Danske Studier. 1930

AGNETE FRA HOLMEGAARD
AF
N. G. NIELSEN
I
SELV i et snævert udvalg af Baggesens digte vil man medtage
Agnete fra Holmegaard. Dette digt er vel det skønneste af de
mange Agnete-gendigtninge på Dansk (se K. G. Brøndsted i Dansk
Udsyn 1926). Dets tone er dybere end Ewalds berømte Liden Gunver,
dets stilsikkerhed overgår langt Øhlenschlågers samtidige Agnete.
Ikke mindst har Baggesen fundet anledning til at vise sin overlegenhed
som versekunstner. Han har således for at tage et enkelt
eksempel omdannet folkevisens uartikulerede haa, haa, haa til
korte gentagelseslinier (med samme stavelsesantal), der repeterer
versets grundtanke. I disse trestavelseslinier samles stemningens essens
til fortættede dråber, således i begyndelsesversets: aldrig Ro,
der rummer pointen i karakteristikken af Agnete, videre i slutningsversets:
aldrig meer. Ja, også det uartikulerede forstår Baggesen
at udnytte som kirkeklokkernes ding, ding, dang.
Agnete fra Holmegaard findes i alle litteraturudvalg for de højere
undervisningstrin. I skolen kan man nøjes med at behandle digtet
som en almindelig folkevisetekst. Dog vil man vist også her fristes
til at foretage sammenligninger med forbilledet, folkevisen Agnete
og Havmanden, og anstille betragtninger over, hvorfor Baggesen
har foretaget ændringer i handlingen, idet man går ud fra, at han
må have haft en bestemt hensigt dermed. En vis grebethed i digtets
tone kan tyde på, at der er underlagt personlige motiver. Det er
da en almindelig antagelse, at denne folkevisegendigtning genspejler
forholdet mellem Baggesen og Sophie Ørsted. Hvorledes dette sker,
er imidlertid dunkelt. Professor H.Brix har i Fagre Ord (s. 67ff.)
forsøgt en tolkning, der dog kun tager hensyn til et enkelt afsnit
af visen. Der skal her, med udgangspunkt i et andet afsnit, forsøges
en ny tolkning på et bredere grundlag, således at så vidt