosive Remnants<br />
of War, revised edtion, juni 2001.<br />
International Committee of the Red Cross, General problems in implementing the Fourth Geneva Convention,<br />
oktober 1998.
252 Litteratur<br />
International Committee of the Red Cross, Means of stepping up dissemination of international humanitarian<br />
law, 15. september 1995.<br />
International Committee of the Red Cross/FN’s Generalforsamling, Guidelines for Military Manuals and<br />
Instructions on the Protection of the Environment in Times of Armed Conflict, (A/49/323), 19. august<br />
1994.<br />
International Criminal Court, Assembly of States Parties to the Rome Statute of the International Criminal<br />
Court First session New York 3-10 September 2002, (ICC-ASP/1/3), 2002.<br />
Regeringen, Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende en samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver,<br />
Finansministeriet, Forsvarsministeriet, In<strong>den</strong>rigs- <strong>og</strong> Sundhedsministeriet, Justitsministeriet <strong>og</strong><br />
Statsministeriet, december 2003.<br />
Regeringen, Redegørelse fra regeringen om indsatsen mod terrorisme. Udviklingen i det internationale<br />
arbejde, juni 2005.<br />
The international Commission on Intervention and State Sovereignty, The Responsibility to Protect, december<br />
2001.<br />
Udvalget for National Sårbarhedsudredning, National Sårbarhedsudredning, januar 2004.<br />
Konventioner<br />
Agreement on privileges and immunities of the ICC<br />
Deklaration af 29. juli 1899 om forbud mod anvendelse af giftgas-projektiler.<br />
Deklaration af 29. juli 1899 om forbud mod anvendelse af dum-dum-projektiler.<br />
Declaration Renouncing the Use, in Time of War, of Explosive Projectiles Under 400 Grammes Weight.<br />
Sankt Petersborg 29. november/11. december 1868.<br />
Den Nordatlantiske traktat af 4. april 1949 (Bekendtgørelse nr. 39 af 13. september 1949).<br />
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.<br />
FN-pagten af 26. juni 1945.<br />
FN-konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder (Børnekonventionen).<br />
FN-konvention af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen).<br />
FN-konvention af 10. december 1984 mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller nedværdigende<br />
behandling eller straf (Torturkonventionen)<br />
Genève-protokollen (Protokol af <strong>den</strong> 17. juni 1925 mod anvendelse til krigsbrug at anvende kvælende,<br />
giftige eller lignende gasarter samt bakteriol<strong>og</strong>iske krigsmidler).<br />
IV Haager-konvention af 18. oktober 1907 om regler <strong>og</strong> vedtægter for krig til lands (Landkrigsreglementet).<br />
VII Haager-konvention af 18. oktober 1907 om handelsskibes forandring til krigsskibe.<br />
XI Haager-konvention af 18. oktober 1907 om visse indskrænkninger i udøvelsen af opbringelsesretten<br />
under søkrig.<br />
XII Haager-konvention af 18. oktober 1907 om neutrale magters rettigheder <strong>og</strong> pligter under søkrig.<br />
Haager-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt med<br />
tilhørende protokoller:<br />
Protokol I af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier.<br />
Protokol II af 26. marts 1999 om beskyttelse af kulturværdier.<br />
International Convention of 1989 against the Recruitment, Use, Financing and Training of Mercenaries.<br />
Internationale konvention af 1966 om civile <strong>og</strong> politiske rettigheder.<br />
International Criminal Court, Elements of Crimes, U.N. Doc. PCNICC/2001/Add.2 (2000)<br />
Konvention af 18. maj 1977 om forbud mod militær eller enhver an<strong>den</strong> fjendtlig anvendelse af miljøpåvirkningsteknik.<br />
Konvention af 10. april 1972 om forbud mod udvikling, fremstilling <strong>og</strong> oplagring af bakteriol<strong>og</strong>iske eller<br />
biol<strong>og</strong>iske våben <strong>og</strong> toksinvåben samt om disse våbens tilintetgørelse.<br />
Konvention af 13. januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring <strong>og</strong> anvendelse af kemiske<br />
våben <strong>og</strong> sådanne våbens tilintetgørelse. (Konvention om kemiske våben)<br />
Konvention af 9. december 1948 om forebyggelse af <strong>og</strong> straf for folkedrab (Folkedrabskonventionen).<br />
Konvention af 18. december 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion <strong>og</strong> overførsel af personelminer<br />
samt om deres destruktion. (Ottawa-konventionen om anti-personelminer)<br />
Konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle<br />
våben, som må anses for at være unødigt skadevol<strong>den</strong>de eller for at ramme i flæng (Våbenkonventionen)<br />
med tilhørende protokoller:<br />
Protokol I af 10. oktober 1980 til Våbenkonventionen vedrørende ikke påviselige sprængstykker.
Litteratur 253<br />
Protokol II af 10. oktober 1980 til Våbenkonventionen vedrørende forbud mod eller begrænsninger i<br />
anvendelsen af miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer.<br />
Protokol III af 10. oktober 1980 til Våbenkonventionen vedrørende forbud mod eller begrænsning<br />
i anvendelsen af brandvåben.<br />
Protokol IV 13. oktober 1995 til Våbenkonventionen vedrørende forbud mod anvendelsen <strong>og</strong> overførelsen<br />
af blin<strong>den</strong>de laservåben.<br />
Protokol V til Våbenkonventionen (Protokol V af 28. november 2003 vedrørende eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber).<br />
Ændret Protokol II til Våbenkonventionen (Ændret Protokol II af 3. maj 1996 vedrørende forbud mod<br />
eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer).<br />
Nürnberg-tribunalets charter af 8. august 1945.<br />
San Remo Manualen om søkrigsførsel af 12. juni 1994.<br />
Deklaration vedtaget i Skt. Petersborg <strong>den</strong> 11. december 1868 om minimumsmål for eksplosive projektiler<br />
(Sankt Petersborg-deklarationen).<br />
Statutten for Den Internationale Straffedomstol af 17. juli 1998 (ICC-statutten).<br />
Statute of the International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia.<br />
Statute of the International Criminal Tribunal for Rwanda.<br />
Treaty of 1 July 1968 on the Non-Proliferation of Nuclear Weapons..<br />
Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder om børn<br />
i væbnede konflikter<br />
Wiener-konventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser.<br />
Resolutioner<br />
26th International Conference of the Red Cross and Red Crescent, Resolution 1, 7. december 1995<br />
26th International Conference of the Red Cross and Red Crescent, Resolution 2, 7. december 1995.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 60/1 – World Summit Outcome, (A/RES/60/1), 24. oktober 2005.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 56/83 – Responsibility of States for internationally wrongful acts<br />
(A/RES/56/83), 28. januar 2002<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 55/116 – Situation of human rights in the Sudan, (A/RES/55/116),<br />
12. marts 2001.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 53/164 – Situation of human rights in Kosovo, (A/RES/53/164), 25.<br />
februar 1999.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 51/115 – Rape and abuse of women in the areas of armed conflict in<br />
the former Yugoslavia, (A/RES/51/115), 12. december 1996.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 51/108 – Situation of human rights in Afghanistan, (A/RES/51/108),<br />
12. december 1996.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 46/182 -Strengthening of the coordination of humanitarian emergency<br />
assistance of the United Nations, (A/RES/46/182), 19. december 1991.<br />
FN’s Generalforsamling, Resolution 5/428 – Statute of the Office of the United Nations High Commissioner,<br />
(A/RES/5/428), 14. december 1950.<br />
FN’s Menneskerettighedskommission, Resolution 1996/73 – Situation of human rights in the Sudan, 23.<br />
april 1996.<br />
FN’s Menneskerettighedskommission, Resolution 1996/71 – Situation of human rights in the Republic of<br />
Bosnia and Hercegovina, the State of Bosnia and Hercegovina, the Republic of Croatia and the Federal<br />
Republic of Yugoslavia (Serbia and Montenegro), 23. april 1996.<br />
FN’s Menneskerettighedskommission, Resolution 1995/56 – Assistance to Somalia in the field of human<br />
rights, 3. marts 1995.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1612 – Children and armed conflict, (SC/RES/1612), 26. juli 2005.<br />
FN’ Sikkerhedsråd, Resolution 1593 – Reports of the Secretary-General on the Sudan, (SC/RES/1593), 31.<br />
marts 2005.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1566 – Threat to international peace and security caused by terrorist acts,<br />
(SC/RES/1566), 8. oktober 2004.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1564 – Report of the Secretary-General on the Sudan, (SC/RES/1564), 18.<br />
September 2004.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1546 – The situation between Iraq and Kuwait, (SC/RES/1546), 8. juni<br />
2004.
254 Litteratur<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1540 – Non-proliferation of weapons of mass destruction, (SC/RES/1540),<br />
28. april 2004.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1534 – International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia and<br />
International Criminal Tribunal for Rwanda, (SC/RES/1534), 26. marts 2004.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1503 – International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia and<br />
International Criminal Tribunal for Rwanda, (SC/RES/1503), 28. august 2003.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1487 – United Nations peacekeeping, (SC/RES/1487), 12. juni 2003.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1422 – United Nations peacekeeping, (SC/RES/1422), 12. juli 2002.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1379 – on Children and armed conflict, (S/RES/1379), 20. November<br />
2001.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1373 – Threats to international peace and security caused by terrorist acts,<br />
(SC/RES/1373), 28. september 2001.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1368 – Threats to international peace and security caused by terrorist acts,<br />
(SC/RES/1368), 12. september 2001.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1325 – on Women and peace and security, (SC/RES/1325), 31. oktober<br />
2000.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1279 – on the situation concerning the Democratic Republic of the Congo,<br />
(SC/RES/1279), 30. november 1999.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1270 – on the situation in Sierra Leone, (SC/RES/1270), 22. oktober<br />
1999.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1267- on the situation in Afghanistan, (SC/RES/1267), 15. oktober 1999.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1265 – on the Protection of civilians in armed conflict, (SC/RES/1265), 17.<br />
September 1999.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1072 – The situation in Burundi, (SC/RES/1072), 30. august 1996.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1034 – on violations of international humanitarian law and of human rights<br />
in the territory of the former Yugoslavia, (SC/RES/1034), 21. december, 1995.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 1019 – on violations of international humanitarian law in the former Yugoslavia,<br />
(SC/RES/ 1019), 9. november 1995.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 955 – on establishment of an International Tribunal and adoption of the<br />
Statute of the Tribunal, (SC/RES/955), 8. november 1994.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 904 – on measures to guarantee the safety and protection of the Palestinian<br />
civilians in territories occupied by Israel, (SC/RES/904), 18. marts 1994.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 827 – Tribunal (Former Yugoslavia), (SC/RES/827) 25. maj 1993.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 819 – Bosnia and Hercegovina, (SC/RES/819), 16. april 1993.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 799- Territories occupied by Israel, (SC/RES/799), 18. december 1992.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 780 – Former Yugoslavia, (SC/RES/780), 6. oktober 1992.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 681 – Territories occupied by Israel, (SC/RES/681), 20. december 1990.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 446 – Territories occupied by Israel, (SC/RES/446), 22. marts 1979.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 271 – The situation in the Middle East, (SC/RES/271), 15. September 1969.<br />
FN’s Sikkerhedsråd, Resolution 237 – The situation in the Middle East, (SC/RES/237), 14. juni 1967.<br />
Internationale domme <strong>og</strong> kendelser<br />
ICTR, The Prosecutor vs. Clément Kayishema and Obed Ruzindana, (Case no. ICTR-95-1-T), dom af 21.<br />
maj 1999.<br />
ICTR, The Prosecutor vs. Jean-Paul Akayesu, (Case no. ICTR-96-4-T), dom af 2. september 1998.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Dragoljub Kunarac, Radomir Kovac and Zoran Vukovic, (Case no. IT-96-23/1-T),<br />
dom af 22. februar 2001.<br />
ICTR, The Prosecutor vs. Jean-Paul Akayesu, (Case no. ICTR-96-4-A), dom af 1. juni 2001.<br />
ICTR, The Prosecutor vs. Ignace Bagilishema, ICTR, (Case no. ICTR-95-1A-T), dom af 7. juni 2001.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Ivica Rajic, (Case no. IT-95-12-T), dom af 13. september, 1996.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Dusko Tadic, (Case no. IT-94-1-T), dom af 7. maj 1997.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Dusko Tadic, (Case no. IT-94-1-A), dom af 15. juli 1999.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Zejnil Delalic and Others, (Case no. IT-96-21-T)), dom af 16. november 1998<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Anto Furundzija, (Case no. IT-95-17/1), dom af 10. december 1998.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Goran Jelisic, (Case no. IT-95-10-T), dom af 14. december 1999.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Zoran Kupreskic et al., (Case no. IT-95-16-T), dom af 14. januar 2000.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Tihomir Blaskic, ICTY, (Case no. IT-95-14-T), dom af 3. marts 2000.
