Danske Studier. 1930

H. C. ANDERSEN'S SPROG 173
være en let Høst at gøre i de rigeligt bevarede og stærkt rettede Manuskripter
(i sine første (utrykte) Digte rimer A. saaledes rask væk „døe"
(o: død) paa „Møe* olgn.); denne Side af Sagen har Anker Jensen imidlertid
næsten ikke berørt, og Problemet: hvor fynsk Andersen egentlig
er, staar altsaa endnu aabent som en — skulde man tro — kærkommen
Opgave for Digterens lokalpatriotiske Landsmænd.
Efter disse vidtløftige principielle Betragtninger skal Anmelderen blot
til Illustration omtale nogle tilfældigt valgte Enkeltheder.
Straks første Kapitel „Ord" er typisk ved sin Inddeling: 1. Dejlighed.
2. Barnlige Ord. 3. Folkelige Ord. 4. Flere Ord (den nøjagtige Betydning
af denne Overskrift er ikke klar: af en Bemærkning p. 371 synes
det at fremgaa, at Betydningen er: „Flere Ord (Epitheta) anvendt om
samme Ting"), som man ser: ganske inkommensurable Kategorier og dog
Klasser der omfatter netop 3 af de vigtigste Ordgrupper hos H. G. A.;
som Korrelat til „Dejlighed" maatte en systematisk Opstilling kræve en
Inddeling af Ordstoffet i vigtige Betydningsgrupper, mens 'til Gengæld det
,barnlige" og det „folkelige" Element i A.'s Sprog maatte belyses ud
fra samtlige verbale og flexiviske, syntaktiske og stilistiske Ejendommeligheder,
og ikke blot ved Ordstoffet.
Afsnittet om folkeligt Sprog indeholder en Række værdifulde Iagttagelser,
som man gerne havde set behandlet lidt udførligere. Det er
rigtigt, at det hørte med til A.'s Forfængelighed, at han vilde beherske den
paa Parnasset gældende Udtryksmaade, og at hans Almuenatur her ofte
viser sig i en konventionel, banal Efterligning af „Mønstrenes" Skrivemaade,
og det er et væsentligt Moment til Karakteristik af hans „folkelige"
Stil, at dens værste Fristelse er at henfalde i det sødladent rørende,
mens den aldrig bliver grov og yderst sjælden plat; 1 man kan
deri se en stilistisk Parallel til det af Prof. Rubow paaviste Forhold, at
Andersen „lempeligt skubber Fablieauerne fra Krostuen ind i Barnekammeret;
Andersen befandt sig inderligt uvel paa et Karlekammer.
En sand Guldgrube af stilistisk Materiale rummer de to fyldige Kapitler
om Gentagelse, og mange gode Sammenstillinger og Forklaringer
har Forfatteren knyttet hertil; saaledes er der ved Paavisning af A.'s overdrevne
Brug af den „udvidede Gentagelse" (jfr. „Kay, lille Kay" o. s. v.)
givet et yderst betydningsfuldt Karakteristikon paa hans Stil; men netop
her er de systematiske Mangler saa iøjnefaldende, at Læseren Gang paa
Gang fristes til at lægge en sidste ordnende Haand paa Værket, tilføje
en Definition, der næsten former sig af sig selv, adskille et Par karakteristiske
Citater, der har indgaaet en Mesalliance, kort sagt: til at gøre
en let Høst af den Sæd, Forfatteren med saa megen Flid har saaet.
Naar man f. Eks. har nævnt Forbindelser som „han søgte og søgte" „voxte
og voxte", kan man ikke som „Tilfælde af en nogen anden Art" (dette
er et Yndlingsudtryk hos Forf.) anføre en Figur som „Foraaret kom,
Rejselysten kom": det første Exempel er en følelsesbetonet, „illustrerende"
1 Mon noget lignende ikke skulde gælde om Forholdet ral. A.'s Lyrik og den
senere „folkelige" Vise?