Danske Studier. 1930

ORDSPROG I SKOLEKOMEDIEN 39
der enkelte ordsprog og billedlige talemåder, og udgiveren fremhæver
dette i indledningen I s. 177, men heller ikke her kan det
siges at være egentlige ordsprog, — der henvises bl. a. til udtryk
som: „[Er] Verstaat sich glich vff Musicus,/ Wie vnser ku vff Muscatnuss"
(forekommer oftere i tyske skolekom.), og mest lig vore
ordsprog er flgd. vendinger: „In gmein hort man gar oft vnd diek,/
Das sich glichs gem zu glichem schick", „Wo kein scham ist, da
ist kein eer", „Nach schnållem radt kumpt gern der riiw" o. s. v.
Af de øvrige stykker er der intet, som har blot tilløb til „ordsprogsstil".
Undersøger man den svenske skolekomedie, som jo må have
samme forudsætninger som vor, viser det sig, at ordsprogene heller
ikke her spiller nogen større rolle. En samlet oversigt med mange
og udførlige citater findes i Ljunggrens Svenska dramat intill slutet
af sjuttonde århundradet 1864. Foruden denne har jeg læst nyere
udgaver af flgd. skuespil: „Alla Bedlegrannas Spegel" (åbenbart et
gammelt „fastelavnsspil«, udg. 1866), „Tobie Gomedia" (vistnok af
Olaus Petri, tr. 1550, udg. af Manderstrom 1849), „Holofernes oeh
Judit" (fra 2. halvdel af 16. årh., udg. af Sylvan 1866), „Josephi
Historia" (tr. 1601 i Rostock, udg. af Klemming 1849), Olaus Asteropherus's
„Tisbe" (vist opf. 1609, udg. af E. Meyer med noter af
Ad. Noreen 1909), „Judas redivivus" af Rondeletius 1614 (udg.
1871) og nogle af Messenius's skuespil, især „Disa" (fra 1611, udg.
af H. Schuck 1886: Messenius's Samlade Dramer). — Som i de
tyske skolekomedier forekommer der enkelte ordsprog (især i „Tisbe"
og „Judas redivivus), og der findes også nogle ordsprogsagtige
talemåder og billeder, som ligner de danske skolekomediers, men
sammenligningsvis i meget ringe udstrækning, og ikke et eneste af
stykkerne er præget af „ordsprogsstilen* som vore. Hverken med
hensyn til national, folkelig udtryksmåde eller realistisk skildring
kan den svenske skolekomedie måle sig med den danske. Noget
andet er, at man i Sverige mere end her har forsøgt sig med rent
komedier (findes f. eks., så vidt jeg kan se, slet ikke i de svenske). Hegelund
har dem sikkert netop fra Binders „Acolastus", og det er sandsynligt, at det
danske stykke om den forlorne søn, som blev opført 1571 i Ribe, er en oversættelse
(Hegelunds egen?) af Binders skuespil og ikke, som Birket Smith siger
(Studier II s. 3 og 79), af Gnaphæus's. Hegelunds interesse for ordsprog gør det
sandsynligt, at han har følt sig tiltrukket af netop dette stykke, selv om ordsprog
og ordsprogsagtige talemåder ikke spiller nær så stor en rolle som i mange
danske skuespil før Hegelunds.