Ellidshøj - Vysoke Myto - Dansk-Tjekkisk Forening

Dialog 

Dansk Tjekkisk Forening - Dialog 

Dansk Tjekkisk Forening 

Nr. 4 Oktober 2008 - 16. Årgang


Bestyrelsen 

Jana Vlkova 

Formand 

Pilehusene 36 

2600 Glostrup 

Tlf. 43 45 92 70 

jana@trifid.dk 

Alex Rudbech 

Næstformand 

Jernvænget 11 

3300 Frederiksværk 

Tlf. 28 15 22 79 

rudbech@adslhome.dk 

Zuzana Knudsen 

Kasserer 

Hyrdeengen 233 

2625 Vallensbæk 

Tlf. 43 64 85 15 

Mobil. 24 82 39 55 

Knudsen_zuzana@hotmail.com 

Vera Rames 

Sekretær 

Herlevgårdsvej 17B 

2730 Herlev 

Tlf. 44 84 28 80 

verar@webspeed.dk 

Johnny Klitgaard-Nielsen 

Redaktør 

Mølndalsvej 10 

9400 Nørresundby 

Tlf. 22 79 92 05 

dtf@klitgaard-nielsen.dk 

Karsten Jørgensen 

Suppleant 

Erantisvej 9 

3660 Stenløse 

Tlf. 48 18 42 63 

9ba@webspeed.dk 

Marie Peterslund 

Suppleant 

Opnæsgård 79 2.th. 

2970 Hørsholm 

Tlf. 45 86 62 96 

majka_peterslund@hotmail.com 

Ninette Mann 

Suppleant 

Rydtoften 41 

2750 Ballerup 

Tlf. 44 97 03 70 

Ninette.mann@privat.dk 

Kommende Aktiviteter: 

6. december 2008 Lørdag 

Skt. Nikolaus Fest - Herlev 

7. marts 2009 Lørdag 

Den årlige generalforsa,ling - Herlev 

Dansk-Tjekkisk Dialog 

Udgiver: Dansk Tjekkisk Forening - ISSN 1902-7702 

Oplag: 400 eksemplarer - Udkommer 4 gange årligt 

Deadlines for indlæg i Dialog, 15. marts, 15. juni, 15. september, 15. december 

Layout: Johnny Klitgaard-Nielsen 

Sats og Tryk: Lasertryk.DK, Århus 

Redaktion: Bestyrelsen - Annoncering: Kontakt kassereren 

Foreningens girokonto: 2 141 612 

Omslagsfoto: Johnny Klitgaard-Nielsen 

Forside: 

Nr. 275, her vist på Muzeum 

MHD, eller Prags 

Offentlige Transport Museum. 

Sporvognen er fra 

1908. 

Foreningens hjemmeside: http://www.dansk-tjekkisk.dk 

Indhold i dette nummer af Dialog 

Side 3 - Bent Nielsen er død - 

Volby do Senátu 

Side 4 - Guidede ture i Prag 

Side 6 - Tomas Bata 

Side 7 - Man skal opleve noget nyt i 

sig selv 

Side 8 - En grænseoverskridende vandretur 

Side 10 - Fotoudstilling i Århus 

Side 11 - Mens I andre så Tour de 

France ! 

Side 15 - 18 - H.C.Andersen på tur 

Af Holger C. Andersen 

Udstilling om Slovakiet 

Den 4.-22. november 2008 afholder Den slovakiske Ambassade i samarbejde 

med Østeuropæisk Afdeling en udstilling om Slovakiet i Centraleuropa. 

Udstillingen bliver vist i Snorresgade 17-19 på 3. sal med åbningstiden 9-16 

mandag til fredag. 

Udstillingen hedder Det magiske ottetal i Slovakiets historie og alluderer dermed 

til, at man i Slovakiet ser det symbolske i, at centrale begivenheder i landets 

historie foregår i år på -8, fx 828, 1848, 1918, 1968 

Bagside: 

OS 12 fra Odense Sporveje, 

her vist på Sporvejsmuseet 

Skjoldenæsholm, 

Sporvognen er bygget i 

1912 

2


Bent Nielsen er død. 

Af Karel Müller 

Dansk-Tjekkisk Forenings stiftende 

medlem og første formand, Bent Jørn 

Nielsen, er død efter en lang og svær 

sygdom. Han blev 74 år. 

Bent fik sin interesse for Tjekkiet 

gennem sin hustru Magdalena, som 

stammer fra Brno, og som han mødte 

for tredive år siden. Efter opløsning 

af Dansk-Tjekkoslovakisk Dialog i 

1993 tog Magdalena og Bent initiativ 

til stiftelsen af en ny venskabsforening. 

En arbejdsgruppe blev dannet 

og efter flere forberedende møder i 

hjemmet på Amager blev stiftende 

generalforsamling for Dansk- 

Tjekkisk Forening afholdt den 22. 

september 1993. Det var kun naturligt, 

at Bent blev valgt til formand. 

Han arbejdede hårdt på, at foreningen 

skulle have en bred profil og skulle 

tiltrække så mange mennesker som 

muligt. Han var meget initiativrig og 

formåede at sætte flere aktiviteter i 

gang, som skulle opfylde denne målsætning. 

Hans erfaringer fra den grafiske 

branche hjalp ham til at give 

vores blad en professionel udseende 

og Bent var også ophavsmanden bag 

foreningens logo - Den Lille Havfrue 

i en hyggelig stund sammen med den 

gode soldat Svejk. Bent trak sig fra 

formandsposten i 1996. 

I 2001 fik Bent konstateret lungekræft 

og blev under behandlingen 

offer for alvorlige lægefejl. Han har 

beskrevet sine oplevelser med sundhedssektoren 

i en lille bog, som han - 

karakteristisk for hans ukuelige mod 

og optimisme - gav titlen "Lyst til 

livet". 

Efter sin - desværre kun delvise - helbredelse 

gik Bent igen i gang med 

foreningsarbejdet, denne gang hos 

Kræftens Bekæmpelse, hvor han bl.a. 

blev en afholdt foredragsholder, som 

kunne berette om sine egne erfaringer 

fra livet som kræftpatient. 

Vi, som har kendt Bent gennem årene, 

vil mindes ham som et elskværdigt 

og hjælpsomt menneske med en 

dejlig lune og veludviklet 0sans for 

humor. Vi vil savne ham meget. 

Æret være hans minde! 

3


Guidede ture i Prag 

Af Lesrig. 

Da denne artikels forfatter med hustru 

i maj måned i anden anledning besøgte 

Zladnicka 10, Scandinavian House, 

som bl.a. huser Café Nordica og Co- 

Dan Agentura, traf vi tilfældigt Allan 

Christiansen. Allan har boet i Prag i 

ret mange år; han er i Codan Agentura 

administrationschef og bl.a. ansvarlig 

for turprogrammet. Vi faldt i 

snak om, hvad danske turister, det 

være sig førstegangsbesøgende eller 

mere erfarne, forventer sig af opholdet. 

Allan postulerede, at selv om vi 

besøger Prag ofte, så var der helt sikkert 

en masse nyt, vi kunne erfare ved 

at deltage i firmaets guidede ture. 

Han understregede sit synspunkt ved 

at forære os to ture, nemlig den lange 

byrundtur og bryggerituren. 

En sådan foræring var jo svær at takke 

nej til, så vi mødte allerede dagen 

efter til byrundturen spændte på, hvad 

vi kunne lære og opleve af nyt. 

Guiden tog sin hale af gæster på en 

vel tilrettelagt og vel timet tur rundt i 

Prags centrum og forklarede på strategisk 

rigtige steder om, hvad vi så, 

og historien bag, ofte krydret med 

hyggelige anekdoter. Deres (for egen 

regning) udsendte havde i årenes løb 

set og hørt det meste før, men beklager 

på ingen måde at få oplysningerne 

genopfrisket på denne måde. En 

kuriøs oplevelse var det at høre den 

flinke guides alternative udtale af 

tjekkiske ord og navne. Turen gik 

over Karlsbroen og op til borgområdet, 

hvor man pga. regnbyger og den 

noget anstrengende gåtur op ad bakken 

gjorde et pitstop og nød en øl 

eller en kop kaffe, før St. Vituskatedralen 

og borgen blev besøgt. Det 

skal bemærkes, at vi plejer at køre 

med sporvogn op, hvorefter bakken 

bliver overvundet på knap så anstrengende 

vis, nemlig nedadgående. 

