Danske Studier. 1930

38 JOHS. PEDERSEN
billedlige folkelige talemåder (f. eks. „Hat der Teufel gfressen das'
Pferd,/ So muss der Zaum auch gwaget sein", „Gleich wie dem
Hund bekommt das Grås,/ So wird euch gehn mit diesem Frass"
(om Adam og Eva med æblet), „Mein Bauch wurd mir dermass
gefiillt,/ Es hått einer ein Laus drauf knullt"; — mest ordsprogsagtigt
er: „Kinder und Narren reden die Wahrheit"). Det samme
indtryk har jeg fået af de tyske skolekomedier, jeg har læst. Blandt
de 6 skuespil, der er udgivet af Froning i Deutsche Nationallitteratur
22. bd. („Das Drama der Reformationszeit") fremhæves Burchard
Waldis' „Der Verlorene Sohn" (1527) og Paul Rebhuns „Susanna"
(1535) som de bedste tyske skolekomedier om de pågældende
emner. De er også langt mere levende end de andre stykker,
og der forekommer adskillige billeder og talemåder, som minder
om de danske skolekomediers, og nogle ordsprog, men dog ikke
tilnærmelsesvis så mange, som hvor de er nogenlunde hyppige hos
os. Flest er der i Burchard Waldis's stykke, hvor der kuriøst nok
står et, som findes næsten enslydende i Anders Kjeldsøn Tybos
„Absalon": „lo krummer holt, yo beter krucke,/ lo arger schalck,
yo groter lucke" (sml. s. 34). løvrigt er der af egl. ordsprog 5—6
stykker i 2035 vers. Enkelte af talemåderne minder også om de
danske (f. eks. „ [Sie]-Plegen unss den koel recht veth tho makenn",
„De bove sidt wol hynder der doer" o. 1.).
Også i de 10 skuespil, som er optrykt i Schweizerische Schauspiele
des XVI. Jahrhunderts, vil man forgæves lede efter en til de
danske skolekomediers svarende brug af ordsprog, selv i et stykke
som Joh. Kolross's: „Fiinferlei Betrachtnisse die den Menschen zu
Busse reizen", i hvis moraliserende scener de ellers vilde passe
fortræffeligt, og som vrimler af tilføjede skriftsteder i marginen.
Rigtige ordsprog eller ordsprogsagtige talemåder forekommer praktisk
talt ikke. I Binders „Acolastus" (den forlorne søn) 1535 1 findes
1 Binders „Acolastus" er en fri oversættelse af hollænderen Gnaphæus's
latinske „Acolastus" (1529). Det er interessant ved at være den første skolekomedie,
hvor der forekommer indskud af toarsiske kortvers for at bringe fart
og afveksling i dialogen. Disse kortvers bruges ret hyppigt i den schweiziske,
men sjældent i den tyske skolekomedie (Jfr. Creizenach: Gesch. des Neueren
Dramas 1. udg. III s. 336 og 380 og Karl Mortensen: Studier over ældre dansk
Versbygning I s. 153 ff.). I den danske skolekomedie forekommer kortvers første
gang i Hegelunds „Susanna" og findes derefter i alle daterede danske skuespil
indtil midten af det 17. årh., selv i Randershåndskriftets danske epilog til Terent's
Eunuchus, så de ligefrem bliver karakteristiske for de danske skole-