Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College
Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College
Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong><br />
- <strong>s<strong>et</strong></strong> i <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong><br />
<strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong><br />
Svend Aage Andersen<br />
Lektor, mag.art., lic.phil.<br />
2010
Svend Aage Andersen<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> – <strong>s<strong>et</strong></strong> i <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong><br />
Copyright: Svend Aage Andersen og <strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen i Århus<br />
<strong>Social</strong> skriftserie <strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen i Århus, nr. 15<br />
ISBN 9788785200822<br />
Omslagsillustration: Udsnit af ”Hippolytos en skæbnefortælling”, udsmykning<br />
i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen.<br />
Tryk: <strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen i Århus, <strong>VIA</strong> <strong>University</strong> <strong>College</strong><br />
Udgiv<strong>et</strong> af:<br />
<strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen i Århus, <strong>VIA</strong> <strong>University</strong> <strong>College</strong><br />
Jens Chr. Skous Vej 2<br />
8000 Århus C<br />
Århus, 2010<br />
Kan bestilles pr. telefon 87 55 33 00 eller e-mail socia@viauc.dk<br />
Denne udgave kan også downloades på<br />
http://www2.viauc.dk/socialraadgiver/aarhus/skolen/publikationer/Sid<br />
er/publikationer.aspx<br />
Pris kr. 60 + evt. forsendelse.
Indhold<br />
Forord ..............................................................5<br />
Abstract............................................................9<br />
1. Problemstilling ...............................................10<br />
1.1. Kritisk realisme................................................. 11<br />
1.2. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> som proces........................................ 14<br />
1.3. D<strong>et</strong> teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>s b<strong>et</strong>ydning ................... 16<br />
1.4. Problemformulering........................................... 16<br />
1.5. Afgrænsning og opbygning ................................. 16<br />
1.6. Et konkr<strong>et</strong> empirisk eksempel ............................. 18<br />
1.7. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> og undersøgelsesm<strong>et</strong>ode ..................... 25<br />
1.8. Valg af teor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong> ................................ 26<br />
1.9. Hvornår foreligger der en social <strong>arv</strong> –<br />
definitionsforsøg ............................................... 28<br />
2. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i den danske forskningstradition....31<br />
2.1. En præcis og entydig definition af social <strong>arv</strong>? ........ 32<br />
2.2. Gustav Jonssons begreb om social <strong>arv</strong> ................. 34<br />
2.3. Kritikken af begreb<strong>et</strong> ......................................... 37<br />
2.4. Negativ social <strong>arv</strong> som en ”ond cirkel” ................. 41<br />
2.5. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i socialmedicinsk <strong>perspektiv</strong> ................. 42<br />
2.6. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i den sociologiske tradition................... 45<br />
2.7. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> og d<strong>et</strong> skandinaviske velfærds<strong>perspektiv</strong>47<br />
2.8. Uddannelsernes formidling af den sociale <strong>arv</strong>........ 50<br />
2.9. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i socialpolitisk <strong>perspektiv</strong> ..................... 54<br />
2.10. Psykologiske <strong>perspektiv</strong>er på social <strong>arv</strong> ................ 56<br />
2.11. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i socialrådgiverdiskurs......................... 60<br />
2.12. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i pædagogisk diskurs .......................... 67<br />
2.13. D<strong>et</strong> videnskabsteor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong><br />
bag forskningen i social <strong>arv</strong> ................................ 71<br />
3. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i den britiske og amerikanske<br />
forskning .......................................................73<br />
3.1. Teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er på fattigdom og social <strong>arv</strong>. 74<br />
3.2. Divergerende forklaringer på fattigdom i<br />
Storbritannien .................................................. 77
3.3. Patologiske og strukturelle årsager til fattigdom .... 80<br />
3.4. Onde cirkler i britisk og amerikansk forskning ....... 83<br />
3.5. Reproduktion af klassestrukturen og<br />
fattigdommens ”onde cirkel”............................... 86<br />
3.6. Arvebegreb<strong>et</strong> i amerikansk og britisk sociologi ...... 88<br />
3.7. Den britiske debat om ”transmitted deprivation” ... 95<br />
3.8. ”Web of deprivation” ......................................... 98<br />
3.9. Status<strong>arv</strong> og intergenerationelle<br />
overførelsesprocesser ...................................... 101<br />
3.10. Faktorer i de intergenerationelle<br />
overføringsprocesser ....................................... 106<br />
3.11. Ændrede mulighedsstrukturer........................... 108<br />
3.12. Familiens rolle i overførelsen af<br />
privilegier og afsavn ........................................ 109<br />
3.13. Intergenerationel transmission af<br />
økonomisk status............................................ 111<br />
3.14. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i økonomisk og socialpolitisk belysning 113<br />
4. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> design ..............117<br />
4.1. Hvad er erkendelsesinteressen? ........................ 117<br />
4.2. Procestænkning og kontingens.......................... 119<br />
4.3. Årsagsforståelsen i <strong>kritisk</strong> realisme.................... 122<br />
4.4 Kritisk <strong>realistisk</strong> kausalanalyse.......................... 124<br />
4.5. Fra variabel-baserede til<br />
mekanisme-baserede tilgange .......................... 126<br />
4.6. Statistiske m<strong>et</strong>oder i studi<strong>et</strong> af social <strong>arv</strong> ........... 128<br />
4.7. Studi<strong>et</strong> af fænomener under åbne vilkår............. 130<br />
4.8. Intensive og ekstensive m<strong>et</strong>oder....................... 132<br />
4.9. Den sociale <strong>arv</strong>s følger er kontingente ............... 133<br />
4.10. Den sociale <strong>arv</strong> som mekanisme ....................... 134<br />
4.11. Tre cases med forskelligt udfald ........................ 139<br />
4.12. Skitse til en case-undersøgelse ......................... 142<br />
4.13. Et konkr<strong>et</strong> eksempel: Omsorgssvigt................... 143<br />
4.14. Tre b<strong>et</strong>ydninger af – eller aspekter af – social <strong>arv</strong> 146<br />
5. Konklusion ...................................................153<br />
Litteratur......................................................158
Forord<br />
Projekt<strong>et</strong> om ”<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> – <strong>s<strong>et</strong></strong> fra <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
<strong>perspektiv</strong>” udspringer af en personlig interesse for emn<strong>et</strong>,<br />
en langvarig faglig beskæftigelse med d<strong>et</strong> og undervisning i<br />
d<strong>et</strong> på <strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen i Aarhus. Projekt<strong>et</strong> er<br />
frem for alt blev<strong>et</strong> relevant i og med, at begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> i<br />
de senere år gentagne gange er blev<strong>et</strong> hårdt kritiser<strong>et</strong>, ja<br />
endog blev<strong>et</strong> kræv<strong>et</strong> ”afskaff<strong>et</strong>”. Jeg må her vedgå, at disse<br />
gentagne angreb, hvor d<strong>et</strong> bl.a. er blev<strong>et</strong> hævd<strong>et</strong>, at<br />
begreb<strong>et</strong> er ”farligt”, og at ”social <strong>arv</strong>” er en myte, har<br />
provoker<strong>et</strong> mig stærkt.<br />
Baggrunden herfor er, at nogle måske m<strong>et</strong>odisk tvivlsomme<br />
fremgangmåder i en undersøgelse hos begreb<strong>et</strong>s udmønter,<br />
den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson, ikke<br />
forekommer mig at være tilstrækkeligt grundlag for at<br />
afskaffe <strong>et</strong> centralt socialfagligt begreb. Tilmed er Jonsson<br />
efter min mening ikke blev<strong>et</strong> læst tilstrækkelig nuancer<strong>et</strong>,<br />
forstå<strong>et</strong> på den måde, at social <strong>arv</strong> hos Jonsson, sådan som<br />
jeg læser ham, ikke kan reduceres til, at den sociale <strong>arv</strong><br />
alene overføres af forældrene. Jonsson medtænker hele<br />
opvækstmiljø<strong>et</strong>, den sociale udstødelsesproces og de<br />
samfundsmæssige strukturer i den proces, der formidler den<br />
sociale <strong>arv</strong>.<br />
D<strong>et</strong> har således vær<strong>et</strong> afgørende for mig, at jeg sl<strong>et</strong> ikke<br />
forstår begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> på den måde, som kritikerne har<br />
forstå<strong>et</strong> d<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> er blev<strong>et</strong> påpeg<strong>et</strong>, at begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong><br />
både er upræcist og optræder med forskellige b<strong>et</strong>ydninger<br />
og desuden l<strong>et</strong> forleder til en d<strong>et</strong>erministisk tankegang. I<br />
min optik har begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> aldrig rumm<strong>et</strong> en sådan<br />
d<strong>et</strong>erministisk tankegang. D<strong>et</strong>te peger på b<strong>et</strong>ydningen af<br />
d<strong>et</strong> teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>, d<strong>et</strong> paradigme, hvorigennem man<br />
5
<strong>et</strong>ragter begreb<strong>et</strong>. Selv om jeg har tag<strong>et</strong> ovennævnte<br />
kritikpunkter op i mit projekt, har projekt<strong>et</strong>s hovedsigte dog<br />
primært vær<strong>et</strong> at vise, hvordan social <strong>arv</strong> vil kunne<br />
udforskes gennem anlæggelsen af <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
<strong>perspektiv</strong>.<br />
Mens meg<strong>et</strong> af den hidtidige forskning i social <strong>arv</strong><br />
hovedsagelig har vær<strong>et</strong> præg<strong>et</strong> af <strong>et</strong> videnskabsteor<strong>et</strong>isk<br />
udgangspunkt i den positivistiske tradition, vil jeg med<br />
skift<strong>et</strong> til <strong>kritisk</strong> realisme understrege en alternativ måde at<br />
forstå begreb<strong>et</strong> på, nemlig som en social proces og ikke som<br />
en statistisk sammenhæng mellem variable. Samtidig åbner<br />
den <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong>e tilgang op for en forståelse af social<br />
<strong>arv</strong>, hvor udfald<strong>et</strong> af sådanne processer ikke ses som<br />
d<strong>et</strong>erminerede, men som kontingente, dvs. hverken<br />
nødvendige eller umulige. Hvorvidt <strong>et</strong> bestemt udfald<br />
indtræffer, vil i vidt omfang afhænge af kontekstuelle<br />
forhold, dvs. forhold, som medvirker til at formidle bestemte<br />
udfald. Kritisk realisme sætter hermed fokus på samspill<strong>et</strong><br />
mellem en lang række mekanismer, hvis interaktion i de<br />
enkelte tilfælde afgør, hvad der kommer til at ske.<br />
Projekt<strong>et</strong> er gennemført på <strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen, Den<br />
Pædagogisk <strong>Social</strong>faglige Højskole i <strong>VIA</strong> <strong>University</strong> <strong>College</strong>, i<br />
tidsrumm<strong>et</strong> fra februar 2009 til februar 2010 på grundlag af<br />
en bevilling fra Videncenter for <strong>Social</strong>pædagogik og socialt<br />
arbejde. Jeg vurderer dog, at projekt<strong>et</strong> vil have en bred<br />
interesse i mange af de professioner, som indgår i <strong>VIA</strong>. Jeg<br />
takker alle kolleger, frem for alt Abbas Amanzadeh, som har<br />
støtt<strong>et</strong> og inspirer<strong>et</strong> mig i arbejd<strong>et</strong>. Ligeledes takker jeg alle<br />
studerende på <strong>Social</strong>rådgiveruddannelsen, og specielt<br />
deltagerne i fordybelseskursus 3b om Vidensproduktion i<br />
6
socialt arbejde, som på forskellig vis har bidrag<strong>et</strong> til<br />
udviklingen af mine opfattelser og anspor<strong>et</strong> mig i arbejd<strong>et</strong>.<br />
Aarhus, marts 2010<br />
Svend Aage Andersen<br />
7
Abstract<br />
The purpose of this study is to illustrate the point that<br />
m<strong>et</strong>hodology matters! I want to point to the necessity for<br />
researchers to explicate and account for the m<strong>et</strong>hodological<br />
and theor<strong>et</strong>ical point of view that are guiding their research.<br />
I try to illustrate how different theor<strong>et</strong>ical perspectives will<br />
implicate different understandings of the phenomenon in<br />
question and different understandings of the causes behind<br />
the phenomenon. My subject is the social problem in Scandinavian<br />
social research called “social inheritance”, the social<br />
transmission of social problems from one generation to<br />
another, connected with the reproduction of social inequality.<br />
In my analysis I contrast a positivist, empirical analytical<br />
approach with a critical realist approach. I argue for the<br />
many advantages of the later and illustrate the approach by<br />
an analysis of a concr<strong>et</strong>e social problem, i. e. violent behaviour<br />
among young girls. As a means of questioning the accusation<br />
that has been raised against the concept of “social<br />
inheritance” by Danish scholars that the concept is “d<strong>et</strong>erministic”,<br />
I endeavour to see social inheritance as a lifelong<br />
process. I connection with my endeavours to clarify and redefine<br />
the concept I discuss the concept of “vicious circles”<br />
– and explicitly draw on the British debate on “circles of<br />
deprivation” versus “circles of inequality”. It is my argument<br />
that the latter will be able to draw attention to the structural<br />
– and contextual – factors that the mentioned Danish researchers<br />
find missing in the concept of “social inheritance”.<br />
My point is that precisely the critical realist approach is able<br />
to do this, by identifying the interaction b<strong>et</strong>ween several different<br />
mechanisms in the interplay b<strong>et</strong>ween enabling and<br />
disabling mechanisms.<br />
Key Words: social inheritance, critical realism, theor<strong>et</strong>ical<br />
perspectives, generative mechanisms.<br />
9
1. Problemstilling<br />
Udgangspunkt<strong>et</strong> for mit projekt, der er gennemført i regi af<br />
Videncenter for <strong>Social</strong>pædagogik og <strong>Social</strong> Arbejde i Pædagogisk-<strong>Social</strong>faglig<br />
Højskole, er den kritik, der har vær<strong>et</strong><br />
rejst mod begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>. Begreb<strong>et</strong> ”social <strong>arv</strong>” har en<br />
lang tradition bag sig og er trods kritik stadig <strong>et</strong> ofte anvendt<br />
og aktuelt begreb. På trods af d<strong>et</strong>s popularit<strong>et</strong> er d<strong>et</strong><br />
dog <strong>et</strong> meg<strong>et</strong> omstridt og omdebatter<strong>et</strong> begreb. D<strong>et</strong> er således<br />
gennem de senere år blev<strong>et</strong> stærkt kritiser<strong>et</strong>, først af<br />
svenskeren Bo Vinnerljung (1998), dernæst af den danske<br />
sociolog Morten Ejrnæs, der har anklag<strong>et</strong> d<strong>et</strong> for ikke blot at<br />
være ”upræcist”, men også ”d<strong>et</strong>erministisk” (Ejrnæs 1999).<br />
Ejrnæs ønsker i sidste ende begreb<strong>et</strong> afskaff<strong>et</strong> som <strong>et</strong> fagligt<br />
begreb og mener, at d<strong>et</strong> i sted<strong>et</strong> bør udskiftes med alternative<br />
begreber som ”chanceulighed” og ”risikobørn”.<br />
Jeg har selv indgå<strong>et</strong> i den debat, der har vær<strong>et</strong> om begreb<strong>et</strong>,<br />
og har i <strong>et</strong> modindlæg til Morten Ejrnæs´ angreb på<br />
begreb<strong>et</strong> i en artikel i tidsskrift<strong>et</strong> <strong>Social</strong> kritik forsøgt at forsvare<br />
d<strong>et</strong> (Andersen 2000). Mit forsvar er især begrund<strong>et</strong> i,<br />
at jeg ikke ser den ”d<strong>et</strong>erminisme” i begreb<strong>et</strong>, som Ejrnæs<br />
og andre synes at knytte uløseligt til d<strong>et</strong>. Ejrnæs har senere<br />
– sammen med andre – gentag<strong>et</strong> kritikken af begreb<strong>et</strong> i bogen<br />
<strong>Social</strong> opdrift – social <strong>arv</strong> (Ejrnæs, Gabrielsen og Nørrung<br />
2004). Såvel deres undersøgelse som argumentation<br />
hviler dog i udstrakt grad på en kvantitativ tilgang og en logisk<br />
positivistisk videnskabsteor<strong>et</strong>isk position (som de ganske<br />
vist ikke nog<strong>et</strong> sted eksplicit ”bekender” sig til). Begreb<strong>et</strong><br />
”social <strong>arv</strong>” afvises således i høj grad ud fra en argumentation<br />
om, at den sociale <strong>arv</strong> ikke forekommer så hyppigt,<br />
eller med en sådan lovmæssighed, som den burde, for<br />
at <strong>et</strong> sådant begreb skulle være ber<strong>et</strong>tig<strong>et</strong>. Der er på denne<br />
måde, for mig at se, en form for selvmodsigelse eller ”cirkelslutning”<br />
i argumentationen. Med andre ord ville begreb<strong>et</strong><br />
ud fra en sådan argumentation være ber<strong>et</strong>tig<strong>et</strong>, dersom<br />
alle (100 %), der var opvok<strong>s<strong>et</strong></strong> under socialt belastende vilkår,<br />
faktisk blev ramt af den sociale <strong>arv</strong>, forstå<strong>et</strong> som børn,<br />
10
der får problemer af samme sværhedsgrad som forældrene.<br />
Så ville der jo være tale om en uafvendelig lovmæssighed.<br />
Under alle omstændigheder argumenterer Ejrnæs <strong>et</strong> al. for,<br />
at ”social <strong>arv</strong>” er <strong>et</strong> langt mindre hyppigt forekommende<br />
fænomen, end tilhængerne af begreb<strong>et</strong> synes at antage.<br />
Begreb<strong>et</strong> bliver således ”farligt”, når brugerne af d<strong>et</strong> antager,<br />
at der ligger en nødvendighed i d<strong>et</strong>, dvs. når de forudsætter,<br />
at bestemte børn ”mekanisk” <strong>arv</strong>er deres forældres<br />
problemer. Deres argumentation går efterfølgende primært<br />
på med udgangspunkt i kvantitative og statistiske analyser<br />
at påvise, at den sociale <strong>arv</strong> ikke optræder med en sådan<br />
hyppighed, at der kan være tale om nog<strong>et</strong> fast mønster,<br />
snarere tværtimod! Altså: Kan man ikke iagttage den antagne<br />
faste sammenhæng mellem de to variabler, forekomsten<br />
af sociale problemer hos forældrene og gentagelsen af<br />
dem hos børnene, ja så eksisterer den sociale <strong>arv</strong> ikke! En<br />
sådan tankegang hviler efter min opfattelse ikke blot på en<br />
for overfladisk empiristisk ontologi, men også på en for<br />
snæver binding af undersøgelsesdesign<strong>et</strong> til en kvantitativ<br />
tilgang.<br />
Mit hovedanliggende er imidlertid ikke at komme med <strong>et</strong> nyt<br />
forsvar for begreb<strong>et</strong>, men at applicere en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
tilgang på social <strong>arv</strong> og herigennem argumentere for vigtigheden<br />
af eksplicit at redegøre for og relatere sine undersøgelser<br />
til de m<strong>et</strong>odologiske og videnskabsteor<strong>et</strong>iske positioner,<br />
der ligger bag ved dem.<br />
1.1. Kritisk realisme<br />
Mit projekt tager udgangspunkt i en opfattelse af, at en<br />
kvantitativ tilgang til social <strong>arv</strong> som eneste tilgang er utilstrækkelig.<br />
En virkelig indsigt i social <strong>arv</strong> forudsætter efter<br />
min opfattelse en kvalitativ tilgang, dvs. at man også undersøger<br />
socialt <strong>arv</strong> ud fra kvalitative m<strong>et</strong>oder. D<strong>et</strong> er således<br />
karakteristisk for <strong>kritisk</strong> realisme, at man ud fra denne<br />
tilgang undersøger årsagssammenhænge ud fra kvalitative<br />
m<strong>et</strong>oder snarere end ud fra kvantitative m<strong>et</strong>oder (jfr. fx<br />
11
Sayer 2000: 21). De kvantitative undersøgelser kan kun afdække<br />
sammenhænge mellem variable og kan derfor kun<br />
utilstrækkeligt afdække, hvad der fører til hvad. De åbner<br />
ikke – eller åbner kun i begræn<strong>s<strong>et</strong></strong> omfang - op for ”den sorte<br />
boks”, som udgør de virkelige processer mellem input og<br />
outcome. De kvantitative undersøgelser afdækker ”statistiske<br />
sammenhænge”, men ikke virkelige årsagssammenhænge.<br />
Som <strong>et</strong> modererende forhold må d<strong>et</strong> dog medgives,<br />
at man i empirisk analytiske tilgange også kan inddrage sociale<br />
mekanismer og såkaldte ”mellemkommende variabler”,<br />
hvilk<strong>et</strong> i nogen grad imødegår min kritik.<br />
D<strong>et</strong> er imidlertid min påstand, at d<strong>et</strong> kun er gennem en kvalitativ<br />
tilgang, at man for alvor vil kunne opnå en mere<br />
dybtgående indsigt i ”den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel”, og herunder<br />
afdække den sociale <strong>arv</strong>s generative mekanismer.<br />
D<strong>et</strong> er således karakteristisk, at Ejrnæs <strong>et</strong> al. ikke taler om<br />
”den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel”, men kun om ”den sociale<br />
<strong>arv</strong>” og tilmed i en snæver, individualiserende forståelse<br />
som den, at social <strong>arv</strong> er ”overførsel af sociale problemer fra<br />
forældre til børn” (Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004: 48).<br />
D<strong>et</strong> er en central indsigt i den videnskabsteor<strong>et</strong>iske position,<br />
som kaldes <strong>kritisk</strong> realisme, at kausalmekanismer langtfra<br />
altid bliver aktiver<strong>et</strong> og således langtfra altid behøver at få<br />
de virkninger, som man eventuelt måtte antage, at de ville<br />
få.<br />
D<strong>et</strong>te hænger snævert sammen med, at de pågældende<br />
mekanismer ikke virker i nog<strong>et</strong> tomrum, men altid i bestemte<br />
kontekster. Man kan – i modsætning til centrale antagelser<br />
i den positivistiske tradition – ikke isolere de variabelsammenhænge,<br />
man ønsker at studere. Variablerne befinder<br />
sig i <strong>et</strong> åbent system med en kompleks virkelighed, som<br />
indvirker på deres samspil. De må derfor altid b<strong>et</strong>ragtes i<br />
deres kontekst. I disse kontekster kan der meg<strong>et</strong> vel befinde<br />
sig såvel befordrende som modvirkende mekanismer. På<br />
den ene side kan de modvirkende mekanismer, når vi taler<br />
om social <strong>arv</strong>, meg<strong>et</strong> vel medføre, at følgerne af den sociale<br />
12
<strong>arv</strong> aldrig viser sig, dvs. udebliver. D<strong>et</strong> vil da fremtræde,<br />
som om der ikke foreligger nogen social <strong>arv</strong>. På den anden<br />
side kan en række befordrende mekanismer – f.eks. sortering<br />
i skolen, arbejdsløshed, boligmangel, osv. – være udslaggivende<br />
for, at en given person n<strong>et</strong>op bliver ramt af den<br />
sociale <strong>arv</strong>, dvs. får problemer i lighed med forældrene. Sådanne<br />
faktorer ikke blot medvirker til, at den sociale <strong>arv</strong>s<br />
virkninger sætter sig igennem, men kan måske i mange tilfælde<br />
være afgørende for, hvorvidt d<strong>et</strong> sker.<br />
Denne forståelse indebærer, at man for at forklare en given<br />
effekt (outcome) – eller dens udebliven – må identificere de<br />
mekanismer, som indvirker på d<strong>et</strong>, der ligger til grund for<br />
den (input), eller udløser den.<br />
Denne forståelse, der her er skitser<strong>et</strong> i utilladelig kort udgave,<br />
er primært udvikl<strong>et</strong> inden for den videnskabsteor<strong>et</strong>iske<br />
r<strong>et</strong>ning, der kaldes ”<strong>kritisk</strong> realisme” (se fx Buch-Hansen &<br />
Nielsen 2005 og Andersen 2007). Morten Ejrnæs og Jens<br />
Guldager nærmer sig selv en sådan position i deres nyeste<br />
bog, Helhedssyn og forklaring (2008). D<strong>et</strong> væsentlige for<br />
tilgangen er, at man må tænke kontrafaktisk, dvs. gå bag<br />
om d<strong>et</strong> empirisk observerbare, dersom man skal kunne afdække<br />
virkeligheden i sin dybdedimension. D<strong>et</strong> er således<br />
afgørende, at de generative mekanismer, som frembringer<br />
de empiriske begivenheder, ofte er kræfter, strukturer og<br />
tilbøjeligheder, som ikke er umiddelbart observerbare. Ud<br />
over d<strong>et</strong> empiriske og d<strong>et</strong> faktiske domæne, dvs. erfaringer<br />
og begivenheder, rummer virkeligheden således <strong>et</strong> dybere<br />
domæne, som også er virkeligt.<br />
Der er her tale om <strong>et</strong> <strong>perspektiv</strong>, som anlægger en helt anden<br />
forståelse af problematikken end såvel på den ene side<br />
positivismen som på den anden side konstruktivismen. D<strong>et</strong>te<br />
<strong>perspektiv</strong> vil efter min mening kunne tilføre diskussionen<br />
nogle nye dimensioner og dermed bidrage til teori- og m<strong>et</strong>odeudviklingen<br />
i udforskningen af sociale problemer. Bl.a.<br />
mener jeg, denne tilgang vil kunne tage højde for nogle af<br />
13
de problemer, som måtte ligge i Morten Ejrnæs´ påstande<br />
om en indbygg<strong>et</strong> d<strong>et</strong>erminisme i begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>.<br />
1.2. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> som proces<br />
I min argumentation vil jeg inddrage begreb<strong>et</strong> om den sociale<br />
<strong>arv</strong>s ”onde cirkel”, som har vær<strong>et</strong> knytt<strong>et</strong> til begreb<strong>et</strong><br />
siden d<strong>et</strong>s fremkomst, og som bl.a. er blev<strong>et</strong> brugt i den<br />
britiske forskning. Begreb<strong>et</strong> om ”onde cirkler” ser jeg som<br />
kontrast til ”d<strong>et</strong>erminismen”, dvs. den tankefigur, Ejrnæs m.<br />
fl. opfatter som knytt<strong>et</strong> til begreb<strong>et</strong>. Forestillingen om processen<br />
som en ”ond cirkel” åbner, som jeg ser d<strong>et</strong>, op for en<br />
mere kompleks opfattelse af fænomen<strong>et</strong> og for en langt mere<br />
procesorienter<strong>et</strong> opfattelse af <strong>et</strong> kontingent forløb. Selv<br />
om man også i kvantitativ og positivistisk orienter<strong>et</strong> forskning<br />
har vær<strong>et</strong> opmærksom på mangfoldigheden og kompleksit<strong>et</strong>en<br />
i de bagvedliggende årsagsfaktorer, tilbyder den<br />
<strong>kritisk</strong>e realisme en problemforståelse, som er helt anderledes<br />
sensitiv overfor d<strong>et</strong> processuelle aspekt og d<strong>et</strong> komplekse<br />
samspil mellem mange faktorer i afdækningen af,<br />
hvad der genererer d<strong>et</strong> studerede fænomen. D<strong>et</strong> er som<br />
om, kritikkerne af begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> helt har glemt begreberne<br />
om ”onde cirkler”, som ellers er meg<strong>et</strong> anvendte i den<br />
sociologiske forskning.<br />
I den britiske forskning taler man både om en ”deprivationscirkel”,<br />
og om en ”ulighedscirkel” (jfr. Field 1974 og<br />
1981, Coffield 1980, og Jones 1994). I de to begreber ligger<br />
der en forskellig problemforståelse, og d<strong>et</strong> er især begreb<strong>et</strong><br />
om en ulighedscirkel, som med fordel kan kombineres med<br />
en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> tilgang. ”Deprivationscirklen” giver således<br />
en individualistisk forklaring på fattigdom og ulighed,<br />
id<strong>et</strong> den b<strong>et</strong>ragter fattigdom som resultat<strong>et</strong> af de fattiges<br />
egne mangler og utilstrækkeligheder, lav intelligens, dårlige<br />
sundhedsvaner, manglende færdigheder og motivation.<br />
Mangelfuld socialisering i familien (problemfamilier) er i<br />
denne tilgang hovedforklaringen på, at problemerne reproduceres<br />
i næste generation. Heroverfor står den forståelse,<br />
som knytter sig til ”ulighedscirklen”, der bygger på en mere<br />
14
strukturel opfattelse af årsagsforholdene. Tilhængere af<br />
denne tilgang har således blik for strukturelle påvirkninger i<br />
form af bl.a. lønninger, beskæftigelse og arbejdsb<strong>et</strong>ingelser.<br />
Ifølge denne forståelse kan de individualistiske forklaringer<br />
ikke stå alene, men må suppleres med strukturelle forklaringer.<br />
Id<strong>et</strong> individuelle valg i høj grad bliver form<strong>et</strong> af<br />
strukturelle pres, bliver de ulige b<strong>et</strong>ingelser og muligheder<br />
reproducer<strong>et</strong> i uddannelse, arbejde, beskæftigelse og familieliv<br />
(Coffield 1980, Jones 1994: 242). Begreb<strong>et</strong> ”cycle of<br />
inequality”, der er udmønt<strong>et</strong> af Frank Field i 1974 i Unequal<br />
Britain: A Report on the Cycle of Inequality (s. 62), kan ses<br />
som <strong>et</strong> begreb, der er foreneligt med en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
inddragelse af den historiske og sociale kontekst, og herunder<br />
de strukturelle faktorer, som er afgørende for, hvilke<br />
mekanismer, der aktiveres. Mens ”deprivationscirklen” kan<br />
knyttes til en strukturfunktionalistisk <strong>perspektiv</strong>, kan ”ulighedscirklen”<br />
knyttes til <strong>et</strong> konfliktteor<strong>et</strong>isk og marxistisk inspirer<strong>et</strong><br />
<strong>perspektiv</strong>.<br />
D<strong>et</strong> mere snævre begreb om ”deprivationscirklen” bygger i<br />
vid udstrækning på en individualistisk og adfærdsfikser<strong>et</strong><br />
forståelse af årsagssammenhængene, og d<strong>et</strong> harmonerer<br />
dermed langt hen med den opfattelse, som Ejrnæs mener,<br />
der ligger i d<strong>et</strong> Jonssonske begreb om ”social <strong>arv</strong>”. Ifølge<br />
Ejrnæs <strong>et</strong> al. rummer d<strong>et</strong>te begreb ”en skæv opfattelse af,<br />
at forældrenes problemer er hovedårsag til børns sociale<br />
problemer” (Ejrnæs, Gabrielsen, Nørrung 2004: omslag<strong>et</strong>).<br />
D<strong>et</strong> kan tænkeligt være en meg<strong>et</strong> fremherskende opfattelse<br />
i befolkningen, og måske endda hos en del socialrådgivere,<br />
at d<strong>et</strong> forholder sig sådan, som Ejrnæs <strong>et</strong> al. mener at påvise<br />
d<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> behøver dog langtfra være den styrende opfattelse<br />
i den faglige, videnskabelige undersøgelse af fænomen<strong>et</strong>.<br />
Man må her som udgangspunkt omhyggeligt skelne<br />
mellem hverdagssprog og fagsprog, hverdagsbegreber og<br />
videnskabelige begreber. I den videnskabelige tilgang kan<br />
man udmærk<strong>et</strong> tage udgangspunkt i den forståelse, der<br />
fremgår af ”ulighedscirklen” – og dermed få de strukturelle<br />
faktorer med, sådan som Ejrnæs <strong>et</strong> al. efterlyser d<strong>et</strong> (fx<br />
Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004: 47ff).<br />
15
1.3. D<strong>et</strong> teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>s b<strong>et</strong>ydning<br />
Mit mål i projekt<strong>et</strong> er at påvise vigtigheden af, at undersøgelser<br />
ekspliciterer deres m<strong>et</strong>odologi og hermed også deres<br />
videnskabsteor<strong>et</strong>iske position. Den benyttede m<strong>et</strong>ode har<br />
en helt afgørende b<strong>et</strong>ydning for, hvilk<strong>et</strong> resultat man kommer<br />
frem til i undersøgelsen: Som Jesper Jespersen siger,<br />
så er ”valg<strong>et</strong> af m<strong>et</strong>odologi simpelthen styrende for, hvilke<br />
analytiske resultater, der nås (…)” (Jespersen 2004: 170).<br />
Når d<strong>et</strong> valgte teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong> (og den dermed sammenhængende<br />
problemforståelse og undersøgelsesm<strong>et</strong>ode)<br />
ikke fremlægges, bliver d<strong>et</strong> vanskeligt at gennemskue - og<br />
dermed forholde sig <strong>kritisk</strong> til - den pågældende undersøgelse.<br />
Når eksempelvis Ejrnæs <strong>et</strong> al. efterlyser en entydig<br />
definition af begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>, overser de således, at forskellige<br />
teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er vil definere begreb<strong>et</strong> forskelligt<br />
– og dermed også forstå problemstillingen forskelligt. I<br />
lighed med, hvad der gør sig gældende for andre centrale<br />
begreber, som fx kultur, fattigdom og ”sociale problemer”,<br />
vil der være flere forskellige konkurrerende forståelser af<br />
social <strong>arv</strong>. Hele denne problematik, som også vedrører<br />
kampen om ”definitionsmagten”, overses tilsyneladende af<br />
Ejrnæs <strong>et</strong> al. (2004).<br />
D<strong>et</strong>te fører mig frem til min problemformulering.<br />
1.4. Problemformulering<br />
Hvordan kan <strong>kritisk</strong> realisme som (m<strong>et</strong>a)teor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong><br />
tilbyde en forståelse, som imødegår den kritik, der har<br />
vær<strong>et</strong> rejst imod begreb<strong>et</strong> ”social <strong>arv</strong>” for at være ”d<strong>et</strong>erministisk”?<br />
1.5. Afgrænsning og opbygning<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> handler centralt om konsekvenser af belastninger<br />
i børns opvækstforhold. Belastningerne medfører problemer<br />
i børnenes livssituation og har b<strong>et</strong>ydning for deres livschan-<br />
16
cer. Der kan imidlertid være tale om social <strong>arv</strong> inden for<br />
mange forskellige områder (sundhed og sygdom, uddannelse,<br />
social position, <strong>et</strong>c.), og dermed mange forskellige former<br />
for social <strong>arv</strong>. Der kan således være tale om mangfoldige<br />
former for udtryk for – eller følger af – social <strong>arv</strong>. D<strong>et</strong>te<br />
hænger sammen med, at man ikke bare generelt må se social<br />
<strong>arv</strong> i forbindelse med ”dårlige opvækstb<strong>et</strong>ingelser” og<br />
”belastende sociale vilkår”, men for at forstå dens ytringsformer<br />
og de specifikke mekanismer, som udløser dem, i<br />
hvert enkelt tilfælde må identificere de konkr<strong>et</strong>e belastninger<br />
og ”risikofaktorer”, som barn<strong>et</strong> udsættes for og reagerer<br />
på (jfr. begreber om resiliens og mestringsstrategier). Endvidere<br />
må d<strong>et</strong> til enhver tid specificeres, hvad begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong> bruges til: Er d<strong>et</strong> eksempelvis til at forklare, hvorfor<br />
<strong>et</strong> individ får bestemte problemer, eller bruges d<strong>et</strong> som delforklaring<br />
på, at fattigdom i samfund<strong>et</strong> reproduceres. I d<strong>et</strong><br />
første tilfælde handler d<strong>et</strong> om en forklaring af <strong>et</strong> individuelt<br />
problem, i d<strong>et</strong> and<strong>et</strong> om <strong>et</strong> samfundsmæssigt problem<br />
(f.eks. fattigdom). <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> hænger i første række uløseligt<br />
sammen med fattigdom og social ulighed, men er desuden<br />
blev<strong>et</strong> brugt om andre sammenhænge så som <strong>arv</strong> af<br />
misbrug, <strong>arv</strong> af voldelig adfærd, <strong>arv</strong> af suicidal adfærd, osv.,<br />
fænomener, som måske ikke nødvendigvis altid har en baggrund<br />
i fattigdom eller social ulighed. Der bliver hermed tale<br />
om en ”udvid<strong>et</strong>” brug af begreb<strong>et</strong>.<br />
Jeg har derfor som eksempel valgt indledningsvis at illustrere<br />
d<strong>et</strong>te ved at tage en konkr<strong>et</strong> aktuel problematik omkring<br />
unge piger med voldelig adfærd.<br />
Ejrnæs <strong>et</strong> al. har i <strong>Social</strong> opdrift – social <strong>arv</strong> anvendt en definition<br />
af social <strong>arv</strong> som ”overførsel af sociale problemer fra<br />
forældre til børn” eller ”at børnene <strong>arv</strong>er forældrenes problemer”<br />
(Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004: 48, 8, 18, 19, 26, 48, 56, 85,<br />
87, 124, 137, 157, 245, 257). Da d<strong>et</strong> forekommer mig at<br />
være en alt for snæver og individcentrer<strong>et</strong> tilgang, vil jeg<br />
undersøge, om d<strong>et</strong> nu også er den definition, der bruges i<br />
den danske forskningstradition. Jeg vil derfor i kapitel 2 søge<br />
at afdække de definitioner og forståelser af begreb<strong>et</strong>,<br />
17
som findes i den danske litteratur om begreb<strong>et</strong> inden for en<br />
række fag og forskningsområder. Jeg vil herunder desuden<br />
forholde mig til, hvorvidt begreb<strong>et</strong> i disse fremstillinger indebærer<br />
en sådan ”automatik” og ”d<strong>et</strong>erminisme”, som d<strong>et</strong><br />
er blev<strong>et</strong> hævd<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> overordnede spørgsmål i diskussionen<br />
er her, hvorvidt social <strong>arv</strong> i d<strong>et</strong> hele tag<strong>et</strong> kan forstås som<br />
en d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> eller d<strong>et</strong>erministisk proces. D<strong>et</strong> er min opfattelse,<br />
at social <strong>arv</strong> på ingen måde kan forstås som præd<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong>,<br />
men tværtimod må ses som en kontingent<br />
proces. Jeg vil i forlængelse heraf argumentere for, at begreb<strong>et</strong><br />
social <strong>arv</strong> hverken kan - eller bør - afskaffes.<br />
For om muligt at finde støttepunkter for en sådan forståelse<br />
af begreb<strong>et</strong> vil jeg i kapitel 2 og 3 gennemgå først den danske<br />
forskningstradition (kapitel 2) og dernæst den udenlandske,<br />
dvs. britiske og amerikanske (kapitel 3), og se på,<br />
hvordan begreb<strong>et</strong> her er blev<strong>et</strong> brugt. Via denne gennemgang<br />
vil jeg forsøge at gøre d<strong>et</strong> klart, hvordan jeg vil forstå<br />
begreb<strong>et</strong>. Til sidst vil jeg i kapitel 4 vende tilbage til, hvordan<br />
social <strong>arv</strong> vil kunne studeres ud fra en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
tilgang.<br />
1.6. Et konkr<strong>et</strong> empirisk eksempel<br />
For at anskueliggøre vigtigheden af at præcisere, hvilk<strong>et</strong><br />
område, man beskæftiger sig med, og hvilk<strong>et</strong> fænomen,<br />
man har til hensigt at forklare, vil jeg her skitsere, hvordan<br />
man kan analysere en aktuel problematik omkring unge piger<br />
med voldelig adfærd dels ud fra begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> og<br />
dels ud fra <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong>. Jeg afgrænser mig<br />
altså her til en bestemt problematik, som vedrører social <strong>arv</strong><br />
af voldelig adfærd.<br />
”Voldelige piger kommer ofte fra voldelige hjem”, hed d<strong>et</strong> i<br />
en artikel i 24 timer torsdag den 15. januar 2009:<br />
”Mange af de voldelige piger har haft en barsk opvækst. D<strong>et</strong><br />
forklarer kriminolog Annalise Kongstad, der n<strong>et</strong>op har lav<strong>et</strong><br />
en undersøgelse om voldelige piger.”<br />
18
”De fleste af pigerne har masser af problemer og har selv<br />
oplev<strong>et</strong> vold derhjemme gennem barndommen, og d<strong>et</strong> har<br />
stor b<strong>et</strong>ydning for, hvorfor de selv bliver voldelige. D<strong>et</strong> gælder<br />
også de drenge, der er voldelige,” siger hun.”<br />
Lederen af pigegruppen på Saxogade Gyda Heding: ”Indsatsen<br />
skal gøres ude i de belastede familier. D<strong>et</strong> er vores erfaring<br />
i Pigegruppen, at langt de fleste piger, der begår vold,<br />
selv er blev<strong>et</strong> udsat for vold i deres familier, og d<strong>et</strong> derfor er<br />
den sociale <strong>arv</strong>, der spiller ind.”<br />
(24 timer, den 15. 1. 2009)<br />
Disse udtalelser giver anledning til at pege på to ting: Dels,<br />
at man, når man taler om ”social <strong>arv</strong>”, må være meg<strong>et</strong> opmærksom<br />
på, hvad d<strong>et</strong> er for <strong>et</strong> problem, d<strong>et</strong> drejer sig om.<br />
In casu: piger, der handler voldeligt (slagsmål med og overfald<br />
på andre piger). Der kan nemlig være tale om ”social<br />
<strong>arv</strong>” på mange andre områder, fx i forbindelse med misbrug<br />
eller manglende uddannelse. Når jeg understreg<strong>et</strong> d<strong>et</strong>te, er<br />
d<strong>et</strong> primært fordi, der meg<strong>et</strong> vel kan være tale om forskellige<br />
former for social <strong>arv</strong> på de forskellige områder, selv om<br />
man ofte vil finde en del af forklaringen på adfærden i de<br />
opvækstforhold, som de pågældende har gennemlev<strong>et</strong>. Men<br />
man må altså her sondre nøje mellem, hvad d<strong>et</strong> er for problemer,<br />
man taler om.<br />
Dels vil jeg også pege på en væsentlig sondring mellem d<strong>et</strong><br />
problem, som observeres, og så de generative mekanismer,<br />
som skaber problem<strong>et</strong>. I d<strong>et</strong>te tilfælde er volden problem<strong>et</strong><br />
og den sociale <strong>arv</strong> måske snarere en af de mekanismer,<br />
som fører til problem<strong>et</strong>.<br />
Måske er social <strong>arv</strong> i sig selv blev<strong>et</strong> opfatt<strong>et</strong> som <strong>et</strong> socialt<br />
problem (hvad den jo også er), men jeg er her på vej til at<br />
se social <strong>arv</strong> ikke blot som <strong>et</strong> socialt problem i sig selv, men<br />
snarere som en mekanisme, der kan udløse eller generere<br />
<strong>et</strong> socialt problem.<br />
19
Denne mekanisme eller disse mekanismer – og eventuelle<br />
modvirkende mekanismer – bør i hvert enkelt tilfælde undersøges<br />
nøjere. Med hensyn til problem<strong>et</strong> voldelige piger:<br />
hvordan kan oplevelse af vold i opvækstfamilien (input) føre<br />
til, at pigerne selv bliver voldelige (outcome)? Eller måske<br />
mere korrekt: hvad er d<strong>et</strong>, der gør, at man ved at være udsat<br />
for vold i barndommen bliver mere tilbøjelig til selv at<br />
agere voldeligt? Kan en læringsteor<strong>et</strong>isk tilgang forklare<br />
denne mekanisme: De voksne bliver en slags rollemodeller<br />
for barn<strong>et</strong>. Barn<strong>et</strong> lærer i opvæksten at godtage forældrenes<br />
adfærd som acceptable måder at reagere på. Derfor<br />
griber de selv til tilsvarende adfærdsformer, når de står i situationer,<br />
som kræver (udløser) en (aggressiv) respons?<br />
B<strong>et</strong>ingelsen for pigernes voldelige adfærd er i denne forklaring,<br />
at pigerne kommer til at indgå en kontekst (en situation),<br />
som udløser eller aktiverer kræfter, dispositioner eller<br />
tilbøjeligheder, der hænger sammen med opvæksten, men<br />
som under andre omstændigheder ikke ville være komm<strong>et</strong><br />
til udtryk.<br />
Eksisterer der reelt en sådan sammenhæng mellem at have<br />
oplev<strong>et</strong> vold i barndommen og selv udføre voldelige handlinger<br />
som ung, eller er d<strong>et</strong> en alt for forenkl<strong>et</strong> opfattelse?<br />
Hænger de voldelige pigers situation og adfærd ikke så<br />
snævert sammen med den vold, de har oplev<strong>et</strong> i barndommen,<br />
men mere generelt med de belastninger, som de i<br />
barndommen har vær<strong>et</strong> udsat for? Kan disse belastninger<br />
have medført en sårbarhed og højere grad af udsathed end<br />
hos piger, som ikke har vær<strong>et</strong> udsat for sådanne belastninger?<br />
Måske har forældrene kun i utilstrækkelig grad magt<strong>et</strong><br />
at oplære dem i verbale redskaber til at håndtere konfliktsituationer<br />
med?<br />
Der kan være tale om mangler og belastninger af forskellig<br />
anden art end vold, fx økonomiske belastninger, arbejdsløshed,<br />
osv. D<strong>et</strong> nævnes, at pigerne har vær<strong>et</strong> udsat for ”en<br />
barsk opvækst” og ”belastende” forhold. Fænomen<strong>et</strong> med<br />
voldelige piger forudsætter med andre ord social ulighed og<br />
strukturelle faktorer. Måske kunne man med Johan Galtungs<br />
20
egreb sige, at pigerne i deres opvækstvilkår har vær<strong>et</strong> udsat<br />
for en ”strukturel vold”.<br />
Samtidig er forklaringen med, at pigerne selv har vær<strong>et</strong> udsat<br />
for vold i barndommen, jo næppe hele forklaringen, id<strong>et</strong><br />
der jo giv<strong>et</strong>vis er mange, der i barndommen bliver udsat for<br />
vold, men ikke selv bliver voldelige. Altså kræves der ud<br />
over den initiale disponering (de har i højere grad end andre<br />
lært, at vold kan være en måde at håndtere bestemte situationer<br />
på) nogle yderligere udløsende faktorer, som fx hænger<br />
tæt sammen med pigernes aktuelle livssituation og interaktionsmønstre.<br />
Der kan her være tale om nogle generative<br />
mekanismer, som spiller sammen med de disponeringer<br />
(”habitus”), som tilvejebringes gennem opvækstb<strong>et</strong>ingelserne.<br />
Der må således sondres mellem disponeringer, som<br />
hænger sammen med opvækstb<strong>et</strong>ingelser og forældrenes<br />
placering i samfundsstrukturen, og så faktorer, der knytter<br />
sig til pigernes aktuelle livssituation - og dermed de aktuelt<br />
rådende samfundsstrukturer. D<strong>et</strong> kan eksempelvis være<br />
manglende uddannelse eller manglende udsigt til at opnå<br />
tilknytning til arbejdsmarked<strong>et</strong>. En sådan situation kan, i<br />
kraft af den frustration, den indebærer, tænkes at være en<br />
bagvedliggende årsag til volden.<br />
Måske indgår der i pigernes aktuelle situation andre pres,<br />
end dem, vi hører om i citaterne ovenfor, og måske er d<strong>et</strong> i<br />
høj grad sådanne situationelle pres, der udløser den voldelige<br />
adfærd. Står pigerne uden uddannelse og arbejde, hvilke<br />
krav og forventninger stilles der fra kammeratgruppen, og<br />
hvordan interagerer pigerne generelt med forældre, kammerater<br />
og myndigheder? (Jfr. også Pernilles ber<strong>et</strong>ning i<br />
Lauritzen & Ros 2004: 115-124, lærer M<strong>et</strong>te Severins ber<strong>et</strong>ning<br />
i Søndergaard 2005: 87ff, og interview<strong>et</strong> med Zenia<br />
i Søndergaard 2006).<br />
Den læringsteor<strong>et</strong>iske tilgang forekommer at være ét ud af<br />
flere relevante <strong>perspektiv</strong>er. I gratisavisen Urban torsdag<br />
den 12. februar 2009 hedder d<strong>et</strong> således i en artikel af Julie<br />
Kofoed: ”Mange unge med indvandrerbaggrund opdrages<br />
21
med fysisk afstraffelse. Vold bliver derfor en acceptabel måde<br />
at reagere på.” I artiklen hedder d<strong>et</strong> videre: ”Fysisk afstraffelse<br />
opfattes som en helt naturlig del af opdragelsen i<br />
mange indvandrerfamilier og kan i nogle tilfælde være skyld<br />
i, at børnene senere i liv<strong>et</strong> selv udøver vold.” Om vold i<br />
hjemm<strong>et</strong> siger formand J<strong>et</strong>te Bergenholz Bautrup, at d<strong>et</strong> er<br />
”nog<strong>et</strong>, der giver ar på sjælen”. ”Man bliver følelsesmæssigt<br />
afstump<strong>et</strong> af at blive slå<strong>et</strong> af sine forældre, og d<strong>et</strong> medfører<br />
koncentrationsbesvær, som har en b<strong>et</strong>ydning for indlæringen.<br />
Selvværd<strong>et</strong> forsvinder, og børnene bliver meg<strong>et</strong> usikre<br />
på sig selv, og derfor lader de sig nemmere friste af fællesskab<strong>et</strong><br />
i de kriminelle og ekstremistiske grupper, ” siger<br />
psykolog Nicolai Sennels, der igennem ti år har beskæftig<strong>et</strong><br />
sig med unge med sociale vanskeligheder. ”D<strong>et</strong> er primært<br />
far, der slår, og børnene spejler sig i ham. De lærer, at vold<br />
er en acceptabel måde at reagere på. Og d<strong>et</strong> kan b<strong>et</strong>yde, at<br />
de selv bliver voldelige senere hen,” tilføjer Nicolai Sennels.<br />
(Urban den 12. 2. 2009, mine fremhævelser, SAA).<br />
Udtalelserne fra såvel Bautrup som Sennels tyder på, at udsatte<br />
børn kan ”<strong>arv</strong>e” magtesløshed, sådan som Jonsson i<br />
sin tid gjorde opmærksom på (Jfr. Jonsson 1969: 10). Forring<strong>et</strong><br />
selvværd og usikkerhed kan ses som udtryk for<br />
”magtesløshed” (Seligman taler specielt om ”tillært hjælpeløshed”).<br />
De voldelige afstraffelsesformer har i ovenstående<br />
tolkning ikke kun umiddelbare, men specielt langsigtede<br />
konsekvenser (”ar på sjælen”, ”afstumpning”, ”koncentrationsbesvær”).<br />
Der åbnes altså med disse stikord op for at<br />
kigge på processerne i den ”sorte boks” mellem input (afstraffelserne)<br />
og outcome (volden hos børnene). Vi kan måske<br />
her identificere nogle af de psykiske og sociale mekanismer,<br />
som fører til den senere vold hos d<strong>et</strong> barn, som har<br />
mødt vold i hjemm<strong>et</strong>.<br />
Alligevel er d<strong>et</strong> læringsteor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong> for snævert,<br />
id<strong>et</strong> d<strong>et</strong> udelukkende fokuserer på d<strong>et</strong> psykiske og d<strong>et</strong> interaktionistiske.<br />
D<strong>et</strong> inddrager således ikke rammerne og baggrunden<br />
for volden. I en anden artikel af Julie Kofoed udtaler<br />
stand up-komikeren Omar Marzouk således, at der ”ikke<br />
22
er tvivl om, at fysisk afstraffelse er meg<strong>et</strong> mere brugt i indvandrefamilier<br />
end hos <strong>et</strong>niske danskere.” Hermed ledes<br />
opmærksomheden hen på baggrundsvariablen kultur og<br />
måske også ”social baggrund”, ”social situation” eller decider<strong>et</strong><br />
”social klasse”. Omar Marzouk giver i samme artikel<br />
udtryk for, at ”Vold er <strong>et</strong> kulturelt problem hos nogle indvandrefamilier”,<br />
ligesom han også mener, ”at forældrene<br />
handler i afmagt, når de slår deres børn”. I min fortolkning<br />
udspringer volden altså af én afmagtssituation, forældrenes,<br />
der formidles videre til en anden afmagtssituation, afmagt<br />
hos børnene.<br />
Ifølge integrationskonsulent Manu Sareen gør problem<strong>et</strong> sig<br />
primært gældende i ”den <strong>et</strong>niske underklasse” (jfr. hvad jeg<br />
ovenfor har nævnt om social klasse). Sareen siger endvidere:<br />
”Dels spiller d<strong>et</strong> en rolle, at disse familier har sociale<br />
problemer og derfor nemmere ’slår på tæven’, men kulturen<br />
spiller også en rolle.” (Urban den 12. 2. 2009).<br />
D<strong>et</strong> bliver derfor relevant at spørge om, hvordan denne afmagtssituation<br />
er opstå<strong>et</strong>. Den hænger i min forståelse<br />
snævert sammen med den udsatte sociale position, som<br />
mange familier med anden <strong>et</strong>nisk herkomst, indtager i d<strong>et</strong><br />
danske samfund (Se hertil fx Morten Ejrnæs´ fortrinlige<br />
analyse af de generative mekanismer, der på mange niveauer,<br />
har skabt flygtninge/indvandreres vanskelige livsb<strong>et</strong>ingelser<br />
i d<strong>et</strong> danske samfund (Guldager & Ejrnæs 2008:<br />
163-171).<br />
Familier med sociale problemer, altså ”ressourcesvage” familier,<br />
befinder sig tydeligvis i en anden social situation end<br />
mere ressourcestærke familier. Hermed peges der på, at<br />
familiens sociale situation kan ses som en mere afgørende<br />
faktor end dens kulturelle baggrund. De to faktorer kan dog<br />
være tæt sammenhængende, id<strong>et</strong> mange familier fra <strong>et</strong>niske<br />
minorit<strong>et</strong>er som følge af en svagere tilknytning til arbejdsmarked<strong>et</strong><br />
har en b<strong>et</strong>ydelig reducer<strong>et</strong> levestandard (jfr.<br />
fx Guldager & Ejrnæs 2008: 163ff). Samtidig viser eksem-<br />
23
pl<strong>et</strong>, at den individuelle adfærd ikke kan forstås isoler<strong>et</strong> fra<br />
de strukturelle forhold, som indvirker på den.<br />
Der kan her siges meg<strong>et</strong> mere om såvel kulturen (bl.a. patriarkalske<br />
familiemønstre) og de sociale forhold (fx arbejdsløshed,<br />
dårlig økonomi og dårlige boligforhold), som spiller<br />
en rolle, dvs. de forhold, der skaber afmagten og frustrationen<br />
hos de forældre, der handler voldeligt overfor deres<br />
børn (slår med fx ”<strong>et</strong> bælte eller <strong>et</strong> rap over fingrene”). Kan<br />
afstraffelsespraksis forstås udelukkende ud fra de <strong>et</strong>niske<br />
minorit<strong>et</strong>ers kulturbaggrund, eller virker den fattigdom og<br />
den udsatte sociale situation, som mange fra <strong>et</strong>niske minorit<strong>et</strong>er<br />
befinder sig i, befordrende for en voldelig adfærd? Man<br />
kan l<strong>et</strong> forestille sig, at en far, som på grund af arbejdsløshed<br />
