Synagogen på Jesu tid - Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL udgives af Selskab for
Bibelsk Arkæologi (SBA)
Et spadestik dybere i Bibelens verden
Synagogen på Jesu tid
www.sba-dk.dk
En rejse i Dronning Esters land
Arkæologiske nyheder
Laodikea
1
Februar 2005
16. årgang

TEL udgives af
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Paghs Allé 5, 6705 Esbjerg Ø
Tlf.: 7512 9021
E-Mail: adm@sba-dk.dk
Internet: www.sba-dk.dk
Bank: Sydbank konto 7920-1014 846
Norge: Den norske Bank 7877.06.93402
Redaktion:
Morten Hørning Jensen (ansv. red.),
Hartvig Wagner (red. sekr.)
Knud W. Skov, Carsten Vang
Forsidefoto: Ruiner af synagogen i byen Gamla,
som ligger på en stejl bjergside på Golan. Byen
blev ødelagt af romerne i år 66. Synagogen er derfor
med sikkerhed fra Ny Testamentes tid eller
ældre. Den dateres gerne til det 1. årh. f.Kr.
Foto: © Pictorial Library, www.bibleplaces.com
Layout: Corpo Lab, Herning
Tryk: Reklametryk, Herning
Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis
redaktionens eller SBAs synspunkter.
TEL sendes gratis til medlemmer af
Selskab for Bibelsk Arkæologi.
Kontingent:
Danske kr. 145,- / norske kr. 160,-
(For unge under 26 år: kr. 95,- / norske kr. 105,-).
Kontingent opkræves via PBS først på året.
Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.
Selskabets bestyrelse:
• Cand.theol. Klaus Vibe (formand),
tlf.: 8612 0037 · kv@sba-dk.dk
• Ph.d.-stipendiat, cand.theol.
Morten Hørning Jensen (redaktør),
tlf.: 8742 0242 · mhj@sba-dk.dk
• Overlæge Vagn Juhl Jensen (forretningsfører
og kasserer), tlf.: 7512 9021 · vjj@sba-dk.dk
• Datamatiker Jens Bertel Nykjær,
tlf.: 8674 0918 · jbn@sba-dk.dk
• Stud.theol. Jacob Bank Møller,
tlf.: 8615 3402 · jbm@sba-dk.dk
• Cand.theol. Stine Ramati (information mm.),
tlf.: 3297 6747 · sr@sba-dk.dk
© SBA og artiklernes forfattere.
Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde
angives.
ISSN 0905 - 5827
2
Oversigtskort
Geografiske lokaliteter
relevante i forbindelse
med artikler i dette TEL.
KILIKIEN
Midelhavet
Det røde Hav
Modi'in
Nazaret
Jerusalem
0 10 20 30 40 50 60 km
Sorte Hav
Qiryat Sefer
Eufrat
Tigris
Baram
Hasor
Kapernaum
Jeriko
Dødehavet
Jordan
Ekbatana
Susa
Persiske Bugt
Indholdsfortegnelse
Genesaret
Sø
Teheran
Gamla
Kongevejen
Persepolis
Synagogen på Jesu tid. Del 1 side 3
Nyt fra arkæologiens verden side 10
Laodikea side 11
På rejse gennem Persiens historie side 14
Redaktørens square side 16
Ur
Kaspiske Hav
0 200 400 600 800 1000 km
Isfahan
Shiraz

Synagogen på Jesu tid
Nye fund og ny forståelse. Del 1
Af Anders Runesson, McMaster University, Canada
De fleste kristne, som læser eller hører evangelierne i kirken om søndagen, ved, at Jesus prædikede
i synagoger på sabbatten. Ligeledes ved de fleste jøder, som er bekendt med Mishnah og
Talmud, noget om, hvad der hørte med til synagogegudstjenester i oldtiden. Ved en nærmere
undersøgelse af de forskellige kilder fra det første århundrede har nyere forskning imidlertid
fundet adskillige uklarheder, der sætter spørgsmål ved de gængse forestillinger om, hvad en
‘synagoge” var ved slutningen af århundredet.
Som resultat af disse nye studier bliver synagogens
tidlige historie nu skrevet om. Der fremsættes nye
teorier, som har langtrækkende følger for, hvordan
vi skal forstå Jesu virke, kirkens udvikling og forholdet
mellem jøder og kristne i oldtiden. En af de vigtigste
opdagelser er, at begrebet “synagoge” i det
første århundrede faktisk henviste til to typer institutioner.
For at forstå, hvordan Jesus og andre jøder
påvirkede hinanden dengang, er det afgørende at
vide, hvilken af de to institutioner, der henvises til i
Markusevangeliet (jf. boksen nedenfor). Det samfund,
de levede i, skulle snart gennemgå radikale
forandringer og aldrig blive det samme igen.
"Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat,
gik Jesus straks ind i synagogen og underviste.
v22 Og de blev slået af forundring over hans
lære; for han lærte dem som en, der har myndighed,
og ikke som de skriftkloge" (Mark 1,21-22)
Synagogen i Baram i
Galilæa. Den stammer
fra en senere tid
(5. årh. e.Kr.) og kan
derfor ikke uden videre
bruges til at forstå,
hvordan synagoger
på Jesu tid så ud og
var indrettet.
Foto: © Pictorial
Library, www.bibleplaces.com
Fejlen i ældre forskning
En almindelig fejltagelse i tidligere forskning har
været, at man fokuserede for snævert, når man
besvarede spørgsmålet om, hvad en synagoge var
ved slutningen af det første århundrede: man nøjedes
med bare at se på ét aspekt ved synagogen.
Desuden var de kilder, som man brugte til rekonstruktionen,
næsten altid en blanding af tekster og
arkæologiske rester fra det første, andet, tredje og
endda femte eller sjette århundrede. Med hensyn til
det sidste er det især almindeligt at bruge billeder,
der viser bygninger og kunst fra senere perioder til
at illustrere synagoger fra det første århundrede. Det
siger sig selv, at det har skabt en betydelig forvirring
i skildringer af synagogen på Jesu tid.
Arkæologi og tekster
Hvad vi derfor er nødt til at gøre, er at nærme os
opgaven med så bredt et perspektiv som muligt.
Det betyder, at vi må se både på synagogens guds-
3

