Lad ikke de faldne blive liggende - Foreningen Jysk Børneforsorg

Lad ikke
de faldne
blive liggende
Jysk børneforsorg/Fredehjem
1906-2006

Lad ikke
de faldne
blive liggende
Redigeret af Annelise Søndengaard
Jysk børneforsorg/Fredehjem
1906-2006

Redaktør: Annelise Søndengaard
Billedredaktion: Grethe Jessen, Annelise Søndengaard.
Redaktion i øvrigt: Kirsten Besendahl, Susanne Nielsen
Udgivet af Jysk børneforsorg/Fredehjem, 2006
Trykkeri: Grafi sk Service, Århus Amt, 357-05-005
Forsidefoto:
”Ham på potten, hvad blev der af ham?”
FOTO: FRA BANEGÅRDSGADE 19. JBF’S ARKIV.
Bagsidefoto:
”Med barnet i centrum.”
BILLEDET ER BEVIDST ARRANGERET, OG PIGEN ER EN MODEL.
FOTO: PER MORTEN ABRAHAMSEN

Indhold
100 året. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
Portrætter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6
Lad ikke de faldne blive liggende. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
Formandsportrætter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34
Kvindehjælpen / Jysk børneforsorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34
Ellen Schepelern . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35
Min mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38
Troels Smith. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
Haldor Hald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
Jens Nørgård . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41
Fredehjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42
Fredehjem var vigtigst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
Maria Th eresia Berthelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46
Min far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48
Vi fi k en god arv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50
Kai L.A. Brask . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54
H.C. Johannessen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
Bestyrelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57
Kontorledere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
Hvad skulle vi have gjort uden ham . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68
Om de ting der skal komme, førend livet er omme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
Litteraturliste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
3

100 året
”Forunderligt at sige og sært at tænke på,”
sådan begynder en af Grundtvigs salmer, og
netop denne sætning faldt mig ihu, i forbindelse
med at jeg 2. søndag i advent gjorde
mig tanker om Jysk børneforsorg/Fredehjems
forestående 100-års jubilæum.
Sært er det ikke, at der fortsat er brug for
menneskelig og social hjælp. I jubilæumsskriftet
kan vi blandt andet læse om tendenser
i vores samfund til eksklusion i stedet for
integration. Vi ved også, at der i et samfund
altid er mennesker, der falder igennem og får
brug for særlig støtte uanset forsøg på forebyggelse.
Historisk set har der altid været
opgaver at løse.
Forunderligt er det derimod at tænke på,
at Jysk børneforsorg/Fredehjem i en ubrudt
historie gennem 100 år har været med til at
afhjælpe menneskelig og social nød. Forunderligt,
at arbejdet har haft værdi, der har
ført med sig, at vi nu fylder 100 år, og at vi
har kunnet videreføre arven.
Ellen Schepelern satsede på forebyggelse
med stærk hensyntagen til det enkelte
menneskes livshistorie. Blandt andet så hun
de menneskelige tragedier og omkostninger
ved adskillelse af nyfødte børn og deres mødre
og skabte tidligt mulighed for, at socialt belastede
mødre og deres små børn kunne hjælpes
samlet. De tanker, Ellen Schepelern gjorde sig
om hvordan hjælp bør tilbydes, tilslutter vi os
fortsat i det sociale arbejde. Det var ikke forskning,
der lå bag, men Ellen Schepelerns viden
og erfaring qua sit samvær med mennesket.
Jørgen Christian Berthelsen så også sin indsats
samfundsmæssigt, men også han havde
Jette Hansen
FOTO: KARIN MUNK
4
øje og respekt for det enkelte menneske. Han
formåede at samle en kreds om Fredehjemsarbejdet,
og netop fællesskabet/familieskabet
betød meget i Jørgen Christian Berthelsens
arbejde. Denne fællesskabsfølelse har det været
muligt at videreføre gennem de 100 år, og
uden den havde arbejdet været noget andet og
var ikke lykkedes.
I jubilæumsskriftet rettes der naturligvis fokus
på portrætter med markante profi ler. Det
er portrætter, vi ikke kan komme uden om og

portrætter, der fører en arv med sig, en
arv som mange siden har været med til
at løfte.
100-års fødselsdagen kan vi fejre i
kraft af de mange børn, unge og familier,
der i en periode af deres liv har boet
rundt omkring på vore institutioner,
hjem og skoler. Lige så afgørende har
det været med den store medarbejderstab,
der gennem årene har været ansat
i foreningen og været med til at videreføre
socialt arbejde på de grundværdier,
der fortsat er bærende, hvor mennesket
er det absolut væsentligste. Til 100-året
knytter sig også en skare af frivillige,
herunder bestyrelsesmedlemmer. Det er
min opfattelse, at det, der også har gjort
foreningen levedygtig, er skaren af interesserede
mennesker, der uegennyttigt har
bidraget med en indsats for at sikre bedre
livsvilkår for mennesker i nød. Foreningens
arbejde består af mange facetter, der
samles til et hele.
Med denne historie og med sans for udvikling
er det lykkedes foreningen at være med
til at præge det sociale arbejde i Danmark. Vi
har arbejdet intenst, men i det stille. Vi har
valgt ikke at profi lere os særligt i medierne,
men vi har satset på gerne at ville kunne gøre
en forskel for de børn, unge og familier, vi har
været i kontakt med. Hjælpen til det enkelte
menneske.
100-året har haft mange epoker. Nu står vi
overfor en ny i forbindelse med strukturreformen
og de ændrede politiske styreformer med
amternes nedlæggelse og kommunernes sam-
5
menlægning. Vi skal fi nde nye samarbejdspartnere
og nye samarbejdsformer. Vi ved
ikke, hvordan de kommende år vil forme sig
for en privat forening som Jysk børneforsorg/
Fredehjem. Reformen byder på nytænkning
både inden for det økonomiske og det faglige
område. Mit håb er, at reformen vil skabe grobund
for god faglig nyudvikling inden for det
sociale arbejde – hvor det enkelte menneske
ikke tabes, men sikres den hjælp, der netop er
behov for. Jeg vil fortrøstningsfuldt gå det nye
i møde og tro på fremtiden.
Naturligvis intet jubilæumsskrift uden en
redaktør. Annelise Søndengaard har endnu
engang stillet sig til rådighed med sine talenter
for både at skrive, at være kreativ og med øje
for det æstetiske. Annelise har gennem sine
mange år i hovedbestyrelsen sat fi ngeraftryk,
der også står om 100 år. Tak for din indsats
med udformning af jubilæumsskriftet.
Ved en lejlighed som denne skal der lyde
tak til alle, der på hver deres måde har en
andel i foreningens historie og dermed også
i 100-års dagen. Lad os fortsat samles om at
yde socialt arbejde med folkelig og folkekirkelig
basis.
Jette Hansen
formand

Portrætter
100 år er gået, hvad står tilbage i foreningen
Jysk børneforsorg/Fredehjem ud over formuen
i vore ejendomsbesiddelser? Det gør billeder:
profi ler, en face, i grupper, spontane, opstillede,
forventede og uventede. Kort og godt,
det gør de mennesker, der var engang. De
mennesker, der var en forening. En forening
er mennesker.
Vi ser på, hvem de var, hvad der kan siges
om dem, hvad der bliver sagt om dem, og
derudaf gror et helt billede, gror en forening.
Enkelte personer kan ikke være en forening,
men mange enkeltpersoner gør en forening.
Vi skriver altså om foreningen som helhed
ved at skrive om de mennesker, der har
udgjort en forening. I de hundrede år har
fl ere tusinde mennesker kortere eller længere
tid skabt en forening ved at bruge den,
ved at være med på forskellig vis.
Hundredvis af mennesker kan vi ikke
beskrive, men vi beskriver enkelte mennesker.
Ikke fordi de er mere betydningsfulde
for foreningen end andre, men fordi vi ved
at beskrive dem, beskriver foreningen. Dette
er altså en bog, der viser os portrætter.
Når vi skriver om et enkelt menneske og
dets deltagelse i foreningen, fortæller vi netop
om et menneske, der har haft ideer, tanker og
følelser, der er kommet til udtryk i noget, der
har med foreningen at gøre. Vi skriver om,
hvordan mennesker former hinanden ved at
leve sammen med hinanden.
Vi kan så tydeligt se det i vore landskaber,
hvordan vi former dem efter de ideer, vi har
haft. Tænk på landsbyen med skole og mejeri
og smed, og tænk så på, hvor skolen og me-
Annelise Søndengaard
FOTO: KARIN MUNK
6
jeriet og smeden er blevet af, og hvad der er
kommet i stedet. Den udvikling, vi ofte giver
skylden for det, der sker og sjældent roser, er
netop summen af de mennesker, der lever og
er med i den udvikling. Vi udtrykker os, og
verden kommer til at se anderledes ud.
Sådan sker det også i en forening. Mennesker
tænker anderledes, nye tanker opstår,
nye muligheder opstår, og vi kan forme livet vi
lever. Derfor skrives der i denne bog først om
de tanker og mennesker, der var der fra begyndelsen.
De mennesker, der blev drevet af deres

tro og deres samvittighed og som lod
et engagement komme til verden ud af
troen og samvittigheden.
Vi skriver om, hvad der drev dem,
hvad der var årsagen til, at disse kvinder
og mænd lod mageligheden ligge og
påtog sig et arbejde for andre, der ikke
var så heldige som de selv. Vi skriver om
indfl ydelse og inspiration, om de vækkelser,
der var af kristen art, af social art
og af feministisk art. Det er diakonihistorie,
vækkelseshistorie og feministisk
historie, der er på spil i indledningsartiklen
”Lad ikke de faldne blive liggende”
– det var pastor Frimodts opråb i aviser
og blade, da de vakte i København gik til
angreb mod den off entlige prostitution i
1874. Vi skriver om kvinders udvikling
ind i demokrati og profession og de frie
bevægelsers etablering hen mod det 20.
århundredes begyndelse. Vi skriver om Ellen
Schepelern. Jeg præsenterer hende, og
der er et brev fra hendes datter, Julie.
Jørgen Christian Berthelsen, der var drivkraften
i Fredehjem og formand, beskrives
gennem interview med fl ere af hans børn og
et enkelt barnebarn.
Lars Bundgaard skriver om den næstsidste
formand, Jens Nørgård, og om Haldor Hald,
der i midten af århundredet var centralt placeret
som Korshærens formand og Jysk børneforsorgs
formand.
Jeg skriver om bestyrelserne og deres betydning.
Viggo Jonasen har lavet en graf, der tydeligt
viser, når bestyrelserne har haft kræfter,
og når de har været slidt ned.
7
Bjarke, Lars René og Susanne er de tre, der
har været længst i foreningen. De kom som
små til Elev børnehjem, og de er hos os endnu
som midaldrende. Bjarkes far og mor tegner et
portræt af deres søn.
Kirsten Besendahl og Pia Tapager Kirkegaard
har haft forstander Knud Byskov fra
Holmstrupgård og administrationschef Lars
Bundgaard i den varme stol for at fi nde ud af,
hvad de tænker om fremtiden, hvad de tror,
og hvad de håber. Det blev til et portræt af
Bundgaard og Byskov, for i vores håb og vores
tro på fremtiden fortæller vi om os selv, og det
betyder så, at det der fortælles her vil komme
til at forme fremtiden, fordi de to vil være med
til det og med til at lede i den retning, de ønsker.
Ærgerligt, at vi ikke får at se, hvordan det
så bliver om 50 eller 100 år.
Bogens forside viser et billede fra de allerførste
tider i Banegårdsgade 19. Det første
hus, der blev købt. Her sidder der en lille fyr
bundet til potten. Hvad mon der blev af ham?
Bagsiden viser os et modelfoto af en mor og
hendes magtesløshed. Hvad bliver der af de
børn?
Mange nævnes ikke, mange som gjorde
meget for foreningen, men det er mit håb, at
foreningen er beskrevet, så det fremgår, hvad
den var, er og måske bliver.
Elsted, Allehelgen 2005
Annelise Søndengaard

Kvindehavet. Nyborg Strand 1935.
FOTO: JBF’S ARKIV

Lad ikke de faldne
blive liggende
Dagen er den 6. februar, året er 1906. Det er
mørkt, det er midvinter. Der er koldt og væmmeligt
i det århusianske minefelt i og omkring
havneknejperne på Århus havn. To kvinder,
en yngre, lille og trind, en ældre, mager og
med den karakteristiske hvide diakonissekyse,
er på vej rundt i området . Denne diakonisse
elskede, som hun sagde, de skøger, der holdt
til her. Hun havde fået den unge præstekone
fra Frue sogn med den aften. Det blev vendepunktet
for Ellen Schepelern, præstekonen.
Nu havde hun fundet sit professionelle kald.
Nu vidste hun, hvad hun skulle fremover, og
således begyndte ”Kvindehjælpen” i Århus.
Denne funderingsmyte fortsatte som indledning
til alt i foreningen de næste 30 år. 30 år
efter på samme dag døde fru Ellens mand, Frederik,
i stiftprovsteboligen i Viborg.
Selv om dette er en af de små myter, indeholder
den elementer, som er værd at undersøge,
fordi de peger frem mod den forening, der
nu har eksisteret i 100 år, og tilbage mod det,
der var grundlaget for foreningen. De var altså
to kvinder, der gik den aften på Århus havn.
Fruen selv og en gammel diakonisse, som ikke
nævnes ved navn
Søster Marie Johanne
Diakonissen var den kendte og anerkendte søster
Marie Johanne Jensen.
Marie Johanne Jensen var født i Fredericia
i 1853 og allerede i 12 års alderen blev hun
åndeligt vakt. Selv fortæller hun, at det var
den senere Århus biskop, Clausen, der vakte
hendes barnehjerte i Fredericia, og at han
blev hendes støtte i mange år i Århus (bisp-
9
Søster Marie Johanne Jensen (1853-1927)
FOTO: DIAKONISSESTIFTELSENS ÅRBOG
inde Clausen blev senere bestyrelsesmedlem i
Kvindehjælpen). 29 år gammel kom hun til
Diakonissestiftelsen i København og blev her
uddannet og indviet til diakonisse. I januar
1885 kommer hun til Århus for at overtage
husholdningen på Amtssygehuset. Selv ville
hun hellere have arbejdet socialt med menighedsplejen.
Amtssygehuset lå dengang på
Ingerslevs Boulevard lige midt i det århusianske
minefelt. Frk. Bartholdy, der var frivillig i

Diakonissehjemmet på Falster
FOTO: ENGLE OG HARPER
menigheden, beder søster Marie Johanne om
at gå med ud på bordellerne som redningsarbejder,
men den unge diakonisse viger tilbage
med stor foragt.
En ung prostitueret blev indlagt i dårlig
forfatning. Frk. Bartholdy havde besluttet,
at søster Marie Johanne skulle have den unge
kvinde som køkkenmedhjælper. Det var en
fuldkommen utænkelig ting for søster Marie
Johanne.
Søster Anna Marie Boysen klargjorde nu
den unge kvindes skæbne for søster Marie Johanne:
hun havde været plejebarn hos søster
Elisa på Hjortebjerg på Falster.
Det var altså en af diakonissernes egne
”børn” der var kommet i uføre i Århus. Søster
Marie Johannes samvittighed var vakt. Søster
Anne Marie var tilmed døende. Marie Johanne
sov ikke godt om natten, men i dagens
10
klare lys er det stadig for stor en tærskel for
hende at skulle over.
Da er det, at hun anden pinsedag hører
pastor Ussing i Vor Frue Kirke, og teksten til
anden pinsedag er kvinden ved Sichar brønd.
Hun, som har haft de fem mænd, og som nu
lever med en mand, der ikke er hendes. Ussing
taler om Herrens kærlighed til de faldne.
Nu er beslutningen taget, men hvad så?
Jo, Marie Johanne har et par timer om dagen,
hvor hun ikke arbejder, og hun spørger
så overlæge Tage Hansen om lov til at bruge
den tid til at arbejde for de faldne; og hun får
lov, og som hun skriver: ”Tage Hansen var en
sjælden fi n og hensynsfuld læge”.
Det hun får lov til, blev et arbejde, som undertiden
bragte hende helt ud over kanten af,
hvad et menneske kan klare. Hun skriver selv
i årsskriftet for Diakonissestiftelsen i 1912, at

Henry Ussing (1855-1943)
FOTO: DEN DANSKE KIRKES HISTORIE VII
hun var så legemligt og åndeligt nedbrudt, at
det grænsede til sindssyge. Hun brød direkte
sammen fl ere gange. En enkelt gang tog hun
til Norge på rekreation. Det hører med i fortællingerne
om de kvinder, der påtog sig de
store sociale opgaver. Vi hører det samme om
Th ora Esche. Ellen Schepelern er også i perioder
sendt på rekreation af foreningen, og hun
havde tillige sin sukkersyge at trækkes med.
Søster Marie Johanne boede sammen med fi re
kvinder i Magdalene-asylet, Sichar. Lejligheden
var så lille, at de sov i samme soveværelse
alle fem. De drev et vaskeri. Hun fi k i løbet af
to år kvinderne udstyret og sendt ud at tjene.
Dette asyl bliver senere til redningshjemmet
Sichar i Viby, som i 1921 blev nedlagt
og senere overtaget af Kvindehjælpen. Det gik
ikke til sidst, hvorfor vides ikke. Nederlagene
er lidt svære at håndtere, når man er kaldet af
Gud til opgaverne. Det bliver nærmest gudsbespotteligt,
at noget ikke kan gå. Vi andre
kan gætte på, at opgaven simpelthen var for
11
voldsom. De skulle have læst apostlen Paulus
i sammenhæng i stedet for at hugge ham op i
passende småstykker. Der kunne de have lært
at tage nederlagene med.
Søster Marie Johanne var ikke tilfreds med
sin indsats med den lille lejlighed. Hun havde
læst en artikel om et hjem for faldne kvinder i
Bonn. Bestyrelsen stillede sig velvillig over for
tanken. Blot skulle hun selv skaff e pengene.
Det gjorde hun så. Endda i løbet af nogle
timer. Så let gik det ikke altid. Undertiden
skulle der megen rejsevirksomhed og mange
møder til for at rejse penge. Det blev til et
bofællesskab for fi re førstegangsfaldne kvinder
og deres børn. Senere blev dette hjem til
det endnu eksisterende Bethesda, og det blev
overladt til Th ora Esche.
Ud over det daglige slid og natmissionen
drev Marie Johanne på med sit socialpolitiske
liv. Det lykkedes hende at få lukket danseboderne.
Det lykkedes hende at få lukket bordeller.
Hun går lige på selv de værste bordelmuttere.
Et sted, hun kommer, koster det 25
øre at komme ind, men når hun kommer, er
prisen pludselig blevet 2 kr.
Det lykkedes hende at få et Marthahjem i
gang, hvor de unge piger kunne blive oplært
i husgerning. Efter 10 år overlader hun det til
en søster, som har arbejdet på Bethesda, der
var kvindehjem for førstegangsforførte, for
søster Marie Johanne har andre planer. Nu er
det mændene.
Det er hendes erfaring, at alt det onde, der
sker, og som hun til fulde ser, er betinget af
mændenes drikkeri. Hun opretter et afholdssted
for mændene, hvor de kan samles, spise og
være sammen, og mændene fl okkes der. Der
er fulde huse. Om det blev det, det skulle være
- altså et sted for familiefædrene - er nok tvivlsomt.
Mon ikke det blev de hjemløse mænd,
der kom til at nyde godt af indsatsen! Søster
Marie Johanne ser klart, at det i grunden er
arbejdsløsheden, der er den værste fj ende, og
havde hun haft et liv til, var hun gået i krig
mod den. Hun var ikke til at stoppe, hun fort-

satte arbejdet, selv om hun efterhånden blev
døv, for som hun selv sagde, det gjorde ikke
så meget, så var der meget, hun blev forskånet
for at høre. Søster Marie Johanne burde have
haft en statue i den anden ende af Østbanetorvet
i Århus, hvor statuen af Peter Sabroe står.
Og nu overvejer Frederiksberg Kommune at
nedlægge hendes gravsted på Søndermarken
sammen med de andre søstres.
Søster Marie Johanne indvarsler den nye
tids socialarbejde. Hun lader sig belære af
virkeligheden, hvorefter hun lægger sine strategier.
Hun er klar over, at hun må have politikerne
med sig, og hun er endog klar til at
bruge pressen.
Det var lykkedes for søster Marie Johanne
at få danseboderne lukket, men nu så hun, at
der i deres sted kom ni varietéer, og så var der
stadig værtshusene. De indtryk, hun havde
herfra, bragte hun videre til en journalist ved
Kristeligt Dagblad. Politimesteren i Århus
protesterede i bladet, han mente ikke, det stod
så dårligt til. Søster Marie Johanne fandt ud
af, at det gælder om at få meningsdannerne
på sin side.
De kan forekomme os kvalmende ydmyge,
disse kvinder i den første periode af den kristne
sociale vækkelse, men de vidste nøjagtigt,
hvad de ville, og de gav sig ikke.
Når det overhovedet kunne lade sig gøre at
få dette redningsarbejde på benene og skaff e
penge til det, skyldes det ud over det allerede
nævnte, at der var mange aktører på banen.
Diakonissestiftelsen var på banen. Th ora
Esche var der med sit Magdalene-arbejde.
Og hun var på ingen måde kvalmende ydmyg.
Selv mente søster Marie Johanne, at hun
havde mange at takke, men først og sidst takkede
hun sit moderhus, Diakonissestiftelsen
og Louise Conring, den første forstanderinde.
Men det er hende selv, der er ankermand i det
arbejde, der bliver til Bethesda og det, der bliver
til Kvindehjemmet i Viby og til Marthahjemmet
i midtbyen og forsorgshjemmet for
hjemløse mænd.
12
Th ora Esche (1850-1920)
FOTO: DET KONGELIGE BIBLIOTEK
De kvinder, hun hjalp, var mange slags:
Prostituerede, syge, kriminelle, unge kvinder,
der var kommet galt af sted og var uden hjælp,
sinker der ikke kunne klare at arbejde. De helt
unge mødre på 15 – 16 år, der var så ødelagte
af syfi lis, at de intet kunne og som var så dækkede
af sår, at man ikke kunne røre ved dem,
var nok dem, der satte mest i gang i søster
Marie Johannes sind. Det er også her i denne
tid, man fi nder ud af, at man må segregere det
sociale arbejde. Segregationen sættes i gang på
baggrund af de erfaringer, man indhøster. Søster
Marie Johanne ser vigtigheden af ikke at
blande alt for forskellige nødlidende sammen.
Det er denne gamle 53-årige diakonisse,
som en mørk aften har bedt den unge præstekone
tage med på natmission.

Frederik Schepelern (1868-1936)
FOTO: DET KONGELIGE BIBLIOTEK
Pastorinde Ellen Scheperlern f. Wright
Frederik og Ellen Schepelern var blevet præstefolk
i Vor Frue Sogn i Århus i januar 1905.
Til dette kapellani hørte desuden sognepræsteembedet
i Åby med tilsyn med kvindehjemmet
Sichar, som gav en indtægt på 300
kr. om året.
Det første pionérarbejde er altså gjort, og
første generationen prøver nu at lægge arbejdet
over på den næste generation. De skal
overtage og videreføre.
Tiden er blevet en anden. Det nye århundrede
bliver tiden for organisationer og institutioner.
Demokrati og politik bliver en væsentlig
ændringsfaktor i arbejdet. Og mændene
kommer på banen i det sociale arbejde som
mere end blot idémagere med sekretærer, som
13
vi skal se det med Fredehjem, og det off entlige
begynder at være medaktør og yde tilskud.
Hvad blev der så af funderingsmyten, sådan
som den har lydt nu gennem 100 år, og
som den stadig står at læse på foreningens
hjemmeside? Denne fl otte beretning om den
unge kone, der går ud en mørk, kold og klam
aften for at fi nde de faldne kvinder på Århus
havn, og som dér ser lyset og så sætter arbejdet
i gang.
Der er ikke så lidt skabelsesmyte over fortællingen
”Der var øde og tomt over verdensdybet”,
Gud sagde: Bliv lys. Og der blev lys.
Det var mørke og tomhed, da de to kvinder
gik ud den 6. februar, men fru Ellen ser lyset.
Det første, vi forstår, er, at Ellen Schepelern
altså ikke lægger sin sociale vækkelse op ad en
kirkelig kaldelse. Hun har ikke som Marie Johanne
hørt et kald af Herrens egen mund. Hun
ser nøden, og den vækker hende. I tråd med
det er hendes begrundelser rent social-liberale.
Hvis ikke der sættes ind, vil samfundet blive
oversvømmet af sociale tabere. Ellen Schepelern
er social-liberal. Hun hører hjemme i det
20. århundrede. Hun er samfundsansvarlig. I
1920’erne frasiger hun sig i en periode off entligt
tilskud for at støtte op om Madsen-Mygdal
regeringens økonomiske politik Derfor
bliver hendes funderingsmyte også liberal. Det
er hende, eneren, der er iværksætter. Alt, hvad
der fi ndes af igangværende hjælpearbejde, reduceres
til ”en gammel diakonisse”.
Der indtræder et afgørende skred lige her
mellem Th ora Esche og Ellen Schepelern. Pionermenneskene
bliver fra nu af administratorer.
Det er slut med at deltage med både hele
sjælen og hele kroppen i det sociale arbejde.
Man administrerer og segregerer sig fra dem,
man vil hjælpe. Man bliver koncernleder.
Man har sin egen familie, som er primærfamilie.
Man har ikke brug for at indtage forældrerollen
i forhold til den nødstedte. Det er slut
med ”andre måder” at danne familier på.
Ellen Schepelern og hendes sekretærer er
ikke far og mor for en samling søstre, sådan

som Th ora Esche havde indrettet sig i sin storfamilie.
Det er slut med den frie, vilde tid. Det
er blevet tid for konsolidering. Man skal arbejde
sammen med det off entlige. Der er ikke
længere tale om nødhjælp. Der er tale om at
skabe et fi ntmasket system, så man kan yde en
almen hjælp til de nødstedte.
Det 20. århundrede har banket på. Th ora
Esche, Magdalene-hjemmet, Diakonissestiftelsen
forsvinder ud af synsfeltet i en grad, så
det er umuligt i kilderne at fi nde ud af hvorfor
og hvordan. I 1909 skilles man fra Th ora
Esche, og i 1924 overtager man Sichar i Viby
fra Diakonissestiftelsen, uden at det nævnes i
Diakonissestiftelsens årsberetning. Man skiller
sig så at sige af med sin fortid i al stilhed
og i bedste forståelse. Det er blevet en anden
tid på alle fronter. Folkeligt set er det blevet
borgernes og bøndernes tid. Der er ikke brug
for den belæste, begavede, verdensåbne elite,
den som bar og magtede vækkelserne.
Borgerne og bønderne går ind i det politiske
system, og nu skal der konsolideres. Og de
bliver rige og stærke rundt om i landet.
I kampen om de tidlige vækkelsers arv har
Vilhelm Beck og hans fl øj vundet. Tiden er
moden for en stærk kirkelig indre mission, der
har sit tyngdepunkt ude i landet. Københavns
indre mission lægger sig efter landmissionen.
Til gengæld bliver landmissionen mere
socialt orienteret. Men det er først i 1962, at
Københavns indre mission endelig lukker og
slukker. Selv om den har lukket og slukket,
er der stadig en væsentlig forskel på det københavnske
kirkeliv og kirkelivet i det øvrige
Danmark. Og det hænger sammen med “køkken”.
I Christiansfeld i brødremenigheden er der
et køkken knyttet tæt sammen med kirkesalen.
Sådan blev det i de vækkelser, der var afl edte af
herrnhutterne, og stadig er det sådan, at kommer
man ind i en københavnsk kirke midt på
en hverdag, dufter der af millionbøf. Sådan er
det ikke i resten af landet. Her kan man højst
risikere at løbe ind i et kaff ebord. Der drikkes
14
kaff e, der spises ikke, men i København laver
man stadig mad til dem, der trænger.
Interludium:
Romantikken og vækkelserne
Hvordan så den så ud, den fortid, man begyndte
at distancere sig fra?
Det er mærkeligt at se tilbage her ved vores
første århundrede og se, hvor vidt forskellige
de to århundreder er, som vi, der lever nu, har
erindring om. Vi, som har bedsteforældre, der
levede det meste af deres liv i det 19. århundrede,
føler det stadig, som om det 19. århundrede
er meget tæt ved os. Vi ved så meget om
det. Samtidig synes det, som om der er lysår
imellem os og det 19. århundrede. Der er så
utrolige forskelle i deres liv og vores, og det er
den øjensynlige forskel, der undertiden får os
til at tro, at det 20. århundrede er det fremmeste
af alle tider. Men vender vi os om og
ser på dette århundrede, vil vi opdage, at vore
bedsteforældres og oldeforældres århundrede
var så langt mere formende og skabende. Det
ser ud, som om ånden var så meget mere nærværende
i det 19. århundrede.
Nu ved jeg godt, at en almindelig dødelig
måske ikke helt har styr på, hvor ånden virker.
Men for en overfl adisk betragtning. Ganske
vist har vi opfundet mikrochippen og benzinmotoren,
så vi kan udnytte jordens reserver
af stenolier, men vi har også haft to store verdenskrige
og krige, som ikke har været mindre
grusomme, men som ikke har heddet verdenskrige,
fordi Europa har været holdt udenfor.
Vi havde da også krige i det 19. århundrede,
og vi danske havde endda nogle traumatiske
krige, da vi mistede fl åden i 1807, og da vi
mistede Slesvig i 1864. Alligevel var det 19.
århundrede et stort århundrede.
Ved porten ind til det 19. århundrede står
poesiens blå blomst og varsler romantikkens
komme, og den anden side i søjlen, der varsler
det nye århundrede, er menneskerettighederne.
Sådan ser det ud i begyndelsen, og der
er ikke andet at sige, end at højtiden sandelig