er blev<strong>et</strong> fratag<strong>et</strong> sin rolle som familieforsørger, vil have<br />
l<strong>et</strong>tere ved at blive irriter<strong>et</strong> og reagere aggressivt, end en<br />
familiefar, der har sit på d<strong>et</strong> tørre. Den adfærd, der b<strong>et</strong>ragtes<br />
som overført fra den ene generation til den næste, kan<br />
altså næppe forstås løsrev<strong>et</strong> fra den sociale situation, de<br />
pågældende befinder sig i, eller som uafhængig af strukturelle<br />
faktorer, som genererer arbejdsløshed og social eksklusion.<br />
Efter således gennem <strong>et</strong> konkr<strong>et</strong> eksempel kort at have<br />
skitser<strong>et</strong>, hvad en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> b<strong>et</strong>ragtningsmåde kunne<br />
indebære, vil jeg bevæge mig over i en diskussion af, hvordan<br />
begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> kan defineres. I sted<strong>et</strong> for som Ejrnæs<br />
<strong>et</strong> al. (2004) at forkaste begreb<strong>et</strong> som sådant, vil jeg<br />
snarere optere for en videreudvikling og præcisering af begreb<strong>et</strong>.<br />
Jeg vil i den forbindelse indledningsvis skitsere,<br />
hvad der vil kunne ligge i at b<strong>et</strong>ragte den sociale <strong>arv</strong> som en<br />
social proces frem for at se den som en ”statistisk sammenhæng”<br />
mellem variabler, dvs. mellem problemer i den sociale<br />
baggrund og efterfølgende problemer i børnenes liv. Hermed<br />
argumenterer jeg for at gå bag om variablerne og gå<br />
fra studi<strong>et</strong> af samvariation til studier af processer.<br />
24
1.7. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> og undersøgelsesm<strong>et</strong>ode<br />
Den m<strong>et</strong>odemæssige fremgangsmåde i den type forskning,<br />
som har vær<strong>et</strong> dominerende i <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>s<br />
undersøgelser og i social <strong>arv</strong>s-forskningen, er forenkl<strong>et</strong> sagt<br />
gennem en kvantitativ tilgang at sammenholde forældrenes<br />
placering med børnenes placering: Hvilke statistiske sammenhænge<br />
kan der konstateres mellem de to variabler? Den<br />
problemforståelse, som ligger til grund for undersøgelsen,<br />
er den, som kendes fra den forklarende forskningstype:<br />
”Hvilke Y er konsekvenser af X?” Man skal være i stand til at<br />
måle X (forældrenes problemer, der er den uafhængige variabel)<br />
og Y (børnenes problemer, der er den afhængige variabel).<br />
Man får her en tankefigur, som rummer en lineær<br />
årsagsopfattelse, som i virkeligheden abstraherer fra hele<br />
den proces, som ligger imellem X og Y, og dermed de omstændigheder,<br />
der under åbne vilkår altid vil påvirke udfald<strong>et</strong>.<br />
D<strong>et</strong>, man afdækker, bliver de statistiske sammenhænge<br />
og ikke de virkelige årsagssammenhænge, hvor samspill<strong>et</strong><br />
med utallige faktorer i konteksten skulle indgå i undersøgelsen.<br />
Dersom man skulle afdække de virkelige årsagssammenhænge,<br />
skulle man efter min opfattelse anlægge en hel anden<br />
årsagsforståelse, en generativ årsagsopfattelse, hvor<br />
man inddrager konteksten og åbner ”den sorte kasse”, som<br />
ligger mellem X og Y. Opgaven bliver her at identificere de<br />
generative mekanismer, som frembringer <strong>et</strong> bestemt effekt,<br />
eksempelvis, at nogle børn, som er vok<strong>s<strong>et</strong></strong> op i belastede<br />
familier, selv får problemer, om end ikke altid af tilsvarende<br />
sværhedsgrad som forældrene. Til forskningsopgaven hører<br />
en identifikation af den mængde af mekanismer, som i <strong>et</strong><br />
komplekst samspil afgør, med hvilken kraft den sociale <strong>arv</strong><br />
slår igennem. Der er her tale om såvel befordrende mekanismer<br />
(fx eksistensen af ”sorteringsskolen” og <strong>et</strong> arbejdsmarked,<br />
der udstøder) som modvirkende mekanismer (fx en<br />
god daginstitution, en forstående lærer, <strong>et</strong> mere rummeligt<br />
arbejdsmarked, osv.), der ophæver eller svækker den sociale<br />
<strong>arv</strong>s gennemslag i form af problemer af samme sværhedsgrad<br />
som hos forældrene. En sådan <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> år-<br />
25
sagsforståelse vil understrege kontekstens b<strong>et</strong>ydning for,<br />
hvilke effekter den pågældende mekanisme, dvs. den sociale<br />
<strong>arv</strong>, får. Selv om der er forhold, der d<strong>et</strong>erminerer (fx fattigdom),<br />
er der int<strong>et</strong>, der er præd<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong>, dvs. skæbnebestemt<br />
eller på forhånd giv<strong>et</strong>. Altså vil man ud fra <strong>et</strong> sådant<br />
teor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong> ikke længere kunne tale om nogen<br />
”automatik” eller ”d<strong>et</strong>erminisme”.<br />
Hvordan <strong>et</strong> giv<strong>et</strong> problem forstås, og hvordan d<strong>et</strong> undersøges,<br />
hænger således intimt sammen med d<strong>et</strong> (videnskabs)teor<strong>et</strong>iske<br />
<strong>perspektiv</strong>, d<strong>et</strong> undersøges ud fra.<br />
1.8. Valg af teor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong><br />
D<strong>et</strong> er en velkendt indsigt, at <strong>et</strong> giv<strong>et</strong> socialt problem vil<br />
kunne b<strong>et</strong>ragtes – og analyseres – ud fra mange forskellige<br />
teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er (Se f.eks. Aadland 1997: 97-118,<br />
Mik-Meyer & Järvinen: 2007: 13f, Guldager/Ejrnæs 1997).<br />
Hvert <strong>perspektiv</strong> åbner op for nye sider og har styrker og<br />
svagheder. Afhængigt af d<strong>et</strong> valgte <strong>perspektiv</strong> vil der være<br />
visse aspekter af analyseobjekt<strong>et</strong>, der træder i forgrunden,<br />
mens andre træder i baggrunden. Der vil være forskellige<br />
problemforståelser, dvs. forskellige opfattelser af, hvordan<br />
problem<strong>et</strong> skal forstås, og af hvad der opfattes som årsag til<br />
problem<strong>et</strong> – og i sammenhæng hermed vil udfald<strong>et</strong> af undersøgelsen<br />
(analysen) blive forskellig. Forskellige teor<strong>et</strong>iske<br />
<strong>perspektiv</strong>er – og de dermed sammenhængende analysestrategier<br />
og -m<strong>et</strong>oder – fører altså til undersøgelsesresultater,<br />
som divergerer fra hinanden. En del af denne diskussion<br />
handler om begrebsliggørelse, dvs. hvilke begreber,<br />
der knytter sig til de forskellige teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er,<br />
og hvordan disse begreber defineres i de forskellige tilgange.<br />
Undertiden vil d<strong>et</strong> være bedst at undersøge <strong>et</strong> studieobjekt<br />
ud fra ét bestemt <strong>perspektiv</strong>, så man derigennem fastholder<br />
en konsistent tilgang til studieobjekt<strong>et</strong>. Undertiden vil d<strong>et</strong><br />
være oplagt at kombinere forskellige <strong>perspektiv</strong>er og m<strong>et</strong>oder<br />
for at opnå <strong>et</strong> mere udtømmende, og <strong>et</strong> mere fyldestgø-<br />
26
ende billede af d<strong>et</strong> studerende fænomen – dvs. i eller anden<br />
forstand arbejde ud fra <strong>et</strong> helhedssyn, som er resultat<strong>et</strong><br />
af kombinationer af flere <strong>perspektiv</strong>er (eller modeller).<br />
D<strong>et</strong> vil dog under alle omstændigheder være hensigtsmæssigt<br />
at synliggøre, eksplicitere, éns <strong>perspektiv</strong> mhp. at læseren<br />
kan gennemskue, hvordan undersøgelsen er nå<strong>et</strong> frem<br />
til sine konklusioner og resultater, og så læseren kan forholde<br />
sig <strong>kritisk</strong> til disse.<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> kan således studeres ud fra forskellige teor<strong>et</strong>iske<br />
<strong>perspektiv</strong>er, eller man kunne sige, at begreb<strong>et</strong> er udtryk<br />
for <strong>et</strong> bestemt teor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong>, nemlig <strong>et</strong> positivistisk<br />
eller empirisk-analytisk <strong>perspektiv</strong>. Man kunne også vælge<br />
at studere social <strong>arv</strong> ud fra Bourdieus teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>.<br />
I så fald vil <strong>arv</strong>e-problematikken blive undersøgt ud fra nogle<br />
andre begreber, nemlig frem for alt begreb<strong>et</strong> habitus<br />
samt Bourdieus kapital-begreber. Ejrnæs m. fl. (2004) har<br />
foreslå<strong>et</strong> at undersøge <strong>arv</strong>e-problematikken ud fra en tredje<br />
vinkel, nemlig begreb<strong>et</strong> ”strukturelt b<strong>et</strong>ing<strong>et</strong> chanceulighed”<br />
samt begreb<strong>et</strong> ”risikofaktorer”. Hermed ”låser” de dog efter<br />
min mening analysen fast i en kvantitativ, empirisk analytisk<br />
orienter<strong>et</strong> tilgang, hvor undersøgelsesm<strong>et</strong>oden bliver<br />
”risikoanalyser”. Endvidere fjerner man fokus fra den overførelses-<br />
eller videregivelsesproblematik, som er d<strong>et</strong> centrale<br />
i social <strong>arv</strong>-begreb<strong>et</strong>, og samtidig forsvinder b<strong>et</strong>oningen<br />
af, at de sociale forhold (menneskers levevilkår og klassebaggrund)<br />
er vigtige, ud af selve begreb<strong>et</strong> til fordel for pointeringen<br />
af, at nogle børn vokser op i større risiko end andre.<br />
I nærværende analyse vil jeg vælge en fjerde løsning, nemlig<br />
at fastholde begreb<strong>et</strong>, men at definere d<strong>et</strong> på en måde,<br />
så d<strong>et</strong> ikke kan opfattes som mekanisk eller d<strong>et</strong>erministisk.<br />
D<strong>et</strong> gør jeg ud fra <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> m<strong>et</strong>a<strong>perspektiv</strong>. D<strong>et</strong>te<br />
<strong>perspektiv</strong> indebærer en anden videnskabsopfattelse end<br />
positivismens, frem for alt <strong>et</strong> brud med positivismens lineære,<br />
successive årsagsforståelse, og en anden virkelighedsop-<br />
27
fattelse end positivismens (omfattende de tre virkelighedsdomæner:<br />
d<strong>et</strong> empiriske, d<strong>et</strong> faktiske og d<strong>et</strong> reale).<br />
I forlængelse af disse indledende bemærkninger om undersøgelsesm<strong>et</strong>ode<br />
og teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er vil jeg nu forsøge<br />
at indkredse, hvad der er kriterierne på, at der kan være<br />
tale om en social <strong>arv</strong>.<br />
1.9. Hvornår foreligger der en social <strong>arv</strong> – definitionsforsøg<br />
Hvis social <strong>arv</strong> defineres som overførsel (”transmission”) af<br />
sociale problemer (belastninger) fra forældre til børn, må<br />
man spørge, hvornår der bliver tale om social <strong>arv</strong>: med<br />
overførelsen i barndommen, specielt den tidlige barndom,<br />
eller når konsekvenserne af <strong>arv</strong>en viser sig senere i barn<strong>et</strong>s<br />
livsforløb (dvs. når man registrerer, at barn<strong>et</strong> har få<strong>et</strong> problemer<br />
ligesom forældrene)? Hvad er med andre ord kriteri<strong>et</strong><br />
på, at der er tale om social <strong>arv</strong>: Er d<strong>et</strong> de påvirkninger,<br />
der præger barn<strong>et</strong> negativt i opvækstmiljø<strong>et</strong>, eller er d<strong>et</strong><br />
d<strong>et</strong>, at påvirkningerne udgør skadelige belastninger eller<br />
udvikler sig til problematisk adfærd senere i barn<strong>et</strong>s liv? I<br />
begge tilfælde er der tale om processer, og om processer,<br />
som ikke kan have nogen mekanisk eller d<strong>et</strong>erministisk karakter.<br />
For så vidt social <strong>arv</strong> b<strong>et</strong>egner overføringen af belastninger<br />
eller egenskaber til barn<strong>et</strong> i socialiseringsprocessen (definition<br />
I), vil ”<strong>arv</strong>en” bl.a. bero på barn<strong>et</strong>s modstandsdygtighed<br />
og mestring af opvækstb<strong>et</strong>ingelserne samt adskillige<br />
andre faktorer, herunder mange kontekstuelle faktorer. Men<br />
dersom man først vil tale om social <strong>arv</strong>, når der hos barn<strong>et</strong><br />
registreres kriminalit<strong>et</strong>, sygdom, voldelig adfærd, osv. (definition<br />
II), vil disse fremtrædelsesformer ligeledes være afhængige<br />
af en lang række forhold, både i barn<strong>et</strong>s livshistorie<br />
og i samfund<strong>et</strong>. Så heller ikke her vil der kunne være tale<br />
om nogen d<strong>et</strong>erminisme eller mekanisk <strong>arv</strong>.<br />
28
Ingen <strong>arv</strong>er jo direkte en kriminel adfærd, selv om man<br />
skulle være opvok<strong>s<strong>et</strong></strong> i <strong>et</strong> kriminelt hjem med en kriminel<br />
far. Hvad man <strong>arv</strong>er vil snarere være nogle indstillinger,<br />
holdninger og evt. nogle dispositioner, som indebærer, at<br />
man senere hen i sit liv er mere udsat for at blive kriminel.<br />
Her er der altså behov for at undersøge, HVAD d<strong>et</strong> er, børn<br />
af kriminelle <strong>arv</strong>er, og dels undersøge, hvad d<strong>et</strong> er for hændelser<br />
og forhold, der senere hen i liv<strong>et</strong> bevirker, at børn af<br />
kriminelle kan udvikle sig til selv at blive kriminelle, og hvilke<br />
omstændigheder, der evt. modvirker en sådan udvikling.<br />
Der er derfor både grund til at fokusere på selve transmissionsprocessen<br />
i barndommen og til at fokusere på de processer/faktorer,<br />
som senere hen udløser (”trigger”) den kriminelle<br />
adfærd. Spørgsmål<strong>et</strong> bliver da, om den kriminelle adfærd<br />
kan ses som forårsag<strong>et</strong> af den sociale <strong>arv</strong>, eller den<br />
må ses som forårsag<strong>et</strong> af andre forhold.<br />
Den figur, man må se for sig, når vi taler om disse definitioner,<br />
er d<strong>et</strong> billede af ”den sorte kasse” mellem den uafhængige<br />
og den afhængige variabel, som man typisk kender fra<br />
d<strong>et</strong> kontrollerede eksperiment (Se fx Launsø & Rieper 2005:<br />
18). Der sker her en måling før og efter den eksperimentelle<br />
intervention, og mens ovenstående definition I fokuserer på<br />
inputt<strong>et</strong> før processen, r<strong>et</strong>ter fokus i definition II sig mod<br />
outcome, effekten af påvirkningen. Men vi har stadigvæk en<br />
”black box” imellem de to variabler, indsats og effekt. Denne<br />
må afdækkes, for at vi rigtig kan forstå, hvad der sker.<br />
For så vidt social <strong>arv</strong> for d<strong>et</strong> tredje defineres som sammenhængen<br />
mellem opvækstforhold og konsekvenserne heraf i<br />
voksenliv<strong>et</strong> (sammenhængen mellem input og outcome, jfr.<br />
Ekspertgruppen: 11), bliver d<strong>et</strong> vigtigt at identificere de kanaler<br />
ad hvilke påvirkningerne fra opvæksten fører til konsekvenserne<br />
i voksenliv<strong>et</strong>. Der kommer herved <strong>et</strong> fokus på<br />
mekanismer, som kan befordre gentagelse af forældrenes<br />
problemer (hhv. forhindre, at d<strong>et</strong> sker).<br />
Når social <strong>arv</strong> defineres som sammenhænge, bliver en statistisk<br />
tilgang, som kan afdække disse, oplagt for en påvis-<br />
29
ning af omfang<strong>et</strong> af social <strong>arv</strong>. Men d<strong>et</strong> er her vigtigt, at<br />
konstateringen af sådanne variabelsammenhænge ikke afdækker<br />
de processer, der formidler social <strong>arv</strong>, og ikke afdækker,<br />
hvilke processer, der fører til de pågældende konsekvenser<br />
(reproduktion af problem<strong>et</strong>). Eksempelvis giver<br />
de kvantitative tilgange ingen indsigt i, hvilke strategier de<br />
konkr<strong>et</strong>e individer bruger i håndteringen af de belastninger,<br />
de er udsat for.<br />
Når vi skal studere disse processer og langsigtede virkninger<br />
af ”<strong>arv</strong>en”, må vi nødvendigvis inddrage de sociale kontekster,<br />
som de pågældende færdes i, og dermed også de sociale<br />
mulighedsstrukturer, som foreligger. Vi må altså ikke<br />
blot inddrage de socialhistoriske kontekster, som processerne<br />
på mikroniveau er indlejr<strong>et</strong> i, vi må desuden også være<br />
opmærksomme på modvirkende mekanismer, som kan<br />
medføre, at konsekvenserne eventuelt aldrig viser sig.<br />
Med andre ord: hvornår er d<strong>et</strong>, vi kan tale om en social <strong>arv</strong>?<br />
Er social <strong>arv</strong> d<strong>et</strong>, som barn<strong>et</strong> modtager i opvæksten fra<br />
forældre og opvækstmiljø (belastninger, prægninger), dvs.<br />
d<strong>et</strong>, der overføres på barn<strong>et</strong> (definition I)? Her må vi lige<br />
have med, at d<strong>et</strong> danske ord ”<strong>arv</strong>” gør barn<strong>et</strong> til passiv<br />
modtager og ser bort fra barn<strong>et</strong>s mestring og strategier<br />
(barn<strong>et</strong>s medvirken og selvudformning), mens d<strong>et</strong> engelske<br />
ord ”transmission” b<strong>et</strong>oner aktivsiden, at der sker en overførsel,<br />
og at nogen spiller en aktiv rolle i den proces. Især<br />
socialisationsforskningen belyser, hvordan denne transmission<br />
af værdier og holdninger finder sted, bl.a. gennem imitation<br />
af beundrede rollemodeller (Bandura).<br />
Eller er der først tale om social <strong>arv</strong>, når barn<strong>et</strong> senere, evt.<br />
først som voksen person ”rammes” af nogle af de konsekvenser,<br />
som <strong>arv</strong>en har (kriminalit<strong>et</strong>, sygdomme, osv.), jfr.<br />
Defition II? Hvis vi følger denne opfattelse, må der anlægges<br />
<strong>et</strong> livshistorisk <strong>perspektiv</strong>, når man skal undersøge social<br />
<strong>arv</strong>. Forskere, som har haft denne forståelse af social <strong>arv</strong>,<br />
vil som følge heraf satse på såkaldt ”longitudinelle undersøgelser”<br />
med sti-analyser, hvorigennem man søger at afdæk-<br />
30
ke ”vejene ad hvilke” en given population når frem til de<br />
pågældende udfald (jfr. fx Duncan <strong>et</strong> al. 1997, 1998).<br />
Hvis vi definerer ”social <strong>arv</strong>” som den proces, der beskrives i<br />
definition I, kunne man måske b<strong>et</strong>ragte d<strong>et</strong> forløb, der søges<br />
afdækk<strong>et</strong> i definition II som ”den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel”<br />
(d<strong>et</strong> være sig i form af ”afsavnscirkel” eller ”ulighedscirkel”)<br />
eller som den sociale <strong>arv</strong>s langsigtede konsekvenser.<br />
I ingen af de to tilfælde vil d<strong>et</strong> imidlertid være muligt at<br />
indsnævre forståelsen til, at ”børn <strong>arv</strong>er deres forældres<br />
problemer”, eftersom begge processer indebærer inddragelsen<br />
af hele opvækstmiljø<strong>et</strong> og den sociale kontekst, hvis de<br />
skal kunne forstås på en adækvat måde.<br />
Med den tredje definition (definition III), som b<strong>et</strong>oner sammenhængen<br />
mellem input og outcome, bliver d<strong>et</strong> nødvendigt<br />
med en belysning af såvel proces 1 (transmissionen)<br />
som proces 2 (udløsningen af de langsigtede konsekvenser,<br />
der jo vil være kontingente, dvs. hverken nødvendige eller<br />
umulige), samt forløb<strong>et</strong> imellem de to processer. Forbindelsen<br />
mellem de to processer kan efter min opfattelse ikke afdækkes<br />
via en statistisk analyse, men fordrer <strong>et</strong> intensivt<br />
design.<br />
Jeg vil mod slutningen vende tilbage til disse definitionsforsøg.<br />
2. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i den danske forskningstradition<br />
For at undersøge, hvordan den eksisterende forskning har<br />
lagt sit fokus i forhold til de tre ovennævnte definitionsforsøg,<br />
vil jeg i d<strong>et</strong>te kapitel først se på, hvordan social <strong>arv</strong> er<br />
blev<strong>et</strong> forstå<strong>et</strong> og definer<strong>et</strong> i den danske forskning inden for<br />
områd<strong>et</strong>. Efterfølgende vil jeg gennem en belysning af begreb<strong>et</strong><br />
ud fra den britiske og amerikanske forskning i kapitel<br />
3 yderligere præcisere d<strong>et</strong> teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>s b<strong>et</strong>ydning<br />
for, hvordan man b<strong>et</strong>ragter og analyser social <strong>arv</strong>.<br />
31
2.1. En præcis og entydig definition af social <strong>arv</strong>?<br />
Med hensyn til Morten Ejrnæs´ efterlysning af en præcis definition<br />
af begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>, må man nok henvise til, at de<br />
fleste centrale begreber igennem tiderne er blev<strong>et</strong> definer<strong>et</strong><br />
på r<strong>et</strong> forskellig vis. D<strong>et</strong> kan skyldes, at de er blev<strong>et</strong> studer<strong>et</strong><br />
ud fra divergerende teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er, og at begreberne<br />
er blev<strong>et</strong> påvirk<strong>et</strong> af <strong>et</strong> skiftende politiskideologisk<br />
klima. Om begreb<strong>et</strong> ”deprivation” (nød, afsavn,<br />
disprivilegium) skriver den engelske professor i socialpolitik<br />
P<strong>et</strong>e Alcock således: ”Der er ingen enkelt tilstand af deprivation<br />
eller disprivileger<strong>et</strong>hed. Disse termer bliver, ligesom<br />
andre så som ’socialt problem’ eller ’ulighed’, brugt bredt og<br />
bredt fortolk<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> øjeblikkelige politiske, økonomiske og<br />
sociale klima påvirker deres b<strong>et</strong>ydning, og d<strong>et</strong> samme er tilfæld<strong>et</strong><br />
med de interesser og bekymringer, som findes hos<br />
de enkelte politikere, administratorer, forskere, skribenter<br />
og medlemmer af den almindelige offentlighed.” (Alcock<br />
1997: 13, min oversættelse, SAA). Et and<strong>et</strong> eksempel på <strong>et</strong><br />
begreb, som der er kamp om, og som er blev<strong>et</strong> brugt med<br />
forskellig b<strong>et</strong>ydning, er begreb<strong>et</strong> ”empowerment” (jfr. Andersen<br />
2005). D<strong>et</strong> er således <strong>et</strong> vilkår i forskningen, at der<br />
er en kamp om begreberne, og at de kan blive brugt med<br />
forskellig b<strong>et</strong>ydning. Derimod må man b<strong>et</strong>ragte d<strong>et</strong> som vigtigt,<br />
ja uomgængeligt, at den enkelte forsker definerer de<br />
begreber, hun eller han bruger, så præcist som muligt.<br />
For mig handler social <strong>arv</strong> om opvækstb<strong>et</strong>ingelsernes ”spor”<br />
i d<strong>et</strong> enkelte individ, og d<strong>et</strong> handler derfor om livsb<strong>et</strong>ingelser,<br />
og herunder, hvordan social klasse gør en forskel i<br />
børns liv. Opvækst i forskellige miljøer indebærer divergerende<br />
livschancer. De spor, som socialiseringen sætter i<br />
børnene, beror primært på interaktionen mellem forældre<br />
og børn, men kan ikke indskrænkes hertil. Den omfatter d<strong>et</strong><br />
samlede opvækstmiljø og påvirkningen fra de samlede livsb<strong>et</strong>ingelser,<br />
herunder også familiens interaktion med skole<br />
og daginstitutioner (Se hertil fx Lareau 2003 og Allatt<br />
1993). Når Ejrnæs <strong>et</strong> al. systematisk definerer social <strong>arv</strong><br />
som ”overførsel af sociale problemer fra forældre til børn”<br />
(fx Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004: 18), er d<strong>et</strong>te <strong>et</strong> udtryk for en umid-<br />
32
delbar, individualistisk forståelse, som hverken yder r<strong>et</strong>færdighed<br />
mod Jonssons egne formuleringer eller de teor<strong>et</strong>iske<br />
forståelser, man vil kunne finde i den øvrige forskning i social<br />
<strong>arv</strong>. Således vil man aldrig kunne tale om ”forældre”<br />
sl<strong>et</strong> og r<strong>et</strong>, id<strong>et</strong> der altid vil være tale om forældre, hvis<br />
livssituation er dybt præg<strong>et</strong> af deres placering i samfund<strong>et</strong>,<br />
og dermed om en socialisering, der altid vil bero på sådanne<br />
klasse- og lagspecifikke b<strong>et</strong>ingelser. Bl.a. den svenske sociolog<br />
Rita Liljeström understreger familiens rolleoverførende<br />
funktion og rolle som formidler mellem samfund og individ<br />
(jfr. Liljeström 1994: 11ff og 196ff).<br />
Der findes således utallige studier, som viser, hvordan familier<br />
socialiserer deres børn forskelligt på baggrund af race,<br />
<strong>et</strong>nicit<strong>et</strong> og klasse. Den amerikanske sociolog Melvin L.<br />
Kohn er en af de mange, der har undersøgt de uligheder,<br />
der gør sig gældende for samfund<strong>et</strong>s forskellige klasser med<br />
hensyn til værdier og adfærd. Kohn (1971) har således forsk<strong>et</strong><br />
i, hvordan forældrenes klas<strong>s<strong>et</strong></strong>ilhørsforhold påvirker<br />
forhold<strong>et</strong> mellem forældre og børn. Hans undersøgelser viser,<br />
hvordan social klasse (målt ud fra forældres erhverv)<br />
udgør en af de stærkeste påvirkninger på, hvad og hvordan<br />
forældre lærer deres børn. Den amerikanske sociolog Diana<br />
Kendall understreger, at konfliktteor<strong>et</strong>ikere b<strong>et</strong>oner, at socialisationen<br />
reproducerer klassestrukturen i næste generation.<br />
For eksempel er børn i lavindkomstfamilier og fattige<br />
familier – ganske vist ikke tilsigt<strong>et</strong> - socialiser<strong>et</strong> til at tro, at<br />
der på grund af de eksisterende økonomiske b<strong>et</strong>ingelser i<br />
familien ikke er nogen grund til at tænke på at opnå en uddannelse<br />
og stræbe efter luftige ambitioner. I kontrast hertil<br />
indgyder middel- og overklassefamilier ideer om økonomisk<br />
og social succes i børnene (Kendall 1999: 84f).<br />
At menneskers sociale baggrund har b<strong>et</strong>ydning for, hvordan<br />
d<strong>et</strong> går dem i liv<strong>et</strong>, er velkendt. Mennesker, der kommer fra<br />
forskelligartede opvækstmiljøer, får en forskellig <strong>arv</strong> med<br />
sig. I forlængelse heraf kan man tale om ”klasse<strong>arv</strong>”. <strong>Social</strong><br />
<strong>arv</strong> kan derfor også forstås som ”klasse<strong>arv</strong>”, den <strong>arv</strong>, man<br />
har med sig fra ens klassebaggrund (se fx Lissie Åström i<br />
33
Molin & Ågren 1991: 134-147). Mennesker fra forskellige<br />
samfundsklasser bliver på forskellig vis præg<strong>et</strong> af den baggrund,<br />
de stammer fra, og så længe vi lever i <strong>et</strong> klassesamfund,<br />
har ens klassebaggrund b<strong>et</strong>ydning for, hvordan d<strong>et</strong><br />
går én senere hen i liv<strong>et</strong>. Ikke blot har socialiseringen en<br />
central b<strong>et</strong>ydning for ens vurderinger og opfattelser, men<br />
klassebaggrunden kan ifølge Molin & Ågren direkte afsætte<br />
<strong>et</strong> ”klassestempel” på børnene. De hævder således, at klas<strong>s<strong>et</strong></strong>ilhørsforhold<strong>et</strong><br />
formes allerede i barn<strong>et</strong>s fire-fem første<br />
leveår (Molin & Ågren 1991:10). En af de interviewede personer<br />
i bogen Klassresan (1991) fortæller: ”Jeg så, hvordan<br />
min barndom havde styr<strong>et</strong> alle mine valg i liv<strong>et</strong>.” (Molin &<br />
Ågren 1991: 100). At komme fra arbejderklassen kan i forlængelse<br />
heraf opfattes som ”<strong>et</strong> handicap”, der ikke uden<br />
videre overvindes gennem senere socialiseringsprocesser i<br />
uddannelsessystem<strong>et</strong> (Molin & Ågren 1991: 112).<br />
Den svenske <strong>et</strong>nolog Orvar Löfgren har i <strong>et</strong> interview giv<strong>et</strong><br />
udtryk for, at mennesker ikke så gerne skriver eller taler om<br />
klasse, når de mindes d<strong>et</strong> fortidige. D<strong>et</strong> findes der mange<br />
gode grunde til, siger han. Grunde, som varierer, afhængigt<br />
af, hvilk<strong>et</strong> miljø man kommer fra. Skam, ydmygelser eller<br />
hjælpeløshed er sådan nog<strong>et</strong>, som findes med i minderne<br />
hos dem fra arbejderklassen. For dem, som kommer oppefra,<br />
kan indsigten i, at de har vær<strong>et</strong> privilegerede, være<br />
ubehagelig, eftersom den kan skabe skyldfølelser for, at andre<br />
er blev<strong>et</strong> udnytt<strong>et</strong> (Molin & Ågren 1991: 25).<br />
Jeg har hermed fremhæv<strong>et</strong> nogle af de centrale forståelser,<br />
som ligger til grund for min opfattelse af, at man ikke kan –<br />
og ikke bør - afskaffe begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>. Men for at gå tilbage<br />
til starten, vil jeg begynde med kort at gøre rede for<br />
Gustav Jonssons oprindelige udmøntning af begreb<strong>et</strong>.<br />
2.2. Gustav Jonssons begreb om social <strong>arv</strong><br />
Den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson fremførte første<br />
gang teorien om ”den sociale <strong>arv</strong>” i sin doktordisputats<br />
Delinquent Boys, their Parents and Grandparents fra 1967.<br />
34
Denne afhandling blev to år senere udgiv<strong>et</strong> i en populærudgave<br />
på svensk, hvor den fik titlen D<strong>et</strong> sociala <strong>arv</strong><strong>et</strong> (1969).<br />
Selv om Jonsson i denne bog indrømmer, at begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong> ”är dunkel, mångtydig og kanske suggestiv i fel riktning”<br />
(1969: 10), så fremsætter han dog sin ”teori om socialt <strong>arv</strong>”<br />
(1969: 10). Teorien fremlægger Jonsson på 17 sider i bogen.<br />
Den er primært baser<strong>et</strong> på kliniske iagttagelser af <strong>et</strong><br />
materiale (305 kriminelle drenge anbragt i børnebyen Skå,<br />
sammenlign<strong>et</strong> med 222 ”almindelige” drenge fra Stockholm),<br />
og d<strong>et</strong>te materiale b<strong>et</strong>ragtes mod litteraturstudier.<br />
Børnebyen Skå er en institution for problembørn tæt ved<br />
Stockholm. Dens virksomhed startede i 1947 og tog sigte på<br />
at resocialisere utilpassede og asociale drenge i alderen 7-<br />
15 år.<br />
Den centrale problemstilling i undersøgelsen var: Hvilke er<br />
de udvalgsfaktorer, som bestemmer, hvorfor der i den store<br />
mængde af skoledrenge i Stockholm, som begår kriminalit<strong>et</strong>,<br />
udkrystalliserer sig en lille gruppe, som bliver så belast<strong>et</strong>,<br />
at den havner på Skå? (Jonsson 1969: 56f). Jonsson<br />
konstaterer her, at fattigdom og elendighed fra tidligere generationer<br />
findes i overmåde hos de pågældende Skådrenges<br />
familier. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> bliver derfor hos Jonsson ”en<br />
udvikling, som strækker sig gennem generationer” (s. 55).<br />
Der er tale om, at ”vanskeligheder og handicap rammer visse<br />
familier indtil tredje og fjerde led” (s. 55). - Et sådant<br />
flergenerations<strong>perspektiv</strong> findes i øvrigt i Sverige også anlagt<br />
af Sven Hessle i dennes studie af familier, der falder fra<br />
hinanden. Hessle følger her ”den klassiske tanke om den sociale<br />
<strong>arv</strong>s b<strong>et</strong>ydning som transformation af problemer gennem<br />
flere generationer” (Hessle 1988: 209).<br />
Den ugunstige barndom b<strong>et</strong>ragter Jonsson som første trin i<br />
en udviklingsproces, der fortsætter med en person, som også<br />
mislykkes som voksent samfundsmedlem: mislykk<strong>et</strong> i<br />
forældrerollen, fiasko i erhvervsliv<strong>et</strong>, misfornøj<strong>et</strong> i ægteskab<strong>et</strong>,<br />
ude af stand til at leve op til forældrerollen, mistro<br />
overfor omverdenen. De drenge, som kom under behandling<br />
på Skå, havde ifølge Jonsson allerede påbegyndt vandringen<br />
35
ud i disse trinvise fiaskoer. De var tredje generation af en<br />
familie, hvor man allerede tidligere havde undersøgt forældre<br />
og mor- og farforældrene. Karakteristisk for Jonssons<br />
definition af social <strong>arv</strong> er således, at den omfatter tre generationer,<br />
og at den har en kumulativ, ophobende karakter,<br />
således at den antages at virke – og forøges – gennem generationerne.<br />
Udgangspunkter for teorien var dels psykiatriske og psykoanalytiske<br />
og dels sociologiske forklaringsmodeller. Til de<br />
førstnævnte kan henregnes psykodynamiske teorier, bl.a.<br />
Bowlby og Eriksson, og under de sociologiske teorier nævner<br />
Jonsson Chicagoskolens teorier om delkulturer og teorier<br />
om ”status-frustrering” knytt<strong>et</strong> til de klasseb<strong>et</strong>onede<br />
ulemper, som d<strong>et</strong> indebærer at leve i <strong>et</strong> underprivileger<strong>et</strong><br />
miljø (Cohen, Cloward & Ohlin) samt kriminologisk litteratur.<br />
Jonsson fremhæver selv, at hans teori har visse berøringspunkter<br />
med disse tankegange. I disputatsen kommer<br />
Jonsson endvidere ind på Marx´ fremmedgørelsesbegreb og<br />
Mertons anomibegreb. Endvidere er Jonssons studie tydeligvis<br />
inspirer<strong>et</strong> af antropologen Oscar Lewis´ studier af ”fattigdommens<br />
kultur” i Mellemamerika. Så helt uden teor<strong>et</strong>isk<br />
fundament kan man ikke sige, at teorien er. Desuden taler<br />
Jonsson om ”d<strong>et</strong> asociale familiesyndrom”, en negativ<br />
grundstemning og utilfredshed hos forældrene, som <strong>et</strong> hyppigt<br />
genkommende kend<strong>et</strong>egn hos familierne.<br />
Teorien om social <strong>arv</strong> er i Jonssons opfattelse en komplementærteori,<br />
dvs. den udelukker ikke andre forklaringsmodeller,<br />
men kan meg<strong>et</strong> vel udgøre en kompl<strong>et</strong>tering til andre<br />
forklaringsmuligheder. D<strong>et</strong> indebærer bl.a., siger Jonsson,<br />
at også gen<strong>et</strong>isk <strong>arv</strong> kan have spill<strong>et</strong> en rolle.<br />
D<strong>et</strong> er på denne baggrund uforståeligt, at Ejrnæs <strong>et</strong> al. kan<br />
hævde, at Jonsson ikke henviser til teor<strong>et</strong>iske referencerammer<br />
(Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004: 20). Måske kan d<strong>et</strong> skyldes, at<br />
de udelukkende forholder sig til afhandlingen fra 1967, Delinquent<br />
Boys, their Parents and Grandparents, og ikke kigger<br />
på populærudgaven fra 1969 eller senere værker.<br />
36
Af hensyn til læsere, som ikke er bekendt med den kritik,<br />
der har vær<strong>et</strong> fremført mod begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>, vil jeg i d<strong>et</strong><br />
følgende afsnit opridse hovedpunkterne i denne kritik.<br />
2.3. Kritikken af begreb<strong>et</strong><br />
Kritikken er hos Vinnerljung (1998) primært r<strong>et</strong>t<strong>et</strong> mod<br />
Jonssons r<strong>et</strong>rospektive (tilbageskuende) undersøgelsesdesign,<br />
d<strong>et</strong> at Jonsson tager udgangspunkt i de børn, d<strong>et</strong> er<br />
gå<strong>et</strong> skævt for, og så i sin undersøgelse følger disse børn<br />
tilbage til forældre- og bedsteforældregenerationen. Jonsson<br />
er så at sige start<strong>et</strong> med resultat<strong>et</strong> frem for at undersøge de<br />
processer, der eventuelt måtte føre frem til d<strong>et</strong>. Som modsætning<br />
til denne r<strong>et</strong>rospektive m<strong>et</strong>ode stiller Vinnerljung<br />
den prospektive, fremadr<strong>et</strong>tede, som i sted<strong>et</strong> tager udgangspunkt<br />
i en population med belastede opvækstvilkår,<br />
og i undersøgelsen følger denne fremad i tiden. Problem<strong>et</strong><br />
med den r<strong>et</strong>rospektive undersøgelsesm<strong>et</strong>ode er dels, at den<br />
ikke giver grundlag for de bastante konklusioner, som Jonsson<br />
når frem til, dels at den kan efterlade d<strong>et</strong> indtryk, at d<strong>et</strong><br />
dårlige udfald er uundgåeligt.<br />
I Jonssons konklusion hedder d<strong>et</strong> således: ”According to this<br />
reference system, heredity implies attenuation in time, from<br />
generation to generation. Deviant behaviour does not end<br />
with a person´s death. Instead, it may be assumed that a<br />
deviant individual in one generation will very probably produce<br />
deviants who will later, with a higher degree of probability<br />
than others, produce deviants in the next generation,<br />
who, in their turn, and with an even higher degree of probability<br />
will produce deviants in the following generations.”<br />
(Jonsson 1967: 221).<br />
Afvigelserne synes altså i Jonssons forståelse at blive stadig<br />
mere sandsynlige og samtidig også stadig mere alvorlige.<br />
D<strong>et</strong>te ligger i teorien om <strong>arv</strong>ens kumulative karakter. D<strong>et</strong> er<br />
imidlertid kernen i Vinnerljungs kritik, at Jonssons arbejde<br />
ikke giver grundlag for sådanne generelle konklusioner, id<strong>et</strong><br />
37
Jonsson fra starten har udvalgt de sværeste tilfælde, dvs.<br />
de drenge, der er blev<strong>et</strong> anbragt på institutionen Skå. Med<br />
en prospektiv, longitudinel undersøgelse ville vi ikke længere<br />
få d<strong>et</strong> indtryk af en uundgåelig hændelseskæde, som d<strong>et</strong><br />
r<strong>et</strong>rospektive design kan give. Og frem for alt ville <strong>et</strong> prospektivt<br />
undersøgelsesdesign have ført til <strong>et</strong> helt and<strong>et</strong> undersøgelsesresultat.<br />
D<strong>et</strong> kunne fx være, at de fleste børn,<br />
som vokser op under belastende vilkår, ”klarer sig fint”.<br />
Konklusionen ville heller ikke længere kunne være, at bestemte<br />
børns skæbner var forudbestemte. D<strong>et</strong>te forhold, at<br />
visse baggrundsfaktorer nok kan skabe mindre gode forudsætninger<br />
for <strong>et</strong> barns udvikling, men ikke afgør d<strong>et</strong>s fremtid,<br />
blev imidlertid allerede påpeg<strong>et</strong> af den polsk-svenske<br />
sociolog Jerzy Sarnecki i 1981 i en kritik af Jonssons teori<br />
(Sarnecki 1981: 146).<br />
Bo Vinnerljung stiller i sin artikel ikke krav om, at begreb<strong>et</strong><br />
om social <strong>arv</strong> skal afskaffes, men han kritiserer i <strong>et</strong> interview<br />
i <strong>Social</strong>rådgiveren den d<strong>et</strong>erminisme og automatik, der<br />
knytter sig til d<strong>et</strong> (Barfoed 1999: 3-5). Vinnerlung kritiserer<br />
de simple årsags-virkningssammenhænge, som begreb<strong>et</strong><br />
har bidrag<strong>et</strong> til at fastslå. ”At være barn af en alkoholiker<br />
b<strong>et</strong>yder ikke automatisk, at du selv bliver alkoholiker”, siger<br />
han. ”Majorit<strong>et</strong>en af børn, som vokser op under udsatte forhold,<br />
fungerer nogenlunde ok som voksne (…) D<strong>et</strong> er simpelthen<br />
på høje tid at rive d<strong>et</strong> d<strong>et</strong>erministiske syn på udsatte<br />
børns fremtid ned, som den sociale <strong>arv</strong> er blev<strong>et</strong> synonym<br />
med.”(Barfoed 1999: 5).<br />
D<strong>et</strong> afgørende nye, der kommer ind med Morten Ejrnæs kritik<br />
af begreb<strong>et</strong>, er, at han ud over at kritisere den d<strong>et</strong>erministiske<br />
opfattelse af begreb<strong>et</strong> hos visse forskere, går videre<br />
til <strong>et</strong> generelt krav om afskaffelse af begreb<strong>et</strong>: ”Alt i alt bør<br />
begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> i denne b<strong>et</strong>ydning (dvs. social <strong>arv</strong> i<br />
Jonssonsk forstand, SAA) derfor afskaffes som <strong>et</strong> fagligt begreb<br />
både inden for forskning og praktisk socialt arbejde.”<br />
(Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004: 64).<br />
38
Ejrnæs har gennem de sidste ti år adskillige gange gentag<strong>et</strong><br />
den kritik, han første gang fremkom med i en anmeldelse af<br />
to nye bøger om social <strong>arv</strong> (Ejrnæs 1998). Kritikken blev<br />
senere gentag<strong>et</strong> og skærp<strong>et</strong> i <strong>et</strong> arbejdspapir, udarbejd<strong>et</strong> i<br />
forbindelse med forskningsprogramm<strong>et</strong> om social <strong>arv</strong> i 1999<br />
(Ejrnæs 1999). Helt udfold<strong>et</strong> blev kritikken imidlertid i en<br />
bog fra 2004.<br />
Sammen med sine medforfattere Gorm Gabrielsen og Per<br />
Nørrung går Ejrnæs i <strong>Social</strong> opdrift – social <strong>arv</strong> (2004) så<br />
vidt som til at b<strong>et</strong>egne begreb<strong>et</strong> som ”<strong>et</strong> pseudofagligt og<br />
skadeligt begreb i socialt arbejde” (s. 86), ligesom han<br />
hævder, at ”social <strong>arv</strong> af problemer er en myte” (s. 56).<br />
Forfatterne vil i bogen dokumentere, at den udbredte opfattelse,<br />
”at børn <strong>arv</strong>er deres forældres sociale problemer”, er<br />
forkert (s. 7). Et and<strong>et</strong> sted i bogen siger de dog, at regelen<br />
er, ”at børnene ikke <strong>arv</strong>er forældrenes problemer”, og at<br />
”den sociale <strong>arv</strong> i Gustav Jonssons forstand er undtagelsen”<br />
(s. 63).<br />
Derimod kan Ejrnæs <strong>et</strong> al. godt acceptere, ”at d<strong>et</strong> er en hovedtendens,<br />
at man <strong>arv</strong>er eller får samme uddannelsesniveau<br />
som ens forældre” (s. 8). Således accepteres begreberne<br />
”chanceulighed” og ”risikofaktorer i barndommen”<br />
som begreber, der kan erstatte ”social <strong>arv</strong>”: ”B<strong>et</strong>egnelsen<br />
social <strong>arv</strong> bruges inden for uddannelses- og mobilit<strong>et</strong>sforskning<br />
om ulige chancer for at få en uddannelse og <strong>et</strong> godt<br />
job. Denne ulighed i livschancer eller kort udtrykt chanceulighed<br />
skyldes samfundsstrukturelle forhold.” (s. 47) Risikofaktorer<br />
i barndommen er ligeledes <strong>et</strong> acceptabelt begreb,<br />
som b<strong>et</strong>egner, at ”der er forøg<strong>et</strong> risiko for, at <strong>et</strong> barn får sociale<br />
problemer, hvis d<strong>et</strong>s situation er karakteriser<strong>et</strong> ved eksistensen<br />
af en bestemt eller flere bestemte faktorer, der<br />
påviseligt er indikator(er) på, at barn<strong>et</strong> får problemer senere.”<br />
(s. 53) D<strong>et</strong>te begreb er samtidig mere præcist og mindre<br />
stigmatiserende end begreb<strong>et</strong> ”risikobørn” (s. 53f). De<br />
tre forskere ser således ”risikofaktorer i barndommen” som<br />
”<strong>et</strong> anvendeligt begreb, hvis de relevante risikoopgørelsesm<strong>et</strong>oder<br />
anvendes” (s. 28).<br />
39
De kritiserer endvidere tendensen til at anvende begreb<strong>et</strong><br />
som ”universalforklaring på vidt forskellige samfundsmæssige<br />
fænomener ” (s. 47). Der er en tendens til at opfatte en<br />
lang række fænomener (fx sundhedsmæssige, sociale og<br />
psykiske problemer) som forårsag<strong>et</strong> af social <strong>arv</strong>, hvilk<strong>et</strong><br />
opfattes som b<strong>et</strong>ænkeligt. D<strong>et</strong>te kan hænge sammen med,<br />
at ”selv fagfolk anvender begreb<strong>et</strong> i mange forskellige b<strong>et</strong>ydninger”<br />
(s. 47).<br />
De tre forskere kritiserer i forlængelse heraf, at begreb<strong>et</strong><br />
social <strong>arv</strong> anvendes i ”en lang række forskellige b<strong>et</strong>ydninger”<br />
(s. 16), og at d<strong>et</strong> således er <strong>et</strong> ”upræcist begreb” (s.<br />
20). D<strong>et</strong> er således uklart: 1. hvad der <strong>arv</strong>es, 2. fra hvem,<br />
der <strong>arv</strong>es, 3. hvordan der <strong>arv</strong>es, og 4. hvor hyppigt, der <strong>arv</strong>es<br />
(s. 48f). På baggrund heraf kritiseres d<strong>et</strong>, at d<strong>et</strong> ofte er<br />
uklart, ”om der overhoved<strong>et</strong> henvises til teor<strong>et</strong>iske referencerammer”<br />
(s. 20). Ejrnæs <strong>et</strong> al. efterlyser således ”en mere<br />
præcis begrebsanvendelse, der enten er knytt<strong>et</strong> til <strong>et</strong>ablerede<br />
teoridannelser, eller som kan bruges til udvikling af<br />
ny teori” (s. 28). Ud fra forskernes registrering af tre forskellige<br />
b<strong>et</strong>ydninger af begreb<strong>et</strong> opstilles der tre forskellige<br />
referencerammer for fortolkningen (s. 57ff): 1. chanceulighed<br />
mht. opnå uddannelse og attraktive jobs; 2. risikofaktorer<br />
i barndommen; og 3. social <strong>arv</strong> i Gustav Jonssons forstand.<br />
Kun de to første b<strong>et</strong>ydninger af begreb<strong>et</strong> fremstår<br />
som acceptable.<br />
Ejrnæs <strong>et</strong> al. hævder endvidere, at begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> næsten<br />
udelukkende bruges i den skandinaviske diskussion, og<br />
at begreb<strong>et</strong> <strong>arv</strong> ikke bruges i den internationale forskning,<br />
hverken i forskningen i børns problemer eller i uddannelses-<br />
og mobilit<strong>et</strong>sforskningen (s. 23).<br />
Ydermere hævdes d<strong>et</strong>, at begreb<strong>et</strong> lægger op til ”en næsten<br />
d<strong>et</strong>erministisk eller reduktionistisk forklaring på børns sociale<br />
problemer, hvor forældrenes problemer (i deres egen<br />
barndom) tillægges meg<strong>et</strong> stor forklaringsværdi” (s. 23). De<br />
40
mener således, at begreb<strong>et</strong> ”bortleder opmærksomheden fra<br />
ulighed, fattigdom, diskrimination mv.” (s. 31).<br />
Et væsentligt kritikpunkt hos de tre forskere er endvidere<br />
påstanden om, at begreb<strong>et</strong> af mange socialrådgivere bliver<br />
brugt d<strong>et</strong>erministisk, sådan at d<strong>et</strong> bliver ”en selvopfyldende<br />
prof<strong>et</strong>i”, som tilmed stempler de pågældende børn.<br />
Endelig kan d<strong>et</strong> blandt de mange kritikpunkter, der fremføres<br />
i bogen, nævnes, at Ejrnæs <strong>et</strong> al. også problematiserer<br />
den ”forholdsvis u<strong>kritisk</strong> brug af avancerede statistiske m<strong>et</strong>oder”<br />
(s. 24), der har vær<strong>et</strong> anvendt i en del af social <strong>arv</strong>forskningen.<br />
2.4. Negativ social <strong>arv</strong> som en ”ond cirkel”<br />
I disputatsen fra 1967 taler Gustav Jonsson om ”social heredity”<br />
(social <strong>arv</strong>) uden at skelne mellem negativ og positiv<br />
social <strong>arv</strong>. Heller ikke i populærudgaven, D<strong>et</strong> sociala <strong>arv</strong><strong>et</strong>,<br />
skelnes der mellem de to former for social <strong>arv</strong>. I sin næste<br />
bog, Den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel – kan den brydes? (1973)<br />
præciserer Jonsson imidlertid begreb<strong>et</strong> til ”den negative sociale<br />
<strong>arv</strong>” (Jonsson 1973:10). Han uddyber denne præcisering:<br />
”Man skulle jo også kunne tale om ”den positive sociale<br />
<strong>arv</strong>” som en god cirkel i modsætning til den onde cirkel,<br />
den negative sociale <strong>arv</strong> repræsenterer.” Samtidig fortsætter<br />
han: ”D<strong>et</strong> er altså ikke nok at beskrive typer på individer<br />
eller familier sådan, som d<strong>et</strong> blev gjort i Den sociale <strong>arv</strong>.<br />
Også typen på samfund burde beskrives, specielt d<strong>et</strong> reaktionssystem,<br />
d<strong>et</strong> nuværende samfund har opbygg<strong>et</strong> som sit<br />
værn mod normbrydere.” (Jonsson 1973: 10).<br />
Med b<strong>et</strong>oningen af social <strong>arv</strong> som en proces og som en cyklus,<br />
bliver der også mulighed for at inddrage ”de større<br />
samfundsmæssige og politiske <strong>perspektiv</strong>er” og tage udgangspunkt<br />
i ”strukturelle forklaringer” på de sociale fænomener<br />
(Jonsson 1973: 10). Endelig viser den vægt, der i<br />
denne bog lægges på mulighederne for at bryde den sociale<br />
41
<strong>arv</strong>, at ”<strong>arv</strong>” ikke opfattes som nog<strong>et</strong>, der er ubrydeligt, eller<br />
som nog<strong>et</strong>, der præ-d<strong>et</strong>erminerer <strong>et</strong> menneskes skæbne.<br />
2.5. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i socialmedicinsk <strong>perspektiv</strong><br />
I Danmark var lægen, dr. med. Vagn Christensen en af de<br />
første til at lave en empirisk undersøgelse, som påviste social<br />
<strong>arv</strong>, nemlig hans undersøgelse af sammenhængen mellem<br />
boligforhold og børnesygelighed (Christensen 1956).<br />
Christensen har i en debatartikel fra 1999 peg<strong>et</strong> på <strong>arv</strong>ebegreb<strong>et</strong>s<br />
oprindelse: ”Begreb<strong>et</strong> stammer fra 50-ernes og<br />
60-ernes visionære debatter om velfærdssamfund<strong>et</strong>. Et led<br />
heri var omdefineringen af tidligere tiders vanartede børn til<br />
erkendelse af, at disse børns fysiske, psykiske og sociale<br />
problemer var følger af dårlige opvækstb<strong>et</strong>ingelser.” (Christensen<br />
1999: 21). D<strong>et</strong> afgørende er således den nye problemforståelse,<br />
der foreligger i og med begreb<strong>et</strong>, og denne<br />
må sættes i kontrast til <strong>et</strong> and<strong>et</strong> begreb, nemlig begreb<strong>et</strong><br />
biologisk (gen<strong>et</strong>isk) <strong>arv</strong>.<br />
Vagn Christensen har siden disputatsen i 1956 arbejd<strong>et</strong> videre<br />
med begreb<strong>et</strong> og har bl.a. i flere udgaver af <strong>Social</strong>medicinsk<br />
grundbog (1976 og 1994) fremlagt sine opfattelser<br />
af, hvordan man kan forstå begreb<strong>et</strong>. Han definerer i ovennævnte<br />
bog social <strong>arv</strong> som ”virkningen af børnenes opvækstforhold”<br />
(Christensen 1976: 22). Hans undersøgelse<br />
fra 1956 Boligforhold og børnesygelighed påviser, at der er<br />
en sammenhæng mellem dårlige boligforhold og øg<strong>et</strong> sygelighed.<br />
Christensen sammenholder i undersøgelsen de procentvise<br />
hospitalsindlæggelser af børn fra to boligområder,<br />
<strong>et</strong> godt og <strong>et</strong> dårligt, i København i 1950erne. Af undersøgelsen<br />
fremgår d<strong>et</strong>, at i næsten alle sygdomsgrupper er<br />
børnenes hospitalsindlæggelser 2-3 eller flere gange så<br />
hyppige hos børnene fra d<strong>et</strong> dårlige boligområde som hos<br />
børnene fra d<strong>et</strong> gode (Christensen 1976:24). Christensen<br />
peger her ikke blot på ”den sundhedsmæssige virkning af<br />
boligforhold”, men også på, ”at virkningerne kan være ødelæggende<br />
for barn<strong>et</strong>s fremtid” (s. 25). Han skriver: ”Medfødte<br />
misdannelser, spasticit<strong>et</strong> og døvhed er velkendte ek-<br />
42
sempler på livsvarige følger af beskadigelser i gravidit<strong>et</strong>en.<br />
Men der er formentlig langt større følgevirkninger end vi kan<br />
overskue i form af forsink<strong>et</strong> udvikling hos børnene på intelligensmæssige,<br />
karaktermæssige og sociale områder.” (Christensen<br />
1976: 25, mine fremhævelser, SAA) ”Selv om Christensen<br />
i undersøgelsen fokuserer på virkninger af dårlige<br />
boligforhold, gør han dog opmærksom på, ”at der i dårlige<br />
boligområder kan findes andre uheldige miljøforhold end boligen,<br />
fx fattigdom, dårlig ernæring, dårligere hygiejne osv.”<br />
(s. 27). D<strong>et</strong> kan derfor være vanskeligt at adskille virkningen<br />
af forskellige miljøfaktorer.<br />
Boligforholdene kan således ses som en faktor, der afspejler<br />
indtægtsforhold. De er med andre ord en væsentlig indikator<br />
for levevilkårene. Som Lone Scocozza har peg<strong>et</strong> på, må<br />
boligforholdene formentlig ses som en mellemkommende<br />
variabel for dårlige levevilkår – dvs. forhold, som dels formodes<br />
at være påvirk<strong>et</strong> af den uafhængige variabel, og dels<br />
formodes i sig selv at kunne påvirke den afhængige (Scocozza<br />
1984: 29ff, Rieper & Launsø 1995:69f). På denne<br />
måde bliver levevilkårene at b<strong>et</strong>ragte som den uafhængige<br />
variabel, boligforholdene som en mellemkommende variabel<br />
og børnesygeligheden som den afhængige variabel. På<br />
samme måde er fattigdom i Jonssons undersøgelse en slags<br />
”samlingsvariabel”, hvor ind under man kan sortere en<br />
mangfoldighed af dermed sammenhængende faktorer så<br />
som trange boligforhold, mangel på uddannelse, alkoholmisbrug,<br />
dårlige nerver (Jonsson 1969: 271).<br />
Vagn Christensen peger på ”de langsigtede <strong>perspektiv</strong>er,<br />
der foreligger i forbindelse med børns udvikling”: barndommens<br />
udviklingsfaser og ungdomstiden. Han sætter således<br />
såvel kriminalit<strong>et</strong>s- som misbrugsproblemer hos unge i forbindelse<br />
med udviklingsproblemer i de forudgående livsfaser:<br />
”Så begynder den sociale <strong>arv</strong> at virke”, skriver han<br />
(Christensen 1976: 53).<br />
”Følger vi disse unge nogle få år længere vil en del af dem<br />
være gift tidligt, de får hurtigt 2-3-4 børn, hvorefter mode-<br />
43
en er helt udslidt, hun magter ikke hjemm<strong>et</strong>s pasning. D<strong>et</strong><br />
er disse familier, som ikke følger de forebyggende børneundersøgelser,<br />
men som har stor børnesygelighed. Deres børn<br />
volder vanskeligheder i skolen (…), osv.” (Christensen 1976:<br />
55). Christensen bruger om klientell<strong>et</strong> b<strong>et</strong>egnelsen ”fattigdommens<br />
kultur”, og drøfter, om d<strong>et</strong> er en uafvendelig<br />
skæbne, at der altid vil være nogen som ikke kan klare sig”<br />
(s. 55). Han peger her på, at der i <strong>et</strong> konkurrencesamfund<br />
altid vil være vindere og tabere. D<strong>et</strong> er ikke desto mindre<br />