Skitse over tredje fase af synagogen
i Jeriko. I dens tredje fase blev der
tilføjet en spisesal, kaldet triclinium,
og en søjle blev flyttet.
Foto: © BAR 2001/6
tjeneste og de sociale, “ikke-liturgiske” aktiviteter,
som ifølge teksterne blev udøvet i synagoger (så
som retshandlinger – f.eks. Mark 13,9 – osv.).
Desuden må vi se på spørgsmålet om lederskab og
hierarkier, for at vi kan sige noget om synagogen
som institution.
Endelig må synagogen som bygning analyseres.
Det er for nyligt blevet draget i tvivl, om der overhovedet
eksisterede synagoge-bygninger i det første
århundrede efter Kristus. Forskere har nemlig peget
på den kendsgerning, at ordet synagoge på græsk
(som det danske ord “synagoge” er afledt af) måske
henviser til en forsamling af mennesker og ikke nødvendigvis
en bygning. 1 ¯ ¯
En vigtig del af diskussionen
består derfor i at sætte arkitekturen i de bygninger,
som er blevet udgravet indtil nu (inklusive de nylige
udgravninger af Qiryat Sefer og Jeriko) i forbindelse
med den beskrivelse af synagoge-aktiviteter, som
findes i litterære tekster. Når vi gør det, er vi nødt til
at spørge, om de aktiviteter, der nævnes i teksterne,
passer til bygningernes indretning. Det vil sige, at vi
er nødt til at vurdere bygningernes anvendelighed i
forhold til de aktiviteter, som ifølge teksterne blev
udført i synagoger.
Kildematerialet
Når vi leder efter holdepunkter, der kan sætte os i
stand til at foretage en rekonstruktion af, hvad en
synagoge var på Jesu tid, må vi være omhyggelige
med at afgrænse kildematerialet (d.v.s. arkæologiske
rester, inskriptioner, papyri og litterære tekster) til
det første århundrede før og efter vor tidsregning.
Samtidig vil vi også kaste et blik på andet og tredje
Ruiner af synagogen i Jeriko. I forgrunden ses spisesalen (mærket med blåt) og bagved
synagogens hovedrum med rester af bænke i venstre side. Synagogen blev ødelagt
ved jordskælv år 31 f.Kr. og ikke bygget op igen.
Foto: © BAR 2001/6
århundredes materiale for at se, om den retning,
tingene i givet fald udviklede sig i, kan sige os noget
om synagogen i tidligere perioder. Som vi skal se, vil
en analyse af alle relevante kilder pege på eksistensen
af to typer institutioner, der begge omtales med
de samme synagoge-betegnelser.
Lad os begynde med at se på navnene, som vort
kildemateriale bruger for det, som vi kalder “synagoge”.
Derefter vil vi kaste et blik på nogle aktiviteter,
som er forbundet med institutionen (-erne).
Mange navne, mange funktioner
Synagogen gik i oldtiden under mange (mest græske)
navne. To af de mere almindelige navne er synagoge
¯ ¯ (som normalt oversættes enten som “forsamling”
eller “forsamlingshus”) og proseuche ¯
(normalt
oversat som “bedehus”).
Institutionen (-erne), som gik under disse navne,
kunne fungere som rådshaller, arkiver (hvor f.eks.
optegnelser over frigivne slaver blev opbevaret),
skatkamre og herberger. Aktiviteterne kunne også
inkludere retshandlinger. Desuden kunne politiske
møder holdes i de bygninger, som bar betegnelsen
“synagoge”. Den liturgiske aktivitet, der understreges
mest i kilderne, er frem for alt læsning og
undervisning i Thorahen. Det er interessant at
bemærke, at den offentlige oplæsning og undervisning
i Thorahen var en unik aktivitet for synagogen i
oldtiden: Offentlig, rituel læsning af hellige tekster
er, så vidt vides, ikke forekommet i nogen anden
religiøs tradition på den tid. Endelig fandt fælles
måltider og offentlige faster sted i rum, der blev
betegnet med udtryk for “synagoger”.
4 Synagogen

Kunstneren I. Lönegaards rekonstruktion af Ostia synagogen,
som den kan have set ud i det første århundrede.
Spisesalen er til venstre og hovedrummet til højre. Dette
rum har bænke rundt langs væggene. Efter skitse af
Anders Runesson. Illustration: © Birger Olsson og Anders
Runesson
Funktion og indretning
Nu er det interessant at bemærke, at disse aktiviteter
passer rigtig godt med indretningen af de udgravede
bygninger, der er identificeret som synagoger.
Som eksempel kan nævnes synagogen i Ostia (Roms
havneby) fra det første århundrede. Den fremviser et
triclinium (en spisesal) blandt sine karakteristiske
træk; det samme gør bygningen i Jeriko, som er
udgravet af Ehud Netzer (jfr. tegningen på forrige
side).
Det vigtigste er imidlertid indretningen af hovedsalen.
I alle kendte tilfælde er den udstyret med
faste bænke langs tre eller fire af væggene. Hermed
bliver det arkitektoniske fokus det tomme område
midt i rummet. Denne konstruktion, der stemmer
overens med konstruktionen i f.eks. Det Britiske
Parlament, er indrettet til læsninger, prædikener,
undervisning og diskussioner; det er netop, hvad de
litterære kilder hævder som de væsentligste træk
ved den institution, som de kalder for “synagoge”.
Med hensyn til spørgsmålet, om de institutioner,
som bliver benævnt med synagoge-betegnelser, var
formelle eller uformelle, er det første klart tilfældet.
Som argument kan man pege på det noget
omstændelige sæt af betegnelser for embedsmænd
på forskellige niveauer. Disse officielle titler peger på
et veletableret, hierarkisk mønster af ledere. Både litterære
tekster, inskriptioner og papyri nævner f.eks.
archon (“forstander”), archisunagogos (“synagogeforstander”),
prostates (“formand”), presbuteros
på Jesu tid
Plan over synagogen
på Gamla.
Bemærk det tilhørende
rituelle bad
mod sydvest
(nederst).
Illustration:
© Danny Syon
Synagogen på
Gamla set mod
sydvest. Bemærk
bænkene rundt
langs væggene.
Foto: © Anders
Runesson
Synagogen i Ostia, fra andet halvdel af det første århundrede.
Man ser ind mod synagogens hovedrum. Den runde
struktur er af yngre dato. Foto: © Anders Runesson
(“ældste”), geron (“ældste”), grammateus (“skriver”),
nakoros (“opsynsmand”), huperetes (“assistent”)
eller archihuperetes (“overassistent”).
To typer “synagoger”
I lyset af informationerne ovenfor er det klart, at
“synagogen” var en veletableret institution i det første
århundrede både i Palæstina og i Diasporaen.
Nogle af aktiviteterne og funktionerne forbundet
med synagogen antyder også, at vi har at gøre med
en officiel institution. Men hvis vi ser nærmere på de
litterære tekster, bliver institutionens offentlige art
stadfæstet i visse tilfælde. I andre tilfælde derimod
har vi uden tvivl at gøre med ikke- eller halv-offentlige
institutioner båret af bestemte grupper, som er
forenet gennem særlige interesser eller ideer.
I Ny Testamente f.eks. har vi vidnesbyrd om institutioner
kaldet synagoger, der var offentlige landsby-
5

