Ellidshøj - Vysoke Myto - Dansk-Tjekkisk Forening

More documents

Recommendations

Info

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog En grænseoverskridende vandretur Af Karel Müller Det lille tog arbejder sig op ad en stejl skråning. Rundt omkring er bjergtoppene indhyllede i skyer, længere henne i dalen kan man se trafikken på landevejen snegle sig gennem passet. Jeg befinder mig i det nordøstlige Mæhren, i et hjørne ved den slovakiske og polske grænse. Jeg stiger af toget i Mosty u Jablunkova, en lille mennesketom station, finder skiltene med afmærkede stier og følger det røde mærke op til hytten Skalka 4 km længere fremme. Hytten Skalka Undervejs møder jeg større og mindre grupper af polske turister på vej til samme mål - venlige folk i alle aldre. Skalka, som ejes af Den Tjekkiske Turistklub (KCT), står smukt på en lysning i skoven og viser sig at være en særdeles hyggelig nyrenoveret hytte. Jeg får anvist et værelse med flot udsigt over en række bjergkæder - værten fortæller mig, at i godt vejr kan man se Mala Fatra i Slovakiet. Jeg spiser aftensmad ledsaget af et par Radegast øller - dette er Nordmæhren, det store Radegast-bryggeris hjemmebane - og går i seng. Næste morgen - den 24. maj - starter min vandretur langs den tjekkiskslovakiske grænse fra Jablunkovpasset i nord til Filipov-dalen i syd, i alt 180 km. Hovedformålet med mit forehavende er at gennemføre en tur, som Jens og Gitte Jakobsen (jakulff.com) endnu ikke har beskrevet og dokumenteret med omfattende billedmateriale i Dialog. Nu hvor ægteparret Jakobsen er begyndt at frekventere tjekkiske retssale frem for vandrestier, tror jeg, at jeg har en rimelig chance for at få opfyldt min målsætning. Beskiderne En vejviser i Beskiderne Jeg lægger ud i et behageligt, let overskyet vejr. Turen går mest gennem skoven, men ind i mellem får jeg nogle rigtig flotte udsigter over flere - op til fem - bjergkæder efter hinanden. Den rødt markerede sti holder sig omkring 1000m højde og jeg møder en del turister - tjekker, slovakker og polakker. Det er lørdag og folk er ude på weekendtur. Bjergmassivet, som jeg vandrer i, hedder Beskiderne (Beskydy) - et skovrigt naturreservat, hvor der ifølge. skiltningen findes vildt, sågar losser, bjørne og ulve. Jeg møder dog kun nogle rådyr og egern. Stien følger den tjekkisk-slovakiske grænse snart på den ene, snart på den anden side, ofte udgør den selve grænsen, og man lærer hurtigt at slukke for mobilen, da man ustandseligt får sms-beskeder fra skiftende mobiloperatører. Dagens 34 km lange etape slutter på Masarykhytten i Makov-passet, som adskiller Beskiderne fra den næste bjergkæde - Javorniky. Hytten er fra 1920'erne, men ombygget i 1950'erne, en klassisk, noget medtaget bjerghytte. Jeg får en velsmagende surkålssuppe og nogle Radegast-øller til aftensmad. Javorniky Bjerghotellet Portas Næste morgen står jeg op til en knaldblå himmel. Turen går gennem en smuk morgenskov med fuglesang, krydser landevejen til Slovakiet forbi et stort monument til minde om partisaner, som her kæmpede mod den tyske hær under sidste verdenskrig, og stiger brat op til Javorniky. Oppe på bjergkammen møder jeg igen en del turister, både gående og på mountainbikes; det er jo søndag og vejret er flot. Efter 26 km når jeg bjerghotellet Portas, mit næste overnatningssted. Her ligner det nærmest en folkefest - dagsturister afslutter turen med et måltid mad, folk fra de omkringliggende hytter er kommet for at få sig 8
Dansk Tjekkisk Forening - Dialog et par øller (Radegast igen - hvad ellers?). Jeg får anvist et værelse og når jeg fortæller værten, at det er 45 år siden, jeg har været her sidst - på et skikursus - kigger han på mig som var jeg et genfærd. Hotellet er pænt og nydeligt og det viser sig, at jeg er den eneste overnattende gæst, så det er en absolut rolig nat. Jeg starter tidligt næste morgen og fortsætter mod sydvest. Området omkring hotellet er udbygget med skipister og lifte - en noget usikker investering i disse klimaændringstider, da stedet kun ligger 960m over havet. For 45 år siden var her ikke noget skianlæg, men til gengæld masser af sne. Det er mandag og jeg møder ikke en sjæl undervejs på nær to ældre skovarbejdere, som hilser muntert på mig med ordene: "Nå, her kommer en hjælper!" Jeg får en kort sludder med dem og fortsætter til Pulcin-klipperne - en miniudgave af det Bøhmiske Paradis. Dagens mål er Francova Lhota, en ikke videre spændende landsby. Det eneste hotel med det pompøse navn "Ranch ved Klokken" er optaget af en gruppe unge på udflugt, og først efter noget besvær finder jeg privat