Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

emneområder i den erindringshistoriske forskning, har jeg ikke kendskab til, men hvad angår
Spanien som emneområde, forekommer det endnu at stå ubesvaret.
Begrebsproblematisering – kollektiv erindring
Som antydet i indledningen, har kollektiv erindring længe fungeret som det dominerende begreb
inden for den erindringshistoriske forskning, og mange erindringshistorikere anvender det, eller
varianter af det, som teoretisk forklaringsgrundlag for deres forskning. Begrebet er dog ikke
uproblematisk at arbejde med, og med en problemstilling som dette speciales, der må siges at lægge
sig tæt op af den erindringshistoriske genre, vil jeg derfor opfatte det som naturligt at forsøge at løse
nogle af de problemer som er forbundet med begrebet, evt. ved at benytte sig af alternative
tilgangsvinkler. Men hvilke problemer er det begrebet skaber?
Først og fremmest er det blevet kritiseret for at blive opfattet som noget håndgribeligt, en fysisk
afgrænset enhed som forskeren blot skal analysere sig frem til og videregive:
”The belief in memory as an actual living entity appears to be the underlying
supposition of memoriologists. (…) However, to speak of a group as some integral
entity with a will and capacity of its own is to commit the fallacy of ‘concrete
generalization,’ namely of treating a generalization as though it were some
concrete entity.” 6
Hvis man i anvendelsen af kollektiv erindring foretager en ’konkret generalisering’, er det
nærliggende at spørge, hvilke fænomener der så kan karakteriseres som konkrete. Her kan man
argumentere for at erindringer ikke er konkrete, før de formuleres. Man er derfor nødsaget til at
undersøge erindringens sproglige manifestationer. Det samme gælder for fortiden, som i nutiden
kun håndgribeliggøres i sproglige og visuelle udtryk, f.eks. mundtlige overleveringer, historiebøger,
mindesmærker etc. Hvis man vil undgå ovennævnte problematik, synes det derfor oplagt at benytte
sig af en teori der netop tager udgangspunkt i konkrete sproglige manifestationer – eksempelvis
diskursanalyse.
Et andet problem består i afgrænsningen af det kollektive: spørgsmålet om hvad det indbefatter og
hvad det ikke gør. Dette kan illustreres med to eksempler.
For det første ligger der en fare i at gøre den kollektive erindring til flertallets erindring. Hvis
man med andre ord søger efter dens sproglige manifestation hvor den er mest eksplicit, risikerer
man at gøre den mest dominerende erindring til en kollektiv erindring. Denne tendens finder sit helt
ekstreme udtryk hvor en siddende magtelites tilstræbte fortidsdiskurs tolkes som samfundets
kollektive erindring. Resultatet af en sådan tilgang vil derfor fremstå relativt harmonisk, fordi man
5