Danske Studier. 1930

18
JOHS. PEDERSEN
gammeldags, vanskeligt forståelige, som han somme tider søger at
forklare. I „Susanna" er over halvdelen af ordsprogene taget fra
Peder Laale, og Hegelund følger ham meget nøje; navnlig er ordsprogene
fra randbemærkningerne, som ikke er i versform, som
regel ordret lig P. Laales fra udgaven 1515. Knn i et enkelt tilfælde
har Hegelund formen fra udgaven 1506 (eller 1508), nemlig
i det først anførte fra s. 62, hvor Ghr. Pedersens udgave har „gonger"
og „fonger" i stedet for „gaar" og „faar". Men det er næsten
en undtagelse, som bekræfter regelen. Rytmen er bedre og udtrykket
naturligere i den af Hegelund valgte form. Det synes mig
at være tydeligt nok, at overensstemmelsen med udgaven 1515 ikke
blot skyldes den omstændighed, af denne oftest indeholder ordsprogene
i en lidt yngre form. I det første ordsprog s. 119 bruges
jo netop det ældre ord „glor" i stedet for det yngre „glimrer". Det
kan dog selvfølgelig skyldes at både Hegelund og Ghr. Pedersen
uafhængigt af hinanden er klar over, at formen med „glor" er den
bedste. Et bedre bevis på, at Hegelund har ordsprogene fra udg.
1515 er ordsproget s. 63 „Sammen søge sæderlige" 1 ), der sikkert er
et forsøg på at forklare Ghr. Pedersens form „Ee søges sellige",
hvor de andre udgaver har „sellæ lige" (=lige kammerater), der
ligeledes er en forkert form og forsøg på at få mening i „sellige".
Det tilsvarende svenske ordsprog lyder: „æ søkias sælike", og
A. Kock forklarer ordet i sin kommentar til ordsproget som identisk
med det i Schlyters ordbog optagne „seliker, siliker: likadan, slik."
Hegelund har ikke forstået „sellige", men rettet det til „sæderlige"
= lige i sæder (jfr. Kalkars ordbog under „sel(le)lig").
Et andet interessant eksempel på, at Hegelund har brugt, og
vist rigtigt forstået, et gammelt ordsprog, er det s. 62 anførte:
„Man maa den væye, som Velden haffuer,/ Ey spare paa hannem
skenck oc gaffuer". Anden linje viser, at H. har forstået „væye"
(isl. vægja), som det er forklaret af A. Kock i kommentaren til ordsprogene
885 og 1211 = „give gaver, bestikke", og ikke, som det'
f. eks. er forstået af Hans Thomesen, = vige. Det latinske ordsprog
hos P. Laale lyder svarende til 2. linje hos Hegelund: „Xenia presentes
iis qui sunt arce potentes", og det kan naturligvis være ud
fra dette, at Hegelund har kunnet forstå det danske, men så viser
det i hvert fald, hvor grundigt han har studeret P. Laale.
1 Også anført i „Versiculi prouerbiales" som oversættelse af „Aequalem
aequalis delectat.'