Danske Studier. 1930

174 FRA SPROG OG LITTERATUR
Gentagelse, et saare primitivt Sprogfænomen, det sidste er en kombineret
stilistisk Figur, der langt fra (som det siges) er tom og tilfældig, men
som netop ved sin kunstfulde asyndetiske Parallellisme (om egentlig „Gentagelse"
er her slet ikke Tale) antyder et Aarsagsforhold, der ved Konstruktionens
ubestemte Karakter angives som noget selvfølgeligt. Perioden
er altsaa ikke parallel med et „de yndige Blomster kom, de kvidrende
Fugle kom" men betyder „Foraaret kom og dermed — naturligvis —
Rejselysten." — Gentagelse i egentlig Forstand er ej heller Genoptagelse
af en Replik efter „inquit" — det er kun en teknisk eller praktisk Fremgangsmaade,
der skal forebygge, at Tilhørerne taber Traaden — men
det er fint bemærket, at Andersen har udvidet dette tekniske „Fif til
et sindrigt udtænkt Led i Eventyrets Organisme, der altid viser sig at
være udviklet efter dets egne Naturlove (se de noget lakoniske Bemærkninger
p. 33).
I det femte Kapitel med den ejendommelige Titel „Skjult Energi"
er Opfattelsen af de herhen hørende Fænomer blevet noget skæv, fordi
der ikke er taget Hensyn til Stilens afgjort mundtlige Karakter; det er
Tilfældet med Omtalen af det hos Andersen paa næsten hver Side forekommende
Fænomen, som man kunde kalde Substantivets Superlativ,
og som bestaar i at man for at betegne, at noget er tilstede i allerhøjeste
Grad eller alleregentligste Forstand, i Stedet for et Epitheton (der føles
alt for indskrænkende) udtaler Substantivet med en tydelig Modulation af
Talens Styrke, Tonehøjde og Tempo, eventuelt ledsaget af Minespil
eller Gestus.
Selv om man saaledes ikke kan bifalde Anlægget af denne Række
Studier, findes der dog heri en stor Rigdom af Materiale og mange Bemærkninger,
der bidrager til større Forstaaelse af Digteren og hans
Modersmaal eller ægger til Modsigelse og videre Tænkning; at komme
nærmere ind paa Enkeltheder vilde imidlertid føre alt for vidt.
En sidste alvorlig Anke maa rettes mod Bogens Stil; at den ikke
er elegant kan tilgives, men den mangler i høj Grad Præcision og henfalder
paa upassende Steder til pathetiske Vendinger, som hvor der i Anledning
af et yderst ubetydeligt Ordskifte i en af Hostrups Komedier
deklameres: „her er det den bitre alvor: sandheden vrides ud af løgnens
favntag".
Med alle sine Mangler er Bogen dog læseværdig og nyttig for alle,
der sysler med dansk Sprog, læseværdig, fordi den stadig opfordrer fil
selvstændig Medarbejden fra Læserens Side, nyttig, fordi man her vil
kunne finde et rigt Exempelstof til Jævnførelse ved lignende Undersøgelser;
hver Side i den store Bog viser os, at dens Forfatter er en sand
Elsker og Kender af vort Sprog og vor skønne Litteratur.
Paul Diderichsen.