Den såkaldte Theodotos inskription, som beretter om genopførelsen
af en synagoge. Den unikke inskription blev fundet i 1914 på
Ofelhøjen syd for Tempelpladsen. Den er affattet på græsk og stammer
fra det første århundrede efter Kristus. Foto: © Pictorial Library,
www.bibleplaces.com
forsamlinger, hvor lokal administration og retsfunktioner
blev udført, og hvor Thorahen blev læst og diskuteret
på sabbatterne. 2 Imidlertid har vi også henvisninger
til synagoger, der var halvoffentlige institutioner,
der tilhørte bestemte grupper, så som De
Frigivnes Synagoge i ApG 6,9. 3 Denne type institution
henvises der også til hos Filon fra Alexandria, forfatter
i det første århundrede. Han beskriver essæernes
synagoge i sit skrift Quod Omnis Probus liber sit, par.
81. 4 Vi har et andet eksempel i den velkendte
Theodotos inskription, fundet tæt på tempelbjerget i
Jerusalem og dateret til det første århundrede. Mens
forenings-synagogen selvfølgelig ikke ville opretholde
mange af de officielle funktioner fra den offentlige
synagoge nævnt ovenfor, ville begge institutioner
lægge vægt på læsningen og diskussionen af
Thorahen som det væsentligste træk i forsamlingerne.
Vi er derfor i stand til at påvise eksistensen af to
typer institutioner kaldet “synagoge” i det første
6
"Theodotos, søn af Vettenus, præst og
synagogeforstander, søn af en synagogeforstander,
sønnesøn af en synagogeforstander,
genopførte denne synagoge for
læsning af Loven og undervisningen i
buddene, og herberget, rummene og
badene, for at give logi til dem fra udlandet,
som trænger. Det blev grundlagt af
hans forfædre, de ældste og Simonides"
Inskriptionen er et stærkt vidnesbyrd om, at
synagogen – her altså en forenings-synagoge
– også blev brugt til undervisning og
som herberg. Udtrykket "dem fra udlandet"
refererer sandsynligvis til pilgrimme, som
kom fra Diasporaen til Jerusalem i forbindelse
med de store højtider.
århundrede: den offentlige forsamling i landsbyen
eller byen og den halvoffentlige frivillige forening.
Med eller uden bygning
Som det er påpeget af mange forskere, kan begrebet
“synagoge” henvise til enten en forsamling eller
den bygning, i hvilken forsamlingen mødtes. Vi må
nu tilføje, at begrebet “synagoge” endnu ikke var
fastlagt til at beskrive kun én slags institution, uanset
om denne institutions medlemmer samledes i bygninger
eller ej. Det er først senere, at ordet “synagoge”
bruges eksklusivt til at angive den institution, vi
i dag kender under navnet synagoge. Derfor er det
heller ikke så vigtigt, om den “synagoge”, i hvilken
Jesus prædikede i Kapernaum, var en forsamling
uden bygning eller en bygning, hvor forsamlingen
mødtes. 5 Mere vigtigt er det at spørge efter, hvilken
type institution, han brugte som scene for forkyndelsen
af sit budskab.
Den hvide synagoge i
Kapernaum er af yngre
dato (5. årh. e.Kr.). Men
den er bygget oven på
fundamentet af en ældre
synagoge, opført i sorte
sten af basalt. Denne
ældre synagoge har formentlig
stået der på Jesu
tid.
Foto: © Pictorial Library,
www.bibleplaces.com
Synagogen