ifølge Christensen vigtigt, at der er nogen, der tror på tabergruppernes<br />
muligheder og ”vil medvirke til at ændre de<br />
forhold, som skaber tabere” (s. 55).<br />
Ifølge Christensen og Sommer (2002) skal begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong> ”illustrere, at opvækstforholdene kan have en ligeså afgørende<br />
virkning for liv<strong>et</strong> som den gen<strong>et</strong>iske <strong>arv</strong>” (s. 193).<br />
”<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> og gen<strong>et</strong>isk <strong>arv</strong> kan for så vidt godt sammenlignes.<br />
Meg<strong>et</strong> få sygdomme er ”absolut” <strong>arv</strong>elige. I de fleste<br />
tilfælde drejer d<strong>et</strong> sig om <strong>et</strong> anlæg eller en svaghed, der<br />
slår ud, når samspill<strong>et</strong> med miljø<strong>et</strong> giver anledning til dertil.”<br />
(Christensen & Sommer 2002: 194). Denne forståelse<br />
svarer på mange måder til den <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong>e opfattelse:<br />
Hvorvidt en bestemt mekanisme kommer til udfoldelse, afhænger<br />
af, om der i konteksten er en anden mekanisme,<br />
der udløser (trigger) den. Under andre sociale b<strong>et</strong>ingelser<br />
viser den pågældende mekanisme sig ikke, eftersom den ikke<br />
bliver aktiver<strong>et</strong>. Med udgangspunkt i en sådan (<strong>kritisk</strong><br />
<strong>realistisk</strong>) virkelighedsforståelse kan der aldrig blive tale om<br />
nogen d<strong>et</strong>erminisme eller mekanisk reproduktion af problemer.<br />
D<strong>et</strong> er, som Christensen & Sommer siger, ”en risiko,<br />
ikke en naturlov, at d<strong>et</strong> går galt” (s. 194).<br />
Speciallæge i psykiatri Preben Brandt bruger også begreb<strong>et</strong> i<br />
flere af sine publikationer, herunder Yngre hjemløse i København<br />
(1992). Begreb<strong>et</strong> knytter han på linje med Vagn<br />
Christensen til børns opvækstvilkår, hvor den sociale <strong>arv</strong> ses<br />
som følgerne af at have ”vær<strong>et</strong> udsat for massive og langvarige<br />
negative påvirkninger fra tidligt i barndommen”, og<br />
af at være blev<strong>et</strong> ”socialt og følelsesmæssigt svigte(t)”<br />
44
(Brandt 1999: 28). Konsekvenserne er, at disse børn bliver<br />
”tabere og afvigere” eller ”mennesker med alvorlige sår på<br />
sjælen og manglende styrke til at klare særlig vanskelige<br />
situationer, men kun kræfter til lige at holde skind<strong>et</strong> på næsen”<br />
(s. 28).<br />
2.6. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i den sociologiske tradition<br />
Vagn Christensens undersøgelse blev tyve år senere fulgt op<br />
af en ny undersøgelse, hvor sociologen Tavs Folmer Andersen<br />
for<strong>et</strong>og en efterundersøgelse bygg<strong>et</strong> på Vagn Christensens<br />
materiale (Andersen 1979, 1980, 1981 a og b). Han<br />
følger således de to grupper hos Christensen frem til 1979,<br />
dvs. fra barndommen frem til fyrreårsalderen. Andersen viser<br />
her, hvordan ”sygdom, kriminalit<strong>et</strong> og sociale problemer<br />
blev trofaste følgesvende hos de børn, som i halvtredsernes<br />
København voksede op under fattigdommens belastende<br />
vilkår.” (Andersen 1986: 81). Andersens undersøgelse kunne<br />
således afdække en række ”langtidsvirkninger af fattigdom”,<br />
id<strong>et</strong> der var tale om ”en massiv ophobning af alle arter<br />
af helbredsmæssige og sociale problemer” hos den<br />
gruppe, der havde ”haft de trange kår under opvæksten, allerede<br />
inden 40 års alderen” (Andersen 1986: 84). Når Andersen<br />
afdækker fattigdommens langtidsvirkninger, tager<br />
han dog forbehold over for, at undersøgelsen ”måske bygger<br />
på en gruppe, som i særlig udpræg<strong>et</strong> grad blev indfang<strong>et</strong><br />
af den sociale <strong>arv</strong>s onde spiral” (s. 85). Han tilbageviser<br />
dog sådanne indvendinger ud fra undersøgelsens øvrige resultater.<br />
Id<strong>et</strong> undersøgelsen afdækker ”de historisk specifikke<br />
langtidsvirkninger af storby-fattigdom over en hel generation”<br />
bekræfter den, at der er tale om ”langsigtede virkninger<br />
af belastende opvækstvilkår” (Andersen 1986: 85).<br />
”Fra barndommen og helt frem imod 40 års alderen adskilte<br />
fattigopvækstens menneskeskæbne sig markant fra gennemsnitsb<strong>et</strong>ingelserne.<br />
En b<strong>et</strong>ydelig byrde af sociale og helbredsmæssige<br />
problemer aflejredes i denne gruppe, hvis<br />
forudsætninger for at løse problemerne eller begrænse deres<br />
skadevirkninger samtidig var svækk<strong>et</strong>. (…) De grupper,<br />
hvis livsstart var præg<strong>et</strong> af fattige og belastende opvækst-<br />
45
vilkår blev også senere hen i liv<strong>et</strong> henvist til fattige og belastende<br />
kår. Fattigdommen reproducerer sig selv.” (Andersen<br />
1976, min fremhævelse, SAA).<br />
At der ikke kan være tale om nogen d<strong>et</strong>erministisk eller automatisk<br />
relation mellem belastende opvækstvilkår og en<br />
voksentilværelse med alvorlige problemer, som ytrer sig i<br />
sygelighed, kriminalit<strong>et</strong>, narkomani, alkoholisme, selvmordsforsøg<br />
mv., fremgår også af Tavs Folmer Andersens<br />
undersøgelse. Her opererer Andersen eksempelvis med en<br />
model, hvori der indgår en række mellemkommende forhold<br />
mellem opvækstvilkår og hospitalsindlæggelse (Andersen<br />
1981: 33). Sådanne forhold (uddannelse, erhverv, osv.),<br />
som jo altså indgår i de pågældendes livsforløb, udgør altså<br />
faktorer, som i processen har mulighed for at afbøde eller<br />
forstærke den sociale <strong>arv</strong>s virkninger og ytringsformer. <strong>Social</strong><br />
<strong>arv</strong> får karakter af en ”ond cirkel”, når de faktorer, som<br />
fanger og fastholder, ikke på den ene eller den anden måde<br />
bliver brudt eller modificer<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> er således afgørende ud<br />
fra en <strong>kritisk</strong> vinkel at inddrage ”virkningen af d<strong>et</strong> klassedelte<br />
samfunds fordelings- og sorteringsmekanismer” (Andersen<br />
1981: 61), eftersom disse kan være altafgørende (d<strong>et</strong>erminerende)<br />
for, hvorvidt børnene reproducerer forældrenes<br />
problemer eller ej. For de børns vedkommende, som var<br />
opvok<strong>s<strong>et</strong></strong> under belastende b<strong>et</strong>ingelser, konstaterer Tavs<br />
Folmer Andersen dog, at selv i <strong>et</strong> langt <strong>perspektiv</strong> over en<br />
hel generation så ”opvejer klassesamfund<strong>et</strong>s sorteringsmekanismer<br />
således ganske velfærdssamfund<strong>et</strong>s udglatningsforsøg”<br />
(Andersen 1981:31). Hos Folmer Andersen inddrages<br />
således også processen, hvorigennem mulighederne for,<br />
at den onde cirkel brydes, foreligger. Der er ingen d<strong>et</strong>erminisme<br />
eller automatik.<br />
Såvel Christensens som Andersens bruger begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong> om fattigdommens følgevirkninger på d<strong>et</strong> individuelle<br />
niveau og i form af helbredsbelastninger og sociale problemer.<br />
Med henvisning hertil vil man kunne imødegå Morten<br />
Ejrnæs´ påstande om, at man ikke kan <strong>arv</strong>e sociale problemer,<br />
og at der kun foreligger en teor<strong>et</strong>isk referenceramme<br />
46
for social <strong>arv</strong>, når d<strong>et</strong> gælder uddannelsesforskning og økonomisk<br />
forskning i reproduktion af klassestrukturer. Kun ved<br />
at ignorere hele denne forskning og fiksere opgør<strong>et</strong> med begreb<strong>et</strong><br />
social <strong>arv</strong> på Jonssons tidlige disputats, kan Ejrnæs i<br />
flere bøger og artikler nå frem til sin afvisning af, at sociale<br />
problemer skulle kunne gå i <strong>arv</strong> fra forældre til børn som<br />
’social <strong>arv</strong>’” (Fx Ejrnæs 2006: 233).<br />
2.7. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> og d<strong>et</strong> skandinaviske velfærds<strong>perspektiv</strong><br />
Har begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> ingen teor<strong>et</strong>isk referenceramme? Eftersom<br />
d<strong>et</strong> er <strong>et</strong> vigtigt argument i Ejrnæs <strong>et</strong> al.´s afvisning<br />
af begreb<strong>et</strong>, at d<strong>et</strong> savner teor<strong>et</strong>isk fundering ud over psykologisk<br />
og psykiatrisk teori, samt i <strong>et</strong> vist omfang læringsteori<br />
(Ejrnæs <strong>et</strong> al. 2004:20, 57), vil jeg i d<strong>et</strong> følgende forsøge<br />
at fremdrage de teor<strong>et</strong>iske referencerammer, som begreb<strong>et</strong><br />
bygger på. Hvad er altså begreb<strong>et</strong>s teor<strong>et</strong>iske basis?<br />
I hvilk<strong>et</strong> teor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong> er begreb<strong>et</strong> forankr<strong>et</strong>? D<strong>et</strong> er i<br />
såvel Danmark som de øvrige skandinaviske lande klart forankr<strong>et</strong><br />
i en empirisk (positivistisk præg<strong>et</strong>) forskningstradition,<br />
som hænger snævert sammen med d<strong>et</strong> Morten Ejrnæs<br />
og Søren Kristiansen kalder ”d<strong>et</strong> skandinaviske velfærds<strong>perspektiv</strong>”<br />
på sociale problemer (Ejrnæs & Kristiansen 2002).<br />
Forekomsten af fattigdom og overførelse af problemer fra<br />
den ene generation til den anden midt i <strong>et</strong> samfund præg<strong>et</strong><br />
af velfærd, ses som <strong>et</strong> overraskende problem for samfund<strong>et</strong><br />
- jfr. fx Bent Hansen Velstand uden velfærd (1969). Perspektiv<strong>et</strong><br />
er, som Ejrnæs & Kristiansen (2002: 81) anfører,<br />
”intimt sammenkobl<strong>et</strong> med udviklingen af velfærdsstaten”<br />
og med forskning i velfærd og levevilkår (fx Bent Rold Andersen<br />
og Erik Jørgen Hansen). For Bent Hansen udgør eksistensen<br />
af fattigdom og ”hele slægter, som ikke formår at<br />
bryde fattigdommens onde cirkel”, en åbenlys social ur<strong>et</strong>færdighed<br />
(Hansen 1969: 110). <strong>Social</strong>politikkens målsætninger<br />
er således ikke blot at løse ”<strong>et</strong> enkelt socialpolitisk<br />
problem, forsørgelsesproblem<strong>et</strong>”, men også at sikre ”tryghed<br />
mod indtægtsnedgang” og at ”forebygge, at trang op-<br />
47
står” (Rold Andersen 1966: 20f). D<strong>et</strong> er ud fra en sådan socialpolitisk<br />
kontekst og tradition for undersøgelser af befolkningens<br />
levevilkår, begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> må forstås. Der er<br />
her tale om en sammenkobling mellem socialpolitik og<br />
forskningstradition. Sidstnævnte skal understøtte og danne<br />
baggrund for førstnævnte.<br />
I Sverige kom d<strong>et</strong>te teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong> eksempelvis til<br />
udtryk i ægtefællerne Gunnar og Maj-Britt Inghes bog Den<br />
ofärdiga välfärden (1966). Blikk<strong>et</strong> r<strong>et</strong>tes mod ”den nöd som<br />
fortfarande existerer mitt ibland oss”, dvs. midt i d<strong>et</strong> svenske<br />
velfærdssamfund. Når velfærdssamfund<strong>et</strong> ikke kan skabe<br />
tryghed og sikkerhed for alle borgere, foreligger der tydeligvis<br />
nogle brister, som udgør <strong>et</strong> problem for samfund<strong>et</strong>.<br />
Forskningen i social <strong>arv</strong> har i hele denne tradition vær<strong>et</strong><br />
knytt<strong>et</strong> til forestillingen om ”onde cirkler” som reproduceres,<br />
og til forestillingen om at bryde disse cirkler, hvilk<strong>et</strong> er blev<strong>et</strong><br />
<strong>s<strong>et</strong></strong> som en oplagt socialpolitisk målsætning. Hvem bryder<br />
den sociale <strong>arv</strong>? hedder den karakteristiske titel på en<br />
undersøgelse af sociologen Erik Jørgen Hansen, publicer<strong>et</strong> i<br />
1982 af <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Samtidig har denne forskningstradition, som Ejrnæs og Kristiansen<br />
(2002: 76) anfører, ofte vær<strong>et</strong> præg<strong>et</strong> af ”en teoriløs<br />
empirisme”. Ikke desto mindre er de fleste af undersøgelserne<br />
teor<strong>et</strong>isk forankr<strong>et</strong> i en forståelse af samfund<strong>et</strong><br />
som <strong>et</strong> klassesamfund, præg<strong>et</strong> af social ulighed. Begreb<strong>et</strong><br />
”social <strong>arv</strong>” er også intimt knytt<strong>et</strong> til en sådan samfundsforståelse.<br />
Erik Jørgen Hansen vil i ovennævnte undersøgelse<br />
finde frem til, hvad der kend<strong>et</strong>egner den del af den generation<br />
af danskere, som fik mulighed for ”at bryde den sociale<br />
<strong>arv</strong>” (Hansen 1982:13). D<strong>et</strong> vil ifølge Hansen sige ”dem, der<br />
via uddannelsessystem<strong>et</strong> ser ud til at få en social placering i<br />
samfund<strong>et</strong>, som er meg<strong>et</strong> forskellig fra deres forældres sociale<br />
placering” (Hansen 1982: 13). Ved ”social <strong>arv</strong>” forstår<br />
Hansen ”d<strong>et</strong> forhold, at børnene bliver placer<strong>et</strong> på positioner<br />
i samfund<strong>et</strong>, som svarer til deres forældres positioner”<br />
(Hansen 1982: 64).<br />
48
Også hos sociologen Søren Geckler knyttes social <strong>arv</strong> til eksistensen<br />
af fattigdom og social ulighed. Geckler er optag<strong>et</strong><br />
af processer, der fører til, at uligheden reproduceres. Han<br />
konstaterer således, at den sociale ulighed er ”karakteriser<strong>et</strong><br />
ved at have en tendens til at være reproducerende i den<br />
forstand, at de enkelte individers respektive efterkommere<br />
fordelingsmæssigt placerer sig som forældrene. Man taler<br />
derfor om, at der er en meg<strong>et</strong> ringe social mobilit<strong>et</strong>.”<br />
(Geckler 1982: 86). Måske er der komm<strong>et</strong> større social mobilit<strong>et</strong><br />
i samfund<strong>et</strong> siden 1980erne, men man kunne samtidig<br />
hævde, at uligheden nu blot reproduceres på <strong>et</strong> højere<br />
niveau.<br />
Ifølge Geckler virker den sociale <strong>arv</strong> som en barriere mod<br />
udligning af uligheden. Allerede i opvæksten påvirkes barn<strong>et</strong><br />
kraftigt af levevilkårene i familien, og senere hen er d<strong>et</strong>s reelle<br />
muligheder – på trods af formelt lige muligheder - afhængige<br />
af forældrenes indstilling og støttemuligheder<br />
(Geckler 1982: 86). Eftersom den herskende arbejdsdeling<br />
fordrer ulighed, danner ”samfundsstrukturen, specielt karakteriser<strong>et</strong><br />
ved arbejdsdelingen (…) en anden barriere mod<br />
udligning af uligheden” (Geckler 1982: 86).<br />
Vi har her begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> sat ind i en bestemt teor<strong>et</strong>isk<br />
referenceramme, som med øg<strong>et</strong> social lighed som mål peger<br />
på uligheden som <strong>et</strong> centralt problem for velfærdsamfund<strong>et</strong>.<br />
Begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> er således <strong>et</strong> ”progressivt” begreb, som<br />
bruges <strong>kritisk</strong> i forhold til <strong>et</strong> samfund, hvor reproduktion af<br />
fattigdom og ulighed er <strong>et</strong> fremherskende mønster. Begreb<strong>et</strong><br />
knytter sig altså ikke entydigt til <strong>et</strong> patologiserende <strong>perspektiv</strong><br />
på sociale problemer, hvor disse ses som udtryk for<br />
svagheder og utilstrækkeligheder hos d<strong>et</strong> enkelte individ.<br />
Snarere knytter begreb<strong>et</strong> sig til <strong>et</strong> strukturelt konflikt<strong>perspektiv</strong>,<br />
som med blik for modstridende interesser i samfund<strong>et</strong><br />
forholder sig <strong>kritisk</strong> til samfund<strong>et</strong>s organisering (Jfr.<br />
også Caswell 2005: 25).<br />
49
2.8. Uddannelsernes formidling af den sociale <strong>arv</strong><br />
Udgangspunkt<strong>et</strong> for de danske sociologer Fridberg & Nørregaards<br />
forståelse af begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> er ”den proces, der<br />
medfører, at børnene har en tendens til at <strong>arv</strong>e deres forældres<br />
samfundsmæssige placering” (Fridberg & Nørregaard<br />
1978: 15). D<strong>et</strong>te kan i forskellige samfund ske på forskellig<br />
måde. I d<strong>et</strong> moderne samfund bliver ”<strong>arv</strong> af ejendomsbesiddelse”<br />
ifølge den amerikanske sociolog Wright Mills fortrængt<br />
af ”<strong>arv</strong> af beskæftigelsesmæssig ambition og den<br />
uddannelse, som er dens forudsætning” (Wright Mills 1968,<br />
citer<strong>et</strong> efter Fridberg & Nørregaard 1978: 21). <strong>Social</strong> <strong>arv</strong><br />
bliver altså her definer<strong>et</strong> som ”<strong>arv</strong>” af forældrenes sociale<br />
position. Disse positioner omfatter i min forståelse også positioner<br />
lavest på den samfundsmæssige rangstige, og herunder<br />
positioner, som indebærer social udstødthed, relativ<br />
fattigdom og sociale problemer. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> bliver hermed <strong>et</strong><br />
begreb, som er afgørende i forklaringen af den sociale reproduktion<br />
af ulighed.<br />
Når skolen kan opfattes som en formidler af den sociale <strong>arv</strong>,<br />
ligger d<strong>et</strong> i, at skolen for<strong>et</strong>ager en række systematiske selektioner<br />
af børnene, således at denne sortering indebærer<br />
en meg<strong>et</strong> skæv social rekruttering til den videregående uddannelse.<br />
Selv om d<strong>et</strong> på int<strong>et</strong> tidspunkt eksplicit er børnenes<br />
sociale baggrund, der benyttes som selektionskriterium,<br />
har skoleuddannelsen konsekvent ”en b<strong>et</strong>ydning for sorteringen<br />
af børnene efter deres sociale baggrund” (Fridberg &<br />
Nørregaard 1978: 11). Uddannelsessystem<strong>et</strong> er dermed<br />
med til at gøre den samfundsmæssige placering <strong>arv</strong>elig fra<br />
generation til generation, således at ”forskellene mellem befolkningsgrupperne<br />
vedvarende reproduceres eller genskabes”<br />
(Fridberg & Nørregaard 1978: 12). Uligheden mellem<br />
befolkningsgrupperne ”overføres med andre ord fra generation<br />
til generation”, og uddannelsessystem<strong>et</strong> spiller i denne<br />
sammenhæng en central rolle.<br />
Hos Fridberg & Nørregaard defineres social <strong>arv</strong> altså som<br />
”tendensen til at børnene ”<strong>arv</strong>er” deres forældres positioner”(Fridberg<br />
& Nørregaard 1978:55). De siger oven i kø-<br />
50
<strong>et</strong>, at på trods af mange individuelle undtagelser så er ”hovedindtrykk<strong>et</strong><br />
vedvarende (…) tendensen til, at børnene selv<br />
regner med og ønsker i grove træk at <strong>arv</strong>e deres forældres<br />
placering i samfund<strong>et</strong>” (s. 55). For at forstå, hvorfor d<strong>et</strong> bliver<br />
sådan, ”er d<strong>et</strong> nødvendigt at se ikke alene på samspill<strong>et</strong><br />
mellem den sociale herkomst og skolen, men også på fx arbejdsmarked<strong>et</strong>s<br />
krav og muligheder samt d<strong>et</strong>tes b<strong>et</strong>ydning<br />
for familie og skole” (s. 55). Altså hænger den sociale <strong>arv</strong><br />
sammen med ”nogle meg<strong>et</strong> centrale egenskaber ved vores<br />
samfundsstruktur i d<strong>et</strong> hele tag<strong>et</strong>” (s. 56).<br />
På folkeskolens niveau drejer d<strong>et</strong> sig om ”indføringen i <strong>et</strong><br />
klassedelt samfund og kravene om, at den enkelte skal<br />
kunne udfylde sin plads i n<strong>et</strong>op d<strong>et</strong>te samfund, der formidles<br />
gennem den almene uddannelse” (s. 61). På trods af en<br />
vis udjævning af d<strong>et</strong> socialt skæve rekrutteringsmønster i<br />
uddannelserne, er d<strong>et</strong> stadig således, at der er ”en kraftig<br />
sammenhæng mellem den sociale baggrund og den opnåede<br />
uddannelse” (s. 65). Denne sammenhæng er senere blev<strong>et</strong><br />
understreg<strong>et</strong> gennem Erik Jørgen Hansens undersøgelser<br />
(Jfr. Hansen 1995).<br />
Forståelsen af social <strong>arv</strong> indebærer imidlertid ikke kun inddragelse<br />
af skole, uddannelsessystem og arbejdsmarked,<br />
men tillige socialiseringsprocessen i familien: ”En forståelse<br />
af hvorfor denne hierarkiske stratifikation overføres fra generation<br />
til generation på en sådan måde, at børnene ender<br />
på nogenlunde samme niveau som deres forældre, kræver<br />
altså, at man ser lidt på, hvorledes den enkelte opnår de<br />
egenskaber, som er relevante i forbindelse med deres placering.”<br />
(Fridberg & Nørregaard 1978: 78). Grundlæggende<br />
skal børnene efter endt uddannelse jo kunne leve op til de<br />
kvalifikationskrav, som arbejdsmarked<strong>et</strong> stiller. Generelt<br />
kan den enkeltes kvalifikationer opfattes som ”resultat<strong>et</strong> af<br />
en socialiseringsproces, der finder sted i <strong>et</strong> samspil mellem<br />
først og fremmest familien og skolen.” (s. 67). Samtidig har<br />
forskningen ”påvist sammenhænge mellem arbejdsstilling<br />
og opdragelsesidealer, som ligefrem peger på, at de sociale<br />
relationer på arbejd<strong>et</strong> genskabes i familien” (s. 79).<br />
51
Fridberg og Nørregaard nævner den amerikanske sociolog<br />
Melvin Kohns empiriske belysning af disse sammenhænge.<br />
Der synes således at være en vis sammenhæng mellem social<br />
klasse og forældrenes vurdering af værdien af selvstyring<br />
kontra lydighed. Der er her udprægede forskelle mellem<br />
socialiseringen i middelklassen og i arbejderklassen. I<br />
de øverste socialgrupper er der forventninger om, at beslutninger<br />
og handlinger får konsekvenser, ”hvorimod d<strong>et</strong> i de<br />
laveste socialgrupper er troen på, at man er undergiv<strong>et</strong><br />
kræfter og mennesker uden for ens egen indflydelse” (s.<br />
79). S<strong>et</strong> ud fra reproduktionens <strong>perspektiv</strong> kan Fridberg og<br />
Nørregaard således nå frem til, ”at d<strong>et</strong> er i familien, at<br />
grundlag<strong>et</strong> bliver lagt for børnenes senere erhvervsplacering,<br />
fordi børnene i realit<strong>et</strong>en vokser op i forskellige verdener<br />
alt efter deres klassemæssige baggrund.” (Fridberg &<br />
Nørregaard 1978: 80). Familien og dens klas<strong>s<strong>et</strong></strong>ilhørsforhold<br />
bliver grundlæggende for børnenes identit<strong>et</strong>s- og virkelighedsopfattelse<br />
og deres ideologiske udrustning (s. 82). Almindeligvis<br />
må børn ifølge Fridberg & Nørregaard overtage<br />
deres forældres verden, som bliver den verden, de tager for<br />
giv<strong>et</strong>. Denne overtagelse, siger de, kaldes ”primærsocialiseringen”<br />
i modsætning til sekundærsocialiseringen, der omfatter<br />
de senere processer, hvorved <strong>et</strong> individ styres ind i<br />
nye sektorer af den samfundsmæssige totalit<strong>et</strong>.” (s. 82).<br />
Skolen kan altså ikke anskues som en passiv og neutral<br />
formidler af ”den sociale <strong>arv</strong>”, sådan som d<strong>et</strong> ifølge Fridberg<br />
og Nørregaard ofte gøres, men må ses i samspil med d<strong>et</strong><br />
øvrige samfundsliv (s. 91). Med denne forståelse af, at den<br />
sociale <strong>arv</strong> kun kan forstås i sammenhæng med strukturelle<br />
forhold i samfund<strong>et</strong> lægges der op til en inddragelse af hele<br />
den samfundsmæssige kontekst, som også i en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
tilgang vil være forudsætning for at forklare, hvorfor<br />
børn undertiden får problemer i lighed med forældrene, og<br />
hvorfor de i andre tilfælde ikke får d<strong>et</strong>. Endvidere fremgår<br />
d<strong>et</strong> af Fridberg & Nørregaards forståelse af social <strong>arv</strong>, at den<br />
klasse- eller lagbestemte socialisering i familierne er en afgørende<br />
proces i forståelse af den sociale <strong>arv</strong>.<br />
52
Der trækkes i denne forståelse eksplicit på <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> teor<strong>et</strong>isk<br />
<strong>perspektiv</strong>, en marxistisk tradition og <strong>et</strong> konfliktteor<strong>et</strong>isk<br />
<strong>perspektiv</strong>. S<strong>et</strong> i skandinavisk sammenhæng kan disse<br />
forståelser ses som bidrag til d<strong>et</strong>, som Ejrnæs og Christiansen<br />
har kaldt ”d<strong>et</strong> skandinaviske velfærds<strong>perspektiv</strong>”.<br />
Med d<strong>et</strong> i mente, at der eksisterer en række forskellige <strong>perspektiv</strong>er<br />
på sociale problemer, bliver d<strong>et</strong> her ekstremt vigtigt<br />
at forstå, hvordan de forskellige teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er<br />
rummer afvigende forståelser og forklaringer af sociale problemer<br />
– og herunder eksempelvis social <strong>arv</strong>. D<strong>et</strong>te kommer<br />
også til udtryk i de begreber, der bruges, og i definitionerne<br />
af begreberne i de forskellige <strong>perspektiv</strong>er.<br />
Således svarer de individualistiske tilgange til social <strong>arv</strong> i d<strong>et</strong><br />
engelske begreb ”cycle of deprivation” langt hen til d<strong>et</strong> patologiserende<br />
utilstrækkeligheds<strong>perspektiv</strong>, som er fremherskende<br />
på den politiske højrefløj. Derimod harmonerer begreb<strong>et</strong><br />
”cycle of inequality”, som rummer en mere strukturel<br />
forståelse og forklaring af social <strong>arv</strong>, med d<strong>et</strong> konflikt<strong>perspektiv</strong>,<br />
som knytter sig til d<strong>et</strong> skandinaviske velfærds<strong>perspektiv</strong><br />
og til en <strong>kritisk</strong> samfundsvidenskab.<br />
Overført på d<strong>et</strong> sociale område kunne man sige: <strong>Social</strong> <strong>arv</strong><br />
er d<strong>et</strong> forhold, at børnene i deres voksne liv bliver fattige,<br />
udstødte og marginaliserede, ligesom deres forældre var<br />
fattige, udstødte og marginaliserede. Børnene ”<strong>arv</strong>er” med<br />
andre ord en position i samfund<strong>et</strong>, som rummer en række<br />
sociale problemer. I modsætning til andre, som har hævd<strong>et</strong>,<br />
at ”social <strong>arv</strong> af problemer er en myte” (Ejrnæs 2004: 56),<br />
vil jeg hævde, at den sammenhæng, der stadig er mellem<br />
social baggrund og livschancer, indebærer, at en række tilstande<br />
og processer i barndommen kan give nogle børn<br />
nogle beskadigelser, som kan indebære, at de senere i liv<strong>et</strong><br />
er langt mere udsatte for at pådrage sig sociale problemer<br />
af forskellig type, end børn, der er opvok<strong>s<strong>et</strong></strong> under gunstige<br />
b<strong>et</strong>ingelser. Hvordan d<strong>et</strong>te mere konkr<strong>et</strong> går til, er <strong>et</strong><br />
spørgsmål for empirisk forskning.<br />
53
2.9. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i socialpolitisk <strong>perspektiv</strong><br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> kan ses som <strong>et</strong> begreb med store politiske implikationer.<br />
Frem for alt har d<strong>et</strong>, som vi har <strong>s<strong>et</strong></strong>, spill<strong>et</strong> en afgørende<br />
rolle i uddannelsespolitiske diskussioner. For så vidt<br />
sigt<strong>et</strong> for uddannelsespolitikken under opbygningen af velfærdsstaten<br />
blev ”lighed gennem uddannelse”, indebar denne<br />
målsætning nødvendigvis en mobilisering af ”intelligensreserven”<br />
og <strong>et</strong> brud med d<strong>et</strong> skæve rekrutteringsmønster<br />
til de højere uddannelser. Der blev der sat fokus på sorteringen<br />
og udstødningen fra uddannelsessystem<strong>et</strong>, og d<strong>et</strong><br />
blev <strong>et</strong> krav, at adgangen til de højere uddannelser skulle<br />
stå åben for dem, der havde evnerne. Uddannelsesbarriererne<br />
skulle nedbrydes, og d<strong>et</strong>te indebar, at mange unge<br />
måtte bryde med deres sociale baggrund, dvs. bryde ”den<br />
sociale <strong>arv</strong>”.<br />
Eftersom der jo findes en stor mængde forskellige politiske<br />
paradigmer – liberalisme, konservatisme, socialdemokratisme,<br />
osv. – kan man næppe forvente, at ”social <strong>arv</strong>” er blev<strong>et</strong><br />
forstå<strong>et</strong> eller brugt på samme måde inden for disse divergerende<br />
opfattelser. Man må derfor antage, at disse<br />
mange divergerende opfattelser af begreb<strong>et</strong> kan have vær<strong>et</strong><br />
stærkt medvirkende til at skabe den begrebsforvirring med<br />
forskellige b<strong>et</strong>ydninger af begreb<strong>et</strong>, som Ejrnæs <strong>et</strong> al<br />
(2004) harcelerer over.<br />
Ligesom social <strong>arv</strong> har vær<strong>et</strong> <strong>et</strong> centralt begreb i uddannelsespolitiske<br />
diskussioner, kom begreb<strong>et</strong> også til at spille en<br />
rolle i socialpolitiske diskussioner. Således er d<strong>et</strong> naturligvis<br />
<strong>et</strong> centralt begreb i socialpolitiske debatter, eftersom der<br />
her foregår en kamp om forståelser af de sociale problemer,<br />
og om hvilke indsatser, der skal prioriteres, samt om hvor<br />
mange ressourcer, herunder økonomiske, der skal afsættes<br />
hertil.<br />
Begreb<strong>et</strong> dukkede under indtryk af den voksende arbejdsløshed<br />
og stigende sociale udstødning i 1990erne op igen,<br />
54
og i august 1991 nedsatte regeringen den såkaldte <strong>Social</strong>kommission,<br />
der skulle analysere overførselsindkomsterne<br />
ud fra en helhedssynsvinkel.<br />
<strong>Social</strong>kommissionen konstaterede, at den sociale <strong>arv</strong> ikke<br />
var forsvund<strong>et</strong>: ”De unges uddannelsesstatus følger i stor<br />
udstrækning forældrenes. De unge vil derfor i vidt omfang<br />
også følge forældrenes mønster for modtagelse af kontanthjælp<br />
og arbejdsløshedsdagpenge. (…) Inden for alle socialgrupper<br />
udb<strong>et</strong>ales der mest til unge, hvis forældre ligeledes<br />
var afhængige af overførselsindkomst.” (<strong>Social</strong>kommissionen<br />
1992: 14). Man konstaterede endvidere, at ”en b<strong>et</strong>ydelig<br />
del af dem, der i en periode rammes hårdt af arbejdsløshed,<br />
forbliver langvarigt arbejdsløse” (s. 62). En del kunne<br />
b<strong>et</strong>egnes som ”fastlåste”. Endelig undersøgte <strong>Social</strong>kommissionen,<br />
om der var en sammenhæng mellem de unges<br />
modtagelse af dagpenge og deres forældres modtagelse<br />
af overførselsindkomst. D<strong>et</strong> viste sig her, ”at der var en klar<br />
tendens til, at unge fra familier, der i 1981 var afhængig af<br />
overførselsindkomst, også selv kommer til at trække mere<br />
på dagpenge- og kontanthjælpssystemerne end de unge,<br />
hvis familier ikke modtog overførselsindkomst” (<strong>Social</strong>kommissionen<br />
1992: 83).<br />
I <strong>Social</strong>kommissionens debatoplæg Sortering for liv<strong>et</strong><br />
(1992) er definitionen af social <strong>arv</strong> ”b<strong>et</strong>ydningen af familiens<br />
sociale og økonomiske status for <strong>et</strong> barns fremtid også som<br />
voksen” (Sortering for liv<strong>et</strong>: 10). Størst vægt i den sociale<br />
<strong>arv</strong> har uddannelsesvalg<strong>et</strong>, men ”den sociale <strong>arv</strong> rækker videre<br />
endnu: Selv når man sammenligner unge, der trods en<br />
forskellig baggrund har få<strong>et</strong> den samme uddannelse, slår<br />
forældrenes status og eventuelle ledighed under barn<strong>et</strong>s<br />
opvækst igennem på tallene for de unge. Ledigheden er højere,<br />
og afhængigheden af overførsler større, blandt unge<br />
fra hjem med de selvsamme problemer. / Den sociale <strong>arv</strong><br />
har derfor flere dimensioner, som kan sammenfattes i følgende<br />
<strong>arv</strong>elov: Børn af vindere bliver sjældent tabere, og<br />
børn af tabere bliver sjældent vindere.” (s. 10f). Den sociale<br />
<strong>arv</strong> er altså ikke blot ”ubrudt trods massiv uddannelsesind-<br />
55
sats”, men <strong>Social</strong>kommissionen tilføjer også ”en ny dimension”:<br />
”afhængighed af overførsler går også i <strong>arv</strong>” (Sortering<br />
for liv<strong>et</strong>: 11).<br />
Af kommissionens undersøgelser fremgik d<strong>et</strong> således, at<br />
”børn af forældre, som er ’ude af erhverv’, er de dårligst<br />
uddannede, id<strong>et</strong> næsten to tredjedele ikke har erhvervskomp<strong>et</strong>ence”<br />
(s. 11). Af ikke-faglærte arbejderes børn stod<br />
desuden ca. halvdelen i denne uddannelsesmæssigt svage<br />
position. Unge fra familierne i kategorien ’ude af erhverv’<br />
eller ’ikke-faglærte’ viser sig således at være dem, der i<br />
årene 1981-89 var længst på dagpenge eller kontanthjælp<br />
(s. 11). En del af forklaringen på denne skæve fordeling ligger<br />
ifølge <strong>Social</strong>kommissionen formentlig i uddannelsen,<br />
men en anden forklaring er sammenhængen mellem forældrenes<br />
socio-økonomiske gruppering og deres ressourcer til<br />
at bistå børnene økonomisk, når nog<strong>et</strong> går skævt.” (s. 12).<br />
Ud over at spørge om, hvad der skal til for at bryde ”<strong>arv</strong>eloven”,<br />
spørger forfatterne: ”Er der også holdningsforskelle,<br />
der går i <strong>arv</strong>?” (s. 11). De besvarer ikke d<strong>et</strong>te spørgsmål,<br />
men d<strong>et</strong> tangerer den diskussion, der – primært anført af<br />
den politiske højrefløj – samtidig blev ført i både i England<br />
og USA om en påstå<strong>et</strong> ”afhængighedskultur” (mere herom i<br />
kapitel 3).<br />
Senere kom den sociale <strong>arv</strong> igen på den politiske dagorden,<br />
da regeringen i 1999 nedsatte <strong>et</strong> udvalg om social <strong>arv</strong> med<br />
d<strong>et</strong> formål at ”styrke indsatsen for at bryde den negative<br />
sociale <strong>arv</strong>” (Regeringsudvalg<strong>et</strong> om social <strong>arv</strong> 1999: 7). Til<br />
brug for udvalgsarbejd<strong>et</strong> blev der bestilt en oversigt over<br />
foreliggende publicer<strong>et</strong> viden om social <strong>arv</strong> (Ekspertgruppen<br />
om social <strong>arv</strong> 1999).<br />
2.10. Psykologiske <strong>perspektiv</strong>er på social <strong>arv</strong><br />
Den sociale <strong>arv</strong> har mange aspekter. Herunder d<strong>et</strong> psykologiske.<br />
Med en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> terminologi kunne man sige,<br />
at psykologer primært har vær<strong>et</strong> optag<strong>et</strong> af at identificere<br />
de psykologiske mekanismer, der formidler en social <strong>arv</strong>. I<br />
56
Psykologisk Lommeordbog (1999) defineres social <strong>arv</strong> som<br />
”Den <strong>arv</strong> barn<strong>et</strong> modtager fra forældrenes opdragelse, og<br />
som altså ikke er biologisk bestemt. Som regel bruger man<br />
udtrykk<strong>et</strong>, når <strong>arv</strong>en er dårlige sociale vilkår, men d<strong>et</strong> modsatte<br />
kunne sådan <strong>s<strong>et</strong></strong> også være tilfæld<strong>et</strong>.” (Abrahamowitz<br />
1999). Her er der altså tale om en definition, som knytter<br />
begreb<strong>et</strong> snævert til forældrenes opdragelse, og uden at sociale<br />
forhold indgår i definitionen.<br />
Også hos Gustav Jonsson er begreb<strong>et</strong> foruden på sociologiske<br />
teorier eksplicit baser<strong>et</strong> på psykiatriske og psykoanalytiske<br />
forklaringsmodeller. Jonsson henviser bl.a. til Erikssons<br />
og Bowlbys teorier. Jonsson nævner således Erikssons begreb<br />
om ”basic trust”, og kommer ind på, hvilke konsekvenser<br />
d<strong>et</strong> kan have, at <strong>et</strong> menneske i sin tidlige barndom ikke<br />
får visse grundlæggende behov tilfredsstill<strong>et</strong>. Utilfredsstillede<br />
behov fra barndommen kan ikke blot tænkes at spøge i<br />
voksenalderen, men kan desuden tænkes at forplante sig<br />
fra generation til generation (Jonsson 1969: 48). Ligeledes<br />
kan tidlige forstyrrelser i relationen mellem mor og barn føre<br />
til opkomsten af afvigende personlighedstyper (Jonsson<br />
1969: 24). I denne sammenhæng kan d<strong>et</strong> nævnes, at den<br />
danske psykolog Agn<strong>et</strong>e Diderichsen n<strong>et</strong>op tager udgangspunkt<br />
i tilknytningsteorier, når hun kigger på d<strong>et</strong>, hun kalder<br />
”den psykologiske <strong>arv</strong>” (Diderichsen 2007).<br />
Også andre psykodynamiske teorier kan understøtte teorien<br />
om social <strong>arv</strong>. Man kunne bl.a. tilføje Alice Miller: ”Alice Miller<br />
har i sit terapeutiske arbejde og i sine bøger beskæftig<strong>et</strong><br />
sig med, hvordan forældre giver deres egne ubevidste problemer<br />
videre til deres børn.” (Hjort 1993: 108). Forældrenes<br />
fortid får b<strong>et</strong>ydning for børnenes nutid, bl.a. fordi d<strong>et</strong> er<br />
nærliggende at behandle sit eg<strong>et</strong> barn, som man har lært at<br />
behandle sit ”indre barn”, sine egne følelser” (Hjort 1993:<br />
108). Om den østrigske psykolog Bruno B<strong>et</strong>telheim anfører<br />
Hjort endvidere: ”Bruno B<strong>et</strong>telheim rejser spørgsmål<strong>et</strong> om,<br />
hvorvidt forældre automatisk overfører deres egen ulykke til<br />
børnene, eller om forældre ikke snarere vil gøre alt, for at<br />
57
deres børn ikke skal opleve den ulykke, de selv har kendt.”<br />
(Hjort 1993: 108).<br />
Hvilke psykologiske <strong>perspektiv</strong>er har i øvrigt præg<strong>et</strong> begreb<strong>et</strong>?<br />
Morten Ejrnæs anfører med udgangspunkt i <strong>et</strong> citat fra<br />
Kari Killéns bog Omsorgssvigt er alles ansvar (2005), at<br />
”psykodynamisk teori generelt og objektrelationsteori og tilknytningsteori<br />
specifikt anses for at underbygge den fejlagtige<br />
opfattelse, at børn <strong>arv</strong>er forældrenes sociale problemer”<br />
(Ejrnæs 2007: 233). Som Ejrnæs skriver ”Medvirkende til<br />
disse teoriers popularit<strong>et</strong> inden for pædagogik og socialt arbejde<br />
har også vær<strong>et</strong>, at de i nogle tilfælde fremstilles således,<br />
at omsorgssvigt, som forældrene har oplev<strong>et</strong> som børn,<br />
forklarer, at de som voksne og forældre på grund af vedvarende<br />
psykiske dysfunktioner igen svigter deres egne børn.”<br />
(Ejrnæs 2007: 233).<br />
Kari Killén beskæftiger sig i bogen Barndommen varer i generationer<br />
(2001) med omsorgssvigt og skriver herom: ”Erkendelsen<br />
af omfang<strong>et</strong> og graden af kompleksit<strong>et</strong> knytt<strong>et</strong> til<br />
omsorgssvigt, og de dermed forbundne følger i form af psykiske<br />
problemer hos børn og voksne, er blev<strong>et</strong> større. Ud fra<br />
den viden man har i dag, regner man med, at 10-20 procent<br />
af børnepopulationen har psykiske problemer, som har b<strong>et</strong>ydning<br />
for deres daglige funktion, og at 4-7 procent af disse<br />
børn har brug for behandling (…) Nogle af sammenhængene<br />
mellem belastninger og traumer tidligt i liv<strong>et</strong> og senere<br />
psykiske lidelser hos unge og voksne er blev<strong>et</strong> dokumenter<strong>et</strong><br />
(…) Barndommen varer ikke kun hele liv<strong>et</strong>. Den varer i<br />
generationer. ” (Killen 2000: 18, Killéns fremhævelse, SAA).<br />
Hun giver videre udtryk for nogle af de opfattelser, som<br />
Morten Ejrnæs opponerer imod: ”Vi ved mere om tendensen<br />
til gentagelse i næste generation (…) D<strong>et</strong> forholder sig ikke<br />
sådan, at de, der har vær<strong>et</strong> udsat for fysiske overgreb, nødvendigvis<br />
vil udsætte deres egne børn for fysiske overgreb<br />
(…), men holdninger og ubearbejdede problemer føres videre<br />
(…) Den måde, hvorpå forældre reagerer på deres børn,<br />
kan spores tilbage til deres egen tidlige historie (…) Vi har<br />
desuden erfar<strong>et</strong>, at behandling ikke altid giver resultater. En<br />
58
norsk undersøgelse har for nylig bekræft<strong>et</strong>, hvad mange af<br />
os har frygt<strong>et</strong>, at psykiatrisk behandling af unge ikke giver<br />
så gode resultater, som vi tidligere håbede på (…)” (Killén<br />
2001: 19).<br />
For så vidt den sociale <strong>arv</strong> genereres via socialisationsprocesser,<br />
siger d<strong>et</strong> sig selv, at psykologiske tilgange – og socialisationsteorier<br />
– må stå centralt i forståelsen af, hvordan<br />
der kan forekomme en social <strong>arv</strong>. Begreb<strong>et</strong> har derfor også<br />
haft bredt gennemslag inden for psykologien. D<strong>et</strong> er dog ikke<br />
alle psykologiske udgaver af begreb<strong>et</strong>, der definerer d<strong>et</strong><br />
så snævert som hos Abrahamowitz.<br />
Blandt de psykologer, som har beskæftig<strong>et</strong> sig med begreb<strong>et</strong><br />
kan nævnes Ole Langsted og Dion Sommer. I deres bog<br />
om Småbørns Livsvilkår i Danmark (1988) knyttes social <strong>arv</strong><br />
sammen med den fortsatte eksistens af relativ økonomisk<br />
fattigdom. Langsted & Sommer taler om <strong>et</strong> ”fattigdomssyndrom”,<br />
som består af flere komplekst sammenvævede forhold:<br />
1. afmægtighed, 2. en fattigdomsfælde (hvor fattige<br />
er fastlåst i passivit<strong>et</strong> og afmægtighed uden muligheder for<br />
at kunne øge deres indkomster ved egen indsats), 3. stigmatisering<br />
og sårbarhed overfor sociale forhold, der blotter<br />
fattigdom, 4. social isolation og mangel på socialt n<strong>et</strong>værk,<br />
og 5. selvhad og selvdestruktion (Langsted & Sommer<br />
1992: 81). ”Disse forhold”, skriver de, ”overføres fra forældrene<br />
til børnene som en social, negativ <strong>arv</strong>, og giver tidligt<br />
disse børn en opfattelse af liv<strong>et</strong>, som ligner holdningerne<br />
hos deres forældre.” (Langsted & Sommer 1992: 81).<br />
Også psykologen Espen Jerlang inddrager social <strong>arv</strong> i sin<br />
bog <strong>Social</strong>isering og habitus – individ, familie, samfund. Espen<br />
Jerlang og hans søn Jesper knytter i bogen social <strong>arv</strong> til<br />
afvigerbegreb<strong>et</strong> og afvigerprocessen: ”Børn af afvigere har,<br />
alt efter karakteren af afvigelsen, en stor risiko for også at<br />
blive afvigere – man kan tale om social <strong>arv</strong>. Dels udsættes<br />
de ofte for omsorgssvigt, dels sker der en identifikation med<br />
forældrene, dels vokser de ofte op i <strong>et</strong> miljø, der forstærker<br />
afvigerprocessen, og dels stemples de lige så ofte af omgi-<br />
59
velserne. Man tenderer til at forvente en negativ adfærd hos<br />
dem (…)” (Jerlang & Jerlang 1996: 279). De sanktioner,<br />
som disse børn hurtigt mødes med ved forkert adfærd, kan<br />
forstærke afvigerprocessen, men kan også føre til hjælp,<br />
hvorved den sociale <strong>arv</strong> måske kan brydes” (Jerlang & Jerlang<br />
1996: 279). Jerlang & Jerlang r<strong>et</strong>ter lige som Koch<br />
(1982) blikk<strong>et</strong> mod de belastede boligområder, og kommer<br />
ind på daginstitutionernes muligheder for at bryde den sociale<br />
<strong>arv</strong>. De nævner, at ”i socialt og kulturelt belastede miljøer<br />
er såvel familier som institutioner oftere belastede end i<br />
socialt og kulturelt ressourcerige områder” (s. 419). De peger<br />
på, at ”institutionerne i de belastede områder ”ikke på<br />
forhånd får de bedre vilkår, der er nødvendige for at forebygge<br />
fejludvikling eller bryde en ”social <strong>arv</strong>” (…)” (s. 419).<br />
2.11. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i socialrådgiverdiskurs<br />
Når begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> har haft så udbredt indflydelse i såvel<br />
pædagogisk som socialt arbejde, hænger d<strong>et</strong> uden tvivl<br />
sammen med de bestræbelser, man i disse professioner har<br />
udfold<strong>et</strong>, med d<strong>et</strong> formål at bryde den sociale <strong>arv</strong> (Se f. eks.<br />
Killén & Olsen 2003: 42f). Jonssons undersøgelse og hans<br />
teorier om den sociale <strong>arv</strong> blev ifølge Hanne Reintoft ”banebrydende<br />
for den pædagogiske og psykologiske behandlingsindsats”.<br />
Hun tilføjer: ”Hans værk Den sociale <strong>arv</strong>s onde<br />
cirkel – kan den brydes? fremlagde socialt og pædagogisk<br />
arbejde som <strong>et</strong> politisk virke og understregede, at dårligt<br />
tilpassede børn og unge var symptomer på samfund<strong>et</strong>s<br />
og ikke individ<strong>et</strong>s sygdom.” (Reintoft 1998: 82).<br />
N<strong>et</strong>op denne problemforståelse vil jeg se som afgørende for,<br />
at Jonssons begreb fik en så stor gennemslagskraft (jfr. også<br />
Vinterhed 1980), og for, at d<strong>et</strong> kan placeres inden for<br />
”d<strong>et</strong> skandinaviske velfærds<strong>perspektiv</strong>”. Reintoft nævner<br />
and<strong>et</strong>steds i bogen (s. 122), at ”der er mennesker, der aldrig<br />
er giv<strong>et</strong> alle disse muligheder for aktiv og sund livsudfoldelse”<br />
(som de, der er så lykkelige at være født på liv<strong>et</strong>s<br />
solside, SAA), og at enhver socialforsker og socialpraktiker<br />
ved, at den sociale <strong>arv</strong> er svær at bryde, men at d<strong>et</strong> under<br />
60
visse omstændigheder og på grundlag af solid social indsats<br />
kan lykkes” (s. 122). Hos Reintoft knyttes begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong> til ”den tiltagende tro på miljø<strong>et</strong>s b<strong>et</strong>ydning for menneskers<br />
udvikling” og stilles op imod ”gamle <strong>arv</strong>ebiologiske teorier”<br />
(Reintoft 1998: 178).<br />
Begreb<strong>et</strong> forekommer således hyppigt anvendt i såvel pædagogisk<br />
litteratur som i litteraturen om socialt arbejde.<br />
Mens den sociale <strong>arv</strong> i uddannelsesforskningen primært blev<br />
undersøgt på makroplan, på aggreger<strong>et</strong> dataniveau, er den i<br />
studier i socialt arbejde især blev<strong>et</strong> undersøgt på individplan.<br />
Begreb<strong>et</strong> er frem for alt blev<strong>et</strong> anvendt af socialrådgiveren<br />
Hanne Reintoft, der har brugt d<strong>et</strong> i flere af sine bøger,<br />
bl.a. D<strong>et</strong> kan kolde hjerner ej forså (1985). Hun knytter, ligesom<br />
Jonsson, begreb<strong>et</strong> til fattigdom. Samtidig forsøger<br />
hun at nå frem til ”mennesk<strong>et</strong> bag statistikken” (Reintoft<br />
1985: 97).<br />
Hos Reintoft er begreb<strong>et</strong> knytt<strong>et</strong> til forestillingen om ”onde<br />
cirkler”, som skal ”brydes”. I 1960erne blev der talt meg<strong>et</strong><br />
om ”at udrydde restfattigdommen”, og en ikke særlig stor<br />
gruppe samfundsborgere fik diagnosen ”multiproblemfamilier”.<br />
Ifølge Reintoft vil de fleste socialarbejdere kunne tale om en<br />
menneskegruppe med ganske bestemte adfærdsformer. D<strong>et</strong><br />
er ofte familier, der ikke er udstødt af arbejdsmarked<strong>et</strong> og<br />
normalliv. Snarere, siger hun, ”har de aldrig vær<strong>et</strong> indlemm<strong>et</strong><br />
deri. De har ofte mange generationers traditioner for<br />
afvigende levevis.” (Reintoft 1985: 98). Reintoft ligger i sin<br />
opfattelse og beskrivelse tæt på Jonssons begreb – men også<br />
tæt på Oscar Lewis´ begreb om fattigdomskultur og på<br />
d<strong>et</strong> britiske begreb om en ”cycle of deprivation”. D<strong>et</strong>te<br />
kommer bl.a. til udtryk i hendes beskrivelser af de ”piggede”<br />
familier, der, med <strong>et</strong> udtryk lånt fra Jonsson, som pindsvin<strong>et</strong><br />
vender de stikkende pigge udad: afvisning af såvel<br />
samfund<strong>et</strong> som behandlersystem<strong>et</strong>, mistro til skolevæsen<br />
og kriminalforsorgen mv. ”Deres levevis har ofte udvikl<strong>et</strong> sig<br />
fra generation til generation som en dybere social <strong>arv</strong>, end<br />
61
vi sædvanligvis lægger i d<strong>et</strong>te begreb.” (s. 98). I denne<br />
marginaliserede gruppe findes ifølge Reintoft ”bærerne af alt<br />
d<strong>et</strong>, vi normalt kalder den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel” (s. 99).<br />
På linje med Vagn Christensen og mange psykologer peger<br />
Reintoft på b<strong>et</strong>ydningen af småbarn<strong>et</strong>s opvækst i de allerførste<br />
barneår, de år, hvor d<strong>et</strong> skal opnå den følelse af tillid/selvtillid,<br />
af accept og kærlighed, som er ”afgørende for<br />
d<strong>et</strong> voksne menneskes udvikling og udfoldelse (…) De mennesker,<br />
der ikke har få<strong>et</strong> <strong>et</strong> sådant opvækstmiljø, bærer<br />
tungt på ensomhed, mangel på gensidighed og kontaktevne<br />
liv<strong>et</strong> igennem ofte kæd<strong>et</strong> sammen med fysisk og psykisk<br />
sygdom” (s. 100). Reintoft kan følge sådanne børn frem i<br />
liv<strong>et</strong> som unge småkriminelle, adfærdsvanskelige og urolige<br />
drenge eller stille ”pseudotilpassede” piger. Eller som unge<br />
enlige mødre, som ensomme halvgamle mænd eller ensomme<br />
plejehjemsbeboere. Hun taler her om ”den sociale<br />
<strong>arv</strong>s onde cirkel”, som kun kan brydes gennem kærlighed<br />
og tryghed. Problem<strong>et</strong> 1985 er, siger Reintoft, at vi antagelig<br />
igangsætter nye onde cirkler i sted<strong>et</strong> for at bryde gamle”<br />
(Reintoft 1985: 100).<br />
Hanne Reintoft forholder sig dog også <strong>kritisk</strong> til begreb<strong>et</strong>.<br />
Hun skriver i sit Forord til genudgivelsen af Jonssons Den<br />
sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel – kan den brydes? (1998), at begreb<strong>et</strong><br />
”er ved at udvikle sig til en statisk opfattelse – snarere<br />
en mekanisk, biologisk diagnose end en social beskrivelse”<br />
(Reintoft 1998: I). Alligevel er Jonssons bog fra 1974<br />
ifølge Reintoft ”hverken foræld<strong>et</strong> eller afløst af bedre teorier”,<br />
og hun finder d<strong>et</strong> tankevækkende at ”genfinde erkendelsen<br />
af, at dårligt stillede, adfærdsvanskelige børn er<br />
symptombærere ikke blot af familiens, men af samfund<strong>et</strong>s<br />
fælles uforløste problemer, af fattigdom og dens brændemærker<br />
– den fysiske og åndelige forarmelse – af udstødningens<br />
byrde” (Reintoft 1998: If). Denne forståelse indebærer<br />
i forlængelse af 1970ernes kritik af den borgerlige,<br />
påstå<strong>et</strong> neutrale videnskab en ”politisering af videnskaberne”.<br />
Begreb<strong>et</strong> må i d<strong>et</strong>te lys ses som <strong>et</strong> led i studenteroprør<strong>et</strong>s<br />
og venstrefløjens politiske program. Alligevel havde d<strong>et</strong><br />
en langt bredere gennemslagskraft, og d<strong>et</strong> er formentlig<br />
62
denne brede professionsfundering, der har medvirk<strong>et</strong> til at<br />
fastholde d<strong>et</strong> op i en tid, som ellers præges af nyliberal politik<br />
og nyliberale forståelser.<br />
I den forståelsesramme, som Jonsson og medarbejderne på<br />
Skå lagde op til, lå ifølge Reintoft en opfattelse af, at ”d<strong>et</strong><br />
ikke nyttede blot at arbejde med d<strong>et</strong> skadede barn, men at<br />
d<strong>et</strong> var nødvendigt at inddrage hele familien i en fælles terapeutisk<br />
proces” (sst., II). Heri lå endvidere en forståelse<br />
af, at d<strong>et</strong> ”var nødvendigt at anlægge ikke blot <strong>et</strong> socialt<br />
fagligt eller lægeligt syn på familien og dens problemer,<br />
men at forstå dens eksistentielle vilkår, dens sociale <strong>arv</strong> og<br />
generationers samfundsmæssige erfaring som forudsætning<br />
for at begribe såvel hvordan man lever som udstødt, og<br />
hvorfor normer, livsstil og adfærd derfor bliver afvigende i<br />
forhold til den øvrige samfundsmæssige ageren. Forudsætningen<br />
for denne forståelsesramme – for <strong>et</strong> sådant paradigme<br />
for arbejd<strong>et</strong> med de udsatte familier og børn”, er ifølge<br />
Reintoft ”erkendelsen af, at socialt arbejde er politisk virke”<br />
(Reintoft 1998: II). ”Som Jonsson udtrykker d<strong>et</strong> gik<br />
man fra psykologisering til politisering.” (s. II).<br />
Mens social <strong>arv</strong> i 1970erne blev sammenkæd<strong>et</strong> med ”restfattigdom”<br />
og problemfamilier, blev d<strong>et</strong> i 1990erne forbund<strong>et</strong><br />
med begreber som social udstødning og social eksklusion.<br />
D<strong>et</strong> er ifølge Reintoft, socialarbejderne, der l<strong>et</strong>test ser<br />
”følgerne af vort højeffektive og udemokratiske arbejdslivs<br />
udstødningsmekanismer” (s. III). D<strong>et</strong> er således næppe tilfældigt,<br />
at begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> igen dukkede i 1990erne op i<br />
den af Schlüterregeringen nedsatte <strong>Social</strong>kommissions redegørelser.<br />
Baggrunden for d<strong>et</strong>s fornyede aktualit<strong>et</strong> var<br />
uden tvivl den tiltagende marginalisering fra arbejdsmarked<strong>et</strong><br />
og fremkomsten af en voksende gruppe på overførselsindkomster<br />
(jfr. også Christensen og Brockenhuus-Schack<br />
1997: 43f, hvor der tales om ”den nye sociale <strong>arv</strong>”, som<br />
formidles af andre faktorer end fattigdom). Der var imidlertid<br />
markante forskelle i situationen. Mens 1960erne og -<br />
70erne med Reintofts ord var præg<strong>et</strong> af ”tillid til de grundlæggende<br />