Bryggerituren startede i Scandinavian 

House, hvor deltagerne startede med 

at drikke en god tjekkisk øl, mens 

guiden Juliane videregav mange interessante 

oplysninger om tjekkisk øl 

og ikke mindst øltraditioner. Derefter 

tog alle med metroen til Smichov og 

gik derfra til det nærliggende Staropramen 

bryggeri. Her vistes en lille 

film om bryggeriets historie, hvorefter 

vi fik en lille rundtur på den gamle 

del af bryggeriet med forne tiders 

velkendte kobberkar og andet veltjent 

grej, der ikke længere kan leve op til 

nutidens krav om effektiv produktion. 

Gennem en glasdør så vi ud i bryggeriets 

gård, hvor store siloer repræsenterede 

ølbrygningen i begyndelsen af 

det 21. århundrede. Besøget sluttede i 

foyéen (nåh ja, så indgangspartiet da), 

hvor vi smagte to af Staropramens 

produkter, smukt serveret i de kendte 

hvide plasticbægre. - Nu tog vi sporvognen 

til stoppested Vodickova, 

hvor vi skulle på værtshus, før vi 

skulle spise. Værtshuset, der hedder 

U Sudu, ligger på adressen Vodickova 

10. Det viste sig, at det slet ikke 

var et værtshus. På deres internethjemmeside 

kalder de sig vinarna, og 

billederne fra samme side mere end 

antyder, at der er ret meget stil over 

stedet. Det består af en hel del mindre 

og større lokaler, bl.a. i kælderen, 

hvor der er gotiske hvælvinger. Vi 

blev vist ind i et lokale, der netop 

rummede den snes mennesker, vi var. 

Her fik vi serveret lys eller mørk øl 

efter eget valg. Jeg var stillet i udsigt, 

at jeg skulle smage husets egen mørke 

øl, der hedder Master, som for øvrigt 

findes i to udgaver, halvmørk 13o 

og rigtig mørk 18o. Øllet var fremragende. 

Jeg holder meget af tjekkisk 

mørk øl, og denne var så klart den 

bedste, jeg hidtil har smagt. Ufatteligt, 

at flere deltagere slet ikke drak 

ud. Master-øllet bliver for øvrigt ikke 

brygget i huset, som slet ikke er et 

bryggeri, men brygges siden 2007 af 

Plzenský Prazdroj (Pilsner Urquell) 

og sælges i Tjekkiet kun som fadøl på 

udvalgte restauranter og barer. 

Så var det blevet spisetid, og vi skulle 

rundt om hjørnet til Novomestky Pivovar, 

der, som navnet mere end antyder, 

faktisk er et bryggeri. Her serveres 

glimrende mad, hvilket vi har 

benyttet os af flere gange. Øllet, de 

brygger, er også glimrende. Betjeningen, 

derimod, er, for at udtrykke det 

mildt, upersonlig. På mig virker tjenerne 

nok professionelle, men helt 

uden vilje eller interesse i at give gæsterne 

en oplevelse af at være velkomne. 

Vi fik her en 3 retters menu, 

hvor hovedretten var en tallerken med 

tre slags kød, pølse, saltet svinekød 

og et stykke oksesteg. Ikke husets 

bedst udseende og mest velsmagende 

ret, men absolut spiselig. Heller ikke i 

Prag får man mere, end man betaler 

for. I prisen var inkluderet fri konsum 

af øl i 2 timer. Ingen bællede uhæmmet, 

så da turen sluttede, havde alle 

fået gode og kontrollerede øloplevelser. 

Gæsterne på begge ture var overvejende 

danske, men nogle svenskere 

og vistnok enkelte nordmænd havde 

også købt firmaets tilbud. Ingen af de 

andre deltagere var erfarne Pragturister, 

så de havde forståeligt nok 

købt sig til at få indsigt og viden om 

byen hos folk, der var gode til at formidle 

de søgte informationer. Udover 

de to ture, vi deltog på, har firmaet 

også ture til seværdigheder udenfor 

Prag, f.eks. Karlstein og Theresienstadt, 

ligesom de arrangerer bådture 

med spisning på Vltava. 

Guiderne var venlige og rare, var gode 

til at snakke med deres gæster, og 

så havde de den væsentlige egenskab, 

at de ikke prøvede at proppe en masse 

4


oplysninger, som ingen ville have en 

chance for at huske 5 minutter senere, 

ind i hovedet på gæsterne. Firmaet 

har naturligvis stort kendskab til og 

erfaring med at guide turister. Det har 

på den baggrund udarbejdet et grundmanuskript 

til, hvad guiderne skal 

fortælle, og det ser ud til, at et af principperne 

deri er, at man skal begrænse 

sig. Det virker helt fint. Ingen af 

gæsterne nåede på noget tidspunkt 

den fase, hvor øjnene begyndte at 

flakke, fordi man var ”stået af” på 

grund af for megen snak. Af hensyn 

til de ”udenlandske” gæster blev alle 

tal og enkelte andre ord gentaget på 

svensk.. 

Konklusionen på udgangspunktet for 

vor deltagelse i turene må være, at for 

den erfarne Prag-besøgende er der 

ikke meget at hente ved at deltage i 

de guidede ture, de er netop designede 

til at introducere turisten til Prag. 

Derimod er der for den ikke erfarne 

store fordele ved at kunne købe sig til 

præarrangerede og veltilrettelagte 

ture til en ganske rimelig pris. Alle 

deltagere på de to ture gav udtryk for 

tilfredshed med deres oplevelser, en 

del af dem havde købt flere ture til de 

dage, de var i Prag. Det var mit indtryk, 

at mange af dem blev så interesserede 

i at opleve mere af denne 

spændende by, at de kommer igen. 

Allan Christiansen fortæller i øvrigt, 

at mange af firmaets kunder bestiller 

en guide hjemmefra, som så kun er 

tilknyttet kundens mindre gruppe eller 

familie, der så kan få opfyldt mere 

specielle ønsker til deres Pragoplevelse. 

FAKTABOX: 

CODAN AGENTURA 

Firma, der bl.a. formidler overnatning 

i Prag og andre europæiske byer. I 

Prag servicerer de skandinaviske turister 

med et stort antal guidede udflugter 

til seværdighederne i og omkring 

byen. Kundebetjening bag Café Nordica. 

http://www.andel3w.dk/prag-serviceoffice-dk.shtml 

Adresse: Zlatnicka 10, Prag 1 

FAKTABOX: 

CAFÉ NORDICA 

Café med specielt sigte mod skandinaviske 

turister, der har ærinde hos 

CoDan Agentura eller venter på en 

guidet udflugt. 

Adresse: Zlatnicka 10, Prag 1 

Information 

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 

Skjoldenæsvej 107 

4174 Jystrup Midtsjælland 

www.sporvejsmuseet.dk 

Åbent 26/4 - 19/10 

Lørdage 13 - 17 

Søn og Helligdage 10 - 17 

Muzeum MHD 

Patockova 4, 

Prague 6 

www.dpp.cz/muzeum-mhd/ 

www.dpp.cz/en/urban-mass-transitmuseum/ 

Åbent 22/3 - 17/11 

Lørdage 09 - 17 

Søn og Helligdage 09 -17 

Fra redaktøren, en stille bøn. 

Når der indsendes artikler til Dialog, 

og hvis der er billeder med, så vil jeg 

rigtig gerne modtage dem særskilt, og 

ikke i artiklen, da billederne så er formateret 

efter det program, som indsenderen 

har valgt at bruge til sit indlæg. 

Man må dog godt bruge billederne 

i artiklen, hvis man tillige sender 

dem med som løse billedfiler, i de 

gængse billede formater. 