Jesus, farisæere og synagoger:
Hvem styrede hvad?
Så snart det er erkendt, at vi har at gøre med to
typer institutioner, der går under de samme navne i
oldtidens litteratur og inskriptioner, finder vi hurtigt
en løsning på det ofte fremsatte spørgsmål om,
hvem der var ansvarlig for “synagogen”.
Ny Testamente forskningen erklærede længe, at
farisæerne, fremstillet som Jesu fjender i evangelierne,
styrede synagogerne. Derfor havde de magten
til at forfølge og straffe Jesus-bevægelsen som kættere.
Mark 13,9 advarer disciplene om, at de som
følge af retshandlinger vil blive pisket i synagoger.
Sådanne afsnit er derfor blevet forstået som vidnesbyrd
om farisæernes forfølgelse af Jesus-bevægelsen.
Imidlertid lå den offentlige synagoge-institution,
som tog sig af administration og retshandlinger, ikke
i hænderne på én bestemt jødisk gruppe. Den
offentlige synagoge kunne minde om et rådhus med
et religiøst islæt (religion og politik var sammenvævet
i oldtiden). Således havde den i sig selv intet at
gøre med farisæerne. Den var ikke “deres” institution.
Det ser ud til, at for det meste var lederen af
synagogen af præstelig afstamning, og kilderne
nævner ikke nogen bestemt tilknytning.
På den anden side stod det folk frit for at søge
indflydelse på de offentlige forsamlingers beslutninger
og således tage del i udformningen af samfundet.
En måde at influere begivenhedernes gang
kunne ske gennem fortolkningen af Thorahen,
loven. Det er, hvad vi ser i de afsnit, der beskriver
Jesus som en, der underviser i synagogen (f.eks. Luk
4,16-30). Religion og politik var aldrig adskilt i oldtiden.
Derfor var Jesu forkyndelse af det kommende
på Jesu tid
Guds Rige i offentlige synagoger, herunder de
socio-økonomiske omvæltninger i samfundet, dette
rige ville medføre, helt sikkert en politisk handling.
Som sådan blev den forstået af de, der deltog i
møderne.
Forenings-synagogen
Hvis den offentlige synagoge mere var som et rådhus,
kunne forenings-synagogen sammenlignes med
religionspolitiske partier. Ligesom essæerne havde
deres synagoge (som vi så hos Filon ovenfor), havde
farisæerne og andre jødiske grupper deres. De ville
samle sig i enhver form for bygning, både privat og
offentlig, og som en forening styrede de deres egne
affærer, som kun involverede medlemmer. De havde
ingen domsmyndighed over folk i samfundet generelt.
Farisæere f.eks. kunne derfor ikke forfølge eller
straffe nogen i deres forenings-synagoger. Imidlertid
ville farisæerne søge at vinde indflydelse i samfundet
gennem de offentlige by-forsamlinger, ligesom Jesus
og hans tilhængere søgte at gøre. Det er derfor ikke
overraskende, at der opstod konflikter mellem folk,
der tilhørte forskellige “partier”.
Dannelsen af en ny forenings-synagoge
Mens det farisæiske “parti” havde eksisteret i ganske
lang tid, da Jesus begyndte sine aktiviteter, ser vi i Ny
Testamente fødslen og dannelsen af en ny frivillig
forening. Den begyndte – i sine forskellige forgreninger
– at formulere sit eget program og egne
regler.
Matthæusevangeliet er et godt eksempel på en
tekst, der fungerede som et “manifest” for den forening,
i hvilken den blev anvendt. Det er nemt at
Ruiner af en synagoge i
Modi’in fundet i 2001 under
vejarbejde. Den og omliggende
bygninger dateres til
130-50 f.Kr. Indgangen er i
siden. Fire faste bænke
omgiver den centrale hal,
der har to søjlerækker med
fire søjler i hver. I nærheden
findes en mikve (rituel bad).
Foto: © Hartvig Wagner
7

iagttage de to omgivelser, hvori Jesus – og Matthæus-fællesskabet
– var aktive. Jesus brugte den
offentlige sfære i samfundet, f.eks. den offentlige
synagoge, templet i Jerusalem og ethvert udendørs
sted, hvor folk kunne samles (f.eks. Matt 5-7), til forkyndelsen
af Riget.
Imidlertid samler Jesus også sine disciple særskilt
for at give dem instrukser for deres fælles liv (Matt
18). Peter udpeges som overhoved for fællesskabet
(Matt 16,13-20). Fællesskabet selv kaldes for ekklesia
(Matt 16,18, på dansk oversat som “kirke” eller
“menighed”). Det er en synagoge-betegnelse, der
også blev anvendt i andre sammenhænge (f.eks.
Judits Bog 6,16 “folkeforsamlingen”, jvf. ApG 11,26
“menigheden”). Det siger sig selv, at denne Kristustroende
forenings-synagoge, som kaldte sig selv
“kirke”, kun havde ringe magt til at overføre deres
forenings regler og visioner til samfundet i almindelighed.
Det afholdt dem dog ikke fra at forsøge.
Konkurrence mellem synagoger
Forenings-synagoger styrede altså deres egne affærer
og traf beslutninger, der kun angik dem selv og
ikke berørte dem, som ikke var medlemmer. I den
forbindelse skal man huske på, at de fleste af disse
grupper, der ønskede at ændre samfundet i overensstemmelse
med deres syn på, hvordan et jødisk
samfund skulle formes, må have været aktive i de
offentlige synagoger, hvor de søgte at influere på de
religionspolitiske beslutninger, der berørte samfundet
som helhed. Denne udadvendte aktivitet må
have resulteret i en situation, hvor der visse steder
ville være én gruppe, som f.eks. farisæerne, der
havde succes og blev fremtrædende, mens andre
grupper ville have mere indflydelse andre steder.
8
Saligprisningernes Bjerg
ved den nordlige ende af
Genesaret Sø, hvor Jesus
ifølge traditionen holdt sin
offentlige bjergprædiken i
det fri.
Foto: © Pictorial Library,
www.bibleplaces.com
Afhængig af hvordan det “ideologiske kort” blev
formet i forskellige geografiske områder, ville nye
bevægelser som Jesus-bevægelsen møde varierende
grader af modstand og konfrontation. Ved at læse
evangelierne som kilder både for 30’erne og for den
periode, i hvilken teksterne blev samlet, ser det ud
til, at Jesus selv vandt en del sympatisører i de
offentlige synagoger i Galilæas landdistrikter.
Omvendt mødte den bevægelse, han efterlod sig,
mere modstand og ligefrem forfølgelse i de bymæssige
omgivelser, i hvilke evangelierne blev forfattet
senere i det samme århundrede.
Konklusion
Skal vi sammenfatte den første del af vor undersøgelse,
har nyere studier i de arkæologiske udgravninger
af synagoger og i de tekster, som omtaler
synagoger under forskellige navne, vist, at på Ny
Testamentes tid dækkede begrebet “synagoge” over
flere forskellige institutioner: Det kunne dels betegne
den offentlige synagoge i landsbyen eller byen, hvor
administration, rettergang og thorah-læsning fandt
sted, og dels forenings-synagogen, hvor en gruppe
samles om deres egen forståelse. Den spirende
Jesus-bevægelse kan opfattes som en sådan forenings-synagoge
i det første århundrede.
Kapernaum som eksempel
At studere vekselvirkningen mellem forenings-synagoger
og offentlige synagoger i landsbyer og byer
– sammenholdt med iagttagelsen af det voksende
antal af ikke-jødiske potentielle medlemmer i Jesusbevægelsen
– er afgørende for at forstå den proces,
ved hvilken Jesus-bevægelsen endte som en religion,
der var forskellig fra jødedommen. Fordi denne
Synagogen

