Særling fra Sejerø? - Kalundborg Museum

64
Uddrag af: Årets Gang 2004.
Beretning for Kalundborg og Omegns Museum. Kalundborg 2005.
Særling fra Sejerø?
Af Anders Fischer (projektforsker ved Kalundborg
og Omegns Museum),
Pia Bennike (Antropologisk Laboratorium,
Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet)
og
Jan Heinemeier (AMS Daterings-laboratoriet
ved Århus Universitet)
Kostens sammensætning og mængde giver
sundhedsproblemer for mange mennesker
i den industrialiserede verden. Der falbydes
talrige gode råd om, hvordan man bedst
løser disse problemer. Desværre er rådene
ofte indbyrdes modstridende. Det kan skyldes,
at nutidens kost er så kompleks, at de
fleste fødeemner både kan indeholde gode
og dårlige elementer, især indtaget i for
rigelige mængder. Middelalderens religiøst
begrundede bestræbelser på at balancere
og bruge kosten, som en slags medicin, synes
næsten glemt.
Rødhals
Takket være bevillinger fra Statens Humanistiske
Forskningsråd har Kalundborg og
Omegns Museum i de senere år kunnet beskæftige
sig med, hvordan basiskosten var
sammensat i stenalderen.
Mere end 99% af menneskets udvikling
er foregået i tiden før landbrug blev introduceret.
Det må derfor antages, at vores
stofskifte i høj grad er indrettet på den
oprindelige kost. Projektet er baseret på
analyser af knogler af mennesker fra stenalderen.
Bopladser, jættestuer og moser
på Kalundborg-egnen er rige på den slags
fund. Et eksempel er et skelet, som er fundet
i en køkkenmødding på Sejerø. Det er
de jordiske rester af en person, som tilsyneladende
har været lidt af en særling for sin
tid.
Skelettet
Der er tale om et næsten komplet skelet
med særdeles velbevarede og tunge knogler.
Det smalle bækken og de brede ledender
viser, at det drejer sig om en mand.
Talrige tydelige spor på knoglerne efter
kraftige muskler vidner om stor muskelkraft.
Ikke mindst kraniet bærer præg efter sådanne
muskler. Ved nakkemuskelfæstet er
der ligefrem dannet en benkam. Den slags
kendes især fra de kraftigste af stenalderens
mandskranier og er sjældne fra de efterfølgende
perioder, for eksempel jernalder,
vikingetid og middelalder.
Kraniet adskiller sig fra gennemsnittet af
andre kranier fra stenalderen ved at være
temmelig højt og forholdsvis smalt. Af udseende
afviger vor mand fra Sejerø tydeligt fra
de andre skeletter fra begyndelsen af yngre
stenalder. Han har større lighed med skeletter
fra ældre stenalder, men i nogle detaljer
afviger han også fra denne gruppe af fund.
Fortsættes næste side

Højre håndled viser tydelige spor af slidgigt.
Flere ryghvirvler viser også tegn på slidgigt
og let sammenfald. Samlet ses den slags
forandringer på skelettet sjældent før 40-års
alderen, og sådan synes det også at have
været i fortiden.
Mandens tænder er kun slidt i ret begrænset
omfang. På skeletter fra Danmarks ældre
stenalder ser man normalt et sådant slid
på personer, der er døde i en alder af 20 til
25 år. Det ville passe bedre til en mand i 25
til 35-års-alderen fra yngre stenalder, hvor
menneskenes tænder sædvanligvis blev slidt
i et lidt langsommere tempo. Det skyldes
givetvis, at kosten blev mindre grov – eller
bare mere findelt og grundigere tilberedt.
Dateringen
To uafhængige kulstof-14-anayser har fastslået,
at personen faktisk har levet i yngre
stenalder: Godt 3700 år før vor tidsregning.
En datering udført af Nationalmuseets
Kulstof-14 Laboratorium gav resultatet
ca. 3710 f. Kr. Det er den datering, der er
anvendt i det her viste diagram, hvor der
er taget højde for den statistiske måleusikkerhed
på dateringen ved at angive den
som en vandret linie fra 3790 til 3660 f.
Kr. (svarende til ±1 standardafvigelse).
En efterfølgende aldersbestemmelse ved
AMS-laboratoriet i Århus siger ca. 3750 f.
Kr. De to dateringer er enslydende inden
for måleusikkerheden.
Yngre stenalders begyndelse kendetegnes
ved, at man indførte tamkvæg og gik
i gang med at dyrke korn. I Nordvestsjælland
fandt denne vigtige ændring i
erhvervsforholdene sted senest 3950 f.
Kr. Det fremgår bl.a. af dateringen af en
række tamkøer fra Åmosen, hvor de fem
ældste alle er fra ca. 3960 f. Kr. Knog-
Basiskostens sammensætning i Danmarks stenalder. Hver vandret linie repræsenterer et
menneskeskelet, som er blevet kulstof-14-dateret og kulstof-13-analyseret. Jo højere op
mod diagrammets overkant, desto mere mad fra havet har pågældende person indtaget.
Det fremgår, at der meget ofte stod hav-mad på spisekortet i slutningen af ældre stenalder.
Fra begyndelsen af yngre stenalder skete der et markant skift i kostens sammensætning.
Manden fra Rødhals-køkkenmøddingen på Sejerø var en undtagelse. Han holdt fast ved en
”gammeldags” ensidig marin kost. Omtegnet efter Fischer 2002.
9000 f.Kr.
8000 f.Kr. 7000 f.Kr. 6000 BC
(≈100 % marin kost)
-10‰
-14‰
-18‰
-22‰
(≈100 % terrestrisk kost)
5000 f.Kr. 4000 f.Kr. 3000 f.Kr. 2000 f.Kr.
Rødhals
Ældre stenalder Yngre stenalder
-10‰
-14‰
-18‰
-22‰
Fortsættes næste side
65