Skulle nogen ligge inde med rigtig 

gode fotografier, som de ønsker at få i 

Dialog, eller uden på Dialog, så send 

dem blot til redaktøren, så vil jeg forsøge 

at finde et passende billede, fra 

Danmark / Tjekkiet, som matcher det 

billede, I sender ind, men hvis du har 

begge, vil det være helt i orden. 

m.v.h. redaktøren 

dialog@dansk-tjekkisk.dk 

5


Tomas Bata er død 


Den 1. september døde den store tjekkisk-canadiske 

industrimand Tomas 

Bata jr. i Toronto. Han blev 93 år. 

Tomas Bata (1914 – 2008) 

Det var hans far, Tomas Bata sr. 

(1876-1932), en fattig skomager i det 

østlige Mæhren, som omkring 1900tallet 

lagde grunden til det, der 30 år 

senere skulle blive til et industrielt 

imperium. Bata var en usædvanligt 

visionær og hårdtarbejdende mand. 

Han forstod tidligt, at fremskridt inden 

for hans branche lå i serieproduktionen. 

Allerede i 1920'erne begyndte han at 

bygge en helt ny by, Zlin, omkring 

sin skofabrik. Arbejdere fra de fattige 

landsbyer i omegnen blev tilbudt fast 

job med god løn, nye moderne boliger 

og muligheder for uddannelse og kar- 

riere. Den sociale dimension var en 

vigtig del af Batas strategi som industrimand. 

Hans forretningsfilosofi var 

defineret i en kort sætning: "Vores 

kunde er vores herre!" 

Unge Tomas, som blev født i 1914, 

blev inddraget i koncernens drift gennem 

en nøje planlagt uddannelse, som 

han gennemgik på linje med andre 

unge medarbejdere. I 1932 omkom 

Tomas sr. i en flyulykke og ledelsen 

overgik til hans halvbror Jan A. Bata. 

Under denne fortsatte firmaet sin ekspansion. 

I 1939 bestod koncernen af 

63 firmaer i hele verden, som beskæftigede 

68 tusind medarbejdere. Bata 

forberedte familievirksomheden til at 

kunne modstå nazisternes overfald på 

Tjekkoslovakiet ved at styrke filialer i 

udlandet og udsende særligt truede 

medarbejdere, f.eks. jøder, til fjerne 

lande som USA, Indien, Argentina 

osv. I 1939 gik Jan A. i eksil i 

Schweiz, mens Tomas rejste til Canada, 

hvor han samlede firmaets udstationerede 

og flygtede medarbejdere og 

grundlagde en ny fabrik og ny by, 

opkaldt Batawa , med Zlin som forbillede. 

Under krigen omstillede han 

produktionen til at fremstille våbenkomponenter 

for den canadiske hær. 

Tomas selv samt en række af hans 

medarbejdere meldte sig ind i den 

canadiske hær og deltog i krigen både 

i Asien, Afrika og Europa. 

Efter krigens slut blev moderfirmaet i 

Tjekkoslovakiet nationaliseret under 

det påskud, at Jan A. Bata undlod at 

støtte modstandsbevægelsen offentligt. 

Det var ellers almindelig kendt, 

at Bata finansierede den tjekkoslovakiske 

eksilregering i London og at 

han gjorde det hemmeligt for ikke at 

bringe de medarbejdere, som blev i 

det besatte Tjekkoslovakiet, i fare. 

Tomas blev efter krigen i Canada, 

hvor han påtog sig den vanskelige 

opgave at samle koncernen, hvis dele 

var alvorligt ramt under krigen og 

hvis hoved - Zlin - var blevet hugget 

af. Han vendte sin interesse mod udviklingslandene, 

hvor der var stort 

potentiale i form af ledig arbejdskraft 

og billige råvarer, egentlig en lignende 

strategi, som hans far havde brugt 

50 år tidligere. Bata Shoe Company 

omfattede i 1948 flere end 100 firmaer 

i 90 lande og var fortsat kendt for 

sin sociale politik over for medarbejderne 

og deres familier. 

I 1989 vendte Tomas Bata i stor triumf 

tilbage til Zlin, som han havde 

forladt 50 år tidligere. I mellemtiden 

var hans og hans fars livsværk her 

nærmest blevet kørt i sænk. Fabrikken 

producerede usælgelige sko på ældgamle 

maskiner og byen var forfalden. 

Til trods for den fantastiske 

modtagelse fik Bata ikke sin ejendom 

tilbage på nær en enkelt lille fabrik og 

nogle butikker. Men han engagerede 

sig alligevel i uddannelsesprojekter i 

sin fødeby f.eks. gennem oprettelsen 

af et Tomas Bata legat. 

Bata koncernen har i dag 40 produktionsvirksomheder 

i 25 lande, 5.000 

butikker i 50 lande, beskæftiger 

40.000 medarbejdere og betjener 1 

million kunder hver dag. Tomas deltog 

til det sidste i driften - ledelsen 

overdrog han for nogle år siden til sin 

søn Thomas George Bata. 

6


Årets Udstiller 2008, Jaroslav Malis, om sine værker 

Man skal opleve noget nyt i sig selv 

Artikel bragt i Herlev Bladet den 20. august 2008, skrevet af: Britt Spanqsberg 

Aktive Herlev-borgere udstiller. 

Sammen med Kirsten Meyer blev 

Jaroslav Malis valgt som Årets Udstiller 

på ’Aktive Herlev-borgere udstiller'. 

Det er kulminationen pa foreløbig 

ti års leg med farver og livsglæde. 

Da Gammelgaards leder Anne Wessberg 

afslørede ‘Årets Udstiller 2008’ 

til ferniseringen til ‘Aktive Herlevborgere 

udstiller’ nævnte hun to navne: 

Kirsten Meyer og Jaroslav Malis. 

Kirsten Meyer præsenterede vi her i 

spalterne i forbindelse med ferniseringen. 

Men ved den lejlighed kunne 

Jaroslav Malis ikke være til stede. 

Han sad nemlig i sit fødeland Tjekkoslovakiet. 

Og det ærgrer ham stadig, 

for der er ingen tvivl om, at prisen har 

gjort indtryk på den 64-årige amatørkunstner. 

”Når du bliver valgt til Årets Udstiller 

er det en hæder, der forpligter. Og 

du bliver endnu mere glad, fordi der 

er nogle, der godt kan lide det, du 

laver” siger han og lyser op i et smittende 

smil, der også afspejler den 

smittende livsglæde, der er i sine malerier. 

”Det giver en indvendig glæde at give 

noget fra sig. Og er man ikke glad, 

kan man ikke fremstille glade mennesker” 

siger han og tilføjer: 

”Mit højeste ønske er, at dem der ser 

mine billeder oplever noget nyt i sig 

selv, og at oplevelsen virker bevidsthedsudvidende” 

fastslår Jaroslav Malis. 

Inspiration fra sin far 

Inspirationen til at male er blevet vakt 

inden for de seneste 10 år. Pludselig 

opstod interessen for at gå på museer 

og gallerier, og langsomt kom malerpensler 

og paletter ind i familiens 

hjem pa Randvolden. 

Men selvom han først forholdsvis 

sent er begyndt at dyrke malerkunsten, 

er interessen nok alligevel 

nær1iggende. 

”Min far malede billeder med et 

stærkt præg af naturalismen. Jeg husker, 

at da jeg var lille, hang der på 

mange af hjemmets vægge billeder af 

nøgne kvinder. Men da jeg blev større 

var de pludselig væk. Det skabte kun 

nysgerrighed” griner han om barndommen 

i Tjekkoslovakiet. 

Herlev i 33 år 

Gennem de sidste 33 år har Jaroslav 

Malis boet i Herlev, men rent kunstnerisk 

giver det meget at rejse til udlandet. 

”Det at rejse er en måde at skærpe 

sine sanser på” konstaterer han og 

tilføjer, at han ellers finder inspirationen 

fra mange steder. 

”Det kan være et blik på folk. Det kan 

være hvad-som-helst. Det kan være 

en festival eller gademusikanter. Dem 

er der f.eks. mange af i København”. 

Produktionen sat i vejret 

Jaroslav Malis gik sidste år på efterløn, 

og det har sat hans billedproduktion 

gevaldigt i vejret. Før satte ingeniørjobbet 

sine begrænsninger på både 

tid og energi. 