Litteratur 255<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Radislav Krstic, (Case no. IT-98-33-T), dom af 2. august, 2001.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Slobodan Milosevic, (Case no. IT-01-50-I), initial indictment, 8. oktober 2001.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Goran Jelisic, (Case no. IT-95-10-T), dom af 5. juli, 2001.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Radovan Karadzic and Ratko Mladic, (Case no. IT-95-5-I), initial indictment,<br />
24. juli, 1995, amended indictment (Karadzic), 31. maj, 2000, amended indictment (Mladic), 11.<br />
oktober 2001.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Stanislav Galic, (Case no. IT-98-29-T), dom af 5. december 2003.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Milomir Stakic, (Case no. IT-97-24-T), dom af 31. juli 2003.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Mitar Vasiljevic, (Case no. IT-98-32-A), dom af 25. februar 2004.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Radislav Krstic, (Case no. IT-98-33-A), dom af 19. april, 2004.<br />
ICTY, The Prosecutor vs. Radoslav Brdjanin, (Case no. IT-99-36-T), dom af 1. september 2004.<br />
ICJ, Corfu Channel (United Kingdom v. Albania), Judgment, ICJ Reports 1949, (9. april 1949).<br />
ICJ, Military and Paramilitary Activities in and against Nicaragua (Nicaragua v. United States of America),<br />
Judgment, ICJ Reports 1986 (27. juni 1986).<br />
ICJ, Legality of the Use by a State of Nuclear Weapons in Armed Conflict, Advisory Opinion, ICJ Reports<br />
1996, (8. juli, 1996).<br />
ICJ, Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territories, Advisory<br />
Opinion, ICJ Reports 2004 (9. juli 2004).<br />
House of Lords (England), A (FC) and others (FC) (Appellants) v. Secretary of State for the Home<br />
Department (Respon<strong>den</strong>t) & X (FC) and another (FC) (Appellants) v. Secretary of State for the Home<br />
Department (Respon<strong>den</strong>t), [2004] UKHL 56, 16. december 2004.<br />
U.S. Supreme Court (USA): EX PARTE QUIRIN, 317 U.S. 1 (1942).<br />
U.S. Supreme Court (USA): Hamdi v. Rumsfeld, 124 S.Ct 2633 (No. 03-6696), 28. juni, 2004.<br />
U. S Court of Appeals for the District of Columbia Circuit Hamdan v. Rumsfeld, (No. 04-5393), 15. juli<br />
2005<br />
Danske domme <strong>og</strong> afgørelser<br />
Københavns Byretsdom af 12. januar 2006 (Hommel-sagen)<br />
U 1995.838 H (vagt i bosnisk-kroatisk fangelejr dømt for tortur, jf. strl § 246, jf. § 245).<br />
Rigsadvokatens afgørelse af 3. oktober 2001 om retsforfølgning af Nizar al-Khazraji.<br />
Justitsministeriets afgørelse af 3. september 2001 om udlevering af Carmi Gillon.<br />
Justitsministeriets afgørelse af 29. januar 1999 om udlevering af Augusto Pinochet.<br />
Rigsadvokatens afgørelse af 3. december 1998 om udlevering af Augusto Pinochet.<br />
Danske love, lovforslag, bekendtgørelser, cirkulærer, høringer <strong>og</strong> betænkninger<br />
Bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse<br />
af folkedrab <strong>og</strong> andre alvorlige overtrædelser af international humanitær ret begået Rwanda<br />
mv.<br />
Bekendtgørelse nr. 246 af 5. april 2000 om uddannelse til Master of International Health.<br />
Bekendtgørelse nr. 575 af 5. juli 2002 om journalistuddannelserne.<br />
Bekendtgørelse nr. 1146 af 13. december 2002 om fordelingen af forretningerne mellem statsadvokaterne.<br />
Bekendtgørelse nr. 62 af 6. februar 2004 om ikrafttræ<strong>den</strong> af lov om ændring af lov om inspektioner, erklæringsafgivelse<br />
<strong>og</strong> kontrol i medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske<br />
våben (Overflyttelse af kompetence fra de statslige told- <strong>og</strong> skattemyndigheder til Erhvervsministeriet).<br />
Bekendtgørelse nr. 235 af 30. marts 2004 om overførsler, erklæringsafgivelse, kontrol <strong>og</strong> inspektioner i<br />
medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.<br />
Bekendtgørelse nr. 20 af 21. juli 2005 om Danmarks godkendelse af ændring af FN-konventionen af 1980<br />
om særligt skadevol<strong>den</strong>de konventionelle våben.<br />
Betænkning 1099/1987 om strafferammer <strong>og</strong> prøveløsladelse, 1987.<br />
Betænkning nr. 1407/2001 om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret, 2001.<br />
Betænkning nr. 1435/2004 om <strong>den</strong> militære straffelov, retsplejelov <strong>og</strong> disciplinarlov, 2004.<br />
Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om samarbejde med Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige<br />
angående fuldbyrdelse af straf m.v. <strong>og</strong> lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager,<br />
fremsat <strong>den</strong> 27. november 1985 (L 86).
25 Litteratur<br />
Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol, fremsat 4. oktober 2000, (L 20).<br />
Lov nr. 395 af 12. juli 1946 om straf for krigsforbrydelser, som ændret ved Lov nr. 423 af 7. oktober<br />
1947.<br />
Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab.<br />
Lov nr. 322 af 4. juni 1986 om ændring af straffeloven, kriminallov for Grønland, lov om samarbejde med<br />
Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. <strong>og</strong> lov om overførsel til andet<br />
land af retsforfølgning i straffesager.<br />
Lov nr. 1054 af 23. december 1992 – Beredskabsloven (ikke gæl<strong>den</strong>de).<br />
Lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af<br />
krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, som ændret ved Lov nr. 436 af. 31. maj 2000.<br />
Lov nr. 443 af 14. juni 1995 om inspektioner, erklæringsafgivelse <strong>og</strong> kontrol i medfør af De Forenede<br />
Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.<br />
Lov nr. 470 af 10. juni 1997 om ændring af lov nr. 442 om inspektioner, erklæringsafgivelse <strong>og</strong> kontrol i<br />
medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben (Overflyttelse af kompetence<br />
fra de statslige told- <strong>og</strong> skattemyndigheder til Erhvervsministeriet).<br />
Lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.<br />
Lov nr. 228 af 23. april 2002 om ændring af lov nr. 442 om inspektioner, erklæringsafgivelse <strong>og</strong> kontrol i<br />
medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.<br />
Lov nr. 378 af 6. juni 2002 om gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,<br />
gennemførelse af FN’s Sikkerhedsrådsresolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til<br />
bekæmpelse af terrorisme m.v.<br />
Lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere <strong>og</strong> lov om udlevering af<br />
lovovertrædere til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om <strong>den</strong><br />
europæiske arrestordre m.v.).<br />
Lov nr. 95 af 18. februar 2004 om uddannelsen til stu<strong>den</strong>tereksamen (stx) (gymnasieloven).<br />
Lov nr. 97 af 18. februar 2004 om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven).<br />
Lovbekendtgørelse nr. 137 af 1. marts 2004 (Beredskabsloven), som ændret ved Lov nr. 534 af 24. juni<br />
2005 <strong>og</strong> Lov nr. 1060 af 9. november 2005.<br />
Lov nr. 530 af 24. juni 2005 Militær straffelov.<br />
Lov nr. 534 af 24. juni 2005 om ændring af beredskabsloven.<br />
Lovbekendtgørelse nr. 826 af 24. august 2005 af udlændingeloven.<br />
Lovbekendtgørelse nr. 909 af 27. september 2005 af straffeloven.<br />
Retsudvalgets høring vedrørende L 35: Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om<br />
konkurrence- <strong>og</strong> forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering<br />
af lovovertrædere til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige. (Gennemførelse af FN-konventionen<br />
til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsrådsresolution nr. 1373<br />
(2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.). Bilag 93: Henvendelse fra professor,<br />
dr. jur., Ole Espersen Det Retsvi<strong>den</strong>skabelige Institut B, Københavns Universitet, Om terrordefininitionen<br />
<strong>og</strong> tiltalebeføjelser, april 2002.<br />
Det norske Justits- <strong>og</strong> Politidepartements høring af 14. juni 2002 om en ny straffelov, Tilgængelig på:<br />
http://www.dep.no/jd/norsk/dok/andre_dok/hoeringsnotater/012101-080026/dok-bn.html<br />
Folketingsbeslutninger<br />
B 89 (som vedtaget): Forslag til folketingsbeslutning om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke<br />
i Irak, 31. maj 2005. Tilgængelig på:<br />
http://www.ft.dk/?._.s/Samling/20042/salen/B89_BEH2_43_16_21.htm<br />
Udvalgsmateriale<br />
Kommissorium for en national sårbarhedsudredning, Folketingets Kommunaludvalg/Alm. del/Bilag 242<br />
fra Folketingsåret 2002-2003. Tilgængelig på: http://www.folketinget.dk/Samling/20021/udvbilag/<br />
KOU/Almdel_bilag242.htm<br />
Kommissorier<br />
Forsvarsministeriet, Kommissorium for arbejdsgruppe vedrørende samling af det statslige rednings-beredskab<br />
<strong>og</strong> forsvaret, 10. juni 2004.
Litteratur 25<br />
Justitsministeriet: Kommissorium for Jurisdiktionsudvalget, 2002. Tilgængelig på: http://www.jm.dk/image.<br />
asp?page=image&objno=74636<br />
Notater<br />
Forsvarsministeriet, Notat Vedr. regulering af klyngebomber, 13. november 2003. Tilgængelig på:<br />
http://www.ft.dk/img20031/udvbilag/lib0/20031_3680/20031_3680.pdf<br />
Institut for Menneskerettigheder, Notat til Justitsministeriet vedr. forslag til lov om udlevering af lovovertrædere<br />
<strong>og</strong> lov om udlevering til Finland, Island, Norge <strong>og</strong> Sverige, 20. januar 2003. Tilgængelig på:<br />
http://www.humanrights.dk/hoeringssvar/alle/n03_02/<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet, Folkeretskontoret, Samling af det civile beredskabs <strong>og</strong> forsvarets opgaver set i lyset af<br />
Genève-konventionerne, 3. oktober 2003. Tilgængelig på: http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/A94B607E-<br />
78A2-4E20-8464-D7EC75C4A762/0/bidragumvedrgenevekonventionerne.pdf<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet, Notat til Folketingets U<strong>den</strong>rigsudvalg, L20: Forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol<br />
– Regeringens kommentarer til de modtagne høringssvar, 8. december 2000. Tilgængelig på:<br />
http://www.folketinget.dk/Samling/20001/udvbilag/URU/L20_bilag12.htm<br />
Dokumenter fra Folketingets lovforslagsbehandling<br />
Folketingsåret 2004-2005, 2. samling, Forsvarsudvalget, L 56, Bilag 4 (Henvendelse af 11/03-05 fra Rehabiliterings-<br />
<strong>og</strong> Forskningscentret for Torturofre).<br />
Folketingsåret 2004-2005, 2. samling, Forsvarsudvalget, L 55, Bilag 4 (Henvendelse af 11/03-05 fra Rehabiliterings-<br />
<strong>og</strong> Forskningscentret for torturofre).<br />
Folketingsåret 2004-2005, 2. samling, Forsvarsudvalget, L 54, spørgsmål 9. Bilag til Forsvarsministerens<br />
skrivelse af 8. april 2005.<br />
Folketingsåret 2004-2005, 2. samling, Forsvarsudvalget, L 54, besvarelse af spørgsmål 13, 28. april 2005.<br />
Folketingsåret 2004-2005, 2. samling, Forsvarsudvalget, L 54, Bilag 5 (Henvendelse af 11/03-05 fra Rehabiliterings-<br />
<strong>og</strong> Forskningscentret for Torturofre).<br />
Folketingsåret 2004-2005, 2. samling. Besvarelse af spørgsmål nr. S 1585 til U<strong>den</strong>rigsministeren.<br />
Folketingsåret 2003-2004. Besvarelse af forespørgsel F 56 BEH1 af 27. maj 2004, tale 3, U<strong>den</strong>rigsministeren.<br />
Tilgængelig på: http://www.ft.dk/?/samling/20051/MENU/00000002.htm<br />
Retsudvalgets skrivelse af 21. november 2002 (alm. del – bilag 311 – spørgsmål 140 til U<strong>den</strong>rigsministeren<br />
<strong>og</strong> Justitsministeren).<br />
U<strong>den</strong>landske love<br />
Storbritannien: Anti-terrorism, Crime and Security Act 2001 Chapter 24.<br />
Memorandum<br />
The White House, Washington. Memorandum for Presi<strong>den</strong>t George W. Bush. From White House Counsel,<br />
Alberto R. Gonzales. Subject: Decision Regarding Application of the Geneva Convention on Prisoners<br />
of War to the Conflict with Al-Qaeda and the Taliban, 25. januar, 2002.<br />
The White House, Washington. Memorandum for Vice Presi<strong>den</strong>t Richard B. Cheney and others. From<br />
Presi<strong>den</strong>t George W. Bush. Subject: Humane Treatment of Al-Qaeda and Taliban Detainees, 7. februar,<br />
2002. Tilgængelig på:<br />
http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/NSAEBB127/02.02.07.pdf<br />
U.S. Department of Justice. Memorandum for General Counsel, Department of Defense, William J. Haynes<br />
II. From Deputy Assistant Attorney General John Yoo, Special Counsel, Robert J Delahunty. Re: Application<br />
of Treaties and Laws to Al-Qaeda and Taliban Detainees, 9. januar, 2002. Tilgængelig på:<br />
http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/NSAEBB127/02.01.09.pdf<br />
U.S. Department of State. Memorandum for Counsel to the Presi<strong>den</strong>t. From Secretary Colin L. Powell.<br />
Re: Draft Decision Memorandum for the Presi<strong>den</strong>t on the Applicability of the Geneva Convention to the<br />
Conflict in Afghanistan, 26. januar 2002.<br />
Tidsskriftartikler<br />
Aldrich, George H., The Taliban, Al Qaeda, and the Determination of Illegal Combatants, American Journal<br />
of International Law, Vol. 96, No. 4, oktober, 2002, s. 891-898.
25 Litteratur<br />
Balguy-Gallois, Alexandre, Protection des journalistes et des médias en période de conflit armé, International<br />
Review of the Red Cross, Vol. 86, No. 853, 2004, s. 37-68.<br />
Blix, Hans, Area Bombardment: Rules and Reasons, British Yearbook of International Law, 1978, s. 31-69.<br />
Bukh, Marianne Holdgaard, Retsforfølgning af krænkelser af menneskerettigheder <strong>og</strong> humanitær <strong>folkeret</strong><br />
begået i udlandet, Ugeskrift for Retsvæsen 1994B. s. 131-137.<br />
Chinkin, Christine, Rape and Sexual Abuse of Women in International Law, European Journal of International<br />
Law, Vol. 5, No. 3, 1994, s. 326-341.<br />
Condorelli, Luigi, La Commisssion internationale humanitaire d’établissement des faits: un outil obsolete<br />
ou un moyen utile de mise en æuvre du droit international humanitaire?, International Review of the<br />
Red Cross, Vol. 83, No. 842, juni 2001, s. 393-406.<br />
Daoust, Isabelle, Robin Coupland, Rikke Ishoey, New wars, new weapons? The obligation of States to assess<br />
the legality of means and methods of warfare, International Review of the Red Cross, Vol. 84, No. 846,<br />
juni 2002, s. 345-363.<br />
Dörmann, Knut, The legal situation of „unlawful/unprivileged combatants“, International Review of the<br />
Red Cross, Vol. 85, No. 849, marts, 2003, s. 45-74.<br />
Gardam, Judith, Women, human rights and international humanitarian law, International Review of the<br />
Red Cross, No. 324, September 1998, s. 412-432.<br />
Gasser, Hans-Peter, Acts of terror, „terrorism“ and international humanitarian law, International Review<br />
of the Red Cross, Vol. 84, No. 847, september 2002, s.547-570.<br />
Gasser. Hans-Peter, The protection of journalists engaged in dangerous professional missions, International<br />
Review of the Red Cross, No. 232, januar-februar, s. 3- 18.<br />
Harhoff, Frederik, Jurisdiktion ved retsforfølgning af internationale forbrydelser, Juristen, Årg. 82, nr. 1,<br />
2000, s. 18-37.<br />
Harhoff, Frederik, The Rwanda Tribunal: A presentation of some legal aspects, International Review of the<br />
Red Cross, No. 321, december 1997, s. 665-673.<br />
Harhoff, Frederik, Unauthorised Humanitarian Interventions – Armed Violence in the Name of Humanity,<br />
Nordic Journal of International Law 70, 2001, s. 65-119.<br />
Henckaerts, Jean-Marie, Study on customary international humanitarian law: A contribution to the understanding<br />
and respect for the rule of law in armed conflict, International Review of the Red Cross, Vol.<br />
87, No. 857, marts 2005, s. 175-212.<br />
International Committee of the Red Cross, Depleted Uranium Munitions, International Review of the Red<br />
Cross, Vol. 83, No. 842, juni 2001, s. 543-545.<br />
International Committee of the Red Cross, Model law concerning the use and protection of the emblem of the<br />
red cross and red crescent, International Review of the Red Cross, No. 313, juli-august, s. 486-495.<br />
Karlshoven, Frits, The International Humanitarian Fact-Finding Commission: A Sleeping Beauty?, Humanitäres<br />
Völkerrecht – Informationsschriften, Heft 4, 2002, s. 213-216.<br />
Lavoyer, Jean-Philippe, National legislation on the use and protection of the emblem of the red cross or red<br />
crescent, International Review of the Red Cross, No. 313, juli-august 1996, s. 482-485.<br />
Kessing, Peter Vedel, Torturudøvere beskyttes af diplomatisk immunitet, Mennesker <strong>og</strong> Rettigheter, Vol.<br />
19, Nr. 4, 2001, s. 4-33.<br />
MacPherson, Bryan, Authority of the Security Council to Exempt Peacekeepers from International Criminal<br />
Court Proceedings, American Society of International Law, juli 2002.<br />
Naqvi, Yasmin, Doubtful Prisoner-of-war status, International Review of the Red Cross, Vol. 84, No. 847,<br />
September 2002, s. 571-596.<br />
Nathanson, Vivienne, Preventing and limiting suffering should conflict break out: the role of the medical<br />
profession, International Review of the Red Cross, Vol. 82, No. 839, September 2000, s. 601-615.<br />
Pfanner, Toni, Asymmetrical warfare from the perspective of humanitarian law and humanitarian action,<br />
International Review of the Red Cross,, Vol. 87, No. 857, marts 2005, s. 149-174.<br />
R<strong>og</strong>ers, A.P.V., Zero-casualty warfare, International Review of the Red Cross, Vol. 82, No. 837, marts<br />
2000, s. 165-181.<br />
Rytter, Jens Elo, Humanitarian Intervention without the Security Council: From San Francisco to Kosovo – and<br />
Beyond, Nordic Journal of International Law 70, 2001, s. 121-160.<br />
Sassoli, Marco, State responsibility for violations of international humanitarian law, International Review<br />
of the Red Cross, Vol. 84, No. 846, juni 2002, s. 401-434.<br />
Sassoli, Marco, Use and Abuse of the Laws of War in the War on Terrorism, Law and Inequality: A Journal<br />
of Theory and Practice 22, 2004.<br />
Spiermann, Ole, Humanitarian Intervention as a Necessity and the Threat or Use of Jus C<strong>og</strong>ens, Nordic<br />
Journal of International Law 71, 2002, s. 530-534.
