Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Recommendations

Info

6. Konklusion I specialets indledning blev problemformuleringen defineret som følger: kan spansk politik anno 2000 siges at være præget af en fortidsdiskurs, og i så fald; i hvilket omfang, hvilke historiske begivenheder og epoker centrerer den sig omkring, og hvordan bruges den af forskellige politiske interessegrupper. Indlejret i dette lå spørgsmålet om hvorvidt diskursanalyse egner sig til at analysere problemstillinger, der traditionelt har været underlagt erindringshistoriske undersøgelser. Med udgangspunkt i en analyse af en række artikler fra de to spanske aviser El País og El Mundo, samt den baskiske avis Deia, anvendte specialet Faircloughs kritiske diskursanalyse og Laclau & Mouffes hegemoni-begreb til at diskutere ovennævnte problemstilling. Denne diskussion kan opsummeres i følgende betragtninger: Selv om det kan være problematisk at generalisere på basis af en undersøgelse af artikler fra ca. tre ugers valgkamp, er der meget der tyder på at spansk politik stadig – næsten 25 år efter Francos død – var præget af fortiden. Dette kunne aflæses gennem brugen af diskursanalysen, som påviste eksistensen af en fortidsdiskurs. Det er ikke det samme som at sige at spansk politik domineredes af fortiden på daværende tidspunkt, men at fortiden kvalitativt set fyldte en del i den politiske debat, fordi den blev brugt argumentativt i større politiske problemstillinger. Den overordnede fortidsdiskurs var præget af to perspektiviske fortidsdiskurser, der henholdsvis centrerede sig om franquisme og ”felipisme”, hvor sidstnævnte prædikat dækkede over den socialistisk ledede regering under Felipe González fra 1983-1996. Herudover indeholdt fortidsdiskursen en perspektivisk diskurs uden relation til fortiden – en terrorismediskurs. Denne blev medtaget fordi den forholdte sig til det samme centrale kernesymbol som de to fortidsperspektiver – demokratiet – og derfor blev opfattet som en del af fortidsdiskursens samlede diskursive struktur. Det stod samtidig klart at de tre perspektiviske diskurser under valgkampen blev brugt af politikerne til at påpege et antidemokratisk sindelag hos politiske modstandere, en tendens som især El Mundo og El País’ officielle redaktionelle linie bidrog til at tydeliggøre. Franquismen blev således brugt mod PP, felipismen mod PSOE, mens terrorismediskursen blev brugt mod PNV og baskisk nationalisme generelt. Samtidig var der en generel tendens hos politikerne til at understrege deres eget partis prodemokratiske sindelag gennem et demokratisk værdisæt, som der blev argumenteret for stammede fra den spanske transition. Dette værdisæt bestod, ud over det centrale kernesymbol demokrati, af centrismo, pluralidad, consenso, convivencia og diálogo. En yderligere vigtig pointe var at alle partierne syntes at bakke op om demokratiet som styreform, men at dette centrale kernesymbol var underlagt et indholdsmæssigt tovtrækkeri mellem de baskiske partier på den ene side og statslige partier på den anden. De baskiske politikere agiterede for retten til selv at bestemme regionens fremtid – autodeterminación, mens PSOE,og især PP, støttede deres 72