vokser med dagen. Hvad er det, vi ser ske her?
Ja, vi ser et århundrede, der frembærer idealisme,
romantik, frihedstænkning, demokrati,
fi losofi og ikke mindst vækkelserne. De ligger
i svøb i begyndelsen, men tager ved i århundredets
løb med en kraft, som kun er set to
gange før i vores kristenheds historie. Det var
da tiggermunkene i 1200-tallet begyndte en
vækkelse, som skulle gøre op med kirkens despoti,
kirkens korruption og bringe fattigdom
og fromhed frem igen. Og da reformationerne
i det 15. og 16. århundrede satte ind igen med
krav om renfærdighed og respekt for det enkelte
menneske. Det kunne næsten se ud, som
om det var en tre-hundrede-års-bølge, der slog
igennem, men det kommer vi jo ikke til at se,
hvis det skulle være tilfældet. Altså står det 19.
århundrede for troen på menneskets muligheder
og vilje til det gode og det skønne. Det er
troen på, at det enkelte menneske kan forløses
i det gode og det skønne.
Denne tro, denne idealisme, denne fremgang
for det 19. århundrede er også karakteriseret
ved, at man tror fuldt og fast på en evolution,
på at mennesket kan forbedres og gå
fremad. Man tror fuldt og fast på menneskets
fremtid. Darwinismen lærer os, at vi har været
i en bevægelse fremad, ”Arternes oprindelse”
er den bog, der fænger.
I kombination med arvelighedslæren ender
den hen ad de raceteorier, som først rigtigt
viser deres fj æs i det 20. århundrede, hvor vi
også ser, at troen på mennesket ender i overmodet
og overmennesketænkningen, som baner
vejen for det, der bliver enden på enhver
tro på, at mennesket overhovedet kan udvikle
sig. Enhver tro på fremskridtet. Sådan er det
nu. Det er kun de meste naive af os, der tror
på, at mennesket kan udvikle sig hen imod at
blive bedre til det gode og det skønne. Vi har
lukket af for den stærke tro og de store visioner
fra vækkelsernes tid så meget, at vi heller
ikke mere kan huske myterne eller forholde
os til dem.
Mange af de kristelige, sociale foreninger
15
blev grundlagt i denne vækkelses tid, og man
skulle jo tro, at myten i det mindste ville leve
videre nu, men den lå i dvale meget længe.
Foreningen Jysk børneforsorg blev grundlagt
i den tid - hvor alle disse foreninger altså blev
grundlagt - af Ellen Schepelern i 1906. 75 år
senere, altså i 1981, skulle foreningen fejre sit
75 års jubilæum, og den dengang unge, nyansatte
forretningsfører, som var scient.pol. og
en moderne mand, besluttede at lægge festen
hen på efteråret og ikke på den 6. februar, sådan
som stiftelsens myte ellers lød på.
Man kunne så undre sig over, at der ikke
ville ske noget frygteligt med den letsindige
forretningsfører, at Ellen Schepelerns portræt
ville falde ned i hovedet på ham. Men det
skete ikke af den simple grund, at hun allerede
da havde stået i depot længe. Hun havde
ikke en chance. Dermed havde afstanden til
århundredets begyndelse tydeligt vist sig. Vi
var et helt andet sted i 1981.
25 år senere, altså i dag, spørger vi til fortiden.
Vi spørger, hvad det var der skete for 100
år siden, som gjorde, at så mange foreninger
begyndte deres arbejde her. Der er så meget
stiftelse i de år.
Søster Marie Johanne, Th ora Esche, Louise
Conring - Diakonissestiftelsens første forstanderinde
- var første generation. Ellen Schepelern
var anden generation i den karismatiske
og stærke kreds i det kristne københavnske
jetset, der var med på de internationale strømninger.
De vidste, hvad der foregik ude i den
store verden. De kendte til alle de imponerende
vækkelsesbevægelser i England og Amerika.
De var en lille kreds, de var velstående,
højtuddannede og begavede, og de var tændte
i lys lue. Det handlede om omvendelse, det
handlede om at gøre verden bedre, når alle
mennesker var omvendt. Ja, i virkeligheden
handlede det om, at den dag, alle folk på jorden
var omvendt, ville 1000-års riget komme.
De var det, man med et fremmedord kalder
chiliaster, altså folk, der troede på 1000-års
riget.

De var overklasse, og en stor del af adelen
sluttede sig til dem. Det handlede om at få
omvendt sjæle, og derved kom der et demokratisk
element ind i billedet. Alle, simpelthen
alle, talte lige meget med. Derfor var det
livet og 1000-års riget om at gøre at få folk
omvendt. Dertil kom noget, man var meget
opmærksomme på i vækkelserne. Det var
problemet med tilbageglidningen. Når man
nu var omvendt, kunne det ligesom blive
trættende med den megen omvendelsessnak.
Derfor måtte man give sig i gang med noget,
og der var det jo passende at kaste sig over
dem, som så åbenbart syntes at være langt fra
omvendelsen, nemlig de socialt dårligt stillede.
Det gjorde man så, men stadig blev man
i omvendelsens sprogdragt - det var frelsen,
der var vigtigst.
Kvinder er mødre
Dertil kom det kvindepolitiske. Emanciperingen
lå lige om hjørnet, og man hørte nu fra
udlandet om de kvindelige lægprædikanter.
Man hørte i det hele taget om, hvordan kvinder
stod frem og gjorde karriere i det kristne
sociale arbejde og i vækkelserne. De blev berømte
og kendte og opsøgte disse kvinder.
Vækkelsernes kvinder viser frem mod det 20.
århundredes kvindefrigørelse. Men også fra
konservativt hold var der en ny fokusering på
kvinden og kvindens betydning.
Her kom netop Ellen Schepelerns svigerfader,
Georg Schepelern, Holmens provst i
København, ind i billedet. Han havde meget
tidligt været med til at arbejde for at bedre
kvinders kår, for han mente, at det var kvinderne,
der var det vigtigste element i familierne,
og at det var familierne, der var samfundets
grundlag. Derfor var det vigtigt at arbejde
for kvindens opdragelse.
Holmens provst Schepelern var overdirektør
for De Massmannske Søndagsskoler. Det
var ikke søndagsskoler i vores forstand, men
netop steder, hvor kvinder kunne komme
16
Louise Conring (1824-1891),
Danmarks første diakonisse.
FOTO: ENGLE OG HARPER
sammen og lære om husgerning og husmoderarbejde.
I den henseende var denne konservative
prælat en mand af sin tid. Ellers er det
ikke her, man skal fi nde den største åbenhed
over for tidens strømninger og de nye vækkelser.
Provst Schepelern så på de nye vækkelser
med interesse, men han var først og fremmest
kirkens mand.
Det med moderrollens værdi var væltet helt
over i den anden grøft hen over århundredets
midte. Så sent som i 1827 havde en tysk professor
i embryologi påvist, at der hos pattedyr
var æg i ovariets follikel (æggestokke). Man
havde ellers troet, at kvinder var rugekasser
for mandens sæd og intet andet. Nu forstod
man, at kvinder havde deres egen identitet,
som dem, der bar ægget. Moderskabet var
herefter under udvikling. En udvikling, som
de vakte kredse var med til at sætte kronen på.

Derfor måtte de kvinder, der ikke selv reproducerede
sig, skaff e sig en moderrolle, og der
var børn nok at tage til sig i de vildt voksende
bykulturer.
Man hævder fra moderne feministisk
forskning i dag, at man, da man blev løbet
over ende af den industrielle udvikling, greb
tilbage til det før-moderne, til hjemmet og
dets betydning. At man altså var konservativ
og gammeldags, ja ligefrem nostalgisk i sin
holdning.
For mig at se er der to strømninger på spil,
som går over i hinanden. Kvindens identitet
har begrænset sig til at være en måne, som kun
har sit lys fra solen, manden. Hun er intet i sig
selv. Nu træder kvinden frem som moder, som
den, der opretholder hjemmet.
Det afspejles i tidens litteratur. Sådan er
det hos H. C. Andersen. Moderrollen når de
store højder. Og den fordoblede moder, bedstemoderen,
står stærkt og centralt (Den lille
pige med svovlstikkerne, Fortællingen om en
moder, Det døende Barn). Der er identitet og
selvstændighed i den nye moderrolle. Denne
nye identitet brydes imidlertid i vækkelserne
op mod det 19. århundredes slutning med
den emanciperede kvinde. Kvindeidentiteten
begynder at frigøre sig fra moderidentiteten
ved at lade den gå langt ud over det biologiske.
Vækkelsens kvinder står med et ben i hver
lejr. De spiller deres kort i anderledes moderroller
samtidig med, at de emanciperer sig og
lægger grunden til den moderne emanciperede
kvinde med uddannelse og indfl ydelse. Vi
ser også, at kvinders indtræden i det demokratiske
rum begynder med kvindeområderne:
Kirke, skole og det lokale.
Frederik og Ellen Schepelern var altså ganske
i tråd med deres miljø, skønt ikke særlig
åbne for de vildeste vækkelser. Frederik var
præget af kultur fra sit hjem, af akademisk
embedsmandssind og af slægtsfølelse. Han
tilsluttede sig Indre Mission, men var selvstændig
af natur og mere frisindet end de fl e-
17
ste missionspræster af hans generation. Han
var som teolog selvstændig og særpræget. Han
blev livet igennem ved at studere og arbejde
med missionsteologi. Han var en overgang
politisk engageret i Socialdemokratiet. Hans
nevø, Gerhard Schepelern, husker ham og fru
Ellen som værende meget klassebevidste og
fornemme.
Frøken Th ora Esche
Th ora Esche har været omtalt ovenfor fl ere
gange. Hun er uden sammenligning den mest
forunderlige af de kvinder, der grundlægger
den moderne socialforsorg. Hun er en stærk
ener. Hun vil gå sine egne veje. Da hun havde
lidt nederlag med sin forlovelse, begyndte
hun at se sig om efter et erhverv. Diakonissestiftelsen
var en mulighed, men det er hende
for stift og for koldt. Vi, som har mødt hende
utallige steder, tænker ved os selv, at hun aldrig
havde været ydmyg nok til at underkaste
sig hierarkiet på Diakonissestiftelsen.
Hun var en udpræget enspænder. Selvfølgelig
lå der også andet bag hendes afstandtagen
fra Diakonissestiftelsen, som hun beskrev det
i sine erindringer. Th ora Esche havde nemlig
i kampen om Indre Mission valgt at følge Vilhelm
Becks, og hun løsrev virkelig Magdalene-hjemmene
fra Københavns Indre Mission
og lagde sig op ad Beck Landmission. Det var
en kendt sag, at Diakonissestiftelsen holdt fast
ved Københavns Indre Mission, endda så meget,
at de nægtede at tage imod fru Beck, da
hun bad om at blive indlagt. Man siger, at det
blev årsagen til, at Skt. Lukas-stiftelsen blev
oprettet. Landmissionen skulle vel også have
sin stiftelse.
Th ora Esche skulle have sit eget. Hun
skulle råde selv. Når hun ser noget er forkert,
går hun op mod strømmen, som da hun river
kvindernes skudsmålsbøger i stykker og sørger
for, at de får nye ubelastende skudsmålsbøger.
Th ora Esche hørte fra begyndelsen til de karismatiske
vækkelser i København. Hun var
fra et brudt hjem og havde været alene med

sin moder. Hun gennemlevede at miste sit
livs kærlighed - sin barnekæreste - netop fordi
hun var et skilsmissebarn. Hendes livshistorie
kunne læses ind i tidens romantiske kærlighedsideal.
Kærligheden som uforløst fi nder
sin opfyldelse i sublimeringen eller døden.
Den dannede klasse kunne om nogen deres
Goethe, og de kendte til Lord Byron.
Hun var et helt ubeskrevet blad, hvad kønsliv
angik, da hun i en alder af 26 år af pastor
Frimodt ved Johannes Kirken blev bedt om at
lede Magdalene-hjemmet. Det skulle være et
hjem for faldne kvinder og misbrugte kvinder.
Frimodt og Blædel ved Garnisons Kirken
var de præster, der stod direkte bag, men der
var mange fl ere, der støttede initiativet, og der
var gjort forstudier både i Tyskland og Norge.
Der blev indkaldt til møde den 24. oktober
1874 i Trinitatis kirke.
Th ora Eche fortæller: Ved Mødet om Aftenen
sad jeg ved Pastor Frimodts Side i Trinitatis
Kirke. Pastor Vilh. Beck talte udmærket, men
skønt han havde bedt ham tale kort, var hans
Prædiken lang, og til min Undren tog Pastor Frimodt,
der brændte af Iver for at faa den saakaldte
Magdalenestiftelses Sag frem, oftere under den
sit Ur frem. Kirken var overfyldt. I gangene stod
man Hoved ved Hoved. Under Prædikenen var
der dyb Stilhed, og den vedvarede, medens Pastor
Stein afl agde Beretning om Indre Missions Virksomhed
i København og fremlagde vort Forslag
til Oprettelse af en Magdalenestiftelse. (Se Indre
Missions Tidende d. 3/12 1876). Pastor Frimodt
talte ikke den Aften, men rigelige Bidrag til vor
Sag indkom i Bøsserne.
Næste Dag stod Pastor Frimodts Opraab i
alle vore Blade med Overskriften: ”Lad ikke de
faldne blive liggende.”
Th ora Esche blev sendt på studietur til
Norge og Holland. Hun lagde vilkårene for
sit Magdalene-arbejde i opposition til det,
hun havde set på sine studierejser og som ikke
huede hende. Der skal ikke være mandlige
ledere eller ansatte. Kvinderne skal ikke bringes
i fristelse. Der skal ikke være ens dragter
18
Pastor Frimodt (1828-1879)
FOTO: DEN DANSKE KIRKES HISTORIE VII
og sovesale. Kvinderne skal have eneværelser,
og det ikke kun for deres bønslivs skyld, men
netop for ikke at forføre hinanden. Som før
nævnt dannede Th ora Esche sine hjem ud fra
familiemønstret. Vi bemærker også, at det
netop hedder ”Hjem”, og i et hjem er man en
familie. Man er en familie og skal uddannes til
en familie. Det uddannes man til ved netop at
være i en familie.
Th ora Esche selv indtog faderrollen i familien.
Senere, da hendes hjem blev virkelig
store, indrettede man små familieenheder.
Det var fuldt bevidst, at Th ora Esche brugte
familiestrukturen. Hun ønskede ikke en
uværdig uniformering, som hun havde set i
udlandet. Hun ønskede ikke sovesale med
gitter for vinduerne, men små nette og hyggelige
eneværelser med potteplanter og nips.
Hun ønskede ikke tvangsanbringelser, men
frivillighed. Hun blev tvunget til at indføre en
”Betænkningsstue” for ikke at få sparket alle

døre og vægge ned i huset, men der var man
kun så længe, man ville, og man fi k al mad
serveret, dog ikke eftermiddagskaff e.
Th ora Esche ønskede ikke at overbelaste
søstrene med lange prædikener og religiøs litteratur.
Lang morgenandagt, kort aftenandagt
måtte være nok, og der blev læst højt af verdslig
litteratur om aftenen. Th ora Esche fulgte
op på sine kvinder, sendte dem breve og holdt
kontakt med dem.
Th ora Esche havde ingen uddannelse
og kunne intet, da hun blev opfordret til at
blive forstander for et Magdalene-hjem, men
i løbet af kort tid lærte hun sig husholdning
og vask. Indtil da havde hun selv kun vasket
sine egne kniplinger. Hun lærte sig at sy og sy
sko, ellers kunne hun jo ikke oplære andre i
de fag. Senere fi k hun også indført et bogbindingsværksted.
Da Th ora Esche var i Holland,
opfordrede forstanderinden på det hjem, hun
besøgte, hende til at tage til Berlin og lade sig
oplære af en derværende gynækolog for at skåne
kvinderne for de gynækologiske behandlinger
af mandlige læger, sikkert i forbindelse
med kønssygdomme, som de skal igennem.
Th ora Esche veg tilbage, men da hun kom
godt i gang med arbejdet forstod hun, hvor
vigtigt det er at skåne kvinderne, og hun lod
sig derfor oplære, så hun selv kunne behandle
kvinderne.
Det var svært at få medarbejdere til dette
arbejde. De mest stabile var portneren og hans
kone samt kusinen Lucie Grundtvig. Men
Th ora Esche forlangte også mere end fromhed
og velmenenhed fra sine medhjælpere, og det
kunne være svært at skaff e de rigtige folk, ligesom
det kunne være svært at få kvinderne
i huset hos de rigtige mennesker. Besøgende
på Magdalene-hjemmet på Jagtvej undrede sig
over, at der var en mandlig portner og forskellige
mandlige håndværkere, men når det skulle
være et hjem så tæt på, som et hjem kunne
være, måtte der også være mænd, som der jo
var det ude i virkeligheden. De kvinder, der
kom på Magdalene-hjemmet, skulle ikke bare
19
komme fra bordellerne. Th ora Esche ville selv
vurdere, hver enkelt, løsgænger i faget skulle
også kunne reddes.
Baggrunden for Magdalene-hjemmene skal
fi ndes i loven om bordeller af 10. april 1876.
Ifølge den skulle en kvinde, der blev grebet i at
modtage penge for en seksuel ydelse to gange,
kunne henvises til et arbejde. Ellers blev hun
tvangsanbragt på et off entligt bordel. Man
bemærker, at redningsarbejdet var i gang, et
halvt år efter loven blev indført. De var ikke
bare vakte, disse præster, de var opvakte, hurtige
og tilstede.
Th ora Esche og alle kvinderne omkring
hende - 420 - samlede underskrifter mod den
lov, og de bad om at få den afskaff et, og de bad
om, at man samtidig måtte skabe et værnearbejde
for ungdommen. Loven blev afskaff et i
oktober 1906, og, som Th ora Esche skriver,
blev intet indført ”der kunne dæmme op for
det dyriske i menneskenaturen, endsige noget,
der kunne værne og skærme de unge”. Det var
lige akkurat derfor, der var så stor brug for arbejdet
blandt de faldne kvinder i 1906. Nøden
blev stor, da bordellerne lukkede og direkte
sendte kvinder ud på gaden. Det er her Ellen
Schepelern kommer ind i billedet i Århus.
Th ora Esche blev snart klar over, at det ville
være vigtigt at segregere. Det var ikke uden
videre godt, at en 16-årig var sammen med de
ældre kvinder. Th ora Esche var selvtænkende,
begavet, kærlig og arbejdsom, og det er et stort
held, at hun blev skaberen af og tænkeren bag
det tidlige sociale arbejde i Danmark.
Køn
I dag kunne vi mene, at disse kvinder fi k afl øb
for deres lesbiske orientering i den måde, de
indrettede sig på i deres hjem. Men netop i
de åndsbårne vækkelser er kærligheden meget
større og anderledes, end en senere materialistisk
og victoriansk tid lader os ane. Homoseksualiteten
er ikke på den tid udviklet som
en negativ bestemmelse i forhold til heteroseksualiteten.

Sex til salg. Billedet viser det sidste lovlige bordel. Det er taget dagen før loven, der forbyder legal prostitution,
træder i kraft. De prostitueredes uniform er en hvid særk, hvorimod bordellets indehaversker er sortklædte. Bordellet
lå i Didrik Badskjærs Gang, som er saneret væk, men lå mellem Grønnegade og Store Regnegade
FOTO: KØBENHAVNS BYMUSEUM
Det skete først, da videnskaben i kølvandet
på Darwin og Mendes begynder at klassifi cere.
Det, som kunne være et gode på det sociale
plan, nemlig at man blev i stand til at segregere,
adskille og derved give en bedre behandling,
det bliver på mange andre områder til
diskriminering, hvad racer og køn angår. Når
videnskaben overtager verden på denne måde
og fortæller menneskets historie som biologi,
bliver netop biologien det, der bestemmer
mennesket. Når vi ikke er skabt af Gud og i
hans billede, når der skal fortælles en anden
historie om os, sættes vores skæbne af, hvem vi
er efter vores seksuelle præferencer og målene
på vores kæber. Så kan man ellers segregere os.
Det var det, der endte med det 20. århundre-
20
des udryddelseslejre over hele verden.
I Jens Andersens store H. C. Andersen bog
er der en gennemgang af mandekærlighed, og
en tilsvarende kunne skrives om kvinder, hvis
de ellers havde nogen interesse, hvad de ikke
har i den romantiske tænkning.
Man mente ikke, kvinder havde nogen
form for seksualitet. Den havde de godt og
grundigt deponeret i deres moderskab. Bevares,
de tålte tilnærmelser, men de ville i
grunden helst være fri. Udviste kvinder nogen
form for seksualitet, drejede det sig om sygelig
nymfomani. Kvinderne kunne, fordi vækkelserne
havde sin egen inderlige og fromme
retorik, blive ved med at dyrke de inderlige
venskaber langt længere tid end mændene. De

havde som seksualvæsener været usynlige i romantikkens
verden. Det blev deres store held,
da darwinismens fælde klappede sammen om
mændene. Da Edward Collin udgav H. C.
Andersens brev til ham efter Andersens død,
var tiden sådan, at han måtte skære kraftigt i
de saftige kærlighedsbreve for ikke at komme
under mistanke for homoseksuel adfærd. 30
år tidligere kunne de sagtens være udgivet.
Kvinderne var så at sige fredede af vækkelsernes
inderlige fromhed og det, at de havde
været usynlige i verden.
Når Edel Liisberg (se nedenfor) i tiden
1909 og frem kan skrive, hvad der kunne
læses som glødende kærlighedsbrev til Gerda
Mundt, og ikke mindst Gerda Mundt kunne
udgive dem i 1930, er det, fordi den åndsbårne
inderlighed hører med til vækkelserne. Måske
er det lidt sent at udgive de breve i 30’erne
på et tidspunkt, hvor man er begyndt at læse
med Freud i baghovedet, for Gerda Mundt
understreger, at hendes og Edel Liisbergs forhold
er som mor og datter. Der var kun ti års
aldersforskel.
Jeg lever med dig i Tankerne og længes meget
efter dig. Det kom vist egentlig frem, da du skrev
om din gamle Onkels Død og Hellebækhuset, ja,
det var det sidste, som fi k noget af det gamle, som
altid lever derinde, saa underligt frem – og mine
Tanker søgte ligesom dine frem og tilbage, og noget
i mig sagde, hvornaar faar du Lov at komme
hjem til Gerda? For mit Hjem er og bliver hos
dig, og vil Gud give os Lov, saa er jeg nok med,
naar Hellebækhuset skal indvies til Hans Brug
og Ære. – Ordet Hellebækhuset lukkede op for de
mange, mange Minder, hvori du er med, og jeg
føler, hvor underlig Gud har knyttet os sammen.
Gerda Mundt skriver om deres relation:
Min Moder døde et Aar efter, at Edel havde
faaet Hjem hos os. Jeg har altid været taknemlig
over, at de to fi k Lov at kende og holde af hinanden.
For min Fader var Edel Liisberg, lige til
han i den høje Alder af næsten 92 Aar gik bort,
som en kær Datter; ofte har hun hjulpet ham og
vist ham Lyset fra oven. Han var hende, ikke
21
Gerda Mundt (1874-1956). Politiker, der brugte
demokratiet lige fra det blev åbnet for kvinder i
kommunalbestyrelser og værgeråd. Var engageret i
meget kristensocialt arbejde, KFUK, settlement mm.
Hun var i alle årene på listen over Kvindehjælpens
anbefalere og støtter. GM havde den længstvarende
politiske karriere for en kvinde i første halvdel af det
20. århundrede.
FOTO: DET KONGELIGE BIBLIOTEK
mindst paa sine gamle Dage, saa taknemmelig
og sagde ofte: ”Tak, Edel, fordi du hjælper mig!”
– naar hun havde drevet Mismod og Tvivl paa
Flugt og hjulpet Troens Sol til at skinne!
For mig blev hun næst efter mit Barndomshjem
Livets skønneste og rigeste Gave. Hun
lukkede op for skjulte Kræfter i mig, fordi hun
trængte til det bedste, det dybeste, jeg kunne give;
hun gav mig Mod til at blive mig selv, fordi hun
troede på mig; hendes rige, dybe Kærlighed lyste
og varmede som en Sol. Aldrig kan jeg holde op
med at sige Gud Tak for, hvad han gav mig i
hende.