Litteratur 25<br />
Stahn, Carsten, The Ambiguities of Security Council Resolution 1422 (2002), European Journal of International<br />
Law, Vol. 14, No. 1, 2003, s. 85-104.<br />
Vestergaard, Jørn, Anti-terrorpakken – <strong>den</strong> strafferetlige del, Lov <strong>og</strong> Ret 1, 2002.<br />
Wagner, Natalie, The development of the grave breaches regime and of individual criminal responsibility by<br />
the International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia, International Review of the Red Cross,<br />
Vol. 85, No. 850, juni 2003, s. 351-385.<br />
Bøger<br />
Biering Sørensen, L. F., V. E. Gyde, Militær straffe- <strong>og</strong> retsplejelovgivning: kommenteret af L.F. Biering-Sørensen<br />
<strong>og</strong> V.E. Gyde, Jurist- <strong>og</strong> Økonomforbundets Forlag, 1988.<br />
Brownlie, Ian, Principles of Public International Law, 6th edition, Oxford University Press, 2003.<br />
Bouchet-Saulnier, Francoise, The Practical Guide to Humanitarian Law, Medicins Sans Frontieres, Rowman<br />
& Littlefield Publishers, Inc., 2002.<br />
Cassese, Antonio, International Law, Oxford University Press, 2001<br />
Cassese, Antonio, Paola Gaeta, John R. W. D. Jones, The Rome Statute of the International Criminal Court:<br />
A Commentary, Vol. I-III, Oxford University Press, 2002.<br />
Clausewitz, Carl von, Vom Kriege, Dümmlers Verlag, 1832.<br />
Clayton, Richard, and Tomlinson, Hugh, The Law of Human Rights, 1st ed., Oxford University Press,<br />
2000<br />
Duffield, Mark, Global Governance and the New Wars: The Merging of Development and Security, Zed<br />
Books, 2001.<br />
Dörmann, Knut, Elements of War Crimes under the Rome Statute of the International Criminal Court,<br />
International Committee of the Red Cross, Cambridge University Press, 2004.<br />
Eberlin, Philippe, Hans-Peter Gasser, Sylvie-Stoyanka Junod, Jean Pictet, Claude Pilloud, Jean de Preux,<br />
Yves Sandoz, Christophe Swinarski, Claude F. Wenger, Bruno Zimmermann, Commentary on the<br />
Additional Protocols of 9th June, 1977, to the Geneva Convention of 12th August, 1949, International<br />
Committee of the Red Cross, Martinus Nijhoff Publishers, 1987.<br />
Espersen, Ole, Frederik Harhoff, Ole Spiermann, Folkeret, Christian Ejlers Forlag, 2003.<br />
Fleck, Dieter, The Handbook of Humanitarian Law in Armed Conflict, Oxford University Press, 1995.<br />
Goodwin-Gill, Guy S., The Refugee in International Law, 2nd edition, Oxford University Press, 1996.<br />
Green, Leslie C., The Contemporary Law of Armed Conflict, 2nd edition, Manchester University Press,<br />
2000.<br />
Greve, Vagn, Asbjørn Jensen, Gorm Toftegaard Nielsen, Kommenteret straffelov – Speciel del, 8. omarbejdede<br />
udgave, Jurist- <strong>og</strong> Økonomiforbundets Forlag, 2005.<br />
Gulmann, Claus, John Bernhard, Tyge Lehmann, Folkeret, Jurist- <strong>og</strong> Økonomiforbundets Forlag, 1989.<br />
Henckaerts, Jean-Marie, Louise Doswald-Beck, Customary International Humanitarian Law, International<br />
Committee of the Red Cross, Cambridge University Press, 2005.<br />
Pictet, Jean S, Commentary – I Geneva Convention – For the amelioration of the condition of the wounded<br />
and sick in armed forces in the field, International Committee of the Red Cross, 1952.<br />
Pictet, Jean S., Commentary – IV Geneva Convention – Relative to the Protection of Civilian Persons in Time<br />
of War, International Committee of the Red Cross, 1958.<br />
Rehof, Lars, Tyge Trier, Menneskeret, Jurist- <strong>og</strong> Økonomforbundets Forlag, 1990.<br />
Roberts, Adam, Richard Guelff, Documents on the Laws of War, 3rd edition, Oxford University Press,<br />
2004.<br />
Sassoli, Marco, Antoine A. Bouvier, How Does Law Protect in War, International Committee of the Red<br />
Cross, 1999.<br />
Shaw, Malcolm N., International Law, 5th edition, Cambridge University Press, 2003.<br />
Steiner and Alston, International Human Rights in Context – Law, Politics, Morals, Oxford University<br />
Press, 2nd edition, 2000.<br />
Tamm, Ditlev, Retsopgøret efter besættelsen, 2. udgave, København, 1985.<br />
Tomuschat, Christian, Human Rights, Oxford University Press, 2003.<br />
Tzu, Sun, The art of War – A new translation, Shambala, 2001.<br />
UK Ministry of Defence, The Manual of the Law of Armed Conflict, Oxford University Press, 2004.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> publikationer<br />
Blankholm, Torben, Når krigen raser – regler, dilemmaer <strong>og</strong> konsekvenser, Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, 2005.
2 0 Litteratur<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>, Handbook on the Practical Use of International Humanitarian Law, Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>,<br />
2004.<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> – Folkeretsudvalget, Rapport – Humanitær <strong>folkeret</strong> i Danmark, Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>,<br />
1997.<br />
Andre publikationer<br />
Beredskabsstyrelsen, Sundhedspersonalets rettigheder <strong>og</strong> pligter under væbnede konflikter, 1999.<br />
Bassiouni, Cherif, and Marcia McCormick, Sexual Violence: An Invisible Weapon of War in the former<br />
Yugoslavia, Occasional Paper No.1, International Human Rights Law Institute, DePaul University<br />
College of Law, 1996.<br />
Human Rights Watch, THE INTERNATIONAL CRIMINAL COURT: How Nongovernmental Organizations<br />
Can Contribute To the Prosecution of War Criminals, September 2004.<br />
International Committee of the Red Cross, Guiding principles concerning the status and methods of operation<br />
of national bodies for the implementation of international humanitarian law, (Ref. LG 1998-056-ENG),<br />
30. maj, 1998. Tilgængelig på: http://www.themissing.cicr.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList371/<br />
D8ADB5B7DA6AD6D9C1256B66005BB3E6<br />
International Committee of the Red Cross, International Humanitarian Law – Answers to your questions,<br />
2002.<br />
International Committee of the Red Cross, Table of National Committees and other Netional Bodies on<br />
International Humanitarian Law, June 2005. Tilgængelig på: http://www.icrc.org/Web/eng/siteeng0.<br />
nsf/htmlall/5NSJXG/$File/Table%20CN%2030%20June%202005.pdf<br />
FN’s Flygtningehøjkommissær, Refugees by numbers – 2005 edition, 2005.Tilgængelig på: http://www.<br />
unhcr.ch/cgi-bin/texis/vtx/basics/opendoc.pdf?tbl=BASICS&id=416e3eb24<br />
Forsvarsministeriet, Den militære juridiske rådgiverordning, 1999.<br />
NATO, Standardisation Agreement 2449,<br />
Patey, Luke A., Conflicting Motivations. The Private Sector and International Conflict. An Annotated Bibli<strong>og</strong>raphy,<br />
DIIS Working Paper, 2004.<br />
Regeringen, Regeringens redegørelse om beredskabet, juni 2005. Tilgængelig på:<br />
http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/7889F051-F17B-4E8D-B26C-0E27F463B9C9/15081/<br />
050601Regeringensredeg%C3%B8relseomberedskabet.pdf<br />
Regeringen, Et robust <strong>og</strong> sikkert samfund – Regeringens politik for beredskabet i Danmark, Forsvarsministeriet,<br />
juni 2005.<br />
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, Første delberetning fra Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, U<strong>den</strong>rigsministeriet,<br />
1984.<br />
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, An<strong>den</strong> delberetning fra Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg, U<strong>den</strong>rigsministeriet,<br />
1999.<br />
Schmitt, Michael N., The Impact of High and Low-tech Warfare on the Principle of Distinction, Harvard<br />
Pr<strong>og</strong>ram on Humanitarian Policy and Conflict Research, International Humanitarian Law Research<br />
Initiative, Briefing Paper, november 2003.<br />
Schmitt, Michael N., Heather A. Harrison Diniss, Thomas C. Winfield, Computers and War: The Legal<br />
Battlespace, Harvard Pr<strong>og</strong>ram on Humanitarian Policy and Conflict Research, International Humanitarian<br />
Law Research Initiative, Briefing Paper, juni 2004.<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet, Beretning til Folketinget vedrørende udviklingen i Den Europæiske Union 2002,<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet 2002.<br />
UK Ministry of Defence, The Green Book, working arrangements with the media in times of emergency,<br />
tension, conflict or war, 2005-edition.<br />
United Nations High Commissioner for Refugees, Handbook on Procedures and Criteria for Determining<br />
Refugee Status under the 1951 Convention and the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees,<br />
Reedited, 1992.<br />
Det norske Justits- <strong>og</strong> Politidepartements høring af 14. juni 2002 om en ny straffelov, Tilgængelig på:<br />
http://www.dep.no/jd/norsk/dok/andre_dok/hoeringsnotater/012101-080026/dok-bn.html<br />
Andre officielle tilkendegivelser<br />
Amnesty International, Open letter to members of the Security Council regarding renewal of Resolution<br />
1487, (IOR 40/008/2004), 17. juni 2004.
Litteratur 2 1<br />
EU, Action plan to follow-up on the common position on the International Criminal Court, februar 2004.<br />
Tilgængelig på: http://ue.eu.int/uedocs/cmsUpload/ICC48EN.pdf<br />
EU, EU Presi<strong>den</strong>cy Statement – Proposed renewal of the provisions of SCR 1422 (ICC), 12. juni 2003. Tilgængelig<br />
på: http://europa-eu-un.org/articles/es/article_2431_es.htm<br />
Human Rights Watch, Close the Door to Impunity: Human Rights Watch Recommendations to U.N. Member<br />
States on the Renewal of Resolution 1487, opdateret 13. maj, 2004.<br />
Human Rights Watch, Bilateral Immunity Agreements, 20. juni 2003. Tilgængelig på: http://www.hrw.<br />
org/campaigns/icc/docs/bilateralagreements.pdf<br />
International Committee of the Red Cross, When is a war not a war? – The proper role of the law of armed<br />
conflict in the „global war on terror“, Official statement by Gabor Rona, 16 September, 2004. Tilgængelig<br />
på: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList575/3C2914F52152E565C1256E60005C84C0<br />
International Committee of the Red Cross, The relevance of international humanitarian law in contemporary<br />
armed conflicts, Committee of legal advisors on public international law (CADHI), 28th<br />
meeting Lausanne, 13-14 September 2004 – Intervention by Dr. Jakob Kellenberg, Presi<strong>den</strong>t of the<br />
ICRC. Tilgængelig på:<br />
http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList575/61303D20135345C4C1256F42005AEFC4<br />
International Committee of the Red Cross, Keynote address by Dr. Jakob Kellenberger, Presi<strong>den</strong>t of the<br />
International Committee of the Red Cross, XXVIIIth Round Table on Current Problems of International<br />
Humanitarian Law. San Remo, 2 September, 2004. Tilgængelig på: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList575/D16E3E87D0FF2595C1256F0E004FF43C<br />
International Committee of the Red Cross, ICRC, Address by the Presi<strong>den</strong>t of the ICRC, Dr. Jakob Kellenberger,<br />
Genève, 3. December 2003. Tilgængelig på: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/<br />
htmlall/5TVHU9?OpenDocument&style=custo_print<br />
International Committee of the Red Cross, General and complete disarmament, Statement by the International<br />
Committee of the Red Cross at United Nations General Assembly 59th session, 10. oktober<br />
2004. Tilgængelig på: http://www.icrc.org/Web/Eng/siteeng0.nsf/iwpList136/ 75092CBDC-<br />
0482286C1256F3F0046A401<br />
International Criminal Court, Office of the Prosecutor, Paper on some policy issues before the Office of<br />
the Prosecutor, September 2003. Tilgængelig på: http://www.icc-cpi.int/otp/otp_policy.html.<br />
Presse<br />
Coalition for the International Criminal Court, U.S Requests Renewal of Security Council Resolution 1487<br />
Seeking ICC Immunity for U.S. Military Personnel, Media Advisory, 19. maj 2004. Tilgængelige på:<br />
http://iccnow.org/documents/declarationsresolutions/unbodies/051904Renewal1487.pdf<br />
Coalition for the International Criminal Court, Status of US Bilateral Immunity Agreements, 23. november<br />
2005. Tilgængelig på: http://www.iccnow.org/documents/USandICC/BIAsByRegion_current.pdf<br />
Forsvarets Auditørkorps, Sagen om ukorrekt behandling af tilbageholdte irakere, Pressemeddelse af 21. januar<br />
2005. Tilgængelig på: http://forsvaret.dk/FAUK/Nyt+<strong>og</strong>+Presse/Pressemeddelelse+21-01-2005.htm<br />
Hærens Operative Kommando, Statsministeren besøger Irak, 2. februar 2004. Tilgængelig på: http://www.<br />
hok.dk/more.php?id=499_0_1_0_M<br />
International Action Center, Alert to GI’s, vets and military families – Iraqi cities ‘hot’ with depleted uranium,<br />
august 2003. Tilgængelig på: http://www.iacenter.org/images/du-703.pdf.<br />
„TV station attack could be illegal“, Richard Norton-Taylor, The Guardian, Wednesday March 26, 2003,<br />
læs artikle på: http://www.guardian.co.uk/Iraq/Story/0,2763,922445,00.html<br />
The Guardian, TV station attack could be illegal, 26. marts 2003. Tilgængelig på:<br />
http://www.guardian.co.uk/Iraq/Story/0,2763,922445,00.html<br />
The Times, 24. april 1999(Storbritanniens Premiereminister Tony Blair udtalte dagen efter bombardementet,<br />
at angrebet mod TV- <strong>og</strong> radiostationen i Be<strong>og</strong>rad var fuldt legitimt)<br />
The Indepen<strong>den</strong>t August 10, 2003 „US admits it used napalm bombs in Iraq“, artikel af Andrew Buncombe,<br />
tilgængelig på http://news.indepen<strong>den</strong>t.co.uk/world/americas/story.jsp?story=432201.<br />
U.S. uses napalm gas in Fallujah – Witnesses, 11/28/2004, artikel tilgængelig på http://www.aljazeera.<br />
com/cgi bin/news_service/middle_east_full_story.asp?service_id=5875<br />
James Parsons, Robert, Depleted Uranium in Bunker Bombs – America’s big dirty secret, Le Monde Diplomatique,<br />
3. marts 2003.. Tilgængelig på http://mondediplo.com/2002/03/03uranium<br />
FN’s Nyhedsservice, UN Environment pr<strong>og</strong>ramme train Iraqis in measuring depleted uranium, 31. maj 2005.<br />
Tilgængelig på http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=14445&Cr=uranium&Cr1=<br />
Møller, Per Stig, FN skal føre an i kampen mod terror, kronik i Berlingske Ti<strong>den</strong>de, 4. april 2005.