forandringers mulighed” og forhåbninger til en<br />
63
fremtid med nye vilkår for menneskeliv<strong>et</strong>, var 1990erne<br />
præg<strong>et</strong> af lavkonjunktur, udstødning og nedskæringer.<br />
For Reintoft var d<strong>et</strong> yderligere bekymrende, at teorien om,<br />
at den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel kan brydes, i 1990erne blev<br />
anfægt<strong>et</strong> af den internationale genforskning.<br />
Begreberne biologisk og social <strong>arv</strong> vedrører den gamle diskussion<br />
af forhold<strong>et</strong> mellem <strong>arv</strong> og miljø. Mens begreb<strong>et</strong><br />
social <strong>arv</strong> understreger miljø<strong>et</strong>s b<strong>et</strong>ydning, fremhæver begreb<strong>et</strong><br />
gen<strong>et</strong>isk (eller biologisk) <strong>arv</strong> naturens (eller biologiens)<br />
b<strong>et</strong>ydning. N<strong>et</strong>op <strong>et</strong> begreb, som understreger miljø<strong>et</strong>s<br />
b<strong>et</strong>ydning, kan give håb om at kunne forandre uhensigtsmæssige<br />
forhold. Med <strong>arv</strong>ebiologiens stærke fremgang er<br />
der igen brug for <strong>et</strong> begreb, der understreger troen på miljø<strong>et</strong>s<br />
b<strong>et</strong>ydning, ”den lyse tro på at indsats kunne nytte og<br />
forandring skabes”. Reintoft så i 1998 en tendens til, at moderne<br />
<strong>arv</strong>elære og ”plat <strong>arv</strong>ebiologisk tankegang” vil ”fratage<br />
mennesker, der gennem generationer er belast<strong>et</strong> af den<br />
sociale <strong>arv</strong>, støtte og behandlingsmuligheder, da d<strong>et</strong> alligevel<br />
skønnes håbløst, og fordi man ikke længere tror, at den<br />
sociale <strong>arv</strong> kan brydes.” (s. VIII). Reintofts intension er at<br />
modvirke denne tendens, som er ”så farlig i en verden, hvor<br />
den generelle udstødning truer ikke blot de underprivilegerede,<br />
men samfund<strong>et</strong>s stabilit<strong>et</strong> og orden i hele den vestlige<br />
verden.” (Reintoft 1998: VIII).<br />
Også hos socialrådgiverne Hillgaard & Keiser (1978) sporer<br />
man i afsnitt<strong>et</strong> om familiebehandling inspiration fra Gustav<br />
Jonsson. De kommer således ind på de ”piggede familier”,<br />
dvs. ”de familier, som gennem mange år havde eksister<strong>et</strong><br />
på <strong>et</strong> materielt og følelsesmæssigt eksistensminimum med<br />
den heraf følgende afsmitning på hele familiens medlemmer,<br />
dog især børnene.” (s. 186). De gennemgår tillige den<br />
behandlingsindsats, der r<strong>et</strong>ter sig mod ”multiproblemfamilierne,<br />
dvs. restfattigdommens specielle problembærere.” (s.<br />
186). Jonssons Den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel – kan den brydes?<br />
(1974) nævnes i litteraturlisten. D<strong>et</strong> er i denne sammenhæng<br />
værd at bemærke, at Jonssons indflydelse i Dan-<br />
64
mark tilsyneladende først for alvor gør sig gældende fra og<br />
med oversættelsen af denne bog til dansk i 1974.<br />
Begreb<strong>et</strong> findes kun sporadisk anvendt hos Egelund & Halskov<br />
(1984), id<strong>et</strong> de i forbindelse af vurdering af sagers<br />
sværhedsgrad taler om ”den tunge sociale <strong>arv</strong>”, hvor d<strong>et</strong><br />
drejer sig om kroniske problembilleder eller multiproblembilleder.<br />
Problemerne er her blev<strong>et</strong> ”fastlåste”, eller der kan<br />
være tale om en ”høj grad af ophobning af sociale problemer”.<br />
Der henvises i litteraturen til Den sociale <strong>arv</strong>s onde<br />
cirkel – kan den brydes? (1980), men derudover anvendes<br />
begreb<strong>et</strong> ikke. Egelund & Halskov taler derimod i deres gennemgang<br />
af sagernes indholdsmæssige karakter om ”fattigdomskultur”:<br />
”En særlig, men lille gruppe familiesager vedrører<br />
de meg<strong>et</strong> tungt belastede familier, hvis fattigdomskultur<br />
”ned<strong>arv</strong>es” og genskaber sig selv i generationer. Multiproblem-familier,<br />
som socialforvaltningen må indstille sig på<br />
– ikke mindst for børnenes skyld – at arbejde med i relation<br />
til deres totale funktion, ofte i generation efter generation.”<br />
(Egelund & Halskov 1984: 19).<br />
Begreb<strong>et</strong> ”fattigdomskultur”, som stammer fra den amerikanske<br />
antropolog Oscar Lewis´ undersøgelser af fattigdomsmiljøer<br />
i Puerto Rico og Mexico, genfindes i øvrigt hos<br />
psykologen Janne Gry Poulsen, der i Fattig-firsernes psykiske<br />
følger (1982) tager d<strong>et</strong>te begreb som udgangspunkt for<br />
en belysning af sammenhængen mellem fattigdom og psykiske<br />
lidelser. Begreb<strong>et</strong> anvendes endvidere i psykolog og socialrådgiver<br />
Nancy Bratts bog fra 1970 med titlen Fattigkulturens<br />
børn. Bratt taler heri om den fattigkultur, som præger<br />
børnene, der så igen vedligeholder og præger denne<br />
kultur, med d<strong>et</strong> resultat, at vi får ”en ond cirkel” (Bratt<br />
1970: 35). Lewis´ teori om en sådan særlig subkultur med<br />
en egen struktur og eg<strong>et</strong> rationale, der som en livsform blev<br />
videregiv<strong>et</strong> fra generation til generation i bestemte familier,<br />
synes altså at have vær<strong>et</strong> ganske indflydelsesrig i dansk<br />
sammenhæng – sideløbende med Jonssons begreb om ”social<br />
<strong>arv</strong>”. Eksistensen af en sådan subkultur med egne vær-<br />
65
dier, holdninger og anskuelser er dog blev<strong>et</strong> problematiser<strong>et</strong><br />
af mange kritikere (jfr. fx Lister 2004: 106).<br />
Begreb<strong>et</strong> ”den sociale <strong>arv</strong>” har vær<strong>et</strong> brugt af mange andre<br />
socialrådgivere, bl.a. Herdis Møllehave og Keld Skov i <strong>Social</strong>t<br />
<strong>s<strong>et</strong></strong> – en grundbog (1976, her 4. udgave 1982), hvor d<strong>et</strong> b<strong>et</strong>egner<br />
”d<strong>et</strong> i forældrenes egen opvækst, der er videregiv<strong>et</strong><br />
til næste generation” (s. 93). Endvidere bruger Anna Koch<br />
begreb<strong>et</strong> i sin bog fra 1982 under henvisning til Vagn Christensen<br />
og Tavs Folmer Andersen. Hun taler i forbindelse<br />
med udformningen af boligmiljøer om en proces, hvor <strong>et</strong> nyt<br />
kvarter ”forslummer”, fordi grupper med ”en belastende social<br />
<strong>arv</strong>” slår sig ned i kvarter<strong>et</strong>. I tilknytning til større byer<br />
fungerer hele bydele som sovebyer med mangel på socialt<br />
liv, siger Koch (1982: 112). I beskrivelsen af levekårene i<br />
velfærdsstaten konstaterer hun på baggrund af SFIs levekårsunder-søgelser,<br />
at der finder en ophobning sted af dårlige<br />
levekår på alle områder hos de samme mennesker (dvs.<br />
dårligt helbred, dårlige boligforhold, få kundskaber, mangel<br />
på indflydelse og uddannelse, dårlig økonomi, dårlige arbejdsforhold).<br />
”Sådanne ophobninger af dårlige levekår kaldes<br />
for ”onde cirkler”, som b<strong>et</strong>egner kombinationer af forhold,<br />
som har en tendens til at fastholde den enkelte i den<br />
dårlige levekårssituation (…)” (s. 117).<br />
Mens mange mennesker således er ramt af en ’ond cirkel’,<br />
er ca. 150.000 personer ”ramt af en totalophobning af dårlige<br />
kår fra samtlige cirkler. Sådanne levekår b<strong>et</strong>egnes som<br />
ekstremt belastende. Under henvisning til Jonssons bøger<br />
tilføjer Koch, at ”der er en tendens til, at ekstreme belastninger<br />
fortsætter i den samme slægt den ene generation efter<br />
den anden” (Koch 1982: 118). D<strong>et</strong> er uden tvivl erfaringer<br />
af sådanne forhold, der ligger til grund for Reintofts udtalelse<br />
om, at ”Alle på socialforvaltningen kender 3. generation<br />
af Maren i Kær<strong>et</strong>s børn” (Reintoft 1998: VIII). Samtidig<br />
fremgår d<strong>et</strong> dog, at der er tale om en antalsmæssigt relativ<br />
beskeden gruppe. Den kendsgerning, at socialrådgivere i<br />
kraft af deres arbejde overhyppigt møder n<strong>et</strong>op denne<br />
gruppe mennesker, kan sikkert udgøre grundlag<strong>et</strong> for deres<br />
66
overvurdering af den social <strong>arv</strong>s hyppighed (jfr. Ejrnæs <strong>et</strong><br />
al. 2004). I deres arbejde forekommer den sociale <strong>arv</strong> giv<strong>et</strong>vis<br />
langt hyppigere end i andre sammenhænge.<br />
2.12. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i pædagogisk diskurs<br />
Ligesom begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> har haft stor gennemslagskraft i<br />
socialrådgiverprofessionen, har d<strong>et</strong> også vund<strong>et</strong> stor udbredelse<br />
i d<strong>et</strong> pædagogiske arbejde, i professioner som lærerprofessionen<br />
og (social)pædagogprofessionen.<br />
I lighed med fattigdom var social <strong>arv</strong> i 1990erne fortsat <strong>et</strong><br />
emne med store socialpolitiske implikationer. Som Leif Hermann<br />
fremhæver i en lærebog for pædagoguddannelsen,<br />
<strong>Social</strong> udvikling (1995), fandt <strong>Social</strong>kommissionen d<strong>et</strong><br />
navnlig bekymrende, at uddannelsestilbøjeligheden ikke var<br />
særlig stor for børn af uuddannede forældre. Id<strong>et</strong> afhængigheden<br />
af overførselsindkomster samtidig var særlig stor,<br />
blev d<strong>et</strong> tydeligt, at ”forudsætningerne for en fortsat rekruttering<br />
til gruppen af egentligt udstødte eller absolut fattige<br />
er til stede trods alle tilbud” (Hermann 1995: 216).<br />
Hermann fremhæver, at n<strong>et</strong>op uddannelsestilbøjeligheden<br />
er en central faktor i spørgsmål<strong>et</strong> om den sociale <strong>arv</strong>. Han<br />
nævner, at <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong> i sine rapporter i<br />
1980erne havde søgt at afdække, hvad der karakteriserede<br />
”de unge, der var på vej til en social placering, der var meg<strong>et</strong><br />
forskellig fra deres forældres” (Hermann 1995: 217).<br />
Der blev her <strong>s<strong>et</strong></strong> på, hvordan d<strong>et</strong> var gå<strong>et</strong> unge fra de forskellige<br />
socialgrupper, og herunder specielt arbejderklassens<br />
børn. Der blev ved disse undersøgelser <strong>s<strong>et</strong></strong> på ”såvel<br />
de barrierer eller tilbøjeligheder, der ligger i socialgruppernes<br />
opfattelse og uddannelsestraditioner, som de hindringer<br />
og fordele, der er indbygg<strong>et</strong> i selve uddannelsessystem<strong>et</strong>.”<br />
Såvel de førstnævnte som de sidstnævnte havde tilsyneladende<br />
ændr<strong>et</strong> sig de sidste mange år. Hermann konkluderer<br />
derfor: ”Nogen bryder altså den sociale <strong>arv</strong>, hvis de sociale,<br />
indholdsmæssige og organisatoriske forudsætninger er tilstrækkeligt<br />
gunstige. Danmark har altså i <strong>et</strong> vist omfang<br />
67
gjort op med den side af den sociale <strong>arv</strong>, der fastholdes ved<br />
en træghed i den sociale mobilit<strong>et</strong> i rekrutteringen til de videregående<br />
uddannelser.” (Hermann 1995:218). Jeg hæfter<br />
mig ved Hermanns formulering af, at brudd<strong>et</strong> n<strong>et</strong>op sker,<br />
når der er gunstige forudsætninger til stede, en opfattelse,<br />
der harmonerer med en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> forståelse.<br />
På den anden side fremhæver Hermann, at den økonomiske<br />
afmatning går ”hårdest ud over de tilbageværende grupper,<br />
der i forvejen er svagt udrustede i uddannelsesmæssig henseende.”<br />
(s. 218). Rationaliseringer på virksomhederne indebærer<br />
bl.a., at en masse arbejdspladser, som har vær<strong>et</strong><br />
besat med ikke-uddann<strong>et</strong> arbejdskraft, nu bortfalder. D<strong>et</strong>,<br />
der efterspørges, er personer med relevante kvalifikationer.<br />
Man kunne tilføje, at der på denne måde efter skolens sortering<br />
af eleverne, kommer en ny sortering, nemlig arbejdsmarked<strong>et</strong>s.<br />
D<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder, at ikke blot skolen, men i allerhøjeste<br />
grad også arbejdsmarked<strong>et</strong> er med til at formidle<br />
den sociale <strong>arv</strong>. Hvis arbejdsmarked<strong>et</strong> havde vær<strong>et</strong> åbent<br />
og rummeligere, var d<strong>et</strong> måske aldrig komm<strong>et</strong> til at gå, sådan<br />
som d<strong>et</strong> gik med ”de sociale tabere” og dem med ”den<br />
sociale <strong>arv</strong>”.<br />
Leif Hermann sætter i lighed med flere andre social <strong>arv</strong> i<br />
forbindelse med fattigdom og inddrager i den sammenhæng<br />
Jonsson, der indgående ”har beskæftig<strong>et</strong> sig med den side<br />
af problem<strong>et</strong> social <strong>arv</strong>, der handler om, at en bestemt uønsk<strong>et</strong><br />
adfærd ned<strong>arv</strong>es gennem generationer.” (Hermann<br />
1995: 218). Hermann taler altså om ”adfærd”, der ned<strong>arv</strong>es,<br />
men sat ind i en strukturel ramme. Jonssons hovedtese<br />
er, ”at d<strong>et</strong> allertidligste miljø sætter sit præg på mennesk<strong>et</strong>,<br />
så d<strong>et</strong> senere må trækkes med d<strong>et</strong>te miljø som <strong>et</strong> handicap<br />
under opvæksten og senere i liv<strong>et</strong>” (Hermann 1995:219). I<br />
Hermanns fortolkning er social <strong>arv</strong> for den enkelte altså <strong>et</strong><br />
handicap, men også <strong>et</strong> tilknytningsforhold: ”Med andre ord<br />
er vi stærkt knytt<strong>et</strong> til d<strong>et</strong> opvækstmæssige udgangspunkt<br />
socialt og kulturelt. Så stærkt, at nogen udstødes, eller med<br />
Jonssons ord aldrig indlemmes i <strong>et</strong> udviklende fællesskab.”<br />
(Hermann 1995: 219). Uddannelsessystem<strong>et</strong> har, som<br />
68
Hermann ser d<strong>et</strong>, bidrag<strong>et</strong> til at anvise vejen ud af den sociale<br />
<strong>arv</strong> (s. 220).<br />
Samtidig har fattigdommen lagt grunden til ”skabelsen af <strong>et</strong><br />
fattigdomsprol<strong>et</strong>ariat” (subsistensløse, forsorgshjemsklientel<br />
mfl.). Nogle i denne gruppe stammer ifølge SFI fra ”den<br />
gruppe, der blev tabere som følge af stigningen i arbejdsløsheden<br />
i slutningen af 1970erne” (Hermann 1995: 220).<br />
Ud over at passe på denne gruppe af ”absolut fattige” passer<br />
Jonssons karakteristik endvidere på ”en ikke ub<strong>et</strong>ydelig<br />
gruppe mennesker, der lever i den såkaldte relative fattigdom”<br />
(s. 220). Endelig peger Hermann på, at grupper af<br />
børn med b<strong>et</strong>egnelser som ”de forsømte børn, de truede<br />
børn og problembørn” formentlig kommer fra den gruppe,<br />
der er blev<strong>et</strong> omtalt som de relativt fattige (s. 222). ”Altså,<br />
at der endnu engang er tale om en videregivelse af social<br />
<strong>arv</strong> i den forstand, at børnene rammes af de samme sociale<br />
udstødningsprocesser, som deres forældre har mått<strong>et</strong> tåle.”<br />
(s. 222). Med baggrund i Else Christensens undersøgelser i<br />
Trængte familier (1991), når Hermann således frem til, at:<br />
”Et fælles træk for disse familier, der befinder sig i risikozonen,<br />
er, at d<strong>et</strong> er de færreste, der har afslutt<strong>et</strong> en uddannelse<br />
efter skolegangen, og at familien helt eller delvis forsørges<br />
af overførselsindkomster.” (Hermann 1995:223).<br />
D<strong>et</strong> er her bemærkelsesværdigt, at Hermann ser socialt udstødte,<br />
”tabere” og relativt fattige som kategorier, der er<br />
socialt og historisk producerede, dvs. resultater af sociale<br />
processer i samfund<strong>et</strong>, og herunder primært udstødelsesprocesser.<br />
At de ender op i denne position (outcome), er ikke<br />
alene en effekt af processer i familien og opvæksten,<br />
men måske frem for alt <strong>et</strong> resultat af sociale processer i<br />
”konkurrencesamfund<strong>et</strong>”, den kapitalistiske markedsøkonomi.<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> kan i denne forståelse ikke ses som isoler<strong>et</strong><br />
fra de strukturelle forhold, der virker i de sociale kontekster,<br />
som disse mennesker indgår i. D<strong>et</strong> er endvidere bemærkelsesværdigt,<br />
at begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> hos Hermann ikke alene<br />
anvendes med henblik på at udforske uddannelsesmæssige<br />
sammenhænge, og herunder specielt ”opadgående social<br />
69
mobilit<strong>et</strong>”, men også med henblik på udforskningen af de<br />
processer, der fører til, at de dårligst stillede i vores samfund,<br />
ender med de belastninger, skader og sociale problemer,<br />
som de får. Der er altså på ingen måde tale om nogen<br />
”automatisk” eller ”d<strong>et</strong>erministisk” proces, men om en proces<br />
præg<strong>et</strong> af, at der er en række åbne muligheder, og herunder<br />
muligheder for indgriben (indsats) udefra, men naturligvis<br />
også præg<strong>et</strong> af de indvirkninger, som stammer fra den<br />
rådende beskæftigelses- og socialpolitik.<br />
I en pædagogisk grundbog, Introduktion til pædagogik, fra<br />
2002 taler Lars Ulriksen om, at ”Der er en tæt forbindelse<br />
mellem uddannelse og sundhed, uddannelse og indkomst og<br />
uddannelse og magt. Mennesker med kort uddannelse eller<br />
uden uddannelse har statistisk <strong>s<strong>et</strong></strong> en dårligere sundhedstilstand,<br />
de lever i kortere tid, har en lavere indkomst og har<br />
mindre mulighed for indflydelse – både på deres egen arbejdssituation<br />
og politisk indflydelse i bredeste forstand.”<br />
(Ulriksen 2002: 174). Med begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> sigtes der til,<br />
at ”der er en tendens til at børn overtager forældrenes og<br />
kønn<strong>et</strong>s sociale og uddannelsesmæssige placering, hvad enten<br />
den er høj eller lav, og at børn af forældre med sociale<br />
problemer af større eller mindre grad i nogen udstrækning<br />
falder ind i <strong>et</strong> tilsvarende socialt mønster.” (s. 175). Ulriksen<br />
tilføjer: ”Man taler derfor om at der sker en sortering i uddannelsessystem<strong>et</strong>,<br />
og d<strong>et</strong> i en grad så d<strong>et</strong> måske var mere<br />
rimeligt at kalde d<strong>et</strong> for ’fordelingsagentur for livschancer’<br />
end en ’folkeskole’ (ifølge lektor i uddannelsesforskning Leif<br />
Hansen)” (Ulriksen 2002: 175f).<br />
Som eksempel på den pædagogiske vinkel på social <strong>arv</strong> kan<br />
man nævne pædagogen Lene Linds bog På vej – men hvorhen?<br />
(1993). Her er udgangspunkt<strong>et</strong> d<strong>et</strong> pædagogiske arbejde<br />
med børn, der er præg<strong>et</strong> af den sociale <strong>arv</strong>. I bogen<br />
følges en familie gennem tre generationer - piger, der alle<br />
bliver skildr<strong>et</strong> som præg<strong>et</strong> af deres fortid (den sociale <strong>arv</strong>),<br />
primært med fokus på liv<strong>et</strong> i børnehaven. Hun vil ikke alene<br />
vise, hvordan den sociale <strong>arv</strong> videreføres, men også belyse,<br />
”hvor ubrydelig den er, ved at følge en familie gennem flere<br />
70
generationer” (Lind 1993: 8). Forståelsen af den sociale <strong>arv</strong><br />
bliver her næsten d<strong>et</strong>erministisk, når hun siger, at ”vi ikke<br />
kan undgå at give vore børn d<strong>et</strong>, vi selv har få<strong>et</strong>, både d<strong>et</strong><br />
gode og d<strong>et</strong> dårlige” (Lind 1993: 8). Forfatteren forsøger<br />
endvidere at give <strong>et</strong> indblik i, hvordan den sociale <strong>arv</strong> præger<br />
pædagogens valg af arbejde og måde at omgås børn på.<br />
Lind definerer i bogen social <strong>arv</strong> som ”familiers videreførsel<br />
af sociale og psykiske problemer fra generation til generation.”<br />
(Lind 1993: 7). Fagpersonal<strong>et</strong> i daginstitutionerne<br />
kommer i berøring med den sociale <strong>arv</strong> gennem deres arbejde<br />
med børn, der har problemer af fysisk, psykisk eller<br />
social karakter (s. 7). ”<strong>Social</strong>arbejdere forsøger at afhjælpe<br />
virkningerne af denne <strong>arv</strong> af problemer, der forringer menneskers<br />
livskvalit<strong>et</strong> og koster samfund<strong>et</strong> dyrt gennem forskellige<br />
interventioner enten overfor familien som helhed<br />
eller over for familiens børn.” (s. 7). I bogen diskuteres d<strong>et</strong>,<br />
hvorvidt pædagogerne er i stand til at bryde den sociale <strong>arv</strong>.<br />
Således udtaler Gitte, at pædagogerne ”kan mildne nogle af<br />
følgerne ved den sociale <strong>arv</strong>, men at bryde den helt kræver<br />
mere, end pædagogerne alene er i stand til.” (Lind 1993:<br />
181). Lind går meg<strong>et</strong> ind på de psykiske og emotionelle<br />
virkninger af den sociale <strong>arv</strong> og lægger meg<strong>et</strong> vægt på relationerne<br />
mellem børn og forældre. I en udtalelse fra Gitte<br />
hedder d<strong>et</strong>, at ”(…) mange voksne med en psykisk og social<br />
belast<strong>et</strong> barndom har problemer med både adskilthed og<br />
tæthed til egne børn. De sammenblander egne behov og følelser<br />
med børnenes, samtidig med de afspiller deres egne<br />
barndomserfaringer på børnene.” (Lind 1993:179).<br />
2.13. D<strong>et</strong> videnskabsteor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong> bag forskningen<br />
i social <strong>arv</strong><br />
Hvilk<strong>et</strong> videnskabsteor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong> bygger forskningen i<br />
”social <strong>arv</strong>” på? Ud fra ovenstående gennemgang af den<br />
danske forskningstradition ser jeg såvel forståelser af social<br />
<strong>arv</strong>, som knytter sig til en patologisk (individualistisk) referenceramme,<br />
som forståelser, der er mere i overensstemmelse<br />
med marxistiske <strong>perspektiv</strong>er eller <strong>et</strong> ”nordisk velfærds<strong>perspektiv</strong>”.<br />
Som Morten Ejrnæs og andre har gjort<br />
71
opmærksom på, foreligger der altså ikke nogen entydig eller<br />
præcis fælles forståelse af begreb<strong>et</strong>. En individualistisk, adfærdsorienter<strong>et</strong><br />
forståelse, som almindeligvis vil ses som<br />
knyttes til synspunkter på den politiske højrefløj, vil tilmed<br />
kunne ses foren<strong>et</strong> med marxistiske eller venstreorienterede<br />
holdninger og synspunkter. Positivistiske forskningstilgange<br />
vil ligeledes kunne ses foren<strong>et</strong> med marxistiske holdninger<br />
og vurderinger.<br />
På baggrund af disse studier kan jeg konkludere, at social<br />
<strong>arv</strong> ikke bliver brugt entydigt eller som <strong>et</strong> begreb med en<br />
præcis b<strong>et</strong>ydning (nog<strong>et</strong> lignende gør sig i øvrigt gældende<br />
med fx begreb<strong>et</strong> ”fattigdom”). Hvert fag eller disciplin giver<br />
tilsyneladende begreb<strong>et</strong> den b<strong>et</strong>ydning, som bedst kan gøre<br />
d<strong>et</strong> meningsfuldt i den pågældende fagtradition. Eller man<br />
kunne sige: I forskellige fag er man optag<strong>et</strong> af forskellige<br />
aspekter af social <strong>arv</strong>. D<strong>et</strong>te påvirker definitionen af begreb<strong>et</strong>.<br />
For mig at se giver disse inkonsistenser imidlertid ikke<br />
grundlag for at konkludere, at d<strong>et</strong> er forskellige begreber, vi<br />
har med at gøre. Som jeg ser d<strong>et</strong>, vil d<strong>et</strong> være selvmodsigende<br />
og inkonsekvent at hævde, at man nok kan studere<br />
social <strong>arv</strong> som <strong>arv</strong> af forældrenes position i samfund<strong>et</strong>, og<br />
at man også nok kan studere social <strong>arv</strong> som <strong>arv</strong> af uddannelsesniveau,<br />
men derimod ikke studere social <strong>arv</strong> som <strong>arv</strong><br />
af helbredsmæssige og sociale problemer. De tre studieområder<br />
er tre forskellige, men sammenhængende aspekter af<br />
den samme problematik, nemlig at <strong>et</strong> samfund præg<strong>et</strong> af<br />
social ulighed vil give d<strong>et</strong>s medlemmer meg<strong>et</strong> forskellige<br />
livschancer, give de bedst stillede grupper privilegier og give<br />
de dårligst stillede belastninger og afsavn.<br />
D<strong>et</strong> er for forskningen i social <strong>arv</strong> karakteristisk, at den i videnskabsteor<strong>et</strong>isk<br />
henseende helt overvejende bygger på en<br />
empirisk analytisk tilgang eller - kunne man sige – i yderste<br />
ende en positivistisk videnskabsteori. Man kan hævde, at<br />
den logiske positivisme udgør en mere radikal version af d<strong>et</strong><br />
empirisk-analytiske paradigme, som har fodfæste i dag<br />
(Launsø & Rieper 2005: 56). Ikke desto mindre har d<strong>et</strong> empirisk-analytiske<br />
paradigme en helt anden opfattelse af on-<br />
72
tologi, epistemologi og m<strong>et</strong>odologi end konkurrerende paradigmer<br />
så som d<strong>et</strong> fortolkningsvidenskabelige og d<strong>et</strong> <strong>kritisk</strong>e<br />
paradigme. Jeg vil her hævde, at der i <strong>kritisk</strong> teori foreligger<br />
en forståelse af social <strong>arv</strong>, som afviger fra den, der knytter<br />
sig til den positivistiske og individorienterede tilgang, som<br />
dominerer social <strong>arv</strong>-traditionen. D<strong>et</strong> er en opfattelse som<br />
knytter sig til undersøgelser af og kritik af reproduktionen af<br />
klasse-baserede uligheder i samfund<strong>et</strong> (Jfr. fx Jones 1997;<br />
Bourdieu og Passeron 2000; Bowles, Gintis & Groves 2005,<br />
m. fl.). Her tages der udgangspunkt i socioøkonomiske<br />
strukturelle uligheder i samfund<strong>et</strong>, og her undersøges kontinuit<strong>et</strong>er<br />
i de processer, som opr<strong>et</strong>holder klassesamfund<strong>et</strong>.<br />
D<strong>et</strong> kan typisk være undersøgelser af, hvordan børn <strong>arv</strong>er<br />
deres forældres status i d<strong>et</strong> sociale hierarki, eller af relationen<br />
mellem social klasse og præstationer i uddannelsessystem<strong>et</strong><br />
(jfr. fx Furlong1997). Et overordn<strong>et</strong> begreb er her<br />
social reproduktion, og undersøgelsen af, hvordan der <strong>et</strong>ableres<br />
kontinuit<strong>et</strong> i reproduktionen af fattigdom (og dermed<br />
sociale problemer) hører naturligt med i d<strong>et</strong>te forskningsfelt.<br />
D<strong>et</strong>te vil jeg komme nærmere ind på i kapitel 3.<br />
3. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i den britiske og amerikanske forskning<br />
Inden jeg går over til at skitsere <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong><br />
på social <strong>arv</strong>, vil jeg i kapitel 3 belyse de tilgange,<br />
debatter og <strong>perspektiv</strong>er, der i Storbritannien og USA har<br />
vær<strong>et</strong> på social <strong>arv</strong>. Jeg vil først belyse de generelle teor<strong>et</strong>iske<br />
<strong>perspektiv</strong>er, der anlægges på fattigdom og social <strong>arv</strong>,<br />
for herved at anskueliggøre konsekvenserne af de divergerende<br />
måder, hvorpå disse fænomener er blev<strong>et</strong> forstå<strong>et</strong> og<br />
forklar<strong>et</strong>. Dernæst vil jeg inddrage de undersøgelser, der i<br />
de to lande har vær<strong>et</strong> for<strong>et</strong>ag<strong>et</strong> af ”fattigdomscirklen” og<br />
”deprivationscirklen”. Den britiske debat om ”deprivationscirklen”<br />
vil i forlængelse heraf afdække b<strong>et</strong>ydningen af de<br />
begreber, der bruges, for forståelsen af d<strong>et</strong> studerede fænomen.<br />
Begreberne ”cycle of deprivation” og ”cycle of inequality”<br />
rummer således helt forskellige forståelser af den<br />
sociale <strong>arv</strong>.<br />
73
I kapitl<strong>et</strong> berøres endvidere tilgrænsende problemstillinger,<br />
der kommer til udtryk i form af begreber som ”fattigdomskultur”,<br />
”fattigdomsfælde”, ”underklasse” og ”afhængighedskultur”.<br />
Sigt<strong>et</strong> med gennemgangen dels at vise, at debatten<br />
om social <strong>arv</strong> ikke er begræn<strong>s<strong>et</strong></strong> til Skandinavien, sådan<br />
som d<strong>et</strong> er blev<strong>et</strong> hævd<strong>et</strong>, dels at medvirke til at kvalificere<br />
diskussionen om, hvorvidt begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> er anvendeligt,<br />
eller d<strong>et</strong> bør kasseres, sådan som Ejrnæs <strong>et</strong> al.<br />
(2004) har hævd<strong>et</strong>. Gennemgangen tænkes endvidere at<br />
kunne medvirke til en belysning af, hvorvidt begreb<strong>et</strong> rummer<br />
en sådan d<strong>et</strong>erminisme og automatik, som d<strong>et</strong> er blev<strong>et</strong><br />
beskyldt for.<br />
3.1. Teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er på fattigdom og social<br />
<strong>arv</strong><br />
Ligesom der findes stærkt divergerende forklaringer på fattigdom,<br />
vil man også kunne b<strong>et</strong>ragte social <strong>arv</strong> ud fra forskellige<br />
teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er (eller paradigmer). Den<br />
amerikanske sociolog Eric Olin Wright (1994) kontrasterer<br />
fire måder at forklare fattigdom på. De fire tilgange skiller<br />
sig ud fra hinden på to dimensioner: for d<strong>et</strong> første, i hvor<br />
vidt de ser individ<strong>et</strong> eller samfund<strong>et</strong> som den centrale analyseenhed,<br />
og for d<strong>et</strong> and<strong>et</strong>, i hvor vidt de ser fattigdom<br />
som <strong>et</strong> ulykkeligt biprodukt af bestemte årsager eller som <strong>et</strong><br />
træk, der er iboende d<strong>et</strong> pågældende samfundssystem. D<strong>et</strong><br />
fører til følgende fire slags forklaringer på fattigdom, selv<br />
om der selvfølgelig kan forekomme blandinger og kombinationer<br />
af disse tilgange på eklektisk vis.<br />
Den første tilgang ser fattigdom som <strong>et</strong> resultat af egenskaber,<br />
som er individ<strong>et</strong> iboende, dvs. en slags ”blaming the<br />
victim”-tilgang, hvor man lægger skylden på ofrene selv. De<br />
fattige er fattige, fordi de individuelt lider af iboende mangler,<br />
som ofte kædes sammen med gen<strong>et</strong>isk underlegenhed<br />
og lavere intelligens.<br />
74
Den anden tilgang opfatter fattigdom som biprodukt af forskellige<br />
eventuelle egenskaber hos individer, som gør dem<br />
ude af stand til at fungere effektivt i samfund<strong>et</strong>. Der er her<br />
ikke tale om interne egenskaber i individ<strong>et</strong>, men biprodukter<br />
af forskellige sociale og kulturelle processer. Ikke desto<br />
mindre er den mest fremtrædende forklaring på, hvorfor de<br />
fattige er fattige, at de mangler de r<strong>et</strong>te værdier, at de er<br />
dovne, mangler motivation, er for her-og-nu-orienterede,<br />
har for lavt selvværd, <strong>et</strong>c. (Wright 1994: 34). Fordi denne<br />
tilgang lægger vægt på de fattiges værdier og normer, karakteriseres<br />
den ofte som ”fattigdomskulturtesen”.<br />
I sine stærkeste versioner har denne forklaring fokus på den<br />
kulturelle socialisering, ”the intergenerational transmission<br />
of a <strong>s<strong>et</strong></strong> of values that perp<strong>et</strong>uate endless cycles of poverty”<br />
(Wright 1994: 35). Vi er med andre ord meg<strong>et</strong> tæt på d<strong>et</strong><br />
<strong>perspektiv</strong>, som ligger til grund for Sir Keith Josephs formulering<br />
af hypotesen om ”transmitted deprivation” og ”a cycle<br />
of deprivation” i England i 1972 (men herom senere).<br />
Mere moderate versioner lægger større vægt på situationelle<br />
livsb<strong>et</strong>ingelser, og hvordan disse kan generere præferencer,<br />
vaner og værdier. Lang tids fattigdom kan forklare de<br />
fattiges korte tidshorisont. Manglen på rollemodeller, som<br />
viser, hvordan hårdt arbejde fører til succes, kan forklare<br />
lavt selvværd, fatalisme og lav arbejdsmotivation. Under alle<br />
omstændigheder ses disse værdier og personlighedstræk<br />
som indlejr<strong>et</strong> i individ<strong>et</strong>, og ikke kun som overfladiske korrelater<br />
til fattigdom (Wright 1994: 35).<br />
En løsning på fattigdom forudsætter i denne tilgang, at man<br />
ændrer disse værdier og motivationer, dvs. at man ændrer<br />
menneskene. D<strong>et</strong> er ikke nok at øge sådan en families indtægt,<br />
id<strong>et</strong> d<strong>et</strong>te ikke nødvendigvis vil forbedre dens levevis.<br />
Den tredje tilgang ser fattigdom som <strong>et</strong> biprodukt af sociale<br />
årsager. Selv om individuelle egenskaber godt kan spille en<br />
vis rolle i denne tilgang, bliver hovedforklaringen søgt i beskaffenheden<br />
af den mulighedsstruktur, som de underprivi-<br />
75
legerede mennesker står overfor. D<strong>et</strong> kan fx være ændringer<br />
på arbejdsmarked<strong>et</strong>, som gør d<strong>et</strong> vanskeligt at finde<br />
jobs. Ingen har haft til hensigt at skabe denne situation, og<br />
fattigdom bliver derfor en utilsigt<strong>et</strong> konsekvens af sociale<br />
årsager, eksempelvis økonomiske forandringer (Wright<br />
1994: 36).<br />
Løsningerne bliver i d<strong>et</strong>te <strong>perspektiv</strong> uddannelse og udvikling<br />
af færdigheder, så de disprivilegerede kan komme til at<br />
deltage aktivt på arbejdsmarked<strong>et</strong>. En anden løsning kan<br />
være igangsættelse af offentlig beskæftigelse. En konservativ<br />
version af denne tilgang kommer til udtryk hos Charles<br />
Murray, der mener, at de fattige handler rationelt, når de<br />
udnytter velfærdssystem<strong>et</strong>s generøsit<strong>et</strong>. Hans løsning er<br />
derfor at eliminere alle velfærdprogrammer og derved give<br />
de fattige incitament til at handle ansvarligt og begynde at<br />
arbejde hårdt.<br />
Den fjerde og sidste tilgang b<strong>et</strong>ragter fattigdom som egenskaber,<br />
der er samfundssystem<strong>et</strong> iboende. I den marxistiske<br />
tradition ses fattigdommen således som generer<strong>et</strong> af dynamikken<br />
i klasseudbytningen. Fattigdom er således ikke en<br />
ulykkelig tilfældighed eller <strong>et</strong> biprodukt. Tværtimod er der<br />
magtfulde og privilegerede aktører, som har en aktiv interesse<br />
i at opr<strong>et</strong>holde fattigdom. Kapitalister og andre udbyttende<br />
klasser nyder godt af fattigdommen. Fattigdommen er<br />
en del af den måde kapitalismen funktionerer på (Wright<br />
1994: 37f).<br />
D<strong>et</strong>te syn på fattigdom har afgørende politiske implikationer.<br />
Reduktionen af fattigdommen kræver således, at magtfulde,<br />
privilegerede sociale kræfter overvindes. Wright nævner<br />
her to principielle varianter: Den revolutionære marxisme,<br />
der hævder, at kapitalismen som sådan må elimineres,<br />
for at fattigdommen kan reduceres. Den anden variant, den<br />
<strong>Social</strong>demokratiske, hævder, at kapitalismen kan tæmmes i<br />
b<strong>et</strong>ydelig grad, og at en omfordeling af indkomster ikke er<br />
uforeneligt med, at de kapitalistiske institutioner kan overleve<br />
(Wright 1994: 38).<br />
76
3.2. Divergerende forklaringer på fattigdom i Storbritannien<br />
En supplerende redegørelse for disse tilganges aktualit<strong>et</strong> i<br />
Storbritannien findes hos Ken Browne. Browne (1998) opstiller<br />
fem forskellige forklaringer på fattigdom – alt efter<br />
hvor skylden for fattigdom placeres (se hertil også Ropers<br />
1991, der grovdeler forklaringerne i to hovedkategorier:<br />
”blaming the victim- forklaringer og ”blaming the system”forklaringer):<br />
• Skylden ligger i velfærdsstatens generøsit<strong>et</strong> (”barnepigestaten”)<br />
• Skylden ligger i velfærdsstatens utilstrækkelighed<br />
• Skylden ligger i de fattiges kultur (levemåde)<br />
• Skylden ligger i en ond cirkel af relativ fattigdom (deprivation)<br />
• Skylden ligger i en samfundsstruktur præg<strong>et</strong> af ulighed<br />
i magt og rigdom (Browne 1998: 74)<br />
Dermed bliver forståelsen af fattigdommen som socialt problem<br />
ikke blot knytt<strong>et</strong> til forskellige sociologiske <strong>perspektiv</strong>er,<br />
men også til forskellige politiske paradigmer:<br />
(1) Nogle konservative hævder, at fattigdommen opstår,<br />
fordi velfærdsstaten er for generøs med sine ydelser til borgerne.<br />
Generøsit<strong>et</strong>en skaber incitamenter for at forblive<br />
ubeskæftig<strong>et</strong>, og herved lærer de fattige at blive afhængige<br />
af andre. På denne måde undermineres selv-hjælp og d<strong>et</strong> at<br />
kunne forsørge sig selv. D<strong>et</strong> tales i den forbindelse undertiden<br />
om en ”afhængighedskultur” (dependency culture), som<br />
vedrører bestemte befolkningsgruppers afhængighed af velfærdsydelser<br />
(welfare dependence).<br />
(2) Et and<strong>et</strong> synspunkt er, at ydelserne ikke er høje nok til<br />
at kunne løfte folk ud af fattigdommen. Gennem nedskæringer<br />
og inflation er ydelserne blev<strong>et</strong> sænk<strong>et</strong>, og alligevel er<br />
77
der fattige, der undlader at gøre krav på ydelserne, bl.a.<br />
fordi d<strong>et</strong> at modtage socialhjælp virker stigmatiserende.<br />
(3) Atter andre hævder, at velfærdsstatens generøsit<strong>et</strong><br />
sammen med ”afhængighedskulturen” har skabt en ”underklasse”<br />
af mennesker, som har udvikl<strong>et</strong> en livsstil og nogle<br />
holdninger, som får dem til at tøve med at søge arbejde. De<br />
synes villige til at leve af velfærdssamfund<strong>et</strong> og hævdes at<br />
savne moral. Browne (1998) skitserer forskellige varianter<br />
af ”underklas<strong>s<strong>et</strong></strong>eorien”.<br />
(4) Ifølge en første version af ”underklas<strong>s<strong>et</strong></strong>eorien” hævdes<br />
d<strong>et</strong>, at velfærdsstaten ikke er generøs nok, og at middelklassen<br />
får mere ud af den end de fattige. Nok har vi en underklasse,<br />
men skylden ligger hos velfærdsstaten.<br />
(5) Ifølge en alternativ version af underklas<strong>s<strong>et</strong></strong>eorien består<br />
denne af underprivilegerede grupper, som er ekskluder<strong>et</strong> fra<br />
at tage del i samfund<strong>et</strong>. Disse grupper er tvung<strong>et</strong> til at stole<br />
på utilstrækkelige ydelser fra staten, og de kan derfor hverken<br />
fuldt ud tage del i samfund<strong>et</strong> eller undslippe ”fattigdomsfælden”.<br />
Skylden for fattigdommen ligger ifølge d<strong>et</strong>te<br />
syn ikke i de fattiges holdninger, men i forhold, der ligger<br />
uden for deres indflydelse (fx arbejdsløshed). Efter denne<br />
opfattelse har regeringspolitikken forsømt at håndtere arbejdsløsheden<br />
og forsømt at give de fattige mulighed for at<br />
komme væk fra understøttelsen.<br />
(6) Teorien om ”fattigdomskulturen” leverer endnu en forklaring<br />
på fattigdommen: Den antager, at d<strong>et</strong> er karakteristika<br />
ved de fattige, som forårsager fattigdommen, nemlig<br />
deres værdier og kultur. De fattige resignerer overfor deres<br />
situation, og når børnene vokser op i denne kultur og lærer<br />
disse værdier af deres forældre, så fortsætter fattigdommen<br />
fra den ene generation til den anden. Svagheden ved denne<br />
forklaring er, at de fattige får skylder for deres egen fattigdom.<br />
Desuden fremføres den indvending, at hvis de fattige<br />
udvikler en ”fattigdomskultur”, så er den snarere <strong>et</strong> resultat<br />
af fattigdom end en årsag til den. Endelig gøres d<strong>et</strong> gæl-<br />
78
dende, at såvel teorierne om en ”afhængighedskultur” som<br />
en ”fattigdomskultur” forekommer at være ganske bekvemme<br />
for de, der er i besiddelse af magten (Browne<br />
1998: 74ff).<br />
(7) Der findes endnu en forklaring af fattigdommen, og den<br />
taler om ”deprivationens onde cirkel” (the cycle of deprivation).<br />
Fattigdommen opfattes som kumulativ, på den måde,<br />
at ét aspekt af fattigdom kan føre til yderligere fattigdom. Vi<br />
får hermed ”en ond fattigdomscirkel”, som d<strong>et</strong> er svært for<br />
de fattige at slippe væk fra, og den fortsætter så igen med<br />
deres børn. Cirklen kan illustreres gennem en omfattende<br />
figur (se senere). Problem<strong>et</strong> med denne forklaring er, siger<br />
Browne, at den nok forklarer, hvorfor fattigdommen fortsætter,<br />
men ikke, hvordan den først opstår. D<strong>et</strong> forsøger<br />
den sidste type forklaring imidlertid.<br />
(8) De strukturelle forklaringer forklarer fattigdommen ud<br />
fra samfund<strong>et</strong>s struktur, og denne er kend<strong>et</strong>egn<strong>et</strong> ved en<br />
ulige fordeling af rigdom og indkomst. Ifølge marxistiske argumenter<br />
er de fattige fattige, fordi de udbyttes af de rige.<br />
De rige får således profit ved at b<strong>et</strong>ale lave lønninger – og<br />
deres position som rige er baser<strong>et</strong> på fattigdom. Fattigdommen<br />
sikrer, at d<strong>et</strong> farlige og ubehagelige arbejde udføres,<br />
og de fattige er med til at holde lønningerne til de bedrestillede<br />
nede, fordi de kunne udgøre en trussel mod de<br />
bedrestilledes jobs (Browne 1998: 73ff).<br />
Gennemgangen af disse tilgange og måder at forklare fattigdom<br />
på er ikke irrelevant for forståelsen af begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong>. Tværtimod vil man finde tilsvarende tilgange og forklaringer<br />
på begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> (transmitted deprivation) og<br />
den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel (cycle of deprivation). I den britiske<br />
diskussion kommer forskellene mellem de forskellige<br />
standpunkter i debatten således til udtryk i valg af begreber<br />
i forståelsen af social <strong>arv</strong>. Begreb<strong>et</strong> ”a cycle of deprivation”<br />
svarer således til den individorienterede tilgang ovenfor,<br />
men begreb<strong>et</strong> ”cycle of inequality” svarer til den sidstnævnte<br />
tilgang ovenfor med vægt på d<strong>et</strong> strukturelle.<br />
79
I d<strong>et</strong> førstnævnte begreb ligger dog også d<strong>et</strong>, at der er tale<br />
om ophobninger af problemer, og man taler således undertiden<br />
om <strong>et</strong> ”web of deprivation” (Coffield <strong>et</strong> al. 1980: 163).<br />
Sidstnævnte begreb angiver ifølge Coffield <strong>et</strong> al. mere præcist<br />
end d<strong>et</strong> førstnævnte, at der er tale om <strong>et</strong> kompakt n<strong>et</strong><br />
af psykologiske, sociale, historiske og økonomiske faktorer,<br />
som har enten skabt eller bevar<strong>et</strong> familiens problemer. Med<br />
begreb<strong>et</strong> ”cycle of deprivation” understreges ”de omstændigheder,<br />
hvori de fattige er fang<strong>et</strong> (trapped), og hvordan<br />
disse omstændigheder kombineres, så de danner <strong>et</strong> n<strong>et</strong>,<br />
som der – uafhængigt af holdning eller evner – er meg<strong>et</strong><br />
små muligheder for at undslippe fra” (Browne 2006: 341).<br />
For eksempel kan d<strong>et</strong> være sådan, ”at <strong>et</strong> barn i en fattig<br />
familie, har dårlige boligforhold og får en dårlig kost. D<strong>et</strong>te<br />
kan være årsag til dårligt helbred, og derfor fravær fra skolen.<br />
D<strong>et</strong>te kan b<strong>et</strong>yde, at barn<strong>et</strong> kommer bagud og dumper<br />
til eksamen, hvilk<strong>et</strong> så igen kommer til at b<strong>et</strong>yde <strong>et</strong> lavt b<strong>et</strong>alt<br />
job eller arbejdsløshed, og derfor fattigdom i voksenliv<strong>et</strong>.<br />
Og så fortsætter d<strong>et</strong> videre med deres børn.” (Browne<br />
2006: 341).<br />
Tager vi begreber som ”relative deprivation” (relativ fattigdom)<br />
og ”social exclusion”, må de begge siges at være multidimensionelle,<br />
id<strong>et</strong> de omfatter alle væsentlige livssfærer<br />
(Lister 2004: 21f). Med cirkel-m<strong>et</strong>aforen sættes der fokus<br />
på, i hvilken udstrækning disse dimensioner interagerer og<br />
bliver kumulative. D<strong>et</strong> er dog <strong>et</strong> problem, at d<strong>et</strong> ikke altid<br />
bliver gjort klart, hvorvidt m<strong>et</strong>aforerne indikerer årsag, konsekvens<br />
eller bare er beskrivelser af, hvordan fattigdommen<br />
opleves (Lister 2004: 92).<br />
3.3. Patologiske og strukturelle årsager til fattigdom<br />
Ovenstående forklaringer kan yderligere suppleres og nuanceres<br />
gennem en sondring mellem patologiske og strukturelle<br />
årsager til fattigdom. Alcock (1997) modstiller med udgangspunkt<br />
i Holman (1978) en række forskellige perspekti-<br />
80
ver på fattigdom, som kan klassificeres som enten patologiske<br />
eller strukturelle tilgange.<br />
I den patologiske tilgang ses fattigdom som produkt af individuel<br />
svaghed eller manglende dygtighed. Individerne ses<br />
med andre ord som ophavsmænd til deres egen skæbne eller<br />
vanskæbne.<br />
De patologiske (individuelle) forklaringer omfatter gen<strong>et</strong>iske<br />
forklaringer, som søger at relatere social status til <strong>arv</strong>ede<br />
egenskaber så som intelligens, samt psykologiske tilgange,<br />
som forklarer individuelle præstationer ud fra personlighedstræk.<br />
En anden kategori af forklaringer fokuserer ifølge Alcock på<br />
familien eller lokalsamfund<strong>et</strong> som årsagen til fattigdom:<br />
Utilstrækkelighed hos forældrene, sænkede aspirationer og<br />
<strong>et</strong> dispriviliger<strong>et</strong> familiemiljø bliver internaliser<strong>et</strong> som en del<br />
af børnenes værdier, når de vokser op. D<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder, at de<br />
opvoksende børns forventninger og evner forringes, og de<br />
bliver mere parate til at acceptere fattigdommen. Selv om<br />
denne model undgår at tilskrive individer skylden for fattigdommen,<br />
ser den dog de fattige selv, som dem, der producerer<br />
og reproducerer fattigdommen, om end d<strong>et</strong> sker kollektivt<br />
via familiekulturen og fællesskab<strong>et</strong> (Alcock 1997:<br />
38).<br />
De strukturelle tilgange ser derimod snarere fattigdom som<br />
resultat af d<strong>et</strong> komplekse samspil mellem sociale kræfter<br />
inden for en dynamisk strukturel kontekst og proces. Fattigdom<br />
bliver i denne forklaring produkt<strong>et</strong> af social forandring,<br />
og opmærksomheden r<strong>et</strong>tes herved mod den kontekst,<br />
hvori fattigdommen opleves. Fattigdommen må således ses<br />
som konsekvensen ikke af <strong>et</strong> enkelt individs handlinger,<br />
men af interaktioner mellem mange forskellige årsager.<br />
Fattigdom opfattes i den strukturelle tilgang som <strong>et</strong> produkt<br />
af dynamiske samfundskræfter, og fattigdom opfattes i<br />
denne tilgang snarere som <strong>et</strong> resultat af svagheder i de poli-<br />
81
tiske tiltag mod fattigdommen end som <strong>et</strong> resultat af de fattiges<br />
mangler. Mange politiske interventioner handler snarere<br />
om at kontrollere og disciplinere de fattige end om at<br />
fjerne deres fattigdom. Alligevel er d<strong>et</strong> ifølge Alcock nødvendigt<br />
at kigge længere end til politikerne og de politiske<br />
beslutninger for at finde årsagerne til fattigdom. For politikerne<br />
kan ikke forandre eller påvirke alle de økonomiske<br />
kræfter og økonomiske beslutninger, som er forbund<strong>et</strong> med<br />
en markedsøkonomi. Fx kan fattigdom være resultat af arbejdsløshed,<br />
som er forårsag<strong>et</strong> af en international økonomisk<br />
recession. Fattigdom bliver ifølge opfattelsen i den<br />
strukturelle tilgang producer<strong>et</strong> af den måde d<strong>et</strong> kapitalistiske<br />
arbejdsmarked fungerer på, eftersom arbejdsmarked<strong>et</strong><br />
har brug for fattigdom for at kunne operere effektivt. Frygten<br />
for fattigdom virker således som en disciplinerende kraft<br />
på arbejderne. En sådan strukturel forklaring findes fx hos<br />
Holman (1978). Fattigdom er produkt af <strong>et</strong> ulige eller kapitalistisk<br />
samfund. D<strong>et</strong> er den socioøkonomiske struktur og<br />
de politiske processer, som reproducerer denne struktur,<br />
der forårsager fattigdommen.<br />
Faren ved at købe en sådan strukturel tilgang fuldt og helt<br />
er ifølge Alcock (1997: 42), at den bliver stående ved en<br />
konstatering af d<strong>et</strong> indlysende, og en opfattelse af, at fattigdommen<br />
i så fald kun vil forsvinde, hvis vi forandrer samfund<strong>et</strong>.<br />
Han når derfor frem til, at årsagen til fattigdom ikke<br />
kan indfanges i den ene eller den anden af disse årsagsforklaringer,<br />
men må omfatte interaktionen af dem alle.<br />
Hos Holman (1978) knyttes fattigdomsbegreb<strong>et</strong> også til <strong>et</strong><br />
samfund præg<strong>et</strong> af ulighed: Fattigdom har i Holmans definition<br />
direkte som funktion at opr<strong>et</strong>holde <strong>et</strong> stratificer<strong>et</strong> samfund.<br />
Man må derfor forvente, at samfund<strong>et</strong>s hovedinstitutioner<br />
vil bidrage til såvel opr<strong>et</strong>holdelsen af privilegiepositioner<br />
som videreførelse af fattigdom (Holman 1978: 207). I<br />
forlængelse af disse opfattelser går Holman ind på d<strong>et</strong> stratificerede<br />
samfunds mekanismer og undersøger tre eksempler<br />
på institutioner, som støtter eliterne: uddannelsessystem<strong>et</strong>,<br />
massemedierne og den sociale service.<br />
82
3.4. Onde cirkler i britisk og amerikansk forskning<br />
Forståelsen af social <strong>arv</strong> som en ”cyklus” eller en ”ond cirkel”<br />
står centralt i såvel den britiske som den amerikanske<br />
forskning. I en amerikansk tekstbog, Understanding <strong>Social</strong><br />
Problems, fra 2000, forklares de sociale problemers videreførelse<br />
fra generation til generation typisk ud fra “fattigdomscirklen”:<br />
”As we have seen, problems associated with<br />
poverty, such as health and educational problems, create a<br />
cycle of poverty from one generation to the next. Poverty<br />
that is transmitted from one generation to the next is called<br />
intergenerational poverty” (Mooney <strong>et</strong> al. 2000: 263).<br />
Mooney <strong>et</strong> al. uddyber denne forståelse af, hvordan sociale<br />
problemer hænger intimt sammen med fattigdom: ”In some<br />
cases, family problems contribute to poverty. For example,<br />
domestic violence causes some women to flee from their<br />
homes and live in poverty without the economic support of<br />
their husbands. Poverty also contributes to family problems.<br />
The stresses associated with poverty contribute to substance<br />
abuse, domestic violence, child abuse, divorce, and<br />
questionable parenting practices.” (Mooney <strong>et</strong> al. 2000:<br />
259).<br />
I studier af ”intergenerationel fattigdom” har forskere observer<strong>et</strong><br />
b<strong>et</strong>ydelig mobilit<strong>et</strong> ud af fattigdom i barndommen.<br />
Men på trods af, at mange var i stand til at flygte fra fattigdommen,<br />
var såvel hvide som sorte børn fra fattige familier<br />
mere udsatte for at være fattige som voksne end børn, der<br />
var vok<strong>s<strong>et</strong></strong> op i ikke-fattige familier (Mooney <strong>et</strong> al. 2000:<br />
263).<br />
Begreb<strong>et</strong> ”intergenerationel fattigdom” har i USA være nært<br />
forbund<strong>et</strong> med begreb<strong>et</strong> om en ”underklasse” og med begreb<strong>et</strong><br />
”afhængighedskultur” – begreber, jeg lige har berørt<br />
ovenfor (Se hertil bl.a. Lister 2004: 107-112, Morris 1994,<br />
og Murray 1996).<br />
83
“Cycle of poverty” og “integenerational poverty” er med andre<br />
ord de engelsksprogede b<strong>et</strong>egnelser for d<strong>et</strong>, Jonsson har<br />
kaldt “social <strong>arv</strong>”. Selv om begreberne ikke er præcist sammenfaldende,<br />
og selv om der er mange konkurrerende begreber<br />
på områd<strong>et</strong>, må påstanden om, at begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong> ikke findes uden for Skandinavien, b<strong>et</strong>egnes som ”en<br />
halv sandhed”. I Storbritannien har man som nævnt diskuter<strong>et</strong><br />
social <strong>arv</strong> ud fra begreber som ”transmitted deprivation”,<br />
”transmission of disprivilege”, ”cycles of deprivation”,<br />
”cycles of disadvantage” og ”cycles of inequality” o.l. Hvilk<strong>et</strong><br />
begreb den enkelte forsker for<strong>et</strong>rækker, beror på dennes<br />
forståelse af problem<strong>et</strong>. En amerikansk forsker, Naomi Brill,<br />
sondrer direkte mellem ”the biological heritage” og ”the social<br />
heritage” i forståelsen af, hvordan vi formes som personer<br />
(Brill 1998: 36f).<br />
D<strong>et</strong> centrale er her, at der foreligger divergerende forståelser<br />
af disse cirkler, hvilk<strong>et</strong> hænger sammen med, at studieobjekt<strong>et</strong><br />
b<strong>et</strong>ragtes ud fra forskellige teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er.<br />
Inden for de forskellige teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>er har man<br />
med andre ord divergerende opfattelser af, hvori problem<strong>et</strong><br />
består, og af, hvad der er årsag til problem<strong>et</strong>. Man må her<br />
primært sondre mellem individualistiske tilgange, der lægger<br />
op til egenskabsforklaringer (problem<strong>et</strong> skyldes mangler<br />