Det retoriske niveau i de vakte kredse var
meget højstemt. Pastor Asschenfeldt-Hansen
var kendt for at sige kære til alle mennesker.
Det var gået ham i blodet, så han efter et præstekonvent
spurgte ”Har nogen set min kære
hat”.
Kvinderne fi k betydning i vækkelserne. De
bar vækkelserne frem. Her fandt de den åndelige
kærlighed, som det kunne stå lidt skralt til
med ude i det virkelige liv. Her fi k de betydning
som individer og betragtede ikke sig selv
som rugemaskiner på to ben.
Emancipering
Det blev af betydning for de kristne sociale
bevægelser, vi har med at gøre, at de med tiden
glemte omvendelsesdimension hos de
kvinder, de redder, og også selv glemte at være
åndsbårne og karismatiske. Th ora Esche havde
ret, når hun sagde til pastor Frimodt, der
undrede sig over hendes hænders udseende efter
skosyningskurset: ”Det er nok bedst, at jeg
kan det, som Pigebørnene skal lære”.
Alligevel er der en selvmodsigelse i disse
vakte kvinders arbejde. De arbejdede på, at
andre skulle kunne opfylde en plads i tilværelsen
som huslige mennesker, helst som hustru
og mor, men hvis ikke, så som tjenestepiger,
mens de selv indrettede sig som professionelle
prædikanter, som socialarbejdere og ikke
mindst som ugifte. Vist var man demokratiske,
vist så de en Guds skabning i selv det
værste skumpelskud, og de vil arbejde sig ihjel
for at hjælpe på den nød, de mødte. Samtidig
er de netop på vej ind i en emancipation, som
først og fremmest gælder dem selv. Når det
ikke stod klart for dem, kan grunden være, at
mange af dem kom fra brudte hjem. Tanken
om det tabte paradis overskyggede alt.
Th ora Esche og Edel Liisberg var begge
skilsmissebørn og havde lidt meget under det.
Th ora Esche havde endda mistet sin elskede
ungdomsven, som ikke måtte gifte sig med en
datter fra et skilsmissehjem. J.C. Berthelsen,
der var Fredehjems første formand, havde op-
22
levet, at hans hjem var blevet opløst, da han
var fi re år på grund af faderens død. Moderen
blev sindssyg ved at blive ladt alene med 12
børn. Børnefl okken blev delt ud til slægt og
venner. For disse tre var der ingen tvivl om, at
en rigtig familie var en utopi, som man måtte
tilvejebringe. Det var deres længsels mål.
Det var familien, der kunne redde et menneske
fra fortabelse. Den var tillige grundstammen
i samfundet, sådan som Ellen Schepelern
så det. I overklassen har man været
påvirket af romantikkens vidtspændende kærlighedsbegreb
og tillige af den herrnhuttiske
lighedstanke, her er familiebegrebet udvidet
til at omfatte alle med den samme tro. Man er
brødre og søstre.
Der er en tydelig kvindebevidsthed i de
københavnske vækkelseskredse - en kvindebevidsthed,
der rækker et godt stykke ind i
emancipationen. Det er ikke tilfældigt, at den
danske diakonissestiftelse er med i optoget,
der takker kongen for valgretten i 1915.
Mange af de vakte havde deltaget i Keswickmøderne
i Nordengland. Det var møder, der
var åbne for alle kristne, og som var helliggørelsesmøder.
De var typisk påbegyndt af et
amerikansk kvæker-ægtepar, R.P. og Hannah
Smith. Mange af de sekter og frikirker, der opstod
i vækkelsesstrømmen i 1800-tallet, blev
ledet af karismatiske kvinder. Disse kvinder
og deres arbejde i kristensocialt arbejde bliver
begyndelsen på kvinders selvstændige og uafhængige
arbejde. Kvinderne øver sig så at sige
her i ledelse, strategiplanlægning og demokrati.
Arbejdet med bestyrelserne og støttekredsen
er en vigtig del af det første kristne sociale
arbejde, fordi det var her, man forankrede det
sociale, kristne arbejde i frivilligt arbejde, og
her man skaff ede midlerne. Kvinderne øvede
sig også på demokrati i det kirkelige. Allerede
i 1903 fi k de stemmeret til menighedsrådene,
i 1904 til skolebestyrelserne, i 1905 til de nye
værgeråd og i 1908 til kommunalpolitik.
For at være med i bestyrelsesarbejdet skulle
man være frelst. Man kunne endog blive af-

krævet en skriftlig bekendelse, sådan som det
skete for Kvindehjælpens Troels Smith, der var
formand efter Ellen Schepelerns død i 1938
til sin egen død i 1940. Han måtte skriftligt
erklære, at han var personligt frelst. Bestyrelsen
var sammensat af kvinder fra borgerskabet
og adskillige præster. Frederik Schepelern sad
i Ellens bestyrelse. I begyndelsen var Th ora
Esche også med, fordi arbejdet blev betragtet
som en del af hendes Magdalene-arbejde. Det
samarbejde ophørte i 1909.
Hvor fi k de pengene fra?
De første pionerer var i netop økonomisk henseende
ladt i stikken. Jo vist måtte søster Marie
Johanne udvide sit Magdalene-arbejde for
sin bestyrelse, hvis hun selv skaff ede pengene,
og det var med til at slide Th ora Esche ned, at
hun skulle rejse på turne med sin fortælling
om de faldne kvinder for at få midler.
Th ora Esche fi k i øvrigt overhovedet ikke
løn. Da hun på et tidspunkt brød sammen
og blev rådet til halvandet års rekreation i
Schweiz, anede hun ikke, hvor hun skulle få
penge fra. Vilhelm Beck, indremissionsk høvding,
skrev til hende, at hun bare skulle tage af
sted, ”Vi hellige betaler”.
Ellen Schepelern begyndte sit arbejde i sine
egne stuer og med udlæg fra sin egen husholdningspung
på 300 kr. 30 år efter var hun,
hvad vi i dag ville kalde koncernleder. Måske
brød Ellen Schepelern med Th ora Esche og
Magdalene-arbejdet, fordi hun ville have sine
egne indsamlinger. I hvert fald begyndte hun
den første landindsamling blandt præstekoner
i 1909. Den sidste store landindsamling
var i 1943. Da var Ellen Schepelern død og
foreningen og samfundet et helt andet sted.
Riisvangen kunne bygges for den indsamling
og blev det, men post festum, for der var ikke
længere brug for mødre- og spædbørnehjem,
da man endelig fi k det bygget i 1952. Under
krigen havde samfundet slidt alle de kristne
sociale institutioner i bund. Mødrehjemmet i
Elev havde været overbelagt. Derfor var det, at
23
man ville bygge Riisvangen og altså samlede
ind under krigen og nøden. Det var også i forbindelse
med denne landsindsamling og dette
byggeri, at vi læser om den forargelse, der hele
tiden havde fulgt kvindearbejdet. En aalborgensisk
kordegn skriver for egen regning, da
han sender pengene, om det nu også kan være
en kristelig opgave at samle ind til tyskertøser.
Og der var en del forargelse over, at der på
Riisvangen var håndvask på alle værelser.
J.C. Berthelsen rejste rundt og prædikede
og fortalte om Fredehjemsarbejdet. Som en
anden Paulus oprettede han kredse blandt de
vakte rundt om i landet. Der var små indsamlingsbøger,
som man kunne skrive sine bidrag
ind i. For alle disse 10-ører og 25-ører købte
han i årenes løb sammen med sin bestyrelse
store gårde med pragtfulde beliggenheder.
Handbjerg fi k han nu foræret.
Ellen Schepelern kunne meget, men hun
kunne ikke tage på prædiketurné. Hun sørgede
så for at få store landsindsamlinger sat
i gang. Det var ikke altid lige let. Gerhard
Schepelern, hendes nevø, fortæller, at hun
blev siddende i ministeriet hele dagen, indtil
ministeren lod hende komme ind. Hendes
norske, høje og klare stemme trængte igennem
væggene. I Viborg kunne hun tømme
gaderne bare ved at vise sig. Hvis man ikke
lige havde lyst til at skænke et eller andet til
stiftsprovstindens kvindehjælp, var det med at
komme rundt om hjørnet.

Edel Liisberg (1885-1923)
FOTO: GERDA MUNDT: EDEL LIISBERG
24

Edel Liisberg
Edel Liisberg, der var sekretær for Ellen Schepelern
fra 1909 – 1913, havde en karismatisk
og smuk tilgang til de piger og kvinder, som
Kvindehjælpen var til for, men det var klart, at
for hende var det et trin på vejen i hendes karriere.
Hun ville arbejde i KFUK i København.
Hun er himmellykkelig, når hun har holdt
bibeltimer og andagter på stævner rundt om i
landet. Men psykologien interesserede hende
også, og selv om hun kun var 24 år, da hun begyndte
som sekretær i Kvindehjælpen, havde
hun indsigt og forståelse, men hun blev sat på
en hård prøve:
Ja, U. (som Frk. Esche bad sig fri for), som nu
en af Dagene kommer ud til Sindssygeanstalten,
fi k Bersærkergang i Gaar Aftes, blev om Aftenen
saa desperat, at hun hævede sin Haand for at
slaa mig og lovede ”at plante Vandstellet og alt
det andet Møg lige i Synet paa mig, saadan en
Djævel, jeg var!”- Først kl. 1 endte det med, at
hun bøjet gik stille ind med sit Natttøj, sank om
paa Gulvet og hulkede! – Endelig faldt ogsaa jeg
i Søvn. Saa vækkes jeg i Morges af et Kæmpebulder,
farer op, hører Løben i hele Huset, Lyd af
mange Ruder, der knuses og falder ned, det ene
Slag efter det andet, Raab og Skrig, midt i det
hele: ”Saa, nu kommer Kakkelovnen,” og saa et
Bulder og et ubeskriveligt Spektakel! – Da jeg
kom derop (klædte mig hurtig paa), ser jeg Gavlværelset
paa 2. sal: alle 4 Fyldinger ude af Døren,
den ene Karm splintret, alle Ruder knust og
hele Korset i Vinduet splintret, Jernsengen bøjet
fuldstændigt og Kakkelovnen i smaa Skaar, baade
Rør og alt; det halve paa Gulvet, det øvrige
+ Bohave i Gaarden, hvor det var gaaet gennem
Halvtaget i Gavlen. Gips, Kalk, Glas, Vand, Bohave,
grædende Medhjælperinder, Pigerne delt i
to Partier, hvoraf Minoriteten var god, Majoriteten
fuldstændig vild og besat i Haven, leende
som halvgale af det hele – og Pigen, ja hun vilde
utvivlsomt i Middelalderen være blevet brændt
som Heks – aa, Gerda – træt var jeg ovenpaa den
sidste Batalje og saa vækkes af dette.
25
Vi får gennem Edel Liisbergs brev god indsigt
i dagligdagen i Kvindehjælpen i de første
år. Om natmissionen skriver hun:
Dit brev traf mig i Morges paa Sengen, for
første Gang her paa Hjemmet tog jeg det med
Ro en Morgen, men jeg kom også sent hjem fra
Værtshusmission i Nat og havde Hovedpine i
Gaar. Det var en god Aften, vi (Fru S. og jeg
og to andre) var inde mange Steder, og kun to
Steder nægtede de os at synge og uddele Blade. Jeg
kender ikke til at være bange saadan en Aften,
det er, som om Jesus giver mig en Frejdigheds-
Rustning paa. Han hjælper. – Nu til Slut noget
godt: Lad mig blive som et friskt Skud paa dit
Navn, Ps. 72, 17. Lad mig gaa ind i dine Helligdomme
og give Agt, Ps. 73, 17. Lad mig holde
mig nær til dig, Ps. 73, 28. Lad min Vej blive
i Hellighed, Ps. 77, 14. Lad mig gaa frem fra
Kraft til Kraft, Ps. 84, 8, og Ps. 86: Miskundhed
og Trofasthed – Retfærdighed og Fred skal
mødes. Dig hører Dagen til, dig også Natten,
Ps. 74, 16.
Og om svære tilfælde: Det er Søndag Aften,
her har været stille og godt, men meget med Mennesker,
i Morges maatte jeg ud paa St. Josefs Hospital
til lille K., der længe har ligget derude af
Mavekatarrh, men som nu i 14 Dage har ligget
med 40 Gr. i Feber, - endelig i Dag har det vist
sig at være en meget alvorlig Typhus, tvivlsomt
om hun overlever den. Jeg er et Par Gange blevet
kaldt derud pr. Telefon, hun er rørende i al sin
Kærlighed; de fortalte mig, og Gerda, mit Hjerte
fyldtes med Tak til Gud, at hun baade Dag og
Nat taler om ”sin anden Mor.” - ”Jeg kan ikke
undvære hende” siger hun, ”jeg har jo ingen anden
Mor;” hendes egen Mor lever, men hun hører
næsten aldrig fra hende. Vi talte saa roligt om
Døden, hun siger: ”Jeg véd, at Gud er hos mig;”
jeg har været der daglig de tre sidste Dage; i Dag
kneb det, hun græd, men er dog saa tryg som et
Barn – og forunderligt er det af faa Lov at bringe
Glæde, fremkalde et Smil, gøre en lille syg glad.
Jeg lovede hende i Forgaars, at jeg vilde komme
igen i Gaar, og om Natten laa hun og snakkede
om: ”jeg véd, hun kommer igen i Morgen.” – det

er saa stor en Glæde for mig at være noget for
hende.
Jeg er rask og godt ved Kræfter. Faar saa mange
Planer og Tanker. Du skal faa dem, naar de
er født.
Jeg har haft en gruelig drøj Uge, i Seng ved 1-
1½ Tiden, og meget Arbejde, men det gaar godt.
Landsindsamlingen giver mig Hestearbejde, jeg
sidder i Skrivelser til Amtmænd, Biskopper o.s.v.,
o.s.v. til op over Ørene.
Om sekretærarbejde: Det er knusende morsomt
at forberede en Landsindsamling, men et
vældigt Slid! – Der skal skrives 4 Artikler til alle
Bladene, c. 300. Henvendelse til c. 1100 Præster
(København undtagen), til de 400 K.F.U.K., til
alle Sognefogeder (et Par Tusind), til alle Skolelærere
og –lærerinder (c. 10,000), til alle Ledere
af de grundtvigske Foreninger, af Dansk Kvindesamfund
o.m.a. I alt skal 50,000 Konvolutter
ekspederes. Det gaar Slag i Slag. Den 4.-5.
December skal det være.
Om opdragelse: Jeg havde L. i Forhør forleden
Aften, hun hører til de haardeste Benægtere,
det ved vi af hendes Papirer. Jeg krydsede hende
igennem paa alle mulige Maader, langt om længe
”kunde hun ikke rigtig huske,” saa vidste jeg,
at jeg havde hende, men først 11½ tilstod hun,
at hun havde baaret Brænde op paa Loftet for
at stikke Ild paa Søndag Aften. Jeg tror nu, hun
er defekt, men om disse Defektheder er medfødte
Mangler, eller de er fremkommet gennem en saa
negativ Opdragelse, som hun har faaet, vil jeg
saa gerne fi nde ud af. I sidste Tilfælde synes jeg,
vi bør beholde hende og, efter en straf, bygge op.
Faderen er Drukkenbolt, Moderen døde, da hun
var 9 Aar efter at have været sengeliggende i 4-5
Aar. Der er blevet taget meget haardt paa hende
– kunde vi nu faa Lov at bygge op. Den Aften,
jeg forhørte hende, lod jeg hende betænke sig et
Par Gange og bad for hende. Jeg sagde til Gud,
at han maatte lade hende tilstaa. Og hun gjorde
det.
26
Pastor Asschenfeldt-Hansen (1856-1934)
FOTO: FREDEHJEM 1906-1931
Fredehjem
Fredehjem har ligesom Kvindehjælpen sin
egen skabelsesmyte. Den lyder sådan i Asschenfeldt-Hansens
erindringer:
Under min Nissumtid havde jeg endnu en
glædelig Oplevelse, idet jeg fi k Lov at være med
ved Iværksættelsen af det saakaldte ”Fredehjemsarbejde”,
dette Arbejde, der sigter paa at hjælpe
dem, der ikke er fuldt normale uden dog at
kunne kaldes ligefrem aandssvage. Det er særlig
de unge Kvinder, vi til at begynde med gerne
vilde tage os af, thi saadanne unge Kvinder
kan ikke værne sig selv overfor samvittighedsløse
Mandfolks Efterstræbelser; de bliver som
regel et let Bytte for Usædelighed og faar ofte en
Del uægte Børn, der er ligesaa ringe udrustet.
Det kan fortsættes i en sørgelig Kæde fra Slægt
til Slægt, hvis ikke der ”fredes” om disse Stakler.
Ogsaa Fredehjemsarbejdet er udsprungen fra

den barmhjertige Hyrdes, vor Frelsers, Medynk
med de forkomne. At Fredehjemssagen blev sat
i Gang, foranlediges udvortes set ved et Møde
mellem Magdalene-hjemmets daværende forstanderinde,
Frk. Th ora Esche, og mig på Hellerup
Station en Morgenstund. Jeg var den Gang
Præst paa Østlolland, men var paa Rejse og gik
just den Morgen og var trykket ved Tanken om
en noget abnorm Kvinde dernede paa Lolland,
der havde født tolv uægte Børn, alle ikke fuldt
normale. Medens jeg gik og overvejede just dette
under Bøn og tænkte over, hvad der dog kunde
gøres for saadanne Stakler, kom Frk. Esche ind
paa Stationen, og da vi kom i Tale med hinanden,
viste det sig, at hun i samme Stund just
havde været fyldt med de samme Tanker. I sin
Gerning paa Magdalenehjemmet havde hun
ofte truff et saadanne Piger, der ikke kunde følge
med de mere normale; og lod hun dem fare, faldt
de lige straks i Synd og Skam. Baade Frk. Esche
og jeg havde i Forvejen Hænderne fulde af Arbejde
for Guds Rige paa andre Omraader, saa vi
kunde kun i ringe Grad selv tage os af dette nye
Arbejde, men vi følte dog dette vort Møde som
et bestemt Kald fra Herren om at faa Sagen sat
i Gang. Blandt de Venner, vi fi k med i Arbejdet
for denne Gerning, var ogsaa Pastor Berthelsen,
den Gang paa Harboøre, og han blev en trofast
Formand for Udvalget og staar på den Plads den
Dag i Dag.
Som man ser, mødes de rent tilfældigt på
Hellerup banegård. De går i hver deres tanker,
men det viser sig, at det er de samme ting, de
tænker på. Så møder de hinanden og fortæller,
hvad de tænker, og således ved konsensus ved
guddommelig indgriben bliver dette arbejde
sat i gang. Myten om banegårdsmødet viser,
at der er tale om et kald fra Gud. Sådan vælger
man paver, sådan blev den græske oversættelse
af bibelen til, 70 mennesker tænkte det samme.
Sådan griber Gud ind. Men vi bemærker
os lige ved samme lejlighed, at Asschenfeldt-
Hansen får anbragt en socialdarwinistisk begrundelse.
Vi kan ikke fylde samfundet op
med så mange dysfunktionelle mennesker.
27
Hvad Gud siger til det? Ja, han sender Th ora
Esche og Asschenfeldt-Hansen.
Th ora Esche kender vi. Asschenfeldt-Hansen
er en af de præster, der dukker op overalt
i disse år som initiativtager. Når vi ser på noget
af alt det, han har været med til, begynder
man at forstå, hvor stærk den indre missionske
vækkelse blev. Asschenfeldt-Hansen kunne
ikke selv påtage sig Fredehjemsarbejdet,
fordi han netop selv samme år ved siden af sit
sognepræstearbejde var forstander for det nye
lærerseminarium i Nr. Nissum, som skulle
forsyne landet med indremissionske lærere.
Han var med til at opbygge diakonhøjskolen
i Århus. Han var med til at opbygge Rønde
Kursus, der skulle gøre det muligt for missionske
unge bønder at tage studentereksamen og
blive præster. Når man slår Asschenfeldt-Hansen
op i Nedergaards præste- og sognehistorie,
er han den, der er fl est sidehenvisninger til.
Derudover skrev han i en lind strøm folkeligt
og fromt. Det er altså to særdeles karismatiske
personer, der tænder gnisten. De indbyder til
et møde 25. april 1906, og her nedsættes bestyrelsen.
Det første, man gør, er med hjælp
fra en kredslæge at udsende spørgeskemaer til
alle sogneråd i hele landet for at fi nde ud af
behovet. Svarene viser, at der er 561 kvinder,
der kan passe på beskrivelsen. Man begynder
så en brainstorming-fase, og den 17. oktober
1906 beslutter man på et møde på Bethesda i
Århus at kalde sig bestyrelsen for Fredehjem.
Det vil sige et hjem, hvor man vil frede om
piger og unge mænd (det med mændene står
kun engang i de allerførste overvejelser).

Regler for optagelse og
ophold paa Fredehjem
”Fredehjem” antager sig ulykkeligt stillede,
ikke fuldt normale unge Kvinder,
som ikke retteligt hører hjemme andre
Steder. Aandssvage og Sindssyge, som
afgjort hører hjemme paa Aandssvage-
og Sindssygeanstalter, modtages ikke,
saa lidt som normalt begavede faldne
eller vanskelige unge, der hører hjemme
paa Redningshjem og Opdragelsesanstalter.
Men ”Fredehjem” er bestemt for saadanne
unge Kvinder og Sinker, som paa
Grund af ringe Evner og svag Karakter
eller som Følge af Vanrøgt eller andre
hæmmende Forhold staar tilbage for deres
jævnaldrende, og som derfor er ude
af Stand til at klare sig selv og vanskeligt
kan være hjemme eller anbringes i privat
Tjeneste eller paa Fattiggaardene.
Det er saadanne, som ofte gaar som
Skumpelskud, og som ofte bliver et let
Bytte for Usædelighed med sørgelige og
dyre Følger for dem selv og Samfundet.
Navnet ”Foreningen for Fredehjem” lader
man senere indregistrere, fordi der i løbet af
en årrække er kommet adskillige Fredehjem,
som intet har med foreningen at gøre, men
som har taget navnet som en typebeskrivelse.
Disse hjem vil man ikke tages til indtægt for,
og derfor lader man sig indregistrere med navnet:
Foreningen for Fredehjem. I dag ville vi
mene, at det var fl ot, at man her havde fundet
et koncept, andre tog til sig.
Det bliver snart klart, at det må blive pastor
Jørgen Christian Berthelsen fra Harboøre, der
må overtage formandsposten, da Asschenfeldt-Hansen
som nævnt overtager rektorposten
på Nr. Nissum seminarium ved siden af
28
sit præstekald i Nr. Nissum. Det var et godt
valg Berthelsen var en solid og stærk teolog.
Han havde i sin studietid i København spillet
violin og roet en del og havde holdt til i den
nye Jesu kirke i Valby, hvor han havde hørt en
af københavnervækkelsens stærke personer,
Henry Ussing, som prædikant. Her sang han i
kirkekoret. Han havde en smuk baryton. Selv
om Berthelsen altså fandt sit ståsted ved Ussings
prædikener og i det hele taget havde meget
at gøre med den københavnske vækkelse,
var det alligevel Indre Mission i den tunge pietiske
form, der blev hans ståsted og først ved
mødet med den blev han omvendt. Det var
her, han hørte hjemme, ude på landet, og Berthelsen
kom i 1901 så langt ud på landet, som
man kunne komme, nemlig til Harboøre. Og
han kom ikke efter den herostratiske berømte
Carl Moe, der var blevet landskendt ved de
helvedesbegravelsestaler, han havde holdt, da
26 fi skere var druknet. Efter Carl Mou var der
kommet en helt anden præst, nemlig Anton
Jensen, der i 1899 kom til det af helvedesprædikener
kuede sogn. Han ville give sognet et
lettere liv, blandt andet ved et folkebibliotek.
Det brændte ved lynnedslag. Carl Moe takkede
Gud i aviserne, og Kristeligt Dagblad tog
det som et sikkert tegn på, at pastor Jensens
oplysning ikke duede.
Jensen blev mere og mere trængt. Han
holdt foredrag om apokatastasis-læren, der
går ud på, at alle mennesker frelses ved Guds
kærlighed. Men så blev han også fyret i 1901.
Det var her, de havde brug for en besindig og
solid teolog. Det fi k de i pastor Berthelsen.
Han blev med tiden medlem af Indre
Missions bestyrelse. Selv om J.C. Berthelsen
skrev masser af breve, har det været umuligt at
fi nde nogen brevsamling efter ham. Hans datter,
Constance, begrundede det med, at hans
breve var så fyldte med skriftsteder, at det personlige
forsvandt, og man derfor ikke havde
lyst til at gemme brevene. Det var i det hele taget
vigtigt i de kirkelige taler at tage udgangspunkt
i bibelsteder. Bibelen var grundlaget for

menneskelivet i bogstavelig forstand, den var
så at sige manualen. I den form for bibelfundamentalisme
var det imidlertid ikke bibelen,
der var den stærke part. Man bøjede den efter,
hvordan man nu lige kunne bruge den.
Det kunne der komme ret muntre virkninger
ud af, som da pastor Bjørndal, medlem af
bestyrelsen, til Østergaards indvielse talte ud
fra Højsangen 8, 8-9: ”Vi har en lille søster
…. Hvad skal vi gøre med vores søster?”. Der
hvor prikkerne står, altså det pastoren udelod,
er ”hun har så små bryster”.
Man tager et billede fra en tekst, der handler
om kærlighedens paradistilstand, der hvor
alt er skønhed og kærlighed og bruger den om
det, man i samme årsskrift med et sært ord
kalder skumpelskud. - Fredehjemspigerne var
ikke små piger uden bryster, tværtimod. Det
siger noget om vækkelsens mennesker, det
siger noget om, hvad de længtes efter, hvad
der var deres anliggende, men vi forstår også,
hvorfor de op i det 20. århundrede blev ugleset
af næste generations nøgterne og videnskabelige
teologer, der simpelthen ikke kunne
acceptere den hujende og bornerte skalten og
valten med bibeltekster. Der blev sat nogle
skarpe skel i det kirkelige landskab, måske for
skarpe.
Der skulle gå nogle år, inden Foreningen
for Fredehjem fi k købt den første ejendom.
Den kom ikke til at ligge i Vestjylland, men
på Sjælland. Det var ikke nemt at fi nde personale.
Der var trods alt ikke overvældende
mange, der ville ofre deres liv på forsorg for
andre uden løn, i hvert fald ikke med minimumsløn,
og alligevel endte Berthelsen ligesom
fru Ellen med en mindre koncern.
Berthelsens koncern bestod af herregårde
eller store gårde, for de, der søgte Fredehjemmene,
var unge fra landområderne, dvs. hvis
vi tror, at det var små purunge piger som hende
fra landet i Højsangen, der endnu ikke har
fået bryster, tager vi fejl. Det kan vi læse i en
beskrivelse fra 1928 skrevet af en læge inden
for åndssvageforsorgen, dr. H.O. Wildenskov.
29
Fra Fredehjems side var det af afgørende
betydning, at de kvinder, man tog ind på
Fredehjemmene, ikke hørte under den kategori,
som åndssvageforsorgen tog sig af.
Alligevel er man i konstant dialog med lægerne
inden for åndssvageforsorgen. Pastor
Berthelsens datter, Constance, kan huske, at
hendes far var i polemik med dr. Wildenskov
fra de kellerske institutioner om betimeligheden
af at tvangssterilisere pigerne. Desværre
fi ndes korrespondancen ikke mere, men
der er fundet et lille skrift fra 1928, der hedder
”Er Fredehjemmene aandsvagehjem”.
Wildenskov har undersøgt samtlige kvinder
på hjemmene samt de, der var udskrevet fra
Østergaard, og han konkluderer efter en
gennemgang af alle de kvinder, der opholder
sig på Fredehjem:
Paa Grundlag af ovennævnte Intelligensundersøgelser,
Journalafskrifter og Oplysninger om
de udskrevne Patienter, formener jeg, at man med
fuld Føje kan karakterisere Fredehjemmene som
smaa Aandssvageanstalter. For dansk Aandssvageforsorg
betyder Oprettelse af Fredehjemmene et
Skridt fremad mod Maalet: Tilsyn med og Beskyttelse
af Aandssvage, som ikke paa egen Haand
kan opfylde Samfundets Fordringer. Trangen til
Fredehjem er stor, og man maa haabe, det maa
lykkes Bestyrelsen at udvide den samfundsnyttige
Opgave, den her har paabegyndt.
Selv om vi i dag ikke er så forelskede i den
positivisme, der ligger bag intelligenstestene,
giver Wildenskovs undersøgelser et godt fi ngerpeg
om, hvordan de kvinder var, der blev
indskrevet til Fredehjemmene. Vi bemærker
os endvidere, at kvinderne altid i Fredehjems
årsskrifter omtales som Piger. På den tid var
ordet pige forbundet med stilling. Man kunne
være en gammel pige, en pige i huset eller på
en gård. Der er altså tale om en stillingsbetegnelse,
men også en social gruppebestemmelse,
og det pigerne lærte på hjemmene var
da også netop knyttet til det huslige arbejde,
især på landet. Det er vask og rengøring, hus
og have.