2 2 Litteratur<br />
FN’s pressemeddelelse, Prosecutor receives referral concerning Central African Republic, (AFR/1090 L/3078),<br />
7. januar 2005. Tilgængelig på: http://www.un.org/News/Press/docs/2005/afr1090.doc.htm.<br />
FN’s pressemeddelelse, Prosecutor receives referral of situation in Democratic Republic of Congo, (AFR/<br />
903-L/3067), 19. april 2004. Tilgængelig på: http://www.un.org/News/Press/docs/2004/afr903.doc.<br />
htm<br />
United Nations Information Service, Security Council Reiterates Strong Condemnation of Use of Child<br />
Soldiers, Begins Consideration of Secretary-General’s Plan of Action, 24. februar, 2005. Tilgængelig på<br />
http://www.unis.unvienna.org/unis/pressrels/2005/sc8319.html.<br />
United Nations International Children’s Emergency Fund, Sexual violence as a weapon of war, 1996. Tilgængelig<br />
på http://www.unicef.org/sowc96pk/sexviol.htm.<br />
United Nations New Service, UN Environment Pr<strong>og</strong>ramme train Iraqis in measuring depleted uranium, 31.<br />
maj 2005. Tilgængelig på: http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=14445&Cr<br />
United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs, Reliefweb, Presi<strong>den</strong>t of Uganda<br />
refers situation concerning Lord’s Resistance Army (LRA) to International Criminal Court, (AFR/821<br />
L/3055), 29. januar 2004. Tilgængelig på: http://www.reliefweb.int/rw/rwb.nsf/AllDocsByUNID/<br />
3e0aa69543dcaddf49256e2b00057b35<br />
United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs, Integrated Regional Information<br />
Network, IRIN Web Special on Civilian Protection in Armed Conflict, 2003. Tilgængelig på http://www.<br />
irinnews.org/webspecials/civilprotect/sec1cp1.asp#a1.<br />
FN’s pressemeddelelse, Security Council requests one-year extencsion of UN peacekeeper immunity from<br />
International Criminal Court, (SC/7789), 12. juni 2003.<br />
Pressemeddelelse af 3. maj 2005 fra US State Department: www.state.gov/r/pa/prs/ps/2005/45573.htm<br />
Wilhjelm, Preben, Antiterrorpakken <strong>og</strong> retssikkerhe<strong>den</strong>, Dagbladet Arbejderen, 17. november 2001.<br />
Hjemmesider<br />
Beredskabsstyrelsen: http://www.brs.dk<br />
Coalition for the International Criminal Court: http://www.iccnow.org<br />
Den Internationale Straffedomstol: http://www.icc-cpi.int<br />
International Humanitarian Fact-Finding Commission: http://www.ihffc.org/en/index.html<br />
International Humanitarian Law Research Initiative: http://www.ihlresearch.org/amw/project.php<br />
Masteruddannelsen i public health<br />
http://pubhealth.ku.dk/mih_en/Pr<strong>og</strong>ramme/structure0607/<br />
U<strong>den</strong>rigsministeriet: http://www.um.dk<br />
UNHCR: http://www.unhcr.ch/cgi-bin/texis/vtx/home<br />
UNODC: http://www.unodc.org<br />
Diverse<br />
Baccino-Astrada, Alma, Manual on the rights and duties of medical personal in armed conflicts, International<br />
Committee of the Red Cross, 1982.<br />
Den Europæiske Union, Action plan to follow-up on the common position on the international criminal<br />
court,<br />
Forsvarskommandoen: Forsvarsforliget 2005-2009, Forligstekst, 10. juni 2004. Tilgængelig på: http://forsvaret.dk/NR/rdonlyres/B11AEE90-73BD-4242-BDC0-6A41977E6239/0/0610juni2004Endeligforligstekst.<br />
pdf<br />
ICRC, Israel, Occupied Territories and Autonomous Territories: Focus on Protection, 31. December 2005<br />
International Committee of the Red Cross, Advisory Service on International Humanitarian Law, The<br />
Obligation to Disseminate International Humanitarian Law, 2003. Tilgængelig på: http://www.icrc.<br />
org/Web/Eng/siteeng0.nsf/htmlall/5JYLTB/$FILE/Obligation_to_disseminate.pdf<br />
International Law Commission, Draft articles on Responsibility of States for internationally wrongful acts,<br />
adopted by the International Law Commission at its fifty-third session, 2001.<br />
Justitsministeriet, Lovafdelingen, Kommissorium for Straffelovrådet, Det strafferetlige værn vedrærende<br />
terrorbekæmpelse, 19. august 2005.<br />
Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons, Questionnaire on the implementation of trade<br />
measures under the chemical weapons convention, (S/440/2004), 23. august 2004.<br />
Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons, Plan of action regarding the implementation of<br />
article vii obligations, (C-4/DEC.16), 24. oktober 2003.
Litteratur 2 3<br />
Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons, Legislation questionnaire – penal enforcement of<br />
the chemical weapons convention, (S/317/2002), 18. September 2002.<br />
Stockholm International Peace Research Institute, Private Security Companies – The Case for Regulation,<br />
SIPRI Policy Paper No. 9, Caroline Holmqvist, januar 2005. Tilgængelig på: http://editors.sipri.se/<br />
pubs/SIPRI_PolicyPaper9.pdf<br />
Thomsen, Jørgen Lange, Retsmedicin – nordisk læreb<strong>og</strong>, Foreningen af Danske Lægestuderendes Forlag,<br />
2004.<br />
VK Regeringen, Nye mål – Regeringsgrundlag, februar 2005. Tilgængelig på: http://www.stm.dk/publikationer/reggrund05/nye_%20maal_web.pdf
2 4 Bilag<br />
Anvendte forkortelser<br />
CIMIC<br />
Civilt-militært samarbejde i fredsbevarende operationer.<br />
CCW konventionen<br />
Konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af<br />
visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevol<strong>den</strong>de eller for<br />
at ramme i flæng (Våbenkonventionen).<br />
CTC<br />
FN’s Sikkerhedsråds Anti-terrorisme Komité.<br />
DJE<br />
Den Journalistiske Efteruddannelse.<br />
FN<br />
De Forenede Nationer.<br />
FN’s Torturkonvention<br />
FN-konvention af 10. december 1984 mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig eller<br />
nedværdigende behandling eller straf (Torturkonventionen).<br />
FN’s Flygtningekonvention<br />
FN-konvention af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen).<br />
Genève-konvention I (GK I)<br />
Genève-konvention af 12. august 1949 til forbedring af såredes <strong>og</strong> syges vilkår i de<br />
væbnede styrker.<br />
Genève-konvention II (GK II)<br />
Genève-konvention af 12. august 1949 til forbedring af såredes, syges <strong>og</strong> skibbrudnes<br />
vilkår i de væbnede styrker på søen.<br />
Genève-konvention III (GK III)<br />
Genève-konvention af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger.<br />
Genève-konvention IV (GK IV)<br />
Genève-konvention af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid.
Bilag 2 5<br />
Harvard-processen<br />
En række ekspertmøder i 2002-04 afholdt af ICRC, Harvard Universitets Pr<strong>og</strong>ram for<br />
Humanitær Politik <strong>og</strong> Konfliktforskning <strong>og</strong> <strong>den</strong> schweiziske regering.<br />
IAEA<br />
Det Internationale Atomvåbenagentur.<br />
ICC<br />
Den Internationale Straffedomstol.<br />
ICC-statutten<br />
Statutten for Den Internationale Straffedomstol.<br />
ICCPR<br />
Internationale konvention af 1966 om civile <strong>og</strong> politiske rettigheder.<br />
ICJ<br />
Den Internationale Domstol<br />
ICRC<br />
Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Komité.<br />
ICTR<br />
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda.<br />
ICTY<br />
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien.<br />
IFRC<br />
Det internationale Forbund af <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-selskaber.<br />
IHL<br />
Humanitær <strong>folkeret</strong>.<br />
ILO<br />
Den Internationale Arbejderorganisation.<br />
INSI<br />
Institut for <strong>den</strong> internationale presses sikkerhed<br />
IRRC<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ internationale tidsskrift<br />
Landkrigsreglementet<br />
IV Haager-konvention af 18. oktober 1907 om regler <strong>og</strong> vedtægter for krig til lands.
2 Bilag<br />
MJUR<br />
Militær juridiske rådgivere.<br />
NATO<br />
Den Nordatlantiske Traktatorganisation.<br />
NGO<br />
Ikke-statslig organisation<br />
OECD<br />
Organisationen for Økonomisk Samarbejde <strong>og</strong> Udvikling.<br />
OCHA<br />
FN’s kontor for Koordinering af Humanitær Anliggender.<br />
OPCW<br />
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben.<br />
OSCE<br />
Organisationen for Sikkerhed <strong>og</strong> Samarbejde i Europa<br />
Ottawa-konventionen<br />
Konvention af 18. september 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion <strong>og</strong><br />
overførelser af personelminer samt om deres destruktion.<br />
PICJ<br />
Den Permanente Internationale Domstol.<br />
RCT<br />
Rehabiliterings- <strong>og</strong> Forskningscentret for Torturofre.<br />
ROE<br />
Regler for magtanvendelse.<br />
Rom-statutten<br />
Se ICC-statutten.<br />
San Remo-manualen<br />
San Remo-manualen om søkrigsførelse af 1994.<br />
Sankt Petersborg-deklarationen<br />
Deklaration vedtaget i Skt. Petersborg <strong>den</strong> 11. december 1868 om minimumsmål for<br />
eksplosive projektiler.<br />
SC<br />
FN’s Sikkerhedsråd.
Bilag 2<br />
SOFA-aftaler<br />
Standardaftaler om de militære styrkers status i forbindelse med udsendelse af styrker<br />
gennem FN eller NATO.<br />
Sædvaneretsstudiet<br />
ICRC’s Sædvaneretsstudie ved Henckaerts & Doswald-Beck (2005)<br />
Tillægsprotokol I (TP I)<br />
Tillægsprotokol I af 18. juni 1977 til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende<br />
beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter.<br />
Tillægsprotokol II (TP II)<br />
Tillægsprotokol II af 18. juni 1977 til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrørende<br />
beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.<br />
Tillægsprotokol III (TP III)<br />
Tillægsprotokol III af 8. december 2005 til Genève-konventionerne af 12. august 1949<br />
vedrørende et supplerende <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærke.<br />
UNESCO<br />
FN’s organisation for uddannelse, vi<strong>den</strong>skab <strong>og</strong> kultur.<br />
UNHCR<br />
FN’s Flygtningehøjkommissariat<br />
UNPROFOR<br />
FN’s beskyttelsesstyrke.<br />
VStGB<br />
Den tyske straffelovb<strong>og</strong> om overtrædelser af <strong>folkeret</strong>ten.<br />
Wiener-konventionen.<br />
FN’s Konvention om Traktatretten fra 1969.
2 Bilag<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-principperne<br />
I arbejdet med at leve op til sit formål skal <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> lade sig vejlede af de syv grundlæggende<br />
principper for <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsen. Formålet med <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelsen<br />
er indeholdt i princippet om medmenneskelighed. Principperne blev vedtaget på Den<br />
Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i 1965 i Wien <strong>og</strong> der henvises til principperne i<br />
Tillægsprotokol I af 1977 i artikel 81. I 1986 blev principperne indføjet i <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>bevægelsens<br />
internationale statutter.<br />
Principperne gælder for alle <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber, <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-arbejdere <strong>og</strong> frivillige<br />
samt for ICRC <strong>og</strong> IFRC.<br />
De syv principper:<br />
Medmenneskelighed:<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> forsøger national <strong>og</strong> internationalt at forhindre <strong>og</strong> lindre menneskelig<br />
smerte, hvor end <strong>den</strong> findes. Det er <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ formål at beskytte liv <strong>og</strong> helbred <strong>og</strong> at<br />
sikre respekt for mennesket samt at fremme forståelse, respekt, venskab <strong>og</strong> samarbejde<br />
<strong>og</strong> varig fred mellem alle folkeslag.<br />
Upartiskhed:<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> yder hjælp til alle u<strong>den</strong> hensyn til nationalitet, race, køn, klasse, alder,<br />
religion, overbevisning <strong>og</strong> politiske holdninger. <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> stræber efter at mildne<br />
menneskers lidelse, handler kun ud fra deres behov <strong>og</strong> hjælper først dem, der er i<br />
størst nød.<br />
Neutralitet:<br />
For stadig at nyde alles tillid må <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> ikke tage parti i fjendtligheder eller på<br />
n<strong>og</strong>et tidspunkt engagere sig i uoverensstemmelser af politisk, racemæssig, religiøs<br />
eller ideol<strong>og</strong>isk art.<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> hjælper alle u<strong>den</strong> at tage hensyn til skyld eller uskyld.<br />
Uafhængighed:<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er uafhængigt. De nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskaber skal nok bistå deres regeringer<br />
i det <strong>humanitære</strong> hjælpearbejde <strong>og</strong> overholde de respektive landes love, men de<br />
må altid bevare deres selvstyre, således at de altid er i stand til at handle ud fra <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong>’ principper. Ingen kan tvinge <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> til eller forhindre selskabet i at hjælpe,<br />
der hvor <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> mener, der er brug for det.<br />
Frivillighed:<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er en frivillig hjælpeorganisation, der i sit arbejde ikke på n<strong>og</strong>en måde er<br />
tilskyndet af økonomisk fordel.