adskillelsesproces er så vigtig for både ældre og
moderne former af jødedom og kristendom, skal vi
rette vores opmærksomhed mod denne udvikling.
Det vil vi gøre ved at fokusere på begge de nævnte
faktorer: Synagoger og hedninger. Her vil den lille
by Kapernaum tjene som et fremragende eksempel
at studere, idet vi her har arkæologiske og skriftlige
kilder, der dækker adskillige hundrede år, og som
begynder med det første århundrede. Dette vil ske i
næste nummer. ■
(fortsættes)
oversat af Annette W. Christensen
Noter
1. Således H.C. Kee, “The Transformation of the
Synagogue after 70 C.E.: Its Import for Early
Christianity”, New Testament Studies 36 (1990), 1-
24; R. Horsley, Archaeology, History, and Society in
Galilee: The Social Context of Jesus and the Rabbis”,
(Valley Forge: Trinity Press 1996).
2. For en generel henvisning til retshandlinger, se f.eks.
Mark.13,9. Læsning og undervisning i Thorahen i
Nazarets synagoge er nævnt i Luk 4,16-30. Se også
Mark 1,21-28 for læsning af Thorahen i Kapernaums
synagoge.
3. Grundtekstens græske sprog er ikke klart her. Enten
har vi at gøre med en synagoge for frigivne, som
inkluderede medlemmer fra Kyrene, Alexandria,
Kilikien og provinsen Asien. Eller teksten henviser til
mangfoldige synagoger: Ud over fra De Frigivnes
Synagoge ville vi dengang i Jerusalem finde yder-
på Jesu tid
Synagogen i Qiryat Sefer,
set mod øst. Synagogen
var delt op af to rækker
søjler, med bænke rundt
langs murene. Ved den
ene søjle midt i billedet
sidder en person på en
bænk.
Foto: © Tzionit Yoav, Staff
Officer of Archaeology,
Civil Administration of
Judea and Samaria
Forfatteren theol.dr. Anders Runesson har skrevet
afhandling om dette emne. Den udkom i 2001
under titlen The Origins of the Synagogue: A
Socio-Historical Study (ConBNT 37; Stockholm:
Almqvist & Wiksell International).
Artiklens noteapparat bringes her i stærk forkortet
form. Artiklen med fuldt noteapparat og henvisninger
til diskussionen inden for forskningen
kan findes på SBAs hjemmeside, www.sba-dk.dk.
ligere fire synagoger, som tjente behovene hos de
jøder, der kom fra de nævnte steder.
4. Filon skriver her: "I [de fædrene love] bliver de
oplært på alle tidspunkter, men særligt på hver
syvende dag. For denne dag er sat til side for at
blive holdt hellig, og på denne dag afholder de sig
fra al andet arbejde og går til hellige steder, som de
kalder synagoger. Dér, placeret i rækker efter alder,
med de yngre neden for de ældre, sidder de sømmeligt
og med lyttende ører, som det passer sig for
situationen" (Quod. 81).
5. Trods visse forskeres nylige påstande om det modsatte,
anser jeg det for sikkert at identificere “synagogen”
i Mark 1,21 som en bygning. I vers 29 forlader
Jesus den nemlig for at gå ind i en anden bygning.
Arkæologiske udgravninger støtter yderligere
denne konklusion. Se fortsættelsen i næste nummer.
9

Nyt fra arkæologiens verden
Af Carsten Vang, lektor, Menighedsfakultetet i Århus
Sigtet for omfattende bedrageri
Lige før årsskiftet meddelte Israels Arkæologistyrelse,
at den kendte samler af antikviteter, Oded Golan, er
blevet sigtet af det israelske politi for at have forfalsket
adskillige kendte genstande, bl.a. den såkaldte
Jakobs benkiste, Joash-tavlen, et granatæble af elfenben
og andet. Disse fund har vakt betydelig opsigt
og er blevet beskrevet her i TEL. Selve effekterne er
oprindelige, men Golan og hans medsammensvorne
skulle have tilføjet de omdiskuterede tekster for at
øge tingenes værdi betragteligt. Golan afviser sigtelsen
som rent opspind. Vi vil i TEL følge sagen nøje.
Mere af Siloa Dam fundet
Arkæologer opdagede sidste år resterne af et stort
vandbassin fra nytestamentlig tid i den sydlige ende
af Davidsbyen (Jerusalem). De mente, at bassinet har
været den Siloa Dam, hvor Jesus bad den blindfødte
tvætte sig efter sin helbredelse (Joh 9). Fundet er
omtalt i sidste nummer af TEL. For nylig fandt de en
50 m lang strækning af en kanal, som har ført vandet
til dammen, og resterne af en brolagt vej, som
førte fra dammen op til templet. Fund tyder på, at
dammen blev brugt til religiøse renselsesbade på
Jesu tid. "Vi er nu helt sikre på, at det er Siloa Dam",
siger arkæologen Eli Shukron.
10
ÅRSMØDE Årsmøde i SBA I SBA
Lørdag d. 16. april 2005 på Menighedsfakultetet, Århus kl. 19.00-22.00
Velkommen til SBA's årsmøde
med det spændende foredrag:
Authors, Books and Readers in Biblical
Times ved Alan Millard, professor i assyrologi,
Liverpool
De mange forskellige bøger i Gammel og Ny
Testamente er skrevet i en kultur, som var
dybt fortrolig med skrivekunst, bøger og forfattere.
Professor Millard vil give en indføring
i, hvordan den bibelske arkæologi giver en
uvurderlig hjælp til at forstå netop denne side
ved Bibelen.
lapis lazuli: en sjælden stenart, som forekommer
i smukke blå og grønne varianter. Den var i oldtiden
højt skattet og blev anvendt til udsmykning
og til kunstgenstande.
Kong Darius' tronstol
Forskere, som graver i resterne af Persepolis, hvor
den persiske konge Darius I havde sin hovedstad –
han som gav jøderne lov til at genopføre templet
(Ezra 6) – mener, at de måske har fundet et ben af
kongens tronstol. I en vandkanal under kongens skatkammer,
fandt de et stykke lapis lazuli. Undersøgelser
har godtgjort, at stykket har været en del af et kostbart
stoleben. Fra historiske kilder ved vi, at Darius'
tronstol bestod af guld, sølv og elfenben, og at dens
ben var lavet af lapis lazuli. Andre kilder siger, at
tronstolen netop blev flyttet til skatkammeret, da
sønnen Xerxes (= Ahasverus) blev konge. ■
Lyst til at afdække
mere af fortiden?
Her er muligheden!
Siden 1990 er der blevet gravet i ruinerne af den
største by, som har været i det bibelske Israel,
Hasor. Deltag i udgravningen af denne by sommeren
2005. Eller vær med nogle andre steder,
hvor der graves, f.eks. Betsaida eller Kapernaum.
Kontakt Jens Bertel Nykjær for nærmere oplysninger.
Enten pr mail: jbn@sba-dk.dk eller på
tlf. 8674 0918
Kaffe
Nyt fra SBA
Der bliver mulighed for tolkning.
Professor Millard kan desuden høres på
Menighedsfakultetet fredag den 15. april og på
Dansk Bibel-Institut, Kbh., mandag den 18.
april. Begge steder kl. 10-15. Han vil her forelæse
over emnerne "Reading and Writing in the
Time of Jesus" og "Israel's Monotheism and
Polytheism in the Light of Archaeology".
Se endvidere annoncen for SBA-Øst side 11.
Alle er hjertelig velkomne!
Gratis adgang på Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej 75, 8200 Århus N.

