Danske Studier. 1930

ORDSPROG I SKOLEKOMEDIEN 3
salt" (se Molbechs Danske Ordsprog s. XVI). Man må i hvert fald
ikke gøre definitionen for snæver. En talemåde som: „Når enden
er god, er alting godt" er ifølge Nyerup (P. Syvs kjernefulde Ordsprog
s. II) ikke et ordsprog, fordi den ikke er metaforisk. Det er
dog urimeligt ikke at medtage den, da den jo bruges på samme
måde til at udtrykke en alm. erfaring eller betragtning, og oven i
købet indeholder allitteration, som berettiger til at henregne den til
de rimede ordsprog. Men det vil naturligvis altid være en skønssag,
når man i tvivlstilfælde skal afgøre, om et udtryk er et ordsprog
eller ej. Grundtvig siger i afhandlingen „Om Ordsprog" i
„Danevirke" (Saml. Skrifter III s. 493): „Man har talt allehånde om,
hvad der egentlig skal forstås ved ordsprog; men hvad man her,
som hartad i alle tilfælde har glemt, er, at det skal man ej spørge
bøger, men bønder om; thi hvad bonden kalder ordsprog, det hedder
ordsprog, når man taler dansk, og der må være så stor forskel
på talemåder af det navn, som der vil, så berettiger det dog kun
til inddeling". Jeg har i det følgende båret mig sådan ad, at
jeg som ordsprog medtager alle almengyldige udsagn, som forfatteren
efter mit skøn selv har regnet for ordsprog, og jeg medtager
derfor muligvis nogle, som ikke findes i almindelige samlinger, f. eks.
fra „Nabal" udtrykket „De uforsøgte er krigen sød", der af oversætteren
selv betegnes som ordsprog. Andre udsagn, som jeg måske
kunde have medtaget, har jeg ladet ligge, fordi de ikke forekom
mig at være gængse talemåder.
Når borgerhustruen i „Kortvending" siger: „Mynn kobe berer
ieg icke gierne wthy by", er dette en ordsprogsagtig talemåde, som
må medtages her (jfr: En dannekvinde slider mere på sit hynde end
på sin kåbe). Det samme gælder udtryk som: „Deres klæder var
ikke til dem skårne", „Hans vogn begynder nu at hælde" (= det
begynder at gå dårligt for ham), „Han kaster nu meget smør udi
kål" (jfr: P. Laale: „Hvo meget haver af smørret, han kaster somt
i kålen").
Selv mere almindelige billedlige udtryk og talemåder som: „Jeg
haver ikke nål udi væg, ikke heller salt nok til et æg", „Mit gods
forsvinder som hør for ild" eller „Han slap mig som en hare
for hunde" medtager jeg. Det er den samme lyst til at anvende
kernefulde og rammende folkelige metaforiske udtryk, det ligger til
grund for dem som for ordsprogene, og alle sammenligninger og
billeder er hentet fra samme sfære som ordsprogenes, fra det dag-
1*