Danske Studier. 1930

ORDSPROG I SKOLEKOMEDIEN 17
Deres Suerd haffue de i Munden til rede. 82. Thi (som mand
pleier at sige i Sprock) / Hun haffuer dog i Sandheden nock. 83.
Ærlige Øern blues at høre / Det Skøger oc Skalcke ey skammis at
gøre. 85. [Tranen sagde god for vildegaasen, saa fløye de begge
hen]. 86. Mand siger: De fattige mue i aske,/ Men de Rige stoppis
i taske. 88. Sandheden liggis i Hoppehelde. 88. En betroeder
Tiuff maa megit stjæle. 91. Nabo ved best sin nabors kynde.
94. Onde harpere, enddog de skurre, / Stedse paa en Streng skrabe
oe skurre. 99. [Ene i Raad, ene i Sorg] 100. [Faa som Fader
oc ingen som Moder] 103. [Ild prøffuer guld oc nød vennehuld]
107. Naar Baandit er hordeste bundit oc fest,/ Da er Guds Hielp
oc Naade nest (også 131). 107. [Ringe mands raad er icke at foracte].
112. [Stercke ben som gode dage skulle bære]. 119. De
store Fiske ede de smaa,/ Saa mue de alt under, der mindst formaa.
119. Almuen lader ey aff at belde,/ Strax naar Vognen nogit mon
helde. 119. [Der hielper ey alder for daarskab]. 121. [Løgn giffuer
ond løn] 135. I Graffuen, de groffue, oc Snarer, de satte,/ Der i
lodst du dem bliffue forlatte. 139. Kanden gaar til ieniger 1 dag.
143. Mand skal icke andet i Dalen begaa,/ End de mue se, paa
berget staa.
Fra „Galumnia": 172. Naar Icten er moed, skal den sig yde 2 .
(Siges om pavedømmet, der lignes ved „en Bulde, der vil udbryde".
191. Huor Løuehuden kand ey nok forslaa,/ Maa mand met Ræffuebellen
bøde oppaa. 214. Naar Træet er fældet, vil huer sancke
Spaaner. 217. Det Barn er snart kommet til at græde,/ Som Lippen
henger nu paa allerede,/ Oc gammel Had er altid ny Trætte. 228.
Jo mere de da i skarnet rørde, / Des værre Luet det met sig førde.
232. En hoffuitløs Gaas den kæger ey mere. 249. [Liden Lyst gør
langfør skade] 257. Det er mig hart mod Braadden at træde.
Der forekommer endnu flere ordsprog end disse. Som i de
foregående skuespil er der mange ordsprogsagtige billedlige talemåder,
som f. eks. „Kyllingen springer op, vil Hønen lære", „Hånd
saa aff Ulffuen ickun Øern endnu", „Almuesfolck, det hundrelhoffuit
Best,/ Vender sig (som en Fløj) effter Blest", „at picke sit
Neb for andre i steen" o. s. v.
Hegelunds interesse for ordsprog har et helt filologisk, humanistisk
præg. Han nøjes ikke med de ordsprog, som han hører i
alm. daglig tale, men samler på dem med flid og medtager også
1 d. e. „enig": en bestemt. 2 let = byld, yde sig = vise sig, komme frem.
Danske Studier. 1930. 2