Laodikea
Af pastor emer. Hartvig Wagner, Herning
Det sidste af de syv menighedsbreve i Johannes’ Åbenbaring er rettet til englen for menigheden
i Laodikea (3,14-22). Et besøg i ruinerne af den dengang store og berømte, men længst
forsvundne by, og skriftlige kilder fra byens storhedstid kaster lys over brevets skildring af
menighedens alvorlige situation.
Byen, som antagelig blev anlagt af den syriske
konge Antiokus II (261-246 f.Kr.) og opkaldt efter
hans hustru Laodike, havde en strategisk vigtig
beliggenhed i den frugtbare Lykos dal ca. 6 km nord
for den moderne provinshovedstad Denizli i det
vestlige Tyrkiet. Laodikea lå, hvor en nord-syd gående
vej krydsede en af oldtidens hovedfærdselsårer,
vejen fra Efesos i vest til Eufrat i øst.
At byen i kraft af denne beliggenhed var en af
oldtidens største og rigeste byer, bekræfter de
mange ruiner, der ligger spredt ud over det udstrakte
højdedrag, hvor byen lå.
Man ser bl.a. rester af to teatre, templer, et stort
stadion med et vandtårn i nærheden, et gymnasium,
et odeon og et nymfæum.
Rester af tilkalkede vandledninger tyder på, at
byen har haft problemer med vandforsyningen. Det
kan forklare, at Kristus i brevet karakteriserer menigheden
med ordene: ”Jeg kender dine gerninger, du
er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold
eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken
varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.”
SBA-Øst
afholder foredrag
Mandag d. 18. april
kl. 19.00
“Archaeology and the
Reliability of the Bible”
v. prof. Alan Millard, Liverpool
Sted: Dansk Bibel-Institut,
Frederiksborggade 1 B, 1. th.,
1360 Kbh. K
Medlemmer af SBA gratis adgang,
ikke-medl. 40,-
Tolkning kan arrangeres.
Alalakh og tel Tayinat ligger
nu på tyrkisk område
SAMOS
Smyrna
(Izmir)
Efesus
MIDDELHAVET
Arkæologisk og
historisk sidelys
på Bibelen
0 20 40 60 80 100 km
Står man nu mellem ruinerne og ser mod nord,
øjner man tydeligt ca. 10 km borte de hvide kalkformationer
i Pamukkale, oldtidens Hierapolis (Kol
4,13). De er dannet, hvor varme kilder springer
frem, og i omtrent samme afstand mod øst lå byen
Kolossæ, der var kendt for sit friske, kolde kildevand.
Rest af tilkalket vandledning i Laodikea. Foto: © Pictorial
Library, www.bibleplaces.com
PROVINSEN ASIEN
Laodikea
Laodikea
Denizli
Hierapolis
Lykos
Kolossæ
0 10 20 km
11

Udsigt mod nord fra kanten af Det lilleTeater i Laodikea. I det baggrunden
ses det hvide kalkbjerg i Hierapolis ca. 10 km borte. Foto: © Hartvig Wagner
I Laodikea var man kendt med vandet i begge nabobyer,
og enhver i menigheden har straks forbundet
noget konkret med Kristi ord og forstået hentydningen.
På samme måde har menigheden kunnet føle sig
ramt af fortsættelsen: ”Siden du siger: Jeg er rig, jeg
har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved,
at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og
blind og nøgen, er det dig.” Menigheden har uden
tvivl haft del i den store rigdom, der prægede byen.
Historieskriveren Tacitus (ca. 56-120 e.Kr.) fortæller,
at byen selv var i stand til at rejse sig af ruinerne
efter et ødelæggende jordskælv i år 60 e.Kr. uden
tilbudt hjælp fra kejser Nero. Trods al materiel rigdom
måtte menigheden se sin åndelige fattigdom i
øjnene.
Men for at kunne det og gennem anger og bod
finde frelse, råder Kristus menigheden til hos ham
”at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive
rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds
skam ikke skal ses, og salve til at salve dine
Anselig kirkeruin i Laodikea. Foto: © Hartvig Wagner
12
øjne med, for at du kan se”. Igen her møder vi tydelige
hentydninger til de historiske forhold i Laodikea.
Byen var kendt for sit bankvæsen. Det røde guld
var man fortrolig med, men åbenbart ikke med den
rigdom, som alene Kristus kan give – vel at mærke
til den, der holder ud i troens kamp. Historikeren
Strabo (ca. 64 f.Kr.-24 e.Kr.) oplyser, at man i Laodikea
fremstillede og eksporterede fornemme klæder
lavet af en glinsende ravnesort uld. Disse klæder må
byttes ud med Kristi retfærdigheds hvide dragt.
Endelig var byen kendt for sin medicinalindustri og
lægekunst, særligt når det gjaldt øre- og øjensygdomme.
Det spiller Kristus også på. Alene han kan
hjælpe mennesker til at se sandheden i øjnene og
finde vejen til frelse.
Flere kirkeruiner vidner om, at kristendommen
fortsat havde hjemme i Laodikea også efter modtagelsen
af brevet med den alvorlige dom. Det kunne
tyde på, at man har taget imod det kald til omvendelse
og frelse, hvormed brevet slutter. I året 360
blev der afholdt en synode i Laodikea, som fik afgø-
Laodikea
Odeon: halvrund, teaterformet
bygning til rådsmøder, koncerter
og litterære arrangementer
Nymfæum: helligdom for nymferne,
yndefulde græske naturguddomme.
Ofte opført som et
kunstfærdigt bygningsværk
omkring en kilde, som tjente til
offentlig vandforsyning
Seldsjukkerne: et asiatisk steppefolk,
der herskede i Lilleasien
1071-1308 og blev de tidligste
af tyrkernes forfædre

