Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

implicit modarbejder specifikke årsagsforklaringer. Denne tiltro til begrebets muligheder skal ikke
forstås derhen at jeg mener at det ikke kan underkastes kritik. Det har blot været svært at se nogle
specifikke problemer i forbindelse med det konkrete materiale jeg selv har anvendt det på.
Inden for selve den diskursive ramme synes der til gengæld at være flere spørgsmål at tage fat
i, og der skal her diskuteres et par stykker.
Først er der spørgsmålet om hvad der skal inkluderes i den diskursive ramme, og hvad der
skal holdes udenfor: hvornår kan man sige at der er tale om forekomsten af en perspektivisk
diskurs? Et krav, som jeg har forsøgt at holde mig til, er at den udsagnskæde den er formet af, skal
repeteres i et vist omfang, og helst af flere forskellige personer, samt have et rimeligt homogent
udtryk for at kunne tilegne sig prædikatet diskurs. Det er således ikke nok at en lille gruppering af
udtalelser forholder sig til den diskursive rammes kernesymboler. Jeg har f.eks. undladt at inddrage
artikler med referencer til den spanske borgerkrig, fordi de var så fåtallige og så vage at det ikke
gav mening at karakterisere det som en perspektivisk fortidsdiskurs. Det betyder ikke at det
nødvendigvis bør defineres kvantitativt hvor meget en diskurs skal repeteres, og af hvor mange,
men der synes i begrebsdefinitionen at mangle en overordnet retningslinie for hvor en eventuel
grænse må siges at ligge. Dette er også et spørgsmål som er vigtigt at få besvaret angående den
indbyrdes relation mellem de perspektiviske diskurser, fordi overvejelserne omkring hegemoni let
kan ende med at basere sig på meget generelle og skønsmæssige vurderinger. Jeg har dog ikke set
mig i stand til at løse dette problem endeligt. Det samme problem opstår i øvrigt i forbindelse med
kernesymbolerne: hvor meget skal der til før et begreb kan siges at få en symbolsk karakter?
Et andet problem som er opstået i løbet af specialeskrivningens proces, er hvordan man kan
opretholde skellet mellem kernesymbol og perspektivisk diskurs. Man kan f.eks. hævde at den
spanske forfatning lige såvel kan betragtes som en perspektivisk diskurs, som den kan ses som et
kernesymbol, fordi den bruges specifikt af PP og PSOE til at give et partikulært indtryk af hvordan
det spanske demokrati fungerer mest optimalt. For at undgå denne problematik kunne man eventuelt
analysere forholdet mellem forfatning, særlov og selvbestemmelsesret som et særskilt fænomen –
dvs. som en diskursiv struktur, der ligger uden for selve fortidsdiskursen, men som alligevel har en
tæt relation til den. Det synes dog ikke at løse det forhold at begrebsdefinitionen af de to dele i den
diskursive ramme ikke er tegnet skarpt nok op.
Den kritik som er fremlagt i det ovenstående, skal ikke opfattes som den eneste der kan rettes mod
Faircloughs teori eller min udbygning af visse dele af den. En tanke der har strejfet mig
regelmæssigt i forbindelse med specialeskrivningen, er at en afprøvning af specialets teoretiske
fundament og metodiske fremgang på andre problemstillinger, der ser på forholdet mellem fortid og
nutid, med stor sandsynlighed vil afsløre flere problemer. Jeg betragter derfor på ingen måde
70