Fortidsdiskurs i spansk politik - Poul Kubel: Forside

Denne mistillid aflæses også i de baskiske politikeres brug af franquismen: meget tyder på at
de føler sig decideret forulempet af PP’s hårde linie over for Lizarra-aftalen, og den diskurs der
forsøger at sætte lighedstegn mellem den moderate baskiske nationalisme og terrorisme.
Terrorismediskursen er på sin side ikke opstået ud af ingenting, men har taget form over en længere
periode. Den repræsenterer således også det diskursive resultat af en skuffelse over, at de baskiske
politikere i 1998 meldte sig ud af Ajuria Enea-pagten og gik deres egne veje med Lizarra-aftalen,
hvis intentioner om at indgå i dialog med alle parter om alt ikke konvergerer med de statslige
partiers tiltro til forfatningen som juridisk referencepunkt i alle statslige spørgsmål. Herudover
aktiveres denne del af fortidsdiskursen yderligere i forbindelse med ETA’s terroraktion, og de
begivenheder der følger umiddelbart efter i forbindelse med begravelsen af Fernando Buesa og
demonstrationen mod ETA. 167
Heller ikke felipismediskursen kan ensidigt forklares som demagogi, men synes også at
afspejle en mangel på tillid til PSOE i det tilfælde at de skulle komme til magten. Som det centrale
kernesymbol lader forstå, drejer det sig helt basalt om en vedvarende bekymring for demokratiets
tilstand, på samme tid som det afspejler en fundamental vilje til at få demokratiet til at fungere.
Selv om mediernes rolle ikke er undersøgt til bunds, kan det ikke udelukkes at de også har en
stor del af ansvaret for fortidsdiskursens artikulering. Ud over den helt åbenlyse støtte til
felipismediskursen i El Mundo, kan man også mene at aviserne er med til i et vist omfang at
fremprovokere nogle af politikernes voldsomme reaktioner, og at de bevidst kører på at piske en
stemning op, bl.a. med henblik på øget salgstal. Hvorvidt dette er tilfældet kræver dog en mere
indgående undersøgelse af avisernes rolle.
Ud over disse forklaringer synes diskursens artikulering også at bunde i dybereliggende årsager. I
lyset af det indtryk fortidsdiskursens samlede struktur efterlader, synes en stor del af de spanske
politikeres tankegang i 2000 at være præget af nationens fortid – hvad dele af den traditionelle
erindringsforskning ville betegne som kollektiv erindring. Som franquisme- og felipismediskursen
lader skinne igennem, er det især disse to epoker der har en fast plads i de spanske politikeres
historiske bevidsthed: de repræsenterer alt det som demokratiet ikke bør være: diktatur, intolerance,
korruption etc. For at undgå en regression til en sådan tilstand, plæderer man for de demokratiske
værdier som viste sig nyttige under den spanske transition – consenso, convivencia, diálogo,
pluralidad og centrismo, men uden reelt at praktisere den politiske kultur, de er et udtryk for.
Politikerne synes med andre ord at være forankret i en tiltro til transitionens demokratiske værdisæt
som en magisk formular til at løse demokratiets problemer, og må derfor, set som samlet gruppe,
167 Omtalt side 47
66