De tre værker Jaros1av Malis har 

med pa Aktive Herlevborgere Udstiller 

kan ses pa Gammelgaard frem til 

søndag den 24. august. 

Af Britt Spangelberg. 

7


En grænseoverskridende vandretur 


Det lille tog arbejder sig op ad en 

stejl skråning. Rundt omkring er 

bjergtoppene indhyllede i skyer, længere 

henne i dalen kan man se trafikken 

på landevejen snegle sig gennem 

passet. Jeg befinder mig i det nordøstlige 

Mæhren, i et hjørne ved den 

slovakiske og polske grænse. Jeg stiger 

af toget i Mosty u Jablunkova, en 

lille mennesketom station, finder skiltene 

med afmærkede stier og følger 

det røde mærke op til hytten Skalka 4 

km længere fremme. 

Hytten Skalka 

Undervejs møder jeg større og mindre 

grupper af polske turister på vej til 

samme mål - venlige folk i alle aldre. 

Skalka, som ejes af Den Tjekkiske 

Turistklub (KCT), står smukt på en 

lysning i skoven og viser sig at være 

en særdeles hyggelig nyrenoveret 

hytte. Jeg får anvist et værelse med 

flot udsigt over en række bjergkæder 

- værten fortæller mig, at i godt vejr 

kan man se Mala Fatra i Slovakiet. 

Jeg spiser aftensmad ledsaget af et 

par Radegast øller - dette er Nordmæhren, 

det store Radegast-bryggeris 

hjemmebane - og går i seng. Næste 

morgen - den 24. maj - starter min 

vandretur langs den tjekkiskslovakiske 

grænse fra Jablunkovpasset 

i nord til Filipov-dalen i syd, i 

alt 180 km. Hovedformålet med mit 

forehavende er at gennemføre en tur, 

som Jens og Gitte Jakobsen 

(jakulff.com) endnu ikke har beskrevet 

og dokumenteret med omfattende 

billedmateriale i Dialog. Nu hvor ægteparret 

Jakobsen er begyndt at frekventere 

tjekkiske retssale frem for 

vandrestier, tror jeg, at jeg har en rimelig 

chance for at få opfyldt min 

målsætning. 

Beskiderne 

En vejviser i Beskiderne 

Jeg lægger ud i et behageligt, let 

overskyet vejr. Turen går mest gennem 

skoven, men ind i mellem får jeg 

nogle rigtig flotte udsigter over flere - 

op til fem - bjergkæder efter hinanden. 

Den rødt markerede sti holder 

sig omkring 1000m højde og jeg møder 

en del turister - tjekker, slovakker 

og polakker. Det er lørdag og folk er 

ude på weekendtur. Bjergmassivet, 

som jeg vandrer i, hedder Beskiderne 

(Beskydy) - et skovrigt naturreservat, 

hvor der ifølge. skiltningen findes 

vildt, sågar losser, bjørne og ulve. Jeg 

møder dog kun nogle rådyr og egern. 

Stien følger den tjekkisk-slovakiske 

grænse snart på den ene, snart på den 

anden side, ofte udgør den selve 

grænsen, og man lærer hurtigt at 

slukke for mobilen, da man ustandseligt 

får sms-beskeder fra skiftende 

mobiloperatører. Dagens 34 km lange 

etape slutter på Masarykhytten i 

Makov-passet, som adskiller Beskiderne 

fra den næste bjergkæde - Javorniky. 

Hytten er fra 1920'erne, men 

ombygget i 1950'erne, en klassisk, 

noget medtaget bjerghytte. Jeg får en 

velsmagende surkålssuppe og nogle 

Radegast-øller til aftensmad. 

Javorniky 

Bjerghotellet Portas 

Næste morgen står jeg op til en 

knaldblå himmel. Turen går gennem 

en smuk morgenskov med fuglesang, 

krydser landevejen til Slovakiet forbi 

et stort monument til minde om partisaner, 

som her kæmpede mod den 

tyske hær under sidste verdenskrig, 

og stiger brat op til Javorniky. Oppe 

på bjergkammen møder jeg igen en 

del turister, både gående og på mountainbikes; 

det er jo søndag og vejret 

er flot. Efter 26 km når jeg bjerghotellet 

Portas, mit næste overnatningssted. 

Her ligner det nærmest en folkefest 

- dagsturister afslutter turen med 

et måltid mad, folk fra de omkringliggende 

hytter er kommet for at få sig 

8


et par øller (Radegast igen - hvad ellers?). 

Jeg får anvist et værelse og når 

jeg fortæller værten, at det er 45 år 

siden, jeg har været her sidst - på et 

skikursus - kigger han på mig som 

var jeg et genfærd. 

Hotellet er pænt og nydeligt og det 

viser sig, at jeg er den eneste overnattende 

gæst, så det er en absolut rolig 

nat. Jeg starter tidligt næste morgen 

og fortsætter mod sydvest. Området 

omkring hotellet er udbygget med 

skipister og lifte - en noget usikker 

investering i disse klimaændringstider, 

da stedet kun ligger 960m over 

havet. For 45 år siden var her ikke 

noget skianlæg, men til gengæld masser 

af sne. 

Det er mandag og jeg møder ikke en 

sjæl undervejs på nær to ældre skovarbejdere, 

som hilser muntert på mig 

med ordene: "Nå, her kommer en 

hjælper!" Jeg får en kort sludder med 

dem og fortsætter til Pulcin-klipperne 

- en miniudgave af det Bøhmiske Paradis. 

Dagens mål er Francova Lhota, 

en ikke videre spændende landsby. 

Det eneste hotel med det pompøse 

navn "Ranch ved Klokken" er optaget 

af en gruppe unge på udflugt, og først 

efter noget besvær finder jeg privat 

indkvartering, ikke ligefrem et sted, 

jeg vil længes efter at komme tilbage 

til. Jeg spiser aftensmad på hotellet, 

som udmærker sig ved at have hele 

fire forskellige slags øl på fad: Pilsner 

Urquell, Gambrinus, lys Kozel og 

mørk Kozel. 

De Hvide Karpater 

Næste morgen står jeg op kl. 6.30, 

køber nogle rundstykker, ost og drikkeyoghurt 

i det lokale supermarked 

og spiser morgenmad i et pragtfuldt 

vejr og i de skønneste omgivelser 

oppe over landsbyen med udsigt over 

en blomstrende eng. Efter godt en 

times vandring når jeg Lysky-passet 

mellem Javorniky og den næste 

bjergkæde - De Hvide Karpater (Bile 

Karpaty). Herfra går det op igen; man 

må sige, at turistklubben altid vælger 

den korteste afstand mellem to punkter 

- stien går brat op og brat ned, 

uden unødvendige omveje såsom serpentiner 

og lignende. Landskabet har 

skiftet karakter, det er mere åbent, 

bakkerne er mere bløde og der er 

større arealer med enge, hvor der indimellem 

græsser køer eller får - men 

slet ikke i samme omfang som for 

eksempel i Alperne. Det er en varm 

dag og jeg er ved at løbe tør for medbragt 

vand. Tørsten melder sig og jeg 

overvejer, hvordan jeg skal disponere 

de sidste ca. 2 dl - om jeg skal drikke 

det hele på stedet eller gemme det for 

en sikkerheds skyld - der er nemlig 

stadigvæk to timers gang til næste 

landsby. 

Vrsatec i De Hvide Karpater - 

klipper med borgruin 

Så sker der et mirakel - stien drejer til 

højre og lige efter kurven står der et 

lille kapel med en vandkilde, hvorfra 

der springer det dejligste koldeste 

vand! Jeg drikker til jeg ikke kan mere, 

fylder begge halvliterflasker og 

fortsætter mod Vlara-passet, hvorigennem 

der går en vigtig jernbaneforbindelse 

mellem Tjekkiet og Slovakiet. 

Jeg kan ikke finde overnatning 

på stedet og beslutter mig derfor 

at tage toget til byen Valasske Klobouky, 

der ligger halv times kørsel 

herfra. Her indlogerer jeg mig på et 

hotel lige over for stationen, et temmelig 

nusset sted, men med en flink 

vært og ganske udmærket mad - og 

selvfølgelig - Radegast på fad. 