Bilag 2<br />
Enhed:<br />
Der kan kun være ét <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-selskab i hvert land. Selskabet skal være åbent for alle<br />
<strong>og</strong> skal udføre sit <strong>humanitære</strong> arbejde i hele landet.<br />
Almengyldighed:<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> er en ver<strong>den</strong>somspæn<strong>den</strong>de bevægelser, i hvilken de nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>selskaber<br />
har samme status, samme ansvar <strong>og</strong> pligt til at hjælpe hinan<strong>den</strong>.
2 0 Bilag<br />
Uddrag af statutterne for Den<br />
internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse<br />
Statutterne for Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-bevægelse blev vedtaget som resolution<br />
nr. 31 på <strong>den</strong> 25. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-konference i Genève <strong>den</strong> 23.-31. oktober<br />
1986. Statutterne er si<strong>den</strong> blevet ændret ved to gange. Første gang på <strong>den</strong> 26. <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-konference <strong>den</strong> 3.-7. december 1995 som resolution nr. 7,<br />
<strong>og</strong> senest i 2006 på <strong>den</strong> 29. Internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-konference<br />
<strong>den</strong> 20-21. juni 2006 som resolution 1. Ændringerne til statutterne fremgår af bilag til<br />
de vedtagne resolutioner.<br />
Med vedtagelse af resolution nr. 7 i 1995 fik Det internationale Forbund af <strong>Røde</strong><br />
<strong>Kors</strong> <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-selskaber sin nuværende betegnelse med ændring af artikel 6<br />
i statutterne: „The Legaue of Red Cross and Red Crescent Societies“ blev således ændret<br />
til „The International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies“.<br />
Ændring af statutterne i juni 2006 medførte en ændring af betegnelsen „Red Cross<br />
and Red Crescent emblems“ til „distinctive emblem“.<br />
Section I: General Provisions<br />
Article 1<br />
Definition<br />
1. The International Red Cross and Red Crescent Movement [1] (hereinafter called<br />
„the Movement“) is composed of the National Red Cross and Red Crescent Societies<br />
rec<strong>og</strong>nized in accordance with Article 4 [2] (hereinafter called „National Societies“),<br />
of the International Committee of the Red Cross (hereinafter called „the International<br />
Committee“) and of the League of Red Cross and Red Crescent Societies (hereinafter<br />
called „the League“).<br />
2. The components of the Movement, while maintaining their indepen<strong>den</strong>ce within<br />
the limits of the present Statutes, act at all times in accordance with the Fundamental<br />
Principles and co-operate with each other in carrying out their respective tasks in<br />
pursuance of their common mission.<br />
3. The components of the Movement meet at the International Conference of the Red<br />
Cross and Red Crescent (hereinafter called „the International Conference“) with the<br />
States Parties to the Geneva Conventions of 27 July 1929 or of 12 August 1949.
Bilag 2 1<br />
Article 2<br />
States Parties to the Geneva Conventions<br />
1. The States Parties to the Geneva Conventions [3] co-operate with the components<br />
of the Movement in accordance with these Conventions, the present Statutes and the<br />
resolutions of the International Conference.<br />
2. Each State shall promote the establishment on its territory of a National Society and<br />
encourage its development.<br />
3. The States, in particular those which have rec<strong>og</strong>nized the National Society constituted<br />
on their territory, support, whenever possible, the work of the components of the Movement.<br />
The same components, in their turn and in accordance with their respective<br />
statutes, support as far as possible the humanitarian activities of the States.<br />
4. The States shall at all times respect the adherence by all the components of the Movement<br />
to the Fundamental Principles.<br />
5. The implementation of the present Statutes by the components of the Movement shall<br />
not affect the sovereignty of States, with due respect for the provisions of international<br />
humanitarian law.<br />
Section II: Components Of The Movement<br />
Article 3<br />
National Red Cross and Red Crescent Societies<br />
1. The National Societies form the basic units and constitute a vital force of the Movement.<br />
They carry out their humanitarian activities in conformity with their own<br />
statutes and national legislation, in pursuance of the mission of the Movement, and<br />
in accordance with the Fundamental Principles. The National Societies support the<br />
public authorities in their humanitarian tasks, according to the needs of the people of<br />
their respective countries.<br />
2. Within their own countries, National Societies are autonomous national organizations<br />
providing an indispensable framework for the activities of their voluntary members and<br />
their staff. They co-operate with the public authorities in the prevention of disease, the<br />
promotion of health and the mitigation of human suffering by their own pr<strong>og</strong>rammes in<br />
such fields as education, health and social welfare, for the benefit of the community.<br />
They organize, in liaison with the public authorities, emergency relief operations and<br />
other services to assist the victims of armed conflicts as provided in the Geneva Conventions,<br />
and the victims of natural disasters and other emergencies for whom help<br />
is needed.
2 2 Bilag<br />
They disseminate and assist their governments in disseminating international humanitarian<br />
law; they take initiatives in this respect. They disseminate the principles and<br />
ideals of the Movement and assist those governments which also disseminate them.<br />
They also co-operate with their governments to ensure respect for international humanitarian<br />
law and to protect the red cross and red crescent emblems.<br />
3. Internationally, National Societies, each within the limits of its resources, give assistance<br />
for victims of armed conflicts, as provided in the Geneva Conventions, and<br />
for victims of natural disasters and other emergencies. Such assistance, in the form of<br />
services and personnel, of material, financial and moral support, shall be given through<br />
the National Societies concerned, the International Committee or the League.<br />
They contribute, as far as they are able, to the development of other National Societies<br />
which require such assistance, in order to strengthen the Movement as a whole.<br />
International assistance between the components of the Movement shall be co-ordinated<br />
as provided in Article 5 or Article 6. A National Society which is to receive such<br />
assistance may however undertake the co-ordination within its own country, subject to<br />
the concurrence of the International Committee or the League, as the case may be.<br />
4. In order to carry out these tasks, the National Societies recruit, train and assign such<br />
personnel as are necessary for the discharge of their responsibilities.<br />
They encourage everyone, and in particular young people, to participate in the work<br />
of the Society.<br />
5. National Societies have a duty to support the League in terms of its Constitution.<br />
Whenever possible, they give their voluntary support to the International Committee<br />
in its humanitarian actions.<br />
Article 4<br />
Conditions for rec<strong>og</strong>nition of National Societies<br />
In order to be rec<strong>og</strong>nized in terms of Article 5, paragraph 2 b) as a National Society,<br />
the Society shall meet the following conditions:<br />
1. Be constituted on the territory of an indepen<strong>den</strong>t State where the<br />
Geneva Convention for the Amelioration of the Condition of the<br />
Wounded and Sick in Armed Forces in the Field is in force.<br />
2. Be the only National Red Cross or Red Crescent Society of the said State and be<br />
directed by a central body which shall alone be competent to represent it in its dealings<br />
with other components of the Movement.
Bilag 2 3<br />
3. Be duly rec<strong>og</strong>nized by the legal government of its country on the basis of the Geneva<br />
Conventions and of the national legislation as a voluntary aid society, auxiliary to the<br />
public authorities in the humanitarian field.<br />
4. Have an autonomous status which allows it to operate in conformity with the Fundamental<br />
Principles of the Movement.<br />
5. Use the name and emblem of the Red Cross or Red Crescent in conformity with the<br />
Geneva Conventions.<br />
6. Be so organized as to be able to fulfil the tasks defined in its own statutes, including<br />
the preparation in peace time for its statutory tasks in case of armed conflict.<br />
7. Extend its activities to the entire territory of the State.<br />
8. Recruit its voluntary members and its staff without consideration of race, sex, class,<br />
religion or political opinions.<br />
9. Adhere to the present Statutes, share in the fellowship which unites the components<br />
of the Movement and co-operate with them.<br />
10. Respect the Fundamental Principles of the Movement and be guided in its work<br />
by the principles of international humanitarian law.<br />
Article 5<br />
The International Committee of the Red Cross<br />
1. The International Committee, founded in Geneva in 1863 and formally rec<strong>og</strong>nized<br />
in the Geneva Conventions and by International Conferences of the Red Cross, is an<br />
indepen<strong>den</strong>t humanitarian organization having a status of its own. It co-opts its members<br />
from among Swiss citizens.<br />
2. The role of the International Committee, in accordance with its<br />
Statutes, is in particular:<br />
a) to maintain and disseminate the Fundamental Principles of the Movement, namely<br />
humanity, impartiality, neutrality, indepen<strong>den</strong>ce, voluntary service, unity and<br />
universality;<br />
b) to rec<strong>og</strong>nize any newly established or reconstituted National Society, which fulfils<br />
the conditions for rec<strong>og</strong>nition set out in Article 4, and to notify other National Societies<br />
of such rec<strong>og</strong>nition;<br />
c) to undertake the tasks incumbent upon it under the Geneva Conventions, to work for<br />
the faithful application of international humanitarian law applicable in armed conflicts<br />
and to take c<strong>og</strong>nizance of any complaints based on alleged breaches of that law;
2 4 Bilag<br />
d) to endeavour at all times – as a neutral institution whose humanitarian work is<br />
carried out particularly in time of international and other armed conflicts or internal<br />
strife – to ensure the protection of and assistance to military and civilian victims of<br />
such events and of their direct results;<br />
e) to ensure the operation of the Central Tracing Agency as provided in the Geneva<br />
Conventions;<br />
f) to contribute, in anticipation of armed conflicts, to the training of medical personnel<br />
and the preparation of medical equipment, in co-operation with the National Societies,<br />
the military and civilian medical services and other competent authorities;<br />
g) to work for the understanding and dissemination of knowledge of international humanitarian<br />
law applicable in armed conflicts and to prepare any development thereof;<br />
h) to carry out mandates entrusted to it by the International Conference.<br />
3. The International Committee may take any humanitarian initiative which comes<br />
within its role as a specifically neutral and indepen<strong>den</strong>t institution and intermediary,<br />
and may consider any question requiring examination by such an institution.<br />
4. a) It shall maintain close contact with National Societies. In agreement with them,<br />
it shall co-operate in matters of common concern, such as their preparation for action<br />
in times of armed conflict, respect for and development and ratification of the Geneva<br />
Conventions, and the dissemination of the Fundamental Principles and international<br />
humanitarian law.<br />
b) In situations foreseen in paragraph 2 d) of this Article and requiring co-ordinated<br />
assistance from National Societies of other countries, the International Committee, in<br />
co-operation with the National Society of the country or countries concerned, shall<br />
co-ordinate such assistance in accordance with the agreements concluded with the<br />
League.<br />
5. Within the framework of the present Statutes and subject to the provisions of Articles,<br />
3, 6 and 7, the International Committee shall maintain close contact with the League<br />
and co-operate with it in matters of common concern.<br />
6. It shall also maintain relations with governmental authorities and any national or<br />
international institution whose assistance it considers useful.<br />
Article 6<br />
The League of Red Cross and Red Crescent Societies<br />
1. The League is the international Federation of the National Red Cross and Red Crescent<br />
Societies. It acts under its own Constitution with all rights and obligations of a<br />
corporate body with a legal personality.
Bilag 2 5<br />
2. The League is an indepen<strong>den</strong>t humanitarian organization which is not governmental,<br />
political, racial or sectarian in character.<br />
3. The general object of the League is to inspire, encourage, facilitate and promote at<br />
all times all forms of humanitarian activities by the National Societies, with a view to<br />
preventing and alleviating human suffering and thereby contributing to the maintenance<br />
and the promotion of peace in the world.<br />
4. To achieve the general object as defined in paragraph 3 and in the context of the<br />
Fundamental Principles of the Movement, of the resolutions of the International Conference<br />
and within the framework of the present Statutes and subject to the provisions<br />
of Article 3, 5 and 7, the functions of the League, in accordance with its Constitution,<br />
are inter alia the following:<br />
a) to act as the permanent body of liaison, co-ordination and study between the National<br />
Societies and to give them any assistance they might request;<br />
b) to encourage and promote in every country the establishment and development of<br />
an indepen<strong>den</strong>t and duly rec<strong>og</strong>nized National Society;<br />
c) to bring relief by all available means to all disaster victims;<br />
d) to assist the National Societies in their disaster relief preparedness, in the organization<br />
of their relief actions and in the relief operations themselves;<br />
e) to organize, co-ordinate and direct international relief actions in accordance with<br />
the Principles and Rules adopted by the International Conference;<br />
f) to encourage and co-ordinate the participation of the National Societies in activities<br />
for safeguarding public health and the promotion of social welfare in co-operation with<br />
their appropriate national authorities;<br />
g) to encourage and co-ordinate between National Societies the exchange of ideas<br />
for the education of children and young people in humanitarian ideals and for the<br />
development of friendly relations between young people of all countries;<br />
h) to assist National Societies to recruit members from the population as a whole and<br />
inculcate the principles and ideals of the Movement;<br />
i) to bring help to victims of armed conflicts in accordance with the agreements concluded<br />
with the International Committee;<br />
j) to assist the International Committee in the promotion and development of international<br />
humanitarian law and collaborate with it in the dissemination of this law and of<br />
the Fundamental Principles of the Movement among the National Societies;<br />
k) to be the official representative of the member Societies in the international field,<br />
inter alia for dealing with decisions and recommendations adopted by its Assembly<br />
and to be the guardian of their integrity and the protector of their interests;
2 Bilag<br />
l) to carry out the mandates entrusted to it by the International Conference.<br />
5. In each country the League shall act through or in agreement with the National<br />
Society and in conformity with the laws of that country.<br />
Article 7<br />
Co-operation<br />
1. The components of the Movement shall co-operate with each other in accordance<br />
with their respective statutes and with Articles 1, 3, 5 and 6 of the present Statutes.<br />
2. In particular the International Committee and the League shall maintain frequent<br />
regular contact with each other at all appropriate levels so as to co-ordinate their activities<br />
in the best interest of those who require their protection and assistance.<br />
3. Within the framework of the present Statutes and their respective statutes, the International<br />
Committee and the League shall conclude with each other any agreements<br />
required to harmonize the conduct of their respective activities. Should, for any reason,<br />
such agreements not exist, Article 5, paragraph 4 b) and Article 6, paragraph 4 i) shall<br />
not apply and the International Committee and the League shall refer to the other<br />
provisions of the present Statutes to settle matters relative to their respective fields of<br />
activities.<br />
4. Co-operation between the components of the Movement on a regional basis shall<br />
be undertaken in the spirit of their common mission and the Fundamental Principles,<br />
within the limits of their respective statutes.<br />
5. The components of the Movement, while maintaining their indepen<strong>den</strong>ce and<br />
i<strong>den</strong>tity, co-operate whenever necessary with other organizations which are active in<br />
the humanitarian field, provided such organizations are pursuing a purpose similar to<br />
that of the Movement and are prepared to respect the adherence by the components<br />
to the Fundamental Principles.<br />
Section III: Statutory Bodies<br />
The International Conference<br />
of the Red Cross and Red Crescent<br />
Article 8<br />
Definition<br />
The International Conference is the supreme deliberative body for the Movement. At<br />
the International Conference, representatives of the components of the Movement<br />
meet with representatives of the States Parties to the Geneva Conventions, the latter in<br />
exercise of their responsibilities under those Conventions and in support of the overall
Bilag 2<br />
work of the Movement in terms of Article 2. T<strong>og</strong>ether they examine and decide upon<br />
humanitarian matters of common interest and any other related matter.<br />
Article 9<br />
Composition<br />
1. The members of the International Conference shall be the delegations from the<br />
National Societies, from the International Committee, from the League and from the<br />
States Parties to the Geneva Conventions.<br />
2. Each of these delegations shall have equal rights expressed by a single vote.<br />
3. A delegate shall belong to only one delegation.<br />
4. A delegation shall not be represented by another delegation or by a member of<br />
another delegation.<br />
Article 10<br />
Functions<br />
1. The International Conference contributes to the unity of the Movement and to the<br />
achievement of its mission in full respect of the Fundamental Principles.<br />
2. The International Conference contributes to the respect for and development of<br />
international humanitarian law and other international conventions of particular<br />
interest to the Movement.<br />
3. The International Conference shall have the sole competence:<br />
a) to amend the present Statutes and the Rules of Procedure of the International Red<br />
Cross and Red Crescent Movement (hereinafter called „Rules of Procedure“);<br />
b) to take, at the request of any of its members, the final decision on any difference of<br />
opinion as to the interpretation and application of these Statutes and Rules;<br />
c) to decide on any question, referred to in Article 18, paragraph 2 b), which may<br />
be submitted to it by the Standing Commission, the International Committee or the<br />
League.<br />
4. The International Conference shall elect in a personal capacity those members of<br />
the Standing Commission mentioned in Article 17, paragraph 1 a) of the present<br />
Statutes, taking into account personal qualities and the principle of fair ge<strong>og</strong>raphical<br />
distribution.<br />
5. Within the limits of the present Statutes and of the Rules of Procedure, the International<br />
Conference shall adopt its decisions, recommendations or declarations in the<br />
form of resolutions.
