Danske Studier. 1930

H. C. ANDERSEN'S SPROG 171
og ofte gaar Forfatteren over Bækken for at hente Vand ved langvejs
fra at hente Paralleller til Udtryk, vi bruger hver eneste Dag, særlig
gælder det de talrige Eksempler fra — Cæsar I, der til liden Glæde for
Læseren og til ingen Gavn for Videnskaben idelig dukker op som hin
berømmelige Konges Hovede hos Dickens. Derimod findes der ingen
gennemført Sammenligning mellem Andersens og hans samtidiges Udnyttelse
af de stilistiske Muligheder (end sige en Fastsættelse af hvad Andersen
her har lært af (eller „laant" fra andre), 1 skønt der Gang paa Gang
var Lejlighed til en saadan (f. Eks. ved Omtalen af Andersens Brug af
sammensatte Adjektiver, hvor en Jævnførelse med Hauch (se f. Eks.
Agnes's Sang af „Hamadryaden") og Aarestrup vilde vise Andersens Underlegenhed
i denne Form).
En udtømmende Behandling af dette Emne vilde imidlertid næsten
give en hel dansk Poetik, og en saadan bygges ikke paa een Dag.
Vi vender os derfor til den anden Del af Opgaven, den „indre" Karakteristik,
hvor der findes to Hovedsynspunkter (det genremæssige og
det kronologiske) og eet særlig vigtigt Arbejdsmiddel: Studiet af Rettelser
i Manuskripter og Udgaver. 2
Her er det blevet skæbensvangert, at Undersøgelsen (iflg. Efterskrift)
ikke har kunnet profitere af Paul Rubows Bog om Eventyrene, der ved
sin paradigmatiske Klarhed og Nøjagtighed i Definition og Klassificering
vilde have dannet et usædvanlig paalideligt Grundlag. Jeg skal ikke —
hvad der vilde være en let Sag — fra dette overlegent udførte Værk
hente Ammunition til en Beskydning af Anker Jensens med saa stor Flid
opkastede Befæstning, men blot beklage, at de spredte Bemærkninger om
sproglige og stilistiske Forskelle mellem Hovedgrupperne i A.'s Forfatterskab
(Roman, Drama, Lyrik, (Rejsebog) og Eventyr) og mellem Underafdelingerne
af Eventyrene, ikke er sammenfattet i en almindelig Karakteristik
af disse Genrers Stil, samt at Forfatterens Virksomhed ved Standardudgaven
af Eventyrene ikke i højere Grad har sat sig Spor i en
Undersøgelse af Principperne for Andersens ihærdige og systematiske Arbejde
med sit Sprog; her kan Manglen af en „Haandskriftudgave" (som
Litteraturselskabets af Ewald og Aarestrup) samt Forfatterens Bopæl i
Haderslev tjene til Undskyldning; men findes der ikke i det trykte Forfatterskab
Materiale til at vise karakteristiske Forskelle mellem den unge
og den gamle Andersens Udtryksmaade ?
Ogsaa til en sidste Form for „intern Karakteristik" gives der adskillige
Bidrag, idet det undersøges, hvilke forskellige (især psykologiske)
Virkninger den samme Konstruktion kan have 3 (f. Eks. p. 210 ff. om Po-
1 En metodisk interessant Studie over den stilistiske „Assimilation" er
A. Albalat's „La formation du Style par VAssimilation des Auteurs". Paris 1929.
2 Jfr. herom Albalat: „Le Travail du Style enseigné par les corrections manuserites
des gi-ands écrivains" og Prof. Rubows Oehlenschlagerartikel i forrige
Hefte af „Danske Studier".
8 Jfr. herom: Niels Svanberg: Stilistisk jamforelse. Nysvenska Studier.
IX. 61—72.