Danske Studier. 1930

36 JOHS. PEDERSEN
Bedre er anvendelsen af ordsprogene. De giver stilen det samme
ægte danske præg som hos Ranch, skønt den skæmmes en del af
de tvungne vers.
Grammatikeren Eiik Pontoppidans: „Tobiæ Giftefærd"
(1635) er det sidste svage skud af den gamle skolekomedie af
Hegelunds og Ranchs skole. Det er i høj grad uselvstændigt ogvrimler
af reminiscenser fra de tidligere skolekomedier, ligesom storestykker
af de indledende æredigte ser ud til at være taget fra æredigtene
til „Susanna" og „Kong Salomons Hylding".- Stykket begynder
med en replik af den gamle Tobias, hvis første fire linjer
er de samme, som indleder »Kong Salomons Hylding":
„En Synder slås med mange Plage,
Maa ieg vel sige alle mine Dage,
Meest nu ieg giøris gammel oc svag
Oc samler saa mange Aar paa Bag".
Det ses på hele stykket, at forfatteren kun var 19 år gammel,,
da han skrev det. — Ordsprogene interesserer ham ikke, hvad
man måske ellers på forhånd vilde tro om den senere forfatter af
Grammatica Danica, som i fortalen taler om det danske sprogsringeagt.
Der forekommer kun nogle ganske få: „Hånd ager got
Læs i gaar/ Som en god Hustru faar" og „Quindens troskaff/
Styrker Mandens Boskaff". Han tilhører ikke den „danske renaissance";
det, som interesserer ham ved skuespillet, er kun den belæring,
det indeholder.
Hans Thomsen Steges „Cleopatra" (1609) indtager bådeved
sit emne og ved sin stil en særstilling og skal ikke omtales,
nærmere her. Ordsprogene har ingen betydning i det; der forekommer
kun nogle ganske få, f. eks.: „Aet kommer dog ey alt
i Pung".
Den senere tids religiøse skuespil og skolekomedier, f. eks. det
om Adonia og Salomon, som blev opført på Herlufsholm 1697
(findes bl. a. i et interessant blandingshåndskrift .på det kgl. Bibliotek,
Thotts Saml. 742 fol), Jens Christensen Lønborgs „Susanna"
og „Den forlorne Søn" eller Jacob Knudsen Schandrups-
(de sidste alle fra tiden omkr. 1700) medtager jeg ikke her. De
har ikke megen lighed med den egentlige skolekomedie, idet dealle
er skrevet i det 17. århundredes kunstlede stil, med mange
forskellige stavelsetællende versemål og forskruede og lærde billeder-