Danske Studier. 1930

EN OPKALDELSESSKIK PÅ SVENSKE OG
BORNHOLMSKE RUNESTENE
AF
MARIUS KRISTENSEN
De svenske runestene frembyder et værdifuldt stof til studiet af
oldtidens navneskik, et stof, som endnu langtfra er udnyttet,
og som nødvendigvis må benyttes til sammenligning med det norskislandske.
Her skal kun fremdrages en enkelt side af det: hvad det
kan lære os om opkaldelsesskikke.
Stoffet har dog en stor mangel, som der ikke kan bødes på.
Medens vi ofte får navnene på bægge forældrene og alle bornene,
får vi kun undtagelsesvis nogle af bedsteforældrenes navne, og aldrig
alle deres borneborns. Det bliver derfor rent tilfældigt, om
der blandt bornebornene nævnes nogen, som er opkaldt efter en
af bedsteforældrene. At dette hyppigt har været tilfældet, har vi
al grund til at tro efter det, vi ellers kender til nordisk navneskik,
men jeg ved bogstaveligt kun ét eksempel fra de svenske runestene.
På tre runestene i Funbo s. i Uppland (L. 303—305) har vi indskrifterne:
Horse og Ketil rejste disse stene efter Thegn, deres fader,
bonde på Fune, og: Thegn og Gunnar rejste stene efter Vædder deres
broder, og endelig: Vædder og Thegn og Gunnar rejste denne sten
efter Horse deres fader. Gud hjælpe hans ånd. Stamtavlen må blive:
Thegn Horse
! !
Horse Ketil eller Vædder Thegn Gunnar
! i
Vædder Thegn Gunnar Horse Ketil
Selv her ser vi let, at den mindste tilfældighed kunde have berøvet
os eksemplet. Det er nærmest et held, at vi dog har et
eksempel af denne art.