I sin undersøgelse fra Østergaard beskriver
dr. Wildenskov pigerne således:
Paa ”Østergaard” fandtes 21 Patienter. Af
disse viste 2 sig umulige at anstille Prøver paa,
den ene paa Grund af Trods, den anden ønskede
som ældre priviligeret Patient ikke at udtale sig:
21.
K. M. P., 25 Aar: Løb fra Plads uden særlig
Grund, kom paa Optagelseshjem, derfra til
Skovtofte og til sidst her. Maa anses for Ganske
abnorm. 1917: Skikkelig, meget smaa Evner,
stillestaaende i udviklingen.
Januar 1923: B.-S.: Klarer 5 og 6 Aar, af 7 Aar
ikke Tegning af Rhombe, af 8 Aar ikke Tælling
fra 20-0 og 5-ciff rede Tal. De øvrige Prøver klares
ikke.
I.-A. = 7,2 (B.-S.)
I.-Q. = 45
22.
G.B.S., 27 Aar_ Tidligere Liv: Kommuneskole
– forskellige pladser til 1912 – Sct. Johannes
Stiftelses Arbejdshus til 5. April 1913 – forskellige
Pladser til 12. November 1914 – atter Sct.
Joh. St. Arbejdsevne ringe, kan intet udføre paa
egen Haand. 1916: Sløv, nærmest aandssvag,
lille Arbejdsevne. 1918: Stillestaaende.
Januar 1923: B.-S: Klares 5 og 6 Aar, af 7 Aar
ikke ufuldstændige Billeder og Tegning af Rhombe.
8 Aar klares helt, men af 9 Aar kun Dato
og Aarstal.
I.-A. = 7,4 Aar (B.-S.)
I.-Q. = 46
23.
E.I., 24 Aar: Ingen Journal
Januar 1923: B.-S.: Klarer 6 og 7 Aar, af 8 Aar
ikke Tælling fra 20-0, af 9 Aar ikke 25 -4 og
Defi nitioner.
I.-A. = 8,2 Aar (B.-S.)
I.-Q. = 51
30
24.
K.S.H., 48 Aar: Tro, paalidelig, men meget
smaa Evner
1915: Meget lille Arbejdsevne, stillestaaende i
Udvikling. Senere uforandret.
Januar 1923: B.-S.: Klares 6 og 8 Aar, af 7 Aar
ikke Tegning af Rhombe, af 9 Aar klares kun
Maanederne, af 10 Aar Sætningsdannelse samt
lette Spørgsmaal.
I.-A. = 8,2 Aar (B.-S.)
I.-Q. = 51
25.
D.R.T., 44 Aar: I. Indkom 16. november 1913.
Udskrevet 6. januar 1914. II. Indkom 16. September
1917. Som ung i København og Kristiania.
Født et barn 1913. Lille Arbejdsevne,
daarligHukommelse, meget fraværende.
Januar 1923: B.-S.: Klares 7 Aar, af 8 Aar ikke
Tælling fra 20-0, af 9Aar kun Dato og Maaneder,
at 10 Aar 6-ciff rede Tal, derefter negativ.
I.-A. = 8,2 Aar (B.-S.)
I.-Q. = 51
26.
I.H., 26 Aar: Arbejdsevne daarlig. Lægeerklæring:
Mangler Initiativ, kan under Vejledning
arbejde. Rapser til Tider. Senere uforandret.
Januar 1923: B.-S.: Klares 7 og 8 Aar, af 9 Aar
ikke defi nitioner og Vægtprøven af 10 Aar kun
Penge.
I.-A. = 8,4 Aar
I.-Q. = 52
27.
N.P.K., 22 Aar: Tarveligt begavet, ikke egentlig
abnorm. Hun kan ikke tænke selv, hvorfor hun
let lader sig lede til Alt. Hun er Ude af Stand til
at orientere sig med Hensyn til Vej, hjem o. lign.
Bliver let fornærmet og er da tvær. 1920: Stadig
vanskelig, bliver Uhyre let fornærmet ved hver
Tilrettevisning.
Januar 1923: B.-S.: Klares 7 og 8 Aar, af 9 Aar
ikke Defi nitioner og Vægtprøven, af 10 Aar kun
lette Spørgsmaal, af 11 Aar Ordning af Sætninger.

I.-A. = 9 Aar (B.-S.)
I.-Q. = 56
28.
E.C.V.L., 20 Aar: Ringe Begavelse i Skolen, men
gjorde sig Umage, og der er intet uskikkeligt ved
hende. God Arbejdsevne men er særdeles doven.
Kan være godmodig og omgængelig, til andre Tider
stædig og trodsig. Usædelig indtil Sygelighed.
Kan være hidsig og voldsom, løb af sin Plads i
visse Perioder. 1922: Udpræget Fredehjemsbarn.
Vi bemærker især, at der er meget få unge
piger på Fredehjemmene, og selv om nogen
er unge ved ankomsten, bliver de så længe på
Fredehjemmene, at de når at blive gamle. Hør
blot om den første pige, der bliver indskrevet:
Allehelgensdag, d. 1. Novbr. 1913 fl yttede vor
første Pige ind paa Østergaard. Hun var et typisk
Fredehjemsbarn med smaa Evner, et noget mut,
omskifteligt Sind, ret godt Haan-delag, men dog
ude af Stand til at følge med på Magdalenehjemmet,
hvor hun før havde været, og umulig at have
hjemme. Efter 9 Aars Ophold paa Fredehjem er
hun naaet frem til at kunne klare sig rigtig godt
i privat Tjeneste under trofast Forbindelse med
”Plejemor” og det kære ”Østergaard”.
Berthelsen tog et slagsmål med åndssvageforsorgen.
Fredehjemmene lagde mere vægt
på de muligheder, der var i det praktiske arbejde,
og på de sociale muligheder, der bød
sig. Fredehjemmene mente også, at der her
var en mulighed for at tage over, når ”opdragelseshjem
og åndssvagevæsenet havde givet
op, men hvor der alligevel lå en udstrakt Ødemark,
som Menighedens Herre også ville forvandle
til en rosengård, medens der ellers her
rugede usigelig Elendighed og uoverskuelige
Samfundsfarer”.
Man kan ikke beskylde de vakte for at
springe over, hvor gærdet var lavest. Samtidig
lå der bag slagsmålet med åndssvageforsorgen
et spørgsmål, om man kunne blive godkendt
til at modtage statstilskud.
Hvordan gik det så med de kvinder, der
31
havde været på Fredehjem? Dr. Wildenskov
evaluerer i 1928 således:
De 39 Undersøgelser fordeler sig efter I.-Q.
paa følgende Maade:
I.-Q. 40-50 = 6 = 15,4 %
- 50-60 = 19 = 48,7 %
- 60-70 = 12 = 30,8 %
- 70-80 = 2 = 5,1 %
Tages Hensyn til Terman’s Udregning faas
I.-Q. 70-80 = 8 = 20,5 %
- 80-90 = 2 = 5,1 %
Da ”Sølund” har bestaaet for kort Tid til at
anstille Undersøgelser over de udskrevne, har
jeg indskrænket disse til ”Østergaard”, hvor der
fra Hjemmets Oprettelse i 1913 til Dato i alt
har været 42 Patienter. Af disse fi ndes de 21 for
Tiden paa Hjemmet., om de øvrige 21 oplyses
følgende:
1) E.M.J., udskrevet til Brejninge 25. januar
1921
2) Hjemsendt.
3) Midlertidig til Sorø Sindssygeanstalt. Indstillet
til Ribe og Ebberødgaard.
4) Til Philadelphia.
5) Hjemsendt.
6) Forlangt hjemsendt, senere stjaalet i en
Plads.
7) Udskrevet. Gift, født et Barn, bor hos Forældrene.
8) Til almindelig Hospital. (Egentlig lidt Sindssyg).
9) Hjemsendt. Forældrene senere ønsket Genindlæggelse,
da det gaar hende meget daarligt.
10) Død.
11) Til ”Sølund”. (Figurerer ovenfor som Nr.
1).
12) J. K. W. Aar. Senere gentagne Gange paa
den Kellerske Aandsvageanstalt. Opført paa
dennes Venteliste over Sprogøpiger.
13) Til sit Hjem. Var absolut sindssyg og passede
ikke til Fredehjemmet.

14) Hjem efter Moderens Ønske. Senere: Klarer
sig daarligt, har haft mange Pladser, Moderen
ønsker Genoptagelse.
15) Kom i Plads, viste sig komplet umulig
i Arbejde og Opførsel, er nu overført til
”Sølund”. (Figurerer ovenfor som Nr. 20).
16) Til Sindssygehospital.
17) Har Plads ude.
18) Efter 6 Aars Ophold rejst paa Moderens
Foranledning, er nu hos hende.
19) Til Ribe Aandssvageanstalt.
20) Forlangt hjemsendt.
21) Efter 8 Aars Ophold tog Patienten, paavirket
af Familien, Plads.
Af ovennævnte 21 Patienter er 9 overført til
andre Anstalter. Ved Forespørgsel oplyser man, at
af de resterende er der kun to, som opfører sig
tilfredsstillende ude i Livet og kan klare sig uden
Støtte.
Berthelsen skriver i 30-års jubilæumsskriftet:
Af disse sidstnævnte 110 Piger er nu:
39 anbragt af Socialudvalg
5 - - private
15 - i Ventetidsforsorg
51 - i kontrolleret Familiepleje.
Disse to sidste nævnte Anbringelsesformer
skyldes Socialreformens Indvirkning siden 1.
Jan. 1933, hvorefter Anbringelse paa vore Fredehjem
ofte maa ske gennem Aandssvageforsorgen
af økonomiske Grunde. Holmstrupgaard modtager
unge Piger i Alderen 14-17 (event. indtil 21)
Aar gennem Børneforsorgen i Henhold til Lov
af 20. Maj 1933 § 157. Og De jydske Aands-
32
svageanstalter har Overenskomst med Sølund og
Handbjerg Fredehjem om Anbringelse af dertil
egnede Piger paa disse Hjem, medens Østergaard
staar frit uden særlige Overenskomster med andre
Institutioner.
Men hvad er der nu blevet af Pigerne, som
gik ud fra vore Fredehjem? Vore Forstanderinder
har Føling og fortsat Forbindelse med en hel Del
af dem og kan fortælle adskilligt glædeligt derom.
Andres Spor har tabt sig, eller der meldes om Nederlag
og Nødvendigheden af Tilbagevenden til
Fredehjem eller anden Forsorg.
Følgende Antal Piger er blevne optagne:
Østergaard Sølund Handbjerg Holmstrupgaard ialt
i Tiden 1/11 1913-31/3 1931 84 71 34 34 223
I Tiden 1/4 1931-31/3 1936 24 35 15 36 110
I alt siden 1913…………… 108 106 49 70 333
I samme Tidsrum er udg. 73 75 25 50 223
Den 31/3 1936 var der da 35 31 24 20 110

Talmæssig kan oplyses fra de første 30 Aar:
Der udgik i privat Tjeneste ialt 36
Til Hjem eller Familie - 61
I Pleje - 9
Til andre Fredehjem - 23
- Fattiggaarde - 4
- Aandssvageanstalter - 35
- kontroll. Familiepleje - 29
- Sindssygehospitaler - 12
Anden Anbringelse - 11
Bortgaaet - 1
Døde - 2
I alt 223
I dag har problemet løst sig helt. Der er ingen
”piger” og intet ”land”. På samme måde
som problemet også løste sig selv i Kvindehjælpen.
De faldne kvinder, som vi ikke skulle
lade ligge, endte i 50’erne med at blive missionens
og borgerskabets egne døtre, der skulle
på skjult ophold, og i dag er der ikke mere
faldne kvinder, der skal rejses op. Der er stadig
udsatte børn og unge, der er stadig kvinder,
som misbruges eller som misbruger sig selv. Vi
ser dem ikke som faldne, og vi skal ikke bruge
dem til at tilvejebringe gudsriget på jorden.
Vi skal stadig hjælpe dem, der falder, men det
er dem, der falder igennem vores efterhånden
fi ntmaskede sociale systemer i samfundet.
Derfor kan vi stadig sige med pastor Frimodt:
Lad ikke de faldne blive liggende.
33

Formandsportrætter
Kvindehjælpen / Jysk børneforsorg
Ellen Schepelern
Stifter af Kvindehjælpen i 1906 og formand indtil sin død i 1938. Tillige Stiftprovstinde i Viborg.
FOTO: JBF’S ARKIV

Ellen Schepelern
Schepelern, Ellen Rafn, 1876-1937.
* 13.2.1876 i Porsgrund, Norge, ✝
28.10.1937. F: bankholder Peter Karenius
Wright (1832-1911) og Laura
Valentine Henriette Rafn (1840-1890).
~ 23.4.1895 med stiftprovst Frederik
Christian Georg S., * 7.4.1868 i
Kirkehelsinge, ✝ 6.2.1936 i Viborg,
s. af provst # Georg Sophus Frederik
Schepelern og Louise Magdalene
Laub. B: Georg (1896), Laura Susanne
(1998), Louise Magdalene (1899), Marie
Magdalene (1901), Julie Frederikke
Christiane Elisabeth (1909), Marie
Margrethe (1917).
I 1893 fl yttede den norskfødte Ellen Schepelern
til Danmark, hvor hun kom i huset i
Gislev Præstegård på Fyn. Her mødte hun sin
kommende ægtefælle præsten Frederik S., som
hun giftede sig med to år efter. Hermed blev
hun en del af en familie, der var endog meget
centralt placeret i de vakte københavnske
kredse, der sammenknyttede frelse og socialt
arbejde. Svigerfaderen, Holmens provst, Georg
S. havde som den første oprettet en menighedspleje
i sit sogn allerede omkring 1874,
ligesom han var overdirektør for de massmanske
søndagsskoler, hvor man samlede kvinder
til opbyggelse og undervisning.
I 1905 blev ægtefællen kapellan ved Vore
Frue Kirke i Århus, hvortil familien fl yttede
med deres fi re børn. Året efter tog Ellen Schepelern
de første skridt til det, der senere skulle
blive kendt som Kvindehjælpen (KH) og som
med årene udviklede sig til et storstilet foretagende
med mange institutioner.
I 1906 blev den off entlige prostitution af-
35
skaff et. Et stort antal prostituerede var dermed
uden hjem og arbejde.
Sammen med en ældre diakonisse, der
kendte byens mere dunkle sider gennem fl ere
års sygeplejegerning, begyndte Ellen Schepelern
at tage på gade- og beværtningsmission.
Hun talte med de unge prostituerede, uddelte
bøger og andet og fi k efterhånden tilknyttet
fl ere medhjælpere. De første kr. 300,- som der
var behov for, tog hun fra sit eget husholdningsregnskab.
En bestyrelse blev nedsat af
præster, deriblandt Frederik S., gode troende
kvinder fra borgerskabet, en enkelt missionær
og Th ora Esche. Ellen Schepelern var formand.
Man skulle være omvendt for at være med i arbejdet.
Bestyrelsen søgte først og fremmest at
blive en århusiansk afdeling af den forening af
samme navn, som var tilknyttet Esches »Magdalenehjemmet«.
Th ora Esches arbejde var sammen med inspiration
fra USA udgangspunktet for arbejdet.
Ellen Schepelern havde frelsen som udgangspunkt
for det sociale arbejde, men der
var sket et skred i forhold til Th ora Esche og
de andre store kvindeskikkelser i det sidste
kvartal af det 19. århundrede. Ellen Schepelern
var nemlig også politisk engageret. Hun
havde levet hele sit liv med folkestyret. Ellen
Schepelern var liberal og hun argumenterede
også liberalt, det var af hensynet til statens udgifter,
at hun ønskede at bryde den socialdarwinistiske
udvikling. I 1920erne frasagde hun
sig således statsstøtten på kr. 30.000,- for at
støtte regeringens spareplaner; det var under
Madsen Mygdals venstreregering. Hun brugte
efterfølgende den udviste solidaritet i sin indsamlings-propaganda.
Det kristnesociale arbejde fandt hos Th ora
Esche oa. sin nødvendighed i deres chiliasti-

ske forventninger, dvs. troen på at 1000-års
riget kommer, når alle er frelste. Ellen Schepelern
var ikke og argumenterede ikke chiliastisk.
Hun havde heller ingen ambitioner
om en religiøs lederstilling. Derfor kom hun
og Edel Liisberg, der var sekretær i foreningen
fra 1909-13, ikke på bølgelængde. Ellen
Schepelern argumenterede for sine ideer udfra
en samfundsmæssig synsvinkel. Hun holdt
efter de første ti år op med at deltage i det
daglige praktiske arbejde med natmission, besøg
på kommunehospitalets afdeling III (med
kønssygdomme) og i arresten, og blev herefter
arbejdende formand for foreningen. I den periode
blev den første bestyrelse nedslidt, dog
ikke Ellen Schepelern og Frederik S., og andre
trådte til. Især havde man glæde af fl ere velstillede
borgere i bestyrelsen.
Fra begyndelsen havde aftalen med Th ora
Esche været af KH kun måtte samle ind i Århus,
men allerede i 1908 blev det for snævert
for KH, trængt som man var blevet af stramninger
fra politisk hold. Især socialdemokraterne
vendte sig mod en sammenblanding af
kristeligt og socialt arbejde.
Enden blev, at vejene skiltes mellem de to
foreninger, og Th ora Esche trak sig ud af bestyrelsen.
Det var, og vedblev at være et stort arbejde
at skaff e midler.
Man havde hidtil lejet sig ind i nogle ejendomme,
hvor man havde indrettet arbejds- og
opholdsstuer. Ellen Schepelern havde ønsket
at skaff e kvinderne ud på arbejdspladser, men
erfaringen med den første kvinde, der kom
ud, og som blev chikaneret, gjorde, at projektet
blev ændret til beskyttede arbejdspladser:
syning, vask, vævning. Efterhånden fi k man
brug for, at kvinderne kunne bo og leve beskyttet.
I 1909 udsendte Ellen Schepelern en
opfordring til danske præstekoner, om at samle
midler ind. Der kom kr. 6.000,- og for de
penge (+20.000) købte man i 1910 en ejendom
i Banegårdsgade i Århus. Allerede året
efter måtte man leje yderligere en ejendom for
36
at modsvare presset. Man havde tillige lejet sig
ind i en storvilla i Viby og i stuehuset til Åbygaard
i Åbyhøj.
I 1912 fi k man tilladelse til en landsindsamling,
som gav kr. 50.000,-; næsten en tredjedel
af, hvad det kostede at bygge »Kathrinebjerg«,
et stort og velindrettet hus, senere med sinkeafdeling.
Århus kommune stillede grunden til
rådighed. Det skulle være et opdragelseshjem
for 40 unge piger, dels for at forebygge, men
også ud fra en viden om, hvor trange kår store
piger kan have i dårlige hjem, - »De kan opleve,
at der bliver kastet med økse efter dem,
eller det der er værre«.
I 1915 fl yttede man fra Viby til »Breidablik«
i Skåde, der blev optagelseshjem for 25 af
de yngste piger. Man lejede tillige 21/2 tønde
land, så pigerne her kunne komme ud og deltage
i havearbejdet. Dette smukke sted købte
man i 1916 for kr. 121.000,-, der var kommet
ind ved fornyet landsindsamling. I 1917 købtes
den tidligere bjørnebakker højskole i Elev.
Den blev til et optagelseshjem for 40 piger og
pladserne var straks optagede.
Næste landsindsamling i 1919 indbragte
kr. 241.000,-. For disse penge købte man i
1921 en smuk og velbeliggende storvilla ved
Genner Strand. Det blev opdragelseshjem for
25 unge piger. Ellen Schepelern var stærk nationalsindet,
og følte det som en forpligtelse,
at gøre noget for Sønderjylland efter genforeningen.
Samme år købte man »Sichar« i Viby
af diakonissestiftelsen, og herud fl yttede man
pigerne fra Elev optagelseshjem. Ejendommen
i Elev blev så indrettet til mødre/spædbørnehjem,
hjem for »førstegangs forførte«
samt redningshjem for faldne kvinder. Ellen
Schepelern havde allerede længe indset det
skadelige i, at kvinder ikke kunne være sammen
med deres nyfødte og spæde børn. - Hermed
blev grunden lagt til foreningens meget
senere navneskifte til børneforsorg.
Det var huslige uddannelser, der var det
centrale i alle de hjem Ellen Schepelern oprettede.
Det var tanken om oplæring til at blive

mor, kone eller husmoder, der var det vigtigste.
Hun havde tanker om at give mulighed for
en overbygning, en efterskole, som skulle være
en belønning for en del af pigerne og modne
dem til en selvstændig tilværelse. I 1929 blev
så Viborg husholdningsskole indviet. Der var
en del vanskeligheder, i hvert fald måtte den
lukke et par år i 1930erne. Den økonomiske
krise var begyndt at slå igennem.
Ud over arbejdet med at skaff e midler og
bygninger, var der arbejdet med at få de rigtige
medarbejdere. De skulle være af den rette
støbning, personlig frelste og de skulle forstå,
at hun ikke tolererede brugen af tvangsmidler
»Livet i hjemmene må forme sig frit, som i et
virkeligt hjem«, »tugt avler trods«.
Ellen Schepelern påpegede gang på gang
overfor værgerådene (oprettede i 1905 i følge
børneloven), som KH arbejdede sammen
med, at jo før børn kom under ordnede forhold,
jo større var chancen for at redde dem.
Hun havde en persoling sekretær, som under
tiden påtog sig forstanderforpligtelsen på
et hjem, når det kunne påkræves med en ændring.
Sådan gjorde Edel Liisbjerg og senere
Marie Salomonsen.
I 1922 ophørte man med gademissionen.
Samme år fi k man ved lov pålagt, at have værgerådmedlemmer
i bestyrelserne på Genner og
Kathrinebjerg og samtidig krævedes der statsanerkendelse
af opdragelseshjemmene. Kampen
mod det off entlige var således begyndt.
Ellen Schepelern byggede videre med stor
administrativ dygtighed på Th ora Esches ideer
selv om vægten forskød sig til et ønske om, at
gøre kvinder egnede til et liv i samfundet mere
end til et liv i 1000-års riget.
Dertil kom, at hun formåede at skille de
forskellige piger og kvinder efter alder og formåen,
og dermed blev der taget hensyn til den
enkeltes egenart. Det forebyggende arbejde
var vigtigt for hende, og derfor kom arbejdet
med tiden til at pege mere i retning af børnene.
Først og fremmest gennem et arbejde med
mødre og spædbørn. En del af Ellen Schepe-
37
lerns grundholdninger er stadig de bærende i
socialt arbejde på disse felter.
Personlig var hun et mildt og yndigt menneske,
rund og vidtfavnende, uden at fornægte
sit aristokratiske sind. Hun talte hele sit liv
norsk med høj klingende stemme. Hun var
net og sirlig og yndigt klædt - hun skiftede
til simpelt tøj, når hun gik på natmission - i
sine senere år, som stiftsprovstinde i Viborg,
fortrinsvis i lange, grå silkekjoler. Sirligheden
strakte så vidt, at hun egenhændigt fl yttede
sit ældste barnebarns fødselsdag fem måneder
i slægstbogen, datoen var ikke i tilpas ærbar
afstand fra for æl dre nes vielsesdag. Med sin
stædige insisteren, var hun frygtet, ikke så
få velhavende borgere skyndte sig rundt om
hjørnet, når de så hende. De kendte hendes
vedholdende sind. Hun kunne gerne slå sig
ned en hel dag i indenrigsministerens forkontor,
slippe skulle han ikke. Selvfølgelig mødte
Ellen Schepelerns arbejde kritik fra politisk
hold, man satte spørgsmålstegn ved kombinationen
af forkyndelse og socialt arbejde.
- Ti fødsler, en diabetes, en temmelig stram
økonomi, et usædvanligt arbejdspres, tabet af
en voksen søn blev vejet op af hendes glødende
engagement og hendes og Frederik S. gode
ægteskab; hun døde året efter ham. Man sagde
i familien, at hun var lavet af ægte, norsk
granit og hun har været en stærk grundsten
for »Kvindehjælpen« - senere Jysk børneforsorg.
Bortset fra, at tiden har overhalet hendes
tro på det betimelige i alle kvinders behov
for huslige uddannelser, arbejdes der stadig i
foreningen med familien som fundament og
med det praktisk orienterede arbejde, der skal
være udgangspunkt for det enkelte menneskes
selvforvaltning.
Fortjenstmedaljen i guld i 1924.
Annelise Søndengaard
OPRINDELIG ARTIKEL TIL DANSK KVINDEBIOGRAFISK LEKSIKON

Min mor
Julie Brun fortæller om sin mor, Ellen Schepelern,
i et brev omkring 1980 til Lillin Schiellerup,
provstinde i Elsted.
Kære Lillin Schiellerup,
Min kusine Visa Schepelern har sendt Deres
kort til mig med de mange spørgsmål om vor
elskede mor, som menneske.
Først de konkrete ting: Mor var født i Porsgrund
i Norge som datter af kontorchef (jeg
ved ikke i hvad) Wright og hans første kone
Laura f. Rafn fra Læsø. Hun mistede tidligt
sin mor og kom i huset i Gislev præstegård
på Fyn, hvor far virkede som nybagt cand.
theol. Det blev kærlighed ved første blik og
mor kan ikke have været meget over de 18 år
da de blev gift. Min far, Fredrik Schepelern,
var søn af Holmens provst, Georg Schepelern.
De var præstefolk i landsogne i Jylland (på
Horsens-kanten og i Th y) de første år, hvor
mine fi re ældre søskende blev født under datids
dødsensfarlige omstændigheder – hun
fødte 10 gange fra hun var 19 til 42, heraf
opnåede kun seks voksenalder. Derfor var den
søskendefl ok på 6, som jeg var den næstyngste
af, fordelt på ”de fi re store”, så kom jeg
otte år efter, og til sidst min lille søster ni år
senere. Man skulle tro min lille mor så ville
være blevet svag og selvoptaget – i det mindste
optaget af familie og præstekonearbejdet,
som hun tog meget alvorligt – men nej, da de
kom til Århus i begyndelsen af dette århundrede
drev mors menneskekærlighed hende ud
i det gademissionsarbejde, der blev kimen til
Kvindehjælpen.
Fars og mors indbyrdes forhold var også
helt vidunderligt – fra den første dag, til de
døde med knap et års mellemrum i Viborg,
38
var de et herligt par, de elskede hinanden,
delte hinandens grundsyn, supplerede og inspirerede
hinanden og støttede hinanden i
stort og småt. Jeg husker endnu klart mor ved
fars begravelse i Viborg i 1936 – hvad de uendelig
mange sygdomme, fødsler, arbejde ikke
kunne standse hende i, det blev begravet den
dag – de var uadskillelige, vi prøvede at få mor
til at fl ytte til København, hvor så mange af os
boede, men hun ville ikke. Næste forår besøgte
hun mig på den klinik hvor jeg fødte min søn,
Johan Brun, og da jeg om sommeren så hende
igen var det tydeligt, at hun ikke havde langt
igen. Samme efterår døde hun – hun efterlod
sig fem døtre (min eneste bror døde tidligt, et
hårdt slag for os alle). Men personligt vil jeg
sige at hun aldrig døde – hun var indbegrebet
af en yndig kvinde og et dybt engageret socialt
og kristent menneske, hendes eksempel har
været mig en idel spore til at bruge mit liv.
Det er rigtigt, at mors sidste, sene fødsel
også gjorde hende dødeligt syg af sukkersyge,
som hun med nød og næppe blev reddet fra,
og som den kære Anna Poulsen var med til at
bjerge hende igennem. I det hele taget, kan
De nok forstå, har hele min barndom ikke
blot forløbet i nære familiebånd, men også
sammen med de mange, der var mors medhjælpere
gennem tiden og ikke mindst de
mange kvindeskæbner, hendes arbejde bragte
mig i forbindelse med – det kan undre, at vi
her i Velfærdsstaten stadig hverken er kommet
fattigdomsproblemer, ungdomsproblemer,
prostitution, kvindearbejdsløshed og den
manglende uddannelse, som de fl este voksne
kvinder stadig mangler, til livs.
Min eneste bror døde i en ung alder i diplomatiets
tjeneste, han var ugift. Min ældste
søster, Laura Rørdam, trådte ind i bestyrelsen
ved mors død, til hun selv døde for en del år

siden. Hun har en søn, Christian Rørdam,
som er gift og bor i Fredensborg. En datter,
gift Th ygesen, i Københavns omegn. Louise,
gift Bøgh, er også død, hun var i Brasilien i
16 år, men kom hjem, mens far og mor var
i Viborg. Hun har en søn, Ole Bøgh, der er
lærer og er bosat i Randers, en datter Bodil,
gift Haastrup, der bor i Taastrup (hende har
jeg god kontakt til), endnu en datter gift med
direktør Bent Rotne (Billum), alle har afkom.
Magdalene, gift med fhv. amtsvejinspektør
Ørum i Sorø. Hun var som ung gartner og
stod for den side af virksomheden på Genner
Pigehjem (i 20’erne). De lever begge, men
har ingen afkom, og min søster er så svækket,
at hun kun kan registrere de nærmeste ting
– hun kan ikke engang kende mig mere. Min
lille søster, Margrethe, gift Helweg-Larsen,
Troels Smith
39
døde også før hun var 30, men har to sønner.
Desværre er familier nu om dage jo stærkt
opsplittede, og derfor går også megen åndelig
arv til spilde. Bodil Haastrup og jeg gjorde
dog en indsats sidste år og samlede så meget
af det afkom, der fi ndes i Danmark efter min
far og hans seks søskende: Det lykkedes os at
samle ca. 60 i Dyrehaven! Så en del tråde blev
knyttet igen.
Jeg håber alt dette ikke lyder for fanfare-agtigt.
Sidst jeg besøgte ”Kvindehjælpen” var, da
Schepelern-hus i Århus blev indviet.
Dommerfuldmægtig, kaptajn Troels Smith, Tranebjerg.
Formand for Kvindehjælpen fra 1938 indtil sin død i 1940.
FOTO: JBF’S ARKIV
Julie Constantin Brun, født 1909

