52 FREDERIK KNUDSEN kespiller. (For Oversættelsen takker jeg Hr. Bibliotekar A. G. Drachmann). Patøk har altsaa en meget betydelig Alder. Ogsaa har Spillet en betydelig geografisk Udbredelse idet det, som vi har set er udbredt over Østrig, Tyskland, Svejts, Frankrig, Nederlandene, de britiske Øer og Danmark. I de forløbne tvende Aartusinder fra dets første Fremkomst har Typen for Spillet været den samme. Det gælder nu, som i Oldtiden om, at fælde Modstanderens Stok, medens man samtidig fæster sin egen. Ofte fører man ikke Regnskab, man spiller Spillet for dets egen Skyld, det at fælde Modstanderens Stok yder Spilleren tilstrækkelig Tilfredshed, det er ikke nødvendigt at have den Ulejlighed ogsaa at huske Faldet, eller at notere det. Paa lignende Maade forholder det sig med mange andre Spil f. Eks. So i Hul og Langbold, hvor Regnskabet er en ny kunstig Udbygning paa Spillene. Undertiden regner man dog med Points, saaledes at den, der først naar et i Forvejen bestemt Tal, er Sejrherre, eller man lader ganske simpelt den overvundne, den, hvis Stok fældes, gaa ud af Spillet. I stærk Modsætning til den snusfornuftige, noget høkeragtige Pointsberegning, staar den straalende Løn, der venter den soranske Sejrherre. Fra Muddergrøften stiger han ved egen Hjælp og egne Kræfter ad gyldne Trin højere og højere mod Stjernerne! Han bliver Konge, Kejser, ja Pave, men ikke en Gang her finder han Grænserne for sin Vælde, — først med Pave Ti standser hans guddommelige Sejrsbane. Denne soranske „Rangstige" findes ogsaa i Jelling, hvortil den er ført fra Sorø, men iøvrigt staar disse høje Navne som en Baggrund for Spillet andre Steder her i Landet, medens dette Forhold ikke kendes fra Udlandet. Saaledes Konge og Kongekæp i Ildved, Fæste Konge, Prins, Konge og Kejser i Dømmestrup, Kongepind, Kejserpind, Konge, Kejser og Pave i Fredensborg. Ejendommeligt er det, at man i Hertugdømmerne og i vestlige Egne af de britiske Øer for en Del har samme sjældne Straf for den, hvis Stok fældes. (Lignende Fællesskab i angelsk (alsisk) og britisk folkelig Skik kendes fra Plovgangen, se Axel Olrik: Gefion, DSt. 1910, S. 20). Den uheldige Ejer af Stokken skal begge Steder løbe en bestemt Strækning, og medens han løber, skærer, i Hertugdømmerne, de andre løs af Grønsværet, og ved
PATØK 53 Legens Ophør skal han fylde det derved opstaaede Hul med Tørvene igen, hvorefter han faar saa mange Slag bagpaa, som han har brugt Tørv til Udfyldningen. Denne Slutning paa Straffen, Opskæringen af Grønsværen og Reparationen af samme med de opskaarne Græstørv er usædvanlig og lyder noget mærkelig, dels paa Grund af at Arbejdet med Grønsværen ikke kan være attraaværdig for nogen af de deltagende Parter, dels fordi det er ødelæggende for enhver Mark, Eng eller Legeplads. Slagene bagpaa er derimod velkendte. De kendes som Straf i Børnelege fra Spidsrod, Spitzruthenlaufen, og som selvstændig Leg fra Balderone, Ballerune. Naturligere og mere i Fortsættelse af Legen er Slutningen paa * den engelske Straf: Man hamrer den uheldiges Stok fast, dybt ned i Jorden, velsagtens fordi han ikke selv drog Omsorg for at hugge