2 Bilag<br />
6. The International Conference may assign mandates to the International Committee<br />
and to the League within the limits of their statutes and of the present Statutes.<br />
7. The International Conference may enact, when necessary and by a two-thirds majority<br />
of its members present and voting, regulations relating to matters such as procedure<br />
and the award of medals.<br />
8. The International Conference may establish for the duration of the Conference<br />
subsidiary bodies in accordance with the Rules of Procedure.<br />
………………..<br />
The Standing Commission of the Red Cross and Red Crescent<br />
Article 16<br />
Definition<br />
The Standing Commission of the Red Cross and Red Crescent (called „the Standing<br />
Commission“ in the present Statutes) is the trustee of the International Conference<br />
between two Conferences, carrying out the functions laid down in Article 18.<br />
Article 17<br />
Composition<br />
1. The Standing Commission shall comprise nine members, namely:<br />
a) five who are members of different National Societies, each elected in a personal<br />
capacity by the International Conference according to Article 10, paragraph 4 and<br />
holding office until the close of the following International Conference or until the next<br />
Standing Commission has been formally constituted, whichever is the later;<br />
b) two who are representatives of the International Committee, one of whom shall be<br />
the Presi<strong>den</strong>t;<br />
c) two who are representatives of the League, one of whom shall be the Presi<strong>den</strong>t.<br />
2. Should any member referred to in paragraph 1 b) or c) be unable to attend a meeting<br />
of the Standing Commission, he may appoint a substitute for that meeting, provided<br />
that the substitute is not a member of the Commission. Should any vacancy occur<br />
among the members referred to in paragraph 1 a), the Standing Commission itself<br />
shall appoint as a member the candidate who, at the previous election, obtained the<br />
greatest number of votes without being elected, provided that the person concerned is<br />
not a member of the same National Society as an existing elected member. In case of a<br />
tie, the principle of fair ge<strong>og</strong>raphical distribution shall be the deciding factor.<br />
3. The Standing Commission shall invite to its meetings, in an advisory capacity and<br />
at least one year before the International Conference is to meet, a representative of the<br />
host organization of the next International Conference.
Bilag 2<br />
Article 18<br />
Functions<br />
1. The Standing Commission shall make arrangements for the next<br />
International Conference by:<br />
a) selecting the place and fixing the date thereof, should this not have been decided<br />
by the previous Conference, or should exceptional circumstances so require in terms<br />
of Article 11, paragraph 2;<br />
b) establishing the pr<strong>og</strong>ramme for the Conference;<br />
c) preparing the provisional agenda of the Conference for submission to the Council;<br />
d) establishing by consensus the list of the observers referred to in Article 11, paragraph<br />
5;<br />
e) promoting the Conference and securing optimum attendance.<br />
2. The Standing Commission shall settle, in the interval between International Conferences,<br />
and subject to any final decision by the Conference:<br />
a) any difference of opinion which may arise as to the interpretation and application<br />
of the present Statutes and of the Rules of Procedure;<br />
b) any question which may be submitted to it by the International Committee or the<br />
League in connection with any difference which may arise between them.<br />
3. The Standing Commission shall:<br />
a) promote harmony in the work of the Movement and, in this connection, co-ordination<br />
among its components;<br />
b) encourage and further the implementation of resolutions of the International Conference;<br />
c) examine, with these objects in view, matters which concern the Movement as a<br />
whole.<br />
4. The Standing Commission shall make arrangements for the next Council by:<br />
a) selecting the place and fixing the date thereof;<br />
b) preparing the provisional agenda of the Council;
2 0 Bilag<br />
c) establishing by consensus the list of the observers referred to in Article 15, paragraph<br />
4.<br />
5. The Standing Commission shall administer the award of the Henry Dunant Medal.<br />
6. The Standing Commission may refer to the Council any question concerning the<br />
Movement.<br />
7. The Standing Commission may establish by consensus such ad hoc bodies as necessary<br />
and nominate the members of these bodies.<br />
8. In carrying out its functions and subject to any final decision by the International<br />
Conference, the Standing Commission shall take any measures which circumstances<br />
demand, provided always that the indepen<strong>den</strong>ce and initiative of each of the components<br />
of the Movement, as defined in the present Statutes, are strictly safeguarded.<br />
Notes<br />
1) Also known as the International Red Cross<br />
2) Any National Society rec<strong>og</strong>nized at the date of entry into force of the present<br />
Statutes shall be considered as rec<strong>og</strong>nized in terms of Article 4.<br />
3) In the present Statutes the expression „Geneva Conventions“ also covers<br />
their Additional Protocols for the States Parties to these Protocols.
Bilag 2 1<br />
Oversigt over konventioner<br />
Humanitær <strong>folkeret</strong><br />
Deklaration om kaperi <strong>og</strong> blokade<br />
1856 Deklaration af 16. april 1856 om kaperi, kontrabande <strong>og</strong> blokade<br />
Deklarationer om eksplosive-, giftgas- <strong>og</strong> dum-dum-projektiler<br />
1868 Deklaration vedtaget i Skt. Petersborg <strong>den</strong> 11. december 1868 om minimumsmål<br />
for eksplosive projektiler (Sankt Petersborg-deklarationen).<br />
1899 Deklaration af 29. juli 1899 om forbud mod anvendelse af giftgas-projektiler.<br />
1899 Deklaration af 29. juli 1899 om forbud mod anvendelse af dum-dum-projektiler.<br />
Konventioner vedtaget på Den an<strong>den</strong> internationale Fredskonference i Haag<br />
(Haager-reglerne)<br />
1907 IV Haager-konvention af 18. oktober 1907 om regler <strong>og</strong> vedtægter for krig til<br />
lands (Landkrigsreglementet).<br />
1907 V Haager-konvention af 18. oktober 1907 om neutrale magters <strong>og</strong> personers<br />
rettigheder <strong>og</strong> pligter i tilfælde af krig til lands.<br />
1907 VI Haager-konvention af 18. oktober 1907 om fjendtlige handelsskibes behandling<br />
ved fjendtlighedernes begyndelse.<br />
1907 VII Haager-konvention af 18. oktober 1907 om handelsskibes forandring til<br />
krigsskibe.<br />
1907 VIII Haager-konvention af 18. oktober 1907 om udlægning af undersøiske<br />
stødminer.<br />
1907 XI Haager-konvention af 18. oktober 1907 om visse indskrænkninger i udøvelsen<br />
af opbringelsesretten under søkrig.<br />
1907 XIII Haager-konvention af 18. oktober 1907 om neutrale magters rettigheder <strong>og</strong><br />
pligter under søkrig.<br />
Protokollen om giftgas<br />
1925 Protokol af 17. juni 1925 mod anvendelse til krigsbrug af kvælende, giftige eller<br />
lignende gasarter samt bakteriol<strong>og</strong>iske krigsmidler.<br />
FN-pagten<br />
1945 FN-pagten af 26. juni 1945.
2 2 Bilag<br />
Genève-konventionerne vedrørende beskyttelse af ofre i væbnede konflikter<br />
1949 I Genève-konvention af 12. august 1949 til forbedring af såredes <strong>og</strong> syges vilkår<br />
i de væbnede styrker i felten.<br />
1949 II Genève-konvention af 12. august 1949 til forbedring af sårede, syges <strong>og</strong> skibbrudnes<br />
vilkår i de væbnede styrker på søen.<br />
1949 III Genève-konvention af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger.<br />
1949 IV Genève-konvention af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i<br />
krigstid.<br />
Konventionen om beskyttelse af kulturværdier med tilhørende protokoller<br />
1954 Haager-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af<br />
væbnet konflikt med tilhørende protokoller:<br />
1954 Protokol I af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier.<br />
1999 Protokol II af 26. marts 1999 om beskyttelse af kulturværdier.<br />
Konventionen om biol<strong>og</strong>iske våben<br />
1972 Konvention af 10. april 1972 om forbud mod udvikling, fremstilling <strong>og</strong> oplagring<br />
af bakteriol<strong>og</strong>iske (biol<strong>og</strong>iske) våben <strong>og</strong> toksinvåben samt om disse våbens<br />
tilintetgørelse.<br />
Konventionen om fjendtlig anvendelse af miljøpåvirkningsteknik<br />
1976 Konvention af 10. december 1976 om forbud mod militær eller enhver an<strong>den</strong><br />
fjendtlig anvendelse af miljøpåvirkningsteknik.<br />
Tillægsprotokollerne til Genève-konventionerne<br />
1977 Tillægsprotokol I af 8. juni 1977 til Genève-konventionerne af 12. august 1949<br />
vedrørende beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter.<br />
– samt deklarationer afgivet i henhold til artikel 90 vedrørende anerkendelse af<br />
Fact-Finding kommissionens kompetence.<br />
1977 Tillægsprotokol II af 8. juni 1977 til Genève-konventionerne af 12. august 1949<br />
vedrørende beskyttelse af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.<br />
2005 Tillægsprotokol III af 8. december 2005 Genève-konventionerne af 12. august<br />
1949 vedrørende vedtagelse af et supplerende emblem.<br />
Våbenkonventionen med tilhørende protokoller<br />
1980 Konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen<br />
af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevol<strong>den</strong>de<br />
eller for at ramme i flæng (Våbenkonventionen) med tilhørende<br />
protokoller:<br />
1980 Protokol I af 10. oktober 1980 til Våbenkonventionen vedrørende ikke påviselige<br />
sprængstykker.<br />
1980 Protokol II af 10. oktober 1980 til Våbenkonventionen vedrørende forbud mod<br />
eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer <strong>og</strong> andre mekanismer.<br />
1980 Protokol III af 10. oktober 1980 til Våbenkonventionen vedrørende forbud mod<br />
eller begrænsning i anvendelsen af brandvåben.
Bilag 2 3<br />
1995 Protokol IV af 13. oktober 1995 til Våbenkonventionen vedrørende forbud mod<br />
anvendelsen <strong>og</strong> overførelsen af blin<strong>den</strong>de laservåben.<br />
1996 Ændret Protokol II til Våbenkonventionen (Ændret Protokol II af 3. maj 1996<br />
vedrørende forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer<br />
<strong>og</strong> andre mekanismer).<br />
2001 Ændring af 21. december 2001 til Konvention af 10. oktober 1980 om forbud<br />
mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må<br />
anses for at være unødigt skadevol<strong>den</strong>de eller for at ramme i flæng (Våbenkonventionen).<br />
2003 Protokol V af 28. november 2003 til Våbenkonventionen vedrørende eksplosive<br />
krigsefterla<strong>den</strong>skaber.<br />
Konventionen om kemiske våben<br />
1993 Konvention af 13. januar 1993 om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring<br />
<strong>og</strong> anvendelse af kemiske våben <strong>og</strong> sådanne våbens tilintetgørelse. (Konvention<br />
om kemiske våben).<br />
San Remo Manualen<br />
1994 San Remo Manualen om søkrigsførelse af 12. juni 1994.<br />
Konventionen om sikkerhed for FN-personel<br />
1994 Konvention af 9. december 1994 om sikkerhed for FN-personel samt personel<br />
knyttet til FN.<br />
Ottawa-konventionen om anti-personelminer<br />
1997 Konvention af 18. december 1997 om forbud mod brug, oplagring, produktion <strong>og</strong><br />
overførsel af personelminer samt om deres destruktion. (Ottawa-konventionen<br />
om anti-personelminer).<br />
Krigsforbrydelser <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>, inklusiv folkedrab<br />
1945 Nürnberg-tribunalets charter af 8. august 1945.<br />
1948 Konvention af 9. december 1948 om forebyggelse af <strong>og</strong> straf for folkedrab (Folkedrabskonventionen).<br />
1968 FN-konventionen af 26. november 1968 om ikke-anvendelighed af lovbestemte<br />
begrænsninger for krigsforbrydelser <strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong>.<br />
1973 FN-principper om internationalt samarbejde om opklaring af krigsforbrydelser<br />
<strong>og</strong> forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> samt arrestation, udlevering <strong>og</strong> strafforfølgning<br />
af personer, der har begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod<br />