Jeg er igen den eneste overnattende 

gæst og kokken står op om morgenen 

og laver en kæmpe morgenmadssymfoni 

til mig, bestående af løg, tomater 

og peberfrugter, dækket til med spejlæg 

og gratineret med ost. Jeg tager 

toget tilbage til Vlara-passet og fortsætter 

turen, eller rettere starter opstigningen 

igen. Stien fører mest gennem 

bøgeskov, som er typisk for De 

Hvide Karpater. Mit mål er Mikulcin 

Vrch, som ligger 30 km længere væk. 

Det er et sted, hvor jeg som ung studerende 

i begyndelsen af tresserne 

var på et turistkursus. Her er der efterhånden 

bygget en del pensionater 

og hytter, så der skulle være rigeligt 

at vælge imellem. Det viser sig dog, 

at kun en af hytterne er åben - sæsonen 

er ikke begyndt endnu - og den er 

fuldt optaget af halvtreds børn fra 2.- 

3. klasse på lejrskole. Den lidet tiltalende 

vært forbarmer sig dog over 

mig og finder logi i en lille campinghytte, 

hvor der bor nogle sæsonarbejdere. 

Rummet og faciliteterne er usle, 

men jeg er faktisk taknemlig for at 

have tag over hovedet. Om aftenen 

laver børnene bål og steger pølser. 

Jeg bliver også budt på en pølse og 

sidder og snakker lidt med de kvindelige 

lærere, indtil en af drengene får 

hul i hovedet og i hast køres på skadestuen 

for at blive syet sammen. 

Næste morgen - efter at have betalt en 

ublu pris for turens værste (og dyreste) 

overnatning - lægger jeg ud på 

min sidste etape. Turen er på ca. 35 

km, så jeg går rask til. Over middag 

når jeg toppen af Velka Javorina, et 

markant bjerg med en kæmpe TVsender. 

Herfra er der en fabelagtig 

udsigt til alle sider. Jeg forlader De 

Hvide Karpater- massivet, som slutter 

nogle få kilometer længere henne på 

den slovakiske side, og stiger ned i 

dalen. Efter ca. 15 km når jeg landsbyen 

Javornik, hvorfra jeg tager toget 

til Brno. Min pragtfulde seks dage 

lange tur er slut. Tyskerne har ret, når 

de siger: "Nur wo du zu Fuss warst, 

warst du wirklich." 

9


Ladislav Bielik 

Af Johnny Klitgaard-Nielsen 

Tirsdag den 16. september, 

havde den Slovakiske Ambassade, 

inviteret til åbning af en fotografisk 

udstilling, i ”Trafikhallen” på Århus 

Rådhus. 

Der blev budt velkommen ved den 

Slovakiske Ambassadør Lobomir 

Golian, og holdt tale af : 

Lektor ph.d. Peter Bugge. Den Slovakiske 

Ambassade bød herefter på et 

glas vin og lidt mundgodt. 

Tilstede var og Dialogs redaktør, 

Johnny Klitgaard-Nielsen, som tog 

disse stemningsbilleder.. 

Ladislav Bieliks mest berømte billede, fra 1968 i Bratislava. 

10


MENS I ANDRE SÅ TOUR DE FRANCE ! 

Af Ketty & Gunnar Lemming 

Ferien 2008 blev på mange måder en 

anderledes ferie for os. Skønt vi gennem 

de sidste 10 år har besøgt Tjekkiet 

minimum 30 gange, var denne en 

noget anderledes ferie. 

Vi startede vores ferie i Cheb, den 

vestlige del af Tjekkiet. Men fortsatte 

til Østrig, hvor 

vi sammen med nogle venner havde 

en god uge, med masser af nye indtryk. 

Turen hjemover gik til via Lipnosøen, 

hvor vi boede sammen med en masse 

hollændere ,til Modrava midt inde i 

Sumava. 

Hollænderbyen ved Lipno søen 

Besøget ved Lipnosøen var totalt surrealistisk 

for os. Man har bygget et 

stort bade resort i stil med Tenerife 

og andre badesteder. Derudover er 

der stort set kun hollændere i byen. 

Så vort ophold blev ganske kort, da vi 

begge var enige om, at dette ikke var 

det rigtige Tjekkiet. 

Her ligger Sumava og... 

her skulle vi tilbringe 2 dage med at 

cykle rundt i den flotte natur. Vores 

guide var Robert Pojer, som er en af 

vore meget gode venner. Desværre 

måtte Robert deltage uden sin kone 

Lucy, som ikke kunne få fri tilturen. 

Vi blev indlogeret på Kloster- 

mannova Chata , som ligger i udkanten 

af Modrava. 

Allerede her begyndte historien. Hotellet 

er opført i 1924, men har gennem 

tiden haft et noget omskifteligt 

klientel. Under 2. verdenskrig var det 

nazisterne, som brugte hotellet til 

indkvartering, og efter 1948 rykkede 

kommunisterne ind, og gjorde hotellet 

til en del af "Jerntæppet". Hotellet 

er senere blevet istandsat, og har siden 

1994 atter fungeret som Hotel. 

Klostermannova Chata i Modrava 

Sumava var under DEN KOLDE 

KRIG et totalt lukket land for den 

almindelige tjekkoslovak. Billedet 

herunder viser et hegn mage til det, 

som kommunisterne opsatte langs 

den ca.350 km lange Tjekkoslovakiske 

grænse mod vest. Hegnet stod 4 

til 10 kilometer fra grænsen, og var 

sidste bastion før vesten. Området op 

til hegnet var forbudt område, og et 

utal af små landsbyer blev revet ned, 

for at sikre sig mod grænseoverløbere. 

Modrava led ikke denne skæbne, men 

blev derimod centrum for indkvartering 

af grænsevagter i området. Stort 

set alle huse i Kvilda og Modrava 

blev benyttet til indkvartering af soldater. 

Hvilket en del af husene stadig 

bærer præg af. Soldaterne skulle frem 

og tilbage i området, som en del af 

den daglige grænse patruljering. De 

veje som før var forbeholdt militær 

køretøjer, er i dag udlagt som cykel 

og vandrestier. Det var ad disse vi i 2 

dage skulle ud og udforske og opleve 

Sumava. 

Uden cykler ingen cykelture. Derfor 

startede dagen hos Pension Modrava 

,hvor vi lejede 2 mountainbikes for 

2 dage for 500 kc. Vi kommer tilbage 

til pensionen senere ( dag 2 ) 

Vi startede med at indtage det 1272 

meter høje Cerna Hora. Vi er i grænseområdet, 

og her hærger en barkbille 

11


nåletræerne ret kraftigt. Træerne går 

ud - uden at tage hensyn til på hvilken 

side af grænsen de står. Tjekkerne 

rydder op efter billerne, og fjerner 

i et vist omfang de døde træer, hvor 

imod tyskerne lader de udgåede træer 

blive stående, for at naturen selv skal 

klare sagen. Tjekkerne har i store områder 

plantet løvtræer, for at reetablere 

skovområderne.Dette giver nogle 

markante overgange i landskabet, 

med nyplantede arealer på den tjekkiske 

side, og et bredt bælte af udgåen- 

de nåletræer på den tyske side...en 

sjov kontast. 

Vores mæste mål var: 

Vltavas udspring 

Ned ad bakke gik det, og vi kom meget 

tæt på grænsen. Her fornemmer 

man igen historiens vingesus: 

Når man har læst og hørt om de mange 

flugtforsøg fra de tidligere østlande, 

er det lidt mærkeligt at stå midt i 

det område, som måske var et af de 

bedste at flygte i. Gad vide hvor mange 

der er kommet over netop her, for 

at blive sendt til Regensburg. Stedet 

hvor man indkvarterede de heldige 

grænseoverløbere ,indtil de kunne 

sluses ud i Vesttyskland 

Her starter Vltava. 

På vores tur kom vi også over den 

Tjekkisk / Tyske grænse, dog noget 

lettere end man tidligere er kommet . 