og utilstrækkeligheder hos individ<strong>et</strong>) og mere strukturelle<br />
tilgange (som sætter problem<strong>et</strong> i sammenhæng med strukturer<br />
i samfund<strong>et</strong> og med konteksten). Begreb<strong>et</strong> ”cycles of<br />
deprivation” afspejler en individualistisk tilgang, hvor de sociale<br />
problemer ses som konsekvenser af defekter hos forældrene<br />
og efterfølgende mangelfuld socialisering af børnene.<br />
Derimod inddrager ”cycles of inequality” de samfundsmæssige<br />
strukturer i forklaringen, og her er social ulighed i<br />
samfund<strong>et</strong> <strong>et</strong> centralt udgangspunkt i forståelsen.<br />
Ligesom der er r<strong>et</strong> forskellige problemforståelser hos tilhængerne<br />
af de to tilgange, ser cirklerne følgelig også r<strong>et</strong><br />
forskellige ud: Hos fortalerne for deprivationscirklen er udgangspunkt<strong>et</strong><br />
dannelsen af problemfamilier med dårlige eller/og<br />
lavtlønnede jobs. Disse familier befinder sig tilmed<br />
84
ofte i <strong>et</strong> dårligt boligmiljø med dårlige boligforhold og er<br />
dybt afhængige af socialhjælp. D<strong>et</strong>te medfører, at de anvender<br />
<strong>et</strong> restringer<strong>et</strong> sprog, at kulturen er depriver<strong>et</strong> (ӌndelig<br />
fattigdom”), og at de sociale relationer er ringe. En<br />
næste eger i hjul<strong>et</strong> er, at socialiseringen af børnene i disse<br />
ofte store familier bliver mangelfuld og ringe, bl.a. i kraft af,<br />
at forældrene udgør dårlige rollemodeller. Når vi herfra går<br />
videre til børnene, så har de ringe resultater i skolen og<br />
mangler desuden sociale komp<strong>et</strong>encer, ligesom de har dårlige<br />
jobudsigter. Ringen sluttes i og med, at børnene når<br />
frem til samme situation, som forældrene befandt sig i ved<br />
starten. Ond<strong>et</strong>s rod b<strong>et</strong>ragtes i høj grad som d<strong>et</strong>, at forældrene<br />
ikke slår til som forældre, og problem<strong>et</strong> anskues ud<br />
fra en patologisk tilgang. Når problem<strong>et</strong>, der ses som <strong>et</strong><br />
restproblem, skal løses, er der fokus på hjælp til selvhjælp<br />
og på forbedring af forældreevnen gennem forberedelse af<br />
forældreskab<strong>et</strong> (Jones 1994: 239).<br />
I ulighedcirklen er udgangspunkt<strong>et</strong> derimod sociale og økonomiske<br />
uligheder i samfund<strong>et</strong>, klassemæssige, racistiske<br />
og sexistiske, som kommer til udtryk i arbejd<strong>et</strong>, i boligområd<strong>et</strong>,<br />
i uddannelsen, i forvaltningen og i lokalområd<strong>et</strong>, samt<br />
i, at d<strong>et</strong> er <strong>et</strong> bestemt sæt af definitioner af, hvad en god<br />
forælder hhv. en god moder er, der bliver accepter<strong>et</strong>. Disse<br />
omstændigheder skaber store vanskeligheder for familierne.<br />
I konsekvens heraf mangler familien valgmuligheder, adgang<br />
til ressourcer, penge og magt, og d<strong>et</strong> kan godt være,<br />
at d<strong>et</strong> fører til en restringer<strong>et</strong> sprogbrug og begrænsede sociale<br />
relationer. For den næstfølgende generation gør de<br />
samme problemer med mangel på valgmuligheder, adgang,<br />
penge og magt sig gældende. D<strong>et</strong>te vil muligvis forstærke<br />
bestemte holdninger og former for adfærd, men d<strong>et</strong> er<br />
langtfra giv<strong>et</strong>. Her ender cirklen med de samme socialøkonomiske<br />
uligheder, som gjorde sig gældende for den forudgående<br />
generation. Med hensyn til forståelsen af problem<strong>et</strong><br />
så ses ond<strong>et</strong>s rod i den samfundsmæssige ulighed, der opfattes<br />
som <strong>et</strong> strukturelt problem, ligesom fortalerne for<br />
denne tilgang fremhæver fattigdommens kompleksit<strong>et</strong> (Jones<br />
1994: 243). Et stort antal mennesker er ifølge Field<br />
85
(1974) fra fødslen og frem til deres død fang<strong>et</strong> i denne ulighedscirkel.<br />
D<strong>et</strong> afgørende er her, at cirklen hos Field og Jones<br />
er omdefiner<strong>et</strong> fra at være familiemæssigt formidl<strong>et</strong> til<br />
at være samfundsmæssigt formidl<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> indebærer, at vi<br />
hos dem har en anden forståelse og begrebsliggørelse af de<br />
processer, der hos fortalerne for begreb<strong>et</strong> ”cycles of deprivation”<br />
blev forstå<strong>et</strong> som <strong>et</strong> spørgsmål om individuel patologi<br />
og manglende tilpasning.<br />
Som d<strong>et</strong> ses, svarer forskellighederne i forståelsen af de to<br />
cirkler langt hen til forskellene i forklaringerne af fattigdom<br />
ovenfor.<br />
3.5. Reproduktion af klassestrukturen og fattigdommens<br />
”onde cirkel”<br />
Den amerikanske sociolog Leonard Beeghley b<strong>et</strong>ragter fattigdom<br />
som <strong>et</strong> væsentligt socialt problem i d<strong>et</strong> amerikanske<br />
samfund. På trods af <strong>et</strong> højt mobilit<strong>et</strong>sniveau i d<strong>et</strong> 20. århundrede,<br />
er klassestrukturen forblev<strong>et</strong> stabil over tid. Han<br />
mener derfor, at der er tale om en ”reproduktion af klassestrukturen”.<br />
Studier af den erhvervsmæssige mobilit<strong>et</strong> afslører,<br />
at de fleste personer ender i samme jobkategori som<br />
deres forældre. D<strong>et</strong>te b<strong>et</strong>yder, siger Beeghley, at klassestrukturen<br />
kontinuerligt bliver reproducer<strong>et</strong> (Beeghley 1998:<br />
109). Der er i alle industrisamfund en tendens til, at klassestrukturen<br />
reproducerer sig selv. Men i industrilandene er<br />
der en mulighed for at regulere denne tendens via offentlig<br />
politik. Politiske valg kan således påvirke fattigdomsraten.<br />
D<strong>et</strong> er således ikke u<strong>realistisk</strong> at tale om, at fattigdommen<br />
kan udgøre en ”ond cirkel”. Beeghley taler om ”The vicious<br />
circle of poverty”. Som professor Beegley siger, kan temporær<br />
fattiggørelse i kombination med andre vanskeligheder<br />
føre til, at mennesker fanges i langsigt<strong>et</strong> fattigdom (Beeghley<br />
1998:111). D<strong>et</strong> kan være sådan, at deres bestræbelser<br />
på at undslippe fattigdommen på forskellig vis bliver forpurr<strong>et</strong>,<br />
og at de af den grund bliver så modfaldne, at de opgiver.<br />
Beeghley giver en række konkr<strong>et</strong>e eksempler på, hvor-<br />
86
dan der kan komme forskellige ting i vejen for fattiges bestræbelser.<br />
Der kan være tale om såkaldte ”Catch-22”situationer,<br />
som den, hvor der eksempelvis må vælges mellem<br />
arbejde og sundhedsforsikring for børnene, fordi familien<br />
mister medicinhjælpen, hvis indtægten bliver for høj.<br />
Faktorer forbund<strong>et</strong> med fattigdommen kan danne en ond<br />
cirkel, som fanger dem ligesom i en fælde.<br />
Cirklen kan som figur understrege, at der dels er tale om<br />
processer, og at der dels også er tale om komplekse forhold,<br />
hvor flere faktorer virker sammen og tilsammen indebærer<br />
en fastholdelse. Den står som figur på denne måde i skærende<br />
kontrast til en lineær, d<strong>et</strong>erministisk figur, som man<br />
måske kunne forestille sig ud fra positivistiske studier af<br />
sammenhænge mellem (to) variable. Her kan man få indtrykk<strong>et</strong><br />
af, at forskere undertiden søger at fastfryse to tilstande,<br />
henholdsvis hos forældrene og hos deres børn, som<br />
man så søger at ”måle”, til trods for, at der reelt er tale om<br />
kontinuerlige processer. D<strong>et</strong> kan være processer, som ”leaving<br />
people trapped”, hvor deres anstrengelser for at undslippe<br />
synes så frugtesløse, at de giver op. Familiens bestræbelser<br />
må imidlertid aldrig ses som en cementer<strong>et</strong> tilstand,<br />
man kan isolere i form af tal. Tværtimod må de ses<br />
som processer, som hele tiden foregår i de sociale kontekster,<br />
som mennesker er henvist til at agere i.<br />
I den engelske forskning tales der både om en ”fattigdomscyklus”<br />
og om en ”fattigdomsfælde”. Hos Moore defineres<br />
fattigdomsfælden som den situation, hvor en familie på understøttelse<br />
faktisk kan tabe flere penge ved at arbejde<br />
hårdt og forøge sin indtægt, end den kan ved at forblive på<br />
understøttelse alene (Moore 1990: 32). Når folk ikke selv<br />
kan opnå arbejde, modtager de understøttelse og andre<br />
ydelser fra staten. Hvis de pågældende finder beskæftigelse,<br />
risikerer de at miste, hvad de vinder gennem arbejd<strong>et</strong>, fordi<br />
en del af de tidligere ydelser vil blive tilbag<strong>et</strong>rukk<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder,<br />
at personen ikke er bedre still<strong>et</strong> i beskæftigelse, men<br />
måske endda er endnu fattigere end hun var, da hun levede<br />
af understøttelsen (Moore 1990: 64).<br />
87
Mennesker kan opfattes som “trapped in poverty”. Jordan <strong>et</strong><br />
al. kommer ind på de beslutninger vedrørende arbejdsmarked<strong>et</strong>,<br />
som må tages i lavindkomsthusstande: “On both sides<br />
of the Atlantic there has been a fierce debate about the<br />
causes of and remedies for poverty. Are people with a low<br />
earning-power excluded from mainstream soci<strong>et</strong>y, or do<br />
they marginalize themselves by expecting too much and<br />
contributing too little? Is there an underclass, and if so is it<br />
a product of structural inequalities or of individuals´ moral<br />
shortcomings?” (Jordan <strong>et</strong> al. 1992: abstract).<br />
Løst ansatte arbejdere kan opfattes som befindende sig i en<br />
“ond cirkel”, som er forårsag<strong>et</strong> af interaktionen mellem forekomsten<br />
af lavtlønn<strong>et</strong> deltidsarbejde og korttidsarbejde og<br />
så <strong>et</strong> understøttelsessystem, hvor de administrative procedurer<br />
relaterer til faste fuldtidsjobs. D<strong>et</strong>te er beskrev<strong>et</strong> som<br />
”arbejdsløshedsfælden”, og akkordarbejde er beskrev<strong>et</strong> som<br />
en måde, hvorpå man kunne bryde ud af den (Jordan <strong>et</strong> al.<br />
1992: 4). Begreb<strong>et</strong> beskriver dermed en form for ”fastlåsthed”,<br />
en fælde, man er fang<strong>et</strong> i, og en ”ond cirkel”, d<strong>et</strong> er<br />
svært at komme ud af. Fattigdomsfælden kan være en del<br />
af den proces, som formidler den sociale <strong>arv</strong>, og derfor <strong>et</strong><br />
aspekt, man må være opmærksom på, når man vil afdække<br />
de sociale processer, som ligger bag ved den sociale <strong>arv</strong>. Ligesom<br />
når man taler om social <strong>arv</strong>, kan man sige, at den<br />
måde fattigdomsfælden beskrives på, under alle omstændigheder<br />
har nogle vigtige politiske implikationer.<br />
3.6. Arvebegreb<strong>et</strong> i amerikansk og britisk sociologi<br />
På engelsk har man begreb<strong>et</strong> ”intergenerationel”, som dækker<br />
d<strong>et</strong> at gå fra generation til generation, samt begreb<strong>et</strong><br />
”transmission”, der b<strong>et</strong>yder at overføre. ”Intergenerationel<br />
transmission” er med andre ord den engelske b<strong>et</strong>egnelse for<br />
”social <strong>arv</strong>”. Forskellen er, at førstnævnte begreb b<strong>et</strong>oner<br />
aktivsiden, mens d<strong>et</strong> sidstnævnte understreger passivsiden<br />
– at nog<strong>et</strong>, en <strong>arv</strong>, modtages. Gustav Jonsson oversatte <strong>arv</strong><br />
88
eller ”<strong>arv</strong>elig” med ”heredity”, men d<strong>et</strong> mest benyttede begreb<br />
for <strong>arv</strong> på engelsk er imidlertid ”inheritance”.<br />
Begreb<strong>et</strong> “<strong>arv</strong>” er ikke nog<strong>et</strong> ukendt begreb i sociologien.<br />
D<strong>et</strong> har således en lang tradition inden for såvel familiesociologien<br />
som forskningen i social mobilit<strong>et</strong>. Indenfor familiesociologien<br />
har man bl.a. studer<strong>et</strong> ”intergenerational transfers<br />
of property within kinship n<strong>et</strong>works”, id<strong>et</strong> ”we see the<br />
rich or almost rich passing on their fortunes to children who<br />
are willing to live on the income of the inheritance” (Coser<br />
1974: 379, 382). Overførslen af <strong>arv</strong>egods er, som den franske<br />
antropolog Martine Segalen fremhæver, stadig en af de<br />
faktorer, som opr<strong>et</strong>holder sociale uligheder. Der kan her<br />
være tale om overføring af både materielle, kulturelle og<br />
symbolske goder. Mens børnene tidligere frem for alt <strong>arv</strong>ede<br />
ejendom og jord, bliver <strong>arv</strong>egod<strong>s<strong>et</strong></strong> dog nu om dage ofte<br />
overført på mere subtile måder, f.eks. ved at forældrene gør<br />
d<strong>et</strong> muligt for børnene at få en god uddannelse (Segalen<br />
1986: 273).<br />
I mobilit<strong>et</strong>sforskningen benyttes begreb<strong>et</strong> “occupational inheritance”,<br />
<strong>arv</strong> af erhverv, ofte (Se fx Bendix & Lip<strong>s<strong>et</strong></strong><br />
1953). Hope præciserer termen: ”The term ’inheritance’<br />
must be taken as a shorthand for ’being in the same occupational<br />
category as father’, rather than ’inheriting father´s<br />
job’ or ‘following father´s trade’” (Hope 1972: 131).<br />
S<strong>et</strong> i forhold til disse traditioner bruger Gustav Jonsson <strong>arv</strong>e-begreb<strong>et</strong><br />
”omvendt”: Når vi ser på de dårligst stillede i<br />
samfund<strong>et</strong>, overføres der ikke rigdom, men fattigdom. Samtidig<br />
er d<strong>et</strong> ikke kun økonomiske og materielle værdier og<br />
goder, der overføres, d<strong>et</strong> er også mindre håndgribelige ting,<br />
såsom afmagt, belastninger og begrænsede handlemuligheder.<br />
Arv er frem for alt <strong>et</strong> væsentligt begreb i forbindelse studier<br />
af den samfundsmæssige reproduktion, id<strong>et</strong> <strong>arv</strong> af ejendom<br />
har stor b<strong>et</strong>ydning for opr<strong>et</strong>holdelsen af samfund<strong>et</strong>s stratifikationssystem.<br />
Fx taler Frank Field om vigtigheden af <strong>arv</strong><br />
89
(inheritance), når man skal forklare den massivt ulige fordeling<br />
af rigdom. Arv kan b<strong>et</strong>ragtes som en hovedd<strong>et</strong>erminant<br />
for ulighed i rigdom. Overført (transmitted) rigdom udgør 52<br />
% af den rigdom, som de rigeste 2 til 5 procent af befolkningen<br />
ligger inde med. Field kommer endvidere ind på,<br />
hvordan nogle mennesker kan <strong>arv</strong>e magt og velfærd - “Inherited<br />
Power and Welfare” (Field 1981). Der synes her at<br />
være en tydelig forbindelse mellem fædre og sønner. Når<br />
man ser på de rigeste personer, har mange af disse haft rige<br />
fædre, og sønnerne har <strong>arv</strong><strong>et</strong> b<strong>et</strong>ragtelige aktiver fra deres<br />
rige fædre.<br />
Også den amerikanske sociolog Melvin Tumin taler om ”inheritance<br />
of power, by which the sons of the ruling elite<br />
succeed their parents at the socially-defined appropriate<br />
time” (Tumin 1967: 15). Tumin taler endvidere om, at d<strong>et</strong><br />
er <strong>et</strong> særligt socialt aspekt af stratifikationen, at fællesskab<strong>et</strong>s<br />
normer bliver ført ned fra generation til generation. Der<br />
er ifølge Tumin int<strong>et</strong> belæg for, at mentalit<strong>et</strong> skulle være biologisk<br />
<strong>arv</strong><strong>et</strong>. Tværtimod indikerer alle kilder, at hvert enkelt<br />
barn skal belæres om sin gruppes regler. Der er derfor i<br />
samfund<strong>et</strong> <strong>et</strong> løbende ”behov for at socialisere hver enkelt<br />
generation”: ”In short, social transmission or socialization<br />
into the norms from one generation to the next is indispensable<br />
to the continuity of these norms.” (Tumin 1967: 14f).<br />
Når Tumin understreger, at stratifikationen er “social”, så<br />
indebærer d<strong>et</strong> den vigtige implikation, at stratifikationssystem<strong>et</strong><br />
altid er forbund<strong>et</strong> med andre aspekter af samfund<strong>et</strong>.<br />
Stratifikationssystem<strong>et</strong> er således påvirk<strong>et</strong> af – og påvirker<br />
selv – politik, familien, ægteskab, økonomien, uddannelsen<br />
og religion (Tumin 1967: 12ff).<br />
<strong>Social</strong>isationsprocessen ser Tumin som en transmissionsproces<br />
fra voksen til barn. Han bruger i den forbindelse begreb<strong>et</strong><br />
”inheritance of status”, d<strong>et</strong> at ”<strong>arv</strong>e en status” (Tumin<br />
1967:47). Der er to måder, hvorpå man kan opnå en bestemt<br />
status i stratifikationssystem<strong>et</strong>: Ved at man bliver tilskrev<strong>et</strong><br />
en bestemt status, ligesom en prins bliver konge<br />
gennem succession, eller ved at man når en position gen-<br />
90
nem ens egne anstrengelser. I Indien bliver man fx født ind<br />
i en bestemt status gennem medlemskab af en kaste. I USA<br />
kan d<strong>et</strong> synes illegitimt at have privileger<strong>et</strong> adgang til en<br />
status, men der er imidlertid ingen legale barrierer overfor<br />
videregivelsen af fordele (the passing of advantages) fra<br />
den ene generation til den næste (Tumin 1967: 49).<br />
Arve-begreb<strong>et</strong> er i den marxistiske tradition knytt<strong>et</strong> til klasseanalysen.<br />
Der er her vægt på de processer, som producerer<br />
de sociale grupperinger, og på reproduktionen af hele<br />
d<strong>et</strong> kapitalistiske system. I modsætning til stratifikationsforskningen<br />
taler man om eksistensen af en klassestruktur.<br />
Den herskende klasse er definer<strong>et</strong> ved den private ejendomsr<strong>et</strong><br />
til produktionsmidlerne. I denne tradition taler man<br />
om, hvordan man <strong>arv</strong>er en klasseposition:<br />
”One ’inherits’ class position in various senses. A Child may<br />
ascriptively (i.e. without his or her effort) acquire the status<br />
or prestige accorded the family as a whole, merely by<br />
choosing the right parents. (…) In a class structure based on<br />
property, one can inherit property, and with a claim to the<br />
benefits and privileges available to money. This means a<br />
transmission quite independent of personality and the processes<br />
of personal socialisation. But there are other kinds of<br />
entitlements to privilege and other ways of g<strong>et</strong>ting money<br />
that are related to personal socialisation. If these too can be<br />
made to depend on the class position of the older generation,<br />
they will also lead to the inheritance of class position<br />
by the younger.” (Connell 1977: 160f).<br />
Den type undersøgelser, der laves inden for denne tradition,<br />
belyser de mønstre, der ses ved en sammenligning af voksnes<br />
nuværende jobs, indkomster, <strong>et</strong>c. med deres forældres<br />
jobs, uddannelse, indkomster, <strong>et</strong>c. Disse kaldes ofte studier<br />
i social mobilit<strong>et</strong>, og de ækvivalerer med studier af ”the inheritance<br />
of social position” blot med de omvendte formodninger.<br />
D<strong>et</strong> drejer sig i høj grad om adgang til jobs (adkomst<br />
til penge) og om kvalifikationer (adkomst til jobs).<br />
Der kan forekomme ”occupational inheritance” på forskellig<br />
91
måde. Der kan fx være tale om en bogstavelig <strong>arv</strong> på basis<br />
af <strong>et</strong> erhverv, på land<strong>et</strong> fx <strong>arv</strong> af en gård. D<strong>et</strong> var tidligere<br />
meg<strong>et</strong> almindeligt, at der var <strong>et</strong> højt niveau for ”occupational<br />
inheritance” blandt landmænd. Et erhverv kan eksempelvis<br />
’<strong>arv</strong>es’ via kvalifikationer. Blandt elitegrupper som fx<br />
læger kan der være en høj grad af ”occupational inheritance”.<br />
En klassestruktur skabes og forandres over tid (jfr. Connell<br />
1977: 183). For at vare ved må den på en eller anden måde<br />
reproduceres fra dag til dag og fra generation til generation.<br />
Den proces, hvorigennem den reproduceres, har især to<br />
aspekter, dels de processer, der fordeler (distribuerer)<br />
mennesker blandt de positioner, der er i klassestrukturen,<br />
og dels de processer, hvorigennem en struktur af positioner<br />
bliver opr<strong>et</strong>holdt. ”Erhvervsmæssig <strong>arv</strong>” og ”social mobilit<strong>et</strong>”<br />
er begreber der referer til den første af disse former for reproduktion.<br />
Begreb<strong>et</strong> ”reproduktion af produktionsrelationerne”<br />
i marxistisk teori refererer til den sidstnævnte. D<strong>et</strong><br />
er sådan, at strukturen kan bestå på trods af, at der inden<br />
for den er familier, der cirkulerer fra generation til generation.<br />
D<strong>et</strong>te er vigtigt, fordi, som Connell (1977: 183) peger<br />
på, vidnesbyrd om inter-generationel mobilit<strong>et</strong> somme tider<br />
bliver tag<strong>et</strong> som vidnesbyrd om fravær<strong>et</strong> af en klassestruktur<br />
eller endda om <strong>et</strong> klasseløst samfund. Ifølge Connell<br />
spiller den personlige socialisation en rolle i begge ovennævnte<br />
processer (Connell 1977: 185-189).<br />
De franske sociologer Bourdieu og Passeron belyser i deres<br />
studie Reproduktionen (1970), hvordan undervisningssystem<strong>et</strong><br />
bidrager til reproduktionen af strukturen i klasseforholdene.<br />
Ved at belyse de ulige chancer for adgang til universit<strong>et</strong><strong>et</strong><br />
sætter studi<strong>et</strong> fokus på mekanismer, der garanterer<br />
den sociale reproduktion. Habitus forstå<strong>et</strong> som d<strong>et</strong> princip,<br />
der genererer praksisser, der reproducerer objektive<br />
strukturer, bliver her en afgørende mekanisme (Bourdieu &<br />
Passeron 2000: 54). Forfatterne hævder således, at børn fra<br />
forskellige sociale klasser har ulige chancer for succes i skolen.<br />
Forklaringen herpå kan ligge i afstanden mellem den<br />
92
habitus, som skolen forsøger at indpode i børnene, og den<br />
habitus, der er blev<strong>et</strong> indpod<strong>et</strong> af alle tidligere former for<br />
pædagogisk arbejde og i sidste ende af familien (Bourdieu &<br />
Passeron 2000: 97). <strong>Social</strong> herkomst har på denne måde en<br />
afgørende b<strong>et</strong>ydning for succes i uddannelsessystem<strong>et</strong>. Der<br />
synes således at være en direkte forbindelse mellem besiddelsen<br />
af kulturel kapital og graden af succes (s.100). D<strong>et</strong><br />
forspring, som studerende fra overklassen har, bliver stadig<br />
mere markant, hvorimod børn fra arbejderklassen ikke har<br />
samme chancer for at få adgang til de videregående uddannelser.<br />
På grundlag heraf kunne man spørge: Kan den sociale <strong>arv</strong><br />
forstås som habitus, en indpodning, der producerer en varig<br />
prægning, en inderliggjort disposition? Eller får vi herved<br />
kun en ny d<strong>et</strong>erminisme ind i billed<strong>et</strong>? Blot er d<strong>et</strong> nu ikke<br />
den biologiske <strong>arv</strong>, der d<strong>et</strong>erminerer, men i sted<strong>et</strong> habitusen<br />
(Jeg vender i kapitel 4 tilbage til d<strong>et</strong>te spørgsmål).<br />
Men hvordan går d<strong>et</strong> nu til, at arbejderdrenge får arbejderklassejobs?<br />
D<strong>et</strong>te spørgsmål stillede den engelske kulturforsker<br />
Paul Willis i Learning to Labour: How working class<br />
Kids g<strong>et</strong> working Class Jobs, <strong>et</strong> nu klassisk studie fra<br />
1970erne. Ifølge Willis er d<strong>et</strong> drengenes egen kultur, der<br />
blokerer for undervisningen og på denne måde forhindrer<br />
realiseringen af målene i den liberale uddannelsespolitik.<br />
Drengenes modstand mod skolens autorit<strong>et</strong>er bliver derved<br />
medvirkende til at forberede dem på arbejdertilværelsen.<br />
Samtidig kan Willis gøre op med opfattelser, som vil se de<br />
kulturelle former som automatiske reflekser af strukturelle<br />
og økonomiske d<strong>et</strong>erminanter (så som klassebaggrund,<br />
geografisk placering, den lokale mulighedsstruktur og uddannelsesresultater).<br />
Selv om vi siger, at disse variabler d<strong>et</strong>erminerer<br />
jobvalg<strong>et</strong>, står vi stadig med de problemer, som<br />
ligger i beslutningstagningen og den beredvillige accept af<br />
de begrænsede muligheder. ”To quote the larger factors is<br />
really no form of explanation at all. It does not identify a<br />
chain or <strong>s<strong>et</strong></strong> of causalities which indicate particular outcomes<br />
93
from many possible ones.” (Willis 1977: 172). For at kunne<br />
reproducere sig selv må makrod<strong>et</strong>erminanterne nødvendigvis<br />
passere igennem d<strong>et</strong> kulturelle miljø, siger Willis. Og her<br />
på d<strong>et</strong> kulturelle niveau har processerne en vis autonomi,<br />
hvor der er muligheder for at producere alternative udfald:<br />
”Structural d<strong>et</strong>erminations act, not by direct mechanical effect,<br />
but by mediation through the cultural level where their<br />
own relationships become subject to forms of exposure and<br />
explanation.” (Willis 1977: 173f).<br />
I antinomien mellem struktur og kultur kan de kulturelle<br />
former således ikke reduceres til ledsagefænomener for basale<br />
strukturelle faktorer. D<strong>et</strong> kulturelle er del af ”den nødvendige<br />
reproduktionsdialektik”. I opgør<strong>et</strong> med strukturalistiske<br />
reproduktionsteorier peger Willis derfor på dybe adskillelser<br />
og spændinger inden for den sociale og kulturelle<br />
reproduktion. <strong>Social</strong>e aktører er ikke passive bærere af<br />
ideologi, men aktive beslutningstagere, som kun reproducerer<br />
de eksisterende strukturer gennem kampe og stridigheder<br />
og partiel pen<strong>et</strong>ration af strukturerne (s. 175). Hvis socialisationen<br />
bliver <strong>s<strong>et</strong></strong> som en passiv transmission, misser<br />
man de spændinger og usikkerheder, der ligger i denne proces.<br />
D<strong>et</strong> er altså ikke sådan, at arbejderklassen videregiver<br />
sine disprivilegier til de efterfølgende generationer (jfr. fattigdomscirklen<br />
og lignende teorier) gennem uundgåelige socialisationslove.<br />
Når de kulturelle mønstre og aktivit<strong>et</strong>er bliver<br />
producer<strong>et</strong> og reproducer<strong>et</strong> i hver generation, så sker<br />
d<strong>et</strong> i en kamp, hvor der rejses tvivl om målene, og hvor d<strong>et</strong><br />
er tale om styrkeprøver. Hvis der forekommer kontinuit<strong>et</strong><br />
over tid, bør d<strong>et</strong>te ikke få os til at konstruere ”jernlove” i<br />
socialisationen. Disse kontinuit<strong>et</strong>er er ifølge Willis langt mere<br />
komplekse og usikre og åbne for forandring (Willis 1977:<br />
183f). Man kunne sige, at Willis gør op med d<strong>et</strong>erminismen,<br />
men uden at give slip på tanken om, at der foreligger<br />
(strukturelle) d<strong>et</strong>erminanter.<br />
Høje placeringer i samfund<strong>et</strong> <strong>arv</strong>es i udstrakt grad via gode<br />
præstationer i skolen og uddannelsessystem<strong>et</strong>. Her er d<strong>et</strong><br />
ikke så meg<strong>et</strong> indkomst, men primært familiens livsstil, for-<br />
94
stå<strong>et</strong> som forældrenes holdninger og adfærd, der er d<strong>et</strong>erminant<br />
for succes i skolen – og dermed for børnenes uddannelsesniveau.<br />
Velstillede forældre sørger for at videregive<br />
deres privilegier til deres børn og derved sikre, at børnene<br />
får en god position i samfund<strong>et</strong> (Allatt 1993 giver en fortrinlig<br />
beskrivelse af, hvordan denne subtile formidling af<br />
privilegier konkr<strong>et</strong> finder sted via socialisation, uddannelse<br />
og sociale n<strong>et</strong>værk).<br />
3.7. Den britiske debat om ”transmitted deprivation”<br />
I 1972 stillede den konservative britiske socialminister Sir<br />
Keith Joseph i en berømt tale spørgsmål<strong>et</strong>: ”Why it is that,<br />
in spite of long periods of full employment and relative<br />
prosperity and the improvement in community services<br />
since the Second World War, deprivation and problems of<br />
maladjustment so conspicuously persist?” (Rutter & Madge<br />
1976: 3). Joseph fremførte i talen en opfattelse af, at når<br />
fattige mennesker havde fejltilpasningsproblemer, så skyldtes<br />
d<strong>et</strong> måske, at utilstrækkeligheder blev overført intergenerationelt<br />
(”transmitted intergenerationally”), via hvad han<br />
beskrev som en ”cyklus af deprivation”. Når deprivation og<br />
fejltilpasningsproblemer altså fortsatte med at eksistere, så<br />
kunne d<strong>et</strong> skyldes en cyklus med transmitter<strong>et</strong> deprivation.<br />
Begreb<strong>et</strong> kan på denne måde ses som en slags parallelbegreb<br />
til Oscar Lewis´ begreb om en særlig ”fattigdomskultur”.<br />
Ved at trække på Lewis tese om en ”fattigdomskultur” kunne<br />
politikere som Joseph hævde, at den fortsatte fattigdom i<br />
d<strong>et</strong> velstående velfærdssamfund kunne være <strong>et</strong> produkt af<br />
individuel apati og utilstrækkelig opdragelse, dvs. en ’fattigdomscyklus’<br />
snarere end en politisk fiasko. Hermed blev social<br />
<strong>arv</strong> (”inherited deprivation” i den engelske kontekst)<br />
forbund<strong>et</strong> med en forny<strong>et</strong> b<strong>et</strong>oning af fattigdom som <strong>et</strong> patologisk<br />
fænomen og en ”blaming the victim”-tilgang (jfr.<br />
Ryan 1971). De politiske implikationer af denne tilgang var<br />
knytt<strong>et</strong> til højrefløjen: Fattigdommen var ikke i første række<br />
forårsag<strong>et</strong> af mangler i den sociale og økonomiske politik og<br />
95
planlægning, men snarere af de fattiges manglende evne til<br />
at udnytte de muligheder, som denne planlægning allerede<br />
tilbød (jfr. Alcock 1997: 237). Handlingsprogramm<strong>et</strong> kom i<br />
forlængelse heraf ikke til at handle om styrke den sociale<br />
sikkerhed og øge omfordelingen af ressourcer til de fattige,<br />
men snarere om at ”hyre professionelle humanister til at<br />
opmuntre de fattige til at overvinde de kulturelle og økonomiske<br />
barrierer, som fangede dem i fattigdommen” (Alcock<br />
1997: 237).<br />
Sir Josephs tese om en ”fattigdomscyklus” førte i UK til <strong>et</strong><br />
større forskningsprogram, der strakte sig over <strong>et</strong> helt årti. I<br />
løb<strong>et</strong> af de ti år gik man dog i nogen grad væk fra at tale<br />
om ”the cycle of deprivation” og over til at tale mere om<br />
”intergenerational continuities in disadvantage” og ”the<br />
cycle of disadvantage”, id<strong>et</strong> der blev r<strong>et</strong>t<strong>et</strong> opmærksomhed<br />
mod såvel strukturelle som adfærdsmæssige faktorer (jfr.<br />
Welshman 2007). D<strong>et</strong> første studie i programm<strong>et</strong>, Cycles of<br />
Disadvantage (1976), skrev<strong>et</strong> af Rutter og Madge, konkluderede,<br />
at familiemæssige cykler spillede en vigtig rolle i<br />
den evige fortsættelse af disprivilegier, men at de kun forklarede<br />
en del af d<strong>et</strong> samlede billede. Rutter og Madge fandt<br />
således, at kontinuit<strong>et</strong>erne mellem generationerne var meg<strong>et</strong><br />
svagere over tre generationer. Vigtigt var endvidere såvel<br />
hvilken type disprivilegium, der var tale om, og d<strong>et</strong> niveau,<br />
d<strong>et</strong> befandt sig på. Foruden den familiemæssige kontinuit<strong>et</strong><br />
var der andre vigtige kontinuit<strong>et</strong>er, der forklarede,<br />
hvorfor disprivilegierne kunne fortsætte over tid, f. eks.<br />
kontinuit<strong>et</strong>er i særlige regioner, sociale klasser eller <strong>et</strong>niske<br />
grupper.<br />
Men endelig var diskontinuit<strong>et</strong>er også slående: ”At least half<br />
of the children born into a disadvantaged home do not repeat<br />
the pattern of disadvantage in the next generation.<br />
Over half of all forms of disadvantage arise anew each generation.”<br />
(Rutter & Madge 1976: 304). Mindst halvdelen af<br />
de børn, der var født ind i dispriviligerede hjem, gentog altså<br />
ikke disprivilegi<strong>et</strong> i næste generation. Og over halvdelen<br />
96
af alle former for disprivilegium syntes at opstå på ny i hver<br />
generation (Jfr. her også oversigten hos Larsen 1999).<br />
I d<strong>et</strong> afsluttende studie i serien, Despite the Welfare State,<br />
opsummerede Brown og Madge (1982) resultaterne fra hele<br />
forskningsprogramm<strong>et</strong>. De konkluderede, at der er mange<br />
cykler med disprivilegier med en række sociale problemer,<br />
som glider ind i hinanden, og disse påvirker ikke bare en<br />
’afvigende’ minorit<strong>et</strong>, men også store sociale grupper, og<br />
som indebærer komplekse interaktionner mellem individuelle<br />
karakteristika og socio-økonomiske kræfter, omfattende<br />
hele samfund<strong>et</strong>s struktur (sammenfatt<strong>et</strong> af Kumar 1993:<br />
195f).<br />
Man må således fastholde, at forsøg på at individualisere<br />
fattigdom tenderer til at aflede opmærksomheden fra bredere<br />
social-strukturelle forklaringer af fænomen<strong>et</strong>. Den amerikanske<br />
sociolog Herbert Gans har n<strong>et</strong>op peg<strong>et</strong> på, at den<br />
primære forhindring for en eliminering af fattigdom ligger i<br />
<strong>et</strong> økonomisk system, som er hellig<strong>et</strong> opr<strong>et</strong>holdelsen og forøgelsen<br />
af rigdom blandt de allerede velstående (Gans ifølge<br />
Kumar 1993: 195).<br />
Ejrnæs <strong>et</strong> al. (2004) synes her at være på linje med den britiske<br />
forskning i dens afvisning af ”cycle of deprivation”, når<br />
de hævder, at ”social <strong>arv</strong> bortleder opmærksomheden fra<br />
ulighed, fattigdom, diskrimination mv., fordi d<strong>et</strong> henleder<br />
opmærksomheden på nogle ofte ub<strong>et</strong>ydelige statistiske tendenser”<br />
(s. 31), og fordi der i social <strong>arv</strong>s-undersøgelserne<br />
fokuseres ”på kend<strong>et</strong>egn ved familien eller forældrene,<br />
mens der i mindre grad sættes fokus på risikofaktorer i barn<strong>et</strong>s<br />
øvrige miljø som fx fattigdom, ulighed, diskrimination<br />
og undertrykkelse” (s. 24). Baggrunden for denne afvisning<br />
er, som jeg ser d<strong>et</strong>, at Ejrnæs <strong>et</strong> al. kun b<strong>et</strong>ragter begreb<strong>et</strong><br />
ud fra den patologiserende, individorienterede tilgang, mens<br />
de alternative tilgange negligeres. Når Sir Keith Josephs begreb<br />
“cycle of deprivation” blev afvist, skyldtes d<strong>et</strong> som sagt<br />
i høj grad, at begreb<strong>et</strong> antydede, at ”problemfamilier selv<br />
97
ar skylden for at genskabe deres egen elendighed og<br />
disprivilegier (se også Ryan 1976: 7).<br />
3.8. ”Web of deprivation”<br />
Ifølge Sir Keith Joseph så d<strong>et</strong> ud til, at “sociale problemer<br />
havde tendens til at vende tilbage i hinanden efterfølgende<br />
generationer af de samme familier” (Coffield <strong>et</strong> al. 1980).<br />
Efterfølgende blev der som sagt giv<strong>et</strong> opdrag på at undersøge<br />
mange aspekter af deprivationen og de transmissionsprocesser,<br />
hvorigennem den blev overført. Et af de mange<br />
studier, som programm<strong>et</strong> resulterede i, blev gennemført af<br />
Frank Coffield og hans kolleger Philip Robinson og Jacquie<br />
Sarsby.<br />
Coffield <strong>et</strong> al. gennemførte <strong>et</strong> casestudie af liv<strong>et</strong> i fire af de<br />
mindst privilegerede familier i samfund<strong>et</strong>. De kom her frem<br />
til, at de former for deprivation og de mangfoldige faktorer,<br />
der fører til dem, ikke passede sammen med de stereotype<br />
forestillinger om ”problemfamilien”. De undersøgte familiers<br />
problemer var kend<strong>et</strong>egn<strong>et</strong> ved stor kompleksit<strong>et</strong>, ligesom<br />
familiernes forhistorier var præg<strong>et</strong> af kompleksit<strong>et</strong>. De omstændigheder,<br />
som prægede den enkelte families situation,<br />
var resultater af samspill<strong>et</strong> mellem talløse faktorer i d<strong>et</strong><br />
bredere samfund, regionen og kvarter<strong>et</strong> og den udvidede<br />
familie, de ægteskabelige relationer og individ<strong>et</strong>.<br />
Selv om forskningsm<strong>et</strong>oderne (deltagende observation)<br />
overvejende satte fokus på individuelle og psykologiske faktorer,<br />
kunne forskerne ikke isolere strukturelle faktorer fra<br />
de studerede familier. De kunne således hverken tilslutte sig<br />
de teorier, som ser deprivationens årsager som primært<br />
personlige – og dermed forklaringer som favoriserer fejltilpasning,<br />
individuel utilstrækkelighed eller gen<strong>et</strong>ik – eller de<br />
teorier, der i den modsatte ende af spektr<strong>et</strong> i d<strong>et</strong> store og<br />
hele ser deprivationen som resultat af økonomiske kræfter i<br />
samfund<strong>et</strong> (med heraf følgende vægt på fattigdom, lavløn,<br />
arbejdsløshed, afskedigelser, ’sorte’ skoler, slumområder).<br />
De indtager hermed en afvigende position mellem disse to<br />
98
hovedkategorier af teori og vil udforske d<strong>et</strong> komplekse n<strong>et</strong><br />
af individuelle og strukturelle faktorer, som havde generer<strong>et</strong><br />
problemerne i de studerede familier.<br />
Som konsekvens af denne position (som ligner den Holman<br />
indtager) må forfatterne afvise den figur, som Sir Keith Josephs<br />
hypotese om en deprivationscyklus leder frem til.<br />
Denne model beror på accepten af, at der faktisk eksisterer<br />
en cyklus med deprivation, og at transmissionen reelt finder<br />
sted inden for ’problemfamilier’. Modellen måtte derfor revideres.<br />
Forskerkollektiv<strong>et</strong>s m<strong>et</strong>oder var i høj grad påvirk<strong>et</strong> af antropologen<br />
Oscar Lewis, der 1964-70 producerede <strong>et</strong> antal redegørelser<br />
for fattige mexicanske og puertoricanske familier.<br />
Lewis blev herigennem kendt for at have opfund<strong>et</strong> begreb<strong>et</strong><br />
”fattigdomskultur”, som udgjorde en livsform, der<br />
var bemærkelsesværdig stabil og vedvarende, og som blev<br />
giv<strong>et</strong> videre fra generation til generation via familien. Begreb<strong>et</strong><br />
er efterfølgende blev<strong>et</strong> kritiser<strong>et</strong> for at tillægge de<br />
fattige skylden for fattigdommen og for at legitimere politikker,<br />
som tog sigte på at modificere de fattiges adfærd snarere<br />
end at forandre samfund<strong>et</strong>s sociale eller økonomiske<br />
struktur. Anklagen mod Lewis gik endvidere på, at han havde<br />
lagt for lidt vægt på strukturelle d<strong>et</strong>erminanter. Denne<br />
debat om fattigdomskulturen fik forfatterkollektiv<strong>et</strong> til at<br />
indse, at transmissionen af deprivation fra forælder til barn<br />
måske sl<strong>et</strong> ikke fandt sted i familien, men måske havde mere<br />
at gøre med d<strong>et</strong> at være medlem af en særlig social klasse,<br />
<strong>et</strong>nisk minorit<strong>et</strong>, regionalt område, boligkvarter eller<br />
skole. Forfatterne ville således studere påvirkningerne fra<br />
både personlige, individuelle faktorer og socioøkonomiske<br />
faktorer i de udvalgte familiers liv (Coffield <strong>et</strong> al. 1980: 10).<br />
Eksempelvis er d<strong>et</strong> økonomiske pres, som ligger i d<strong>et</strong> at være<br />
nødt til at flytte omkring i en søgen efter arbejde, en<br />
strukturel faktor i familieliv<strong>et</strong>.<br />
Hovedkonklusionen i undersøgelsen er, at deprivationscyklen<br />
er en for enkel tanke til at kunne forklare liv<strong>et</strong> i de stu-<br />
99
derede fire familier. I deres konklusion på undersøgelsen<br />
når Coffield <strong>et</strong> al. frem til en anden model af transmissionen.<br />
Id<strong>et</strong> de diskuterer <strong>et</strong> antal alternative forklaringer af<br />
oplevelsen af de studerede familier, tager de afstand fra en<br />
fortolkning, som antyder en ligefrem, lineær uundgåelighed,<br />
til fordel for en, som yder r<strong>et</strong>færdighed mod de kompleksit<strong>et</strong><br />
i de liv, som de har gjort rede for, og som inddrager d<strong>et</strong><br />
tætte n<strong>et</strong>værk af psykologiske, sociale, historiske og økonomiske<br />
faktorer, som har enten skabt eller videreført problemerne<br />
for disse familier (Coffield <strong>et</strong> al. 1980: 157ff). De<br />
foreslår i forlængelse heraf begreb<strong>et</strong> ”the web of deprivation”<br />
som alternativ til ”the cycle of deprivation”. Deres konklusion<br />
kaster således tvivl over forklaringer, som søger enten<br />
at lægge den totale skyld for deprivationen på de utilstrækkelige<br />
personligheder hos de fattige, eller som kun<br />
henviser til de økonomiske strukturer i d<strong>et</strong> kapitalistiske<br />
samfund. D<strong>et</strong> er blot d<strong>et</strong> dynamiske samspil af begge sæt af<br />
faktorer, der kan yde r<strong>et</strong>færdighed overfor kompleksit<strong>et</strong>en i<br />
de liv, forfatterne har studer<strong>et</strong> (Coffield <strong>et</strong> al. 1980: 159).<br />
Mange af familierne var således overlæs<strong>s<strong>et</strong></strong> med problemer,<br />
der var så komplekse, at de overmandede familierne. De<br />
havde hverken materielle, emotionelle eller sociale ressourcer.<br />
Konklusionen bliver derfor en hverken-eller - eller måske<br />
snarere en både-og - forklaring i forhold til de to ekstreme<br />
positioner. Der er tale om <strong>et</strong> komplekst samspil, hvor d<strong>et</strong><br />
praktisk tag<strong>et</strong> er umuligt at adskille de individuelle, personlige<br />
faktorer fra de ydre, sociale faktorer. Forfatterne kan<br />
heller ikke lave en enkel opdeling mellem strukturelle faktorer<br />
på den ene side og individuelle faktorer på den anden,<br />
eftersom dele af den sociale struktur kan findes inde i folks<br />
hoveder (Coffield <strong>et</strong> al. 1980: 173). De problemer, som fattigdom<br />
og lav løn indebærer, kan heller ikke adskilles fra de<br />
bredere spørgsmål om fordelingen af rigdom og indtægt (s.<br />
176).<br />
Derfor må der også tegnes en anden model af ”den onde<br />
cirkel” end den, som Sir Keith tegnede. I denne model ind-<br />
100
går ikke blot de familieinterne processer, men også de faktorer<br />
i konteksten, som spiller sammen med dem: økonomiske<br />
faktorer, sociale forhold som dårlige boliger og manglende<br />
adgang til uddannelsesressourcer. I en af de modeller,<br />
der diskuteres, rummer fattigdomscyklen såvel en socioøkonomisk<br />
fase (som rummer såvel beskæftigelsesmæssige<br />
som økonomiske disprivilegier) og en sociokulturel fase<br />
(med udviklingsmæssige og uddannelsesmæssige disprivilegier).<br />
Denne model kritiseres for dens økonomiske d<strong>et</strong>erminisme,<br />
mens andre kritiseres for deres biologiske d<strong>et</strong>erminisme.<br />
Endnu en mangel ved de diskuterede modeller er<br />
ifølge forfatterne, at indgang i og udgang fra cirklen ikke<br />
bliver forklar<strong>et</strong>, hvilk<strong>et</strong> kan få d<strong>et</strong> til at se ud som om, at<br />
når man engang er indfang<strong>et</strong> i hjul<strong>et</strong>, så er resultat<strong>et</strong> også<br />
giv<strong>et</strong>. Forfatterne understreger således processens kompleksit<strong>et</strong>.<br />
Bare at stille spørgsmål<strong>et</strong>: Eksisterer der en deprivationscirkel?<br />
opfatter de som en overforenkling (Coffield <strong>et</strong><br />
al. 1980: 169).<br />
Hvad d<strong>et</strong>te studie kan bibringe, er primært en bevidsthed<br />
om problem<strong>et</strong>s kompleksit<strong>et</strong>, og om, at individuelle og<br />
strukturelle faktorer spiller sammen. D<strong>et</strong> understreger, at<br />
d<strong>et</strong> er komplekse processer, vi studerer, ikke nogen enkle,<br />
mekaniske eller præ-d<strong>et</strong>erminerede forløb.<br />
Coffield <strong>et</strong> al. diskuterer også selve transmissionen. Her<br />
henviser de til transmissionen af værdier og holdninger<br />
gennem imitation af en beundr<strong>et</strong> rollemodel (Bandura). Jeg<br />
vil nu gå nærmere ind på d<strong>et</strong>te aspekt.<br />
3.9. Status<strong>arv</strong> og intergenerationelle overførelsesprocesser<br />
Der er i forskningen i social <strong>arv</strong> utrolig mange forskellige<br />
spørgsmål ude at gå. Der er fx, som vi lige har <strong>s<strong>et</strong></strong>, spørgsmål<strong>et</strong><br />
om forklaringer på fattigdom og nød. Men der er også<br />
spørgsmål som: Hvorfor bliver børn, som de bliver? Hvorfor<br />
kommer børn ofte til at ligne deres forældre? D<strong>et</strong> er om end<br />
beslægtede, så dog helt forskellige problemstillinger.<br />
101
For at illustrere aktuel amerikansk forskning i social <strong>arv</strong> vil<br />
jeg nævne en forskning, der tager udgangspunkt i begreb<strong>et</strong><br />
”intergenerational transmission”. D<strong>et</strong>te begreb dækker i international<br />
kontekst nogenlunde hvad, der svarer til ”social<br />
<strong>arv</strong>”. Min opfattelse er her, at når d<strong>et</strong>te begreb kan bruges<br />
om d<strong>et</strong>, der sker i socialiseringen, og om de sammenhænge,<br />
der er mellem børns familiebaggrund, og deres uddannelsesniveau<br />
og den sociale status, de opnår, så kan begreb<strong>et</strong><br />
også anvendes om de processer, der fører til, at nogle børn<br />
får sociale problemer og ender som marginaliserede, udstødte<br />
og fattige.<br />
Meg<strong>et</strong> af forskningen i intergenerational transmission har<br />
enten fulgt barndomssocialisationen eller modeller af social<br />
status. <strong>Social</strong>isationsteorier antyder, hvilken b<strong>et</strong>ydning de<br />
tidlige barndomserfaringer har for transmissionen af ideologier,<br />
orienteringer og adfærd på tværs af generationerne,<br />
jfr. bl.a. Bandura (Moen <strong>et</strong> al 1997: 282). Der sker fra forældrenes<br />
side en transmission af sociale normer og værdier<br />
til børnene.<br />
De amerikanske forskere tager endvidere udgangspunkt i<br />
”status inheritance theory” (Moen 1997: 284). Modeller af<br />
statusopnåelse indenfor uddannelse og erhverv understreger<br />
vigtigheden af både socioøkonomisk baggrund og b<strong>et</strong>ydningen<br />
af opmuntring fra forældrene for at børnene kan<br />
opnå uddannelsesmæssig, erhvervsmæssig og økonomisk<br />
succes. D<strong>et</strong> er dog tænkeligt, at forældrene ikke så meg<strong>et</strong><br />
overfører specifikke værdier og overbevisninger, men snarere<br />
adgang til sociale, kulturelle og økonomiske ressourcer og<br />
position i den bredere klassestruktur. Forældre og børn har<br />
typisk samme klas<strong>s<strong>et</strong></strong>ilhørsforhold, samme <strong>et</strong>niske og religiøse<br />
baggrund, og indtager hyppigt samme uddannelsesniveau<br />
(Moen <strong>et</strong> al. 1997: 282).<br />
I amerikansk sammenhæng har frem for alt Bengtson <strong>et</strong> al.<br />
(2002, 2009) beskæftig<strong>et</strong> sig med intergenerationelle overførelsesprocesser<br />
på baggrund af status-<strong>arv</strong> og social læ-<br />
102
ing. Bengtson <strong>et</strong> al. (2002) spørger: Hvordan bliver præstationsorienteringer,<br />
aspirationer, værdier og selvværd<br />
overført (transmitted) på tværs af generationer? Transmission<br />
må oversættes til videregivelse, overlevering, overføring,<br />
og verb<strong>et</strong> transmit kan b<strong>et</strong>yde ”laden gå i <strong>arv</strong>”, og d<strong>et</strong><br />
kan eksempelvis dreje sig om bestemte karaktertræk. Vern<br />
Bengtsson og hans kolleger sætter fokus på de psykosociale<br />
processer, hvorigennem karakteristika hos forældrene former<br />
de unges orienteringer. I forfølgelsen af disse spørgsmål<br />
er deres teor<strong>et</strong>iske referenceramme d<strong>et</strong> livshistoriske<br />
teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong>, som bl.a. er fremlagt af sociologen<br />
Glen H. Elder.<br />
I deres studie How Families Still Matter: A Longitudinal Study<br />
of Youth in Two Generations (2002) ser Bengtson og<br />
hans kolleger på de komplekse sammenhænge, som forbinder<br />
forløb<strong>et</strong> af <strong>et</strong> individs liv med konteksten af bredere social<br />
påvirkning, så som familie og samfund. Herunder kigger<br />
de – bl.a. inspirer<strong>et</strong> af Bronfenbrenner - på d<strong>et</strong> komplekse<br />
samspil mellem miljømæssige og biologiske kræfter i mennesk<strong>et</strong>s<br />
udvikling.<br />
Livsforløbs<strong>perspektiv</strong><strong>et</strong> ser individ og samfund som størrelser,<br />
der gensidigt påvirker hinanden. Når d<strong>et</strong> gælder menneskelig<br />
udvikling, er der tale om komplekse processer, og<br />
udviklingen ses som en relationel proces, hvor vi former og<br />
bliver form<strong>et</strong> af vore sociale forbindelser til andre. Ifølge<br />
Bengtson <strong>et</strong> al. ”<strong>arv</strong>er børn mange livs-formende karakteristika<br />
fra deres forældre og mere distancerede forfædre,<br />
herunder gener, socioøkonomisk status, race og nationalit<strong>et</strong>.<br />
Desuden påvirker forældre og andre familiemedlemmer<br />
børnenes attituder, værdier, overbevisninger, ønsker og relationer<br />
til andre gennem modellering, belønninger, straf og<br />
andre midler.” (Bengtson <strong>et</strong> al 2002: 20).<br />
Forskning viser, at den tidlige forældreindflydelse på disse<br />
psykosociale udfald (outcomes) har langsigtede konsekvenser<br />
for sønners og døtres udvikling gennem deres liv.<br />
Bengtson <strong>et</strong> al. sætter fokus på denne intergenerationelle<br />
103
transmissionsproces og b<strong>et</strong>ragter præstationsorienteringer<br />
som personlige egenskaber, der kan videregives fra generation<br />
til generation i familier, og som kan fremme kontinuit<strong>et</strong><br />
på mange linier.<br />
En anden central antagelse i d<strong>et</strong> anvendte teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong><br />
er, at den umiddelbare kontekst, som den individuelle<br />
udvikling foregår i, er forbund<strong>et</strong> med stadig højere niveauer<br />
af social organisering, dvs. makrosociale kontekster.<br />
Ifølge Bengtson <strong>et</strong> al. bliver den individuelle udvikling form<strong>et</strong><br />
– og former selv – inden for den umiddelbare kontekst,<br />
som de primære relationer udgør, men samtidig er denne<br />
mikrosociale kontekst indlejr<strong>et</strong> i en større makrosocial kontekst,<br />
hvor de mikrosociale relationer påvirker og selv bliver<br />
påvirk<strong>et</strong> af lokale, regionale and globale b<strong>et</strong>ingelser og begivenheder.<br />
Man kan tænke på de hule russiske souvenirdukker,<br />
som dukke for dukke passer sammen inden i hinanden.<br />
Eller sagt med andre ord: d<strong>et</strong> teor<strong>et</strong>iske <strong>perspektiv</strong> vil<br />
kombinere mikro- og makro<strong>perspektiv</strong>er, interaktions- og<br />
systemteori, og se den ”lille historie” i sammenhæng med<br />
”den store”.<br />
Den tredje centrale antagelse, som vejleder deres analyse<br />
er, at de intergenerationelle transmissionsprocesser og outcomes<br />
folder sig ud i skæringslinien mellem begivenheder,<br />
som indtræffer på to adskilte tidslinier: socialhistorien og<br />
den individuelle biografi. De amerikanske forskere bruger<br />
her en analogi med <strong>et</strong> urs indre mekanikker. Den individuelle<br />
livstid og den historiske tid kan ses som en serie af gensidigt<br />
forbundne gear, der drejer i forskellig fart. Individ<strong>et</strong> er<br />
d<strong>et</strong> inderste gear, og de større gear korresponderer med de<br />
stadig større sociale kontekster: familien, lokalsamfund<strong>et</strong>,<br />
regionen og nationen. Vi ved f.eks., at <strong>et</strong> barns fysiske,<br />
kognitive og emotionelle udvikling er stærkt påvirk<strong>et</strong> af de<br />
sociale b<strong>et</strong>ingelser, som hans eller hendes oprindelsesfamilie<br />
er indlejr<strong>et</strong> i. Familier er ikke øer, men bliver påvirk<strong>et</strong> af<br />
(og påvirker) begivenheder og processer, som sker inden<br />
for de større sociale kontekster, så som boligkvarterer og<br />
104
lokalsamfund og andre sociale organisationer så som skoler,<br />
kirker, arbejdspladser og regering.<br />
Bengtson <strong>et</strong> al. har udarbejd<strong>et</strong> en makrosocial model af den<br />
intergenerationelle transmissionsproces.<br />
Denne rummer en sammenstrømning af tre dynamiske<br />
aspekter i den intergenerationelle transmission <strong>s<strong>et</strong></strong> over <strong>et</strong><br />
århundrede som tidsforløb: 1. individuel udvikling, 2. intergenerationelle<br />
relationer, og 3. de sociohistoriske omgivelser<br />
– d<strong>et</strong> sociale miljø (Bengtson 2002: 23ff).<br />
Modellen anskueliggør, hvordan den individuelle udvikling<br />
(specielt en persons værdier, aspirationer og selvværd) på<br />
forskellige måder er relater<strong>et</strong> til oprindelsesfamilien og den<br />
