Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

6. Konklusion
I specialets indledning blev problemformuleringen defineret som følger: kan spansk politik anno
2000 siges at være præget af en fortidsdiskurs, og i så fald; i hvilket omfang, hvilke historiske
begivenheder og epoker centrerer den sig omkring, og hvordan bruges den af forskellige politiske
interessegrupper. Indlejret i dette lå spørgsmålet om hvorvidt diskursanalyse egner sig til at
analysere problemstillinger, der traditionelt har været underlagt erindringshistoriske undersøgelser.
Med udgangspunkt i en analyse af en række artikler fra de to spanske aviser El País og El
Mundo, samt den baskiske avis Deia, anvendte specialet Faircloughs kritiske diskursanalyse og
Laclau & Mouffes hegemoni-begreb til at diskutere ovennævnte problemstilling. Denne diskussion
kan opsummeres i følgende betragtninger:
Selv om det kan være problematisk at generalisere på basis af en undersøgelse af artikler fra
ca. tre ugers valgkamp, er der meget der tyder på at spansk politik stadig – næsten 25 år efter
Francos død – var præget af fortiden. Dette kunne aflæses gennem brugen af diskursanalysen, som
påviste eksistensen af en fortidsdiskurs. Det er ikke det samme som at sige at spansk politik
domineredes af fortiden på daværende tidspunkt, men at fortiden kvalitativt set fyldte en del i den
politiske debat, fordi den blev brugt argumentativt i større politiske problemstillinger.
Den overordnede fortidsdiskurs var præget af to perspektiviske fortidsdiskurser, der
henholdsvis centrerede sig om franquisme og ”felipisme”, hvor sidstnævnte prædikat dækkede over
den socialistisk ledede regering under Felipe González fra 1983-1996. Herudover indeholdt
fortidsdiskursen en perspektivisk diskurs uden relation til fortiden – en terrorismediskurs. Denne
blev medtaget fordi den forholdte sig til det samme centrale kernesymbol som de to
fortidsperspektiver – demokratiet – og derfor blev opfattet som en del af fortidsdiskursens samlede
diskursive struktur. Det stod samtidig klart at de tre perspektiviske diskurser under valgkampen blev
brugt af politikerne til at påpege et antidemokratisk sindelag hos politiske modstandere, en tendens
som især El Mundo og El País’ officielle redaktionelle linie bidrog til at tydeliggøre. Franquismen
blev således brugt mod PP, felipismen mod PSOE, mens terrorismediskursen blev brugt mod PNV
og baskisk nationalisme generelt. Samtidig var der en generel tendens hos politikerne til at
understrege deres eget partis prodemokratiske sindelag gennem et demokratisk værdisæt, som der
blev argumenteret for stammede fra den spanske transition. Dette værdisæt bestod, ud over det
centrale kernesymbol demokrati, af centrismo, pluralidad, consenso, convivencia og diálogo. En
yderligere vigtig pointe var at alle partierne syntes at bakke op om demokratiet som styreform, men
at dette centrale kernesymbol var underlagt et indholdsmæssigt tovtrækkeri mellem de baskiske
partier på den ene side og statslige partier på den anden. De baskiske politikere agiterede for retten
til selv at bestemme regionens fremtid – autodeterminación, mens PSOE,og især PP, støttede deres
72