Vi tog den lille overgang ved Bucina/ 

Buchwald , hvor vi også lige så på 

"jerntæppet" som det har set ud en 

gang. En hotelvært har købt 100 meter 

at "tæppet" og har efterfølgende 

stillet det op ved sit hotel, nær grænseovergangen. 

Selv om man ved, at 

der er tale om en udstilling har man 

let ved koldsved, når man der dette 

trådhegn i fuld figur. 

Robert Pojer på vej over grænsen 

Turen skulle kun være på 25 kilometer, 

men dette kan være en lang tur 

for danskere, som ikke er vant til det 

kuperede terræn i Sumava. Men vi 

klarede os flot, og kunne efter et kort 

besøg i Tyskland atter vende cyklen 

og køre mod Kvilda. Her skulle vi 

gøre turens første "pitstop", så humøret 

var højt, og tørsten var til at fornemme. 

Men første lidt historie undervejs: 

På vejen mod Kvilda, så vi b.la det 

bælte, som ovennævnte "jerntæppe" 

eller hegn har efterladt sig i naturen. I 

dag bliver det brugt til b.la. langrendsløjper 

og cykelstier, så lidt gavn 

har man da af det. 

Kort før Kvilda kører vi forbi en 

bom, som tidligere betød, at herfra 

var der Lukket land. Endelig var vi 

ude i "friheden" igen, og kunne begynde 

at glæde os til lidt brændstof til 

musklerne. 

Bommen til det lukkede land . 

12


Delmål : Frokost på Den mørke Ulv 

i Kvilda. 

Nu betyder en pause eller et pitstop jo 

ikke, at man holder pause. Nej Robert 

fortalte videre om Modrava /Kvilda 

områdets betydning, under den kolde 

krig. Vi fik historien om Kral Sumavy, 

som med livet som indsats, hjalp 

flygtninge over grænsen til Tyskland. 

Robert fortalte om stierne gennem 

mosen, Chalupska Clat, og om hvordan 

Kral U Sumavy , blev beskudt af 

ventende grænsesoldater på en lille 

bro i området. Fortællingen var så 

levende, at vi gerne ville se lokaliteterne. 

Da Robert samtidig fortalte, at der 

kun var 3 kilometer til mosen, var alt 

jo ok. Men efter ca. 5 km på cykel - 

ned ad noget der svarer til Kassel 

bakkerne, kom vi først til broen, 

hvor der står en mindesten for de som 

satte livet på spil for friheden. 

Men ak..... 

Efter yderligere 2,5 km stejlt ned ad 

kom vi endelig til mosen...3 km blev 

til ialt 7,5 km - fuld fart nedad...til 

byen Borova Lada. 

På tur gennem mosen 

Turen hjemover blev lang. der skulle 

udover de 7,5 kilometer til Kvilda 

forceres 

yderligere 5 km, inden cyklerne selv 

kunne løbe det sidste stykke ned til 

Modrava. atter Men atter havde vi et 

pit stop i Kvilda, hvor der blev til til 

en optankning, inden den sidste stejle 

bjergetape på 8 % stigning skulle påbegyndes. 

Kvilda er en meget hyggelig Sumava 

landsby, som nok vil være et besøg 

værd, på et andet tidspunkt. Blot ikke 

denne dag, hvor sadlerne var begyndt 

at blive lidt 

hårde. At vi så kørte ind i en regnbyge 

af værste art, gjorde ikke turen 

nemmere. Men heldigvis kom solen 

igen, og vi fik en flot tur gennem Fipolova 

Hut, som er et typisk Sumava 

landskab. 

Godt cyklet... De 25 km som vi som 

nybegyndere skulle cykle på 1. dagen 

- var inden aften blevet til 45 km. 

Ømme balder ???? 

JA! 

Men der blev til lidt hygge og lidt 

lokalt snak og øl på Pension Arnika 

inden sengetid. 

(Billedet er ikke fra Arnika men fra 

Klostermannova Chata) 

DAG 2 

Efter en god og tiltrængt nattesøvn - 

en god morgen buffet samt en - efter 

Roberts mening - ikke helt velsmagende 

Fernet Stock, gik turen mod 

Pension Modrava og vore cykler. 

Cyklerne skulle klargøres og varmes 

op inden den nye dags etape. 

Vejret var ikke i top, men startede 

som gårsdagen med lidt tung dis , 

som solen ikke kunne brænde af fra 

morgenstunden. Da der kun er ca. 20 

dage med solskin om året i Modrava, 

må man jo tage vejret som det er . På 

med regntøjet - og af sted mod dagens 

mål: 

POLEDNIK 

En lille bjergtop i 1315 meters højde. 

Men alligevel ikke en helt almindelig 

bjergtop, for under kommunisterne 

blev der bygget en lyttepost på stedet. 

Herfra kunne man så, overvåge al 

kommunikation fra såvel tyske som 

amerikanske tropper i Vesttyskland : 

Stedet blevet bygget om efter 1989 , 

bl.a. er de bygninger som mandskabet 

boede i fjernet i dag , og stedet er et 

yndet udflugtsmål, for de mange 

mountain bikere i området. 

13


Før Fløjlsrevolutionen boede her 

kun soldater, som var specialt uddannet 

til at forstå engelsk og tysk, samt 

at tyde de opfangede signaler. Der 

var tale om en relativ lang udstationering, 

i et område hvor gennemsnits 

temperaturen er ca. 4 grader året 

igennem. 

Hvorfor trækker I ? 

Men op på cyklen, og op ad bakken.. 

Nej i starten gik det stille og roligt 

derud af .De ømme muskler fra gårsdagens 

maraton, skulle lige blødes op 

inden, det gik løs for alvor. Vejret var 

som sagt ikke helt perfekt, men hvem 

vil give sig ?? Hverken Robert / Ketty 

eller Gunnar var indstillet på at skulle 

være den første, der vendte cyklen og 

kørte hjemad. 

Efter ca. 6 km begyndte strabadserne... 

Vi skulle opad og opad. De asfalterede 

stier blev efter noget, vi 

mente var en stigning på mindst 

25grader ,afløst af grus stier. Det blev 

koldere og koldere efterhånden som 

vi nærmede os toppen.. Men op det 

skulle vi, og endelig - efter 7 kilometer 

med ren bjergkørsel, kom vi frem 

til målet. Målet var endelig i sigte , 

og her er hvad vi så da vi kom derop: 

Tåge -dis og lav sigtbarhed . 

Men nu da vi ikke kunne nyde udsigten, 

ville Ketty op og bese det indre 

af tårnet, mens Robert reparerede sin 

cykel. Da vi var dagens første gæster, 

var kassen på 3. sal endnu ikke åbnet. 

Men dette blev hurtigt ordnet ,og vi 

kunne nu se nogle af de udstillinger 

der er i tårnet. En omhandler b.la 

tårnets funktion under kommunismen. 

En anden Sumava og området 

omkring Modrava. 

Lytte udstyr anno 19** 

Der kigges på ny mobil telefon 

Men uanset hvor interessant en sådan 

udstilling er - må man ikke glemme, 

at der er en verden udenfor. 

Efter en gang varm hvidløgssuppe. 

Varmet på gasblus, da men ikke har 

elektricitet i tårnet, og en kold cola, 

var vi parate til vores nedstigning.... 

Men vi havde lige glemt en ting: 

En våd post. 

Det stod bare ned i stænger .. og vi 

havde 13 kilometer hjem til Pension 

Modrava... 

Vi havde booket udfra hotellet, da vi 

senere på dagen skulle med Robert 

tilbage mod Prag. Så al vores bagage 

var pakket ned i kufferterne ,undtaget 

lidt skiftetøj, som lå løst bag i bilerne. 

Det var "tudekoldt" med nedad måtte 

vi.. 

Turen tilbage til Pension Modrava 

tog ca. 40 minutter. Heraf trådte vi 

nok i pedalerne ca. 10 minutter, resten 

var simpelthen friløb, så lang var 

nedkørslen. 

Vi blev meget våde og kolde, skulle 

jeg hilse og sige. Samtidig betød de 

manglende skærme på mountainbike 

14


cykler, at vi ikke just var rene, da vi 

kom i tørvejr. Pga. den høje " fugtighed" 

har vi desværre ingen fotos af 

os, da vi ankom til udgangspunktet. 

