Danske Studier. 1930

ORDSPROG I SKOLEKOMEDIEN 37
og sammenligninger. I Lønborgs »Susanna" udtrykker de gamle
deres elskov til Susanna således:
„Det tør jeg sværge paa, Gupido hånd er myndig,
Hans Elske-Pil er skarp, hans Lyster-gift er fyndig,
Hans Brynde-Ild er heed: Mit Hierte brændis op,
Det svier ind til Marv, det myler i min Krop,
Saa snart ieg tænker paa Susannis Engle-Skiønhed,
Saa snart ieg faar at se den Sole-gylden Kiønhed:
Hvo kand vel uden Lyst see til den Marmor-Hud
Og ej hjert-ønske sig den Dyde-Sol til Brud!"
Hos Lønborg findes der mange ordsprog i korenes vers, men
de tager sig løjerligt ud i de fine omgivelser, og de er sommetider
slemt tilredt. „Det skal aarle krøges, god krog skal vorde" bliver i
Lønborgs „Den forlorne Søn" til:
„Grenen skal mens den er liden ombukkis.
Barnet med Riset i Rumpen skal hukkis!"
Betragter man hele skolekomedien under et, vil man altså i
den egentlige skolekomedie se en stærk udvikling i folkelig national
retning, der som et af sine mest karakteristiske træk har den
mere og mere hyppige brug af gamle danske ordsprog og ordsprogsagtige
talemåder samt af simple anskuelige billeder taget fra
det daglige livs sfære ligesom ordsprogenes, og meget forskellige
fra de kunstige billeder og sammenligninger, som er på moden i
det 17. århundrede. Fra ordsprogene stammer vel også som før
omtalt den forkærlighed for allitteration, som mange af forfatterne
lægger for dagen. Hele denne „ordsprogsstil" har sin egentlige
blomstringstid sammen med selve skolekomediens i sidste halvdel
af det 16. århundrede.
Sammenligner man den danske skolekomedie med andre landes,
specielt den tyske (og schweiziske) og den svenske, vil man se, at
denne stærke brug af ordsprog er noget karakteristisk for den
danske skolekomedie og giver den et selvstændigt præg. Ordsprog
findes — selvfølgelig, kunde man sige — også i den tyske skolekomedie,
men langt fra så hyppigt. I følge Greizenach: Geschichte
des Neueren Dramas III s. 385 (1. udg.) bliver ordsprogsagtige talemåder
fra folkesproget hyppigt anvendt i de tyske stykker, men
de citater, han har (hentet fra mere ukendte forfattere), viser, at
det ikke så meget drejer sig om egentlige ordsprog som om andre