holdning til de baskiske spørgsmål på hvad der blev kaldt en sakralisering af den spanske forfatning og den baskiske særlov. Diskussionen af analyseresultaterne mundede ud i den betragtning at fortidsdiskursens tilstedeværelse ikke alene kunne forklares som et resultat af en demagogisk valgkampsstrategi fra politikernes side, men også havde andre årsager. Blandt de væsentligste forklaringer var for det første tolkningen af fortidsdiskursen som et udtryk for en udpræget mistillid politikerne imellem. Herudover vurderedes konflikten mellem de statslige partier og de moderate baskiske nationalister, som opstod i kølvandet på Lizarra-aftalens underskrivelse, også at have bidraget til en udtryksmæssig eskalering af fortidsdiskursen. Konklusionen synes derfor at være at selv om det spanske demokrati ofte bliver omtalt som et mirakel, så viser en diskursiv undersøgelse af fortidens indflydelse på spansk politik at miraklet, på et politisk plan, ikke er helt så idyllisk som den omtalte leder i specialets indledning forsøger at fremstille det. Hvad angår det teoretiske og metodiske grundlag, så viste Faircloughs kritiske diskursanalyse sig, i kombination med Laclau & Mouffes hegemonibegreb, og efter en lettere tilpasning, at være velegnet til at besvare specialets problemformulering. Samtidig formåede begrebet fortidsdiskurs at løse op for nogle af de problemer der er forbundet med det traditionelle erindringshistoriske begreb kollektiv erindring. Især hvad angik et samtidigt fokus på både konflikt og konsensus, forekom fortidsdiskurs at have et bedre forklaringspotentiale end kollektiv erindring. Det betød ikke at der ikke opstod problemer i forbindelse med brugen af den kritiske diskursanalyse, og specialets tilpasning af den til undersøgelser af fortidsdiskurser, i besvarelsen af opgaven, eller at tilgangen ikke kan kritiseres for visse mangler og fejl. Dog synes såvel teorigrundlaget som metoden, gennem en yderligere bearbejdning og bedre definition af de begreber der udgør den, at kunne udvikle sig til et ganske nyttigt analyseredskab inden for den erindringshistoriske genre. 73
Page 1 and 2:
Syddansk Universitet, Odense Center
Page 3 and 4:
Emnebeskrivelse og problemformuleri
Page 5 and 6:
Historiografisk placering 2. Teori
Page 7 and 8:
emneområder i den erindringshistor
Page 9 and 10:
Aguilars definition indeholder dog
Page 11 and 12:
2. Erindringshistorien har efterhå
Page 13 and 14:
nogle af de samme konventioner, ell
Page 15 and 16:
For nu at arbejde hen imod en defin
Page 17 and 18:
et dialektisk forhold mellem social
Page 19 and 20:
karakteriseres som hegemonisk, vil
Page 21 and 22:
Den yderste ramme illustrerer den o
Page 23 and 24: Ser man først på den 2. republik,
Page 25 and 26: Med det indledende spørgsmål der
Page 27 and 28: Selv om man ikke af disse årsager
Page 29 and 30: fortidsdiskursen i spansk politik i
Page 31 and 32: 4. Analyse Som omtalt afslutningsvi
Page 33 and 34: ”La preocupación básica de Izqu
Page 35 and 36: forgodtbefindende, ligesom Tejero i
Page 37 and 38: ”los escándalos diarios”. 74 D
Page 39 and 40: Diskursiv ramme - kampen om det dem
Page 41 and 42: for vundet på forhånd. Ad denne v
Page 43 and 44: Det bør derfor stå klart at demok
Page 45 and 46: parlamentet, betegner CiU’s rolle
Page 47 and 48: forfatningen i sidste ende forhindr
Page 49 and 50: Arzalluz at gøre det næsten dagli
Page 51 and 52: For det første betegner indenrigsm
Page 53 and 54: stedet for País Vasco, der giver a
Page 55 and 56: eksempelvis talsmanden for PNV, Jos
Page 57 and 58: Omvendt må det tilføjes at politi
Page 59 and 60: diskursen, men omvendt forholder de
Page 61 and 62: modererende tal vez, udelukker den
Page 63 and 64: levet til en højreorienteret herre
Page 65 and 66: et problem i at fascismen også for
Page 67 and 68: dog stille det spørgsmål, om indt
Page 69 and 70: siges at manifestere en udtalt hist
Page 71 and 72: esultater som specialet har generer
Page 73: hverken analysemodel, eller den teo
Page 77 and 78: universitetsforlag, 1999. Laclau, E
Page 79 and 80: http://www.elmundo.es/2000/02/28/op
Page 81 and 82: Resumen del texto Título: Discurso
show all

Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?