Haldor Hald
Haldor Hald blev født i 1906 som søn af mejeribestyreren
på Fur.
Haldor Hald kom tidligt i kontakt med
diakonien og kirkens sociale arbejde, og det
kom til at præge resten af hans liv.
I 1937 får han stillingen som korshærspræst
ved Sct. Pauls Kirke i Århus, og med det
samme blev der lagt mærke til den unge teolog
med det stærke sociale engagement. Haldor
Hald tager initiativ til korshærsgudstjenesterne
både ude i det konkrete byarbejde og
i kirken. Uden at annoncere gudstjenesterne
– kun ved at kontakte brugerne på kaff ebarer
osv. – kunne Hald samle 500 til korshærsgudstjeneste.
Der blev også organisatorisk kaldt på den
initiativrige korshærspræst. Allerede i 1938
indtræder han i Korshærens landsstyrelse, og
i 1939 træder han ind i bestyrelsen for Kvindehjælpen.
Året efter, i 1940, vælges han som
34-årig til ny formand for Kvindehjælpen – en
post, han bevarede til sin død i 1969.
I 1941 fl ytter Haldor Hald til Vejle for at
blive præst ved Sct. Johannes Kirke. Hans
tjenestebolig på Jellingvej danner i 1990’erne
ramme for noget af foreningens familiearbejde
i Vejle - Sct. Johannes familiehus.
Haldor Hald engagerer sig i modstandsbevægelsen,
og i slutningen af krigen bliver han
arresteret og overføres til koncentrationslejren
Neuengamme. Kvindehjælpens daværende
kontor på Vesterbro Torv i Århus havde på et
vist tidspunkt i sit arkiv ikke kun børneforsorgspapirer,
men også et hemmeligt våbendepot.
Hald overlever Neuengamme og vender
tilbage med fuld kraft, både til sin præstegerning
og til det sociale arbejde.
I 1946 tager Hald skridtet fuldt ud og vælger
det sociale arbejde, da han bliver korshærchef
i Danmark – en stilling, han varetager
40
Biskop Haldor Hald. Biskop over Lolland-
Falster stift. Formand for Kvindehjælpen,
senere Jysk børneforsorg fra 1940 indtil sin
død i 1969.
FOTO: DET KONGELIGE BIBLIOTEK
frem til 1964, hvor han kroner sin karriere
med bispeembedet i Lolland Falster stift.
På trods af sine mange gøremål var Haldor
Hald en meget synlig og markant formand for
Jysk børneforsorg – ikke kun i hovedbestyrelsen,
men også i mange formandsposter rundt
om på foreningens institutioner – et udpræget
overskudsmenneske, der skabte tryghed omkring
sig, dygtig til at lede møder og træff e
beslutninger.
Samtidig var Hald nok den tids mest
kendte person i det kirkelige sociale arbejde
i Danmark. Han trådte ofte frem i medierne,
og med brask og bram kunne han sige både
Ekstrabladet og socialministeren imod.
Haldor Hald var også meget skrivende
– har både skrevet sine erindringer og om diakoni,
og han står meget centralt i dansk diakonihistorie,
fordi han foretog et opgør med
den kirkelige moralisme. Både hans defi nition
af begrebet diakoni og hans menneskesyn står
fortsat lysende klart, også for os i nutiden.
Lars Bundgaard

Jens Nørgård
Jens Nørgård er født i 1919 og er gårdmandssøn
fra Harring i Th y.
Efter teologisk embedseksamen i 1950
var Jens Nørgård nogle år lærer i Flensborg,
hvorefter han blev korshærspræst i Aalborg
ved Ansgar Kirke. I 1961 tiltrådte han som
forstander ved Diakonhøjskolen i Århus, indtil
han i 1977 blev sognepræst ved Sct. Pauls
Kirke i Århus, hvorfra han gik på pension i
1989.
Det var som forstander for Diakonhøjskolen,
Jens Nørgård i 1962 blev kontaktet af
Haldor Hald, og i 1963 indtrådte han i Jysk
børneforsorgs hovedbestyrelse. Efter Halds
død valgtes Jens Nørgård til formand for foreningen
– en post han bestred frem til 1995.
Jens Nørgård fi k som formand for foreningen
en helt afgørende betydning for foreningens
udvikling.
Efter nogle vanskelige år i 1970’erne, hvor
tendensen var, at det off entlige tog over på
døgninstitutionsområdet, stod Nørgård i spidsen
for en dynamisk nyudvikling i 1980’erne,
der medførte, at foreningen Jysk børneforsorg/Fredehjem
udviklede en lang række nye
tilbud til børn, unge og familier.
I kraft af sin personlighed og ”pondus” var
han en markant fortaler for kirkens sociale
ansvar, og både blandt foreningens ansatte og
blandt de off entlige samarbejdspartnere var
der dyb respekt for både ægtheden og viljefastheden
hos Jens Nørgård. I mange sammenhænge
kunne han være en bekræftelse af
begrebet ”stædig som en Th ybo”. Men stejlheden
er kombineret med en ofte overraskende
ærlighed og en enestående indfølingsevne i
forhold til andre mennesker – noget der har
haft stor værdi i Nørgårds virke som præst,
sjælesørger og hans mange tillidsposter.
Både i kraft af stor erfaring og naturlige
41
Pastor Jens Nørgård, f. 1919, Korshærspræst. Forstander
for Diakonhøjskolen, sognepræst i Århus Skt.
Pauls sogn. Formand for Jysk børneforsorg fra 1969,
fra 1984 formand for Jysk børneforsorg/Fredehjem
indtil 1995. Stadig tilknyttet foreningen con amore.
FOTO: JBF’S ARKIV
evner kunne Nørgård i enestående grad fylde
en formandspost ud – både som mødeleder,
talsmand og det naturlige midtpunkt.
Ud over formandsposten i hovedbestyrelsen
har han beklædt mange formandsposter
rundt på foreningens enkelte institutioner
gennem mange år.
Legendarisk er den fl id, Jens Nørgård lagde
ind i sit arbejde som foreningens formand
med jævnlige og hyppige besøg på institutionerne
og på kontoret - endda i en tid, hvor
han samtidig bestred formandsposten i en anden
større kirkelig organisation, nemlig Danske
Diakonhjem. Det var også Jens Nørgård,
der i 1981, da foreningen fyldte 75 år, skrev
foreningens historie i det jubilæumsskrift, der
dengang blev udgivet.
Jens Nørgård har bevaret sit livslange engagement
og tilknytning til foreningens arbejde.
Han er fortsat en hyggegæst i foreningssammenhænge
og deltager trods sin høje alder ved
de ugentlige morgenandagter i Ellengården.
Lars Bundgaard

Formandsportrætter
Fredehjem
Pastor Jørgen Christian Berthelsen, f. 1872, sognepræst i Harboøre og Skanderup.
Stifter og formand for Fredehjem 1906. Afgår i 1950, dør i 1957.
FOTO: LEO ODGAARD

Fredehjem var vigtigst
En regnvåd novemberdag parkerer vi bilen på
en stormomsust kaj i Middelfart. Selv sådan
en dag bliver man fanget ind af den lille havnebys
atmosfære. Yndige små, velholdte huse
ligger trindt omkring den gamle munkestenskirke.
Lige midt på kajen med udsigt både op og
ned ad Bæltet, ligger det tidligere hotel “Melfart”.
Huset er nu ombygget til spændende
lejligheder, og her tager Ulla Berthelsen imod.
Vi drikker formiddagskaff e i Ullas smukke og
hyggelige karnapstue.
Ulla Berthelsen er lidt træt denne formiddag.
Hun har netop overstået sin 94 års fødselsdag
med gæster til morgenmad, frokost
og middag - hun havde selv lavet maden. Det
tager lidt tid, at få samlet kræfterne igen. Men
det bliver en spændende lang formiddagssamtale,
som får kuløren frem i kinderne igen.
Trætheden glemmes da der bliver lukket op for
minderne fra et righoldigt og spændende liv.
Jeg er på udkig efter Ullas far, Fredehjems
første formand og stifter pastor J. C. Berthelsen,
men må indrømme, at interessen for ham
blegner lidt stillet overfor den kvindelige fortælling,
som Ulla Berthelsen kan tegne med
sit eget liv.
Fortæl mig om din fars baggrund; hvor kom
han fra?
Far var født i Skalleballe skole ved Vissenbjerg.
Billedet der henne på væggen er hans
fødehjem. Hans far var lærer der. Det var små
forhold. Min far var den yngste af 12 søskende
og min bedstefar døde allerede, da min far
var 3-4 år.
Alle søskende blev spredt rundt omkring.
Min far kom til et ældre, barnløst par - slægtninge
på en gård i Torupdal i Sandager sogn.
Her voksede han op med en fætter, der var i
samme situation. - Det var ikke nogen lykke-
43
lig opvækst. De gamle var ikke særlig gode til
børn. Men far fi k en realeksamen fra Assens og
senere blev han kursusstudent i København.
Som teologisk student kom han på Valkendorfs
kollegium. Det var gode år. Far fi k
mange gode venner her. Han dyrkede roning,
han spillede violin og sang med i Jesu kirkens
kor i Valby. Han havde en god basbaryton,
som senere kom ham tilgode: Som præst messede
han meget smukt. Selvfølgelig måtte han
også tjene penge. Det gjorde han ved at være
timelærer rundt omkring.
Nu siger du, at din far sang i Jesu kirken.
Den var jo temmelig ny i din fars studenter tid.
Ved du, hvem din far satte højt i det kirkelige
liv?
Ja, der var jo hans studenterkamerater, men
ellers var det provst Ussing han altid omtalte.
Din mor var jo ud af en gammel præsteslægt.
Hendes far var songepræst i Barrit, pastor Ammentorp
Ja, min bedstefar var en meget moderat
præst. Han var ikke påvirket af vækkelserne.
Min far holdt meget af at komme i Barrit
præstegård, her var der liv og glade dage. Der
var altid mange unge mennesker, der samledes
her. Min mors familie var lystige mennesker.
Her spillede de komedie, klædte sig ud og
sang og dansede. Det holdt min far meget af.
Det var vel alt det, han selv havde savnet i sin
barndom. Men der var også diskussioner, og
der var ligesom to lejre blandt de unge. Måske
var det vækkelsen, der slog igennem. Der
skete jo meget på den egn.
Din mor?
Min mor var som sin familie: munter, let
og glad og så var hun meget yndig. Min far
og mor var vidt forskellige, men han elskede
og beundrede hende. De havde et lykkeligt
ægteskab.

Det må have været lidt af et kulturchok for
dem, at komme som præstefolk til Harboøre i
1901?
Det kan du tro. Det var en meget fattig og
tilbagestående egn. De havde lidt meget under
drikkeriet. Når mændene skulle ud at fi ske,
havde de brugt brændevin til at holde varmen
med, og det havde taget overhånd. Det var dét
min fars forgænger, den berømmelige Pastor
Mou gik så hårdt op imod.
Men far fi k stiftet fred. Og mere end det,
han blev et med sit sogn, man kan sige han
blev sognekonge. De nærede fuldkommen tillid
til far. De tog vel imod os alle steder. Vi var
jo 10 børn, og det var folk fra sognet, der stod
faddere til os.
Første verdenskrig ændrede alting. Der
kom velstand i sognet, og efter krigen fl yttede
fi skeriet til Th yborøn. Det gav ro.
Hvad sagde man til, at din far rejste så meget
i forbindelse med Fredehjemsarbejdet?
Fredehjem fyldte fars dag, og det er rigtigt,
at han rejste meget, men sognet følte også en
forpligtelse for det arbejde. De dannede indsamlingskredse
og havde alle indsamlingsbøger.
Det, der var deres præsts arbejde, blev
også deres.
Men hvad sagde I børn så til, at han rejste så
meget? Blev I ikke vrede på Fredehjem?
Nej, vi blev medarbejdere endda endnu
mere end sognet. Vi lærte om alle danske
sogne, når vi sad og skulle putte breve i kuverter
til alle Danmarks præster. Vi kunne
nogle remser: “Dølle-fj elde-Musse”, og hvad
de nu kunne hedde. Jeg selv tjente også som
“kopimaskine” og privat sekretær. Jeg skrev
rent for far og kopierede - det foregik ved, at
jeg håndskrev de ting, der skulle kopieres. Far
arbejde hårdt, og han kunne skrive til sent ud
på aftenen. Når han skrev til institutionerne,
skulle det i postkassen inden midnat, så kunne
det være selv på Sjælland næste dag. Så måtte
en af os sidde oppe og vente på, at far skulle
blive færdig - “åh, bliv nu færdig far”. Når han
så endelig var færdig, måtte vi afsted i mørke
44
og al slags vejr. Engang endte jeg i en pløjemark
med cykel og det hele i bulder mørke.
Jeg havde nær aldrig fundet vej hjem igen.
Så døde din mor i 1917?
Ja, og far var som sædvanlig på rejse. Mor
blev hasteindlagt med bughindebetændelse og
døde på kort tid.
Så var far alene med os 10. Jeg var 14 år, og
Sara var to år. Far måtte ansætte en husbestyrerinde.
Vi var så mange børn, at vi havde vores
egen præstegårdsskole, der kom også børn
til denne skole udefra, og det gav far en hårdt
tiltrængt ekstra indtægt. Der var ansat en lærerinde,
der også boede i præstegården. Når
vi havde sang, kom far ind og spillede violin
til. Vi gik i vores egen hjemmeskole indtil 3.
mellem. Den må jo have været god nok, for de
børn der gik her, fi k senere store uddannelser.
Men iøvrigt var det jo Fredehjem, du ville
høre om ??
Ja, også det. Navnet, hvor kommer det sjove
navn fra?
Ja, der ligger såmænd ikke andet i det end
det, at det altså var et hjem, hvor et ungt menneske
kunne været fredet...men der var iøvrigt
en anden forening, der tog navnet og fi k ret
til at bruge det, men den forening forsvandt
sidenhen.
Så fl yttede I til Skanderup i 1923?
Ja, det var som nat og dag. Et helt andet
sogn. Der var store gårde og folk her var meget
grundtviske, i hvertfald på de store gårde - på
de mindre gårde og på husmandsstederne var
man missionske.
Hvorfor fl yttede I?
Af hensyn til børnenes skolegang. Det blev
nemmere for os at få uddannelser.
Din bror Anders skriver et sted om jeres far,
at det må have været ensomt for ham, alle de år
som enkemand?
Ja, men han havde meget at se til, og vi
børn tillod nok heller ikke, at han fi k en ny
kone - der var ellers tilbud nok.
Hvordan var din far som prædikant?
Far var meget alvorlig som prædikant. Han

Ulla Berthelsen
FOTO: ANNELISE SØNDENGAARD.
kunne også tordne, men det blev dog mildere
med årene. Far havde så smukt et sprog. Far
var meget optaget af Sønderjylland. Vi var
med, når han blev hentet til Sønderjylland for
at prædike, - de ville gerne høre en missionsk
præst. Det var som at komme 50 år tilbage i
tiden - tyskerne havde undertrykt dem.
Præstegården i Skanderup brændte jo, og man
kan ligefrem høre på din bror Anders’ beretning,
hvordan han sukker, når han fortæller om din
fars begejstring ved at få halvanden tønde land
have
Ja, du kan tro vi ofte var trætte af, at vi altid
skulle tage en tørn i haven, når vi kom hjem.
- Men Fredehjem....
Din far kom jo også i indre missions hovedbestyrelse?
45
Ja, det gjode han i 1938. Det passede
ham fi nt, for når han så var til
møde i København, kunne han lige
kalde sammen til et bestyrelsesmøde
i Fredehjem. Engang da missions
hovedbestyrelsen skulle fotograferes,
kunne de ikke fi nde far - “Nå, Berthelsen
er til Fredehjemsmøde”, - det
vidste de. Fredehjem var vigtigst.
Historien om, da far tog toget til
Roskilde og derfra cyklede sammen
med pastor Asschenfeldt-Hansen til
Karleby, og der på en bakketop stod og
så ned over Østergaard, hørte vi ofte
- Se her er en tegning af Østergaard.
Det var så smukt, far var så glad for den
gård, og det der skete på den.
Du fl yttede hjem og overtog husførelsen?
Ja, det havde jeg jo uddannet mig til,
så det gjorde jeg i 30 år, ja, jeg var i England
som “housekeeper” i et par år, men
ellers førte jeg hus for far. Der var fi re
af mine søskende hjemme endnu, da jeg
overtog. Da far gik af, fl yttede vi ind her
på Kystvejen i Middelfart. Der boede vi i
15 år. Far gik i haven og så var han jo formand
i Fredehjem i endnu syv år. Helbredet var ikke
så godt, men det var gode år og et dejligt sted.
Du kan se det her fra vinduet.
Ulla Berthelsens liv er også en fortælling
om Fredehjem. Om milde stærke kvinder,
der voksede op med det sociale arbejde som
en væsentlig del af det kristne budskab. De
kendte institutionerne og de mennesker, der
levede og arbejdede her, og tog del i det som
en væsentlig del af deres eget liv. Derfor er det,
at Ulla Berthelsen til afsked takker os for sliddet.
Vi er hendes arvetagere.
Annelise Søndengaard

Maria Theresia Berthelsen
Maria Th eresia Berthelsen var født midt
i en børnefl ok på 10. Hun var syv år, da
hendes mor døde af en blindtarm, der
ikke blev hurtigt nok behandlet. Den
ældste i fl okken var da 14 år (Ulla), og
den yngste var kun to år (Sara).
Der stod han så, sognepræsten i
Harboøre, Jørgen Christian Berthelsen
med alle sine moderløse små uden sin
elskede, muntre kone med de mange
talenter og det lyse sind. Der var en
ting, han vidste af bitter erfaring: De
børn skulle for enhver pris blive sammen.
Han var selv som fi reårig blevet
sendt væk, da hans far døde fra en
lignende børnefl ok, og hans moder
brød sammen.
Nu her næsten hundrede år senere
kan vi se, at han gjorde det bedste,
han kunne gøre. For vist har de da
savnet deres mor - deres far måtte de
jo også savne, for han rejste rundt i
land og rige for at samle penge ind
til Fredehjemsbevægelsen, som han
var blevet formand for i 1907. Tilmed
var han også brændende optaget
af det sønderjyske spørgsmål
og rejste ligeledes meget på prædiketure
hos de danskere, som led så
hårdt under det tyske åg. Jo, de små
måtte savne både far og mor, til gengæld
havde de hinanden.
Der var et enestående sammenhold og en
enestående kærlighed mellem de ti søskende.
Det siger meget om deres indbyrdes forhold,
at de netop i sommer, da de skulle skilles efter
Ulla’s begravelse - de der er tilbage - sang salmen
udenad for hinanden ”Brødre og søstre vi
skilles nu ad ”.
De har i tidens løb på forunderlig vis ind-
Maria Th eresia Berthelsen
FOTO: PRIVAT
46
taget børne- og forældreroller på skift, som det
nu passede sig. Ulla var og blev familiens overhoved
efter sin fars død, men da hun og Th eresia
fl yttede sammen, måtte Ulla dele magten
med Th eresia. De to blev ” det gamle hjem ”.
Og de var et par damer, der forstod at
indrette sig. For de, der er kendt med kate-

gorierne, må man sige, at det var den højere
præstegårdsstil, der her blev udfoldet. Ulla
havde ikke for ingenting uddannet sig i store
husholdninger i England. Da de omkring
1980 fl yttede fra det store hus i Middelfart,
fl yttede de til måske Danmarks bedst beliggende
lejlighed i byen. I deres karnapstue med
de smukke, gamle møbler kunne man se både
op og ned ad det Lille Bælt.
Her residerede de så. Th eresia var gået på
pension. Ulla nåede aldrig at komme det.
Th eresia Berthelsen var oprindelig uddannet
sygeplejerske. Senere videreuddannede hun
sig til socialrådgiver, og hun blev den første
børneværnskonsulent i Danmark. Hendes
personkendskab var kolossalt, hendes organisationstalent
ligeså, hendes sociale engagement
var hele livet igennem brændende.
Og så var hun magtfuld. Th eresia sad selvfølgelig
i Fredehjems bestyrelse, men hun sad
også i Jysk børneforsorg, og det var hendes
fortjeneste, at de to foreninger blev fusioneret.
Det ærgrede hende med en forening, som
efterhånden kun var blevet ejendomsbesidder,
men hun øjnede omslag med rette, da hun
fra 1979 og frem til 1982 var med til i Fredehjem
at sætte Gødvad Efterskole i søen. Hun
kendte de rette folk og fi k de rette kontakter,
men hun trak sig pænt og reglementeret for
70-års grænsen - den, der er en uskreven regel
for bestyrelsesmedlemmer. Alligevel sad
hun bag ved det hele som den gamle trold i
den svenske fi lm Æblekrigen, som kan hentes
frem, når tingene virkelig går på. Vi hentede
Th eresia tit og ofte, og vi gjorde altid, hvad
hun sagde. Vi turde nok ikke andet. Der var
ingen, der tog fejl af hende - det var jernnæven
i jernhandsken. Det var kontant og ligeud.
Men det var også grin, ballade og mild
humor. Jeg hentede engang Th eresia på banegården
- hendes trofaste Saab var nok væk,
og der stod hun. En lille, gammel kone med
huen godt ned i panden og tasken i hånden
med solide spadseresko og en god, tyk tweedfrakke
med dobbeltrad. Det var en del af Th e-
47
resia, men se hende, når hun lagde huen og
den tykke frakke: i elegant farverig kjole - til
festlige lejligheder i silke, helst grønt og blåt
med viltre hårlokker og den store værtindearmbevægelse.
Første gang jeg var til bestyrelsesmøde i
Fredehjem, foregik det på Hotel Ansgar i Århus
med afholdsvin. Jeg troede pligtskyldigt,
at det var stilen, indtil Th eresia sagde ”Det må
I love mig aldrig sker igen”. Hvad? ”Ja, altså
afholdsvin”. Hun gik altid ind for den rene
vare.
To måneder før hun døde i 1988, var hun
med på Nyborg Strand mødet for bestyrelser
og forstandere, og det var bevægende, for hun
var stået op af sin sygeseng for at tage afsked
med os. Og hun tog afsked med os. I forhallen
mødte hun en kendt forstander fra Horsens
- troede hun. Og hun tog en bevæget afsked
med ham. Det viste sig, at hun havde taget fejl
af forstanderen og en Volvo-forhandler fra Vejen,
der var til kongres. Han var blevet noget
forvirret, den arme mand. Midt i alvoren nød
hun meget at fortælle denne historie.
Man kan undre sig over, at hun ikke blev
formand for Fredehjem efter sin far, men
det siger måske noget om de kristne organisationers
udvikling. De fulgte udviklingen
i Indre Mission som sådan. Der, hvor kvinderne
omkring århundredeskiftet kunne have
fremtrædende poster, der smallede det til op
mod århundredets midte, hvor den stærke
landmission endegyldigt havde sejret over den
karismatiske bymission. Jørgen Christian Berthelsen
var jo selv kommet i Indre Missions
bestyrelse. I hvert fald ser det ud som om, det
er generelt, at kvinderne trænges væk fra de
ledende poster.
Måske syntes man, at det var langt tilstrækkeligt
med valgretten.
Th eresia blev da i øvrigt ridder af Dannebrog.
Annelise Søndengaard

Min far
J.Chr. Berthelsens søn, Anders Christian Ditlev
Berthelsen, beretter:
Skanderup kirke var det store sogns midtpunkt.
Folk strømmede til kirke fra alle kanter
i sognet. Festligt at komme hjem i ferierne ved
højtiderne og være med til gudstjenesten.
Det var vist ikke let at være Carl Moes
efterfølger. Jeg mindes, at der ofte blev sagt:
Saadan har det nu været i 40 aar, hvorfor kan
det ikke fortsætte? Far ville ikke reformere,
men kirken skulle være det centrale. Men der
var noget, som skulle ændres.
Kirken trængte til en grundig restaurering.
Det skete i to tempi i 1934 og 1936. Apsis
blev genopført – den tilmurede kvindedør
genaabnet og retableret – daabsværelse indrettet
i taarnrum.
Senere fulgte maling af alt inventar, den
gamle smukt udskaarne altertavle og prædikestolen
straaler nu i de oprindelige farver.
Det kostede mange forhandlinger og vist
ogsaa nogen modvind at faa sagen gennemført,
men bagefter kunne man glæde sig over
forandringen.
Præsteboligen blev opført 1924, da den
gamle Nagbøl præstegaard efterhaanden var
ubeboelig, den blev solgt med jordtilliggende
– det var en skuff else for far, at ogsaa en mindre
skovparcel gik med i købet. Far tog os ofte
med herud paa spadsereture.
Den nye bolig blev opført paa en mark
mellem kirken og missionshuset. En stor 1½
tdr land have blev anlagt i fransk parkstil med
lange, lige gange. Det kostede uhyre arbejde
at holde den, men far var utrolig fl ittig og en
dygtig havemand, og hans 10 børn fi k lov til
at hjælpe med.
Minder fra missionshuset: de store efteraarsfester,
hvor Harboøre menighed i sep-
48
tember besøgte Skanderup (og Skanderup i
november besøgte Harboøre) med 2½ dages
samvær og møder. De havde rigtig fars hjerte.
Store skarer, ogsaa mange fra de omliggende
sogne fyldte kirke og missionshus.
Der var fest i hjemmene – og rørende afskedtagen
paa Lunderskov st, hvorfra Harboørevennerne
drog af med hvide melposer
fyldte med Skanderup-æbler og under salmesang.
Uforglemmeligt for en stor dreng at
overvære.
Bedeugen i januar kunne ogsaa fylde det
store missionshus baade med unge og ældre
aften efter aften - og samfundsjuletræet nytaarsdag
kl. 17 med medbragt smørrebrød, som
blev fordelt paa fade i køkkenet og serveret til
the!
Jeg mindes pastor Moes begravelse fra
Skanderup kirke i 1927. En 1000-tallig skare
fulgte den gamle høvding til graven. Kirken
kunne langtfra rumme den. Baaren stod i
missionshuset og blev med blomsterstrøende
søndagsskolebørn i spidsen ført ind i kirken.
Min broder og jeg fandt plads paa kirkeloftet,
hvorfra vi gennem en lem kunne følge
alt. Der blev kun holdt en kort højtidelighed
i kirken – paa en nærliggende mark var rejst
en talerstol, hvorfra en række mindetaler lød,
som kunne høres af de 3.000 tilhørere.
Far var en fl ittig præst, omhyggelig med
alt sit arbejde, altid paa farten til husbesøg
(pr. cykel) i det udstrakte sogn – næsten for
meget syntes vi børn. Det maa have været et
stort savn med mange ensomme timer, at mor
døde allerede i 1917.
De sidste aar i Skanderup var fars hjerte
svagt, han måtte have hjælpepræst. Afskedsprædiken
blev holdt søndag den 25. januar
1942, da vi havde krigsvintrenes kulderekord:
÷30°. Ved afskedsfesten i det fyldte missions-

hus havde mange ordet baade fra Skanderup
og Harboøre. Jeg mindes, at far sagde, at han
i sine præsteaar gerne havde villet kalde mennesker
til kirke – og derefter til samling og fa-
49
Provst Anders Christian
Ditlev Berthelsen
FOTO: PRIVAT
milieskab og fællesskab i missionshuset. Mine
forældre er begravet i Harboøre.
A.C.D. Berthelsen, Søndbjerg.
KILDE: P. NEDERGAARD ”EN DANSK PRÆSTE- OG SOGNEHISTORIE”.

