Danske Studier. 1930

ORDSPROG 1 SKOLEKOMEDIEN 5
forre en anden plyg" (s. 126). Disse udtryk forsvinder dog helt i
stykket og formår ikke at præge dets stil, som er meget ubehjælpsom.
I denne henseende er det langt det dårligste af alle vore
gamle skuespil.
„Ludus de sanclo Canuto" (ca. 1536), som teknisk set står på
et endnu ældre standpunkt end „Dorotheæ Comedia", er jo interessant
ved det nationale emne (som dog ikke udføres videre i bevidst
national ånd). I overensstemmelse hermed finder man i det
en noget større brug af ordsprog og ordsprogsagtige talemåder. Af
egentlige ordsprog er der kun få: „Kaalt er altid quinde raad"
(v. 780), „Gode gierninger sielden vill lønis vell" (v. 1115) og „Nhar
kannen gaar ad bencken ned, / Daa haffuer mand venner och frennder"
(v. 1217). Derimod er der en del talemåder, f. eks.: „Wi ville
nu lege om Sanct Knud, / Som pleier ath iage iulen ud" (v. 25),
„Gode raad ere her nu dyre" (v. 101), „Hånd beteer sig altt aff en
onnd grenn" (v. 195), „De haffuer till eder red it bad" (v. 204),
„De skulde tude y her Peder Lychis hornn" (v. 482) 1 , „Jeg maa nu
ride apostelens hest" (v. 488), „Jeg vilde y vaare paa Blackeheed"
(v. 596), „Før haffuer ieg søbbet saa hed en skaal, / Ey brenndt
min tunge, ey skad mitt maal" (v. 731), „Min bag haffuer ieg nu
till dig kast" (v. 921), „Ey skulde mand skøde fouffrre ordt, / Ther
kommer tit effter dødelig mordt" (v. 1011). Adskillige steder minder
ikke saa lidt om folkevisen (f. eks. vers 93, 104, 109, 172, 252,
293—96 o. fl.), og der kan på enkelte steder komme et helt Håvamål-agtigt
sving over udtryksmåden, f. eks.: „Huo dig siger faurt
och leer igienn, / Ocli hannd er ey din lige, / Gack snaart fraa hannom
och ver ey seen,/ Hannd acter dig ath suige" (v. 1225 ff.). Dette
i forbindelse med emnet kan jo nok lægge et vist folkeligt-nationalt
præg over stykket, men iøvrigt gælder her — om end i langt
mindre grad — noget lignende som i „Dorotheæ Comedia": de gode
steder forsvinder i mængden af naive og ubehjælpsomme udtryksmåder.
Navnlig metrisk set er dette stykke ubehjælpsomt, og altfor
lange verslinjer forekommer meget hyppigt.
De næste i rækken bliver „Randershåndskriftets" 2 tre utrykte
stykker „Maria Magdalena", „Nabals Gomedia" og „Hecastus". Af
dem er de to første skrevet før Hegelunds „Susanna" (tr. 1578), —
„Hecastus" rimeligvis også. Med disse skuespil bliver sproget friere
1 d. v. s.: blive hængt. „Lycke" er sikkert subst. løkke (Kaikar). 2 Gl.kgl.
saml. 794 fol.