Heldigt for os !!" 

Der skiftes til tørt tøj i Pension 

Modrava. 

Men hvorom alt er: 

Sumava er et utroligt flot og uindbydende 

område. Det meste af området 

er National park i kategori 1, hvilket 

betyder totalt fredet . Stedet er endnu 

ikke " opfundet" af diverse turistbureauer, 

men det er desværre nok kun 

et spørgsmål om tid, inden det sker. 

Området rummer så meget natur og 

historie at man ikke bliver mæt første 

gang. 

Vi kommer tilbage- det står fast. Men 

næste gang i solskin. 

Ketty & Gunnar Lemming 

Ellidshøj - Vysoke Myto - Ellidshøj 

Eller historien om H.C.Andersen på cykeltur. 

Holger C. Andersen er en skolelærer fra Ellidshøj skole, med stor interesse for 

cykling. Han har kørt turen til Tjekkiet og retur. Undervejs førte Holger dagbog, 

og efterfølgende bliver det så til en føljeton her i Dialog… 

Dag 19 - Onsdag den 5. juli 2000 

Salzburg - Wiesing 

144 km. Total 2789 km 

Jeg fik mit skrammel pakket sammen, 

så jeg var klar til at tage af sted præcis 

kl. 7. Det havde regnet en del om 

natten, og det småregnede stadig fra 

morgenstunden. Der var en del ulækre 

skovsnegle på mine ting. Overnatningen 

kosted 100 ÖS. 

Først kunne jeg ikke finde ind til centrum 

af Salzburg og bagefter kunne 

jeg ikke finde ud igen. Jeg røg af sted 

i en forkert retning og det viste sig, at 

jeg skulle over et bjerg for at komme 

på rette spor igen. 

Det var noget vildt noget. 

Jeg spurgte en mand om vej og han 

sagde at jeg havde 2 muligheder. En 

kort strækning over det førnævnte 

bjerg, og så en noget længere vej, der 

var flad. 

"Hvor stejl er det bjerg, ville jeg vide. 

-Det er ikke så slemt hævdede han. 

-Det kan da godt være du skal trække 

lidt, men det er ikke så slemt. 

Han kunne jo ikke vide at jeg kom fra 

det nordlige Jylland, hvor vi har så 

mange hidsige stigninger. 

-Jeg tager bjerget, sagde jeg. 

Kort tid efter kravlede jeg af cyklen 

og kløede mig lidt i nakken. Jeg gloede 

en ekstra gang på det skilt, der 

havde forårsaget dette afbræk i min 

fremmarch. Den var god nok. Der 

stod 22 %. 

Det er altså meget. 

Det var ikke muligt for mig at se, 

hvor den lodrette væg sluttede, så jeg 

begyndte at trække af sted. 

Ja det er rigtig, jeg trak. Jeg forsøgte 

ikke engang at cykle op. Det ville 

også have været umuligt. Nu viste det 

sig til alt held, at de 22 % kun gjaldt 

den første del af stigningen. De næste 

2 -3 km vurderer jeg, at stigningsgraden 

var helt nede på 16 -17 %. Mødet 

med et bjerg af denne slags sidder i 

stængerne resten af dagen. 

På vej ned af bjerget på den anden 

side blev jeg standset af en dame, der 

absolut ville låne en lighter. Jeg tror 

nok, at jeg var lidt hånlig, da jeg forklarede 

hende, at jeg da så sandelig 

ikke røg, og nu havde hun da selv en 

glimrende lejlighed til at kvitte smøgerne. 

Man skal aldrig svare folk så storsnudet, 

og jeg blev da heldigvis også sat 

på plads, da hun forklarede, at hun 

faktisk skulle bruge lighteren til at 

tænde et lys for sin afdøde bror. Det 

er længe siden jeg har været så ked 

af, at jeg ikke havde en lighter i lommen. 

Dagens næste overraskelse fik jeg, da 

jeg pludselig opdagede en tysk postbil. 

Jeg begreb ikke, hvad den lavede 

i Østrig. Nu viste det sig imidlertid, at 

det rent faktisk var mig, der var kommet 

til Tyskland igen. Men det gik 

15


over i løbet af 10-15 km. 

Stigningerne på landevejene her er til 

at klare. Jeg var et par gange oppe i 

omkring 700 m og noterede mig, at 

der var koldere deroppe. Det blev en 

formiddag med et utal af vidunderlige 

landskaber. Vejenes kvalitet er rimelig, 

men igen er der af og til alt for 

voldsom trafik. 

Jeg er nu nået til St. Johann, der hvert 

år er ramme for Cykel VM for veteraner. 

Jeg har plantet mig på torvet, 

hvor der er et væld af turister. Et orkester 

er ved at samle sig. Det ser ud 

til at være en sød lille by. Der har 

været pænt vejr hele dagen, men nu 

er det som om, der igen er ved at 

samle sig noget. 

H e r kl. 13.40 

er det kun blevet til 85 km, men hva´ 

skidt. 

Ha, det blev ikke til noget med uvejret. 

Det gik nemt fra St. Johan, fordi 

det hovedsagelig gik nedad, så jeg 

nåede op på 144 km, inden jeg meldte 

mig til tjeneste på campingpladsen i 

Wiesing ca. 40 km før Innsbruck. Det 

er en stille og rolig plads. Der er en 

del sigøjnere her. 

Alt i alt må jeg konkludere, at den 

rute jeg har valgt gennem Østrig ikke 

er særlig velegnet til cykling. Der er 

simpelthen for mange biler. De forhold, 

der bydes cyklister, er uhyre 

skiftende. Af og til har man en halv 

vej for sig selv, mens man til andre 

tider råder over 10 cm, hvor man 

konstant mærker suset fra de ulidelige 

lastbiler. Jeg havde regnet med, at det 

konstant ville blive bjergkørsel, men 

en stor del af tiden kører man i dale 

på veje, der er flade som pandekager. 

Det er noget skuffende. 

Der er til alle tider en udsigt der er 

ganske forjættende, men så længe 

man kører nede i dalene er bjergene 

kun til at kigge på. Dette er ikke en 

cykelrute, jeg vil anbefale til andre. 

Jeg kan såmænd godt forstå at folk i 

de fleste tilfælde smider deres cykler 

på en bil og så kører hen til et pænt 

sted med en cykelrute. 

Det bliver det samme i morgen, hvor 

jeg skal passere den alt for store by 

Innsbruck. Eftersom vejene ligger i 

de førnævnte dale, er det stort set 

umuligt at vælge en rute, der går 

udenom kæmpebyerne, som jeg kan 

gennem Tyskland. Jeg glæder mig 

rigtig meget, til jeg skal over Silvretta 

passet i over 2000 m. 

Men det bliver nok lidt hårdt. 

Dag 20- Torsdag den 6. juli 2000 

Wiesing - Silvretta 

174 km. Total 2969km 

På hjul 5.57. Det er pænt. Og efter en 

rigtig god nats søvn. Faktisk sover 

jeg bedre end i min egen seng. Der er 

ca. 30 km til Innsbruck. Der er smukt 

vejr, og bjergene er stadig vidunderligt 

flotte. 

Jeg er nu igen dumpet ind på et bageri, 

hvor de sælger kaffe. Dertil får jeg 

en lille kage. Det er morsomt at se 

morgenlivet udfolde sig. Man får for 

øvrigt et lille glas vand til kaffen. Jeg 

tror simpelthen, jeg køber en kop kaffe 

mere. Jeg har regnet ud, at jeg kan 

slå lejr foran Silvretta stigningens 

top, men nu får vi se. 

En kop kaffe koster 24 ÖS. Klokken 

er nu 7.44, og jeg har ædt næsten 30 

km Ikke så dårligt. 

Så nu blev der serveret nok en kop. 

Og et nyt glas vand. På glasset står 

der "Quell wasser aus der Innsbruck 

Bergen": Det er jo betryggende. 

Lidt før 12 gik jeg i fælden. Et skilt 3 

-4 km før byen Imst, snedigt anbragt 

på en 2 km led stigning foranledigede 

skaden. McDonald slog til igen. 