indkvartering, ikke ligefrem et sted, jeg vil længes efter at komme tilbage til. Jeg spiser aftensmad på hotellet, som udmærker sig ved at have hele fire forskellige slags øl på fad: Pilsner Urquell, Gambrinus, lys Kozel og mørk Kozel. De Hvide Karpater Næste morgen står jeg op kl. 6.30, køber nogle rundstykker, ost og drikkeyoghurt i det lokale supermarked og spiser morgenmad i et pragtfuldt vejr og i de skønneste omgivelser oppe over landsbyen med udsigt over en blomstrende eng. Efter godt en times vandring når jeg Lysky-passet mellem Javorniky og den næste bjergkæde - De Hvide Karpater (Bile Karpaty). Herfra går det op igen; man må sige, at turistklubben altid vælger den korteste afstand mellem to punkter - stien går brat op og brat ned, uden unødvendige omveje såsom serpentiner og lignende. Landskabet har skiftet karakter, det er mere åbent, bakkerne er mere bløde og der er større arealer med enge, hvor der indimellem græsser køer eller får - men slet ikke i samme omfang som for eksempel i Alperne. Det er en varm dag og jeg er ved at løbe tør for medbragt vand. Tørsten melder sig og jeg overvejer, hvordan jeg skal disponere de sidste ca. 2 dl - om jeg skal drikke det hele på stedet eller gemme det for en sikkerheds skyld - der er nemlig stadigvæk to timers gang til næste landsby. Vrsatec i De Hvide Karpater - klipper med borgruin Så sker der et mirakel - stien drejer til højre og lige efter kurven står der et lille kapel med en vandkilde, hvorfra der springer det dejligste koldeste vand! Jeg drikker til jeg ikke kan mere, fylder begge halvliterflasker og fortsætter mod Vlara-passet, hvorigennem der går en vigtig jernbaneforbindelse mellem Tjekkiet og Slovakiet. Jeg kan ikke finde overnatning på stedet og beslutter mig derfor at tage toget til byen Valasske Klobouky, der ligger halv times kørsel herfra. Her indlogerer jeg mig på et hotel lige over for stationen, et temmelig nusset sted, men med en flink vært og ganske udmærket mad - og selvfølgelig - Radegast på fad. Jeg er igen den eneste overnattende gæst og kokken står op om morgenen og laver en kæmpe morgenmadssymfoni til mig, bestående af løg, tomater og peberfrugter, dækket til med spejlæg og gratineret med ost. Jeg tager toget tilbage til Vlara-passet og fortsætter turen, eller rettere starter opstigningen igen. Stien fører mest gennem bøgeskov, som er typisk for De Hvide Karpater. Mit mål er Mikulcin Vrch, som ligger 30 km længere væk. Det er et sted, hvor jeg som ung studerende i begyndelsen af tresserne var på et turistkursus. Her er der efterhånden bygget en del pensionater og hytter, så der skulle være rigeligt at vælge imellem. Det viser sig dog, at kun en af hytterne er åben - sæsonen er ikke begyndt endnu - og den er fuldt optaget af halvtreds børn fra 2.- 3. klasse på lejrskole. Den lidet tiltalende vært forbarmer sig dog over mig og finder logi i en lille campinghytte, hvor der bor nogle sæsonarbejdere. Rummet og faciliteterne er usle, men jeg er faktisk taknemlig for at have tag over hovedet. Om aftenen laver børnene bål og steger pølser. Jeg bliver også budt på en pølse og sidder og snakker lidt med de kvindelige lærere, indtil en af drengene får hul i hovedet og i hast køres på skadestuen for at blive syet sammen. Næste morgen - efter at have betalt en ublu pris for turens værste (og dyreste) overnatning - lægger jeg ud på min sidste etape. Turen er på ca. 35 km, så jeg går rask til. Over middag når jeg toppen af Velka Javorina, et markant bjerg med en kæmpe TVsender. Herfra er der en fabelagtig udsigt til alle sider. Jeg forlader De Hvide Karpater- massivet, som slutter nogle få kilometer længere henne på den slovakiske side, og stiger ned i dalen. Efter ca. 15 km når jeg landsbyen Javornik, hvorfra jeg tager toget til Brno. Min pragtfulde seks dage lange tur er slut. Tyskerne har ret, når de siger: "Nur wo du zu Fuss warst, warst du wirklich." 9
Page 1 and 2: Dialog Dansk Tjekkisk Forening - Di
Page 3 and 4: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog Be
Page 5 and 6: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog op
Page 7: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog Å
Page 11 and 12: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog ME
Page 13 and 14: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog De
Page 15 and 16: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog cy
Page 17 and 18: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog eg
Page 19 and 20: Dansk Tjekkisk Forening - Dialog 19

Ellidshøj - Vysoke Myto - Dansk-Tjekkisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?