Vi fik en god arv
Sara Elise Berthelsen er yngste barn af Jørgen
Christian Berthelsen og Mathilde.
Sara var 2½ år, da moderen døde, men husker,
at de stod rundt om kisten. Sara er den
sidste efterlevende af de ti børn efter Jørgen
Christian Berthelsen og Mathilde.
Vi mødes i Saras lille, hyggelige lejlighed i
Århus en mørk november eftermiddag. Saras
nevø, Anders Graven, der er søn af Constance
og medlem af JBF’s hovedbestyrelse, er taget
med ud til sin moster
Sara, du og din et år ældre bror, Christian,
husker jo ikke, at I havde en mor?
Sara: Nej, jeg husker ikke mor. Jeg husker
kun kisten, vi stod omkring.
Men vi havde unge piger, to af gangen, og
den ene var barnepige. Jeg holdt meget af min
barnepige, Stine Bro, fra den store Bro-familie.
De havde stået faddere til mig, så de havde
et særligt forhold til mig og jeg til dem.
50
Far og mor lod jo Harboøre-familierne stå
faddere til os. Det knyttede et særligt bånd.
Senere var det ikke altid lige sjovt med barnepigerne.
Du var jo yngst, så dine store søstre blev vel i
mors sted for dig.
Sara: ’Ja, det kan du tro, og det var ikke
altid lige sjovt, jeg kunne godt blive gnaven og
hvæse af især af Ulla og Rese. De blev ved med
at se på mig som den lille og rette på mig
Jeg knyttede mig mest til Dora og min bror
Christian.
Din far rejste meget og havde travlt med sin
Fredehjem-sag, den sønderjyske sag, Indre Missions
bestyrelse og meget andet. Var han fj ern for
dig?
Sara: Ja, det var han. Det var først, da jeg
blev større, at jeg kom tættere på min far. Vi
skulle jo hjælpe i de kæmpestore præstegårdshaver,
og når vi gik der, talte vi sammen. Så
sagde han sommetider: ”Nu ligner du din
mor.” Så blev jeg glad.
Din fars 12 søskende blev spredt for alle vinde,
da din farfar døde. Lærte I nogensinde din
fars familie at kende?
Sara: Ja, det gjorde vi, selvom de var rejst
udenlands til Amerika, Australien og
Sverige, i hvert fald fem af dem
var rejst. Far gjorde meget for
at holde sammen på dem og
holde kontakt til dem; også
min mors seks søskende
holdt vi kontakt med. Vi
havde nogle søde og sjove
mostre. Moster Karen
tegnede, og jeg har en del
Anders og Sara
FOTO: ANNELISE SØNDENGAARD

af hendes tegninger fra Barrit præstegård. Der
stammede de fra, min mors far var præst her.
Anders: Jeg har moster Karens bog med
tegninger og beskrivelse. Jeg fi k bogen af min
mor i 1978 med et brev om, at hun ikke var
enig i moster Karens vurdering af min morfar.
Min mor og hendes søskende forgudede deres
far.
Moster Karen skriver om to store begivenheder.
Hun skriver om sin søster Mathildes
bryllup med Jørgen, og det er en utrolig
fortælling, der viser, hvor religiøs vækkelse
og fundamentalisme kan splitte, og så skriver
hun om sin søsters død og begravelse.
Jørgen havde haft nogle måneders vikariat
i Pederstrup, og her må han have fået sin vækkelse,
ellers fi k han den kort efter, mens han
boede hos Mathildes forældre i Barrit præstegård.
Her boede han i to år, mens han ventede
på embede. Han var altså blevet vakt, og så
blev han præst i Harboøre i 1901.
Der blev virkelig ballade, da Jørgen Christian
ville have det halve af Harboøre med til
bryllup plus sin indre missionske studiefæller.
Invitationerne var sendt ud, og der var fuldt
hus, og nu forlangte den kommende svigersøn
altså at få alle disse fromme folk fra Harboøre
med. Pastor Ammentorp nægtede det, og så
blev der ballade. Jørgen takkede i sin brudetale
i lange omstændelige vendinger præsten
i Pederstrup, men svigerforældrene, der havde
forsørget ham i to år, fi k at vide, at han håbede,
der snart måtte komme en vækkelse i
sognet.
Skolelærer Mouritzen sagde til sin sidemand:
”Han skulle dukkes i en Balje vand og
hænges til tørre.”
Det vil sige, at Jørgen Christian havde fået
embede i Harboøre, da han blev gift med Mathilde
i 1902?
Sara: Ja, det havde han, og han var allerede
faldet godt til. Han kunne godt med dem, det
var stovte familier.
Før din tid havde I også din farmor boende
hos jer?
51
Sara: Ja, hun boede hos os til sin død, men
hun var meget senil.
Men vi havde også mormor på besøg.
Din far fl yttede til Skanderup hovedsagelig,
fordi I børn skulle gå i skole?
Sara: Ja, og det var vi glade for. Der var en
pragtfuld præstegård med 17 værelser. vi gav
dem navne, alle værelserne. Der, hvor foredragsholdere
og gæsteprædikanter sov, kaldte
vi Bispebjerg. Anders og Christian boede på
Flyvholm, og Faster Hanne boede på Møborg,
det havde far fundet på. Badeværelset hed
selvfølgelig Vesterhavet.
Men selv om vi gik i rigtig skole nu, ville
far alligevel have indfl ydelse på os, så når vi i
middagspausen cyklede hjem de små to kilometer
fra Lunderskov, hvor vi gik i skole, skulle
vi have læst op af Chr. Skrivers Sjæleskat.
Det var en tyk, tyk bog med tunge, fromme,
opbyggelige stykker. Det var rædsomt. Da vi
blev voksne, fi k vi lov til at læse H. C. Andersen
for far. Vi læste meget op, men det var
tung andagtslitteratur.
Gjorde I oprør?
Anders: Det var vel kun Niels, der ikke
ville være præst og som tog til Amerika og
blev hotelejer. Morfar havde en jernvilje, og
han ville ikke bare, at hans børn skulle have
en god uddannelse og en god skolegang. Han
ville også gerne styre dem hen i den retning,
han ønskede.
Piger skulle have uddannelser. De skulle
gerne være lærerinder og sygeplejersker. Th eresia
skulle have været diakonisse.
Sara: Ja, og jeg skulle have været missionær.
Far var optaget af ydremission, vi samlede
”Hedningepenge” ind til ydremission
Ulla førte hus for din far i mange år. Bortset
fra den periode, hvor hun arbejde som husbestyrerinde
i England.
Sara: Ja, og da stod Rese en periode for huset.
Far var ikke helt så bange for hende som
for Ulla, så i den periode tog vi en pige, Soffi ,
i huset fra et Fredehjem.
Du milde. Det gik helt galt. Hun kunne

ingenting. En dag havde hun hapset en kage
og var så forsvundet sporløst. Vi ledte overalt,
til sidst råbte far: ”Har I set på WC-et på
kirkegården?” Der sad hun så. Kagen havde
hun spist. Det var slut med den slags, da Ulla
vendte hjem
Vi var alle medarbejdere på Fredehjem. Vi
kørte med post i al slags vejr på vores cykler
med karbidlygter, der ikke var nemme at holde
lys i. Jo, det var et familieforetagende. Far
rejste rundt til de fi re hjem og samlede ind
over hele landet. Vi stod sammen om det, og
i 1957, da far var død, gik Th eresia ind i bestyrelsen.
Anders: Ja, og da Th eresia døde, gik jeg
ind i bestyrelsen. Jeg synes selvfølgelig, det er
sjovt, at jeg har ”forfædre” i det her arbejde,
men der er så stor forskel på min morfar, min
moster og jeg, at jeg ikke betragter mig som
arvtager. Jeg er min egen, og den eneste grund
til, at jeg er med, er, at jeg kan lide det.
Da Jørgen Christian Berthelsen kom til Harboøre,
ramlede han ind i en af de vildeste præstesager,
der var i det 20. århundrede. Sognepræsten
Anton Jensen var ved at blive afskediget på
grund af sin forkyndelse om, at Guds kærlighed
genopretter alle og alle frelses. Ved I noget om
det?
Anders: Ja, den første tid boede morfar i
præstegården sammen med Anton Jensen, som
spillede på sin violin hele tiden. Det havde været
ulideligt. Men han blev så fyret samme år.
Men morfar var med i retssagen mod Jensen.
Jeg tror, at min mor og hendes søskende havde
det lidt sært med det. I hvert fald siger de altid,
at morfar efterfulgte Mou.
Morfar var en stærk og ubestikkelig person
og en solid teolog.
Ja, der var diskussionen med lægerne på de
kellerske institutter – åndssvageanstalter om sterilisering?
Anders: Ja, min morfar var imod, at man
gjorde et indgreb på pigerne. Det var for ham
at gribe ind mod skaberen og skaberværket.
Overlægerne, og vist især Wildenskov, gik
52
jo ind for, at pigerne skulle steriliseres, men
morfar gik meget imod ham. Selv om en af
begrundelserne for at begynde Fredehjemarbejdet
just var at dæmme op for, at der skulle
komme for mange dårlige børn til verden, så
kunne han ikke gå ind for det, han så som angreb
mod skabelsen. Her trak han stregen. Så
måtte man lære pigerne afholdenhed.
Sara, kan du huske pastor Brask, der efterfulgte
din far som formand for Fredehjem i
1950?
Ja, han var en rar mand. Hans kone spillede
harpe. Det grinede vi sådan af, at far måtte
tysse på os. Jeg ved ikke hvorfor. Vi grinede
nu en del sammen, og far havde også megen
humor, men han måtte holde os lidt nede. Vi
kunne godt blive lidt slemme
Sara, hvordan var din far som prædikant?
Tja, der blev talt meget om synd, det gjorde
der … Men ikke altid, og så sang vi alle de
gode salmer. Dem lærte vi at elske.
Vi sang og vi digtede alle sammen. Johannes
var bedst.
Jo, vi fi k en god arv.
Min første erindring er min mors kiste, nej,
jeg husker mest, at vi alle stod omkring den.
Min far døde en vidunderlig smuk majnat. Vi
var der hos ham, vi var sammen.
Sara var det sidste barn, den yngste i søskendefl
okken. De fi k alle lov til at leve længe som
deres far.
Moster Karen skriver om sin søsters begravelsesdag:”
Det var vemodigt at se lille Sara gaa
og pusle omkring Kisten, som stod udenfor
Havedøren. Hun var to Aar, havde en Kaabe
og Kyse paa, som hendes Mor havde syet til
hende. Den var broderet med Margueritter.”
Sara er den sidste nulevende af søskendefl
okken, yndig, sød og fi n, humoren er der og
glimter. Men også en skarp bemærkning om
de nye salmer og TVs mangfoldighed hvad
angår gudstjenester er der plads til.
Jo, de børn fi k en stærk arv.

Familien Berthelsen samlet. Man bemærker, at der ikke er en to-årig eller mindre på billedet. Moderen
er nemlig retoucheret ind efterfølgende.
FOTO: PRIVAT
”Sidste samling” - søskendefl okken Berthelsen i 1987, fra venstre: Sara, Christian, Dora, Ulla, Anders,
Constance, Th eresia.
FOTO: HENNING MØLLER
53
2
1
4 7 11
3
5 8
10 12
6 9
13
1. Karen Andrea
2. Niels
3. Jørgen Christian Berthelsen
4. Mia
5. Constance
6. Sara
7. Ulla
8. Dora
9. Christian
10. Anders
11. Johannes
12. Th eresia
13. Mathilde Berthelsen

Kai L.A. Brask
To år før sin 80 års fødselsdag gik Jørgen
Christian Berthelsen af som formand for Fredehjem.
Han havde da været formand i 44
år, arbejdende formand. Han efterfulgtes af
foreningens mangeårige næstformand, pastor
Kai L.A. Brask. Brask var født i København
i 1898. Fra 1932-40 var pastor Brask hjælpepræst
i Gethsemane sogn i København, et af
de gamle kirkefondssogne.
I 1940 blev pastor Brask sognepræst i Zions
sogn i Esbjerg.
Zions sogn var fi skernes sogn. Det var her
man holdt mindegudstjeneste for de omkomne
søfolk. Det havde vældig betydning i
krigens år, hvor mange vestjyske fi skere blev
54
minesprængte eller ikke kunne komme hjem.
Pastor Brask havde stor betydning i byen.
Personligt var han et venligt og imødekommende
menneske, der var særdeles vellidt også
uden for indre mission. Han havde været med
i Fredehjem-arbejdet lige siden 1928.
Brask blev i 1973 efterfulgt af H.C. Johannessen.
Fredehjem var på det tidspunkt halveret.
Østergård på Sjælland var solgt. Handbjerg
var solgt. Foreningen havde Holmstrupgård
og Sølund tilbage. Administrationen var
lagt over til Jysk børneforsorgs kontor. Bestyrelsesmæssigt
var der fl ere personer, der gik
igen, som Th eresia Berthelsen.
Kai L.A. Brask døde i 1976.
Jenny og Kai L.A. Brask.
Pastor Kai L.A. Brask, f. 1898,
sognepræst i Zions sogn, Esbjerg.
Formand for Fredehjem fra 1950-
1973. Død 1976.
FOTO: PRIVAT

H.C. Johannessen
H.C. Johannessen var født på Frederiksberg
i 1925 og døbt i Emmauskirken, Diakonissestiftelsens
kirke. Faderen var overlæge på
Diakonissestiftelsen.
H.C. Johannessen var en dygtig teolog.
Efter embedseksamen og værnepligt som VPteolog
i søværnet studerede han på legat fra
Kirkernes Verdensråd i England.
Derefter var han i tre år lærer på Haslev udvidede
højskole.
I 1956 kom Johannessen til Handbjerg
som sognepræst, og to år efter var han naturligvis
at fi nde i bestyrelsen for Fredehjem.
Fredehjem drev et hjem i Handbjerg. Det
var det hjem, som foreningen fi k frit og kvit
efter den skrækkelige Hebron-historie, hvor
en forstanderinde havde mishandlet børnene.
- Peter Sabroe havde fat i sagen, og der kom
en fi lm herom med Ib Schønberg. Det hjem
ville man gerne af med. Berthelsen og Fredehjem
skulle nok få deres eget image og tavlen
vasket ren.
Ved Brasks afgang i 1973 blev Johannessen
formand for Fredehjem. Det var han til fusionen
med Jysk børneforsorg i 1984.
H.C. Johannessen var et begavet, dejligt
menneske. Der var en vis grund til, at de
skægge, gamle Berthelsen-søstre kaldte ham
”Sødde”, dog ikke når han hørte på det.
Og Johannessen kunne også blive, ikke
vred, men indigneret, som det skete i 1979,
da der var strid mellem amtet og bestyrelsen
om besættelsen af forstanderposten på Holmstrupgård.
Amtet tvang sin kandidat igennem.
Johannessen forlod formandsposten for
Holmstrupgård i protest mod amtet.
Vi havde alle stor respekt for ham og savnede
ham, da han trak sig ved fusionen. Den
fusion var han ikke glad for. Han syntes, at bestyrelsen
var blevet handledygtig. Beviset var
55
H.C. Johannessen.
Pastor H.C. Johannessen, f. 1925, sognepræst i Ryde, Handbjerg
og Gentofte. Formand for Fredehjem fra 1973 til fusionen
med Jysk børneforsorg i 1984. Død 1993.
FOTO: PRIVAT
Gødvad efterskole, som han var meget stolt af.
Det var et rigtigt Fredehjem-arbejde, der her
var blevet sat i gang, og foreningen var stadig
velhavende på grund af frasalget af Østergaard
og Handbjerg.
Fremtiden så for første gang i mange år
lys ud, men han måtte give sig for fl ertallet.
Det var blevet fusionstid. Som det har været
siden.
H.C. Johannessen døde i 1993.
Annelise Søndengaard

Bestyerlsen for Fredehjem 1913.
Øverst fra venstre: Henr. Hansen, Fru Neergaard, P. Sørensen, Fru Rasmussen (samt Frk. L. Jørgensen og Marie Larsen.
Nederst fra venstre: Asschenfeldt-Hansen, Berthelsen, Olsen, Schmidt, Christjansen.
FOTO: FREDEHJEM 1906-1931

Bestyrelser
Hvem var det, der sad i bestyrelserne. Hvad
var deres indfaldsvinkler, hvad kunne de bidrage
med? Til den ende har Viggo Jonasen
gennemgået hovedbestyrelserne fra den første
begyndelse i 1906 til 1999. Bestyrelsesmedlemmer,
formænd og forretningsfører er li-
57
stede op foreningens ejendomme og institutioner
er sat op heroverfor.
Der kunne, og vil blive, udledt forskelligt
af denne undersøgelse, men det, der først slog
mig var den ændring, der sker efter de første
tre år altså omkring 1909. Den første besty-
Bageste række fra venstre: Arkitekt J.K. Schmidt, advokat Johannes Andersen, Grosserer I.C. Andersen.
Forreste række: Forstander Marie Salomonsen, biskop Haldor Hald, fru bankfuldmægtig Laura Rørdam.
Omkring 1950.
FOTO: JBF’S ARKIV

else har sin rod i det kirkelige miljø som Ellen
og Frederik Schepelern bragte med sig fra København.
Den er præget af den københavnske
vækkelses kvinder, først og fremmest er det
Th ora Esche, Magdalenehjemmets grundlægger.
Hun er ved at nærme sig de 60 år og
meget etableret i det sociale arbejde blandt
kvinder. Hun er kapaciteten, og så er der to
diakonisser. Den ene omtales som, ”- en gammel
diakonisse”, der tog Ellen Schperlen med
på natmission, - og som sådan gav stødet til
det hele. Så er der bispinden i Århus Magda
Nielsen f. Groth, som er den første sekretær.
Der er en enke fru Kloster og fru Tage
Hansen,- overlæge på amtssygehusets hustru.
- Der er en forbindelse mellem amtssygehuset
og diakonissestiftelsen. Der er tre mænd nem-
58
lig pastor Schepelern og pastor Knudsen og
indremissionær Axel Nielsen.
Det er en bestyrelse som er baseret
hoved sageligt på den åndelige dimension,
og det går ikke, i hvert fald kun i
den første euforiske og karismatiske tid.
Men når der kommer jordisk gods (læs:
”ejendomme“) ind i billedet, går det ikke.
Der opstår strid om, hvor Kvindehjælpen må
samle ind.
Th ora Esche er bange for at tabe terræn til
Århus og i 1909 skilles vejene og man får en
bestyrelse som er målrettede noget mere mod
det materielle. Nu kommer der en kaff ehandler
og snart efter en bankdirektør, en grosser,
en købmand, en læge, en apoteker og endnu
en provst og en præst.
Bageste række fra venstre: Erik Lund Nielsen, Lars Mandrup, Henning Dammeyer, Aksel Holst Nielsen. I midten: Poul
Jensen, Jette Hansen, Lars Bundgaard, Ellen Østergaard, Anders Graven, Jens Nørgaard, Knud Erik Hansen. Forrest: Erik
Mørk, Hanna Rasmussen, Annelise Søndengaard, Poul Rasmussen. Omkring 1990.
FOTO: JBF’S ARKIV

Th ora Esches folk trækker sig, ikke bare
diakonisserne, men også pastor Frimodt Møller.
Det er den udskiftning som foregår over de
næste knap og nap 10 år. I 1913 er bestyrelsen
slidt ned til fem medlemmer. Aktiviteterne er
imidlertid mange,- det store Katrinebjerg byggeri,
og bestyrelsen må udvides. De har nok
at gøre.
Der er ved at ske et skred fra byarbejdet.
Da man bygger Katrinebjerg, - et stort anlagt
pigehjem og et sinkehjem er man ved at
have institutionaliseret sig. Ellen Scheperlerns
profeti om, at den dag man holder op med
natmissionen er Kvindehjælpen færdig, hol-
59
der ikke stik. Man opretter institutioner, man
bygger, man kapitalisere sig via landsindsamlinger,
men også ved større og større tilskud
fra værgeråd, stat og kommune. Det er blevet
et meget jordisk og materielt arbejde at sidde i
bestyrelsen for Kvindehjælpen.
En typisk bemærkning fra forhandlingsprotokollen
er 2. maj 1917: Axel Nielsen skal
sørge for 20 vognladninger tørv, fremdeles at
kaff ehandler Jensen søger de nævnte Kloakforhold
ordnede i samråd med bankdirektør
Th omsen.
Det kunne se ud som om større bestyrelse
giver større aktivitet. Det sker i slutningen af
Forrest set fra venstre: Poul E. Rasmussen og Jens Nørgård. Midterste række: Knud Erik Bager Jensen, Anne Knudsen,
Annelise Søndengaard, Anders Graven, Ellen Østergaard og Jette Hansen. Bagerste række: Jørgen Jespersen, Lars Mandrup,
Lars Bundgaard, Peter Rabjerg og Erik Lund Nielsen. Fraværende: Aksel Holst Nielsen. 1995
FOTO: KARIN MUNK

GRAF: VIGGO JONASEN

50erne og ekstremt i midten af 70erne altså i
det sidste tilfælde lige op til den store ekspansionsperiode
fra 1980 og frem.
I 1922 overtages Strandgården ved Genner
og det bliver pigehjem, og i 1929 bygges
Viborg husholdningsskole, som skal være en
slags efterskole, overbygning, man kan fortjene
sig til fra de andre pigehjem.
62
Der er i perioden fra 1924 til omkring
1950, hvor bestyrelsen svinger mellem fem og
syv medlemmer.
Men omkring 1950 ligger tallet fast på ni
medlemmer og derover, og samtidig kommer
de store 50er byggerier. Riis vangen i 1952
og Schperlernhus i 1956. Der kommer også
en ny forretningsfører, idet Ingeborg Fabian

liver hentet ind fra Strandgården i Genner.
Omkring 1960 er der otte hjem samt et adoptionskonto.
Man skal være opmærksom på at man først
ret langt op i perioden får lokalbestyrelser. Det
har gjort det tungt at være bestyrelse .
I 1974 og 1975 kommer Th eresia Berthelsen
og Johannes Nørager ind i besty relsen.
63
De sidder i Fredehjems bestyrelsen. Fredehjem
ejer Holmstrup gård og Sølund som drives
af Jysk Børneforsorg og således påbegyndes
den fusion, som bliver endelig i 1984 og som
kommer til at betyde en yderlige udvidelse af
bestyrelsen med Aksel Holst Nielsen og endnu
en præst nemlig mig.
Derefter går det helt galt i Viggo Jonasens
aktivitetsside.
Disse sammenhænge har Viggo Jonasen
gjort synlige ved at sætte bestyrelsen op og
sætte aktivitet ud for i en grafi sk opstilling .
Det er helt klart at de mange og mangfoldige
aktiviteter ligger i starten og i de senere
år. Man kan sige at det er afgørende for foreningen,
at man ansætter en ung stærk cand.
scient . pol. som forretningsfører i 1979 Lars
Bundgaard, men måske skulle der også netop
en stor og stærk bestyrelse til at træff e et sådan
valg. Man skulle i hvert fald være bevidst om,
at man ønskede at have en fremtid foran sig.
Det ønske blev styrket af fusionen mellem
de to foreninger. Dengang blev det nøje
overvejet i de to bestyrelser , men set i bagklogskabens
klare lys og set ud fra de grafi ske
opstillinger, må vi sige at det gav liv og vækst
til fusionsforeningen.
Annelise Søndengaard
Hovedbestyrelsen efterår 2005. Fra venstre: Lars Bundgaard, Knud
Erik Bager Jensen, Erik Lund Nielsen, Peter Rabjerg, Ann Gjerulff ,
Ingrid Windfeld-Lund, Aksel Holst Nielsen, Poul Jørgensen, Mogens
Gregersen, Lars Mandrup, Anders Graven, Mona Engelbrecht, Pia
Th omasen, Poul E. Rasmussen, Ellen Østergaard, Jette Hansen,
Henning Lyngsbo.
FOTO: KARIN MUNK

Kontorledere
Ledere af Jysk børneforsorgs kontor
- Magda Nielsen – formandens første sekretær
1909 – 1913 Edel Liisberg – formandens sekretær
1922 – 1951 Marie Salomonsen – formandens sekretær, senere foreningens sekretær
og forretningsfører
1951 – 1966 Ingeborg Fabian
1966 – 1979 Carl Aage Hansen
1979 - Lars Bundgaard
64
Carl Aage Hansen, Lars Bundgaard
og sekretær Gerda Brandsholm.
Forrest Ingeborg Fabian.
FOTO: JBF’S ARKIV

Lars René Vestergaard
Elev Børnehjem 1970-1984
Birkebakken 1984-1988
Skovbakkevej 1988-
Bjarke Hedegaard Larsen
Elev Børnehjem 1972-1984
Birkebakken 1984-1988
Skovbakkevej 1988-
Susanne Laursen
Elev Børnehjem 1976-1984
Birkebakken 1984-1988
Skovbakkevej 1988-
FOTO: KARIN MUNK

Mig og min
søster, Bjarke
og Vibeke
FOTO: PRIVAT
Interview med Karen og Kjeld Hedegaard Larsen:
Hvad skulle vi have
gjort uden ham
Det er en varm, smuk oktoberdag, udsigten
over markerne mod vest er østjysk morænelandskab
i hele sin gribende skønhed. Det var
et lignende landskab familien Larsen, far, mor
og to børn fl yttede ind i, da de i 1972 begyndte
på en bar mark i Elev. Dengang de mødtes
for at bygge deres lille familie op forfra.
Det er 33 år siden, men de mindes den tid
med stor alvor. Der var så meget på spil for
dem, ja, deres liv var på spil og deres to børns
liv. De var purunge, da de giftede sig og fi k
den yndige lille Vibeke. Og så skulle de lige
have et barn mere. Sådan var det dengang, og
68
det måtte så godt blive en dreng, sådan som
Kjeld var indrettet. Karen var 25 år, og så fi k
de en dreng, en mongol.
Hvad skete der?
Karen: Jeg brød helt sammen. Kjeld var
den stærke, han trøstede mig. Senere blev
det omvendt, da var jeg den stærke, den der
accepterede. Det blev Kjeld, der ikke kunne
bære det.
Kjeld: Jeg kunne slet ikke se noget i det
barn. Jeg troede ikke på, at jeg nogensinde
kunne foretage mig noget sammen med ham,

Karen Hedegaard Larsen
FOTO: ANNELISE SØNDENGAARD
at han kunne blive min søn, som en søn skal
være.
Karen: Men det værste var, at Vibeke, vores
raske barn, blev syg, da hun var knap fem år.
Da viste hendes alvorlige sygdom sig. Det var
få måneder efter Bjarkes fødsel. Det var det
værste i mit liv.
Kjeld: Pludselig var alt forandret. Det var
ikke sådan, vi havde troet vores liv skulle være
eller blive. Der var ingen, der fortalte os om
noget, der kunne give os håb. Vi følte, at vi var
helt overladt til os selv. Jo vist, der var nogen
med professor Ingerslev i spidsen, der fortalte
os, at vi bare skulle lægge ham væk på en institution
og glemme ham, og så få et nyt barn.
Det råd fulgte vi, Bjarke kom på spædbørnehjem
i Herning. Vi tog ham ofte hjem, og vi
led alle tre, når vi afl everede ham igen.
Senere kom overlæge Nielsen fra Bregninge
anstigende i egen høje person og gjorde os til
69
Kjeld Hedegaard Larsen
FOTO: ANNELISE SØNDENGAARD
umennesker, fordi vi ikke ville have sådan et
dejligt barn hjemme. Og så fl yttede Bjarke
hjem til os. Så gik vi fra hinanden. Det var
for meget for mig med den søn, der ligesom
fyldte det hele. Jeg kunne ikke klare det, jeg
syntes livet skulle være anderledes.
Karen: Så sad vi der, Vibeke og jeg med
Bjarke, sådan føltes det, og sådan følte Vibeke
det. Da hun var omkring 8 år, og Bjarke stod
og hoppede glad i sin tremmeseng, sagde hun:
”Mor, hvad skulle vi ha’ gjort uden ham?” Og
sådan har vores liv været, hvad skulle vi ha’
gjort uden ham, og Vibeke har altid taget ansvar
for sin bror.
Det kneb mere med de gamle i familien.
Min far kunne ikke se noget i Bjarke. Jeg tror
simpelthen det gjorde for ondt på ham. Han
kunne ikke se ham, ikke førend hans konfi rmation.
Da så min far pludselig, hvem Bjarke
var, og at han var et menneske, der kunne