Hvis jeg skal retfærdiggøre beslutningen, 

havde jeg i forvejen bestemt at 

indtage en bid brød her i Imst, og ved 

at vælge McDonald kan man samtidig 

erhverve sig retten til at få en udmærket 

kaffe og et besøg på et rent 

toilet. Desuden er det hurtigt og ikke 

blandt de dyreste steder, man kan 

frekventere. 

Det har været en usædvanlig nem 

formiddag. Indtil kort før Imst har der 

været fuldstændig fladt, og der har 

endda været en pæn rygvind. Strækningen 

mellem Innsbruck og Imst har 

16


egentlig også været rigtig velegnet til 

cykling. Jeg har nok mødt 50 cykelryttere, 

men de var alle sammen plastret 

til med meget fint cykeltøj og 

mørke solbriller, og de har virket så 

determinerede, at der højst kunne 

blive tale om et lille nik, som jeg endda 

oftest skulle fremprovokere. 

Hovsa, der rullede netop en større 

skare mountainbikere ind foran Mc- 

Donald's De fik øje på min trailer og 

skulle lige kigge. De ser italienske 

ud. Nåh, de er allerede væk igen. De 

skulle åbenbart også bruge toilettet, 

men de smuttede uden at købe noget. 

Jeg har for kort tid siden passeret frakørslen 

til Brenner passet. Der er faktisk 

kun 30-40 km til Italien herfra. 

Pudsigt. 

Jeg må nok sige, at denne formiddag 

har budt på landskaber af helt usædvanlig 

skønhed. Samtidig har der været 

et fantastisk vejr med 20-25 gra- 

der. Det kan ikke være bedre. Det ser 

ud til på kortet, at det bliver barsk 

herfra. Men med 100 km hjemme 

inden kl. 12 kan det ikke gå helt galt. 

Tak for mad McDonald. Det smagte 

godt. Fra Pians begyndte opstigningen 

mod Silvretta. Den startede afsindig 

voldsomt over et par kilometer, 

men fladede så en anelse ud, men det 

gik hele tiden opad. Sådan fortsatte 

det over 35 km med voldsomme toppe 

af og til. Det gik naturligvis langsomt, 

men det var også spændende. 

7 km før toppen skal man betale for 

at køre ind på Silvretta vejen. Det 

gælder dog ikke cyklister. En km efter 

bomhuset viste et skilt 5 km til en 

campingplads. De første 3 km var så 

stejle, at jeg var på nippet til at give 

op, men med sitrende lårmuskler 

kravlede jeg op. Ved at køre intervaller 

på ca. 200 m kom jeg helt til tops. 

Der var så stejlt, at det var svært at 

holde cyklen, når jeg stod stille. 

Langt om længe kom jeg til campingpladsen, 

der viste sig at være særdeles 

lille, men ganske speciel. Vi er i 

realiteten kun "4 selskaber". Det koster 

de sædvanlige 100 ÖS, men denne 

gang incl. bad. 

Jeg har spist en pakke rugbrød med 

leverpostej og drukket en liter ice 

Tea. Jeg fik også en budding, der eksploderede, 

da jeg åbnede den. Campingpladsen 

ligger nemlig i 1860 m, 

og det mærkes tydeligt på klimaet. 

Der er helt ubeskriveligt smukt her. 

Jeg har aldrig oplevet en campingplads, 

der har ligget så smukt. Bjergene 

knejser sneklædte hele vejen 

rundt. 

I morgen skal jeg angribe de sidste 5 

km til toppen af Silvrettapasset. Jeg 

glæder mig. På toppen slår vejen et 

knæk og fortsætter mod nord. 

På dette sted slutter min udrejse, og 

jeg har således kun 5 km at køre, inden 

jeg er på vej hjem. Underligt at 

tænke på. 

Men der er jo altså de 5 km, jeg skal 

klare først. Vejen ser ud til at fortsætte 

lige op i himlen. 

Dag 21 - Fredag den 7. juli 2000 

Silvretta - Isny 

174 km. Total 3143 km 

Det blev for alvor en kold nat. Midt 

nat måtte jeg op og tage en ekstra 

jakke på, men der var alligevel iskoldt. 

Min sovepose er kun til sommertemperaturer, 

og her var der om 

morgenen kun 8 grader. Mens jeg 

pakkede sammen ved 6 tiden, begyndte 

det at blæse voldsomt og småregne. 

Jeg havde nær glemt at aflevere 

nøglen til bade- og toilethuset. Jeg 

fandt den i sidste øjeblik. 

Det blev en fantastisk tur til toppen. 7 

km, hvor de første 3-4 km var rimelige, 

mens det sidste stykke var helt 

umuligt. Jeg trak aldrig, men holdt 

mange pauser. 

Der var iskoldt, men smukt på toppen. 

Klokken var nok omkring 7, da 

jeg kom der, og der var ikke rigtig 

nogen, der kunne fotografere mig, så 

det blev med selvudløser. Der var 

ikke rigtig gjort noget ud af at markere 

toppen. Kun et banner deklamerede, 

at det nu handlede om et ophold i 

2030 m. 

At besøge toppen af et bjerg er for 

mig altid et stort øjeblik, og dette levede 

helt op til mine forventninger. 

Så skulle jeg ned på den anden side. 

Det startede fredeligt, men det gik 

hurtigt over i utallige hårnålesving. 

Denne side af bjerget så bestemt ud 

til at være vanskeligere end den side, 

jeg var klatret op ad dagen i forvejen. 

22 km ned ad en iskold bjergside er 

ikke nogen ubetinget fornøjelsestur, 

så derfor er det dejligt at kunne stå og 

nyde en kop morgenkaffe i en lille 

hyggelig alpeby. 

Vejens slog sit knæk mod nord efter 

2978 km, og nu viser kompasset altså 

en nordlig kurs. Der er nok stadig et 

godt stykke ned ad bjerget herfra. 

Nu sætter jeg kursen mod Boden søen, 

og jeg regner med at drage ind i 

17


Tyskland sidst på dagen. Jeg har ingen 

anelse om, hvordan terrænet vil 

udforme sig resten af dagen. Lige nu 

skinner solen, og det er dejligt at 

komme ned i sommertemperaturer. 

Vejrudsigten bebudede heftige uvejr 

med torden over hele Østrig i de 

kommende dage. 

Jeg kommer forbi Feldkirch, der ligger 

kun 3 km fra Liechtenstein. Skulle 

man måske … 

Ja, det skulle man. Der blev tid til et 

lille besøg i Liechtenstein, hvor jeg 

købte et par souvenirs og en kop kaffe. 

Derefter tilbage til ruten. 

På vej mod grænsen begyndte det at 

regne kraftigt, og traileren punkterede. 

Det problem blev klaret på en 

tankstation. 

Ved grænsen begyndte det igen, igen, 

igen at regne voldsomt, og jeg søgte 

ly på et cafeteria, hvor jeg købte en 

Hawaiburger for mine sidste ÖS. 

Burgeren har fået sit navn, fordi den 

indeholder en skive ananas. 

Så ved man det. 

Grænsebyen hedder Lindau, hvor jeg 

blev overfaldet af et nyt regnvejr. 

Men snart klarede det op igen, og det 

blev ganske varmt. Nu var der omkring 

30 km til Isny, hvor der skulle 

være en campingplads. Det var der nu 

ikke, men jeg fik adskillige gode bud 

på, hvor den kunne have ligget. Det 

var jeg nu efterhånden temmelig uinteresseret 

i, for tælleren viste omkring 

170 km, så da jeg fandt en græsmark 

bag nogle træer, bestemte jeg mig. 

Der skulle jeg være. 

Straks efter at jeg 

havde etableret 

mig, begyndte et 

heftigt tordenvejr, 

der mere eller mindre 

varede resten 

af natten. Men teltet 

er tørt og godt, 

og det er bare hyggeligt, 

når regnen 

pisker ned. 

Jeg blev ikke forstyrret af nogen; det 

skulle da lige være det utal af ualmindelig 

afskyelige orange skovsnegle, 

der absolut ville dele telt med mig. 

18


19


20

Ellidshøj - Vysoke Myto - Dansk-Tjekkisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?