Ellidshøj - Vysoke Myto - Dansk-Tjekkisk Forening

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog
et par øller (Radegast igen - hvad ellers?).
Jeg får anvist et værelse og når
jeg fortæller værten, at det er 45 år
siden, jeg har været her sidst - på et
skikursus - kigger han på mig som
var jeg et genfærd.
Hotellet er pænt og nydeligt og det
viser sig, at jeg er den eneste overnattende
gæst, så det er en absolut rolig
nat. Jeg starter tidligt næste morgen
og fortsætter mod sydvest. Området
omkring hotellet er udbygget med
skipister og lifte - en noget usikker
investering i disse klimaændringstider,
da stedet kun ligger 960m over
havet. For 45 år siden var her ikke
noget skianlæg, men til gengæld masser
af sne.
Det er mandag og jeg møder ikke en
sjæl undervejs på nær to ældre skovarbejdere,
som hilser muntert på mig
med ordene: "Nå, her kommer en
hjælper!" Jeg får en kort sludder med
dem og fortsætter til Pulcin-klipperne
- en miniudgave af det Bøhmiske Paradis.
Dagens mål er Francova Lhota,
en ikke videre spændende landsby.
Det eneste hotel med det pompøse
navn "Ranch ved Klokken" er optaget
af en gruppe unge på udflugt, og først
efter noget besvær finder jeg privat
indkvartering, ikke ligefrem et sted,
jeg vil længes efter at komme tilbage
til. Jeg spiser aftensmad på hotellet,
som udmærker sig ved at have hele
fire forskellige slags øl på fad: Pilsner
Urquell, Gambrinus, lys Kozel og
mørk Kozel.
De Hvide Karpater
Næste morgen står jeg op kl. 6.30,
køber nogle rundstykker, ost og drikkeyoghurt
i det lokale supermarked
og spiser morgenmad i et pragtfuldt
vejr og i de skønneste omgivelser
oppe over landsbyen med udsigt over
en blomstrende eng. Efter godt en
times vandring når jeg Lysky-passet
mellem Javorniky og den næste
bjergkæde - De Hvide Karpater (Bile
Karpaty). Herfra går det op igen; man
må sige, at turistklubben altid vælger
den korteste afstand mellem to punkter
- stien går brat op og brat ned,
uden unødvendige omveje såsom serpentiner
og lignende. Landskabet har
skiftet karakter, det er mere åbent,
bakkerne er mere bløde og der er
større arealer med enge, hvor der indimellem
græsser køer eller får - men
slet ikke i samme omfang som for
eksempel i Alperne. Det er en varm
dag og jeg er ved at løbe tør for medbragt
vand. Tørsten melder sig og jeg
overvejer, hvordan jeg skal disponere
de sidste ca. 2 dl - om jeg skal drikke
det hele på stedet eller gemme det for
en sikkerheds skyld - der er nemlig
stadigvæk to timers gang til næste
landsby.
Vrsatec i De Hvide Karpater -
klipper med borgruin
Så sker der et mirakel - stien drejer til
højre og lige efter kurven står der et
lille kapel med en vandkilde, hvorfra
der springer det dejligste koldeste
vand! Jeg drikker til jeg ikke kan mere,
fylder begge halvliterflasker og
fortsætter mod Vlara-passet, hvorigennem
der går en vigtig jernbaneforbindelse
mellem Tjekkiet og Slovakiet.
Jeg kan ikke finde overnatning
på stedet og beslutter mig derfor
at tage toget til byen Valasske Klobouky,
der ligger halv times kørsel
herfra. Her indlogerer jeg mig på et
hotel lige over for stationen, et temmelig
nusset sted, men med en flink
vært og ganske udmærket mad - og
selvfølgelig - Radegast på fad.
Jeg er igen den eneste overnattende
gæst og kokken står op om morgenen
og laver en kæmpe morgenmadssymfoni
til mig, bestående af løg, tomater
og peberfrugter, dækket til med spejlæg
og gratineret med ost. Jeg tager
toget tilbage til Vlara-passet og fortsætter
turen, eller rettere starter opstigningen
igen. Stien fører mest gennem
bøgeskov, som er typisk for De
Hvide Karpater. Mit mål er Mikulcin
Vrch, som ligger 30 km længere væk.
Det er et sted, hvor jeg som ung studerende
i begyndelsen af tresserne
var på et turistkursus. Her er der efterhånden
bygget en del pensionater
og hytter, så der skulle være rigeligt
at vælge imellem. Det viser sig dog,
at kun en af hytterne er åben - sæsonen
er ikke begyndt endnu - og den er
fuldt optaget af halvtreds børn fra 2.-
3. klasse på lejrskole. Den lidet tiltalende
vært forbarmer sig dog over
mig og finder logi i en lille campinghytte,
hvor der bor nogle sæsonarbejdere.
Rummet og faciliteterne er usle,
men jeg er faktisk taknemlig for at
have tag over hovedet. Om aftenen
laver børnene bål og steger pølser.
Jeg bliver også budt på en pølse og
sidder og snakker lidt med de kvindelige
lærere, indtil en af drengene får
hul i hovedet og i hast køres på skadestuen
for at blive syet sammen.
Næste morgen - efter at have betalt en
ublu pris for turens værste (og dyreste)
overnatning - lægger jeg ud på
min sidste etape. Turen er på ca. 35
km, så jeg går rask til. Over middag
når jeg toppen af Velka Javorina, et
markant bjerg med en kæmpe TVsender.
Herfra er der en fabelagtig
udsigt til alle sider. Jeg forlader De
Hvide Karpater- massivet, som slutter
nogle få kilometer længere henne på
den slovakiske side, og stiger ned i
dalen. Efter ca. 15 km når jeg landsbyen
Javornik, hvorfra jeg tager toget
til Brno. Min pragtfulde seks dage
lange tur er slut. Tyskerne har ret, når
de siger: "Nur wo du zu Fuss warst,
warst du wirklich."
9