Danske Studier. 1930

EN OPKALDELSESSKIK PÅ SVENSKE OG BORNHOLMSKE RUNESTENE 155
man har ment at finde det i mellemjærnalderens navneskik. Spørgsmålet
lader sig vanskeligt besvare. Det forekommer mig, som om
der i nogle familier er forkærlighed for navne, som begynder med
vokal, men tydeligt er det ikke.
Medens vi på de øvrige danske runestene ikke kan påvise
spor af denne opkaldelsesskik — fraregnet Hune-stenens brødrepar
2%orkell-2%ørbiorn — har vi på Bornholm, som også i andre henseender
viser sig stærkt påvirket af svenske runeristere, et par
tydelige eksempler. Tydeligst er Bodilsker-st. II (W. J. 158):
Økell
ThorfoH kWcell.
Men også på Møllegård-st. (W. J. 172) finder vi fader og son med
samme efterled: Isbiorn-Frøbiorn, og på V. Marie-st. II (W. J. 152)
brødre med samme forled: Thorsien-Thor\sk.
I betragtning af det forholdsvis lidet omfangsrige stof må dette
siges at være ikke så lidt. Men det kan udvides mere, og det kan
endogså hjælpe os til at finde en forbindelse mellem to runestene,
som man hidtil ikke har sat i forbindelse med hinanden.
På 0. Marie-st. I (W. J. 162), hvis runeformer vistnok tyder på
gotlandsk påvirkning, finder vi:
Gunnild
Ødo Sven Ødger Gunnutf.
Da en af sonnerne har forledsopkaldelse efter moderen, og to
har fælles begyndelse, er det højst sandsynligt, at denne begyndelse
også er opkaldelse, rimeligvis efter faderen.
Nu finder vi på Lundhoj-st. (W. J. 167) ægteparret Ødbiom og
Gunnilå, og al sandsynlighed taler da for, at det er den samme
Gunnild, vi træffer her, så sonnerne Ød- netop er opkaldelse efter
faderen. Også denne stens indskrift med i lys og paradis har forbindelser
med Sverige, idet vi finder samme formel på Ryssbyle-st.
(L. 415) og Folsberga-st. (L. 688) i Uppland, jfr. også i lys på Kimstad-st.
(L.1126, Og. 161) i Ostergotland.
Det lys, som det rige svenske stof kaster over den bornholmske
navneskik, har vi da grund til at fremdrage, så meget
mere, som der i det øvrige danske område så at sige ikke findes
spor af den.