66
lefund fra en anden køkkenmødding på
Sejerø (Olsbjerg) tyder på, at der var tamdyr
(okse, får og svin) på øen kort efter dette
tidspunkt. På Sejerø-mandens tid havde der
således allerede i flere generationer været
drevet landbrug på egnen og sandsynligvis
også på Sejerø.
Basiskostens sammensætning
Som led i dateringen af Sejerø-skelettet
er dets indhold af kulstof-13 blevet målt.
Hyppigheden af denne variant af kulstofatomet
afspejler personens gennemsnitlige
kostsammensætning (hovedsagelig proteinandelen
af kosten) i en årrække inden hans
død.
Hvis man kun spiser mad fra havet (muslinger,
fisk mv.) får man en kulstof-13-værdi
omkring -10‰. Holder man sig udelukkende
til mad fra landjorden (rådyr, kronhjort
ol.), får man en kulstof-13-værdi på ca.
-22‰. Uafhængige målinger udført på laboratorier
i København, Reykjavik og Århus
viser, at vor mand fra Sejerø har en værdi
på ca. -12,0‰. Det betyder, at 80-90% af
hans proteinkost stammede fra havet. I sin
kostsammensætning afveg han dermed
fra hovedparten af menneskene fra yngre
stenalder i Danmark, hvor de fleste havde
værdier omkring -20‰.
Isotopmålingerne viser, at Sejerø-mandens
kostsammensætning svarede til, hvad der
var almindeligt i slutningen af ældre stenalder.
Han var således sært gammeldags såvel
i sit udseende som i sin kostsammensætning.
Det relativt svage tandslid for en person
i 40-års alderen, viser dog, at han fulgte
den yngre stenalders skik med at tilberede
kosten på en måde, som ikke sled så voldsomt
på tænderne.
Begravet i en køkkenmødding
Skelettet kom for dagens lys i 1956, hvor
lokale oldsagssamlere var i gang med at
grave i en køkkenmødding nær øens nordlige
ende. En arkæolog blev tilkaldt fra
Nationalmuseet, da Kalundborg og Omegns
Museum på den tid ikke havde ekspertise
til sådanne opgaver. Han sørgede for en
Kraniet af en voksen mand, som døde for
godt 5700 år siden og blev begravet i en
køkkenmødding på Sejerø. Sammenlignet
med andre personer fra den tid, har han
været usædvanligt gammeldags både i sin
ernæring og i sit udseende. Foto P. Bennike.
Fortsættes næste side