menneskehe<strong>den</strong> vedtaget 3. december 1973.<br />
1993 Statutten for Det Internationale Straffetribunal for Det Tidligere Jugoslavien af<br />
25. maj 1993.<br />
1994 Statutten for Det Internationale Straffetribunal for Rwanda af 8. november<br />
1994.<br />
1998 Statutten for Den Internationale Straffedomstol af 17. juli 1998 (ICC-statutten).
2 4 Bilag<br />
Menneskerettigheder<br />
Udvalgte FN-konventioner<br />
1926 FN-konvention af 25. september 1926 om slaveri.<br />
1949 FN-konvention af 2. december 1949 om bekæmpelse af menneskehandel <strong>og</strong><br />
udnyttelse af andres prostitution.<br />
1951 FN-konvention af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling (Flygtningekonventionen).<br />
1954 FN-konvention af 28. september 1954 om statsløse personers retsstilling.<br />
1956 FN-tillægskonvention af 30. april 1956 om slaveri, slavehandel <strong>og</strong> ordninger, der<br />
må sidestilles med slaveri sidestilles med slaveri<br />
1960 UNESCO-konvention af 14. december 1960 mod forskelsbehandling in<strong>den</strong> for<br />
undervisning.<br />
1961 FN-konvention af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed.<br />
1962 FN-konvention af 7. november 1962 om samtykke til <strong>og</strong> minimumsalder for<br />
indgåelse af ægteskab <strong>og</strong> registrering af ægteskab.<br />
1965 FN-konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination.<br />
1966 FN-konvention af 16. december 1966 om civile <strong>og</strong> politiske rettigheder.<br />
1966 FN-konvention af 16. december 1966 om økonomiske, sociale <strong>og</strong> kulturelle rettigheder.<br />
1979 FN-konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination<br />
mod kvinder (Kvindekonventionen).<br />
1984 FN-konvention af 10. december 1984 mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig<br />
eller nedværdigende behandling eller straf (Torturkonventionen)<br />
1989 FN-konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder (Børnekonventionen).<br />
1989 FN-konvention af 4. december 1989 imod rekruttering, anvendelse, finansiering<br />
<strong>og</strong> træning af lejesoldater.<br />
1990 FN-konvention af 18. december 2002 om beskyttelse af vandrende arbejdstagere<br />
<strong>og</strong> deres familiemedlemmers rettigheder.<br />
2000 FN-konvention om bekæmpelse af grænseoverskri<strong>den</strong>de organiseret kriminalitet.<br />
Udvalgte tillægsprotokoller til FN-konventioner<br />
1953 Ændringsprotokol af 23. oktober 1953 til FN-konvention af 25. september 1926<br />
om slaveri.<br />
1966 Valgfri protokol I af 16. december 1966 til FN-konvention om civile <strong>og</strong> politiske<br />
rettigheder.<br />
1967 Valgfri protokol af 31. januar 1967 til FN-konvention af 28. juli 1951 om flygtninges<br />
retsstilling.<br />
1989 Valgfri protokol II af 15. december 1989 til FN-konvention om civile <strong>og</strong> politiske<br />
rettigheder, der sigter mod afskaffelse af dødsstraffen.<br />
1999 Valgfri protokol af 10. december 1999 til FN-konvention om afskaffelse af alle<br />
former for diskrimination mod kvinder.
Bilag 2 5<br />
2000 Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder<br />
vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter.<br />
2000 Valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder<br />
vedrørende salg af børn, børneprostitution <strong>og</strong> børneporn<strong>og</strong>rafi.<br />
2000 Protokol af 15. november 2000 om bekæmpelse af smugling af migranter ad<br />
land, sø eller luftvejen, til supplering af FN-konvention om bekæmpelse af<br />
grænseoverskri<strong>den</strong>de organiseret kriminalitet.<br />
2000 Protokol af 15. november 2000 om forebyggelse, bekæmpelse <strong>og</strong> retsforfølgning<br />
af menneskehandel, særlig handel med kvinder <strong>og</strong> børn, til supplering af FNkonvention<br />
om bekæmpelse af grænseoverskri<strong>den</strong>de organiseret kriminalitet.<br />
2001 FN-protokol af 31. maj 2001 om ulovlig fabrikation af <strong>og</strong> handel med skydevåben<br />
<strong>og</strong> dele, komponenter samt ammunition hertil, til supplering af FN-konvention<br />
om bekæmpelse af grænseoverskri<strong>den</strong>de organiseret kriminalitet.<br />
2002 Valgfri protokol af 18. december 2002 til FN-konvention mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong><br />
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.<br />
Udvalgte FN-erklæringer (engelsk: declarations)<br />
1948 De Forenede Nationers Menneskerettighedserklæring fra 1948.<br />
1960 FN-erklæring af 14. december 1960 om tildeling af uafhængighed til koloniserede<br />
folk <strong>og</strong> områder.<br />
1969 FN-erklæring af 11. december 1969 om socialt fremskridt <strong>og</strong> udvikling.<br />
1971 FN-erklæring af 20. december 1971 om mentalt retarderede personers rettigheder.<br />
1974 FN-erklæring af 14. december 1974 om beskyttelse af kvinder <strong>og</strong> børn i nødsituationer<br />
<strong>og</strong> under væbnede konflikter.<br />
1974 FN-erklæring af 17. december 1974 om afskaffelse af sult <strong>og</strong> fejlernæring.<br />
1975 FN-erklæring af 9. december 1975 om funktionsnedsattes personers rettigheder.<br />
1975 FN-erklæring af 9. december 1975 om beskyttelse mod tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom,<br />
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.<br />
1975 FN-erklæring af 10. november 1975 om anvendelse af vi<strong>den</strong>skabeligt <strong>og</strong> teknol<strong>og</strong>isk<br />
fremskridt i fre<strong>den</strong>s interesse <strong>og</strong> til gavn for menneskehe<strong>den</strong>.<br />
1978 UNESCO-erklæring af 27. november 1978 om race <strong>og</strong> race fordomme.<br />
1981 FN-erklæring af 25. november 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance<br />
<strong>og</strong> diskrimination baseret på religion eller tro.<br />
1984 FN-erklæring af 12. november 1984 om alle menneskers ret til fred.<br />
1985 FN-erklæring af 29. november 1985 om fundamentale principper for retfærdighed<br />
for ofre for kriminalitet <strong>og</strong> magtmisbrug.<br />
1986 FN-erklæring af 4. december 1986 om ret til udvikling.<br />
1992 FN-erklæring af 18. december 1992 om rettighederne for personer, der tilhører<br />
nationale eller etniske, religiøse <strong>og</strong> spr<strong>og</strong>lige mindretal.<br />
1992 FN-erklæring af 18. december 1992 om beskyttelse mod tvangsforsvindinger.<br />
1993 FN-erklæring af 20. december 1993 om afskaffelse af vold mod kvinder.<br />
1993 FN-ver<strong>den</strong>skonference om menneskerettigheder <strong>den</strong> 25. juni 1993 (Wien-erklæringen<br />
<strong>og</strong> handlingsplan).
2 Bilag<br />
1998 UNESCO-erklæring af 9. december 1998 om det menneskelige genom <strong>og</strong> menneskerettigheder.<br />
1998 FN-erklæring af 9. december 1998 om individers, grupper eller samfundsorganers<br />
ret til <strong>og</strong> ansvar for fremme <strong>og</strong> beskyttelse af anerkendte menneskerettigheder<br />
and fundamentale friheder.<br />
2000 FN’s Millenium-erklæring af 8. september 2000.<br />
2001 UNESCO-erklæring af 2. november 2001 om kulturel diversitet.<br />
2001 FN-ver<strong>den</strong>skonference om racisme <strong>den</strong> 31. august – 8. september 2001 (Durbanerklæringen<br />
<strong>og</strong> handlingsplan).<br />
2001 FN-erklæring af 27. juni 2001 om HIV/AIDS.<br />
Udvalgte FN-principper, standard regler <strong>og</strong> anbefalinger<br />
til konventionerne samt retningsliner<br />
1955 FN-minimumsregler om behandling af fængslede personer.<br />
1965 FN-anbefaling af 1. november 1965 til FN-konvention af 7. november 1962 om<br />
samtykke til <strong>og</strong> minimumsalder for indgåelse af ægteskab <strong>og</strong> registrering af<br />
ægteskab.<br />
1979 Adfærdsretningslinier for retsudøvende embedsmænd vedtaget 17. december<br />
1979.<br />
1982 FN-etisk-medicinske principper af 18. december 1982 relevante for sundhedspersonalets<br />
rolle, særligt lægers, i beskyttelsen af frihedsberøvede personer mod<br />
tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig <strong>og</strong> nedværdigende straf eller behandling.<br />
1984 Værn til beskyttelse af rettigheder for personer, der er idømt en dødsstraf vedtaget<br />
25. maj 1984.<br />
1985 FN-principper om <strong>den</strong> dømmende magts uafhængighed.<br />
1988 Samling af FN-principper af 9. december 1988 om beskyttelse af frihedsberøvede<br />
personer.<br />
1990 FN-principper af 14. december 1990 om behandling af fængslede personer.<br />
1990 FN-regler af 14. december 1990 om beskyttelse af unge frihedsberøvede personer.<br />
1990 FN-retningslinier af 14. december 1990 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.<br />
1990 FN-principper af 7. september 1990 om advokaters rolle.<br />
1990 FN-retningslinier af 7. september 1990 om anklagers rolle.<br />
1990 FN-principper af 7. september 1990 om anvendelse af tvang <strong>og</strong> skydevåben af<br />
retsudøvende embedsmænd.<br />
1991 FN-principper af 16. december 1991 om behandling af ældre personer.<br />
1991 FN-principper af 17. december 1991 om beskyttelse af personer med psykiske<br />
sygdomme <strong>og</strong> fremme af plejen af <strong>den</strong> psykiske sundhed.<br />
1993 FN-standard regler af 20. december 1993 om at sikre lige muligheder for funktionsnedsatte<br />
personer.<br />
1993 FN-principper af 20. december 1973 om nationale menneskerettighedsinstitutioners<br />
status (Paris-principperne).
Bilag 2<br />
1997 FN-retningslinier af 21. juli 1997 for handling i relation til børn i det strafferetlige<br />
system.<br />
2000 FN-principper vedtaget 4. december 2000 om effektiv efterforskning <strong>og</strong> dokumentation<br />
af tortur <strong>og</strong> an<strong>den</strong> grusom, umenneskelig <strong>og</strong> nedværdigende behandling<br />
<strong>og</strong> straf.<br />
2005 FN-principper <strong>og</strong> retningslinier af 16. december 2005 om retten til et retsmiddel<br />
<strong>og</strong> erstatning.<br />
Udvalgte ILO-konventioner<br />
1930 ILO-konvention nr. 29 af 28. juni 1930 om tvangsarbejde.<br />
1948 ILO-konvention nr. 87 af 9. juli 1948 om foreningsfrihed <strong>og</strong> beskyttelse af retten<br />
til at organisere sig.<br />
1949 ILO-konvention nr. 98 af1. juli 1949 om retten til at organisere sig <strong>og</strong> føre kollektive<br />
forhandlinger.<br />
1951 ILO-konvention nr. 100 af 29. juni 1951 om lige løn til mandlige <strong>og</strong> kvindelige<br />
arbejdere for arbejde af samme værdi.<br />
1957 ILO-konvention nr. 105 af 25. juni 1957 om afskaffelse af tvangsarbejde.<br />
1958 ILO-konvention nr. 111 af 25. juni 1958 om forskelsbehandling med hensyn til<br />
beskæftigelse <strong>og</strong> erhverv.<br />
1964 ILO-konvention nr. 122 af 9. juli 1964 om beskæftigelsespolitik<br />
1973 ILO-konvention nr. 138 af 26. juni 1973 om mindstealder for adgang til beskæftigelse.<br />
1989 ILO-konvention nr. 169 af 27. juni 1989 vedrørende oprindelige folk <strong>og</strong> stammefolk<br />
i selvstændige stater.<br />
1999 ILO-konvention nr. 182 af 17. juni 1999 om de værste former for børnearbejde.<br />
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention <strong>og</strong><br />
EU’ Charter om grundlæggende rettigheder<br />
1950 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950.<br />
2000 EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder af 7. december 2000.
2 Bilag<br />
Oversigt over beskyttelsesmærker<br />
Med vedtagelse af Tillægsprotokol III til Genève-konventionerne i december 2005 <strong>og</strong><br />
dermed vedtagelse af <strong>den</strong> røde krystal som supplerende beskyttelsesmærke, har Den<br />
internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-bevægelse nu 3 beskyttelsesmærker.<br />
Beskyttelsesmærkerne er kendetegn for særligt beskyttede persongrupper <strong>og</strong> enheder<br />
såsom sanitetspersonale, feltpræster, hospitaler, køretøjer, skibe <strong>og</strong> luftfartøjer til sanitetstransport<br />
<strong>og</strong> sanitetsudstyr af enhver art (se artikel 38 i Genève-konvention IV <strong>og</strong><br />
artikel 18 i Tillægsprotokol I til Genève-konventionerne af 1949).<br />
Kendemærket for civilforsvarets personel,<br />
bygninger <strong>og</strong> materiel samt civile beskyttelsesrum<br />
(se artikel 66 i Tillægsprotokol<br />
I til Genève-konventionerne af 1949 samt<br />
anneks I til Tillægsprotokol I, kapitel V).<br />
Det særlige internationale mærke for værker<br />
<strong>og</strong> anlæg, der rummer farlige kræfter<br />
(se artikel 56 i Tillægsprotokol I til<br />
Genève-konventionerne af 1949 samt anneks<br />
I til Tillægsprotokol I, kapitel VI).<br />
Beskyttelsesmærket for hospitals- <strong>og</strong> sikkerhedszoner<br />
<strong>og</strong> – lokaliteter (se artikel 14<br />
i Genève-konvention IV af 1949 <strong>og</strong> tillæg<br />
I, artikel 6).<br />
Kendemærket for beskyttede kulturværdier<br />
(se artikel 16 i Haager-konventionen<br />
af 1954 om beskyttelse af kulturværdier i<br />
tilfælde af væbnet konflikt).
Bilag 2<br />
Parlamentærflaget, der yder beskyttelse til<br />
de, der af de krigsførende parter bemyndiges<br />
til at indlede forhandlinger med modparten<br />
(se 1907 IV Haager-konventionen,<br />
Landkrigsreglementets artikel 32).