Mig og min
morfar: Se,
hvor stærk
jeg er!
FOTO: PRIVAT
lære noget og udvikle sig. Da du spurgte, hvor
Zakæus var på billederne, og Bjarke løb op og
klaskede begge hænder på, og hele kirken jublede,
da forstod han. Han kunne se, hvordan
de levede med og forstod og følte. Bjarke var
så glad den dag og så fi n.
Hvad var det så, der skete på Elev mark, da I
havde købt byggegrund?
Kjeld: Vi besluttede at fl ytte sammen igen
i 1972 og købte den grund, og når vi gik omkring
og arbejdede på grunden, så vi nogle
medarbejdere fra Elev børnehjem, der kom
gående med en fl ok beboere. Vi mødte dem
overalt oppe i Elev, nede i Lystrup i forretninger,
hos frisøren, hos mekanikeren. Ingen
foretog sig åbenbart noget uden at medbringe
nogle søde, velklædte, slanke børn.
Carlsen, Kjeld, du og Carlsen?
Kjeld: Ja, det må du nok sige. Den mand!
Han var det bedste. Vi gik ned til ham uden
om al bureaukratiet ugen efter, vi var fl yttet
ind. Han tog imod os med åbne arme. Han
stod lige og manglede en stærk og sund lille
70
mongol. Bjarke var lige det, der ville passe.
Carlsen havde haft tilbud om et par børn,
men de var for dårlige. Han ville have et
stærkt barn, der kunne klare trapperne i det
gamle hus.Måske var det Carlsen, der var den
første, der fi k mig til at se Bjarkes værdier.
Hvis det ikke var Bjarke selv, så var det i hvert
fald Carlsen.
Carlsen behandlede alle hjemmets børn
som ligemænd, han talte med dem og til dem
som til alle andre. Han kunne se deres muligheder,
og vi lærte at grine, ikke af dem, men
med dem. Der blev grinet meget. Bjarke blev
set som det sjove, rare og muntre barn, han
var og er.
Var det ikke svært at afl evere ham?
Karen: Jo, mon ikke! Bjarke var fi re år og
kunne kun spise øllebrød og kartoff elmos
uden klumper. Det fi k de at vide. Så gav de
ham en rugbrødsmad, og han spiste den. Hvis
han var blevet hjemme hos mig, havde han
spist kartoff elmos og øllebrød uden klumper
endnu. Og så var det skræmmende at se

så mange handicappede på en gang. De var
store, og nogle af dem så mildt sagt sære og
uhyggelige ud.
Fik I støtte til at afl evere Bjarke?
Karen: Fra Carlsen og Erna, fru Carlsen,
men ellers ikke. Vi vidste bare, at det var den
eneste mulighed, hvis vores familie skulle
hænge sammen.
Nej, jeg har ofte hørt, at man da ikke giver
et barn fra sig, at forældrene er dem, der
bedst kan forstå deres egne børn. Folk har
også hævdet, at på institutionerne fi k børnene
bare lov til at sidde i et hjørne med en pind i
munden.
Det hjalp mig faktisk, da jeg engang hørte
en far sige, at de ikke vidste, hvad de skulle
stille op med sig selv, når barnet var på afl astning.
Vi fi k vores liv, og Bjarke fi k det bedste
af begge verdener. Vi har altid haft det dejligt,
når han var hjemme, og det har vi stadig.
Kjeld: Det har været tydeligt for os, hvor-
Mig og min mor og far. Konfi rmation.
FOTO: PRIVAT
71
dan vi kunne være kommet til at indrette hele
vores liv efter Bjarke. Da vi havde sommerhus,
kunne vi f.eks. ikke gå ture, for det vil
Bjarke ikke, og vi kan jo ikke gå fra ham.
Karen: Vi vidste jo, at vi kunne reagere
forskelligt på Bjarke, og vi ville have levet i
konstante konfl ikter. Vi ville aldrig have fået
et normalt liv.
Føler I stadig lidt af det svigt I følte dengang i
1972, da Bjarke kom på Elev børnehjem?
Karen: Når jeg ser på billeder fra dengang
og ser, hvor sød han ser ud, forstår jeg ikke, at
jeg kunne slippe ham.
Kjeld: Jeg tror, jeg kompenserede for den
skyldfølelse ved det forældrearbejde, jeg gik
ind i på et meget tidligt tidspunkt. Jeg har
selvfølgelig altid arbejdet for hele børnehjemmet.
Men jeg har også følt, at der var noget jeg
skulle have arbejdet af.
Det med skyldfølelsen, lærer man at leve med
den?

Min far og
den røde bus.
FOTO: PRIVAT
Kjeld: Det bliver man ved med at skulle
forholde sig til, for det er jo ikke slut med,
at man har sendt sit barn hjemmefra. For
mig var det slemt at opleve, hvor meget
Lars, Bjarkes ven og følgesvend, ville have
mig som far. Han kunne slet ikke klare, når
jeg hentede Bjarke. Og jeg vidste, at tog jeg
Lars med én gang, skulle jeg tage ham med
resten af hans liv, men det var hårdt bare at
gå med Bjarke, der var så privilegeret at have
sin familie
Forældreforeningen på Elev Børnehjem / Birkebakken
har gennem årene været en stærk medspiller
for institutionen og foreningen. Kjeld overtog
formandsposten fra Poul og Helga Rasmussen.
Derefter var der Sørens mor, Helle Poulsen, Mogens
Gregersen, og nu er det Dorte Kern, der er
en særdeles kompetent formand. Der var også
mange gode folk i bestyrelsen. Da Bjarke kom
72
på Elev Børnehjem, var fru Schiellerup med som
bestyrelsens repræsentant.
I fi k nogle store projekter i gang.
Kjeld: Ja, vi begyndte med de store indsamlinger
i 1980 til den røde bus, så var der svømmebadet,
sansehaven, svævebanen, legepladsen,
tandemcykler. I min formandstid var det
bussen og svømmebadet, der blev samlet ind
til. De følgende formænd stod så for de øvrige
indsamlinger. Vi var også med til at iværksætte
bofællesskabet. Det arbejdede vi med
fra 1979, og det blev først til noget i 1992.
Børnene, der var blevet voksne, kunne jo ikke
blive på børnehjemmet, og hvis vi skulle undgå
de store centralinstitutioner, måtte vi gøre
noget. Skovbakkevej blev virkelig deres hjem.
Karen: Vi har også prøvet at lade forældreforeningen
tage hånd om nogle problemer,
for eksempel børnenes retsstilling og søsken-

deproblematikken. Vibeke,
Bjarkes søster, er blevet socialrådgiver,
og hun har i tidens
løb holdt en del kurser,
hvor hun har videregivet sine
erfaringer. I øjeblikket arbejder
hun med handicappedes
retssikkerhed.
Kjeld, du er rigtig en foreningsdansker.
Kjeld: Ja, jeg har også siddet
i menighedsråd og gør
det stadig. Det er vigtig for
mig at have indfl ydelse på
det, jeg har med at gøre, og
det er et problem for forældrearbejdet i dag,
at nydanskerne, som der er en del af på vores
institutioner, ikke er kendt med foreningsdanmark
og ikke ved, hvilken støtte det giver
at være i en forening. De bakker ikke op om
foreningen.
Det er mest synd for dem selv, fordi de går
glip af den indbyrdes støtte og viden.
Forældreforeningen har været et stort aktiv
for både institutionen og Jysk børnefor sorg/Fredehjem.
Har du sommetider følt, at I er blevet
brugt politisk?
73
Mig og en lille ven. Bjarke og
Søren.
FOTO: PRIVAT
Mig og min far. Bjarke og Kjeld.
FOTO: PRIVAT
Kjeld: Nej, det har jeg aldrig følt. Men det
er da rigtigt, at vi i de sager der har været, har
støttet institutionen. Jeg ser nu sådan på det,
at det er, fordi vi har vidst og kendt forholdene
indefra, og derfor vidst og forstået, hvad
der er foregået. Det har da også undret mig, at
de forældre, der i tidens løb er gået til pressen,
ikke er gået mere til foreningen. På den måde
er vi måske blevet set som en del af det etablerede.
Men sådan mener jeg ikke det var.
Sommetider har det vel også været, at vi
ikke forstod de krav, der blev stillet, at man

krævede mere af institutionen, end man selv
ville være i stand til at give. Der har været forældre,
der ville have huset hegnet ind med gitter
og låger i en grad, så man ville tro, børnene
boede i et fængsel.
Derfor er det også sært for os at se, at man
i dag mener, at det skønne hus på Skovbakkevej,
hvor Bjarke bor sammen med seks venner,
at det skønnes forældet, fordi de ikke har hver
deres badeværelse. Hvor mange hjem med seks
familiemedlemmer har seks badeværelser ?
Det har man på moderne institutioner,
men da ikke i et hjem.
Så skulle Bjarke i skole.
Karen: Ja, og det var lige noget der passede
ham. Turen gik fra Børnehave i Villa Kampen
til Krogsgade, Stensagerskolen og så Lyngåskolen,
det var de tre bedste år i Bjarkes liv.
De så ham, forstod ham og holdt af ham. Han
fi k lov til at være den sjove, glade dreng med
alle spilopperne. Det udviklede ham kolossalt.
Bjarke har jo som alle børn udviklet sig i samspil
med mennesker, der så ham.
Hvad betød det for dig, Kjeld?
Kjeld: Det betød, at det gik op for mig, at
jeg i virkeligheden havde den søn, som jeg
havde ønsket mig, at han kunne gå med i bageriet,
at han kunne indgå i sammenhænge
og være med, at vi kunne være sammen om
noget af det der var mit, også at han blev en
rigtig ”mandchauvenist” som jeg selv er. Det
var sjovt at opleve, at han kunne noget.
Karen: Ja, han kunne noget med sine pilfi
ngre. Engang blev han væk ved et arrangement
i byen. Han var ude med skolen, og de
vidste ikke, hvad de skulle gøre. De ringede
hjem til John Hansen, og Johns kone Rita
sagde: ”Har I set efter i elevatorerne?” Ja, det
havde de, men der var i øvrigt én, der var ude
af drift. Rita foreslog, at de så efter i den og
ganske rigtigt. Bjarke havde fået den i gang,
men han sad fast i den i fl ere timer, og det
kostede en låsesmed til 5000 kr. at få ham ud.
Selv tog han det i stiv arm. Han vidste jo godt,
han havde pillet.
74
Så kom han i arbejde?
Karen: Ja, på Katrinebjergcentret, det var
ikke godt. De kunne slet ikke se ham, og de
syntes ikke om hans spilopper. Han fi k ingen
kredit på at hælde peber i kaff en her.
Så da han var midt i 20’erne, fl yttede han i
eget hus med vennerne?
Karen: Det var godt for ham og de seks
der fl yttede sammen. De står hinanden meget
nær. De har deres eget sprog, som kun de
forstår. Det er det bedste for Bjarke at have en
nær relation til andre mennesker. Nærhed og
stabilitet er vigtigt for ham. Hvis han ikke er

godt forberedt på ændringer i tilværelsen, kan
han godt blive deprimeret.
Hvordan er det så at have en søn på 37, som
gerne vil have en øl til sin aftensmad, men som
stadig skal puttes, som han altid er blevet det og
pusles af mor?
Karen: Det er hyggeligt med vores ritualer.
Han vil gerne sidde og nyde en øl og vælger
gerne de lyse, da de ofte har de fl otteste etiketter.
Og så går han stadig Kjeld til hånde, nu
med Kjelds fugle. Han er ligeglad med fuglene,
men det er hyggeligt at feje sammen med
far. Men vi bekymrer os da stadig for, hvad der
75
skal ske med ham, når vi bliver gamle. Vi ber
til at han dør før os.
I dag ved vi, at vi fi k de bedste to børn i
verden. De er så gode begge to, og vi er taknemmelige
over at Bjarke, selv om han fylder
meget i vores liv, ikke kom til at fylde det
hele.
Kjeld har bagt rugbrød. Det dufter lifl igt i
hele huset. Det har været en dybt bevægende
eftermiddag. Jeg tager den med mig sammen
med et halvt nybagt brød.
Annelise Søndengaard
Sognepræst Annelise Søndengaard,
Henrik Lund Holm, Anette Mikkelsen,
Bjarke Hedegaard Larsen. 12. maj
1982, Elev Kirke.
FOTO: PRIVAT

Knud Byskov titter ind i fremtiden. Et lille skilt på mødelokalets dør siger: Optaget.
– Men, mon ikke der også bliver plads til og brug for Jysk børneforsorg/Fredehjem?
FOTO: KIRSTEN BESENDAHL

Om de ting der skal
komme, førend
livet er omme
- Et kig ind i fremtiden
Jysk børneforsorg/Fredehjem har rødder i det
19. århundredes religiøse vækkelser og har
været en del af velfærdssamfundets opbygning
gennem det 20. århundrede. Et nyt århundrede
har så småt taget sin begyndelse. Hvad
kan vi forvente os af dette århundrede? Hvordan
vil vores samfund udvikle sig? Og hvad
kunne være foreningens mission og rolle? Det
er store spørgsmål, men samtidig ganske interessante
spørgsmål.
Vi har bedt to af foreningens ’grand old
men’ tage plads i den varme stol, hvor de hver
for sig giver deres bud på foreningens situation
i dag, og hvad fremtiden måtte byde på
af muligheder og udfordringer for en forening
med 100 begivenhedsrige år på bagen. Knud
Byskov betragter foreningens fremtid fra
forstanderkontoret i en af foreningens ældste
institutioner, Holmstrupgård, mens Lars
Bundgaard, foreningens administrationschef
gennem 26 år, skuer ind i fremtiden fra hovedkontoret
i Ellengården.
Hvad kendetegner vores samfund?
Knud Byskov er optaget af, at samfundet udvikler
sig på en måde, hvor der bliver større og
større afstand mellem de ressourcestærke og
de svagt stillede: ”Den model man tænker i, i
vores samfund, er jo meget traditionel. Vi tænker
mere i eksklusion end i integration. Man
kan tage avisen og se, hvor mange der er på
77
overførselsindkomst. De er nogen, der er ekskluderet
af det her samfund. Dem, der bliver
anbragt, for eksempel på en døgninstitution
som Holmstrupgård, bliver også ekskluderet.
Kan vi undgå det ved at tænke i anderledes
måder? Det er paradoksalt, at siden 1905 har
anbringelsestallet stort set været konstant: 1
% af en årgang. Det er jo ikke, fordi der ikke
har været forsøgt at gøre noget forebyggende
arbejde.”
Årsagen til det stabile anbringelsestal kan
ifølge Knud være, at samtidig med at vi er blevet
dygtigere til at forebygge og lave tilbud til
dem, der har behov, så fl ytter vi også grænserne
for normalitet: ”Jo mere man afdækker,
jo mere behov bliver der for at anbringe. Den
motorvej vi går på, bliver smallere og smallere.”
Knud peger på, at samfundets stigende
kompleksitet og anvendelsen af specialiseret
teknologi bevirker, at det bliver vanskeligt at
klare sig for de svage grupper. Samtidig gør
ideen om det perfekte menneske os mindre
tolerante og rummelige. Knud nævner som
et eksempel, at ingen forældre vil acceptere,
at der er et DAMP-barn i deres børns skoleklasse.
De ønsker, at deres egne børn skal have
det bedste af det bedste - de skal lære noget,
så de kan opnå noget i deres liv. Det gør, at
børn, der ikke lever op til idealet, kommer i
klemme, bliver fj ernet, ekskluderet.
Heldigvis er der også modsatrettede ten-

FOTO: KIRSTEN BESENDAHL FOTO: KARIN MUNK
Knud Byskov
Knud Byskov har været forstander for Ungdomshjemmet
Holmstrupgård i Århus siden
januar 1994.
Holmstrupgård er en af de ’gamle’ institutioner
i Jysk børneforsorg/Fredehjem og
kunne fejre sit 75 års jubilæum i 2003. KB
har været en del af institutionens udvikling ad
fl ere omgange.
KB blev børneforsorgspædagog i 1970 og
arbejdede som pædagog og familieplejekonsulent
i blandt andet Ungdomscentret i Århus,
før han kom til Holmstrupgård første gang i
1978-80 som assistent. Dernæst varetog han
fl ere poster i Socialpædagogernes Landsforbund,
før han i 1990 vendte tilbage til Holmstrupgård
som konstitueret viceforstander for
en kort periode. Herfra gik hans vej omkring
Ungeinstitutionen Langenæs, hvor han var afdelingsleder/stedfortræder,
indtil han i 1994
satte sig til rette i forstanderstolen på Holmstrupgård.
KB er 59 år.
Lars Bundgaard
Lars Bundgaard har været administrationschef
/generalsekretær i Jysk børneforsorg/Fredehjem
siden 1979.
LB har læst statskundskab på Århus Universitet.
I 1977/1978 var han lærer i socialret ved
Den Sociale Højskole i Esbjerg efterfulgt af en
ansættelse i amtsankenævnet i Ribe Amt.
Sideløbende med ledelsesfunktionen i foreningen
har LB bl.a. været viceforstander på
ungdomshjemmet Schepelernhus i Brabrand i
1980’erne. I 1990’erne ledede han to østeuropæiske
hjælpeprojekter: Et EU-støttet projekt
i Ungarn og et projekt i Estland støttet af det
danske udenrigsministerium.
LB har desuden været aktiv i Kirkens Korshær
bl.a. som formand for Korshærens herberg
i Århus, siddet i menighedsrådet og været
formand for det daværende Formidlingscenter
Århus under Socialministeriet.
LB er medlem af Stiftsudvalget for Diakoni
og Sjælesorg i Århus Stift.
LB er 56 år.

denser. På trods af, eller måske snarere på
grund af, individualiseringen og kompleksiteten
er der folk, som reagerer på og vil gøre
noget ved urimelighederne. Ikke kun Jysk
børneforsorg/Fredehjem forsøger at gøre en
indsats for de svage i samfundet. Der er også
mange andre gode initiativer. Men, påpeger
Knud, det er vanskeligt at undgå og modvirke
konsekvenserne af det komplekse og teknologisk
prægede samfund, fordi vi alle i en eller
anden udstrækning selv nyder godt af og bidrager
til, at samfundet udvikler sig på den
måde. Og det gør vi, uanset hvor bevidste vi er
om, at der er mennesker i vores samfund, som
har vanskeligt ved at følge med.
Også Lars Bundgaard hæfter sig ved, at velfærdssamfundet
ikke er nogen garant for, at
alle sociale problemer bliver forebygget eller
løst. Han forklarer, at der er to teorier omkring
samfundets udvikling på det sociale område.
”Optimisterne siger: Vi bliver dygtigere
og dygtigere, vi bruger fl ere og fl ere penge,
vi får fl ere og fl ere eksperter, og vi forsker og
putter diagnoser på folk, ergo løser vi en lang
række problemer, og derved får vi færre sociale
problemer. Og den anden strøm er den
i aviserne: Det bliver værre og værre, tingene
bliver mere og mere forfærdelige.
Hvis vi nu kigger på virkeligheden, så er
den overraskende konstant. Der er ingen samfund,
uanset hvor mange samfundsarkitekter
og forskere, man sætter på, der kan lave et
samfund, uden at der er nogen mennesker,
der falder igennem og har behov for hjælp.”
En af årsagerne er ifølge Lars, at samfundet
er i konstant forandring - også familiemønstrene
ændrer sig: ”Vi lever single eller i
brudte parforhold. Den gamle nabokultur er
forsvundet. Det betyder selvfølgelig et enormt
tab, fordi det trygge og rytmiske samfund er
stort set forsvundet. Det er en af de ting, der
gør, at de dårligt fungerende fungerer dårligere.
Det betyder også en masse andre ting,
vækst, økonomisk vækst, at de velfungerende
får et rigere liv.
79
Vi har brudt det traditionelle samfund op
og skabt et samfund på de stærkes præmisser,
og her mener jeg ikke de økonomisk stærke,
men de på anden måde ressourcestærkes vilkår.
De kan bruge det labile samfund, rejse
verden rundt, bruge de kulturelle tilbud, gå
til psykologer osv. Det kan dem med meget få
ressourcer ikke. De svagt begavede har længe
været udskilt af det teknologiske og boglige
samfund. Der er ikke plads til dem - eller
jo, det er der - vi vil gerne putte dem på passiv
forsørgelse. Og så skal de ellers være taknemmelige,
fordi de kan selvfølgelig ikke få
arbejde i det her højteknologiske og intellektuelle
samfund, vi har skabt. Så de skal være
tilfredse, for vi har, synes vi, en høj ydelse til
dem. Og de skal bare sidde og hygge sig, for vi
har ikke brug for dem. Det er måske et meget
godt eksempel på de negative sider.” Lars ser
det derfor som foreningens hovedudfordring
at afhjælpe de negative konsekvenser af den
hastige samfundsudvikling, at arbejde for, at
mennesker ikke bliver ekskluderet af samfundet.
Det er vigtigt for Lars at understrege:
”Mennesket behøver at behøves. Det er noget
at det værste et ungt menneske kan opleve at
få at vide: ved du hvad, du behøver ikke gøre
noget. Vi er så fl inke, at du ikke behøver at
gøre noget.”
Det billede, Knud og Lars tegner af samfundet
i dag og perspektiverne for fremtiden,
er altså et samfund, som er præget af fortsat
teknologisk udvikling og stigende kompleksitet,
hvor kun de mennesker, der formår at
følge med udviklingen, har en reel chance. Et
samfund, der på mange måder er rigt og veludviklet,
men som på det menneskelige plan
vil være kendetegnet ved individualisme, stræben
efter idealer, manglende tolerance, marginalisering
eller eksklusion af dem, der ikke
evner at følge strømmen. Hvilken berettigelse
har Jysk børneforsorg/Fredehjem i sådan et
samfund, og hvad bør være foreningens mission
og rolle?

Hjælp og næstekærlighed
”Du får ikke mig til at sige, at jeg ved, hvordan
vores rolle er i samfundet om 10 år, for det ved
vi ikke,” slår Lars fast, ”men det er et grundvilkår,
vi har som mennesker, at der altid vil være
behov for hjælp og for næstekærlighed. Det er
en erfaring fra det 20. århundredes samfundseksperimenter,
at den drøm, som nogle havde
om, at man ved hjælp af samfundsindretning,
strukturreformer og eksperter, kunne løse sociale
problemer, den drøm er ikke realistisk.”
Og da Jysk børneforsorg/Fredehjem bygger
på en ideologi om næstekærlighed, vil der
altid være brug for foreningens arbejde. Det
skyldes ikke, fremhæver Lars, at foreningen
har fundet De vises Sten. Men en af de ting,
foreningen har formået at gøre, er at få skabt
en forståelse ude i normalsamfundet for, at der
også skal være plads til de svagtstillede mennesker,
og at de også rummer store værdier. For
eksempel viser det sig i samarbejdet med erhvervslivet,
at virksomhederne opdager, at de
unge mennesker, som foreningen sender ud
til dem, også rummer noget værdifuldt, nogle
andre værdier end den intellektuelle, højtuddannede
og omstillingsparate medarbejder
gør. ”Og så oplever vi, at virksomhederne
faktisk formulerer nogle af de værdier, vi står
for, på en meget fl ot måde,” tilføjer Lars. Det
er her foreningen har en af sine største succeser,
forklarer han, ikke uden en vis stolthed
i stemmen.
Eksklusionen fra samfundet ses ikke kun
hos de grupper, som Jysk børneforsorg/Fredehjem
hidtil har arbejdet for. Knud mener,
at foreningen burde engagere sig langt mere
i fl ygtninge/indvandrerspørgsmålet: ”De er
de nederste i vores samfund. De får ikke jobs,
de får ikke uddannelse, og hvis de endelig får
job, får de det dårligste. Det er jo fuldstændig
vanvittigt, at højtuddannede render rundt og
er renovationsarbejdere eller hvad de nu laver,
for hvorfor skal man ikke bruge dem til det,
de er uddannet til. Som kristelig organisation
skal man tænke ud over landegrænser, man
80
skal ikke bare tænke på sit eget land. Det er jo
mennesker, det drejer sig om, som skal have et
liv. Der er så mange ting at tage fat på i denne
diskussion, som er uværdige.”
Knud ser fl ygtninge-/indvandreres situation
som et af de mest påtrængende problemer i
det danske samfund lige nu og forudser, at det
vil være det mange år endnu. Han kunne godt
tænke sig, at Jysk børneforsorg/Fredehjem involverede
sig langt mere, end foreningen hidtil
har gjort, også gerne på en mere politisk
måde ved at markere nogle standpunkter og
råbe op, når mennesker bliver behandlet helt
urimeligt, for eksempel i asylsager.
Lars ser fl ere andre områder, som foreningen
bør engagere sig i. Et område er familier,
der mistrives, ikke på grund af økonomi, men
på grund af dårligt samliv. Der er rigtig mange
børn, der lider under de mange skilsmisser og
de voldsomme samlivsbrud, der sker. ”Vi er
oppe på hvert andet ægteskab, der bliver afbrudt.
Og selvom det er blevet almindeligt, så
gør det stadig for mange rigtig meget ondt.
Og det tyder på, at vi ikke har fået skabt en tilstrækkelig
hjælp og tryghed omkring den familie,
der går i opløsning. Der er stadig mange
børn, der går i hundene, mange børn, der får
alvorlige mén,” forklarer Lars.
Et andet område, som Lars mener, at der
skal tages hånd om, er ensomhed: ”Det kan
man altså ikke sætte på formel. Man kan ikke
gå op i socialforvaltningen og sige: jeg vil
gerne have et middel mod ensomhed.” Lars
fremhæver, at det er en vanskelig opgave, og at
der arbejdes på at fi nde løsninger.
Disse to eksempler har at gøre med dybe
menneskelige kriser, hvor det handler om at
give hjælp til sjælen. Det er ifølge Lars noget,
som de kirkelige kredse er optaget af for tiden,
og hvor Jysk børneforsorg/Fredehjem også bør
kunne gøre en forskel.
Selv efter 100 års solid indsats for de svage
grupper i samfundet er der altså ingen grund
til at hvile på laurbærrene. Der er nok at tage
fat på, og man kan næppe være i tvivl om, at

Knud og Lars har ret, når de siger, at der hele
tiden er grupper i samfundet, som har behov
for den form for hjælp, en forening som Jysk
børneforsorg/Fredehjem kan yde. Foreningen
arbejde er siden begyndelsen foregået i tæt
samspil med den off entlige indsats på det sociale
område. Det er derfor ikke helt uvæsentligt
for foreningens fremtidige virke, hvordan
det off entlige Danmarkskort kommer til at se
ud for fremtiden, og hvilke muligheder og udfordringer,
det giver foreningen.
En stor omvæltning
Med den kommende strukturreform kommer
der til at ske ændringer for Jysk børneforsorg/
Fredehjems rolle i samarbejdet. Det sociale
arbejde vil blive fl yttet fra amterne over i storkommunerne,
hvor også selve betalingsdelen
bliver samlet. Før fi k kommunerne statsrefusion,
men nu sidder kommunerne selv med
hele regningen, for eksempel for anbringelser.
Spørgsmålet er så, hvordan kommunerne vil
forholde sig til det.
Lars ser to scenarier for sig: ”Hvis vi ser
tilbage på den forrige reform i 1976, så kom
der en periode, hvor den måde, vi arbejder på,
blev nedprioriteret. Og der er meget, der tyder
på, at mange kommuner har den tænkning,
at nu laver man det selv. Det vil sige, at vi i
en periode nok skal regne med, at vi får færre
opgaver. Strukturreformen betyder en meget
stor omvæltning, fordi kommunerne tænker:
’Nu har vi hele ansvaret, derfor kan vi tænke
døgninstitutioner ind i vores øvrige forvaltning.’
Derfor er et af scenarierne, at vi oplever
det samme som i 1976: at vi får færre opgaver.
Eller at vi bliver nødt til at arbejde mere ude
i det alternative i en periode, indtil kommunerne
opdager, som amterne opdagede, at de
ikke kan løse opgaverne selv: de er nødt til at
have en partner.
Den anden mulighed består i at sige: Nu er
det nogle helt nye partnere, der skal sørge for
anbringelsesområdet, de har ikke nogen erfaring,
og så går det til organisationer, der har
81
meget erfaring. Der er nogle, der siger, at det
bør være formen, at de for så vidt opprioriteter
samarbejdet med organisationer som os.
Og jeg ved ikke, hvad for et af de to scenarier,
der er det rigtige, for vi kan mærke tendenser
fra begge dele. Så på meget kort sigt – i løbet
af 2-3 år – er der ikke tvivl om, at der vil ske
nogle meget store ændringer, alene på grund
af den strukturændring,” vurderer Lars.
Spørgsmålet er, om strukturreformen er et
skridt i retning af privatisering af det sociale
arbejde. Knud mener, at ældre, børn og unge
fortsat bør være en off entlig opgave, men han
forudser, at Jysk børneforsorg/Fredehjem i
fremtiden må ud i licitationer i konkurrence
med andre udbydere. Løsningen kunne være,
at de private, kristelige foreninger fusionerer
for at kunne konkurrere på pris og kvalitet
– og det vil blive en balancegang, for der må
ikke laves kompromiser i forhold til værdier
og menneskesyn: ”Vi skal ikke sælge vores
sjæl,” slår Knud fast.
Lars håber ikke, at strukturreformen medfører
privatiseringer, da han mener, at Jysk
børneforsorg/Fredehjem har en traditionel og
en ideologisk modstand mod at blive privatiseret
og blive betragtet som et ’privat fi rma’.
Den forretningsmæssige tilgang, hvor økonomien
er omdrejningspunktet, ser Lars som
et fejlskud: ”Når man byder på en licitation,
byder man kun på en kontraktmæssig og på
forhånd defi neret omsorg. Hvis der undervejs
i arbejdet med mennesker opstår behov for
andre typer af omsorg, kan det ikke lade sig
gøre, for det står jo ikke i kontrakten. Det bliver
nemt umenneskeligt.”
Også Knud fremhæver, at det, der gør Jysk
børneforsorg/Fredehjem til noget særligt, er at
sociale hensyn vejer tungt i forhold til økonomiske
hensyn: ”Det er ikke udelukkende økonomien,
der gør sig gældende. Det er sådan, at
vi spørger: hvordan har børnene det? Jeg kan
godt lide, at der er den oprigtige interesse for,
at børn og unge får et ordentligt ophold her
hos os.”

