Danske Studier. 1930

68 F. OHRT
Indtog i Danmark, og at det (hvorledes end Tidsforholdet er), er
dannet uden nogen Indvirkning af „Man^ra^ora". Ordet kan i
ældre Tid have betegnet ethvert kunstgjort eller ad overnaturlig
Vej erhvervet lille Livs væsen, der trak (tiltrak, ogsaa: slæbte 1 ?)
Velstand til Huse; og Ordets Brug er da siden snart specialiseret
(til Alrune), snart overført til andre Omraader (Nisse, Højmand, —
Vekseldaler).
Alrunedukken er jo blot en særlig Form for de magiske skatteøgende
Menneske- og Dyrefigurer. Hos os har vi tillige Folkeminder
om det viden kendte Hjemme-Væsen „Spiritus" (familiaris); den
skildres hos os 2 som Dukke i Æske, en rød Orm eller rødhovedet
Orm eller lignende en „Skanvrip" (Skarnbasse, Fyn), den fodres
med Blod.
I vort nære Naboskab mod Syd har vi haft en Frænde til
Dragedukke og Spiritus i den holstenske Monoloke, en velstandvoldende
Dukke af Voks, der omtales som værende i Brug i 17de Hundredaar,
og hvis Navn jo i al Fald intet har med Alrune eller
Mandragora at gøre; et Mundheld var „Die Monoloke siehet ihm
aus dem Schubsack" (M. ser ud ad Lommen paa ham) 3 .
Den gængse Mening, at Dragedukken oprindelig er netop en
Alrune, og Betydningen senere delvis ændret, kan søge en Støtte
indenfor nordtyske Folkeminder. Her møder vi nemlig af og til
Alrunenavnet overført paa andre Omraader, Dragens og Nissens:
Alrunen er i Oldenburg en Aand, om hvilken det i Spøg hedder,
at den fanges, naar man strør Salt paa dens Hale i ; i Egne af Nordvesttyskland
(Saterland, Østfrisland) er „ålrun" det Væsen der ellers
kaldes Kobold (Nisse), en Mandsling som fodres med Mælk og kan
hidbære et Læs Rug (dog siges her ogsaa: han har en Alrune i
Lommen) 6 . Noget virkeligt.Bevis for at vor Dragedukkes Udvikling
er gaaet i samme Retning (endsige for Udledningen af Mandragora)
er dette dog ikke. Og vi træffer i Tysk tillige omvendt Nissenavnet
paa Vej til at overføres paa Æskedukken; i Ditmarsken er
1
Evnen til at færdes frit omkring udelukker ikke haandgjort Oprindelse;
Trolddyret Bæren er lavet af dødt Stof, men farer alligevel omkring.
2 Tang
Er. Sagn VI 230. 234 f. Nr. 677. 688-92. — Sverig: Heurgren, Husdjuren S. 228.
8
Mullenhoff, Sagen S. 209 Nr. 284 fra H. Sauckes Stormaria oder Hardes-Hordisehe
Chronica. Udledningen af mannalihho (Menneskelignelse. Zeitschr. des
Vereins fur Volkskunde li, 217ff.) er vel næppe tilraadelig?
4 Strackerjan,
Aberglaube (etc.) aus Oldenburg 1ste TJdg. I 396 Nr. 25.
6 Kuhn und Schwartz,
Norddeutsche Sagen S. 423 Nr.220.