2 0 Stikord<br />
Stikordsregister<br />
A<br />
Ammunition 121, 139, 143, 146<br />
Angreb<br />
– forholdsregler under angreb 15-16, 24, 56,<br />
126, 128<br />
– forsigtighedsforanstaltninger mod virkninger<br />
af angreb 121, 126<br />
– sikkerhedsforanstaltninger under angreb 24,<br />
121, 125, 132<br />
– vilkårlige angreb 48, 59, 89, 131, 146, 161, 191<br />
Anti-personel miner 139, 146, 149, 230, 244<br />
Asymmetrisk krigsførelse 30, 121, 123-125<br />
Atomvåben 16, 30<br />
B<br />
Bakteriol<strong>og</strong>iske krigsmidler 19, 190<br />
Beredskabsloven 113, 116, 215<br />
Beredskabsstyrelsen 42, 113, 215, 220, 222-223<br />
Beskyttede personer 14, 16, 23-26, 54, 69-70,<br />
72, 74-75, 77, 80, 84, 88-89, 91-96, 100-101,<br />
103-104, 107-109, 111, 113, 116, 122-123,<br />
130, 145, 163, 166, 169, 192, 203, 205, 221,<br />
239-240, 242, 244<br />
Beskyttede zoner 90, 121, 135<br />
Beskyttelse af civile 18-19, 23-25, 53, 70-72, 74,<br />
78, 85-93, 100-110, 112-117, 123, 126, 129-<br />
132, 135, 141-142, 167, 175, 191-192, 203,<br />
205-206, 239-240<br />
Beskyttelsesmagt 47, 66, 68, 73, 76, 80, 84, 89,<br />
91, 101-102, 110, 112, 116, 124, 126, 131,<br />
133-135, 149, 228, 240<br />
Besættelsesmagt 74, 77, 88, 90, 92-94, 96, 156,<br />
191<br />
Biol<strong>og</strong>iske forsøg 163<br />
Biol<strong>og</strong>iske våben 19, 30, 146<br />
Blin<strong>den</strong>de laservåben 121, 140-141<br />
Bombardementer 128-129, 163<br />
Børnesoldater 98-99, 179<br />
C<br />
Civilbefolkning<br />
– beskyttelse af civilbefolkning 19, 70-71, 85-89,<br />
93, 100, 103-105, 109-110, 112, 114, 126,<br />
130-131, 135, 142, 191-192<br />
Civile<br />
– beskyttelse af civile 18, 23-25, 53, 70, 72, 74,<br />
85-92, 100-110, 112, 115-116, 123, 126, 129-<br />
132, 135, 141-142, 167, 175, 191-192, 203,<br />
205, 239-240<br />
– definition 122, 126<br />
Civile genstande<br />
– beskyttelse af civile genstande 70, 89, 126,<br />
130-132, 135<br />
D<br />
Dansk <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> 19, 33, 42-43, 80-81, 112,<br />
114, 118-119, 135, 147, 214-215, 219-222,<br />
233-237<br />
Demilitariserede zoner 135<br />
Den Centrale Eftersøgningstjeneste 111, 242<br />
Den Internationale Domstol (ICJ) 17, 20-21, 26,<br />
39, 80, 87, 105, 107, 151, 153, 155, 158, 174,<br />
212, 243<br />
Den internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Komité<br />
(ICRC) 18-19, 21, 25, 30, 39, 41, 44, 46-47,<br />
58, 63, 68-69, 73-74, 79-81, 83-84, 87-88,<br />
90, 94, 100, 102-103, 108, 110-111, 117, 124,<br />
128, 134-135, 145, 214-215, 220, 222, 225,<br />
228, 233, 235-244<br />
Den Internationale Straffedomstol (ICC) 14, 21,<br />
30, 37, 40-41, 43, 48-51, 56-57, 90, 94, 96,<br />
151-152, 154-158, 160, 162, 164-175, 177-<br />
178, 188-190, 195-196, 202-204, 207-209,<br />
212, 239<br />
Deportation 93, 153, 163, 191<br />
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for<br />
Eksjugoslavien (ICTY) 20-22, 40, 57, 77, 87,<br />
95-96, 105, 122, 153-157, 160, 162, 164-165,<br />
167, 196-198, 202, 239<br />
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for<br />
Rwanda (ICTR) 21, 153-157, 160, 164-165,<br />
167, 183, 195-196<br />
Det internationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> Forbund<br />
(IFRC) 41, 111, 233, 235-239<br />
Disciplinære foranstaltninger 212<br />
Drikkevandsforsyninger 131, 205<br />
Dum-dum-projektiler 19<br />
Døde 97, 111, 122, 128<br />
Dødsstraf 181, 183<br />
E<br />
Eksplosive krigsefterla<strong>den</strong>skaber 49, 142-143<br />
Emblem 244<br />
Erstatning 51, 212<br />
Etnisk udrensning 16, 29, 91-92, 97, 136, 160,<br />
167, 191, 198, 202<br />
Evakuering 93<br />
Evaluering af nye våben 48, 145-148<br />
F<br />
Familierettigheder 205<br />
Farlige kræfter i værker <strong>og</strong> anlæg 59, 121, 132,<br />
138<br />
Feltpræst 66, 223<br />
Flygtninge 15, 28, 89, 92, 95, 99-100, 107, 142,<br />
181, 183, 222, 231, 236, 238
Stikord 2 1<br />
FN 13, 15-17, 20, 27-28, 35-36, 38, 40-41, 44,<br />
49-50, 53-54, 56, 59, 61-63, 87, 90-91, 94, 97,<br />
99-100, 102, 108, 110, 123-124, 135-136, 139,<br />
144, 149, 153-158, 161, 163, 165, 169-174,<br />
179-180, 182, 185, 190, 192-193, 208-209,<br />
212, 215, 219-220, 222, 228, 239<br />
Folkedrab 14, 28-29, 50, 94, 136, 152, 154, 158-<br />
161, 169, 175-177, 179, 207<br />
Forbrydelser mod fre<strong>den</strong> 153, 195<br />
Forbrydelser mod menneskehe<strong>den</strong> 14, 16, 20-<br />
21, 40, 57, 90-93, 95-97, 151, 153-154, 156,<br />
158, 160-162, 164-165, 170, 175-178, 180,<br />
182, 188, 195, 197, 207<br />
Formodningsreglen 36<br />
Forsigtighedsforanstaltninger 121, 126, 128-130,<br />
140<br />
Forsvar 22, 38, 42-43, 45, 48, 51, 70, 83, 97-98,<br />
112-115, 124, 135, 141, 144-145, 147, 163-<br />
164, 198, 205-206, 213-218, 223-232<br />
Forsvarsministeriet 45, 48, 145-147, 217-218,<br />
232<br />
Forsvundne personer 242<br />
Fortolkningsreglen 36<br />
Frihedsberøvelse 60, 62, 66, 78, 81, 107-108,<br />
188, 191, 234<br />
Fællesartikel 3<br />
– anvendelsesområde 167<br />
G<br />
Galic-sagen 57<br />
Gas 179<br />
Gidsler 18, 54, 59, 91-92, 106, 122, 124, 163, 189<br />
Grove overtrædelser 14, 19-21, 37-39, 90, 92-93,<br />
95-96, 132-133, 135, 151, 153, 158, 162-163,<br />
165-168, 175, 178, 187, 189, 191-192, 196,<br />
200-201, 209-210<br />
H<br />
Haager-deklarationerne 19<br />
Haager-reglerne 17-19, 66, 182, 215, 244<br />
Henry Dunant 18<br />
Hjemmeværnet 115, 215<br />
Hjemsendelse 23, 94<br />
Hjælpeaktion 111-112<br />
Hors de combat 23, 65, 123<br />
Hospital 90<br />
Hospitalszoner 240<br />
Humanitær intervention 16<br />
I<br />
Ikke-kombattanter 25, 65, 68-69, 71<br />
Immunitet 69, 156, 178, 181, 208-209<br />
Inkorporering 34-36, 237<br />
Innocent passage 90, 110, 128<br />
Instruktionsreglen 36-37, 185<br />
Internationale forbrydelser 48, 57, 151-152,<br />
154-158, 170-171, 174, 179-180, 182, 195-<br />
196, 258<br />
Internationale væbnede konflikter 13-14, 19-22,<br />
25, 29-30, 39, 41, 44, 53, 58-59, 65, 67, 71,<br />
74-75, 79, 82, 85-88, 102-111, 137, 140, 142,<br />
151, 162-164, 166-168, 186, 203, 206, 211,<br />
213, 224-225, 239-241, 244<br />
International strafferet 55<br />
Interne væbnede konflikter 13-14, 19-22, 25,<br />
28-30, 39, 41, 44, 46, 50, 53, 58-59, 65, 67,<br />
71, 74-75, 79, 82, 85-88, 94, 98-99, 102-111,<br />
124, 137, 139-140, 142, 151, 154, 162-164,<br />
166-168, 186, 203, 206, 211, 213, 224-225,<br />
238-241, 244<br />
Internt fordrevne 90, 99-100, 136, 142<br />
J<br />
Journalister<br />
– beskyttelse under væbnede konflikter 100-<br />
102, 108-110, 221<br />
Juridiske rådgivere 43, 216-218, 223, 226,<br />
229-232<br />
Jurisdiktion 20, 38, 56, 69, 79, 149, 151, 153-<br />
158, 162-164, 167-171, 173-174, 178-180,<br />
182-183, 185-188, 195, 208-209<br />
Jus ad Bellum 13, 15<br />
Jus in Bello 13, 16<br />
K<br />
Kemiske våben 19, 30, 139-140, 148, 179, 228,<br />
230<br />
Kollateral skade 147<br />
Koloniherredømme 21<br />
Kommandoansvar 196, 199-202<br />
Koncentrationslejre 94<br />
Krigsfange<br />
– definition 71<br />
– krigsfangelejr 49, 152<br />
Krigsforbrydelser<br />
– definition 162, 164, 166<br />
– retsforfølgning 20, 49, 69-70, 72, 152-153,<br />
156, 164, 168, 173, 175, 177, 181<br />
Krigslist 123<br />
Kulturgenstande 134<br />
Kvalificeret personel 147, 221<br />
L<br />
Landkrigsreglementet 86, 166<br />
Lejesoldater 68-69<br />
Luftkrigsførelse 121, 130<br />
M<br />
Martens Klausul 23, 145<br />
Menneskerettigheder 13, 16, 26-28, 30, 55, 62-<br />
63, 90-91, 165<br />
Militære manualer 24, 215, 224<br />
Militære metoder <strong>og</strong> midler 14, 17-19, 23, 86,<br />
121, 124-125, 138, 140, 144-146, 223, 228,<br />
230, 244
2 2 Stikord<br />
Militære mål 19, 24, 89, 121, 123, 125-129, 131-<br />
133, 135, 138-141, 192<br />
Militært udstyr 126<br />
Miljø<br />
– beskyttelse af miljøet 121, 138<br />
Modstandsbevægelser 67, 82<br />
N<br />
Nationale <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>- <strong>og</strong> <strong>Røde</strong> Halvmåne-selskaber<br />
41, 46, 111, 214, 243<br />
Nationalt oplysningskontor 85, 111-112<br />
NATO-operationer 174, 195, 208<br />
Naturalrestitution 212<br />
Nedrustning 149<br />
Neutrale hjælpekorps 18, 238<br />
Neutrale stater 77, 88, 123<br />
Neutraliserede zoner 90<br />
Nødhjælp 124, 236-237, 239<br />
O<br />
Opfyldelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong> 33-34,<br />
37-38, 41, 44-45, 47, 49, 146, 213<br />
Ophør for anvendelse af <strong>den</strong> <strong>humanitære</strong> <strong>folkeret</strong><br />
23, 39<br />
Ottowa-konventionen 19, 228<br />
Overflødig skade 24, 139-141, 145-147<br />
P<br />
Perfidi 122<br />
Proportionalitet 23-24, 122<br />
Psykisk tortur 192<br />
R<br />
Racediskrimination 28, 36<br />
Redningsberedskabet 85, 111-115, 214-215, 228<br />
Regeringens <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-udvalg 42-44, 112, 118,<br />
214, 227<br />
Religionsudøvelse 205<br />
Religiøst personel 68, 72, 92, 116<br />
Repatriering af krigsfanger 153, 191<br />
Repressalier 89, 91, 130, 138<br />
Retsforfølgning 20-21, 37-39, 49, 51, 56-57, 65-<br />
67, 69-70, 72, 79, 83, 95, 97, 134, 151-158,<br />
162, 164, 166-188, 190, 195-196, 202, 209,<br />
221, 232, 243<br />
Retskilder 13, 17, 86, 103, 165<br />
<strong>Røde</strong> Halvmåne 41, 46, 111, 119, 123, 214, 233,<br />
237, 243-244<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong> 18-19, 25, 33, 37, 40-48, 72, 74,<br />
80-81, 85, 87, 94-95, 103, 110-112, 114, 116-<br />
119, 122, 135, 142, 145-147, 214-222, 227,<br />
233-243<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-meddelelser 241-242<br />
<strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>-mærket 18, 43, 46, 85, 116-119, 234<br />
S<br />
Sanitetspersonel 66, 213, 221, 223<br />
Seksuel vold 96-97, 108, 163, 166-167<br />
Sikkerhedsfirmaer 68-70, 195, 211-212<br />
Sikkerhedsforanstaltninger 24, 94, 105, 121,<br />
125, 132<br />
Sikkerhedszoner 90, 105, 112, 135<br />
Skelnen 17, 23-25, 65, 67, 89, 101, 113, 125<br />
Slaveri 27, 164<br />
Statsborger 66, 81, 169, 171, 174, 176, 181<br />
Statsløs person 89, 92, 95, 99-100, 107<br />
Strafansvar 134, 151, 167, 180, 195-198, 202-<br />
204, 207, 210, 212<br />
Straffemyndighed – se jurisdiktion 153-154,<br />
168, 180-181, 186-188<br />
Straffrihed* – se immunitet 30, 38, 152, 157,<br />
172, 190, 198, 201, 207<br />
Syge <strong>og</strong> sårede personer 16, 18-19, 68, 89-90,<br />
116-118, 186, 201, 206, 221, 223, 234, 236,<br />
238<br />
Sædvaneret 24-25, 78-79, 82, 89, 98, 101, 103,<br />
105-106, 125-126, 130, 134, 144, 186, 201<br />
Sårbare grupper 91<br />
T<br />
Tadic-sagen 22, 87, 196, 198<br />
Terrorbekæmpelse 53, 55-57, 59, 62-63<br />
Terrorisme 22, 29-30, 44, 53-63, 71, 74-75, 80-<br />
81, 83-84, 112, 125, 182, 189, 219<br />
Tortur 14, 27-28, 73, 78, 81, 83, 93, 95-96, 105,<br />
163-165, 177-178, 181-184, 189, 192-193,<br />
222, 227, 229, 241<br />
Trussel 15-16, 29-30, 40, 44, 53-54, 56, 89-90,<br />
92, 95, 102, 105-106, 114, 152, 154, 170, 173,<br />
193, 205<br />
Tvangsforflyttelse 29, 99, 105, 161, 207<br />
U<br />
Udbredelse af oplysning 48<br />
Udsultning 14, 111, 131-132, 159<br />
Ulovlige kombattanter 11, 65-66, 72, 74-81<br />
Ulovlige mål 190<br />
Ulovlige våben 145, 175, 190<br />
Undersøgelseskommission 38-40, 149, 161<br />
Unødvendig lidelse 24, 48, 139-142, 144,<br />
146-147<br />
V<br />
Vidner 24, 29, 73, 108, 169, 239<br />
Våbenhvile 122<br />
Våbensystemer 121, 139, 143, 147-148<br />
Z<br />
Zoner 90, 121, 135-136