ende betydning for fastlæggelsen af den nytestamentlige
kanon.
Om byens videre skæbne ved man, at den blev
erobret af de muslimske seldsjukker i 1071, og at
korsfarerne indtog den i 1119. Med det byzantinske
riges fald i 1453 er byens langsomme forfald sikkert
sat ind. ■
Litteratur
Fatih Cimok, Reise zu den Sieben Gemeinden
(Istanbul 1999)
Everett C. Blake & Anna G. Edmonds, Biblische
Stätten in der Türkei (Istanbul 1997)
Das große Bibellexikon, Band 3 (Giessen 1996)
Zondervan Illustrated Bible Backgrounds
Commentary, Volume 4 (Grand Rapids 2002)
Hans P. Pedersen, Brevene fra Patmos
(København 2004)
“Ordet og Israel”
• Aktuelle nyheder fra Israel
• De bibelske profetier
• Messianske jøder
• Bibelens jødiske baggrund
• Nyt fra Ordet og Israels arbejde i Jerusalem
Hele 2005 for kun 195 kr.
For unge : gratis indtil du fylder 26 år!
(oplys fødselsår ved bestilling)
kontor@ordetogisrael · Ordet og Israel · Tlf.: 8698 7912
www.ordetogisrael.dk
Laodikea
I Laodikea var der bl.a. et
stort stadium, hvor dele af
sæderne stadig anes.
Ruinerne giver indtryk af en
rig by. Foto: © Pictorial
Library,
www.bibleplaces.com
13

På Persiens
rejse gennem
Persiens historie
Af pastor Annette Wiuff Christensen, Randers
– beretning fra SBAs tur til Iran, oktober 2004
Skuffede fordomme
Den 3. oktober 2004 drog en lille flok ud på to
ugers rejse til Iran. Et utraditionelt rejsemål, som
mange har fordomme omkring. Men Iran har meget
andet at byde på end præstestyre. Det er også et
land med bibelsk arkæologi.
Iran, der er 38 gange større end Danmark, gemmer
på en lang række perler: Smuk og varierende
natur, overvældende imødekommenhed fra
befolkningen og ikke mindst en historie, hvis nedslag
i arkitektur og kultur kan tage vejret fra én. På
de ca. 3000 km, vi tilbagelagde, rejste vi gennem
en historie, der strækker sig over 3400 år.
Elamitternes land
Vi begyndte, hvor man endnu ikke kan tale om persisk
historie, ved elamitternes ziggurat, Chogha
Zanbil (1350 f.Kr.), ved Susa i det sydvestlige lavland.
Zigguraten er sikkert et tempel som den i Ur.
Den består af lersten, som man stadig bygger med i
mange landsbyer. Tusinder af sten bærer kileskrift,
og enkelte steder skimter man den turkise farve, der
dækkede den oprindelig 50 meter høje bygning,
hvoraf kun tre etager (25 meter) er tilbage.
Chogha Zanbil. Ziggurat fra elamittisk tid, ca. 1340 f.Kr.
Foto: © Annette Wiuff Christensen 2004
Elamitterne delte lavlandet med assyrere og senere
babylonere, ligesom Iran og Irak deler lavlandet i
dag. De var en magtfaktor i området. Det demonstrerede
bl.a. fundet i Susa for 100 år siden.
Elamitterne havde under et felttog bragt stelen med
kong Hammurapis (1792-1750 f.Kr.) lov fra Babylon
med sig til Susa. Loven har mange ligheder med
Moseloven.
Persernes verdensrige
Selvom Iran er et stort land, var det kun en lille del
af det enorme Perserrige, der strakte sig fra
Grækenland i vest til Indien i øst og Etiopien i syd.
Persiens storrige eksisterede ca. 560-330 f.Kr. og
grundlagdes af kong Kyros den Store. Det var
denne Kyros, der erobrede Babylonien og frigav de
deporterede folkeslag, heriblandt jøderne (se Ezra
1,1-4). Riget bestod, indtil Alexander den Store indlemmede
det i sit eget rige.
Esters bog beretter om jødinden Esters ægteskab
med Xerxes I (486-465, i GT kaldet Ahasverus) og
giver et indblik i kongernes univers. De residerede
om sommeren i byen Ekbatana (nu Hamadan) i
bjergene på grænsen mellem det centrale og nordlige
Iran, om vinteren i Susa og om foråret i
Persepolis i det centrale Iran. I Persepolis fejrede
man nytåret (ca. 21. marts).
Øverste del af den stele, hvor Babylons konge Hammurapi
lod indhugge sin lov. Relieffet viser, hvordan kongen stående
modtager myndighed fra guden Shamash. Foto: © BAS
14 På rejse gennem