eskrivelse af skeletgraven, hvorefter han
tog knoglerne med til København og indleverede
dem til Antropologisk Laboratorium,
hvor de fortsat vil være at finde, indtil der
evt. bliver mulighed for at udstille skelettet i
Kalundborg.
Den pågældende køkkenmødding kaldes
Rødhals. I 1900-årene har Nationalmuseets
medarbejdere med mellemrum gjort notater
om fund fra stedet. De første egentlige
arkæologiske undersøgelser af pladsen blev
foretaget i 1996 og 1998 for Kalundborg
og Omegns Museum af et internationalt
hold under ledelse af museets samarbejdspartner
Michael Stafford fra USA.
De forskellige optegnelser og udgravningsberetninger
siger, at køkkenmøddingen har
en udstrækning på ca. 30 meter parallelt
med datidens kystlinie, og at dens største
bredde og tykkelse er ca. 15 meter og godt
0,3 meter. Dens hovedbestanddel er måltidsrester,
især skaller af østers og blåmusling.
Desuden indgår der knogler af torsk,
ål, gråsæl, marsvin, kronhjort, vildsvin,
hund, ræv, sølvmåge, svartbag, sangsvane,
pibesvane, skarv og den nu uddøde gejrfugl.
Møddingens indhold af redskaber af
flint tyder på, at den er ophobet i de sidste
århundreder af ældre stenalder og eventuelt
i de første århundreder af yngre stenalder.
Sejerø den gang
De græsklædte, kystvendte skrænter, som
kendetegner nutidens Sejerø, er udjævnede
og nu tilgroede kystklinter fra slutningen af
ældre stenalder og begyndelsen af yngre
stenalder. På Sejerø-mandens tid lå kystlinien
nemlig ca. 3 meter højere end i vore
dage. Området bestod af en række små øer
10-15 kilometer fra den nordvestsjællandske
kyst.
Rødhals-køkkenmøddingen ligger på en
sydvendt skråning 3 til 6 meter over nutidens
havoverflade. Oprindeligt har den ligget
lige oven for stranden ud mod en slags
lagune, omkranset af holme og småøer. I
dette landskab har en fastboende befolkning
haft mulighed for omfattende og varieret
forsyning af havets fødekilder – skaldyr,
fisk og havpattedyr. Mulighederne for at
skaffe sig mad fra landjorden har derimod
været begrænsede.
Hvis manden fra køkkenmøddingen på Rødhals
har levet fast på stedet, har det måske
været lettest for ham at skaffe sig det meste
af sin forsyning af proteiner fra havet – i
modsætning til hans samtidige på Sjælland,
som sikkert havde mere rigelige forsyninger
både af kød og mælk fra tamdyr og tillige
fra jagt på vildt i de vidtstrakte skove. Men
det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at
datidens beboere på Sejerø også var mere
konservative i deres kostvaner, end deres
naboer på Sjælland.
Særling?
Man kan måske kalde vores Sejerø-mand
for en særling, fordi han holdt fast ved
ældre stenalders kostsammensætning på
en tid, hvor de fleste af hans samtidige for
længst havde lagt den udpræget marine
diæt bag sig. Men det skal i så fald tilføjes,
at dette særpræg til dels kan være resultat
af hans hjemsteds begrænsede landareal.
En anden sag er så, at hans robuste skelet
og kranium faktisk var usædvanlige for befolkningen
i Danmark i yngre stenalder
Hvis vi vil videre i afklaringen af, hvordan
basiskosten var sammensat, og hvordan
vore forfædre i den tidligste bondestenalder
så ud, så må der fremskaffes kulstof-14-da-
Fortsættes næste side
67

68
teringer og isotopmålinger af flere velbevarede
skeletter fra den tid. Erfaringerne bl.a.
fra Rødhals siger, at stenalderens køkkenmøddinger
er oplagte steder at sætte ind
med fornyede, arkæologiske udgravninger.
I det igangværende projekt foregår eftersøgningen
efter menneskeskeletter fra
stenalderen dog på en anden og erfaringsmæssigt
meget mere effektiv måde
– nemlig på museernes magasiner. Gennem
generationer har Kalundborg og Omegns
Museum så vel som mange andre lokale
og landsdækkende museer modtaget et
stort antal menneskeskeletter, som efter
Rødhals
0 1 km
Olsbjerg
fundomstændighederne så ud til at være
fra oldtiden. Med nutidens daterings- og
analysemetoder er disse hidtil ret upåagtede
fund blevet en særdeles vigtig kilde til forståelse
af vores forfædres ernæringsforhold.
Sejerø’s omtrentlige udseende i begyndelsen
af yngre stenalder, hvor området bestod af
en række småøer og holme. Her kunne en
bofast befolkning let skaffe de fleste af sine
proteiner fra havet. Signaturerne angiver
køkkenmøddinger fra slutningen af ældre
stenalder og begyndelsen af yngre stenalder.
Den stiplede linie markerer den nutidige
kystlinie.