RousseauEmile

22
JEAN-JACQUES ROUSSEAU
"Alt er godt som det udgår fra Skaberens hænder; i menneskets
hænder udarter alt," lyder den første sætning i Jean­
Jacques Rousseaus (1712-1778) hovedværk Emile eller Om
opdragelsen (1762). Kort sagt betyder det at det naturlige er
godt, mens alt der kommer af kulturen er dårligt. I Rousseaus
filosofi er gud god, og alt hvad der stammer fra gud, er godt. t
De menneskelige lidenskaber har et naturligt udspring, og
oprindeligt, i det Rousseau kalde.r naturtilstanden, har mennesket
kun meget få lidenskaber, nemlig dem der angår dets
kropslige behov, selvopholdelse, og dets reproduktion. Dette
kalder Rousseau menneskets egeninteresse, og den er i kraft
af sin oprindelse guddommelig og god. I kulturen derimod
degenererer menneskets lidenskaber så det nu stræber mod
opfyldelse af en masse kunstige behov. Dette er kulturens
egoistiske pervertering af egeninteressen.
Uligheden i kulturen
Rousseau skelner mellem sund og betændt egeninteresse. I
begge tilstande er mennesket afhængig af andre mennesker,
men på vidt forskellig måde. I den sunde egeninteresse er
mennesket mest optaget af sig selv, men det anerkender andre
menneskers ligeværdighed og bliver selv anerkendt af
dem som ligeværdig. I den betændte egeninteresse vil mennesket
anerkendes for sit mereværd i forhold til andre mennesker,
og denne anerkendelse søger det gennem berømmelse,
magt, indflydelse og rigdom. På grund af de usunde kunstige
behov opstår uligheden i samfundet: den der vinder magt og
indflydelse for at opnå anerkendelse, bliver til herre og underlægger
sig andre som slaver.
Rousseaus løsning ·på kulturens ulykkelige tilstand er at
borgerne i en direkte demokratisk statsforfatning opnår sand
frihed og ligeværdighed ved at underlægge sig det han kalder
almenvellet. Almenvellet er ikke et kompromis der opstår gennem
demokratisk forhandling, det er derimod det der er bedst
for alle borgere set som et hele, og ideelt set vil enhver borger
uegennyttigt stræbe mod dette, også selv om det ikke skulle
være til hans egen personlige fordel. Selvom man ved at under-

lægge sig almenvellet kom til at underlægge sig en lovgivning
der ikke er til ens egen fordel, vil man have frihed alligevel,
for det er at underlægge sig en lov man selv har formet, siger
Rousseau. Problemet er bare at det at forstå og handle uegennyttigt
i almenvellets interesse kræver en særlig borger, og
denne borger findes ikke i den korrumperede, egoistiske kultur
hvor alle søger at øge deres mereværd på andres bekostning.
Derfor må en sådan borger opdrages.
Opdragelsen og kærligheden i Emile
Rousseaus bog Emile er hvad man kan kalde en filosofisk
roman. I romanen beretter en jeg-fortæller, som er Emiles
opdrager, om hvordan han griber Emiles opdragelse an og
hvilke tanker han gør sig i den forbindelse. Jeg-fortælleren er
Rousseaus talerør.
I Emilep ræsenterer Rousseau en helt ny og for samtiden
chokerende måde at tænke om opdragelse og barnet. Det skal
ikke som i tidligere tider disciplineres og kontrolleres strengt
indtil det bliver voksent, men opdrages i overensstemmelse med
dets egen naturlige udvikling. På overfladen kan Rousseaus
opdragelsesidealer ligne det vi kalder fri opdragelse, men det
er det ikke. Barnet skal nemlig have en samvittighedsfuld opdrager
der leder barnet i den rigtige retning, og det er således
ikke absolut frit til at gøre hvad det vil. Alle mennesker tager
skade af at blive tvunget og at andre bestemmer over dem, og
som noget' helt nyt i historien mener Rousseau også at dette
gælder børn. Derfor må barnet aldrig opdage at det i virkeligheden
er opdrageren der leder dets vej i opvæksten. Rousseau
siger at barnet må leve i et skin af frihed.
At barnet overhovedet har brug for en opdrager der kan
vise det på rette vej, skyldes at de menneskelige lidenskaber
bestandig er i fare for at udarte hvorfor en opdrager bør styre
barnet uden om denne fare. Dette gælder især i ungdommen eller
puberteten. Det er en meget farlig periode hvor opdrageren
må gøre sit yderste for at den unges lidenskaber ikke fordærves.
Først og fremmest gælder det om at udsætte spørgsmålet
om kærligheden og seksualiteten længst mulig, og når det ikke
længere er muligt at styre den unges lidenskaber i andre retninger,
når naturen kræver sit, må opdrageren finde en kvinde
som passer til den unge mand. Her viser det sig at Rousseau,
på trods af at han på mange andre områder er en nytænker,
23

