Danske Studier. 1930

8 JOHS. PEDEHSEN
„Hielper daa icke euangelium,
Daa maa hun loffuen læse.
Dit sømir vel en quinde from
Med lempelig veir at blæse".
Både i „Maria Magdalena" og „Nabal" forekommer der en del
flere talemåder, men de her medtagne er de mest karakteristiske.
Begge stykker er også i andre henseender interessante, og de fortjener
i høj grad at udgives.
„Hecastus" står langt under de to andre skuespil. Stykket er
meget udtværet 1 , sproget er mindre levende og der er langt færre
ordsprog og talemåder. Metrisk set er oversættelsen yderst tarvelig.
Alt for lange linjer er hyppige, dårlige rim og rimnød almindelige,
og faste versslutninger som „paa min loffue", „ieg sige vil", „ieg
vill ey liffue" vrimler det med. Det sidste udtryk har jeg engang
ved en flygtig gennembladen noteret 49 gange i stykket!
Egentlige ordsprog forekommer praktisk talt ikke. Det eneste
eksempel er vist, hvor Hecastus siger, at døtre „drager gierne i
moders serch". Af talemåder vil jeg kun fremhæve et par, der
indeholder gamle gloser: „Som en haffuer baade bryt 2 och breidt, /
Da er døden kommen hanem paa", „Somme mon som kiør røde 3 , /
At di kunde ligge vort rige øde". Talemåden: „Du skalt icke rosse
af Ibs gaffue,/ Førind du mon dennem i haanden haffue" forekommer
også i Anders Kjeldsen Tybos „Absalon" III, 4.: „Ey ross' skal mand
aff lobs Gaffue,/ Før mand den i Haand monn' haffue".
I salmedigteren Hans Christensen Sthens dramatiske digt „Kortvending"
4 finder vi ordsprogsstilen fuldt udviklet. Det er ordsprogene,
som sammen med folkeviserne har skabt hans ejendommeligt fyndige
og naturlige billedrige udtryksmåde, som hverken kender til
uklarhed eller ubehjælpsomhed eller til den retoriske svulstighed,
som mere kunstfærdige digtere forfalder til. Både Carl S. Petersen
(Litteraturhistorien s. 441 ff.) og Paludan (Danmarks Litteratur mel-
1
Den latinske original er allerede udtværet og kedelig, og oversætteren
bruger endda langt flere verslinjer, et sted 44 mod latinens 8, et andet sted 60
mod 12. Det er forøvrigt sikkert den første udgave af Macropedius's Hecastus
(1539), som er benyttet, ikke udgaven fra 1552, som findes på det kgl. Bibliotek.
— Når Birket Smith mener (Studier s. 83), at bearbejdelsen stammer fra Aar­
hus, er dette vist ikke rigtigt. Sprogformen viser hen til Fyn.
a = islandsk
brytja, sønderlemme, dele. Sml. subst. bryde. 8 sml. isl. hrjéta =: brøle. 4 Udg.
af Birket Smith i Danske Samlinger I 182 ff. Det er rimeligvis forfattet i årene
1565—74.