sociale kontekst, som han eller hun vokser op eller bliver<br />
gammel i (Bengtson <strong>et</strong> al.2002: 24). Modellen illustrerer<br />
hermed de gensidige afhængigheder mellem historie, biografi<br />
og intergenerationel overførsel. Der er således effekter<br />
af d<strong>et</strong> sociale miljø, de sociale b<strong>et</strong>ingelser, på de løbende<br />
processer med intergenerationel transmission. Historiske<br />
perioder har bestemte effekter. R<strong>et</strong>ningen i overføringsprocesserne<br />
vil bero på de sociale b<strong>et</strong>ingelser, som kend<strong>et</strong>egner<br />
<strong>et</strong> bestemt sted og en bestemt tid. D<strong>et</strong> kan eksempelvis<br />
være en opfattelse, at de nuværende sociale vilkår har ændr<strong>et</strong><br />
transmissionen radikalt, f.eks. på den måde, at de intergenerationelle<br />
transmissionsprocesser og deres ”outcomes”,<br />
transmissionsresultaterne, er blev<strong>et</strong> reducer<strong>et</strong> for den generation,<br />
der er født omkring 1990. I den sammenhæng kan<br />
man nævne Judith Rich Harris (1998), der argumenterer<br />
for, at kammerater i dag er blev<strong>et</strong> vigtigere end familier<br />
som indflydelsesrige socialiseringsagenter for den individuelle<br />
udvikling.<br />
Teorien hævder også, at den individuelle udvikling og d<strong>et</strong><br />
sociale miljø påvirker hinanden. Hver ny generation påvirkes<br />
ikke blot af den forrige generation, men også af dens ”friske”<br />
møde med de eksisterende sociale b<strong>et</strong>ingelser, ligesom<br />
hver ny generation påvirker den eksisterende samfunds-<br />
105
struktur ved at være forandringsagenter. Når man studerer<br />
sådanne overførselsprocesser må man ligeledes tage de historiske<br />
b<strong>et</strong>ingelser, som har påvirk<strong>et</strong> de roller, som forældrene<br />
spiller i udformningen af børnenes aspirationer, værdier<br />
og selvværd, med i b<strong>et</strong>ragtning. D<strong>et</strong> indebærer, at man<br />
må medinddrage den socioøkonomiske kontekst, hvori forældrene<br />
begyndte deres liv.<br />
3.10. Faktorer i de intergenerationelle overføringsprocesser<br />
I analysen af de processer, som muliggør transmissionen af<br />
aspirationer, selvværd og værdier fra den ene generation til<br />
den anden, fokuserer Bengtson <strong>et</strong> al. på tre typer af intergenerationelle<br />
påvirkninger: 1. status-<strong>arv</strong>, 2. social læring,<br />
og 3. forældre-barn relationer (solidarit<strong>et</strong>).<br />
Forfatterne kommer først ind på status<strong>arv</strong>en og dens b<strong>et</strong>ydning.<br />
Den socioøkonomiske kontekst spiller ifølge forskerkollektiv<strong>et</strong><br />
en magtfuld rolle i den menneskelige udvikling.<br />
Forskningen kan her pege på tre væsentlige roller, som<br />
forældres socioøkonomiske status spiller i den intergenerationelle<br />
transmission af aspirationer, værdier og selvværd.<br />
For d<strong>et</strong> første påvirker forældrenes status de socioøkonomiske<br />
kontekster, som børnene kommer til at bevæge sig i.<br />
Således situerer forældre deres børn i en socioøkonomisk<br />
kontekst, dvs. <strong>et</strong> bestemt niveau af familieindtægt og rigdom,<br />
<strong>et</strong> boligområde, <strong>et</strong> n<strong>et</strong>værk af slægtninge og potentielle<br />
kammeratrelationer, og de muligheder og begrænsninger,<br />
som ledsager deres sociale position. ”Børn udvikler<br />
udannelsesmæssige og erhvervsmæssige aspirationer, værdier<br />
og selvværd som en konsekvens af de livserfaringer,<br />
som ledsager deres <strong>arv</strong>ede status.” (Bengtson <strong>et</strong> al.2002:<br />
26).<br />
For d<strong>et</strong> and<strong>et</strong> er forældrenes status en stærk prædiktor for<br />
de aspirationer, værdier og d<strong>et</strong> selvbillede, de søger at kultivere<br />
i deres børn. Forældres attituder og værdier er tæt<br />
106
elaterede til deres uddannelsesniveau og erhvervsaktivit<strong>et</strong>er.<br />
De opmuntrer, direkte eller indirekte, lignende livssyn<br />
hos deres børn. Hvis forældrenes job belønner autonomi,<br />
innovation og risikotagning, så kultiverer sådanne familier –<br />
gennem deres måde at være forældre på og deres måde at<br />
kommunikere på – autonomi, innovation og risikotagning.<br />
D<strong>et</strong>te fremmer autonomi, innovation og risikotagning hos<br />
deres børn. Når børnene har internaliser<strong>et</strong> deres forældres<br />
syn, søger de for deres eg<strong>et</strong> vedkommende uddannelse, arbejde<br />
og livssituationer, som belønner autonomi, innovation<br />
og risikotagning. <strong>Social</strong> status og subjektive livssyn bliver<br />
på den måde over tid reproducer<strong>et</strong> på tværs af generationer,<br />
når hver ny generation søger karrierer og livssituationer,<br />
som ligner dem, deres forfædre indgik i (Bengtson <strong>et</strong><br />
al. 2002: 27).<br />
For d<strong>et</strong> tredje påvirker forældres status deres evne til at investere<br />
i deres børns menneskelige kapital (human capital),<br />
en ressource, som har vigtige implikationer for børnenes<br />
aspirationer, værdier og selvværd.<br />
Forfatterne fremhæver dernæst den sociale læring. Status<strong>arv</strong>ens<br />
virkning skyldes delvis d<strong>et</strong> forhold, at sønner og døtre<br />
har tendens til at modellere deres forældres statusformede<br />
livssyn og adfærd. Denne proces med forældrebarn<br />
modellering er imidlertid en dimension af en større social<br />
læringsproces, som udfolder sig mellem børn og forældre<br />
(jfr. Bandura og andre). Børn lærer ved at observere og<br />
interagere med andre. Forældre lærer både deres børn direkte<br />
– ved at give dem træning, belønninger og straf – og<br />
indirekte, gennem d<strong>et</strong> eksempel, der ligger i deres ord, og<br />
hvad de gør. Børnene imiterer forældrene. Den sociale læring<br />
rummer dog meg<strong>et</strong> mere end blot status-<strong>arv</strong>ens påvirkninger,<br />
id<strong>et</strong> forældrenes præstationsorienteringer ikke er<br />
fuldstændigt d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> af deres sociale status. Meg<strong>et</strong> af<br />
d<strong>et</strong>, børn lærer fra deres forældre, er ikke status-baser<strong>et</strong>,<br />
hævder Bentsson <strong>et</strong> al., men reflekterer den enkelte forælders<br />
individualit<strong>et</strong>.<br />
107
Følgelig får den intergenerationelle solidarit<strong>et</strong> og bekræftelse<br />
fra forældrene ofte stor b<strong>et</strong>ydning.<br />
Den følelsesmæssige solidarit<strong>et</strong> mellem forældre og børn<br />
påvirker den intergenerationelle transmission indirekte, som<br />
en mediator for de effekter, som socioøkonomisk status og<br />
social læring har. Der er således evidens for, at forældres<br />
socioøkonomiske status – specielt ved fordelingens ekstremer<br />
– påvirker kvalit<strong>et</strong>en af deres interaktion med barn<strong>et</strong>.<br />
Familier med lav socioøkonomisk status har større sandsynlighed<br />
for at opleve kronisk arbejdsløshed og mangelfuld<br />
sundhedspleje samt kriminalit<strong>et</strong> i kvarter<strong>et</strong> end familier i<br />
middel- og overklassen. D<strong>et</strong> antages bl.a., at forældre-barn<br />
solidarit<strong>et</strong>en kan være lavere i familier med lav socioøkonomisk<br />
status, som må slås med stress relater<strong>et</strong> til fattigdom,<br />
mens forskerne forventer, at affektiv solidarit<strong>et</strong> vil øge<br />
modelleringseffekter (Bengtson <strong>et</strong> al. 2002: 30).<br />
3.11. Ændrede mulighedsstrukturer<br />
Selv om der er skrev<strong>et</strong> meg<strong>et</strong> om, hvordan forældre overfører<br />
aspirationer, værdier og selvværd til deres børn, er d<strong>et</strong><br />
uklart, hvorvidt disse modeller, som er udvikl<strong>et</strong> ud fra tidligere<br />
forskning om tidligere generationer, stadigvæk er<br />
brugbare i en ny tid med hurtig social forandring (Bengtson<br />
<strong>et</strong> al. 2002: 30). Har de øgede muligheder inden for uddannelse<br />
og erhverv svækk<strong>et</strong> den rolle, som status<strong>arv</strong> spiller for<br />
unges syn? Bengtson <strong>et</strong> al. konstaterer en øg<strong>et</strong> åbenhed i<br />
Amerikas socioøkonomiske mulighedsstruktur. F.eks. er en<br />
del diskriminerende barrierer for kvinder og ”f<strong>arv</strong>ede” fjern<strong>et</strong>,<br />
og teknologien har omform<strong>et</strong> erhvervsmulighederne.<br />
Hvordan påvirker de øgede uddannelses- og erhvervsmuligheder<br />
den intergenerationelle transmissionsproces?<br />
Man kan antage, at disse ændringer vil bidrage til en generel<br />
svækkelse af transmissionsprocessen i familierne. Før i<br />
tiden kunne den større stabilit<strong>et</strong> i erhvervsmulighederne bidrage<br />
til, at der var større sandsynlighed for, at forældrenes<br />
erfaringer kunne være brugbare for de unge, som gik ind i<br />
108
arbejdsstyrken. I dag står både unge og gamle overfor <strong>et</strong><br />
meg<strong>et</strong> mere flydende arbejdsmarked, hvor jobfærdigheder<br />
kræver hyppigere opdatering for at kunne følge med de hurtige<br />
teknologiske forandringer (Bengtson <strong>et</strong> al 2002: 31).<br />
Desuden medfører teknologiudviklingen, at der er opstå<strong>et</strong><br />
nye typer af jobs. Endelig kan ekstrafamiliære socialisationsagenter<br />
så som kammerater, skoler og arbejdsgivere<br />
være blev<strong>et</strong> vigtigere d<strong>et</strong>erminanter for de unges karriereorienteringer<br />
end forældrenes påvirkninger (Bengtson <strong>et</strong> al.<br />
2002: 31f). Hertil kommer forandringer i familiestrukturen<br />
med øg<strong>et</strong> ustabilit<strong>et</strong> i ægteskabeligheden, øgede skilsmis<strong>s<strong>et</strong></strong>al,<br />
stadig flere kvinder på arbejdsmarked<strong>et</strong>, osv.<br />
Man kunne i denne sammenhæng for Danmarks vedkommende<br />
tilføje, at sociologen Mads Meier Jæger er inde på, at<br />
den sociale <strong>arv</strong> omfangsmæssigt er mindre i Danmark end i<br />
mange andre lande. D<strong>et</strong>te skyldes primært, at vi i kraft af<br />
den danske velfærdsstatsmodel udjævner mange af de økonomiske<br />
og sociale skel (Jæger 2009: 17). Ikke desto mindre<br />
synes den sociale <strong>arv</strong> i Danmark ikke længere at være<br />
faldende, men derimod at være konstant. Jæger peger på to<br />
mulige led<strong>et</strong>råde i forklaringen heraf: Forskelle i familiernes<br />
kulturelle ressourcer (snarere end i de økonomiske) samt<br />
den sociale <strong>arv</strong>s tidlige start: Den dag, børnene begynder i<br />
skolen, har den sociale <strong>arv</strong> allerede gjort sin virkning (Jæger<br />
2009: 18). Man kunne tilføje, at politiske beslutninger om<br />
starthjælp, integrationsydelser og loft over kontanthjælp må<br />
anses for politikker, som direkte producerer fattigdom – og<br />
derfor også medvirker til at styrke den negative sociale <strong>arv</strong>.<br />
3.12. Familiens rolle i overførelsen af privilegier og<br />
afsavn<br />
På trods af denne udvikling med ændrede mulighedsstrukturer<br />
viser såvel nyere britiske som amerikanske studier, at<br />
familieprocesser tilsyneladende stadig spiller en stor rolle i<br />
transmissionen af privilegier. Den britiske samfundsforsker<br />
Allatt (1993) viser således, hvordan tre middelklassefamilier<br />
bruger deres ressourcer til at øge deres børns livschancer,<br />
109
og hvordan disse ressourcers effektivit<strong>et</strong> bliver forstærk<strong>et</strong>,<br />
når de bliver medier<strong>et</strong> af familieprocesser i form af rutiner<br />
og praksis. D<strong>et</strong> drejer sig med andre ord om, at privilegerede<br />
grupper videregiver deres magt og fordele til den næste<br />
generation (Allatt 1993: 139). I deres bestræbelser på at<br />
give deres børn fortrin trækker familierne på deres ressourcer<br />
i form af frem for alt økonomisk, social, kulturel og emotionel<br />
kapital. Privilegierne bliver således ikke overført automatisk;<br />
tværtimod er overførslen afhængig af målr<strong>et</strong>t<strong>et</strong><br />
aktivit<strong>et</strong>, r<strong>et</strong>t<strong>et</strong> mod opr<strong>et</strong>holdelsen af klasseposition og forhindring<br />
af nedadgående mobilit<strong>et</strong>. Selv om børnene bliver<br />
født ind i en rigdom af social og kulturel kapital, der er indlejr<strong>et</strong><br />
i familiens sociale n<strong>et</strong>værk, er denne <strong>arv</strong> (inheritance)<br />
ikke nødvendigvis nok til at opr<strong>et</strong>holde de fordele, den<br />
rummer (Allatt 1993: 154).<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> handler om, hvordan – og i hvilken grad - menneskers<br />
livschancer er form<strong>et</strong> af social klasse og familiebaggrund.<br />
I hvert fald synes socialklassebaggrund at være hovedd<strong>et</strong>erminant<br />
for unge menneskers udsigter til karriere.<br />
De unges klassebaggrund er en afgørende faktor, som påvirker<br />
succes eller fiasko. For de fleste fra den lavere arbejderklasse<br />
synes opadgående mobilit<strong>et</strong> at være bloker<strong>et</strong>. For<br />
børn fra den højere arbejderklasse synes specifikke materielle<br />
og sociale fordele at spille en stor rolle for, i hvilken r<strong>et</strong>ning<br />
de studerende går. Ud over Allatt har også Bates & Riseborough<br />
(1993) på baggrund af britiske studier vist,<br />
hvordan middelklassen opr<strong>et</strong>holder klasseskel gennem processer,<br />
hvor forældrene overfører privilegier til børnene ved<br />
at fremme deres børns interesser på en række områder,<br />
som har b<strong>et</strong>ydning for børnenes fremtid: uddannelse, familien<br />
og den sociale kontekst. Gennem denne administration<br />
sikres reproduktionen af økonomisk, social og kulturel kapital.<br />
Den amerikanske sociolog Ann<strong>et</strong>te Lareau viser i en konkr<strong>et</strong><br />
undersøgelse, Unequal Childhoods (2003), hvordan der i socialiseringen<br />
sker en ”transmission of privilege” (Lareau<br />
2003: 275). Hun tager udgangspunkt i Bourdieus begreber<br />
110
og understreger her habitus´ b<strong>et</strong>ydning som ”<strong>et</strong> sæt af internaliserede<br />
dispositioner” (Lareau 2003: 276). Id<strong>et</strong> hun<br />
undersøger liv<strong>et</strong> i tolv familier, afdækker Lareau de unikke<br />
logikker i børneopdragelsen, som udspringer af klasseforskellene<br />
mellem de undersøgte familier. Hun viser videre,<br />
hvordan de divergerende logikker reproducerer disse uligheder,<br />
efterhånden som børn og forældre interagerer med<br />
skoler, der holder fast ved d<strong>et</strong> dominerende kulturelle repertoire.<br />
Studier fra andre forskningsområder kan kun bekræfte disse<br />
tendenser. Jeg vil som afslutning på d<strong>et</strong>te kapitel inddrage<br />
nogle få studier, der er gennemført af økonomer og mobilit<strong>et</strong>sforskere.<br />
3.13. Intergenerationel transmission af økonomisk<br />
status<br />
I den sociologiske mobilit<strong>et</strong>sforskning forekommer begreb<strong>et</strong><br />
generationsmobilit<strong>et</strong> eller intergenerationel mobilit<strong>et</strong>, relationen<br />
mellem forældrenes og børnenes erhvervsmæssige og<br />
sociale status. I denne tradition undersøges den intergenerationelle<br />
mobilit<strong>et</strong>, og specielt den intergenerationelle økonomiske<br />
mobilit<strong>et</strong>. Hvilke forandringer er der sk<strong>et</strong> i den intergenerationelle<br />
transmission af økonomisk status? Man<br />
undersøger intergenerationel indkomstmobilit<strong>et</strong>, og herunder,<br />
om der er intergenerationelle korrelationer. Et aspekt<br />
heraf er ”social inheritance” (Esping-Andersen 2004), og de<br />
marxistiske økonomer Samuel Bowles og Herbert Gintis undersøger<br />
”The Inheritance of Economic Status”.<br />
I en undersøgelse af forandringer i den intergenerationelle<br />
mobilit<strong>et</strong> i Storbritannien fremhæver Blanden <strong>et</strong> al., at den<br />
forøgede indkomstulighed siden slutningen af 1970erne har<br />
haft som konsekvens, at der har vær<strong>et</strong> en massiv stigning i<br />
antall<strong>et</strong> af børn, som vokser op i fattigdom. De britiske forskere<br />
medgiver, at d<strong>et</strong> er omdebatter<strong>et</strong>, i hvilken udstrækning<br />
børns økonomiske og sociale succes bliver form<strong>et</strong> af<br />
deres forældres økonomiske eller sociale position. Ikke de-<br />
111
sto mindre kan de dog pege på, at børn, der vokser op i lavindkomsthusstande<br />
med større sandsynlighed end andre<br />
får <strong>et</strong> dårligt helbred, klarer sig dårligt i skolen, bliver teenagemødre<br />
eller kommer i tidlig kontakt med politi<strong>et</strong>, bliver<br />
arbejdsløse som voksne eller kommer til at tjene en lavere<br />
løn (Blanden <strong>et</strong> al. 2004: 123).<br />
Baggrunden for sådanne undersøgelser kan være spørgsmål<strong>et</strong><br />
om, hvorvidt der er lighed med hensyn til muligheder,<br />
eller om den eksisterende samfundsorden indebærer systematiske<br />
uligheder. Hvordan foregår transmissionen af økonomiske<br />
uligheder inden for familien, og hvordan foregår<br />
transmissionen af økonomisk status? Blandt de spørgsmål,<br />
man i denne tradition interesserer sig for, er spørgsmål<strong>et</strong><br />
om, hvorvidt velfærdsafhængighed overføres mellem generationerne.<br />
Er der, som den amerikanske økonom Marianne<br />
E. Page spørger, intergenerationel korrellation i deltagelse i<br />
velfærdsydelser? Sker der en intergenerationel transmission<br />
af velfærdsafhængighed? Selv om Page kan dokumentere<br />
en substantiel relation mellem forældres og børns modtagelse<br />
af velfærdsydelser, rejser hendes undersøgelse dog en<br />
række spørgsmål, som den ikke giver svar på: Hvilke baggrundsfaktorer<br />
ligger der bag den observerede korrelation? I<br />
hvilken grad er den observerede korrelation <strong>et</strong> resultat af<br />
transformationen af en ”velfærdskultur” på tværs af generationer?<br />
Selv om man antager, at velfærdsydelser reducerer<br />
anstrengelserne for at finde arbejde, er d<strong>et</strong> usikkert, hvorvidt<br />
der eksisterer en kausalrelation mellem velfærdsydelser<br />
og holdninger. Og selv om sådanne adfærdsvirkninger kunne<br />
bekræftes, står d<strong>et</strong> uklart, gennem hvilke stier forældre<br />
overfører karakteristika til deres børn. Samtidig modsiger<br />
d<strong>et</strong> forhold, at de fleste, som modtog velfærdsydelser i deres<br />
barndom, ikke bliver afhængige af velfærdsydelser som<br />
voksne, den udbredte opfattelse, at velfærdsafhængighed<br />
rutinemæssigt videregives på tværs af generationerne (Page<br />
2005: 242).<br />
I <strong>et</strong> and<strong>et</strong> studie af velfærdsafhængighed, ”Inheritance of<br />
Welfare Recipiency”, kommer den svenske socialforsker<br />
112
Sten-Åke Stenberg frem til, at der er en klar intergenerationel<br />
effekt, og specielt en dramatisk øg<strong>et</strong> risiko for, at børn<br />
fra familier, som i barn<strong>et</strong>s opvækst har modtag<strong>et</strong> sociale<br />
ydelser i længere tid, selv får behov for at søge hjælp hos<br />
de sociale myndigheder. D<strong>et</strong> er dog ifølge Stenberg ikke bistandshjælpen<br />
i sig selv, der er årsag hertil. <strong>Social</strong>hjælpen<br />
har i sig selv ingen negativ effekt. D<strong>et</strong> drejer sig om andre<br />
problemer, fx at man har kriminelle forældre. Effekten reflekterer<br />
således en kombination af socialhjælp i oprindelsesfamilien,<br />
børnenes tilpasning i skolen, og forældrekriminalit<strong>et</strong>.<br />
Børn, som ikke har denne kombination af problemer,<br />
viser ikke tegn på intergenerationel velfærdsafhængighed<br />
(Stenberg 2000). Stenberg tror altså ikke så meg<strong>et</strong> på den<br />
amerikanske forklaring med en slags ”afhængighedskultur”.<br />
Når fattigdom går i <strong>arv</strong>, hænger d<strong>et</strong> ifølge Stenberg snarere<br />
sammen med, at en fattig opvækst indebærer dårligere muligheder<br />
mht. studier og kontakter (Ohlin 2008).<br />
Der findes også norske undersøgelser, der viser, at fattigdom<br />
går i <strong>arv</strong>, dvs. påviser en vis overførsel af fattigdom fra<br />
generation til generation. En norsk undersøgelse fra 2008<br />
viser eksempelvis, at børn af sociale klienter har større<br />
sandsynlighed end andre børn for selv at blive modtagere.<br />
(Lorentzen & Nielsen 2008, Fløtten 2009: 188). Tore Fløtten<br />
anfører endvidere, at man i samtaler med personer, der arbejder<br />
på socialkontor, ofte kan høre, at de har kontakt med<br />
både to og tre generationer af den samme familie (Fløtten<br />
2009: 181).<br />
3.14. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i økonomisk og socialpolitisk belysning<br />
D<strong>et</strong> siger næsten sig selv, at økonomer vil have en nog<strong>et</strong><br />
anden tilgang til social <strong>arv</strong> end psykologer. For at illustrere<br />
d<strong>et</strong>te vil jeg fremdrage de undersøgelser, som er publicer<strong>et</strong><br />
af de amerikanske økonomer Samuel Bowles, Herbert Gintis<br />
og Melissa Osborne Groves i Unequal Chances (2005). I international<br />
økonomisk forskning har man således primært<br />
vær<strong>et</strong> optag<strong>et</strong> af at undersøge ”the intergenerational trans-<br />
113
mission of economic status” og ”the intergenerational inheritance<br />
of earnings” (Bowles <strong>et</strong> al. 2005).<br />
I belysningen af de intergenerationelle adfærdskorrelationer<br />
kommer Greg Duncan, professor i uddannelse og socialpolitik,<br />
og hans kolleger i artiklen ”The Apple Does Not Fall Far<br />
From The Tree” frem til, at der er signifikante intergenerationelle<br />
korrelationer med hensyn til social-psykologiske dispositioner<br />
så som depression mv.<br />
Duncan og hans kolleger skriver således: ”Decades of social<br />
science research have documented correlations b<strong>et</strong>ween the<br />
social, educational, behavioral, and economic outcomes of<br />
parents and children. For example, children of more highly<br />
educated and economically successful parents tend themselves<br />
to compl<strong>et</strong>e more schooling and earn more, although<br />
the intergenerational correlations are well below unity. /<br />
Children of parents who smoke, take drugs, commit crimes,<br />
and engage in early sex are more likely to do the same<br />
compared with children whose parents do not engage in<br />
these activities.” (Duncan <strong>et</strong> al. 2005: 23). Sådanne positive<br />
korrelationer mellem forældres sociale problemer og børnenes<br />
udsathed for at få tilsvarende sociale problemer, er n<strong>et</strong>op,<br />
hvad der er dokumenter<strong>et</strong> i den danske tradition for<br />
forskning i social <strong>arv</strong>.<br />
I den amerikanske forskning har man fund<strong>et</strong> positive korrelationer<br />
mellem forældres og børns personlighedstræk og<br />
attituder. Mens ligheden mellem forældre og børn i personlighed<br />
primært tilskrives generne, spiller miljø<strong>et</strong> en større<br />
rolle for ligheden i holdninger (Duncan <strong>et</strong> al. 2005: 27).<br />
F.eks. finder de amerikanske forskere, at karakteristika hos<br />
forældrene, deres socioøkonomiske status og deres adfærd<br />
og forældrestil indvirker på børnenes ”outcome”. D<strong>et</strong>te sætter<br />
fokus på de psykologiske processer: Hvad er d<strong>et</strong> for mekanismer,<br />
som får børn til at ligne deres forældre i holdninger<br />
og personlighed. Her understreges ofte de mekanismer,<br />
som er centrer<strong>et</strong> omkring læring, så som imitation og identifikation.<br />
F.eks. kan forældrenes kognitive færdigheder tæn-<br />
114
kes at påvirke barn<strong>et</strong>s kognitive og sociale færdigheder.<br />
Men også forældrenes komp<strong>et</strong>encer synes at have b<strong>et</strong>ydning<br />
for den intergenerationelle transmissionsproces, id<strong>et</strong><br />
forældre videregiver specifikke komp<strong>et</strong>encer til deres børn.<br />
Duncan <strong>et</strong> al.(2005) fremsætter fire hypoteser, som kunne<br />
forklare den intergenerationelle transmission af karakteristika:<br />
1. forældrenes socioøkonomiske ressourcer, 2. deres stil<br />
som forældre og hele hjemmiljø<strong>et</strong>, 3. gen<strong>et</strong>isk <strong>arv</strong>, og 4.<br />
rollemodellering eller identit<strong>et</strong>sdannelse.<br />
”How Much Does Childhood Poverty Affect the Life Chances<br />
of Children?” spørger Greg Duncan og hans kolleger i en artikel<br />
fra 1998 (Duncan <strong>et</strong> al. 1998). At der er stærke korrelationer<br />
mellem forældrenes socioøkonomiske status og forskellige<br />
målinger af barn<strong>et</strong>s og den voksnes præstationer,<br />
er både <strong>et</strong> vigtigt, men også kontroversielt spørgsmål. Analyserne<br />
peger imidlertid bl.a. på, at familiens økonomiske<br />
vilkår i den tidlige barndom har en stor indflydelse på barn<strong>et</strong>s<br />
præstationer, specielt i familier med lav indkomst. Eksempelvis<br />
er de økonomiske vilkår i den tidlige barndom<br />
vigtige d<strong>et</strong>erminanter for, at barn<strong>et</strong> får en afgangseksamen<br />
fra skolen (jfr også Duncan & Brooks-Gunn 1997, der belyser<br />
konsekvenserne af at vokse op i fattigdom).<br />
Den canadiske arbejdsmarkedsforsker Miles Corak tager i<br />
sin studie af ”den generationelle inkomstmobilit<strong>et</strong>” i Nordamerika<br />
og Europa udgangspunkt i opfattelsen af, at hvis<br />
børn vokser op i en tilstand med lav indkomst, så vil der<br />
være langsigtede konsekvenser. Børnene ”vil blive mindre,<br />
end de ellers kunne blive, ja faktisk vokse op til at blive fattige<br />
voksne, som på deres side opfostrer fattige børn.” (Corak<br />
2004: 1f). Her formuleres altså i 2004 næsten igen tesen<br />
om social <strong>arv</strong>. I sin sammenfatning af forskningen på<br />
områd<strong>et</strong> hævder Corak, at i De Forenede Stater og i UK bliver<br />
mindst 40 procent af de økonomiske fordele, som højindkomstforældre<br />
har over for lavindkomstforældre, giv<strong>et</strong><br />
videre til den næste generation” (Corak 20004: 9).<br />
115
Miles Corak kommer bl.a. ind på de færdigheder og den kultur,<br />
som gives videre til børnene. Graden af <strong>arv</strong>elighed bliver<br />
dog også påvirk<strong>et</strong> af samfund<strong>et</strong>s struktur (Corak 2005:<br />
13). Corak omtaler <strong>et</strong> hierarki af omstændigheder, hvorigennem<br />
forældre indvirker på deres børn: gennem sociale<br />
forbindelser faciliteres således adgang til uddannelse og<br />
jobs, gennem familiekulturen og forældrenes investeringer i<br />
børnenes fysiske og mentale sundhed og i uddannelse påvirkes<br />
overbevisninger og færdigheder, gennem gen<strong>et</strong>isk<br />
transmission af evner og gennem formning af præferencer<br />
og motivation.<br />
Afslutningsvis kan d<strong>et</strong> nævnes, at den svenske velfærdsforsker<br />
Gösta Esping-Andersen i sit bidrag til artikelsamlingen<br />
Generational Income skriver om “Unequal opportunities and<br />
the mechanisms of social inheritance”.<br />
Esping-Andersen starter sit indlæg med at konstatere, at vi<br />
på trods af videnskabelige vidnesbyrd om d<strong>et</strong> modsatte,<br />
fortsat forestiller os, at vi lever i <strong>et</strong> land, hvor alle har lige<br />
muligheder: "Ideology and myth do not die easily, and certainly<br />
not at the hands of social scientists. Even with decades<br />
of systematic and cumulative social scientific evidence<br />
to the contrary, in many public policy circles it is still widely<br />
believed that North Americans and Europeans live in the<br />
land of equal opportunities. Y<strong>et</strong> the evidence, including the<br />
chapters of this book, demonstrates that notwithstanding a<br />
half century of educational expansion and social reform, life<br />
chances remain powerfully d<strong>et</strong>ermined by social origins.”<br />
(Esping-Andersen 2004: 289). Begreb<strong>et</strong> social <strong>arv</strong> er <strong>et</strong><br />
modbegreb til sådanne ideologiske forestillinger om lige muligheder,<br />
id<strong>et</strong> d<strong>et</strong> fastholder, at den sociale oprindelse fortsat<br />
d<strong>et</strong>erminer menneskers livschancer.<br />
Esping-Andersen fremholder dog, at der er både gode og<br />
dårlige nyheder på områd<strong>et</strong>: "The bad news is that the<br />
constancy of social inheritance dominates our findings. The<br />
good news is that recent research has uncovered instances<br />
in which it has diminished importantly. If we can identify the<br />
116
precise mechanisms at work this might help governments<br />
devise policies to more effectively ensure equal opportunities.<br />
To anticipate my conclusions I am, first of all, sceptical<br />
of the usual assumption that generational inheritance is<br />
primarily driven by investments in education. Instead, there<br />
is good reason to believe that the decisive mechanisms lie in<br />
the “cultural capital” of families, and furthermore that it is in<br />
early childhood that parental transmission is key. This would<br />
indicate that research needs to be refocused, and that government<br />
policy needs to be r<strong>et</strong>hought.” (Esping-Andersen<br />
2004:289).<br />
Ifølge Esping-Andersen er især børnenes kognitive færdigheder<br />
en vigtig d<strong>et</strong>erminant for de langsigtede indtjeninger.<br />
D<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder, at selektionsprocessen begynder længe før<br />
skolealderen. Og når familiernes kulturelle kapital er d<strong>et</strong><br />
mest afgørende, b<strong>et</strong>yder d<strong>et</strong>, at der politisk må sættes ind<br />
for at neutralisere den ujævne fordeling af kulturel kapital i<br />
familierne. Samtidig må forskningen ifølge Esping-Andersen<br />
omfokuseres fra uddannelsessystemer mod familierne.<br />
4. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> design<br />
Jeg vil i d<strong>et</strong>te kapitel forsøge at skitsere, hvordan en forskning<br />
i social <strong>arv</strong> kunne se ud – med baggrund i <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
<strong>perspektiv</strong>. Jeg støtter mig i denne del primært til de<br />
to sociologer, englænderen Andrew Sayer og svenskeren<br />
Berth Danermark, der hører til dem, der er nå<strong>et</strong> længst med<br />
hensyn til at udmønte en forskningsstrategi, som er baser<strong>et</strong><br />
på en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> videnskabsteori.<br />
4.1. Hvad er erkendelsesinteressen?<br />
Afgørende for en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> undersøgelse af social <strong>arv</strong><br />
er undersøgelsesobjekt<strong>et</strong> eller hvilk<strong>et</strong> socialt fænomen, der<br />
søges forklar<strong>et</strong>. Hermed understreges også, hvad der er undersøgelsens<br />
erkendelsesinteresser. Vil vi eksempelvis forklare,<br />
hvordan d<strong>et</strong> går til, at der fra opvækstmiljø<strong>et</strong> kan<br />
117
overføres belastninger eller afmagt til barn<strong>et</strong>, eller vil man<br />
forklare, hvordan d<strong>et</strong> kan gå til, at <strong>et</strong> barn, der har vær<strong>et</strong><br />
udsat for svigt og vold, selv som voksen griber til vold i sin<br />
interaktion med andre? Besvarelsen vil være afhængig af<br />
undersøgelsesspørgsmål<strong>et</strong>.<br />
Med d<strong>et</strong> første spørgsmål vil der således være fokus på<br />
overføringsprocessen, dvs. interaktionen mellem forældre<br />
og børn under inddragelse af de kontekstuelle b<strong>et</strong>ingelser,<br />
mens der ved besvarelsen af d<strong>et</strong> and<strong>et</strong> vil blive fokuser<strong>et</strong> på<br />
de mekanismer, der i den aktuelle situation måtte udløse<br />
(”trigger”) de potentialer eller dispositioner, eksempelvis<br />
anvendelse af vold, der måtte ligge hos den (de) undersøgte<br />
person(er).<br />
Kigger vi derimod på tilfælde, hvor den sociale <strong>arv</strong> ikke<br />
kommer til udfoldelse i form af gentagne problemer, forestiller<br />
jeg mig, at der må være fokus på mekanismer, som i<br />
barndommen har medier<strong>et</strong>, svækk<strong>et</strong> eller modificer<strong>et</strong> den<br />
sociale <strong>arv</strong>, så barn<strong>et</strong> ikke ”rammes” så hårdt, samt på mekanismer,<br />
der gennem livsforløb<strong>et</strong>, har haft en lignende indvirkning,<br />
og endelig på mekanismer, som på undersøgelsestidspunkt<strong>et</strong><br />
medierer eller hindrer den sociale <strong>arv</strong> i at blive<br />
aktiver<strong>et</strong>.<br />
Vi beskæftiger os altså her overhoved<strong>et</strong> ikke med undersøgelser<br />
af, med hvilken hyppighed den sociale <strong>arv</strong> forekommer,<br />
kun med belysninger af, hvilke sociale processer, der<br />
fører til dens forekomst eller henholdsvis, at den ikke kommer<br />
til udtryk. Vi søger med andre ord at afdække virkeligt<br />
forekommende årsagssammenhænge og ikke statistiske<br />
sammenhænge. Vi kan derfor ikke nøjes med at se på forbindelser<br />
imellem variabler, men må søge at afdække samspill<strong>et</strong><br />
mellem adskillige mekanismer i en kompleks og dynamisk<br />
virkelighed. De variabelsammenhænge, der måtte<br />
stå i fokus for undersøgelsen, må ud fra denne tankegang<br />
tænkes påvirk<strong>et</strong> af – og overd<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> af – utallige mekanismer<br />
i konteksten.<br />
118
4.2. Procestænkning og kontingens<br />
Udgangspunkt<strong>et</strong> vil her være opfattelsen af social <strong>arv</strong> som<br />
en social proces: en ”ond cirkel”, hvor brud med cirklen hele<br />
tiden er en åben mulighed, eller som en overførselsproces,<br />
hvor resultat<strong>et</strong>, ”outcome”, på int<strong>et</strong> tidspunkt er giv<strong>et</strong> – eller<br />
d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> – men tværtimod afhængigt af en lang<br />
række faktorer. Nogle af disse faktorer kan være belastningsgraden,<br />
den eventuelle ophobning af belastninger, antall<strong>et</strong><br />
og karakteren af de belastende faktorer (risikofaktorerne),<br />
d<strong>et</strong> kan være d<strong>et</strong> enkelte barns modstandsdygtighed<br />
(resiliens) og mestring, men d<strong>et</strong> kan også være faktorer i<br />
den sociale kontekst (lokalsamfund, institutioner, skole, uddannelsessystem,<br />
og hele mulighedsstrukturen).<br />
Fx kan skolen med dens sociale sortering være en meg<strong>et</strong><br />
afgørende instans i formidlingen af den sociale <strong>arv</strong>, dvs. være<br />
den instans, der får en afgørende b<strong>et</strong>ydning for, om den<br />
sociale <strong>arv</strong> slår igennem eller ej, i den forstand, at der kan<br />
registreres en social <strong>arv</strong> i form af fx kriminalit<strong>et</strong>, psykiske<br />
lidelser, stofmisbrug osv. En anden indr<strong>et</strong>ning af uddannelsessystem<strong>et</strong><br />
kunne være en faktor, som ville b<strong>et</strong>yde, at den<br />
sociale <strong>arv</strong> (forstå<strong>et</strong> som <strong>et</strong> bestemt registrerbart ”outcome”)<br />
aldrig ville slå igennem, dvs. blive udløst/aktiver<strong>et</strong>, og<br />
således ikke blive synlig. At den sociale <strong>arv</strong> viser sig på en<br />
måde, som forskere kan registrere statistisk, er imidlertid<br />
ikke kriteri<strong>et</strong> på dens eksistens.<br />
Denne tankegang – eller forståelse – står i direkte modsætning<br />
til en opfattelse, som ser social <strong>arv</strong> som en d<strong>et</strong>erministisk<br />
og mekanisk tankefigur, og som søger b<strong>et</strong>ydningen af<br />
social <strong>arv</strong> test<strong>et</strong> gennem statistisk registrering af den hyppighed,<br />
hvormed den forekommer.<br />
Jeg ser i kontrast til en sådan tankegang en problemstilling<br />
inden for social <strong>arv</strong>-forskningen, som ligner kriminologiens<br />
diskussion af ”mørk<strong>et</strong>al”, en skjult kriminalit<strong>et</strong>, som ikke<br />
kommer frem i de officielle opgørelser af kriminalit<strong>et</strong>srater.<br />
På samme måde foreligger der en omfattende social <strong>arv</strong>,<br />
som ikke bliver ”målt” som social <strong>arv</strong>, id<strong>et</strong> der ikke er regi-<br />
119
strer<strong>et</strong> problemer af den art, som inddrages i målingen. Men<br />
vil man eksempelvis, når der ikke er tale om problemer af<br />
samme sværhedsgrad som hos forældrene, kunne antage,<br />
at der ikke er tale om social <strong>arv</strong>?<br />
Et problem ved den kvantitative tilgang er, at den kun opfanger<br />
de dimensioner af fænomen<strong>et</strong>, som kan kvantificeres<br />
og ”måles”. Når man eksempelvis vil undersøge, hvordan<br />
børns uddannelsespræstationer varierer med den sociale<br />
baggrund, er man i den kvantitative tilgang tvung<strong>et</strong> til at<br />
vælge variable, faktorer eller indikatorer, for hvilke der er<br />
data, og analysens resultat bliver da en beskrivelse af,<br />
hvordan disse samvarierer (jfr. Sayer 1992: 202). Når fænomen<strong>et</strong><br />
ikke kan måles, dvs. når d<strong>et</strong> ikke kan udtrykkes i<br />
tal, opstår der problemer med at få d<strong>et</strong> begrebsliggjort. Men<br />
hvordan skal objekter være for at d<strong>et</strong> er muligt at kvantificere<br />
dem, spørger Sayer. F.eks. er <strong>et</strong> barns socialisation en<br />
proces, som rummer kvalitativ forandring, og som ikke kan<br />
måles kvantitativt på nogen meningsfuld måde (Sayer<br />
1992: 177).<br />
I bogen Risikobørn (1993) opstilles der side 9 en model,<br />
som undersøger sammenhængen mellem de to variable<br />
”Belastningsfaktorer” og ”Konsekvenser” under inddragelse<br />
af kontekstuelle faktorer, hvoraf nogle kan befordre konsekvenserne<br />
(”Sårbarhed”), mens andre vil kunne modvirke<br />
de mulige negative konsekvenser (”Beskyttende faktorer”).<br />
”Modellen kan kort og forenkl<strong>et</strong> fremstilles sådan, at når <strong>et</strong><br />
individ udsættes for belastninger ud over en vis grænse, reagerer<br />
d<strong>et</strong> med stress – forløbende over en alarmfase, en<br />
modstandsfase og en udmattelsesfase.” (Jørgensen <strong>et</strong> al.<br />
1993: 8).<br />
Denne model, som anlægger <strong>et</strong> processyn på den sociale<br />
<strong>arv</strong>, og som inddrager en række mulige mekanismer, kommer<br />
i virkeligheden tæt på en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> tilgang til<br />
studi<strong>et</strong> af social <strong>arv</strong>. Vi ser heller ikke nogen d<strong>et</strong>erministisk<br />
tankegang, id<strong>et</strong> d<strong>et</strong> fx hedder: ”Ifølge denne tankegang er<br />
individ<strong>et</strong> måske i stand til i modstandsfasen at overvinde el-<br />
120
ler mestre situationen.” (Jørgensen <strong>et</strong> al. 1993: 8). D<strong>et</strong> er<br />
imidlertid <strong>et</strong> meg<strong>et</strong> individorienter<strong>et</strong> og psykologiserende<br />
syn, vi her møder, id<strong>et</strong> d<strong>et</strong> henfører muligheden for brud til<br />
egenskaber hos d<strong>et</strong> enkelte barn (”modstandsdygtige børn”)<br />
og ikke til de samfundsmæssige mulighedsstrukturer (herunder<br />
daginstitutioner, skole- og uddannelsessystem, lokalsamfund,<br />
og i d<strong>et</strong> hele tag<strong>et</strong> de muligheder - eller manglende<br />
muligheder – der findes i omgivelserne).<br />
D<strong>et</strong> kan hænge sammen med, at mange i dag synes utilbøjelige<br />
til at pege på b<strong>et</strong>ydningen af de socioøkonomiske vilkår.<br />
Fx skriver psykologen Jytte Birk Sørensen i sin undersøgelse<br />
af social <strong>arv</strong>, at ”Familiens aktuelle livssituation og<br />
barn<strong>et</strong>s konkr<strong>et</strong>e oplevede hverdag skal være i centrum<br />
med d<strong>et</strong> formål at få <strong>et</strong> større kendskab til, hvordan vi sikrer<br />
børn en kvalificerende udviklingsstøttende indsats i dagligdagen.<br />
Hvis vi kun primært fokuserer på de socioøkonomiske<br />
forhold, giver d<strong>et</strong> i den konkr<strong>et</strong>e pædagogiske hverdag<br />
begrænsede muligheder for at styrke udsatte børns<br />
livsvilkår, id<strong>et</strong> hverken lærere eller pædagoger har de store<br />
muligheder for at påvirke de socioøkonomiske vilkår. D<strong>et</strong> er<br />
ikke deres m<strong>et</strong>ier.” (Sørensen 2007: 10).<br />
D<strong>et</strong> er utvivlsomt rigtigt, som Morten Ejrnæs har påpeg<strong>et</strong>,<br />
at der i forskningen i social <strong>arv</strong> er en tendens til at individualisere<br />
problematikken og se den ud fra en indsnævr<strong>et</strong> opfattelse<br />
af, at årsagen til problemerne ligger ensidigt hos<br />
dårligt fungerende familier og i utilstrækkeligt forældreskab<br />
(omsorgssvigt). Men en sådan b<strong>et</strong>ragtningsmåde, som måske<br />
i nogen grad kan føres tilbage til en empirisk analytisk<br />
(positivistisk) tilgang og til <strong>et</strong> folkeligt eller borgerligt menneske-<br />
og samfundssyn, er helt klart for snæver. Heroverfor<br />
er der i høj grad behov for – sådan som Ejrnæs gør - at<br />
fremhæve strukturelle faktorers indflydelse. D<strong>et</strong>te vil kunne<br />
efterkommes via en konfliktteor<strong>et</strong>isk tilgang, via marxistisk<br />
og <strong>kritisk</strong> teori eller via d<strong>et</strong> nordiske velfærds<strong>perspektiv</strong>,<br />
som også inddrager sådanne faktorer. Men d<strong>et</strong> vil frem for<br />
alt kunne efterkommes gennem inddragelse af <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong><br />
<strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong> – og specielt gennem de videnskabste-<br />
121
or<strong>et</strong>iske grundantagelser, som kend<strong>et</strong>egner d<strong>et</strong>te <strong>perspektiv</strong>.<br />
Skulle man undersøge social <strong>arv</strong> ud fra <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
<strong>perspektiv</strong>, ville der være fokus på såvel processen - og<br />
dermed mekanismerne - i den sociale <strong>arv</strong>, som på processens<br />
”outcome”, dens resultater, som er b<strong>et</strong>ing<strong>et</strong> af d<strong>et</strong><br />
komplekse samspil mellem mange samvirkende (generative)<br />
mekanismer. Man vil skulle belyse de konkr<strong>et</strong>e processer,<br />
gennem hvilke den sociale <strong>arv</strong> (forstå<strong>et</strong> som <strong>et</strong> bestemt<br />
”outcome”) genereres. For at forstå den <strong>kritisk</strong>e realisme<br />
som videnskabsteor<strong>et</strong>isk <strong>perspektiv</strong> bliver d<strong>et</strong> afgørende at<br />
vide, hvordan dens kausalit<strong>et</strong>sforståelse afviger fra positivismens.<br />
Desuden må man have indsigt i den ontologi, som<br />
danner grundlag for en undersøgelsesm<strong>et</strong>odologi, som kan<br />
kaldes <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> (For en grundigere introduktion henviser<br />
jeg til Andersen 2007 og Buch-Hansen & Nielsen 2005,<br />
jfr. fx også Livock 2009 og Yeung 1997). D<strong>et</strong> gælder såvel<br />
<strong>perspektiv</strong><strong>et</strong>s sociale ontologi som d<strong>et</strong>s årsagsforståelse og<br />
analysestrategi. Jeg vil derfor kort gøre rede for de afgørende<br />
forståelser, som karakteriserer <strong>perspektiv</strong><strong>et</strong>: virkelighedens<br />
stratificering, emergente kræfter og åbne kontra lukkede<br />
vilkår.<br />
4.3. Årsagsforståelsen i <strong>kritisk</strong> realisme<br />
Årsagsforståelsen i positivismen og i <strong>kritisk</strong> realisme er meg<strong>et</strong><br />
forskellige. Kritisk realisme er i grunden en dybtgående<br />
kritik af empirismens og positivismens kausalit<strong>et</strong>sforståelse.<br />
Kausal analyse er i <strong>kritisk</strong> realisme væsensforskellig fra årsagsanalyse<br />
i den empiriske samfundsvidenskab, hvor man<br />
ud fra studi<strong>et</strong> af empiriske regelmæssigheder (eller samvariationen<br />
mellem standardiserede variabler) kan uddrage<br />
slutninger om statistiske sammenhænge. Sådanne studier af<br />
frekvenser, udbredelse og samvarians kan være yderst anvendelige,<br />
men de kan ikke i sig selv sige nog<strong>et</strong> om virkelige<br />
årsager (jfr. Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 71). Selv om man i<br />
den empirisk analytiske forskning ofte taler om forklaringer i<br />
denne sammenhæng, kan sådanne undersøgelser ikke pro-<br />
122
ducere forklaringer, eftersom en årsag er nog<strong>et</strong> helt and<strong>et</strong><br />
end statistisk samvarians.<br />
Begreb<strong>et</strong> ’variabel’, som bruges i kvantitative analyser, er <strong>et</strong><br />
indifferent begreb, når d<strong>et</strong> gælder kausal forklaring: variabler<br />
kan kun registrere (kvantificerbar) forandring, ikke dens<br />
årsag (Sayer 1992: 180). I positivistiske undersøgelser<br />
fremstår den såkaldte ’uafhængige variabel’ imidlertid som<br />
årsagen til forandringerne i den ’afhængige’ variabel. D<strong>et</strong>te<br />
er misvisende, id<strong>et</strong> man hverken har afdækk<strong>et</strong> de reelle årsager<br />
eller de mekanismer, som genererer effekterne. Ifølge<br />
den <strong>realistisk</strong>e kausalit<strong>et</strong>steori er kvalitativ analyse af objekter<br />
påkræv<strong>et</strong> for at afdække mekanismer. Den konventionelle<br />
årsagsteori abstraherer imidlertid fra sådanne anliggender<br />
og fokuserer i sted<strong>et</strong> på regelmæssige sekvenser af<br />
begivenheder (Sayer 1992: 179).<br />
Når man søger efter årsagen til <strong>et</strong> eller and<strong>et</strong>, er d<strong>et</strong> at<br />
spørge efter, hvad der får d<strong>et</strong> til at ske, hvad der muliggør<br />
d<strong>et</strong> eller fører frem til d<strong>et</strong> (Sayer 1992: 104). Årsager handler<br />
således om objekter eller relationer og deres natur. D<strong>et</strong><br />
er <strong>et</strong> spørgsmål om, hvilke kausale kræfter eller tilbøjeligheder<br />
<strong>et</strong> objekt eller en relation rummer, objekters måde at<br />
virke på eller deres mekanismer. Vand har den kausale kraft<br />
at kunne slukke ild, alle levende væsener har kraften at<br />
kunne reproducere sig, og alle mennesker har foruden mange<br />
andre kræfter bl.a. kraften til at kunne arbejde. De kausale<br />
kræfter kan dog også være lokaliser<strong>et</strong> i de sociale relationer<br />
eller strukturer: En boligudlejer har f.eks. den kraft at<br />
kunne opkræve husleje af sin lejer i kraft af sin relation til<br />
lejeren. Kræfter og tilbøjeligheder kan således eksistere,<br />
selv når de ikke udøves. Mennesker kan f.eks. arbejde, selv<br />
om de er arbejdsløse.<br />
Kausal analyse vil i <strong>kritisk</strong> realisme sige at forklare, hvordan<br />
d<strong>et</strong> går til, at d<strong>et</strong> som sker, faktisk kommer til at ske. Udgangspunkt<strong>et</strong><br />
må således være en identifikation at d<strong>et</strong> fænomen,<br />
man sætter sig for at give en forklaring på (Danermark<br />
<strong>et</strong> al. 1997: 69).<br />
123
I <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong> er d<strong>et</strong> resultat (outcome),<br />
som kommer ud af overføringen af <strong>arv</strong>en, transmissionsprocessen,<br />
reelt kontingent (hverken nødvendigt eller umuligt).<br />
Så måske kommer <strong>et</strong> barn til at gentage sine forældres sociale<br />
problemer som voksen, måske gør d<strong>et</strong> ikke. D<strong>et</strong> afhænger<br />
af de konkr<strong>et</strong>e omstændigheder og <strong>et</strong> komplekst<br />
samspil mellem en række interagerende mekanismer. D<strong>et</strong><br />
b<strong>et</strong>yder, at man i den <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong>e model nødvendigvis<br />
må inddrage konteksten til de <strong>arv</strong>e-processer, der undersøges.<br />
Pawson & Tilley (1997) opstiller formlen: M+K = O, og<br />
man kan antyde opgaven ved at se den sociale <strong>arv</strong> som M i<br />
denne formel. Om den får de effekter, O, som er dens manifestationer<br />
i den efterfølgende genration, er dybt afhængig<br />
af K, den sociale kontekst, og herunder strukturelle forhold i<br />
samfund<strong>et</strong> og den livssituation, barn<strong>et</strong> kommer til at befinde<br />
sig i.<br />
4.4 Kritisk <strong>realistisk</strong> kausalanalyse<br />
Ud fra denne opfattelse handler kausale udsagn ikke om regelmæssigheder<br />
mellem forskellige ting og hændelser (årsag<br />
og virkning), men om hvad <strong>et</strong> objekt er, og hvad d<strong>et</strong><br />
kan gøre i kraft af sin natur (Danermark <strong>et</strong> al 1997: 73).<br />
Heri ligger endvidere – som <strong>et</strong> kærnepunkt i <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong><br />
kausalanalyse – at <strong>et</strong> objekt har de kausale kræfter og tilbøjeligheder,<br />
som d<strong>et</strong> har, uafhængigt af bestemte hændelsesmønstre.<br />
Mens der findes en intern og nødvendig relation<br />
mellem <strong>et</strong> objekts natur og d<strong>et</strong>s kausale kræfter og tilbøjeligheder,<br />
så er relationen mellem kausale kræfter eller mekanismer<br />
og så deres effekter ekstern og tilfældig. En generativ<br />
mekanisme opererer først, når den udløses, men om<br />
den nogensinde udløses, eller hvornår den gør d<strong>et</strong>, beror på<br />
de forhåndenværende vilkår og omstændigheder. Og hvis<br />
den gør d<strong>et</strong>, så beror d<strong>et</strong> også på omstændighederne, hvilken<br />
effekt der bliver (Danermark <strong>et</strong> al 1997: 74).<br />
Med andre ord, hvis vi tænker os en social <strong>arv</strong> (forstå<strong>et</strong> som<br />
en mekanisme, som en tendens eller som en tilbøjelighed)<br />
124
hos <strong>et</strong> individ, så beror effekten heraf altså på en række<br />
omstændigheder i d<strong>et</strong> pågældende individs livshistorie. Måske<br />
bliver der en gentagelse af forældrenes problemer, måske<br />
ikke. Men afgørelsen af, om den pågældende <strong>arv</strong> (mekanisme)<br />
eksisterer eller ej, kan ikke baseres på empiriske<br />
opgørelser af dens effekter (reproduktion af forældrenes<br />
problemer), eller på den hyppighed, hvormed sådanne måtte<br />
forekomme.<br />
Grunden til, at der er en ekstern relation mellem de kausale<br />
mekanismer og deres effekter, er, at der på fænomenernes<br />
hændelsesniveau er mange mekanismer virksomme samtidig.<br />
Udfald<strong>et</strong>, hændelserne, er derfor en komplekst sammensat<br />
effekt af indflydelser fra mange forskellige mekanismer,<br />
hvor visse mekanismer forstærker hinanden, mens<br />
andre modvirker hinandens ytringer. Objekter har altså<br />
kræfter, uan<strong>s<strong>et</strong></strong> om de udøves eller ej, og mekanismer findes,<br />
selv om de ikke udløses. Endvidere er mekanismernes<br />
effekt tilfældig. Selv om <strong>et</strong> bestemt objekt har en tendens til<br />
at agere på en bestemt måde – ligesom en tændstik har den<br />
kausale kraft at kunne flamme op, hvis mekanismen udløses<br />
– er d<strong>et</strong> ikke sikkert, at d<strong>et</strong> kommer til at ske. Der findes<br />
således ofte utallige omstændigheder, som kan påvirke, om<br />
en bestemt kausal kraft vil blive realiser<strong>et</strong> eller ej (Danermark<br />
<strong>et</strong> al. 1997: 74).<br />
Forskellige mekanismer virker i forskellige kontekster, og vi<br />
må her se på, hvordan de modvirker eller forstærker hinanden,<br />
således at d<strong>et</strong> empiriske udfald vil variere (Danermark<br />
<strong>et</strong> al. 1997: 244).<br />
Når d<strong>et</strong> gælder sociale objekter, kan de sociale strukturer<br />
ikke eksistere uafhængigt af menneskers handlinger. Eftersom<br />
sociale strukturer forudsætter menneskers handlinger,<br />
udgør handlingerne samtidig både udløsende faktorer og effekter<br />
af sociale strukturers generative mekanismer (Danermark<br />
<strong>et</strong> al. 1997: 74). Menneskers handlinger er således<br />
aldrig d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> af en bestemt struktur – kun b<strong>et</strong>ingede.<br />
125
D<strong>et</strong> er ifølge Danermark <strong>et</strong> al. (1997) videnskabens opgave<br />
at forsøge at nå ud over den rene empiriske konstatering af<br />
<strong>et</strong> bestemt fænomen til en beskrivelse af, hvad d<strong>et</strong> var hos<br />
objekt<strong>et</strong>, som muliggjorde d<strong>et</strong>. Vi kan ikke være tilfredse<br />
med bare at vide, at A almindeligvis kommer efter B. For at<br />
d<strong>et</strong> kan være en videnskabelig forklaring, må den også beskrive,<br />
hvordan d<strong>et</strong>te går til, hvordan den proces ser ud,<br />
hvor A producerer B (Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 77).<br />
Forskellen mellem <strong>kritisk</strong> realisme og positivisme ligger primært<br />
i, at d<strong>et</strong> i positivismen er erfaringer (manifeste fænomener),<br />
som ligger til grund for m<strong>et</strong>oden, mens d<strong>et</strong> i den<br />
