Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

esultater som specialet har genereret, og f.eks. se på om den hårde kritik af PP’s forvaltning af
magten senere hen har resulteret i en lovgivning, der forsøger at begrænse regeringens muligheder
for at udnytte de statslige medier til politiske formål. Her vil jeg dog mene at man bør benytte sig af
en teori og metode, der er mere målrettet mod en undersøgelse af forandringer i den sociale praksis,
hvilket jeg ikke mener Faircloughs kritiske diskursanalyse formår, til trods for de gode intentioner.
En sådan teori bør også undersøge hvorvidt en fortidsdiskurs ikke bevirker en forandring i den
sociale praksis. Derigennem kan man nå til en afklaring af om den blotte tilstedeværelse af
fortidsdiskurser overhovedet har nogen større social effekt.
Problematisering af specialets egen teori og metode
Det leder videre til den del af specialets teori og metode, som jeg selv har stået for udformningen af:
de fire centrale begreber fortidsdiskurs, diskursiv ramme, perspektivisk diskurs og kernesymbol,
samt den analysemodel, som begreberne indgår i.
Hvad angår analysemodellen overordent, er der blevet argumenteret for at den er velegnet til
at illustrere en fortidsdiskurs’ indre dynamiske karakter – specielt muligheden for både at kunne
vise konflikt og konsensus på de to laveste niveauer i forhold til hegemonibegrebet, ud fra den
grafiske relation mellem perspektiver og kernesymboler. Den har dog den svaghed at den har svært
ved at illustrere temporalitet – dvs. hvordan en fortidsdiskurs ændrer sig med tiden. Det fremgik, da
den blev afprøvet på den spanske transition, ved at det var svært at påvise hvordan de to
franquismediskurser langsomt mistede kraften i forhold til de øvrige perspektiver i fortidsdiskursen.
Problemet er nært forbundet med den kritik der ovenfor blevet rettet mod Faircloughs begrænsede
fokus på hvordan den diskursive praksis virker tilbage på den sociale, og derigennem skaber
forandring i tidsmæssig forstand. Det er dog ikke decideret afgørende set ud fra specialets
problemformulering, der som omtalt har en synkron karakter. Skal modellen imidlertid bruges i
diakrone analyser, bør dette aspekt undersøges nærmere for at kunne afgøre, hvorvidt den kan
”rumme” denne yderligere dimension eller ej.
Ser man generelt på begrebet fortidsdiskurs og dets fordele og ulemper i en sammenligning
med kollektiv erindring, har jeg allerede opsummeret en række af fordelene. En kritik mod begrebet
kunne være at det i udgangspunktet risikerer at tilsidesætte menneskets historiske bevidsthed som
årsagsforklaring, og reducerer fortidens indflydelse på nutiden til et spørgsmål om fortidsbrug
forårsaget af ideologiske og regionale forskelle. Jeg mener dog at begrebet, sådan som jeg har
defineret det, kan rumme en bred vifte af årsagsforklaringer. Dette synes jeg blandt andet fremgik
ved at jeg også fandt tegn på at det demokratiske værdisystem fra transitionen stadig var aflæselig i
den diskursive praksis i 2000. Det jeg finder positivt ved begrebet, er at det for mig at se ikke
169 Ibid.
69