Lars og Knud er enige om, at det er foreningens
organiske udvikling, der gør Jysk
børneforsorg/Fredehjem egnet til at opsøge
problemer og løse dem, før det off entlige får
sit system sporet ind på dem, og derfor vil
foreningen blive ved med at spille en rolle på
en eller anden måde i fremtiden over for det
off entlige. Lars påpeger, at der altid vil være
nogen, der falder igennem og har brug for
hjælp, og det er her, at foreningen har sin fortsatte
berettigelse. Det off entlige kan ikke løse
alle opgaver, fordi det off entlige som system
er for stift og udynamisk – det kan ikke løse
alle problemer gennem planlægning, for der
dukker hele tiden nye problemer op, som systemet
ikke er designet til at løse.
Klædt på til fremtiden
Vi har nu set på verden omkring os og på
samspillet mellem Jysk børneforsorg/Fredehjem
og det off entlige. Lad os nu skue indad
og se på, hvilke fremtidsperspektiver, der er
for foreningens interne organisering. I dag
er foreningen bygget op med en hovedbestyrelse,
hvis medlemmer er frivillige, ulønnede
personer. Hver af de godt 20 institutioner har
en bestyrelse, der ligeledes består af frivillige,
ulønnede personer. Institutionerne bemandes
af professionelt fagpersonale, og nogle af dem
har tilknyttet frivillige, for eksempel besøgsvenner.
Er denne organisationsform fremtidssikret?
Knud kunne godt tænke sig, at foreningen
blev mere organisk, også gerne mere græsrodsagtig.
En forening, der i højere grad kunne
bane vejen for menneskers virkelyst og for nye
aktiviteter, der kører en periode og så måske
afl øses af nye initiativer: ”Jeg tror, det ville give
mange unge mennesker lyst til at gå ind i det,
hvis det var en organisation, der banede vejen
og sagde ’vi hjælper jer, alt det bureaukrati, I
løber ind i, det skal vi nok tage os af.’ For er
der noget, der dræber gode initiativer, så er det
bureaukrati.” Knud efterlyser altså en mere levende
forening, der både driver de etablerede
82
institutioner og projekter, og samtidig kan
virke som arnested for nye ideer og initiativer.
Et sted, der er kendt i off entligheden og
som tiltrækker innovative folk med hjertet på
rette sted, der brænder for at udføre et stykke
socialt arbejde.
Knud er meget inspireret af, hvordan den
katolske hjælpeorganisation Caritas arbejder
i Spanien. Den starter hele tiden nye initiativer
op, og når det kører, bliver de overdraget
til det off entlige, så kræfterne kan bruges
på nye aktiviteter. Det mener Knud, at Jysk
børneforsorg/Fredehjem kan lære noget af.
Ikke nødvendigvis sådan, at foreningen skal
afhænde de eksisterende institutioner, men
som inspiration til hele tiden at overveje, hvor
man bedst bruger sine ressourcer. Her tænker
Knud især på foreningens hovedbestyrelse.
Bruger de for mange kræfter på driften af de
eksisterende aktiviteter? Er institutionerne så
godt kørende, at foreningen i højere grad end
hidtil kan tage fat på nye opgaver?
For at skabe en større dynamik er et frisk
bud fra Knud, at hovedbestyrelsen skal bestå
af ’aktive erhvervsfolk og rebelske teologer.’
Hvis man overhovedet skal have en hovedbestyrelse,
skal der sidde folk, som er lidt tættere
på i dagligdagen, og folk, som vil involvere
sig mere i den politiske debat. Knud forklarer:
”Det ville jo også løfte os andre, det ville
gøre os stolte af dem, mere stolte end i dag:
Hold da op … en utrolig historie vi har set
i fj ernsynet, Jysk børneforsorg/Fredehjem er
gået ind og har slået på, at nu skal vi have løst
de her opgaver med de her fl ygtninge, det er
jo uværdigt. Eller måske skal der slet ikke være
en hovedbestyrelse, men blot et kontor, en organisation,
der forbinder de aktiviteter, som
initiativrige mennesker sætter i gang.”
Også institutionerne kan være med til at
fi nde nye veje i det sociale arbejde og give mulighed
for, at fl ere mennesker kan engagere sig
i det, for eksempel ved at nytænke samspillet
mellem de professionelle fagpersoner og de frivillige.
Knud fortæller, at Holmstrupgård for

nogle år siden havde besøg fra en børne- og
ungdomspsykiatrisk afdeling i Grækenland.
En overlæge spurgte, hvor meget forældrene
går ind og passer de unge på Holmstrupgård?
”Så sagde vi: ’Forældrene passer ikke de unge
her, det gør vi.’ Men på hospitalet i Athen,
der kunne de ikke få det til at køre rundt, hvis
ikke forældrene indimellem var inde og afl øse
de ansatte. Det vil sige, at forældrene passede
børnene og sørgede for nogle af de ting, som
sygehjælpere og sygeplejersker ordnede, den
almindelige omsorgsdel.”
Knud ser mange fordele i at gå nye veje og
bryde rammerne for, hvordan en institution
kan involvere frivillige. Men en barriere, der
skal overvindes, er at de professionelle synes,
det er svært og besværligt at ’dele magten’ med
frivillige medhjælpere. Holmstrupgård har
dog allerede en gruppe frivillige, som gør et
vigtigt stykke arbejde, fordi de blandt andet
kan hjælpe de unge i forhold til ensomhed.
Lars mener ikke, at man kan designe, hvad
der er den bedste ramme for folkeligt og folkekirkeligt
socialt arbejde. En organisation kan
ikke designes ovenfra, men skal vokse nedenfra,
fra det frivillige engagement. Hvis man ser
tilbage på, hvordan Jysk børneforsorg/Fredehjem
startede, så dannede Ellen Schepelern
ikke et kvindehjem, fordi hun havde en ambition
om at lave en organisation. Lars forklarer:
”Hun var i gang med et stykke arbejde og
stødte på et problem omkring at leje en lejlighed.
Og for at kunne leje en lejlighed var
hun nødt til at fi nde en bestyrelse. Sådan blev
det skabt, og sådan bør det også være. Det er
egentlig et biprodukt, at hun laver en organisation.
Men problemet for os er jo, at når vi
så har fået dannet den, jamen, så bliver der
jo i enhver organisationsdannelse en træghed.
Og det er et vilkår, som alle organisationer må
leve under. Fordi så tror man, at den struktur
er skrevet i lertavler, men det er den ikke.”
Men hvor kommer innovationen så fra?
Her må Lars tænke lidt og når frem til den
konklusion, at det er der ikke et bestemt møn-
83
ster i: ”Det er heldigvis sådan, at det er ud fra
et konkret problem med en konkret bruger,
at der opstår noget. Det kan være en forælder,
det kan være nogle off entligt ansatte, der henvender
sig, det kan være en interessegruppe,
men det kan lige så tit være, at det kommer
indefra. Det opstår jo ved, at vi har et stykke
eksisterende arbejde og støder på nogle problemstillinger,
der kræver en ny måde at løse
tingene på. Og vi har fået en organisation, der
åbenbart er i stand til at udvikle nye ting, det
er blevet en integreret del af organisationen
Men vi har ikke en udviklingsafdeling: udviklingsarbejdet
er de forhåndenværende søms
princip.”
Lars ser ligesom Knud et dilemma i forhold
til at fi nde en balance mellem det eksisterende
arbejde og opstart af nye aktiviteter. Men hvor
Knud var bekymret for, at driften bliver prioriteret
højere end innovation, mener Lars, at
udviklingen af nye projekter kan risikere at
tage for mange ressourcer fra de eksisterende
aktiviteter: ”Vi har mindst et nyt projekt om
året, vi har perioder med 2-3, vi har år med
3-4 nye projekter. Det betyder, at ledelsen, inklusiv
jeg selv, hovedbestyrelsen og de centrale
medarbejderes fokus er meget på det nye. Dermed
kan man måske svigte det lange seje træk.
Omvendt vil det være et væsentligt problem,
hvis man sagde, at man ikke var i stand til at
honorere et behov.” Alle de nuværende institutioner
undtagen Holmstrupgård er skabt efter
1979, så der har fundet et stort udviklingsarbejde
sted, fremhæver Lars. Men foreningen
har måttet erkende, at det kan være vanskeligt
både at støtte op om de aktiviteter, der allerede
er sat i gang, og stadigvæk have fokus på
nye initiativer. Derfor har foreningen ansat en
foreningskonsulent, der primært skal sørge for
at vedligeholde eksisterende aktiviteter.
Knud var inde på, hvordan hovedbestyrelsen
bruger sine ressourcer og efterlyste fl ere
initiativer. Lars ser anderledes på hovedbestyrelsens
rolle: ”Det primære er jo at have overblik
over og føling med organisationens hel-

hed, at se de enkelte arbejdsgrene i en større
sammenhæng. Det er det hovedbestyrelsen
kan til forskel fra institutionernes bestyrelser,
som har et begrænset fokus. Det andet er selvfølgelig
at træff e de overordnede beslutninger
og sørge for, at organisationen som helhed
trives. I princippet er det jo også hovedbestyrelsen,
der skal sætte de overordnede rammer.
Det tror jeg egentlig ikke, den gør. Jeg er ikke
tilhænger af systematisk fremtidsplanlægning.
Og det lyder måske grotesk i en organisation,
der har investeret mange millioner i bygninger
osv. Vi gør det med risiko for, at vores planer
ikke holder. Vi kan ikke planlægge og sige, at
vi bygger det og det hus, fordi vi ved, der er
behov for det. Vi har kun noget, vi tror, der er
behov for - vi føler, at der er nogle mennesker,
der har behov for hjælp. Noget af det farligste,
der kan opstå i sådan et stykke arbejde er,
at man har en økonomi og en tænkning der
gør, at man lader sig styre af mursten, for så
bliver motiveringen ikke at løse et problem,
men hvordan i alverden vi kan bruge de her
mursten. Sådan har vi det heldigvis ikke her.”
Ligesom Knud har også Lars gjort sig overvejelser
om hovedbestyrelsens sammensætning,
men på en anden baggrund: ”Vi står
over for et generationsskifte i hovedbestyrelsen.
Men vi har et dilemma omkring det med
et generationsskifte. Dilemmaet består i, at lidt
af vores særkende er, at vi er lidt familieagtige.
Vi kender hinanden, og når man først kommer
ind, bliver man grebet af det. Og hvorfor
skulle man så egentlig gå ud af det igen? Der er
nogen organisationer, der for at modvirke det,
laver åremålsansættelser. Vi har en ekstrem
kontinuitet, 4 formænd og 5 forretningsførere
har der været – på 100 år. Vi afspejler lidt af
folkekirkens krise, at den ikke er så folkeligt
dækkende, som den har været. Aldersmæssigt
er vi da i hovedbestyrelsen formentlig yngre
end gennemsnittet i menighedsrådene i dag.
Alligevel lider vi lidt af det samme syndrom
som folkekirken, at hovedaktiviteten forestås
af folk oppe i årene. Jeg synes det kunne være
84
meget interessant at få nogen med en anden
erfaringsbaggrund ind, en yngre generation,
der er bredt favnende erhvervsmæssigt og aldersmæssigt.”
Lars oplever hovedbestyrelsen som værende
meget bred i sin tænkning, men i praksis
rekrutteres medlemmerne fra et lille segment.
Han understreger, at rekrutteringsproblemet
ikke kan løses ved at gå uden for kirkens rækker.
Det er vigtigt at fastholde tilknytningen
til folkekirken, fordi hele foreningens værdigrundlag
er baseret på den folkekirkelige basis,
mener han.
Det med værdierne må vi lige have uddybet,
for det er også en af de tendenser vi ser i
disse år, at mange organisationer, private og
off entlige virksomheder har stor opmærksomhed
omkring værdier og værdigrundlag.
Værdierne
Jysk børneforsorg/Fredehjem er som bekendt
en forening, der udfører ’Socialt arbejde med
folkelig og folkekirkelig basis siden 1906’, som
der står trykt på brevpapiret. Der er ikke formuleret
et værdigrundlag på skrift udover
denne sætning, for ifølge Lars er der ingen
tvivl for folk i foreningen om, hvad foreningen
står for: ”Vi har ikke særlig tradition for
at putte fede ord på. Det er noget som ligger
et lag dybere, og som det måske ikke er særligt
frugtbart at putte i ’one-liners’. Den der værdisnak
handler meget om, at man kan sætte
sit værdigrundlag op i neon eller forme det i
en sætning. Og det ser vældig smukt ud. Og
der fi ndes også kirkelige organisationer, der
prøver at gøre det – vi er heller ikke for gode,
vi har også den sætning på vores brevpapir.
Sådan noget opstår tilfældigt, og bagefter kan
jeg godt tænke, at den egentlig rammer meget
godt. Hvis vi først begynder at sige, at vi bygger
på næstekærlighed og på kærlighed, så kan
det blive på grænsen til det kvalmende. For så
begynder det at lugte af, at vi står for kærligheden
og det gør de andre ikke. Det ville være
et vanvittigt signal at sende.”

Der er ingen tvivl om, at værdigrundlaget
er til stede i Jysk børneforsorg/Fredehjem,
men det er mere som en atmosfære eller ånd
på stedet, end det er som et postulat. Hvad
menes der så med ’folkelig og folkekirkelig
basis’?
I forhold til det folkelige siger Lars: ”Hvis
jeg skulle sige det meget kort, så postulerer vi,
at hvis ikke befolkningen er med til at støtte
de svage, så bliver samfundet et koldt og dårligt
samfund. Man kan ikke overlade det alene
til eksperter – hvis ikke den brede befolkning
har et sindelag og også hjælper med, hvis naboen
ikke kigger efter en, der er syg inde ved
siden af, så kan du have alverdens vagtsystemer,
det bliver et koldt samfund med megen
social nød.”
Det er altså et alment folkeligt ansvar at
sørge for at tage hånd om de svageste i samfundet,
og Jysk børneforsorg/Fredehjem er
med til at organisere dette ansvar ved at gøre
brug af frivillige i det sociale arbejde.
Også Knud mener, at den folkelige forankring
er central: ”Det er vigtigt at fastholde det
frivillige arbejde, ellers dør det sociale engagement,”
siger han. Det folkelige består i at
opfordre samfundet til at tage et fælles ansvar
for de svageste og ved at give rum for frivilligt
arbejde til at hjælpe dem, der har mest behov.
I Danmark, der er et land, som bygger på
kristne værdier, kan det være svært at skille det
folkelige og det folkekirkelige ad. Som Lars
udtrykker det: ”I vores danske samfund bygger
vi på det kristne budskab om næstekærlighed.
Man kan sikkert også bygge et arbejde
på næstekærlighed og islam. Hvis det ikke har
nogle grundlæggende værdier og budskaber,
så holder det ikke.” Derfor kan det umiddelbart
være svært at se, hvordan en organisation
med en folkekirkelig basis adskiller sig fra for
eksempel kommunerne, der ikke har nogen
særlig tilknytning til folkekirken. Hertil siger
Lars: ”Det er jo ikke sikkert, at det arbejde vi
laver, adskiller sig ret meget. Vi har ikke en påstand
om, at vi absolut er de bedste. Det ville
85
også være at sige, at fordi vi har fi ne værdier,
så er vi også bedst. Det er vi ikke. Vi kan fi nde
off entligt socialt arbejde, der i nogle situationer
er bedre end vores. Vores værdigrundlag
er ikke et forsøg på at være pr. defi nition anderledes
eller bedre. Det er bare sådan, at det
er det, vi står for. Så må vi gøre det bedste vi
kan.”
Som Knud tidligere har været inde på, er
forskellen på Jysk børneforsorg/Fredehjem og
de off entligt drevne institutioner, at for Jysk
børneforsorg/Fredehjem er børnenes tarv det
allervigtigste, mens der er en tendens til at
tænke mere i økonomiske baner i det off entlige:
”Vi vægter meget, at børnene har det godt,
det er det vigtige. I det off entlige regi, der ville
man sige, at hvis der er røde tal på bundlinjen,
så er det det, vi snakker om.”
Her er det igen, ifølge Knud, den kristne
grundtanke om næstekærlighed, der gør Jysk
børneforsorg/Fredehjem anderledes: ”Når
man kigger på det pædagogiske felt, så er der
meget næstekærlighed i det, tilsat det professionelle
stænk af viden, man udøver i sin gerning.
Det er jo ikke helt tilfældigt, at man før
i tiden sagde, at det var et kald. Det siger man
jo ikke mere, det oser lidt for langt væk af et
eller andet.”
Den kristne grundtanke om næstekærlighed
er ikke unik for Jysk børneforsorg/Fredehjem,
men det er alligevel noget, foreningen
fastholder som værende en bærende bjælke i
foreningen. Det er dog ikke en grundtanke,
der giver anledning til mission i dag. I Kvindehjælpens
og Fredehjems opstart var der en
del mission inde i billedet ud fra en tanke om,
at vejen til det gode liv gik gennem kristendommen
– det er der på ingen måde tale om
i dag. ”Vi går ikke med vores religion i knaphullet,”
siger Lars, og Knud oplever det således:
”Folk er ikke specielt mere kristne i Jysk
børneforsorg/Fredehjem end de er så mange
andre steder… Min umiddelbare tanke er, at
der er ret højt til loftet, at der er luft til at være
anderledes eller have forskellige meninger. Og

i forhold til trosspørgsmålet, oplever jeg ikke,
at der er noget med, at du er mere troende
end mig, eller at dem, der er mest troende, har
større værdi end andre.” Det er vigtigt for både
Lars og Knud, at foreningen ikke støder nogen
fra sig ved at være fordømmende over for folk
med en anden tro eller ingen tro. Lars tilføjer:
”Det er vel egentlig også et godt tegn på vores
folkelighed. For det er jo meningen, at vores
arbejde ikke skal være ekskluderende.”
Tilknytningen til folkekirken består i dag
af et stort netværk inden for menighederne,
og menighedsrådene fungerer som rekrutteringsgrundlag
for foreningens hovedbestyrelse.
Som nævnt er Lars og Knud enige om,
at det folkekirkelige i foreningen ikke må have
en sådan karakter, at det virker ekskluderende.
Men når det gælder om, hvordan det folkekirkelige
islæt skal komme til udtryk i fremtiden,
hører enigheden mellem Lars og Knud op.
Lars mener, at den folkekirkelige tilknytning
ikke blot er af historisk betydning, men
skal bevares og dyrkes fremover. Tilknytningen
skal være synlig ved at bruge folk fra
kirkerne i Jysk børneforsorg/Fredehjems hovedbestyrelse,
og det betyder også, at folk fra
andre trossamfund ikke kan være en del af
hovedbestyrelsen: ”Det er lidt vigtigt for mig
at sige, at der bestemt ikke er nogen skel her.
Der er heller ikke nogen værdisættelse af, at
det ene er bedre end det andet. Men det har
noget at gøre med hele vores grundlag, at man
ikke kan ansætte en muslim i min stilling, og
man kan heller ikke have muslimer i vores
hovedbestyrelse. Heller ikke hinduer, eller Jehovas
vidner eller andre religioner. For så er
vi for tolerante og så udvander vi fuldstændig
vores værdigrundlag. Det kristne er det, der
binder sammen, det er det fælles grundlag, vores
arbejde bygger på. Derimod er folk med en
anden tro meget velkomne som medarbejdere
eller som frivillige i andre af foreningens sammenhænge.”
Knud, derimod, ser en anden fremtid for
Jysk børneforsorg/Fredehjems kirkelige til-
86
knytning. Han mener sagtens, at foreningen
vil kunne eksistere uden den kirkelige tilknytning,
eller som en forening, der åbner op for
andre trosretninger i for eksempel hovedbestyrelsen:
”Om 100 år forventer jeg, at det
vil være helt anderledes. Da vil man være helt
anderledes muslim end man er i dag. Om der
er den store forskel på kristne og muslimer til
den tid, det ved jeg ikke.” Knud påpeger, at
det er den mellemmenneskelige omsorg, der
skal være i centrum, og den mellemmenneskelige
omsorg som værdi kan fi ndes i mange
forskellige religioner og livsanskuelser. De
kristne kirker og menigheder har ikke patent
på den, mener han, og derfor kan det være, at
Jysk børneforsorg/Fredehjem i fremtiden må
satse mere på det folkelige end det folkekirkelige
som basis i det sociale arbejde.
Lars ser dog ingen grund til at ændre på
Jysk børneforsorg/Fredehjem og dets grundlag,
som det ser ud i dag, og som det har set
ud i 100 år: ”Vores grundholdninger og værdigrundlag
– det er jo 2000 år gammelt, og
det har jo også holdt rimeligt godt. Derfor går
vi ikke og siger: nu tror vi lige, vi skifter vores
grundholdninger ud, nu skal vi lige modernisere.
Det har vi heller ikke tænkt på at gøre.”
Ind i fremtiden
Det danske samfund har ændret sig meget, siden
præstefruen i Århus, Ellen Schepelern, og
præsten i Harboøre, Jørgen Christian Berthelsen,
tog de første initiativer for at hjælpe nogle
af samfundets svageste for 100 år siden. Jysk
børneforsorg/Fredehjem er på en og samme
tid bemærkelsesværdigt uforandret og alligevel
i konstant bevægelse hen imod at løse nye
opgaver og hjælpe nye målgrupper.
For Lars Bundgaard og Knud Byskov er der
ingen tvivl om, at der fortsat vil være grupper
i samfundet, som har behov for hjælp, og at
Jysk børneforsorg/Fredehjem derfor stadig har
en vigtig rolle at spille. Deres forskellige tanker
om foreningen i fremtidens samfund viser,
at foreningen rummer fl ere perspektiver på,

hvilken rolle foreningen skal indtage, og hvordan
arbejdet skal udføres. Der skulle derfor
være gode muligheder for, at foreningen fortsat
kan udvikle sig i samspil med omverdenen
og på basis af de ideer og visioner, der opstår
i foreningens egne rækker. Så lertavlerne står
blanke og venter på skriveren…
Kirsten Besendahl og
Pia Tapager Kirkegaard
87

Litteraturliste
Barndomshistorie
Philippe Ariès: Barndommens historie. Nyt
Nordisk Forlag, 1982.
Ib Gejl: Under værgerådet. Århus: Universitetsforlaget,
1967.
K. Grue-Sørensen: Opdragelsens historie. Gyldendal,
1959.
Holger Horsten: Børne- og ungdomsforsorgen i
Danmark. Nyt Nordisk Forlag.
Anne Løkke: Vildfarende børn. SocPol, 1990.
Th eodor Madsen: Kristelig forening for børneforsorg
gennem 50 år: 1898-1948. København,
1948.
Lis Petersen: Stiftelsestøser - kongebørn. Dansk
Psykologisk Forlag, 1987.
Sofi e Rifbjerg: Børns kaar i Storbyen. Det Danske
Forlag, 1946.
samme: Hjælpeskolebørn. Gyldendal, 1963.
Oluf J. Skjerbæk: Institutioner til værn for børn
og unge i Danmark. G.E.C.Gad, 1967.
Kvindehistorie
Hilda Rømer Christensen: Mellem backfi sche
og pæne piger. København: Museum tusculanum,
1995.
Th yge Krog: Mellem almisse og velfærd. Århus:
Den Jyske Historiker, 1994.
Karin Lützen: Moving on Spinster and Families
(analyse af Magdalenehjemmet). Acta Jutlandica,
1991.
samme: Byen tæmmes. Hans Reitzels forlag,
1998.
samme: ”Den borgerlige fi lantropi som forudsætning
for velfærdsstaten”. I: K. Petersen
(red.) 13 historier om den danske velfærdsstat..
Syddansk Universitetsforlag, 2003.
Karin Lützen og Bente Rosenbeck: Den moderne
tid. Bd. 5 af Søren Mørch (red.): Det
europæiske hus. København, 1991.
Agnete Birger Madsen: De uægte: uægte børn og
deres mødre. Århus: Kvindemuseet, 1998.
Tine Wammen: Filantropi og velgørenhed. Acta
Jutlandica.
88
Vækkelseshistorie
P. G. Lindhardt: Vækkelser og kirkelige retninger
i Danmark. Det Danske Forlag, 1951.
samme: ”Tiden 1849-1901”, bd. 7 af H. Koch
& B. Kornerup (red.): Den danske Kirkes historie.
København, 1958.
Elith Olesen: De frigjorte og trællefolket. Anis,
1996.
samme: Der stod et vejr fra vest. Anis, 1997.
Leksika
Dansk biografi sk leksikon.
Dansk kvindebiografi sk leksikon.
Kurt Galling og Wilfrid Werbeck: Die Religion
in Geschichte und Gegenwart. Tübingen:
J.C.B. Mohr, 3. oplag.
Poul Nedergaard: Personalhistoriske, sognehistoriske
og statistiske bidrag til en dansk præste-
og sognehistorie. O. Lohses forlag, 1960.
Slægtshistorie
G. og H.D. Schepelern: Slægten Schepelern.
København: Privattryk, 1994.
Erindringer og biografi er
Jens Andersen: Andersen: En biografi . København:
Gyldendal, 2003.
C. Asschenfeldt-Hansen: Naade over Naade.
København: Lohse, 1930.
Th ora Esche: Erindringer fra mit Liv og min
Gerning. Frimodts Forlag, 1920.
Gerda Mundt: Edel Liisberg. København,
1942.
Litterær læsning
Per Olov Enquist: Lewis rejse. Roman. Samleren,
2001.
Øvrig litteratur
Årsberetninger, jubilæumsskrifter mv. fra
Kvindehjælpen, Jysk børneforsorg/Fredehjem,
Diakonissestiftelsen og Skovtoftehjemmet.