Danske Studier. 1930

76 GUDMUND SCHUTTE
Sigvalde, Sigrid, som var fremmede for Datidens danske Navneskik
og afgjort peger hen mod det skandinaviske Fastland.
Skulde jeg tilføje en Gisning i Tilslutning hertil, vilde jeg sige,
•at den danske Stednavnetype -løse rimeligvis har sin Oprindelse
fra Østergøtland, hvor den er stærkt repræsenteret. Min Formodning
om gøtisk Kolonisation staar og falder dog ikke med denne
{•risnlng; den er tilstrækkelig hjemlet med Bjarkemaal og Saxes Ord
om Siklingernes Ophav. Og er Gøterne faktisk tvende Gange optraadt
som Nybyggere i Danmark, kan de ogsaa have gjort det
een Gang før, uden at vi i det sagnhistoriske Taagemørke erfarer
noget direkte derom.
Det maa være skeet paa den Maade, at de som Danernes
Venner og Forbundsfæller har faaet Lov at slaa sig ned paa den
ledigblevne angliske Jord i Sønderjylland. Forbund eller v entente
cordiale" var der aabenbart mellem Beowulfs Geater og Danerne.
Men Ligestilling var der ikke Tale om; Fordelingen af forherligende
Forstavelser i Beowulf viser tydelig, at Geaterne regnedes for det
•rene Ingenting i Sammenligning med Danernes Stormægtighed.
Med Hensyn til Sveerne, saa turde de være gaaet i Gøternes
Fodspor, men vel paa mindre fredelig Vis. Af ukendte Grunde
synes Ongenpeow at være draget hjemmefra paa Langfærd mod
Sydvest. Der maa have været en Station for upsvenske Udvandrere
syd for Gotaelvens Munding, i Vestergøtland og Nordhalland,
hvor vi træffer en Klump af tydelig upsvenske Stednavne: Othensalæ,
Grimulfstun, Oxnevalla, Stråvalla og Olmevalla. Derfra turde
•Ongenpeow være søgt østenom Danegrænsen sydpaa til Søen Bolm,
hvor vi træffer en anden upsvensk Klump: Angelstad („Ongenpeows
Stad"), Garnhult, Tuna. Og tilsidst maa han være naaet frem
„over den vide Sø", som der staar i Beowulf, og have hjemsøgt
•Gøternes Koloni i det sydlige Sønderjylland. Hvor han under
dette Fremstød har haft sin faste Operationsbasis, er ikke godt
•at sige. Hervararsaga lader ham, som man veed, falde paa Samsø,
og muligvis kan det passe, men noget sikkert kan vi ikke vide
derom.
Sikkert er det imidlertid, at det sydlige Sønderjylland, — Egnen
Ted Overgangen fra Slien til Ejderen — tidlig maa have udøvet
•en stærk Magnetisme, fordi den var Nøglen til det indbringende
Handelssamkvem mellem Vesterleden og Østersølandene, Og der
er Spor til, at netop Sveerne har været dette Samkvems mest frem-