<strong>kritisk</strong>e realisme er (generative) mekanismer, som er udgangspunkt<br />
for m<strong>et</strong>oden (Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 235).<br />
Mens man i den empirisk-analytiske tilgang tager udgangspunkt<br />
i en ”flad ontologi”, opererer den <strong>kritisk</strong>e realisme<br />
med en stratificer<strong>et</strong> ontologi, hvor forskningsopgaven er at<br />
afdække de generative mekanismer i virkelighedens dybdedimension.<br />
Identifikationen af de generative mekanismer står således i<br />
centrum for de <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong>e bestræbelser, ja d<strong>et</strong> er selve<br />
forskningsopgaven at identificere dem. Når d<strong>et</strong> drejer sig<br />
om social <strong>arv</strong>, handler d<strong>et</strong> derfor – forenkl<strong>et</strong> sagt – om at<br />
finde frem til, hvordan man kan forklare, at problemer i opvækstmiljø<strong>et</strong><br />
eller hos forældrene (fattigdom) kan føre til<br />
problemer hos børnene (fx fattigdom). Hvad skal nødvendigvis<br />
eksistere imellem forældregenerationens fattigdom og<br />
de efterfølgende problemer i den næste generation?<br />
4.5 Fra variabel-baserede til mekanisme-baserede tilgange<br />
Eksplicit mekanisme-baserede forklaringer kendes bl.a. fra<br />
kognitiv psykologi og økonomistudier. I sidstnævnte kan<br />
marked<strong>et</strong> således ses som en mekanisme, der kan forklare<br />
en del af den økonomiske proces. I variabel-baserede tilgange<br />
handler teori om, hvordan bestemte variabler relaterer<br />
til andre variabler, men ikke om, hvilke mekanismer, der<br />
126
producerer de observerede forbindelser i variablerne. I en<br />
<strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> tilgang er d<strong>et</strong> som sagt derimod helt afgørende<br />
at afdække, hvilke mekanismer, der producerer de<br />
studerede sammenhænge.<br />
Ifølge den engelske videnskabsteor<strong>et</strong>iker Rom Harré er d<strong>et</strong>,<br />
der karakteriserer en forklarende mekanisme, den funktion,<br />
den har i forklaringen. Harré observerede en systematisk<br />
relation mellem to enheder, I og O, input og outcome, også<br />
kald<strong>et</strong> explanans og explanandum. Med henblik på at forklare<br />
relationen mellem de to enheder (I og O), søger vi efter<br />
en mekanisme, M, som er sådan, at efter forekomsten af<br />
årsagen eller input (I), så genererer den effekten eller outcome<br />
(O). Søgen efter mekanismer b<strong>et</strong>yder, at vi ikke er tilfredse<br />
med blot at konstatere den systematiske samvariation<br />
mellem variablerne eller begivenhederne. En tilfredsstillende<br />
forklaring kræver, at vi også er i stand til at specificere<br />
de sociale ”cogs and wheels” (med Jon Elsters ord), de<br />
hjul og de tapper på hjulene, som har tilvejebragt relationen<br />
(jfr. Hedström & Swedberg 1998: 7ff).<br />
Den måde, som de to sæt af begivenheder eller variabler er<br />
forbund<strong>et</strong> med hinanden på, udtrykkes med mekanismen,<br />
M:<br />
I -------------------- M ---------------------O<br />
Hvad, der kend<strong>et</strong>egner “en black box forklaring”, er, at ledd<strong>et</strong><br />
mellem input og output ”formodes at være blott<strong>et</strong> for<br />
struktur, eller lige meg<strong>et</strong> hvilken struktur, der måtte være<br />
der, så b<strong>et</strong>ragtes d<strong>et</strong> som værende uden nogen iboende interesse<br />
(måske fordi d<strong>et</strong> ikke kan observeres eller fordi O<br />
kan blive prædiker<strong>et</strong>, selv om de mekanismer, som forbinder<br />
I og O, er ukendte)” (Hedström & Swedberg 1998: 9,<br />
min oversættelse, SAA). Heraf opstår forskellen mellem en<br />
variabel-baser<strong>et</strong> tilgang, som opererer med en sort kasse<br />
mellem input og outcome, som ikke bliver åbn<strong>et</strong>, overfor en<br />
mekanisme-baser<strong>et</strong> tilgang, hvor sigt<strong>et</strong> er at kigge ind i den<br />
127
sorte boks og gøre den gennemskuelig. I <strong>kritisk</strong> realisme er<br />
man decider<strong>et</strong> på jagt efter de ”generative mekanismer”.<br />
Hedström & Swedberg opstiller en typologi over sociale mekanismer.<br />
De sociale mekanismer findes såvel på makroniveau<br />
som på mikroniveau. Altså må vi, når vi skal forklare<br />
forekomsten af social <strong>arv</strong>, identificere mekanismer på flere<br />
niveauer. D<strong>et</strong> kan være mekanismer på mikroplan (fx interaktionen<br />
mellem forældre og børn), men også mekanismer<br />
på makroplan (samfundsstrukturer af ulighed, uddannelsessystem,<br />
arbejdsmarked, osv.). Man må her primært afdække<br />
samspill<strong>et</strong> mellem samfundsmæssige strukturer og handlende<br />
aktører, da d<strong>et</strong> er herigennem man kan afdække,<br />
hvordan virkeligheden forandres.<br />
Mens man i positivistiske undersøgelser nok kan være på<br />
jagt efter empirisk observerbare mekanismer, er d<strong>et</strong> centralt<br />
for <strong>kritisk</strong> realisme, at man hævder, at de fleste af de<br />
kræfter, strukturer og mekanismer, der genererer de empiriske<br />
begivenheder, som regel ikke umiddelbart kan iagttages.<br />
De må derfor søges ved (gennem ”abduktion”) at gå<br />
bag om virkelighedens overflade – d<strong>et</strong> empiriske og d<strong>et</strong> faktiske<br />
– til virkelighedens dybdeniveau.<br />
4.6 Statistiske m<strong>et</strong>oder i studi<strong>et</strong> af social <strong>arv</strong><br />
Forsøg på at ”validere” empirisk opdagede sammenhænge<br />
gennem kvantitative m<strong>et</strong>oder overser, at virkeligheden har<br />
en ontologisk dybde. Denne indebærer, at en empirisk samvariation<br />
ikke kan identificere, hvilke mekanismer, der er<br />
virksomme, eller give nogen dybere information om d<strong>et</strong><br />
samspil af kræfter, som ligger bag ved de registrerede empiriske<br />
forhold (jfr. Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 223). Et sådant<br />
samspil kan i sted<strong>et</strong> kun kortlægges gennem intensive, fokuserede<br />
studier af bevidst udvalgte tilfælde (cases).<br />
Sayer (1992: 197) understreger statistikkens svagheder i<br />
forhold til kausalforklaring. Efterhånden som vor viden om<br />
årsagsmekanismer bliver mere fuldstændig, nedvurderes<br />
128
statistikkens værdi. Der er mange eksempler på falske korrelationer.<br />
Der er derfor store muligheder for falske forklaringer,<br />
og vi må se i øjnene, at regelmæssigheder ikke er en<br />
tilstrækkelig b<strong>et</strong>ingelse for identifikation af årsager (Sayer<br />
1992: 193). Regelmæssigheder er ikke nødvendigvis kausale.<br />
Tager man udgangspunkt i, at begivenheder og mekanismer<br />
er adskilte, så er en stærk korrelation (eller en anden<br />
kvantitativ forbindelse) ikke ensb<strong>et</strong>ydende med, at der<br />
er tale om kausalit<strong>et</strong>, ligesom en svag korrelation ikke nødvendigvis<br />
implicerer fravær af en kausal eller strukturel forbindelse<br />
(Sayer 1992: 194).<br />
Mens man kan tale om d<strong>et</strong>erministiske processer i lukkede<br />
systemer, bliver d<strong>et</strong>erministiske modeller er problematiske,<br />
når d<strong>et</strong> drejer sig om åbne systemer. I modsætning til ’d<strong>et</strong>erministiske’<br />
processer, siges statistiske processer ofte at<br />
være ’probabalistiske’ og involvere ’risiko’ eller tilfældige<br />
elementer. En begivenheds sandsynlighed er ifølge Sayer<br />
int<strong>et</strong> and<strong>et</strong> end den relative hyppighed, hvormed den forekommer<br />
(Sayer 1992: 191). D<strong>et</strong> er kun forekomsten af en<br />
begivenhed, som ikke er d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong>, vi kan tillægge probabilit<strong>et</strong>.<br />
Probabilt<strong>et</strong> (sandsynlighed) vedrører således vore<br />
forventninger om forekomsten af fremtidige begivenheder,<br />
men den siger int<strong>et</strong> om deres årsager (Sayer 1992: 192). Vi<br />
kan derfor konkludere, at for så vidt vi søger at afdække reale<br />
årsager til social <strong>arv</strong>, nytter d<strong>et</strong> ikke at give kvantitative<br />
m<strong>et</strong>oder og ”risikoanalyser” m<strong>et</strong>odisk monopol på forskningsområd<strong>et</strong>.<br />
Danermark <strong>et</strong> al. (1997) argumenterer for, at empiriske regelmæssigheder<br />
blot er brikker i <strong>et</strong> puslespil, hvor man leder<br />
efter mekanismer. De er ikke kontrollanter eller dommere.<br />
Empiriske regelmæssigheder kan generere frugtbare<br />
problemstillinger, men i ens søgen efter kausale forklaringer<br />
spiller den kvantitative analyse en underordn<strong>et</strong> rolle. Når en<br />
kvantitativ tilgang viser en empirisk regelmæssighed, er d<strong>et</strong><br />
hverken en nødvendig eller tilstrækkelig b<strong>et</strong>ingelse for at<br />
forklare <strong>et</strong> fænomen. D<strong>et</strong>te indebærer, at hvis en undersøgelse<br />
ikke kan påvise en forvent<strong>et</strong> sammenhæng, så kan<br />
129
d<strong>et</strong>te ikke tages til indtægt for, at en kausal kraft (mekanismen)<br />
savnes. Modvirkende kræfter kan have forhindr<strong>et</strong><br />
den empiriske manifestation af den pågældende mekanisme<br />
(Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 223).<br />
Kvantificering og udnyttelse af bestemte statistiske m<strong>et</strong>oder<br />
er ikke nødvendigvis altid ensb<strong>et</strong>ydende med en positivistisk<br />
m<strong>et</strong>odologi. Men når argumentationen baseres på undersøgelser<br />
af hyppigheden af samvariation mellem to variabler,<br />
synes den bagvedliggende årsagsforståelse at være baser<strong>et</strong><br />
på positivismens lineære, successionistiske årsagsforståelse.<br />
D<strong>et</strong>te syn på kausalit<strong>et</strong> afviser <strong>kritisk</strong>e realister. Kausalit<strong>et</strong><br />
kan ikke forstås ud fra en sådan model af regelmæssige<br />
rækkefølger af begivenheder. Derfor er d<strong>et</strong> også misvisende<br />
at gore forklaring afhængig af at finde sådanne regelmæssigheder.<br />
Den engelske sociolog Andrew Sayer har spidsformuler<strong>et</strong><br />
d<strong>et</strong> på denne måde: ”What causes som<strong>et</strong>hing to<br />
happen has nothing to do with the number of times we have<br />
observed it happening.” (Sayer 2000: 14). I sted<strong>et</strong> vil en<br />
<strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> (”generativ”) årsagsforståelse være mere<br />
egn<strong>et</strong> til at give en egentlig forklaring. En forklaring vil her<br />
ikke være baser<strong>et</strong> på afdækning af variabelsammenhænge<br />
og kvantificering, men på en identifikation af de kausalmekanismer,<br />
som ligger bag d<strong>et</strong> studerede fænomen.<br />
4.7. Studi<strong>et</strong> af fænomener under åbne vilkår<br />
I samfundsvidenskaben er de fænomener, der studeres,<br />
kontekstuelt bestemte, og de studerede fænomener eksisterer<br />
derfor under åbne vilkår - i modsætning til naturvidenskabens<br />
eksperimenter, hvor d<strong>et</strong> er muligt at <strong>et</strong>ablere lukkede<br />
vilkår, når man isolerer sammenhængen mellem årsag<br />
og effekt fra alle udefra kommende og uvedkommende faktorer.<br />
Denne situation eksisterer ikke i samfundsvidenskaben.<br />
Her må vi tværtimod regne med en mængde af påvirkende<br />
kræfter. Således må de mekanismer, som virker, også<br />
ses som tendenser (og ikke faste regelmæssigheder), der<br />
kan forstærkes, modificeres eller undertrykkes i en kompleks<br />
interaktion med andre mekanismer under åbne vilkår.<br />
130
D<strong>et</strong>te samspil kan som nævnt resultere i, at de ikke altid<br />
manifesteres empirisk (jfr. Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 234).<br />
I <strong>et</strong> <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> <strong>perspektiv</strong> forstås sociale systemer som<br />
åbne, komplekse og ”mudrede” (Sayer 2000: 19). Under<br />
åbne vilkår vil sociale hændelser altid være <strong>et</strong> produkt af en<br />
række samvirkende mekanismer. I samfundsvidenskaben er<br />
der altid tale om fænomener under åbne vilkår, dvs. de generative<br />
mekanismer, som vi studerer, virker i <strong>et</strong> komplekst<br />
samspil med andre mekanismer, som befordrer eller modvirker<br />
den mekanisme, som vi studerer. Altså findes der hele<br />
tiden en række samvirkende faktorer, ligesom d<strong>et</strong> også er<br />
afgørende, at en mekanisme undertiden er aktiv, og undertiden<br />
hvilkende. Indimellem findes der modvirkende mekanismer,<br />
ligesom også forskellige mekanismer kan producere<br />
d<strong>et</strong> samme resultat. Ligeledes kan den samme mekanisme<br />
producere forskellige udfald (outcomes) i henhold til den<br />
givne kontekst. Mekanismer udgår fra d<strong>et</strong> givne objekts<br />
struktur, og fra objekt<strong>et</strong>s relation til andre objekter, som<br />
hver især indeholder årsagskræfter og tilbøjeligheder, der<br />
kan udløse, blokere eller modificere d<strong>et</strong> givne objekts måde<br />
at virke på. På baggrund heraf må man ved studier af samfundsmæssige<br />
fænomener snarere forvente fravær af regelmæssige<br />
forbindelser mellem årsag og effekt end lovmæssighed<br />
(Sayer 2000: 15f). Danermark <strong>et</strong> al. 1997 konkluderer<br />
herudfra: ”En vigtig slutning er, at empirisk testning<br />
af den slags, som er almindelige inden for den positivistiske<br />
tradition, i regelen ikke er den bedste måde at teste<br />
en hypotese om kausale kræfter på (Danermark <strong>et</strong> al. 1997:<br />
282). Mekanismer er ofte skjulte ved d<strong>et</strong>, at de modvirkes<br />
af andre mekanismer, men aktualiseres dog på en tydelig<br />
måde i visse situationer (Danermark <strong>et</strong> al 1997: 163).<br />
D<strong>et</strong>te forhold kan måske forklare, hvorfor der i en bestemt<br />
livsfase ikke synes at forekomme manifestationer af en given<br />
negativ social <strong>arv</strong>, men at denne så dukker op i en senere<br />
livsfase, når de unge fx ”igennem nogle år har vær<strong>et</strong><br />
udsat for stressbelastninger i arbejdsmiljø<strong>et</strong>” (jfr. Ekspertgruppen<br />
om social <strong>arv</strong> 1999: 68).<br />
131
4.8. Intensive og ekstensive m<strong>et</strong>oder<br />
I en <strong>realistisk</strong> analysestrategi vil man i forlængelse ovenstående<br />
søge at kombinere kvantitative og kvalitative tilgange,<br />
eller r<strong>et</strong>tere: intensivt og ekstensivt design. I den ekstensive<br />
tilgang undersøger man omfang og udbredelse af <strong>et</strong> fænomen,<br />
fordeling og regelmæssigheder. Mål<strong>et</strong> er deskriptive<br />
”repræsentative” generaliseringer uden direkte forklarende<br />
formåen. I den intensive tilgang er sigt<strong>et</strong> derimod en kausal<br />
forklaring på, hvordan en specifik hændelse produceres (jfr.<br />
Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 237). D<strong>et</strong> intensive design kan dog<br />
også rumme indslag af kvantitative m<strong>et</strong>oder, men d<strong>et</strong> bygger<br />
typisk på analyse af cases (Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 243,<br />
245).<br />
En central kritik af positivismen (den empirisk analytiske tilgang)<br />
er, at modeller, som udelukkende baseres på d<strong>et</strong> empiriske<br />
niveau, ikke formår at tage hensyn til de bagvedliggende<br />
generative mekanismer. Den amerikanske videnskabsteor<strong>et</strong>iker<br />
P<strong>et</strong>er Manicas giver nogle eksempler på<br />
problemer ved måden at ræsonnere på i multivariatanalyser,<br />
hvor udgangspunkt<strong>et</strong> synes at være en opfattelse af, at<br />
årsager kan være additive, og at teorier, som udtaler sig om<br />
partielle sammenhænge mellem afhængige og uafhængige<br />
variabler, er reelt forklarende. D<strong>et</strong>te vil Manicas problematisere.<br />
For bort<strong>s<strong>et</strong></strong> fra ved mekanisk kausalit<strong>et</strong> er årsager ikke<br />
additive (Jfr. Manicas 1987: 277-293, Danermark <strong>et</strong> al.<br />
1997: 246).<br />
Kend<strong>et</strong>egnende for udvælgelsesmåden inden for d<strong>et</strong> ekstensive<br />
design er, at man efterstræber repræsentativit<strong>et</strong>. Udvalg<strong>et</strong><br />
skal som regel være statistisk repræsentativt. Derimod<br />
er udvælgelsesprincipperne i d<strong>et</strong> intensive design strategisk:<br />
dvs. tager form af casestudier. Undertiden kan man<br />
indhente væsentlig mere information gennem undersøgelse<br />
af cases end gennem <strong>et</strong> repræsentativt eller gennemsnitlig<br />
studie. Danermark <strong>et</strong> al (1997) sondrer mellem fire typer af<br />
cases: 1. de patologiske eller ekstreme tilfælde, 2. maksi-<br />
132
malt varierede cases, 3. <strong>kritisk</strong>e cases, og 4. normale tilfælde.<br />
I valg<strong>et</strong> af type 2 vil der være mulighed for at belyse b<strong>et</strong>ydningen<br />
af varierede omstændigheder for udformningen af<br />
lige d<strong>et</strong>, man studerer. Hvis mønsterbrud (eller ”mælkebøttebørn”)<br />
opfattes som <strong>et</strong> eksempel på type 3, vil man her<br />
kunne undersøge, hvorfor børn, der vokser op i miljøer<br />
præg<strong>et</strong> af fattigdom, kriminalit<strong>et</strong> og misbrug, alligevel ”klarer<br />
sig”. Man vil her kunne afdække, hvilke modvirkende<br />
kræfter, der er virksomme, og som på trods af en række<br />
mekanismer, der virker i r<strong>et</strong>ningen af en destruktiv adfærd,<br />
bevirker, at d<strong>et</strong> alligevel ikke går dårligt for disse børn (jfr.<br />
Danermark <strong>et</strong> al. 1997: 243). I sådanne casestudier vil opgaven<br />
være at afdække, hvordan forskellige mekanismer<br />
virker i forskellige kontekster, og belyse hvordan de modvirker<br />
eller forstærker hinanden, således at d<strong>et</strong> empiriske<br />
udfald varierer (Danermark 1997: 244).<br />
Intensivt og ekstensivt design udgår fra forskellige typer<br />
problemstillinger. Fokus i d<strong>et</strong> intensive design er de generative<br />
mekanismer: at undersøge, hvordan en mekanisme virker<br />
i d<strong>et</strong> konkr<strong>et</strong>e eksempel, hvilk<strong>et</strong> indebærer at søge at<br />
spore den kausale kraft og at beskrive d<strong>et</strong> samspil af kræfter,<br />
som producerer den sociale for<strong>et</strong>eelse, der skal forklares<br />
(Danermark <strong>et</strong> al 1997: 238). Man vil her undersøge,<br />
hvordan processerne ser ud i <strong>et</strong> specifikt tilfælde. Svagheden<br />
ved denne tilgang er de manglende muligheder for generalisering<br />
– og dermed forudsigelse.<br />
4.9. Den sociale <strong>arv</strong>s følger er kontingente<br />
Med udgangspunkt i begreb<strong>et</strong> kontingens, dvs. d<strong>et</strong>, der<br />
hverken er nødvendigt eller umuligt, vil jeg hævde, at den<br />
sociale <strong>arv</strong>s følger (nog<strong>et</strong> forenkl<strong>et</strong> sagt: børn, der som<br />
voksne gentager deres forældres problemer i deres eg<strong>et</strong><br />
liv), er kontingente. I min argumentation skelner jeg således<br />
mellem ”den sociale <strong>arv</strong>” og ”den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel”<br />
(den sociale <strong>arv</strong>s følger eller konsekvenser). Cirklen il-<br />
133
lustrerer ud over fastholdelse i kraft af komplekse sammenhænge<br />
en tidsdimension eller en biografisk dimension i processen.<br />
I min forståelse vil der i børns opvækstb<strong>et</strong>ingelser<br />
altid være en ”<strong>arv</strong>” – en overførsel af påvirkninger fra opvækstmiljø<strong>et</strong>,<br />
herunder primært fra forældrene (men altid<br />
forstå<strong>et</strong> som forældre præg<strong>et</strong> af bestemte livsb<strong>et</strong>ingelser) –<br />
men hvorvidt denne <strong>arv</strong> senere i barn<strong>et</strong>s livsforløb manifesterer<br />
sig på en sådan måde, at barn<strong>et</strong> som ung eller voksen<br />
får problemer i lighed med forældrene, vil afhænge af –<br />
eller bero på – en række kontingente omstændigheder. D<strong>et</strong><br />
b<strong>et</strong>yder, at int<strong>et</strong> barn er præd<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> til at gentage sine<br />
forældres problemer. Men d<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder ikke, at der ikke er<br />
nogen d<strong>et</strong>erminanter (eller ”risikofaktorer”, dvs. faktorer,<br />
der nok d<strong>et</strong>erminerer, men samtidig er faktorer, der kan<br />
modvirkes af andre faktorer). Sagt med andre ord: Begivenheder<br />
er ikke præ-d<strong>et</strong>erminerede, men afhængige af<br />
kontingente b<strong>et</strong>ingelser (jfr. Sayer 2000: 15 og 94ff). At<br />
nog<strong>et</strong> er kontingent, b<strong>et</strong>yder altså ikke, at d<strong>et</strong> er ud<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong><br />
eller uforårsag<strong>et</strong>. Der er ifølge Sayer en række barrierer<br />
for d<strong>et</strong>erminisme: 1. hvorvidt årsagskræfter (så som fx<br />
evnen til at føde børn) eksisterer, afhænger af den kontingente<br />
tilstedeværelse af visse strukturer eller objekter, 2.<br />
hvorvidt disse kræfter nogensinde bliver aktiver<strong>et</strong>, er kontingent,<br />
ikke præd<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong>, 3. HVIS og NÅR de bliver aktiver<strong>et</strong>,<br />
vil deres konsekvenser afhænge af mediering – eller<br />
neutralisering – gennem andre kontingent relaterede fænomener<br />
(Sayer 2000: 95, 2005: 191).<br />
4.10. Den sociale <strong>arv</strong> som mekanisme<br />
Når overførelsen af den sociale <strong>arv</strong> forstås som resultat af<br />
samspill<strong>et</strong> mellem forældre og barn, er der her tale om en<br />
struktur med indbyggede tilbøjeligheder, nemlig til, at barn<strong>et</strong><br />
internaliserer bestemte normer, værdier og adfærdsmønstre<br />
fra forældrene. Hvilke normer osv., d<strong>et</strong> er, vil bl.a.<br />
afhænge af forældrenes position i samfund<strong>et</strong>, dvs. de vil divergere<br />
fra familie til familie. Således vil der i en arbejderfamilie<br />
forekomme andre normer og værdier end i en middelklassefamilie<br />
(Se hertil fx Melvin Kohn, Patricia Allatt og<br />
134
Ann<strong>et</strong>te Lareau). I middelklassefamilien vil forældrene således<br />
søge at videregive privilegier og fordele til deres børn<br />
(jfr. Patricia Allatts analyse), mens forældre i udsatte og<br />
marginaliserede familier ikke vil have ressourcer til at overføre<br />
samme privilegier og fordele til deres børn, men måske<br />
snarere d<strong>et</strong>, Jonsson kalder ”afmagt”. Frem for ressourcer<br />
vil d<strong>et</strong> i de dårligst stillede familier snarere være tale om en<br />
række belastninger og handicaps, som børnene kan være<br />
mere eller mindre gode til at håndtere, og som de vil få mere<br />
eller mindre hjælp til at håndtere fra omgivelserne. Sådanne<br />
afvigende situationer kan være afgørende for, hvilken<br />
social <strong>arv</strong> de enkelte børn overtager og viderefører. Hvordan<br />
den konkr<strong>et</strong>e sociale <strong>arv</strong> hos d<strong>et</strong> enkelte barn ser ud, kan<br />
således først afdækkes gennem en analyse af samspill<strong>et</strong> de<br />
mekanismer, der er på spil i den konkr<strong>et</strong>e case (dvs. mekanismer,<br />
som bremser hhv. befordrer den sociale <strong>arv</strong>).<br />
Hvorvidt og hvordan den sociale <strong>arv</strong> kommer til udtryk (aktiveres),<br />
kan afhænge af en række risikofaktorer, men også<br />
af modvirkende mekanismer (f.eks. en god indsats fra barn<strong>et</strong>s<br />
skole). De effekter, som bliver resultat<strong>et</strong> af disse processer,<br />
vil afhænge af de specifikke sociale relationer, sammen<br />
med de ressourcer, begrænsninger eller regler, der er<br />
forbund<strong>et</strong> med dem (jfr. Sayer 1992: 93). – <strong>Social</strong>e strukturer<br />
varer ikke automatisk, men kun for så vidt mennesker<br />
reproducerer dem. Hvorvidt en social struktur eksisterer, er<br />
altså kontingent (Sayer 1992: 96f).<br />
Når vi undersøger kausale processer, så vedrører kausalit<strong>et</strong><br />
i en <strong>realistisk</strong> tilgang ikke relationen mellem adskilte begivenheder<br />
(’årsager og effekt’), men de årsagskræfter og tilbøjeligheder,<br />
som knytter sig til objekter og relationer, dvs.<br />
deres måder at agere på eller ”mekanismer” (Sayer 1992:<br />
104f). Mennesker har årsagskræfter til at revse deres børn,<br />
forsømme dem, <strong>et</strong>c., ligesom de har en række tilbøjeligheder,<br />
så som fx at være påvirkelige for gruppepres, løfter eller<br />
trusler fra forældre. Ofte ligger årsagskræfterne ikke i<br />
enkelte objekter eller individer, men i de sociale relationer<br />
og de strukturer, de danner. Disse kræfter og tilbøjeligheder<br />
135
kan eksistere, uan<strong>s<strong>et</strong></strong> om de bliver bragt i anvendelse eller<br />
ej, om de bliver tålt og tilladt eller ej (Sayer 1992: 105). En<br />
årsagspåstand gælder i denne forståelse ikke regelmæssigheden<br />
mellem adskilte begivenheder, men hvordan <strong>et</strong> objekt<br />
er, og hvad d<strong>et</strong> kan gøre, og kun i anden række, hvad<br />
d<strong>et</strong> faktisk vil gøre i en given enkeltsituation (Sayer 1992:<br />
105).<br />
Mekanismer eller særlige måder at agere på eksisterer således<br />
nødvendigvis i kraft af deres objekts struktur. De kan<br />
derfor eksistere uafhængigt af nog<strong>et</strong> enkelt begivenhedsmønster,<br />
dvs. ikke kun når ’C’ fører til ’E’, men også når ’C’<br />
ikke fører til ’E’. Men d<strong>et</strong> er her vigtigt at være klar over, at<br />
når <strong>et</strong> objekts natur ændrer sig, så vil d<strong>et</strong>s årsagskræfter<br />
også ændre sig (Sayer 1992: 105).<br />
Der er mekanismer, som nødvendigvis eksisterer i kraft af<br />
objekt<strong>et</strong>s natur (f.eks. <strong>et</strong> barns evne til at gå i skole), men<br />
hvis effekter (aktiv skolegang), som enhver anden mekanisme,<br />
kan medieres af andre mekanismer eller variationer i<br />
b<strong>et</strong>ingelserne, f.eks. en kammerat, som lokker d<strong>et</strong> til at<br />
skulke eller forældre, der flytter til en anden bydel. Hvorvidt<br />
en årsagskraft eller tilbøjelighed faktisk bliver aktiver<strong>et</strong> eller<br />
tilladt i en given situation, afhænger således af b<strong>et</strong>ingelser,<br />
dvs. andre objekter, hvis tilstedeværelse er kontingent. Så<br />
selv om årsagskræfter nødvendigvis eksisterer i kraft af objekt<strong>et</strong>s<br />
natur, er d<strong>et</strong> kontingent, hvorvidt de nogensinde bliver<br />
aktiver<strong>et</strong>. Når årsagskræfterne aktiveres, så afhænger<br />
de faktiske effekter igen af de b<strong>et</strong>ingelser, hvorunder de<br />
virker.<br />
Er opgaven nu at forklare, hvorfor den pågældende dreng<br />
skulker fra skolen, så går proceduren via identifikationen af<br />
mekanismer, som er i stand til at producere de begivenheder,<br />
vi vil forklare (skulkeri<strong>et</strong>). D<strong>et</strong> er her ikke nok at vide at<br />
’C’ generelt er blev<strong>et</strong> efterfulgt af ’E’, vi må forstå hele den<br />
kontinuerlige proces, gennem hvilken ’C’ producerede ’E’:<br />
D<strong>et</strong> kan fx være, at faderens arbejdsløshed førte til, at forældrene<br />
måtte flytte til <strong>et</strong> and<strong>et</strong> kvarter, og sønnen som<br />
136
følge heraf skulle begynde i en ny skole, hvor han ikke kunne<br />
føle hjemme og blev drill<strong>et</strong>. D<strong>et</strong>, der udløser skulkeri<strong>et</strong>,<br />
er imidlertid en kammerat, der lokker ham til at gå med i<br />
butikscentr<strong>et</strong> i sted<strong>et</strong> for at gå i skole. Når drengen lader sig<br />
lokke, skyldes d<strong>et</strong> imidlertid hans generelle utilpas<strong>s<strong>et</strong></strong>hed og<br />
problemer i den nye skole. Der er således mange interagerende<br />
mekanismer, som får indflydelse på, hvorvidt den pågældende<br />
begivenhed (skulkeri<strong>et</strong>) nogensinde kommer til at<br />
ske eller ej.<br />
Om utilpas<strong>s<strong>et</strong></strong>heden (forstå<strong>et</strong> som drengens sociale <strong>arv</strong>) fører<br />
til butikstyveri og egentlig kriminalit<strong>et</strong> (hvorefter der<br />
sker registreringer, som kan indgå i opgørelser af social<br />
<strong>arv</strong>), afhænger således af utallige konkr<strong>et</strong>e forhold – og<br />
dermed <strong>et</strong> utal af faktorer i den kontekst, drengen indgår i.<br />
Relationen mellem årsagskræfter (eller mekanismer) og deres<br />
virkninger er således ikke fast, men kontingent (Sayer<br />
1992: 107). Årsagskræfter kan derfor også sagtens eksistere<br />
uafhængigt af deres effekter. <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> kan eksistere<br />
uden at dens virkninger, f.eks. kriminalit<strong>et</strong>, nogensinde<br />
kommer til at vise sig.<br />
Relationen mellem objekter og deres årsagskræfter er nødvendig,<br />
mens relationen mellem disse og deres b<strong>et</strong>ingelser<br />
er kontingent. Nogle af disse b<strong>et</strong>ingelser kan imidlertid omfatte<br />
objekter, som aktiverer mekanismerne (fx skolekammeraten,<br />
som lokker drengen med til at skulke). D<strong>et</strong> er på<br />
den anden side kontingent, hvilke b<strong>et</strong>ingelser der faktisk er<br />
til stede. Antag eksempelvis, at forældrene aldrig kommer<br />
til at flytte, eller der ikke er kammerater i skolen, der lokker<br />
til skulkeri.<br />
Operationen af den samme mekanisme kan producere helt<br />
forskellige resultater, og forskellige mekanismer kan producere<br />
d<strong>et</strong> samme empiriske resultat (Sayer 1992: 108). Man<br />
kan eksempelvis antage, at både er drilleri<strong>et</strong> og kammeratens<br />
lokken, der udløser skulkeri<strong>et</strong>. Når to eller flere mekanismer<br />
frembringer den samme effekt simultant, siges d<strong>et</strong><br />
137
undertiden, at situationen er overd<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> (Sayer<br />
1992:108).<br />
Modvirkende kræfter kan tilsidesætte og skjule effekterne af<br />
en konkr<strong>et</strong> mekanisme, selv om den faktisk opererer. D<strong>et</strong>te<br />
forhold, at mekanismer er uafhængige af deres effekter, har<br />
store implikationer, frem for alt, at opdagelsen af, hvad en<br />
mekanisme kan og ikke kan, kræver store anstrengelser, og<br />
at søgen efter empiriske regelmæssigheder som hjælp hertil<br />
ikke er en adækvat fremgangsmåde. Som Sayer fremhæver,<br />
har hvad der forårsager en begivenhed int<strong>et</strong> at gøre<br />
med d<strong>et</strong> antal af gange, den er blev<strong>et</strong> observer<strong>et</strong> at forekomme,<br />
og int<strong>et</strong> at gøre med, om vi faktisk er i stand til at<br />
forudsige den (Sayer 1992: 110). Når en proces, som f.eks.<br />
drengens skulkeri fra skolen, er sam-d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong> af adskillige<br />
distinkte mekanismer, kan d<strong>et</strong> dog være rimeligt at tale<br />
om en af dem, som en, der har mere effekt end en anden<br />
(Sayer 1992: 111).<br />
Vi må endvidere se på de strukturelle b<strong>et</strong>ingelser. Ofte indebærer<br />
en forklaring af social praksis en regres fra handlinger<br />
gennem grunde (reasons) til regler (rules) og derfra<br />
til strukturer (structures). Der er tre niveauer: d<strong>et</strong> første er<br />
aktørerne og deres grunde, d<strong>et</strong> and<strong>et</strong> er den pågældende<br />
institutions regler, og d<strong>et</strong> tredje er d<strong>et</strong> bredere økonomiske<br />
system med d<strong>et</strong>s konstitutive sociale relationer. Sayer understreger<br />
den gensidige afhængighed mellem struktur og<br />
handling (agency). Han understreger, at eftersom grunde<br />
kan være årsager og strukturer kan være begrebsafhængige,<br />
så er kausal, strukturel og fortolkende analyse gensidigt<br />
afhængige (Sayer 1992: 114). Årsagsanalyse er tæt knytt<strong>et</strong><br />
til abstraktion og strukturel analyse. Søgen efter regelmæssigheder<br />
kan være til stor nytte for årsagsanalyse, id<strong>et</strong> opdagelsen<br />
af empiriske regelmæssigheder kan lede opmærksomheden<br />
hen mod objekter, hvis årsagskræfter kunne være<br />
ansvarlige for mønstr<strong>et</strong> og for de b<strong>et</strong>ingelser, som er<br />
nødvendige for deres eksistens og for deres aktivering.<br />
138
4.11. Tre cases med forskelligt udfald<br />
Når vi studerer social <strong>arv</strong> ud fra en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> tilgang,<br />
kigger vi på sammenhængen mellem strukturer, mekanismer<br />
og hændelser (jfr. her Smith 1998: 300 og Sayer 1992:<br />
128f). Jeg vælger at tage tre cases: Familie A, B og C. Jeg<br />
overforenkler her tingene for anskuelighedens skyld.<br />
HÆNDELSER<br />
MEKANISMER<br />
STRUKTURER<br />
Figur 1. Kilde: Smith 1998: 300.<br />
h1 h2 ingen<br />
hændelse<br />
m1 m2 m3 m4 m5<br />
s1 s2 s3<br />
FAMILIE A FAMILIE B FAMILIE C<br />
Vi har tre børn, som vokser op i hver sin belastede familie<br />
(s1, s2, s3), og som derfor giver barn<strong>et</strong> en opvækst, som<br />
overfører belastninger til børnene (m1, m3, m5), hvilk<strong>et</strong> i<br />
de to tilfælde fører til en kriminel adfærd hos børnene. I d<strong>et</strong><br />
tredje tilfælde kan man ikke iagttage nogen kriminel adfærd<br />
hos barn<strong>et</strong>. Afhængigt af de b<strong>et</strong>ingelser, hvorunder børnene<br />
i de tre familier vokser op, vil der genereres vidt forskellige<br />
udfald (h) – og eventuelt sl<strong>et</strong> ikke nog<strong>et</strong> udfald (familie C).<br />
I den første case udgør relationen mellem forældre og barn,<br />
den struktur, s1, der danner udgangspunkt for overførslen<br />
af dispositioner til børnene (mekanismen), m1, og som i<br />
d<strong>et</strong>te tilfælde fører til en bestemt hændelse (barn<strong>et</strong>s kriminelle<br />
adfærd), h1.<br />
139<br />
nødvendige indre strukturer
I den næste case er udgangspunkt<strong>et</strong> en anden familiestruktur,<br />
s2, der ligesom den første rummer en overføring af dispositioner<br />
til barn<strong>et</strong>, m3, men hvor ”<strong>arv</strong>en” dog påvirkes og<br />
forstærkes af en yderligere mekanisme, m2, der fx kunne<br />
være påvirkning fra den anden forælder, med h2, ”grov<br />
kriminalit<strong>et</strong>”, som resultat. Eller d<strong>et</strong> kunne tænkes som en<br />
påvirkning fra <strong>et</strong> kriminelt miljø.<br />
I d<strong>et</strong> tredje tilfælde viser den sociale <strong>arv</strong> sig sl<strong>et</strong> ikke, id<strong>et</strong><br />
der ikke fremkommer nogen bestemt kriminel hændelse, på<br />
trods af, at barn<strong>et</strong> i sin opvækst har indgå<strong>et</strong> i en familiestruktur,<br />
som ligner de to tidligere nævnte, og som indebærer<br />
en overføring af dispositioner, som disponerer barn<strong>et</strong> på<br />
lignende vis som i case 1 og 2. Når hændelsen, den kriminelle<br />
adfærd, her udebliver, skyldes d<strong>et</strong>, at påvirkningerne<br />
fra opvækstmiljø<strong>et</strong> er blev<strong>et</strong> eliminer<strong>et</strong> (eller måske snarere<br />
modificer<strong>et</strong>) af en modvirkende mekanisme, m4, som<br />
hæmmer og bremser de fremtrædelsesformer, ”<strong>arv</strong>en” her<br />
kunne have få<strong>et</strong>, dersom den modvirkende mekanisme ikke<br />
havde vær<strong>et</strong> der. D<strong>et</strong> kunne fx være en forstående nabo eller<br />
en kammerat, forskellige faktorer i konteksten.<br />
I de to første cases kan man konstatere en social <strong>arv</strong> i form<br />
af en registrer<strong>et</strong> kriminel aktivit<strong>et</strong> hos barn<strong>et</strong>. Derimod ses<br />
der i d<strong>et</strong> tredje tilfælde ikke nogen social <strong>arv</strong> i form af registrer<strong>et</strong><br />
kriminel adfærd. D<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder ikke, at der ikke har<br />
vær<strong>et</strong> nogen social <strong>arv</strong> i b<strong>et</strong>ydningen overføring af dispositioner<br />
fra forældre og opvækstmiljø til barn<strong>et</strong>. Disse påvirkninger<br />
findes, også selv om vi ikke umiddelbart kan iagttage<br />
dem, og selv om de ikke ender med at få de udtryk, som de<br />
får i de første to tilfælde. D<strong>et</strong> er muligt, at case 3, hvor der<br />
ikke ses nogen social <strong>arv</strong>, er den hyppigst forekommende,<br />
takk<strong>et</strong> være bl.a. ”b<strong>et</strong>ydningsfulde andre”, daginstitutioner<br />
og skolers indsats. Men d<strong>et</strong> indebærer ikke, at der ikke er<br />
tale om nogen social <strong>arv</strong>. Selv hos sådanne ”mønsterbrydere”<br />
vil der foreligge en social <strong>arv</strong>, den er blot på grund af<br />
gunstige omstændigheder ikke blev<strong>et</strong> aktiver<strong>et</strong> sådan som i<br />
de to første tilfælde.<br />
140
Ovenstående er en meg<strong>et</strong> forenkl<strong>et</strong> model af d<strong>et</strong>, der sker.<br />
En mere nuancer<strong>et</strong> model ville skulle inddrage en mere indgående<br />
identifikation af opvækstb<strong>et</strong>ingelserne og gå ind i en<br />
grundigere afdækning af samspill<strong>et</strong> mellem de mekanismer,<br />
som fører til de konkr<strong>et</strong>e hændelser i de enkelte tilfælde.<br />
Den mere nuancerede model ville frem for alt inddrage<br />
mange flere forhold i den specifikke kontekst, dvs. de b<strong>et</strong>ingelser,<br />
hvorunder processen finder sted.<br />
Baggrunden for ovenstående skitse er Bhaskars model for<br />
strukturerne i en årsagsforklaring. Sayer har elaborer<strong>et</strong> på<br />
Bhaskars originale model, og d<strong>et</strong> er denne udgave, der ligger<br />
til grund for følgende forklaring, som fremhæver den<br />
sociale konteksts b<strong>et</strong>ydning for, hvad der sker.<br />
OBJEKT ÅRSAGSKRÆFTER, BETINGELSER HÆNDELSER<br />
TILBØJELIGHEDER<br />
X_____ å1, å2, å3, ------------ b1_________ h1<br />
S t1, t2, t3 b2_________ h 2<br />
b3_________ h 3<br />
bK_________ h 4<br />
Objekt X, besidder nødvendigvis<br />
der har årsagskræfter (å) og<br />
strukturen tilbøjeligheder (t) …<br />
S… under specifikke<br />
b<strong>et</strong>ingelser (b) …<br />
______ = nødvendig relation<br />
-------- = kontingent relation<br />
141<br />
vil:<br />
(b1) ikke blive<br />
aktiver<strong>et</strong> og<br />
skaber derfor<br />
ingen ændring<br />
(b2) producere<br />
forandring af<br />
type h2<br />
(b3) producere<br />
forandring af<br />
type h3, <strong>et</strong>c.<br />
Figur 2. Kilde: Sayer 1992: 108f og Easton 2000: 209.
Vi har som udgangspunkt <strong>et</strong> objekt (familie I), der har<br />
strukturen S. Der er i d<strong>et</strong>te tilfælde tale om <strong>et</strong> meg<strong>et</strong> komplekst<br />
studieobjekt, der er kend<strong>et</strong>egn<strong>et</strong> ved sine særlige relationer.<br />
D<strong>et</strong>te objekt besidder nødvendigvis årsagskræfter<br />
(å) og tilbøjeligheder (t). Objekternes tilbøjeligheder skal<br />
forstås som deres modtagelighed for at blive reager<strong>et</strong> på af<br />
andre objekter. Objekterne er påvirkelige. Begivenheder og<br />
hændelser forekommer som resultat af, at <strong>et</strong> objekts årsagskræfter<br />
agerer i bestemte kontekster og under bestemte<br />
b<strong>et</strong>ingelser. Forhold<strong>et</strong> mellem årsagskræfter og deres effekter<br />
er derfor kontingent. D<strong>et</strong> er nemlig kontingent, hvilke<br />
b<strong>et</strong>ingelser, der er til stede. B<strong>et</strong>ingelserne kan omfatte andre<br />
objekter, der aktiverer deres årsagskræfter og tilbøjeligheder.<br />
Afhængigt af, hvilke b<strong>et</strong>ingelser, der foreligger i de<br />
enkelte tilfælde (b1, b2, b3, bK), vil der fremkomme en<br />
række af divergerende hændelser (h1, h2, h3, h4).<br />
4.12. Skitse til en case-undersøgelse<br />
Spørgsmålene i en <strong>kritisk</strong> <strong>realistisk</strong> forklaring må lyde nogenlunde<br />
sådan her: Hvad var de nødvendige b<strong>et</strong>ingelser,<br />
som frembragte barn<strong>et</strong>s ”outcome” (fx sygdom, kriminalit<strong>et</strong>)<br />
og gjorde deres kontinuerte tilstedeværelse mulig?<br />
Hvilke udløsende mekanismer kan vi identificere? Hvad er<br />
de nødvendige personlige og sociale komponenter bag den<br />
unge, som på trods af alle risici ”klarer sig godt”? Blev disse<br />
nødvendige komponenter faktisk implementer<strong>et</strong> i de miljøer,<br />
som den unge kom i berøring med? Hvad er de nødvendige<br />
sociale og personlige komponenter, som har resulter<strong>et</strong> i, at<br />
den unge har ”klar<strong>et</strong> sig godt” på trods af alle odds? (Jfr. Livock<br />
2009).<br />
Vi kan forestille os tre cases: en case, hvor barn<strong>et</strong> på trods<br />
af alle belastninger ”klarer sig godt” (ifølge Ejrnæs den hyppigste)<br />
og en, hvor barn<strong>et</strong> bliver bærer af en <strong>arv</strong>, som under<br />
bestemte b<strong>et</strong>ingelser fører til, at d<strong>et</strong> som voksen får<br />
problemer i lighed med forældrene. Her er en tredje case<br />
den situation, hvor barn<strong>et</strong> nok bliver bærer af en <strong>arv</strong> sva-<br />
142
ende til barn<strong>et</strong> i case 2, men i løb<strong>et</strong> af sit liv kommer til at<br />
indgå i kontekster, som er afgørende forskellige fra de b<strong>et</strong>ingelser,<br />
som i case 2 rummer de faktorer, som udløser de<br />
problemer (manifestationer af <strong>arv</strong>en), der således undgås i<br />
case 3. Opgaven i case 1 vil være at belyse, hvilke faktorer,<br />
der er nødvendige for, at barn<strong>et</strong> kommer til at ”klare sig så<br />
godt”, at der aldrig bliver registrer<strong>et</strong> nogen social <strong>arv</strong> (dvs.<br />
hvor nogen ville sige, at der ikke foreligger nogen social<br />
<strong>arv</strong>), id<strong>et</strong> der ikke findes registrer<strong>et</strong> hospitalsindlæggelser,<br />
kriminel aktivit<strong>et</strong>, osv. hos barn<strong>et</strong> som voksen.<br />
Min påstand er så her, at der nok alligevel kan være tale om<br />
social <strong>arv</strong>, id<strong>et</strong> der ud over den registrerede andel vil kunne<br />
være tale om en ikke-registrer<strong>et</strong> andel, dvs. <strong>et</strong> ”mørk<strong>et</strong>al”.<br />
D<strong>et</strong> er jo n<strong>et</strong>op også <strong>et</strong> spørgsmål om problemernes sværhedsgrad.<br />
Der kan fx være tale om sådanne symptomer hos<br />
børnene så som ængstelighed, nervøsit<strong>et</strong>, urolig adfærd,<br />
m.v., som de fx er blev<strong>et</strong> afdækk<strong>et</strong> hos Vedel-P<strong>et</strong>ersen <strong>et</strong><br />
al. (1968), men som måske ikke bliver kategoriser<strong>et</strong> som<br />
sociale problemer. D<strong>et</strong> er her kendt, at store forskelle i frekvenser<br />
af psykiske vanskeligheder i forskellige undersøgelser,<br />
kan ”tilskrives variationer i m<strong>et</strong>odikken: med intensive<br />
interviews når man frem til højere frekvens end med spørgeskemaundersøgelser”<br />
(Jørgensen <strong>et</strong> al. 1993: 124).<br />
4.13. Et konkr<strong>et</strong> eksempel: Omsorgssvigt<br />
Jens Guldager anfører i Helhedssyn og forklaring (2008) <strong>et</strong><br />
eksempel med <strong>et</strong> barn, der mistrives. Opgaven er her at give<br />
en forklaring på, hvorfor d<strong>et</strong> har d<strong>et</strong> som beskrev<strong>et</strong>. Kan<br />
man altså redegøre for, hvilken sammenhæng der er mellem<br />
de afhængige og de uafhængige variable? Man kender<br />
på forhånd en række uafhængige variable som f.eks., at<br />
barn<strong>et</strong> er svagt begav<strong>et</strong>, samtidig med at faderen drikker,<br />
og moderen har mist<strong>et</strong> sit selvværd på grund af arbejdsløshed.<br />
Forklaringen på, hvorfor forældrene har omsorgssvigt<strong>et</strong><br />
deres barn vil bygge på sammensatte kausalforklaringer,<br />
dvs. forklaringer, der henviser til de generative mekanismer<br />
på forskellige niveauer: Faderens alkoholisme og moderens<br />
143
nedtrykthed på grund af arbejdsløshed er observerbare enkeltvariable,<br />
der sammen med andre medvirkende faktorer,<br />
kan ”sammenfattes til den afgørende teor<strong>et</strong>iske og ikke direkte<br />
observerbare forklaring på, at forældrene har omsorgssvigt<strong>et</strong><br />
deres barn.” (Ejrnæs & Guldager 2008: 24). På<br />
individniveau kan d<strong>et</strong> således være neurofysiologiske og<br />
psykologiske forklaringer; på gruppeniveau f.eks. gruppedynamiske<br />
forklaringer (bl.a. at barn<strong>et</strong> skammer sig og føler<br />
sig underlegen over for de andre børn), og på samfundsniveau<br />
f. eks. klassemæssige og normative kulturelle forklaringer<br />
(familiens fattigdom, forældrene lever ikke op til deres<br />
rolle som forældre). Med eksempl<strong>et</strong> vil Guldager illustrere,<br />
at forklaringer altid er teoriladede, dvs. altid bygger på<br />
teori. ”Hovedforklaringen – omsorgssvigt<strong>et</strong> – bygger på en<br />
psykologisk teori om, hvad omsorgssvigt er, og hvilken b<strong>et</strong>ydning<br />
d<strong>et</strong> har for børns psykosociale udvikling.” (Ejrnæs &<br />
Guldager 2008: 24).<br />
Omsorgssvigt<strong>et</strong> i ovenstående eksempel ses af Guldager<br />
som en generativ mekanisme, som ikke er direkte observerbar,<br />
men ikke desto mindre har konsekvenser, effekter<br />
og udfald (jfr. også Vagn Christensens forståelse af social<br />
<strong>arv</strong> som ”virkningen af opvækstforhold”). Omsorgssvigt<strong>et</strong><br />
kan vi ikke se, men erfare indirekte, fordi d<strong>et</strong> kan forårsage<br />
– få ting til at ske – i verden (jfr. Danermark m.fl. 1997:<br />
29). Oversat til social <strong>arv</strong>s terminologi: Arven i sig selv kan<br />
man – i lighed med omsorgssvigt<strong>et</strong> – ikke se direkte, men<br />
den udgør en generativ mekanisme, som – afhængigt af<br />
samspill<strong>et</strong> med andre mekanismer – kan få ting til at ske,<br />
dvs. få bestemte følger. Hvorvidt den gør d<strong>et</strong>, afhænger af<br />
mange andre faktorer. Og d<strong>et</strong> er her naturligvis meg<strong>et</strong> vigtigt<br />
at være opmærksom på eventuelle modvirkende mekanismer.<br />
Men hvor om alting er, så får omsorgssvigt selvsagt<br />
følger for barn<strong>et</strong>. D<strong>et</strong> får konsekvenser for barn<strong>et</strong>s sociale<br />
relationer (skam og følelse af underlegenhed), og konsekvenser<br />
for barn<strong>et</strong>s udrustning og bagage videre i liv<strong>et</strong><br />
(bl.a. for d<strong>et</strong>s kulturelle og sociale kapital, sociale færdigheder<br />
og læring i skolen, således, at barn<strong>et</strong> kommer til at<br />
mangle ressourcer, ved hvis hjælp d<strong>et</strong>s jævnaldrende kam-<br />
144
merater klarer sig i skolen og i d<strong>et</strong> sociale liv). Man kan måske<br />
hævde, at omsorgssvigt i nogen grad producerer ”magtesløshed”<br />
hos d<strong>et</strong> svigtede barn (jfr. Jonsson). Guldager<br />
siger d<strong>et</strong> på denne måde: ”(…) at børn, der bliver udsat for<br />
omsorgssvigt, er tilbøjelige til at få psykosociale problemer.<br />
Om de får d<strong>et</strong>, og ikke mindst hvor alvorligt de får d<strong>et</strong>, afhænger<br />
af konteksten, d<strong>et</strong> vil sige af de modvirkende mekanismer<br />
og beskyttende faktorer, der foreligger i barn<strong>et</strong>s<br />
livssituation, og som kan modvirke den skadelige virkning af<br />
omsorgssvigt<strong>et</strong>.” (Ejrnæs & Guldager 2008: 75).<br />
For at kunne afgøre enkelttilfælde, bliver man nødt til at undersøge<br />
de øvrige generative mekanismer, som medvirker<br />
til at producere den manglende trivsel hos barn<strong>et</strong>. På makroniveau<br />
må man således bl.a. have fat i familiens klas<strong>s<strong>et</strong></strong>ilhørsforhold<br />
(familien er fattig, og moderen er arbejdsløs).<br />
Denne situation hænger sammen med strukturelle forhold,<br />
som forårsager ulighed. Den samfundsmæssige struktur er<br />
altså med til at skabe de vilkår, som indvirker på familiens<br />
livssituation. Forældrenes klas<strong>s<strong>et</strong></strong>ilhørsforhold påvirker således<br />
forhold<strong>et</strong> mellem forældre og børn (jfr. Liljeström 1974:<br />
170).<br />
Man kan her tænke sig, at der sker en ændring i denne families<br />
livsb<strong>et</strong>ingelser i og med, at moderen får arbejde.<br />
Hermed skabes mulighedsb<strong>et</strong>ingelserne for, at hun overvinder<br />
sin nedtrykthed, og måske som følge heraf får højn<strong>et</strong> sit<br />
selvværd og i højere grad lever op til sin rolle som forælder.<br />
Denne ændrede situation, hvor familien får bedre udfoldelsesmuligheder,<br />
får muligvis konsekvenser for barn<strong>et</strong>s situation,<br />
således at der ikke længere på samme måde vil være<br />
tale om omsorgssvigt. Barn<strong>et</strong> vil som følge heraf muligvis<br />
komme ud af den ”onde cirkel”, d<strong>et</strong> har befund<strong>et</strong> sig i, og<br />
dermed undgå at blive belast<strong>et</strong> og skad<strong>et</strong> i samme grad<br />
som i førstnævnte tilfælde.<br />
Jeg vil med denne tænkte ændring i familiens sociale situation<br />
antyde, at hvilken <strong>arv</strong> <strong>et</strong> giv<strong>et</strong> barn bliver bærer af, ikke<br />
er d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong>, men tværtimod kontingent, dvs. afhæn-<br />
145
gig af en række konkr<strong>et</strong>e omstændigheder. Heraf fremgår<br />
også, at hvorvidt der overhoved<strong>et</strong> opstår de ovennævnte<br />
”psykosociale problemer”, og evt. hvilken sværhedsgrad de i<br />
giv<strong>et</strong> fald får, beror på en mængde konkr<strong>et</strong>e forhold. D<strong>et</strong> er<br />
således sl<strong>et</strong> ikke sikkert, at der nogen sinde viser sig de effekter<br />
i form af sygdom, kriminalit<strong>et</strong> og sociale problemer,<br />
der kan forstås som manifeste virkninger af den sociale <strong>arv</strong>.<br />
Hvorvidt, hvornår og hvordan følgevirkningerne af opvækstforholdene<br />
viser sig, er kontingent. Men d<strong>et</strong> b<strong>et</strong>yder ikke, at<br />
der ikke er nogen faktorer, der d<strong>et</strong>erminerer. Blot kan man<br />
ikke tale om, at bestemte udfald og følgevirkninger er præd<strong>et</strong>erminerede<br />
(dvs. giv<strong>et</strong> på forhånd).<br />
4.14. Tre b<strong>et</strong>ydninger af – eller aspekter af – social<br />
<strong>arv</strong><br />
Hvis vi vender tilbage til de tre b<strong>et</strong>ydninger af begreb<strong>et</strong> social<br />
<strong>arv</strong>, som blev skitser<strong>et</strong> i afsnit 1. 2. 4., kan de ses som<br />
en diskussion af kriterier for, hvornår der er tale om social<br />
<strong>arv</strong>. Eller de kan ses som udtryk for tre faser i den sociale<br />
<strong>arv</strong>s forløb. Der er tale om to adskilte målinger med <strong>et</strong> bestemt<br />
tidsinterval, dvs. med en mellemliggende periode,<br />
hvor der i kraft af livshistorien er kontinuit<strong>et</strong> fra fase 1 frem<br />
til fase 3. Med hensyn til d<strong>et</strong> første kriterium (definition I)<br />
vil der her være tale om en nødvendig effekt. <strong>Social</strong>iseringsprocessen<br />
i opvæksten vil ikke kunne undgå at sætte<br />
sit præg på barn<strong>et</strong>. Barn<strong>et</strong> må med nødvendighed blive<br />
præg<strong>et</strong> af opvækstb<strong>et</strong>ingelserne. Hvordan denne prægning<br />
konkr<strong>et</strong> ser ud, vil være <strong>et</strong> empirisk spørgsmål, som må undersøges<br />
i hvert enkelt tilfælde. Med Bourdieus begreb kunne<br />
man sige, at habitusen er resultat<strong>et</strong> af denne proces.<br />
Hvorvidt de dispositioner, der ligger i habitusen, vil komme<br />
til udfoldelse, vil så afhænge af mange faktorer i konteksten.<br />
Alligevel forekommer habitus at være <strong>et</strong> for snævert<br />
begreb, id<strong>et</strong> d<strong>et</strong> f.eks. ikke dækker helbredsforhold og andre<br />
skadevirkninger af belastende opvækstb<strong>et</strong>ingelser. For<br />
at råde bod herpå kunne man supplere med indkredsning af<br />
barn<strong>et</strong>s kapitalvolumen: hvilke ressourcer, har barn<strong>et</strong> at gø-<br />
146
e godt med (økonomisk, social, kulturel og symbolsk kapital).<br />
Men selv med d<strong>et</strong>te supplement vil man næppe få <strong>et</strong><br />
tilstrækkeligt godt tag i de begrænsninger, belastninger,<br />
mangler, handicap og beskadigelser, som udgør d<strong>et</strong> centrale,<br />
når der er tale om ”negativ social <strong>arv</strong>”.<br />
Når jeg ikke helt er parat til at definere social <strong>arv</strong> som en<br />
habitus, en disposition eller en tilbøjelighed, ligger d<strong>et</strong> i, at<br />
jeg ikke så gerne vil se den sociale <strong>arv</strong> som nog<strong>et</strong> meg<strong>et</strong><br />
konkr<strong>et</strong> eller manifest, som vi på forhånd kan kende. Jeg vil<br />
snarere opfatte den som nog<strong>et</strong>, der ofte er mere latent, og<br />
