Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

siges at manifestere en udtalt historisk bevidsthed, uden at denne kan karakteriseres som en
homogen og kollektiv størrelse.
Netop det centrale kernesymbol – demokratiet – forekommer at udgøre en af de mest
grundlæggende årsager til at fortiden stadig præger spansk politik. Som omtalt ovenfor er
demokratiet og transitionen nærmest uløseligt forbundet fordi det for en stor del af politikerne
repræsenterer den model der har løst Spaniens historiske problemer en gang for alle. Som relationen
mellem centralregeringen og Baskerlandet lader skinne igennem, bygger denne sakralisering af
transition og forfatning dog delvis på en illusion. Fortidsdiskursen bidrager her til at klarlægge at et
af de mest fundamentale problemer i den spanske nations historie – statsstrukturen, og mere
specifikt relationen mellem Spanien og de regioner der har et nationalt særpræg – ikke synes at have
fundet sin endelige løsningsmodel endnu.
At fortiden stadig præger spansk politik må derfor siges at have en række årsager, der rækker ud
over selve valgkampen. Hvad angår selve artikuleringen af fortidsdiskursen, kan det dog være svært
at generalisere og fremkomme med betragtninger der dækker spansk politik generelt. Valgkampen i
2000 synes at afspejle at fortiden ikke har sluppet sit tag i spansk politik på et diskursivt plan. Hvad
der i den henseende må betegnes som vigtigt, er at den diskursive praksis ikke har fået radikale
følger for den sociale, herunder den politiske, praksis. På trods af en til tider ret så voldsom retorik
politikerne imellem, har det ikke udmøntet sig i en fysisk konflikt. I den henseende har demokratiet
slået dybe rødder i det spanske samfund.
67