Danske Studier. 1930

2 ' JOHS. PEDERSEN
komedier er der små realistiske scener, som kan måle sig med de
tilsvarende i „Visitatsbogen". Endelig er der rent sprogligt og stilistisk
en mægtig fremgang, så stykkerne i denne henseende har
stor interesse. Sproget nærmer sig åbenbart mere og mere til daglig
tale, og forfatterne gør sig umage for at skrive et godt og kernefuldt
dansk, • anvender ordsprog og folkelige talemåder og billeder
og viser meget stor interesse for denne side af deres værk. Adskillige
gamle danske ord er bevarede i skolekomedien, som ellers
ikke er almindelige i datidens litteratursprog, og fremmedord er
ikke så hyppige, som man kunde vente.
Alt dette findes selvfølgelig også i andre landes skolekomedie,
og vor egen følger kun trop, men udviklingen er særlig rask og sammentrængt
hos os, og den religiøse skolekomedie, således som den
efterhånden har udviklet sig, bevarer sin yndest i befolkningen, så
man her mindre end andetsteds (f. eks. i Sverige og Tyskland)
forsøger sig med andre former for skuespil. Og i een henseende
er den danske skolekomedie ejendommelig. Det er netop ved den
stærke brug af ordsprog og ordsprogsagtige talemåder og de dermed
beslægtede djærve, anskuelige billeder. De spiller sikkert en
langt større rolle her end noget andet sted, — i hvert fald gælder
dette ved sammenligning med de lande, hvorfra vi har fået mønstrene
for vor skolekomediedigtning, og med vort naboland Sverige,
som jo må have haft kilde fælles med os.
I det følgende vil jeg give en oversigt over udviklingen af „ordsprogsstilen"
indenfor skolekomedien, men først må jeg vel gøre
rede for, hvad jeg mener med ordsprog og ordsprogsagtige talemåder
og billeder. Det er jo vanskeligt kort at definere, hvad et
ordsprog er, og de forskellige ordsprogsudgivere har altid haft svært
ved at gøre rede for, hvad de har medtaget, og hvad de har ladet
ligge, og hvorfor". Den bedste definition på et ordsprog er vel den
(som jeg har fra gennemgangen af dansk litteratur på Universitetet),
at det er et kort, gængs udsagn, som indeholder en lære eller erfaring
oftest i poetisk form. Denne kan være enten kun billedlig
(„Kænd wlff pater noster, hånd syer, lam, lam") eller tillige rimende
(„Ee faller aff farendhe læss"), men det kan også blot være rytmen
og det korte prægnante eller vittige udtryk, som har fået det til at
• slå an („Bædræ ær godh lycke æn høw byrdh", „Jeg kenner wel
karssæ, sadhe bondhen, han aadh skarntywdæ"). En gammel engelsk
forfatter siger, at et ordsprog skal have „sense, brevity, and