det giver den ene ægtefælle over den anden er alt for stor.
Tvang og kærlighed passer kun dårligt sammen, og lysten lader
sig ikke .kommandere. De behøver ikke at rødme, Sophie,
1oo og gå ikke Deres vej. Gud forbyde, at jeg skulle krænke Deres
ærbarhed; men det gælder her Deres fremtidsskæbne: for en
så stor sags skyld må De finde Dem i, at en ægtemand og en
fader veksler ord, som De ellers ikke ville tåle.
Det er ikke så meget besiddelsen som underkastelsen der
to5 giver overmæthed, og en mand bevarer længere hengivenheden
for en elskerinde end for en hustru. Hvordan har man
kunnet gøre de ømmeste kærtegn til en pligt og de sødeste
kærlighedsbeviser til en ret? Det er den gensidige attrå som
giver rettigheder, naturen kender ingen anden. Loven kan indl/o
skrænke denne ret, men kan ikke udvide den. Lysten er så sød
i sig selv; bør den af den kedsommelige tvang låne den kraft,
som den ikke har kunnet vinde ved sine egne tillokkelser? Nej,
mine børn, i ægteskabet er hjerterne bundne, men legemerne
er ikke i trældom. I skylder hinanden troskab, men ikke føje-
115 lighed. Enhver af jer kan kun tilhøre den anden, men ingen af
jer bør tilhøre den anden uden af egen fri vilje.
Hvis det altså er sandt, min kære Emile, at du vil være din
hustrus elsker, lad så Sophie være din elskerinde, men samtidig
herre over sit legeme. Gid du må blive en lykkelig, men
120 også en hensynsfuld elsker. Du skal opnå alt af kærlighed og
intet kræve af pligten; selv de mindste indrømmelser må du
aldrig tage som rettigheder, men som gunstbevisninger. Jeg
ved, at blufærdigheden skyr at forme sin imødekommenhed
i ord, den kræver at blive besejret; men mon en fintfølende
125 elsker, der besidder den sande kærlighed, kan tage fejl af den
uudtalte vilje? Mon han ikke forstår det, når hjertet og øjnene
indrømmer ham, hvad læberne foregiver at afslå? Enhver af
jer må altid være herre over sit legeme og sine kærtegn og
har kun ret til at gå så vidt som den anden tillader. Husk
t3o altid på, at selv i ægteskabet er lysten kun lovlig, når attråen
er gensidig. Frygt ikke for, mine kære børn, at denne lov skal
gøre jer fremmede for hinanden; den vil tværtimod bevirke,
at I begge bliver opsat på at behage hinanden og vil forebygge
overmættelse. Da I er henvist udelukkende til hinanden, vil
135 naturen og kærligheden føre jer tæt nok sammen."
27

De engang er hørt op med at være Emiles elskerinde, vil De
stadig være hans hustru og hans veninde, og De vil være hans
780 børns moder. Da må De sørge for, at den inderligste fortrolighed
afløser den forrige tilbageholdenhed fra Deres side. Ikke
hver sin seng, ingen vægring, ingen luner! Bliv i den grad hans
halve jeg, at han ikke mere kan undvære Dem, og således at
han, så snart han forlader Dem, føler sig hjælpeløs. De som så
785 glimrende forstod at fremtrylle det huslige livs charme i Deres
forældres hus, ma sørge for at den samme charme kommer til
at råde i Deres eget hjem. En mand der befinder sig vel i sit
hjem, elsker sin hustru. Og husk på, at når Deres mand er lykkelig
i sit hjem, bliver De en lykkelig hustru."
Spørgsmål
l. Hvorfra kommer de menneskelige lidenskaber?
2. Hvordan er det kønslige forhold mellem kvinden og manden?
3. Hvorfor passer pligt og tvang dårligt sammen med kærlighed?
Hvad skal man gøre i stedet for at kræve sin pligt?
4. Kvinden og manden hersker over hinanden i ægteskabet,
men de gør det på hver deres måde. Hvordan og hvorfor?
5. Forklar medjeres egne ord hvad kærlighed er hos Rousseau.
29