som under bestemte b<strong>et</strong>ingelser i <strong>et</strong> komplekst samspil med<br />
andre mekanismer kan vise sig i mange forskellige ytringsformer.<br />
Belastninger i opvækstb<strong>et</strong>ingelserne kan vise sig<br />
tidligt som helbredsproblemer i form af legemlig sygdom eller<br />
”slå indad” som psykiske lidelser, men vil i andre tilfælde<br />
– i samspil med forhold i konteksten – eventuelt først træde<br />
frem på meg<strong>et</strong> senere tidspunkter i livsforløb<strong>et</strong>. Om <strong>arv</strong>en<br />
her resulterer i, at den pågældende bliver eksempelvis misbruger<br />
eller kriminel, vil afhænge af utallige faktorer i dennes<br />
livsforløb og livssituation. Men <strong>arv</strong>en vil, i min forståelse,<br />
ligge der som (varige) belastninger, begrænsninger i udfoldelsesmuligheder,<br />
”beskadigelser” eller en ”udsathed”,<br />
som ligger der latent, og som indebærer, at man l<strong>et</strong>tere<br />
”rammes”, når de uheldige omstændigheder foreligger.<br />
Arven er altså snarere mangler på kræfter, ressourcer,<br />
valgmuligheder, socialteknikker, osv., end konkr<strong>et</strong>e tilbøjeligheder<br />
så som tilbøjelighed til at anvende vold, begå indbrud<br />
eller lignende. Måske kunne <strong>arv</strong>en karakteriseres som<br />
”sårbarhed”; den er der, men om den pågældende ”såres”<br />
eller ”rammes”, afhænger af, hvad der i øvrigt sker, og hvilke<br />
mulighedsstrukturer, der foreligger. Den sociale <strong>arv</strong> er<br />
nog<strong>et</strong>, man har med som en ”bagage”, men den er langtfra<br />
altid synlig. Undertiden viser den sig i meg<strong>et</strong> konkr<strong>et</strong>e former<br />
(vold, kriminalit<strong>et</strong>, sygdom, <strong>et</strong>c.), og d<strong>et</strong> er især dem,<br />
man undersøger. D<strong>et</strong> er også med udgangspunkt i disse<br />
fremtrædelsesformer, at man via r<strong>et</strong>roduktion, dvs. slutning<br />
fra effekter til forklarende strukturer, må forsøge at finde<br />
147
frem til, hvad d<strong>et</strong> er for en social <strong>arv</strong>, der ligger bag dem. Vi<br />
kender den ikke på forhånd.<br />
Niels Ploug påpeger denne sammenhæng: ”Den forskningsmæssige<br />
udfordring i analysen af sammenhængen mellem<br />
ressourcer, adfærd og livschancer består i at give en ikked<strong>et</strong>erministisk<br />
forklaring på b<strong>et</strong>ydningen af denne sammenhæng.<br />
Fordi man finder en statistisk sammenhæng mellem<br />
belastningen i barndommen eller dårlige resultater i folkeskolen<br />
og manglende uddannelse eller arbejdsløshed, er d<strong>et</strong><br />
ikke d<strong>et</strong> samme som, at der er en direkte årsagssammenhæng.”<br />
(Ploug 2005: 15).<br />
Man kan i nogle tilfælde b<strong>et</strong>ragte social <strong>arv</strong> som en årsagskraft,<br />
<strong>et</strong> potentiale, som kan aktiveres, men muligvis aldrig<br />
bliver d<strong>et</strong>. I andre tilfælde kan den måske udgøre en tendens,<br />
forstå<strong>et</strong> som en hvilende årsagskraft, som bliver sat i<br />
bevægelse (jfr. Hartwig 2007: 458ff). I så tilfælde udgør<br />
den en kraft, som er parat til at blive sat i bevægelse, dvs.<br />
en mere robust tendens. I sin svageste form kræver tendensen<br />
mere kontekst-specifikke b<strong>et</strong>ingelser til at udløse<br />
dens aktivering. Tendenser må forstås som mekanismers<br />
særlige måde at virke på eller deres effekter. Som eksempel<br />
på en årsagskraft, der besiddes uden at blive aktiver<strong>et</strong>, kan<br />
man nævne, at alle mennesker har kraften til at kunne<br />
stjæle, men almindeligvis lader være med at bringe den til<br />
udfoldelse. Begreb<strong>et</strong> tendens er derimod <strong>et</strong> lidt stærkere<br />
begreb, id<strong>et</strong> d<strong>et</strong> rummer en varig prædisponering i r<strong>et</strong>ning<br />
af en bestemt type effekt eller adfærd. D<strong>et</strong>te kan illustreres<br />
med <strong>et</strong> eksempel: Kleptomaner har en tendens til at stjæle.<br />
Men også i d<strong>et</strong>te tilfælde forudsætter tendensen en udløsende<br />
stimulering for at blive frigjort eller bragt i bevægelse<br />
(Hartwig 2007: 459). Tendensen vil med andre ord kun indtræffe<br />
under visse afgrænsede b<strong>et</strong>ingelser.<br />
Med hensyn til d<strong>et</strong> and<strong>et</strong> kriterium, at der skal være tale<br />
om, at børnene i en senere fase af deres liv, som unge eller<br />
som voksne, får problemer i lighed med forældrene, for at<br />
der kan være tale om social <strong>arv</strong> (definition II), så er der her<br />
148
ikke tale om nogen nødvendig effekt, men om en kontingent<br />
manifestation. Afhængigt af livsforløb<strong>et</strong> og de sociale kontekster,<br />
den pågældende kommer til at indgå i, vil der være<br />
utallige muligheder for, at ”<strong>arv</strong>en” (dispositionen, habitusen,<br />
eller hvordan vi nu præciserer virkningen af de belastende<br />
opvækstforhold) aldrig vil vise sig i en form, der kan ”tælles”<br />
med som ”social <strong>arv</strong>”.<br />
Omvendt kan man sige, at dersom de samme uligheder i<br />
samfund<strong>et</strong> stadig er rådende på d<strong>et</strong>te senere ”målingstidspunkt”,<br />
ja så foreligger der en række faktorer, som vil virke<br />
befordrende for en social <strong>arv</strong> i b<strong>et</strong>ydning II. For så vidt som<br />
de samfundsmæssige strukturer (ulighed, arbejdsløshed,<br />
områder med dårlige sociale forhold, osv.), som udgør problemernes<br />
mulighedsb<strong>et</strong>ingelser, fortsat består, så vil der<br />
være stærke kræfter udenfor de familiemæssige sammenhænge,<br />
som vil virke befordrende for problemernes reproduktion<br />
i nye generationer. Man kunne sige, at der her er<br />
tale om stimulerende b<strong>et</strong>ingelser, som rummer en række<br />
faktorer, der udløser, faciliterer eller forstærker aktiveringen<br />
af tendenser, der er frembragt af opvækstmiljø<strong>et</strong>.<br />
Jeg antager, at mennesker, som er ”bærere” af en negativ<br />
social <strong>arv</strong>, kan befinde sig i en sårbar position, og i denne<br />
tilstand vil en udløsende faktor l<strong>et</strong> kunne fremtvinge en aktiv<br />
kri<strong>s<strong>et</strong></strong>ilstand, men ikke nødvendigvis. Den udløsende faktor,<br />
som ændrer den sårbare tilstand til en aktiv kri<strong>s<strong>et</strong></strong>ilstand,<br />
kan være dråben, der får bæger<strong>et</strong> til at flyde over<br />
(jfr. Killén 1991: 172). Belastende situationer i forhold til<br />
arbejde, bolig og økonomi er, som Killén fremhæver (1991:<br />
86), normalsituation i de lavere sociale klasser. Derfor kan<br />
’ydre stressfaktorer’ som arbejdsløshed, økonomiske vanskeligheder<br />
og boligproblemer meg<strong>et</strong> vel tænkes at kunne<br />
udløse og forstærke destruktive processer i familien. Også<br />
flytning kan b<strong>et</strong>yde tab af n<strong>et</strong>værk og udløse kriser i familien.<br />
En lang række forhold i konteksten og forskellige ”sociale<br />
begivenheder” kan således bidrage til, eller udløse, ”onde<br />
cirkler”. Arbejdsløshed er kun ét eksempel på en sådan kriseudløsende<br />
faktor, som på én gang kan føre til en akut kri-<br />
149
<strong>s<strong>et</strong></strong>ilstand. ”Hvorvidt de ’onde cirkler’, som udløses, vedligeholdes,<br />
modificeres eller forstærkes, afhænger af de andre<br />
elementer og d<strong>et</strong> samspil, som gør sig gældende. / De forskellige<br />
elementer vil kunne spille forskellige roller som udløsende,<br />
vedligeholdende eller modificerende faktorer i ’onde<br />
cirkler’” (Killén 1991: 87). Killén fremhæver, at sociale<br />
og kulturelle forhold, eller familie og venners og hjælpeapparat<strong>et</strong>s<br />
n<strong>et</strong>værk er af afgørende b<strong>et</strong>ydning for kriseforløb<strong>et</strong>s<br />
udfald. (Killén 1991: 173). ”Outcome” afhænger med<br />
andre ord af en lang række forhold. Om <strong>et</strong> bestemt ”outcome”<br />
nogen side indtræffer, er derfor kontingent og på ingen<br />
måde præ-d<strong>et</strong>erminer<strong>et</strong>.<br />
Går vi endelig til d<strong>et</strong> tredje aspekt, nemlig sammenhængen<br />
mellem de to tidspunkter, hvor der er for<strong>et</strong>ag<strong>et</strong> ”måling”,<br />
altså sammenhængen mellem d<strong>et</strong>, der er sk<strong>et</strong> i barndommen,<br />
og d<strong>et</strong>, der senere sker i voksenliv<strong>et</strong> (definition III),<br />
så står vi formentlig her med den vanskeligste forklaringsopgave.<br />
Der anlægges her d<strong>et</strong>, man kan kalde <strong>et</strong> livsløbs<strong>perspektiv</strong>.<br />
Vi vil finde frem til de stier eller kanaler, ad hvilke<br />
d<strong>et</strong> endelige udfald er blev<strong>et</strong> tilvejebragt. Longitudinelle<br />
undersøgelser og sti-analyser kan være mulige løsninger,<br />
men de binder stadigvæk til en kvantitativ tilgang. Som Niels<br />
Ploug anfører: ”Et grundlæggende problem i analyser af<br />
social <strong>arv</strong> er, at de forhold, man ønsker at analysere, udspiller<br />
sig over meg<strong>et</strong> lange tidsperioder. Ofte ønsker man at<br />
bruge viden om forhold i d<strong>et</strong> enkelte individs barndom og<br />
ungdom til at forklare forhold i voksenliv<strong>et</strong>. Problem<strong>et</strong> er, at<br />
den slags data sjældent findes.” (Ploug 2005: 17).<br />
Lad os tage som udgangspunkt, at to målinger finder sted<br />
på samme alderstrin i de to generationers livsforløb, på d<strong>et</strong><br />
tidspunkt i liv<strong>et</strong>, hvor der er stift<strong>et</strong> ægteskab, og der er<br />
mindreårige børn i hjemm<strong>et</strong>. For 2. generations vedkommende<br />
foreligger der altså en lang periode fra barndommen<br />
og frem til undersøgelsestidspunkt<strong>et</strong>. Hvad er der sk<strong>et</strong> i<br />
denne periode? Hvilken b<strong>et</strong>ydning har d<strong>et</strong> for ovennævnte<br />
sammenhæng (kontinuit<strong>et</strong>)? Eller for en manglende sammenhæng,<br />
for diskontinuit<strong>et</strong> og brud (såkaldt ”mønster-<br />
150
ud”)? Hvordan kan vi opnå viden herom? D<strong>et</strong>te er meg<strong>et</strong><br />
komplekse problemstillinger, som kun med store vanskeligheder<br />
lader sig udforske.<br />
Måske kan man anskueliggøre problematikken med <strong>et</strong> konkr<strong>et</strong><br />
eksempel. Jeg cykler hver dag fra Stavtrup uden for<br />
Århus ad Ormslevvej ind til Den sociale Højskole (<strong>VIA</strong> <strong>University</strong><br />
<strong>College</strong>). På vejen ind mod Viby munder en række<br />
sideveje ud i Ormslevvej. Når jeg passerer forbi disse på<br />
min cykel, holder jeg ligesom lidt tilbage, selv om der ikke<br />
synes at være nogen objektiv grund til at gøre d<strong>et</strong>, id<strong>et</strong> bilerne<br />
der kommer ad disse sideveje, skal holde tilbage. De<br />
har fuld vigepligt, og der er ”hajtænder” på sidevejen, hvor<br />
den munder ud i Ormslevvej. Alligevel holder jeg tilbage,<br />
når der kommer en bil på sidevejen og skal køre ind på<br />
Ormslevvej. Hvorfor gør jeg d<strong>et</strong>? Jeg vil forklare d<strong>et</strong> med, at<br />
jeg inden for de sidste to-tre år to gange er blev<strong>et</strong> kørt ned<br />
af en bilist, der på trods af vigepligt og ”hajtænder” er fortsat<br />
ind på Ormslevvej uden at standse. De to ulykker har<br />
bevirk<strong>et</strong>, at jeg ikke længere stoler på, at bilerne, der kommer<br />
fra sidevejen på min højre hånd, vil gøre stop, før de<br />
kører ind på Ormslevvej. For at undgå at blive kørt ned en<br />
tredje gang, venter jeg med at køre fremad, til jeg er sikker<br />
på, at bilisten standser.<br />
Hvad er d<strong>et</strong>, der gør, at jeg forholder mig, som jeg gør? Mit<br />
bud på en forklaring er, at de to forudgående ulykker har<br />
afsat <strong>et</strong> ”spor” i mig, en mekanisme, som kan blive aktiver<strong>et</strong>,<br />
hvis en bil kører ad sidevejen op mod Ormslevvej med<br />
stor fart. Mekanismen, som ikke umiddelbart kan observeres,<br />
men alligevel er virkelig, kunne man måske kalde min<br />
frygt for, at bilisten ikke skal stoppe op, og jeg igen vil blive<br />
ramt af bilen. Min reaktion, min adfærd, bliver altså kun udløst<br />
i de situationer, hvor der er en bil på vej, og d<strong>et</strong> ikke er<br />
tydeligt, at bilisten vil stoppe.<br />
Måske kan man sammenligne social <strong>arv</strong> med den mekanisme,<br />
jeg lige har beskrev<strong>et</strong>. Ligesom frygten for at blive kørt<br />
ned er blev<strong>et</strong> til gennem de to forudgående hændelser, er<br />
151
den sociale <strong>arv</strong> blev<strong>et</strong> til gennem hændelser (eller tilstande)<br />
i barndommen. Min forsigtige og agtpågivende adfærd, som<br />
svarer til den sociale <strong>arv</strong>s virkninger (outcome), forekommer<br />
i nogle tilfælde, og i andre tilfælde ikke. D<strong>et</strong> kommer an<br />
på omstændighederne. Den udløses kun i en situation, hvor<br />
bilen nærmer sig i truende fart. På samme måde forestiller<br />
jeg mig, at d<strong>et</strong> vil være med den sociale <strong>arv</strong>s følgevirkninger.<br />
Man har i socialforskningen hyppigt brugt begreber som<br />
”truede børn”, ”udsatte unge”, de ”sårbare” eller ”sårbarhedsskabende<br />
faktorer”. Lad os antage, at den gruppe, vi vil<br />
undersøge, som følge af de belastninger og beskadigelser,<br />
som har fund<strong>et</strong> sted i barndommen, udgør en sårbar gruppe<br />
i samfund<strong>et</strong>. På hvilken måde bliver personer tilhørende<br />
denne gruppe ”bærer” af den sociale <strong>arv</strong>? Bliver de d<strong>et</strong> gennem<br />
hele livsforløb<strong>et</strong>, eller kan bestemte livsveje og sociale<br />
begivenheder være afgørende for, om den sociale <strong>arv</strong> (i b<strong>et</strong>ydning<br />
III) bliver udløst eller aktiver<strong>et</strong>, dvs. at ”den sociale<br />
<strong>arv</strong> begynder at virke” (Vagn Christensen)? Sociologen Lone<br />
Scocozza skriver om denne gruppe af sårbare: ”Til brug for<br />
forklaringer på, hvorfor nogle grupper i samfund<strong>et</strong> hyppigere<br />
end andre rammes af sociale problemer, har man opfund<strong>et</strong><br />
b<strong>et</strong>egnelsen ”de sårbare”. Herved forstås, at nogle<br />
mennesker pga. deres biologiske og/eller sociale udrustning<br />
er mere modtagelige end andre for f.eks. sociale problemer<br />
eller sygdom.” (Scocozza 1982: 26).<br />
Nogle personer vil ”næsten pr. definition (…) være særlig<br />
udsatte for sociale problemer – ikke fordi de er særlig sårbare<br />
som individer – men fordi de tilhører en gruppe inden<br />
for en klasse, der ofte vil være udsat for bortfald af de normale<br />
indtægter eller som ofte vil have undergennemsnitlige<br />
indtægter. Disse personer vil naturligvis mere end andre risikere<br />
at blive udsat for den manglende behovstilfredsstillelse,<br />
der udgør grundlag<strong>et</strong> for udviklingen af de sociale problemer.”<br />
(Scocozza 1982: 26f). I sted<strong>et</strong> for at tale om de<br />
”sårbare” vil Scocozza derfor tale om grupper inden for de<br />
sociale klasser, som samfundsmæssigt er placer<strong>et</strong> i en ”sår-<br />
152
ar” position,” ( s. 27). Hermed kommer skylden for, at der<br />
opstår sociale problemer, til at ligge i samfund<strong>et</strong> frem for<br />
hos d<strong>et</strong> enkelte individ. Eller man kunne sige: De pågældende<br />
bliver bærere af en social <strong>arv</strong>, fordi denne aktiveres<br />
af bestemte strukturelle forhold – en vedvarende ulighed i<br />
samfund<strong>et</strong>, som systematisk rammer bestemte grupper på<br />
grund af deres placering i samfund<strong>et</strong>.<br />
Scocozza nævner, at de ”sårbare” ofte bliver karakteriser<strong>et</strong><br />
som personer med kort skolegang, ingen uddannelse, ufaglært<br />
arbejde, enlige mødre, <strong>et</strong>c. (s. 27). Hun giver endvidere<br />
en række eksempler på, ”hvorledes manglende behovstilfredsstillelse<br />
kan udvikle sig til sociale problemer”. D<strong>et</strong> kan<br />
f.eks. være forældrenes økonomiske situation, der i kombination<br />
med deres handicap, udløser <strong>et</strong> socialt problem” (s.<br />
34). For alle de fire personer, Scocozza nævner i sine eksempler,<br />
gælder d<strong>et</strong>, at de kommer til vedvarende at have,<br />
eller ”udgøre” <strong>et</strong> socialt problem (s. 33). Men d<strong>et</strong> kunne have<br />
gå<strong>et</strong> anderledes! ”Hvis Jytte havde få<strong>et</strong> <strong>et</strong> job, eller i<br />
samarbejde med bistandskontor<strong>et</strong>, få<strong>et</strong> opstill<strong>et</strong> en uddannelsesplan<br />
(…), så havde hverken skilsmissen eller overgangsarbejdsløsheden<br />
b<strong>et</strong>yd<strong>et</strong>, at de nødvendige indskrænkninger<br />
i behovstilfredsstillelsen førte til sociale problemer.”<br />
(Scocozza 1982: 33).<br />
5. Konklusion<br />
I den danske forskning i social <strong>arv</strong> har <strong>arv</strong>en især vær<strong>et</strong> dokumenter<strong>et</strong><br />
i form af en ”statistisk sammenhæng” mellem<br />
registrering af problemer i oprindelsesfamilien og problemer<br />
hos børnene, hos den unge eller den voksne i næste generation.<br />
Vi har med andre ord observer<strong>et</strong> <strong>et</strong> bestemt empirisk<br />
mønster – en regelmæssighed. Men d<strong>et</strong>te mønster er endnu<br />
ikke blev<strong>et</strong> forklar<strong>et</strong>. Vi har endnu ikke vist, hvad der er årsagerne<br />
til, at vi kan iagttage d<strong>et</strong>te mønster. D<strong>et</strong>te forudsætter<br />
nemlig, at vi kommer ned i virkelighedens dybdeniveau<br />
og afdækker de generative mekanismer bag mønstr<strong>et</strong>.<br />
Morten Ejrnæs peger på, at d<strong>et</strong>te mønster tilsyneladende<br />
153
ikke er så hyppigt endda. Vi står i giv<strong>et</strong> fald over for at skulle<br />
forklare dels, hvad der er årsagen til, at d<strong>et</strong> i nogle tilfælde<br />
forekommer, og hvad der er årsagen til, at d<strong>et</strong> i andre<br />
tilfælde ikke forekommer. Denne forskningsopgave er endnu<br />
ikke løst.<br />
D<strong>et</strong> er her min opfattelse, at man vil kunne komme svarene<br />
nærmere ved at for<strong>et</strong>age en række kvalitative studier af enkelttilfælde,<br />
evt. i stil med, hvad der er gjort hos Coffield <strong>et</strong><br />
al (1980) og Elsborg, Hansen & Hansen (1999). Danermark<br />
<strong>et</strong> al. (1997: 242f) har skitser<strong>et</strong>, hvad man kan opnå ved at<br />
analysere bestemte variationer i cases, og Savage (1997)<br />
har ud fra nogle b<strong>et</strong>ragtninger over survey-m<strong>et</strong>odens begrænsninger<br />
i mobilit<strong>et</strong>sstudier argumenter<strong>et</strong> for at kombinere<br />
den med kvalitative tilgange.<br />
Når man skal indkredse, hvad social <strong>arv</strong> er, kan vi pege på<br />
”virkninger af opvækstforhold” (Christensen 1976) eller<br />
”sammenhæng mellem social baggrund eller livschancer”<br />
(Jæger 2003) eller ”risikofaktorer i barndommen” (Ejrnæs<br />
2004). Forskellige definitioner giver forskellige b<strong>et</strong>oninger.<br />
Nogle vil lægge vægten på de påvirkninger, børnene udsættes<br />
for (belastninger, begrænsninger, beskadigelser – såvel<br />
fysiske som psykiske), andre vil b<strong>et</strong>one de konsekvenser,<br />
som disse belastninger medfører i d<strong>et</strong> enkelte barns livsforløb<br />
(ensomhed, skam, manglende uddannelse, manglende<br />
job, manglende socialt n<strong>et</strong>værk, dårligt helbred, mangel på<br />
kapital, begrænsede valgmuligheder, osv.). D<strong>et</strong> drejer sig<br />
ofte om ophobninger af problemer, og derfor om komplekse<br />
sammenhænge, undertiden karakteriser<strong>et</strong> som ”onde<br />
cirkler”.<br />
Usikkerheden omkring, hvordan social <strong>arv</strong> skal defineres,<br />
kan føre til spørgsmål som: Definerer man social <strong>arv</strong> som <strong>et</strong><br />
fænomen, der forekommer i og med, at børnene gentager<br />
forældrenes problemer (hhv. at der er registr<strong>et</strong> adfærd, der<br />
kan fortolkes som en sådan gentagelse)? Eventuelt får børnene<br />
andre problemer end de, der var forældrenes. Eller<br />
kunne man – som jeg her vil argumentere for – definere so-<br />
154
cial <strong>arv</strong> som en overførsel af ressourcer henholdsvis manglende<br />
overførsel af ressourcer i børns opvækstb<strong>et</strong>ingelser,<br />
dvs. som en <strong>arv</strong>, der præger børnenes liv på en sådan måde,<br />
at den i nogle tilfælde giver dem fordele og i andre<br />
disprivilegier og belastninger, og som undertiden manifesterer<br />
sig i form af en gentagelse af forældrenes problemer og<br />
undertiden ikke. Opvæksten rummer ud fra denne forståelse<br />
under alle omstændigheder en social <strong>arv</strong>, groft sagt én, der<br />
begunstiger visse børn og én, der belaster, handicapper og<br />
skader andre. Heri ligger også, at alle børn får overført både<br />
ressourcer og belastninger. Man kunne sige positiv og negativ<br />
social <strong>arv</strong>. Hvorvidt belastninger, skader og handicaps<br />
bliver overvund<strong>et</strong>, kan afhænge af en række konkr<strong>et</strong>e omstændigheder<br />
i opvækstsituationen og gennem livsforløb<strong>et</strong>.<br />
Med denne opfattelse afviser jeg ikke kvantitative målinger<br />
som én m<strong>et</strong>ode til at afdække (omfang<strong>et</strong> af) negativ social<br />
<strong>arv</strong>, men som den eneste m<strong>et</strong>ode til at belyse social <strong>arv</strong>, og<br />
som kriterium for, at der er tale om social <strong>arv</strong>.<br />
Hvis social <strong>arv</strong> defineres som d<strong>et</strong> forhold, at børn, der har<br />
lev<strong>et</strong> under særligt belastende vilkår, også som voksne vil<br />
have nogle vanskeligere leveforhold end deres jævnaldrende,<br />
så kan vi med Mogens Nygaard Christoffersen tale om<br />
sammenhæng mellem en lang række belastningsfaktorer og<br />
så barn<strong>et</strong>s forskellige reaktioner herpå: depression, spiseforstyrrelser,<br />
narkomani, psykiske lidelser, ungdomsledighed,<br />
dårligt helbred, osv. (Christoffersen 2003: 8). En sådan<br />
definition, der også giver rum for barn<strong>et</strong>s modstandsdygtighed<br />
og bemestring, vil tillige være forenelig med Vagn Christensens<br />
forståelse af social <strong>arv</strong> som ”virkningen af børnenes<br />
opvækstforhold”.<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> kan efter min opfattelse både forstås som en årsag<br />
og som <strong>et</strong> resultat, men frem for alt bør social <strong>arv</strong> forstås<br />
som en generativ mekanisme, som kan producere <strong>et</strong><br />
socialt problem (fx kriminalit<strong>et</strong>, vold, psykiske sygdomme,<br />
osv.). <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> kan ses som <strong>et</strong> socialisationsprodukt, som<br />
omfatter de holdninger, orienteringer og adfærdsdispositioner,<br />
men også de belastninger, den mangel på ressourcer<br />
155
og de manglende valgmuligheder, som børnene bibringes<br />
som konsekvens af opvækstforholdene. Hvis disse dispositioner<br />
og beskadigelser kommer til at medvirke til børnenes<br />
senere problemer, kan den sociale <strong>arv</strong> ses som årsag. Men<br />
hvorvidt børnene som voksne kommer til at få problemer i<br />
lighed med forældrene, vil bero på en lang række omstændigheder.<br />
D<strong>et</strong> er her vi kunne tale om social <strong>arv</strong> som <strong>et</strong> resultat,<br />
nemlig når børnene i lighed med forældrene selv bliver<br />
fattige, syge, voldelige, kriminelle, osv.<br />
Et giv<strong>et</strong> udfald (fattigdom, psykisk sygdom, osv.) vil kunne<br />
ses som en følge af social <strong>arv</strong> – en mulig konsekvens af, at<br />
børnene har modtag<strong>et</strong> bestemte dispositioner, værdiorienteringer,<br />
holdninger, handicap og belastninger, osv. gennem<br />
opvækstforholdene; men at børnene gentager forældrenes<br />
problemadfærd, forudsætter en lang række begivenheder i<br />
”den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel”, så som fx, at barn<strong>et</strong> er blev<strong>et</strong><br />
frasorter<strong>et</strong> i skolen, og at den unge er blev<strong>et</strong> marginaliser<strong>et</strong><br />
eller udstødt fra arbejdsmarked<strong>et</strong>, dvs. indvirkninger fra en<br />
lang række strukturelle faktorer. Havde eksempelvis skolen<br />
funger<strong>et</strong> på en anden måde, så barn<strong>et</strong> aldrig var blev<strong>et</strong><br />
”frasorter<strong>et</strong>”, og havde arbejdsmarked<strong>et</strong> vær<strong>et</strong> meg<strong>et</strong> mere<br />
rummeligt, så den unge faktisk var blev<strong>et</strong> integrer<strong>et</strong> på arbejdsmarked<strong>et</strong>,<br />
ja så var den unge måske aldrig blev<strong>et</strong> kriminel,<br />
psykisk syg, voldelig, osv. Og så ville man måske ikke<br />
have talt om en social <strong>arv</strong>.<br />
I overensstemmelse med denne opfattelse vil jeg b<strong>et</strong>ragte<br />
social <strong>arv</strong>, som én mulig generativ mekanisme i produktionen<br />
af <strong>et</strong> giv<strong>et</strong> socialt problem og ikke som en fast lovmæssighed.<br />
<strong>Social</strong> <strong>arv</strong> er én ud af flere mekanismer (faktorer),<br />
som indvirker på, om en bestemt begivenhed (f.eks. voldsudøvelse)<br />
indtræffer eller ej. En række andre forhold indvirker<br />
sammen med den sociale <strong>arv</strong> og spiller muligvis i de enkelte<br />
tilfælde en endnu mere afgørende rolle end den sociale<br />
<strong>arv</strong>. Disse forhold kan være vigtige formidlere af – eller udløsende<br />
faktorer for – social <strong>arv</strong> forstå<strong>et</strong> som børn, der som<br />
følge af påvirkninger fra opvækstb<strong>et</strong>ingelserne får sociale<br />
problemer som unge eller voksne. Under disse bør nævnes<br />
156
isikofaktorer som forskellige belastninger i opvækstmiljø<strong>et</strong><br />
(jfr. Christoffersen 1996, 1999, 2003) samt udløsende faktorer<br />
i de aktuelle situationer (jfr. P<strong>et</strong>ers 1999: 27-50), dvs.<br />
fx de samfundsmæssige pres (arbejdsløshed, manglende<br />
adgang til attraktive goder, osv.), der udløser frustration og<br />
aggression, samt fx de mekanismer, som virker i den unges<br />
aktuelle situation (kammerater, bander, fritidsmiljø, fester,<br />
forhold til forældre o.l.).<br />
Ud fra denne forståelse er hyppigheden i forekomsten af social<br />
<strong>arv</strong> (her: de tilfælde, hvor der registreres en gentagelse<br />
af forældrenes problematik), ikke afgørende for begreb<strong>et</strong>.<br />
Der kan sagtens være tale om en social <strong>arv</strong>, uden at denne<br />
manifesterer sig empirisk, eller i d<strong>et</strong> hele tag<strong>et</strong> manifesterer<br />
sig i en adfærd, der registreres (kriminalit<strong>et</strong>, indlæggelse for<br />
sygdomme, osv.), og som efterfølgende kan fortolkes som<br />
udtryk for en social <strong>arv</strong>.<br />
157
Litteratur<br />
Abrahamowitz, Finn (1999): Psykologisk Lommeordbog.<br />
København: Høst & Søn.<br />
Acock, Alan C. & Vern L. Bengtson (1980): <strong>Social</strong>ization<br />
and Attribution Processes: Actual Versus Perceived Similarity<br />
Among Parents and Youth, s. 501-515. I: Journal of marriage<br />
and the family, August 1980.<br />
Alcock, P<strong>et</strong>e (1997): Understanding Poverty. Second Edition.<br />
London: Macmillan.<br />
Allatt, Patricia (1993): Becoming Privileged: The role of<br />
family processes, s. 139-159. I: Inge Bates & George Riseborough,<br />
red: Youth and Inequalities. Buckingham/Philidelphia:<br />
Open <strong>University</strong> Press.<br />
Andersen, Bent Rold (1966): Nyere målsætninger i socialpolitikken.<br />
Kbh.: Gads Forlag.<br />
Andersen, John (2005): Empowerment<strong>perspektiv</strong><strong>et</strong> – vejen<br />
frem til en <strong>kritisk</strong> handlingsorienter<strong>et</strong> socialforskning?, s.<br />
60-75. I <strong>Social</strong> kritik 101/2005.<br />
Andersen, Svend Aage (2000): Debatten om social <strong>arv</strong> –<br />
<strong>et</strong> forsvar for begreb<strong>et</strong>, s. 34-54. I: <strong>Social</strong> kritik 67/2000.<br />
Andersen, Svend Aage (2007): Kritisk realisme som <strong>perspektiv</strong><br />
i socialt arbejde. Århus: Den <strong>Social</strong>e Højskole,<br />
Skriftserie nr. 8.<br />
Andersen, Tavs Folmer (1981): Børns opvækstvilkår i<br />
langsigt<strong>et</strong> <strong>perspektiv</strong>. En socialmedicinsk forløbsundersøgelse<br />
gennem tre årtier. Kbh.: Rapport nr. 23 fra Institut for<br />
social medicin.<br />
Andersen, Tavs Folmer (1981a): Belastende opvækstb<strong>et</strong>ingelser<br />
i langsigt<strong>et</strong> <strong>perspektiv</strong>, s. 3483-3487. I: Ugeskrift<br />
for Læger 14. dec. 1981, 143. årg. Nr. 51.<br />
Andersen, Tavs Folmer (1981b): Opvækstvilkår og senere<br />
hospitalsindlæggelse i voksenalderen. En efterundersøgelse<br />
II, s. 3579-3582. I: Ugeskrift for Læger 21. dec. 1981, 143.<br />
årg. Nr. 52.<br />
Andersen, Tavs Folmer (1986): Langtidsvirkninger af fattigdom.<br />
I: Erik Jørgen Hansen, red.: Vor tids fattigdom,<br />
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.<br />
158
Barfoed, Elizab<strong>et</strong>h Martinell (1999): Frontalangreb på<br />
den sociale <strong>arv</strong>, s. 3-5. I <strong>Social</strong>rådgiveren nr. 14 1999.<br />
Bates, Inge & George Riseborough (1993): Deepening<br />
Divisions, Fading Solutions, s. 1-13. I: Bates & Riseborough,<br />
red.: Youth and Inequality. Buckingham/Philidelphia: Open<br />
<strong>University</strong> Press.<br />
Beeghley, Leonard (1998): Angles of Vision: How to Understand<br />
<strong>Social</strong> Problems. Boulder: Westview Press.<br />
Bendix, Reinhard & Seymour Martin Lip<strong>s<strong>et</strong></strong>, red (1953):<br />
Class, Status and Power: <strong>Social</strong> Stratification in Comparative<br />
Perspective. New York: The Free Press.<br />
Bengtson, Vern L., Timothy J. Biblarz, Robert E. L.<br />
Roberts (2002): How Families Still Matter: A Longitudinal<br />
Study of Youth in Two Generations. Cambridge: Cambridge<br />
<strong>University</strong> Press.<br />
Bengtson, Vern L. <strong>et</strong> al. (2009): A Longitudinal Study of<br />
the Intergenerational Transmission of Religion, s. 325-345. I<br />
International Sociology 2009, Vol. 24 (3).<br />
Blanden, Jo, Alissa Goodman, Paul Gregg, and<br />
Stephen Machin (2004): Changes in intergenerational mobility<br />
in Britain, s. 122-146. I: Miles Corak, red. (2004):<br />
Generational Income: Mobility in North America and Europe.<br />
Cambridge: Cambridge <strong>University</strong> Press.<br />
Bonke, Jens (2003): Dårlige økonomiske forhold som risikofaktor:<br />
Hvordan klarer børn, der vokser op i fattigdom,<br />
sig? Arbejdspapir 5, Vidensopsamlingen om social <strong>arv</strong> 2003.<br />
København: <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Bourdieu, Pierre & Jean-Claude Passeron (1970, dansk<br />
udgave 2000): Reproduktionen: Bidrag til en teori om undervisningssystem<strong>et</strong>.<br />
Kbh.: Reitzels Forlag.<br />
Bowles, Samuel, Herbert Gintis, and Melissa Osborne<br />
Groves, red. (2005): Unequal Chances: Family Background<br />
and economic success. Princ<strong>et</strong>on and Oxford: Princ<strong>et</strong>on <strong>University</strong><br />
Press. New York: Russell Sage Foundation.<br />
Bratt, Nancy (1972): Fattigkulturens børn og andre artikler.<br />
København: Akademisk Forlag.<br />
Brill, Naomi I. (1998): Working With People: The Helping<br />
Process. Sixth Edition. New York: Longman.<br />
159
Browne, Ken (1998): An Introduction to Sociology. Second<br />
Edition. Cambridge: Polity Press.<br />
Browne, Ken (2006): Introducing Sociology for A S Level.<br />
Cambridge: Polity Press.<br />
Buch-Hansen, Hugo & P<strong>et</strong>er Nielsen (2005): Kritisk realisme.<br />
Frederiksberg: Roskilde Universit<strong>et</strong>sforlag.<br />
Caswell, Dorte (2005): Handlemuligheder i socialt arbejde.<br />
Roskilde: Roskilde Universit<strong>et</strong>scenter og AKF.<br />
Christensen, Vagn (1956) Boligforhold og børnesygelighed.<br />
En undersøgelse af hospitalsindlæggelsen under forskellige<br />
boligforhold. Kbh.: Munksgaard.<br />
Christensen, Vagn (1976): <strong>Social</strong>medicinsk grundbog.<br />
Kbh.: Gyldendal.<br />
Christensen, Vagn (1994): <strong>Social</strong>medicinsk grundbog, 2.<br />
udg, Gyldendal.<br />
Christensen, Vagn (1999): Debat om social <strong>arv</strong>, s. 21-22.<br />
I <strong>Social</strong> politik nr. 3 1999.<br />
Christensen, Vagn og Anne Brockenhuus-Schack<br />
(1997): Børn og den nye sociale <strong>arv</strong>. Kbh.: Fremad.<br />
Christensen, Vagn og Børge Sommer (2002): <strong>Social</strong>medicinsk<br />
grundbog: Fra offer til aktør. 3. udgave. Kbh.:<br />
Munksgaard.<br />
Christoffersen, Mogens Nygaard (1996): Opvækst med<br />
arbejdsløshed. København: <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Christoffersen, Mogens Nygaard (1999): Risikofaktorer i<br />
barndommen – en forløbsundersøgelse særligt med henblik<br />
på forældrenes psykiske sygdomme. København: <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Christoffersen, Mogens Nygaard (2002): An upbringing<br />
to violence? Working Paper 5, SFI.<br />
Christoffersen, Mogens Nygaard (2003). Risikofaktorer i<br />
barndommen og social <strong>arv</strong> – med særligt henblik på mishandling<br />
og vanrøgt. Arbejdspapir 1. Vidensopsamlingen om<br />
den sociale <strong>arv</strong> 2003. <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Coffield, Frank <strong>et</strong> al. (1980): A Cycle of Deprivation? A<br />
Case Study of Four Families. London: Heinemann Educational<br />
Books.<br />
160
Connell, R. W. (1977): Ruling Class, Ruling Culture: Studies<br />
of conflict, power and hegemony in Australian life. Cambridge:<br />
Cambridge <strong>University</strong> Press.<br />
Corak, Miles, red. (2004): Generational Income: Mobility<br />
in North America and Europe. Cambridge: Cambridge <strong>University</strong><br />
Press.<br />
Corak, Miles (2004): Generational income mobility in North<br />
America and Europe: an introduction, in Corac, Miles, red.:<br />
Generational Income: Mobility in North America and Europe.<br />
Cambridge <strong>University</strong> Press, s. 1-37.<br />
Coser, Rose Laub, red. 1974: The Family: Its structures &<br />
Functions. New York: MacMillan.<br />
Crompton, Rosemary (1993): Class and Stratification.<br />
Cambridge: Polity Press.<br />
Danermark, Berth <strong>et</strong> al. (1997): Att förklara samhäll<strong>et</strong>.<br />
Lund: Studentlitteratur.<br />
Diderichsen, Agn<strong>et</strong>e (2007): Den psykologiske <strong>arv</strong> – <strong>et</strong><br />
tilknytningsteor<strong>et</strong>isk og empirisk forskningsprojekt af førstegangsgravide<br />
kvinder. Kbh.: Danmarks Pædagogiske Bibliotek.<br />
Duncan, Greg J. & Jeanne Brooks-Gunn, red. (1997):<br />
Consequences of Growing Up Poor. New York: Russell Sage<br />
Foundation.<br />
Duncan, Greg J. <strong>et</strong> al. (1998): How Much Does Childhood<br />
Poverty Affect the Life Chances of Children?, s. 406-423. I:<br />
American Sociological Review Vol. 63, No. 3.<br />
Duncan, Greg <strong>et</strong> al. (2005): The apple does not fall far<br />
from the tree, s. 23-79. I Bowles <strong>et</strong> al., red., Unequal<br />
Chances, Princ<strong>et</strong>on and Oxford: Princ<strong>et</strong>on <strong>University</strong> Press.<br />
Easton, Geoff (2000): Case research as a m<strong>et</strong>hod for industrial<br />
n<strong>et</strong>works, s. 205-218. I: Stephen Ackroyd & Steve<br />
Fle<strong>et</strong>wood, red.: Realist perspectives on management and<br />
Organisations. London and New York: Routledge.<br />
Egelund, Tine & Therese Halskov (1984): Praksis i socialt<br />
arbejde: Vilkår og udviklingsmuligheder i social- og<br />
sundhedsforvaltninger. København: Munksgaard.<br />
Ejrnæs, Morten (1998): Inspiration til <strong>kritisk</strong> diskussion, s.<br />
29-31. I: <strong>Social</strong> Politik nr. 3, juni 1998.<br />
161
Ejrnæs, Morten (1999): <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> – <strong>et</strong> populært, men<br />
tvivlsomt begreb. Arbejdspapir nr. 12 om social <strong>arv</strong>. Kbh.:<br />
<strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Ejrnæs, Morten (2007): Teorier om sociale afvigelser og<br />
sociale problemer, s. 207-239. I: Carsten Schou & Carsten<br />
Pedersen, red.: Samfund<strong>et</strong> i pædagogisk arbejde: Et sociologisk<br />
<strong>perspektiv</strong>. Kbh.: Akademisk Forlag.<br />
Ejrnæs, Morten, Gorm Gabrielsen, Per Nørrung (2004):<br />
<strong>Social</strong> opdrift – social <strong>arv</strong>. Kbh.: Akademisk Forlag.<br />
Ejrnæs, Morten & Søren Kristiansen (2002): Perspektiv<br />
på sociala problem i USA och Skandinavien, s. 73-93. I: Anna<br />
Meeuwisse & Hans Swärd, red.: Perspektiv på sociala<br />
problem. Stockholm: Natur och kultur.<br />
Ekspertgruppen om social <strong>arv</strong> (1999): <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> – en<br />
oversigt over foreliggende forskningsbaser<strong>et</strong> viden. Kbh.:<br />
<strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Elsborg, Steen, Trine Juul Hansen og Vagn Rabøl Hansen<br />
(1999): Den sociale <strong>arv</strong> og mønsterbrydere. Kbh.:<br />
Danmarks Pædagogiske Institut.<br />
Esping-Andersen, Gösta (2004): “Unequal opportunities<br />
and the mechanisms of social inheritance”, I Miles Corak,<br />
red.: Generational Income Mobility in North America and<br />
Europe. Cambridge: Cambridge <strong>University</strong> Press.<br />
Field, Frank (1974) Unequal Britain: A Report on the Cycle<br />
of Inequality. London: Arrow Books.<br />
Field, Frank (1981): Inequality in Britain: Freedom, Welfare<br />
and the State. London: Fontana.<br />
Fridberg, Torben & Carl Nørregaard (1978): Uddannelsernes<br />
formidling af den sociale <strong>arv</strong>. Kbh.: SFI.<br />
Fløtten, Tone (2009): Fattigdom, s. 163-194. I: Elisab<strong>et</strong>h<br />
Brodkorb & Marianne Rugkäsa, red: Sociologi og <strong>Social</strong>antropologi<br />
– Mellem mennesker og samfund. 2. udgave.<br />
Kbh.: Munksgaard Danmark.<br />
Furlong, Andy (1997): Education and the reproduction of<br />
class-based inequalities, s. 56-71. I: Helen Jones, red.: Towards<br />
a Classless Soci<strong>et</strong>y? London & New York: Routledge.<br />
Geckler, Søren (1982): <strong>Social</strong>e forhold. 2. udgave. Kbh.:<br />
Erhvervsøkonomisk Forlag.<br />
162
Guldager, Jens & Morten Ejrnæs (1997): <strong>Social</strong>e problemer,<br />
s. 20-47. I Jens Guldager <strong>et</strong> al.: Sociologi for socialarbejdere.<br />
Bind I. Frederiksberg: Danmarks Forvaltningshøjskoles<br />
Forlag.<br />
Guldager, Jens & Morten Ejrnæs (2008): Helhedssyn og<br />
forklaring. Kbh.: Akademisk Forlag.<br />
Hansen, Bent (1969): Velstand uden velfærd. Kbh.: Fremad.<br />
Hansen, Erik Jørgen (1982): Hvem bryder den sociale<br />
<strong>arv</strong>? Kbh.: SFI.<br />
Hansen, Erik Jørgen (1995): En generation blev voksen.<br />
København: <strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Haralambos, Michael & Martin Holborn (1995): Sociology:<br />
Themes and Perspectives. Fourth Edition. London: Collins<br />
Educational.<br />
Harris, Judith Rich (2000): Myten om børns opdragelse:<br />
Hvorfor bliver børn som de bliver? Kbh.: Gyldendal.<br />
Hartwig, Mervyn (2007): Dictionary of Critical Realism.<br />
London and New York: Routledge.<br />
Hedström, P<strong>et</strong>er & Swedberg, Richard (1998): <strong>Social</strong><br />
Mechanisms: An Analytical Approach to <strong>Social</strong> Theory. Cambridge:<br />
Cambridge <strong>University</strong> Press.<br />
Hermann, Leif (1995): <strong>Social</strong> udvikling: Grundbog i socialfag<br />
for pædagogstuderende. Viborg: Forlag<strong>et</strong> PUC.<br />
Hessle, Sven (1988): Familjer i Sönderfall: En rapport från<br />
samhällsvården. Göteborg: Nordstedts.<br />
Hillgaard, Lis og Lis Keiser (1978): <strong>Social</strong> (be)handling.<br />
Teori og m<strong>et</strong>ode i socialt arbejde. København: <strong>Social</strong>pædagogisk<br />
bibliotek.<br />
Hjort, Katrin (1993): Opdragelse, s. 104-111. I: Mogens<br />
Brørup m. fl.: Psykologihåndbogen. 4. oplag. København:<br />
Gyldendal.<br />
Holman, R. (1978): Poverty: Explanations of <strong>Social</strong> Deprivation.<br />
London: Martin Robertson.<br />
Hope, Keith, red. (1972): The Analysis of <strong>Social</strong> Mobility.<br />
Oxford: Claredon Press.<br />
Inghe, Gunnar og Mai-Britt (1966): Den ofärdiga välfärden.<br />
Stockholm: Tidens Förlag.<br />
163
Jerlang, Espen & Jesper Jerlang (1996): <strong>Social</strong>isering og<br />
habitus. <strong>Social</strong>isering og habitus – individ, familie, samfund.<br />
København: Munksgaard, Rosinante.<br />
Jespersen, Jesper (2004): Kritisk realisme – teori og<br />
praksis”, s. 145-177. I Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen,<br />
red.: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg:<br />
Roskilde Universit<strong>et</strong>sforlag.<br />
Jones, Linda (1994): The <strong>Social</strong> Context of Health and<br />
Health Work. Houndsmills: McMillan.<br />
Jonsson, Gustav (1967): Delinquent Boys, their Parents<br />
and Grandparents. Kbh.: Munksgaard.<br />
Jonsson, Gustav (1969): D<strong>et</strong> sociala <strong>arv</strong><strong>et</strong>. Stockholm: Tidens<br />
Forlag.<br />
Jonsson, Gustav (1974): Den sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel –<br />
kan den brydes? Kbh.: Fremad.<br />
Jordan, Bill <strong>et</strong> al. (1992): Trapped in Poverty: Labourmark<strong>et</strong><br />
decisions in low income households. Routledge, London.<br />
Jordan, Bill (1996): A Theory of Poverty & <strong>Social</strong> Exclusion.<br />
Cambridge: Polity Press.<br />
Jæger, Mads Meier (2003): Om nytten af begreberne “social<br />
<strong>arv</strong>” og “mønsterbrydere” i samfundsvidenskabelig<br />
forskning, s. 15-17. I: <strong>Social</strong> politik nr. 3 2003.<br />
Jæger, Mads Meier (2009) <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> i Danmark, s. 16-18.<br />
I Ulla Haar og Ove Karlsson, red.: Danmarksbilleder. SFIs<br />
forskning gennem 50 år. Kbh.: SFI.<br />
Jørgensen, Per Schultz <strong>et</strong> al. (1993): Risikobørn – Hvem<br />
er de – hvad gør vi. Kbh.: D<strong>et</strong> tværministerielle udvalg.<br />
Kendall, Diana (1999): Sociology in Our Times: Second<br />
Edition. Belmont CA: Wadsworth.<br />
Killén, Kari (1991): Svek<strong>et</strong>: Omsorgssvikt er alles ansvar.<br />
Oslo: Kommuneforlag<strong>et</strong>, 1991.<br />
Killén, Kari (2001): Barndommen varer i generationer: Forebyggelse<br />
af omsorgssvigt. Kbh.: Hans Reitzels Forlag<br />
Killén, Kari og May Olsen (2003): Sårbare børn: Børn,<br />
forældre og rusmiddelproblemer. Kbh.: Akademisk Forlag.<br />
Koch, Anna (1982): <strong>Social</strong>t arbejde – helhedsprincip og<br />
behovsvurdering på fagligt grundlag. København: AKF.<br />
164
Kohn, Melvin L. (1971): <strong>Social</strong> Class and Parent-Child Relationships,<br />
s. 323-342. I: Michael Anderson, red.: Sociology<br />
of the Family: Selected Readings. Harmondsworth: Penguin<br />
Books.<br />
Kumar, Vinod (1993): Poverty and Inequality in the UK:<br />
The Effects on Children. London: National Children´s Bureau.<br />
Lareau, Ann<strong>et</strong>te (2003): Unequal Childhoods: Class, Race,<br />
and Family Life. Berkeley: <strong>University</strong> of California Press.<br />
Larsen, Jørgen Elm (1999): <strong>Social</strong> <strong>arv</strong>: erfaringer fra engelske<br />
og amerikanske undersøgelser af ”den sociale <strong>arv</strong>s<br />
onde cirkel” og af ”gh<strong>et</strong>tounderklassen”. Kbh.: SFI. Arbejdspapir<br />
19 om social <strong>arv</strong>.<br />
Lauritzen, Kristina og Tine Ros (2004): Rodløs: Samtaler<br />
med unge kriminelle. Hellerup: Forlag<strong>et</strong> Documentas.<br />
Launsø, Laila & Olaf Rieper (1995): Forskning om og<br />
med mennesker. 3. udgave. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag Arnold<br />
Busck.<br />
Launsø, Laila & Olaf Rieper (2005): Forskning om og<br />
med mennesker. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck,<br />
Liljeström, Rita (1974): Uppväxtvillkor: Samspel<strong>et</strong> mellan<br />
vuxna och barn i <strong>et</strong>t föränderligt samhälle. Stockholm: Liber<br />
Förlag.<br />
Lind, Lene (1993): På vej – men hvorhen? Om social <strong>arv</strong><br />
som tung bagage for børn, forældre og pædagoger. København:<br />
Hans Reitzels Forlag.<br />
Lister, Ruth (2004): Poverty. Cambridge: Polity Press.<br />
Livock, Cheryl (2009): A Critical realist M<strong>et</strong>hodology for<br />
examining alternative schooling programs for youth at risk.<br />
Kelvin Grove, Queensland: Queensland <strong>University</strong> of Technology.<br />
Upublicer<strong>et</strong> paper på intern<strong>et</strong>t<strong>et</strong>.<br />
Lorentzen, Thomas & Roy A. Nielsen (2008): Går fattigdom<br />
i <strong>arv</strong>? Langtidseffekter av å vokse opp i familier som<br />
mottar sosialhjælp. Bergen/Oslo. Fafo-rapport.<br />
MacDonald, Robert (1997): Youth, the ‘Underclass’ and<br />
<strong>Social</strong> Exclusion. London: Routledge.<br />
Mik-Meyer, Nanna & Kaspar Villadsen (2007): Magtens<br />
former. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.<br />
165
Moen, Erickson & Dempster-McClain (1997): Their<br />
Mother´s Daughters? The Intergenerational Transmission of<br />
Gender Attitudes, s. 281-293. I: Journal of marriage and the<br />
family. May 1997, vol. 59, no. 2.<br />
Molin, Kari & Britt Ågren (1991) Klassresan. Malmö: Alfab<strong>et</strong>a<br />
Bokförlag.<br />
Mooney, Linda A. David Knox, Caroline Schacht (2000):<br />
Understanding <strong>Social</strong> Problems. Second Edition. Belmont,<br />
CA: Wadsworth.<br />
Moore, Stephen (1990): <strong>Social</strong> Welfare Alive! Cheltenham:<br />
Stanley Thornes Ltd.<br />
Morris, Lydia (1994): Dangerous Classes: The Underclass<br />
and <strong>Social</strong> Citizenship, London and New York: Routledge.<br />
Mullender, Audrey (1996): R<strong>et</strong>hinking Domestic Violence:<br />
The social work and probation response. London: Routledge.<br />
Murray, Charles (1996): Charles Murray and the Underclass:<br />
The Developing Debate. London. The IEA Health and<br />
Welfare Unit. Choice in Welfare No. 33.<br />
Møllehave, Herdis og Keld Skov (1982): <strong>Social</strong>t <strong>s<strong>et</strong></strong> – en<br />
grundbog. 4. udgave. Kbh.: Gyldendals Bogklub.<br />
Nord-Larsen, Mogens og Jacob Vedel-P<strong>et</strong>ersen (1976)<br />
Tabere i skolen: De 9-12 åriges skol<strong>et</strong>ilpasning, SFI, Kbh.<br />
Ohlin, Jonas (2008): Fattigdom går i <strong>arv</strong> mellem generationer.<br />
I Privata Affärer 05/2008.<br />
Page, Marianne E. (2004): New evidence on the intergenerational<br />
correlation in welfare participation, s. 226-244. I:<br />
Corak, Miles, red (2004): Generational Income: Mobility in<br />
North America and Europe. Cambridge: Cambridge <strong>University</strong><br />
Press.<br />
Pawson, Ray & Nick Tilley (1997): Realistic Evaluation.<br />
London: SAGE.<br />
P<strong>et</strong>ers, John (1999): Voldens ansigter – børn, unge og<br />
vold. København: Fremad 1999.<br />
Ploug, Niels, red. (2003): Vidensopsamling om social <strong>arv</strong>.<br />
Kbh.: <strong>Social</strong>ministeri<strong>et</strong>.<br />
Ploug, Niels (2005): <strong>Social</strong> <strong>arv</strong>: Sammenfatning 2005. København:<br />
<strong>Social</strong>forskningsinstitutt<strong>et</strong>.<br />
Poulsen, Janne Gry (1982): Fattig-firsernes psykiske følger.<br />
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.<br />
166
Regeringsudvalg<strong>et</strong> om social <strong>arv</strong> (1999): <strong>Social</strong> <strong>arv</strong> –<br />
principper og status. Kbh.: <strong>Social</strong>ministeri<strong>et</strong>.<br />
Reintoft, Hanne (1985): D<strong>et</strong> kan kolde hjerner ej forstå:<br />
Et opgør med dansk socialpolitik. Kbh.: Reitzels Forlag.<br />
Reintoft, Hanne (1998) Forord. I: Gustav Jonsson: Den<br />
sociale <strong>arv</strong>s onde cirkel – kan den brydes?, København:<br />
Fremad.<br />
Ropers, Richard H. (1991): Persistent Poverty: The American<br />
Dream Turned Nightmare. New York and London: Insight<br />
Books.<br />
Rutter, Michael & Nicola Madge (1976): Cycles of Disadvantage:<br />
A Review of Research. London: Heinemann.<br />
Ryan, William (1971, her revider<strong>et</strong> udg. 1976): Blaming<br />
the Victim. New York: Vintage Books.<br />
Sarnecki, Jerzy (1981): Ungdoms brottsligh<strong>et</strong>: Omfattning,<br />
karaktär, orsaker och samhällsreaktion. Uddevalla:<br />
Liber Förlag.<br />
Savage, Mike (1997): <strong>Social</strong> Mobility and the Survey<br />
M<strong>et</strong>hod: A Critical Analysis, s. 299-325. I: Daniel Bertaux &<br />
Paul Thompson, udg.: Pathways to <strong>Social</strong> Class: A Qualitative<br />
Approach to <strong>Social</strong> Mobility. Oxford: Oxford <strong>University</strong><br />
Press.<br />
Sayer, Andrew (1992): M<strong>et</strong>hod in <strong>Social</strong> Science: A Realist<br />
Approach. London: Routledge.<br />
Sayer, Andrew (2000): Realism and <strong>Social</strong> Science. London:<br />
SAGE Publications.<br />
Sayer, Andrew (2005): The Moral Significance of Class.<br />
Cambridge: Cambridge <strong>University</strong> Press.<br />
Scocozza, Lone (1982): Den sociale utryghed: en bog om<br />
menneskelige behov og utryghed. Kbh.: Bibliotek for socialpædagoger<br />
og socialarbejdere.<br />
Scocozza, Lone (1984): Er sygdom hvermands herre?-<br />
dialoger om sygdom og samfund. Kbh.: Gyldendal.<br />
Segalen, Martine (1986): Historical Anthropology of the<br />
Family. Cambridge: Cambridge <strong>University</strong> Press.<br />
Smith, Mark (1998): <strong>Social</strong> Science in Question. London:<br />
SAGE.<br />
167
<strong>Social</strong>kommissionen, udg. (1992) De unge: portræt af en<br />
generation i velfærdssamfund<strong>et</strong>. København: <strong>Social</strong>kommissionen.<br />
Sortering for liv<strong>et</strong>: Debatoplæg om de unge. <strong>Social</strong>kommissionen<br />
1992.<br />
Stenberg, Sten-Åke (2000): Inheritance of Welfare Recipiency:<br />
An Intergenerational Study of <strong>Social</strong> assistance<br />
Recipiency in Postwar Sweden, s. 228-239. I: Journal of<br />
Marriage and the Family, vol. 62, Issue I.<br />
Søndergaard, Per Straarup (2005): Ud af mørk<strong>et</strong>. Vejle:<br />
Kroghs Forlag.<br />
Søndergaard, Per Straarup (2006): Vold fra alle sider –<br />
om vold blandt unge. Vejle: Kroghs Forlag.<br />
Sørensen, Jytte Birk (2007): Støt mestring – bryd mønstre.<br />
Frederikshavn: Dafolo.<br />
Sørensen, Aage (1998): Theor<strong>et</strong>ical mechanisms and the<br />
empirical study of social processes, s. 238-266. I: Hedström<br />
& Swedberg, red: <strong>Social</strong> Mechanisms. Cambridge: Cambridge<br />
<strong>University</strong> Press.<br />
Tumin, Melvin M. (1967): <strong>Social</strong> Stratification: The Forms<br />
and Functions of Inequality. Englewood Cliffs: Prentice-hall,<br />
Inc.<br />
Ulriksen, Lars (2002): Den sociologiske dimension, s. 155-<br />
291. I Finn Held & Flemming Olsen, red.: Introduktion til<br />
Pædagogik: Opdragelse, dannelse, socialisering. Kbh.: Frydenlund.<br />
Vedel-P<strong>et</strong>ersen, Jacob, Anders From, Tove Løve og<br />
Johs. Mørk Pedersen (1968): Børns opvækstvilkår. København:<br />
Teknisk Forlag.<br />
Vinnerljung, Bo (1999): Den sociale <strong>arv</strong>, s. 81-109, i:<br />
Verner Denvall & Thord Jacobson: Hverdagsbegreber i socialt<br />
arbejde. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.<br />
Vinnerljung, Bo (1998): <strong>Social</strong>t <strong>arv</strong>, s. 21-44. I Verner<br />
Denvall och Tord Jacobsen, red.: Vardagsbegrepp i socialt<br />
arb<strong>et</strong>e. Stockholm: Nordstedts Juridik.<br />
Vinterhed, Kerstin (1977): Gustav Jonsson på Skå: En<br />
epok i svensk barnavård. Stockholm: Tidens Förlag.<br />
168
FAMILIE nødven- STRUK- MEKA- HÆN- ingen m4 m2 m5 m3 m1 h2 h1<br />
s3 s2 s1<br />
C B A dige TUR NISMER DELSER hændelindresestruktu- Walker, Alan (1990): Blaming the Victims, s. 49-58. I:<br />
Charles Murray: The Emerging British Underclass. London:<br />
The IEA Health and Welfare Unit.<br />
Welshman, John (2007): From transmitted deprivation to<br />
social exclusion: Policy, poverty, and parenting. Bristol: The<br />
Policy Press.<br />
Willis, Paul (1977): Learning to Labour: How working class<br />
Kids g<strong>et</strong> working Class Jobs. Westmead, Farnborough:<br />
Saxon House.<br />
Wright, Eric Olin (1994): Interrogating Inequality: Essays<br />
on Class analysis, <strong>Social</strong>ism and Marxism. London & New<br />
York: Verso.<br />
Yeung, Henry Wai-Chung (1997): Critical realism and realist<br />
research in human geography: a m<strong>et</strong>hod or a philosophy<br />
in search of a m<strong>et</strong>hod? I: Progress in Human Geography<br />
21, 1, s. 51-74.<br />
Aadland, Einar (1997): “Og eg ser på deg …: Vitenskapsteori<br />
i helse- og socialfag. Oslo: Universit<strong>et</strong>sforlag<strong>et</strong>.<br />
169