Én af de vingede, skæggede tyrefigurer ved Alle Nationers
Port i Persepolis. Foto: © Annette Wiuff Christensen 2004
Selv turister mærker ærefrygten ved at skride op ad
de lave trin til Alle Nationers Port med de 5 1/2
meter høje tyrefigurer. Reliefferne på alle paneler
langs haller og trapper skildrer folkeslag fra hele
riget på vej til storkongen med nytårsgaver. Man
føler sig som en del af vasallernes procession på vej
ind i audienssalen. Af de 20 meter høje søjler er kun
få tilbage. Der er også kun fundamenter efterladt i
100-søjlehallen; men vore egne klenodier blegner
alligevel sammenlignet med denne luksus. Går vi
videre til skatkammeret og får historien om
Alexander den Store, der bragte 1.180 tons guld
med sig herfra under sin erobring, er vi ude over
almindelig fatteevne.
Persien er mere end arkæologi
Shiraz er digternes, rosernes og vinens by. De
berømte persiske digtere, Sadi (1207-1291 e.Kr.) og
Hafez (1324-1389 e.Kr.) levede her. De persiske
haver, hvis stil stammer fra Kyros’ tid, dyrkes med
entusiasme overalt i Iran. I Shiraz er de særlig smukke.
På grund af Islam dyrkes der ikke længere vin i
bjergene omkring byen; men druen, der blev udviklet
her, indgår stadig i vine verden over.
Perlen over alle i persisk/islamisk kunst og arkitektur
er den gamle hovedstad, Isfahan. Shah Abbas
Persiens historie
Emam moskéen i Isfahan, bygget af Shah Abbas I.
Foto: © Annette Wiuff Christensen 2004
I var konge 1588-1629 og samtidig med Christian
IV herhjemme. De to delte samme store byggetrang.
Det ses tydeligt i Isfahan. Midtpunktet er det
smukke kongelige torv (nu Emam Khomeini
Square), der fylder lige så meget som 8 fodboldbaner.
Den omgives af kunsthåndværk-basarer foruden
kongens moské (nu Emam Moskéen), et palads og
endnu en moské. En plet, der fremmer drømme og
romantik.
Hvis ikke arkæologien giver appetit på Iran, gør
den persisk/islamiske kunst. Den tur bør gentages! ■
15

Afsender:
Vagn Juul Jensen
Paghs Allé 5
6705 Esbjerg Ø
Adresseændring
meddeles til:
vjj@sba-dk.dk
Modsigelser
Eftersendes ved varig adresseændring Magasinpost B
Redaktørens
square
Det er velkendt, at den bibelske arkæologi ikke altid kan
bekræfte Bibelen. Der kan være flere grunde til sådanne
modsigelser mellem Bibelen og arkæologien.
En årsag kan være forkerte dateringer af det, som blev
fundet. Modsigelsen opstår ved, at udgraveren af forskellige
grunde daterer lagene, så der opstår konflikt i forhold til det
bibelske vidnesbyrd. Senere viser det sig, at denne datering
ikke er holdbar. Hvis alle blot gentager den oprindelige tidsfæstelse,
ender det som en fast overbevisning hos alle sagkyndige,
og Bibelen bestemmes på det grundlag som legendarisk.
Det gav juledagene 2004 et klart eksempel på. DR2
sendte en serie om "Bibelens mysterier". I et af seriens ni
afsnit fortalte man bl.a. om Josvas erobring af byen Jeriko.
Udsendelsen fremhævede med rette de forbløffende overensstemmelser
mellem spadens fund i jorden og
Josvabogens mange detaljer om israelitternes angreb på
Jeriko. Samtidig blev det understreget, at Bibelen alligevel
tager helt fejl, når det gælder indvandringen. For udgravningerne
har vist, at byen Jeriko ikke faldt på det tidspunkt,
Bibelen skildrer, men 150 år tidligere. Denne modsætning er
til at føle på. Da Josva og hans folk gik rundt om Jeriko, var
det spildt arbejde, idet byen allerede havde været en øde
ruinhøj gennem 150 år.
Imidlertid viser det sig, at årsagen til denne konflikt ikke
ligger i Bibelen selv, men i en forfejlet datering af Jerikos ødelæggelseslag.
Nye undersøgelser af de potteskår, som blev
fundet, afslører, at udgraveren her tog fejl. Potteskår, som
hun ikke tillagde nogen særlig betydning, viser sig nu at
være karakteristisk for perioden 1400 f.Kr. Hvilket netop er
den tid, hvor Josva if. Bibelen erobrede byen.
Alligevel gentages det igen og igen, at Jerikos fald skulle
være et klassisk eksempel på konflikt mellem videnskaben
og Bibelen. På et forældet grundlag hævder man en modsigelse,
som ikke er der.
Der er modsigelser mellem Bibelens beretning og arkæologien,
som er reelle. Ud fra den begrænsede viden, som vi
besidder i dag, må vi sige, at arkæologien på disse områder
ikke kan bekræfte de bibelske informationer. Men i stedet for
at springe til en forhastet konklusion, bør en sådan konflikt
ægge os til desto mere grundigt at efterprøve, om dateringen
af fundene nu også holder. En konstateret spænding
mellem arkæologien og Bibelen – eller en anden historisk
kilde – bør lede til fornyede undersøgelser. Sagen med
Jerikos erobring viser, at modsigelser mellem Bibelen og
arkæologien ikke behøver at skyldes Bibelen, men kan
udspringe af forkerte teorier.
cv
BIBELENS
EGEN KRONOLOGI
ARKÆOLOGISKE
PERIODER
3300 f.Kr
ÆLDRE BRONZE
2000 f.Kr
MELLEM BRONZE
c. 2165-1860:
Patriarkernes tid
1550 f.Kr
YNGRE BRONZE
c. 1875-1450:
Israelitterne i Egypten
c. 1400-1030:
Indvandrings- og dommertid
1200 f.Kr
JERNALDEREN I og II
(1200 – 1000 & 1000 – 586)
c. 1000: Kong David
c. 960: Salomos tempel
c. 722: Samarias fald
586 f.Kr
PERSISK TID
c. 586: Jerusalems fald
c. 586-537: Eksil i Babylon
c. 537/525:
Hjemkomst fra eksilet
331 f.Kr
HELLENISTISK TID
63 f.Kr
ROMERSK TID I
c. 7 f.Kr.: Jesu fødsel
c. 30 e.Kr.: Jesus korsfæstes
135 e.Kr
ROMERSK TID II
HENVISNINGER
TIL TEL 1, 2005
Side 14
Hammurapi
ca. 1750 f.Kr.
Side 14
Rejse til Iran
ca. 460 f.Kr.
Side 3
Synagogen
i Gamla
ca. 50 f.Kr.
Side 11
Laodikea
ca. 90 e. Kr.