Særling fra Sejerø? - Kalundborg Museum

eskrivelse af skeletgraven, hvorefter han
tog knoglerne med til København og indleverede
dem til Antropologisk Laboratorium,
hvor de fortsat vil være at finde, indtil der
evt. bliver mulighed for at udstille skelettet i
Kalundborg.
Den pågældende køkkenmødding kaldes
Rødhals. I 1900-årene har Nationalmuseets
medarbejdere med mellemrum gjort notater
om fund fra stedet. De første egentlige
arkæologiske undersøgelser af pladsen blev
foretaget i 1996 og 1998 for Kalundborg
og Omegns Museum af et internationalt
hold under ledelse af museets samarbejdspartner
Michael Stafford fra USA.
De forskellige optegnelser og udgravningsberetninger
siger, at køkkenmøddingen har
en udstrækning på ca. 30 meter parallelt
med datidens kystlinie, og at dens største
bredde og tykkelse er ca. 15 meter og godt
0,3 meter. Dens hovedbestanddel er måltidsrester,
især skaller af østers og blåmusling.
Desuden indgår der knogler af torsk,
ål, gråsæl, marsvin, kronhjort, vildsvin,
hund, ræv, sølvmåge, svartbag, sangsvane,
pibesvane, skarv og den nu uddøde gejrfugl.
Møddingens indhold af redskaber af
flint tyder på, at den er ophobet i de sidste
århundreder af ældre stenalder og eventuelt
i de første århundreder af yngre stenalder.
Sejerø den gang
De græsklædte, kystvendte skrænter, som
kendetegner nutidens Sejerø, er udjævnede
og nu tilgroede kystklinter fra slutningen af
ældre stenalder og begyndelsen af yngre
stenalder. På Sejerø-mandens tid lå kystlinien
nemlig ca. 3 meter højere end i vore
dage. Området bestod af en række små øer
10-15 kilometer fra den nordvestsjællandske
kyst.
Rødhals-køkkenmøddingen ligger på en
sydvendt skråning 3 til 6 meter over nutidens
havoverflade. Oprindeligt har den ligget
lige oven for stranden ud mod en slags
lagune, omkranset af holme og småøer. I
dette landskab har en fastboende befolkning
haft mulighed for omfattende og varieret
forsyning af havets fødekilder – skaldyr,
fisk og havpattedyr. Mulighederne for at
skaffe sig mad fra landjorden har derimod
været begrænsede.
Hvis manden fra køkkenmøddingen på Rødhals
har levet fast på stedet, har det måske
været lettest for ham at skaffe sig det meste
af sin forsyning af proteiner fra havet – i
modsætning til hans samtidige på Sjælland,
som sikkert havde mere rigelige forsyninger
både af kød og mælk fra tamdyr og tillige
fra jagt på vildt i de vidtstrakte skove. Men
det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at
datidens beboere på Sejerø også var mere
konservative i deres kostvaner, end deres
naboer på Sjælland.
Særling?
Man kan måske kalde vores Sejerø-mand
for en særling, fordi han holdt fast ved
ældre stenalders kostsammensætning på
en tid, hvor de fleste af hans samtidige for
længst havde lagt den udpræget marine
diæt bag sig. Men det skal i så fald tilføjes,
at dette særpræg til dels kan være resultat
af hans hjemsteds begrænsede landareal.
En anden sag er så, at hans robuste skelet
og kranium faktisk var usædvanlige for befolkningen
i Danmark i yngre stenalder
Hvis vi vil videre i afklaringen af, hvordan
basiskosten var sammensat, og hvordan
vore forfædre i den tidligste bondestenalder
så ud, så må der fremskaffes kulstof-14-da-
Fortsættes næste side
67